↩ En af de tolv var Carsten Hauch. Han skrev samtidens mest udførlige og principielle kritik af værket. I 1817 offentliggjorde han i tidsskriftet Athene en lang og dybtborende analyse af det under titlen »Om Digtet Helge af Oehlenschläger. En æsthetisk Afhandling«. Heri fremhæver han især digtningens organiske sammenhæng som udgår fra den tragiske skæbne i heltens kamp mod sin egen brøde. På den baggrund fremhæver han karaktertegningens fasthed og dybde og dens sammenhæng med digtets natursymbolik, og han hæfter sig ved det metriske mesterskab der ytrer sig både i romancerne og i den vekslende brug af versemål gennem Yrsa. Med disse metriske overvejelser lægger han grunden til en tradition som er blevet videreført i den mere moderne litteraturvidenskabelige beskæftigelse med værket. Denne tradition har faet sin autoritative afrunding i Jørgen Fafners lille, men præcise studie i Oehlenschlägers verskunst.