Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

Og mens for den Beslutning Naget viger,
I Suk paa Suk hans Indre gi'er sig Luft,
Som naar fra Blomstens Kalk den rene Duft
Ved Morgensolens Smiil iveiret stiger;
Thi løst af Lænken imod Frihed higer
Nu ikke blot hans Hjerte, men Fornuft.
I denne Stemning tager paa han Kappen,
Og iler ud ad Døren, ned ad Trappen.