Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

I.

I Aaret 1540 skaenkede Palladius efterfølgende lille Bedebog til sine Velyndere Borgermesterenke i Odense, Magdalene Michels, og hendes kaere Søn Knud Michelsen.

Skriftet er ikke som almindelig anført en Oversaettelse af Luthers Bedebog, men af et meget yngre Skrift Ein einfältige Weise zu beten, som Luther i 1534 skrev til sin gode Ven, Meister Peter, Balbier.

Mens Luthers Bedebog allerede 1526 var bleven oversat paa Dansk af Poul Helgesen og 1531 af Chr. Pedersen, findes af naervserende lille Skrift ingen Oversaettelse aeldre end Palladius'. Vi har da her Exempel paa en PalladiusOversaettelse, som er udført helt igennem paa første Haand. En Sammenligning mellem Overssettelse og Grundtext vil derfor have stor Interesse til Oplysning om Palladius' Arbejdsmetode og Sprogbrug.

I Forordet nf. S. 259 siger P., at han har udsaet denne lille Bedebog af Tyske og Latine paa Danske. Vi maa derfor undersøge tyske og latinske Udgaver af Luthers Skrift, aeldre end 1540, det Aar Forordet er dateret, for at finde dem, der har ligget tu Grund for Overssettelsen. Disse Udgaver er saa vidt mig bekendt følgende:

1. Originaludgaven: Ein einfältige Weise zu beten für einen guten Freund, Meister Peter, Balbier. Wittenberg 1534. 4to.

2. Ein einfeltige weise zu Beten für einen guten freund. Wittenberg 17351. 4to.

* 244

3. Ein einfeltige weise zu beten, fur einen guten freund. 1535. 4to.

4. Ein einfeltige weise zu beten/ fur einen guten freund. Wittenberg 1536, 8vo.1

5. Den latinske Originaludgave: Simplex et aptissimvs orandi modus, per D. Mart. Luth. in gratiam amid cuiusdam scriptus. Nunc Latinitate donatus. Wittenberg 1537, 8vo.1

6. Ein einfeltige weyse zu betten für einen gutten freündt. 1539. 8vo.

7. Udgivet i Luthers Betbüchlein, 1538.

8. Udgivet i Luthers Betbüchlein, 1539, under Titlen:

Ein einfeldige weise zu beten/ für M. Peter Balbirer.1

Af disse Udgaver ender Nr. l, 2 og 3 med Forklaringen af de ti Bud, hvorefter det hedder: "Vom Glauben oder helliger Schrifft ist hie nicht zu sagen, denn das wäre ein unendlich Ding". I alle følgende Udgaver findes derimod til Slut et Stykke om de tre Trosartikler, svarende til Palladius' Oversættelse nf. S. 284-287. Det er derfor sikkert, at P. ikke har brugt nogen af de tre ældste Udgaver som Grundlag.

I Nr. 8 er Bedebogen delt i Afsnit med Overskrifter: "Ein einfeltige weise zu beten", "Ein einfeltige weise die X gebot zu betrachten", "Ein einfeltige weise den Glauben zu betrachten". Disse Overskrifter findes ikke hos Palladius, og da han aldrig udelader noget af Originalens Text, men kun ændrer denne ved Tilføjelser, kan næppe heller denne Udgave have været hans Grundlag.

Af Nr. 7, der ligesom Nr. 8 er udgivet i "Betbüchlein", har jeg intet Exemplar kunnet skaffe, men det er sandsynligt, at den stemmer overens med Nr. 8, saa Palladius heller ikke har haft den som Grundlag. Desuden er det lidet rimeligt, at P. skulde have udtaget Skriftet af en luthersk Betbüchlein. "Denne lille Bedebog", som han kalder den, har sikkert været en Bog - ikke et Afsnit i en Bog.

* 245

Tilbage bliver de to tyske Udgaver Nr. 4 og Nr. 6 og den latinske Oversættelse, Nr. 5. De to første stemmer i Indretning og Form nøje med hinanden og afviger ikke paa noget væsentligt Punkt fra P.'s Oversættelse. Det kan derfor næppe afgøres, hvilken af dem han har brugt1. Derimod er det sikkert, at han har brugt Nr. 5, da dette er den eneste latinske Udg. ældre end 1540. Som Grundlag for en Sammenligning mellem Originaler og Oversættelse vil vi altsaa bruge den tyske Udgave af 1536 og den latinske af 1537. Denne svarer til Luthers udvidede Skrift, idet den ligesom Palladius' Oversættelse slutter med Udlægningen af Trosartiklerne2. Pall. har da helt igennem kunnet benytte saavel den tyske som den latinske Udgave.

Undersøger vi nu Forholdet mellem den danske Text og den tyske og latinske, vil vi finde, at Oversættelsen er en tro Gengivelse af Originalen, hvad selve Indholdet angaar. Ikke et eneste Sted har Pall. ændret de lutherske Forklaringer, intet er udeladt, intet er tilføjet. Helt anderledes med Formen. Her er Luthers fyndige knappe Tysk ombyttet med Reformationstidens vidtløftige Dansk. Enkeltord er gengivet ved tvefoldige eller flerfoldige Tautologier, og ofte indskydes hele Sætninger af enstydigt eller forklarende Indhold. Disse Udvidelser, der giver Oversættelsen Karakter af en Parafrase, skyldes dels Palladius selv, men dels - og ikke sjældent - har den latinske Oversættelse dannet det direkte Grundlag for den danske Text. Nogle faa Exempler vil illustrere dette.

Ganske uden Hjemmel saavel i den tyske som i den latinske Text er Tautologier som betracter oc tencker nf. S. 261, L. 33, lat. meditabitur, ty. denkt; handle oc trachtere nf. S. 274, L. 10, lat. fractandum, ty. üben; till gerne oc forwariæ * * 246 nf. S. 277, L. 32, lat. curce, ty. zu bewahren; skam oc skendzel nf. S. 264, L. 121, lat. humilitati, ty. gedemütigt; murret oc knurret nf. S. 276, L. 12, lat. non æquo animo ulli, ty. gemurret; locke/ beligge/ krencke eller skende nf. S. 279, L. 14, lat. vim facere, ty. schenden; eller en saa pyntelig Omskrivning for Jesus som denne: den rette øffuerste oc yperste mestere oc konstermand nf. S. 270, L. 6, lat. a summo et præstantissimo artifice, ty. der rechte Meister.

Exempler paa Indskud, der ikke skyldes den latinske Oversættelse:

Palladius Overs.
nf. S. 260, L. 26.

hen om en time vil ieg bede/ ieg maa end først gøre det eller det/ ieg kand icke saa snart kome til at bede.

Den lat. Overs. 1537
Bl. A 2v .

ut oratione in horam unam atque alteram protracta, ante hoc aut illud absoluas.

Luthers Orig. 1536
Bl. A 2 v .

vber eine stunde wil ich beten/ Ich mus dis oder das zuuor fertigen.

S. 269, L. 20.

Men der som hand vill/ baade staa oc sladre/ oc tencke paa andet/ da skulde hand/ vell flecke munden op til øret/ eller snappe næsen aff/ eller skære struben vd/ paa den som hand skulde rage/ saa er der ille raget/ saa ad hand mottelangt heller ladet været sin ragen.

Bl. B 3r .

alioqui, si multa garriret alijsque cogitationibus animum occupatum haberet, et oculos alio auerteret, uel naso illum quem radit mutilaret, uel os dissecaret adeoque iugulo læso enecaret.

Bl. B 4r .

Wo er aber zu gleich wil viel plaudern/ oder anders wo hin dencken oder gucken/ solt er wol einem maul vnd nasen/ die kele dazu abschneiten.

S. 273, L. 22.

... at vij skulle gaa orkeløse oc intet gøre eller oc at vij skulle slemme oc demme oc følge legomens løst oc begæring effter.

Bl. B 7r .

... ut in ijs ocio et genio indulgeamus.

Bl. B 8v .

... zum müssig gang noch zu fleischlicher wollust

* 247

Exempler paa Udvidelser grundede paa den lat. Text:

S. 280, L. 8.

Ellers vore det vmugeligt/ at naagen hulde met fred sin hustru/ børn/ eller tyende/ ved tycth oc ære/ for saadane vrene/ vkyske oc skalckhafftige dieffuels tienere oc dyrckere/ som ere/ bolere/ hore legere/ Oc der som Gud icke straffede saa haardelige same synd/ da skulde der bliffue en gruselig vnaturlig beblandelse/ at folck skulde løbe tilsamen som hunde/ eller andre vskellige bester/ som det skeer naar Gud er vreder paa oss/ oc drager sin haand fra oss/ oc lader oss velte vdaff en slemhed till en en anden.

Bl. C 6r .

Atque nisi hoc fieret, ne unam quidem horam, uxoris, filiarum, familiæque pudicitia, uerecundia et castitas ab impuro, libidinoso, et nequam illo Diabolo, tuta esset, sed omnibus faedissimarum libidinum speciebus, caninisque, quas uocant, nuptijs, hoc est promiscuo et uago concubitu omnia complerentur, pecuinis et spurcissimis carnis cupidinibus concupiscentijsque passim indulgeretur. Id quod interdum accidit, cum Deus auerso uultu et manu sua subducta, sinit sursum ae deorsum miseri uolui et fædari omnia.

Bl. C 8r .

Sonst were es nicht müglich/ fur dem vnsaubern Teuffel/ eine stunde/ sein weib/ kind/ gesind/ bey zucht vnd ehren zu erhalten/ Es wurden eitel hundehochzeit/ vnd vihisch wesen draus/ wie es gehet/ wo gott jm zorn seine hand abthut vnd lests vber vnd vber gehen.

Denne vidtløftige tautologiske Omskrivning kan tit give én Indtryk af en hel lille Have af danske Enstydere, der ikke staar tilbage for Datidens latinske "Hortulus synonymorum". Saaledes i følgende Forklaring til 9. og 10. Bud:

S. 283, L. 20.

oc dene bwdord/ er en vern oc vold/ mod atskillig surfittighed/ kraagelaw/ finantz/ omslaw/ selsin prackt/ oc suigefulde paafund/ som denne verdens børn/ aagerkarle/ tingstude/ spitzbaaffuer/ hugstere/ trøglere/ oc vretfærdige kiøbmend bruge till at kratze/ riffue/ oc skrabe till samen met ret oc vret.

Bl. D 1v .

Estque hoc præceptum munimentum et uallum quoddam contra technas, aucupia, fallacias, practicas, quas uocat, et insidiosas illas artes uafriciemque hominum qui huius mundi sapientes uocantur, hoc est pleonecticorum, quæstuariorum, lucrionum, et usurariorum.

Bl. D 3v .

Vnd ist auch ein schutz/ widder die spitzenfündlin vnd rencke der weltweisen/

248

Undertiden bevirker denne Overførelse af den latinske Ordpragt, at Stilen faar stærk Lighed med det 17. Aarh.'s ziirlige Stiil, som f.Ex. følgende Sprogbillede:

S. 268, L. 9.

det skeer vel tid oc ofte/ at ieg vti et stycke eller en bøn kan faa saa rige tancker vti mit sind/ at ieg lader de andre sex støcker staa tilbage/ oc spacerer hen vti same tancker/ som vti en altsomløsteligst marck

Bl. B 1v .

Non raro tamen tam pia tam fæcunda cogitandi materia in una aliqua petitionum harum parte mihi succurrit, ut in eam tamquam in amænissimum et latissimum campum prodambulans, reliquas sex intermittam omnes.

Bl. B 2v .

Kompt wol offt/das ich jnn einem stücke oder bitte/ jnn so reiche gedancken spacieren kome/ das ich die andern Sechse lasse alle anstehen/

De anførte Exempler vil vist tilstrækkeligt vise Palladius' Tendens til at udvide og forklare Originalen uden paa noget Punkt at ændre dens Indhold eller øge det med ny Tanker.

Der findes dog ogsaa adskillige Steder, hvor P. har fulgt den lutherske Text ordret og evnet at gengive den med hele dens Farve og Fynd. Et enkelt Ex. kan anføres:

Palladius' Overs.
nf. S. 268, L. 23.

Huad er det andet/ end freste Gud/ naar som munden bladderer/ oc hiertet er der longt fra/ som en prest vti paffuedømet/ plegde saa at bede/ Deus in adiutorium meum intende/ dreng haffuer du lat for vognen/ Domine ad adiuuandum me festina/ pige gack/ oc malcke køerne/ Gloria patri et filio et spiritui sancto / Løff

Luthers Orig.,
Bl. B 3r .

Was ists anders denn Gott versuchen/ wenn das maul plappert/ vnd das hertz anders wo zerstrewet ist? Wie jener Pfaff betet/ auff die weise/ Deus in adiutorium meum intende/ knecht hastu angespannen? Domine ad adiuuandum me festina/ Magd gehe milcke die kue/ Gloria patri et filio et spiritui sancto/

Den lat. Overs.,
Bl. B 2r .

Quid est enim aliud quam Deum tentare cum labia strepitum ædunt, et magnum uerborum cumulum profundunt, cordeperegrinante et alijs cogitationibus dedito. Quemadmodum Sacrificulus ille rurestris ipsis preculis subinde aliena miscebat, ad hunc modum, Deus in adiutorium meum intende, Heus serue, deme1 helcia

* 249

dreng/ det fenden tager deg. Lauff bube das dich der ritt schütt. equis, Domine ad adiuuandum me festina, uade Famula mulge uaccas, Gloria patri et filio et spiritui sancto, Etiam cessas puer, Dij te perdant.

Dette Citats klare og knappe Gengivelse af Originalens Ord viser, at den ellers fremherskende Vidtløftighed ikke blot skyldes Ubehjælpsomhed og Famlen. Palladius har villet have Ordrigdom. Gennem utrættelige Gentagelser skulde Sandheden hamres ind i den lidet vidende Læsers Bevidsthed. Derfor har han oftest foretrukket den latinske Parafrase for Originalens Fyndord1.