Paludan-Müller, Fr. Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

I.

II.

✂ Paludan-Müllers Ungdomsarbejder, først "Dandserinden", dernæst og maaske endnu mere "Amor og Psyche", vakte ved deres Fremkomst overordentlig Opmærksomhed og gjorde ham strax til en af det store Publikums mest yndede Digtere. De fremkom ogsaa paa et for Digte af deres Indhold særdeles gunstigt Tidspunkt. J. L. Heiberg havde netop da (fra Midten af Tyverne) ført den danske Poesi bort fra den Fremstilling af Nordens Oldtid, som gennem Oehlenschlägers og Grundtvigs Værker havde behersket Aarhundredets første Fjerdedel, til lette, overlegent og ironisk holdte Skildringer af Hverdagslivet, og han havde nylig i en litterær Strid med Oehlenschläger sejrrigt hævdet, at i Poesi var Formen vigtigere end Indholdet. Der fremtraadte nu en ung Digter, som fra første Øjeblik viste et forbløffende Herredømme over Formen, som med største Lethed tumlede de vanskeligste Versemaal, og hvis Udtryksmaade bar Vidne om Smag og Dannelse. Den Heibergske Kres modtog ham da selvfølgelig med Begejstring. Heiberg selv aabnede sit fine og fornemme Hjem for ham og støttede ham med sin store Autoritet, ogsaa i Tider, da Publikum forarget vendte sig bort fra sin fordums Yndling, og Historikeren Chr. Molbech, der stod Heiberg nær, anmældte hans Digtninge med overstrømmende Ros. Men de ældre, navnlig Oehlenschläger, der mente, at det kom an paa, at Digteren havde noget alvorligt paa Hjærte, som han vilde sige Publikum, for dem var et Arbejde som "Amor og Psyche" en Vederstyggelighed. "Biergene i dette Digt ere af Chocoladekager, Sneen er pidsket Flødeskum, Blomsterne malet Sukkerknas", skrev Oehlenschläger forbitret til Hauch.

✂ Paludan-Müller befandt sig vel i den Heibergske Kres. Han følte altid stærk Taknemmelighed overfor Heiberg og Molbech; han kunde slet ikke blive ked af at tale med den overlegne, gennemdannede Heiberg, og han sværmede naturligvis som alle Mænd for Fruens Kunst og pikante Personlighed. Dog stod han som Digter kun i kortere Tid i den Heibergske Lejr; det personlige Samkvem afbrødes for ham som XVII for saa mange andre af Husets mandlige Venner ved hans Giftermaal, og han skulde snart i sin Digtning med "Adam Homo" gaa Veje, som førte ham langt bort fra den Heibergske Poesi. -

✂ Paludan-Müller havde sidst paa Aaret 1836 søgt om Understøttelse til en Udenlandsrejse, vel for under ny Omgivelser og Indtryk at faa Samling paa sig selv. Men da hans Ansøgning savnede den nødvendige Fuldstændighed, blev den ikke bevilliget, skønt hans Evner iøvrigt anerkendtes i varme Udtryk. Han havde vistnok Grund til at ønske sig ud af de gamle Forhold, Spliden i hans Indre synes ved denne Tid at være naaet til et Højdepunkt, og et halvt Aar senere indtraadte en afgørende Krise. I Sommeren 1837 faldt han i en stor og alvorlig Sygdom, en Tyfus kaldtes den. Han har i ,Adam Homo" givet en Skildring af Adams Tilstand under en lignende Krise, som, siger Frederik Lange, "absolut bærer Selvoplevelsens Præg":

✂ Det var, som blev hans Hoved tungt som Steen,
Saa midt i Løbet alle Safter nøle;
Som droges Marven ud nu af hans Been;
Som kunde Intet meer den Brand nu køle,
Der i hans Aarer løb fra Green til Green.
Bedøvet syntes han at kunne føle,
Hvordan i Gjæring vildt, og som i Had,
Alt i hans Inderste sig skilte ad.
Mens saa hans Legeme laae underkuet,

✂ Sad Sjælen dybt i Frygt, men dog i Ro,
Tilbagetrukken inderst i sin Bo,
Hvis Vold nu af en Fjende haardt blev truet.

✂ Men stærkt betrængt den styrted tidt iblinde
Sig reent afsindig midt i Kampen frem,
Og kjendte da ei længer Ven fra Fjende,
Men i sit Virvar blandte sammen dem.

✂ Medeet den sig besinded: taus og rolig
Den sad igjen og speided i sin Bolig.

✂ Da Paludan-Müller efter en Maaneds Forløb kom til sig selv igen, sad Charite Borch, hans tilkommende Hustru, ved hans Sygeleje.

✂ Hun var yngste Datter af da afdøde Professor Borch i Sorø i Ægteskab med en Tante til Paludan-Müllers Moder og var født den 13de November 1801. Paludan-Müller havde tidligt følt sig stærkt knyttet til Damerne i den Borchske Familie. Med den ældre Datter, Professorinde Hansteen i Norge, havde han i flere Aar staaet i fortrolig Brevvexling, overfor hendes yngre Søster, Fru Henriette Friderichsen, havde han som ovenfor nævnt næret en hæftig Lidenskab, den yngste Datter Charite havde han tidt drillet, men egentlig forelsket i hende havde han næppe nogensinde været. Hun var ikke nogen Skønhed som de ældre Søstre; hendes lille Skikkelse var ganske vist fin og gratiøs (hun dansede nydeligt), men frisk og ungdommeligt var hendes Udseende ikke, og hendes Væsen var det heller ikke. Der var ogsaa som ung Pige XVIII noget gammeljomfruagtigt over hende. Men hun var en fast og sikker Karakter, der hvilede trygt i sig selv, alvorlig, tænksom og stærkt religiøs, kundskabssøgende og lærelysten, ganske ligegyldig overfor Menneskers Dom.

✂ Hun maa sikkert i længere Tid have næret en stærk, alt beherskende Kærlighed til sin unge, smukke Slægtning, og nu, da han var blevet alvorlig syg, og medens Familien gjorde Anstalter til at faa ham indlagt paa Hospitalet, lod hun ham, til Forbitrelse for Familien, der vejrede et Giftermaal, og til Forargelse for Verden, der fandt det ganske upassende, flytte til sin Moders og sit eget Hjem for selv at kunne pleje ham. Rekonvalescenstiden aabnede Paludan-Müllers Øjne for, hvor meget hun holdt af ham, og han følte i hendes Nærværelse en Hvile, Ro og Tryghed, som han aldrig før havde kendt. Kønt og smukt har han sat denne Tid et Minde i "Adam Homo"; man behøver blot i Stedet for Moderen at indsætte Charite, saa har man i følgende Vers et Billede af hans Tilbagevenden til Livet under hendes omhyggelige og moderlige Pleje:

✂ Han kunde sidde hele Timer rolig
I Vinduet og ei sig føle tom,
Idet hans Blik paa Gaden snart fløi om,
Snart paa en Sky i Luften stirred trolig.
Naar Lygterne blev tændt, naar i en Bolig
Der ligeoverfor et Lys blot kom,
Da stirred han paa det som paa en Stjerne,
I rørte Tanker længselfuld og gjerne.

✂ Og som et Skjold og Skjerm omkring hans Bryst
Hans Moder vandrede om ham saa stille.
Hun læste for ham med sin søde Røst,
Og naar han hellere saa tale vilde,
Da sugede hans Øre Fryd og Trøst
Af hendes Tale, liflig som en Kilde.
Hver Dag umærkeligt steg mere frem
De brudte Piller i hans Tankes Hjem.

✂ Naar Dagen helder, ofte Arm i Arm
De op og ned ad Gulvet vandre begge,
Og mangen Sandhed hørtes hun at lægge
Ham da paa Hjerte med en Stemme varm.
Ei Religionen til hans Sjæl at skrække
Hun brugte, men til Læge for hans Barm.
Hun søgte kun hans Indre op at lukke
For Aandens uudsigelige Sukke.

✂ Saa leved trofast i Forening de,
Og Dag for Dag af Kræfter fik han flere;
Han alt saa smaat begyndte at studere,
Og i den længe lukte Bog at see.
Hans Moder vidste Alt at arrangere,
Saa Alting let, i Orden kunde skee;
Et Værelse ved Siden af hun leied,
Der Dagen at tilbringe selv hun pleied.

✂ Der komme sammen de hver Aftenstund,
Og til Klaveret ned hun da sig sætter,
Og blidt en Krands af Toner om ham fletter,
Hvis Echo klinger op fra Sjælens Bund.
Tidt sang idyllisk-barnlige Duetter
De med hinanden, da endnu med Grund
Vor Helt for det Romantiske var bange.

✂ Et Aar efter, den 30te August 1838, giftede de sig og forlod samme Aften København for at tiltræde en længere Udenlandsrejse.

✂ Paludan-Müllers Giftermaal med Charite Borch blev det store Vendepunkt i hans Liv. Det er blevet sagt, at han gik i Kloster, da han giftede sig. Det er sandt, hans Hustru vaagede med stærk og skinsyg Kærlighed over al hans Færd, vilde helst lukke ham ude fra Verden og led ikke, at han følte sig draget mod andre Mennesker, hun vilde have ham ganske for sig selv. Men han vandt dog nok mere i sit Ægteskab, end han tabte. Der kan vist næppe være nogen Tvivl om, at Paludan-Müller i sine yngre Dage har haft noget af Grev Charles' og Adam Homos vage, ubeslutsomme og bløde Karakter - ellers havde det vel ikke været netop disse Karaktertræk, han først og fremmest revser hos Adam Homo, og som han fremfor alt i sin senere Digtning vil til Livs gennem Skildringen af deres Modsætning - og der kan heller næppe være Tvivl om, at naar han i Eftertidens Bevidsthed gennem sin Manddoms Arbejder og gennem samtidiges Skildring staar som den klare, overlegne, i sig selv hvilende Personlighed, da er det for en Del gennem Samlivet med sin Hustru, at han udvikledes dertil. Det barnløse Ægteskab blev lykkeligt, "hun bragte ham den ro og det stille ordnede liv, han trængte til; hans sind kom i ligevægt, hans munterhed blev atter naturlig, han arbejdede med fuldt og roligt åndedrag, og hun gennede næppe hans digterhu ind på veje, der ikke var dens egne" (Niels Møller).

✂ Udenlandsrejsen, hvortil Paludan-Müller nu havde faaet en offentlig Understøttelse paa 600 Rigsdaler aarlig i to Aar, gik gennem Tyskland, Nederlandene, Frankrig, Svejts og Italien. Hen paa Eftersommeren 1840 vendte de nygifte tilbage til København og indrettede deres Hjem. De havde til at begynde med ikke meget at leve af, Charite maatte en Tid tjene med til Opholdet ved at give Undervisning i Fransk, og man sporer et enkelt Sted i "Adam Homo"s 2den Del en tydelig Harme over de Livsvilkaar, der i Danmark bydes en Digter. Senere, efter at Paludan-Müller 1851 havde opnaaet den højeste Digterunderstøttelse paa Finansloven (1000 Rigsdaler om Aaret), blev den økonomiske Stilling vel bedre, men dog ingensinde særlig glimrende. En borgerlig Livsstilling fik og søgte han aldrig; der var i 1849 Tale om at faa ham ansat som Slotsforvalter, men efter nogen Betænkning sagde han nej. De trange Kaar bevirkede, at de maatte bo i Hovedstadens tarveligere og mindre vel ansete Kvarterer (i mange Aar i Ny Adelgade); om Sommeren boede de siden Begyndelsen af Halvtredserne i Fredensborg, XX hvor de fra 1858 for en meget billig Leje fik tilstaaet Bolig i en af Slottets Sidefløje.

✂ Kort efter sin Hjemkomst udgav Paludan-Müller i Foraaret 1841 det dramatiske Digt "Venus", der handler om Kærligheden, den Kærlighed, hvis Maal er Sansernes Tilfredsstillelse, og den, som skaber Fred, Ro og Hvile. Endnu samme Aar udkom 1ste Del af "Adam Homo", som var blevet til paa Rejsen i hans 30te Aar (1839).

III.

✂ Da Paludan-Müller under ny Forhold og fremmede Omgivelser med "Adam Homo" i Tankerne vendte tilbage til Jorden igen, gjorde han det uden al Tvivl fra først af med et oprigtigt Ønske om dennegang at kunne komme til Rette med Livet og Menneskene. Man har hans Ord derfor i "Tithon" og i Eremitens Tale i 2den Del af "Adam Homo". Men efterhaanden som han, fjærnt fra Hjemmet og sine Landsmænd, fordybede sig i Erindringen, mødte ham hele det fra "Dandserinden" saa vel kendte Selskab og hans eget tidligere Livs Mangel paa Holdning og dybere Indhold, der maatte virke dobbelt grelt og frastødende paa ham nu, da han nylig havde fundet baade Indhold for sit Liv og Holdning paa sig selv. Det blev ham da en Trang og Fornødenhed at faa Fortiden paa Afstand, digte sig fra den og tugte sin gamle Adam med Ironiens Svøbe. Han dannede sin Helt, »dansk i Sind og Skind og Tale", til en vis Grad i sin Ungdoms Billede, gjorde ham elskværdig og indtagende, gav ham en vag og blød Karakter, lod ham overfor Kvinder være uimodstaaelig og modstandsløs, som han selv havde været det. Samtidigt holdt han ham sig fra Livet ved - ogsaa i Navnet - at understrege det alment menneskelige, det typiske og ved i det ydre at lade ham gennemløbe en Livsbane, der var helt forskellig fra hans egen; ti hvordan Adam Homos Liv skulde ende, var han vistnok ikke længe om at komme paa det rene med, i alt Fald fortalte han mange Aar senere til Georg Brandes, at de Linjer, han nedskrev først af det hele Digt, var Heltens Gravskrift:

✂ Her hviler Adam Homo med den blide Aand,
Baron, Geheimraad, Ridder af det hvide Baand.

✂ Men selvom "Adam Homo" forholdsvis tidligt har staaet klart for ham i de store Træk, har det mørke Syn paa Livet og Menneskene, der efter Læsningen af Digtet i dets Helhed bliver tilbage i ens Bevidsthed som dets Grundstemning, vistnok først efterhaanden fæstnet sig hos ham. Der er i saa Henseende en ikke ganske ubetydelig Forskel mellem den Del, der blev til i Udlandet, og de følgende Dele, som blev skrevne i Hjemmet. Den Periode af Adams Liv, som afsluttes i Examen og Forlovelsen med Alma, hvormed 1ste Del ender, og som er den Periode, hvor hans Oplevelser saa nogenlunde svarer til Paludan-Müllers egne, følger Digteren dog trods Ironien med en vis Forstaaelse, af og til med XXI et lille Smil, han har endnu Hjærte for ham. Men fra det Øjeblik Traaden atter optages med Adams Ankomst til Korsør paa Rejsen til Hjemmet, hvormed 2den Del begynder, mødes selv den uskyldigste og mest velmente Handling, Følelse og Tanke hos ham med ubarmhjærtig Haan og sviende Foragt. Samtidigt dermed udvider Digtet sig fra at være en skildring af det enkelte Menneskes Liv til at give et Billede af hele Tiden med Adam som Midtpunkt og ender med at fælde en Dom over den. Men da havde Paludan-Müller alt i nogle Aar været stillet Ansigt til Ansigt med Samtiden.

✂ Da "Adam Homo"s 1ste Del sent paa Aaret 1841 saa Lyset, modtoges den med alt andet end Bifald. Kritikken, anført af Heibergs æstetiske Modstander P. L. Møller, nægtede vel ikke, at der var enkelte skønne idylliske Partier i Bogen, men den fandt Skildringen i sin Helhed uden Interesse, Indholdet trivielt og udtværet; Scenerne med Lotte, med sorte Trine og smukke Line forekom saa anstødelige, at de "neppe kunne oplæses i godt Selskab", og det store Publikum, vel særlig den kvindelige Del af det, beklagede, at "Amor og Psyche"s Digter havde nedladt sig til en saa plat og "aandløs" Skildring af det materielle Liv. Der var - med nogen Grund - ingen, som rigtig begreb, hvad Meningen med Bogen var, eller hvordan den skulde ende, heller ikke Heiberg, der iøvrigt tog den i Forsvar mod Angriberne.

✂ Paludan-Müller svarede ikke direkte paa Kritikken, men inden han gik videre med "Adam Homo", fandt han det dog rigtigst at vise, hvordan han nu saa paa sin Ungdoms romantiske Higen bort fra Livet og Virkeligheden, den man foretrak for "Adam Homo". Han gjorde da op med sin digteriske Fortid i "Tithon", der udkom i Foraaret 1844. Ogsaa af dette Digt leverede P. L. Møller en i det hele stærkt nedsættende Kritik, og det blev ligesom det samtidigt udkomne "Dryadens Bryllup" latterliggjort i Goldschmidts Vittighedsblad "Corsaren"", der allerede to Aar tidligere havde talt om "vor afdøde, af Adam Homo saa ynkelig ihjelslagne Paludan-Müllers Stervbo".

✂ Selvom Paludan-Müller ingensinde offentlig eller privat har ladet sig forlyde med, hvilket Indtryk denne Samtidens Optræden har gjort paa ham, er det ganske usandsynligt, at den skulde være gaaet hen over ham uden at sætte sine Mærker i hans Sind. Det er rimeligt, at den har bidraget sit til at gøre hans Syn paa Tiden og Menneskene endnu bitrere og mørkere, og det er muligt, at man her tør søge én af Grundene til den skarpere Tone i de sidste Dele af "Adam Homo". Et Blad som "Corsaren" betød dengang, da man endnu var ganske uvant med personlige Angreb i Pressen, noget andet og mere, end det i vore Dage vilde gøre. Det var jo Angreb fra dette Blads Side, der først rigtigt aabnede Søren Kierkegaards Blik for Lidelsens og Martyriets Betydning i Kristendommen; Paludan-Müller var af Naturen næppe mindre sensibel end Kierkegaard, og han havde vistnok i ikke meget ringere Grad Ævnen til af smaa Ting at drage vidtrækkende Slutninger. Men naturligvis, der var meget andet i Tiden, som maatte XXII virke irriterende paa ham. Han, der i Bund og Grund var en konservativ Natur med stærk Pietetsfølelse og, som man ser af "Ahasverus", teoretisk sværmede for "Kongedømmet af Guds Naade", kunde ikke andet end føle sig frastødt af den unge liberale Oppositions hensynsløse Fremstormen, og han, som hørte til en gammel Slægt, der satte som Livets Maal at være sig selv og staa paa egne Ben, kunde kun have Ironi og Foragt tilovers for Tidens om sig gribende Trang til at slutte sig sammen i Selskaber, Partier og Foreninger, til at holde Møder, vedtage Resolutioner og lade Ordene flyde. Der var nok, som kunde gøre, at hans Respekt for Menneskene ikke skulde øges ved nærmere Bekendtskab.

✂ Efter Nytaar 1845 gav Paludan-Müller sig atter i Lag med Fortsættelsen af "Adam Homo". Han arbejdede sindigt og langsomt, agtpaagivende og med modent Overlæg. Han skrev, fortæller Frederik Lange, tre Strofer om Dagen, hverken mere eller mindre, og om Aftenen læste han det skrevne højt for sin Kone, det blev saa gennemdebatteret og bragt i sin foreløbig endelige Form, ti ved Revisionen gennemarbejdedes det hele paa ny. Charites Lod og Andel i "Adam Homo" tør saaledes næppe agtes helt ringe. Men ogsaa paa anden Vis har hun sat sig Spor i sin Mands Hovedværk. Ligesom han til sin Helt laante Træk fra sig selv, som han havde været i sin Ungdom, saaledes skabte han Digtets Heltinde, Alma Stjerne, i sin Kones Skikkelse, og det var hende, som opgav Æmnerne til Almas "Religiøse Betragtninger" i sidste Del.

✂ Efter henved tre Aars Arbejde udkom da sidst paa Aaret 1848 "Adam Homo"s 2den og 3dje Del samtidigt, og Værket var færdigt. Selvom der endnu stadig var dem, som havde ondt ved at forlige sig med det, modtoges det dog nu, da det kunde overses i sin Helhed, med Ærbødighed og Anerkendelse af Kritikken. Beundringen er ikke blevet mindre med Aarene; det erkendes nu fra alle Sider, at "Adam Homo", baade hvad Form og Indhold angaar, er et af de faa Storværker i vor Litteratur. Paludan-Müller, der ellers ikke gærne udtalte sig om sine Arbejder, var, fortæller Julius Lange, selv ret stolt over dette Værk, dog ikke over dets Indhold og Ideer, men over dets Omfang og det store Kvantum Arbejde, som var nedlagt i det.

✂ Med "Adam Homo" træder Paludan-Müller ud af den Heibergske Poesi og er helt og holdent sin egen Mand. Et Digt som dette havde hverken Heiberg eller hans Ven Hertz kunnet skrive. Ogsaa de beskæftigede sig i disse Aar jævnligt i deres Digtning med Samtiden; de saa æstetisk og litterært paa den, og naar de dømte den, var det for dens Mangel paa Aand og Poesi. Paludan-Müller betragter i "Adam Homo" ikke Verden ud fra en Æstetikers snævre Standpunkt. Den Skildring, han giver af sin Tid, er alt omfattende, den bevæger sig fra Livet paa Adelens Herregaarde til den beskedne Gartnerbolig paa Vesterbro, fra Excellencen i Kongens Raad lige til de offentlige Fruentimmere paa Gaden og den rødhaarede Proletar, som varsler de rige Underklassens XXIII Rejsning. Og naar Adam Homo bliver vejet og fundet for let, er det ikke, fordi han lider af Mangel paa Aand eller Poesi - han har nok af begge Dele; men han bliver dømt, fordi han som en holdningsløs Pjalt Gang paa Gang svigter sig selv og de Opgaver, Livet i al Beskedenhed stillede ham, for at jage efter ydre Ære og Anseelse. Det er de moralske Værdier, der med "Adam Homo" sættes i Højsædet, ikke de æstetiske.

IV.

✂ Det vilde ikke være underligt, om et Værk som "Adam Homo" ogsaa rent fysisk havde taget paa Paludan-Müllers i Forvejen alt andet end stærke Konstitution. Det var vistnok ogsaa Tilfældet. Han følte sig i den følgende Tid jævnlig legemlig svag og lidende, fik Anfald af sin gamle Nervøsitet og maatte ofte holde Sengen. Der indtraadte dog foreløbig ikke nogen Standsning eller Nedgang i hans digteriske Pro" duktion; tværtimod, han frembragte i de kommende Aar Digterværker, der næst efter "Adam Homo" maa regnes for hans betydeligste og ejendommeligste.

✂ Efter Afslutningen af "Adam Homo" vendte Paludan-Müllers Digtning sig atter bort fra det samtidige Hverdagsliv; den søgte dog ikke mere tilbage til Drømmelivet i Skønhedens og Fantasiens Rige. Selvom hans Ungdoms Tvivl om Livets Værd gennem de mange Aars Beskæftigelse med "Adam Homo" var blevet til en fast Overbevisning om dets Intethed, Tomhed og Jammerlighed, og selvom han nu mere end nogensinde før i Døden saa Menneskehedens sande Ven og Befrier, Gennemgangen til en ny og rigere Tilværelse, var det dog med bestemt Henblik paa Livet og Menneskene, at han skrev Værker som "Kaianus" (udkommet 1854) og "Benedict fra Nursia" (udkommet 1861). Disse to Digtninge hører i hans Produktion sammen, de handler om det samme, og det er den samme Idé, der gaar igennem dem begge. De er det positive Vidnesbyrd om hans Livs- og Menneskeideal. Hvad der var det højeste i Livet, det, hvorpaa det i særlig Grad kom an, derom var han nu, efter "Adam Homo", slet ikke i Tvivl. Han lader i "Kaianus" en af Personerne sige det:

✂ Er der da Vished midt i Uvisheden?
Ja, Eet i denne Uvished er vist!
Eet har jeg lært af denne Mands Exempel,
Der lig et Fyrtaarn mellem Skjær og Klipper
Sig hæver over alle Tvivlens Bølger,
Og viser Maalet og den sikkre Havn:
Af Alting høiest er det faste Sind,
Det i sin Fasthed villiestærke Hjerte!

✂ Om den faste Vilje og det rene Sind handler "Kaianus" og "Benedict fra Nursia". Men de handler ogsaa om, hvordan den faste Vilje og det rene Sind naas: gennem Ensomhed og Forsagelse, gennem XXIV Selvfordybelse og Selvfornægtelse gaar Vejen til Personlighedens Rejsning, Viljens Styrkelse og Sindets Renselse. Han vidste det af egen Erfaring; det var jo ad denne Vej, gennem et ensomt, stille Liv, at han selv lidt efter lidt var blevet en Mand.

✂ "Mænd med faste Hjerter" og "Fromme, stærke Qvinder" - deri saa han i 1864 ogsaa Danmarks Maal. Han havde da i sin Digtning peget paa Vejen, som efter hans inderste Overbevisning førte til det.

✂ Medens Paludan-Müller saaledes i "Kalanus" og "Benedict fra Nursia" har givet Modstykket til "Adam Homo", vendte han sig pludselig i "Ahasverus", der udkom i samme Bind som "Kalanus" og maa være skrevet i umiddelbar Fortsættelse af det, atter mod Jorden og fældede endnu engang Dommen over Tiden og Menneskene i et Dommedagsbillede, der skildrede Verdens Undergang og Livets Ophør. Det var i og for sig ikke helt ny og fremmede Tanker, der her kom til Orde i hans Digtning; allerede ti Aar tidligere havde han ladet Tithon forbande den faste, ubevægelige Stjernehimmel, der hvælvede sig over Jorden, og ønske dens Undergang, for at et nyt Liv kunde spire frem. Men naar han nu atter vender tilbage til disse Tanker og giver dem et saa energisk og voldsomt Udtryk i et eget Værk, da maa der ganske sikkert have været særlige Grunde dertil. Man har henvist til, at "Ahasverus" er skrevet under Indtryk af den Koleraepidemi, som i Sommeren 1853 i København bortrev Mennesker i Tusindvis, og som sikkert nok for ham med det stærke kristelige Livssyn har kunnet staa som en Guds Advarsel til den syndige Menneskehed. Man har endvidere peget paa, at han, der virkelig før 1849 længtes efter, at en ny Tid skulde føre Landet ud af de politiske Stridigheders Virvar, nu, da den var kommet, maatte føle sig frastødt af Folkestyret, og der findes ogsaa utvivlsomt i "Ahasverus" Sidehug til Majoritetens Regimente. Men alt dette har dog sikkert ikke alene været nok til at fremkalde et Digt som dette. Dets Fremkomst paa netop dette Tidspunkt forstaas vistnok først rigtigt, naar det ses paa Baggrund af den Fritænkerbevægelse, som siden Begyndelsen af Halvtredserne med stedse stigende Voldsomhed var kommet til Orde i Smaaskrifter og Tidsskrifter. Paludan-Müller var et Aars Tid tidligere i det stærkt personlige Digt "Luftskipperen og Atheisten", et "Lejlighedsdigt" som han selv kaldte det, traadt op mod en enkelt af de unge Fritænkere og havde aabenbart tænkt sig at kunne standse Bevægelsen ved at behandle den fra oven nedad. Det lille Digt var faldet ganske resultatløst til Jorden, og Ateisternes Udtalelser antog snart en Dristighed og Krashed i Formen, som maatte forekomme ham mere end gudsbespottelig. Naar i Lægen Frederik Dreiers Skrifter Kirkerne siges at være Skueplads for "elendige, fortærskede Fraser", naar "Sjælen" gøres til en rent "legemlig Virksomhed" i Lighed med Fordøjelsesproces og Urinafsondring, naar Menneskets naturlige Udvikling af lavere Dyreformer betragtes som en selvfølgelig Sag, og naar "den fri Kærlighed" prises paa "det kristelige XXV Ægteskabes Bekostning, da var der i disse og lignende Udtalelser i Forbindelse med Farsot og Rigsdagsvrøvl mere end Anledning nok for en Mand med Paludan-Müllers Livsbetragtning til at lade "Bestialitetens" og Antikristens Tid være kommet, til at lade Domsbasunen lyde og slynge den formastelige Jord i Afgrunden.

V.

✂ De følgende syv Aar fra "Ahasverus"s Fremkomst i 1854 udgav Paludan-Müller intet. Den stærke og forcerede Produktion havde taget saa meget paa hans Kræfter, at han nu trængte til Ro. Han var fra det Øjeblik, han giftede sig, ikke kommet meget i Berøring med Omverdenen, ingen af de ledende Mænd i Fyrrernes og Halvtredsernes Politik hørte til hans Omgangsvenner; han trak sig nu end mere tilbage fra Selskabslivet og levede udelukkende i sit eget stille Hjem og i den nærmest paarørende Families Kres. Det var ham slet ikke ukært. Han hørte jo nu, ikke alene af Navn, til "de stolte Paludan-Müllere med de kongelige Øjne," som en gammel Dame kaldte dem. Hans Tid gik med Læsning, ikke blot af Digterværker paa fremmede Sprog, men ogsaa af allehaande videnskabelige Værker, der kunde hjælpe ham til Klarhed og Forstaaelse af det Problem, der mere og mere var blevet Genstanden for alle hans Tanker: Mennesket. Sin Samtids danske Digtere havde han lidet tilovers for; overhovedet læste han kun i ringe Grad dansk Poesi. Han fandt paa sine ældre Dage Oehlenschläger dum, men Baggesen fandt han "i flere Henseender uforlignelig"; han var, skrev han 1866 til Baggesens gamle Modstander Peder Hjort, "hele sit Liv igjennem en lidende Aand - en Aand i Skærsilden". Megen Tid anvendte han paa sin Digtning; han skrev sine Arbejder om og om igen, før de tilfredsstillede ham, og naar hans ældre Ting udkom i ny Udgaver, blev de grundigt og omhyggeligt gennemarbejdede, mest med Hensyn til Formen. "Jeg kan ikke - skrev han til Hjort - dele Deres Angest for de Skribenter, der holde Formen - hvormed ikke menes formelt Legeværk - saa høit i Ære. I vor ufuldkomne Verden er det, efter mit Skjøn, altid en Anbefaling at stræbe efter Fuldkommenhed i Noget - og her i Noget, der har saa afgj ørende og væsentlig Betydning, ogsaa med Hensyn til Indholdet."

✂ Den i sin Digtning saa strænge og alvorlige Mand var i sit daglige Liv ingen bitter og mørk Melankoliker. Han gjorde, siger Frederik Lange, "Indtryk af en Mand, der har kæmpet sig igennem til fuldkommen Klarhed og Fred, først og fremmest med sig selv." Han var en alvorlig Kristen, men særlig kirkelig var han næppe. Katolicismen var den Form af Kristendommen, som han ærede som den mest oprindelige og ægte; om han i Enkeltheder sluttede sig til den og da hvormeget, vides ikke, kun det ses af et Brev fra Chr. Molbech til Sønnen Chr. K. F. Molbech (11/6 1855), at han fandt Skærsilds]æren begrundet i det ny Testamente. løvrigt var han, siger Fr. Lange, "i Smaating, hvortil alle XXVI Livets ydre Forhold hørte, aldeles ikke hverken trættekær eller paastaaelig, tværtimod tolerant og liberal overfor Andres Meninger; i væsentlige Spørgsmaal derimod aldeles og absolut upaavirkelig." Det var ikke altid saa nemt at faa Adgang til ham - hans Hustru yndede det ikke - men overfor de enkelte, der kom i hans Hjem. var han hyggelig, hjærtelig og deltagende som faa. Var der Ungdom til Stede, kunde han blive oprømt, overgiven, ja kaad som i gamle Dage. Han var let at rive hen til Begejstring; "en ung Pige i en hvid Kjole, en smuk Udsigt, en Flaske med Etiketten "Golden Sherry" var nok til at gøre ham glad", skrev en gammel Dame om ham. Han elskede at faa sig en Disput; om hvad der dybest inde bevægede hans Sjæl, talte han vel ikke gærne med andre, men ellers kunde han være livligt talende. Ejendommeligt for ham, "Adam Homo"s Digter, var det, at han sjældent talte om Kunst og Æstetik, ja mod Slutningen af sit Liv næsten med Forsæt skød disse Æmner fra sig; det var om Livet selv, at hans Samtale helst drejede sig. Med stor Interesse fulgte han Ungdommens Fremtræden; hvor uenig han end i mange Ting var med den unge Georg Brandes, omfattede han ham dog med megen Varme og var ivrig for, at hans Ævner skulde komme til deres Ret. "Brug Deres Tid og Deres Evner til hele Forhold - sagde han til ham - det skal man; man skal saa, hvor man selv kommer til at høste; man skal bruge sin Tid til Fordel for sin Moder, sin Søster, sin Kone o. s. v. i hele Forhold; det andet er bare spildt Tid."

✂ Han var en Mand blottet for Forfængelighed og ydre Ærgerrighed. Medens Digtere sorn Oehlenschläger og H. C. Andersen stræbte efter Ry ogsaa i Udlandet, ønskede han ikke sine Værker oversatte. Allerede 1836, i sit 27de Aar, havde han skrevet: "Enhver Digter skriver for sin Tid, og for det Folk, hvortil Skjæbnen engang har knyttet ham ved Fødsel og Opdragelse, og af hvis Cultur, Tænkemaade og hele udvortes og indvortes Liv han selv kun er et Product. For sit Lands Literatur skal han virke, dens Forskjønnelse og Berigelse skal være hans Øiemed og Stolthed, og med den Løn han erholder af sit eget Folk, skal han lade sig nøie. Vurderer derimod en Digter sig selv for høit, eller, unøisom med sit eget Folks Bifald, beiler til Fremmedes Gunst - da er Nemesis ikke fjern, og hun vil sikkert ramme ham." Han fastholdt dette Standpunkt hele Livet igennem og gjorde aldrig noget for at blive oversat. Overfor Smiger var han absolut uimodtagelig, og enhver stærk og overdreven Ros var ham inderligt imod. Frederik Lange fortæller, at han en Aften i Teatret blev præsenteret for en Dame, der meget gærne ønskede at gøre hans Bekendtskab. "Det varede kun et ganske kort Øjeblik, saa rejste han sig med et lidt stift Buk og vendte tilbage til sin Plads. "Konen er gal!" sagde han i en overordentlig misfornøjet Tone, "hun siger, at "Adam Homo" og det nye Testamente er hendes to Lærebøger i Livet; har man hørt saadan noget Sludderl" Og han blev en Tid lang ved at sidde og brumme misfornøjet hen for sig." Navnlig overfor smukke og aandrige Kvinders XXVII Beundring var han paa sin Post og kunde være ganske uretfærdig i sin Dom over dem. "Til Gengæld - siger Brandes - tog han sig blandt Damerne med en særlig Varme af de ydmyge og de tilsidesatte. Der var f. Eks. i Familien en gammel ugift Tante højt oppe i de Treds, som vist var hjertens god og skikkelig, men som var et i høj Grad uanseligt Væsen, meget tarveligt begavet, og som altid ligesom udslettede sig selv. Til denne gamle Dames Ridder gjorde Paludan-Müller sig, han viste hende altid en udsøgt Opmærksomhed, og han, som ellers næsten aldrig indbød Folk til Middag, gjorde hvert Aar et lille Middagsselskab i Fredensborg paa hendes Fødselsdag og udbragte hvert Aar paany hendes Skaal med hjertelige Ord." Det var om hende, han engang sagde: "Hun er smukkere end alle I andre, for man kan se paa hende, at hun har været ulykkelig." -

✂ Paludan-Müllers sidste Digtninge handler om Døden. Han havde altid elsket den, og næsten alle hans Værker er prægede af Tanken om den. I sin Ungdom havde han som i "Dandserinden" og "Slaven" staaet usikker og famlende overfor den, senere havde han lært, at først den førte ind til Livets Herlighed, og nu, da han var blevet en gammel Mand, vendte han sig helt personligt mod den. Brydningen mellem Liv og Død i det enkelte Menneskes Liv skildrede han i den lille Fortælling "Ungdomskilden", der udkom 1865; i "Adonis", der udkom 1874, og som blev hans sidste Arbejde, er Livet overvundet og Døden den eneste Attraa. To Aar efter døde han den 28de December 1876 og blev begravet paa Asminderød Kirkegaard ved Fredensborg. Hans Hustru overlevede ham i 7 Aar og døde den 27de Februar 1884.

✂ I 1865 skrev den 74-aarige Hauch til H. C. Andersen: "Paludan-Müller er vistnok en af de ædleste Personligheder, Danmark eier; og det føler man især, naar man staaer saa nær ved Graven, som jeg, at en slig Personlighed er langt mere værd selv end det høieste Genie."