✂

• HELGE
• OLUF
• YRSA
• FOLKVAR
• REIGIN
• TANGKIÆR
• KÆMPER OG FØLGE
• HAVFRUERS CHOR
• FREIA

Skuepladsen er Strandbreden omvoxet af Træer; i Baggrunden Olufs Borg; ved Havet en Hule.

✂

✂

OLUF

allene Med Skræk idag jeg nærmer mig, med sagte Trin,
Den Hule, som i femten Aar mit Blik ei saae;
Hvor Havets Frue bragte den Fortvivlede
Til Lyset atter; hvor hun tog Vantrevningen
Af Olufs Arm, og rakte den til Fiskeren.
Den Skam, som holdes hemmelig, er evig Skam,
Og farver Kinderne med sit dunkle Valmublod
Hvergang den mindes. - Her jeg Tangkiær Eden svor,
At hade Helge, hade Helges Slegfredbarn;
At skiænke hende Hævnen. - Femten Somre svandt
Frydløse, uden Blomst for mig; skiøndt atter klædt
I Silkekiortel, med det blanke Staal paa Bryst,
Og Tindingen krandset med den gyldne Kongering.
Som Ørnen, før, der føler i Naturen sig
Dens Herrefugl, forlader let sin Rede hist
Paa Klippen; flagrer over Skov, langs Kysterne
Paa Jagt, let baaret af sit strakte Vingepar,
Saa stormed Oluf før til Dyst; - nu daler hun!
Og tungt især idag det bange Hierte slaaer.
En Havmand banked paa mit Buur ved Midienat,
Jeg aabned det; da stod han med sit sorte Skiæg
Halvreist i Vandet, gav mig en Blodmuslingskal,
Og sang: Fru Tangkiær venter Dig ved Hvælvingen
Før Sol gaaer ned i Morgen. - Rædsomt hvælver sig
Den mørke Hal som Helheim. Intet Godt den spaaer.
Det blinker svovlblaat giennem Hulen; Torden lød.
Hun kommer - ha jeg frygter hendes Øiesyn.
Kom hun dog som en Qvinde skiøn, som før hun kom!
Jeg frygter hendes Slangekrop. Der er hun alt!
En deilig Viv; men Falskhed under Hiertet slaaer;
90Og sine grønne Lokker dækker snildt hun med
Guldvirkte Næt, bekrandst med Sivets Purpurblomst.

✂

TANGKIÆR

kommer Velkommen Oluf, ved min kiølne Sommerhal!
Hvi est Du bleg? Har Aftenluften rystet Dig?

✂

OLUF

Jordfarven blegner i de stærke Straalers Skin.

✂

TANGKIÆR

De kolde Bølgers Dronning straaler ei med Glands!
Med Høflighed undskylder Du din Skræk, for mig.

✂

OLUF

Naturlig er min Ængstelse. Tilgiv mig den!

✂

TANGKIÆR

Du skiælved ei, da Dolken af din Haand jeg rev,
Og bar Dig giennem Vandet til min Perleborg.

✂

OLUF

Tvivl ei om min Taknemlighed! Jeg føler dybt
O Frue, hvad Du virket har, til Held for mig.

✂

TANGKIÆR

I femten Somre jeg forstyrred ei din Ro;
I femten Somre nødst Du Frugten af mit Værk,
Nu stunder Tiden, Oluf, til Betalingen.

✂

OLUF

Jeg er Din Skyldner.

✂

TANGKIÆR

Mindes Du den Eed, Du svorst?

91

✂

OLUF

Jeg mindes den.

✂

TANGKIÆR

Jeg aabned Dig en Aare paa
Dit Bryst; da farved Du med Pegefingeren
Dit Øielaag, og svorst at atter Gravens Nat
Dig Øiet skulde dække med sit Ravnemørk,
Hvis ei min Villie føielig Du efterkomst.

✂

OLUF

Jeg svor at hævne Dig og mig paa Halfdans Søn.

✂

TANGKIÆR

Du svorst at hade Dit og Helges Slegfredbarn.

✂

OLUF

Den Eed var overflødig. Det var hadet alt.

✂

TANGKIÆR

End viste Du ved Daad det ei. End var Dit Had
Et Sædekorn, men uden Frugt. Vel, Oluf, vel!
Jeg veed at Sædekornet mægter mangt et Aar
At ligge dødt som Stenen paa sit Giemmested,
Til Fugtigheden kommer til, da spirer det.
Her er jeg! Regnen falder paa det tørre Frø;
Nu lad det skyde seirende, med friske Skud.

✂

OLUF

Hvad fordrer Du?

✂

TANGKIÆR

Først at Du skalst Din Datter see.

✂

OLUF

Forskaan mig!

92

✂

TANGKIÆR

Nei. Hun er lyksalig hisset, hos
Sin Pleiefader, munter i Naturens Skiød.

✂

OLUF

Som Bondedatter.

✂

TANGKIÆR

Lykken agter ingen Rang.
Maaskee henrykkes meer hun af sin Muslingstrand,
End Du, af Kronens ægte Perler. Hør mit Bud!
Du kalde skalst Din Datter til Din Kongegaard.

✂

OLUF

Jeg aabenbare skal -

✂

TANGKIÆR

Frygt ei! Som Tærne hid
Du kalder hende til Din Borg; det staaer Dig frit
At vise hende dyb Foragt; men vogt Dig dog
At saare hendes høie Skiønhed.

✂

OLUF

Er hun skiøn?

✂

TANGKIÆR

Som Helge var, da Ynglingen besøgte Dig.

✂

OLUF

Forhadte Billed!

✂

TANGKIÆR

Vogt Dig for at saare den;
Thi hvis min Ravn har sagt mig sandt, saa vil selv den
Os hævne meer, end selv maaskee vi mægtede.

93

✂

OLUF

Dit Ord er mørkt som Natten.

✂

TANGKIÆR

Dagen kommer snart,
Saa faaer Du Lys.

✂

OLUF

Jeg sende vil min Kammersvend.

✂

TANGKIÆR

Bliv her! Jeg har igaar alt Budet sendt for Dig.
Du finder Yrsa med den sølvgraa Fisker her
I Lunden ved Din Kongsgaard. Lad ham sige nu
Sit Barn Farvel, og vandre til sin Skov igien.
Hun bliver hos Dig.

✂

OLUF

Vel! Og saa?

✂

TANGKIÆR

Hvad Skiæbnen vil.
Kun mind Din Eed! Forraad Dig ei, i hvad der skeer.

✂

OLUF

Nei, ved mit Liv!

✂

TANGKIÆR

Jeg saae inat ved Maanens Skin
Kong Helges Drage suse hen ad Bølgerne,
Med Silkeseil, Guldmaster. Hvis han giæster Dig,
Hold gode Miner; hvad han beder venligt Dig -
Afslaa ham intet!

✂

OLUF

Ubegribelige Mø!

94

✂

TANGKIÆR

Vi kan ei dræbe Fuglen i sin høie Flugt;
Men Fælden kan vi stille snildt. Indløber han
Da er han vor.

✂

OLUF

O hævn mig, Du Sivkrandsede!

✂

TANGKIÆR

Beed ei derom! Hav selv kun Mod i Hævnens Stund.

✂

OLUF

Frygt ei!

✂

TANGKIÆR

See - Du har Villie, som hvert Jordens Barn.
Jeg mægter intet over den; giør hvad Du vilst;
Men - hvad Du skylder Tangkiærs Kraft, kan atter hun
Berøve Dig. Du takker mig for Liv og Magt
Og ærligt Rygte. Sviger Du Din Eed? Velan -
Da svømmer atter Du i Bølgens falske Favn,
Hvor selv Du nedsprangst. Neppe findes da mit Slot;
Den blege Død vil drage Dig til Helas Sal.
Da lyder og Din Skiændsel vidt paa hver en Kyst;
Foragtet er Dit Minde; Ørnen hugge vil
Dit ubegravne blege Liig paa Saxens Strand.

✂

OLUF

O skaan mig!

✂

TANGKIÆR

Jeg vil skaane nu. Brødst Du Din Eed -
Da skaaner intet. Odin kan ei redde Dig!

✂

OLUF

Der er min Haand!

95

✂

TANGKIÆR

Der min igien!

✂

OLUF

Hvor kold Du est!

✂

TANGKIÆR

Det varst Du og, da Helge Du forhaanede.
Hun gaaer ind i sin Hule. Oluf til Borgen Folkvar kommer fra Skoven med Yrsa

✂

YRSA

O skiønne Borg! Hist taarner den med sine Spir.

✂

FOLKVAR

Fornøier Dig at see det store Kongeslot?

✂

YRSA

Ja! Solen blinker i de røde Haners Guld.

✂

FOLKVAR

Har Reisen ei, min gode Datter, trættet Dig?

✂

YRSA

Hvor kunde den? Jeg sad som i et Jomfrubuur
I Kurven, tættet med det tørre Sommermus,
Og sov paa Bolstret, medens langsomt Øxnene
Mig droge paa de lette Hiul. Men at ei Du
Est træt min Fader, som inat gik Fod for Fod,
Og stanged dem med Kiæppens Odd, det undres mig.

✂

FOLKVAR

Let var det Roer at styre. Lune Bøgeskov
Har ingen Storm og Bølgeslag. Gid aldrig meer
96En Nat mig havde kostet Slid, for hiem at faae
Min Baad i Vigen.

✂

YRSA

Jeg er ung, og taaler ei
Hvad Du med Snee paa Tindingen kan smile ved.

✂

FOLKVAR

Det spæde Blomst misunde Jernet ei sin Kraft.
Du est en Mø! Din Skiønhed smigred Faderen;
Og skiøndt Du kun est Hyrdepige, søgte jeg
At skaane Dig dog Farverne, for Dag og Nat.
Din Arm er hvid, og hvid Din Haand, som Dronningens.

✂

YRSA

Min Fader, siig! hvad har bevæget Oluf vel
Til dette Bud? Hvi kalder hun til Borgen os?

✂

FOLKVAR

Jeg veed det ei; men frygter, mit hiertelskte Barn,
At denne Dag adskiller fra Din Fader Dig.

✂

YRSA

Ha! hvilken Kraft formaaer at skille Kiærlighed?

✂

FOLKVAR

Ei vore Hierters Følelser; de skilles ei.

✂

YRSA

Hvad Grumhed bringer Oluf til saa haardt et Bud?

✂

FOLKVAR

Ei Grumhed, Yrsa, Godhed vel var Skyld deri.

✂

YRSA

Kan Godhed rive Datteren fra Faderfavn?

97

✂

FOLKVAR

Hun har Dit Skiønheds-Rygte hørt; nu kaarer hun
Dig sikkert her, og fæster til sin Jomfru Dig.

✂

YRSA

Og giærne vil jeg vorde det, naar ogsaa Dig
Kun skiænkes maa et Opholdsted i Borgens Gaard.

✂

FOLKVAR

O Yrsa! glemmer Du saasnart Din Hyrdestand?

✂

YRSA

Tit stod for mig i Drømme, Fader, denne Borg;
En deilig Qvinde smykte mig med Hermelin.

✂

FOLKVAR

Og Dine Krandse? Dine Lam i Dalens Skiød?
Din lille Baad, Din Angel og Dit Fiskernæt?
Saa hurtig lokker Pragten Dig fra Din Natur!

✂

YRSA

Naturen blomstrer ogsaa her. Den skiønne Pragt
Er selv Natur, og straaler som dens Ypperste.

✂

FOLKVAR

afsides Ha Ørneungen føler snart sin Vinges Kraft,
Blev Ægget end paa Stranden dybt i Sandet skiult.

✂

YRSA

Hvo er den skiønne Frue, som hist nærmer sig?
Dronning Oluf kommer med Følge

✂

FOLKVAR

Bøi ydmygt Dig, min Datter, for den Kronede.

98

✂

YRSA

Nei, knæle Fader er ei smukt; jeg hilse vil.
Men hun er stolt; hun hilser venligt ei igien.

✂

OLUF

med et stivt Blik paa Yrsa Er det Din Datter, Fisker?

✂

FOLKVAR

Det er Yrsa, - som
Du fordret har at see, min Dronning, paa Din Borg.

✂

OLUF

afsides Ha Helges Billed! Voldsomt efter femten Aar
Opkoger i mit Hierte dybt Forbittrelsen.

✂

FOLKVAR

Knæl Yrsa! see hun mærker Din Hovmodighed.

✂

YRSA

Nei! Slaven knæler; ei Thuiskons frie Blod.

✂

OLUF

til Yrsa Hvor gammel est Du?

✂

YRSA

Femten Aar.

✂

OLUF

afsides Saa længe laae
Min Hævn i Dvale, skamløst, før den vaagnede.
Høit Det Barn er smukt; ret smukt; men ei et Bondebarn.
99Hun kneiser altfor dristig med sin Fiskerhat
Paa gule Flætning. Skam Dig, dovne Pige, Du!
Er det en Hud for Bønderbørn paa Hænderne?

✂

YRSA

beskeden Jeg var ei doven, ædle Dronning.

✂

OLUF

Og hvori
Bestod Din Flid?

✂

YRSA

Jeg Hørren spandt i Vinterqvel;
Om Somren planted Urter jeg og fiskede,
Mens Fuglen sang, hver Morgen og hver Aftenstund.

✂

OLUF

Ei Trælledont bedrevst Du da.

✂

YRSA

Min Fader er
En vakker Sømand, fri som Østerhavets Vind;
Forbunden Dig ved Troskabseed; men ei Din Træl.

✂

OLUF

Hvo lærte Din uvorne Mund slig Dristighed?

✂

YRSA

Jeg taler Sandhed, ei kan den fornærme Dig.

✂

OLUF

Og om nu Folkvar - Folkvar er en Vikingsmand,
Hans Stand er fri, som Havets; - men om Folkvar nu -
Jeg sætter - ei Din Fader var; hvad varst da Du?

100

✂

YRSA

Hvi sætter Du Umulighed?

✂

OLUF

Jeg vil et Svar!
Ifald Din Moder tidlig havde Dig forladt
I - Trællestand! hvad varst da Du?

✂

YRSA

Ragnhild var fri!
Ak tidlig har, ved Døden, hun sit Barn forladt;
Men ei af Valg.

✂

OLUF

Og hvis af Valg? Af Egensind?

✂

YRSA

Hvordan? En Moder grumt forlade Fosteret
I fremmed Vold? Ei følge Driften, som Natur
Har plantet selv i Biørnens og i Ulvens Blod?
Umuligt! - Lossen, med sit røde, skiælne Blik,
Saa lysten som hun venter Rov, forlader dog
Ei Ungerne; hun slikker dem, hun bringer dem
Smaavildtet ned til Hulen. Skulde Qvinden da
Forlade Noret? Aldrig! - O min Dronning, nei!
Du kiænder ei Naturen ret, blandt Mænd og Krig.
Ak! saaest Du Fuglen lære hist paa Redens Rand
Smaavingen flyve! Saaest Du Gaas og Giæslingen;
Ja Myren selv, naar Tuen man forstyrrer, hvor
Hun ængstlig slæber ned igien de hvide Æg -
Du tvivled ei om trofast Moderkiærlighed.

✂

OLUF

Men tænk dog slig forunderlig Undtagelse!
At tidlig dog Din Moder havde svigtet Dig?
Siig! Elskede Du derfor barnligt ligefuldt?

101

✂

YRSA

Jeg elske den, hvis Hierte var Ukiærlighed?

✂

OLUF

Du haded hende selv, maaskee?

✂

YRSA

Jeg veed det ei;
Men gyselig er Tanken mig; og Rædsel blot
Ved Forestillingen reiser mig mit Hovedhaar.

✂

OLUF

Befaler ei Naturens Love Barnets Bryst
At finde sig i Villien hos Forældrene?

✂

YRSA

Ei den var Moder, som mig under Hiertet bar,
Men den, som fostred kiærligt mig ved Dag ved Nat,
Og skiænkte mig sin Glædes og sin Kummers Graad.

✂

OLUF

afsides Ha Slangeæget svulmer alt, og giærer med
Den Gift, som ei endnu har Braad. Hvor stolt hun staaer.
Og maaler mig med Blikket, som da Helge stod
Paa Dragens Dække, for den Dybtnedknusede.
Til Yrsa Mit Spørgsmaal, Yrsa, viid det, var ei hensigtløst.
Du elsker Folkvar; elsker Pleiefaderen
Saa høit som Fader; meer end Moder; naar hun ei
Tilbørlig Dig opfostret har ved Ammebryst.
Dit Sind er kiækt; Du skiælner ei; det raske Blod
Paa Kinden ei tillader Dig den Tanke først,
Om Nød maaskee var meer end Hadet Skyld deri.
Velan, saa vil jeg tilstaae Dig, at Døden har
Adskilt Dig fra Din Moder spæd. Du est min Træl!
102Trælqvinden har for femten Aar til Verden bragt
Dig i min Kongsgaard, kiøbte med sin Død Dit Liv.
Jeg ynktes over Dine Dages aarle Nød
Og gav Dig hen til Fiskeren. Tro derfor ei
At Du est fri! Livegen est Du evig mig. -
Idag tilbagekalder jeg min Eiendom!

✂

YRSA

O alle Guder! Har jeg hørt - hvad talde Du?

✂

FOLKVAR

O ædle Dronning! skaan den Yndigtblomstrende.

✂

OLUF

Livegen er hun evig mig. Saa har jeg talt.
Jeg overgav det spæde Noer Dig i Din Vold
For femten Somre siden, i Sivkurvens Skrin.
Nægt, hvis Du vover! - Skiælv, ifald Du taler meer,
End Eden og Din Dronnings Bud tilstæder Dig.

✂

YRSA

Nægt, elskte Fader!

✂

FOLKVAR

Ak, mit Barnjeg - kan det ei!

✂

YRSA

Saa har hun Ret?

✂

FOLKVAR

Livegen est Du Dronningen.

✂

YRSA

Født af en Træl?

103

✂

FOLKVAR

Din Pleiefader evig kiær.

✂

YRSA

Min Fader Slave!

✂

FOLKVAR

Ædel er din Siæl og fri.

✂

YRSA

O slug mig, dunkle Mørke, med en evig Nat!

✂

FOLKVAR

Fat Mod, min Datter! Ædle Dronning, skaan mit Barn.
Du est mit Barn. Jeg vidste, hvad Du nu først veedst,
Og ligefuldt Din gamle Fader elskte Dig.

✂

YRSA

Ha grumme Folkvar!

✂

FOLKVAR

Folkvar grum?

✂

YRSA

Hvi bandst Du op
Til Ranke, hvad af Skiæbnen var bestemt, som Trævl
At slynge sig paa Jorden, mellem Tidslerne?

✂

OLUF

Din Stolthed, Yrsa, saares ved hin Tidende,
Forresten intet. - Frygt ei! Du tilhører mig;
Og Oluf vil behandle vel sin Eiendom.
Som Tærne hos din Dronning har Du bedre Kaar,
End fri, bag Tangets lave Tag, hos Fiskeren.

✂

YRSA

O laae jeg fri paa Havets Bund i Bølgerne!
104

✂

OLUF

Der laaest Du, hvis ei Oluf havde reddet Dig.

✂

YRSA

Forhadte Liv!

✂

OLUF

Saa lønner Du Velgiærningen?

✂

YRSA

Hvormed belønner den, som selv Sletintet har?

✂

OLUF

Betænker Du Dig længe paa, hvem, mellem os
Du følge skal? Om Oluf eller Fiskeren?

✂

YRSA

Har jeg et Valg? Jeg er din Træl! Vel, Dronning, tag
Din Eiendom. For mig er ingen Glæde meer.
Om her, om jeg i Fiskerhytten sørger hen
Mit unge Liv - hvad Forskiæl? Meer Naturen har
Ei Lyst for mig. - Saae jeg den muntre Fisk i Vand,
I Skoven Hiorten, Fuglen under Himlens Blaa -
De mindte mig kun smerteligt om mine Baand.
Saa lad mig visne bleg da, som den hvide Knup
Paa Tornebusken! Snart vil en veldædig Blæst
Afrive Bladet; skiænke mig i Dødens Nat
En evig Frihed; - flagrende til Breidablik.

✂

FOLKVAR

Ha grumme Dronning!

✂

OLUF

Tie, forvovne gamle Mand!

✂

FOLKVAR

Dig smerter ei at knuse slig en Ædelsteen?

105

✂

OLUF

Dens Haardhed, og dens dunkle Glød erindrer mig
Kun altfor stærkt, om Den, der knuste dette Bryst!

✂

YRSA

betragter sine Haar I lysegule Flætninger! som rigt og tungt
Nedbølge mig fra Skuldrene, saa skal jeg da
Nu Eder miste! Trællen bær ei lange Haar.
Hvor ofte har jeg tvættet Jer i Kildens Væld,
Og ordnet med den hvide Sølvkam Eders Lag.
Hvor øvet var de vante Fingre! Uden Speil
Af Floden og af blanken Skiold, jeg daglig bandt
De røde Lidser yndigt i Guldflætningen.
Nu skal I meer ei følge mig med stolten Vægt!
Mit Hoved bøier sig for Olufs Herskersværd;
Og nær, til Nakkegruben, som Forbryderens
Der venter Bødelslaget - meier Saxen i
Et Øieblik, de femten Somres rige Flor!
Hun knæler

✂

OLUF

afsides Ha! disse Lokker kiender jeg. Alt eengang har
Min Finger famlet mellem deres Flætninger,
Da den Forvovnes Hoved laae i Olufs Skiød -
Min blanke Sax afmeie dem til Nidingsharm;
Nu skeer det atter.
I det hun vil afklippe Yrsas Haar, lyner det og Havet bevæger sig

✂

OLUF

reiser sig forfærdet, men fatter sig strax og siger: Gaa! Behold dit Hovedhaar.
Hist nærmer sig min Tærneflok; den siger Dig
Din Pligt, din Dont paa Borgen, din Bestemmelse.
106 Afsides Tilgiv mig Tangkiær! Iver for at tiene Dig
Nær havde bragt mig til at glemme Løvterne.
Hun gaaer; alle følger uden

✂

FOLKVAR

Jeg dvæle vil i Borgens tykke Bøgeskov
Og vente der Udfaldet - angst - ei hielpeløs.
Jeg haaber at en stakket Vrede spænder kun
Det altforhaarde Moderbryst; men skeer det ei,
Og stormer Oluf grusomt mod Naturens Pligt -
Saameget veed en Gubbe til sit Hiertes Trøst:
Uskyldigheden finder Hielp hos Guderne;
Men Lasten vender Sværdet mod sin egen Barm!
Kong Helge lander, stiger op paa Stranden med sine Kæmper, og nærmer sig Forgrunden med Reigin Jarl

✂

HELGE

En sælsom Følelse, Reigin, dybt besiæler mig,
Nu, da jeg seer de samme Grenes Flætninger
I Kæmperegen; samme Borg, med sine tre
Forgyldte smekkre Spiir; og Sivet! Bøgene!
Hvor meget har i femten Aar forandret sig!
Naturen ei: Den fælder kun sit Vinterhaar,
Og Lokken krølles atter ung paa Qvistene
Naar Solen varmer. - Mennesket kun blegner, som
Døgndyret. Morgen seer hans Larve; Middagen
Udfolder Elskovsvingerne; mod Aften alt
Er Gubbefluen rynket bleg, og gisper - døer.
End føler jeg mig mægtig i min Manddomskraft -
Men Ungdomsrosenstøvet har alt Skiæbnens Haand
Plumpt visket mig af Sommerfuglevingerne.
Forsvundet, som en Drøm, er nu et daadfuldt Liv -
Og dybt i Kæmperbarmen blev, for ældre Mand,
107Kun mørk Erindring, Længsel, og Sørgmodighed.
Hvis atter jeg skal finde Ro - da er den her!
Thi Olufs Qvide trykte mig paa Barmen tungt
Hver Aften, naar fra Kongesalen Giæsterne
Til Hvile gik; og naar min Smaadreng lyste mig
Med Kiærten til mit Leiested. Da vaagned jeg
Af korten Blund - og skued snart den bugtede
Skiældækte Jomfru - snart med lange hvide Liin,
Og Kinden endnu mere hvid end Linene,
Og Øiet dødt, den skiændte Viv paa Saxens Strand.
Ei Roskilds Juleglæder, intet Vikingstog
I grønnen Sommer sletted ud hint Billede,
Paa Nattens Baggrund malt af min Samvittighed.
Og derfor, vakkre Reigin, staae vi atter her;
At vide Skiæbnen, hvilken Oluf fristede:
Om hun fortvivlet kortet har sit unge Liv?
Om Fieldets Kløft fra Solen skilte Moderen?
Om Barn blev født? Om Barnet lever? Datter? Søn?
Om dødt i spæden Alder? Om selv Oluf død?
Alt dette sikkert at erfare slaaer mit Bryst.
Og aabent Helges Hierte staaer for Olufs Qval.
Thi Kummer skiænker Ædlingen Medlidenhed;
Men stolten Hovmod ægger Drottens Heltebarm.

✂

REIGIN

Hist nærmer sig en ædel Qvinde, silkeklædt.
Hun, udentvivl af Kongeborgens Jomfruflok,
Vil bedst om Dronning Oluf her forkynde Dig.

✂

TANGKIÆR

kommer Velkommen Helge Halfdans Søn, paa Saxens Strand!

✂

HELGE

Ha denne Stemme kiænder jeg, og dette Blik.

108

✂

TANGKIÆR

For sytten Aar, Du skued mig paa Borgens Rand.

✂

HELGE

Hvis da Du blomstred, skiønne Rose, varst Du Knup.

✂

TANGKIÆR

Ei sunde Skiønhed falmer i saa kort en Tid.

✂

HELGE

Mig tykkes før at jeg Dig saae i Skumringen,
Paa Badekammertilierne, ved Leirekyst!

✂

TANGKIÆR

Ei venligt for min Elskov da Du lønte mig.
Drivskyen vexler ei saa snart, som Mandens Hu.

✂

HELGE

Hvad taler Du om Vægelsind, om Vexlinger,
Som Slange blevst, og bugted Dig fra Bolstrene?

✂

TANGKIÆR

Ei Kiærtegn da Dit blanke Sværd tiltænkte mig;
At end jeg lever, takker jeg min Smidighed.

✂

HELGE

Du spotter end, Du Falske? Skum paa Havet Hig!

✂

TANGKIÆR

Jeg spotter ei, men glæder ved min Redning mig.

✂

HELGE

Forlad mig! at jeg fristes ei endnu engang -

✂

TANGKIÆR

Tæm Helge Din Iilsindighed, den kunde let
Engang i Tiden smertelig forraade Dig.

109

✂

HELGE

Uhyre! bugt Dig atter hen med Sølverskiæl,
Min blanke Glavind truer Dig af Balgen alt.

✂

TANGKIÆR

O Helge! lær dog eengang viist at tæmme Dig.
Den Hidsighed, som halv tilgives Ynglingen,
Er styg og skiæmmer Synet af den ældre Mand.

✂

HELGE

Forlad mig, eller ved Gud Thor jeg kløver Dig!

✂

TANGKIÆR

Du Svage! varst Du selve Thor, jeg spotted Dig.
Hør mig opmærksom, rolig! Er jeg Emblas Barn?
Som Du af letforgiængelige Kiød og Blod?
I mine Aarer flyder Havets evige
Udødelige Bølger. Agt min Guddomsmagt!
Du daarlig troer, at Tangkiærs Hierte hader Dig,
Fordi hun vendte sig fra Dine Favnetag?
Og hader da Din Tunge Himbærfrugterne,
Fordi du koldt gaaer Purpurgrenens Vægt forbi,
Naar Du har nydt? Er lædsket? Viid: Letsindighed,
Som Skum paa Vand, er eengang nu min Siæls Natur.
Jeg kan ei dvæle; hvis Du ønsker Stadighed -
Søg den hos Stenens Jetter! Ei Havfruerne
Kan skiænke den. Hvi harmes Du? Du nødst hos mig
Hvad Frode nød; uagtet først i Baalets Brand
Jeg svoer ham Hævn; men - glemte den. Og Helge blev
Hvad Frode var, og meer: Jeg gav en Datter Dig.
Saa harmes ei fordi Dig Tangkiær koldt forlod.
Tænk Dig i mit Sted! Viid, paa hver en grønlig Kyst
I Skyggen Ungersvende gaae, som elske mig.
Og dog jeg skulde dvæle hos den Eneste?
Jeg glemte Dig dog ikke; da Din Længsel steeg,
Da sang for Dig den sølverdunte søeblaa Fugl,
Og Oluf Dig erstattede min Favns Forliis.
110Nu est Du her! Samvittigheden driver Dig;
Du frygter atter at Din Ubesindighed
Har voldt den Arme Døden, Jamren, Skiændselen.
Mig takker Du, at Solen skinner klart paa ny!
Jeg reddet har i Bølgen den fortvivlte Viv,
Da ned hun sprang fra Klipperne; jeg Dolken greb,
Som trued skarp og blank alt hendes Liliebryst.
Hun eier Riget atter, Skiønhedsroserne;
Og mægtig sidder Oluf paa sin Kongestol.
Forsvunden, som en Drøm, er længst hin Rædselstund,
Og uden Følger. - Hvis den Skiønne hader Dig -
Om end til Hævn hun aarlig holder høit, som Fest,
Den Dag, da Du beruust i hendes Favnetag,
Berøvet Lokkerne, bragtes ud paa Skibets Dæk -
Det bør høimodig Du tilgive Qvindens Bryst.
Thi ingen Harm er stor som den, naar Stoltheden
Sig dybt fornærmet føler; uden kraftig Hævn,
Og ufortient. Thi alt for vildt da raste Du!

✂

HELGE

Hun haaner mig endnu med aarlig Skiændselsfest?

✂

TANGKIÆR

Erindre Dig den Skiændsel, som hun fandt hos Dig!

✂

HELGE

Og Ingen veed hvor dybt ydmyget Oluf blev?

✂

TANGKIÆR

For denne Godhed takker Du kun Tangkiærs Magt.

✂

HELGE

Og Folket kiænder intet til sin Dronnings Skam?

✂

TANGKIÆR

End hædres overalt den skiønne Kongemø.

111

✂

HELGE

Har ingen Frugt hin Sommernat sig efterladt?

✂

TANGKIÆR

Den svandt i Mulm, og ingen, Drot, var Følgerne.

✂

HELGE

Saa løste sig min Hævn i Skum elendigt op!

✂

TANGKIÆR

Du finder hende stolt som før. Men Ynglingen
har intet tabt ved brune Manddom. Ogsaa jeg
Kan skumme med min mørke Sø. Havmændene
Da ride vrede Marsviin i Skumbølgerne
Og støde vildt i Sneglehornet. Da forgaaer
Vel mangt et Skib, og Ran paa Dybet fryder sig.
Men Havblik løser atter af min stærke Storm:
Og mere sikker da end Skovens Landevei
Er hist min strakte Sølverflades slebne Speil.
Lad dette Speil Dig tiene til en Lignelse!
Og, da det i Din Magt ei staaer at hævne Dig,
Saa byd den ædle Dronning andengang Forlig.
Maaskee afslaaer hun grusomt ei sin Liliehaand!
Og hvis det skeer, saa vil dog Klogskab sige Dig,
At Olufs Viin og hendes Sax - er frygtelig!
Læg det paa Hiertet, Helge! Tæm Din Vredesharm!
Thi daarlig er den Mand og meer den Drot, som svag
Forsøger hvad ham nægtet blev af Nornerne.
Hun gaaer

✂

REIGIN

Ha falske Vennetale, som med Klogskabs Raad
Vil sindrigt lede; skiøndt kun Hiertets Nag attraaer
At nedslaae Sindet og forvirre Kræfterne.

112

✂

HELGE

Hvor anderledes føler jeg mig nu tilsinds
End da jeg kom: det gamle Had er frisket op;
Og Harm er nu, hvad nys var dyb Medlidenhed.

✂

REIGIN

Uvillig har hun ydet os sin Tieneste.
Med lettet Hierte kan Du heise Ankeret.

✂

HELGE

Nu drage bort, og uden Hævn? Tilstæde feig
En Fest, som aarlig bringer mig Forhaanelse?

✂

REIGIN

Lad Qvinden svagforfængelig indbilde sig
Den stolte Seir; Du bedre veedst hvo Seier vandt.

✂

HELGE

Nei Reigin, hele Verdens Kreds maa vide det.

✂

REIGIN

Saa lad Herolder kraftigt varsle Dronningen!

✂

HELGE

Og skulde nu Skioldungen feig bortliste sig?

✂

REIGIN

Tid er engang, at Livet smiler venligt, Drot!

✂

HELGE

Jeg nægter ei, at ofte mig alt forekom
Mit Liv en Ørk, med Tidsler, uden Blomst og Lyst.
Tit naar jeg stod i Stavnen, medens rislende
Den smalle Kiøl igiennemskar Skumvovens Top,
Og Strandens Lunde ilte mig saa snelt forbi
Med Løv og Skygger - ha, da følte dybt mit Bryst
Et Savn, som selv ei Ærens Krands erstatted mig.
113Mig lærte Tangkiær Vellyst. Vilden Ungersvend
Kun skued da i Qvindens Skiønhed Maalet for
Sin Attraa, der bruste kort, og hæved ham
Stolt over hende. Men de vilde Glæders Ruus
Bortdunster brat, og efterlader Siælen sløv.
Tit naar paa mine Vikingstog jeg giæsted, snart
En fremmed Konge, snart en Jarl, og saae hans Viv
Med sædelige Lin, og ædle Jomfruer
Som rakte Hornet mig til Velkomst, medens rødt
Blyfærdigheden farved deres Liliekind; -
Da følte jeg, at qvindlig Adel, gode Jarl,
Fortiente meer, langt meer, end Tangkiærs Yppighed
Og Olufs Blussen. Langsomt er jeg modnet først;
Mit stolte Hierte blødnedes; da lærte jeg
At Freia, Frigga, Siofna, Valhals Yndigste,
Ei komme selv, men vise sig i Qvinderne.
Og helligt blev mig meer og meer det ædle Kiøn,
Og Lyst jeg følte meer og meer til sødt at gaae
I Lænken, som en Qvindes Blik paalagde mig.
Dog fandt jeg aldrig end, hvad Hiertet ønskte sig!
Og Tangkiær - Oluf - stod som vrede Spøgelser;
Og vinkte mig fra Yndighedens skiønne Lund,
Til fæle Skygger, tunge Pligtopfyldelser.

✂

REIGIN

Paa hvad Du yttrer smukt og fast med Skialdekunst,
Min ædle Drot jeg svarer Dig enfoldigt saa:
Den Mand, som eier ingen Viv, kun lever halvt.
Han spilder sig sin Fremtids Haab; og er han Drot,
Da skader han ei sig blot, men sit Fædreland.

✂

HELGE

En Hyrdepige nærmer sig, med hviden Spand
Paa Hovedkrandsens lysegule Flætninger.
Hun skal husvale først mig med en kiølig Drik
Paa Bænken under Bøgeskyggen. Midlertid
Lad giøre klart ombord med vore Takkeltoug,
114Og Ankersnorens Ringe paa det flade Dæk
Lad ordne smukt, at hurtig nu med første Vind
Den skarpe Jernkrog slippe kan Sandbankerne.
Kæmper gaae at adlyde Kongens Bud

✂

HELGE

Men Du, min vakre Reigin Jarl, kald Pigen hid,
Som hisset alt bag Hasselbusken skiuler sig.

✂

REIGIN

Du unge Pige! Stands Din lette Flugt en Stund.
Hist sidder en vansmægtig Mand, som lædskes vil.

✂

YRSA

Det skal han strax. Et Bæger hænger lænket fast
Mig ved min Giord, og hisset er et Kildevæld.

✂

HELGE

nærmer sig Et Bæger af Din Melk vil bedre styrke vist.

✂

YRSA

forlegen Ak beed mig ei, om hvad jeg maatte nægte Dig.

✂

HELGE

Tilhører ei Din Fader jomfru, Giederne?

✂

YRSA

Nei Herre! Ingen Fader meer tilhører mig.

✂

HELGE

Din Moder?

✂

YRSA

Hviler længst i Gravens kolde Skiød.

115

✂

HELGE

Og Du?

✂

YRSA

Er Tærne, trællefødt hos Dronningen.
Jeg malker hendes Gieder, bringer Melken hiem.
Men vist hun dog tilgiver mig, hvor stræng hun er,
At lidt jeg dvæler, for at lædske fremmed Mand.
Hun gaaer til Kilden

✂

HELGE

Hun Tærne! Reigin, saaest Du før i Kongesal
Saa høvisk Mø? Saa sædelig en Lilievand?

✂

REIGIN

I Sandhed hun er saare skiøn; og Hud og Haar
Kun vidne slet om ynkelige Trællestand.

✂

HELGE

Og hvor hun smukt bevæger sig til Kilden hist!
Hun skyller Bægret! Op til Straalens Sølverspring
Hun hæver Armen, mere hvid end Vandets Skum;
Og Klippens grønne Vedbendhang forskiønner den.

✂

REIGIN

Og med de hvide Fingre plukker hurtigt hun
Høirøde Himbær, famlende blandt Rankerne.

✂

HELGE

Og rødmer sødt uskyldigt; halv undseelig,
Bedrøvet halv, ved tarvelige Giæstfrihed.

✂

REIGIN

See hvor hun strækker let sig paa den spæde Fod;
Skiøndt rank og høi, dog ei saa høi som Rankerne.

116

✂

HELGE

Hvor meget har et Øieblik opdaget mig:
Sielsadel, Skiønhed, Troskab og Elskværdighed.

✂

YRSA

kommer med Bægret Gid denne Drik maa styrke Dig, Du Ædleste!

✂

HELGE

Du kiender mig?

✂

YRSA

Ja vel, Du Drot af Dannemark.

✂

HELGE

griber om Bægret og hendes Haand Du skiænker mig da hvad jeg her omfatter, Barn?

✂

YRSA

Min Haand og Bægret, ædle Drot, er Dronningens;
Men Kilden springer frit for alle Skabninger,
Af den kan selve Trællen giæste Konningen.

✂

HELGE

Saa huldt, Natur, forener Du det Fierneste!
Og disse Bær?

✂

YRSA

De nippes bort af Skovens Bie,
Saa tør min Haand vel plukke dem. Forsmaa dem ei!

✂

HELGE

O heller nød jeg Karret her, end Frugterne.
Hvor hvid den er, Din spæde Haand!

117

✂

YRSA

Nei, rød som Blod,
Den modne Frugt har overplettet Fingrene.

✂

HELGE

til Reigin Reigin! er hun et Jordens Barn? Jeg troer det ei.
Jeg mener hun er Freia selv, Folkvangurs Mø.

✂

REIGIN

Nei, ingen Kunst paatager slig en Skikkelse.

✂

HELGE

Ha Du har Ret! Thi Uskyld og Oprigtighed
Udlyser her af Øiets Blaa.

✂

REIGIN

Hun ligner Dig!

✂

HELGE

Ak har han Ret?

✂

YRSA

Hvad siger han min ædle Drot?

✂

HELGE

Han siger at Du ligner mig.

✂

YRSA

rødmende O troe ham ei!

✂

HELGE

Jo! Frændskab er i vore Siæles lyse Blik!
Og meer har mig den korte Stund at kiende lært
Dig Yndige, end mangt et Aar en anden Viv.

118

✂

YRSA

Din Røst indgyder mig en sær Fortrolighed.
Men Du est Drot jeg Tærne! Hvilket Afgrundsvælg.

✂

HELGE

Siig mig Dit Navn.

✂

YRSA

Jeg kaldes Yrsa.

✂

HELGE

Havde Du
Vel Lyst at drage med mit Skib til Dannemark?

✂

YRSA

Din Slave? Nei, saa heller dog en Qvindes Træl.

✂

HELGE

Og om nu Helge venlig gav den Kiøbte frie?

✂

YRSA

Saa følger jeg Dig fri med tro Taknemlighed.

✂

HELGE

O Yrsa følg mig! Freia skal berede Dig
En yndig Bolig under sine Hvælvinger.

✂

YRSA

Hvad har jeg sagt! Nei skiænk mig ingen Frihed, Drot.
Saa heller ærlig Tærne dog - end - altfor frie.

✂

HELGE

Frygt ei! Som Fader skal jeg kiærligt vogte Dig.

✂

YRSA

Som Fader? Ak det herligt var. Min Fader Du!

119

✂

HELGE

Og tykkes jeg for gammel Dig til Beileren?

✂

YRSA

Du haaner grumt min ringe Stand.

✂

HELGE

Ved Asathor,
Stor var min Lyst at hæve Dig til selve min.
Til Reigin Jeg føler det, Hun er det Billed, som min Siæl
Har evig higet efter og forgiæves søgt.

✂

REIGIN

Vogt Dig, min Drot! Den Gnist, som fænger altfor let,
Udslukkes let.

✂

HELGE

Frygt ei! Her taler Hiertets Røst,
Ei Sandserne.

✂

REIGIN

Giv Tid, og overiil Dig ei!

✂

HELGE

En Sømand iler -

✂

REIGIN

Ofte til sin Undergang.

✂

YRSA

Den stolte Dronning nærmer sig. Saae hun jeg stod
Og talde med Dig Herre, vist hun revsed mig.

✂

HELGE

Hun væbnet kommer, aldrig kied af vilden Færd.
120Men mindre klæder Spydet nu den Falmede,
End da som Jomfru rosenrød hun Skaftet svang.

✂

EN KÆMPE

Min Dronning spørger, Drot, hvad Dig bevæget har
Til denne Landgang? Om Du komst med Herreskiold?

✂

HELGE

Som Ven jeg kom, hvis Oluf mig som Ven vil see.
En Skare Snekker venter hist paa Bølgerne;
Hvis hun vil Kamp.

✂

OLUF

alene Ha Tangkiær! hvi befolst Du mig
At hykle Venskab for den Mandjeg hader meest?

✂

HELGE

til Oluf Vilst Du som jeg, saa glemme vi hvad længst er skeet,
Og slutte Fred. Thi Hævnen kildrer Hiertet vel,
Men falder blodigst dog tilsidst paa Hævneren.

✂

OLUF

Tilvisse! Selv naar Nidingsværkets lumskeste
Anslag er lykket, redder dog en Guddomsmagt
Uskyldigheden; skiænker den sin Glands paa ny;
Til Trods for Ærens Morder.

✂

HELGE

til Reigin Endnu trodser hun.
Ydmyges skal hun, Reigin! Men den høie Diis
En Tanke falde lod i min oprørte Siel,
Som mildner den og adler Straffen.

121

✂

OLUF

Helge, siig
Hvad drev Dig efter sexten Aar til Saxens Strand?
Nysgierrigheden? Ønskte sig Din Grusomhed
En Efterslæt, af Vredens længstfuldendte Høst?

✂

HELGE

Jeg kom at søge Kiærlighed.

✂

OLUF

Den voxer ei
Paa Hadets Klipper.

✂

HELGE

Tit i Klippens golde Rift
Groer Alpeblomsten, savnet i den fede Dal.

✂

OLUF

Sandt nok! Du finder Oluf ei saa mørk og bleg
Som Du formoded. Ei et Gisp fra Skovens Krat
Henlokker Dig til Hytten, hvor Du atter seer
I Pialter den Fortvivlede. Paa hendes Grav
Du ei kan stirre stoltelig; ei ynke høit
Fra Klippen den i Bølgen Dybtnedstyrtede.
Hun lever, blomstrer; eier Kronen, stolt som før.

✂

HELGE

Ei Nag, men Medynk bragte mig fra Issefiord.

✂

OLUF

Hvem ynkte Du? Dig selv, Du Titbedaarede?

✂

HELGE

Nei Dig, hvem ingen Kummer lærte Klogskab end.

✂

OLUF

Misunde min Lyksalighed - det kunde Du!

122

✂

HELGE

Beklage kan jeg kun Din Stoltheds Overmod.

✂

OLUF

Komst Du, at bede Saxen om, ei meer med Fest
At hædre den i Lædersæk Beegkronede?

✂

HELGE

Hvis Skam var størst, det veedst vel Oluf selv, Du bedst.
Men kiæk paa Mandens Høimod, der ei røbe vil
En Qvindes Svaghed, bygger Du Din hele Trods.

✂

OLUF

fatter sig Jeg trodser ei. Forlang en Gunst; og hvis den staaer
I Olufs Magt, da skal den ikke nægtes Dig.

✂

HELGE

Dit Tilbud, Dronning, tager jeg med Tak imod.

✂

OLUF

Hvad ønsker Du? Har Du ei alt, Du Mægtigste?

✂

HELGE

Jeg mangler end, hvad sexten Aar jeg manglet har.

✂

OLUF

Og hvad?

✂

HELGE

En Brud!

✂

OLUF

Den kræver Du af Olufs Haand?

✂

HELGE

Jeg kom, en gyldenlokket Svend, for sexten Aar,
123Med Blus paa Kind, med Flammer i mit unge Bryst,
At søge yppig Skiønhed for min Lidenskab.
Du stodst i Blomster, Lilien liig, paa Taarnets Rand.
Jeg saae Dig, og forlangte Dig - den Blomstrende!
Dit Septer ei, Din Yndes Rose lokte mig;
Og før jeg kiendte Rang og Stand, var Helge Din.
Ei Danmark var det beilende til Saxens Land,
Som Snekken bragte. Svenden loved Jomfruen!
Men stolt hun var, med Freias Luer ubekiendt;
Og spottende den unge Beilers Dristighed,
Beskiæmmed hun hans Tillid; - og med bitter Seid,
Troldqvinden liig, til Had hun trylled Kiærlighed.
Da fnyste han og raste. Tak den Svømmende
Paa Bølgen for Din Redning. - Hist paa Himlens Blaa
Har midlertid sin hvide Maane Maanegarm
Heel tit forfulgt; - og Maanen saae, skiøndt flygtende,
Skiøndt vexlende sin Skikkelse for Slugeren,
Min Længsel med Medlidenhed. - Da brunte sig
Mit gule Haar, alvorlig blev min Siel og mørk;
Og hvad tilforn kun Sandserne forlangte sig,
Det ønskte nu mit Hierte. Sælsomt, underfuldt,
At samme Strand skal vise mig alt andengang,
Min Higens Gienstand, yndig i et Øieblik!
Thi her hun staaer i Dine Qvinders tætte Kreds.
Skiøndt prægtig ei, som Rosen mellem Lilierne,
En bly Viol, i Græsset skiult; men sød af Duft,
Og frisk som Duggens Perler, der besprængte den.
Jeg beiler nu til Rang og Land saalidt som før;
Land har jeg nok i Østersøens Blomsterøer,
Og ingen Grændse kiender Havets tappre Søn.
Lidt agter jeg en Qvindes Kaar, hun faaer sin Rang
Ved Ægtestanden; Manden hæver Hustruen,
Som Egens høie Stamme Vedbendrankerne.
Og derfor strængt jeg holder til Dit Løvte mig,
Og beiler høit, for alle Kæmper, alle Møer
Til - Yrsas Haand! - naar Du har hendes Lænker brudt.

124

✂

OLUF

Du beiler til min Trælleqvindes Yrsas Haand?

✂

HELGE

Den er ei Træl, hvis Siæl er reen og brødefri.

✂

OLUF

Hvad lærte Dig at kiænde denne rene Siæl?

✂

HELGE

Et Øieblik. Behøver hellig Uskyld meer?

✂

OLUF

Og saa letsindig styres Du af Hændelsen?

✂

HELGE

Ved ængstlig Vragen svandt alt femten Ungdomsaar.

✂

OLUF

Saa lidet stolt vanærer Du Din Kongebyrd?

✂

HELGE

Just stolt! Sædvanen fængsler ei en Leiredrot!

✂

OLUF

En Dronning fandt da Danmarks Drot i Saxens Træl?

✂

HELGE

Til Løn, for hvad i Saxers Dronning først han fandt!

✂

OLUF

Nu ved min Faders mosbegroede Bautasteen,
Nu er hun Din! Jeg skiænker Dig den D eilige.

✂

HELGE

Og ved min Faders Halfdans Hævn jeg takker Dig.

125

✂

OLUF

Træd Yrsa frem, og viis os Din Fortrinlighed!
Afsides O Tangkiær nu forstaaer jeg Dig, Du Skummende!
Du kiøler Hævnen - gyseligt! - men kiøler den!

✂

HELGE

Hvis hun er min, tillad mig da o Dronning strax
At skalte med min Eiendom. Det blanke Staal
Ei taaler Dugjomfruelig Blyfærdighed
Ei Mængdens Øie. Reigin, ræk mig hid det Slør
Med Guld indvirket, som vi tog fra Vikingen.
Han lægger Sløret over Yrsas Hoved Saa skiuler jeg for Spotterne Din Rosenkind
Og hæver Dig i Herrestand. Du est min Viv.
Svar ei, o tael ei. Ræk mig kun Din Liliehaand,
Hvis Du bifalder Helges Ønske. Somrens Blomst
Forsmaaer jo ei Formæling med den brune Høst,
Naar Solen stadigt skinner paa et spraglet Løv,
Og Maanen smiler Elskov i dens Aftenstund?
Forskræk Dig ikke ved en Sømands raske Valg.
Lang Tid behøver Venskab, kort kun Kiærlighed.
Med et foragteligt Blik paa Oluf I Kronens Guld jeg fandt en daarlig Glimmersteen;
Med Ømhed til Yrsa I sorten Flint af Kalken skiult en Diamant.

✂

YRSA

Naturens Røst befaler mig at lyde Dig;
Men Hiertet gyser. Ædle Drot! vær ei saa snar!
Lad Eftertanken skiænke Dig Besindighed.

✂

HELGE

Nei Yrsa! ogsaa Lidenskaben har sit Krav.
Den nyder slet og glædes svagt, som evig kold
Kun overveier. Freia rører Hierterne
Med Øieblikket. Følger Du ei hende blindt
126Om selv paa Randen af det farligt steile Field,
Saa føler Du ei Kiærlighed.

✂

YRSA

Jeg føler den.

✂

HELGE

Ha elsker Du en anden Svend?

✂

YRSA

End slog mit Bryst
For Ingen, som for Dig det slaaer. Jeg føler dyb
Beundring og Hengivenhed! Jeg følger Dig
Som Lammet følger Moderen; og fatter klart
At skilt fra Dig vil sikkert Længslen dræbe mig.

✂

HELGE

Saa est Du min, trods hver en Frygt, trods hver en Spot.
Ræk mig Din Haand! og følg mig ud paa Bølgerne,
Der venter Odins Præst med Offerhornet os;
Og næste Morgen skuer Dig som Helges Viv.
Ei Tid vi Sværmen give til Forundringer.
Om hvad der skeer bevæger sig kun Daarens Mund;
Til hvad der er skeet vænner snart sig Verdens Kreds,
Og seer i selv et Under det Sædvanligste.
Han gaaer med Yrsa og sine Kæmper til Stranden; Oluf med sit Følge til Borgen Havfruerne komme fra Klippehulen og Stranden

✂

FØRSTE SKARE

Med langsom List Flodernes Dronning
Hævner Ymerkæmpe;
Ham, hvem grumtfordærvende Guder
Sloge med blodige Sværde.
Thi længe før Børs og før Bures Æt
127I Ginnungagap han herskende strakte
Giennem Afgrundsvælget sin Kæmpekrop.
Thi ham undfanged Kuld ved den befrugtende Gnist,
Og hans Ledemod avled
Med sig selv vidtherskende Jetter.

✂

ANDEN SKARE

Men Isens Tø trylled Audumble
Frem. Af klaren Saltsteen
Haaret først, og Hovedet siden
Slikked den Yverbespændte.
Da Odin sprang frem med Vili og Vee;
Med forbittret Harm mod Kæmpen de stormed,
Og for Asasværdene Jetten sank.
I hans rislende Blod, ak, da Hrymthussernes Æt
Saa utallige drukned.
Med sin Viv kun flygted Bergelmer.

✂

FØRSTE SKARE

Stoltelig nu, stoltelig skabtes
Af hans Been, hin vældige Kæmpes,
Af hans Kiøds stærktrevlede Sener,
Af hans Tand, ja selv af hans Bryn
Denne Jords blomstrende Bierge;
Mig forhadt dybt i mit Bryst.
Af en Helts Levninger bygged
Guder med Pral smaalige Værk.
Bergelmers Æt flygted forfulgt.
Huler og Havklippernes Grund
Er nu ene for dem Bopæle. Men snart
Vil fra Muspelheim Surtur,
Og din Skræk, Thor! fra vort Hav
Jormungard hævne med Fenris
Stolt Frostkæmpernes Haan.

✂

ANDEN SKARE

Dybt i vort Havs Mørke nedstødt
128Vi forsmaae ei Hævnen som vinker.
Hvor en Mands vidtskuende Norne
Har os viist Vei til hans Fordærv,
Hendes Vink da gierne vi følge;
Uden Ynk ham bringe vi Qval.
Thi med Jernlænkerne bundet
I sin Hal dog Surtur hver Nat
Pøndser paa Straf; sender sin Røg
Giennem din Rift, Hekla! med Knald.
Men snart styrter den frem, med Flammer; men snart
Skal dens Lue fortære
Himlens Broe; da svulmer med Skæl-
Brynier, kraftigt at stride
Høit Havfruernes Hær!

✂

TANGKIÆR

O mine Søstre! fatted I Kiærlighed,
O føled Elskov Du Skælbedækkede!
Havde Du kiendt en Beiler, som Frode;
Da Taarer vist med Længsel Du fælded, som
Tangkiær; tolked sødt ved din Strængeleeg
Mangen Aften din svulmende Vemod.
Thi fyrigt i Almeskyggen han favned mig;
Og stolt jeg var, at elskes af Skioldungen;
Alterne flammed til Tangkiærs Ære.
Men dybt i Flammen, som Flammen der qvalte ham,
Han sidder i Hal hos Utgardiloke;
Og stirrer hen med Øinene blodige,
Bleeg, i de slangebehængte Sale.
Men Utgardiloke har lovet mig Frode fri;
Har lovt at skiænke mig Frode paa Bølgerne;
Men uden Tangskiæg: deilig som Leiredrot,
Deilig som før, med en Kongekrone!
Hvis ene det lykkes Tangkiær, den Smægtende,
Reent af Jorden at udrydde Skioldungers
Æt. Thi hielper mig, kiærlige Systre!

129

✂

HAVFRUERNE

Nu græm Dig ei meer! Alt en bælmørk Sky
Høitsvanger med Lyn lumskrugende staaer
Over Helges Mast. Ha Vredens Søn,
Hvi ægged Dig Harm? Hvi opsvulmed Du vildt
Havfruer til Hævn? - Ei Odin, Thor,
Nu formaae Dig Smerten at lindre.
Vee Halfdans Søn! Ei lyster mig meer
Dig at see, naar Fortvivlelsen kalker din Kind.
Høit imod Stiernerne, Drot, vildt stirrer dit Blik,
Naar din Qval Dig Nornen forkynder!
Der blæses i Horn fra Kong Helges Skib

✂

TANGKIÆR

Hør Hornets Klang!
Det er holdt det usalige Bryllup!

✂

HAVFRUERNE

Oluf fra taarnede Kongsgaard
Grublende tankefuld
Nærmer sig hist.
Alt Fortrydelsens dødlige Bleghed
Farver den nysblussende Kind.
Forsilde! Forsilde!
Brøden er skeet!
I vor fugtige Hules kiølige Strømme
Dukke vi ville, Vandfuglene liig;
Titte med Smil giennem hvislende Blade,
Lytte til Qvalen, plaske med Fryd.
Lee og giøe, Havhesten bestige,
Tumle paa Bølgernes Top!
Blæse paa Sneglehornet og synke
Froe i det yndige Skum.
De forlade Skuepladsen 130 Dronning Oluf kommer fulgt af en Kæmpe

✂

OLUF

Har min Herold besteget alt Kong Helges Skib?

✂

KÆMPEN

Tilbage hist han nærmer sig med Konningen.
Hun vinker, han forlader hende

✂

OLUF

ene Det gik for vidt! Naturens Indvold taaler ei
Slig rædsom Gift; den vægrer sig med Krampetræk.
Ei Overlæg, men Heftighed forførte mig.
Kan qvindlig Stolthed taale vel en Mands Foragt?
Og femten Aar har ei formaaet at kiøle din
Hævnlyst, dit Had til Qvinden; Uforsonlige!
Men hvad har da den evige Natur forbrudt?
Hvad kan den for at Manden raser? Skulde nu
En Kæmpes Haan mod stolten Skioldmø trylle frem
En Hævn, hvorfor selv Sol og Maane skiulte sig?
Nei, evige hvidklædte Piger! Skiæbnens Møer,
Som stirre ned i Urdurs Brønd, det seer I ei.
Slig Skiæbne spinder ei paa hendes Væverstol
Den blege Skuld. Før vrister Thor min Egeskov
Af Jorden; planter Toppene som Rod i Muld;
Før størkner Havets Bølge, som et levret Blod -
Før Faderen - - Og Guder! hvis det alt var skeet!
Kold Gysen lammer mig hvert Lem. - Hist kommer han!
Vredladen den Elendige! Opbragt, fordi
Jeg river ham Giftbægeret fra Læberne.

✂

HELGE

kommer Hvad vilst Du mig? Du evige Forfølgerske?
Misunder Du i Yrsas Favn min Glæde mig?

131

✂

OLUF

Du Nattevandrer! veedst Du vel, at blind Du gaaer
Paa Afgrundsranden? At det koster mig et Ord,
For strax maaskee i Fieldets Dyb at styrte Dig?

✂

HELGE

Saa siig Dit Ord, og skaan mig for hvert Følgende!

✂

OLUF

Usalige! først siig Du mig: Er Yrsa Din?

✂

HELGE

Aldeles. Lofn har hørt os sværge Løvterne;
Thor saae os tømme Bægeret; og Freia loe
Med Stierneblik til Elskeren i Brudens Arm.
Oluf skiuler sit Ansigt

✂

HELGE

Hvi skiuler Du Dit Ansigt i Skarlagenet?
Fordreies det og blegner af Misundelse?

✂

OLUF

Skumle Nat! nu lad din sidste Stierne hylle sig i Mulm!
Ryst Natur! lad Jorden gyse iiskold til sit Inderste.

✂

HELGE

Dine blege Læber skiælve, Ordet nægter dem sin Lyd.

✂

OLUF

Nei, Barbar! jeg vil ei tie. Rædselen som ryster mig,
Knuge skal Dit stolte Hierte, nedslaae Dig Dit sidste Mod.

✂

HELGE

Asathor! hvad maa jeg høre!

132

✂

OLUF

Høre maa Du mig Barbar!
Giennem Øret drypper jeg Dig Giften, som fortærer Dig.
Frigga vil mig hist tilgive. Svag er Qvinden selv i Staal,
Vee den Mand, som ægger hende til et unaturligt Had.
Det har Du, grusomme Konge! Jeg var ung og stolt og skiøn!
Jeg tilstaaer Dig det, min Kiækhed skummed over, gik for vidt;
Men hvad tabte vel Din Ære? Kan en Jomfrus stolte Spøg
Virkelig fornedre Helten? Og hvori bestod Din Skam?
Den forelskte drukne Beiler røved jeg sit Hovedhaar;
Lod ham bringe snørt i Sækken sovende til Skibets Dæk.
See, da fnyste Du, Du Daare! Haaret voxer snart igien;
Men Du hævned Dig med Lumskhed; og fordi jeg tog Din Lok,
Røved Du med Tigergrumhed Pigen sin Uskyldighed!
Kold for mine bittre Klager Du den Skiændede forlodst -
See, da vendte sig mit Hierte til et unaturligt Had.
Og hvad ellers mere sødt end Honning qvæger Qvindens Bryst:
Moderpligten, Moderglæden, blev mig til en Helvedqval.
Ei i den Uskyldigspæde skued jeg min Datter; nei!
Kun et lidet grimt Utyske, Brændemærket paa min Skam.
Hendes Smiil var mig en Giftpiil, hendes Skrig en Efterklang
Af mit bange Gisp hin Midnat, klynkende ved Havets Kyst.
Femten Aar har skiult mig Yrsa; Femten lange Vintres Kuld
Mægted dog ei ud at slukke glødende Forbittrelse.
Ikke jeg, Du selv og Skiæbnen har til Nastrond styrtet Dig.
Skiøndt alt hævnet, grusomt hævnet, tænkte Du paa dobbelt
Hævn!
Stolt for alt sit Folk ydmyges skulde den Ydmygede;
Da forbarmed sig de sorte Magter med en Qvindes Harm; -
Og hvad Oluf skulde krænke, blev Dig selv til Krænkelse!

✂

HELGE

Ulyksaligste blandt Fædre! Odin, Thor! hvad har jeg gjort?

✂

OLUF

Ægtet nu Din egen Datter, Du som skiændte Moderen!
133

✂

HELGE

Det var Alfesang i Natten, det var ingen Qvindes Røst!

✂

OLUF

Til en Svartalf, stolte Konge, har Din Grumhed tryllet mig.
Taaler Skammen Solens Straaler? Søger Kumren Lysets Blik?
Med en vild, paataget Kiækhed sad jeg paa min Ganger kun,
Kneiste jeg paa Kongestolen, efter hin Elendighed.
Maanen var min troe Veninde, Mørket var mit Klædebon.
Ved de kolde Ellemoser gik jeg mellem Buskene;
Med en dyb en stille Vanvid talde jeg med Sivets Rør.
Da forbandt de kolde Taager over Ellemosen sig -
Over Havets hvide Bølger, til en Skikkelse, hvis Røst
Tirred op min Harm, og lærte gyseligt at hævne mig.
Det er skeet. Nu har den Blege intet meer at søge her!
Intet meer at bede Nattens Magter om; Forløsningen
Stunder til. - Jeg synker gierne ned til Nastronds Øglesal;
Hvad er Helveds værste Slange vel mod Slangen i mit Bryst?
Tag da Dolken Helge, tag den! Hævn Dig atter Halfdans Søn.
Længe nok har Du og Oluf Tærning spilt om Livets Held,
Det er Tid engang at alting sættes paa det sidste Kast.
Giennembor mig! See, jeg blotter villig Dig mit Moderbryst.
Stød det skarpe Staal til Hæftet i et unaturligt Blod!
Gierne synker jeg! Men skaan mig for Dit taarefulde Blik!

✂

HELGE

O min Broder! Fredegode Hroar i Din Bøgeskov!
Hil Dig! Du har valgt det Bedste, fromme, lykkelige Drot!
Blodet flyder let og roligt i Dit Bryst, som Kilderne,
Ved Dit skyggefulde Leire; stormer ei som Helges Hav!
Hvorfor lød min vilde Stolthed ei Dit Varsel, gode Svend?
Da Du kaldte mig fra Hævnen, over Brodermorderen!
Gyseligt har Nornen straffet. Men jeg sprang paa Bægeret
Af det luefyldte Hekla, agted ingen Lavastrøm;
Agted ei at Saallen brændte, loe ad Tragten! voved mig
Over Randen selv - nu styrter redningsløs den Snublede!

134

✂

OLUF

Dræb mig med Din Dolk, Du Grumme! dræb mig ikke med Dit
Ord.

✂

HELGE

Odin! Du som hisset sidder i det lyse Valaskialf,
Du, som tit fra Hlidskialf skued Leirekonningens Bedrift,
Styrk mig med Dit Blik i Nøden! Lad mig falde Stammen værd.
Rolig saaest Du mig med Sværdet, fægtende paa Skibets Rand,
Medens Kæmper skreg i Striden; medens rød Blodstraalen sprang
Skummende fra Hals og Pande; medens bleg med sorte Skiæg,
Baglænds den forvovne Stridsmand vælted i Skumbølgerne.
Tilgiv stærke Seierfader! mig hver smaalig Lidenskab,
Hvorved Helge faldt i Snaren, udspændt af Svartalferne!
Villig vil jeg Qvalen lide. Livets Held har jeg forspilt.
Men jeg veed det vist, Du sender mig Din Sleipner, høie Drot!
At jeg ride kan til Valhal, som en ægte Søn af Skiold.

✂

OLUF

Yrsa vil Du grumt forlade? Nu saa tag Din Slegfred med!
Lad mig følge Dig i Graven! Giv mit Hierte sidste Saar!

✂

HELGE

Hvad har jeg paa Dig at agte, fæle, blege Spøgelse,
Som forbittrede min Ungdom? Følge skulde Du endnu
Giennem Freias lyse Himmel Kæmperen til Valaskialf?
Troer Du da at Hornet rækkes Heltene til Velkomst der
Af en Hex med hule Øine? Tænker Du at finde hist
Døsigskumle Mosetaager, hvor en Havfru giæster Dig?
Bliv Du kun ved Dine Huler! Selv har Du beredt Din Qval!
Graaliglange Sørgeskygger vil hver Aften møde Dig,
Og fortælle Dig om Hallen, hisset hos den gustne Hæl,
Hvor der flettes Dig et Bolster silkeblødt af Slangerne.

✂

OLUF

Og Din arme Yrsa?

135

✂

HELGE

Yrsa er uskyldig; Baldur vil
Ei mit stakkels Barn forlade; min ulykkelige Brud.
Hendes høie Blik skal ikke mørknes, ved at skue nu
Faderens, den fæle Brudgoms hæslige Fortvivlelse.
Løst er nu hvert Baand som binder mig til Livet. Eja flink!
Hurra mine raske Drenge! spænder op de hvide Seil!
Lad den sorte Svane hvæse med sit begetbrede Bryst
Giennem Bølgerne! Lad blinke høit mod Maanen hendes Fiær!
Spænder Jer i blanke Plader! Ud paa Dybet! Hornets Klang
Skralde hen ad Østresaltet, kalde Kæmperne til Dyst.
Tappre Frisér! Stolte Skotte! Kæmper fra din Ørkenøe!
Iler hurtigt at forsøge disse Armes sidste Kraft!
Snabel møde Snabel! Bugen støde kiækt mod Skibets Bug!
Lad den vilde Rovfugl hugge Kobberkloe i Dækkets Rand!
Og naar da den røde Sved udvelder giennem Bryniens Rift,
Spotte vi vort Saar og ride siungende til Valaskialf!
Han gaaer

✂

FOLKVAR

kommer O Dronning! Asathor! O Freia!

✂

OLUF

Nu min Helt!
Gak Du foran, Du viser os den rette Vei!

✂

FOLKVAR

O hør mig Dronning!

✂

OLUF

Rædde Gubbe! vandre til
Dit Fiskerleie! Ægir tak for dine Kaar!
Nu bytted Oluf gierne bort sit Kongedom
For Baaden og dit sorte Næt! Nu ei din Søe
Hist stormer halv saa frygtelig, som dette Bryst.

136

✂

FOLKVAR

O lad os redde -

✂

OLUF

Redningsløse!

✂

FOLKVAR

Dronning, tab
I denne Storm ei Fatningen!

✂

OLUF

Jeg blegner ei.

✂

FOLKVAR

Hun kommer -

✂

OLUF

Høi fra Ygdrasil, den strænge Mø,
Med bortvendt Ansigt?

✂

FOLKVAR

Yrsa!

✂

OLUF

Ei saa frygtelig.

✂

FOLKVAR

O hør mig -

✂

OLUF

Tael! Det støier ei fra Gravene.

✂

FOLKVAR

Hun veed sin Skiæbne, veed sin Qval!

✂

OLUF

Traf Pilen alt?

137

✂

FOLKVAR

Den grumme Havfru -

✂

OLUF

Yrsa fandt -

✂

FOLKVAR

Paa hviden Strand.
»Vel mødt Fru Yrsa! skreeg hun, Helges Datter-Brud!
Nu ægted Du din Fader, som har avlet Dig
Med Dronning Oluf. Held til Eders Ægteskab!
Men ei mit Øre døves skal af Eders Hyl.
Med mine Søstre svømmer jeg til Sikilei,
Og kommer først om lang Tid hid til Nord igien.«
Saa sang hun høit, og sprang i maaneklare Søe.
Og paa den lyse Flade saae jeg hende, fulgt
Af mange lede Qvinder, skiælbestiertede;
Hvidbarmede som Svaner; rankt med Halsene
De svømmed fort og dukked sig, og svandt tilsidst.
Men Yrsa hvid tilbage stod, som Møens Klint
Der speiler dybt sin blege Kind i Bølgerne.
Oluf gaaer

✂

YRSA

kommer med en Dolk Denne Dolk, han mig gav,
Med Demanter besat, med blodig Rubin,
Skaffer mig Lindring. -

✂

FOLKVAR

Elskede Datter!

✂

YRSA

O hil den Stund,
Da din Datter jeg var,
En Fiskerpige!
138Kiændte kun Guld og
Fløil af Rygte;
Bar paa min Skulder,
Klædt i Vadmel
Stangen med Nættet
Selv til Stranden.

✂

FOLKVAR

Hør mig, min Yrsa!

✂

YRSA

Jeg følger Dig ei
Sneehvide Folkvar!
Følger Dig ei til
Humledalen!
Hils mine Lilier
Urter og Tusindskiøn,
Tusind Gange!
Naar Du nu sidder i
Vinterqvælen,
Trygt ved din Arne,
Tætomkredset af
Leiets Piger!
Naar de da bede Dig:
Fader fortæl os
Sære Frasagn!
Nu saa fortæl dem om
Fiskerpigen;
Som Dronning blev, som
Ægted sin Fader, og
Selv sig dræbte.
Undrende vil de
Sagnet høre;
Gyse derved og
Ikke troe Dig!
Sige, nu digter Du
Eventyrer!
139Ak, og Du est dog kun
Alt for sanddru.
Yrsa fortvivlet har
Alt oplevet. - -
Viis dem da Anglen og
Purpurkaaben!
Viis dem i Maanskin
Ved Sølverpilen
Yrsas Gienfærd,
Bleg, med det blinkende
Staal i sit Bryst.
Hun hæver Daggerten, i det samme tordner det mildt. Freia bliver tilsyne paa en Sky

✂

FREIA

Stands Yrsa!

✂

YRSA

Ha! hvo kalder mig til Liv igien?

✂

FREIA

Den Disa, hvorved hele Jorden faaer sit Liv.

✂

YRSA

O Himmelske, guldhaaret, blaa af Klædebon;
Hvo est Du? Selsomt virker paa min Siæl Dit Smil.

✂

FREIA

Mit Navn er Freia, Odins Datter, Elskovs Diis!

✂

YRSA

Du est ei min Gudinde! Send den blege Hel!

✂

FREIA

Hvert Hierte skabt for Kiærlighed tilhører mig.
Jeg lover Dig den bedste Fryd en Qvinde fandt.

140

✂

YRSA

Og hvilken?

✂

FREIA

Moderglæden!

✂

YRSA

skiuler sit Ansigt i sine Hænder Jeg Elendige!

✂

FREIA

Hvad gyseligt undfanget er, skal skiønt opstaae.
Paa Lavabierget voxer hist den bedste Viin,
Og giftig Sump udklækker ofte herligst Frugt
Af Jordens rene Moderskiød. Thi græm Dig ei!
Den Søn, Du under Hiertet bær, skal hædre Dig;
Og ikke Dig, men Danmarks Land! Ei Danmark blot,
Men hele Norden! Norden ei i Livet kun,
Men evig funkle skal hans stolte Helteroes,
Og høit begeistre Verden om totusind Aar
Hans Priis at siunge. Hrolf - saa skalst Du kalde ham!
Hans Fader reed til Odin nys fra Gravens Høi;
Men Hrolf skal arve Helges Krone. Bring ham hiem
Til Danmark! Lad den fromme Hro opdrage ham
Til Kongedyd i Leireskov ved Kilderne.
Hans Navn skal samle Kæmper, som skal elske ham
Og døe med ham. Og naar han døer, da skal hans Død
Selv lyse giennem Gravens Nat, som Stierne; som
Det bedste Billed Oldtid har at glimre med
Paa nordisk Krafts urokkelige Trofasthed.
Farvel! Farvel! - Aftør Din Taare! Lev! og viid:
Uskyldighed forlades ei af Guderne.
Hun forsvinder

✂

YRSA

O Himmelske! dybt har Dit Løvte styrket mig.

141

✂

REIGIN

kommer med Kong Helges Krone, fulgt af danske Kæmper Hil dig, vor Dronning!

✂

YRSA

Reigin, ha hvor er Din Drot?

✂

REIGIN

Du hørte det af Freias Mund. I Odins Sal.

✂

YRSA

O Fader! Fader!

✂

REIGIN

Græm Dig ei! Han har det godt!

✂

YRSA

Siig mig hans Død; thi Taaren lindrer Hiertets Qval!

✂

REIGIN

Hans Hu stod til at storme hen paa Ægirs Hav,
At finde Døden, hvor han fandt sin Helteroes.
Taus vandred han til Skibet ud; men da han saae
Dets sorte Barm, og Masten med sit Silkesegl,
Da vendte han sig rædselfuld, og raabte: See
Den fæle Drage, hvor den gloer paa Bølgerne!
På den det var, at Frode foer til Vifils Øe,
At søge Pilten i Jordhulen! Den det var
Som bragte mig til Oluf med Stridskæmperne;
Som fnyste Hævn, da Qvinden blegfortvivlet skreg.
Den var det kun, som klækked ud en Brøde nys
I skumle Skiød, meer fæl end Basiliskens Æg. -
Ved Stranden stod Dankongens liden Gangerpilt
Med hans kulsorte Ganger, holdt ved Bidselet,
Om Kongen ønskte den til Ridt. - Da Helge saae
Sin Hest, som hvrindsked høit og med Guldhoven slog,
Saasnart den hørte ham paa Klirr af Sporerne;
142Da blussed han; og svang sig, klædt i Harnisket,
Fuldrustet, kobberblank, med Hielm og Stang og Skiold.
Og langsomt reed han, tankefuld, som Spøgelset
Af dræbte Helt ved Midnat over Markerne.
Men dybt i Skoven stod en Høi, af Bøge krandst,
Med bælmørk Hule, muret af fem Kampesteen;
Den femte laae ved Hulens Aabning, musbegroet.
Hin Gravhøi Dronning Oluf lod for lang Tid alt
Sig selver kaste. Tit hun sad i den og sang
Naar Sol gik ned, og Maanen stod ved Bølgerne.
Men femten Aar har skuet den med Sommergræs,
Og Vinterkuldens stierneblanke Snee bedækt,
Og hungrig vented aabned Svælg end Dødningen.
Da Helge saae den vedbendkrandste Rædselsdør,
Da smilte han, og raabte høit: Tak Asathor!
Du bygte mig i Hast min sikkre Kongeborg.
I gode Kæmper skynder Eder! Lukker til
Det aabne Svælg, at Surtur ei med Flammerne
Forfølger mig. Flink! vælter stærken Kampesteen
For Graven! Saadan siungende, fra gyldne Hielm
Han Krandsen tog, som Skiold og Mykilati bar,
Og raabte: Bringer den til Hro i Dannemark. -
Da nu vi mærkte tydeligt, at Kongens Hu
Stod til at ride levende til Valaskialf,
Da føied vi hans Ønsker froe; og Landserne
Som tit i Strid tilforn var brugt for Helges Liv,
Arbeided nu med lige Troskab paa hans Død,
Henvæltende den tunge Steen for Aabningen. -
Da Hulen nu var lukket til, da hørte vi
Med freidig Stemme Kongen sang sit Biarkemaal,
Mens Hesten vrindsked stolt og slog med Hovene.
Dog lang Tid ei! thi Luften mangled; Døden kom
Og qvalte dem med venlig Haand; ei smertefuldt!

✂

YRSA

Nu rider han paa Bifrost, som Einheria!

143

✂

REIGIN

Græd nu ikke meer, men følg os!

✂

YRSA

Høi Beundring græder kun!

✂

REIGIN

Tag Din Kongekrands!

✂

YRSA

Jeg sætter den paa mine Flætninger!

✂

REIGIN

Nu afsted til Danmarks Rige!

✂

YRSA

Ak hvor er den arme Viv?

✂

REIGIN

Tal, hvem savner Du?

✂

YRSA

Min Moder.

✂

REIGIN

Du har ingen Moder havt.

✂

YRSA

Ak hvor er hun?

✂

REIGIN

Hisset ude synker hun i Bølgerne.

✂

YRSA

Ogsaa hun?

144

✂

REIGIN

Jeg saae den Stolte springe selv fra
Klippens Rand.

✂

YRSA

til Folkvar Har jeg Dig endnu min Fader?

✂

FOLKVAR

Trofast, som i femten Aar!

✂

REIGIN

Tænk paa Freias store Løvte, svæk Dig ikke med Din Graad!

✂

YRSA

Haster Du saa utaalmodig?

✂

REIGIN

Hæftigt brænder Saallen os,
Disse Kyster at forlade, hvor vor tappre Konge faldt.

✂

YRSA

Velan da jeg følger! Farvel, farvel!
Yndige Flod, min Bøgeskov Du!
Skummende Strand, hvor min Ungdom randt,
Truende Huler! som skued min brat
Kommende, min bratsvindende Qval.
Jeg græder ei meer; thi Freia min Diis
Har velsignet mit Liv! Jeg føder for Nord
Herlig en Søn, som skal krone dets Haab.
Grøn nu vinker mig Herthas Øe!
Den ærværdige Hro, og hans herlige By!
Hellige Kilder, tre gange tre,
Eders liflige Væld, kiølende, sprudlende
Siunger min Nød langt bort fra min Seng.
Yndigt et Alfepar, hvidt som Snee,
Ved Leiet skal staae, og vatne min Søn.
145Knæsættes han skal, opfostres af Hro,
Og forsone sin Fødsel med Dyder!

✂

REIGIN

Saa seile vi hiem ved Medbørsvind
Til det kiærligtvinkende Fædreneland!
Huldt Ægir blæser i Seilet!