Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra AMOR OG PSYCHE ET MYTHOLOGISK DRAMA (1833)

EULIMENE.

Mig kun lokker Aftnens Rødme;
Da hver Barm,
Svulmende af Længsels Sødme,
Hæves varm.
Brudte dale Solens Pile
Matte ned,
Og mens Krigens Mænd sig hvile,
Stjerner smile
Til de Unges Kjærlighed.
Sagte rinder Dalens Kilde
Klar forbi;
Fuglen fløiter Elskovs stille
Melodi;
Rundt om Bækken Nympher sove,
Maanen rød
Bryder gjennem dunkle Skove:
Kildens Vove
Aabner Straalerne sit Skjød.