Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Først stammer han sin Tak med sagte Stemme,
Hun svarer kun med sænket Øiekast;
Saa be'er han hende, aldrig sig at glemme,
Da sukker dybt hun, som en Lænke brast;
Saa hendes Hænder, som hans egne gjemme,
Han mod sin Læbe trykker ømt og fast:
Saa mødes deres Blik i Lyst og Smerte,
Og reven hen hun synker til hans Hjerte.