↩ Hævnen gentager sig - og det er hele Helges tragiske ironi at den sidste brøde Helge begår, den som er så uhyrlig at den pådrager ham en skyld der ligger hinsides al soning, den begår han uvidende og i den forstand uskyldig. Hans uvidenhed er ikke bare den nødvendige forudsætning for at han gifter sig med sin datter. Den er først og fremmest det symbolske udtryk for den blindhed som hans skæbne har hildet ham i. Blodskammen er den skæbne som Helge er forudbestemt til. Men den forudbestemmelse er ikke skæbnemagternes vilje med Helge. Den er den skæbne han selv valgte sig til, da han af i og for sig ædel vilje til at yde sin far sin skyldighed, gav sig ind under hævnen i blindhed over for det faktum at hævnen bliver skæbne fordi hævn avler hævn.