Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

133
OVERSÆTTELSE AF
SAVONAROLA'S UDLÆGGELSE AF MISERERE
1551.
134
135

INDLEDNING.

I.

DEN 8. April 1498 fængsledes Girolamo Savonarola, og Dagen efter begyndte Forhørene - strax voldsomt, formløst, med Benyttelse af Torturens Rædsler. De fortsattes en Uge, men uden at føre til Domfældelse. Efter Forhandlinger med Paven genoptoges de i Midten af Maj, og nu lykkedes det paa Pinebænken at aftvinge Savonarola en halv Tilstaaelse. Han blev derpaa dømt til Baalet som Kætter - og brændtes 23. Maj.

I Fængslet havde han under legemlige og sjælelige Pinsler, i Tvivl om sin Sags Ret og sin egen Frelse, fundet Trøst i Davids Bodssalmer, og han havde nedskrevet sine Betragtninger over Miserere og over In te domine speravi i et Sprog, der er gennemglødet af hans indtil Sprængning spændte religiøse Sind.

Udlæggelsen af Miserere naaede han at fuldende, mens hans Betragtninger over In te domine kun blev et Fragment. Dette sidste udgaves sammen med Udlæggelsen af Miserere kort efter hans Død paa Latin og Italiensk, og begge Skrifter vandt hurtig stor Udbredelse i Italien og Tyskland.

I 1523 skrev Luther et varmt Forord til den latinske Udgave, i hvilket han fremhævede, hvorledes Savonarola i disse Salmeudlæggelser naaede til den fulde Erkendelse af, at man ikke frelses ved gode Gerninger, men alene ved Guds Naade. Dette Forord bidrog yderligere til Skriftets Udbredelse og Yndest i Tyskland. Skønt der i 1522 var fremkommet en tysk Oversættelse baade af Miserere 136 og af In te domine, oversattes nu paa ny Udlæggelsen af Miserere med Luthers Forord. En Snes Aar efter fremkom endnu en tysk Oversættelse af Miserere (uden Luthers Forord) ved den kendte Reformationsskribent Johan Spangenberg. Ved Aarhundredets Midte er en tysk Oversættelse naaet til Danmark, til Høvedsmanden paa Solte i Sydsjælland, Borchart v. Boynelberg, som fandt saa stort Behag i Savonarolas Udlæggelse, at han lod Oversættelsen "udskrive" og sendte den til Sjællands Biskop med Bøn om, at denne vilde oversætte den paa Dansk. Palladius indvilger heri, trods sin store Uledighed: for det første, fordi ogsaa andre af Adelen havde ytret Ønske om at faa Miserere oversat, dernæst fordi han mente det nyttigt, at Folk lærte at tænke over og paa rette Maade at forstaa just denne Salme, som man tidligere tankeløst havde liret af; det er, skriver han i Forordet, "en af de syv Salmer, som haver været i stor Vanbrug under Pavens Vildfarelse og et dagligt Mundklammer, ikke aleneste hos alle Præstemænd og Klosterfolk, men ogsaa hos dem, som havde de smaa Vielser og den lille Plet i Hovedet" (jfr. Noten ndf. til S. 168, L. 6); endvidere vilde han gerne udsætte Salmen, for at Savonarolas mærkelige Udtydning kunde blive fattige og forslagne Hjerter til Trøst og Oprejselse; endelig - tilføjer han - bevægedes han til at føje Borchart i dennes Bøn ved "de mange mærkelige Exempler og Historier af den Hellige Skrift, som Savonarola har indført i sin Udtydning - om Sankt Peder, Sankt Paul, den Synderinde, den fortabte Søn, den kananeiske Kvinde, Røveren paa Korset og andre, som ogsaa bekende dem, saavel som David gjorde, af hvilke Exempler vi skulde ogsaa bekende os, at vi ere Syndere". Denne Udtalelse er af ikke ringe Interesse til Oplysning om, hvor fjernt Palladius i Virkeligheden stod det Skrift, han skulde gengive paa Dansk. Naar Savonarola nævner disse Exempler, er det nemlig aldeles ikke for at sige: "jeg bekender at have syndet ligesom disse"; - hvilken Trøst vilde der være 137 deri? - det er for at dulme sin Kvide ved Tanken om, at disse har syndet som han, og dog er de blevet frelste. Savonarolas Udlæggelse er et Trøsteskrift for dem, hvem Syndsbevidstheden knuger, men i Palladius' Gengivelse bliver det til en moraliserende Prædiken for de letfærdige, der ikke bekymrer sig om deres Brøde. Savonarolas Skrift er et sindrigt bygget Forsvar for Synderens Frelse, med Bevis paa Bevis herfor hentet fra Salmerne, fra Evangelierne, fra Apostelbrevene; ikke sjældent giver hans lidenskabelige Følelser sig umiddelbart Udtryk, saa han i fortvivlet Sjæleangst trygler Gud om Naade for derpaa at slaa over i en næsten desperat Gaaen i Rette med Gud, naar Haabet synes at glippe. I Palladius' Gengivelse er den fast tømrede Bevisrække oftest brudt, opløst i en Række forvanskede Enkeltheder, og de lyriske Steder er berøvet deres Kraft. Dette skyldes vel for en Del, som vi skal se, at den danske Oversætter ikke har behersket Sproget i det tyske Grundlag, og den tyske Oversætter ikke Sproget i den latinske Original, men en væsentligere Grund er den, at begge har staaet fremmede overfor Originalens Tankegang og Stemningsliv og derfor ikke, hvor den sproglige Forstaaelse af Enkeltheder svigtede, har kunnet bøde derpaa ved en Samføling med Helheden. Udlæggelsen af Miserere og af In te domine er skrevet af en Mand, hvis Liv var Kamp, skrevet paa et Tidspunkt, da hans Modstandere var blevet Sejrherrer, skrevet i Tvivl, i Utryghed: Jorden havde dømt ham, vilde han finde Naade hos Gud? For den danske Biskop som for adskillige af de nordtyske Reformationsskribenter efter Luther var denne Følelse fjærn. De har ikke som Banebryderne for Kirkeomvæltningen tilkæmpet sig den ny Lære gennem indre Strid og ydre Forfølgelser, de har faaet den fix og iærdig i Wittenberg, og de har forvaltet den med kraftig Støtte fra den jordiske Hersker og i sikker Forvisning om den himmelske Konges Tilslutning. Forudsætningen for en samfølende Forstaaelse af Savonarolas Skrift manglede.

138

II.

For at bedømme Palladius' Oversættelse maa vi naturligvis kende hans Grundlag, vide, hvilke Forvanskninger der skyldes den tyske Oversætter, og hvilke Palladius alene bærer Ansvar for. Af Fortalen erfarer vi, at Palladius har benyttet en tysk Oversættelse, men nogen som helst nærmere Oplysning om denne Oversættelse meddeles ikke. Pall. skriver til Borchart v. Boynelberg, at han lod sig bevæge til at udsætte Savonarolas Udlæggelse af Miserere paa Dansk "den Tid ærlig og vellærd Mand Hr. Søren Persen.. bar mig Eders Bog, som I havde ladet udskrive samme Salme udi paa Tysk", men den Bog, hvori Udskriften stod, er sikkert længst tabt; der er da intet andet at gøre end at sammenligne Palladius' Udgave med de bevarede tre tyske Oversættelser for at erfare, om muligvis en af disse har været Grundlag for Borcharts Udskrift og saaledes kan erstatte denne ved en Vurdering af Palladius' Text.

Den ældste Oversættelse, fra 1522, bestaar af to Tryk i Kvart; det første indeholder Udlægningen af Miserere, det andet Udlægningen af In te domine speravi. Titlerne paa de to Tryk er:

Die weil sich in vil Crist glaubigen menschen in disen zeyten yrrige / vnnd parteysche hanndlung begeben. So ist ainem yetlichen gerechten notwendig/ ynnigklich in grundt des hertzens zubetrachten den Psalmen Miserere mei deus. mitt auszlegung in disem büechlein würt angezaygt/ durch bruder Jeronimum Ferrariensem. Miserere mei deus. Gedruckt am XXX. tag Junius. Anno domini M.D.XXII. Jar.

Ain Auszlegung der dreyer versz des dreyssigisten Psalmen. In te domine speraui etc. gemacht durch bruder Jheronimum. Gedruckt an dem vierden tag des Hewmonats. Anno domini. M.CCCCC.XXII. Jar.

Den følgende Oversættelse, fra 1524, bestaar af ét Tryk i Oktav, der indeholder en Oversættelse af Luthers Forord 139 1523 og af Savonarolas Udlæggelse ar Miserere, derimod ikke af Udlæggelsen af In te domme. Titlen er:

Eyn andechtige vnd kunstreyche betrachtung odder ausslegung Hieronimi Sauonarole/ vom Bapst verbrand/ vber den eynfunfftzigisten Psalm/ Gott erbarm dich meyn. Trostlich allen Christen Gotts barmhertzickeyt die du ynn diesem buchleyn kanst spören. Wittemberg. MDXXiiij.

Spangenbergs Oversættelse (Udg. i Kvart Augsburg 1542 og Leipzig 1542 og senere) indeholder en Oversættelse af Udlæggelsen af Miserere, men hverken af Luthers Forord eller af Udlæggelsen af In te domine. Dens Titel er:

Der LI. Psalm Dauids Miserere mei Devs durch den Christlichen Bruder Hieronymum Sauonarolam Prediger Ordens / vom Bapst verbrandt/ in Gebets weise Lateinisch gestellet/ vnd Christlich ausgelegt/ Verdeutscht durch Johan. Spangenberg Prediger zu Northausen. 1542. Paa sidste Blad: Gedruckt zu Leipzig/ durch Nicolaum Wolrab. M.D.XLII. 1

Sammenligner man disse Oversættelsers Titler og Indhold med Palladius' Udgave, vil man se, at mens dennes Titel intet har fælles med de to ældre tyske Oversættelsers, er den en forkortet Gengivelse af Titlen paa Spangenbergs Oversættelse; ogsaa med dennes Indhold stemmer Indholdet af Palladius' Udgave overens, idet denne som hin kun gengiver Savonarolas Udlæggelse af Miserere. Paa Forhaand er det altsaa sandsynligt, at om nogen af de bevarede tyske Oversættelser har været Grundlag for Palladius', har det været Joh. Spangenbergs. Vi skal nu se, om en Sammenligning mellem de forskellige Oversættelsers Text bekræfter eller afkræfter denne Formodning.

I Indledningsbønnen, nærv. Udg. S. 170, L. 17-18, har Palladius: Thi du est alene mit Haab/ min trøst / oc min tilfluct; 1522-Oversætt. har: wann du allain bist mein * 140 hoffnung vnnd mein zuflucht, 1524-Oversætt.: denn du alleyn bist meyn hoffnung/ Du alleyn bist meyn zuflucht; ingen af disse to Oversættelser har altsaa et Led svarende til "min trøst"; derimod lyder Stedet hos Spangenberg: denn du bist allein mein hoffnung/ mein trost/ mein zuflucht. Denne Overensstemmelse mellem Palladius' og Spangenbergs Text kunde dog skyldes, at begge gengav Originalen fuldstændigere end de to ældre tyske Oversættelser, men dette er ikke Tilfældet; Savonarolas Text lyder: quoniam tu solus spes mea, tu solus refugium meum (Per che tu solo se la mia speranza: Tu solo il mio refugio).1 Formodningen om Afhængighedsforholdet mellem Palladius' Oversættelse og Spangenbergs synes altsaa at bekræftes. Nogle flere Parallelsteder skal anføres:

Nærv. Udg. S. 170, L. 30 flg. staar: Thi ieg veed i sandhed/ at du est det høyeste gode/ ja begyndelse oc aarsage til alle ting. Jeg finder inted Naffn/ huormet ieg kand framsige din wsigelige Maiestat. Eftersætningen: Jeg finder inted Naffn osv. er paafaldende, da Forf. i Forsætningen jo har sagt, at han "i Sandhed ved, at Gud er det højeste Gode, altings Begyndelse og Aarsag". Men Skylden er ikke Savonarolas. I Orig. lyder nemlig Texten: "Thi jeg ved, at du er det højeste, hvis du da overhovedet er noget bestemt og ikke snarere alle Tings Aarsag, hvis du da er en Aarsag - thi jeg finder intet Navn, hvormed jeg kan nævne din unævnelige Majestæt" (Scio enim te summam esse rem, si tamen es res et non potius omnium rerum causa, si tamen es causa. Non enim inuenio nornen quomodo tuam ineffabilem maiestatem nominare queam). De tyske Oversættelser fra 1522 og 1524 gengiver dette uændret: Ich waisz das du bist das allerhöchst wesen/ bistu anders ain wesen / vnnd nit fiil mer ain vrsach aller wesen / mag ich dich anders nennen ain vrsach. Ich find kain namen etc. (1522-Oversætt. Bl. A2r; - 1524-Oversætt ikke væsentlig afvigende herfra), mens Spangenbergs Oversættelse * 141 lyder: Denn ich weis für war/ das du das höchste gut bist/ ja ein anfengliche vrsach atter dinge. Ich finde keinen namen etc. Her er altsaa Forklaringen til Palladius' Textforvanskning.

S. 171, L. 31 staar: Gud.. loed sig kaarsfeste oc ihiel sla; denne lidet heldige Tautologi svarer til Spangenbergs: lassen creutzigen vnd tödten, mens de ældre tyske Oversættelser kun har gekreüfzigt (1522), an das kreutz geschlagen (1524), i Overensstemmelse med Originaltextens crucifixus est. Saadanne tautologiske Omskrivninger er meget almindelige hos Spangenberg, og Palladius har uden Undtagelse gengivet alle hans Tautologier.

S. 174, L. 28-29 skriver P.: tag al skyld fra mig/ tag al ondskab bort / alle Synder / alle onde gierninger = Spangenberg: Nim alle schuld von mir/ nim hinweg alle bosheit/ alle sünde/ alle vbelthat; Orig. har derimod kun to Led: totte culpam vniuersam, totte reatum. 1

S. 190, L. 12 skriver Palladius: Hand er sandelige Gud oc Menniske/ Ja verdsens hielpere oc det euige liff = Spangenberg: der ist warhafftiger Gott vnd mensch/ ja der Helffer der welt/ vnd das ewige leben; men Halvdelen heraf skyldes Oversætteren. Det tilsvarende Sted i Orig. lyder: hic est verus deus et vita æterna.

Efter dette turde der næppe være Tvivl om, at Palladius som Grundlag har haft Spangenbergs Oversættelse og denne alene. Som et sidste Vidnesbyrd følgende: S. 181, L. 33 læser man, at Gud har skjult sin Visdom for denne Verdens Vise og aabenbaret den for de enfoldige "det er / for arme Syndere/ oc for dine Hellige Propheter/ som haffuer giffuit oss saadant til kende". At stille de Verdenskloge i Modsætning til Syndere og Profeter virker ligesaa forbløffende som Erklæringen om, at det er disse: Profeterne og Synderne, der har forkyndt Guds Visdom for Menneskene. Undersøger man Originalens Text, viser det sig da ogsaa, at denne er væsentlig forskellig fra * 142 Palladius' Oversættelse: Savonarola har som Modsætning til Verdens Vise stillet Guds Vise, Forkynderne af det gamle og ny Testament: de hellige Profeter og de ringe Fiskere (d. e. Apostlene); Originalens Udtryk er: quia.. reuelasti ea paruulis, id est humilibus piscatoribus et sanctis prophetis tuis (a humili pescatori et a sancti tuoi propheti). Overensstemmende hermed har den tyske Oversættelse 1522: den klainen demütigen fischern vnd hailigen propheten og Oversættelsen 1524: denn kleinen demutigen Fischern/ deinen heyligen Propheten. At Palladius, eller den der har afskrevet Oversættelsen, ikke læser Sündern for Fischern eller egenmægtig ændrer det velbegrundede Udtryk "Fiskere og Profeter" til det meningsforstyrrende "Syndere og Profeter", er jo utvivlsomt Fejlen maa søges i Grundlaget for Palladius' Oversættelse - og den findes da ogsaa i Spangenbergs Text, som har: den armen sündern vnd deinen heiligen Propheten. Aarsagen til Fejlen her er letforstaaelig: Spangenberg har oversat efter den latinske (eller italienske) Original og i Skyndingen læst peccatoribus (peccatori) for piscatoribus (pescatori).

Grundlaget for Palladius' danske Oversættelse har altsaa været Spangenbergs tyske. Allerede de faa ovf. anførte Exempler vil have vist, at Palladius har fulgt denne Oversættelse tro gennem Omskrivninger, Misforstaaelser og ligefremme Forvanskninger. Paa mangfoldige Steder, hvor Palladius' Text afviger fra Savonarolas, skyldes Afvigelserne saaledes ikke Palladius, men Spangenberg. For at bedømme Palladius' Oversættelse maa vi da karakterisere Spangenbergs. Uoverensstemmelserne mellem denne og Savonarolas Original er af to Arter: dels ufrivillige, beroende paa Oversætterens mangelfulde Kendskab til det latinske Sprog og mangelfulde Forstaaelse af de Følelser og Tanker, Savonarola har givet Udtryk, dels tilsigtede, beroende paa Tidens Hang til sproglig Vidtløftighed, og - hvad der ikke er af mindst Interesse - paa den rettroende Protestants Forsøg paa at fjerne, hvad han ansaa for 143 papistiske Reminiscenser. Lægger man Palladius' Text ved Siden af Originaltexten, vil man finde talrige Exempler paa enhver Art af de nævnte Uoverensstemmelser. Nogle enkelte skal nærmere omtales.

En ligefrem Læsefejl saa vi Exempel paa i Oversættelsen af Originalens piscatoribus ved "Syndere" (ovf. S. 142); en ganske ensartet Fejl skyldes det, naar det om Peder, der fornægtede Kristus, hedder, at han "saa underlige [d. v. s. vidunderligt] der henfalt" (nærv. Udg. S. 193, L. 29) - et noget overraskende Udtryk at bruge om Apostlens fejge Holdningsløshed; vnderlige er imidlertid en rigtig Gengivelse af den tyske Oversættelses wunderbarlich, men dette Udtryk skyldes, at Spangenberg har læst Originalens miserabiliter som mirabiliter!

En ubetydelig Ændring, men betegnende for, hvor lidet indtrængende Spangenbergs Forstaaelse af Originalen har været, findes i Palladius' med Spangenbergs overensstemmende Oversættelse S. 200, L. 7: Men Aanden plaffuer sig aleniste for syndsens skyld/ at hun haffner syndet mod dig/ min Gud / som hende burde/ at frycte oc elske. Dette skal gengive Originalens: "Men Aanden knuges ved sin Brøde, naar den har gjort Gud, som den elsker, imod" (Spiritus vero contristatur de culpato, quia fecit contra deum quem amat). Savonarola har følt, hvor smerteligt det var at volde den ondt, man holdt af, men Spangenberg har omtydet Originalens menneskelige Følelsesudbrud til det moraliserende - og ganske meningsløse - Aber der geist engstet sich allein der sünden halben das er wider dich/ mein Gott/ gehandelt hat/ den er billich solt fürchten vnd lieben. Som om det voldte Smerte at gøre Uret imod den, man burde elske!

Ikke mindre misvisende er Oversættelsen ndf. S. 174, L. 36 flg.: affslet icke alleniste min Skyld/ men ocsaa Pinen/ Ja ocsaa roden oc optendelse til alle Synder; d. v. s. Synderen beder, at Gud maa borttage ikke blot hans Brøde, men ogsaa Pinen (d. e. Straffen derfor), ja ogsaa 144 Aarsagen dertil. Rækkefølgen er paafaldende; men Skylden er heller ikke her Savonarolas. Det tilsvarende Sted i Orig. lyder nemlig: "Udslet ikke alene min Skyld og Brøde, men tilintetgør ogsaa det Tønder, hvoraf Synden næres". Denne toleddede Stigning har imidlertid ikke været tilstrækkelig for Spangenberg, som derfor har tvedelt det første tautologiske Udtryk, hvorved den uheldige treleddede Klimax er fremkommet. Originalens non solum culpam et reatum, sed etiam peccatorum fomitem deleas er hos Spangenberg blevet: tilge nicht allein meine schuldt/ sondern auch die straff/ ja die wurtzel vnd zündel aller sünde.

Den samme Tilbøjelighed til at lade Tankens Klarhed vige for en tilslørende Retorik saa vi Exempler paa i hans tautologiske Omskrivninger (S.170 L. 17, S. 171 L. 31, S. 174 L. 28, S. 190 L. 12, se ovf. S. 139 flg.). Denne Tilbøjelighed kan ganske forvanske Texten. I Udlægningen af V. 14 skriver Savonarola: "Hjælp mig derfor, o Herre... thi ellers vil jeg bukke under i saamangfoldige Kampe: Kødet begærer mod Aanden, Verden trænger mig fra alle Sider, Djævlen sover ikke." I sin Drift til Bedre-Mageri har Spangenberg efter Gal. 5.17 udvidet det første Led caro concupiscit aduersus spiritum til Das fleisch gelüstet wider den geist/ vnd den geist wider das fleisch, hvorved unægtelig det ene Led bliver til to, men det andet (i Sammenhængen) ophæver det første. Palladius følger naturligvis sin Kilde: "Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden mod Kødet" (ndf. S. 193 L. 24). Ganske samme Forbedring er foretaget i Udlæggelsen af 7. Vers (se Noten til S. 178 L. 26).

Undertiden har Spangenberg svækket Originalens Udtryk, fordi han har fundet dets sanselige Energi stødende. I Betragtningerne over det 8. Vers trygler Savonarola Gud om Naade med disse Ord: occurre mihi et osculum oris tui da; de ældre tyske Oversættelser bevarer Billedets Sanselighed (der er overført fra Luk. 15.20); saaledes lyder Texten i Oversættelsen 1522: Lauff mir entgegen/ gib mir den kusz deines munds, men Spangenberg gengiver Stedet: 145 Begegene mir vnd nim mich freundlich an, hvorefter Palladius oversætter: Gack imod mig oc Anamme mig venlige (ndf. S. 180 L. 34). I Udlægningen af 14. Vers staar der i Orig.: "Hvi skulde jeg ophøre at bede.. Du, Herre, opfordrer mig jo selv til at bede og banke paa indtil Paatrængenhed" (ad petendum et pulsandum vsque ad imporfunifatem). Spangenberg svækker Udtrykket til:... zu bitten/ zu suchen vnd anzuklopffen, hvorfor Palladius har: at bede, lede oc bancke (ndf. S. 191 L.16).

I Definitionen af Gud som "det højeste Gode" ovf. S. 140-141) har vi et Exempel paa, hvorledes Spangenberg i sit Forsøg paa at tydeliggøre Originalens Mening ganske forvansker denne. Saaledes ogsaa - for at nævne endnu et Exempel - i Oversættelsen ndf. S. 191 L. 9: Jeg beder dig ocsaa min Herre/ om din Søns Christi kierligheds Brød / som hand deler met alle sine vdualde = Spangenberg: Ich bitt auch/ mein Herr/ vmb das brod der liebe deines Sons Christi/ welchs er allen seinen gleubigen mitteilt, mens Orig. mere haandgribeligt har: "Jeg beder dig ogsaa om Kristi Kærligheds Brød, thi han uddeler sig selv til alle ligesom et Brød" (qua se sicut panis omnibus communicat).

Omvendt kan Spangenberg ved sin Ukyndighed i Latinen komme til at give et Billede en massiv Haandgribelighed, som det ikke har i Originalen. Idet Savonarola søger Trøst i Jesu Ord om Bønnen i Luk, 11.11-12: "Hvis en Søn bad sin Fader om en Fisk, mon han da vilde give ham en Slange, eller om han bad ham om et Æg, mon han da vilde give ham en Skorpion", slutter han: "Jeg beder Dig, Herre, om Haabets Æg: ligesom man af Ægget forventer Ungen, saaledes lad mig naa fra Haabet om din Salighed til Synet deraf." Dette gengives hos Palladius: Jeg beder dig min Herre om Haabens æg/ Thi lige som mand haaber sig/ at faa en kylling aff æget/ saa hielp mig ocsaa ved haabet/ til din Saligheds skin (ndf. S. 191 L. 1).

146

"Kylling" svarer til Spangenbergs hünlin, men dette er jo en noget upoetisk Specifikation af Originalens pullus. 1

De her nævnte Uoverensstemmelser mellem Palladius-Spangenberg-Oversættelsen og Savonarolas Original skyldes dels ligefremme Læsefejl, dels Ukyndighed i Originalens Sprog parret med Ønsket om i Oversættelsen just at give Sproget større Flugt og mindre Voldsomhed. Men ved Siden af disse i hvert Fald halvt ufrivillige Ændringer af Originalens Indhold, findes som nævnt i en Række Tilfælde helt bevidste Fordrejninger af Savonarolas Text.

I Udlægningen af Verset: "jeg vil lære Overtrædere dine Veje" staar der i Orig.: "Præster følge en Vej, Munke en anden, Stoddere en tredje, Gifte en, Ugifte og Afholdende en anden, fromme Jomfruer en tredje, Fyrster følge en, Lærde en anden, kort de forskellige Arter af Mennesker drager ad forskellige Veje til det himmelske Fædreland" (per aliam namque incedunt Clerici, per aliam Monachi, per aliam mendicantes, aliamque tenent matrimonio conjuncti, aliam in uiduitate degentes et continentes, aliam virgines, aliam sequntur Principes, aliam Doctores, denique diuersi status hominum per diuersas vias ad patriam cælestem proficiscuntur). Denne Inddeling af Kristenheden har ikke passet Spangenberg. "Præsterne" har han naturligvis bevaret, "Munkene" har han lige saa selvfølgelig * 147 slettet, "Fyrsterne" har han ikke blot bevaret, men har med skyldigt Hensyn sat dem først, hvorimod han betegnende nok aldeles har udeladt "Stodderne"; Slutningen har han efter sin Sædvane givet en moraliserende Form, saa hele Sætningen lyder: Es sey nu der regierende stand/ Predigerstandl Ehestand/ Jungfrawstand / witwenstand/ oder der gleichen / Ein jglicher hat seinen beruff/ wo er den selbigen nach deinem befehle im glauben volbringt/ so ist er schon auff deinem wege / der jn füret gen himel/ vnd zum ewigen leben. Palladius følger Spangenberg ordret: vere sig nu Overigheds Stad/ Predicke Embedis Stat/ Ecteskabs Stat/ Jomfrudoms Stat/ Vidnes Stat eller ander saadanne/ huer haffuer sit kald/ der som hand det volkommer effter din befaling i Troen/ saa er hand allerede paa dine Veye/ som føre hannem til Himmelen/ oc til det evige Liff (ndf. S. 195 L. 32 flg.).

Udlægningen af det følgende Vers "Frels mig fra Blod" er af Spangenberg tilpasset efter den fejlagtige Opfattelse af Blod som Blodskyld, uden Hensyn til at de af Savonarola brugte Lignelser derved ganske ødelægges. Savonarola skriver: "Fri mig fra Blod, min Gud!... Jeg drukner i Strømme af Blod (in multis sanguinibus suffocor), og fra deres Dyb raaber jeg til Dig: Herre, Herre, hør min Røst, tøv ikke, thi jeg er Døden saare nær... Blodhavets Malstrøm drager mig mod Afgrunden (gurgites sanguinum me trahunt ad inferos), frels mig, at jeg ikke skal omkomme." Dette gengiver Spangenberg: Errette mich von den Blutschulden... Mein Gott/ Die blutschulde wöllen mich erseuffen. Derhalben aus der tieffe der selbigen ruff ich Herr zu dir / Herr höre meine stimme/ Verzeuch nicht mein Herr / Denn ich bin in den blutschulden schier gestorben... Die tieffen der blutschulde ziehen mich bis in die helle! Hilff mir Herr / das ich nicht verterbe. Og Palladius overfører trøstigt paa Dansk Spangenbergs mærkelige Lignelser om Blodskylden (se ndf. S. 196 L. 12 flg.).

I Betragtningerne over Salmens sidste Vers ("Da-naar 148 Jerusalems Mure atter er rejste - skal Du finde Lyst i Retfærdigheds Ofre, Brændofre og Helofre. Da skal man ofre unge Tyre paa dit Alter") har Fordrejninger og Misforstaaelser hobet sig sammen, saa denne gribende Bøn har tabt baade sin Mening og sin lyriske Kraft. Savonarola skildrer Kristenhedens Forfald paa hans Tid: "Hvor er der nu Spor af Apostlenes Herlighed? Hvor af Martyrernes Kraft? Hvor af Forkyndernes Høst? Af Munkenes hellige Enfold? Af de ældste Kristnes Kraft-Gerninger? (Vbi nunc Apostolorum gloria? vbi marfyrum fortitudo? vbi prædicatorum fructus? vbi monachorum sancta simplicitas? vbi primorum Christianorum virtutes et opera?) Spangenberg gengiver monachorum ved der Mönche vnd geistlichen og virtutes et opera ved glaube/ tugenthafftig leben vnd wercke. Palladius' Oversættelse, i hvilken Omtalen af Munkene helt er udeladt, lyder: Huor er nu Apostlernis herlighed? Hvor er de hellige Martyrers sterckhed? Huor er predickernes Nytte oc Lycke? Huor er de Aandeliges enfoldighed? Huor er den første Christen Tro/ dygdelig Leffnet oc Gerninger? (S. 203 L. 21 flg.). Som her de papistiske Munke er erstattet af det vagere Udtryk "de Aandelige" og den lutheranske Fordring om Tro er føjet til den katolske om gode Gerninger (sml. Noten til S. 204 L. 5), saaledes ændres den følgende Sætning helt i lutheransk Aand. I Orig. hedder det: "Da vil du med Glæde modtage dem, der lever et helligt Liv, naar de bringer sig selv som Offer, naar de, frigjorte for al Sløvhed og rensede for al Lunkenhed, lader Guds Kærligheds Brand fortære hele deres Væsen" (tunc grata tibi erunt holocausta religiosorum, qui relicto torpore et tepiditate eliminata, incendio diuini amoris omni ex parte consumabuntur). Denne Askesens Helliggørelse forvendte Spangenberg til Lutheranismens Forherligelse: Denn werden dir auch gefallen die opffer der ordensleut/ wenn sie naeh abgelegter faulheit/ vnd vergessenheit Göttlicher schrifft/ mit Göttlicher liebe angezündt/ vnd in den Götlichen diensten 149 fleissig werden/ anhalten vnd fortfaren = Palladius (ndf. S. 203 L. 33 flg.): da skal ocsaa det Offer vel behage dig/ som det Aandelige Ordens Folck skal gøre/ Naar de effter deris lange ledighed/ oc den hellige Scrifftis forglemmelse bliffue optende met Guds kierlighed/ oc bliffue siden varactige oc sted wdi Guds tieniste. Savortarola skildrer videre denne Naadens Tid, da man "skal ofre Kalven paa Guds Alter, d. v. s. sit eget Legeme paa Korset, til Lidelse og Død; Da skal Kirken blomstre, da skal den udvide sine Grænser, da skal Guds Lov genlyde fra Jordens yderste Egne, Fryd og Glæde skal opfylde Jordens Kreds". Og idet hans Sind, der har kvæget sig ved Fremtryllelsen af Jorderigs Fryd, nu vender sig indad mod ham selv, der martret i Tvivl om, at de Ofre, han har bragt og vil bringe, er Gud velbehagelige, saa han ved Guds Naade skal blive salig, udbryder han: "Herre, jeg beder dig, hvad da skal ske, lad det ske mig nu.. at du vil modtage mig selv som et Retfærdigheds Offer, et Helliggørelsens Brændoffer, et fromt Livs Heloffer - som en Kalv paa dit Kors! Maatte det forundes mig ved dettes Hjælp at vandre bort fra denne Jammerdal til den Herlighed, som du har beredet for dem, som elske dig!" Denne gribende Slutningsbøn er kun halvt forstaaet af Spangenberg, og idet den Afskrift, Palladius har haft som Grundlag, paa dette Sted maa have oversprunget to Linjer i Spangenbergs Text, er Palladius' Oversættelse blevet ganske uden Mening. En Jævnstilling mellem Savonarolas Orig., Spangenbergs Oversættelse og Palladius' Gengivelse heraf vil vise Forholdet:

Savonarola

Fiat obsecro domine nunc mihi illud tunc, vt miserearis mei sccundum magnam misericordiam tuam, vt suscipias mc in sacrificium iusticiæ in oblationem sanctimoniæ, in holocaustum religiosæ vitae, et in vitulum crucis tuæ

Spangenberg

So bitt ich dich nu/ mein Gott/ mein Herr/ sey mir gnedig nach deiner güte/ vnd tilge meine sünde nach deiner grossen barmhertzigkeit/ auf das du mich annemest/ als ein opffer der gerechtigkeit/ vnd als ein brandopffer vnd gantzopffer eines heiligen geistlichen lebens / ja als einen farren deines creutzes vnd sterbens /

Palladius

Der faar beder ieg dig nu/ Min Gud/ min Herre/ Ver mig nadig effter din Miskundhed oc som it Brendoffre/ oc it helligt Aandeligt Leffnis ganske Offer/ Ja som en Oxe aff dit kaarss oc død/1

150

De her anførte Exempler, som med Lethed kunde mangedobles2, viser, at den Gengivelse, i hvilken Palladius modtog Savonarolas Skrift, var fuld af baade ufrivillige Misforstaaelser og tilsigtede Forvanskninger, fordi Oversætteren ikke forstod og ingen Samfølelse havde med det Sprog, Forfatteren talte. Vi skal nu undersøge, hvorledes Palladius meddelte denne Text i dansk Oversættelse.

III.

Som vi saa af Forordet, var Grundlaget for Palladius' Oversættelse en Afskrift, ikke et Tryk. Dette mærkes i Oversættelsen. Adskillige Fejl i denne skyldes utvivlsomt, at Palladius har læst et Ord urigtigt i Afskriften, andre at Afskriveren har gengivet Spangenbergs Text skødesløst.

Nogle Exempler.

S. 170 L. 19 ndf. hedder det: Jeg vil vdøse iammerlige ord / oc it aluorlig klagemaal, men Spangenberg har: Ich wil ausgiessen schmerzliche wort/ vnd engstliche klage (Orig. * * 151 kun: verba doloris). Det meningsløse aluorlig skyldes vel, at Palladius har læst Afskriftens engstliche som ernstliche.

S.174 L. 12 hedder det: Du Gud est allene Gud, men Spangenberg har: Du Gott bist allein gut = Orig. solus deus bonus. Ogsaa her skyldes Fejlen vel, at Palladius ikke har læst Afskriften rigtigt.

S. 181 L. 8 skriver Palladius: hand er Sandhed/ aff huilken all Sandhed i Himmelen oc paa Jorden vdflyder oc formeris, men hos Spangenberg hedder det for "udflyder og formeres": fleust vnd genent wird (Orig. kun: nominatur). Den danske Oversættelses "formeres" dvs. "forøges" for "benævnes" skyldes vel, at Afskriveren eller Oversætteren har læst geneut i Stedet for genent.

S. 184 L. 27 staar der: Mennisken er ligesom Græss/ oc lige som it visset Blomster, mens Spangenberg har: der mensch ist wie das gras/ vnd wie ein feldblume (Orig. kun: homo tanquam flos agri). At feld blume i den danske Oversættelse er blevet til "en vissen Blomst", maa formentlig forklares ved, at Palladius (eller Afskriveren) har læst feld blume som falb blume; men man undres over, at den bibelkyndige Biskop ikke har elimineret Fejlen, ihukommende Salmens Ord: It menniske er.. lige som Gress/... som it Blomster paa marcken.

Ligesom Aarsagen til de her nævnte Fejl jo utvivlsomt er, at der har ligget en Afskrift mellem Spangenbergs Text og Palladius' Oversættelse, saaledes maa ogsaa de ikke faa Overspringninger i denne forklares som Skødesløshed fra Afskriverens Side. Det er foran (S. 149) nævnt, hvorledes Slutningsbønnen ved en saadan Overspringning er blevet ganske ødelagt. Et andet Exempel skal her anføres. I Udlægningen af 3. Vers skriver Savonarola: "Og da du er barmhjertig, hvad er du da andet end Barmhjertigheden selv? Men hvad er jeg andet end Nøden selv? Se, derfor, o Gud, du evige Barmhjertighed, se mig, som er Nøden selv, for dit Aasyn! Hvad vil du gøre, o 152 Barmhjertighed? dog vel din egen Gerning? Skulde du kunne vige fra din egen Natur? Og hvad er din egen Gerning? At ende Nøden og at hjælpe den, som lider Nød". I Palladius' Oversættelse er de to fremhævede Sætninger sprunget over (se ndf. S. 171 L. 6-11), saa den fastbyggede Aarsagsrække brydes; og denne Fejl maa være indkommet ved Afskriften, thi hos Spangenberg findes alle Led (.... Was bin ich/ denn die dürfftigkeit selbs?.... Was ist dein werck?..)

Af lignende Art som Overspringninger er meningsforstyrrende Ombytninger af Ord. S. 172 L. 8-9 staar der hos Palladius: forbarme dig offuer mig.. at du vender dig til mig / vdsletter mine Synder. Den fremhævede Sætning maa opfattes, som om Synderen beder Gud vende sig til ham dvs. ikke glemme ham; men i Spangenbergs Oversættelse lyder den: das du mich zu dir bekerest (= Orig. vt me ad te convertas), altsaa: at du vender mig til dig, d. v. s. at du gør mig gudhengiven.

S. 190 L. 2-4 har Palladius: Smaa oc foractelige gaffuer ere de legemlige oc forgenglige ting/ Men store oc kaastelige gaffuer ere alle Aandelige oc legemlige ting. Fejlen, som jo er aabenbar, skyldes, at Palladius tankeløst er kommet til at gentage legemlige i andet Led. Spangenberg har: geistliche vnd ewige dinge = Orig. spiritualia.

S. 197 L. 9 staar der: du hielper alle dem som haabe oc tro paa mig; dette overraskende Udsagn skyldes ogsaa fejl Opfattelse af Spangenbergs Text, som har: du hilffst alle denen/ die in dich hoffen vnd vertrawen.

De Tilfælde, i hvilke Uoverensstemmelserne med Spangenbergs Oversættelse skyldes - eller kan skyldes - Skødesløshed i Afskriften, er dog faa imod dem, i hvilke Fejlene kun kan forklares ved Palladius' svigtende Kundskab i det tyske Sprog. Herpaa saa vi adskillige Exempler i Oversættelsen af Ochino's Mærkelige Bønner (se foran S. 89 flg.). Gengivelsen af Spangenbergs Oversættelse er endnu mindre fuldkommen. Nogle enkelte Samstillinger 153 mellem Palladius' danske Oversættelse og Spangenbergs tyske vil være tilstrækkeligt til Vidnesbyrd herom.

I Skildringen af Peders Fejghed skriver Savonarola: "dog vovede han ej at træde frem for Menneskene, fordi han af Erfaring kendte sin egen Skrøbelighed, havde prøvet sin egen Svaghed" (nec tamen in publicum prodire audebat, experientia quippe didicerat fragilitatem suam, probauerat infirmitatem). Dette gengiver Spangenberg rigtigt: Er hett aus erfarung seine schwacheit erlernet/ vnd mit der that seine gebrechligkeit erfunden; men Palladius opfatter erfarung seine schwachheit som en objektiv Genetiv og oversætter: Hand lerde aff hans skrøbeligheds forfaring oc haffde fundet hans skrøbelighed met Gerningen (ndf. S.193 L. 12-14)!1 Mens her en Akk. er opfattet som Gen., er i Oversættelsen S. 203 L. 24 Gen. opfattet som Nom. Stedet lyder hos Palladius: Huor er den første Christen Tro / dygdelig Leffnet oc Gerninger; hvilket jo maa forstaas som tre sideordnede Led: den første kristne Tro, dydigt Levned og (gode) Gerninger, men dette er urigtigt; thi Spangenbergs Oversættelse har: wo ist der ersten Christen glaube/ tugenthafftig leben vnd wercke, hvad der ogsaa svarer til Originalens: vbi primorum Christianorum virtutes et opera. 2

Ofte skyldes Uklarheden i den danske Oversættelse Sprogets mangelfulde Udvikling af Abstrakter. Betragtningerne over 15. Vers begynder saaledes i Originalen: "Regn mig ikke dette til Formastelighed" (temeritati); det sidste Ord gengives af Spangenberg ved thorheit vnd vermessenheit, hvilket Palladius oversætter ved daarlighed oc berømmelse, skønt "Berømmelse" i 16. Aarh. ligesom i 20. * * 154 brugtes i meliorativ Betydning = "Pris", "Ros".1 I Betragtningerne over 10. Vers skriver Savonarola: "Nu adlyder Kødet ikke Aanden, men Aanden Kødet" (Jam non caro obedit rationi, sed ratio carni); dette gengiver Spangenberg: Das fleisch ficht wider den geist/ die sinligkeit wider die vernunfft. Palladius oversætter die sinligkeit ved sindet, hvad der gør Meningen tvetydig, fordi Sindet ikke alene bruges om "Sanserne", men ogsaa om "Sjælen, Tanken" (= ty. gemüt); saaledes oversættes l Ex. Rom. 7.23: men ieg seer en anden Lou i mine limmer/ som strider imod den Lou / der er i mine Sind (S. 179 L. 8-9), Spangenberg: in meinem gemüte. Det sidste Sted er det saa meget vanskeligere at opfatte rigtigt, som Plur. er brugt for Sing. Ved "mine Sind" har Læseren maattet forstaa "mine Sanser", ikke "min Sjæl".2

Den lidet tilfredsstillende Maade, hvorpaa Palladius har gengivet Spangenbergs Oversættelse, skyldes da, som de anførte Exempler vil have vist, delvis at hans Grundlag ikke har været selve Spangenbergs Oversættelse, men en - ofte skødesløs - Afskrift af denne. For en ikke uvæsentlig Del maa dog Skylden for den uheldige Gengivelse gives Palladius' mangelfulde Forstaaelse af den tyske Text og hans ringe Evne til, selv hvor han forstod den, at nyskabe den i dansk Sprog.3 Det er utvivlsomt, at dette * * * 155 hænger sammen med, at han ligesom Spangenberg stod fremmed overfor den religiøse Lidenskab, der havde fundet Udtryk i Originalens stærkt personligt bevægede Sprog.

IV.

Savonarolas Bevisførelse, om man kan sige saaledes, for Guds Barmhjertighed er helt igennem bygget over Skriftsteder, der i stort Antal citeres ordret efter Vulgata, uden at dog Kapitel- og Verstal nævnes. Til Oversættelse heraf har Spangenberg, hvor han har kendt Skriftstederne, benyttet Luthers Bibel ordret. Palladius derimod har oversat Skriftstederne ganske uden Hensyntagen til den autoriserede danske Bibel, der dog alt i et Aar havde været færdigtrykt. En Sammenligning mellem Palladius' Gengivelse af den tyske Bibeltext og Gengivelsen heraf i Christian d. Tredjes Bibel vil da være af ikke ringe Interesse som Vidnesbyrd om Palladius' Deltagen eller Ikke-Deltagen i det store danske Sprogværk. Og det kan strax siges, at Sammenligningen helt ud bekræfter det Resultat, Undersøgelsen af de Palladianske Bibeloversættelser i Veit Dietrichs Trøstesprog gav (se foran S. 11 flg). Nogle faa Exempler skal nævnes.

I Palladius' Oversættelse ndf. S. 180 L. 20 staar der: Fader / jeg haffver syndet wdi Himmelen oc mod dig. Dette kunde i 16. Aarh. som i 20. Aarh. kun forstaas: "jeg har syndet i Himmelen og imod dig." Det første Forholdsled bliver derved meningsløst - thi Synderen er ikke i Himmelen -, og det andet bliver forvansket. Den tyske Text har: Vater/ ich hab gesündiget in den himel vnd für dir (Spangenberg = Luc. 15.21 i Lutherbiblerne 1534-45), altsaa in med Akk. i Betydningen "imod" og für i Betydning "for", "for dit Aasyn"; Biblen 1550 gengiver dette rigtigt: Fader/ Jeg haffuer syndet mod Himmelen oc faar dig.

L. 16, S. 187 L. 27, S. 192 L. 2, S. 203 L. 4; jfr. ogsaa Omtalen af S. 203 L. 23-24 foran S. 153.

156

I Udgaven ndf. S. 189 L. 5 skriver Palladius: Men huad der er screffuit/ det er screffuit oss til lærdom! at wi kunde haffue haab aff Scrifften ved taalmodighed/ oc trøst. Den sidste Sætning er enten uden Mening, idet den siger, at man skal have Haab ved at læse i Skriften, gennem Taalmodighed og Trøst, eller den giver i bedste Fald en gal Mening, idet man, under Hensyn til Kommaet foran "oc trøst", kunde opfatte Udsagnet: vi skulde have Haab ved at læse i Skriften og Trøst - naar vi blot er taalmodige. Men i Spangenbergs Text staar der - Ord for Ord overensstemmende med Rom. 15.4 i Luther-Biblen: auff das wir durch gedult vnd trost der schrifft hoffnung haben - altsaa: ved at være taalmodige og søge Trøst i Skriften skulde vi faa Haab. Ogsaa dette gengives rigtigt i den danske Bibel: paa det wi skulle haffue haab formedelst taalmodighed oc Skrifftens trøst.

Dette maa være tilstrækkeligt som Vidnesbyrd. - Til Karakteristik af Palladius' Sprogbrug har naturligvis de rigtige Oversættelser større Værdi end de fejle. Et Par Sammenligninger med Bibeltexten kan anføres: Math. 11.12 die reissen es zu sich gengiver Palladius ndf. S. 189 L. 5: [de] riffue det til dennem, Biblen [de] rycke det til sig; i Gengivelsen af Aab. 3.7 har Palladius ndf. S. 197 L. 20: tillucker og oplader, Biblen lycker til og lader op; i Gengivelsen af Ps. 38.6: meine wunden stincken vnd eitern har Palladius mine Saar styncke oc rynde (ndf. S. 174 L. 16), Biblen: Mine Saar lucte ilde oc flyde met raad. Palladius oversætter bey den verkereten bistu verkeret (Ps. 18.27) ved hoss den foruende/ est du foruend (ndf. S. 201 L. 29), Biblen har: hoss den fortrødne/ est du fortrøden; Palladius oversætter ein Mitler (1.Tim. 2.5) ved en Middeler, Biblen ved en Meglere. I Oversættelsen af 2. Kor. 3.18: mit auffgedecktem angesicht har Palladius met optecte Ansict (ndf. S. 202 L. 7), Biblen met it bart Ansict o. s. fr.1 * 157 Mens Oversættelsen af de i Texten indføjede Bibelcitater er ganske uafhængig af Christian den Tredjes Bibel, har denne været Grundlag for selve Salmetexten og den til Udgaven vedføjede Oversættelse af Manasses Bøn, hvorimod den følgende "Kong Salomons Bøn", Ordspr. 30.7-9, er oversat efter Vulgata eller vel snarere afskrevet efter en gammel Oversættelse heraf. Se iøvrigt Noterne til S. 204-207.

V.

Af Palladius' Oversættelse af Savonarolas Miserere vides tre Udgaver at have existeret.

1. Originaludgaven. Denne er nu tabt, men dens fuldstændige Titel, med Linjeinddeling, er gengivet i Biskop Harboes haandskrevne Palladius - Samling fra c. 1750 (Ny kgl. Saml. 2710, III, 4°. Bilag 47). Efter denne er dens Ordlyd:

Den LI.Psalm |Miserere |mei Deus/ Christe- | lige vdlagt aff Hierony- | mo Sauonarola / Oc for- dansket aff Doct. Petro Palladio/ | alle fromme oc retsindige Christ- | ne/ som danske maal for-|staa/ til trøst oc husualelse. | Prentet i Kiøbenhaffn/ aff |Laurentz Benedicht.

L. 19, 24 og 25, S. 178 L. 26, S. 179 L. 5 og 32, S. 180 L. 10 og 20, S. 183 L. 21, 23 og 29, S. 184 L. 28, S. 185 L. 19, og 29, S. 186 L. 30, S. 187 L. 30, S. 189 L. 4, 5, 17 og 24, S. 190 L. 22 og 23, S. 191 L. 32, S. 193 L. 24 og 26, S. 194 L. 14, S. 197 L. 2, 19, 21 og 26, S. 198 L. 32, S. 199 L. 13, 15 og 29, S. 200 L. 25, S. 201 L. 17 og 28, S. 202 L. 7, 14 og 24.

Det maa bemærkes, at Afvigelser mellem Palladius' Oversættelse og Texten i den danske Bibel i nogle Tilfælde skyldes Uoverensstemmelse i disses Grundlag, idet Bibelcitaterne hos Spangenberg stemmer med den ureviderede Luther-Bibel (Udgaverne 1534-40, mens Grundlaget for den danske Bibel er den yngste reviderede Luther-Bibel (Udg. 1545). Saaledes - for at nævne et Exempel - gengiver Palladius Rom. 8.26 (ndf. S. 189 L. 25): Men Aanden beder veldige for oss efter Spangenberg Sondern der geist vertrit vns selbs mechtiglich = Luther-Biblerne 1534-40, mens den danske Bibel har Men Aanden traader selff frem for oss til det beste efter Biblen 1545 (= 1541- og 1543-Udg.): Sondern der Geist selbs vertritt vns auffs beste. - Da Spangenbergs Oversættelse er fra 1542, er det sandsynligt, at han har udarbejdet den i 1541, inden den reviderede Luther-Bibel var udkommet.

158

Baade N. M. Petersen (Literaturhist. II, 2403) og Chr. Bruun (Danske Samlinger I, 163) har forgæves eftersøgt denne Udgave.

2. Det i nærv. Udgave gengivne Tryk. Dette er bevaret i to - desværre begge defekte - Exemplarer. Det ene, som findes paa Universitetsbibliotheket, er et Fragment, bestaaende af Titelblad, Fortale og Udlægning af de første 18 Vers (Bl. Al-I7). Det er i nyeste Tid indbundet i et Papbind. Titelbladet er ikke forsynet med Aarstal, og Trykket giver ikke paa anden Maade Støtte for en Tidfæstelse. I Bibl. Danica I, 31 formodes det, at Fragmentet er trykt i Wittenberg 1552. Denne Formodning er imidlertid, som det følgende vil vise, urigtig. I 1911 har Underbibliothekar Victor Madsen fundet et andet Fragment af Palladius' Savonarola-Oversættelse i et Samlingsbind (Kat. 2131) i Karen Brahes Bogsamling. Dette Bind indeholder tre Tryk: l. Jhesus Syrach paa Danske.. Anno M.D.LVIII; Bl. Y2: Tobie Bog paa Danske; paa sidste Blad:.. prentet i Lybeck hoess Jørgen Richolff/ Aar effter Guds Byrd M.D.LVIII. 2. Palladius' Savonarola-Oversættelse. Titelbladet og Bogens næstsidste Blad mangler. 3. Palladius' Bearbejdelse af Ochino's Bønner, udg. foran S. 83-132. Ogsaa i dette Tryk staar til Slut: Prentet i Lybeck aff Jurgen Richolff. 1558. Alle tre Skrifter er trykt paa samme Papir, i samme Format, med samme Type. Det er derfor utvivlsomt, at de alle er trykt hos samme Bogtrykker, og da den typografiske Udstyrelse i de tre Skrifter er fuldstændig ensartet, er der en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at det midterste Skrift er trykt samtidig med det første og sidste Skrift dvs. at alle tre Skrifter er udkommet i ét Bind 1558, men hvert forsynet med selvstændigt Titelblad og Signatur, som det var saa almindeligt i 16. og 17. Aarh. Dette bekræftes ved, at det Hellæderbind, de er indbundet i, ikke er et nyere Bibliotheksbind, men fra samme Tid som Trykkene, hvad Paaskrifterne paa Bindets Inderside viser.

159

Her staar foroven: 15*67. | Mein geluck kompt | wenn gott will | A. Wgrup. Neden under med anden Haand: Denne bogh hór meg Beate Turs dotter till och er meg giiffuen aff min farsóster sonn Arved Vgrup thenn 27 aprilis 1567. Derefter (med samme Haand):

huem hende meg stieler ifrá
en troll wnge Jag [!] were má
Jeg will heffne paa min sand
sá hand schall fá bade last oc scham
Amen

Hr. Arvid (Arild) Urup1 har altsaa forsynet Bogen med Paaskrift, inden han d. 27. April 1567 skænkede den til sin Kusine Frøken Beate, Datter af Hr. Ture Trolle til Bergqvara, en Broder til Arvids Moder Fru Anne Trolle.2

Palladius' Oversættelse af Savonarolas Skrift bestaar af 12 Læg, signeret A-M.-1. 3. 5. 7. 9. 11. Læg har hvert 8 Blade (sign. A-Av, C-Cv osv.), 2. 4. 6. 8. 10. 12. Læg har hvert 4 Blade, sign. B-Biij, D-Diij osv.). 1. Blad og 71. Blad er som nævnt tabt. En Sammenligning mellem dette Tryk og Fragmentet i Univ. Bibl. har imidlertid vist, at Fragmentet er ganske samme Tryk som Exemplaret i Karen Brahes Bogsamling. Ikke blot svarer den bevarede Del af Exempl. i Univ. Bibl. Side for Side, Linje for Linje, Ord for Ord med alle Trykfejl til Exempl. hos Karen Brahe, men alle tilfældige Typeejendommeligheder, et slidt t, en afsprunget Bindestreg, en skraatstillet Type osv. er i ét og alt fælles for de to Exemplarer, saa den Mulighed er udelukket, at det ene skulde være et Optryk af det andet. Dermed er det altsaa givet, at Sted- og Tidfæstelsen "Wittenberg 1552" for Fragmentet i Univ. Bibl. er uholdbar. Dette saavel som Karen Brahes Exemplar er trykt i * * 160 Lybeck hos Jørgen Richolff 1558. De to Fragmenter kan altsaa supplere hinanden; d. v. s. vi kender nu Titelbladet til Udgaven 1558. Dette er derfor ndf. gengivet i Facsimile efter det eneste bevarede Exempl., Fragmentet i Univ. Bibl. Paa Træsnittet ses Kong David knælende i Bøn med Harpen ved sin Fod. Paa Titelbladets Bagside findes et Træsnit af Kristus paa Korset, aabenbart et Udsnit af et større Træsnit, paa hvilket Maria og Johannes har staaet ved Korsets Fod (sml. Træsnittet i "En daglig Bekendelse" foran S. 76). De nederste Folder i Marias og Johannes' Kjortel er bevarede. Under Træsnittet er Joh. 3.16 aftrykt efter Texten i den danske Bibel. Samme Skriftsted eller et andet fra Johannes' Evang har sikkert staaet paa det nu tabte 71. Blad, idet Kustoden paa Bl.70v har: Johan. Til Slut har formodenlig som paa Samlingsbindets første og sidste Skrift staaet Trykkested, Bogtrykker og Aarstal.

3. Et Tryk fra 1562. Af dette er ét fuldstændigt og ét defekt Exempl. bevaret, begge paa d. kgl. Bibl. Hosstaaende Facsimile-Gengivelse viser Titelbladets Forside. Som det ses, er samme Træsnit som paa 1558-Udg. benyttet, men her prydet med et Bladornament. Paa Titelbladets Bagside findes i Stedet for Træsnit to Skriftsprog: Joh. 3.16 (som i 1558-Udg.) og Ps. 34.2-4, begge afskrevne efter Biblen 1550 (se Noterne ndf. S. 209). Trykket bestaar af 12 sexbladede Læg, sign. A-M. Paa Bl. M 4 staar: "Prentit i Magdeborg/ hoss Ambrosio Kyrchner. Aar effter Guds byrd. M.D.LXII." De to sidste Blade har været blanke. Grundlaget for denne Udgave er, som Titlen viser, ikke Originaludgaven, men Udgaven 1558. Dennes Text følges ogsaa ordret og for det meste bogstavret. Kun iøjnefaldende Trykfejl er rettede som od til oc, gegraffuit til begraffuit, Samiritan til Samaritan, foriertelse til forieftelse o. lign., derimod er selv ganske meningsforstyrrende Sætterfejl bevaret, naar blot det trykte Ord overhovedet fandtes i 161 Sproget, saaledes den for dem S. 192 L. 18, igen for [x]gen (ingen) S. 197 L. 20, Regerer for Begerer S. 200 L. 7, beste

for beske S. 200 L. 14, Huo for Huor S. 202 L. 10, lære for bære S. 206 L. 9, jfr. Textrettelserne ndf. S. 208.1

*
162

VI.

Efter Palladius' Tid er Savonarolas Betragtninger over Miserere to Gange blevet oversat paa Dansk. Første Gang i Midten af 17. Aarh. Denne Oversættelses Titel er:

Kong Davids den | LI. Poenitentzis | Psalme/ | I Bønevjsz udlagt oc | forklarit/ ved den S. Mar- | tyr Hieronymum Sa- | vonarolam aff Fe- | raria. |.... Prentet i Aarhusz 1643.

Bogen er i Duodez og bestaar af 10 Læg, sign. A-K. Paa Titelbladets Bagside findes et Træsnit, der i Komposition ganske ligner Træsnittet med Kong David; men dette forestiller (som et Navnebaand meddeler) Kong Manasse. Man ser ham knælende i Bøn bag Babylons Mure, til hvilke han er lænket. Ved hans Side et brudt Scepter og Krone. Efter Titelbladet følger Salmen, overensstemmende med Texten i Biblen. Derefter Savonarolas Udlæggelse og til Slut en Morgen- og Aftenbøn.

Grundlaget for denne Oversættelse er, ligesom for Palladius', Spangenbergs tyske Oversættelse. Saaledes lyder det til nærv. Udg. S. 170 L. 30 flg. svarende Sted, der i Spangenbergs Oversættelse, som foran omtalt, er ganske forvansket:
Thi jeg veed visselige/ at du est det allerypperste Gode/ ja en Aarsage oc Begyndelse til alt Got oc jeg finder ingen anden/ ey heller noget andet Naffn/ med oc ved huilcket jeg din wsigelige Mayestet oc wbegribelige Herlighed kand oprægne eller fortelle.

En Sammenligning med Spangenbergs Oversættelse (jfr. foran S. 140-141) viser, at denne er fulgt helt igennem. Oversættelsen 1643 har da ogsaa ligesom Palladius' Oversættelse de fra Spangenberg stammende mærkbare Fejl "Syndere" for "Fiskere" (Bl. D1v) og "vidunderlig" for "ynkelig" (Bl. F10v), jfr. foran S. 141 og 143. I det hele genfindes alle Spangenbergs Fejllæsninger og Misforstaaelser, 163 Omskrivninger og Udvidelser i den ny Oversættelse, hvorimod ikke en eneste af de Fejl, der skyldes Palladius eller hans Afskrift, findes. Ordforraadet er ogsaa i det hele forskelligt fra den ældre danske Oversættelses; selv om derfor adskillige Steder i de to Oversættelser har stor Lighed med hinanden, er dette vist nok tilfældigt: Oversætteren af 1643-Udgaven har næppe benyttet eller kendt Palladius' hundrede Aar ældre danske Gengivelse.1

Den anden danske Oversættelse er fra Midten af 19. Aarh. Dens Titel er:

Savonarolas Betragtninger over den 51de og 31te Davids Psalme. Ved M. Th. Wøldike, Cand. theol. Kjøbenhavn. Udgivet af Foreningen til christelige Opbyggelsesskrifters Udbredelse i Folket. 1850.

Paa Titelbladets Bagside oplyses det, at Grundlaget for Oversættelsen har været Luthers Udgave af Savonarolas Betragtninger 1523.

Efter et orienterende Forord om Savonarola følger Oversættelsen af hele Udgaven 1523: Luthers Fortale og de to Salmeudlægninger. Oversættelsen er i det hele meget omhyggelig og velegnet til at give en Forestilling om Indholdet af dette Savonarolas sidste og mest personlige Skrift, selv om det naturligvis ikke er lykkedes Oversætteren at meddele den danske Gengivelse Originalens Glød.

Skriftets Forord slutter saaledes: "med Luthers Anbefaling overgives det herved til danske kristelige Læsere, at det maaske ogsaa maatte her kunne virke til Opbyggelse". Oversætteren har ikke vidst, at det alt tre Hundrede Aar tidligere var skænket "alle fromme oc retsindige Kristne som danske Maal forstaa til Trøst oc Husvalelse".

*
164
165

166

167

Erlig oc Velbyrdig Mand Borchart
van Boynelberg Høffuitzmand paa Solthe/ ønsker ieg
Peder Palladius Naade oc Fred wdi vor
Herre Jesu Christo.

KIere Borchart/ lerer den hellige Paulus oss til de Corinther/ at huer skal bygge paa Troens grunduol/ det som dueligt er/ aff den Naade Gud hannem giffuer/ oc en anden sted i samme sendinge breff/ der som hand opregner den hellig Aands mangfoldige || gaffuer/ setter hand denne gaffue der iblant met/ som er/ at vdtaalcke it tungemaal paa it andet/ oc vil at huo den gaffue er aff Gudz Aand begaffuet met/ da skal hand den bruge paa Troens grunduol til Gudz ære/ oc hans nestis salighed.

End dog ieg bekender mig icke at haffue den gaffue fuldkommelige/ som inted er fuldkommeligt met oss aff det gode/ her i verden/ dog vil ieg lade vere wspard det ringe/ som ieg haffuer aff samme gaffue/ huor faare ieg oc saa gerne loed mig beuege til at sette denne Psalme Miserere mei Deus, vd paa danske/ met sin herlighe vdtyelse som den fromme || Christen mand Hieronimus Sauonarola haffuer besegeit met sit blod/ den tid hand bleff brend for Christi salige Ord/ aff den wgudelig Pawe i Rom/ ieg loed siger ieg/ mig gerne beuege der til/ den tid Erlig oc Vellerd Mand Her Seuren Persen Sogneprest oc Prouisten i Nestued/ bar mig eders bog/ som i haffde ladet vdscriffue samme Psalme vdi paa Tyske/ oc gaff mig eders vilie oc begering til kende/ at i saae gerne/ at denne Psalme bleff vdset paa Danske/ oc haffuer ieg der faare beskicket mig nogerlunde effter eders begering/ som mig haabis/ Først for den aarsage skyld/ at mange andre oc saa vdaff || Adelen haffue det samme begeret/ som Erlige oc Velbyrdig Quinde Fru Anne Globs begerede storlig aff min Broder Mester Niels Palladius at hand vilde vdsette samme Psalme paa Danske/ ock icke end heller saa megit for hendis skyld/ effterdi hun 168 forstaar oc saa vel Tyske tunge maal/ som for mange andre/ dem til trøst/ Der til med for Psalmens skyld i sig selff/ Thi det er en aff de siu Psalmer/ som haffuer veret i stor vanbrug vnder Paffuens Vildfarelse/ oc i it dageligt mundklammer/ icke alleniste hoss alle præstmend oc Closter Folck/ men oc saa hoss dem/ som haffde de smaa viielser oc || den lille plet i hoffuedet/ Thi at de vaare oc saa forplictede oc forbundne til en daglige siu Psalmes lesning/ dog met ingen fruct/ foruden anden vanbrug de vaare wdi/ saa at mand sette en siu Psalmers lesning mod en dødelig synd som vaar bedreffuit/ at den skulde der met vere affslet/ vor Herris Jesu Christi wskyldige død oc pine til en bespaattelse/ dog i stor blindhed oc vonkundighed/ lige som disse siu Psalmer skulde derfaare kaidis/ Septem Psalmi pænitentiales, det er/ siu poenitentze Psalmer/ for mand skulde bøde met dem for synden/ Oc det haffuer sig dog icke saa/ Thi der faare kaldis de vij Poenitentze || Psalmer/ Den vj. Den xxxij. Den xxxviij. Denne lj. Den cij. Den cxxx. oc den cxliij. Psalme/ at huo dem vil rettelige læse/ oc offuerueie/ da finder hand i huer aff dem/ besønderlige ydermere end i andre Psalmer/ den rette hoffuid lærdom om Poenitentze/ det er/ om anger oc ruelse/ oc om vor retferdiggørelse faar Gud/ saa at mand finder der Louen/ at bekende sig it armt syndigt Menniske mer/ oc Euangelium/ at sette tro til/ oc bliffue saa aff met Synden vid Syndz forladelse/ som Dauid i denne Psalme bekender sig/ oc faar saa trøst/ oc husualelse/ det er deris rette brug/ oc det er oss || arme Syndere allermest nyttelig oc saare behoff/ huor faare wi skulle oc saa gerne læse dem/ nu denne/ nu en anden/ icke aff anden tuang/ end aff wor Synde tuang/ som er dog stor naack/ at wi thøre icke lade oss viie eller binde til dem alle Siu/ at læse daglige/ som wi vaare wdi vor vngdom.

Den tredie Aarsage huor faar ieg gerne vd sette denne Psalme/ er denne merckelig vdtyning som denne fromme Mand Hieronimus Sauonarola/ haffuer vdlagt denne Psalme met/ alle fattige forslagne hierter til trøst/ oc opreysselse/ oc saa for de mange merckelige Exempler oc Historier aff den Hellige || Scrifft/ gamle oc Nye Testamenter som hand haffuer indført 169 wdi denne hans vdtyning/ om S. Peder/ S. Pouel/ den Synderinne/ den fortabte Søn/ den Cananeyske Quinde/ Røffueren paa Kaarsit oc andre/ som ocsaa bekrende dem saa vel som Dauid giorde/ Aff huilcke Exempler wi skulle oc saa bekende oss/ at wi ere saa vel Syndere som de vaare/ Ellers lade wi oss finde vnder den trusel/ som Christus gør selff hoss Lucam i det trettende Capitel/ der som hand saa siger/ Mene i at de Galileer/ hues Blod Pilatus blandede/ met deris offer/ vaare Syndere ydermere end alle andre Galileer/ for de || lidde saadant? Ney/ ieg siger eder/ men vden i angre eders Synder/ da skulle i alle lige saa omkomme. Som oc saa de atten/ der det Taarn i Siloe fald paa/ oc slo dem ihiel/ mene i at oc saa de vaare skyldige/ framfor alle Mennisker/ som bode i Jerusalem? Ney/ ieg siger eder/ der som i icke angre eders synd/ da skulle i alle lige saa omkomme. Disse sager oc andre flere/ Min fromme Borchart/ beuegede mig til/ at vide eder bøn allermest eders gode hierte mod oss danske Folck/ som i viste at dette vilde komme til trøst oc husualelse/ Derfaare sender ieg nu eder denne Bog/ oc beder eder gerne/ at i ville tage dette mit arbeyde || til tacke/ oc bære offuer met hues der feyler paa Dansken/ anseendis min store wledighed. Jeg vil gerne vdi alle maade/ vere eder til vilie oc tieniste effter min Formue/
Eder oc eders kære Frue/ Fru Margarete met alle eders/
Gud Almectigste befalendis. Screffuit i Kiøbenhaffn
paa Sancti Michaelis dag/
Aar effter Gudz byrd/
M. D. LI.

170

Dauidz Psalme/ faar at siunge/ der
Nathan Prophete kom til hannem/ der hand
vaar indgangen til Bersabee.

JEg vonsalig menniske/ hielpeløss oc arm i alle maade/ som haffuer fortørnet Himmelen oc Jorden/ Huort skal ieg gaa hen? Huort skal ieg vende mig? Huem skal ieg fly til? Huo vil forbarme sig offuer mig? Jeg tør icke løffte mine øyen op til Himmelen/ Thi ieg haffuer suarlige syndet mod Gud/ Paa Jorden finder ieg ingen hielp eller tilfluct. Thi ieg vaar min neste || til stor forargelse. Huad skal ieg da gøre? skal ieg falde i misshaab? Det vere langt fra/ Gud min skaber er Barmhiertig/ Christus min Saliggørere er Miskundig. Der faar er Gud aleniste min tilfluct/ Hand foracter icke sine Henders gerninger/ oc ey heller forskiuder sit Billede.

Der faar kommer ieg til dig/ du Barmhiertige Gud ieg som er fuld met angest oc bedrøffuelse/ Thi du est alene mit Haab/ min trøst/ oc min tilfluct. Men huad skal ieg sige til dig? Effterdi at ieg tør icke løffte mine øyen op til dig/ Jeg vil vdøse iammerlige ord/ oc it aluorlig klagemaal/ Oc ieg || vil paakalde din Barmhiertighed oc sige.

Gud ver mig naadig/ effter din Miskundhed/
Affslet mine Synder effter din
store Barmhiertighed.

O Gud du som boer wdi it Liuss der ingen kand komme til/ der som du est skiult/ som mand icke kand see met Legemlige øyen/ ey heller begribe met Menniskelige forstand/ oc ey kand naack prisis met Engelske Tunge. Min Gud du som est wbegribelig/ dig søger ieg effter/ du som est wsigelig/ dig rober ieg paa/ du som est alle vegne/ Thi ieg || veed i sandhed/ at 171 du est det høyeste gode/ ja begyndelse oc aarsage til alle ting. Jeg finder inted Naffn/ huormet ieg kand framsige din wsigelige Maiestat. Min Gud du som est alle ting/ Du est den euige Visdom/ Den euige Barmhiertighed/ Den euige Mact oc Salighed.

Effterdi at du est ocsaa Barmhiertig/ huad est du andet end barmhiertighed selff? derfaar ver du en Barmhiertig Gud/ See min wselhed er faar dig/ huad vilt du nu gøre du euige Barmhiertighed? Sandelige du maat icke forkomme din egen Gerning/ huad er din Guddommelig nature/ Sandelige/ inted andet || end at borttage wselhed/ Oc at hielpe arme elendige menniske. Derfaar miskunde dig offuer mig o Gud/ Ja du euige Barmhiertighed/ tag bort min wseihed/ affslet mine synder som ere den høyste aarsage til min wselhed/ trøste mig elendige/ beuijss din gerning i mig/ øffue din krafft i mig/ Den ene Dybhed rober til den anden dybhed/ Wselheds Dybhed rober til Barmhiertigheds Dybhed/ Syndsens dybhed rober til Naadens dybhed. Men Barmhiertigheds dybhed er megit større/ end Wselheds dybhed/ Derfaar opsluger den ene dybhed den anden dybhed/ Barmhiertigheds dybhed opsluger Wselheds dybhed. ||

Gud ver mig Naadig/ effter din store Barmhiertighed/ icke effter Menniskens barmhiertighed/ som er saare ringe/ men effter din Guddommelig Barmhiertighed/ som er stoer/ som er wmaalelig som er wbegribelig/ som høyt offuergaar alle Synder. Forbarme dig effter den store Barmhiertighed/ huor met du haffuer giort saa merckelige vel/ oc elsket verden/ at du haffuer oc saa giffuit din eniste Søn for hende. Huor kand vere større Barmhiertighed? huor kand vere større kierlighed? huo kand falde i mishaab? Huo vilde icke ver trøstig? Gud er vorden Menniske/ oc loed sig kaarsfeste oc ihiei sla for alle Menniske. || Der faare min Gud forbarme dig offuer mig effter den store Barmhiertighed/ ved huilcken du haffuer giffuit din elskelig Søn i døden for oss alle/ oc der met bort togst alle verdsens Synder/ igenløste alle Menniske ved hans kaarss/ oc opliuste alt det som er i Himmelen oc paa 172 Jorden/ Rense mig min Gud i Hans Blod/ opliuss mig i Hans Pinis ydmyghed/ Gør mig glad i hans Hellige Opstandelse. Forbarme dig offuer mig/ min Gud/ icke effter den ringe Barmhiertighed. Thi din Barmhiertighed er liden oc ringe/ naar du trøster Mennisken i Legemlig nød oc angeft/ Men din Barmhiertighed || er stor/ naar du forlader Synderne/ oc ophøyer Menniskene ved din Naade/ offuer Himmel oc Jord/ Lige saa min Gud/ min HErre/ forbarme dig offuer mig/ effter din store barmhiertighed/ at du vender dig til mig/ vdsletter mine Synder/ oc retferdig gør mig ved dyn Guddommelig Naade.

Affslet mine Synder/ effter din store Barmhiertighed.

Min Gud/ min HErre/ din Barmhiertighed oc din Miskundhed er wsielig/ Oc du forbarmer dig offuer alle dine Gerninger/ Oc der er icke tal/ maade eller ende paa || din Barmhiertighed. Maria Magdalena fald til din kære Søns Jesu fødder/ tode dem/ met hendis grædende taare/ oc tiurde dem/ met hendis Houidhaar/ Du forlodst hende hendis Synder. Petrus forsoer sin saligørere/ oc soer en Eed/ at hand icke kende hannem/ hand græd bitterlige/ du forlodst hannem sine Synder/ oc togst hannem til Naade igen. Røffueren paa kaarsit sagde icke vden it ord til din kære Søn/ hand tilsagde hannem Paradiss. Paulus forfulde din Christen menighed/ oc du kallede at hannem fra Himmelen oc opfylte hannem met den hellig Aand. Disse ere HErre dine Barmhiertigheder. Tiden || bliffue mig forstacket/ om ieg vilde opregne alle dine Barmhiertigheds Exempler. Thi huor mange retferdige der ere til/ saa mange ere dine Barmhiertigheder. Ingen kand berømme sig aff sig selff. Lad komme hid alle retferdige i Himmelen eller paa Jorden/ oc lad dem sige faar dig om de ere bleffne Salige aff deris kraffter/ Gerninger eller fortienste/ De skulle visselige alle aff it hierte/ Ja aff en mund suare oc sige.

173

Icke oss HErre/ icke oss/ men giff dit naffn ære/ for din Naade oc Sandhed skyld. Thi de indtoge icke deris Fedris Land/ ved deris Suerd/ oc deris arm halp dem inted/ men din høyre || haand din arm oc dit Ansictis liuss. Thi du haffde en velbehagelighed i dem. Det er icke aff deris fortieniste/ oc de ere icke beuarde aff deris Gerninger/ paa det at ingen skal kunde berømme sig/ men det vaar dig saa behageligt/ som oc Propheten siger klarlige/ hand haffuer beuaret mig/ Thi hand haffuer mig kær. Effterdi da/ at du est den Almectigste euige Gud/ hoss huilken ingen omkringskiffteltghed er/ oc ingen omskifftelighed paa Liuss oc Mørck/ Oc wi ere dine Creatur/ som oc saa vore Fædre/ de som oc ere fødde i Synder/ aff kødsens lyst/ saa vel som wi/ oc der er eckon en Middeler imellem Gud oc Mennisken/ || Christus Jesus som bliffuer euig. Huor for vdøser du icke din Barmhiertighed offuer oss? som du vdøste hende offuer vore forfedre? eller haffuer du forglemt oss/ eller ere wi allene Syndere? Er icke din kære Søn Chriftus død for oss? er der da ingen Barmhiertighed mere for haanden?

O Gud vor HErre/ ieg beder dig/ ieg formaner dig/ affslet mine Synder/ effter din store Barmhiertighed. Thi din Barmhiertighed oc medynck ere wbegribelige/ oc wudsigelige/ Lige som du haffuer nu dragit mange wtalige arme Syndre til dig/ Anammede dem til dig/ oc giort dem retferdige/ du vilde || lige saa drage mig til dig/ oc saa ved din Barmhiertighed/ Naadelige anamme/ oc retferdtg gøre meg ved din Naade. Derfaar affslet nu mine Synder/ ved din store barmhiertighed/ ren gør mit hierte/ Paa det/ at det kand vere (naar det er rent giort aff alle Synder) en slet oc vel rensede taffle/ som Guds finger kand scriffue kierligheds Lou wdi/ hoss huilken ingen ondskaff kand bo eller bliffue.

To mig vel aff mine misgerninger oc gør
mig ren aff mine Synder.

JEg bekender det/ min Gud/ min Herre/ at du haffuer en gong oc anden gong/ || forladet mig mine Synder/ Ja tusinde 174 gonge haffuer dit rengiort mig/ Der faar to mig end nu aff mine misgerninger. Thi ieg er disuerre ydermere falden. Du haffuer io icke taget dig nogen visse tal faare/ at forlade Synderne deris Synder? Petrus spurde din kære Søn at/ HErre huor tit maa ieg forlade min Broder som synder mod mig? Er det naack i siu gonge? Da fick hand saadant suar/ Icke siu gonge/ men halffierdesindstiue gong siu gonge/ det er/ saa offte/ som hand haffuer det behoff/ Skal nu it Menneskis forbarmelse vere større end din store Barmhiertighed? Est du icke større oc bedre end it Menniske er? || Ja sandelige du est en større Gud/ oc alle leffuende Menniske ere forfengelighed. Du Gud est allene Gud/ alene sandru/ men alle Menniske ere Løgnere. Du haffuer io sagt/ Paa huilken dag/ en Syndere sucker oc giffuer sig/ oc det angrer hannem/ at hand haffuer syndet/ da vilt du icke mere komme hans synd ihu/ See min Gud ieg arme Syndere sucker oc græder/ Thi mine Saar styncke oc rynde for min Daarhedz skyld/ ieg gaar krum oc nedbøyet/ den gantske dag gaar ieg sorrigfuld/ Jeg er alt saa saare forskøt oc forslagen/ ieg hyler for mit hiertis wro-

lighed.

HErre for dig er al min begering/ oc min Suck oc || grad er icke skiult faar dig/ Mit hierte beffuer/ min krafft haffuer forlad mig/ oc mine øynis liuss er icke hoss mig. Huor faare/ vilt du icke min Gud/ affslette mine Synder? haffuer du tilforn giort mig ren aff Synden/ effter din store Barmhiertighed/ saa to mig end nu ydermere aff mine Misgerninger/ Thi ieg er icke end nu fuldkommelige ren giort/ Fuldkom du din Gierning/ tag al skyld fra mig/ tag al ondskab bort/ alle Synder/ alle onde gierninger/ Lad liuse dit Guddommelig liuss/

Optent mit hierte i din Guddommelig Kierlighed/ Bortdriff fryct fra mig/ Frycte er icke i Kierlighed/ Men fuldkommelig

kierlighed vddriffuer || fryct. Beskicke det saa/ at den verdslig oc kødelig kierlighed/ oc den selffgode kierlighed kand vige fra mig. To mig/ min Gud/ aff min Misgerning/ huor met ieg

haffuer giort min Neste skade/ oc aff min Synd/ ved huilken ieg haffuer fortørnet Gud/ Rengør mig/ affslet icke alleniste 175 min Skyld/ men ocsaa Pinen/ Ja ocsaa roden oc optendelse til alle Synder.

To mig met din Guddommelig Naadis vand/ aff huilcket Vand/ huo der dricker/ skal icke tørste til euig tid/ men det skal bliffue til en Vandkielde i hannem/ som skal opspringe i det euige liff. To mig/ met mine grædende taare/ to mig met dit Guddommelige || Ords vand/ at ieg kand oc findis i det tal/ til huilket der er sagt/ I ere nu rene/ for det Ord skyld/ ieg haffuer talet til eder.

Tht ieg bekender mine Misgerninger/ oc
mine synder ere altid faar mig.

END dog min Gud/ Jeg flyer dristelige til din Naade oc Barmhiertighed/ saa kommer ieg dog icke/ som den Phariseer/ der bad ved sig sielff/ Ja der loffuede sig selff/ oc foractede sin Neste/ Men som den Tølner/ der icke vilde opløffte sine øyen mod Himmelen. Thi ieg bekender min misgerning/ Sandelige naar || ieg offuertencker mine Synder/ da er ieg tcke dristig til/ at oplyffte mine øyen mod Himmelen/ men ieg siger met Tølneren/ Gud vere mig syndere Naadig/ Thi min Siel sueuer imellem Fryct oc Haab. Nu vil hun fortuile aff syndsens forferdelse som er i mig/ nu faar ieg trøst igen aff det Haab til din Barmhiertighed. Men effterdi din Barmhiertighed er større end min wselhed/ da haaber ieg altid HErre paa dig/ oc vil siunge om din Naade euindelige. Thi ieg veed at du haffuer icke lyst til en Synders død/ men du vilt/ at hand skal omuende sig/ oc at hand skal bekende sin Misgerning/ at hand skal bliffue ledig fra Synden/ || Oc komme til dig/ oc leffue.

Min Gud giff mig/ at ieg kand leffue wdi dig/ Thi ieg bekender mine misgerninger/ Thi ieg veed huor suare de ere/ huor mange/ huor skadelige/ Men ieg vil icke skiule dem/ icke døllie dem/ men skicke dem faar dine øyen/ paa det/ ieg kand affto dem/ met mine grædende taare/ Oc ieg bekender min offuertredelse faar HErren. Thi mine Synder/ som ieg haffuer begaaet mod dig/ ere stedse faar mig/ Ja imod mig/ Thi ieg 176 haffuer Syndet mod dig/ Ja visselige imod mig/ thi de ere imod min Siel/ Oc klage altid paa mig/ faar dig min Dommere/ oc fordømme mig alle vegne/ Oc de ere saa aldelis imod mig/ at de ere || ocsaa altid faar mig/ oc sette sig imod mig/ at min Bøn kand icke komme til dig/ Oc din barmhiertighed kand icke komme til mig. Der faar beffuer ieg/ oc sucker/ oc kalder paa din Naade.

Som du nu min Gud haffuer vnt mig at bekende mine misgerninger/ oc at begræde mine Synder/ saa forarbeyde i mig en ret Anger/ oc fuldkom i mig en retskaffen ruelse. Thi alle gode gaffuer oc alle fuldkomne gaffuer/ komme her offuen ned/ fra dig/ du som est Liusens Fader.

Jeg haffuer alene syndet mod dig/
oc giort ilde faar dig. ||

ALT for meget haffuer ieg/ min Gud/ syndet mod dig. Thi du haffuer befalet mig/ at ieg skal elske dig offuer alle ting/ Oc drage Creaturenis elskelighed til dig/ Nu haffuer ieg elsket Creaturene mere end. dig/ huad synd er storre/ end at elske Creaturene mere end Gud? Huo det gør/ hand synder mod dig.

Thi sandelige huo der elsker Creaturene offuer dig/ hand gør Creaturene til Gud. Der faar haffuer ieg aleniste syndet mod dig/ fordi at ieg haffuer giort mig Creaturene til Gud. Jeg haffuer disuer forskut dig/ oc giort dig aleniste wret.

Oc det der end verre er/ ieg haffuer ilde giort faar dig/ || ieg haffuer icke skammet mig ved at synde for dig. O min Gud huor mangfoldelige haffuer ieg begaaet det faar dig/ det ieg ingenlunde haffde begaaet faar Mennisken/ oc vilde meget mindre/ at nogen skulde vidde det. Jeg haffuer mere fryctet Mennisken end dig min Gud/ Thi ieg vaar blind/ oc elskte blindhed. Der faare saa ieg icke met øyen/ oc merckte icke met hiertet/ Thi ieg haffde kødelige øyen/ der faare saa ieg icke anderlunde/ Fryctede mig oc icke anderlunde/ end kødelige Menniske. Men du min Gud saaest oc talde alle mine Synder/ 177 Der faar kand ieg icke skiule dem for dig/ eller holde dem lønlige ved || mig. Jeg kand oc icke fly fra dit ansict.

Huort skal ieg gaa hen for din Aand? oc huort skal ieg fly hen for dit ansict? huad skal ieg gøre? huort hen skal ieg vende mig? Huor finder ieg en HErre/ som mig kand beskarme? Huem skal ieg bede? Huem skal ieg formane met grædende taare? Wden dig min Gud/ Huo er saa miskundelig som du? Huo gør saa mange velgerninger som du? huo er saa Barmhiertig som du? Du som longt offuer gaar alle Creatur wdi velgerning oc Barmhiertighed. Dig bør rettelige at forbarme oc spare. Du som obenbarer din Almectighed aldermest i det/ at du offuerseer oc forbarmer || dig. Jeg bekender/ min HErre/ at ieg haffuer aleniste syndet mod dig/ oc ilde giort faar dig/ forbarme dig offuer mig oc lad din almectighed bliffue obenbaret i mig.

Paa det at du skalt beholde Ræt i dine
Ord/ oc bliffue ren/ Haar du
bliffuer dømt.

Thi du haffuer sagt ved din kære Søn/ Jeg er icke kommen/ at kalde de Retferdige/ men Syndere til anger oc ruelse/ Retferdig gør mig HErre/ i dit Ord/ kalde mig/ tag mig til dig/ vnd mig at ieg kand gøre Poenitentzis rette fruct. Thi der faare er || din kære Søn kaarsfest/ død oc begraffuit/ hand siger oc saa/ Naar ieg bliffuer ophøijet fra Jorden/ da vil ieg drage dem alle til mig/ Der faare retferdig gør mig i dit Ord/ drag mig til dig/ Hand siger oc saa/ Kommer til mig alle i som arbeyde oc ere besuarede/ ieg vil vederquege eder. See ieg kommer til dig besuarit met Synd/ oc dragis der met nat oc dag/ oc hyler for mit hiertis wrolighed/ Vederquege mig Herre/ at du bliffuer retferdig/ oc icke kant straffis/ naar du dømmis. Thi mange sige om min Siel/ hun haffuer ingen hielp hoss Gud/ Gud haffuer forlat hende. O HErre bliff retferdig/ lad dig icke || straffe/ naar du bliffuer dømt aff dem/ 178 forlad mig icke i nogen maade/ Gtff mig Naade oc Salighed/ saa ere de allerede offueruundene.

De tørre sige/ at du skalt icke forbarme dig offuer mig/ men forskiude mtg fra dit Ansict/ ock icke lenger tage mig til Naade/ See/ saa tale Folck om dig/ det er deris mening oc dom. Men du Miskundelige oc Barmhiertige Gud/ ver du mig Naadig/ oc gør deris dom til inted/ beuiss din Barmhiertighed imod mig/ saa skal din Guddommelige Miskundelighed prisis wdi mig/ Gør mig til it aff din Naadis kar/ at dit bliffuer retferdig i || dit Ord/ oc icke kand straffis/ naar du bliffuer dømt/ Thi Menniskene gøre dig til en aluorlig oc streng Dommere/ der faare offueruind nu deris dom/ ved din Miskundhed oc søde Barmhiertighed/ paa det at Mennisken kunde lære aff dit exempel at vere Syndere Naadig/ oc at Syndere kunde oc optendis til ret Penitentze naar de see wdi mig/ din store Naade Miskundelighed/ oc Barmhiertighed.

See ieg er fød aff Syndig Sæd/ Oc min
Moder haffuer undfanget mig i Synd.

Min Gud/ see icke til min Synds storhed oc mangfoldighed/ || men kiend din Skabning/ Tenck at ieg er Støff oc Aske/ oc alt kød som Gress/ See ieg er afflet aff Syndige Sæd/ oc min Moder haffuer vndfanget mig i Synd/ Min Moder haffuer vndfanget mig i Rødelig lyst/ oc haffuer arffuet den Arffuesynd paa mig/ Huad er Arffuesynden andet/ end at man fattis den første Retferdighed? Saa bliffuer nu Mennisken vndfangen oc fød i Synd/ oc hans gantske leffnit er Syndeligt/ Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden mod kødet/ Fornufften er skrøbelig/ Vilien er siug/ Mennisken suag oc forfengelig/ hans fem sind bedrage hannem/ hans || tancker gøre hannem vild/ Vankundighed fører hannem hen paa vronge veie/ Ja mennisken haffuer wtalige mange forhindrelser/ som drage hannem aff det gode/ oc giffue hannem aarsag til det onde.

Saa er nu Arffsynden en Rod til alle Synder/ en opten delse til alt ont. Oc end dog det er en enig Synd effter natu 179 oc naffnet/ saa er hun dog i sin krafft en Aarsag til alle Synder/ Der faar seer du nu min Gud huad ieg er/ oc hueden ieg kommer/ Jeg er vndfangen oc fød i den oprindelige synd/ Jeg er begreben aldelis oc ganske omkring met Synd/ som met snarer/ Huorlunde skal ieg || vndfly/ Thi det gode som ieg gerne vil/ det gør ieg icke/ men det onde som ieg icke vil/ det gør ieg. Jeg haffuer lyst til Guds Lou effter det induortis Menniske/ men ieg seer en anden Lou i mine limmer/ som strider imod den Lou/ der er i mine Sind/ oc tager mig til fange/ wdi Syndsens Lou som er i mine Limmer.

Der faare min Gud/ lad dine Miskundelighed komme mig til hielp/ effterdi du seer/ at ieg er siug oc nøgen/ oc omslagen met mange farlige snarer/ Huo vilde icke forbarme sig offuer den elendige? Huo vilde icke haffue medlidelse met en siug? Kom du kære Gud/ du søde Samaritan/ || hielp mig arme/ mig som er saar giort ind til døden/ forbind mig mine saar/ Giff Vin oc Olie der wdi/ løfft mig paa dit Diur/ oe føer mig til Herberig/ oc befale Hosbonden mig/ at hand røcter mig/ oc giff hannem tho sølffpendinge oc sig/ der som du legger noget mere vd/ vil ieg betale dig/ naar ieg kommer igen.

Se/ du haffuer lyst til Sandhed/ som
ligger i skiul/ du lodst mig forstaa
din Visdoms Lønlighed.

Kom du min kære Samaritan/ See du haffuer lyst til Sandhed/ oc til din || sandru foriettelse/ som du haffuer loffuit Menniskens slect. Ja du haffuer icke aleniste loffuit oc tilsagt dem/ men oc saa huldet dem det/ Thi din elskelighed er icke andet end at hielpe oc vel at gøre. Du bliffuer icke omkring skyfft min Gud/ du bliffuer som du est. Du est icke tilsinde som wi/ at du elsker nu oc strax her effter icke elsker/ saa at fierligheds gerning er nu hoss dig/ oc nu fra dig/ Du est en ret Elsker/ ia du est kierlighed selff/ Thi Gud er kierlighed/ oc at vere kierlig der er at gøre vel/ Oc huilken du gør mest vel 180 imod/ den elsker du paa det høyste. Huad er nu at elske sandhed andet/ end at holde Sandhed. ||

Du tilsagde vor Patriarch Abraham/ at du vilde giffue hannem en Søn wdi hans allerdom/ oc du hølt den alderne wfructsommelig Sara din foriettelse/ thi du haffuer lyst til Sandhed.

Du tilsagde Israels Børn it Land/ som skulde flyde met Melck oc Hunig/ du gaffst dem det/ oc holt din foriettelse/ Thi du haffuer lyst til Sandhed.

Du loffuede oc tilsagde Dauid/ Jeg vil sette dit Liffs fruct paa din Stoel/ du haffuer holdet hannem samme foriettelse/ Thi du haffuer lyst til Sandhed.

Dine foriettelse ere wtalige/ dem haffuer du alle trolige holdet. Thi du haffuer lyst || til Sandhed/ du haffuer loffuit oc tilsagt fattige Syndere/ som fly til din Naade oc Barmhiertighed/ oc det haffuer icke feilet dem. Thi du haffuer lyst til Sandhed/ Den fortabte Søn/ som drog langt hen i fremmede Land/ oc forkom sit Gods met slemmen oc demmen/ Der hand haffde nu fortæret alt det hand haffde/ gaff hand sig aff sted/ oc kom til dig oc sagde/ Fader/ ieg haffuer syndet wdi Himmelen oc mod dig/ oc er icke nu lengere verd at ieg skal kaldis din Søn/ Gør mig som en/ aff dine daglønere/ Oc der hand vaar end nu langt borte/ saast du til hannem/ met dine Barmhiertigheds øyen/ || løbst til/ oc faldst hannem om hans halss/ oc kyste hannem/ Du befalede at mand skulde hente de beste klæder oc gaffst hannem en guldering/ paa hans finger/ oc Sko paa hans fødder/ oc slactet en fed Kalff/ oc giorde det gantske huss glad/ oc sagde/ Lader oss æde oc vere glade. Thi denne min Søn vaar død/ oc er vorden leffuende igen/ hand vaar borte/ oc er funden igen.

Huor faare haffuer du giort saadant min Gud? Sandelige der faare/ at du haffuer lyst til Sandhed/ Der faare elsk nu i mig du Barmhiertige Fader din Sandhed/ ieg som kommer aff fremmede Land til dig/ || Gack imod mig oc Anamme mig venlige/ Pryde mig met wskyldigheds klædebon/ Leed mig ind i husit/ slacte en fed Kalff/ at alle de som tro paa dig/ kunde 181 glede sig met mig/ oc æde met huer andre/ oc vere glade/ wdi al Aandelig glede/ Huor faare vilde du min Gud forholde din Sandhed for mig allene? Der som du Herre vilt tilregne Synden/ huo kand da bestaa? Men du icke tilregner dine vduolde dem/ Thi du haffuer lyst til Sandhed.

Oc huilken er den Sandhed/ som du haffuer lyst til? Er det icke din elskelig Søn? som siger/ Jeg er Veyen/ Sandhed/ oc Liffuit/ hand er Sandhed/ aff huilken all || Sandhed i Himmelen oc paa Jorden vdflyder oc formeris/ til den Sandhed haffuer du lyst/ den Sandhed vaar dig alleniste behagelig/ thi du fandst hende wden smitte/ oc haffuer giffuit hende i døden for alle Synder/ Der faar holt mig nu denne Sandhed min Gud. Thi see ieg er en stor Syndere/ forlad mig mine Synder/ mig som du haffuer rengiort/ ved din kære Søns blod/ oc igen løst ved hans pine oc død/ Huor faare haffuer du min Gud ladet mig kende din Søn? Huorfaare haffuer du giort mig delafftig i Troen til Christum? Maa vel ske/ paa det/ at ieg skulde høyelige bedrøffue || mig/ naar ieg saa min igenløselse faar øyen/ oc kunde dog icke naa til den? det vere langt fra/ Men paa det/ at ieg kand vide/ at Naadens dør staar oben faar mig/ oc vere visse paa/ at ieg skal faa Barmhiertighed/ ved Jesum Christum/ der faare frij mig nu min HErre/ Thi du lader mig forstaa den lønlig Visdom/ paa det at saadan Guddommelig visheds kendelse kand hielpe mig/ oc lede mig til Salighed. Sandelige Philosophi (det er de verdslige vise)/ kende icke denne Visdom/ den vaar dem aldelis skiult faare/ for din kære Søn bleff fød/ vndertagene dine vduolde/ da viste ingen Menniske aff denne Visdom. ||

De vise wdi denne Verden/ som ellers vaare forsiunlige oc flitige til at randsage alle ting/ løffte vel deris øyen op imod Himmelen/ men de kunde icke finde denne Visdom/ Thi du haffuer skiult saadant for de vise oc forstandige/ oc obenbaret det for de smaa Børn/ oc Wmyndige/ det er/ for arme Syndere/ oc for dine Hellige Propheter/ som haffuer giffuit oss saadant til kende. Der som du haffuer nu obenbaret mig/ den lønlig visdom/ ved den Hellige Scrifft/ huor til er hun mig Nyttig?

182

Huad hielper mig det/ at ieg kender hende? Der som hun icke fører mig til Salighed/ Thi ocsaa Philosophi/ effter at de viste || der vaar en Gud til/ oc dog icke loffuede oc ey heller prisede hannem som en Gud/ men ere bleffne forfengelige i deris sind/ oc deris wforstandige hierte er forblindet/ Oc der de hulde sig for vise/ bleffue de til daarer/ Vilt du nu haffue mig vnder det tal? Det være langt fra/ Thi du est Barmhiertighed selff som aldri ophører oc forlader ingen/ Der faar spar kære HERRE/ spar din Suend/ oc tag mig i dine wmyndiges tal/ At du oc vilt lade mig vide den lønlige Visdom. Føer mig til Visdoms kilde/ som er der offuen i Himmelen/ paa det/ at du kand loffuis i din Barmhiertigheds gerning/ som du bewiser din Tienere oc || aldri forlader dem som haabe paa dig.

Affløss mig met Isop/ at ieg bliffuer ren/
to mig/ at ieg bliffuer snehuid.

Effterdi du min Gud haffuer lyst til Sandhed/ som er skiult/ oc du lader mig vide din lønlige Visdom/ saa opøser ieg it stort haab/ oc troer at du haffuer icke forskut mig fra dit ansict/ men at du bestencker mig met Isop/ at ieg kand bliffue ren/ Isop er en lau vrt hed oc velluctende/ huad betyer det andet/ end din kære Søn Jesum Christum vor HErre/ som haffuer ydmyget sig selff/ || hen ind til døden/ ja ind til kaarsens død/ hand som haffuer elsket oss/ met en brendende kierlighed/ oc toed oss aff alle vore Synder wdi sit blod/ hand som haffuer opfyldet den gantske verden/ met det gode/ wdi hans Sactmodigheds oc Retferdigheds gode luct/ met den Isop skalt du bestencke mig/ naar du vdøser hans hellige Blod offuer mig/ naar Christus boer i mig ved Troen/ Naar ieg bliffuer indplantet i hannem ved kierlighed/ naar ieg effterfølger hans ydmyghed oc hans pine/ da bliffuer ieg ren aff alle mine Synder. Du skalt tho mig/ met mine gredende taare/ som vdflyde aff mine øyen/ || vdaff min HERris Christi hiertens elskelighed/ da bliffuer ieg tret aff suck/ oc væter min seng 183 den gantske Nat/ oc gør mine lagne vode met mine gredende taare/ da skalt du to mig/ at ieg vorder snehuid.

Sne er huid oc kolt/ saa er ieg oc saa i Sandhed/ naar du bestencker mig met Isop/ da bliffuer ieg huid som Sne/ Thi ieg bliffuer omgiffuen/ met din Guddommelig Liuss/ som offuergaar al legemlig skønhed/ oc ieg bliffuer optend ved din Naade/ til alle de Himmelske gode ting/ saa at ieg offuergiffuer alle kødelig affect oc beuegelse/ kold til de Jordiske/ oc hed til de Himmelske ting. ||

Lad mig høre Glæde oc Fryd/ at de ben
bliffue Glade/ som du haffuer
Syndet slaget.

Da skal ieg bede faar dig min Gud/ oc aarlige om morgen skalt du høre min røst. Oc ieg skal høre/ huad den HERre Gud taler i mig/ thi hand skal sige sit Folck fred til/ oc beskicke mig oc saa fred/ Ja HErre du skalt giffue mig fred/ Thi ieg haaber paa dig/ lad mig høre glede oc fryd/ det skeer/ naar ieg faar at høre det/ som den Synderinde hørde/ om hende siger ieg/ som vætte Christo din kære Søn hans fødder/ met sine gredende taare/ oc tiurde dem met haar || aff hendis houid/ Huad fick hun at høre? Quinde din Tro haffuer hulpet dig/ Gack hen met fred/ Jeg skal oc høre det/ som Røffueren paa Kaarsit hørde/ I dag skalt du vere met mig i Paradiss/ Saa skal ieg nu haffue glede oc fryd/ for ieg faar Syndernis forladelse/ Oc skal fryde mig aff Gudz foriettelse/ Skulde ieg icke glede mig? Ja skulde ieg icke fryde mig? Effterdi du giffuer mig todubbelt Naade for alle mine Synder/ da skal ieg først smage huor sød du est min Gud/ oc ieg skal bo i de Himmelske ting/ oc sige met Propheten/ huor stoer er din Miskunhed/ som du haffuer skiult til dem som dig frycte/ || Da skal ieg haffue glede oc fryd/ oc mine Ben skulle bliffue glade/ som du haffuer knusit/ huad ere de Ben som bære Kødet/ andet end Aandens krafft/ som bær vor køds skrøbelighed/ at 184 det falder icke hen i alle honde skendige Synder/ oc at Mennisken skal icke aldelis/ bliffue Kødelig oc aldelis forderffuis. Saa ere Benene nu knusede/ Thi fornufft/ hierte oc vilie ere offuermaade skrøbelige giorde/ oc storlige tilbøyede til det onde/ kødet stride mod Aanden oc sindet mod fornufft/ Jeg formaar icke at sta imod Synden met min krafft/ Thi mine Ben ere knusede/ oc huor faar ere de || knusede? Ah HErre de haffue forladet dig/ den leffuende kilde oc haffue giort sig skøne brynde/ de dog ere elendige brynde/ som giffue inted vand. Thi de ere icke opfylte met din Naade/ foruden huilken ingen kand leffue/ eller noget gaat vdrette. De haffue sæt deris tro paa deris Sterckhed/ der som dog ingen sterckhed vaar/ Der saare ere de omkomne i deris daarlighed/ Saa lad nu min Gud din Sterckhed komme/ saa bliffuer benene glade/ som du haffuer knuset/ komme sig HErre din Naade oc Troen som forarbeider ved kierlighed/ lad komme dine Guddommelige gaffuer/ saa bliffue de knusede bene glade/ || Min fornufft skal oc glede sig/ min ihukommelse fryde sig/ oc mit hierte oc vilie skal vere glade/ oc sandelige icke wden Aarsage/ Thi der som de driffuis ved din Aand til gode gerninger/ bliffue de øffuede met stor styrke i dem/ oc icke ophøre/ men fare fram ved din hielp i det gode lycksalige ind til enden.

Skiul dit Ansict fra mine Synder oc
vdslet alle mine Misgerninger

Min Gud huorfaare seer du paa mine Synder? Huor faare regner du myne wdygder? Huor faare merker du saa flitelige paa myne Misgerninger/ Vedst du icke || at Mennisken er lige som Græss/ oc lige som it visset Blomster/ Huor faare seer du icke meget mere paa dine Saluedis Ansict? Huor faar gør du dig vred paa mig. Min Gud/ ieg bekender at ieg haffuer syndet mod dig/ men du Miskundelige Gud forbarme dig offuer mig/ Skiul dit Ansict fra mine Synder/ Dit Ansict er din kendelse/ saa affuend nu din kendelse fra mine Synder/ 185 Jeg taler icke om den kendelse/ som du seer oc kender al ting met/ men om den kendelse/ ved huilcken du annammer de frommis oc retferdigis gerninger/ oc forskiuder de ondis oc wretferdiges gerninger/ Saa vilt du icke min Gud saa kende mine Synder/ || at du tilregner mig dem/ men skiul dit Ansict fra mine Synder/ paa det/ at de kunde affslettis ved din Barmhiertighed. See HErre til din Creatur/ som du haffuer skabt. See til din Billede/ ieg elendige Menniske haffuer disuer giort dieffuelens Billede aff din Guddommelig Billede. O HERRE skiul dit Ansict fra dieffuelens Billede/ paa det/ at du skalt icke bliffue vred paa mig/ men see paa dit Billede/ paa det/ at du kant vere mig Naadig.

O du Barmhiertige Gud tenck der paa. Christus din kære Søn/ saa til Zacheum paa det Morbærtræ/ oc gick ind i hans Huss/ huilket hand || haffde visselige icke giort/ der som hand haffde seet til dieffuelsens Billede Paa hannem/ Men effterdi at Christus saa til Gudz Billede paa hannem/ haffde hand medlidelse met hannem/ oc forbarmede sig offuer hannem/ loed hannem Salighed vederfaris. Thi hand sagde/ See HERRE/ halffdelen aff mit gods giffuer ieg fattige/ oc der som ieg haffuer besuegit nogen/ giffuer ieg det fyredubelt igen. Jeg giffuer mig gantskelige oc aldelis dig i vold min Gud/ oc ieg vil inted haffue vndertaget. Jeg loffuer at ieg vil altid tiene dig met it rent hierte/ oc ieg vil betale dig mit løffte/ saa lenge som ieg leffuer/ || Huor faar vilt du dog icke HErre/ oc saa see til dit Billede paa mig? Hui mercker du end nu/ paa mine Misgerninger/ Jeg beder dig/ skiul dit Ansict fra mine Synder/ oc vdslet alle mine Misgerninger/ Vdslet dem alle/ at der bliffuer icke en i mig. Det staar screffuit/ Der som nogen holder den gantske Lou/ oc Synder i it stycke/ hand er skyldig i louen alsammen/ Ja hand er skyldig vnder den euige Ild/ det er den endelig straff til alle Synder/ som er til Døden. Der faar affslet alle mine Misgerninger/ at der icke bliffuer nogen sted nogen/ som kand gøre dig skade oc mig skyldig vnder straffen. ||

186

Gud skabe it rent hierte i mig/ oc giff
mig en ny vis Aand.

Ah HERre/ mit Hierte haffuer forlat mig/ det tencker ick mere paa min elendighed/ det haffuer forglemt sin egen Sa lighed/ det gaar vilt/ det er longt hen reyst i fremmede Land/ effterfølger forfengelighed oc falsk lærdom oc haffuer sine øyen hen hoss Verdsens ende/ Jeg haffuer robt effter det/ men det suarede mig icke/ det er longt fra mig/ det er omkommet oc hensoldt i Synden/ der faar min Gud huad skal ieg gøre/ huad skal ieg sige? Min HERRE ieg rober til dig/ Skaffe i mig it rent hierte/ it || ydmygt oc fornedret hierte/ it sactmodeligt oc fredsommeligt hierte/ it gaat oc Gudfryctigt hierte/ it hierte/ som ingen gør skade/ oc ingen betaler ont met ont/ Men offueruinde det ont met gaat. It hierte/ som elsker dig offuer alle ting/ som tencker altid paa dig/ taler altid om dig/ tacker dig alle vegne/ forlyster sig altid i Psalmer/ oc Aandelige Loffsang/ oc haffuer altid sin omgengelse i Himmelen. Skabe saadant it hierte i mig/ skabe det aff intet/ paa det/ at ieg kand faa saadant it hierte ved din Naade/ som ieg kand icke bekomme aff min nature. Thi saadant it hierte kant du aleniste skabe. Ja saadant it || Hierte/ som fører met sig alle dygder/ oc vddriffuer alle laster. Saa skab nu/ min Gud/ saadant it hierte i mig ved din Naade/ oc giff mig en Ny oc visse Aand.

Lad din gode Aand føre mig paa en slet Bane/ oc rense mig aff Jordelige affecter/ oc ophøye mit hierte til de Himmelske ting/ Huad der elsker oc bliffuer elsket/ det er en ting/ Huo der elsker Kødet/ hand bliffuer Kødelig/ Huo der elsker Aanden/ hand bliffuer Aandelig/ Der faar giff du nu mig saadan en Aand/ som dig kand elske/ som dig kant tilbede/ Thi du Gud est en Aand/ Oc de sande tilbedere skulle tilbede dig i Aanden oc i Sandhed. Giff mig en || retsindig Aand/ der icke søger effter sit/ men effter dit. Giff mig en Ny vis Aand: Den som du gaffst mig før/ den haffue mine Synder vndryckt for mig/ Der faar giff mig en Ny Aand/ som kand 187 forny i mig det som er forgammelt oc forderffuit. Min Siel er en Aand/ oc er saa Skabt aff dig/ at hun er retsindig i sig selff. Thi aff Naturen elsker hun dig offuer sig/ Oc for din skylt begerer hun alt gaat. Thi den Naturlig Kierlighed/ som kommer fra dig er retsindig/ men hun er forderffuit ved den onde oc forkrenckte vilie/ Der faar giff mig en Ny vis Aand ved din Naade/ paa det/ at mit hierte kand rettelige || vandre i dine Bud. Giff mig saadan en ny viss Aand/ som kand saa rodfestis oc henge ved mit hierte/ at hun kand aldri opryckis/ som kand optende mit hierte wdi Guddommelig Kierlighed/ som kand giffue mig Aarsage at sucke altid til dig/ at omfaune dig/ oc aldri forlade dig.

Forkast mig icke fra dit Ansict/ oc tag
icke din hellig Aand fra mig.

See min Gud/ min HErre/ ieg staar faar dit Ansict/ at ieg kand faa Barmhiertighed/ Jeg staar faar din Miskundelighed/ oc bider effter din Naadelig suar. || Forskyud mig icke fra dit Naadts Ansict. Huo haffuer nogen tid hafft tilfluct til dig/ oc er bleffuen beskemmet? Huo haffuer nogen tid bancket paa din dør/ oc bedet faar dit Ansict/ oc er icke bleffuen bøn hørt? Sandelige ved din offuerflødige Naade/ offuergaar du alle Menniskis fortieniste oc bøn/ Oc du giffuer mere/ end Mennisken tør bede eller begere. Fra verdsens begyndelse er det icke hørt/ at du haffuer forskut it Menniske fra dit Ansict/ som haffuer bedet dig met aluorlighed/ Skulde ieg nu min Gud vere den første/ som du skulde forskiude fra dit Ansict? Vilt du nu begynde din vrede met mig? || Vilt du aldri spare oc vere Barmhiertig? Det vere longt fra/ Den Hedniske Quinde vaar saare bedrøffuit/ Hun fulde effter din kære Søn Christum oc robte effter hannem oc sagde. O HErre Dauids Søn/ forbarme dig offuer mig/ Thi min Daatter plaffuis ilde aff Dieffuelen/ Men hand suarede hende icke it ord/ Hun loed icke aff/ saa at hun ocsaa beuegede hans Discipler til medynck oc de 188
bade for hende oc sagde: HERRE lad hende dog gaa fra dig/ Thi hun rober effter oss/ Huad suarede hand sine Discipler? Jeg er vdsent sagde hand/ aleniste til de fortabte Faar aff Israeis huss/ Huad skulde || den arme Quinde her gøre? Skulde hun falde i Mishaab? Ingelunde/ hun trøstede sig end nu met Guds miskundhed/ kom oc falt ned faar hannem oc sagde/ HErre hielp mig/ hand suarede hende oc sagde/ Det er icke smuckt at mand tager brød fra Børn oc kaster faar Hunde fom hand vilde saa sige/ Vig fra mig Quinde/ I Cananeiske Folck ere Hunde/ wrene Folck/ affgudiske Menntske/ Guds gaffue oc Naade hører icke eder til/ det er icke ret at ieg skal tage dem fra Jøderne som tilbede den sande Gud/ oc giffue dem hundene det ere de affgudiske Hedninge som tilbede dieffuelen. Huad vilt du nu gøre || du arme Quinde/ vilt du afflade? See HErren er vred/ oc haffuer beskemmet dig/ Oc icke alene dig/ men ocsaa alle Hedninge/ Ja HERRE/ Huo kunde bestaa for saadant it suar? Huo vilde icke forferdis? Huo vilde icke dømme dig at vere en Tyran? Alligeuel henger denne Quinde ved/ oc bliffuer varactig wdi hendis bøn/ Falder icke i Mishaab/ Ja hun opøser nu først it Haab/ tager Christi Ord til tacke/ er icke vred/ men ydmyger sig faar HERren oc siger. Ja HERre det er sant men dog æde de smaa hunde de smuler/ som falde aff deris HErris bord/ som hun vilde saa sige/ Jeg beder icke om brød/ ieg spør icke heller effter || dine Børns gaffue oc Naade. Thi ieg er en hund/ ieg beder icke wden aleniste om smulerne/ som falde aff dine Børns bord. Jeg vnder dem vel aff hiertit/ at de mette sig met dine vnderlige gerninger predicken oc Naade/ min bøn er/ at ieg maatte nyde den aller ringste Naade/ paa det/ at min daatter maatte bliffue befrijd fra dieffuelen. Thi de smaa Hunde æde oc saa aff smulerne/ som falde aff deris Herris bord. See min Gud huilcken stor Tro/ huilken sterck tillid/ huilken ydmyghed/ som er icke hørt tilforne/ at ocsaa Christus er icke mere vred/ men gleder sig aff hendis Tro/ oc vndrer oc siger. O Quinde || din Tro er stor/ dig ske lige som du vilt/ Oc hendis daatter bleff sund/ i samme stunde. Huor faar ere disse ting screffne 189 min Gud wden aleniste der faar/ at wi skulle lære der aff/ at haabe oc tro paa dig/ oc at wi aluorlige oc met ydmyghed henge ved i vor bøn/ anseendes at du haffuer sagt at du vilt bønhøre oss. Ja Himmerigis rige lider vold/ oc de som gøre vold riffue det til dennem/ Men huad der er screffuit/ det er screffuit oss til lærdom/ at wi kunde haffue haab aff Scrifften ved taalmodighed/ oc trøst.

Der faar forskiud mig nu icke HERre/ fra dit Ansict/ mig som staar dag oc nat faar dit Ansict hyler oc greder || icke at du skalt fri mig fra dieffuelsens legemlige plager/ men at du vilde fri min Siæl/ fra den helffuedis Satans aandelig vold/ Stød mig icke fra dig/ min Gud/ Thi ieg haaber aleniste paa dig/ min hielp er aleniste hoss dig/ De haffue alle giffuit mig offuer/ mine Brødre oc venner haffue forladet mig/ ia mit eget kød er imod mig/ Jeg haffuer ingen hielp/ wden aleniste i dig/ Der faar forskiud mig icke fra dit Ansict/ Oc tag icke den Hellig Aand fra mig/ Ingen kand kalde Jesum en HERRE/ wden ved den Hellig Aand/ Naar ieg paakalder min HERRE Ihesum/ da gør ieg det ved den Hellig Aand/ || naar ieg angrer oc begreder mine fremfarne Synder/ oc beder Naade aff dig min Gud/ da gør ieg oc det formiddelst den hellig Aand/ der faar beder ieg dig min fromme Gud/ tag icke den hellig Aand fra mig/ Men skicke det saa/ at hand er hoss mig/ oc at hand boer hoss mig/ at hand beder oc arbeyder met mig. Thi wi vide icke huad wi skulle bede/ som det sig bør/ Men Aanden beder veldige for oss met wsigelige sucker/ oc tage icke denne din hellig Aand fra mig/ Men beskick det saa/ at hand staar met mig i arbeyde/ at hand lærer mig at bede/ oc henge ved/ i min bøn oc gredende taare/ oc bide der effter/ paa || det at ieg kand endelige finde Naade hoss dig/ oc maatte saa tiene dig alle mine liffsdage.

Trøste mig igen met din hielp/ oc en
frimodig Aand opholde mig.

Store ting beder ieg om min HERRE/ Thi du est en stor Konge oc HERRE offuer alle Land/ Oc en mectig Gud 190
offuer alle Guder/ Huo der beder deg om smaa gaffuer/ hand gør dig wret. Smaa oc foracteltge gaffuer ere de legemlige oc forgenglige ting/ Men store oc kaastelige gaffuer ere alle Aandelige oc legemlige ting. Tag Aanden oc Sielen fra || legemet/ huad bliffuer der da andet igen end støff oc skugge? Huad er der for en skilsmisse imellem kød oc Aand/ andet end imellem legemet oc skuggen/ Der faar huo der beder dig om legemlige gaffuer/ hand beder om smaa oc foractelige ting/ Men huo der beder om aandelige gaffuer/ Hand beder om store oc kaastelige ting/ Men den beder paa det høyste/ som beder om din trøst oc hielp. Men huo er din hielpis trøst anden end vor salighed Jesus Christus din kære Søn. Hand er sandelige Gud oc Menniske/ Ja verdsens hielpere oc det euige liff. Huor faare skulde icke ieg nu bede aff dig/ du Miskundelige Fader/ saadan || en trofast hielpere oc Salighed som du haffuer hen giffuit i kaarsens død for mig/ du haffuer skenckt mig hannem aff Naaden/ Huor faare vilde ieg skamme mig at bede dig om den samme/ det er en stor wsigelige gaffue/ Jeg er den icke verd/ Men dig bør at giffue saadane store oc herlige gaffuer. For saadan Wsigelig Miskundheds oc Barmhiertigheds skyld gaar ieg trøstelige til dig oc siger. Trøste mig igen met din hielp/ oc ophold mig met en frimodig Aand: Huilken Søn beder sin Fader om Brød/ oc hand biuder hannem en Sten der faar? Oc der som hand beder om en Fisk/ Oc hand biuder hannem || en Hugorm for Fisken? Eller den som beder om it æg/ at hand biuder hannem en Scorpion der for? Der som nu Fedrene/ som ere onde oc Syndere/ kunde giffue deris børn gode gaffuer/ huor meget mere skalt du Himmelske Fader/ du som est god aff art/ kunde giffue dem/ den Hellig Aand/ som dig bede. See/ din Søn er kommen igen aff fremmede Land. Hand er iammerfuld oc bedrøffuit/ oc beder aff dig Troens Fisk. Thi lige som Fisken er skiuld i Vandet/ saa er ocsaa Troen om de ting/ mand seer icke faar øyen. Der som din fortabte Søn beder dig nu om en ret Tro/ paa det/ at hand kand glede sig i din Salighed/ || Monne du oc giffue hannem en Hugorm? Monne du oc indgyde i hannem Troens forgifft/ som er kommen aff 191
den gamle helffuedis Hugorm? det vere longt fra. Jeg beder dig min HERRE om Haabens æg/ Thi lige som mand haaber sig/ at faa en kylling aff æget/ saa hielp mig oc saa ved haabet/ til din Saligheds skin/ paa det min Siælkand opholdis i denne iammerdal/ oc maatte altid glede sig i Gud min Salighed. Monne du oc giffue mig Mishaabens Scorpion for Haabens æg? paa det at lige som Scorpion stinger oc indgyder forgyfft/ at ieg ocsaa skulde bliffue stongen oc forgiffuen aff Synd? Det vere || longt fra. Jeg beder dig ocsaa min HERRE/ om din Søns Christi kierligheds Brød/ som hand deler met alle sine vdualde/ paa det at ieg kand altid glede mig i Gud min Salighed/ Monne du ocsaa ville giffue mig en Sten/ det er/ it stienhierte/ for din Guddommelig kierligheds Brød? Det vere longt fra/ Huor faare skulde ieg nu lenger fortøffue at bede store oc herlige gaffuer aff dig? Du est dog den/ som haffuer ved din Søn paamint oc befalet mig at bede/ lede oc bancke/ Huad kand ieg bede/ der kand vere dig kærere/ oc mig Nytteligere/ end at du trøster mig/ met din hielp/ Jeg haffuer smagt || huor sød/ HERren er/ huor læt hans byrde er/ oc huor sagtmodig hans Aag er. Jeg tencker vel der paa huor stor en Fred oc rolige sind ieg haffde/ der ieg Gledde mig i HERRen/ oc frydede mig i Gud min Salighed. Det er oc det/ som henger mig saa hart paa/ som bedrøffuer mig saa saare. Thi ieg veed huad ieg haffuer mist/ Jeg bekender nu huor store ting ieg er berøffuit. Der faare rober ieg oc saa met stor Skraal/ Trøste mig igen met din hielp/ giff mig til bage igen/ det som ieg haffuer mist ved mine Synder/ Jeg beder dig min Gud/ giff mig naade/ ved hans fortienste/ som er ved din høyre haand/ oc || beder for oss/ paa det/ ieg kand faa ved hannem ad vide/ om du vilt vere mig naadig/ at ieg kand haffue it vist tegen intryct i mit hierte/ oc kand sige met den fromme Apostel Paulo. Jeg er kaarsfest met Christo/ men ieg leffuer/ dog nu icke ieg/ men Christus leffuer i mig/Effterdi min skrøbelighed er stor/ saa beder ieg at en Frimodig Aand vil opholde mig/ at ieg bliffuer icke fraskild fra Christo/ ved nogen fristelse eller vedermod/ oc ey heller viger fra dig/ ved 192 nogen fristelse/ oc ey heller affalder fra dig ved nogen martyr eller plage. Thi min styrke er meget skrøbelig at ieg skulde stride met den gamle helffuedis Hugorm || oc vinde Seyr. Den hellige Petrus haffuer giffuit mig tilkende/ huor skrøbelig min natur er/ hand saa Christum din Søn/ oc omgick met hannem/ Hand saa hans Herlighed paa det hellige Bierg/ oc smagte hans sødhed/ den tid hand bleff forklaret faar hannem/ oc hørde faderens røst aff Himmelen/ Oc huad skal ieg meget sige/ hand saa met sine øyen/ Christi store vnderlige Gerninger. Ja hand giorde oc selff ved Christi krafft/ store vnderlige Gerninger. Hand hørde daglige met sine øern hans søde predicken/ hand gick paa haffuit met sine Fødder/ hand haffde saadan en brendendis Tro/ || Hand berømmede sig at hand vilde gaa i død oc fenxel met Christo/ Oc der hannem bleff til kende giffuit at hand skulde forsuere hannem tre gonge/ vilde hand det icke Tro/ hand trøstede sig/ paa sin styrcke/ oc paa Menniskens krafft mere end paa Guds Ord. Ja der den pige traadde til hannem oc sagde. Du est oc en aff dem/ som vaare met Jesu/ da bleff hand forferdet oc sagde ney. Strax saa en anden pige hannem/ oc sagde/ Sandelige du est en aff dem/ da sagde hand atter Ney.

Den gode Petrus kunde icke bestaa faar de Quindfolck/ huorlunde skulde hand vere bestandig faar Konger || oc faar Tyranner? Ja der hand bleff ydermere adspurd aff dem som stode der hoss/ begynte hand at forbande sig oc suere/ at hand kende icke det Menntske/ huad mene i at hand haffuer sagt? Jeg holder saa faare/ at hand haffuer soret ved Gud oc Mose Lou/ oc sagt/ Mene i at ieg er den Samaritans oc forførers Discipel/ som haffuer forstyret vor Lou? Jeg er Mosi Discipel/ men denne ved ieg icke/ hueden han er/ Deo Gratias min gode Peder/ haffde de mere spurd dig at/ da haffde du mere forsoret/ Tusinde spørsmals haffde fød aff dem mere end Titsinde forsuerelse/ Men see/ disse Spørsmaal || vaare icke wden blot ord/ huad vilde hand haffue giort/ om Jøderne haffde grebet til verie/ hand haffde sandelige fundet paa alle honde/ at hand kunde haffue reddet sig aff deris hender ved forfueren/ 193
ved sueren oc banden/ Men den miskundelig Herre/ ansaa hannem dog met naade/ at hand bekende strax sin synd/ oc dog turde icke gaa frem/ oc obenbarlige bekende CHRristum at vere den leffuende Guds Søn/ Thi hand vaar icke end nu stadfest met Naaden ned aff det høye/ Wden tuil haffde hand ydermere forsoret/ der som hand haffde seet Limerne oc Kaarsit for øyen/ men hand gick vd i rette || tid/ oc græd bitterlige/ offuer det obenbarede Christus sig for hannem effter sin opstandelse/ oc trøstede hannem. Alligeuel laa hand i skiul/ for Jødernis fryct/ Hand saa Christum opfare til Himmelen/ met stor Herlighed/ hand bleff oc saa trøstet aff Engelske siun oc ord/ dog alligeuel turde hand icke trede frem/ Hand lerde aff hans skrøbeligheds forfaring oc haffde fundet hans skrøbelighed met Gerningen/ Der faar bider hand effter din Foriettelse/ om den Hellig Aand/ hand kom/ oc opfylte hans hierte. Da tradde hand frem/ da begynte hand at tale oc predicke/ da bar hand vidnesbyrd met || stor mact om vor HERres Jesu Opstandelse/ da fryctede hand sig icke mere/ for Presthøffdinger oc for Konger/ men rosede sig i sin sorrig/ oc holt Kaarsit for sin høyeste giede. Saa beskicke nu min Gud/ at din Frimodige Aand kand opholde mig/ paa det/ at ieg kand altid trøste oc giede mig aff din hielp/ Ellers er det mig icke mueligt/ at ieg kand bestaa for saa mange Fiender oc Fristelser/ Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden imod Kødet/ Dieffuelen soffuer icke/ verden trycker mig/ Giff mig din Aandes krafft/ at Tusinde falde hoss min side/ oc Ti tusinde hoss min høyre side/ at ieg kand vere || en Tro oc bestandig vinde om din Tro. Thi der som den gode Petrus som du haffuer prydet met saa megen Naade oc Gaffue/ saa vnderlige der hen falt/ huad skal ieg forsee mig til/ min HERre/ som icke haffuer seet din Elskelig Søn CHRIstum i sin anammede mandom/ Jeg haffuer icke smagt hans Herlighed paa Bierget/ Jeg haffuer icke beskuet met øyen hans Guddommelige/ vnderlige Gerninger oc jertegen. Jeg haffuer icke hørt met øern hans Salige predicken/ men ieg er en arm Syndere/ fød i Synd/ oc kand disuer/ icke leffue wden Synd. O du 194 Miskundelige Gud/ trøste mig nu der faare/ met dit || hielp/ oc den Frimodig Aand vil opholde mig/ at ieg kand fortøffue trolige i din tieniste/ oc endelige bliffue hoss dig.

Thi ieg vil lære offuertrædere dine Veye/
at Synder fkulle omuende sig til dig.

Min kære Gud regne mig det icke til daarlighed/ oc berømmelse/ at ieg vil lære offuertrædere dine Veye/ effterdi at ieg er selff en offuertrædere/ wrætferdig oc Syndsens fange/ begerer ieg icke saadant at gøre/ Men der som du trøster mig met din hielp/ der som den Frimodige Aand opholder mig/ || der som du gør mig fry fra Synden da vil ieg lære offuertræderne dine Veye. Det er dig icke suart/ ey heller wmugligt/ Du kant opuecke Abraham Børn aff Stene/ Synden kand icke forhindre den Gerning/ Ja dersom Synden er vorden mectig/ der er Naaden vorden end mectigere. Saulus fnystede met trusel oc mord/ mod HERrens Discipler. Hand gick til Prestehøffdingen/ oc bad hannem om breff til Scholerne/ paa det/ om hand kunde finde nogle/ som effterfulde Christum/ Mend eller Quinder/ hand kunde føre dem bundne til Hierusalem/ hand gick der hen hastig oc grum/ som en glubende || Vlff/ at hand kunde atsprede dine faar/ røffue oc ihielsla dem. Der hand vaar nu paa Veyen oc vilde forfølge dig/ oc sla dine Discipler ihiel/ Hand haffde icke bered sig til nogen Naade/ ey heller bekend sig til nogen Synd/ men hand handlede met all syn krafft mod dig/ bandede oc forbandede dit Hellige naffn/ See da kom din Godheds røst offuer hannem oc sagde/ Saule/ Saule/ hui forfølger du mig? Strax fald hand ned paa Jorden oc sagde/ HERre/ huad vilt du at ieg skal gøre? Da sende du Vlffuen til Faaret/ Saulum til Ananiam/ hand rette sig op/ Effter fødet falt hand til Jorden/ effter || Aanden reyste hand sig op mod Himmilen. Du vecte den soffuende/ du gaffst it Liuss i de slommende øyen/ du lodst hannem see dit Ansict/ oc obnede hans øyen/ hand bleff døbt oc opfylt met den 195
Hillig Aand/ hand bleff it vdualt redskaff/ at hand skulde bære CHRIsti naffn faar Hedninger oc Konger oc faar Israels Børn/ Strax gick hand ind i Jøde Scholen/ oc predickede der wforfæret oc vindede at CHRIstus er Guds Søn/ oc bleff io mere oc mere krafftig/ oc offueruan Jøderne i alle steder. See HERre/ huor snart giorde du en Apostel/ aff en forfølgere/ oc saadan en/ der haffuer || mere arbeidet/ end alle andre Aposteler. O Guds vnderlige krafft/ naar du vilt da kant du gøre en retferdig aff en offuertræder/ it Faar aff en VIff/ en Predickere faar Hedninge/ aff de Christnis forfølger/ Huo kand forbiude dig det? Huo kand staa imod dig? Huo dig vil i sige huor faar gør du det? alt det du vilt/ gør du i Himmelen/ paa Jorden i haffuit oc i alle affgrunde/ Der faar regne mig icke det til daarlighed/ at ieg vil lære offuertræderne dine veye/ Thi ieg acter icke at gøre det aff min/ men aff din krafft/ Jeg veed/ at ieg kand icke gøre dig it behageliger Offer/ ey heller tage mig nytteligere || ting faare/ end at ieg lærer Offuertræderne dine Veye/ Det er det høyste oc behagligste Offer/ Giffuer du nu mig it andet hierte oc gør it andet Menniske aff mig/ saa vil ieg lære Offuertræderne dine Veye. Icke Platonis Veye. Icke Aristotelis Veye. Icke hine skarpsindige Sophisters Veye. Icke hine klaage Philosophers Veye. Icke met veltalende oc forblommede ord. Icke Verdsens handel. Icke forfengelige Veye som føre hen til døden/ oc fordømmelse. Men dine Veye oc dine Bud/ som føre til Liffuit/ Jeg vil icke lære dem en Vey/ men Mange Veye/ Thi dine befalninger ere mange. Dog || gaa de alle sammen til it maal/ Thi alle dine Bud ere besluttede i kierlighed/ Oc kierlighed gør de Troendis hierter endrectige/ saa at de bliffue it hierte/ ia en Aand i Herren/ der faare er de mange Veye icke andet end mangfoldige Maader i Menniskens Leffnit/ paa huilcke Veye huer øffuer sig daglige i sit kald/ at hand kand faa din Naade/ vere sig nit Ouerigheds Stad/ Predicke Embedis Stat/ Ecteskabs Stat/ Jomfrudoms Stat/ Vidues Stat eller ander saadanne/ huer haffuer sit kald/ der som hand det volkommer effter din befaling i Troen/ saa er hand allerede paa dine Veye/ som 196 føre || hannem til Himmelen/ oc til det euige Liff. Der faar vil ieg nu lære Offuertrederne dine Veye/ huer effter sit kald/ leylighed oc forstand/ at Syndere kunde vende sig om til dig. Thi ieg vil icke Predicke dem mig selff/ men den Kaarsfeste Jesum Christum. De skulle icke vende sig om til mig/ de skulle forlade deris vildfarende Veye/ oc lære dine rette Veye/ paa det/ at de kunde vandre paa dem oc endelige komme til dig.

Gud du som est min Gud oc salighed/
frelss mig fra de blotskyldige/ at
min Tunge kand prise din
Retfecdighed. ||

MIn Gud/ den Blodskyld vil nedsencke mig/ der faar rober ieg til dig HErre/ aff samme Blodskylds dybhed/ HERRE høre min røst. Tøff icke min HERRE/ Thi ieg er paa det neste død i den Blodskyld. Den Blodskyld er mine Synder/ Lige som blodet er kødsens liff/ saa er oc saa en Synderis liff i Synden. Vdøss legemens blod met Vaaben/ saa dør Diuret/ Vdøss Synden ved bekendelse/ saa dør Synderen oc bliffuer Retferdig. Nu ligger ieg icke alemste min Gud i Blod/ Men er aldelis nedsiuncken i Blodskyld. Blodskyldens dybhed drager mig ned til helffuede/ Hielp mig HERre/ at ieg bliffuer || icke forderffuit. Fri mig fra Blodskyld/ min Gud/ du som regerer oc oppeholler all ting. Du som kand alene fri mig/ i huess hand/ min Aand oc mit liff er/ Fri mig fra Blodskyld min Gud/ du som est min Gud oc Salighed/ Gud i huilcken alene min hielp oc trøst er/ Fri mig HERRE/ som du Fride Noe aff Sindfloden/ Fri mig som du fride Loth fra den/ som forderffuede Sodoma/ Israels Børn aff den gloende Oen i Aegypten/ Jonam aff Hualfiskens bug/ De Tre Mend aff den gloende Oen i Babilonia. Fri mig oc saa/ som du Fride Petrum fra Herodis haand/ Paulum aff haffsens Dybhed/ Fri || mig oc saa/ som du haffuer fritt mange Syndere fra døden/ oc 197 Helffuedis Porte/ paa det at min Tunge kand rose din Retferdighed/ som ieg føler/ oc befinder i mig ved din Naade/ Thi din Retferdighed kommer ved Troen til Jesum Christum i alle oc offuer alle/ som Tro paa hannem/ der faar skal min Tunge rose din Retferdighed/ ophøye din Naade oc storgøre din Miskundighed/ Ja ieg vil oc saa bekende mine Synder/ at din Barmhiertighed kand prisis i mig/ at du haffuer Retferdig giort saadan en stor Syndere/ paa det/ at alle Menniske kunde vide/ at du hielper alle dem som haabe oc || tro paa mig/ oc frier dem fra angest oc bedrøffuelse/ min Gud/ min HERRE.

HERRE oplad mine Læbe/ at min
Mund kand kundgøre din priss.

Det er en stor Herlig ting/ om din Loff oc Priss/ Saadan Loff flyder aff dine brynde/ huor aff ingen Synder dricker. Thi det Loff som gaar vd aff en Synders mund/ er dig icke tacknemmelig. Der faar fri mig fra Blodskylde/ Gud/ du som est min Gud oc Salighed/ at min Tunge kand loffue din Retferdighed/ da skalt du oplade mine Læber/ at || min mund kand forkynde dit Loff. Du haffuer Dauids nøgel/ du/ som tillucker oc ingen oplader/ Du oplader/ oc ingen tillucker/ der faar oplad nu min mund/ som du haffuer opladet vnge Børns oc diende Børns munde/ aff huess mund du HERre haffuer beredt din mact. Det haffuer visselige veret dine Hellige Propheter/ Apostler/ oc andre dine vdualde Børn/ som haffuer loffuit dig/ met enfoldige hierter oc munde. Icke de Verdslige Vise/ Philosophi oc Veltalende/ som sige/ Vor Tunge skal haffue offuerhaand/ Oss bør at tale/ Huo er vor HERre? De haffue opladet deris mund/ Du haffuer icke obnet dem || deris mund. Ja i deris mund haffuer du ingen Loff bered. Dine wmyndige Børn Herre loffue dig/ oc ydmyge sig selffue/ men de verdsens vise loffue sig selffue/ oc holde stort aff sig selffue. Dine Børn oc diende Børn prise din Herlighed som de haffue bekent ned fra Himmelen ved din Naade. De verdslige vise 198 vilde aleniste kende dig/ ved naturlige ting/ men de kunde icke fuldkommelige naa til den Loff oc Priss. HErre Helligen haffue loffuit dig met hierte oc mund/ der til met gode gerninger. De Verdslige vise/ aleniste met forfengelige ord/ Oc opblest Visdom/ Børnene haffue vdbred din Loff/ offuer || gantske Jorderig/ men de Philosophi met faa Disciple. Dine Venner haffue omuend Wtalige mange mennisker fra Synd/ til sand anger oc ruelse. Philosophi de haffue huerken kend anger eller ruelse oc ey salighed/ dine Elskelige haffue forkyndet i alle Steder din wsielige Miskundhed/ som du haffuer beuist Verden i din kære Søn/ Men de verdslige Vise Philosophi haffue ingen aff de ting forstaad/ der faar haffuer du bered Loff aff vnge Børns oc diende Børns munde. Det haffuer altid behaget dig/ at ophøye de fortrycte/ nedertrycke de hoffmodige/ Effterdt du min Gud staar imod den || Hoffmodighed/ saa giff mig sand ydmighed/ paa det/ at du kand berede Loff aff min mund/ Giff mig it Barns hierte. Thi der som ieg icke omuender mig/ oc bliffuer som Børn/ da maa ieg icke komme ind i Guds Rige/ Der faar gør mig nu som til et aff dine Børn/ oc diende Børn/ at ieg kand altid henge ved din Visdoms bryst/ Thi dine Bryst ere sødere end Vin/ oc din Visdom er kaasteligere end Rigdom. Alt det mand kand begere/ er inted at ligne ved hende. Din Visdom er it Edelt Liggendefæ/ Huilke Menniske der haffue bruget hende/ de ere Guds venner. Naar du haffuer nu giort mig til it || diende Barn/ da skalt du berede Loff oc Priss aff min mund.

Thi du haffuer icke lyst til Offer/ Jeg
vilde vel ellers giffue dig det/ oc
Brendoffer behager dig icke.

O Gud min mund skal forkynde dit Loff/ Thi ieg veed/ at det er dig it behageligt Offer/ effterdi du siger ved Propheten/ huo der gør tackoffer/ hand ptiser mig/ Der faar vil ieg øffre 199 dig Loff oc Tack/ vnge Børns oc diende Børns loff for alle mine Synder/ Oc huor faar Loff oc Tack/ oc icke heller || Brendoffer/ eller ellers nogen anden Offer? Du haffuer icke lyst til Offer/ Du siger selff i Psalmen/ Jeg vil icke tage øxen aff dit Huss/ ey heller Bucke aff din Stold/ Ment du at ieg vil ede Oxekød eller dricke Bucke blod/ der faar ved ieg ocsaa/ at du skøder intet om Guld eller Sølff/ Thi Himmelen oc Jorden hører dig til/ der faar vilt du icke heller/ at ieg skal sla mig selff ihiel. Du vilt icke en Synderis død/ men meget mere at hand omuender sig oc leffuer/ dog vil ieg met skel oc effter leyligheden spege mit fød/ at det kand vere din Naade hørsomt oc lydigt oc tiene dig veluillige/ Thi der som ieg treder offuer maalet/ || da regner du mig det visselige til Synd. Eders Guds tieniste/ siger den hellige Apostel Paulus skal vere fornumstig/ du haffuer oc sagt ved Propheten. Jeg haffuer en velbehagelighed/ til Barmhiertighed/ Oc icke til Offer. Der faar skal min mund forkynde dit Loff. Thi saadan Offer priser dig/ oc giffuer oss Guds salighed til kende. Ja min Gud/ det er mit rette aluere/ ieg vil siunge oc loffue/ Det er min ære/ Alt det ieg veed/ som dig behager vil ieg fuidkomme wdi din Naade. Nu befinder ieg/ at ingen Offer er tacknemmeligere faar dig/ end at loffue prise oc tacke. Der effter vil ieg oc holde mig. Did hen vil ieg sla || mine tancker/ Der om vil ieg tale siunge oc prise/ Thi du haffuer icke lyst til Diurenis Offer/ Jeg vilde ellers vel giffue dig det. Thi mit hierte er bered at fuldkomme din vilie ved din Naade. Men saadan Brendoffer behager dig icke. Du haffuer skabt legemet for Aandens skyld. Der faar behager icke de legemlige Offer dig/ men de Aandelige/ Du siger i Scrifften. Min Søn giff mig dit Hierte/ Det er det Offer/ som dig behager/ som er it angerfult penitentzis hierte/ it hierte som er optend/ met Guddommelig kierlighed/ som begreder Synden oc beuarer sig framdelis for Synden/ Saadan Brendoffer behager dig min Gud. ||

200

En angerfuld Aand er det Offer som
Gud behager/ Gud forsmaar icke
it sorgfuld oc angerfuld Hierte.

Sandelige min Gud/ dig behager it angerfult Hierte/ oc en knusit Aand/ oc icke it angerfult oc knusit legeme/ Thi kødet bliffuer der saar aff plaffuit/ at det haffuer icke det som det Begerer eller Føler det/ som sig er imod. Men Aanden plaffuer sig aleniste for syndsens skyld/ at hun haffuer syndet mod dig/ min Gud/ som hende burde/ at frycte oc elske. Det gør hende ont/ at hun haffuer fortørnet dig/ sin Skabere oc || genløsere/ at hun foracter din kære Søns dyre blod/ oc vonærer dig/ miskundelig oc søde Fader. Saadant it plaffuit oc knusit Hierte er it velluctende Offer faar dig som bliffuer giort oc tilred/ vdaff den beske rod/ som er/ aff syndsens anger oc bekendelse. Thi ieg forsamler mine Synder wdi mit Hiertis mortere oc knuser dem met ruelsis stempel/ oc gør dem til puluer oc væder dem met anger oc ruelsis graad/ saa bliffuer der en god salue/ Ja it behagelig Offer vdaff/ som du HErre icke foracter. Thi du min Gud foracter icke it angerfult oc knusit Hierte/ Huilket Menniske der synderknuser nu sit haarde sten || hierte/ saa at hand gør en Salue der aff/ ved anger oc ruelsens graad/ oc falder icke i Mishaab/ for Syndsens mangfoldighed oc storhed/ men giffuer sig hen vnder dig ydmygelige til it leffuendis Offer/ den forskiuder du ingenlunde. Thi at it angerfult oc knusit hierte foracter du icke min Gud. Der vaar en Quinde en Synderinde i Staden/ Hun beredde saadan en Salue i hendis Hierte/ Hun gick ind i den Phariseers huss/ oc traadde bag til din kære Søns fødder/ Hun skammede sig icke ved/ at græde for Gesterne/ Hun kunde icke tale for angst/ men hun vdøste sit Hierte met gredende taare/ oc vætte hannem hans || fødder/ oc tiurde dem met Haar aff hendis hoffuit/ Oc kyste dem oc saluede dem met Salue. Huo haffuer saadant mere hørt/ Huo haffuer seet saadant? Der faar behagede dig 201 oc saadant Offer. Ja det vaar dig saa behageligt/ at du ocsaa meget mere actede denne Quinde/ end de Phariseer/ som lode sig tycke at vere saa fromme oc retferdige/ oc du gaffst til kende met dine Ord/ huor vijt de vaar fra huer andre/ denne Quinbis oc den Phariseers retferdighed/ som er saa vijt/ som imellem/ at to fødder met Vand/ oc to dem met gredende taare/ som at kysse Ansictet en gong/ oc icke lade aff at kysse fødderne/ som || at salue hoffuedet/ oc at salue fødderne. Ja denne Quinde gick longt offuer den Phariseer. Thi hand gaff din kære Søn/ huerken Vand eller kyss/ huerken Olie eller Salue. Ø Gud stor er din Miskundelighed/ stor er din Mact/ som du gør obenbarlige paa det høyste/ i det/ at du offuerbær oc forbarmer dig offuer Mennisken. Huor aff ieg lærer/ at du foracter icke it angerfult oc knusit Hierte. Der faar vil ieg oc saa legge al min vind paa/ at ieg kand offre dig saadant it Hierte/ icke aleniste met Ord/ men oc saa met Gerninger. Thi du est aleniste den/ som prøffuer Hierter oc Nyrene/ Der faar tag nu/ min Gud/ || dette mit Offer til dig/ oc alligeuel at det er WfuIdkommeligt/ da kant du gøre det fuidkommeligt oc gaat/ at det bliffuer it behageligt Brendoffer/ optend ved din Guddommelig kierlighed/ at det kand behage dig/ eller oc at du det icke foracter/ Ja der som du aleniste vilde det icke foracte/ saa veed ieg at ieg finder Naade hoss dig/ oc at ingen aff dine Helligen/ vere sig i Himmelen/ eller paa Jorden kunde siden foracte mig.

Gør vel mod Zion/ effter din Naade/
Byg Murene i Jerusalem.

Der staar screffuit/ Hoss den hellige est du Hellig/ hoss || den Fromme est du From oc hoss den rene est dit ren/ Oc hoss den foruende/ est du foruend. Nu ynsker ieg aff Hiertet/ at alle Menniske mue Nyde det gaat at/ oc komme til Sandheds bekendelse/ Det vaar dem behoff oc mig nytteligt/ Thi ieg bliffuer paamindet ved deris Bøn oc Exempel/ oc dalige 202
beueget til det gode. Der faar beder ieg dig/ Min HERRE/ alligeuel at ieg er en arm syndere/ Gør vel mod Zion effter din Naade/ Byg de Mure i Jerusalem. Zion er din Christendom/ Huad kaldis Zion andet end en beskuelse? Thi saa longt som Gud giffuer Naade/ beskuer Christendommen Guds herlighed i || dette Liff/ Der faar siger den hellig Apostel Paulus. Guds klarhed spegler sig i oss alle met optecte Ansict/ Oc wi bliffue forklarede i det samme Billede/ Fra en klarhed til en anden/ som aff HERREns Aand. Min Gud/ min HERRE/ Huor ringe er din Christendom paa denne dag? Den gantske Verden falder aff/ Thi der er mange flere vantro Mennisker end Christne: Ja huo er iblant disse Christne/ som forlade disse Jordelige ting/ oc beskuer Guds herlighed/ Sandelige du skalt finde faa mod dem som henge ved disse Jordelige ting/ huilkis Bug er deris Gud/ oc deris ære bliffuer til skamme. HERre gør vel mod || Zion/ effter din Naade/ at din Christenhed kand bliffue formeret. See ned fra Himmelen/ oc gør vel effter din Guddommelige Natur/ Sende din Kierligheds ild fra Himmelen/ ned offuer oss/ at den kand optende oss i Naaden/ oc fortære alle vore Synder. Gør vel mod oss HErre/ handle icke met oss effter vore Synder/ oc betale oss icke effter vore misgerninger. Men handle met oss effter din store Barmhiertighed/ du est vor Fader/ vor genløsere/ vor Fred oc glæde/ haab oc euige Liff/ alle tage vaare paa dig/ at du giffuer dem deris spise til sin tid. Naar du giffuer dem/ da samle de/ Naar du lader din || haand op/ saa bliffue de mette/ aff det gode/ Skiuler du dit Ansict/ saa forferdes de. Du tager deris Aande bort/ saa forgaa de oc bliffue til stoff igen. Du vdgiffuer aff din Aande/ saa bliffue de skabte/ oc du fornyer Jordsens skickelse. Min kære Gud/ huad hielper det dig/ at du forderffuer saa mange tusinde Menniske? Helffuede bliffuer fuld/ Christendommen formindskis. HERRE Veck dig op/ huor faar soffuer du/ Vaag op/ oc forskiud oss icke saa aldelis/ Gør vel imod Zion effter din Naade/ Byg de Mure i Jerusalem: Huad er Jerusalem andet end Fredsens beskuelse. Guds hellige Stad som er || allis vor Moder? Denne Stads murer ere 203 nedfaldne/ Der Satan fald ned aff Himmelen met sine Engle/ oc ere wdi deris Sted Anammede idel retferdige Mennisker/ Der faar gør nu vel HERRE mod Zion/ paa det/ at det tal/ paa Guds vduolde/ maatte snart bliffue opfylt/ Oc Jerusalems Mure maatte byggis op aff Ny met vdgraffne poleert Stene/ som bliffue til euig tid/ oc loffue dig aff Hiertit.

Da skulle Retferdighedens Offer behage
dig/ Brendoffer oc hele Offet/ Da skal
mand || offer øxen paa dit Altere.

Naar du gør vel imod Zion/ effter din Naade/ saa bliffuer Retferdigheds Offer dig behagelig/ Saa bliffue de dig behagelige/ siger ieg/ som Abels/ Mose/ oc Elie Offer vaare dig behagelige/ i det du fortærede dem/ met din Guddommelig Kierligheds Ild/ Da behager dig Retferdigheds Offer/ Naar du haffuer opfylt de Retferdigis Hierter met din Naade. Huad er det Nytteligt min HERRE/ at Mand gør dig megit Offer/ Naar det icke behager dig? Huor mange Offer skeer der paa || denne dag/ som icke behage dig/ Min Gud/ Men ere dig en Vederstyggelighed/ Thi de ere icke Retferdigheds Offer/ men Offer aff vore egne optenckte gerninger oc Ceremonier. Der faar behage de dig tcke/ Huor er nu Apostlernis herlighed? Huor er de hellige Martyrers sterckhed? Huor er predickernis Nytte oc Lycke? Huor er de Aandeligis enfoldighed? Huor er den første Christen Tro/ dygdelig Leffnet oc Gerninger? Deris Offer behager dig. Naar du pryder dem met dine Naader oc gaffuer/ Ja Naar du gør vel imod Zion effter din Naade/ saa behager dig/ de Retferdigis Offer. || Thi Menniskene begynde da en Penitentzis leffnit/ oc holde dine Bud/ oc øffue dem wdi det/ som gaat oc retferdigt er/ oc din Benedidelse kommer offuer dem/ da skulle Presterms oc Leuiternis offer behage dig/ Naar de forlade disse Jordelige ting oc vende dem til it fuidkommeligt Christeligt Leffnit. Da kommer din Benedidelsis salue offuer deris hoffuet/ da skal ocsaa det 204 Offer vel behage dig/ som det Aandelige Ordens Folck skal gøre/ Naar de effter deris lange ledighed/ oc den hellige Scrifftis forglemmelse bliffue optende met Guds kierlighed/ oc bliffue siden varactige oc sted wdi Guds || tieniste/ Da skulle Biscoper oc Predickere legge øxen paa dit Altere/ Naar de bliffue stadfeste i Troen/ oc opfylte met den hellig Aand/ da bliffue de villige oc redebogne til at sette deris Liff for deris Faar. Huad er dit Altere O min Miskundelige Gud/ andet end din Kære Søns kaarss/ som hand bleff offrit oc død paa? Huad ere de øxen andet end vore Legemer? Da skulle de Offre øxen paa dit Altere/ Naar de giffue deris Legemer hen i døden/ for dit Naffn skyld/ da skal Christendommen grønts/ voxe oc formeris/ Da skal den hellige Kircke vdbrede hendis Landemercke/ Da skal mand || loffue Gud til Verdsens ende/ Da skal mand glæde sig oc fryde sig paa den ganske Jorderig/ Da skulle dine Helligen vere glade/ oc prise oc loffue dig i deris Bolige/ oc bide effter oss i de leffuendis Land. Der faar beder ieg dig nu/ min Gud/ min HErre/ Ver mig nadig effter din Miskundhed oc som it Brendoffre/ oc it helligt Aandeligt Leffnis ganske
Offer/ Ja som en Oxe aff dit kaarss oc død/ ved huilken
ieg kand gaa vdaff denne Jammerdal til den
herlighet/ som du haffuer bered til
alle dem som haffue dig
kær aff Hiertet/
AMEN ||

Nu Følger samme LI. Psalm i sig selff.

GVD ver mig naadig/ effter din Miskundhed/ Affslet mine Synder effter din store Barmhiertighed. To mig vel aff mine Misgerninger/ Oc gør mig ren aff mine Synder.

Thi ieg bekender mine Misgerninger/ Oc mine Synder er altid faar mig. ||

Jeg haffuer alene Syndet mod dig/ oc giort ilde faar dig.

205

Paa det at du skalt beholde Ræt i dine Ord/ Oc bliffuer ren Naar du bliffuer dømt.

See ieg er født aff Syndig Sæd/ Oc min Moder haffuer vnd fanget mig i Synd.

See du haffuer lyst til Sandhed som ligger i skiul/ Du lodst mig forsta din Visdoms lønlighed. ||

Bestenck mig met Isop at ieg bliffuer ren/ To mig at ieg bliff uer sne huid.

Lad mig høre glæde oc fryd/ at de ben bliffue glade/ som du haffuer Sønder slaget.

Skiul dit Ansict/ fraa mine Synder/ oc vdflet alle mine Mis gerninger.

Gud skab it rent Hierte i mig/ Oc giff mig en ny viss Aand.

Forkast mig icke fra dit Ansict/ Oc tag icke || din hellige Aand fra mig.

Trøst mig igen met din Hielp/ Oc en Frimodig Aand opholde mig.

Thi ieg vil lære Offuertredere dine Veie/ At Syndere skulle omuende sig til dig.

Gud/ du som est min Gud oc Salighed/ Frelss mig fra de Blodskyldige/ At min Tunge kand prise din Retferdighed.

HERRE oplad mine || Læbe/ at min Mund kand kundgøre din Prijss.

Thi du haffuer icke lyst til Offer/ Jeg vilde vel eller giffue dig det/ oc Brendoffer behager dig icke.

En angerfuld Aand er det Offer som Gud behager/ Gud for smaar icke it sorgfult oc angerfult hierte.

Gør vel mod Zion effter din Naade/ Byg murene i Jeru salem. ||

Da skulle Retferdighedens Offer behage dig/ Brendoffer oc hele Offer/ Da skal mand offre øxen paa dit Altere.

206

Manasse Juda Kongis Bøn/ der hand
vaar fangen i Babilon.

HERRE/ vore Fedris/ Abrahams/ Isaacs oc Jacobs/ oc deris Retferdige Sædz/ Almectigste Gud/ du som haffuer giord/ Himmel oc Jord/ oc alt det som der er wdi. Oc du beseglede haffuit met dit Bud/ oc du tillucte oc beseglede Dybene/ dit forferdelige oc Herlige naffn til ere. At huer mand skal forferdis for dig/ oc frycte sig for din store Mact. Thi der kand ingen bære din vrede/ som du truer Syndere met/ Men din Barmhiertighed || som du tilsiger/ er wbegribelig oc wrandsagelig/ Thi du est den Allerhøyste HERRE offuer det gantske Jorderige/ som haffuer stor taalmodighed/ oc est meget Naadig/ oc straffer Folck icke gerne/ Oc du haffuer tilsagt effter din Godhed/ Penitentze til Syndernis forladelse.

Men effterdi at du est de Retferdigis Gud/ da sette du icke de Retferdige/ Abraham/ Isaac/ oc Jacob penitentze faare/ huilke der icke Syndede mod dig/ Men ieg haffuer Syndet oc mine Synder ere flere end Sand i Haffuit/ oc ieg er bøyt kroget wdi suare Jernbaand/ oc haffuer || ingen rolihed/ Fordi/ at ieg opuacte din vrede/ oc giorde meget ont faar dig/ der met/ at ieg kom saadan Verstiggelse oc megen forargelse aff sted.

Der faare bøyer ieg nu mit Hiertens knæ/ oc beder dig HERRE om Naade. Ah HERRE/ ieg haffuer Syndet/ Ja ieg haffuer Syndet/ oc bekender mine Misgerninger/ ieg beder oc formaner/ forlad mig/ O HERRE forlad mig det/ Lad mig icke forderffuis i mine Synder/ oc lad straffen icke
bliffue Euindelige paa mig. Men hielp mig wuerdige/
effter din store Barmhiertighed/ Saa vil ieg || loffue
dig al min Liffs tid. Thi al Himmelens Heer
loffuer dig/ oc dig skal mand prise
al tid oc euindelige/
AMEN.

207

Kong Salomonis Bøn om timelig liffs
nøtorfft oc næring. Prouer. xxx.

TVende haande beder ieg aff dig O HERRE/ dem veyre mig icke før ieg dør/ Lad forfengelihed oc løgn vere longt fra mig/ Fattigdom oc Rigdom giff mig icke/
Men giff mig min nødtørfftelige føde/ Jeg maatte ellers
naar ieg vaare mette forsage dig oc sige/ Huo er
HERREN/ eller naar ieg vaare forarmed/
maatte ieg stiæle oc forsuerie
HERREns naffn.

Johan
208

TEXTRETTELSER.

Orig. = Udg. 1558. 1562 = Udg. 1562; se Indl. S. 157 flg.

S. 167. L. 23. oc (= 1562) Orig. od
S. 174, L. 26. Misgerninger (= 1562) - Misgerninger
S. 174, L. 30. Bortdriff - (= 1562) Bort | driff
S. 177, L. 23. begraffuit (= 1562) - gegraffuit
S. 178, L. 27. oc Aanden (= 1562) - oc Aaden
S. 178, L. 29. hannem/ (=1562) - hennem/
S. 179, L. 15. Samaritan (= 1562) - Samiritan
S. 180, L. 11. foriettelse (= 1562) - foriertelse
S. 180, L. 17. fremmede (= 1562) - frommede
S. 181, L. 14. rengiort - (=1562) ren | giort
S. 181, L. 25. (det er de verdslige vise) - (= 1562) (det er) de verdslige vise
S. 182, L. 7. det være - (= 1562) det vare,næppe Præt. Konj.
S. 182, L. 29-30. effterfølger (= 1562) - effterfolger
S. 183, L. 2. snehuid - (= 1562) sne | huid
S. 185, L. 10. Ansict (= 1562) - Ausict
S. 185, L. 27. Misgerninger (= 1562) - Misgerniuger
S. 186, L. 14. hierte (= 1562) - hierre
S. 186, L. 34. Der faar (= 1562) - Der/ faar
S. 187, L. 28. Barmhiertig (= 1562) - Bermhiertig
S. 187, L. 28. Quinde (= 1562) - Quinge
S. 191, L. 7. indgyder (= 1562) - ind| gyder
S. 191, L. 8. forgiffuen (= 1562) - for | giffuen
S. 192, L. 18. dem - (= 1562) den
S. 192, L. 36. forsueren (= 1562) - fosrueren
S. 195, L. 10. Hedninge (= 1562) - Hednininge
S. 195, L. 11-12. Huo dig vil - Huor dig vil (1562 Huo vil dig)
S. 196, L. 13. HERRE (= 1562) - HRRE
S. 197, L. 20. igen oplader - (= 1562) igen oplader
S. 198, L. 1. naturlige (= 1562) - natutlige
S. 200, L. 3. angerfuld (= 1562) - anger | fuld
S. 200, L. 7. Begerer (= ty. begeret) - (= 1562) Regerer
S. 200, L. 14. beske, ty. bittern - (= 1562) beste
S. 201, L. 19. Wfuldkommeligt (=1562) - Ufudlkommeligt
S. 204, L. 2. hellige Scrifftis (= 1562) Orig. hellige i Scrifftis
S. 205, L. 11. vdslet (= 1562) - vd| slet
S. 205, L. 16. Trøst - (= 1562) Trost
S. 206, L. 9. bære (= Biblen 1550) - (= 1562) lære

VARIANTER OG NOTER.

S. 165, L. 7. Christne, den tabte Orig. Udg. Christne/ som danske maal forstaa, se Indl. S. 157.

S. 166, L. 1. Joh. 3.16 = Texten i Biblen 1550. I Udg. 1562 findes her to Skriftsteder: Joh. 3.16 og Ps. 34.2-4 (Jeg vil loffue HErren altid etc.). Disse har muligvis staaet sidst i nærv. Udg. se Noten til S. 207.11.

S. 167, L. 1. Borchart von Boynelberg (Borkard vom Bommelberg) var Lensmand paa Solte fra 1539 til sin Død 1. Nov. 1551. Da Palladius' Fortale er underskrevet 29. Sept. 1551, maa han altsaa have faaet Bogen i Hænde kort før sin Død. Se iøvr. Erslev, Len og Lensmænd S. 90 og Danmarks Adels Aarsbog V, 102.

S. 167, L. 10. vdtaalcke it tungemaal etc. 1. Kor. 12.10.

S. 167, L. 23. Her Seuren Persen (Søren Pedersen) blev Provst i Næstved 1540, d. 1575. (Wibergs Præstehist. I, 435).

S. 167, L. 30. Fru Anne Globs g. m. Melchior Glob til Vellumgaard (2. Gang med Gregers Holgersen Ulfstand), d. 1559. Se Danm. Adels Aarb. XVIII, 251.

S. 168, L. 6. dem/ som haffde de smaa viielser oc den lille plet i hoffuedet; dette er de Kirketjenere, som har de aller laveste og ikke egentlig gejstlige Grader - Ordines minores -, idet Tonsurens Størrelse i den senere Middelalder retter sig efter Klerke-Graden.

S. 169, L. 7 flg. Luc. 13.1-5. Texten ikke overensstemmende med den danske Bibels.

S. 169, L. 23. Fru Margarete d. e. Margrete Brahe til Krogholm (Danm. Adels Aarb. V, 102).

S. 169, L. 25. Sancti Michaelisdag, d. 29. Sept.

S. 170, L. 3. Bersabee; denne Form for Batseba stemmer med Biblens 1550, efter hvilken selve Salmetexten som nævnt er afskrevet; se Indl. S. 157.

210

S. 170, L. 20. aluorlig for "bange"; se Indl. S. 50-51.

S. 170, L. 23. Affslet - Barmhiertighed er ved Skødesløshed tilføjet. Det findes hverken i den tyske Oversætt. eller i Orig.; den efterfølgende Udlægning er da ogsaa kun knyttet til første Del af Verset, mens Betragtningerne over Affslet - Barmhiertighed staar i den følgende Bøn S. 172.

S. 170, L. 30. Thi ieg veed i Sandhed etc., forvansket, se Indl. S. 140-41.

S. 171, L. 3-4. den euige Visdom/ Den euige Barmhiertighed/ Den euige Mact oc Salighed = Spangenberg: die ewige weisheit/ die ewige gütigkeit/ die ewige Gewalt vnd seligkeit, men Orig. sapientia tua, bonitas tua, potentia tua et summa felicitas tua. De ældre tyske Oversættelser følger her som ellers Orig., har altsaa dein, ikke die.

S. 171, L. 6-11. Palladius' Gengivelse forvansker Spangenbergs, se Indl. S. 151-52.

S. 171, L. 9. Sandelige du maat icke forkomme din egen Gerning dvs. Du maa gøre (fuldkomme) din Gerning = Spangenberg: Warlich dein eigen werck mustu verbringen (= Orig. certe opus tuum scil. facies). Jfr. Kalkar I, 648. Se iøvrigt Indledningen foran S. 151-52.

S. 171, L. 27. huor met du haffuer giort saa merckelige vel/ oc elsket verden, Spangenberg: mit welcher du die welt also vberschüttet vnd geliebet hast.

S. 171, L. 31. Huo vilde icke ver trøstig; Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn. 2.

S. 172, L. 9. at du vender dig til mig, i Stedet for... mig til dig. Jfr. Indl. foran S. 152.

S. 172, L. 14-17. Min Gud-din Barmhiertighed = Spangenberg: Mein Got/ mein Herr/ dein barmhertzigkeit/ deine gütigkeit ist vnaussprechlich / Du erbarmest dich aller deiner wercke/ vnd deiner barmhertzigkeit ist kein zal/ kein mass / kein end. Men Orig.-texten lyder: Misericordia tua domine est abundantia pietatis tuæ, qua miseros pie respicis. Miserationes autem tuæ sunt opera et processus misericordiæ tuæ.

S. 173, L. 2 flg. Thi de indtoge icke deris Fedris Land / ved deris Suerd/ etc. Ps. 44.4.

S. 173, L. 8. hand haffuer beuarit mig/ etc. Ps. 18.20.

S. 173, L. 10-11. omkringskifftelighed = Spangenberg verenderung; omskifftelighed = Spangenberg wechsel. Biblen 1550: Jac. l.17 ingen omskifftelse eller foruendelse met Liuss oc Mørck.

211

S. 173, L. 13. der er eckon en Middeler etc. 1. Tim. 2.5. Biblen 1550; en Meglere.

S. 173, L. 25. en slet oc vel rensede taffle, Spangenberg: ein wol gepolirte tafel, Orig. tabula munda.

S. 173, L. 30-31. en gong oc anden gong, Spangenberg: ein mal vnd abermal.

S. 174, L. 2. ydermere "atter", Spangenberg: wider.

S. 174, L. 4. Petrus spurde din kære Søn etc. Math, 18.21-22.

S. 174, L. 12, Du Gud est allene Gud, Spangenberg: Du Gott bist allein gut. Jfr. Indl. foran S. 151.

S. 174, L. 12, alle Menniske ere Løgnere. Ps. 116.11.

S. 174, L. 16-17, mine Saar styncke oc rynde etc. Ps. 38.6.

S. 174, L. 31. Frycte for Fryct. Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn. 2.

S. 174, L. 31. Frycte er icke i kierlighed = Spangenberg: Furcht ist nicht in der Liebe. Sætningen mgl. i Orig.

S. 175, L. 1. men ocsaa Pinen, Orig. "Brøden", se Indl. S. 143 flg.

S. 175, L. 8. I ere nu rene etc. Joh. 15.3.

S. 175, L. 15. Tølner, sml. S. 175 L. 18 Tølneren; Omlyden vel overført fra ty. Zölner. I Kaikars Ordb. findes kun den uomlydte Form (IV, 417a).

S. 175, L. 18. men ieg siger met Tølneren etc. Luc. 18.13.

S. 175, L. 24-25. du haffuer icke lyst til en Synders død, sml. Ez. 33.l1.

S. 176, L. 11. alle gode gaffuer etc. Jac. l.17.

S. 176, L. 16 flg. Thi du haffuer befalet mig etc. = Spangenberg: Denn du hast mir geboten/ ich sol dich vber alle ding lieben/ vnd die liebe der creaturen auff dich tragen. Nu hab ich die creaturn mehr geliebet den dich. Was ist sündigen/ denn die creaturn mehr lieben denn Gott, men Orig.: quia mihi præcepisti, vt diligerem te propter te, et creaturarum amorem ad te referrem; ego autem dilexi creaturam magis quam te, diligens eam propter se. Quid est autem peccare nisi amori inhærere creaturæ propter se?

S. 176, L. 25. faar dig d. e. "for dit Aasyn", saaledes oftere.

S. 176, L. 32-33. anderlunde, Spangenberg: anders "andet".

S. 177, L. 5. beskarme, saaledes ogsaa i Udg. 1562. Formen findes ikke i Kaikars Ordbog (I, 172a). Muligvis Trykfejl.

S. 177, L. 19. Jeg er icke kommen etc. Math. 9.13.

S. 177, L. 22. vnd mig at ieg kand gøre Poenitentzis rette fruct = Spangenberg: verleihe mir das ich rechtschaffene früchte der busse thu, men Orig.: da mihi agere fructum dignum pænitentiæ.

S. 177, L. 24. Naar ieg bliffuer ophøijet fra Jorden etc. Joh. 12.32.

212

S. 177, L. 26. Kommer til mig etc. Math. 11.28.

S. 177, L. 29. Vederquege mig Herre etc. Spangenberg: erquicke mich Herr/ auff das du recht bleibesf / vnd nicht mögest gestrafft werden/ wenn du gericht wirst. Orig.: Refice me domme, vt iustificeris in sermonibus tuis et vincas cum iudicaris.

S. 178, L. 26. Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden mod Kødet, Spangenberg: das fleisch gelüstet wider den geist/ vnd den geist wider das fleisch (= Luther-Biblen Gal. 5.17). Orig.: caro concupiscit aduersus spiritum; jfr. Indl. S. 144.

S. 179, L. 5-10. Thi det gode som ieg gerne vil etc. Rom. 7.19

og 7.22-23.

S. 179, L. 9. i mine Sind, in meinem gemüte, Biblen 1550: i mit Sind, jfr. Indl. S. 154.

S. 179, L. 11. dine Miskundelighed for din Miskundelighed, Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn.2.

S. 179, L. 12. siug oc nøgen, Spangenberg: schwach vnd blöde, Orig.: me fragiliorem.

S. 179, L. 27. Thi din elskelighed er icke andet end at hielpe oc vel at gøre = Spangenberg: Denn dein lieben ist nicht anders/ denn helffen vnd wolthun. Orig.: nam tuum diligere ipsum est benefacere.

S. 179, L. 32. Gud er kierlighed. 1. Joh. 4.8.

S. 180, L. 10. Jeg vil sette dit Liffs fruct paa din Stoel. Ps. 132.11.

S. 180, L. 16. oc det haffuer icke feilet dem, Spangenberg: vnd hast jnen nie gefeilt = Orig.: et neminem vnquam fraudasti.

S. 180, L. 20. Fader/ ieg haffuer syndet wdi Himmelen oc mod dig, Spangenberg: in den himel, Orig.: in cælum et coram te. Luk. 15.24. Jfr. Indl. S. 155.

S. 181, L. 9. vdflyder oc formeris, se Indl. S. 151.

S. 181, L. 11. wden smitte, Spangenberg: on makel. Smitte - "Plet", "Lyde" alm. (Kalkar IV, 6b).

S. 181, L. 21. vere visse paa; visse for viss, Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn. 2.

S. 181, L. 27. for d. e. "før". Ret alm. Form hos Pall.

S. 181, L. 33. arme Syndere i Stedet for arme fiskere, se Indl. S. 141 flg.

S. 182, L. 24-26. hand som haffuer opfyldet den gantske verden - gode luct = Spangenberg: der im süssen geruch seiner sanfftmut vnd gerechtigkeit die gantze welt mit güte erfüllet hat. Orig.: Qui odore suauitatis et mansuetudinis suæ atque iustitiæ totum mundum suauitate repleuit.

213

S. 182, L. 33. væter "væder". Skrivemaaden paafaldende. Sml. væder S. 200, L. 17. - Præt. vætte S. 183, L. 19, S. 200, L. 30.

S. 183, L. 21. Quinde din Tro etc. Luc. 7.50.

S. 183, L. 23. Idag skalt du vere met mig etc. Luc. 23.43.

S. 183, L. 29. huor stoer er din Miskunhed etc. Ps. 31.20.

S. 184, L. 5. kødet stride [!] mod Aanden oc sindet mod fornufft, Spangenberg: Das fleisch ficht wider den geist/ die Sinligkeit wider die vernunfft. Se Indl. S. 154.

S. 184, L. 8. oc haffue giort sig skøne brynde/ de dog ere elendige brunde = Spangenberg: vnd in schöne brunnen gemacht/ die doch elende brunnen sind; men Orig.: et foderunt sibi cisternas dissipatas.

S. 184, L. 28. it visset Blomster, se Indl. S. 151.

S. 184, L. 29. dine Saluedis Ansict for din Saluedis (d. v. s. Kristi) Ansict, se Indl. S. 154 Fodn. 2.

S. 184, L. 33. kendelse, Spangenberg: erkentnis, Orig.: cognitio.

S. 185, L. 8. din Billede, men L. 11 dit Billede. Denne Vaklen skyldes Palladius' jydske Mundart. Jfr. mine Sind for mit Sind S. 179, L 9 og din og dit Kød, Note til S. 79 L. 21 foran S. 82.

S. 185, L. 19-20. See Herre etc. Luc. 19.8.

S. 185, L. 29. Der som nogen holder den gantske Lou etc. Jac. 2.10.

S. 186, L. 23, giff mig en Ny oc visse Aand, Spangenberg: Gib mir einen newen gewissen geist, Orig: innoua spiritum rectum in visceribus meis. Om visse = viss se Indl. S. 154 Fodn. 2.

S. 186, L. 30. du Gud est en Aand etc. Joh. 4.24.

S. 187, L. 27. aldri, Spangenberg: nimmer d. e. nie mehr = Orig. numquam amplius.

S. 187, L. 30-S. 188, L. 36. O Herre Dauids Søn etc. Sml. Math. 15.22-28.

S. 189, L. 4. Ja Himmerigis rige lider vold etc. Math. 11.12.

S. 189, L. 5. Men huad der er screffuit etc. Rom. 15.4.

S. 189, L. 14. mine Brødre oc venner, Spangenberg: meine bruder vnd freunde; men Orig.: fratres et filii.

S. 189, L. 17. Ingen kand kalde Jesum en Herre etc. l. Kor. 12.3.

S. 189, L. 24. Thi wi vide icke huad wi skulle bede etc. Rom. 8.26.

S. 189. L. 34. en mectig Gud offuer alle Guder; denne ukristelige Sentens stemmer saavel med Spangenbergs Oversættelse (ein mechtiger Gott vber alle götter) som med Orig. (rex magnus super omnes deos).

S. 190, L. 4. legemlige for ewige, se Indl. S. 152.

214

S. 190, L. 10-11. din trøst oc hielp = Spangenberg: trost vnd hülffe; Orig.: salutaris tui læticiam; saaledes oftere.

S. 190, L. 12. Hand er sandelige Gud etc., se Indl. S. 141.

S. 190, L. 22. Huilken Søn beder sin Fader om Brød etc., tilføjet af Spangenberg efter Luc. 11.11.

S. 190, L. 24. Lignelsen om Fisken og Hugormen etc. i Luk.

11.12 flg.

S. 191, L. 3. kylling = Spangenberg: hünlin, Orig.: pullus "Unge", jfr. Indl. S. 145 flg.

S. 191, L. 4. til din Saligheds skin, Spangenberg: zum anblick deines Heiland - ad visionem salutaris tui.

S. 191, L. 9. Jeg beder dig ocsaa min Herre/ om din Søns Christi kierligheds Brød etc., se Indl. S. 145.

S. 191, L. 13. it stienhierte, Jydskhed.

S. 191, L. 16. at bede/ lede oc bancke, se Indl. S. 145.

S. 191, L. 32. Jeg er kaarsfest met Christo etc. Gal. 2.20.

S. 192, L. l. martyr "Pine", ty. marter, jfr. Kalkars Ordb. III, 46a.

S. 192, L. 2. meget.. at, Spangenberg: viel zu.

S. 192, L. 5. omgick met hannem, Spangenberg: ist mit jm vmbgangen (Orig.: tecum familiaris).

S. 192, L. 12. hand haffde saadan en brendendis Tro; Spangenberg: Er hett einen solchen hitzigen glauben, Orig.: feruentisseme fidei videbatur.

S. 192, L. 30-31. min gode Peder, Spangenberg: lieber Petre; mgl. i Orig.

S. 192, L. 36 flg. ved forsueren/ ved sueren oc banden, Spangenberg: verleugnen/ schweren vnd verfluchen.

S. 193, L. 12-13, Hand lerde aff hans skrøbeligheds forfaring etc., se Indl. S. 153.

S. 193, L. 24. Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden mod Kødet. Se Indl. S. 144, sml. Noten til S. 178, L. 26.

S. 193, L. 26. Tusinde falde hoss min side etc. Ps. 91.7.

S. 193, L. 29. vnderlige for ynkelige, se Indl. S. 143.

S. 194, L. 5. Synder for Syndere, Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn.2.

S. 194, L. 6. til daarlighed/ oc berømmelse, Spangenberg: thorheit vnd vermessenheit, Orig.: temeritati "Formastelighed". Jfr. Indl. S. 153-54.

S. 194, L. 14. dersom Synden er vorden mectig etc. Rom. 5.20.

S. 195, L. 11-12. Huo dig vil i sige huor faar gør du det, Spangenberg: Wer wil sagen/ Warumb thustu das; isige "modsige", Kalkar III, 718b (kun Exempler fra Palladius).

215

S. 195, L. 21. skarpsindige, Spangenberg: spitzigen.

S. 195, L. 32-33. vere sig nu Overigheds Stad etc. Se Indl. S. 146-47.

S. 196, L. 9 flg. blotskyldige, Blodskyld, se Indl. S. 147.

S. 197, L. 2-3. din Retferdighed kommer ved Troen etc. Rom. 3.22.

S. 197, L. 9. tro paa mig Fejl for tro paa dig (Spangenberg: die in dich hoffen vnd vertrawen). Jfr. Indl. S. 152.

S. 197, L. 19. Du haffuer Dauids nøgel etc. Joh. Aab. 3.7.

S. 197, L. 21. du oplader vnge Børns oc diende Børns munde etc. Math.21.16.

S. 197, L. 26. Vor Tunge skal haffue offuerhaand etc. Ps. 12.5.

S. 197. L. 31. oc holde stort aff sig selffe dvs. "holde sig selv for noget stort", Spangenberg: vnd halten gros von jn selbs (Orig.: se ipsos magnificare volebant). Sml. "holde af" Kaikar II, 260a.

S. 198, L. 32, huo der gør tackoffer etc. Ps. 50.23. I Orig. er hele Verset citeret.

S. 199, L. 13-14. Eders Guds tieniste.. skal vere fornumstig. Sml. Rom. 12.1.

S. 199, L. 15. Jeg haffuer velbehagelighed til Barmhiertighed etc. Hos. 6.6.

S. 199, L. 17-25. Thi saadan Offer - giffue dig det = Spangenberg: Denn solch opffer preiset dich/ vnd zeiget vns das heil Gottes. Ja / mein Gott/ es ist mein rechter ernst/ Ich wil singen vnd rhümen / mein ehre auch. Alles was ich weis/ das dir gefellet/ wil ich in deinen gnaden verbringen. Nu befinde ich/ das dir kein opffer angenemer ist/ denn loben/ rhümen vnd dancken/ Des wil ich mich auch halten/ Darauff sollen meine gedancken gericht sein/ Dauon wil ich reden/ singen vnd rhümen/ Denn du hast nicht lust zum opffer der thiere/ Ich wolt dirs sonst wol geben, men Orig.: quia hæc oblatio honorificat te, et pandit nobis iter ad salutare tuum, paratum cor meum deus, paratum cor meum paratum per gratiam tuam, ad omnia quæ tibi grata sunt facienda, hoc vnum inueni tibi acceptissimum, hoc offeram tibi, hoc semper erit in corde meo, hoc personabunt labia mea, quoniam si voluisses sacrificium corporale, vtique dedissem.

S. 199, L. 29. Min Søn giff mig dit Hierte, Ordspr. 23.26.

S. 200, L. 9. som hende burde/ at frycte oc elske, se Indl. S. 143.

S. 200, L. 15. Thi jeg forsamler mine Synder etc., jfr. Indl. S. 146 Fodn. 1.

216

S. 200, L. 25-26. Der vaar en Quinde en Synderinde i Staden etc. Luc. 7.37.

S. 201, L. 17. du est alenisfe den etc. Jer. 11.20.

S. 201, L. 28. Hoss den hellige est du Hellig etc. Ps. 18.26-28.

S. 202, L. 3-6. Zion er din Christendom/ Huad kaldis Zion andet end en beskuelse? Thi saa longt som Gud giffuer Naade/ beskuer Christendommen Guds herlighed i dette Liff = Spangenberg: Zion ist die Christenheit Was heist Zion anders/ denn ein warte? Denn so viel Gott gnad verleihet/ schawet die Christenheit in diesem leben die herligkeit Gottes, men Orig.: Sion est Ecclesia tua. Nam Sion interpretatur specula, quia Ecclesia tua per gratiam spiritus sancti, gloriam dei pro captu huius vitæ speculatur.

S. 202, L. 7. Guds klarhed spegler sig i oss alle etc. 2. Kor. 3.18.

S. 202, L. 14. dem som henge ved disse Jordelige Ting etc. Fil. 3.19.

S. 202, L. 24. alle tage vaare paa dig etc. Ps. 104.27-30.

S. 202, L. 28. stoff "Støv" alm. v. S. a. støff, Kalkar IV, 152a.

S. 203, L. 4. Oc Jerusalems Mure maatte byggis op aff Ny met vdgraffne poleert Stene, Spangenberg:....... aus newen wol-

gepolirten steinen, Orig.: ex lapidibus nouis.

S. 203, L. 21-S. 204, L. 24. Se Indl. S. 147-50.

S. 204, L. 5. Naar de bliffue stadfeste i Troen = Spangenberg: wenn sie im glauben bekrefftiget, men Orig.: quia in omni virtute consumati. Sml. S. 203, L. 24, Indl. S. 147 flg.

S. 205, L. 1. bliffuer, sml. S. 177, L. 17 bliffue = Biblen 1550.

S. 205, L. 7. Bestenck, sml. S. 182, L. 14 Affløss = Biblen 1550.

S. 205, L. 13. skab, sml. skabe S. 186, L. 1.

S. 205, L. 16. Trøst, sml. Trøste S. 189, L. 31.

S. 205, L. 24. eller, sml. ellers S. 198, L. 28 = Biblen 1550.

S. 205, L. 31. offre, sml. offer S. 203, L. 9.

S. 206, L. 1. Manasses Bøn, ordret Afskrift efter Biblen 1550, kun S. 206, L. 9 Thi, Biblen Oc, S. 206, L. 10 din, Biblen den.

S. 207, L. 1. Ordspr. 30.7-9. Oversættelse efter Vulgata.

S. 207, L. 11. Johan, i Kustoden; Bl. M 3 tabt, men Kustoden viser, at der efter "Kong Salomons Bøn" er fulgt et Skriftsted fra Joh. Evang. Jfr. Noten til S. 166, L. l samt Ind. S. 161.

217

Fra 1593 findes en dansk Oversættelse ved Jacob Madsen Kjøbenhavn af en Miserere-Udlæggelse. Dens Titel er:

Den LI. Pen- | itentz Psalme/ vdlagt | oc beskreffuen vdi Bøns | vijs/ Aff en merckelig Per- | son vdi hans kaarss | oc bedrøffuelse. | Oc nu vdset paa Danske/ Alle | bange oc bedrøffuede ret troen|de Hierter oc Samuittig- | heder til trøst. | Aff | Jacob Mattssøn Kiøbenhaffn. | Prentet i Kjøbenhaffn/ Aff| Hans Stockelman. | 1593.

Originalen til denne Oversættelse er det ikke lykkedes mig at finde. Muligvis er den en forkortet Bearbejdelse af Savonarola-Udlæggelsen. Oversættelsen er optrykt uændret 1638 af Tyge Nielszen, men med Udeladelse af Jacob Madsens Navn og med Tilføjelse af en Fortale. I denne hedder det: "Den gamle Hieronymus Savonarola haffuer en merckelig oc nyttig betenckende/ vdi huilcken hand lige som paa en Taffle stiller it Menniske for øyen it wgudeligt oc wbodferdigt Menniskes tilstand efter Døden/ da det er alt for silde at giøre Poenitentz oc omvende sig/ naar Naadens tid er vdløben" etc. Exemplar af begge Udgaver findes det kgl. Bibliothek i København.

218