Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Helge. Et Digt (Danske Klassikere)

Den udvikling hænger sammen med en udvikling i Oehlenschlägers opfattelse af digteren. I gennembrudsårene er han, og ser han sig selv som, fuldt ud romantisk digter. Digteren er geniet som står i direkte forbindelse med tilværelsens dybe og oversanselige kræfter, og som giver sine syner herfra sanselig form i sin digtning så at andre kan få adgang til dem. Men han kommer tidligt under påvirkning af to tyske digtere som står uden for og i mange henseender i opposition til den frembrydende romantik: J.W. Goethe og Friedrich Schiller. Især den sidste får afgørende betydning for ham, og fra ham lærer han at digterens kald i overvejende grad har en etisk dimension. Digteren skal stille sig i idealets tjeneste og gennem sit virke fremme dannelsen, ikke i nogen som helst overfladisk forstand men netop som en højere, mere ideel humanitet. Det er digterens opgave at virke til at den ideale enhed af det sande, det gode og det skønne bliver virkeliggjort i samfundet som en højere civilisationstilstand.