Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra ADAM HOMO ET DIGT TREDIE DEL (1845-48)

Af Djævlens Fald gik Verdens Uro frem.
Dengang han havde tabt med Lysets Hjem
Det Høieste, der til en Skabning gives,
Det Liv, hvori Lyksaligheden trives,
Og nu Fortvivlelsen angreb ham vildt
Med sit »fortabt, forspildt, fortabt, forspildt!«
Da - for af Naget ei at sønderrives,
Og selv fortæres af et evigt Savn -
Sin Qval han kasted ud i Verdens Favn.
For Salighedens Billed at forjage,
Forstyrrelsen til Hjælp han maatte tage;
490 For reent at drukne det i Glemsels Elv,
Usalighed han maatte skabe selv,
I Undergangen Verden med sig trække,
Forføre, friste, skuffe, ødelægge,
Og flygtende bestandig for sit Jeg,
Sit eget Væsen i de Andres tabende,
Sit eget Helved for de Andre skabende,
Ustadig storme frem paa Mørkets Vei.
I denne Djævlens Virksomhed og Trængsel
Er intet fugtigt Veemod, ingen Længsel,
Thi aldrig qvæges han af Haabets Bad;
Hans Sorg er som et vissent, løsnet Blad,
Der uden Hvile hvirvles om i Vinden;
Fortvivlelsen er som den tørre Vind,
Der fremad, fremad driver kun hans Sind,
Men evig tørrer Taaren bort af Kinden.

Naar eengang Naadens Kald de Faldne høre,
Naar Ingen meer der gives at forføre,
Naar Djævlen ingen Verden eier meer,
Hvori han rase kan, og selv sig glemme,
Mens Andre Byrden af hans Qval fornemme;
Naar eensom i det Helved han sig seer,
Som for Alverden han berede vilde;
Naar selv han i den Ørken bliver stille,
Hvor Livet sig ved intet Spor betegner,
Hvor - lig det golde Strøg i Afrika -
Der Intet voxe kan, da ei det regner,
Og, omvendt, ingen Regn kan falde, da
Der Intet voxer - naar i denne Tørke
Nu Djævlen sidder - røvet Magt og Styrke,
Og nødes til at vende Blikket ind
I hvad han vilde flye: sit eget Sind;
Naar efter en uendelig Udvidelse
Han endelig engang sig samle maa:
Da først vil Straffens Tid for ham opgaae,
Thi da hans Liv først Eet er med hans Lidelse.