Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

I.

Efter en ret intetsigende Tilegnelse til Lensmanden paa Københavns Slot Peder Godske, skrevet Mikkelsdag (29. Sept.) 1554, meddeles den bibelske Beretning om selve Forklarelsen, sammenskrevet - som det hedder - af de tre Evangelister Matthæus (17.1-9), Marcus (9.2-10) og Lucas (9.28-36). Denne Beretning - Texten - er delt i 10 Punkter og slutter med en Oversigt over Rækkefølgen af de vigtigste Led i Forklarelseshistorien (ndf. S. 194).

Saa følger Den første Prædiken.

I dennes Indledning siger Palladius: "Efterdi vi nu have gjort Ende paa den Oliebjergs Historie udi nogle Prædikener 182 før Paaske, vil vi . . nu høre, hvorlunde at Christus blev ophøjet paa Thabor Bjerg, . . paa det at efterdi vi have hørt hans Fornedrelse, vi kunne ogsaa høre hans Herlighed."

De 16 Prædikener er altsaa blevet holdt i Foraaret og Sommeren 1554. Samme Efteraar har Palladius udarbejdet dem til Trykken og skrevet Tilegnelsen, og i Begyndelsen af 1555 er Bogen udgaaet fra Pressen.

For Skriftets Plan giver Indledningen et fuldstændigt Program. Forklarelsens Hovedbetydning "Summen paa denne Historie", siges det, er, at den beviser Christi Guddommelighed; Christus er "ikke aleneste Jomfru Mariæ Søn og et sandt Menneske, men ogsaa Guds og vor himmelske Faders Søn, født af ham fra evig Tid . . en Herre over Himmel og Jord". "Men" - fortsætter Palladius - "førend vi tager fat paa Texten at udlægge, vil vi undervise hverandre om disse tre Omstandeligheder [dvs. Forhold], som er: om Stedet, om Tiden og om Personerne, det er, hvad Sted denne Forklarelse skete paa, og i hvad Tid og ved hvilke Personer; derefter . . vil vi opregne, hvad Sager [dvs. Aarsager], der var til samme Forklarelse, og siden skifte Historien i sine Parter og udtyde i dem de ypperste Hovedstykker og Lærdomme."

Den fremtrædende skematiske Form, Indledningen har, præger hele Skriftet. Opstilling af Skemaer, Oversigt over Inddelinger, Opregning af "Hovedstykker" og Underafsnit udgør en ikke uvæsentlig Del af de fleste Prædikener. Som Exempel paa et saadant sindrigt opbygget Æskesystem kan nævnes Indledningen til den anden Prædiken, der handler om "Personerne". Disse, hedder det, kan deles paa to Maader:

I. i to Dele: a) de fire Personer fra Himlen: Gud Fader, den hellig Aand, Moses og Elias; b) de fire Personer fra Jorden: Christus i sin Manddom [dvs. i sin Menneskeskikkelse] og de tre Apostle Peder, Hans og Jacob.

II. i tre Dele: a) de guddommelige Personer: Gud Fader, Sønnen, den hellig Aand, b) de to Personer fra det gamle 183 Testamente: Moses og Elias, Guds tro Tjener og den navnkundige Profet; c) de tre Personer fra det ny Testamente: Peder, Hans og Jacob.

Hvor meget af denne og lignende Inddelinger, der skyldes Palladius' egen Udspekulerthed, og hvor meget der er theologisk Arvegods fra Kirkefædre og Skolastikere falder det udenfor nærværende Udgaves Plan at undersøge, men sikkert er det, at disse evindelige Tvedelinger og Tredelinger, som har deres Forbillede i den middelalderlige Homilieform, bidrager til at berøve Fremstillingen Varme og Liv. Hertil kommer, at Palladius i paafaldende ringe Grad har gjort det bibelske Stof nærværende ved, som det ellers er hans Vane, at indskyde Smaatræk fra sine egne Oplevelser, sine egne Minder, vise Stoffets Samhørighed med de Mennesker, til hvem han taler.

Naturligvis - Sammenligninger drages; men de er oftest vage, holdt i al Almindelighed, og derfor uden synderlig Virkning. Flest er Jævnførelserne mellem Skriftens Vantro og Datidens Papister, - som følgende:
"I have intet med Christo at gøre; Christus gavner eder intet; I ere faldne fra Naaden, sagde Paulus . . til dem som vilde tilbage til Mose og Loven igen. Hvad mon han nu vilde sige til dem, som vil tilbage til Pavedømmet igen, som de vilde til hine Kødgryder i Ægypten?" (S. 230 L. 9 ff., jfr. foran S. 64 L. 21-25).

Eller denne:
"Ah Fader! Hvo ser udi saa foragtet og forsmæligt [dvs. ringeagtet] et Menneske, at Menneskenes Salighed skal hænge paa ham alene? Det sige først alle Farisæerne i Jerusalem hardt nej til og tillægge Templet og deres Offer Salighed; dernæst alle Papister, som kalde denne Gud Faders Røst Kætteri og lægge deres Messe Salighed til. Men du min fromme Christne, lad fare Farisæere med deres Offer og Papister med deres Messer og hæng hardt ved denne Gud Faders elskelige Søn" (S. 240 L.20 ff.).

Kraft og Liv er der i dette Sted:

"Naar man . . spurgte sig for, hvad han var for en Mand, da blev der saa svaret til: "Han er en Tømmermands Søn af Nazareth". Af Nazareth? Hvad godt skulde der komme af Nazareth? - Derimod var 184 Præstehøvdinger og Leviterne med deres holdt udi stor Hæder og Ære og havde deres Præbender og Renter . . Vi, sagde de, vi er de som bør at prædike, os har Gud befalet det og ikke denne Tømmermands Søn . .

Ser eder omkring I fromme Christne, om det gaar ikke endnu saa til imellem de ragede og smurte og . . de fattige Prædikanter; hvad Bulder og Trætte, hvad Avind og ond Vilje, hvad Afdragt [dvs. Modstand] og Modsigelse, man gør dem, som det salige Guds Ord fremføre" (S. 234 L. 30-36, S. 235 L. 11-20).

Et enkelt Sted bruger Palladius til Illustration af Skriftens Ord et helt konkret Exempel - en Oplevelse. Med Henvisning til Matth. 11 (hvor Christus "skammede de Byer ud, i hvilke hans fleste kraftige Gerninger var gjort, fordi de ikke havde omvendt sig" og tilsiger dem: "Det skal gaa Tyrus og Sidon taaleligere paa Dommens Dag end eder", Vers 20-24) skriver han:
"Saa skal ogsaa udi vor Tid alle de Steder som Guds Ord prædikedes udi, bære Vidne mod de ugudelige. Ja dette Tempel, disse Piller og Vægge skal fordømme vore ugudelige"

og han fortæller en Historie om Doctor Pommer [d. e. Bugenhagen], som, da han var i København, var indlagt til Herberge hos [dvs. boede hos] gamle Mester Mads [d. e. Kanniken Magister Hans Pedersen]:
"der han var dragen hjem til Wittenberg igen og fik at vide om Mester Mads, at han blev den samme, som han var tilforn, med sine Anhængere, som kaldte ham Mesteren og vilde gerne have gjort Christus ud af ham, som Graamunkene af deres Francisco, da skrev den fromme Doctor Pommer disse Ord hid til os saa lydendes: "De Piller dèr i Københavns Kirke og de Vægge i Skolen vide, hvad jeg har gjort mod Mester Mads". Her kalder han Sten og Stok til Vidnesbyrd mod ham; og Christus sagde om sig, at Stenene skulde love ham, om Disciplene maatte ikke det gøre" (S. 197 L. 27-S. 198 L. 11).

Paa den ene Side Farisæerne og Papisterne: Ugudelighed og Død - paa den anden Side Christus og de Evangeliske: Fromhed og et evigt Liv! Det er denne Reformatorernes robuste og sejrsikre Lære, der gennemtrænger Prædikensamlingen om Jesu ærefulde Forklarelse paa Thabor Bjerg.

185

Den Form, i hvilken den rette Opfattelse af et Skriftsted fremsættes, er meget ofte Svar paa et direkte eller indirekte Spørgsmaal.

I Omtalen af Tiden, paa hvilken Forklarelsen fandt Sted, siger Matthæus og Marcus jo, at Forklarelsen fandt Sted sex Dage efter Jesu Forudsigelse af sin Død og Pine, Lucas derimod siger otte Dage derefter (Matth. 17.1, Marc. 9.2, Luc. 9.28). "Her synes Evangelisterne at være mod hverandre", skriver Palladius, men, lyder Svaret, "dog er de ikke mod hverandre [idet de regne forskelligt], . . som vi ogsaa paa denne Dag kalder en Uge otte Dage; udi disse otte Dage, siger vi, alligevel at der er ikke uden syv Dage om Ugen" (S. 199 L. 6 ff.).

Efter Beretningen om, at Christus tog de tre Apostle med op paa Bjerget, hedder det:
"Men her falder et Spørgsmaal ind - som vort Kød og Blod vil alle Ting vide og er mere omhyggeligt i saadant, end det sig burde - . . hvorfor Christus tog ikke alle Disciple hen op paa Thabor Bjerg med sig, men ikkun de tre . . Der skal saa svares . ." (S. 200 L. 23 ff.).

Hvor Palladius taler om Christi Fornedrelse og Korsfæstelse siger han:
"Her maatte man atter føre et Spørgsmaal ind: Hvi lod han sig saadan anse og ikke langt heller udi sin Herlighed og Majestæt . . Svar: det er sket for vor Skyld" osv. (S. 236 L. 5 ff.).

Den femtende Prædiken omhandler Christi Forbud overfor de tre Apostle mod at røbe hans Herliggørelse før hans Pine og Død.

"Hvi gjorde han det?" spørger Palladius, og han svarer: "Derfor vilde ikke Christus, at saadant skulde aabenbares aldeles, førend hans Pinelses Tid var kommen, enten derfor at hans Pine og Død ikke skulde forhindres . . eller for andre Sager som er, at Christus for sin Høviskhed vilde give sin Fader al Ære" (S. 252 L.2ff.).

Det skal endnu nævnes, at Palladius i de Skriftsteder, han anfører i Prædikerne, ligesom i de tidligere Skrifter, 186 som Grundlag har en Vulgatatext, ikke en Lutherbibel eller den autoriserede danske Bibeloversættelse.

Blot et enkelt Exempel:

Palladius, S. 198 L.26ff.

Det hende sig/ der hans Annammelsis dage vaare fuldendede/da beskicket* hand sit Ansict til at hand vilde gaa til Jerusalem.

Biblen 1550.

Oc det begaff sig/ der tiden vaar fuldkommen/ at hand skulde tagis herfra/ da vende hand sit Ansict at vandre strax til Jerusalem, *

Vulgata, Luc. 9.51.

Factum est autem, dum complerentur dies assumtionis ejus, et ipse faciem suam firmavit, ut iret in Jerusalem.

Luthers Oversættelse 1545.

Es begab sich aber/ da die zeit erfüllet war/ das er solt von hinnen genomen werden/ wendet er sein Angesichte stracks gen Jerusalem zu wandeln.

Samme Forhold genfindes i alle de i Texten anførte Skriftsteder. Derimod er Biblen 1550 afskrevet i de efter Prædikerne tilføjede sammenhængende Vers fra Johannes Evangeliet og fra Peters andet Brev (Joh. 12.28-30, 2. Pet. 1. 16-18), hvad der bekræfter, at Palladius ved Udarbejdelsen af sine Prædikener og andre Arbejder har benyttet en latinsk Skriftsprogsamling, der byggede paa Vulgata, mens han, hvor Bibelstykker ligefrem skulde afskrives, altsaa hvor han skulde benytte selve Biblen, som naturligt var, har brugt den autoriserede danske Bibeloversættelse. Jf. foran S. 133-34 og Bind II S. 281 ff. og S. 368 f.1

*