Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra AMOR OG PSYCHE ET MYTHOLOGISK DRAMA (1833)

✂ Før Amor blev, fortalte mig min Moder,
Var Jorden øde og Olympen stille,
Og Livet sagte kun i Alt sig rørte.
Da skete det, at Skjønhedens Gudinde,
Da hun en Nat paa Havets Bølger kjørte,
Af hvide Svaner trukket og omhvælvet
Af Stjernehimlen, dybt i Slummer sank.
Hun drømte, at den gamle Uranos
Steg ned af Luften og omfavned hende,
Og talte disse gaadefulde Ord:
"En Søn du føde skal, hvis Lige Himlen
Endnu ei saae og aldrig meer vil skue;
Hvis Kraft selv Tordenguden føle skal,
Hvis Skjønhed selv vil overgaae hans Moders,
Hvis Liv skal Livet tusindfold forynge,
Og bringe Dødelige Lyst og Qval;
Men ingen Landse skal hans Hænder føre,
Og intet Sværd, thi Buen er hans Vaaben,
Og Buens vingelette Piil hans Magt." -
Da vaagned Venus - og i hendes Skjød
Den høie Amor laa, et lille Barn,
Med rosenrøde Kinder, gyldne Lokker,
Og Øine dunkelblaa som Havets Dyb.
En Krands af Skum hang om hans lyse Haar,
Men trilled ned ad Kinderne som Perler,
Da første Gang mod Stjernerne han saae.