Paludan-Müller, Fr. Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

VENUS

Affattelsestid: ukendt; udkom den 13de April 1841, trykt 2den Gang 1857 (i "Mythologiske Digte"), 3dje 1879 (i "Poetiske Skrifter" VI), 4de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" III), 5te 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1857, den sidste af Digteren selv besørgede.

Musik: Sangen Side 264 ("Vi komme med Hjerterne tunge") komponeret af Axel Liebmann (Efterladte Kompositioner i Udvalg ved V. Bendix).

Æmnet er taget fra den græske Mytologi. Modsætningen mellem Venus Urania og Venus Anadyomene, der danner Grundideen i Digtet, har sin Rod i senere græske Filosoffers Sondring mellem en Kærlighedsgudinde for en højere, paa etisk Grundlag hvilende Kærlighed (Venus Urania d.v.s. "den himmelske") og en Kærlighedsgudinde for sanselig Elskov (Venus Pandemos d.v.s. "den almindelige, offentlige, simple"; her i Digtet: Venus Anadyomene d.v.s. "den havfødte"); Venus Urania betragtede man da som den ældre, af Himlen (Uranos) selv, uden Moder fødte Gudinde, Venus Pandemos som den yngre, født af Zeus i Elskovsforbindelse med en jordisk Kvinde. Denne Spaltning af Kærlighedsgudinden i to, som mytologisk (i Folketroen) ingen Rolle spillede (Venus Urania dyrkedes ligesaa fuldt som Venus Pandemos af den græske Prostitution), møder man vistnok første Gang hos den berømte Filosof Platon († 347 f. Kr.), Sokrates' Discipel, i hans Dialog "Symposion" (d.v.s. Drikkelaget"), og da P.-M. ejede C. J. Heises danske Oversættelse 532 af Platons Dialoger, af hvilke "Symposion" var udkommet 1831, er det ikke udelukket, at det er under Læsningen af dette Skrift, han har faaet den ydre Tilskyndelse til "Venus".

Den højere og lavere Kærlighed i Menneskelivet skildrer Digteren gennem de to Hovedpersoner Actæon og Endymion. Ogsaa dem har han taget fra den græske Mytologi.

Actæon, en Dattersøn af Kadmus (Side 234 Linje 15), var en ung Jæger, hvis højeste Lyst var det fri, ubundne Jægerliv i Skov og Fjeld; han var en ivrig Dyrker af Diana, Jagtens Gudinde. Men da han belurede Gudinden, mens hun var i Bad, forvandlede hun ham til en Hjort ved at stænke Vand paa ham og lod ham derefter sønderrive af hans egne Hunde. [Sagnet orn ham er behandlet bl. a. af den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.).]

Endymion var Maanegudinden Lunas Elsker. Han var som Actæon en ivrig Jæger. Da han en Aften træt af Jagten havde lagt sig til Hvile i Skoven, saa Luna ham og fattede Kærlighed til ham, steg af sin Vogn og kyssede ham. Zeus skænkede ham Udødelighed i Form af en evig Søvn, i hvilken han vedbliver at nyde hendes Kærlighed.

Sagnene om Endymion som Maanegudindens Elsker hørte hjemme i Landskabet Karien paa Lilleasiens Kyst, men andre Sagn lader ham være Konge i Landskabet Elis (Vestkysten af Peloponnes) uden at kende noget til hans Forhold til Maanegudinden. P.-M. benytter begge Overleveringer i sit Digt, men naar han lader ham være udvandret fra Karien til Elis og blive Kulturopdrageren sidste Sted, da er det hans egen fri Digtning. Actæonsagnet derimod hører hjemme i Landskabet Bøothien i Mellem-Grækenland; naar P.-M. henlægger det til Peloponnes, handler han vistnok ikke paa egen Haand, men støtter sig paa en Bemærkning i sin ovf. Side 507 omtalte mytologiske Haandbog: Benjamin Hederichs "Gnindliches mythologisches Lexicon". At dette Værk virkelig har været raadspurgt af Digteren ogsaa ved Udarbejdelsen af "Venus", kan næppe betvivles; dertil er der altfor stærk Overensstemmelse mellem den hos en romantisk Digter som P.-M. paafaldende rationalistiske Opfattelse af Endymion som Stjernekiger og Astronom og Hederichs Bemærkning (med Henvisning til Plinius): "andere wollen, dass er ein besonderer Sternkundiger gewesen, und zuförderst den Lauf des Mondes am ersten auf dem Berge Latmus genau beobachtet habe".

Det mytologiske Stof er iøvrigt i "Venus" behandlet med Frihed. En Sammenstilling af Actæon- og Endymionsagnene kender Mytologien intet til; fri Digtning er ogsaa Episoden med Lyda, Skildringen af Endymions og Hermiones Kærlighed, af Procnes Forhold til Actæon, o. s. v.

Momenter til Skildringen af Hyrdelivet, der ogsaa er meget fri (hvide Lærredsbuxer og Vest!), kan P.-M. have faaet ved Læsning af de romerske Hyrdedigtere (se Anm. til Side 68 Linje 27) som Vergil († 19 f. Kr.).

Samtidens Dom. Den Frisindede 1841, Side 174 kalder Digtet "en Prydelse i den æsthetiske Litteratur" og Kjøbenhavns-Posten 1844, No. 114 kalder Lyriken i Digtet "smuk, henrivende og, hvis vi tør bruge et saadant Udtryk, forførerisk, Characteerudviklingen tro og conseqvent gjennemført og Handlingen - vi bede bemærket, at vi tale om et "lyrisk Drama" - livligt udviklet, uden at det lyriske Moment taber sin Berettigelse som Hovedsag . Fædrelandet 1841, No. 514-15 [ifølge Hother Ploug, Carl Ploug I 266, af Chr. K. F. Molbech] har en Del at indvende, navnlig mod Skildringen af Venus Anadyomene, men sammenfatter dog sin Dom i følgende Ord: "Dramaet "Venus" maa, uagtet det, man med Rette kan dadle derved, dog regnes til de fortrinligste Præstationer, vor poetiske Litteratur i de sidste Aar kan fremvise, og vi kunne ikke undlade at takke Digteren for et Arbejde, hvis sande, poetiske Skjønheder og Fuldkommenheder maae forskaffe den med en aaben Skjønhedssands begavede Læser en langt større Nydelse, end dets Mangler kunne forstyrre". Dagen 1841, No. 92 bragte en sønderlemmende Kritik af 533 Overlærer I. A. Ostermann, der ankede over Digtets Forsyndelser mod den filologiske Viden og sluttede: "Det skjønnes ikke rettere, end at en klar og ledende Idee savnes i Digtet, og at de Former, hvorigjennem den dæmrende Halv-Idee aabenbarer sig, staae saa lidet i Harmonie med denne, som med sig selv indbyrdes, at Digtet i sin Heelhed kun efterlader Tomhed". Figaro 1841 Side 51-70 vender sig i en udførlig Artikkel mod Anmældelserne i Fædrelandet og Dagen, men ender alligevel med følgende Betragtninger: "Jeg kan ikke nægte, at jeg, naar Alt kommer til Alt, de mange skjønne Enkeltheder uagtet, med en vis Utilfredsstillelse forlader et smukt Digt, som, ved en lidt større Omhyggelighed fra Behandlingens Side, kunde være blevet et ægte Kunstværk". P. L. Møller siger 1842 om Digtet (se hans "Kritiske Skizzer" I 203-04, sml. II 182), at det "fremkaldte saavel offentlig som privat fprskjellige Domme. Paa den ene Side blev Kritiken (i Skikkelse af en philologisk Timelærer) ubillig og upoetisk staaende ved Tilfældigheder i den ydre Form, som om de vigtigere Adjunctforretninger ikke tillod den (Kritiken) at dvæle ved Ideen, eller trænge ind til Kjærnen. Paa den anden Side har man med Velvillie søgt at fremhæve det ideelle Udbytte, uden dog at indrømme Digteren Ret til i vore Dage at skildre Kjærligheden i saa skarp Modsætning, og uden selv at være vis paa i Alt at have forstaaet Forfatterens rette Mening. Alt dette forudsætter vistnok en Svaghed ved Digtet, en Mangel paa Klarhed i det Hele, som ikke tilfulde erstattes ved skjønne Partier i det Enkelte; og vi ere tilbøielige til den Mening, at Ideen, som syntes at kunne have avlet et stort og skjønt Digt, har overvældet Forf.'s Kræfter, og at han saaledes ofte kun cursorisk og fragmentarisk har været i Stand til at explicere den". J. L. Heiberg siger 1842 (Pros. Skrifter IV 366-67): "Men nu hans "Venus", den første Gave, han skjænker os efter en treaarig Fraværelse og Taushed? hvorledes er den bleven modtagen? Med Lunkenhed. Men er vor poetiske Litteratur da saa overvættes rig, at vi har Raad til at vrage et Digt, som, tiltrods for enkelte Pletter, er baade fra Tankens, Følelsens og Udførelsens Side en dyb og glimrende Composition, og - vel at mærke - et Arbeide, som vidner om et stort og betydningsfuldt Fremskridt i Digterens Udvikling?"

Ingemann skriver 9/9 1841 til Fru Rosenørn (Brevveksling mellem Ingemann og Fru Rosenørn, Side 22): "Pal.-Müllers "Venus" var interessant; men Deeltagelsen derfor er nok ikke betydelig", og Hauch skriver 13/6 1841 (Breve til H. C. Andersen, Side 212-13): "Paludan-Müller har udgivet en Venus, som jeg længe krympede mig for at læse, da hans tidligere, zirlige Behandling af de græske Myther kun syntes mig at være en ny Udgave af de med Parykker smykkede Hyrder, der traadte frem paa Scenen i Ludvig den 14des Tid med Hyrdefløiter i Hænderne og Galanteriekaarder ved Siden; imidlertid maa jeg tilstaae, at der virkelig i dette Digt lindes sande Skjønheder; som Heelt behager det mig just ikke, men flere Scener og in specie alle de, hvori Venus Urania fremtræder, ere meget smukke".

Biskop Jens Paludan Müller udtaler sig saaledes om Sønnens Arbejde (Frederik Lange Side 120-121): "Stykkets Idé synes mig at være moralsk, men ikke spekulativ eller ualmindelig. Mange Partier ere særdeles smukke, og Formen er i det hele fuldendt og omhyggelig. Men iøvrigt vil jeg tilstaa, at uagtet jeg erkender Skønheder og Fortrin, har det dog ikke tiltalt mig eller fængslet mig under Læsningen. For en anden Gangs Skyld stillede jeg Fritz nylig den Opgave nærmere at overveje, hvor vidt det vel i vor Tid var muligt, at lade en abstrakt Idé gaa over i konkret og virkelig Sandhed og Selvstændighed ved Hjælp af mythiske Figurer som dens Bærere. Mig forekommer disse luftige og fabelagtige Figurer ikke ret skikkede dertil; thi vi genkende ikke den virkelige Verden i dem, og dersom man lader dem tænke, tale og føle i vor moderne Stil og som Københavnere, maa der blive en Modsigelse mellem Aanden i Stykket og det ydre Maskineri, der skader Indtrykket. Vil man bruge mythiske Figurer, maa Stykket være saaledes i det Hele, at Læseren flyttes tilbage i 534 den mythiske Tidsalder, i alle dens raa og barbariske Idéer, Fordomme, Overtro, Heltedaad og Grusomheder. Men det sker ikke ved Fritz's Digt, og dertil hører ogsaa et ganske andet Studium end det, Læsningen af moderne Mythologier bevirker. Jeg har dog ellers hørt, at Digtet skal være vel modtaget i København, at Heiberg skal have været hos Fritz og gjort ham mange Komplimenter derfor, at der endog skal være dem, der sætte det over "Amor og Psyche"; men af Bladenes Taushed med Trompetstød slutter jeg dog, at Publikums Mening endnu er delt og vaklende".

Side 228 Linie 1:

Personer] alle Personerne er, med Undtagelse af de fire Gudinder, Actæon og Endymion, opfundne af P.-M., han har givet dem græske Navne, for en Del i latinsk Form.

Venus Anadyomene: Kærlighedsgudinden kaldes Anadyomene, "den havfødte", fordi hun efter ên af de mange Myter om hendes Fødsel var født af Havets Skum.

Nympher er kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer.

Side 229 Linje 3:

Messene] det gamle (Homeriske) Navn paa Messenien, det sydvestlige Landskab paa Halvøen Peloponnes (Morea).

Side 229 Linje 5:

Irene] er en af Horaerne, Aarstidernes Gudinder; her som Venus' Terne: Horaer og Gratier har efter græsk Mytologi tilvirket Kærlighedsgudindens Klædning.

Side 229 Linje 5:

Philyra] er en Datter af Havguden Oceanus.

Side 229 Linje 7:

Aglaja] er en af de tre Gratier, Ungdommens og Skønhedens Gudinder.

Side 229 Linje 9:

Galatea] er en Datter af Havguden Nereus.

Side 229 Linje 27:

de røde Baand| rødt er Kærlighedens Farve.

Side 229 Linje 34:

mit gyldne Bælte] Kærlighedsgudindens Bælte, der forlener hende med alle Elskovens Tryllemidler, skildrer Homer saaledes (Wilsters Oversættelse):

"...af Barmen hun løste sit rigtbaldyrede Bælte;
Der sad smukt indvirket ethvert fortryllende Middel,
Der var smeltende Elskov, var Længsel og gantende Tale,
Der var smigrende Bøn, som endog bedaarer den Vise".

Side 230 Linje 6:

Acis] er hos Ovid Galateas Elsker.

Side 230 Linje 27:

Paphos] By paa Øen Cypern i Middelhavet, med det ældste og berømteste Venustempel.

Side 231 Linje 7:

Adonis] Kærlighedsgudindens Elsker; hun fulgte ham, naar han var paa Jagt, og da han blev dræbt af et Vildsvin, var hun ude af sig selv af Fortvivlelse; af hans Blod lod hun Anemonen spire frem. (SmL P.-M.'s Digt "Adonis").

Side 231 Linje 23:

Jupiter] det latinske Navn paa Zeus, Himlens Herre; efter nogle Myter er Venus en Datter af ham.

Side 232"Linje 14:

Bacchus] det latinske Navn paa Vinens Gud (græsk: Dlonysos).

Side 232 Linje 20:

Faun] Faunerne optræder i den senere romerske Mytologi som Skovguder af hæslig Skikkelse med krumme Næser og spidse Øren, med Hale og Bukkefødder; de sværmer i vild Kaadhed om i Skovene og jager efter Nymferne.

Side 233 Linje 7:

Neda-Floden] Grænseflod mellem Landskaberne Messenien og Elis.

Side 234 Linje 2:

Eros] det græske Navn paa Kærlighedsgudinden (latin: Amor).

Side 234 Linje 10-11:

Forbandelsen, der hviler paa mig, | Mig tilfaldt som en Arv nu fra min Slægt] den Sagnkreds, hvortil Actæonsagnet hører, 535 er den Thebanske, der er knyttet til Byen Theben i Landskabet Bøothien (Mellem-Grækenland); Slægten hjemsøgtes af forfærdelige Ulykker (Ødip-Sagnene), og de store græske Tragediedigtere tog ofte Æmnet til deres Tragedier fra den.

Side 234 Linje 15:

Kadmos] Thebens Grundlægger, Stamfader til den Thebanske Helteslægt. Som ung vandrede han landflygtig om i Verden for at søge efter sin Søster Europa, som Zeus havde bortført. Paa denne sin Vandring grundlagde han Theben; da han vilde bringe sin Skytsgudinde Pallas Athene et Offer og sendte sine Mænd til en nærliggende Kilde at hente Vand, blev de dræbte af en uhyre Drage, der vogtede Kilden. Kadmos fældede Dragen, men da denne var helliget Krigsguden Ares, fortørnedes Guderne, og Kadmos maatte i 8 Aar tjene Ares som Træl. Efter denne Trængselstid gav Zeus ham Ares' og Venus' yndige Datter Harmonia til Ægte.

Side 234 Linje 18:

Aphrodite] det græske Navn paa Venus.

Side 234 Linje 22:

Semele] blev Zeus' Elskerinde og ved ham Moder til Vinguden Bacchus. Hera, Zeus' Ægtehustru, hævnede sig paa hende; hun paatog sig hendes gamle Ammes Skikkelse og lokkede hende til at bede Zeus, der havde lovet hende Opfyldelsen af et Ønske, om at vise sig for hende i al sin Guddomsvælde. Opfyldelsen af dette Ønske voldte hendes Død: som dødelig Kvinde kunde hun ikke udholde Tordenens og Lynets Magt, men omkom i Flammerne.

Side 234 Linje 23:

Agave] blev i sit Ægteskab Moder til Pentheus, der som Konge i Theben med Spot modsatte sig Bacchus' Dyrkelse som Gud, ja endog kastede ham i Fængsel. Han blev sønderrevet af sin egen Moder og hendes Søstre, der var ivrige Bacchusdyrkere, idet de, under en Bacchusfest, forblændede af Guden, i deres Raseri antog ham for et vildt Dyr. - Om hendes Død har den græske Mytologi intet.

Side 234 Linje 25:

Ino] blev gift med Kong Athamas i Thessalien (Nord-Grækenland). Da hun efter Søsteren Semeles Død havde taget sig kærligt af det lille Bacchusbarn, slog Hera, fuld af rasende Skinsyge, Athamas med Vanvid, saa han ude af sig selv forfulgte Hustru og Børn og truede dem med Døden. Han havde allerede i sit Raseri knust sit ene Barn mod en Klippe, da Ino i sin Fortvivlelse styrtede sig i Havet med det andet Barn.

Side 234 Linje 27:

Min Moder] Autonoe, Kadmos' fjerde Datter.

Side 234 Linje 34:

Nectar] er Gudernes Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige; deraf overført: en sød, guddommelig Drik.

Side 234 Linje 45:

Elis] det vestligste Landskab paa Peloponnes.

Side 234 Linje 46:

Karmen] Rejsevognen (et gammelt nordisk Ord; poetisk).

Side 235 Linje 4:

Laconien] det sydøstlige Landskab paa Peloponnes med Hovedstaden Sparta.

Side 235 Linje 6:

Hvad vil du sige] d.v.s. hvad mener du.

Side 236 Linje 26:

Lethe] Glemselsfloden i Dødsriget (se Anm. til Side 94 Linje 16), af hvis Vande de døde skulde drikke for at glemme deres jordiske Tilværelse.

Side 236 Linje 42:

dette Land, hvis Kyst dig fordum bar] efter den græske Mytologi er det Øerne Cythera og Cypern, hvor den af Havet opstegne Kærlighedsgudinde først satte sin Fod; men ogsaa i Elis var der et Tempel med Statue af den havfødte Venus (se Artiklen Anadyomene hos Hederich).

Side 237 Linje 16:

Rosen og Myrthen] ogsaa i Oldtiden helliget Kærlighedsgudinden.

Side 238 Linje 2:

Arkadien] det midterste og største Landskab paa Peloponnes (Morea), mod vest grænsende til Elis, mod syd til Messenien; væsentligst beboet af Hyrder.

Side 238 Linje 22:

Tambourinen] Haandtrommen; Instrumentet (men ikke Navnet Tambourin) var kendt i Oldtiden.

Side 238 Linje 45:

Venusstjerne] Aftenstjerne.

536

Side 239 Linje 10:

Hymen] Ægteskabets Gud.

Side 240 Linje 20:

Karien] det sydvestligste Landskab i Lille-Asien.

Side 241 Linje 36:

Apollo] Solguden; Kunsten fremstiller ham som en skøn Ynglingeskikkelse.

Side 242 Linje 21:

runde] den gamle Flertalsform til Forlid randt af Udsagnsordet rinde, paa P.-M's Tid som nu kun brugt i Poesi.

Side 243 Linje 42:

Glas] Timeglas, d.v.s. Liv.

Side 244 Linje 24:

Kronos] Tiden.

Side 245 Linje 7:

Pluto] Underverdenens, Dødsrigets Gud.

Side 246 Linje 36:

Diana] den kyske, jomfruelige Jagtgudinde er unge Jomfruers Beskytterinde.

Side 247 Linje 13:

Pandora] er et uheldsvarslende Navn. Saaledes hed den første Kvinde paa Jorden, der blev dannet af Guderne til Mændenes Fordærv som Straf for, at Ilden var blevet frarøvet Guderne og bragt til Menneskene; hun blev af Guderne udstyret med alle Slags Gaver og med en Æske (Linje 14), i hvilken allehaande Ulykker for Menneskene var indesluttede. Da nu Æsken aabnedes, fløj Ulykkerne ud over Menneskene, og kun Haabet blev tilbage paa dens Bund. - Men Pandora er ogsaa Navnet paa et skrækindjagende kvindeligt Væsen, som ledsagede Furierne, Hævngudinderne.

Side 247 Linje 17:

Prokris] Navn paa flere Kvinder i den græske Mytologi [Ordet betyder "den udvalgte, foretrukne"].

Side 247 Linje 21:

Tartarus] Pinestedet i Underverdenen, Dødsriget.

Side 247 Linje 29:

Satyr] d.v.s. liderlig Karl; Satyrer er i den græske Mytologi en Art Skovguder i Bacchus1 Følge; de har Stumpnæse, spidse Øren, Hale, undertiden Bukkefødder; deres Natur er dyrisk og sanselig; de jager efter Nymferne.

Side 249 Linje 34:

Duepar] Duerne var helligede Kærlighedsgudinden; hos senere græske Digtere er de Forspand for hendes Vogn (sml. Side 312 Linje 44).

Side 249 Linje 35:

Cyperviin] Vin fra Øen Cypern, højt prist i Oldtiden (Cypern var et Hovedsted for Venusdyrkelsen).

Side 252 Linje 9:

smykker ud] nu kun: udsmykker, sml. Anm. til Side 20 Linje 6.

Side 252 Linje 19:

sin milde Piil] Solguden Apollo var ogsaa Dødsgud; den pludseligt indtrædende Død, der betragtedes som en Velgærning, skyldtes hans "lempelig saarende Piltt (Apollos Pil tænktes dog ogsaa som et frygteligt dødbringende Vaaben, se Side 307 Linje 5-6).

Side 253 Linje 9-10:

hvor traf | Dit Øies Straale Guden i mit Hjerte] d.v.s. vakte Kærligheden (Eros) tillive i mit Bryst.

Side 254 Linje 34-36:

Møde Rosenblade... Tusindfryd og Myrther] i Blomstersymbolikken betegner den røde Rose Kærlighed, Tusindfryd Rigdom og Myrten Haabet.

Side 254 Linje 38-39:

Dalens | Stolte Lilie] Hermione (om Liljen som Betegnelse for en Kvinde sml. Anm. til Side 4 Linje 38).

Side 254 Linje 40:

Dalens Konge-Pignie] Endymion (Pinien hører til Naaletræernes Orden).

Side 256 Linje 7:

Aristæos] dyrkedes mange Steder i Grækenland som Gud, f. Ex. i Arkadien, særlig af Hyrdebefolkningen.

Side 256 Linje 32:

Phyllis... Damon] hyppigt forekommende Navne i Oldtidens Hyrdepoesi (Anm. til Side 68 Linje 27) og hos moderne Efterlignere.

Side 257 Linje 9:

sælle] sølle (se Anm. til Side 35 Linje 37).

Side 257 Linje 10:

om ei vi trække skal fra Lær'et] trække Sværdet af Skeden, "trække blank".

Side 258 Linje 25:

Citharen] et Strengeinstrument, almindeligt i Oldtiden.

537

Side 259 Linje 5:

qvinkeleres] foragteligt Udtryk for: at spille kunstigt, med mange Triller (Laaneord fra Plattysk).

Side 259 Linje 40:

Koronis] Apollos Elskede, ved ham Moder til Lægekunstens Gud Asklepios.

Side 259 Linje 41:

Apollo med Diana] de er Søskende.

Side 260 Linje 25:

jeg ud den bringer] nu kun: udbringer (sml. Anm. til Side 20 Linje 6).

Side 263 Linje 3:

Lyra] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument.

Side 263 Linje 14-15:

Pilen... Fakkel] Kærlighedsgudens Tilbehør.

Side 267 Linje 1:

Huusguderne] det latinske Navn er Penater; de var Hjemmets Skytsguder.

Side 270 Linje 2:

Vindvet] om Formen sml. Anm. til Side 29 Linje 3.

Side 272 Linje 25:

Pamisos-Floden] den bredeste Flod paa Peloponnes, udspringer paa Grænsen mellem Arkadien og Messenien og løber mod syd.

Side 275 Linje 19:

Hetæren] d.v.s. Skøgen; Hetærer (egl. "Veninde") kaldtes i Oldtidens Grækenland de Kvinder, der levede i frit Kærlighedsforhold til Mænd, og som ofte, i Modsætning til de gifte Koner, udmærkede sig ved Aand og Dannelse.

Side 277 Linje 19:

Sphinxen] et Uhyre, halv Løve, halv Kvinde, som opholdt sig paa en Klippe nærved Byen Theben. Den gav alle, der kom forbi, følgende Gaade at løse: "Hvilket Dyr gaar om Morgenen paa Fire, om Middagen paa To og om Aftenen paa Tre?" Dem, der ikke kunde løse Gaaden, styrtede den ned fra Klippen. Endelig forklarede Ødipus, en Efterkommer af Kadmus, Gaaden som sigtende til Mennesket, der i Barndommen kryber paa Hænder og Fødder, i den voxne Alder gaar og i Alderdommen støtter sig paa en Stok. Da Sfinxen hørte dette, styrtede den sig i Havet.

Side 280 Linje 40:

En Halvgud fast] næsten en Halvgud.

Side 287 Linje 29:

Jaord] Trolovelse; et gammelt dansk Ord, paaP.-M.'s Tid som nu kun brugt i Poesi.

Side 290 Linje 9:

Lilievaand] se Anm. til Side 24 Linje 15.

Side 291 Linje 17:

Ætherduft] Ætheren er det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 292 Linje 38:

Hekate] her = Proserpina, Dødsgudinden, Underverdenens Dronning; om Dødsriget som et Skyggerige sml. Anm. til Side 94 Linje 16.

Side 293 Linje 43-44:

Langt hellere den Ringeste paa Jorden, | End som Gudinde haabløs og elendig] Genklang af Archilleus' Ord til Odysseus i Odysseens 11te Sang (Wilsters Oversættelse):

"Heller jeg vilde som Træl paa Markerne slide for Dagløn,
Hyret af trængende Mand, som kun har Eie til Nødtørft,
End over samtlige Døde befale som øverste Herre".

Side 296 Linje 13:

Hades] Underverdenen, Dødsriget.

Side 296 Linje 14:

Furien] Hævngudinden, med Slangehaar, Fakkel og Dolk.

Side 296 Linje 16:

Alecto] en af Furierne (Navnet betyder "den aldrig hvilende").

Side 299 Linje 29:

Purpurvinger] Kærlighedsguden skildres af Oldtidens Digtere og Kunstnere som bevinget.

Side 299 Linje 36:

i de gamle Dage] der sigtes til Myten hos den græske Digter Hesiod (8de Aarh. f. Kr.), at Himlen og Jorden sammen avlede den ældste Gudeslægt (Titanerne).

Side 300 Linje 13:

Lilie] Jomfruelighedens Symbol, gøres her til den jomfruelige Dianas Symbol.

Side 300 Linje 26:

Cythere] Tilnavn til Kærlighedsgudinden, efter Øen Kythera, syd for Peloponnes, et Hovedsted for hendes Dyrkelse.

538

Side 300 Linje 31:

sin Søns de stærke Pile] Venus" Søn er Amor, Kærlighedsguden, der ved sine Pile tænder Hjertet i Elskovsbrand.

Side 302 Linje 4:

Tartarus] Pinestedet i Underverdenen, Dødsriget.

Side 302 Linje 34:

køle] kølige, svale; ligesaa Side 304 Linje 35; sml. Anm" til Side 106 Linje 33.

Side 311 Linje 27:

ved min Faders Hoved] Venus' Fader er Zeus (Juppiter), Himlens Herre.

Side 312 Linje 21:

Billedhuggeren paa Gnidos] Gnidos eller Knidos (almindeligere Form), en By i Karien, var et Hovedsted for Venusdyrkelsen, navnlig paa Grund af den berømte Venusstatue, som skyldtes Billedhuggeren Praxiteles fra Athen (4de Aarh. f. Kr.), en af Oldtidens største Kunstnere. Medens den ældre græske Kunst havde fremstillet Gudinden fuldt paaklædt, fremstillede Praxiteles hende nøgen, stigende op af Badet. Hans Marmorstatue, der nu kun kendes gennem Kopier og Beskrivelser hos Oldtidsforfattere, var overordentlig berømt; fremmede strømmede til Knidos blot for at se den, unge Mænd grebes ved Synet af den af vanvittig Elskov, og en Konge skal forgæves have tilbudt Kniderne at betale deres enorme Statsgæld mod at komme i Besiddelse af den.

Side 315 Linje 7:

Floden Styx] ligesom Acheron (Side 316 Linje 11), Kocytus (Side 316 Linje 15) og Lethe (Side 316 Linje 23) Flod i Underverdenen, Dødsriget (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 315 Linje 16:

Charon] Færgemanden i Underverdenen, der færger de døde over Floderne til Dødens Rige.

Side 317 Linje 17:

Actæons Gjenfærd] Oldtiden kendte intet til Actæons Straf i Underverdenen; den Straf, P.-M. lader ham udstaa, er omtrent den samme, som Tantalus (Anm. til Side 155 Linje 13) led.

Side 319 Linje 6:

sig speiler af] nu: afspejler sig, sml. Anm. til Side 20 Linje 6.

Side 319 Linje 16:

Elysium] de saliges Opholdssted i Underverdenen (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 320 Linje 12:

Adonisfesten] Mindefesten for Adonis (Anm. til Side 231 Linje 7) fejredes ved Midsommerstid; den udtrykte Sorgen over Naturens kortvarige Blomstring; man sang Klagesange og plantede til Minde om ham i Lerkar alle Slags hurtigt voxende Planter, som man derpaa, naar de kort efter visnede, kastede i Vandet.

Side 321 Linje 8:

han] Adonis.

Side 322 Linje 21:

de natlige Kjerter] Stjernerne.

HERTHA HOLSTEIN

Affattelsestid: den 10de Juni 1843 (se ndf.); udkom den 23de April 1844 (i P. N. Jørgensens "Poesi og Prosa"), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge Gange i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: en af Digteren besørget Afskrift, dateret "10/6 43",overensstemmende med Texten i Originaltrykket, i privat Eje (Fru Dr. Gregersen); Trykmanuskript til Udgaven 1859 i privat Eje (Fru Professorinde Bøgh).

Æmnet. Digtet er foranlediget af Hertha Holstein-Rathlous Død den 10de Juni 1843, 23 Aar gammel; hun var en Datter af Niels Rosenkrantz v. Holstein-Rathlou, i Ægteskab med Sophie Amalia Borch, den ældste af P.-M.'s Hustrus Søstre.

539

DRYADEN

Affattelsestid: ukendt, Digteren siger selv (i Efterskriften til "Mythologiske Digte" 1857): "ihvorvel Dryaden, eller - som i første Udgave Titelen lød - Dryadens Bryllup, udkom lidt senere end Tithon, er dette lille Arbeide dog af ældre Datum og var oprindelig bestemt til Forspil for en større dramatisk-mythologisk Composition"; udkom den 14de Maj 1844, trykt 2den Gang 1857 (i "Mythologiske Digte"), 3dje 1879 (i "Poetiske Skrifter" VI), 4de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" III), 5te 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1857, den sidste af Digteren selv besørgede.

Originaludgaven var tilegnet J. L. Heiberg med følgende Digt:

"Du, hvem i Vuggen Lauren overskygged,
Hvis Krones Vinken snart dit Blik forstod;
Du, som til Smiil din Læbe strax oplod,
Da paa din Mund sit Kys Thalia trykked;

Du, som med Musers Krands dig tidlig smykked.
Og end den bærer frisk med Ungdomsmod;
Som, altid fri, stod paa din egen Fod,
Og stedse fremad i din Gjerning rykked;

Du, som til Ledestjerner i dit Kald
Fik af den Guddom, der Dig løste Læben,
Det klare Blik, og Sands for Harmoni:

Dig bydes Digtet af den yngre Skjald,
Som følte tidt sig styrket i sin Stræben,
Naar Du i Toner Tanken løste fri."

Oversættelse: paa Tysk af C. Jürs i Hartmanns Op. 60 (se ndf.).

Musik: komponeret af L P. E. Hartmann 1859 (Op. 60: Dryadens Bryllup) for Solostemmer, Kor og Orkester.

Æmnet er taget fra den græske Mytologi. Solguden Apollo, Digtekunstens Gud, æredes ogsaa som Hyrdegud, og Fortællingerne om hans Hyrdeliv hørte til de mest yndede i Oldtiden. Digterne skildrede ham vogtende Kvæget, jagende sammen med Nymferne, blæsende paa Fløjte eller spillende paa Cithar; om hans Kærlighedseventyr med Nymferne dannede der sig mangfoldige Myter. Et Sagn fortalte om, hvordan han, forvist af Zeus fra Gudernes Bolig, i Thessalien (Landskab i Nord-Grækenland) vogtede Kong Admetos' Kvæghjorde. Anledningen til hans Forvisning var denne: Lægekunstens Gud Asklepios, en Søn af Apollo og Koronis (se Anm. til Side 332 Linje 33), drev sin Kunst saa vidt, at han ikke blot formaaede at forhindre Døden, men ogsaa at vække de døde tillive igen. Zeus, Himlens Herre, der frygtede, at Menneskene skulde blive for mægtige, slyngede Lynet mod Asklepios og dræbte ham. Fuld af Vrede ihjelslog til Gengæld Apollo Kykloperne, der havde smedet Zeus Lynet, men blev saa til Straf forvist fra Gudernes Bolig.

Det er Sagnet om Apollos Forvisning og Ophold hos Kong Admetos, der danner Udgangspunktet for P.-M.'s Digt, saaledes som det fremgaar af Side 331 Linje 11. Selve Indholdet af det, Apollos og Dryadens Kærlighedshistorie, er derimod fri Digtning; den græske Mytologi, der ellers kender saa mange af Apollos Kærlighedshistorier, har intet, som ligefrem svarer til denne.

Om den mytologiske Haandbog, hvorfra P.-M. henter Underretning om de forskellige mytologiske Personer og Fortællinger, er talt ovf. Side 507.

540

Thorvaldsen har i et Relief fra 1837 fremstillet Apollo spillende paa Lyre for Hyrderne og Pan.

Samtidens Dom. Berl. Tid. 1844, No. 132: "Digteren har næsten heelt igjennem forstaaet at fremstille de forskjellige Scener saaledes for os, at vi i|ke kunne Andet end erkjende, at Gratien har staaet ved Digterens Side, da han skrev dem. Navnligen er der over de erotiske Scener udbredt en henrivende Ynde". Den Frisindede 1844, No. 231 er forarget over Dryadens uforskyldte Død: "Vi kunne ikke taale, at den "poetiske Retfærdighed" krænkes - med den borgerliges Krænkelse, hvor Magtsprog stundom kan gjælde for Ret, er det en anden Sag. Vi protestere mod saadanne Digtes Berettigelse, og tilskrive deres Tilværelse et aandigt Ildebefindende hos Digteren, en falsk Medlidenhedsfølelse hos Publicum. Lad det digteriske Værk ende i Dur eller Moll; den dannede Læser seer ikke først bag i Bogen "om de faae hinanden"; men med en Accord, en harmonisk Accord skal det ende!" Ny Portefeuille 1844, II Side 163-166 giver en Indsender Ordet for en nedsablende Kritik: "Det er igjen Pan, Phantasus, Bjergnympher, Dryader, gamle Kildenympher og unge, i Forbindelse med hele dette musicalske Lirumlarum af Chor og Vexelsange, som vi allerede ere saa vante til, men hvor er den dybere Idee, hvor den aandelige Gehalt, der skulde paatrykke al denne klingende Mynt sit Præg og sit Værd, hvor den sondrende Kritik, der skulde slaae sit "Falsk" paa Alt, hvad der blot klinger og lyver med sin Klang?" Navnlig er Indsenderen forarget over Skildringen af Pomona: "Hvo skulde i denne gamle, hæslige, vrantne Gouvernante gjenkjende hiin skjønne, ungdommelige Jomfrue, som de romerske Forfattere have skildret os som et Indbegreb af Elskværdighed ...? I Sandhed... hun behøver blot at træde op hos Paludan-Müller og tale i sine stive, afmaalte Alexandrinere, for at man strax tænker paa Pocher og Fiskebeensskjørter, Pudderparyk og Skjønhedsplastre". Corsaren 1844, No. 196 bragte følgende Avertissement: "Et lille Parti ægte Lyrik, directe arriveret fra Olympen, kan faaes til Nutidens billige Priser hos Paludan-Müller, Lyrikfabrikant", og det foregaaende Nummer af Bladet (No. 195) indeholdt følgende:

Dryadens Bryllup.
Dramatisk Digt i to Acter, frit efter Paludan-Müller.

Personerne.

  • Apollo............ Solddrot.
  • Paludan-Müller.... Digter.
  • Zerline........... syngende Dryade i Charlottenlund.
  • Pan.............. Birkedommer.
  • Hermes........... Politibetjent Poulsen.

Nympher, Opvartningspiger, Dryader, Oreader og andre Ader.

Første Act.

Første Scene.

Apollo og Paludan-Müller stige ud af en Vogn.

Apollo.

Saa! Nu ere vi da i Skoven! Aa, hvor jeg ogsaa var kjed af Byen og dens Peenhed, dens Theaterkritik og dens Theselskaber! Her kan man dog faae sig en Cognac, uden at Nogen tager Forargelse. Lad os strax gaae ind i et Telt. Kunde De ikke paa Veien sige noget Smukt om Skoven, Hr. Digter? Den tager sig forbandet godt ud idag. Man fristes næsten til at troe, at den var malet.

Paludan-Müller.

Aa, jo, naar De ønsker det (rømmer sig):
O, Skov, med løvbekrandste, ranke Søller,
Og skumbekrandste, perlerige Bølger,
Med gyldne Skyers draaberige Glands,
Hvor under dufterige Blade Bacchus
Har opreist sine druerige Telte!
Aurora har i Bølgen alt sig badet,
Jeg blendes af det fagre Rosenskjær,
Som gjennem disse bladerige Skygger
Sig sænker lig.....

Apollo.

Meget godt! Jeg haaber da, at det var af Deres ægte Lyrik, som 541 " Berlingske" omtaler med saa megen Ros. Kom ikke og giv mig af den uægte; jeg døier saa nok med den uægte Genever, man altid faaer herude.

Paludan-Müller.

Paa Ære! Jeg holder kun een Slags Lyrik.

Apollo.

Det kan jeg lide. Saa skal De ogsaa iaften digte et Vers til mit Bryllup.

Paludan-Müller.

Til Deres Bryllup? Vil De gifte Dem?

Apollo.

Vist vil jeg saa. En af Dryaderne i denne yndige Skov har vundet mit Hjerte, og jeg vil nu holde Bryllup. Det er nu saadan et Indfald. De veed, Giftermaalsønsket er noget Umiddelbart og giver som saadant ingen Grunde, men handler grundløst og fører saaledes i sine logiske Consequenser til Separation i Henseende til Bord og Seng ..... Men det var accurat det Modsatte af hvad jeg vilde sige, saaledes gaaer det mig altid, naar jeg taler Philosophi.

Paludan-Müller.

Men hvem er den lykkelige Dryade?

Apollo.

Hvo Anden end Zerline?

Paludan-Müller

(begeistret). O, yndige Dryade, gyldne Frugt Af Skovens dufterige Palmeskygger; Med Ring af Purpur om den fagre Pande, Som lig den gyldne, straalerige Venus Er stegen af den bølgerige Strand ....

Apollo

(med et skinsygt Blik). Deres Begeistring for min Brud synes mig næsten for varm, min gode Digter! Paludan-Müller. Vær De kun rolig; jeg har jo aldrig seet hende.

Apollo.

Naa, det er en anden Sag. Lad os saa gaae ind i Teltet.

Anden Scene.

Apollo.

Rask, Thora, en Bolle Afbrændt! Ikke for meget Vand i! laften holder jeg Bryllup.

Thora.

Maa jeg være saa fri at spørge, med hvem?

Apollo.

Med Zerline.

Thora.

Kors! Hvad tænker De paa? Hvad vil Skovens Vogter, den store Pan sige til det? Saadan at tage den skjønneste Dryade fra ham!

Apollo.

Jeg blæser ad Pan.

Thora.

Ja, men han blæser ikke saa let bort, den Mand.

Apollo.

Vær nu inte vittig, min Tøs! Det Vigtigste er, at jeg og Dryaden ere enige ..... Zerline! hør, kom lidt hid. Vil Du gifte Dig med mig endnu iaften?

Zerline.

Gifte mig? Det er Noget, der aldrig før er faldet mig ind. Min Opdrager, den store Pan, har aldrig talt til mig derom.

Apollo.

Jeg forærer Dig en ægte sølvforgyldt Lyre eller, som du kalder det, Guitarre, forstaaer Du da det?

Zerline.

Jo; det forstaaer jeg.

Apollo.

Naa, vil Du saa gifte Dig med mig?

Zerline.

Ja!

Apollo
(henrykt).

Aa, Hr. Digter, sig noget Smukt i den Anledning.

Paludan-Müller
(ved Bollen).

Strax! O, Kjærlighedens tryllerige Drik! Du dunkelrige, gyldne Ætherhav! Hvor fylde dine drømmerige Flammer, Lig fagre Minders purpurrige Glød, Med Morgenduggens perlekrandste Bølger, Med sneehvidt, bølgeluftigt Straaleskjær Mit Bryst, min Hals .....

Apollo.

Ja, ved Gud! Kjærligheden staaer mig i min Hals! Hvilken digterisk Tanke! Hvor kunde De vide det? ..... Lad os nu Alle være glade! Hør, Du lille Børstedreng ..... hvad hedder Du?

Drengen.

Phantasus.

Apollo.

Naa, saa løb, Phantasus, og bed alle Skovens Nympher og alle Oreader og deslige herind. Iaften gi' er jeg! (Almindelig Jubel).

Anden Act.

Første Scene.

Hermes
(alene under et stort Træ ved Indkjørselen.)

Det var her, jeg skulde vente paa min Herre, Pan. Hvor mon han dog bliver af? - - Herre Jemini, hvor en Politibetjent dog fører et elendigt Liv! Men, da vi gamle Guder gik af ved Reduktionen, var jeg dog glad ved at kunne faae dette prosaiske Levebrød. - Det var en anderledes skjøn Tid dengang. Ikke alene, at jeg som Gud over Tyvene iblandt fik fat i de fineste Folk; men jeg kunde ogsaa selv engang imellem rapse en Smule. Nu falder der ikke en Smule 542 af, og ingen fornemme Folk stjæle. Og gjøre de det engang, saa svinde de bort mellem Fingrene paa En; saa hedder det sig, man skal see igjennem Fingrene og passe bedre paa. Dengang kunde jeg ogsaa med min Stav gjøre døde Folk levende; nu kan jeg i det højeste slaae de Levende fordærvet. Dengang løb jeg vel Ærinder, baade for den ene og den anden Gud, men hvilken Befordring! Nu maa jeg gaae paa mine blanke Skinnebeen, skjøndt jeg bliver brugt ved alle Politiets slaaende og løbende Forretninger. Ak, dengang! Men jeg vil have Taalmodighed og vente, om der maaskee skeer en Forandring til det Bedre for os gamle Guder, naar Bröchner faaer indført den Feuerbachske Religion. - - men der kommer en Vogn, det er vist ham. Rigtig!

Pan
(fra det Faerne).

Hermes!

Hermes.

Her!

Pan.

Følg mig saa ind i Teltet.

Anden Scene.

Teltet. Selskabet er samlet om et Bord og er betydelig lystigt. Pan træder ind, fulgt af Hermes.

Selskabet.

Hurra for Apollo og Dryaden! Brudeparret leve!

Pan
(træder frem).

Der bliver nok ikke noget af det Bryllup. Og hun, Mamsel, kom hun med mig.

Paludan-Müller.

Bedste Hr. Birkedommer, jeg synes dog, det er Synd for den stakkels Dryade, at hun skal i Hullet.

Det sorte, tause, drømmerige Hul,
Det drømmerige, tause Numer Et,
Hvor aldrig Morgensolens gyldne Straale
Udfolder sine rosenrøde Roser,
Hvor ingen Stjerne funkler gylden blank
Hvor ingen .....

Pan.

Aa, hold Mund, jeg siger, der bliver Intet af det Bryllup.

Apollo.

Hvem er den Mand? Hør, gjør inte Vrøvl, go'e Herre, men drik i al Rolighed et Glas.

Pan.

Respect her! (slaaer i Bordet med sin Stok).

Apollo.

Hr. Digter, sig nogle smukke Ord om den Mand og hans Stok.

Paludan-Müller.

Gjerne! 0, knorterige, kjernefaste Stok, Med Messing-Dupsko om din gule Fod! Det sorte, drømmerige Ibenholt Sig hvælver til en herlig Knap, der gj emmer Lig Nattens stjernerige .....

Pan.

Stille med det Epos!

Paludan-Müller
(fornærmet).

Det er slet ikke noget Epos.

Apollo.

Det er ægte Lyrik, veed De, hvad det er!

Pan.

Stille!

Apollo.

Jeg tier ikke stille. Det er mig, der gi' er.

Pan.

Er han opsætsig? Jeg skal sgu lære ham. (Slaaer Apollo saaledes paa Ryggen, at Stokken rammer Ansigtet, hvorved Stokken springer).

Zerline
(udstøder pludselig et Skrig og griber til Underlivet).

Vee mig! jeg døer! i tvende Stykker sprang
Den tryllerige, gyldne Spanskrørsstok,
Og jeg maa døe som den. Thi med den Stok
Er jeg og født, i Skyggen af dens Vælde
Jeg gyldne Smykker vandt ved fagre Toner ...

(Døer.)
Pan.

Vee mig! hun døer! Har Du ei et eneste Ord til Afsked?

Zeline
(reiser sig endnu engang).

Lebewohl!

Pan
(høist forbittret).

Kom nu De, min gode Mand, og lad mig faae Fingre i Dem. Hvad hedder De?

Apollo.

Apollo.

Pan.

Hm! Apollo? Saa kunde jeg vist passende arrestere Dem for Gjæld.

Apollo.

Ingenlunde, det er jeg fri for; jeg har slet ingen Credit.

Pan
(grublende).

De skulde vel ikke af en Hændelse være Gjendøber. Apollo. Ingenlunde. Jeg er slet ikke døbt.

Pan.

Er De da en Jøde?

Apollo.

Nei, jeg er en moderne Atheist og var med at opponere mod Stilling.

Pan.

Altsaa Liberalist! Hei, Hermes!

Apollo.

Nei, jeg er slets ikke liberal. Jeg skriver Digte i Adresseavisen til Kongens Geburts- og Bryllupsdage.

Pan.

For Satan! Hvad er De da? Noget maa der dog være, hvorfor jeg kan arrestere Dem. Vær nu ikke trodsig, men sig mig det godvillig.

Apollo.

Nei, saa Blok Tøxen tage mig, om jeg gjør.

543
Pan.

Gjør mig ikke vred, det kan gaae Dem slemt.

Apollo.

Gjør heller ikke mig vred. Husk, hvorledes det gik Marsyas. P an. Hvorledes gik det Marsyas?

Apollo.

Jeg skar Maven op paa ham.

Pan.

Og det siger De saa nonchalant? Skaaret Maven op paa et Menneske! Hermes, spræng dine Buxer og arresteer ham! (Almindelig Veeklage. Tæppet falder.)

Side 328 Linje 1:

Personer] om Apollo, Digtekunstens Gud, Hermes, Gudernes Sendebud, og Pan, Skovguden, se Anm. til Side 86 Linje 1.

Pomona, i den romerske Mytologi Gudinde for Have- og Træfrugt; fremstilles i Kunsten med en med Frugter fyldt Kurv paa Skødet, en Frugtkrans om Hovedet og en Havekniv i Haanden.

Dryaden, i den græske Mytologi Træets Skytsgudinde, lever og dør med det (græsk Dryas betyder "Træ").

Phantasus og Genier, se Anm. til Side 86 Linje 1.

Side 329 Linje 3:

Lyren] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument, helliget Apollo.

Side 329 Linje 10:

Aurora] det latinske Navn paa Morgenrødens Gudinde i den græsk-romerske Mytologi (se P.-M.'s "Tithon").

Side 329 Linje 11:

Luna] det latinske Navn paa Maanegudinden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 329 Linje 22:

Nympherne] i den græsk-romerske Mytologi kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer.

Side 329 Linje 32:

Du er min kjære Søn] Vendingen er ikke at forstaa bogstavelig.

Side 330 Linje 46:

Guders Fader] Zeus.

Side 331 Linje 22:

køl] kølig, sval; ligesaa Side 337 Linje 21 (se Anm. til Side 106 Linje 33).

Side 331 Linje 30:

Æther] det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 331 Linje 30:

Nectar] Gudernes Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige.

Side 331 Linje 35:

Olympen] Bjærg i Thessalien (Nord-Grækenland), Gudernes Bolig.

Side 331 Linje 36:

dit Syn] sml. Anm. til Side 119 Linje 18.

Side 332 Linje 1:

din Syrinx] d.v.s. din Fløjte; Syrinx var en Nymfe, som, da hun flygtede for Pan, der efterstræbte heride, af Guderne blev forvandlet til Siv, af hvilke Vinden fremlokkede klare Toner, der rørte Pans Hjærte; af Sivene dannede han sig en Fløjte, som han gav Navnet Syrinx til Minde om sin Elskede (sml. ovf. Side 132 Linje 9 - Side 133 Linje 12). - Fløjten Syrinx bestaar af syv sammenføjede Rør af forskellig Længde (se f. Ex. et Relief af Thorvaldsen fra 1831, hvori Pan lærer en lille Satyr at spille paa Syrinx).

Side 332 Linje 3:

vor gamle Strid] Væddestriden mellem Apollo og Pan, som omtales i de følgende Linjer, fortælles hos den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.).

Side 332 Linje 11:

Midas gav dig Krandsen, | Da ham til Dommer mellem os vi tog] ikke ganske overensstemmende med Oldtidsmyten. Dommer i Væddekampen mellem Apollo og Pan var nemlig Bjærget Tmolus, og han tilkendte Apollo Prisen; men Kong Midas af Lydien, som overværede Kampen, fandt, at Tmolus dømte ubilligt: i hans Øren klang Pans Spil kønnest. Til Straf gav da Apollo Midas Æselsøren.

Side 332 Linje 22:

Musers Chor] de ni Muser var Gudinder for Kunst og Videnskab; ved Gudernes Fester ledede Apollo deres Kor (sml. "Amor og Psyche", Side 163-164).

Side 332 Linje 29:

Leucothea] en Kongedatter, der elskedes af Apollo; da hendes Fader erfarede dette, lod han hende levende begrave, og Apollo, 544 som ikke kunde frelse hende, lod til evigt Minde om hendes Ømhed og Skønhed Virakbusken voxe op af hendes Grav. (Myten fortælles hos Ovid).

Side 332 Linje 30:

Daphne] Datter af en Flodgud; elskedes af Apollo, men undveg hans Favntag; da hun blev forfulgt af ham og ikke kunde flygte længer, anraabte hun sin Fader om Frelse, og denne forvandlede hende til et Laurbærtræ; siden var Laurbærtræet helliget Apollo, og med dets Grene bekransede han sit Hovede. (Myten fortælles hos Ovid).

Side 332 Linje 33:

Koronis] en thessalisk Kongedatter; elskedes af Apollo og blev ved ham Moder til Asklepios, Lægekunstens Gud; men medens hun gik svanger med ham, forelskede hun sig i et Menneske; Ravnen, der var Apollos Fugl i hans Egenskab af Spaadomsgud, fortalte sin Herre om den elskedes Troløshed, og fortørnet dræbte Apollo Koronis rned sine Pile; men Ravnen, der forhen var hvid af Farve, gjorde han til Straf for dens Sladderagtighed sort. (Myten fortælles hos Ovid).

Side 332 Linje 36:

Kronion] betyder "Kronos" Søn" d.v.s. Zeus; som Himlens Herre er han ogsaa Tordengud.

Side 333 Linje 19:

Najaden] Kildenymfen.

Side 333 Linje 33-37]

den Skræk, der her sigtes til, er den paniske Skræk, hvorved forstaas den Skræk, der pludselig kan overkomme Mennesker i Skovens Ensomhed, og som man i Oldtiden tilskrev Pan, Skovens hemmelighedsfulde Guddom. (Sml. J. L. Heibergs Digt "Panisk Skræk" fra 1819).

Side 333 Linje 42:

Kronos] Zeus' Fader.

Side 335 Linje 16:

din egen Ungdoms Elskov] nemlig til Syrinx.

Side 337 Linje 27:

Dag og Nat vi tør ei skilles mere] tør maa vistnok (ligesom i "AdamHomo", 6te Sang: "Du for fallit dig aldrig tør erklære") opfattes som Nutid af det, gamle, nu forsvundne Udsagnsord at tørve = have nødig, behøve (samme Stamme som Tarv), der, naar det findes hos det 19de Aarhundredes Digtere, skyldes Erindring fra Bibeloversættelse og Psalmer, hvor det ikke sjældent forekommer, sml. Jesu Sirach 9,16: "Hold dig langt fra et Menneske, som haver Magt til at slaae ihiel, saa tør du ikke være ræd for Døds Frygt"; Psalmedigteren Brorson († 1764): "En Svale ey tør lede Om Natte-Lye og Roe".

Side 338 Linje 3:

Echo] Gudinden for Genlyd.

Side 343 Linje 30:

Helios] Gud for Solen i dens daglige Vandring over Himlen, i dens Op- og Nedgang; hver Morgen kører han paa sin gyldne Vogn, der trækkes af fire snehvide, fnysende Heste, op paa Himmelhvælvingen og synker om Aftenen ned i Havet mod vest.

Side 343 Linje 34:

Mnemosyne] Erindringen, ved Zeus Moder til de ni Muser.

Side 345 Linje 13:

Myrfhetræ] symbolsk: Myrten er Haabets Symbol og smykker som saadant Bruden.

Side 346 Linje 4:

et lille Korn] et Øjeblik; sml. Holberg 1724 ("Mascerade"): "Blir han lidt Korn længer i Monsieur Leanders Tieneste paa samme Fod, saa skriver han sig nok inden kort Tid Henrich von Æbeltoft"; Oehlenschläger 1809 ("Palnatoke"): "Islænder! bliv et lille Korn og hør paa | Hvad en Bornholmer har at sige dig"; endnu i Brug i Almuesprogene [betyder ogsaa: en Smule].

Side 346 Linje 21:

Kredser syngende vort Hoved] nu: kreser om eller omkreser; ligesaa i "Luftskipperen og Atheisten": "... Drengene ved Havnen skrege stands! | Og kredsed hans Person..."

Side 347 Linje 23:

Tjener] rimende paa kjender efter Udtalen Tjenner, ligesaa Side 350 Linje 21-25: Tjener... vender; se Anm. til Side 27 Linje 7-8.

Side 351 Linje 17:

Firspænd] næppe meget brugt i Stedet for Firspand, sml. dog Hauch 1839 ("Sløret"): "Men da Tørsten var slukt, og igjen han nærmed sig Veien, | Saae han en ilende Firspændsvogn, hvorom Støvet sig hvirvled" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

545

Side 351 Linje 34:

keise] vælge, kaare; sml. Oehlenschläger 1807 ("Hakon Jarl"): "Slaaer nu paa Eders Skiolde, Bondemænd, | Og keiser ham"; Grundtvig 1811 ("Optrin af Norners og Asers Kamp"): "I keise maa af Sølv og gyldne Ringe, | Af Vaaben, Borge, og af alle Mon [d.v.s. Ejendom] | Hvad eders Hjerte lyster at begære"; Laaneord fra Plattysk, nu gaaet af Brug.

Side 356 Linje 26:

Eders Moder] Havgudinden Doris, Oceanets Datter.

Side 356 Linje 45:

løs den atter slap den hulde Psyche] se P.-M.'s "Amor og Psyche", ovenf. Side 153.

Side 357 Linje 3:

min Moder] Natten (se Side 126 Linje 25).

Side 357 Linje 6:

sit valmu'krandste Bæger] Valmuen er hos Digterne glemselsbringende, sml. Hauchs Mindedigt over Christiane Oehlenschläger (1841): "Eet jeg kjender, | Som paa Jord Du savned, | Et Blik af den valmu'bekrandsede Aand, | Den i sig selv hvilende, | Der lærte Stjernen at skinne med dæmpet Ildblik, | Med Mildhed og Fred, | Fra dens høiere Kreds | Paa Tidens Vexel og Menneskets Vilkaar".

Side 357 Linje 28-29]

Hermes er i Mytologien den, der ledsager de Døde til Dødens Rige.

Side 358 Linje 2:

Harm] Harme, Vrede (sml. Anm. til Side 74 Linje 17); ligesaa Linje 8.

Side 358 Linje 4:

Kogger og Bue] disse fører Apollo i sin Egenskab af Sol- og derigennem Dødsgud.

Side 358 Linje 21-22:

Har ei i Kamp og Krig | Du tvunget Folkeslag og vundet Laurbær?] efter senere græske Myter deltog Pan i Vinguden Bacchus' Tog til Indien (Anm. til Side 132 Linje 3) og ved Zeus' Side i Kampen mod Titanerne (Anm. til Side 114 Linje 9).

Side 358 Linje 28:

i Strid med Eros] efter senere Oldtidsforestillinger var det til Straf for, at han havde indladt sig i Strid med Eros, at han blev grebet af den haabløse Elskov til Syrinx. - Eros er det græske Navn paa Kærlighedsguden, Amor.

Side 360 Linje 24:

Din Krone mellem Stjernerne jeg sætter] ligesom Bacchus satte Ariadnes Brudekrans mellem Stjernerne (se Anm. til Side 161 Linje 13).

Side 361 Linje 11:

den natlige Aands usynlige Tog] det er vel nordiske Forestillinger om Kong Valdemars vilde Jagt, Asgaardsrejen o. L, som her foresvæver P.-M.

Side 361 Linje 41:

ham med de riimfrosne Lokker] d.v.s. Vinteren; sml. J. L. Heiberg 1817 ("Vaaren og Freden"): "Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker, | Vinteren, flyer: | Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker, | Livet fornyer".

Side 363 Linje 30:

borget] laant.

Side 364 Linje 19:

Den store Pan er død!] efter et senere Sagn fra Oldtiden hørte Besætningen paa et Skib, der kom fra Ægypten og skulde til Italien, en Aften ved nogle Smaaøer i det joniske Hav en mægtig Stemme, der forkyndte, at den store Pan var død, et Budskab, der overalt modtoges med Jammer og Veklager. Sagnet opfattedes senere af Digterne som en Tilkendegivelse af en almindelig Omvæltning og Opløsning i hele Naturen; de kristne Kirkefædre tolkede det som et Varsel om Hedenskabets Fald og Kristus' Komme.