Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Helge. Et Digt (Danske Klassikere)

Med den slutning bliver det tydeligt hvilken opfattelse af kong Rolf der måtte blive konsekvensen af forhistorien, sådan som Oehlenschläger har fortalt den. Rolf skulle fremstå som syntesen af Helge og Hroar: den fuldkomne konge, kriger og fredsfyrste i én person. Men det bliver også klart hvorfor han ikke kunne skrive historien om ham i forlængelse af den samtidshistoriske forhåbning som han havde accentueret med Hroars Saga. Ganske vist tillader kildernes skildring af Rolf sagtens tolkningen. Men lige fuldt får historien om ham sin mening fra hans fald, det er den fuldstændige afslutning, den totale lukkethed om helten, udelukkelsen af enhver mulighed for fortsættelse, ligeså meget som det er skikkelsen selv, der giver historien om ham dens storhed. Sådan var det også for Oehlenschläger, det fremgår både af en forelæsning han holdt om Ewalds skuespil Rolf Krage som led i en forelæsningsrække om Ewald og Schiller i årene 1810-12, og af fortalen til den Rolf-digtning han selv skrev et tiår senere. Men præcis det samme forhold har gjort det umuligt for ham at skrive hans historie i direkte forlængelse af den tolkning han havde lagt ind i forhistorien. For den civilisationshistoriske utopi som træder så stærkt frem her, ville jo blive aldeles meningsløs hvis den blev ført ind i en historie der ikke havde fremtiden for sig.