Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra ADAM HOMO ET DIGT TREDIE DEL (1845-48)

Just som de stivfrosne Snoge,
Længst under Løvfaldet bragte til Stilhed,
Ved en Octobersols Mildhed
Atter fremlokkes af Huller og Kroge:

Saa, ved et Smiil kun af Lykken,
Luner, som flygted for Skjæbnen, der trued,
Feil, som den bittre Nød kued,
Daarlige Tanker, vi længst vendte Ryggen.

Blendes vi da ved hver Straale?
Skal vi bestandig da tugtes og tvinges,
Bøies, ydmyges, forringes,
Før vi den ringeste Glæde kan taale?