Paludan-Müller, Fr. Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

Affattelsestid: ukendt; udkom den 13de April 1841, trykt 2den Gang 1857 (i "Mythologiske Digte"), 3dje 1879 (i "Poetiske Skrifter" VI), 4de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" III), 5te 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1857, den sidste af Digteren selv besørgede.

Musik: Sangen Side 264 ("Vi komme med Hjerterne tunge") komponeret af Axel Liebmann (Efterladte Kompositioner i Udvalg ved V. Bendix).

Æmnet er taget fra den græske Mytologi. Modsætningen mellem Venus Urania og Venus Anadyomene, der danner Grundideen i Digtet, har sin Rod i senere græske Filosoffers Sondring mellem en Kærlighedsgudinde for en højere, paa etisk Grundlag hvilende Kærlighed (Venus Urania d.v.s. "den himmelske") og en Kærlighedsgudinde for sanselig Elskov (Venus Pandemos d.v.s. "den almindelige, offentlige, simple"; her i Digtet: Venus Anadyomene d.v.s. "den havfødte"); Venus Urania betragtede man da som den ældre, af Himlen (Uranos) selv, uden Moder fødte Gudinde, Venus Pandemos som den yngre, født af Zeus i Elskovsforbindelse med en jordisk Kvinde. Denne Spaltning af Kærlighedsgudinden i to, som mytologisk (i Folketroen) ingen Rolle spillede (Venus Urania dyrkedes ligesaa fuldt som Venus Pandemos af den græske Prostitution), møder man vistnok første Gang hos den berømte Filosof Platon († 347 f. Kr.), Sokrates' Discipel, i hans Dialog "Symposion" (d.v.s. Drikkelaget"), og da P.-M. ejede C. J. Heises danske Oversættelse 532 af Platons Dialoger, af hvilke "Symposion" var udkommet 1831, er det ikke udelukket, at det er under Læsningen af dette Skrift, han har faaet den ydre Tilskyndelse til "Venus".

Den højere og lavere Kærlighed i Menneskelivet skildrer Digteren gennem de to Hovedpersoner Actæon og Endymion. Ogsaa dem har han taget fra den græske Mytologi.

Actæon, en Dattersøn af Kadmus (Side 234 Linje 15), var en ung Jæger, hvis højeste Lyst var det fri, ubundne Jægerliv i Skov og Fjeld; han var en ivrig Dyrker af Diana, Jagtens Gudinde. Men da han belurede Gudinden, mens hun var i Bad, forvandlede hun ham til en Hjort ved at stænke Vand paa ham og lod ham derefter sønderrive af hans egne Hunde. [Sagnet orn ham er behandlet bl. a. af den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.).]

Endymion var Maanegudinden Lunas Elsker. Han var som Actæon en ivrig Jæger. Da han en Aften træt af Jagten havde lagt sig til Hvile i Skoven, saa Luna ham og fattede Kærlighed til ham, steg af sin Vogn og kyssede ham. Zeus skænkede ham Udødelighed i Form af en evig Søvn, i hvilken han vedbliver at nyde hendes Kærlighed.

Sagnene om Endymion som Maanegudindens Elsker hørte hjemme i Landskabet Karien paa Lilleasiens Kyst, men andre Sagn lader ham være Konge i Landskabet Elis (Vestkysten af Peloponnes) uden at kende noget til hans Forhold til Maanegudinden. P.-M. benytter begge Overleveringer i sit Digt, men naar han lader ham være udvandret fra Karien til Elis og blive Kulturopdrageren sidste Sted, da er det hans egen fri Digtning. Actæonsagnet derimod hører hjemme i Landskabet Bøothien i Mellem-Grækenland; naar P.-M. henlægger det til Peloponnes, handler han vistnok ikke paa egen Haand, men støtter sig paa en Bemærkning i sin ovf. Side 507 omtalte mytologiske Haandbog: Benjamin Hederichs "Gnindliches mythologisches Lexicon". At dette Værk virkelig har været raadspurgt af Digteren ogsaa ved Udarbejdelsen af "Venus", kan næppe betvivles; dertil er der altfor stærk Overensstemmelse mellem den hos en romantisk Digter som P.-M. paafaldende rationalistiske Opfattelse af Endymion som Stjernekiger og Astronom og Hederichs Bemærkning (med Henvisning til Plinius): "andere wollen, dass er ein besonderer Sternkundiger gewesen, und zuförderst den Lauf des Mondes am ersten auf dem Berge Latmus genau beobachtet habe".

Det mytologiske Stof er iøvrigt i "Venus" behandlet med Frihed. En Sammenstilling af Actæon- og Endymionsagnene kender Mytologien intet til; fri Digtning er ogsaa Episoden med Lyda, Skildringen af Endymions og Hermiones Kærlighed, af Procnes Forhold til Actæon, o. s. v.

Momenter til Skildringen af Hyrdelivet, der ogsaa er meget fri (hvide Lærredsbuxer og Vest!), kan P.-M. have faaet ved Læsning af de romerske Hyrdedigtere (se Anm. til Side 68 Linje 27) som Vergil († 19 f. Kr.).

Samtidens Dom. Den Frisindede 1841, Side 174 kalder Digtet "en Prydelse i den æsthetiske Litteratur" og Kjøbenhavns-Posten 1844, No. 114 kalder Lyriken i Digtet "smuk, henrivende og, hvis vi tør bruge et saadant Udtryk, forførerisk, Characteerudviklingen tro og conseqvent gjennemført og Handlingen - vi bede bemærket, at vi tale om et "lyrisk Drama" - livligt udviklet, uden at det lyriske Moment taber sin Berettigelse som Hovedsag . Fædrelandet 1841, No. 514-15 [ifølge Hother Ploug, Carl Ploug I 266, af Chr. K. F. Molbech] har en Del at indvende, navnlig mod Skildringen af Venus Anadyomene, men sammenfatter dog sin Dom i følgende Ord: "Dramaet "Venus" maa, uagtet det, man med Rette kan dadle derved, dog regnes til de fortrinligste Præstationer, vor poetiske Litteratur i de sidste Aar kan fremvise, og vi kunne ikke undlade at takke Digteren for et Arbejde, hvis sande, poetiske Skjønheder og Fuldkommenheder maae forskaffe den med en aaben Skjønhedssands begavede Læser en langt større Nydelse, end dets Mangler kunne forstyrre". Dagen 1841, No. 92 bragte en sønderlemmende Kritik af 533 Overlærer I. A. Ostermann, der ankede over Digtets Forsyndelser mod den filologiske Viden og sluttede: "Det skjønnes ikke rettere, end at en klar og ledende Idee savnes i Digtet, og at de Former, hvorigjennem den dæmrende Halv-Idee aabenbarer sig, staae saa lidet i Harmonie med denne, som med sig selv indbyrdes, at Digtet i sin Heelhed kun efterlader Tomhed". Figaro 1841 Side 51-70 vender sig i en udførlig Artikkel mod Anmældelserne i Fædrelandet og Dagen, men ender alligevel med følgende Betragtninger: "Jeg kan ikke nægte, at jeg, naar Alt kommer til Alt, de mange skjønne Enkeltheder uagtet, med en vis Utilfredsstillelse forlader et smukt Digt, som, ved en lidt større Omhyggelighed fra Behandlingens Side, kunde være blevet et ægte Kunstværk". P. L. Møller siger 1842 om Digtet (se hans "Kritiske Skizzer" I 203-04, sml. II 182), at det "fremkaldte saavel offentlig som privat fprskjellige Domme. Paa den ene Side blev Kritiken (i Skikkelse af en philologisk Timelærer) ubillig og upoetisk staaende ved Tilfældigheder i den ydre Form, som om de vigtigere Adjunctforretninger ikke tillod den (Kritiken) at dvæle ved Ideen, eller trænge ind til Kjærnen. Paa den anden Side har man med Velvillie søgt at fremhæve det ideelle Udbytte, uden dog at indrømme Digteren Ret til i vore Dage at skildre Kjærligheden i saa skarp Modsætning, og uden selv at være vis paa i Alt at have forstaaet Forfatterens rette Mening. Alt dette forudsætter vistnok en Svaghed ved Digtet, en Mangel paa Klarhed i det Hele, som ikke tilfulde erstattes ved skjønne Partier i det Enkelte; og vi ere tilbøielige til den Mening, at Ideen, som syntes at kunne have avlet et stort og skjønt Digt, har overvældet Forf.'s Kræfter, og at han saaledes ofte kun cursorisk og fragmentarisk har været i Stand til at explicere den". J. L. Heiberg siger 1842 (Pros. Skrifter IV 366-67): "Men nu hans "Venus", den første Gave, han skjænker os efter en treaarig Fraværelse og Taushed? hvorledes er den bleven modtagen? Med Lunkenhed. Men er vor poetiske Litteratur da saa overvættes rig, at vi har Raad til at vrage et Digt, som, tiltrods for enkelte Pletter, er baade fra Tankens, Følelsens og Udførelsens Side en dyb og glimrende Composition, og - vel at mærke - et Arbeide, som vidner om et stort og betydningsfuldt Fremskridt i Digterens Udvikling?"

Ingemann skriver 9/9 1841 til Fru Rosenørn (Brevveksling mellem Ingemann og Fru Rosenørn, Side 22): "Pal.-Müllers "Venus" var interessant; men Deeltagelsen derfor er nok ikke betydelig", og Hauch skriver 13/6 1841 (Breve til H. C. Andersen, Side 212-13): "Paludan-Müller har udgivet en Venus, som jeg længe krympede mig for at læse, da hans tidligere, zirlige Behandling af de græske Myther kun syntes mig at være en ny Udgave af de med Parykker smykkede Hyrder, der traadte frem paa Scenen i Ludvig den 14des Tid med Hyrdefløiter i Hænderne og Galanteriekaarder ved Siden; imidlertid maa jeg tilstaae, at der virkelig i dette Digt lindes sande Skjønheder; som Heelt behager det mig just ikke, men flere Scener og in specie alle de, hvori Venus Urania fremtræder, ere meget smukke".

Biskop Jens Paludan Müller udtaler sig saaledes om Sønnens Arbejde (Frederik Lange Side 120-121): "Stykkets Idé synes mig at være moralsk, men ikke spekulativ eller ualmindelig. Mange Partier ere særdeles smukke, og Formen er i det hele fuldendt og omhyggelig. Men iøvrigt vil jeg tilstaa, at uagtet jeg erkender Skønheder og Fortrin, har det dog ikke tiltalt mig eller fængslet mig under Læsningen. For en anden Gangs Skyld stillede jeg Fritz nylig den Opgave nærmere at overveje, hvor vidt det vel i vor Tid var muligt, at lade en abstrakt Idé gaa over i konkret og virkelig Sandhed og Selvstændighed ved Hjælp af mythiske Figurer som dens Bærere. Mig forekommer disse luftige og fabelagtige Figurer ikke ret skikkede dertil; thi vi genkende ikke den virkelige Verden i dem, og dersom man lader dem tænke, tale og føle i vor moderne Stil og som Københavnere, maa der blive en Modsigelse mellem Aanden i Stykket og det ydre Maskineri, der skader Indtrykket. Vil man bruge mythiske Figurer, maa Stykket være saaledes i det Hele, at Læseren flyttes tilbage i 534 den mythiske Tidsalder, i alle dens raa og barbariske Idéer, Fordomme, Overtro, Heltedaad og Grusomheder. Men det sker ikke ved Fritz's Digt, og dertil hører ogsaa et ganske andet Studium end det, Læsningen af moderne Mythologier bevirker. Jeg har dog ellers hørt, at Digtet skal være vel modtaget i København, at Heiberg skal have været hos Fritz og gjort ham mange Komplimenter derfor, at der endog skal være dem, der sætte det over "Amor og Psyche"; men af Bladenes Taushed med Trompetstød slutter jeg dog, at Publikums Mening endnu er delt og vaklende".