Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

Og skjøn som Venus, eller som Aurora,
- Enhver har Valget efter egen Sands -
Saa mildt fremskridende som Vaarens Flora,
Indtræder, smykket med en Rosenkrands,
Vidunderet Dione - sine mora
Sig reiser Fru Grevinde Firlefanz.
Hun gaaer den hulde Gratie let imøde,
Enhver staaer op, og Charles' Kinder gløde.
Thi lige for ham just D i o n e neier,
Idet hun sender rundt et yndigt Smiil,
Hvori sig skjuler Amors Tryllepiil,
Der paa sin gyldne Spids hvert Hjerte veier.
Og hver en Dames Silkekjole svaier,
Og alle Herrer bukke sig med Iil;
Men traurig pakker Hans Tragedien sammen
Og griber sukkende til Hanekammen.