Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Jord dækker disse Hjerter, deres Klage
Forstummet er; men eensom og forladt
Hun i den vide Verden staaer tilbage,
Og sytten Aar er hendes hele Skat.
End kan hun tælle sine glade Dage,
Til nu var hendes Udsigt Sorgens Nat;
Men Sjælens Adel, midt i Livets Mørke,
Gav hendes Tanke Klarhed, Sindet Styrke.