89
Erlig oc vellerd Mand her Hans
Henricksen/ som tiente salige Biscop Offue Bilde/
ønsker ieg Peder Palladius lycke och
salighed i Herren.
✂
DEn hellige Paulus siger J. Cor: 7. Est du en tiener eller træl/ da leg vind paa at du kant bliffue fri (det er) din egen/ at du kant siden selff vere en Hosbonde oc haffue tienere vnder dig. Der effter holde i eder ocsaa/ min fromme her Hans/ i det at i acte nu i de hellige Trefoldigheds naffn/ effter lang oc tro tienste/ at sticke eders fødder vnder eders eget bordende/ oc giffue eder i det hellige Ecteskabs Stat/ met Erlige quinde Bold Mattisdaatter Borrisker i Malmø/ Gud giffue eder lycke oc naade Amen/ Men effterdi at ieg kand icke for min || skrøbeligheds skyld vere eders Brulup oc Ecteskab til Ære/ met min neruerelse/ sender ieg eder denne liden bog/ om den hellige Ecteskabs Stat/ til en føye skenck/ som ieg vdsætte paa danske/ baade eder oc andre til trøst oc husualelse/ bedendis at i ville icke den forsmaa. Jeg vil det
gerne forbedre vdi framtiden/ Eder Gud almectigste
befalendis. Screffuit i Københaffn.
Mitsommers dag/
1556.
Om Ecteskabs Stat.
✂ EFterdi at Ecteskabs Stat er icke aleniste aff Gud oc der faar sin loff verd/ men ocsaa den første oc aller elste Stat funderet/ ordineret oc Stadfest aff Gud fader/ da vilde Gud bestyrcke oc beuare den samme gamle || oc lofflige Stat mod Satan oc hans gantske wgudelige hob oc selskab.
✂ Thi strax effter at vor Himmelske fader haffde beskickit 90 Ecteskab i Paradiss/ lagde Satan sig effter met løgen oc mandrab hannem at forhindre oc forderffue.
✂ Derfaar lod Gud fader alsommectigste strax ordinere oc beskicke tho andre Stater/ som skulde komme den forfaldene oc besmittede Ecteskabs Stat paa fode igen/ oc den oprette/ beskytte oc beskerme/ som er den hellige Kirckis Stat oc verdsens Stat/ paa det at den første skulde bestri Satans løgen oc bedrageri/ met Guds ord oc sandhed/ den anden skulde bestri hans Mandrab och wlydelse met fuerdet oc retferdighed oc det der faare/ at Ecteskabs Stat skulde beskyttis oc beskermis met faadant it dubelt forsuar/ mod Satans falsk oc suig.
✂ Der faare effterdi at denne ypperlig oc gudelig Stat er en hellig ting. Da || bør oss alle som enten vil giffue oss der vdi/ eller ere der nu vdi/ at offuerueye/ at det er icke nock/ at wi forstaa denne Stat hellig at være/ men wi skulle ydermere see oss om/ huorlunde at wi selffue ocsaa/ som begere Ecteskabs ret/ kunde skinne met denne Stat vdi lige hellighed oc gudelighed.
✂ Der faare haffue wi først en Christelig vnderuisning behoff/ met hwad middel oc maade/ wi skulle beredis til samme Stat/ at wi kunde den Christelige begynde/ gudfrøctelige den framholde/ oc gudelige fuldkomme oc fuldende/ Men paa det at vort forsæt kand haffue en ret lycksalig oc gudelig fremgong/ da er det oss behoff/ at wi den begynde met Gud oc vdi Guds naffn.
✂ Men Guds villie skulle wi lære/ io mere oc mere vdaff hans hellige oc salige Ord/ buor paa oss bør ath legge en flerck/ viss oc stadig grunduaal/ huor paa wi skulle bygge oc opsette vort gantske || forsæt/ oc inted tuile/ at det et ey aff Gud oc hannem behageligt/ oc at hand der faare vil recke oss haanden/ beskerme oc beuare oss. Der som wi det gøre/ da kunde wi met it frit mod begynde den handel/ gaa lycksalige fram der vdi oc gudfrøctelige det fuldende.
✂ Faar det andet/ effterdi at al vor handel oc forfæt skal beskickis effter Gudz ord som effter den rette rictesnor/ Som 91 Jesus Syrach 9. siger/ da er det tilbørligt at wi skulle høre det salige Guds ord/ som vor tro raadgiffuer/ oc der aff bede oc begere raad/ da skulle wi finde vdi Gudz ord/ iblant andre ocsaa dette raad at wi skulle tilgaa oc begynde alle vore gerninger/ besynderlige dem som røre Gud paa/ vdi en sand ydmyghed oc vdi en aand som er ydmyg oc fremmed fra al hoffmod oc høyferdighed. Thi Gud som S: Peder siger/ modstaar de Stolte oc Høyferdige/ oc hand deler sin naade met de ydmyge. ||
✂ Der faare vil det icke andet være end wi skulle ydmyge oss oc giffue oss vnder Guds mectige oc veldige haand/ oc da gaar vor sag vel faar sig hoss Gud i en sand ydmyghed oc en tro bøn/ som er foruden al tuilactighed.
✂ Der som wi i saa maade legge en grunduaal til vor tilkommendis Ecteskab oc wi gøre oss en indgong der til oc begynde det met en ret tro Christen bøn oc en ydmyg aand/ da begynde wi icke den Stat af nogen daarlighed/ hoffmodighed eller kødelig trøghed oc frimodighed/ som denne verdsens Børn pleye at begynde al deris handel.
✂ Der aff kommer det ocsaa/ at huad de tage dem faare oc ville haffue fram/ det gaar til bage faar dem. Oc de haffue ingen lyckelig Ørferne paa Himmelen/ som kand Liuse faar dem/ ingen lyckelig framgong/ ingen Guds velsignelse kunde de fornemme naagit til/ oc her til er dette sagen aleniste/ fordi at de indbiude || til deris Brullup tho wgudelige Jomfruer/ som føre dem al skade i gaard/ den ene heder Daarlighed/ den anden Kødelig vissdom/ Tho hoffmodige/ opbleste/wblusommelige oc skadelige Søstre i Guds sandhed. Fordi at huor som de bygge deris rede i noget Menniskis hw oc sind der tør mand icke vente nogen god lycke eller lycksalighed.
✂ Men it Menniske som er gudfrøctigt och rettelige frøcter Gud/ indbiuder til sit Ecteskabs begyndelse oc til sit Brullup/ disse tho Jomfruer som ere Ydmyghed/ det er/ sin skrøbelig nature bekendelse/ huor met hand vnderstaar sig at være en stor synder for de misgerningers skyld/ huor met hand haffuer offuertraad Guds Lou/ Oc en Christen Bøn er den anden 92 Jomfru/ Disse tho lede oss den rette vey hen til Gud/ oc ophøye oc oprette vor hw oc sind til hannem.
✂ Naar wi haffue giort oss en indgong vdi en sand ydmyghed/ vdi en tro Bøn || siden skulle wi ydermere legge vind paa/ huorlunde wi kunde vandre bedre fram/ oc saa beskicke vort Ecteskab/ at wi kunde Gudfrøctelige och Christelige haffue oss der/ vdi dette vsle oc arme leffnis laab oc framholdelse. Her haffue wi tho husfolck behoff/ som wi skulle tage ind til oss/ som er Guds frøct oc Taalmodighed/ de skulle vere til stede hoss oss alle vegne/ vdi alt vort leffnit oc omgengelse/ oc aldrig vige fra oss.
✂ Guds frøct viger oc flyer fra alt det som er Gud almectigste vor kæriste Himmelske fader til mode. Men Taalmodighed hun drager/ offuerbær oc lider/ være sig huad for kaarss oc modgang der tilfalder vdi Ecteskab.
✂ Der faar er det storlige behoff at huer Husfader oc husmoder kand vel lære at kende disse tho gamle herlige Matroner/ oc trolige beholde dem hoss sig til herbers/ i det at de ere megit snilde oc forsøgte/ Thi at der som disse tho søstre || vdi Ecteskab/ som er Guds frøct/ oc taalmodighed nødis til at vige vdaff dit huss/ strax i deris sted komme igen/ tho gamle dieffuels rynckede oc galne søstre/ tho forbandede Beginer oc Begutter/ tho gamle troldquinder och trafaler/ som ere Frimodighed oc Hastighed/ eller knurren oc murren.
✂ Den første som er Frimodighed eller ørckeløshed/ hun haffuer inted andet til idret/ hun tager sig inted andet til/ end sider bag Kackeloffnen oc soffuer/ Oc vnder tiden vender hun stecte Pærer oc Eble/ oc hun er saa frimodig i al sin ting/ at hun skøder om ingen ting i busit/ inted gør hun/ inted arbeyder hun/ men hun tencker ekon aleniste/ at der skal komme nogle stegte Kyllinge selffminte flygendis i munden paa hende/ som det pleier at ske de borger/ som boe i det Rige der kaldis Vtopeia. Der faare ruter hun oc præfer sig altid/ slemmer oc demmer oc forbrasker || i meden der er en pending igen/ den aller skadeligste Gest.
✂ Men den anden hendis ven oc søster som er Vreduordenhed 93 oc wtaalmodighed naar hun formercker/ at al ting er ved frimodighed forsømt/ forød/ wnyttelige fortæret/ forslemmet oc fordemmet/ da kaster hun sig ocsaa bag offnen vind oben oc recker sig/ oc ligger oc suuer sine negle som Biørnnen gør/ inted tager hun sig til/ hun ligger oc knurrer oc murrer oc er vred/ hun suarer til huert ord/ bander/ skiuder onde guffer vd/ kiffuis oc trettis/ oc ligger oc fører ont iblant de andre met stor wtaalmodighed.
✂ Disse tho ere de rette forgifftige Huspuger eller Husdieffle/ fra huilcke min Herre Gud beuare mig stedse oc altid.
✂ Det første/ naar der kommer nogit kaarss paa ferde i huset/ det er nogen wlycke/ som kand være siugdom/ foractelse/ fattigdom/ geld/ hunger eller nøgenhed/ || da flytter wtaalmodighed oc vreduordenhed icke gerne aff husit/ men er altid tilstede met euige væklage/ sorg oc graad. Der faare er det mit gode raad/ at du beholder hoss dig de første søstre/ som er frøct huor met du kant frøcte Gud/ oc Taalmodighed/ Thi ved Guds frøct skyer oc flyer mand det onde/ som Salomon siger/ oc huo der haffuer Gud faar øyen/ hand synder icke oc huo der inted bedriffuer mod Gud/ men frøcter hannem oc er hannem hørig oc lydig/ til hannem sender icke Gud (som haffuer skabt oc beuaret alting) disse trætactige oc spaadske skøger ind i huset/ frimodighed (siger ieg) oc wtaalmodighed/ Men den som taalmodig er/ hand lider veluillige oc gerne huad hannem kommer til/ venter oc forbider effter Guds neruerendis oc milde hielp/ Saa bestyrckes wi vdi haabet/ oc haabet steder icke til at wi skulle beskemmes vdi taalmodighed/ Thi Gud almectigste haffuer sin allerbeste løst af || dem/ som hannem frøcte oc vente hans miskundelighed/ som Dauid siger.
✂ For det Tredie/ der som wi i saa maade begynde Ecteskabs Stat met Guds hielp/ oc wi leffue der saa hen vdi nogen tid lang effter Guds gode vilie ved al Taalmodighed oc frøct/ da skrider dog Solen ned paa det siste/ lade sig vere huor megit hun haffuer skinnit paa vor Himmel/ at hun vil ocsaa til at gaa ned/ Thi saa vil det gaa til met oss/ effterdi wi ere icke lenger vnge oc veldige/ eller aar gammele.
94✂ Vore aar flyde bort som bølier i Haffuit som Propheten siger/ naar (siger ieg) dette hender oss/ da er det storlige behoff/ at wi gøre det som Christne bør at gøre/ oc offuerueye at wi haffue icke her lenge stad at bo vdi/ men mue søge effter den tilkommende stad/ oc er behoff at wi berede oss til Taalmodighed i alt det som tilstunder ved døden/ oc at wi rede oss til at opsøge it andet oc bedre liff en dette er. ||
✂ At wi kunde rettelige fuldende oc fuldkomme denne ferd/ skulle wi haffue tuende søstre til ledsagerske oc veyuiserske/ som kunde lede oss frem at den rette vey til det tilkommendis liff/ som ere/ Troen oc Tacknemmenlighed.
✂ Disse tuende ledsagerske ere oss io storlige behoff oc nøttige/ at wi dem ind til enden beholde hoss oss/ oc naar det vil være met oss/ tit kalde dem til oss oc idelige bruge deris hielp oc trøst. Thi end dog wi haffue fremdragit it Gudfrøctigt oc Christeligt leffnit effter vort tøcke/dog alligeuel haffuer alt det/ som wi haffue giort/ værit styckuerck oc wfuldkommeligt oc hør nu langt andet der til huorlunde/ wi kunde bliffue delactige i det euige liff. Troen er den søster som støer sig paa Guds naade oc Barmhjertighed aleniste/ trøster sig der paa aleniste/ oc husualer sig der met aleniste/ Huilcken Gud faders naade mildhed oc miskundhed Guds søn Jesus Christus flide || ossoc gaff oss/ huilcken den hellig Aand haffuer oc indsæt i vore hierter/ hu oc sind/ oc haffuer giort oss visse paa samme naade.
✂ Her følger strax effter den anden Ledsagerske/ som er Tack nemmelighed/ Huor met wi skulle beuise oss tacknemmelige imod Gud oc alle hans velgerninger/ som hand haffuer oss beuist. Thi alle gode gaffuer oc alle fuldkomne gaffuer komme offuen ned aff liffsens Fader/ der faare bør oss io at prise/ ære; loffue oc tacke hannem/ Men der som disse tho Satans Brud trenge sig ind paa oss oc ville io haffue herredom/ raade on regere offuer oss/ som ere Mishaab oc wtacknemmelighed/ do er det visselige aldelis giort met oss. De sla oss aldelis ihiel Fordi Mishaab er moder til fordømmelsen/ oc wtacknemme lighed er vist en wtacknemmelig gest/ at wi met hende kand icke komme ind huercken i Himmelen eller i Paradiss. ||
95✂ Der faare om de tho bliffue oss formastige/ oc faa offuerhaand oc mact offuer oss/ da skiude de oss houedkuldis ned i Helffuedis affgrund/ da vil det ske/ at der som wi her haffue icke dragit vden en slæde (som det ordsprog lyder) skulle wi der drage it helt læss/ oc aldrig finde nogen rolighed enten her eller der/ fra huilcken iammer/ elendighed oc euig wselhed beuare oss Gud fader formedelst sin elskelige Søn/ i den verdige hellig Aand.
✂ For det fierde/ effterdi at wi først haffue hørt oc fornommet/ at Ecteskab er aff Gud skicket oc indsæt/ helligt oc Gud behageligt/ disligeste huorlunde wi skulle berede oss/ oc der til met huorlunde wi skulle haffue oss der i/ vdi Guds frøct/ oc den lycksalige vdi en ret tro fuldende/ da bør oss der effter at høre oc lære/ at denne Stat/ er icke aleniste erlig/ men ocsaa nøttelig/ ia den aller ypperste iblant de Stater som den almectigste Gud haffuer || ordineret/ skicket oc indsæt.
✂ Thi aff denne Stat ere først komne Guds Børn/ oc de her i opfødis/ saa mange som bliffue sande Guds børn/ ved den hellige Daab/ huor til de framberis aff deris faareldere som ere lofflige tilsammen føyde i Ecteskab. Disse børns Engle see altid vor Himmelske faders ansict. Disse børn de loffue oc prisse oc ere Gud/ oc Himmerigs rige hører saadane til. Aff disse/ ocsaa aff diende børns munde opuecker Gud sin mact oc krafft/ oc sin Hær for sin faders skyld at hand kand sla sin wuen oc den heffngerig ihiel/ ved disse børn loffuis Gud/ met sang/ bøner/ paakaldelse oc tacksigelse.
✂ Oc at ieg vil sige dig met it ord/ aff denne Ecteskabs Stat samler den euige Gud som alting haffuer skabt/ sig it folck/ til en besynderlig eydom oc kircke/ vdi huilcken Gud vil selff sla sin bodpel oc bygge oc bo i hende/ Denne er den løffuende skrin oc monstrans som Gud vil || være vdi/ icke som i Pauedommen/ der mand indlucte det brød som vor vtid paa Alteret/ vdi sølkar oc træhuse eller monstranser. Her er det Tempel vdi huilcket Gud vil selff huile sig/ De ere ocsaa Guds naadis oc den hellig Aands kar.
✂ Oc der som det end hender sig/ at de tho Stater begynde 96 at faa it fald/ oc forderffuis/ at mand kand fornømme at der er brøst oc breck/ nød oc trang paa ferde vdi dem/ som ere vdi kirckens Stat oc verdsens Stat/ Da kunde de dog ligeuel oprette oc komme paa fode igen met al det som behoff gøris vdaff denne eniste Ecteskabs Stat/ som er en kelde oc begyndelse til alle de andre Stater oc ordinering/ lade sig vere huor hellige oc huor ypperlige de kunde være.
✂ Thi aff denne hellige Ecteskabs orden oc Stat vdtager Gud vor allerkieriste fader merckelige/ lerde/vise/ forstandige || oc kloge mend/ huor aff der vduelis Embidzmend oc Regenter/ saa vel vdi Kirckens som vdi Verdsens Stat/ oc de som ere storlige bequemme til alle haande Stater oc embeder oc met gode seder beskickede/ met alle haande gode handel/ kunster oc gerninger.
✂ Der faare alt det som brugis lofflige oc nøttelige til Kirckens oc Lands regementis beuarelse/ det er visselige vdhugget oc vdgraffuet alt sammen aff dette træ/ som er opvoxet vdi Ecteskabs orden oc Stat/ Der faare ligger Gud stor mact paa denne Stat/ icke kand mand heller opregne eller optelle/ huad gaffn/ oc huad offuerflødige gode/ der vdflyder aff denne Orden til den gantske hellige Christelige Kirckis opbyggelse oc til lands Regementis ophold oc beuarelse.
✂ Der faar bør vnge mennisker den stund de ftaa i blomster oc ere deylige oc || smucke/ lade sig vden al modstand oc gensigelse tilraade/ at de icke nødde oc tuongne/ men veluillige giffue sig i denne Stat/ at de kunde affle børn ved en lofflig samquetn oc opbyggelse/ oc siden opføde dem oc skicke dem der til/ at Christi Rige maatte ved samme liffsens fruct formeris oc vdbredis/ met huilcke børn mand søger oc atspør i dette liff/ Guds rigis oc lands regementis beste/nøtte oc gaffn/ Oc end dog at vore børn kunde icke alle sammen framholdis eller ophøyis til høy oc ypperlig befalning/ til stor ære o verdighed/ dog bør denne verdsens Høffdinger oc de som mac haffue at holde hoss dem huer i sit regemente/ bequemme men som frycte Gud oc ere lerde/ oc forsøgte/ der som de ville eller rettelige staa den menighed faare som dem er befalet.
97✂ Icke seer Gud heller til nogens person/ at behage den ene mer end den anden men hand haffuer saa Stor elskelighed || til Ecteskabs Stat/ at hand tit oc offte begaffuer en enfoldige Bondis oc fattige Borgers søn met saa stor visdom/ forstand oc klogskab/ at hand framholder hannem/ oc ophøyer hannem paa Herre Slaat oc Konge gaarde/ at saadanne tøre side nest hoss Konger/ Herrer oc Førster i raad/ til bords/ i Regemente/ oc saadanne vdrette/ ordinere oc skicke tit oc offte mere gaat vd end Førsterne selffue gøre.
✂ Oc i denne maade skeer det ocsaa tit/ at en fattig tieniste Pige bliffuer lyckeligere gifft/ der som en rig oc hoffmodig Quinde dissimellem forsømmis oc forglemmis/ oc mand seer hende staa bag Dørren/ lige som den euige Gud oc skabere fremholt oc ophøyet den fattige Jomfru Hester til saa stor heder/ ære oc verdighed/ at hun bleff vduold til Dronning saa at hun der effter vaar det gantske folck aff hendis landskaff/ oc alle dem som hende haffde behoff/ megit til nøtte oc gaffn. ||
✂ Sandelige saadant skulle Ectefolck vel legge paa hiertet/ oc opføde deris fattige Børn i Guds frøct. Thi en god lycke oc skeffne er ingen forbuden/ at den ene kand ey vere saa ner som den anden/ Thi huo som frycter Gud oc holder hannem faar øyen/ den holder Gud sine øyen offuer igen/ oc fremholder oc ophøyer hannem/ Men vngdommen skal her tage vel vare paa/ at hand bliffuer i saadan Guds frøct met en ydmyg aand hw oc sind. Thi io diss ydmygere nogen er vdi sin aand hw oc sind/ io diss snarer ophøyer Gud hannem. Fordi at Gud er alsomhøyeste offuer alle/ oc naar hand nogen tid skiuder sine øyen ned aff den høye Himmel til oss/ Adams Børn oc affkom/ da seer hand effter sin feduan alleniste til dem som ere ydmyge/ oc dem drager hand til sig oc ophøyer dem/ at de skulle bliffue delactige i den Himmelske høyhed.
✂ For det femte vaar det oc storlige || behoff at wi haffde en eniste husualer vdi Ecteskab/ huor met wi kunde trøste oc husuale oss i nogen maade i vor wselhed/ wrolighed/ pine oc plage/ saa at mand bør i mange maade at bære kaarssit der vdi/ oc nat oc dag faar mand at lide angest oc nød/ sorge oc 98 bedrøffuelse/ møde oc arbeyde/ trethed/ armod/ siugdom/ plage/ pine oc andre atskillige fristelser/ modgang oc genuordihhed.
✂ Der faare er denne den første oc ypperste trøst oc husualelse/ som wi kunde dristelige oc met stor fortrøstning støe oc opholde oss paa/ som er at denne Ecteskabs stat/ som wi haffue giffuit oss vdi/ effter Guds ord oc hans guddommelig ordening oc skick/ er hans egen guddommelig ordtnants/ hellige indsettelse oc megit hellig Stat/ huilcken wi haffue begynt som ret Guds ordning met en god samuittighed/ huor aff wi ere komne vdi en viss forfaring/ oc tro det ocsaa i sandhed || at være vden al tuil/ at denne Stat er Gud behagelig/ som hans egen Guddommelig befalning oc ypperste gerning. Effterdi at de ere hannem icke wbehagelige/ saa mange som gøre hans befalning oc vilie/ giffue sig i denne hellige orden/ vdi en sand Guds frøct oc i Troen.
✂ Der til met at den veluillige Gud oc Skabermand vor kiere Fader haffuer saa skabt oss/ at hand haffuer ocsaa det indplantet i vor natur/ huor aff wi kunde forstaa oc begribe/ at wi ere bequemme til Ecteskab oc der faare effter hans skabning oc gerning haffue wi giffuet oss der vdi/ frøcte Gud oc icke ville tilstede nogit som vor forkrenct natur vil tuinge oss til mod denne Ecteskabs Stat/ huilcket som kunde være Gud til mode/ oc før end wi ville nogit saadant bedriffue/ da ville wi helder kaste oss i adskillig besuering oc fare. For den sag skyld kalde wi paa Gud alsommectigste oc alsomueluilligste oc trofastelige || at hand vil hedre oc ære denne Stat/ oc dele met oss aff sin veluillighed oc godhed. Fordi at wi haffue/ for hans befalning skyld giffuit vaare halse vnder saadant it aag.
✂ Oc end dog at det bieske kaarss trycker en tid lang oc den suare kaarsis byrde tuinger oss/ dog være sig huad det være kand/ da er det ekon timeligt oc forgengeligt/ icke er heller saadant it kaarss oss paa lagt aff verden eller Satan/ men aff Guds godhed och veluillighed/ som det ocsaa er vdi sandhed/ Sandelig da gaar det vel til met oss. Thi Gud den mectige første oc Herre lader icke sin Asen falde oc dø vnder byrden/ 99 men vil hielpe hannem/ haffue medønck offuer hannem/ enten at forminske den tunge byrde helder oc slet forløse oss/ eller oc tillegge oss nogen som kand hielpe oss at bære oc drage/ Som ocsaa den hellig Aand oc husualer mand/ hielper oss met sin || trøst oc husualelse/ at bære oc drage huad for byrde oss kand paaleggis.
✂ Der til met er Kaarssit met pine oc plage oss til forhindring/ at wi skulle icke synde/ Thi den veluillige Gud holder oss tilbage der met/ at wi skulle icke vandre fram vdi synden/ oc bliffue saa fortabte vdi den/ saa er det oss nøtteligt oc til salighed/ at vor Herre Christus kommer oss saa vnder tiden til mode oc vnder øyen. Offuer alt er Kaarssit i den maade en idelig øffuelse/ huor met wi øffuis som paa den hellig Aands verckested oc schole/ driffuis oc læris vdi vor Hw oc sind at smage oc forfare huad Guds frøct er/ huad troen/ huad kierlighed/ huad lydelse/ hwad taalmodighed/ huad haab/ huad veluillighed/ huad spagferdighed/ oc huad miskundhed er/ denne er da den rette randsagelse oc prøffuelse/ huor met mand skal kende oss tro Christne at være oc huorlunde at wi skulle haffue oss/ baade imod Gud oc vor neste.
En vnderuisning/trøst oc husualelse for
Quinder som rede til Barsel.
✂ PAa det allersiste/ effterdi S. Peder siger/ (Quinden er io allermest it skrøbeligt kar/ oc at hun skal alligeuel icke dismindre være den ene pille i husit/ oc en mandinde som Gud neffner hende/ bør oss at styrcke dette skrøbelige kar met Guds ord at opholde dette redskab/ oc legge en ret grunduols sten vnder denne pille/ huilcken sten er vor Herre Jesus Christus. Thi det er io vist oc fast/ oc den daglige forfaring giffuer det vel saa at være i sandhed/ at Dieffuelen menniskens saligheds fiende/ legger sig allermest effter at besuige oc bedrage fructsommelige Quinder oc dem som rede til barsel/ hand kand i atskillige maade pine oc plage 100 dem met forskreckelse/ forferdelse/ spøgelse/ bedrøffelse/ redwselhed/ siugdom oc mishaab. Fordisaa at denne Arffuefiende/ er saare vred paa Christne menniskers børn/ ocsaa naar de skiulis vdi moders liff. Thi hand veed vel at de bliffue hen offuer førde oc annammede strax effter de ere fødde/ ved den hellige daab/ til Guds rige/ huor hand kand icke da saa møgit skade gøre dem vdi saadan Naadis forbund/ som tilforne. Thi de hellige Engle aff Himmelen sla deris leyre omkring de døbte/ oc tro Christnes Børn. Oc end dog at Satan legger sig effter siden at de ere døbte/ at gøre dem skade paa deris liff/ dog kand hand icke gøre deris siel nogen skade/ enddog at den gode oc veluillige Gud kand vel aff hans euige godhed beuare it barn alligeuel at det bliffuer bortte i moders liff/ naar faarelderne er i den Naadens forbund/ oc deris suck oc bøn komme faar Gud/ huor met Barnet kand bliffue døbt i moders liff/ oc være delactige i Guds naade oc Rige: Thi Gud || bønhør de tro faarelders fuck/ graad oc bøn/ oc vdi saa maade kand it barn/ ocsaa i moders liff euige beuaris. Thi der er inted wmueligt faar Gud/ icke helder er hans haand forkortet/ at hand ey kand hielpe oc trøste.
✂ Der som Gud kunde rense/ helliggøre oc opliuse Joannem Baptistam i moders liff/ hui skulde hand icke ocsaa kunde gøre det samme ved en tro moders barn mit i døden. Huor mange børn/ ment du/ at der ere hen døde icke aleniste i moders liff. Men ocsaa der effter i de otte dage faar omskerelsen/ før end at de kunde hett bæris aff det Jødiske folck til omskærelsen/ oc annamtms til naadens forbund/ oc de ere dog alligeuel/ vden al tuil euige beuarede. Thi at foriettelsen der Petrus om taller Act: 3 er der tilstede/ at de ere forbundsens børn vdi naaden. Thi/ siger hand/ det er eder oc eders børn oc alle som langt borte ere loffuit oc tilsagt. || Men det altsammen ligger paa Guds vduelelse naade oc barmhjertighed naar saadan nød kommer paa ferde.
✂ For det andet bør fructsommelige Quinder at komme i hw/ at effterdi de ere Euæ døtter/ som haffuer bidet oc smagt/ ved wlydelse/ det forbudne Eble/ at naar det søde Eblis bieske 101 oess vrider oc rumler i Bugen/ da bør dem at bære det kaarss/ som en Guds faderlig riss oc straff/ oc varer eckon aleniste i denne tid/ at hun skal pinis oc plagis met sit foster/ oc lide væ oc spræcke naar de skulle føde.
✂ Sandelige denne trøst oc husualelse haffuer den hellige Paulus ladet dem effter sig I. Timot: 2. At der som Quinderne bliffue hart i Troen/ Herlighed/ hellighed/ ære oc tuct/ da bliffue de beuaret ved deris Børne fødsel. Thi Gud vil tilregne dem deris kaarss ved Troen oc Taalmodighed/ oc deris varactighed || til det hellige oc Euige liff.
✂ Der faar vden haffue ocsaa fructsommelige Quinder oc Barsel Quinder en merckelig trøst oc husualelse i deris væ oc spræcke/ i det at vaar Herre Jesus Christus indfør hoss Johannem/ saadanne fructsommelige Quinder til it exempel oc efftersiun faar alle tro Christne hierter som lide faarfølgelse vnder kaarssit. Fordisaa at de haffue ocsaa aandelige vndfangit Christum ved Troen i deris hierte/ til at føde det aandelige barn Guds ord oc Euangelium til Verden/ huor met de kunde gøre fruct hoss andre oc gøre dem glade.
✂ Men naar dette skeer da slar Satan til Larum/ kommer trette/ bulder oc oprør aff sted/ ved forfølgelse/ paa det hand kand i nogle maade forderffue det aandelige Barn som er vndfangit i hiertet/ at det kunde bliffue it wtideligt foster oc dødt Barn som mand siger/ lige som de || der skulle føde oc ville gaa i Barselseng haffue stor bedrøffuelse/ sorrig/ væ oc spræcke/ som varer dog ekon en liden tid/ thi det aller første it Menniske oc allerkeriste Barn bliffuer fød til verden/ da faar moderen saa stor offueruettis glede at hun aldelis forglemmer den fremgangendis sorrig/ væ oc spræcke/ Saadan en vederquegelse kand Gud aff sin euige veluillighed/ giffue Barselquinder/ oc strax effter deris allerstørste sorrig/ suee oc verck lade komme allerstørst glede/ trøst oc husualelse igen.
✂ Der faare skal denne være (kortelige at sige) den siste oc største trøst oc husualelse/ for alle Christne Quinder som ere fructsommelige oc rede til Barsel/ at Gud almectigste staar først paa deris side/ oc legger dem saadant it kaarss oc 102 bedrøffuelse paa/ eckon en liden tid/ men strax der effter bereder hand dem en stor glede vdaff deris liffsens fruct/ huor faare de || skulle paakalde oc bede Gud vor Herre met it trofast hierte oc om hielp oc trøst i saadan deris nød oc trang/ oc naar det er giort/ skulle de befale Gud dem selffue oc deris liffsens fruct/ oc stille hannem sagen hiem/ at hand vil alting beskicke effter sin Guddommelige mildheds gode vilie.
✂ For det andet skal dette ocsaa trøste oc husuale fructsommelige Quinder som fremmelige rede til Barsel/ at vor Herre Jesus Christus Guds søn kommer ocsaa saadane Quinder ihw/ oc skicker dem til exempel faar alle tro Christne/ vdi deris forfølgelse/ huor aff de kunde begribe oc bekende/ at Guds søn haffuer en besynderlig omhw ocsaa faar dem/ oc en stor faderlig affect oc kerlighed til dem/ i det at hand setter oss faar øyen det hellige oc gyldene forfølgelsis kaarss ved deris væ oc spræcke.
✂ For det siste/ er ocsaa den hellig Aand/ trøster oc husualermand tilstede || hoss Barsel Quinder/ met sin trøst oc husualelse/ huor met hand styrcker dem/ ved det at tro Christne Quinder bliffue salige ved Børne fødsel.
✂ Der faar i Erlige Quinder verer ekon ved it frit mod/ oc wforskrecket/ der som en bode moderen oc fosteret mue vnder tiden dø oc iordis til hobe/ heller huer i seer/ thi Himmelen er eder oben faare/ oc Himmelens port er eder opladit. Salige ere i som pinis/ i troen til Christum/ met eders foster/ ia om i vdi saadan eders Guds kald/ Stat oc embede/ i eders arbeyde oc Børnefødsel/ huor til i ere skabte oc kallede i den hellige Ecteskabs Stat/ end skulde dø/ de hellige Engle aff Himmelen skulle være der hoss/ oc met hender anamme eders liffsens fruct oc føre det op til den euige rolighed oc salighed/ som aldri kommer ende paa. Det giffue bode eder oc alle Christne Quinder Gud alsommectiste/ som eder haffuer skabt/ vor Herre Jefus Christus/ || Guds søn/ som eder haffuer igen løst/ oc den hellig Aand/ som eder haffuer rendet oc hellig giort. Amen.
ydermer Trøst for Barsel Quinder
✂ DEn hellige Paulus befaler oss at see til bage/ oc komme ihw/ huad vildfarelse wi haffue været vdi/ paa det wi kunde see oss disbedre faar/ at wi falde icke til bage igen vdi samme vildfarelse/ Dette skulle ocsaa gode oc Gudfryctige Barsel Quinder vel mercke. Thi deris Barnefødsel/ sex wgers tid/ oc kirckegang haffuer ocsaa værit vdi en stor vanbrug hoss det wgudelige Pauens folck som icke maatte lide Ecteskab/ men horeri/ boleri oc skiørleffnit maatte de vel lide/ saa mange tusinde Pauer/ Cardinaler/ Biscoper/ Muncke/ Nunder/ oc altere Prester/ de maatte icke gifftis/ det vor en leed ting faar || deris øyen. Naar saast du en Graamunck i brullup? det vaar lige som en hund haffde kommit vdi en bastue. Oui det hellige folck/ maatte icke ind i Pilati huss etct. Alligeuel haffuer Gud selff skicket oc sticktet Ecteskab/ der hand gaff Adam oc Eua tilsammen/ met sin egne benedidede hende? oc hellig giorde Ecteskab/ oc befalede den stat i try budord/ vdi den anden taffle/ ocsaa for tre endelige sager skyld som ere/ at affle børn/ at fly skørleffnet/ oc at være huer anden en hielp oc trøst/ men dette maatte inted gielde hoss det folck.
✂ Der faare talede de ocsaa skendelige om en dannequinde/ naar hun laa inden kirckegang/ da sagde de at hun laa hiene/ det er saa megit at forstaa aff Muncke lære/ at hun er en henske Quinde vdi sin Barselseng oc ingen Christen quinde/ at hun haffuer dieffuelen met at fare paa den tid oc icke vor Herre/ at hun skal haffue || liuss oc vand naar hun gaar i kircke/ at liuse oc stencke diefflen fra sig met igen/ ia døde hun bort i sin barsel seng/ da skulde hun vdi en graa kappe/ oc it sluct liuss bæris ind faar hende/ ia vist maatte det være sluct/ der løbe de da fastelagen met/ oc sagde at mand ledde en graa Munck i kircke effter hans første barn/ Saa at wi kunde tage/ føle oc treffue paa vildfarelse/ som wi haffue værit vdi.
✂ Mangen dannequinde haffuer beklaget sig/ at hun aldrig 104 vaar redder for diefflen end naar hun laa vdi sin Barselseng/ det kom alt sammen aff Muncke lære/ at der skulde bliffue io fult Muncke oc Nunder til oc faa Ectefolck/ at dieffuelen kunde bruge sin suig oc spil mod Guds ordning oc skick.
✂ Men min Kere dannequinde/ du est icke en henske quinde vdi din barselseng/ du haffuer icke dieffuelen met at fare/ || om du est ellers en Christen quinde/ Christnet oc døbt i naffn Faders/ Søns oc hellig Aands/ du haffuer icke liuss/ vand eller kappe behoff/ at liusse/ stencke oc kiuse diefflen fra dig naar du skalt i kircke effter dit foster.
✂ Du haffuer Gud Fader/ Søn oc hellig Aand met at fare/ de haffue befalet dig at føde dit barn til Verden met væ oc sprecke/ oc at opføde det met iammer oc kommer oc mange vaagne nætter/ oc S: Pouel siger/ En quinde bliffuer salig ved sin barnefødsel/ saa sant som hun bliffuer i troen til Jesum Christum/ det er icke muncke lære/ det er Guds sandhed vdaff den hellige scrifft. Ja min kiere Quinde ieg vil sige dig mere til trøst/ døde du bort vdi din barsel seng/ som det hender icke end alle quinder/ men nogle faa/ huilcke Gud vil der kalde til sig/ som wi ære hannem alligeuel alle sammen en død skyldige/ da bliffuer du en martyrinde for || Gud i Himmelen/ oc faar større løn aff Guds miskund oc naade vdi Himmelen/ end om du ellers døde vden ved din barselseng/ fordi at du dør icke for din egen skyld/ men vdi dit rette embede/ for din mand oc dit barns skyld/ du lader dit liff for dit liffsens fruct/ effter din maade/ som vaar Herre Jesus lod sit liff for alle vaare synders skyld/ lige som en Konge lode sit liff for sit fæderne Land/ eller en Siele sørger miste sit liff for hans embede skyld/ oc icke for sin egen skyld/ saa er det ocsaa met dig i den maade.
✂ Ja mere quinde lille vil ieg sige dig til trøst/ Der som dit barn end døde bort/ enten det komme død aff moders liff/ eller oc det bleffue fød met lidet liff/ saa at det kunde icke naa til Daaben/ huercken vdi funten eller hiemme vdi husit/ da skal ingen der faare falde i mishaab om det barns salighed/ det skal icke heller iordis i høye eller hiene Jord/ men vdi de 105 Christnes || Kerregaard/ dog vden Tienerens neruerelse/ vden ringen/ siungen/ oc anden stats/ at Daaben icke der offuer skal komme vdi foract/ men at det ellers hen iordis hos andre børn som døbte ere/ paa it gaat haab at vaar Himmelske Fader haffuer det annammet til naade. Thi hand er mectig nock til at giffue it barn salighed inden vdi moders liff/ oc lade det døbis vdi sit egit blod/ om hand saa vil/ Som S: Hans/ hand gledde sig i sin Moders liff/ der vor Herre Jesus kom til hannem vdi Jomfru Maries liff/ som i høre paa vor Frue dag om aarit der Jomfru Maria søgte sin frencke Elisabet/ Men her bør huer dannemand at holde førm offuer sin hustru besønderlige vdi de xl. vger som hun er met sit Foster/ oc huer dannequinde bør at førme offuer sig selff paa saa lang tid/ at du icke forkaster dit barns liff eller dit barns Christendom. Thi det er at friste Gud/ det maat du icke gøre. Du som || reder til barsel haffuer it helt Capittel vdi Kongens Ordinantz bog/ huor vdaff du kant lære/ en deylig bøn/ at skencke oc giffue vor Herre Jesus det foster som du est met/ Naar det er hannem skenckt oc giffuit/ hand tager vel siden vare paa met dig/ ved sine hellige Engle/ at dit barn bliffuer foruaret/ enten til dette liff eller til det euige liff/ huilcket hand vil. Lærer den bøn aff eders Sogne prest/ hand kand venne sig til at læse den aff predicke stolen eller ved Kircke dørren/ saa tit som en dannequinde gaar i Kircke effter sit barn.
✂ Huor faare er nu en quinde inde vdi vi eller vii vgers tid effter hendis barn er fød/ effterdi hun haffuer icke Dieffuelen met at fare vdi sin barselseng? Suar At en dannemand skal vide at holde sig vdi sin hud saa lenge/ oc haffue sin seng faar sig selff/ oc lade sin fattige siuge høstru ligge met sit barn om det er leffuendis eller faar sig selff om det er dødt || oc naar hun kommer end offuen senge/ at hun maa gaa vd oc ind vdi husit oc i gaarden och gøre huad hun kand/ ath hun skal icke nødis eller tuingis hen vd til beckt eller arbeyde/ til høst/ til Brøllup til barsel/ at forsprenge eller fordantze sig/ at forgøre oc forarbeyde sig saa/ at hun spilder sin melck/ forkaster sit liff/ eller sit barne liff/ eller saa forderffuer sig/ at hun 106 aldrig føder barn der effter/ saa lenge som hun leffuer paa iorden. Der maa saa lidet ved komme oc besynderlige paa den tid/ hun er it skrøbeligt kar som Petrus siger/ oc da allermest. Naar hun er forderffuit/ saa haffuer du selff giort det/ selff maat du oc haffue det/ mand haffuer oc det mand gør sig selff/ forsømmelse tager icke mere end hun kand faa. Der faare er nu en dannequinde inden kirckegong/ at hun skal førme offuer sig selff/ paa saa long tid. Oc min kere quinde/ der som du est end saa sterck/ at du kant end gaa vd før end || din kirckegangs tid kommer/ da skulde din egen naturlige høffuiskhed holde dig inde saa lenge/ vden du haffde io diss større nød oc trang til at giffue dig vd/ paa det at en anden fattig skrøbelig dannequinde der haffuer en skalck inden dørre at drages met/ icke skal nyde dig ont at/ oc ride sin Hustru dig i næsen/ oc sige alt gick hun vd/ hui maat icke du gaa vd. Saa skal mangen fattig skrøbelig quinde nyde en hoffmodig stolt oc sterck stømper ont at/ der faare er det best/ at den ene bliffuer inde met den anden/ indtil deris kirckegangs tid kommer. Gud almectigste beuare dem alle sammen inden sin naade til det euige liff Amen.
Pet: Pall:Prentet i Københaffn 1556.