Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra ADAM HOMO ET DIGT (1839-1848)

"Amor og Psyche" har jeg læst tilende.
Tilsidst forenede de Lykkelige
Sig vende udad imod Lysets Rige,
Og Grunden dertil troer jeg at erkjende.

Naar først i Hjertet ret foreent er Tvende,
Som et Farvel de maae hinanden sige,
I Livet ud maa deres Tanke hige,
I Verden ud maa deres Blik sig vende.

Idet de fjernes, Længsel atter fødes,
Og Savnet, der ved Gjenforening stilles,
Saa med fornyet Fryd igjen de mødes.

Mens evig saa de mødes og de skilles,
Bli'er Kjærligheden i sit Liv evindelig,
Og altid nyfødt, som den var oprindelig.
___________
190 Her følger Bogen, som igaar du sendte,
Og som det andet Liv os vil forklare:
Forfatteren vil for et Gjensyn svare,
Men evigt Samliv tør vi ei forvente.

En bedre Trøst dog længst mit Hjerte kjendte;
Thi som i os vi Tankens Liv erfare,
Hiint Liv som Fuglens Liv med Vinger snare,
Hvis Stigen aldrig ender eller endte:

Saa vort Gemyt bestandig fast sig hænger,
Thi Rod i andre Hjerter vil det fæste,
Og som til Flugt, til Hvile Sjælen trænger.

Den, som i os nu to Naturer blandte,
Han skabte vist sin Himmel paa det bedste
For Mennesket - paa eengang Fugl og Plante.