Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra ADAM HOMO ET DIGT (1839-1848)

Jeg rev mig ud af bløde Arme,
Og da til Skoven hen jeg kom,
Endnu engang med Længsels Varme
Jeg mod mit Hjem mig vendte om.

Jeg Solen saae paa Taget blinke,
Mens Røgen op sig stille svang;
I Døren saae jeg Alle vinke
Til mig Farvel for sidste Gang.

Men ud i Verden vidt jeg vandred,
Og eensom jeg i Sværmen gik;
Og Livet vexled og forandred
Bestandig Farve for mit Blik.

Ved Stormens Sang jeg Havet pløied,
Jeg stod paa Bjerget mellem Skyer,
Og Nød og Tid min Isse bøied
I fremmed Land og fjerne Byer.

Det var en Morgen - atter vinke
Jeg saae mit Hjem, hvor Skoven veg:
Paa Taget saae jeg Solen blinke,
Mens Røgen opad sagte steg.

Og ud i Døren kom de ømme,
De gamle Vidner til mit Held;
Da sagde jeg til Verdens Drømme,
Til al dens Herlighed Farvel.

145 Farvel er Tornen, som os saarer,
Farvel er Blomsten til vor Trøst:
Det samme Ord, hvor rigt paa Taarer,
Hvor fuldt af Lindring for vort Bryst!