Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Som trolig al vor Daarskab her forvalter,
Som aagrer med vor Sjæls Enfoldighed,
Som hænger om vor Skulder Glædens Pjalter
Og dækker med et Smiil hvad Hjertet led:
Dig er det, som vi sætte paa vort Alter,
For hvem tilbedende vi falde ned,
For hvem det stolte Hoved dybt vi bøie,
Hvem, stedse lydige, vi stedse føie.