- ↩
- PHANTASUS.
-
✂ Bølgen skummer,
Morgenhavet, vakt af Slummer,
Klæder sig i hvide Slør;
Duggens Vande
Glide ned ad Nattens Pande
Og i Luften Perler strøer.
See, fra Østens blanke Stjerne,
Fra det Fjerne,
Paa et Leie af Koral,
Svømmer, over Bølgen gynget,
Kæmpestor og Tang-omslynget,
Frem en Purpur-Muslingskal.
Midt i Havet,
Halv af Bølgerne begravet,
Skallen standser,
Og dens skumbedækte Pandser
Aabner sig, et Øie lig;
Mørket svinder,
Lyset funklende oprinder,
Og Auroras unge Kinder
Under Laaget vise sig:
Stille sødt den Hulde sover,
123 Brystet svulmer fuldt og ømt,
Havets Vover
Mumle om hvad hun har drømt.
Hurtig nu paa spredte Vinger
Søvnen sig iveiret svinger,
Og fra Leiet, koldt og haardt,
Selv hun springer,
Stryger med sin Rosenfinger
Haarets gyldne Lokker bort:
Himlens Bue,
Jordens Dale,
Skovens Sale,
Bjerge, Høie,
Lyset suge
Af det straalerige Øie,
Af de varme Kinders Blod;
Medens Bølgerne neddykke,
Sagte trykke
Tusind Kys paa hendes Fod,
Og hun selv det Blik udsender,
Der bestraaler Land og Kyst og Bugt,
Hvor den Sky, som Glandsen arved,
Hurtig vender
Purpurfarvet
Imod Vesten sig paa Flugt.
See, hvor Vinden
Dobbelt rød nu kysser Kinden!
Luften hendes Ild ei dræber,
Den kun fanger hendes Suk,
Mens de rosenrøde Læber
Drikke Morgenhimlens Dugg;
Og i Havet ud hun springer,
For at dæmpe Hjertets Brand
Dybt i Badet, der omringer
Skallens perleklædte Rand.
Smilende hun Bølgen tynger:
Høit den gynger,
Og den slynger
Halv med Skjælven, halv med Lyst,
Blødt omarmet,
Blidt opvarmet,
Bæltet om Auroras unge Bryst.