Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Helge. Et Digt (Danske Klassikere)

I 1814 da Oehlenschläger tog Rolf-sagnene for sig, havde den historiske tumult som indledte århundredet nået en afklaring, men unægtelig en sørgelig. Året før havde den danske regering nedskrevet pengenes værdi til 1/6 som eneste udvej for at afvikle krigsgælden (det er den manøvre som har faet navnet 159 »Statsbankerotten«), og samme år fastlagde Wienerkongressen den nye europæiske ordning som betød at Danmark måtte afstå Norge. Indenlandsk var de store reformer fra det forrige århundredes slutning på det nærmeste gået i stå, den landsdækkende forordning om almueskolen fra 1814 var godt nok deres sidste udløber og med den indførtes undervisningspligten for alle i Danmark, men skolevæsnet var til det yderste fattigt så ordningen blev i begyndelsen næsten uden indhold. Og i de følgende år fortsatte nedturen fordi kornpriserne faldt og faldt, så at landbrugets og dermed hele landets indtjeningsevne udhuledes. Det er i de år at opfattelsen af landets lidenhed bliver en væsentlig del af den danske selvforståelse. Så vel Grundtvigs »Langt høiere Bjerge« som P.M. Møllers »Glæde over Danmark« er fra 1820 - den sidste slutter: