Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

II.

✂ Selve Traktaten bestaar af to Afsnit.

✂ I det første vises det i 12 Paragraffer, hvorledes den hellige Skrift paabyder Menneskene at være overbærende og give Afkald paa Hævn: "Disse tolv Sager bør en Kristen vel at betænke og overveje, naar han er fortørnet af sin Næste, lidt eller meget, hvilket han begynder at ville drage ham efter og ikke aflade, førend han.., som man siger, faar en høvisk Bod af ham" (ndf. S. 378 L. 14 ff.). Herefter imødegaaes en Række Indvendinger, som Palladius tænker sig den fornærmede Part vil gøre. "Han slog min Fader ihjel, han krænkede min Søster, han belaa min Hustru - skulde jeg ikke se hans Hjerteblod?" lyder Indvendingerne; og videre: "Tilgiver jeg ham én Uret, da er han strax rede at gøre mig en anden", eller: "Nu vel, jeg vil tilgive ham og hverken gøre ham ondt eller godt, uden at jeg kan skyde efter, naar hans Vogn hælder, thi det nager mig og gør mig ondt, saa tit jeg ser ham" osv. Hertil svarer Palladius, at det er den kristnes Pligt at lide Uret og tilgive for Guds Skyld, at "bære gloende Kul tilhobe paa sin Uvens Hoved", give ham Mad, naar han hungrer, Drikke, naar han tørster osv. osv., og at enhver maa bede Gud om Kraft til at modstaa den syndige Hævn; - hvorefter Skriftets første Del slutter med "en almindelig Bøn mod alle Fristelser" (ndf. S. 381-382). At alt dette i særlig Grad skulde hentyde til Trætte og Bulder i de sjællandske Købstæder er lidet tænkeligt.

✂ Traktatens anden Del er en Redegørelse for, at Læren om Fred og Enighed, Forligelse og Tilgivelse kun gælder "mellem Broder og Broder, Næste og Næste", medens ingen bør "vende den mod Øvrigheds Straf og Hævn", thi Gud har befalet Øvrigheden "at hævne efter Loven". Dette kunde i og for sig snarere hentyde til bestemte Tildragelser, men er dog saa nøje knyttet til det foregaaende, at det maa ses i Sammenhæng hermed. Vi ser da, at det 368 er en Fremstilling af den ægte lutherske Lære om Forholdet mellem den enkeltes Pligt og Øvrighedens, som saa klart kommer frem i Luthers Udlægning af Skriftstedet "Salige ere de Sagtmodige" (Math. 5.5), hvor han skriver: "Hvad vil det nu sige at være sagtmodig? Her maa du for det første vide, at Christus aldeles ikke taler om Øvrigheden; thi dens Pligt er det ingenlunde at være sagtmodig; den skal føre Sværdet, forat den skal straffe de onde, og naar den vredes og hævner, da er det Guds Vrede og Hævn" (Erlangen-Udg. 43, 27). Saadan Lære kunde nok være fornøden under Christian d. Tredjes haandfaste Styrelse.