Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra ADAM HOMO ET DIGT (1839-1848)

Af dette Paradiis der faldt et Skin
I Adams Sjæl, da meer og meer han vaktes,
Da Livets Frugt igjen ham sparsomt raktes,
Og atter han dets Friskhed suged ind.
Med nyfødt Sands og Smag paa Alting agtes,
Det Mindste selv gav Næring til hans Sind;
Af hvert et Indtryk følte han sig qvæget,
Af Alting stille rørt og blidt bevæget.