Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

Se/ du haffuer lyst til Sandhed/ som
ligger i skiul/ du lodst mig forstaa
din Visdoms Lønlighed.

Kom du min kære Samaritan/ See du haffuer lyst til Sandhed/ oc til din || sandru foriettelse/ som du haffuer loffuit Menniskens slect. Ja du haffuer icke aleniste loffuit oc tilsagt dem/ men oc saa huldet dem det/ Thi din elskelighed er icke andet end at hielpe oc vel at gøre. Du bliffuer icke omkring skyfft min Gud/ du bliffuer som du est. Du est icke tilsinde som wi/ at du elsker nu oc strax her effter icke elsker/ saa at fierligheds gerning er nu hoss dig/ oc nu fra dig/ Du est en ret Elsker/ ia du est kierlighed selff/ Thi Gud er kierlighed/ oc at vere kierlig der er at gøre vel/ Oc huilken du gør mest vel 180 imod/ den elsker du paa det høyste. Huad er nu at elske sandhed andet/ end at holde Sandhed. ||

Du tilsagde vor Patriarch Abraham/ at du vilde giffue hannem en Søn wdi hans allerdom/ oc du hølt den alderne wfructsommelig Sara din foriettelse/ thi du haffuer lyst til Sandhed.

Du tilsagde Israels Børn it Land/ som skulde flyde met Melck oc Hunig/ du gaffst dem det/ oc holt din foriettelse/ Thi du haffuer lyst til Sandhed.

Du loffuede oc tilsagde Dauid/ Jeg vil sette dit Liffs fruct paa din Stoel/ du haffuer holdet hannem samme foriettelse/ Thi du haffuer lyst til Sandhed.

Dine foriettelse ere wtalige/ dem haffuer du alle trolige holdet. Thi du haffuer lyst || til Sandhed/ du haffuer loffuit oc tilsagt fattige Syndere/ som fly til din Naade oc Barmhiertighed/ oc det haffuer icke feilet dem. Thi du haffuer lyst til Sandhed/ Den fortabte Søn/ som drog langt hen i fremmede Land/ oc forkom sit Gods met slemmen oc demmen/ Der hand haffde nu fortæret alt det hand haffde/ gaff hand sig aff sted/ oc kom til dig oc sagde/ Fader/ ieg haffuer syndet wdi Himmelen oc mod dig/ oc er icke nu lengere verd at ieg skal kaldis din Søn/ Gør mig som en/ aff dine daglønere/ Oc der hand vaar end nu langt borte/ saast du til hannem/ met dine Barmhiertigheds øyen/ || løbst til/ oc faldst hannem om hans halss/ oc kyste hannem/ Du befalede at mand skulde hente de beste klæder oc gaffst hannem en guldering/ paa hans finger/ oc Sko paa hans fødder/ oc slactet en fed Kalff/ oc giorde det gantske huss glad/ oc sagde/ Lader oss æde oc vere glade. Thi denne min Søn vaar død/ oc er vorden leffuende igen/ hand vaar borte/ oc er funden igen.

Huor faare haffuer du giort saadant min Gud? Sandelige der faare/ at du haffuer lyst til Sandhed/ Der faare elsk nu i mig du Barmhiertige Fader din Sandhed/ ieg som kommer aff fremmede Land til dig/ || Gack imod mig oc Anamme mig venlige/ Pryde mig met wskyldigheds klædebon/ Leed mig ind i husit/ slacte en fed Kalff/ at alle de som tro paa dig/ kunde 181 glede sig met mig/ oc æde met huer andre/ oc vere glade/ wdi al Aandelig glede/ Huor faare vilde du min Gud forholde din Sandhed for mig allene? Der som du Herre vilt tilregne Synden/ huo kand da bestaa? Men du icke tilregner dine vduolde dem/ Thi du haffuer lyst til Sandhed.

Oc huilken er den Sandhed/ som du haffuer lyst til? Er det icke din elskelig Søn? som siger/ Jeg er Veyen/ Sandhed/ oc Liffuit/ hand er Sandhed/ aff huilken all || Sandhed i Himmelen oc paa Jorden vdflyder oc formeris/ til den Sandhed haffuer du lyst/ den Sandhed vaar dig alleniste behagelig/ thi du fandst hende wden smitte/ oc haffuer giffuit hende i døden for alle Synder/ Der faar holt mig nu denne Sandhed min Gud. Thi see ieg er en stor Syndere/ forlad mig mine Synder/ mig som du haffuer rengiort/ ved din kære Søns blod/ oc igen løst ved hans pine oc død/ Huor faare haffuer du min Gud ladet mig kende din Søn? Huorfaare haffuer du giort mig delafftig i Troen til Christum? Maa vel ske/ paa det/ at ieg skulde høyelige bedrøffue || mig/ naar ieg saa min igenløselse faar øyen/ oc kunde dog icke naa til den? det vere langt fra/ Men paa det/ at ieg kand vide/ at Naadens dør staar oben faar mig/ oc vere visse paa/ at ieg skal faa Barmhiertighed/ ved Jesum Christum/ der faare frij mig nu min HErre/ Thi du lader mig forstaa den lønlig Visdom/ paa det at saadan Guddommelig visheds kendelse kand hielpe mig/ oc lede mig til Salighed. Sandelige Philosophi (det er de verdslige vise)/ kende icke denne Visdom/ den vaar dem aldelis skiult faare/ for din kære Søn bleff fød/ vndertagene dine vduolde/ da viste ingen Menniske aff denne Visdom. ||

De vise wdi denne Verden/ som ellers vaare forsiunlige oc flitige til at randsage alle ting/ løffte vel deris øyen op imod Himmelen/ men de kunde icke finde denne Visdom/ Thi du haffuer skiult saadant for de vise oc forstandige/ oc obenbaret det for de smaa Børn/ oc Wmyndige/ det er/ for arme Syndere/ oc for dine Hellige Propheter/ som haffuer giffuit oss saadant til kende. Der som du haffuer nu obenbaret mig/ den lønlig visdom/ ved den Hellige Scrifft/ huor til er hun mig Nyttig?

182

Huad hielper mig det/ at ieg kender hende? Der som hun icke fører mig til Salighed/ Thi ocsaa Philosophi/ effter at de viste || der vaar en Gud til/ oc dog icke loffuede oc ey heller prisede hannem som en Gud/ men ere bleffne forfengelige i deris sind/ oc deris wforstandige hierte er forblindet/ Oc der de hulde sig for vise/ bleffue de til daarer/ Vilt du nu haffue mig vnder det tal? Det være langt fra/ Thi du est Barmhiertighed selff som aldri ophører oc forlader ingen/ Der faar spar kære HERRE/ spar din Suend/ oc tag mig i dine wmyndiges tal/ At du oc vilt lade mig vide den lønlige Visdom. Føer mig til Visdoms kilde/ som er der offuen i Himmelen/ paa det/ at du kand loffuis i din Barmhiertigheds gerning/ som du bewiser din Tienere oc || aldri forlader dem som haabe paa dig.