Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

I.

DETTE lille Skrift skænkede Palladius Københavnerne som Nytaarsgave 1551; det maa derfor formodes, at det er udkommet ved Begyndelsen af dette Aar. Skriftet er vistnok uden direkte Forbillede: Sproget har ikke Oversættelsens Præg, men viser ved sin Brug af folkelige Billeder Slægtskab med Sproget i Visitatsbogen. Et Par Exempler herpaa kan fremhæves. I det første Stykke, Bekendelsen, taler Synderen om, hvorledes Menneskets Hjerte (dvs. Sjælen) drages med af Sanserne i Syndens Fordærv: "Mine fem Sind (dvs. Sanser) har brugt sig mangfoldigt i Synd; mit Hjærte har fulgt dem efter i mange Stykker som et Nød til Slagterboden". I det andet Stykke, Bønnen, beder Synderen, at han maa faa Kraft til at modstaa de onde Lyster; "Styrk mig derfor, o Herre og Fader, og lær mig den rette Kunst at styre mit Kød og Blod; og naar jeg bliver for balstyrig og kan ikke selv binde mine onde Begæringer i Bidsel og Tømme, da vilt du hjælpe mig med dit hellige Kors - dog naadelige og maadelige". Efter Bekendelsen og Bønnen følger Taksigelsen, og dermed slutter Skriftet.