Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra ADAM HOMO ET DIGT TREDIE DEL (1845-48)

Hvis ikke Kloderne sig dreied mere,
Den ydre Verdens Tid var heelt udrunden;
Og Tiden var i Aandens Verden svunden,
Var Villien een - dens Retninger ei flere.

Kun i det Vexlende kan Tid regere,
Til Lysets Kamp med Mørket den er bunden,
Til Frygt og Haab, til Freden, tabt og vunden,
Til Sindet, hvor de mange Villier ere.

Men denne Skiften-om af Lys og Mørke
Ophører dog, naar Lyset er oprundet,
Der skal i Solens Sted for Verden skinne,

Og denne Sjælens Vaklen uden Styrke,
Naar hvad der er fornødent først er fundet,
Naar Hvilen i Guds Kjærlighed vi finde.
_____________
503 Som Tidens Tegn, der os dens Ende spaaer,
Som Fylden, der dens Tomhed vil fordrive,
Igjennem Universet (Tidens Skive)
Lig Verdensuhrets Viser Christus gaaer.

Hans Ord det Varsel er, som Verden faaer
Om til det Evige sig hen at give;
Den Kreds, han paa sin Bane maa beskrive,
Er Veien hjem, hvor Hviletimen slaaer.

Saa længe Viseren sig frem bevæger,
Er end det Tid til Frelseren at komme,
Som mod det store Maal bestandig peger.

Er Maalet naaet, der Christi Vandring kroner,
Da er i evig Hvile Tiden omme,
Og Evighedens dybe Klokke toner.