Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Og daglig meer og meer Diones Sind
Sig slutter til - kun drømmende det leved;
Det evig nyt Erindrings Billed væved,
Men Livets Indtryk lukked ei det ind.
Taus sad hun hele Timer, Haand ved Kind,
Og saae i Luften ud, naar Skyen svæved.
Af Vinden ført, saa tung og mørk forbi:
Et Speil af hendes Sjæls Melankoli.