Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

↩ At den Sjælsoprevethed, som kommer til Syne i dette Brev, ikke blot er en Frugt af en øjeblikkelig Stemning, men bundede dybere hos ham, fremgaar klart nok af en Række af hans Ungdomsarbejder. Et Digt som "Dandsemusik" (offentliggjort 1837, i hans 28de Aar) viser, at selv midt under Dansens og Festens Glæde kunde de mørke og mismodige Tanker dukke op hos ham. Selskabslivet, i hvilket han deltog, formaaede ikke at fylde hans Sind, og de Mennesker, han dèr traf paa, vakte nærmest hans Foragt. Naar han kom hjem, og Feststemningen havde sat sig, forekom det hele ham tomt og indholdsløst. Man ser det af et Digt som "Den ottende Konst" (offentliggjort 1837) og endnu mere af "Dandserinden", der er skrevet i hans 23de Aar (1832). Selvom nu noget af den Livstræthed og Verdenssmerte, der gaar gennem dette Digts flygtigt tegnede Billeder af Livet i den fornemme Verden, skyldes litterær Paavirkning fra hans daværende, lige stemte Yndlingsforfattere som Byron og Heine, Grundbetragtningen er dog hans egen, den samme, som gaar gennem hele hans Digtning, og Menneskeforagten, som den ytrer sig i Skildringen af det fine Selskab, er ægte nok; selv Helten, den unge Grev Charles - en svag, viljeløs og karakterløs Person, en endnu ikke helt udviklet Adam Homo - skildres med bitter Ironi, og kun den Kærlighed, Dione bærer for ham, formaar at kaste et lidt mildnende Skær over hans Skikkelse.