Palladius, Peder V.

V.

Jeg skal nu nærmere gøre Rede for det interessante Forhold mellem Palladius' Katekismusoversættelse og Jørgen Jensen Sadolins,

I Slutningen af Maj 1532 forelagde Biskop Knud Gyldenstjernes "Adjutor" Jørgen Jensen paa Landemodet i Odense "Een Catechismus eller then sande hellige Kirckis gamle Lerdom, med nogre christelige Raadt, om hennes tilbørlige oprettelse og tracctering, forschicked aff Erlig ock welbyrdig Herre. Her Knud Gyldenstiern." Bogen, der var "fordansked" af Jørgen Jensen laa færdigtrykt fra Hans Vingaards Trykkeri d. 24, Juni.

Intet Exemplar er bevaret af denne Bog, men en, som det synes, meget omhyggelig Afskrift - fulgt Linje for Linje, Side for Side, ordret og bogstavret - findes i Universitets-Bibliotheket (Additamenta Nr. 38, 8°). Denne Afskrift er optrykt i Nordisk Tidsskrift for christelig Theologi III, Kbh. 1841, S. 209-37. En anden lidet afvigende Afskrift findes i det kgl. Bibliothek (Gl. kgl. Saml. Nr. 1428.4°), Paa Grundlag af disse Afskrifter kan man faa en vistnok fuldstændig paalidelig Forestilling om Bogens oprindelige ydre Skikkelse, dens Indhold, Form og Retskrivning, hvilket er af den største Betydning til Bedømmelsen af Pall.' Oversættelse1.

Sadolins Katekismus bestaar af fire Dele: l. En Formaning til Præsterne i Fyens Stift; 2. Oversættelse af Katekismens fem Hovedstykker; 3, Anvisning til Katekismens Brug ved Gudstjeneste; 4, 30 Artikler, hvori Sognepræsterne skal examineres ved Visitationen. Det er anden Del, Palladius har benyttet, og hvis Kilder derfor kortelig maa omtales.

Da det var den katolske Biskop, der gav Navn til den *

44 foreliggende danske Udgave, omtales naturligvis ikke med et Ord, at det er Luthers Katekismus, her er oversat, men det hedder i Formaningen til Sognepræsterne "wy schulde forskicke eder thenne Catechismus fordansked/ som then er bode paa latin oc tysk tilforn wdgangen." At det er Luthers lille Katekismus, her foreligger, ses imidlertid strax, og at baade den tyske Original og en latinsk Oversættelse er benyttet, vil en Sammenligning hurtig gøre utvivlsomt. Den latinske Oversættelse, Sadolin har brugt, er den samme, som Vormordsen senere anvendte, og som ogsaa Palladius selv benyttede (Jfr. foran S. 4 og S. 35f.) nemlig Lonicerus'. Vanskeligere er det at bestemme, hvilken tysk Udgave, der ligger til Grund for den danske Oversættelse. Herom skriver Bang anf. Skrift S.125: "han [Sadolin] har ikke nogen forklaring til indgangsordene i fadervor. Han maa altsaa have brugt en ældre udgave end den af 1531, hvor denne forklaring, som bekjendt, for første gang optræder... Heraf følger nu, at Sadolin maa enten have brugt den nu tabte tyske originaludgave af 1529 eller ogsaa den endnu existerende anden Wittenberger-udgave af 1529." Men der er endnu en Mulighed: at Sadolin har brugt den ældste nedertyske Udgave, der er trykt i Hamborg 15291. Ogsaa i denne mangler Indgangsordene til Fadervor, og tredje Spørgsmaal i Alterets Sakramente findes. De Afvigelser, hvorved denne Udgave adskiller sig fra Wittenbergerudgaverne, er af en saadan Art, at de som Regel ikke vil kunne spores i en Oversættelse, men i nogle faa Tilfælde er selve Ordvalget forskelligt2. Saaledes hedder Titlen til Hamborgerudgaven: Eyn Catechismus, mens Wittenbergerudgavens Titel er: Der kleine Catechismus 3; anden Troesartikkel lyder: Vnd an Jhesum Christum synen eyngebaren Son, mens den i Wittenbergerudgaven som i alle andre Udgaver lyder: Vnd an Jhesum Christum seinen * * * 45 einigen Son = Lonicerus' Oversætt: filium eius unicum. Sadolin følger i begge Tilfælde den nedertyske Udgave; han har som Titel: Een Catechismus og i Troesartiklen: eenborne Søn, skønt de ældre danske Oversættelser har eneste (Lucidarius: enæste, Poul Helgesen, Christeligvnderwyszning 1526: eniste). Jeg tror derfor, det er sandsynligst, at Sadolin ikke har benyttet Wittenbergerudgaven, men Hamborgerudgaven eller en yngre Udgave, der stemte overens med denne; med andre Ord, at han ligesom Palladius har brugt en nedertysk Udgave1.

Mens Sadolin i Forklaringerne nøje følger Luther, er han i Texterne paavirket af ældre danske Skrifter, navnlig af Poul Helgesens Bearbejdelse af Luthers Bedebog 1526 og af "Messeembedet" 15292.

Vi skal nu se, hvorledes Palladius har nyttet Sadolins Oversættelse. Forholdet er, som nævnt ovf. (S. 38) for de tre første Hovedstykkers Vedkommende et lignende som ved Katekismen 1537: paa faa Undtagelser nær stemmer Ordlyden i Palladius' Katekismus 1538 med Sadolins Katekismus 1532, d.v.s.: Sjællands Biskop, der i 1537 udgav en Afskrift af Lundebispens Katekismusoversættelse under sit Navn, udgiver i 1538 paa samme Vis en Afskrift af Odensebispens Katekismus; Oversættelsen er ikke Palladius', den er Sadolins. Men Palladius har korrigeret den. - Først den ydre Form. Sadolin havde fulgt den latinske Udgaves monologiske Form, ligesom Vormordsen senere; Palladius følger den tyske Udgaves Dialogform3. Sadolin, hvis Katekismus udelukkende *

* * 46 var beregnet paa Gudstjeneste, har udeladt alt, hvad der hentyder til Husandagten; Palladius genindfører efter de tyske Udgaver Overskrifterne om, hvad en Husfader skal lære sit enfoldige Tyende osv. Endelig retter Palladius nogle faa Steder Uoverensstemmelser med den tyske Text eller ligefremme Misforstaaelser. Saaledes har Sadolin i Forklaringen til 9. Bud (Bl. 20r): med een Siwn, att thet haffde een rett med seg, men Palladius: met ith skin/ som synes ath haffue nogen ræt met sig, svarende til tysk (alle Udgaver): mit einem Schein des Rechtes. I anden Troesartikel rettes eenborne til eniste, tysk (alle Udg. undt. Hamb.-Udg.): einigen; i Forklaringen til tredje Bøn rettes hans wittie til hans Rige, tysk (alle Udg.): sein Reich; i Forklaringen til fjerde Bøn rettes Iordt til ager, tysk (alm.): Acker, og de to Ord fred og tuckft] tilføjes svarende til tysk (alle Udg. undt. Hamb.-Udg.): Friede og Zucht. Slutningen af tredje Bøn og hele femte Bøn, hvor Sadolin følger den latinske Text, er hos Palladius bragt i Overensstemmelse med den tyske Text. Endelig er Indledningsordene til Fadervor tilføjet efter den tyske Original.

Medens alle disse Ændringer kun har Betydning til Bestemmelse af Enchiridions Forhold til den tyske Original, findes en hel Række Rettelser, der er ganske uafhængige af Luthers Text, og som alene skyldes Palladius' Stræben efter at fremlægge Katekismen i et godt dansk Sprog. Til Oplysning om Sprogudviklingen i 16. Aarh. og Grundlæggelsen af moderne dansk Skriftsprog er disse Ændringer af stor Interesse.

Der er først Retskrivnings- og Lydforandringer. De vigtigste af disse er følgende:

47

l. th er ændret til d i du, din, dem, den, det, disse, der osv.; Sadolin har thw, thin, thennom, then, thet, tesse. Ligeledes har Pall. di (og thi), hvor Sadolin har thi.

2. gj og kj er som Regel ændret til g og k: gerne, begeringe, gøre, køb-; Sadolin: gierne, begieringe, giøre, kiøb-.

3. I Ind- og Udlyd ændres ck, ch til c, th til t, dt til d; f. Ex. Sadolin: fryckthe, echte, almechtighe, twcthige, wedt, ordt, gordt, jordt, schyldt, woldt > Pall: frycte, ecte, almectige, tuctige, ved, ord, gaard, jord, skyld, vold; undtagelsesvis findes ledt "Led".

4. sch rettes altid til sk; altsaa schwlle, schade, -schaff, schaber, schyldt, elsche > skulle, skade, -skaff, skabere, skyld, elske.

5. Mellemvokalisk Konsonant fordobles ikke. Sadolins Skriftformer tiænne, fortiennist, stielle, befalling rettes saaledes til ticene, fortiæniste, stiæle, befaling.

6. Indskud af p mellem m og t slettes: fempte, fordømpte hos Sadolin bliver hos Palladius: femte, fordømde.

7. aa i slaa, fraa ombyttes med a; uden Undtagelse skrives sla, fra. Ligeledes rettes Subst. waare til vare.

8. Tvelydstegnet i liwffwe, beliwffwe, liyde og liwdig forandres til Enkeltlydstegn: lyne, belyue, lyde, lydig.

9. Ligeledes ændres overalt sielff til selff.

10. Sadolins Ordform himmel (caelum) rettes overalt til hiemmel.

11. swere, willie ændres til suerge, vilge.

12. Den aabnede Vokal i meg, seg ombyttes med den oprindelig lukkede.

13. Ligeledes rettes det ældre tesse til disse.

14. y som Tegn for i ændres til i, f. Ex. skrives i, wij, bliffue, riglige, min, sin, sind, hvor Sadolin har y, wy, blyffwe, rygelig, myn, syn, synde.

15. haffde rettes altid til hagde.

16. Dialektformer og forældede Lydformer rettes; saaledes: høstrw, diell, fey, ney, fram, wnde, legom, hannom, i hwffwe til: hwstru, deel, fæ, ny, frem, onde, legem, hannem, 48 ihw; ligeledes: Præs. forsørg, Subst. schaber, fortiennist, forhwerfft, diefflens, liifs, ther for, og Adverbialendelsen -lig til: forsørger, skabere, fortiæniste, forhuerffuit, dieffuelens, liifuis, der fore, -lige.

Former, der, ved Sammenblanding af oprindeligt [x] og [x][x], vidner om den dialektiske Lydudvikling af [x][x] til [x] som gordt, haar, rettes til de almindelige Skriftformer gaard, hoor.

Alle disse Ændringer viser, at Palladius fra første Færd af har sat sig som Opgave at give Skriftsproget en enkelt og fast Retskrivning. Han havde her en ældre Arbejdsfælle i Chr. Pedersen. Det er ikke uden Interesse at sammenligne de Rettelser, Chr. P. faa Aar i Forvejen havde foretaget i Nyudgaven af Karl Magnus Krønike med Palladius' Rettelser i Enchiridion. Der er en saa forbløffende Lighed, at man kunde fristes til at tro, at Chr. P. havde læst Korrektur paa Enchiridion. I Gotfred af Ghemens Udgave af Karl Magnus Krønike fra Aarhundredets Begyndelse1 fandtes thet, then osv., gj, kj i Forlyd, y sammenblandet med i, slaa og fraa, Former som swere og willie, e i hemmel, den oprindelige Form haffde, osv., og dette rettes ganske i Overensstemmelse med Rettelserne hos Palladius til det, den osv., g, k, i, sla, fra, suerge, vilge, hiemmel, hagde. Disse Palladius' og Chr. Pedersens Retskrivnings- og Lydreformer sejrede i Kristian den Tredjes Bibel; og herigennem fik de for Retskrivningens Vedkommende afgørende Indflydelse paa det moderne Skriftsprog, mens mange Lydformer (sla, hiemmel, vilge o. fl.) bukkede under i Kampen med andre og ældre Former. -

Ikke mindre Interesse end Lydændringerne har de grammatiske og lexikalske Ændringer.

Af Bøjningsformer rettes 2. Pers. skalst til skalt, Perf. Partc. opweckt til opuact, Præs. Partc. -ende, til -endis, Pronomenet thennom rettes altid til dem og Rertal af det possessive Pron. 3. Pers. syn undertiden til deris; Adverbialendelsen -ligen ændres regelmæssigt til -lige. Kønnet forandres i *

49 "Menneske" og "Daab"; Sadolin skriver een Menniske, Daaben-hand, Palladius skriver ith menniske, doben-hwn. Af syntaktiske Rettelser kan nævnes, at Ordstillingen tage wore neste syn godtz fraa rettes til tage vor nestis gotz fra hannem, og at Følgekonjunktionen saa gennemgaaende rettes til ath. Af Ordforraadet rettes følgende Ord og Udtryk: wdi til i; lader moedt om til helligholde; driffwe haar til bedriffue hoor; mage y Echteschaff til ecte hustru; wiitne til vidnesbyrd; fæmon til fæ, forfrøcte oss for til frycte for; genløsselse til igenløsselse; jordet, jordede til begraffuet, begraffuede; hested til der; behørde til taknemmelige, o. e. a.

Alle disse Ændringer viser, hvor stor Usikkerheden i hin Tids Sprogbrug har været. Der ligger kun fem Aar mellem de to Skrifter, her er Tale om. Begge Skrifter er trykt i København og hos samme Bogtrykker. Og det ene er ikke - som Tilfældet var med Gotfred af Ghemens Udgave af Karl Magnus Krønike - bundet af Traditionen; Sadolins Katekismus er en ny Oversættelse af et nyt Skrift. Og dog hvilken uhyre Forskel i Skriftbrug mellem Pafladius' Afskrift og Sadolins Original! Den ene viser en enkelt og gennemført Lydbetegnelse, den anden en overfyldt og inkonsekvent. Og Lydformer og Bøjningsformer, Enkeltord og Udtryk i den originale Oversættelse rettes i Mængde i den faa Aar yngre Benyttelse, fordi de synes dialektfarvede eller forældede. De to Skrifter faar saaledes i Forening en sproghistorisk Værdi, de ikke havde enkeltvis. Vi lærer igennem dem, hvad en af Tidens ypperste og mest indflydelsesrige Skribenter ansaa for god Sprogbrug, og hvad han med fuldt Overlæg dømte til Undergang.