✂
Jeg rev mig ud af bløde Arme,
Og da til Skoven hen jeg kom,
Endnu engang med Længsels Varme
Jeg mod mit Hjem mig vendte om.
✂
Jeg Solen saae paa Taget blinke,
Mens Røgen op sig stille svang;
I Døren saae jeg Alle vinke
Til mig Farvel for sidste Gang.
✂
Men ud i Verden vidt jeg vandred,
Og eensom jeg i Sværmen gik;
Og Livet vexled og forandred
Bestandig Farve for mit Blik.
✂
Ved Stormens Sang jeg Havet pløied,
Jeg stod paa Bjerget mellem Skyer,
Og Nød og Tid min Isse bøied
I fremmed Land og fjerne Byer.
✂
Det var en Morgen - atter vinke
Jeg saae mit Hjem, hvor Skoven veg:
Paa Taget saae jeg Solen blinke,
Mens Røgen opad sagte steg.
✂
Og ud i Døren kom de ømme,
De gamle Vidner til mit Held;
Da sagde jeg til Verdens Drømme,
Til al dens Herlighed Farvel.
✂
145
Farvel er Tornen, som os saarer,
Farvel er Blomsten til vor Trøst:
Det samme Ord, hvor rigt paa Taarer,
Hvor fuldt af Lindring for vort Bryst!