I.
✂ I den Daabsritus, der blev stadfæstet i Luthers Taufbüchlein 1524, og som danner Grundlaget for det danske Ritual i den autoriserede Haandbog 1538, foretager Præsten Djævleuddrivelsen ved to forskellige Formularer. Den første, hvormed Daabshandlingen indledes, lyder: "Far herud du urene Aand, og giv den Helligaand Rum", den anden, med hvilken Præsten - efterat Korsbetegnelsen er foretaget og to Bønner bedte - formeligt besværger Djævlen, i den treenige Guds Navn, at forlade Barnet, lyder: "Jeg besværger dig du urene Aand i Navn Faders, og Søns, og Helligaands, at du udfarer og viger fra denne Jesu Christi Tjenere N. Amen" (se Bind I, S. 103-4).
✂ Disse Formularer, der er en Arv fra den katolske Ritus, men ingen Hjemmel har i Biblen, havde de Reformerte som bekendt opgivet, mens Luther holdt dem i Hævd. Ikke saaledes, at han - som ældre og yngre lutheranske Theologer (se f. Ex. Engelstoft, Liturgiens Hist. S. 194) - kun betragter Exorcismen som en symbolsk Hentydning til Arvesynden, men saaledes, at han opfatter den i egentlig Forstand som en Djævleuddrivelse, der forudsætter en Djævlebesættelse: "Ethvert Barn, der kommer til Verden, er født i Djævlens Rige", hedder det i en af hans Prædikener, først ved Daaben "maa Djævlen vige og fare ud" (Erlangen-Udg. 2, 151). Og Haandbogens Ord lader - heller ikke i den danske Gengivelse - Tvivl tilbage. Her staar (se nærv. 222 Udg. Bind I, S. 101 L. 28 f.): Kirken bekender "med bestandige og utvivlagtige Ord for Gud, at Barnet er med Djævlen besat".
✂ Denne Opfattelse af Daaben bidrog imidlertid ikke blot til at uddybe Kløften mellem Lutheranere og Reformerte, men fremkaldte ogsaa indenfor de lutherske Kirkesamfund bitre Stridigheder, idet der ikke var faa, som - med de Reformerte - i Djævlebesværgelsen saa "ret papistisk Surdeig". En saadan Strid havde i mange Aar hersket imellem den strengt ortodoxe Lutheraner Justus Menius, der 1529 var blevet Superintendant og Præst i Eisenach (senere tillige i Gotha), og hans Diakon Georg Merula. Denne havde omkr. 1530 hævdet, at Børnene ikke "var fangne i Djævlens Vold" ved Fødselen, og at man derfor ikke skulde udføre nogen Djævleuddrivelse, men dette kætterske Standpunkt havde han senere maattet opgive (se Justus Menius' Skrift ndf. S. 244). I det Angreb, Merula en Snes Aar efter retter mod Exorcismen, har han efter Justus Menius' Udsagn ganske glemt dette gamle Kætteri (Schwermerey), idet han holder sig til den egentlige Besværgelsesformular, som han paastaar ikke blot mangler Hjemmel i Skriften, men er direkte stridende mod denne; Ordet "jeg besværger" kan nemlig efter hans Mening kun betyde "jeg tager Dig i Ed", men Djævlen, som efter Kristi eget Udsagn er en Løgner, kan man ikke tage i Ed; den der "maner Djævlen paa Ed", handler derfor mod Guds Ord. Justus Menius havde nu det vanskelige Hverv at vise Angrebets Uholdbarhed. Dette gør han, idet han til Exorcismens Forsvar hævder den noget tvivlsomme Grundsætning, at hvad der ikke er forbudt, er tilladt. Han skriver: "Det kan nok være, at Skriften intetsteds siger, at Profeterne, den Herre Kristus og Apostlene har brugt eller befalet at bruge Ordet besværge ved Djævleuddrivelse, men paa den anden Side kan man dog heller ikke nægte, at Skriften ingensinde og intetsteds antyder, at Profeterne, den Herre Kristus og Apostlene aldrig eller aldeles ikke har brugt dette Ord 223 eller har forbudt Brugen deraf" (jfr. ndf. S. 254 L. 9 f., den tyske Orig. Bl. D3r). Altsaa - fortsætter han - maa Kirken have Frihed til at bruge det, og den, der berøver Kirken denne Frihed, gør sig formasteligt til dens Herre, medens han i Ydmyghed burde være dens Tjener (jfr. ndf. S. 259 L. 33 f.); han slutter (jfr. Udg. ndf. S. 266 L. 12 f.): Derfor er de, der saaledes angriber Kirkens hævdvundne Skikke og volder Splid i Menigheden, nogle grove ulærde Kompaner, der kun dadler andres Gerninger for at skaffe sig selv Navn og Anseelse, men saadanne grove Fyre hører ikke hjemme i Gude-Hal, men i Stude-Stald.
✂ Det er da med ublide Ord Justus Menius - som adskillige andre Reformatorer - prædiker "Fredens og Enighedens" Evangelium.