Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra SLAVEN (1838)

Men bøiet over Slavens Bryst
Opløfter Munken nu sin Røst:
Hvo du end er - hvad helst du led,
En Tilflugt for din Sjæl jeg veed -
Nei, vend ei bort dit Aasyn her!
En Ven, en Broder staaer dig nær.
Viid: Selv engang jeg baaret har
Det Kors, som her din Byrde var;
Selv truffen af Forviisnings Dom,
Jeg hid i Slavekoften kom;
Selv, reven bort fra Hjem og Slægt,
Jeg smægted under Lænkens Vægt;
Selv vandred jeg som du forladt
I Bjergets Fængsel Dag og Nat.
Dog medens Straffens Aar henrandt,
I Trældom her jeg Frihed vandt;
Mit Øre, døvt for jordisk Trøst,
Her inddrak Himmelhaabets Røst;
Og bosat i den fjerne Skov,
Jeg Freden greb, skjøndt Sorgens Rov.
Thi ogsaa mig har denne Jord
Bedraget med sit givne Ord:
Som ung mit Land jeg Troskab svor,
Som Polak, og Kosciuszkos Ven,
Til Friheds Kamp jeg gav mig hen;
Men Lykken svigted paa min Vei,
Og Haabets Pant indløstes ei.
Først her, af Verden reent forstødt,
Har Haab og Fred og Trøst jeg mødt;
Og derfor, Ven, hvad end du led,
En Tilflugt for din Sjæl jeg veed.
217 Saa talte Munken - Slaven, som
Til Væggen havde vendt sig om,
(Ret som hans Sjæl, kun vant til Haardt,
Med Bitterhed sig vendte bort
Fra Tonen af en blød Accord)
Nu pludselig iveiret foer,
Vakt op til Liv ved Munkens Ord.
Kosciuszko! Polen! stammed han -
O Gjenlyd af mit Fædreland,
Der toner her paa Gravens Rand! -
Stærkt tindrede hans Øies Glød,
Op i hans Kinder Blodet skød,
Frem af sit Gjemme Taaren brød;
Og som om Hjertet opsteg af
Forsvundne Minders dunkle Grav,
Og som om Haabets glemte Drøm
Fornyed sig i Taarens Strøm,
Saa skued Munken hans Profil
Forklaret nu af Læbens Smiil,
Saa sad han, skjøndt i Jern og Baand,
Et Billed af en frigjort Aand.
Hans Hænder hviled Haand i Haand,
Hans lange Lokker, næsten graa,
Som Dække om hans Skulder laae,
Hans ædle Aasyn, stolt og blidt,
Sig trods sin Afmagt hæved frit. -

En Stund i Taushed saa han sad,
Mens Pandens Skyer sig skilte ad
Ved Mindets liflige Musik;
Da løfted han igjen sit Blik,
Og medens Munkens Haand han tog,
Og nærmere ham til sig drog,
Udbrød han med bevæget Røst:
Den hele Sødhed af din Trøst,
Du selv ei kjender, gamle Mand!
Thi viid: Vi er fra samme Land
Og eens vor Skjæbne kaldes kan.
Jeg er en Polak! Jeg, som du,
Da Trældomsbaandet brast itu,
Saae Fædrelandets Frihedssol
At lyse som fra Pol til Pol,
Og dale, af hvert Glimt forladt,
I rædselfuld og bælmørk Nat.
Som du jeg levet har og lidt,
Som du jeg kæmpet har og stridt,
218 See delte Haar! Snart er det hvidt,
Skjøndt bleget ei af Aar, som dit.
Føl denne Haand, eengang saa varm!
Mærk Dødens Puls i denne Barm,
Hvor Tidens Uhr med raske Slag
Mig minder om min sidste Dag - -
O Ven! hvor var vor Lykke huul!
Hvor dreied brat sig rundt dens Hjul!
Og dog har jeg endnu en Trøst:
Jeg hviler ved en Broders Bryst,
Endnu eengang jeg hører dog
Min Moders Maal, min Faders Sprog!
Ei som den frændeløse Hund
Jeg vente skal min sidste Stund;
Ei som et Dyr i eensom Qval
Mit sidste Suk jeg drage skal;
Kosciuszkos Ven skal trykke til
Mit Øie, naar det briste vil,
Skal gjemme trofast i sin Favn
Peter Wysocki og hans Navn!

Wysocki! - Frihedshelten? - Han,
Der først af Alle for sit Land
Det gamle polske Banner svang,
Da Frihedschoret sidste Gang
Fra Weichselfloden vældigt klang?
Der sønderbrød med kraftig Aand
Jernlænken om sin Moders Haand;
Der drog sit Sværd og greb sit Spyd
Ved Klang af Krigstrompetens Lyd;
Der gav sit Fædreland sit Blod,
Der i den første Række stod
Blandt Landets haardtbetrængte Børn,
Da Vingen faldt af Polens Ørn?
Ja, ham det var, som her igjen
Sank paa sit Leie kraftløs hen! -
Sit Øie fast han lukked til;
Den gamle Smertes vante Spil
Begyndte atter om hans Mund
Og paa hans Pandes mørke Grund.
Hans Glæde var et Solglimt kun.
Der gjennemtrængte Mørkets Skyer,
Og neppe skuet atter flyer.
Thi Lænken bandt ei blot hans Fod,
Men Sjælens Drift og høie Mod;
219 Ei Mørket blot omkring ham var,
Men i sit Indre han det bar;
Ei Kulden blot ham knuged haardt
Og tæred Legemskraften bort,
Men standset her som Livets Elv,
Var midt i Flugten Haabet selv.