↩ I kraft heraf bliver Helge også til en skildring af det 175 had-kærlighedsforhold der binder Helge og Oluf uløseligt til hinanden. Det, lige så meget som den tragiske patos, giver tragedien Yrsa dens dramatiske nerve. Tværs gennem den stramme metriske styring er der i Helges og Olufs konfrontation og replikskifte op til og efter det fatale bryllup en psykologisk spænding som virker langt mere moderne end hævntragediens overvejelser over skyld og skæbne. Her er der to mennesker som står over for hinanden, hver for sig drevet af forskellige og modsatrettede impulser. Helge vakler mellem sine faderlige følelser for Yrsa, sin erotiske betagethed af hende og lysten til at fornedre Oluf ved at ophøje hendes trælkvinde. Oluf vakler mellem den skyldighed hun trods alt føler mod datteren og mod anstændigheden, den brændende tørst efter hævn over Helge og sin modbydelighed ved Yrsa som er følgen af og tegnet på hendes fornedrelse. Og således inderligt og lidenskabeligt forbundet driver de hinanden ud i destruktion og selvdestruktion.