Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

293
TRØSTESKRIFT
TIL
FREDERIK II
1559.
294
295

INDLEDNING.

NYTAARSDAG 1559 døde Christian den Tredje. Fra sin Sotteseng sendte Palladius et Trøsteskrift til Frederik II i Anledning af Kongens Død. Palladius' Biografer berømmer det lille Skrift for den Kraft og Varme, hvormed det er affattet (se f. Ex. A. C. L. Heibergs Biografi i Theol. Tidsskr, IV. 158, N. M. Petersens Literaturhist. II. 260); det synes mig dog, at Skriftet er lidet kraftfuldt og - naar man tager Hensyn til, hvor nær Palladius var knyttet til Christian III - i paafaldende ringe Grad præget af personlig Følelse, hvilket vel skyldes, at Palladius den Gang var svækket af sin aarelange Sygdom. Han har heller næppe selv besørget Udgivelsen; efter Trøstebrevet og en dertil knyttet Bøn følger nemlig forskellige andre Bønner, der snarere synes sammenflikkede af en ukyndig Bogtrykker end samlede af Sjællands Biskop. Under Overskriften "Christi Gensvar" er saaledes anbragt nogle Skriftsteder - med Forbillede i "Et Svar af Gud" i "Nogle mærkelige Bønner" (se nærv. Udg. II. 124) og i Guds Gensvar i "En Undervisning kortelig at bede" (sst. 294) - der ganske umotiveret gaar over i Bønneform; og de følgende Stykker er forældede Øvrigheds-Bønner, i hvilke der f. Ex. bedes: "giff min Herre oc Konge sin Helbrede/ lenge oc vel ath beholde", "Lad denne Bibel komme i huer mandz haand", "gør det Concilium tetrent [dvs. til Trent, d. e. Trident] til skamme . . at disse Bededage motte bliffue hoss deris fruct" o. s. v. Som det ses er dette i høj Grad tidsbestemte Bønner, der har ringe Tilknytning til Trøsteskriftet 296 til den udvalgte Konge. - Heller ikke sidste Del af Bogen kan tillægges Palladius. Det er en tarvelig, stærkt forkortet, dansk Bearbejdelse af Ruprecht Geisspucher's kendte og gribende Skildring af Kongens Død. 1 - Men selv om den lille Bog saaledes kun delvis skyldes Palladius, har jeg ment at burde gengive den i sin Helhed i den Form, i hvilken den foreligger i Originalen.

Af Trøsteskriftet til Frederik II har hidtil kun én Udgave været kendt, den der ejes af det kgl. Bibliothek. 2 Imidlertid viste det sig, da jeg sammenlignede denne Udgave med det Exemplar af Trøsteskriftet, som ejes af Karen Brahes Bogsamling i Odense, at her foreligger to forskellige Udgaver. Det kgl. Bibliotheks Udgave er et Eftertryk af Udgaven i Karen Brahes Bogsamling. Titelbladene er afvigende, men Texten er uforandret, kun er der i Eftertrykket nogle flere Trykfejl end i Originaltrykket. Begge Tryk bestaar af tre 8-bladede Læg, signeret A-C, i Format som det ndf. S. 297 facsimilerede Titelblad. Linjetallet er 24. - Originaltrykket er sjælden godt bevaret, indhæftet i Pergament-Omslag og næsten ikke beskaaret. Eftertrykket er derimod læderet, idet den øverste Linje paa en Del af Bladene er bortfaldet ved Beskæringen. Begge Udgaver er - ifølge Opgivelse paa Titelblad (i Eftertrykket) og sidste Blad (i Originalen) - trykt hos Christoffer Barth i København.

* *
297
298
299 300 301

NAade oc fred aff Gud Fader ved Jesum Christum. Aller kæriste Naadigste Herre/ effter en euig Tacksigelse for alle velgerninger/ Formercker ieg diss verre icke aleniste hoss mig oc mine lige stor sorg oc bedrøffuelse/ men er oc saa fuld viss paa/ ath den største sorg findis vdi eders Naadis bedrøffuede Hierte/ Desligeste hoss Høgborne Førstinde vor Naadigste Fru Drotning eders Naadis Kære Moder/ och desligeste hoss eders Kære Søskene oc andre foruant/ Gud trøste oc hugsuale eder alle samen ved vor Herre Jesum Christum Amen. Kære Naadigste Herre verdis eders Naade at vide/ at hues ieg icke vaar forhindret paa min Sote seng/ da viste ieg vel huad mig burde ath giøre || emod eders Naade oc vor Naadigste Frue/ aff den gaffue som Gud mig giffuit haffuer. Nu faar eders Naade icke at tage mig det til mistycke/ effter at Gud haffuer lagt sin haand saa hart paa mig/ at ieg forseer mig der paa at følge snarlige min Allerkiæriste Naadigste Herre/ fra denne Verden til det Euige liff/ der som hans Naade nu regerer met vor Herre Jesu Christo. Jeg forhaaber ath den gantske Histori om hans Naadis merckelige gierninger bliffuer io flittelige bescreffuen/ aff nogen from oc lerd Christen Mand/ som haffuer de gaffuer de der tilhører/ oc mest; verit i omgengelse met hans Naade/ thi det huercken vil heller maa ties om den Hellige Bibel/ om denne høge Schole/ ia om den gantske Religion her i hans Naadis Lande Danmarck oc Norige/ oss alle sammen til salighedz trøst || oc husualelse/ oc alle andre merckelige stycker som hans Kong: Ma: aff Gudz naade haffuer kommit affsted/ huilcket min Naadigste Herre oc høgborne Første Hertug Frederich vil io haffue i hukommelse til Rigens gaffn oc til Gudz ære.

Allerkiæriste naadigste Herre/ det lader sig saa vnderlige anse/ naar den Siuge vil trøste den sorgefulde i det at hand haffuer och sielff trøst behoff/ det vil dog icke andet vere i denne Verden/ her som wi tit oc offte bliffue siuge oc sorgfulde/ 302 huilcket der er ocsaa malit for vore øgne i denne tale/ om de tho Personer som lagde deris raad tilsammen/ den ene vaar blind oc den anden lam/ saa at den blinde skulde bære den lamme/ oc den lamme skulde vise den blinde veyen. Huor met giffuis tilkende/ at vor trøst oc husualelse i denne Verden/ || vil icke vere anderlunde/ end som den ene bedrøffuit oc sorgefuld kand forglemme eller sette hen til side/ diss emellem sin egen væ oc verck oc tilsige sin næste vdi hans sorrig oc væ naagle trøstlige sprock aff den Hellige Scrifft/ som vor Herre Christus/ vor kære frelsermand haffuer paa Skertorsdag ad Afften set sin egen sorrig tilbage i Nadueren/ oc trøstede sine Discipler som Johannes scriffuer. Saadant er den ene Broder den anden plictig/ oc det bør at vere almindeligt hoss alle/ Edel oc Wedel/ lige som det salige Gudz ord oc Euangelium/ er almindeligt oc vdrobis for alle.

Derfaare Allerkiæriste Naadigiste Herre/ vilde ieg forsøge om ieg kunde i naagellunde maade met min fattige scriffuelse/ trøste oc husuale eders Naade oc eders Naadis kiære Moder/ om eders || salige Her Faders affgang oc hiemferd til vor rette Ferneland som er det euige Liff oc salighed/ forhaabendis ath eders Naade oc eders Naadis Frue Moder holder mig det til gode/ effter den leylighed som nu er paa ferde/ oc ansee mit arme bedrøffuede hierte/ som icke kand betencke/ huad der skulde betenckis til gaffns oc til Guds ære/ at husuale oc trøste saa mange Tusinde sorrigfulde hierter/ som nu begrede vor Herris oc Kongis død oc henfærd (som de vel mue/ och end met Blodige taare om det vaare muligt) dog ved ieg vel/ Gud vere loffuit/ at eders Naade haffuer sielff den beste Trøst hjemme/ til eder oc eders Naadis kiære Frue Moder met/ vdi eders Christen Tro/ i det at i vide huorlunde det haffuer verit oc nu er/ och vil saa vere her effter met oss arme Menniske/ saa lenge som der leffuer ith || Menniske paa Jorden. Aff denne Aarsage er kiød och Blod oss metfød oc henger oss hart paa halsen/ met den oprindelig synd oc alle onde begeringer i all vor liffs tid.

Huor faare wi skulle nyde det ont at/ oc altid Tois oc 303 Banckes/ skuris oc rensis i dette liff/ at Kiød oc Blod maatte saa dødis oc dræbis met sin wrenhed/ Thi der maa inted wrent indgaa i Himmerigis Rige/ Ja kiød oc Blod/ det er den oprindelige synd/ maa icke besidde Guds Rige.

Der fore gaar det nogit ner til met oss/ som met en Mynte mester/ der haffuer i det minste/ sine fire suenne paa Vercksteden eller Mynterbencken/ som skulle tilgiøre oc berede den Malm/ som hand skal siden Mynte aff.

1 Den første Suend/ som er læredrengen/ hand haffuer gierne ith || Trug fult met vand/ och en kratte-Børste/ at tho oc kratte det groffuiste skarn oc iord aff Malmen/ at mand kand siden kende huad det er for en Malm/ Sølff/ Guld/ Kaaber etc.

2 Den Anden Suend tager den samme malm/ forhender paa sin vercksted/ oc haffuer sine Hamre/ smaa oc store/ effter som behoff giøris/ at sla och bancke samme Malm/ saa tynd som en kage/ ath der flyer hammer skel trint omkring/ saa lenge til hand haffuer giort sit Embede fyllist.

3 Der hoss sider den tredie suend oc tager den banckede Malm til sig/ oc haffuer sine Redskaff der til/ som ere/ Hugge- ; iern oc Graffueiern/ at vdgraffue huess wrenhed der icke kunde Tois eller Banckes aff/ saa megit som nock er.

4 Siden staar den fierde Suend/ oc haffuer en tæckel fuld met gloende Ild/ oc kaster samme Malm der || vdi at skere oc rense det aldelis/ ath huad der kunde icke Banckes eller Tois aff/ oc ey Graffuis aff/ oc ey kand Brendes aff/ ath der er inted wrent igen.

Saa staar Myntemesteren sielff oc lader det vdløbe i ith Mod/ oc bliffuer en deylig Guld kæde aff/ en Portegalizer/ en Daler eller huad hand vil der Mennisken haffuer besynderlig iyst til/ for Kæiserens eller Kongens billede oc omscrifft skyld.

Saa er det i nogen maade met oss sat/ vor Myntemester Gud Fader/ som haffuer vdgraffuit oss aff de sorte oc grumme bierge/ som er Dieffuelsens Rige/ oc vil haffue oss i sit Rige/ ved sin kiære Søns vor Herris Jesu Christi fortieniste/ wskyldige pine oc død oc Rosens Blods vdgydelse/ Hannem haffuer 304 hand giort til en Myntemestere/ ath hand sidder paa sin || Mandoms vegne hamrer och slar Sølff och Guld/ som Malachias scriffuer. Der til ere beskicket de fire Elementer/ Vand/ Vær/ Jord oc Ild/ som vort legomme er tilhobe set aff/ lige som fire Suenne at skure oc rensse oss.

1. Den Første er Vand/ det er Daaben huor met wi afftois aff vore synder som oss ere medfødde icke ath de ere slet bortte/ men at de skulle icke fordøme oss.

2 Saa er den anden Suend til rede/ som er værit met alle sine Hamre/ smaa oc store/ der er Whumsk och andit som kommer aff forkrenct Vedet/ saa at der bliffuer smaa Meslinge/ Sprincklinge/ Smaapocker oc heden op ad til Koldesiuge/ Hedesiuge/ Suedesiuge som wi voxe til Synden/ andre store suare Siugdom oc anden breck i meden der er Aand i oss/ Naar den far vdaff oss/ och det Element || haffuer giort sit Embede fyllist oc wi ere døde/

3 Saa maa den Tredie Suend det er den Tredie Element som er Jorden/ tage fat paa vort Legom met sine graffue Jern/ det er Madicker oc Orme ind at det ene øye oc vd aff det andit/ saa lenge til at Kød oc Blod er fortærit/ oc der er inted igen vdaff oss vden been.

4 Oc paa det siste skal det Fierde Element som er Ilden (som der er screffuit om i Sancte Peders breff) oc igennem gaa den gantske Jord/ Desligeste igennem vore Been oc Marg/ sør end wi kaldis op til Dommen/ Oc vor Myntemester Christus Jesus Mynter oss om igen effter hans oc sin kære Faders Billede/ vdi den Form oc Mod som wi ere skaffte vdi/ och som wi haffde vdi Paradis/ och bleff siden bort kast/ forrustit/ forraadnit oc foruent ved vore første || Forældre Adam oc Eua/ siden skulle wi til Euige tid vere en geff oc gengelige Mynt vdi Himmerigis Rige/ oc bære Gudz Billede oc omscrifft/ ath wi ere hans vduolde oc skulle bliffue met hannem vdi glæden/ ære/ loffue oc tacke hannem til euig tid/ I huilcken glæde de Siele/ som ere skilde her fra vdi Troen/ huilis vdi/ fra deris døde Dag/ oc ind til Domme dag/ och dog komme vdi vore forklarede Legommer igen/ oc siden tilsamen vdi 305 Euighed/ huilckit alt samen er beuiseligt nock i den gantske hellige scrifft.

Kære Naadigste Herre dette er vort oc alle Christne Menniskers vilkaar/ wseihed oc ælendighed/ och her aff kunde wi forstaa huor langt wi ere end nu tilbage/ fram for de der ere hen farne fra oss aff denne Verden/ ind til wi mødis igen paa Domme || dag alle sammen. Huo kand icke her besinde/ at de ere bedre farne der borte ere/ igennem den trange Dødsens Port/ end wi som her ere til bage igen/ och stunde oc lengis daglige bort effter dem/ oc faa ingen ro eller huile/ før ath alligeuel wi tencke der minst paa/ dog er den lengelse vdi vort hierte/ at wi kunde komme igennem met/ ia alle Creatur lengis och foruente huer sin forløsning som Paulus siger. In summa/ wi bide oc foruente alle effter vor Herris Jesu Christi obenbarelsis dag.

Thi Aller Naadigste Herre huad haffue wi her/ vden stor wrolighed/ iammer/ kummer/ ælendighed/ sorrig/ bedrøffuelse oc vedermod som forfaringen begiffuer sig/ oc den hellige Scrifft melder baade om Mandz och Quindes person besynderlig vdi den Første Mosi bog 3. Capitel. Huilckit oc || saa giffuis tilkende for Mand och Quinde paa deris Brulups dag vdi Kircken. Der som Gud siger til Manden/ vdi dit Ansigtis sued skalt du æde dit Brød. Och til Quinden/ ieg skal skaffe dig megit Kummer och iammer til. Her høre wi io klarlige at huad Ectefolck lide tilsammen i Liff oc død/ Det er Gudz egen gerning/ Raad vilge bud oc befalning/ at saa skal ske/ Oc effter di at det er Gudz gerning oc icke Menniskis (vden det skeer aff Gudz tilladelse) Da faa vi at lade hannem raade oc hans villige ske/ besynderlige effterdi at tiden er icke lang/ oc det onde varer icke lenge/ som Gud siger til Manden/ Indtil du bliffuer til Jord igen/ som du est kommen vdaff/ der met giffuer hand oss tilkende huor lenge det onde skal vare/ oc at det faar farlige ende/ i huor langt det siunis Kød oc Blod at vere/ Thi || det skal icke vare lengre end til vor døde Dag/ I Gud vere loffuit/ da er der icke saa ynckelige langt/ til det kommer ende paa det onde met alle Christne Menniske/ det vil 306 ingen Tusinde Aar vare met oss/ her paa Jorden/ ey heller ni hundrede Aar som met Adam/ oc met Patriarchene/ Ja neppelig it hundrit Aar/ oc mange Tusinde icke halff delen saa lenge/ ia vel vnder tiden fra Moders liff oc til Daaben/ oc fra Daaben och til Graffuen/ da er der io ende paa som Jacob Patriarck sagde/ at vore dage ere stackede oc onde/ och det onde som wi skulle lide her/varer icke hald saa lenge/ mend snarlige faar en god ende/ Om det onde staar saa screffuit i Psalme Bogen/ Vaar allerbeste dage ere møde oc arbeyde oc Sancte Jobs Bog er fuld der aff/ om tiden taler Jesus Christus vor Frelsermand/ oc kaldet det onde || en liden stund/ och anders stedz vdi Scrifften kaldes det ickun en Dag/ Ja somme sted en blot Time det er langt før en wi tencke oss om Da klappis der paa vor dør/ vdaff Herren/ ath wi skulle gaa vd aff Sodoma oc Gommorra oc fra al Synd oc ondskab/ iammer oc kummer/ oc wlycke/ fra al sorrig och bedrøffuelse/ oc da skal al graad tørris aff vore øgne/ naar wi opstaa igen.

Naadigste Herre det ord indtil (paa latine donec) er oss fattige Christne bedre end al Versens Guld der som hand saa siger/ Ind til du bliffuer til Jord igen etc. Ti ved det ord komme wi sra alt det onde/ oc ingelunde ellers/ der som wi haffde end al Versens indkomst. Eders Naade haffuer io hørt tidt oc offte aff Predicke stolen/ ath wi haffue fire tider paa vaar Siel salighedz vegne/ at vare paa grangiffuelig ||met stor act/ och huer aff dem haffuer røstz aduarelse oc paamindelse i scrifften aff Gud selff.

1 Den Første tid/ kaldte vaar liffs tid/ oc Neffnis hoff Sancte Pouel Naadsens tid oc salighedsens dag/ paa huilcken wi kunde staa oc gaa til det salige Gudz ord oc lære/ det vaar salighed tilhører Om denne tid liuder røst saa aff Christi egen mund: Angrer oc ruer eders sveder/ Himmeriges rige stunder til/ Denne røst skal vare vor ganske liffs tid/ oc wi skulle lyde denne røst ad/ saa framt som wi ville vorde salige met Gud/ som Christus siger Lucæ xiij. Capit. Vden i angre oc rue eders Synder Da skulle i alle bliffue fortabte.

2 Den Anden tid kallis Dødsens tid/ vdi huilcken wi skulle 307 skillies fra denne Verden/ thi wi haffue her ingen bliffuendis sted/ det er io saa besluttet/ at wi skulle alle || Dø/ oc skillies fra denne Verden/ oc Som Paulus siger ieg begerer at skillies her fra/ och vere hoss vor Herre Jesum Christum. Denne tid haffuer sin egen besynderlig røst oc kaldis aff Gud vdi den lxxxx. Psalme/ Kommer hid til mig i Menniskis Børn/ Her høre wi at wi ere vdkomne fra Gud/ oc vandre Pelligrims ferd her vdi Verden/ som fremmede oc vdlendige/ indtil wi kaldis her fra igen/ heden til Gud/ huilcken røst oss bør oc saa at vere hørige oc lydige/ som ocsaa eders Naadis Herre Fader (Der haffde naffn aff Christo) Haffuer ocsaa nu icke lenge siden verit samme røst lydig/ der Gud haffuer staait for hans Naadis Hiertis Dør/ och klappit paa och sagt disse ord til hans Naade/ Kom hid til mig du Menniskens Barn/ Det vil icke andit vere/ naar Aanden oc Bruden sige/ kom || da er det tid at komme/ Naar Centurio kaller ath sine Suenne/ da komme de strax/ Naar Kongen kalder at sine Hoff sinder/ da ere de strax til rede/ Huor megit mere skulle wi komme naar Gud sielff kalder effter oss/ han for sin Euige godhed giffue oss ellers en salig stund Amen.

3 Den Tredie tid/ kaldis Domsens tid/ Naar wi alle sammen skulle opstaa aff døde oc møde for Gudz Domstol/ thi lige som Christus sagde til den Høffuitz Mandz Daatter/ Pige ieg siger dig stat op/ Saa vil der ocsaa stødis vdi Basune oc komme Bud effter oss paa Domme dag/ Fordi at denne tid haffuer oc saa sin besynderlig røst vdi Esaie Bog som saa lyder/ Staar op i døde/ gaar vdaff eders Kammer (vaar Graff er vort soffue Kammer) och kommer till Dommen/ lige som wi komme till || ro oc huile i Jorden vdi vor dødz tid/ saa komme wi her til glæde oc icke til Regenskab/ effterdi vor Herre Christus Jesus haffuer vdslet vor regenskab (ved Troen som wi sette til hannem) Det er/ al vor Synd oc ondskab/ feil oc breck/ oc det met den Røde fieder oc Pen som hand haffuer døppit i hans røde Rosens Blod/ huilckit hand vdgaff paa Kaarsens Galiæ/ for oss arme Syndige Menniske/ huor met hand haffuer giort Regenskab for oss/ oc betalit for oss/ 308 Der faare bør oss icke heller at frycte for denne tid/ i det at wi haffue tro oc hob aleniste til vor Herre Jesum Christum.

4 Den Fierde oc siste tid/ som aldrige kommer ende paa/ kaldis en euig tid/ vdi huilcken alle Guds vduolde Børn biiffue i glæden oc alle Wgudelige vdi pinen/ Denne tid haffuer sin røst oc kald aff Christi || Mund hoss Matheum saa liudendis til de vdualde/ Kommer hid min Faders velsignede/ Item til huer serdelis/ gack ind i den Herris glæde.

Her hører eders Naade de fire tider som oss bør allermest at tage vare paa/ oc ingenlunde fly oc sky/ megit mindre frøcte oc gruffue for dem/ effterdi de ere oss til gode thi naadens tid er oss til Anger oc ruelse/ Dødsens tid til ro och huile i vort Kammer/ Domsens tid til opstandelse och den Euige tid til glæde oc salighed/ i det Euige liff vdi Himmerigis Rige/ Hui skulle wi gruffue for vor henferd her fra vid Døden/ effterdi at wi vide veyen oc kunde maalit/ at wi icke tørffue sige met de wgudelige/ Jeg dør heden/ ieg ved ey veyen/ Jeg skal her bort/ ieg ved ey huort.

Thi vor Herre Jesus Christus er selff vor vey och hans Hellige || salige Ord vort maal/ de Hellige Engle ere vor ledsagere/ saa ath lige som de tiente vor Herre Jesu Christo sielff vdi hans ærefulde Mandom/ den tid hand bleff vndfangen/ der hand bleff fød/ der hand foer til Egypten/ oc der hand foer der fra igen/ der hand bleff fristit vdi Ørcken/ Der hand bad vdi Vrte gaarden/ der hand Døde/ der hand opstod aff døde/ oc der hand opfor til Himmelen/ altid være til rede/ stedis hoss hannem saa haffue de ocsaa befalling/ at tiene oss alle sammen som ære Guds vduolde oc aruinge til det Euige Rige/ vor gantske liffs tid igennem oc besynderlig i vor Dødz tid/ ath føre vaar Siel heden op/ nu icke vdi Abrahams/ Men vdi vor Herris Jesu Christi egit skiød til den Euige glæde/ och det gøre de Hellige Engle hiertene gierne/ oc vor Herre Christus siger det er || glæde for Englene vdi Himmelen offuer en arm Syndere som angrer oc ruer sine Synder/ Haffue de der saa stor glæde aff/ huor megit større glæde monne de haffue der aff/ naar de skulle føre det same Menniskis Siel heden op 309 til himmerige och til det Euige Liff/ der er da støre glæde paa alle sider/ thi wi komme icke heden til nogen fremmede/ som wi kende inted til/ oc som inted kender til oss/ Men til vor allerbeste Kyndinger/ til vaar Kære Himmelske Fader/ til hans eniste Søn vor kære Broder Jesum Christum/ oc til beggis deris Aand/ den verdige Helligand/ til de Hellige Englers oc alle helligene Euige selskab oc staldbrøderskab/ vdi glæden at leffue til samen i en fuldkommelig stadt oc lydelse i hellighed/ vden al wgudelighed/ i kærlighed vden al falskhed/ i renhed vden al besmittelse/ i klarhed || vden al formørckelse/ oc vdi glæde vden al sorrig oc bedrøffuelse etc.

Der er eders salige Her Fader hedenfaren til alle hans Naadis Kyndinger oc trygge venner/ did stunde wi alle heden/ oc end frimodige nock/ lige som en tro Suend/ der sendis her heden fra Københaffns Slot och ind i Jylland/ Naar hand haffuer trolige vdret Kongens ærinde/ da skynder hand sig til bage igen/ spør icke faare vdi Portten/ om hand maa ride ind eller ey/ hand bancker dristelige paa Slotz Porten/ thi hand ved vel at hand maa det gøre/ oc ath hand er velkommen/ hand haffuer der hiemme/ der tagis vel imod hannem/ oc de ere alle glade at hand er kommen igen. Saa haffuer det sig och met oss i den Euige glæde/ Gud Fader siger kommer hid etc. Christus siger || glædis met mig fordi ieg haffuer fundit mit Faar som vaar borte/ oc den Helligaand bær vindisbyrd met oss/ at wi ere Gudz Børn/ Gud vere loffuit til Euig tid/ Huilcken ieg befaler eders Førstlige Naadis Høgmegtighed
til Siæl/ Liff/ Stadt och ith tilkommendis lycksaligt
oc languarigt Christeligt Regemente/ Nu
oc altiid vdi alt liffs och
Siels velfart.

310

En Christelig Bøn/ som Petrus Palladius
Superintendens i Sielands Stickt/ haffuer tilskicket oc
sent Høgborne Første Hertug Fredeng/ vduald Konning til
Danmarck och Norrige etc. och hans Høgborne Søskene/
Brødre/ Herrer oc Frøiken/ Salige Konning Christians
effterladne Høgborne Børn/ At læse oc Bede til Gud
huer Morgen naar de staa op/ Oc om
Afftenen før de gaa
I Seng. ||

Dv est en Euig Gud/ wi ere arme vsle Creatur/ Du est en Barmhiertig Fader/ wi ere arme forlorne Børn om retten skal haffue sin gang/ Dieffuelen hand plager oss/ hand klager paa oss/ Louen formaledider oc forbander oss/ vor samuittighed nager oss/ vort hierte vinder oss offuer/ der er inted andit hiemme til vort/ end synden Døden/ Dieffuelen/ Helffuede oc fordømelse/ Men din Søn Jesus Christus/ hand haffuer Told døden for oss/ hand haffuer hengd paa Korssens Galliæ for vor skyld/ hand haffuer vdgiffuit sit Rosens Blod for oss/ hand haffuer gaad den gang fra dig til oss/ fra oss igen til dig/ oc sidder hoss din høgre haand oc Beder for oss/ Derfaare falle wi ind til din store Naade oc Bartnhiertighed/ oc bede dig || om alle vore Synders forladelse/ om den Euige Retferdighed/ om det Euige Liff oc

salighed/ om en foruarelse fra all Synd och ondskab/ och

en beuarelse i alt det som gaat er/

AMEN.
311

Christi gensuar.

Kære/ Børn lille/ ieg er eders salighed ieg er den som affsletter al eders Ondskab for min egen skyld/ ieg vil icke komme eders Synder i hu/ men vdsletter dennem som en taage. Saa sant som ieg er en Leffuendis Gud/ da vil ieg icke en Synders død/ men hand skal omuende sig/ oc bliffue ved liffuit:

See Guds Lam som bort tager Verdsens Synder/ Jesus Christus er kommen til Verden at frelse arme Syndige Menniske/ || Kommer til mig/ siger hand/ alle i som ere besuarede/ och ieg vil vederquege eder alle sammen.

Der er inted andit naffn giffuit Mennisken/ at de skulle bliffue salige vdi/ vden i Jesu Christi naffn/ Alle Propheter bære vidne om hannem/ saa at de faa syttdernis forladelse/ alle de som tro paa hannem/ Vdi Christo Jesu haffue wi vore Syndernis forladelse effter hans naadis Rigdom/ Om nogen synder/ da haffue wi en tals mand hoss Gud Fader/ som heder Jesus Christus vor retferdig gørere/ siger hand komer ieg er veyen sandhed oc liffuit/ ieg er Liffsens brød/ Huo som tror paa mig/ hand skal icke hungre Euindelige/ huo som kommer til mig hand skal icke tørste euindelige Amen.

Saa haffuer Gud elskt Verden at hand gaff sin Enborne Søn i Døden for hende at huo som tror || paa hannem/ skal icke forfaris/ men haffue det Euige liff.

Sandelig Sandelig/ siger ieg eder/ ath huad i bede min Himmelske Fader om i mit naffn/ det skulle i gerne faa.

Kære Himmelske Fader giff oss at denne dags gerning/ met sin begyndere framgang oc ende/ maa skee dig oc din kære søn oc den verdige Helligaand/ til loff priss och ære/ ret Gudz dyrckelse/ tacksigelse/ paakaldelse/ alle de som omgaais met oss til gode oc gaffn/ hugsualelse/ trøst oc formaning/ vnderuisning oc lerdom/ oss arme Menniske til ingen spaat/ spee/ skam/ skade/ honhed/ forfølgelse/ fortalelse/ och huad det kand i nogen maade vere/ dig skee/ Loff priss oc ære til Euig tid AMEN.

312

O Jesu Christ du fromme Gud Faders Euige Søn/ som lodst dig der til sømme/ at frelse al Menniskens || køn/ din Engle lad mig beuaage nu och i min siste tid/ Amen.

Jeg er din Herre oc din Gud/ som viser dig den vey/ der du skalt Vandre paa/ ieg vil giffue dig Mund oc Visdom/ ath ingen aff dine wuenner skal kunde staa emod dig/ ieg vil være i dit Hierte/ ieg vil sette mit Ord i din Mund/ ieg vil beskerme dig vnder mine henders skugge. Kast alle dine tancker paa hannem/ hand vil føde dig/ Kast all din sorrig paa HERRLN hand haffuer omhug for din skyld.

Maa oc en Quinde forglemme sit Barn/ oc icke forbarme sig offuer sin Liffzenz fruct/ sandelige/ der som hun det gør/ da vil ieg aldrige forglemme dig.

Kald paa mig den dag dig skader nogit/ ieg vil bønhøre dig/ saa ath du skalt ære och tacke mig. || Huem der paa kalder Herrene Naffn hand skal bliffue Salig AMEN.

De Article som høre til vor Salighed
haffue wi i vor Børne lærdom.

DEn Første Artickel/ ere de x. Guds Budord/ huilcke der inholde huorledis wi skulle skicke oss imod Gud i den Første tauffle/ i den anden/ huor wi skulle skicke oss imod vor fattige neste.

2. Den Anden Artickel/ er vor Credo/ huilcken fom lærer oss ath wi skulle tro at Gud haffuer giffuit oss sin Enborne søn hid til verden/ ath frelse oss Arme forlorne Faar/ och hand haffuer och saa giffuit oss Mund Visdom oc Forstand/ och alle andre gode gaffuer som wi haffue aff hannem. ||

3. Den Tredie Artickel/ er vor Daglig Bøn/ som er Fader vor/ huilcken wi skulle altid framsette for Herrens Ansigt/ oc bede hannem om alt det wi haffue behoff baade til Siel oc Liff.

313

Oratio.

O Herre Hemmelske Fader/ forbarme dig offuer vor Øffrighed/ offuer alle Supratendenter/ Prouister/ Prester/ Predicanter/ Scholemester/ Locater/ Studenter/ Cappelaner/ Degne/ Peblinge/ oc andre. Offuer vor kære Øffrighed/ Liff/ Siel/ Stat/ Regemente/ Hulholdning/ Helbrede/ at de maatte leffue lenge och vel met oss.

Offuer Dronningen och alle vnge Herrer/ offuer Danmarcks Riges Raad Borgemester och Raadmend vdi alle Stæder och Byer. ||

O Himmelske Fader forbarme dig offuer oss Arme Syndige Menniske/ forlad oss alle vore synder/ vnd oss end nu en stadige fred bortstød den Wgudelige Paffue met alle hans Anhengere/ oc den grumme Turck/ Lad dit salige Ord bliffue vid mact/ see oss til gode til Liff oc Siel/ giff min Herre oc Konge sin Helbrede/ lenge oc vel ath beholde/ vor Naadigste Frue/ hendis Kære Børn/ Husuale alle bedrøffuede hiertter/ til Land och Vand/ i Trengsel och Fengsel/ i huor som de findis/ Vnd oss ath leffue lenge oc vel i troen til deg/ I Kærlighed til vor Fattige neste/ vnder det Hellige Korss/ at gøre vort Embede naagelunde fyllest/ for var oss fra synd och Ondskaff/ Jo lenger Jo mere ind til vor dødedag/ giff oss en skellig Opstandelse/ paa Domme dag/ Lad denne Bibel komme i huer mandz haand/ til din || ære oc til deris Salighed/ faa vore wuenner andit at tage vare/ Lad din Hellige Kircke bliffue ved dit Salige Ord/ gør det Concilium tetrent til skamme/ for dit Hellige naffns ære skyld/ at disse Bede dage motte bliffue hoss deris fruct/ at al forargelse motte fortagis/ Lad din Benedidelse oc uelsignelse

vere offuer oss allesammen til Euig tid/ Dig

ske Loff oc ære til Euig tid.

AMEN . ||
314
315 316
317

Først er hans N: bleffuen it halt Aar megit skrøbelig/ saa er hans N: omdragen her vdi Landit/ oc der befunden mange vnderlige och wuanlige skick at vere holdne/ oc der haffuer hans K: N: berammit oc bescreffuit en Herre dag/ vdi Koling/ oc der hans K: N: beflitiget sig/ met stor omhøgelighed oc møde/ en Ny Recess at lade gøre oc vdgaa/ som skulde være wryggelig til Euig tid/ I saa maade/ at alle Predicke stole motte rigelige/ met deris vnderholdning bliffue forseet/ oc besette met gode Lærde oc forstandige Guds ords Tienere/ Guds ord at forfremme/ Der næst alle Skoler velbetencke/ at fattige Studenter motte opholdis oc forfremmis til Guds ære. Item/ haffuer hans N: Verdzlige vndersottis gaffn oc beste vel || beramt/ som somme førbemelte Recess vider bemelde oc forklare/ Oc strax hans N: dette haffde nu fuldkommit/ da er hans N: bleffuit io lenger io mere siug oc skrøbelig/ saa at hand haffuer begynt at ryste offuer sit gantske Liff/ saa lenge at samme Siugdom er nederslagen i hans N: ene Been/ met stor iammer oc we/ dog bleff der gantske stor flidt tilgiort/ aff hans N: Doctoribus och Vund Arst/ Men Gud vilde haffue sin vilie/ vdi denne oc alle andre maade/ oc lod det vdbryste met stor vee oc pine/ ind til Fredagen/ som vaar Otte dage for Nyt Aars dag/ Da sagde hand til hans N: Doctores/ ath der vaar een kommen til hannem om Natten vdi søffne/ oc bedit hane N: at giffue sig til fridz indtil Ny Aars dag/ da skulde altingest bliffue bedre met hans N: Da suarede een | aff hans N: Tienere/ at det vaar ickun en Drøm hans N: haffde Drømit/ Dog sagde Kon: Mai: sielff/ ath det vaar ingen Drøm/ Men hand vilde haffue en tancke der paa at skicke sig der effter/ och gaff sig saa/ gantske inderligen til den Almectigste euige Gud/ met sit gantske sind och hierte/ indtil Minnat der Klocken vaar ved iij. slet/ da lod hans Naade ind til sig kalde/ sin Naadis Doctores oc Predicanter/ oc giorde for dem sin Bekendere oc 318
scrifftemaal/ met en fast Tro til den Almectigstie Gud/ och annammede det Hellige Sacramente/ til en tryg stadfestelse/ til alle sine Synders forladelse. Item/ der Klocken vaar ved x. slet formiddag/ da lod hans N: K: M: min Fruis Naade ind til sig kalde/ sigendis hendis Naade Huorledis hans Naade befant/ sin tid at vere hart forhanden/ at || hans N: skulde skillis fra denne Verden/ som forgengelig er/ och komme til sin Himmelske Fader/ Oc bad hendis Naade/ ath hun skulde io leffue vdi Guds fryct/ oc denne Verdsens omhyggelighed offuergiffue oc forlade/ Oc tilraade Høgborne Første Hertug Frederig/ at hans Naade skulde gøre sin gantske flidt til/ ath Landene motte bliffue i fred oc rolighed/ oc hans N: fattige vndersaate at bliffue ved lige oc ret/ oc icke nogen besuering/ dennem ath paa legge i nogen maade til deris skade oc forderffuelse/ til huilcke forbemelte ord/ hun icke for stor Hiertens graad kunde til suare eller antuorde/ Oc som min Fruis naade var vdgangen/ da lod hans N: K: M: indhente/ Johan Friis/ och Anders Barby/ och dem ocsaa bad oc formanede/ at de skulde bede Høgborne Første Hertug Frederick/ || at hans N: skulde gøre sin største flidt der til/ at Rigit motte staa vdi frid/ och dem befalit Landet vdi troer haand/ at holde saa lenge/ ath Høgborne Første Hertug Frederick/ sielff igen kommendis vorder. Item befalit hans N: dem ocsaa/ ath de skulde bede/ Høgborne Første Hertug Frederick/ ath hand skal riglige forsee oc beløne hans N: tro Tienere/ som hans Kon: M: erligen oc troligen Tient haffde/ saa de motte vide at sige/ ath de haffde Tient en Herre oc Konning. Item bedendis dem ocsaa/ ath de skulde lydelige forkynde hans N: Tienere/ hues hand dem befalit haffde/ hues ocsaa strax vdi hans N: neruerilse bieff giort oc fuldkommit/ Oc som Klocken var ved xij. slet om middag/ da lod hans N: sin Høgborne Søn och Hertug Hans/ oc Frøicken Doroteam || ind til sig kalle/ fick dem sin haand/ bedendis dem opuoxe i Guds fryct/ oc Guds Ord ath haffue kær/ ath de met stor Hiertens graad/ neder fulde for deris Herre Faders seng/ oc hand lagde sin Haand paa deris hoffuit/ oc bød dem gode nat. Item/ der Klocken vaar 319 ved it effter midag/ da lod hans N: K: M: min naadige Frue igen ind til sig kalde/ oc da affbad hand hendis Naade/ hues hand hende fortørnit haffde/ oc hun hannem desligest igen/ som gode oc fromme Christne burde at gøre/ Oc strax der effter/ begynte hans N: at tilsige huer besynderlig/ som der vaare til stede/ vdi hans naadis Kammer/ at de skulde ærligen oc vel forsees/ och affleggis deris Liffs opholdt/ saa lenge de leffue/ saa at de skulde sige/ ath de haffde Tient en Herre och Konning/ oc tilsagde huer besynderlig/ || och afftackede dem for deris ærlige och tro Tieniste/ som de hans N: K: M: beuist haffde/ oc dette altsammen bestillede hans N: saa gaat som i Fem timer/ Oc som Klocken vaar imellem iij. och iiij. effter Middag/ da begerede hans Kon: Ma: aff Predicanterne oc Tienerne/ at de skulde siunge de iij. Psalmer/ Den Første/ Met glæde och fred faar ieg nu hen. Den Anden/ Men wi leffue paa Jorden her. Den Tredie/ Nu lader oss hane Lægom begraffue. Den Fierde/ Nu bede wi den Helligaand. Oc siden den Psalm/ Wi tro allesammen paa en Gud. Oc paa det siste/ Met giede oc fred faar ieg nu hen/ end en gang/ saa tog hans Naade Guldringen aff sine Fingre/ och gaff sig gantske inderlige och ydmygelige/ ind til den Euige Gud met sin gantske hu/ Hierte oc sind/ och icke mere || vilde haffue met denne forgengelige Verden at gøre/ Men sagde/ Jeg far nu aff denne Verden oc til det Euige liff/ ath arffue met Guds vduolde Børn til Euig tid. Men tho stunde før hans N: gaff sin Aand op/ da sagde hans Naade/ Beder met mig/ ath ieg icke falder i fristelse/ oc at ieg motte beuaris vdi en rolig Tro til Jesum Christum/ oc her emellem lagde hans Naade/
sine hender paa sit Bryst/ haardeligen tilsammen
lagte opgaff sin Aand/ och
den sende i Guds
Haand.

Prented wdi Københaffn
aff Christoffer
Barth.
320

TEXTRETTELSER OG NOTER.

S. 301 L. 2. Herre/ Orig. Herre

S. 301 L. 19. Naadis Orig. Nadis

S. 302 L. 26. henfoerd Orig. henfard

S. 303 L. 23. toeckel , d. s. s. doegel , "Digel".

S. 303 L. 26. ocey kand Brendes aff ; Stedet synes forskrevet; Meningen maa være: at det kan brændes af.

S. 303 L. 29. Mod , egl. Præget paa Mønten, se Kalkar III. 116; her vist: Støbeformen.

S. 303 L.29. Guld koede dvs. Klenodie, Skat. Portegalizer , en Guldmønt, alm. skrevet Portugaløs , se Kalkar IV. 502 og V. 817.

S. 304 L. 2. Malachias 3.3.

S. 304 L. 12. Sprinckling , d. s. s. Sprinkelsyge, en (smitsom) Hudsygdom. Se Kalkar IV. 77 og V. 982 samt Mansa, Folkesygdomme S. 604.

S. 304 L. 16. døde/ Orig. døde .

S. 304 L. 23. 2.Pet.3.7.

S. 304 L. 27. Mod , se Noten til S. 303 L. 29.

S. 305 L. 13. Rom. 8.19 ff.

S. 305 L. 28. tilladelse ) Orig. tilladelse/

S. 305 L. 35. I Gud vere loffuit , muligvis "Evig Gud være lovet" (i = e, evig), snarere dog "O Gud være lovet" ( i , brugt som Interjektion, jfr. Kalkar V. 510).

S. 306 L. 9. Ps. 90.10; Biblen 1550: naar vort Liff haffuer veret kaasteligt/ da haffuer det veret Møye oc Arbeyde .

S. 306 L. 22. indkomst . Orig. indkomst (Linjeudgang).

S. 306 L. 31. Angrer oc ruer etc., Matth. 3.2.

S. 306 L. 34. Luc. 13.3.

S. 307 L. 6. Ps. 90.3.

S. 307 L. 15. Centurio d. e; Høvedsmanden, Matth. 8.9; jfr. Noten til S. 231 L. 9 foran S. 271.

S. 307 L. 23 L Marc. 5.41.

S. 307 L. 27. Jfr. Es. 26.19 ff.

S. 307 L. 31. regenskab Orig. rengenskab

S. 307 L. 33. breck/ oc det met , Orig. breck oc der met .

S. 308 L. 7. Matth. 25.34.

S. 308 L. 8. Matth. 25.21.

321

S. 308 L. 23. hand foer Orig. han (Linjeudg.) foer .

S. 309 L. 25. Børn/ Orig. Børn (Linjeudg.)

S. 309 L. 29. altiid Orig. altid

S. 310 L. 18. hand Orig. han

S. 310 L. 21. Naade Orig. Na -|de

S. 311. Jfr. nærv. Udg. II. 124 og 294.

S. 311 L. 19. brød/ Orig. brød (Linjeudg.)

S. 311 L. 21. Euindelige Orig. Euindelide .

S. 311 L. 27. tetrent se foran Indledn. S. 295.

S. 313 L. 4. Locat d. e. "Lærer", Kalkar II. 834.

S. 317 L. 5. K: N : Orig. N: K :

S. 317 L. 20. Vund Arst Orig. Vand Arst , saaledes ogsaa Eftertrykket. Den tyske Text har: Wund Artze .

S. 318 L. 17. Johan Friis , 1494-1570, Kongens Kansler; se Biogr. Lex. V. 426 ff.

S. 318 L, 18. Anders Barby , 1508-59, Kansler hos Kongens Svigerfader, Hertug Magnus af Sachsen-Lauenborg. 1554 blev han optaget i den danske Adelsstand og fik senere Sæde i Rigets Raad; se Biogr. Lex. I. 516 f.

S. 319 L. 14. Naar her siges, at der skulde synges 3 Salmer, mens der nævnes 5 Salmer, saa skyldes denne Inkonsekvens den sjuskede danske Bearbejdelse. I den tyske Original berettes det, at der først synges 3 Salmer (de her som Nr. l-3 nævnte), dernæst bedes der Bønner m. m., og saa foreslaar Kongen paany Salmesang, hvorefter de her som Nr. 4 og 5 nævnte Salmer synges.

S. 319 L. 33. Trykkested og Trykkerens Navn er i Eftertrykket kun angivet paa Titelbladet, se foran S. 297.

322