↩ Helge er ikke et sådant bevidst romantisk fragment. Men det blev altså et fragment alligevel. Og de mange heterogene anlæg der findes side om side i det, er ikke dets ringeste kvalitet. Værket er en civilisationshistorisk appel til Danmark og dets konge og folk i nødens stund; det er et forsøg på at skrive en moderne skæbnetragedie efter Sofokles' mønster; og det er en digtning der lader den destruktive drift komme til syne og forsøger at lodde dens dybder. Men det er ikke underordnet ét af disse temaer. Derfor er det også det mest romantiske af Oehlenschlägers nordiske hovedværker. For i det får den appel til fantasien som han fandt i de nordiske myter og sagn med deres skikkelses- og handlingsrige dunkelhed, lov til at folde sig friest ud.