Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra ADAM HOMO ET DIGT (1839-1848)

Hvor er et dagligt Samliv som en Luft!
Man aander i det, og deri sig møder,
Beaandet af det, Hjerte og Fornuft.
Snart mildt og varmt, det Livet os forsøder
Ved en harmonisk Glædes rene Duft,
Snart koldt og stramt, det Bitterhed kun føder.
I Alt umærkeligt det trænger ind,
Selv i de sidste Dybder af vort Sind.

146 Naar det er let, hvor kan man frit sig svinge
Ved fælles Stræben op mod Livets Frugt;
Naar det er tungt, hvor lammes Sjælens Vinge,
Saa dunkelt Mismod med dens Kraft faaer Bugt.
Hvor blfer blandt lave Sjæle Livet ringe!
Hvor mellem ædle Aander blfer det smukt!
Thi gjennem alle Tankens Regioner
En stille Gjenlyd af vort Samliv toner.

Det kaldte frem i Adams Sjæl en Fred,
Som ubekjendt ham længe havde været,
Og Troens Blomst, som aabned sig derved,
Blev af dets milde Aande daglig næret.
Den bittre Tvivl blev i sin Rod fortæret,
Og dybt fornemmer han, at Skjæbnens Sted
Et Forsyn i hans Tanke har indtaget:
Miraklet i sig selv han har opdaget.

Paa denne Viis et halvt Aar leved nu
Han og hans Moder i den samme Bolig,
I Hjertets Eenhed kun et Jeg og Du.
For Adam Livets Strøm flød atter rolig,
Som før med Haabets Røst han er fortrolig,
Og styrket ved dets Bad er Sind og Hu.
Nu Afskedstimen slog - igjen de skiltes;
Men Savnet ved Erindringen formildtes.

Thi har endog hans Moder ham forladt,
Med hendes Minde har en blid Fornemmelse
Af Livet i hans Hjerte fast sig sat.
Det mangengang nu forekom ham at
Hans egen og hvert Menneskes Bestemmelse
Laa i det hele ydre Livs Forglemmelse,
Imedens stille samlet i sig selv
Man lod sig føre ned ad Tidens Elv.

I denne Tro henleved han saa stille;
Hver Dag sin Pligt og Gjerning gjorde han,
Idet han dyrked grundig sin Forstand
Ved Læsning, som han gjennemtænke vilde.
Altid han fulgte Religionens Kilde
I Theologiens vildt oprørte Vand.
For Præst at blive han studered ikke,
Men for af Livets Brønde selv at drikke.

147 Hermed fast trende Aar for ham hengik.
I dem hans Bryst saa roligt havde slaaet,
Sit Huld igjen hans Ydre havde faaet,
Og om end tankefuldt var klart hans Blik.
Man saae, at over ham en Storm var gaaet,
Hvorved sit Alvorspræg hans Pande fik;
Men paa det Fredens Træk, der laa om Munden,
Man saae igjen, at Stormen var forsvunden. -

Tre Aar jeg altsaa iler ud i Tiden,
Og stiller Adam Homo frem igjen
En Aften paa hans Kammer, hvor en Ven,
Studiosus Jensen, nu staaer ham ved Siden.
Den samme Jensen var af Væxt kun liden,
Men glad hans Blik fløi over Livet hen;
Han dertil har det bragt ved Talekraften,
At Vennen gaar med ham paa Bal iaften.

Du vil ei troe det, siger Adam nu,
Just som den sorte Kjole paa han trækker,
Der om hans ranke Skabning glat sig lægger:
Du vil ei troe det, i din Friskhed, du!
At Det, at gaae paa Bal, mig næsten skrækker,
At ordenlig for Dands jeg føler Gru,
Og at mit Hjerte ganske modløst sænker sig,
Naar blandt de mange Mennesker jeg tænker mig.

Det kommer af, den lille Jensen svarer,
At du saalænge kukeluret har.
Jeg kunde blive ængstelig som Harer,
Hvis ei saa meget jeg paa Farten var.
Jo mindre man af Livet selv erfarer,
Desmeer høitidelig man paa det ta'er;
Naar man kun Verden seer igjennem Ruder,
Man kan tilsidst i Mennesker see Guder.

Jeg gi'er dig Ret, vor Helt bemærker atter,
Men ligefuldt dog stærkt mit Hjerte slaaer.
Jeg vedder - falder Vennen ind med Latter -
At over snart din Angst paa Ballet gaaer.
Naar man i Øiet seer en Evadatter,
Hvad seer man da? Et Lam! og høist et Faar!
Jeg Ting har kjendt, langt mere frygtelige,
End det, at valse med en lille Pige.

148 De gik, og snart i Klubben hen de kom;
Og Adam med sit stærkt beklemte Hjerte
Steg op ad Trappen mod den tændte Kjerte,
Der viste ham Entréen, stor og tom.
Sig et Minut at samle han begjærte,
Men lille Jensen brød sig ei derom:
Ind til den første Sal han aabned Døren,
Og Stemmer summed nu om Adams Øren.

Her sad de troe, de stadige Klubbister,
Hvem Ballets Nærhed ei forhindred i
At faae en Lhombre og et Whist-Parti.
Her saae man Professorer og Jurister,
Acteurer, Læger, Børsfolk, Pensionister,
Med Kort i Haanden sidde vis à vis,
Og efter Dagens Gjerning ud sig hvile
Ved luun Passjar, mens de paa Spillet kile.

Her hørte Bynyt man og Folkets Stemme,
Og mens Aviserne omtygges her,
Er Allemand mod alle Konger slemme,
Paa Ruder, Spar og Klør og Hjerter nær;
Her Talerne ei Politiken glemme,
Dens haarde Knude løses af Enhver;
Og medens hist paa Fladen hen man dandser,
Gaaes her tilbunds i Skatter og Finanser.

Følg med mig! til vor Helt nu Jensen siger:
Kun et Par Skridt, hen til det næste Bord!
En Mand jeg skal dig vise, som ei viger
I Klogskab nogen Mand paa denne Jord,
Og hvis Forsigtighed fast er saa stor,
At denne Dyds Begreb den overstiger.
Original han er, men dog man har
Af ham saa mangt et mindre Exemplar.

De gik mod Bordet hen, hvor nu de saae
Forsigtighedens Helt, om hvem var Tale:Det var
en Mand tilaars, hvis Haar var graae,
Hvis Væxt var høi, hvis Træk var ei saa gale.
Bekymringer sig paa hans Pande male,
Heelt ængsteligt omkring hans Øine gaae,
Og til et mægtigt Værn mod Træk fra Dørene,
To Totter Bomuld stod ham ud af Ørene.

149 See, hvisked Jensen, hvor han er i Vaanden!
Lad blot os gaae en Smule mere nær;
Jeg seer, at han et stort Spil har paa Haanden,
Og det er det, der nu ham piner her.
Pas paa, hvad han udklække vil i Aanden,
Nu da hans gode Kort gjør ham Besvær:
I samme Stund saae Manden i sin Kasse,
Og sagde med et Suk: Ja, jeg maa passe!

Der seer du! hvisked atter lille Jensen:
Jeg tænkte nok, han drev det ei til Stort;
Thi handle klogt for ham er Livstendensen,
Og derfor kun Sottiser faaer han gjort.
See der! der staaer han op for Excellencen,
Saa dybt han krummer Ryg, som var den smurt.
Han vilde, troer jeg, ængste sig tildøde,
Hvis han en Excellence skulde støde.

See, hvor igjen han lempelig sig sætter!
Paa Stolebenene han føler nu;
Thi muligviis de gaaet var itu.
Den stakkels Mand! hans Bryst kun Døden letter.
At ei han har sig giftet, vist du gjetter,
Paa Tøffelhælen tænkte han med Gru.
Huusholdersken nu maa Commando føre,
Thi gaae i Klub er Alt hvad han tør gjøre.

Her skred med Adam Manden han forbi,
Og sagde høit, som naar man Noget melder:
»Iaften gjør bekjendt vort Politi,
At Cholera har viist sig i en Kjelder.«
En Lhombrespiller udbrød: Pokker heller!
Men den Forsigtige - hvis Phantasi
Strax kom i Gjæring - kridhvid som et Lagen
Til Modgift fremtog Pebermyntekagen.

I Dandsesalen Vennerne gik ind.
Her straalte dem imøde Lysekroner,
Og netop som de kom, Musikens Toner
Med Valsen hørte op. I Lampers Skin
Sad langs med Væggen smagfuldt klædte Koner
Og unge Damer med en Rosenkind.
Paa dem, der første Vals alt havde dandset,
Steg Brystet høit, mens Munden gik ustandset.

150 Ad Gulvet op og ned gik Cavalerer
Med Hat i Haand, med Panden fri og varm,
Snart Een for Een, snart Tvende Arm i Arm;
Og mellem dem nu Adam promenerer,
Med aabent Blik, men med urolig Barm,
Mens Jensen ham om Alting informerer.
Den samme Ven var her til meget Gavn,
Paa hver en Dame strax han vidste Navn.

Hvad hedder hun - vor Helt nu sagte siger -
Hun, som ved Døren sidder halv i Skjul,
Der allernederst blandt de unge Piger?
Hun, med en Krands om Lokken gylden-guul,
Der seer omkring sig som en lille Fugl? -
Af Reden frem vist første Gang hun stiger;
Hun holder sig tilbage jo saa bly,
Som var hun i en Verden, splinterny.

Ja hende, svares der, jeg selv ei kjender;
Med disse Ord den lille Jensen sprang
Hen til en Mand, og ved hans Arm sig hang,
Og med Besked han snart tilbage vender:
Hun Alma hed, og ganske rigtig sender
Sit Blik hun ud i Verden første Gang;
Paa Vesterbro hun boede i det Fjerne
Hos Faderen, en Blomstergartner Stjerne.

Lidt nærmere jeg Stjernen dog maa skue,
Til Vennen siger Adam med et Smiil,
Og Jensen strax, som udskudt fra en Bue,
Hen over Gulvet farer som en Piil.
Slig Voldsomhed ei vilde Adam hue,
Fra Vennens Arm han rev sig løs med Iil,
Og støttende sig taus til Væggens Pille,
Seer over han mod Stjernen - mod den stille.

Thi Uhret lig, hvis Viser sagte flytter
Sig langsomt fremad mod hver Talfigur,
Imedens Værket i det indre Uhr
Til evig Uro hver Secund benytter:
Saadan, naar Almas Aasyn Udtryk bytter,
Fremlyser kun en stille Sjæls Natur,
Imedens Hjertet, fyldt med Haabets Tanker,
I yndig Uro og Forventning banker.

151 I Drøm hun sad om hvad der skulde komme;
Thi skulde Det ei komme dbg engang,
Hvortil det unge Hjerte føler Trang?
Hiin Illusion, hvis Spil er aldrig omme,
Hiin Fylde, som udfylder alt det Tomme,
Hiin Slutning paa den gaadefulde Sang,
Der til at svulme Pigehjertet bringer,
Naar Fløiten toner og naar Strængen klinger.

Saa sad hun - da paany til Dands man spiller,
Og over hendes Kind flød Purpur hen;
I Øieblikket hun sig forestiller,
At hun skal sidde over nu igjen.
Men Haabet Frygtens Udsagn snart formilder;
Let over Gulvet nærmer sig vor Ven,
Som med et Buk udbeder sig den Ære,
I Valsen hendes Følgesvend at være.

Fra Tantens Side løs hun da sig river,
Og med en nyfødt Rose paa sin Kind,
Af Adam ført, hun iilsomt sig begiver
I Dandsens hurtig fyldte Rækker ind.
Et yndigt Smiil den lille Mund opliver,
I Øiet straaler frygtsomt hendes Sind,
Selv hendes Hjertes Slag vor Helt fornemmer
Igjennem Armen, der i Handsken bly sig gjemmer.

Nu Touren er til dem - gid det maa lykkes!
Paa Gulvet hendes Fødder følge hans,
Og hendes Haar, der af Fioler smykkes,
Om Kinden gynger yndigt som en Krands.
Molskjolen ikke meer i Folder trykkes,
Den svinger rundt sig med i sneehvid Glands.
Selv Perlesnoren er paa Flugt med hende;
Men Flugten standser - Touren er tilende.

Den kom igjen, og svandt igjen saa fage;
Og da fra Dandsen tredie Gang de gik,
Ledsagedes af Adam hun tilbage
Til hendes Plads med et taknemligt Blik.
Han spørger, om Forfriskning hun vil tage -
O nei, Forfriskning hun ved Dandsen fik.
Til Cotillon han forud sig indskriver -
Med Glæde, neppe skjult, sit Ja hun giver.

152 Men her et Krigspuds falder Adam paa;
Thi Ordet nu til Tanten han henvender,
Der griber efter det med begge Hænder,
For sin Deel med af Ballet og at faae.
Saadan han Leilighed fik til at staae
I Almas Nærhed til Diskursen ender:
Da med et dobbelt Buk, et sidste Blik
Til den, der her ham fængsled, bort han gik.

De skiltes ad, men blev dog hos hinanden,
I Tanken nemlig - Adams Phantasi,
Imedens ganske stille stod Forstanden,
Det rige Stof sig ret fordybed i.
Han tog sig tidt med Haanden op til Panden,
Naar Almas Billed svæved ham forbi;
Og for at det i Hvile kunde standse,
Han opgav indtil videre at dandse.

Til Tanker ogsaa Alma havde Tid;
Hun Gaven ei besad, som mange Flere,
Sig og sin Skjønhed ret at producere,
Og nonchalant for Gunst sig gjøre Flid.
Hun over sad, dog sad hun mild og blid;
Hun tænkte - og hun tænkte meer og mere
Paa hendes For- og Fremtids Cavaleer,
Der saa alvorlig ud blandt Sværmen seer.

Men alt til Cotillon man Damer fører,
Og snart i Kredsen hos vor Helt hun staaer,
Hvem atter hun for denne Dands tilhører,
Mens Fløiten toner og mens Buen gaaer.
Det korte Forhold ham som hende rører,
Og livlig Farve Begges Tale faaer;
Som Halvbekjendte mellem Ubekjendte
Hinanden Ordets lette Bold de sendte.

End talte de - men see! at inclinere
En Herre kom, thi Touren Vals nu var;
Og Adam, hvem forladt hans Dame har,
Ret havde Tid, i Frastand at vurdere
Den lette Sylpheskabning, som alt flere
Og flere Blik i Flugten med sig ta'er.
Medeet i Øiet sees hun alle stikke,
Hun, Perlen, som man havde før ladt ligge.

153 Nu fra sin Udflugt er igjen hun hjemme.
De holder af at dandse? Adam spør' -
O, næsten meer end jeg det sige tør!
Gi'er hun til Svar med lidt forpustet Stemme.
Og dog har ei paa Bal De været før!
For Deres Flyvekonst saavidt at fremme,
De vist tillaans af Zephyr Vinger fik -
Nei, leer hun, mine Vinger er Musik.

Paany en Cavaleer - hun er i Vinden!
Som før sin Plads og Adam hun forlod,
Som før han eensom i Betragtning stod
Af dette Glædens fine Spil om Kinden,
Imens hun, under Kommen og Forsvinden,
Sig luftigt gynged paa den lille Fod.
Igjen hun er tilbage - Troskabs Pligter
(Han nu bemærker) imod mig De svigter.

At give Svar hun skyldig her maa være,
Kun over hendes Mund et Smiil der flød,
Men han blev ved: Jeg faaer mit Kors vel bære,
Et Kors i denne Verden giver Ære -
»Forund mig Æren!« nu en Stemme lød,
Thi atter op til Vals man Alma bød;
Oig rundtom hviskes, da hun dandser atter:
Nei, see mig til den lille Gartnerdatter!

Forbi var endelig Inclinationen,
En anden Tour med samt en ny Musik
Til Adams store Glæde nu man fik.
Men ogsaa her hun Perlen blev i Kronen;
Det næsten var, som hørte det til Tonen,
At ikke meer forbi man hende gik;
Paa Stolen maatte tidt hun tage Sæde,
For ved sit Valg at smerte og at glæde.

Blandt andre Toure den nu ogsaa kom,
At første Par, med Blomsterkurve Begge,
Gik til de andre Par i Kredsen om.
Iblinde maatte Alle Loddet trække;
Og De, der havde faaet Blomster, som
Man efter Slægtskab kunde sammen lægge,
Paa Gulvet ud fra Kredsen maatte vandre,
Og bytte Tegn og valse med hverandre.

154 Hvor blev der nu en Støien og en Raaben!
Fioler, Nælder, Myrther, raabte man,
Mens Alle stormed ud fra Kredsens Rand
Paa Salens Gulv, med Tvivlen og med Haaben.
Hver holdt sit Tegn tilveirs og Armen aaben,
At den Udvalgte hurtig gribes kan;
Man puffes, stødes, leer, og finder endelig
Den Tvillingsjæl, der ved sin Blomst var kjendelig.

Hver havde fundet Sin, og kun tilbage
Stod Adam og hans lille Dame. Hun
I Haanden holdt en Rose, rød og rund,
Og til sin Torneqvist fandt han ei Mage.
For Deres Rose vil De Tornen tage?
Han spørger bedende, og det med Grund:
De taber jo, men Torn og Rose begge
Et fælles Udspring tør man vel tillægge.

De bytted Tegn, og endelig forlened
Ham Skjæbnen dog det Held igjen engang,
At hen i Dandsen let de fløi, forened'
Ved Tonernes og Melodiens Klang.
Det syntes ham som tusind Fugle sang,
Som Salens Lys sig til en Krands forgrened,
Der danned Glorien om den Pande, som
Ham lyste her imøde fri og from.

Det var den sidste Tour; thi allerede
(Hvor hurtig dog) er Cotillonen endt.
Par efter Par har alt den Ryggen vendt,
Og nu sin Dame seer man Adam lede
Til hendes Plads, fra før ham vel bekjendt.
Her Tanten siger: Vognen holder nede!
Ihast dit Shawl omkring! For tredie Gang
Har Kudsken meldt, at Tiden blev ham lang.

Rask brød man op - en Sværm af Cavalerer
Kom styrtende, med Tilbud om en Arm.
Men Alma, ført af Adam, bort spadserer,
Og ret med Fryd han seer, at end hun bærer
Hans Torneqvist befæstet ved sin Barm.
Den hele Herreflok, af Iver varm,
Som i Triumf tilvogns da Tanten følger,
Der over Æren ei sin Glæde dølger.

155 Karreten rulled bort - og sidst i Halen
Af Sværmen op igjen vor Helt nu kom.
Men hvor den fyldte Sal ham syntes tom!
Og hvor dog midt i Støien og i Talen,
Der end som forhen gjenlød høit i Salen,
Ham dødt nu forekom det store Rum!
Han eensom stod i Krogen, rørt i Aanden,
Og saae paa Almas Rose, som han holdt i Haanden.

Da vakte ham en Røst op af hans Drømme,
Og Røsten var den lille Jensens Røst:
Saavidt som uden Kikkert jeg kan dømme,
Gaaer der en Stjerne op nu i dit Bryst;
En lille Gud dig holder i sin Tømme,
Og drei'r og vender dig som han har Lyst.
Ja du seer klart, til Svar ham Adam giver,
For hvem nu Vennen selv besværlig bliver.

Han greb sin Hat og gik - af Skjæbnen draget
Igjen saa listig ind i Livets Spil,
Der tryllende bestandig lokke vil,
Hvortidt end skuffet Haab man har beklaget.
Sin Lod i Urnen har Enhver modtaget,
Og den at løse hører selv ham til;
Men Midlet, hvorved Livets Lod man vinder,
I Skjæbnens lukte Hænder sig befinder.

Og hvor er denne Magt paa Midler rig!
Een hæver høit den, ved ham ned at trykke,
Een hjælper den til Fred igjennem Krig,
Een leder den til Lys igjennem Skygge,
Een fører den til Sandhed gjennem Svig;
Men Den, hvis Liv skal Jorden skjønnest smykke,
Ham binder den i Qvinders Ledebaand,
At gjennem Hjertet klares maa hans Aand.

For mangen En gaaer Læren vel tilspilde,
Saa ikke Hjertet blot, men Aand gaaer tabt;
Saa han kun tørster ved den fulde Kilde,
Og rig dog lever kummerligt og knapt.
Om til en saadan Lod vor Helt blev skabt,
Maaskee alt nu min Læser vide vilde? -
Mit Svar maa gjemmes til en anden Gang,
Thi endt, om end ei fuldendt, er min Sang.