↩ En god indfaldsvej til forståelsen af form og forløb, og sammenhængen mellem dem, i Helge får man ved at tage udgangspunkt i 166 Oehlenschlägers bestemmelse af den klassiske tragedie som en forvandling fra den berettende til den direkte fremstillende form i det øjeblik hvor kultsangens mytefortælling når sit dramatiske højdepunkt. På samme måde indtræder nemlig skiftet i fremstillingsform i Helge i det øjeblik, hvor skjaldens sang »... i hvælvede Sal / Om Hævnens Følger - og Hævnens Qval« (»Julegildet« - slutstrofen) er nået dertil hvor helten har bundet sig uhjælpeligt til sin skæbne og skal fuldbyrde og indløse den i en handlingsfølge så rask at den ikke længere kan fortælles, men må vises.