Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Paa hendes lille Fod hans Læbe trykt er,
Før hun det mærker, bævende og ømt,
Og Haanden løfter bønlig han paa Skrømt,
Som om han for Diones Vrede frygter;
Dog blev af yndig Rødme kun han dømt,
Af Blik, hvori for Ømhed Strenghed flygter,
Af Taushed fra en Røst, ham nys saa huld,
Af Hjertets Svulmen, mere høi og fuld.