Oehlenschläger, Adam HROLF KRAKE.

HROLF KRAKE
ET HELTEDIGT
156

        

157

TIL KONGEN.

Naar jeg saae Hrolf henride,
Lyshaaret, faderlig,
Ved sine Kæmpers Side,
Da tænkte jeg paa Dig!
Naar stort og blaat hans Øie
Ham viste kongegod,
Mod Ringe, som mod Høie -
Dit Billed for mig stod!

Naar Slethed han forfulgte,
Men var den Ædles Trøst;
Ei Følelserne dulgte,
Som svulmed i hans Bryst;
Naar, billig i sin Tale,
Retfærdig han mon staae
I giestfrie Kongesale -
Da Frederik jeg saae.

Og sad Hrolf Krakes Skygge
Paa gamle Thing i Skov;
Da Fredrik saae jeg bygge
Sit Fædreland, med Lov.
158 Stod han med Barnet lille,
Den høie Drot i Dan;
Saae jeg hans Taare trille -
Du elsker Børn, som han!

Saae jeg ham Hierter vinde,
Ved reen Uskyldighed,
Saa selv hans fordums Fiende
Fik Helten kiær i Fred; -
Du vandt en lige Seier,
O Fredrik, til vor Trøst;
Thi Kongehiertet eier,
Som Hrolf Du, i Dit Bryst.

Dig elske Dine Sønner,
I Hal, paa Mark og Thing;
Thi Dine Mænd Du lønner,
Som Hrolf med gyldne Ring.
Mig har Du Meget givet,
Du hædret har Din Skiald;
Og, til han mister Livet,
Han tro Dig elske skal.

Du faderlig modtage
Da denne Heltesang!
Hrolf kommen er tilbage
Til elskte Danavang.
Ham ingen Farer true,
Han smiler kiekt og trygt;
Og andre Konger skue
Paa ham med Ærefrygt.

159

FORTALE.

Dette Digt, der, som Sagn betragtet, er en Fortsættelse af Historien om Helge, fremtræder her i poetisk Selvstændighed. I Helge bragte mig de romantiske, fra hinanden i Tid og Rum hyppigt adskilte Begivenheder, til at udmale disse i en Række af Billeder; i Viser, hvortil Romancetonen forekom mig den meest passende; indtil den tragiske Katastrofe, med Yrsa, fordrede en Tragødie. Fortællingen om Hrolf og hans Kæmper har en ganske anden Karakteer, end Helges Eventyr. Disse tiltale fornemmelig Phantasien; Hrolfs egne Bedrifter indeholde aldeles intet Eventyrligt og Overnaturligt; det Skiønne deri er netop det Naturlige: Erindringen om en Aand, langt hævet over sin Tid, der tildrog sig lignende Aander, virkede til Fædrelandets og Tidsalderens Forædling; men maatte bukke under, for Omgivningens Barbari, uden at komme til Maalet. Denne tragiske Karakteer har egentlig enhver stor Menneskevirkning, til enhver Tid; da al menneskelig Handling er Stykkeværk, som Tingenes Gienstridighed bekæmper, og Døden overrumpler. Saaledes bliver Hrolfs Død da symbolisk og ægte tragisk; 160 det vil sige skiøn i sin Ulykke, fordi vi see, at han har virket betydeligt for Efterverden, lagt en Grundsteen med til den store Bygning, og steeg, i det han sank. - Min store Forgiænger Ewald følte dette, og Hrolfs Død begeistrede ham til et Sørgespil, som, skiøndt Digteren altfor meget fiernede sig fra den Tids Aand, han vilde fremstille, stedse vil beholde sit Værd, som et Produkt af Genie og af et ædeltfølende Hierte. Udentvivl har Ewald i sin Rolf Krage givet de bedste Prøver paa sit dramatiske Talent; skiøndt Balders Død og Fiskerne, Værker fra en modnere Periode, da han var Mester over Sproget, glimre med større lyriske Skiønheder. Om nu altsaa end Katastrofen af Hrolfs Historie kunde give Stof til en Tragødie, der vilde vinde, ved at trænge meer ind i Heltetidens Aand, saa vovede jeg dog ikke at skrive et saadant Drama efter Ewalds Rolf; fordi jeg følte, at han, uagtet alt hvad der kunde indvendes, havde giort fyldest for Hovedsagen, og i skiønne dramatiske Situationer rørt os til Skræk og Medlidenhed for sine Helte. Derimod forekom hele Hrolfs Historie mig, aldeles at egne sig til et Epos; ja selv Katastrofen, tyktes mig, maatte vinde, ved at træde i sin store Forbindelse med det Foregaaende. Tænke vi os nu ved et Epos et Digt, som i Aand og Væsen ligner de homeriske Digte, saa finde vi, at Epos og Tragødie have meget tilfælles. Thi de homeriske Digtes Skiønheder bestaae ikke i en Mængde selsomme Begivenheder, der afløse hinanden, og beskiæftige den studsende Phantasie; (hvilket ogsaa til sin Tid kan være godt) men i en fuldstændig, idealsk Skildring af en vis Tidsalder, visse Nationer, med deres Religion, Sæder og 161 Skikke, og i en fuldstændig Skildring af visse udmærkede Menneskers Handlinger, hvorved de tilkiendegive deres Karakteer og Sindelag, og sætte Læsernes Siæleevner i fleersidig Virksomhed. Ogsaa Hrolfs Bedrifter, troede jeg, vilde vinde ved at fremstilles paa denne Maade. Indblandningen af det Overnaturlige, som Maskineri, troede jeg derimod ikke at burde bruge i en Skildring af moralske Handlinger; da det kun vilde forvandlet mine Helte til Marionetter. I de homeriske Digte, hvor Hovedsagen fornemmelig gaaer ud paa at skildre det sciønne Udvortes i alle Forhold, er det en anden Sag; der er det ret, at ogsaa de usynlige Naturkræfter faae menneskelige Skikkelser; der indblande sig de mythiske Fabler med Ynde. Men en Digter skal ikke ængstelig copiere en anden i alle Egenheder; Homers evige Digteraand bør gaae ind i vor, og begeistre os, til selv frit at bevæge os med naturlig Selvstændighed. I Helge passede sig overalt Indblandningen af det Overnaturlige; i Hrolf Krake kun episodisk. Thi, at et Digt, som skildrer Nordens Oldtidshelte, ikke kunde undvære nordisk Mythologie og Overtro, forstaaer sig selv; og der gaves altid Anledning nok til slige Skildringer, som Virkninger af de Handlendes egne Forestillinger. I det nu Iliaden og Odysseen foresvævede mig, som Værker, der vare meest episke; (hvormeget end andre Digte siden have glimret og undertiden overstraalet hine, med prægtige Malerier og lyriske Udbrud); i det jeg følte, at Epopeens Hovedsag bestaaer i at fremstille udmærkede Mennesker, i en Forbindelse af Handlinger og i Fremstillelsen af en Omgivning, som ligger uden for Tragødiens Form; saa blev det 162 mig tillige vigtigt, at istemme den ægte episke Tone; der roligt og barnligt fortæller alt det Lidenskabelige, selv uden Lidenskab, alt det Store og Herlige, uden Ophævelse, og som, uden Anstrængelse, rører Hiertet med sin Eenfold. - Men saa herligt, som nu end Hexametret angiver denne Tone, saa heldigt som vi finde det benyttet, i det, i mine Tanker, meest episke nyere Digt, Gøthes Herman og Dorothea, saa vægrede min Følelse sig dog ved at bruge det her; da det stærke nationale Præg, der er paatrykt vore gamle nordiske Sagn, vilde svækkes, naar Digteren sang i en Tone, der bestandig mindte om et fremmed Digt, og let kunde forføre ham til videre Efterligning. Men nu vare gode Raad dyre. Der blev jo, tilsyneladende, ikke andet tilbage, end at bruge det rimede Vers, der vilde give Digtet en lyrisk Karakteer; og som, ved at slippe sin ViseKorthed og modtage den episke Vidtløftighed, tilsidst vilde vorde slæbende og trættende. Af denne Forlegenhed hialp jeg mig saa godt, jeg kunde. Jeg antog, at Tonen i de danske Kæmpeviser var den bedste Grundtone for min Melodie. Have ikke Rhapsoder siunget Viser før Homeriderne, og have disse ikke benyttet hine? Allerede i det tydske Niebelungenlied fandt jeg en saadan episk Brug af formodenlig foregaaende ældre Kæmpeviser. Men i Niebelungenlied er det uendelig tit gientagne Romancevers af fire og fire Linier endnu beholdt. Dette forkastede jeg, for i min nordiske Sang at optage saamange af Hexametrets Fordele, som muligt; hvilke bestaae i at forene Versets og Prosaens Fuldkommenheder. Thi ogsaa Prosaen har sin Skiønhed,

        

163 ved de mangfoldige Ordbevægelser, ved sit Ophold og sine Afsnit. For at undgaae Monotonie altsaa, forkastede jeg Stanzerne, og lod Perioderne rette sig, snart korte, snart lange, efter Indholdet; snart begyndende efter, eller endende med et Riim; snart paa hvilket som helst Sted i Linien. Friheden i de gamle Kæmpeviser, at vexle med forskiellige Fodmaal, kom mig ogsaa ved denne Leilighed vel tilpas; det var en Skiønhed mere, som jeg ikke gav Slip paa, for et saakaldet korrekt modernt Versemaal; det vil sige, et Vers, som bestod af blotte Jamber, Trochæer eller Daktyler. I mine Tanker har den nyere danske og tydske Poesie ikke vundet synderligt, ved bestandig at underkaste sig denne Eensformighed, og ligesaalidt finder jeg deri et Beviis paa større Kunst; thi det er lettere, og der hører mindre Øre til at synge alting i een Tone, end til at bruge snart høie snart lave Noder, for at udtrykke de Følelser, der besiele os. Grækerne og Romerne vexlede i alle deres Digte, med forskielligt Fodmaal; selv det dramatiske jambiske Trimeter, den ottefodede Trochæ, undgik Monotonie, ved de hyppige Forslag af Smaaord, hvorved ofte to korte Stavelser bleve brugte til Afvexling, istedet for en lang; eller omvendt. Det er, som i Musiken, hvor en Takt ikke altid bestaaer af de samme Noder, men snart af Hele, snart Halve, snart Fierdedele o.s.v. Den musikalske Deel af Poesien maa nødvendig have Musiken til sit Mønster, for saavidt som det forskiellige Stof tillader det. Thi da vort Redskab ikke er Toner, men Ord, der skulle høres og forstaaes, saa kunne vi, i de hurtige Taktbevægelser, ikke gaae 164 saa vidt som Musiken; men noget af denne skiønne Forskiellighed kunne vi dog bruge. I den italienske, spanske, franske og engelske Poesie falder aldrig den ene Linie aldeles som den anden; i den gamle tydske og danske Poesie var dette heller ikke Tilfældet; det er først i de seneste halvhundrede Aar bleven Mode; - jeg har her atter vovet at synge i den gamle Tone. Mit Vers er fornemmelig et jambisk Vers i otte Takter, (for det meste med en Taktpause), som hyppigt afbrydes af Trochæer, Spondæer, Daktyler og Anapæster. Dog saaledes, at de otte Takter altid høres, og Jamben er den meest fremtrædende. Det er ligesaa let at læse disse Vers, som at læse de gamle Kæmpeviser; man behøver blot at holde sig til Ordenes naturlige Udtale. Da Hemistichen og Cæsuren næsten altid ere qvindelige (Tostavelsesord), var det naturligt, at det mandlige, eller Eenstavelsesrimet, fornemmelig blev brugt her; men forbinder dette Riim, efter sin Benævnelse, en større Kraft med sin Klang, end det qvindlige, saa kan det vel heller ikke dadles, at det fremtræder, som det herskende, i et Heltedigt. Og saaledes overgiver jeg da dette Digt, (hvoraf jeg selv besørger en tydsk Oversættelse) i mine Læseres Hænder, med det Ønske, at hvad der kom fra Hiertet, maatte bevæge Hiertet, og at Digtet, ligesom det vandt Selskabet for de skiønne Videnskabers Bifald, der hædrede det med en Præmie, ogsaa maatte vinde Publikums. Et stort Heltebilled fra vor nordiske Oldtid begeistrede mig. De tre nordiske Folk, der (uden Hensyn til Politik) karakteristisk og poetisk tagne, altid, i Sammenligning med 165 andre Nationer, maae føle sig som Brødre, ville i dette Digt, haaber jeg, ikke finde uværdige Representantere; ogsaa vover jeg at troe, at jeg uden smaalig Nationalpartiskhed har ydet Enhver sit. Hrolf, Hialte, Biarke og Vøggur vare Venner: gid Danske, Norske og Svenske stedse være det!

        

166

        

167

HROLF KRAKE

168

        

169

FØRSTE SANG.

Hottur liden Fiskerdreng, men af sin Alder stor,
Stod taus med Fiskergarnet, ved breden Issefiord;
Saa blaaligt Bølgerne rulled, over den runde Steen;
Han stirred ned i Vandet, paa blege Hestebeen.
Selsomme Tanker i Drengens Hierne drev,
Som Skyen hist paa Himlen, af Stormen jaget blev.
Snart skued han paa Havet, saa igien paa Nættet,
Hvori de brogede Fiske saa lysteligt sprætted.
Hans Fader, gamle Svipur, med Haaret graat somTang,
Drog Baaden op paa Stranden, mens han en Vise sang.
Nu skynd dig, liden Gangerpilt, som Handelen forstaaer,
I Vidiekurven læg dem; bring dem til Leiregaard!
Skynd dig snarlig at sælge vor gode Fiskedræt.
For Hamp vi bytte Fisken. Jeg trænger til et Næt.
Pulsvaaden og mit Bundgarn udueligt er blevet,
Alt gammelt, halvforraadnet; Ran har det sønderrevet.
Jeg saae den skumle Havfru ved klare Midienat;
I skællet Haand, som Finne, hun Garnet tog fat,
170 Og mens hun viste Tænder, sneehvide som Skum,
Hun rev mig Huller i Nættet, med gyselige Brum.
Jeg knytter mig et andet, som skal det første ligne;
Men mere stærkt i Traaden. Det skal Goden signe,
Offergoden Thorald, med Hammeren i Lund,
Saa mægter ei Ran at bide det med sin skarpe Mund.

I Tanker stirred Hottur, et Ord han svared ei,
Han stirred bort fra Havet til nære Landevei,
Hvor smukt i Aftenrøden, der farved dunkle Sky,
Hrolf, Dannerkongen henreed, i Hast til Leireby,
Med sine gieve Kæmper. Den stærke Strandens Blæst
Drev Lokken ud fra Hielmen, løfted Manen paa hver Hest.
I Jernet klædt, som Isen, der stivned saa graa
Ved Juletid i Frosten, Bersærker han saae;
Og tykke Jerngryder, paa Hovederne, som Hatte
Dem hviled ned ad Skuldren; om Spyd de monne fatte,
Der ligned unge Graner, som Qvisten har forliist.
Ha hvilken Manddoms Idræt har disse Helte viist!
Og see de vælige Hingster, de dele Heltenes Mod,
De vrinske, som om hver sin Rytter forstod.
Nu de forbi os ride. Bersærken, stiv og stolt,
Seer ei til ringe Fisker, foragter fattig Folk;
Men Hrolf er Alles Konge! Han vinker med sin Haand
Ned til vort Fiskerleie. Thor signe Heltens Aand! -
Nu skynd dig, raabte Svipur, til Leire med din Dræt.
Naar Jægeren kommer fra Jagten, han trænger til en Ret.
171 Troer du, giensvared Hottur, at slige Mænd ved Disk
Gienfinde deres Kræfter ved usselige Fisk?
Nei, sligt et ædelt Rovdyr maa bedre fødes op.
See kun de bredre Skuldre, stærken Heltekrop!
Som Ulven, som Løven de nære deres Mod
Med Oxens, Hestens Bove, skiøndt ei med Dyrets Blod.
Treen jeg for Svibdagger, hvis jeg en Fisk ham bød,
Han hug med Jernhandsken, det blev min bratte Død.
For Spot han vilde tage, for skammelig Foragt,
At jeg til Kongehallen slig Mad dem havde bragt. -
Da raabte gamle Svipur: Du steds dog Drætten sælger.
Jeg veed, at Kongens Søster det Allerbedste vælger.

Ja Fader, svared Hottur, det er en anden Sag!
Forskiæl paa Mand og Qvinde der er, som Nat og Dag.
Fisken er Qvindekosten; og allermeest for Skulde;
Thi skiøndt nu ven og deilig hun straaler som den Hulde,
Vi kiende hendes Herkomst! Den gamle Harpemand
Har ofte Visen siunget: Hun stammer ned fra Strand.
Kong Helge hendes Fader loved en Havets Viv,
Og hende skylder Skulde sit skiønne Blomsterliv.
Hvad Under, at hun ynder da Strandens gode Ret,
Spiser sig i Østers, i Fisk og Reier mæt? -
Stands med slig daarlig Tale, fortørn Fyrstinden ei,
Svared den sølvgraa Svipur; gak du din lige Vei!
172 Hvad kommer da vel dig ved hin gamle Regnars Sang?
Ved Harpen, ølberuset, han lyver mangengang.
Fyrstinden er Fyrstinde, lad dette nok dig være!
Sælg hende dine Fisk, fornærm ei hendes Ære.
Ei Kongebarnet lider, med høie stolte Mod,
At man vil spæde Saltvand i hendes ædle Blod. -
See, da skyndte sig Drengen; men redte først sit Haar,
Tog paa sin nye Kiortel og gik til Leiregaard.

Paa Veien tænkte Hottur: Ha hvo der var en Helt!
Godt nok at vorde Fisker ved Issefiord og Belt;
Fiskeren ogsaa strider, maa vise Mod som Kæmpe;
Ved Kraft kun og Raskhed formaaer han Faren dæmpe.
Naar Ægir i Seilet svulmer, Ran oprører Sandet,
Naar et rædsomt Bælmørk ruger over Vandet,
Da gielder det! I Faren er dyrt hin gode Raad.
Og dog, som Fugl i Luften, han flyver i sin Baad;
Snart Reb i Seilet holder, snart stryger han sit Seil.
Men ak - med Falkens Øie, dog stundom seer han feil;
Da myrder ham en Havmand, og skyller hvide Been
Ad Aare hen i Maanskin, paa spraglede Glimmersteen.
Og drøvelig jeg kalder en Strid, selv en Seir,
Mod en usynlig Fiende, mod Alfen, Vind og Veir.
Kun stolt os Stormen driller; brugte den sin Magt,
Eet Slag kun var tilstrækligt - den straffed vor Foragt.
Og nu - at gaae paa Dræbning mod stakkels svage Dyr,
173 Som ei kan Faren høre, som rædde Døden flyer -
At lokke dem ved Madding! Den værste Feil, jeg veed,
Er, tykkes mig, slig Lumskhed! Misbruge Giæstfrihed,
Og knytte Næt til Listen, blot for sin Egennytte! -
- Hvad Egennytte Hottur? Tænk paa din Faders Hytte!
Kan Tarvelighed kaare vel mere nøisom Stand?
Nei, agt din Faders Haandværk, ærlig Fiskermand.
Men Ungen altid stræber ud fra sin Moders Rede,
Og prøver Vingernes Kræfter, over Mark og Hede.

At vorde Dannerkæmpe! Det Ønske for mig staaer,
Som Freja midt i Vaaren, med Roser i sit Haar.
Af Hrolf en Hielm at fange, et Skiold, fagert Sværd,
Følge Dannerkongen i drabelige Færd, -
Ak altfor dristige Tanke! Vel er jeg ingen Træl;
Fra Arildstid ved Havet, skiøndt uden Pandserskæl,
Gik mine bolde Fædre, med Sømandstrøien blaa,
Og Vandet dem tilhørte, saavidt som Øiet saae.
Men ak hvad haaber Hottur? En Plads ved Kongens Disk?
Dæmp Modet, stolten Ungersvend, og sælg dine Fisk!
Hvad drev den unge Søgut til dristige Begiær?
Var det Hovmodigheden i rødt Kobberskiær,
Der bryster sig som Guldet, men daglig pudses maa,
At fri for grønne Ædder i sin Glands det kan staae?
Nei - altfor stolt til Hovmod, Hotturs Hierte var reent;
174 Reent, som Sølvet i Bierget, der er Lyset formeent.
Kun du almægtige Fulla, som flætter Frejas Haar
Til Ungersvendens Lænker; alt hvad han attraaer
Skiult i din Æske glemmer, - du mødte ham i Krat,
Indklædt i Maanens Straaler, og til Dag trylled Nat.
Du ham viste paa Siølund, Gefions Jomfruøe
Den høie Frejas Billed i lilieranke Mø.
Til Signe, Skuldes Æskemø, du fanged Fisk, min Ven!
Og mærked ei at Signe dig fanged igien.

Til hende bar han Drætten, til afsides Buur,
Skilt fra Kongehallen ved brede Grøvt og Muur.
Der saae man Skuldes Kammer, mod Havet laa det frit.
Sølverne Muslingskaller, Sneglehorn med Kit
Var mellem Mosset muret; det gav et lifligt Syn.
Selv stod hun der livsalig, men med de skumle Bryn.
Nær Buret flød en Kilde, rolig som et Speil;
Der baded hun sig ofte; frit for alle Feil
Sit Legem hun beskued; forgabet i sig selv,
Som Bølgens kolde Huldre, siunken i en Elv.

Fiskene modtog Signe med sneehviden Haand.
Men da hun Hotturs Forsæt erfoer, at kiæk i Aand
Han hen sig vilde vove til Dankongens Hal,
Hvor stærke, drukne Kæmper sad rundt i Flokke tal -
Hun raabte: Unge Daare, taabelige Dreng!
Du reder dig før Aften din visse Brudeseng.
Dig Hel i magre Arme vil trykke bleg, kold.
Hil os, at Jomfruburet med tykke Muur og Vold
Er skilt fra Kongehallen. Ei som en Thor blandt Aser
175 Kong Hrolf paa Bænken sidder: hans vilde Kæmpe raser,
Forbittret Tænder skiærer, udhyler fæle Sang,
Blodig endnu af Slaget, end i Bersærkegang.
Som Hunde slide de Kiødet med Tænder fra Been,
Og Den som først er færdig, han er ei længe seen:
Han hugger Been i Panden paa Den, som sidder fiern.
Vel har de Hovedskaller hærdede som Jern;
Men ofte dog en Knokkel en Pandeskal har knust;
Hvad agter Kæmpen Freden, naar han først er berust?
Da flyder Øllet af Hornet, Blod af dybe Saar.
Det hielper ei Dankongen forbittret Skioldet slaaer,
Man hører ei hans Varsel; det er en evig Krig,
Og ud paa Trælleskuldre da bæres Helteliig.

Ei forfærdedes Hottur ved skiøn Signes Ord,
Han vilde gaae i Hallen, frygted intet Mord.
Jeg skal vel vinde Kæmperne, det koster ingen Taare;
Jeg vil dem Tiden korte, forstiller mig som Daare.
Han foer med baade Hænder op i sit lyse Haar:
See hvor det uredt strutter, i Børster det staaer.
Ham Signe maatte laane sin Hue, spids, lang,
Den bandt han sig paa Hovedet, alt med lystig Sang.
En Pude snørt til Armen hun, som et Skiold, ham bandt,
En Hiortetak i Gaarden i Græsset han fandt;
Den tog han med som Glavind udi sin høire Haand;
Ham Signe flætted i Nakken af Straahalm et Baand,
Saa treen han trøstig i Hallen, hvor stærke Kæmper sad.
176 Ha hvilket mægtigt Bolværk, hvilken Helterad!
Paa Gaffelbænken, høiest, Hrolf Dannerkonge god;
Guldhaaret over Skuldren flød i en flammet Flod;
Bag ham paa Bielken over hans Hoved Hielmen hang,
Sværdet Gyllenhialte, som skiønt i Striden klang;
Og Skioldet blankt, ved Siden, det gav et lifligt Syn.
Han støtted Haand til Kinden, sænkte sin Bryn.
Han var ei fro i Sindet, ei muntred 01, Miød;
I Stilhed tit begræd han den skiønne Drifas Død.
Næst ham, paa Bolstret nede, Svibdag i Pandsertrøie.
Han stirred stolt i Salen, med det ene Øie;
Det andet snelt ham Pilen fra Pandens Hvælving rev,
Da sidstegang i Upsal for Adils kæmpet blev.
Han ligned vreden Jette, eenøiet, grim, fæl, -
Men i det ene Øie stod dog en ærlig Siæl!
Og saae man paa hans Legem, beundred man med Lyst
Det ranke Liv, Bredskuldren, hvælvetstærke Bryst.
Hos ham hans Broder Beigal, var klædt i Dyrehuder;
Paa Hænder og paa Halsen han havde hvide Knuder
Af dybe Sværdeskrammer, der alle vel var lægt.
Hos ham Hvitsærk hin Raske, samme Broderslægt;
Han løb omkaps med Hiorten, i Krigen, som en Piil
Han fremmest var mod Fienden, stedse med et Smiil.
Ham nær hans Frænde Hromund hin Haarde. Sværdet beed
Ei paa hans stolte Pande, lav, krølhaaret, bred.
Paa Kongens anden Side man Hake saae, den Modige,
Haklang, Vøtt hin Stærke, Hardrefil, den Blodige.
177 Hvo nævner dennem alle? Hvo beskriver klart
De stærke Nordens Kæmper, deres Aasyn og Art?
Du skued deres Lige, Marius! dengang
De dig forgieves fordred til Kamp, med Skioldeklang.
Forfærdet dine Romere de høie Helte saae,
Med barnligt Ansigt, gult Haar, Øine store, blaae.
Saa lysteligt de smilte; lange Haar nedflød
Glat over Jernbrynien, Sværdet lynte Død.
Med Magten dem at fælde, du mægted ei; tilsidst
Dog seired dine Kunster, du dem dræbte med List.
Her sad nu deres Afkom. Einheriar hos Thor
Ei nyde bedre Pleie; hver ved sit eget Bord,
Med Vaabnet over Bielken; og bag et linnet Hæng
Fandtes haarde Bolstre, de bolde Kæmpers Seng.

Om Trællene bar Maden; det var en liden Slægt,
Den stammed ei fra Odin; en klækkelig Vægt
Dog kunde Skuldr en bære; men Benene var smaae,
Fast som Grævlinghunden i Hal de monne gaae.
Hiulbeen, tynde Lægge man paa de fleste fandt,
Askegraat Haar om Issen; til Stavn dem Baandet bandt.
De stammed ned fra Finners, ældste Slægt i Nord,
Hvis Skarer ødelagdes af Odin, Freir og Thor.
Da flygted de til Hulerne, Biergets mørke Vold;
I Borgestuen Viser man sang om Dverg og Trold.
Endeel blev dog tilbage, kom fra fierne Skov,
Tiente Kæmper i Huset, kiørte Harv og Plov.
Her Dannerkongens Trælle gik om i Trøien graae.
Med Flesk, paa glatte Bakker af Træ, de monne staae
For Kæmper i Hallen; og Øl og Miød de bar
178 I Horn og skaarne Bægre; den Drik var sød og klar.

Det vared ikke længe, saa blev stor Støi og Larm.
I Hallen bag et Tralværk sad Skulde; hendes Barm
Var ikkun halvbedækket; i Haaret bar hun Siv,
En Snor af Muslingskaller giorded hendes Liv.
Der sad hun, Kongens Søster, fri for Overlast.
Hun mored sig ved Larmen, vilde Kæmpekast;
Og naar en Hirdmand dræbtes, nysgierrig op hun stod,
Og gottede sit Øie ved Syn af røden Blod.
Thi grusom var den Deilige, ved Mord hun sig forlyster.
Hvo skulde troe, at Skulde var Hrolf den Godes Søster?
Jo bedre man hende kiendte, des meer man fæsted Lid
Til Sangen om hendes Fødsel, paa Strand, ved Midnatstid.
Bag Skulde skiælved Signe, den vene Lilievand,
Som Straalen bleg paa Bølgen, sendt ned fra Maanens Rand.
Hun skiælved for ung Hottur, blegnede tit af Skræk.
Med Skoggerlatter Kæmperne besaae ham, klædt som Giæk.
Han giorde mange Fagter, Nidviser sang
Om Dankongens Fiender. Men op fra Sædet sprang
Hromund da hin Haarde; en Knokkel tung, stor,
Han kasted hen paa Hottur over fierne Bord.
Havde den ramt hans Pande, det vorden var hans Død;
Men Hottur mødte Knoklen med Armpuden blød,
179 Det voldte ham ei Skade. Da Kæmperne fornam,
Han kunde vel sig værge, til Skive de valgte ham.
Da fløi der Been som Hagleld. Han gav sig Thor i Vold,
Kunde sig meer ei bierge. Da kasted sit Skiold
Til Hottur Dannerkongen. Med Skioldet paa sin Arm
Han tapper sig forskandsed, frygted ingen Harm.
Da blev stor Lyst og Glæde, hørtes megen Latter;
Men hen til Jomfruburet begav sig Helges Datter;
Hun loe kun ad Ulykker; taabelig hun fandt
En Strid, som ingen tabte, hvorved ingen vandt.

Men Signe lukked Hottur igien af Laagen ud:
At du ei dræbt est vorden, derfor tak Havets Gud,
Dig Ægir har beskiærmet! - Nei det har Hrolf! -han qvad -
Og ingen Dag i Livet var Hottur mere glad.
Sit Skiold mig Kongen laante! O leved jeg den Dag,
At han sit Sværd mig rakte, til Eed i Kæmpelag. -
Hvad vover du at haabe? qvad Signe, husk din Stand!
Forskiæl paa Leirekæmpe, der er, og Fiskermand.
Tag dette Suul til Brødet, tøm dette Horn, og gaa!

Han med forelsket Øie paa Signes Øine saae:
Jeg af dit Øie nyder en Drik langt mere sød,
End allerbedste Mundgodt, allerlifligst Miød.
Mig Dannerkongen laante sit Skiold, i lystig Færd -
Den Dag jeg lever, han rækker for Alvor mig et Sværd!

180

ANDEN SANG.

Høstvinden hylte rædsomt under sortegraae Skyer;
Den stormed over Siølund, hvor ikke mange Byer
Stode med Straataget, ei langt fra vilden Strand.
Øen var bevoxet kring Søer, Mosevand,
Af dunkle Egeskove; Danrigets Pryd,
Hvis Lige vel i Bretland, men sielden i Syd,
Selv ei paa Saxland findes, den ynderige Bøg,
Der mellem Træer kneiser, som mellem Urter Løg,
Stod med de fulde Kroner, i hundred, tusind Tal.
I Skoven hørtes sielden gientaget Øxeskrald;
I Fred sig Stammen bredte. Under Træet løb
Ræve, Harer og Hiorte; skiult bag Grenen krøb
Det halelange Egern, samled Nødder i Hul
Under de grønne Blade, dybt i runkne Bul.
I Søen svømmed Svaner, Vildænder, Giæs i Skok;
Af Agerhøns i Græsset, af Stork' i Mosen nok.
Men sielden strakte Marken sig med sin Fure lang,
Skiøndt hyppigt udi Græsset, Engens Leer klang.
Thi Græsset skiænkte Frigga Dansken uden Møie;
For Rugen maatte Trællene med Flid Marken pløie,
Afbrudt i Værket stedse, ved evig Feidefærd;
Da slap man blanke Plovjern, greb de blanke Sværd.
Nu havde golden Tørke hiemsøgt Øen længe:
181 Man saae paa Træet Bladene, halvvisne, gustne hænge,
Engen var sveden, Vandet sank i den ferske Sø.
Da forbarmed sig Gefion, Siølunds hellige Mø:
Til Niord, i Noatunen hun gik, forlangte Regn,
For sødt at vederqvæge hele Danmarks Egn.
Han aabned sine Sluser, Velsignelsen nedsank;
Gienfødt med Perler atter stod Engen frisk, blank.
Men Skade, Gudens Hustru, der altid giør Fortræd,
Paa sin rasende Ganger vilde være med,
Da sank for Blæsten Axet, knaged mangt et Træ,
Og styrted ned i Mosen; da søgte Lammene Læ;
Af Huse rev hun Tagene; stakkels Fiskermand
Som kiæk sig turde vove paa det oprørte Vand,
Hvor der var godt at fiske, da fandt i Havets Skiød,
Hvad før han modig undgik: den bittersalte Død.

Gamle Svipur kæmped mod Stormen, Dødens Gys;
I Hytten saae han flamme det lille røde Lys,
Hvor sørgelig hans Qvinde ham vented; Bølgen tit
Det skiulte for hans Øie, saa blev det atter frit.
Da med høimodig Vrede brød Gubben heftig ud:
Du skal mig end ei dræbe, kummerlige Slud!
End skal for mig ei flyde min Søns, min Hustrus Taare:
Da brugte Kæmpehaanden med Senekraft sin Aare;
Høit Skuden løb paa Sandet, og ud af Baaden sprang
Rigelig belæsset Fiskeren i Tang.
Han vilde gaae i Hytten, stod paa sikkre Strand,
Da blev i Nattens Tusmørk han vaer en fremmed Mand,
En bredskuldret Kæmpe. Ved Bidselen han holdt
182 Under et Træ sin Ganger. God Aften! det er koldt,
Raabte Kæmpen til Gubben, Stormen hyler brat;
Kan du mig Fisker skaffe Huusly for i Nat? -
Ja Herre, raabte Svipur, giennem Stormens Bruus,
Hil den, som har, hil den som kan andre byde Huus.
Vel er min Hytte ringe, men i en saadan Nat
Jeg bytted den ei Ægir for din hele Skat;
For alle dine Perler, paa Havets dybe Bund;
Min gamle lune Rønne! See Trofast, min Hund!
Der kommer han og springer op ad sin Husbond glad,
Fordi end ikke Døden i Nat har skilt os ad.

At følge med i Hytten Kæmpen ei dvæled længe:
Han saae de gamle Ægtefolk hinanden om Halsen hænge.
Nu græd hun høit af Glæde, som havde grædt af Kummer.
Godmodig gamle Svipur i Skiæget sagte brummer:
Lad Manden ikke skue din Blødhed, svage Viv!
For Stridsmænd Graad og Taarer er slet Tidsfordriv.
Maden sæt paa Bordet, bring den paa hvide Bakke!
Hvor Fattigdom er Værten, taer Nøisomhed tiltakke.

Ei, raabte fremmede Kæmpe, hvad taler I om Nød?
I Norge mætter Hungren sig tit med Barkebrød. -
Er I fra Norge, Herre? - Ja, Ven, fra Throndelagen,
Hvor Sol om Somren lyser om Natten som om Dagen.
Men her er mørkt og Taage, som i en Mose siid;
Med Trætoppene Blæsten staaer i en evig Strid.
183 Ei Klippevæggen luner; Landet er saa fladt
Som slette Havrekage; her kneiser intet brat.

Selv Siølund er en Klippe, svared Svipur Gubbe;
Men dybt i Havet stander af Steen breden Stubbe,
Som Gefion brød fra Svithiod, da med sneehviden Stud
Hun pløiede den fra Fastland, i Østresaltet ud.
En liden Øe som denne, hvad skulde den med Fielde?
Her straaler Gullinbørste, hersker Freiers Vælde.
Naar man de gyldne Kornax bag Skoven bølge seer,
Tænkes ei meer paa Klipper, man dem ønsker ei meer.
Her spises intet Barkebrød! sortefede Muld
Let skaffer Rug til Sulet af Freirs Agerguld. -
Det lader ei at Freier har været dig saa huld,
Svared den norske Kæmpe, just med sit Agerguld.
Mig tykkes, Ven, du lever i Danmark paa Norsk,
Og fanger, i Livsfaren, om Natten Sild og Torsk.

Det er et ærligt Haandværk, svared Svipur graa;
Ei Hver kan være Rigmand! Østersøen blaa
Favner grønne Siølund; og hvad er større Lyst,
End rigt med Fiskerleier at krandse hviden Kyst?

Ha kiendte først du Dofre, qvad Kæmpen, med sin Gran,
Et Syn, som ei er skuet endnu af nogen Dan;
De steile Klippesider, med Birk, Fyrren smykt,
Grandens stolte Hytte, ved Elv af Bielker bygt;
Ha hørte du Sarpen bruse, saa skummende, saa hvid,
Den Sang du aldrig glemte meer i din Levetid.
184 Ei nogen Skiald kan siunge Drapa med sligt Mod,
Om Jetters ældste Bedrifter, om Kæmpen Ymers Blod.
Saaest du den norske Bonde staae ved sin Fieldevæg,
Udi sit hvide Vadmel, med lange hvide Skiæg;
Paa Ski den lette Jæger; og Gutten, som med Fryd
Mødte den grumme Mandbiørn med sit Kastespyd -
Du glemte Danmarks Kornax, glemte feden Muld,
Og kiøbte Ædelstenen med Glæde for dit Guld,

Hvad vilst du da i Danmark? spurgte Svipurs Viv. -
For Kæmpen Heltelegen er bedste Tidsfordriv,
Svared stolte Nordmand; og over alting staaer
En Seierhelt med Ære, han Fieldet overgaaer.
Hrolfs Kongerygte breder sig mægtig nær og fiern,
Fast overgaaer han Arthur, Diderik af Bern,
Med sine stærke Stridsmænd. Ham jeg længes efter,
Ham skiænker jeg min Tapperhed, mit Liv, mine Kræfter,
Hvis han en Plads vil unde mig, ved sit Heltebord.

Velkommen da i Danmark, stærke Helt fra Nord,
Raabte den sølvgraa Fisker. Du tiene vil vor Drot?
Dit Ansigt, stort og aabent, lover idel godt.
Stærk est du, føer af Lemmer; men ingen Grumhed fæl
Udlyner af dit Øie; besindig er din Siæl.
At have dig til Fiende, derved vel Ingen vandt
Men ærlig Ven vist altid i dig en Broder fandt.
Velkommen da i Danmark! Skiænk Moder, skynd dig, hent
185 Et Horn med bedste Mundgodt! Han har det velfortient.

Saa sadde de der tilsammen. O hvilken salig Lyst!
Som ofte Skialden mindes, med dybtbevæget Bryst:
Naar Norges bolde Sønner til Siølund ilte, frie,
At knytte Brodervenskab. - Hvi er den Tid forbi?

Siig os dit Navn, min Herre! spurgte Svafas Mand.
Man kalder Bodvar Biarke mig i mit Fædreland,
Svared den Fiirskaarne. Da raabte Svipurs Viv:
Ha naar du ganger til Leire, da skaan min Hotturs Liv!
I Aften han ei kommer, han giør mig Hiertesorgen:
Hvo veed, om heel og holden jeg skuer ham imorgen?
Uvorne Fiskerpebling, forvoven, taabelig,
Hver Dag han fast til Leire med Torsk begiver sig.
Han som en Giæk sig klæder, slipper dog altid ind,
I Kongesalens Lofte. Vist ved sit fulde Sind
Den Pebling ei maa være. Den uselige Pog!
Hvo sætter sit Liv i Vove hver Dag, naar han er klog,
For ingenting at vinde? De hugge ham med Been,
Saa tunge, gode Bodvar! som Strandens runde Steen;
Dog veed han sig at bierge. Men du, som est saa stærk,
Komst du til Kongesalen og øved sligt Hofværk,
Du dræbte ham paa Stedet. Thi er min Moderbøn,
At du de mindste Knokler vil kaste paa min Søn,
Til Løn for Giestfriheden, som du har nydt i Nat. -
Ved disse Ord loe Biarke godhiertig, overbrat,
186 Gik med sin Vært at finde paa Loftet tørre Straae;
Sit Biørneskind derover han strakte; sov derpaa.

Næste Morgen da Solen smukt over Havet stod,
Da de sorte Skyer Himmelen forlod,
Den ene med den anden, liig en bagtalersk Flok
Der sværter Stormands Rygte: naar den har løiet nok,
Og herlig han indtræder, fordunkles han ei meer,
Med milde Smil paa Læben hver Smigrer paa ham seer.
Saa Skyen, purpurbræmmet, smilte til Dagens Gud,
Hvis Glands den vilde dække nys med en Taageslud.

Til Leire fra Hytten da Bodvar Biarke gik.
Og, alt imens han vandred, det stolte Normandsblik
Blev meer og meer formildet. I det friske Grønne
Stod utallige Blomster. Det Høie for det Skiønne
Treen søsterlig tilbage; som Nattens Stiernegys,
Med Melkevei og Maane, for Morgenrødens Lys.
Han sig i Lunden satte, hvor Nattergalen slog,
En Fugl, som ei han kiendte, som for Drossel han tog;
Men da de deilige Toner den fløited i hans Øre:
Slig Qvidren, raabte Biarke, før aldrig jeg mon høre.
En liden Bæk i Græsset ved hans Fødder flød,
Det tyktes ham, som Bækken ham velkommen bød.
Den risled, Fuglen qviddred; stærk var svage Røst;
Selv Sarpens stolte Brusen den døved i hans Bryst.
En selsom Stemning Helten betog: Vaarens Pryd
Kom med sin Duft besvangret fra Øst og fra Syd;
Fra Kaukasus, hvor Aser, før Odin, Seier vandt,
Reed under brede Palmer Kamel og Elefant.
187 Ham tyktes atter mindes en længstforsvunden Drøm;
Førstegang ham Barmen svulmed længselsøm.
Men snart han vaagned atter; forlod grønne Vaar,
Aabnede Borgeledet og gik i Leiregaard.

Det var endnu heel aarle, da Biarke kom fra Skov;
I Vaabenhuset Vagten sad paa Skioldet og sov.
Der havde været Gilde langt over Midienat,
Dybt slumred alle Kæmper, havde seent først forladt
Gyldne Horn i Hallen. Hos Hrolf, ved Giæstebord,
Var mindst af alle Dyder Forsigtigheden stor.
Biarke gik med Lempe Skioldvagten forbi;
Nu stod han midt i Hallen, den var ei lukket i.
Aabne var alle Luger, for Morgenluften frisk;
Trælle med varme Svampe tørred Bænk og Disk.
Leergulvet de feied, med Risekoste smaae.
Bevæbnet vel de skued en Mand i Hallen staae,
Men agted hannem lidet; søvnige de troede,
Bodvar var en Hirdmand, som der paa Gaarden boede.
Thi rundt om Kongehallen, i en Alkove lang,
Sov Helte bag Gardiner; og deres Snorken klang,
Mens Morgensolen sendte sin første Straale kold,
Paa Hielmen over Bielken, paa blanke Sværd og Skiold.

Forundret skued Biarke den Hal, som Bolig gav
Saamange vældige Helte. Nu stod den som en Grav,
Forladt, mens tomme Vaaben ved Kæmpeleiet hang.
En Bunke paa Gulvet, opstablet spids, lang,
Som sorte Torv i Mosen, der stod af hvide Been.
Nær den at betragte, Biarke var ei seen.
188 Ham tyktes, noget Levende rørte sig derinde.
Sagnet om fæle Slanger da kom i Heltens Minde,
Der hvile mellem Knokler, naar Kiødet er opspiist,
Sit Liv af giftig Ædder Manden har forliist.
Et Skridt han giøs tilbage; men, paa sin Gysen vred,
Tre løb han atter fremad, vilde rive ned
Den hele Knokkelbygning, heel opbragt i Aand -
Da stak der ud af Bunken en liden smudsig Haand.
Biarke greb om Haanden; der hørtes Vee med Ak.
Først ud af Knokkelbunken drog han en Hiortetak,
Derpaa en broget Straavisk, saa fra haarden Seng,
I korte mørkeblaa Trøie: deilige Fiskerdreng.
Hvo est du Mand? skreg Gutten, i Nød og i Angst. -
Jeg hedder Bodvar Biarke. Forunderlige Fangst!
Hvad giør Du her i Stablen af hvide Fleskebeen,
Af Oxeknokler glatte? - Vær Bodvar, ei seen!
Skynd atter dig at bygge trindt om min Krop en Borg!
Du ellers volder min Moder stor Qvid' og Hiertesorg,
Hvis du mit Mord fremskynder. Og kan min Skioldborg ei
Knokkelkastet hindre, da gaaer jeg Dødsens Vei;
Sær dersom Hromund hugger; en Hirdmand ond, fæl,
Den eneste Leirekæmpe med en uærlig Siel.
Han staaer mig efter Livet, har ofte giort Forsøg,
Hugger ei, som de andre, med overgiven Spøg.

Ha, raabte Bodvar Biarke, nu kiender jeg dig bert;
En Søn du est af Svipur, min Ven, min gode Vært.
Vær du kun rolig Hottur! Er ikke saa dit Navn?
Jo Herre, svared Drengen, I mig kommer til Gavn,
189 Som jeg paa alting mærker. - Hold dig kun kiæk og rask,
Svared ham Norges Kæmpe; gak ud til Kilden! Vask
Dit Ansigt, dine Hænder; til Aserne giør en Bøn,
Saa vil jeg dig knæsætte her som min egen Søn.
Der skal dig Ingen røre det allermindste Haar. -
Da Hottur med stor Glæde gik ud i Leiregaard,
Og treen igien i Hallen, ei som en Træl, en Daare;
Synet af hans Skiønhed Bodvar glæded saare.
Han sagde: sæt dig rolig hos mig du flinke Pog,
Der sidder du saa sikker, som i din Moders Krog.

Nu blev det Dag i Hallen; stille dog om før.
Ved alle Sovekamre var til Skoven en Dør,
Hvoraf de vaagne Kæmper udsmutted, uden Ord,
At bade til Forfriskelse sig først i Issefiord.
Ret som den dovne Sælhund, der slumrer paa Steen,
Saasnart den hører Larmen er ikke længe seen,
Men vælter sig i Havet; saa Leirekæmper sprang
Ud i de klare Vover, fra bleghviden Tang.
Ha hvilken Larm og Latter pludselig opstod,
Da i Fiorden atter var kiølt det hede Blod.
De leged som Søkalve, dukked hinanden ned,
Og prøved, hvo i Vandet med størst Udholdenhed
Veiret holde kunde: naar Een da stundom fik
Af de salte Bølger en bitter Morgendrik,
Da skoggerloe de andre, mens han sprudled ud,
Med et fordreiet Ansigt, den uvelkomne Slud.
Ha hvilke Heltekroppe! Her Thorvald havde du
Skikkelser til Guder let funden, hvis du nu
I Leire havde levet, i Kraftens Helligdom.
Ei til døde Stene da i det døde Rom
190 Du bolde Landsmand trængte, for at fremstille stor:
En O din, en Stærkodder, en Heimdal, Tyr og Thor.

Nu steeg de op som Svaner, nyfødt, om Askur sprang
Af Barken, første Morgen, da Lærken for ham sang;
Iførte sig deres Kiortler, gav deres Heste Havre,
Og gik saa selv i Hallen at nyde deres Daure.
Der fandt de Bodvar sidde ved Døren, svøbt i Skind,
Med Hielmen trykt i Øiet. Medens de gik ind
Han ændred ei en Mine. Det var saa Brug og Skik,
At ingen Fremmed hilste, før Kongen indgik,
Og Hrolf besøgte Mange. Derved sig Ingen undred.
Ved Bordene de sig satte, det høit i Hallen dundred.
Men da de Hott opdaged, som ikkun lidet glad
Til høibords nu som Herre, hos den Ukiendte sad,
Lød misfornøiet Mumlen. Man var ei længe seen,
Snart fløi over Bordet igien paa ham et Been.
Heel ræd han blev tilmode; ved Spisen, ved Drik,
Han mærked, Bersærkerne begyndte gamle Skik.
Han hvisked ræd til Biarke: Nu lad igien mig gaae,
Skiule mig, gode Bodvar, i min Knokkelvraa. -
Ham Bodvar holdt med Haanden saa fast, fuld af Harm,
At nær han havde knækket Ungersvendens Arm.
Han sagde: Hvis du viger mig her til Skam og Spot,
Hvis Den med Ondt du lønner, som vil dig idel godt,
Da skalt du ikke komme levende, Træl, herfra.
Jeg lover dig at beskiærme, hvad kan du frygte da?
Det er jo blot for Morskab! De Been er alle smaae.
Est du en liden Kylling, som Hagl kan sønderslaae?
191 Saa sad han taus beskeden, holdt sin Vrede tam;
Snart Knoklen traf Hottur, stundum traf den ham.
Men da Beenhaglen voxte, da lumske Hromund tog
Laarbenet af en Oxe, som, hvis han rigtig slog,
Var vorden Hotturs Bane; da, rolig i sit Sind,
Hin Knokkel Biarke fanged i Luften, med sit Skind,
Greb den med Heltehøiren, stod op, sigted først -
For sidstegang da, Hromund! du læsked din Tørst!
Thi som han Hornet tømte, traf Biarke ham i Panden,
Saa Blodet over Øiet sprang ned i Sølverkanden.
Han blegned som en Dødning, vaklede, Tænder beed
I Krampe, tabte Bægret, og faldt paa Gulvet ned.

Da blev et svarligt Bulder. Svibdagger Freden brød,
Greb Sværdet over Bielken at hævne Frændedød.
Forbittret han sig skyndte, som det opbragte Dyr,
Der Ungerne berøves. Beigal, som Asatyr,
Naar han i Kampen raser, skreg høit i Hallen: Mord!
Død over fremmed Niding, som haaner Kongens Bord.
Op! Hromunds Drab at hævne! Jeg efter Blodet tørster.
Men som det vrede Pindsvin reiser sine Børster,
Naar Faren er forhaanden, med Pigge trindt bedækt,
Ei Ulven Bidet vover, - saa stod, af Helteslægt,
Biarke den Fiirskaarne, med Hielm, Sværd, Skiold;
Hans Øie lynte Døden, dog blev han rolig kold.
Nu opsprang Hallens Dørre: Dannerkongen stod
Stræng for de vilde Kæmper; det dæmped deres Mod,
De satte sig paa Bænken igien, hver ved sit Bord.
Da raabte Svibdagger: Ædle Drot i Nord!
192 Du taaler ei en Niding, som bryde vil din Fred. -
Da bød ham Dannerkongen forblive paa sit Sted;
Man maatte melde Sagen; og da den var bekiendt:
Han ligger paa sin Gierning, har sin Skiebne fortient,
Raabte Hrolf hin Gode: Hvor ofte har, ved Drik,
Jeg eder ei forbuden den skammelige Skik,
At kaste paa hinanden, at slaaes om Been, som Hunde?
Hvad vinder den som giver, som fanger slig en Vunde?
Thor vender sig fra Striden; men Loke tykkes vel
Om slig en Heltedræbning, og Valen gaaer til Hel.
Misundelsen og Naget har indført slige Sæder:
Det lader vel, som Kæmpen ved Øllet sig glæder,
Mens Lumskheden lurer, ta'er Spøgens Kappe paa,
Og venter kun paa Leilighed Medbeileren at slaae.
Det har alt før mig ærgret, at I den stakkels Pog,
Den uselige Fiskerdreng ei skaaned i sin Krog.
Jeg veed, tit overskrider vel Overgivenheden
Besindighedens Grændser; men bør den bryde Freden
Imellem ærlige Kæmper? Bør Heltens Villie stærk,
Ei mere stærk end Rusen, bekæmpe Nidingsværk?
Hvor længe skal det vare, Bersærken er et Dyr?
Et tappert vel og modigt, som ingen Fare skyer;
Men fattig paa Forstanden, uden Adelsdyd,
Ukiendt med Baldurs Glæde, Freias og Bragis Fryd?
Men ved min Faders Aske, ved Heimdals Gullintop,
Jeg hviler ei, før pustet er Aand i denne Krop.
De Tappreste paa Marken i Nord, dem har jeg alt;
Der er alt meget vundet; men Brødet mangler Salt,
Suurdeig, at det kan smage. Velan, det er begyndt.
193 Hromund lumsk og grusom selv sin Død har fremskyndt.
Er det en Viis at hilse venlig fremmed Helt,
Som giester Dannerkongen? som over Sund og Belt
Sikkert langveis er dragen, at see min Kæmpeflok?
Skal han kun finde Jetter, som rase vildt i Skok?
Som overtræde Giestfrihed? Og skal han, naar han staaer
I Fædrelandet atter, omtale Leiregaard
Som skumle Røverkule?
Da følte hver Mand,
At Hrolf talde Sandhed, den gode Drot i Dan.
De Øinene sloge til Jorden, mæled ei et Ord,
Medens Kongens Trælle toge Liget fra Jord,
Og bare til Grav i Lunden. - Men Bodvar bøied sig,
Og raabte dybt bevæget: Nu Hrolf jeg kiender dig!
Tak, for du har beskiærmet et Liv, i vilden Spil,
Som, fra idag min Konge, kun dig hører til,
Hvis du mig ei forskyder. - Da Konningen fornam
Bodvars Navn og Herkomst, da favned han ham
Med vennesalig Gammen; thi Biarkes Heltery
Som Straalen havde bredt sig fra Dovrefieldets Sky.
Han qvad: Vilst du beklæde min dræbte Kæmpes Sted,
Sær est du mig velkommen. - Da smilte derved
Biarke den Fiirskaarne, sagde fro i Skiæmt:
Ærlig Mand i Lykken har Vennen ei glemt,
Og Den, som Rundhed viser, heel ofte Fare staaer,
At han til Tak for Gaven kun fleer Bønner faaer. -
Hvad har du meer at bede? spurgte Kongen mild. -
Hvo, der i Nattekulden mig laante Arne-Ild,
Har Fordring paa mit Venskab, svared ham Biarke kiæk;
194 Og Den, som jeg har ængstet med dødskolde Skræk,
Maa jeg med Bistand trøste. Skal Biarke blive her,
En Plads du ved hans Side forunde Gutten der.
I Nat hans bolde Fader mig skiænkte Giestfrihed,
Dog Drengens Knokkelgiemme jeg grumt har revet ned.
Jeg maa nødvendig bygge ham op en anden Borg,
At jeg den gamle Moder løser fra sin Sorg.

Da smilte Dannerkongen: For din Skyld jeg vil
Paa Bænken Hottur tage, skiøndt i Heltespil
Han ikkun lidt er øvet, forstaaer ei Kæmpeskik;
Jeg vil ei spare Maden paa ham, ei heller Drik. -
Maaskee han Helt kan vorde!
Ja, svared Biarke klog,
Den Green maa tidlig krøges, som ret skal vorde Krog.

195

TREDIE SANG.

Nu lærte Biarke Hottur alt hvad hører til Krig.
Drengen var fra Kæmpen uadskillelig.
Han viste ham, at bruge Steenøxen, med Kraft.
Den Tiden har bevaret, men fortæret dens Skaft;
Endnu i gamle Gravhøi vi mange slige finde,
Fra den mørke Oldtid. Helligt Helteminde!
Selv kunde Biarke slibe deslige Øxer fleer;
Forstod den Kunst med Ære. I Heltehøien seer
Man hvassen Øxe ligge fast paa sin Slibesteen,
Ei langt fra Askekrukken, som giemmer brændte Been.
Han ogsaa kunde hærde Kobber til lyse Malm,
Der tabte røden Farve, gulnede som Halm,
Til skiønne Greb for Sværdet. Det modstaaer Tidens Magt.
Af Høien slige Hialter er tit for Dagen bragt,
Saa hele, saa holdne, som smedede først igaar;
Dog har de hvilet i Jorden henved totusind Aar.
Men opløst Sværdebladet derved, som vissent Løv,
Ligger, en Okerstrime, brunlig Strimmel Støv.

En Dag med Bodvar Biarke Hottur paa Jagten gik;
Da stirred den Fiirskaarne til Jord med mørke Blik.
196 Hvad fattes dig min Fader? spurgte den muntre Svend,
Jeg kiender dig jo neppe. - Sæt dig hos mig hen,
Sagde Norges Kæmpe, hist ved en gammel Eeg,
Hvor Sølverbækken sprudler og driver Blomsterleg,
Saa skal jeg dig kundgiøre, Søn, hvad mit Hjerte trykker.
Mit Mod jeg Dannerkongen har viist i mange Stykker;
Dog har han mig opfordret til en Bedrift idag,
Hvortil i Livet førstegang sig Biarke føler svag.

Du svag, gienmæled Hottur, nu saa er Egen skiør.
Min Søn, en Eeg kan knækkes, - svared ham Biarke; hør
Opmærksom paa min Tale: Siølund ved Heltehænder
Er renset vel for Rovdyr; dog Eet i Skoven render;
Dog har en usæl Vikingsmand forstyrret Leires Fred,
Paa Snekken bragt en Mandbiørn til Herthas grønne Ved,
Som volder megen Øde; thi Mennesker og Qvæg
Den myrder daglig grusom. - Bleg som en kalket Væg
Skotted Hottur tilbage, han frygted Biørnen nær?
Men stille Bodvar Biarke bag skyggefulde Træer,
Saadan vedblev sin Tale: Ei meer end Gedehamsen
Paa Æblet, agter Nordmand i Throndelagen Bamsen,
Et dagligt Spil bag Graner; thi har mig Kongen sendt;
Han meente Biarke med Jagten var allerbedst bekiendt.
Derfor han bød mig Færden; og veed ei, Biarke stod
Heller i Strid paa Dækket, mellem Liig og Blod
197 Mod hundred stærke Fiender, i Hagl fra sorte Skyer,
End han idag med Sværdet gaaer mod et enkelt Dyr.

Ei Hottur kunde fatte den bolde Normands Ord.
Min Gut, vedblev den Hellede, min Farfar i Nord
Var mægtig Drot i Opdal; man kaldte hannem Hring.
Om min Faders Skiæbne fortaltes sære Ting.
Jeg var en liden Pebling; - min Faders, Moders Død
Og deres Livsbedrifter, som Eventyret lød
Tit mig i spæden Øre. Hvo skiælner Falskt fra Sandt,
Som liden treaars Gutten? Mig Faderløse fandt
Ragnvald en ærlig Bonde, han opdrog mig til Svend;
Men Visen om min Fader hørte jeg tit igien.
Maa ei en ærlig Fader elskes af sine Børn?
Hvor tit begræd din Søn dig, ulykkelige Biørn!

Saa sige sære Frasagn: min Fader tidlig misted
Sin Moder, Ragnhild Fagre. Da Kongen havde fristet
Slig Skiæbne, Gubben meldte: Man lever kun eet Liv,
Jeg søger mig ad Aare paa ny en Venneviv,
For den, mig Døden røved. Han sendte sine Mænd
Til søndre Land, at finde sig Hustru igien.
Men snelt et rædsomt Uveir dem jog fra varme Kyst.
I sorte Bølger Havfruer, med skumhvide Bryst,
Med Lyn i røden Øie, drev Snekken op mod Nord;
Mellem Isens Stumper den standsed i en Fiord,
Fiernt i nøgne Finmark, hvor Granen meer ei staaer,
Hvor selve Fyrren slipper; hvor Birken Aar for Aar,
Kun voxer som et Ukrudt, en liden fattig Hæk;
Hvor ingen Fisk meer findes, i Elv eller Bæk;
Hvor Mosset trives kummerligt, har tabt sin Farve grøn,
Og sortebrunt sig strækker mod Klippen.
198 En Bøn
Til Aserne de giorde, ventende Døden brat,
Den hvide Snee dem hylled i bælmørke Nat.
Da blev de vaer i Ørken, i Nattens kolde Gys,
Langt borte som en Stierne; det var jordiske Lys.
Did deres Vei de styred. Hvad troer du vel, de saae?
Som under en Glarklokke hvælved sig Luften blaa,
Høit om en deilig Grønning, med spraglede Blom sterbed.
Min Farfars bange Sendemænd gyste derved.
Thi Grønningen med Luftblaa, stod midt i Sneens Nat;
Snee gled fra klare Hvælving, mens den daled brat.
Og midt i brogede Runddeel, bestraalt som af en Sol,
Saae de to skiønne Qvinder, hver paa gyldne Stol
At binde Blomsterkrandsen, i Skyggen af et Træ,
Hvor Purpurfugle qviddred i lune Birkelæ.

De smilte, da de tydeligt, i Nattens Gnistersnee,
Ved Skimt af Lyset derinde, grant kunde see
Forfrosne Kæmper skiælve; de bød dem ind i Lund.
Da mæled den Ældste med Smil paa røden Mund:
I undres ved at see os i dette Vintermørke?
En Foraarslund i Vaaren, hensat i Finmarks Ørke.
Man Kunsten vel maa bruge, man som et Barn har lært,
Fra Undergang at redde, hvad Hiertet meest har kiert.
Hin gamle Finnekonning, en Gubbe mere kold,
Sølvgraa meer end Vintren, med Isens klare Skiold,
Har beilet til min Datter, den ranke Lilievand,
Med Rette kaldet Sneehvid; thi Sneen ei kan
199 Bramme med større Hvidhed, end hendes Haand og Barm.
Dog der den ei fryser; den brænder ungdomsvarm.

For at redde min Datter, for at undgaae hans Garn,
Jeg flygted hid til Finmark med mit eneste Barn,
Men tog lidt med af Vaaren, lidt Blomster, lidt Grønt.
Lidt Aftensol, lidt Fugle; det klæder saa kiønt.
Nær Isens evige Slotte, Vintrens lange Nat,
Har vi vor lille Trægaard midt i Sneen sat;
Og medens Stormens Ørne derude sig svinge,
Med Hyl fra Field til Fielde, paa nordlysrøde Vinge;
Mens sorte Mudder vælter iiskoldt, som størknet Blod,
Af Skorpens brustne Side, til Elivagas Flod;
Det morer os herinde, hvor hver fornøiet sidder,
At høre Kildens Rislen, lystig Siskenqvidder,
Mens broget Sommerfuglen i Solen flagrer her,
Som Sneens hvide Flokker i Maanskinnet der.
Kom ind, at spise Jordbær, saa modne, saa søde,
Udklækked i vor Morgen - i vor Aftenrøde;
Kom ind, at see min Datter! thi hun har intet Graat;
Kun askelyse Langhaar. Det klæder hende godt.

De Sendebud betragted hin lilieranke Mø;
De tænkte: Længe rider Kong Hring under Øe,
Før han slig Hustru finder; og længe Kiølen staae
Vi Sømænd lade daglig i Bølgerne blaae,
Før vi en Jomfru træffer, at bringe gamle Drot
Af halv saa sielden Skiønhed. Han vist vil tykkes godt
Om denne ranke Sneehvid. Ordsproget taler sandt:
Uventet kommer Lykken; ofte man den fandt,
200 Hvor mindst man den søgte. Vel er Konning Hring
Ei meer i Ungdoms Blomstren, det siger ingenting:
Har Høsten ei sin Skiønhed, skiøndt den er ikke Vaar?
De frembar deres Ærind i grønnen Urtegaard,
For Finnekonens Datter. Efter hendes Sind
Var denne bratte Beilen. Skibet fik Vind
Da Moderen med Sneehvid stod ved Dækkets Kant;
Strax den skiønne Trægaard i Sneen forsvandt.
Med gunstig Bør hurtig de Finmark forlod,
Og seilede til Opland, hvor Bryllupet stod.

Men stakket kun var Glæden. Til Husbondens Vee,
Sneehvid blev imod ham kold, som hviden Snee;
Han hende var for gammel, hun fødte ham ei Børn.
Men skiøn var hendes Stedsøn, Ungersvenden Biørn.
Hun med forelsket Øie paa Gutten daglig skued;
Heftige Flammer voldsomt i hendes Hierte lued.
Hun tilstod ham sin Attraa, med frække Frillesind.
Da pletted en Kindhest rosenrøde Kind.
Han opbragt hende stødte tilbage med Foragt.
Sneehvid ved Slaget til Rasenhed bragt
Strax brugte sine Kunster; en Ulvehandske tog
Hun op af Sølverskrinet, dermed hun ham slog.
Da brat han sig forvandled: de lysegule Lokker
Blev sorte Biørnebørster; til Kløer og til Sokker
De smukke hvide Hænder; hans Ansigt, som før
Ligned Freirs, naar han smiler i Valaskialfens Dør,
Bedæktes af en Hætte, med tykke Ører smaae;
Munden lod hun spaltet til Ørerne staae.
En tyk og lodden Finmut indhylled ranke Liv.
Da raabte skiøn Sneehvid: Foragt nu Kongeviv,
Og beil til Bondedatter! Skynd dig i Skoven ud!
I Kulen ved Elven du træffer din Brud.
201 Bera, Svendens Fæstemø, saa længelfuld mon staae;
Men da en Biørn i Skoven sig nærme hun saae,
Forfærdedes den Fagre, hun vilde Flugten tage.
Endnu engang paa Veien saae hun sig tilbage, -
Stirre d i hans Øine, da kiendte hun ham brat.
Øiet, Siælens Vindve, slører ei Nat,
Ved Hexens Tryllekunster. Ved Seid vel hun kan
Forvandle til Slange, til Fugl, til Dyr en Mand;
Men Menneskeøiet dog altid han beholder,
I Pelsen, som Biørn, som Orm i Slangefolder.

Knap stod hun udi Hulen med Biørnen, før igien
Til Menneske forvandlet hun fandt sit Hiertes Ven.
Der samledes de ofte, ved mørk Midienat;
Men neppe skinte Solen i Østerlide brat,
Før Biørnen som et Rovdyr, med Labber og Skiæg
Faldt ind i Kongens Hiorder, dræbte Hyrder og Qvæg.
Vel han sig maatte vogte, naar Morgnen var nær,
At grumt han ei myrded, den, der var meest ham kiær.
O min usalige Fader! Han ønskte sin Død,
Og ei han vented længe. Konningen bød,
Paa Dronningens Begiering, sit Hof i Vaaben staae,
Mod den grumme Mandbiørn, paa Jagten at gaae.

Hør, sagde min Fader, da sidstegang i Lunden
Han talde med min Moder, snart Forløsningsstunden
Sig nærmer kiære Bera! Min Død stunder til;
Mig bæres for at Sneehvid sin Hævn smage vil
I al sin bittre Fylde. Men ville de mig fælde -
Jeg viser dem i Skoven min sidste Manddomsvælde;
202 Og kiøbe skal den Onde, min kiærkomne Død
Med sine Venners Nedlag. - Beras Taare flød;
Men Biørn, min kiække Fader, saa vedblev sin Tale:
Ei kan en Mand sin Skiæbne, ved Klynken, forhale,
Ei heller eier Livet for mig særdeles Gammen;
Dog trøster det i Nøden, at her vi fandtes sammen.
Saa hør mig, kiære Hustru! Naar nu af Landsesting
Jeg fældet er til Jorden, du finder den Ring,
Som du mig gav i Fæste, som min Finger bær,
Dit Troskabspant i Livet, du mig til Døden kiær!
At bede min Fader blot du har behov,
Om det som Biørnen giemmer under venstre Bov.

Nu vil jeg meer dig sige: du føder trende Sønner.
Thor give hver, med Troskab og Diervhed, dig belønner!
Kald da den første Frode, den anden Thorer kald,
Den tredie Bodvar hedde. I Høien er en Hal,
Hvor jeg har giemt de Vaaben, som hver sig hente maa.
Men Morgenhanen galer, min Viv, lad mig gaae!
At ikke jeg i Hulen et Utyske bliver,
Og glubsk, hvad mig er kiaerest i Verden, sønderriver.
Han gik. -
Knap var han ude, saa hylled Biørnehammen
I Pels det ranke Legem. Da hørtes Hundeglammen;
Biørnen blev af Kongen og Dronningen forfulgt,
Samt mange stolte Hirdmænd. Ei Sneehvid havde dulgt
Sin Harm mod lodne Røver, som dræbte hendes Qvæg;
203 Let den gamle Husbond hun daared til en Leeg,
Som kosted ham hans Arving. Vel værged Biørnen sig
Opreist, med sine Labber, kiæk, mandelig,
Og fældte mange Fiender; med Spyd, Piil, i Side
Tilsidst den dog afmægtig i Græsset maatte bide;
Men kasted først sit Øie paa Faderen saa sært,
At Livet blev, fra den Dag, ei længer Gubben kiært

Min Moder gik til Kongen i norske Graneskov,
Bad om hvad der skiultes, bag Dyrets venstre Bov;
Og snart sin Ring gienkiendte; da fik hun Beviis,
Fuldt i Biørnedrabet, paa sin Husbonds Forliis.
Men Sneehvid sin Ondskab lod rase, thi hun lod
Den dræbte Bamse stege, da rundet var dens Blod.
Derpaa hun for min Moder usalig monne gaae,
Med Biørne-Kiød paa Brikken, skiar det i Stykker smaae,
Tvang hende til at spise; trued, hvis hun afslog,
Med pinlig Død paa Stedet. To ringe Bid hun tog,
I rædselsfulde Jammer; men trediegang hun skreg:
Giv heller strax mig Døden! og sank til Jorden bleg.
Da vendte hende Ryggen med Haan fæle Dronning
Og kvad: Din Biørn ei deler meer med dig sin Honning.
Skynd dig til dit Leie! Nu har mit Hierte Ro;
Uhyrer skal du føde, hvad om det saa blev to!

Min stakkels Moder i Løndom fødte Sønner tre.
Elgfrode den første, til Navlen var at see
Som Elsdyr, den Usæle. Den anden, Thorer god,
En vakker Dreng forresten, men med en Hundefod;
Det voldte Biørnekiødet. Jeg, det tredie Barn,
Var vorden uden Lyder, jeg undgik Hexens Garn. -
204 Min Moder døde fra mig, i mine spæde Dage.
Om Thorer, Elgfrode jeg intet veed. - Tilbage
Jeg blev hos gamle Ragnvald; i mit tolvte Aar
En Midnat han mig viser den Høi, hvor Sværdet staaer.
Mens Maanen giennem Døren straalte rædselfuld,
Jeg fandt min gode Snertir, uddrog den af Muld,
Mangen havde prøvet før at faae Sværdet der;
Som i Stenen voxet, det sad for andre qvær;
Jeg drog det, som man drager af skiøre Jord en Rod;
Og stedse mig i Kampen min Snertir var god.
Kong Hring var længe gravlagt. I Throndelag, i Strid,
Ved Hærværk, ved Manddom forgik min Ungdomstid.
Jeg Ære mig indlagde, ved Hildurs blodige Leeg,
Og Biarke man mig kaldte, liig Barken af en Eeg.
Den uselige Sneehvid faldt brat for mit Sværd.
Tilgiv, min gode Snertir! hun var dig ikke værd.
Jeg haabed at gienvinde min Faders Eiendom,
Men, kunde ham kun hævne. - Da Hrolfs Rygte kom
Til Norge, som en Trækfugl, der siunger i Vaar;
Og ned fra Dovrefieldet jeg gik til Leiregaard. -
Nu veedst du alting Hottur. Trofast i Færd
Drager for Kong Hrolf jeg Snertir, mit Sværd;
Kun denne Biørnejagten - er høist min Siæl forhadt;
Og dog maa Bamsen bløde, før Stierneblink i Nat.

Her taug den gode Bodvar; saae i Bækkens Flod,
Mens Hottur nysgierrig, hiertegreben stod,
Støttende sig til Spydet, og vilde høre meer. -
Hvergang en Biørn i Skoven jeg ene vandre seer,
Vedblev alvorlig Biarke, paa min Fader jeg tænker.
Ei Biørnen kiender Ulvens, ei Lossens, Rævens Rænker;
205 Er sielden blodigt Rovdyr, skiøndt den er lagt for Had;
Melk er dens bedste Drikke, Honning dens bedste Mad.
Et Menneske den ligner, naar paa Bagbeen den staaer;
Tungsindig, helst alene, den om i Skoven gaaer;
Lytter, opmærksom gierne, til Fossens Suselyd;
Ved Lurer, ved Trommer, som Helt, den finder Fryd;
Angriber sielden Bonden; men, saaret af hans Piil,
Frygter den ikke Døden, forfølger med IH
Hævngierrig stolten Fiende, med Kløer, skarpe Bid.
Den har tolv Mænds Styrke, dobbelt Mandens Vid;
Vee, hvo, den ikke fælder ved første Pileskud.
Dog vil jeg, uden Vægring, lyde Kongens Bud.
Jeg hører dybt alt brumme den vilde Bamse hist.
Rusende frem i Harme brækker han Skovens Qvist;
Han æder Dødmands Legem, vanartet fra sin Slægt!
Hvis Pilen ham ei dræber, da falder du med Vægt
Paa ham, min stærke Snertir! Thi Hotturs blege Kind
Lover mig liden Bistand! Han fægter kun med Vind
Og med de rædde Fiske.
Som talt var disse Ord,
Bodvars Piil fra Strængen i Biørnens Bringe foer.
Ei dødeligt var Skudet. Den tog sin Retning mod
Hin drabelige Kæmpe, paa Pelsen flød Blod.
Biarke da vilde drage sin Snertir paa Stand;
Men i Taskeremmen indvikled stærke Mand
Den frygtelige Glavind; det vorden var hans Død!
Da glemte Hottur Frygten; dybt sit Spyd han skiød
I Biørnens venstre Øre, styrted imod den kiæk;
Kun for sin Fosterfader han følte Dødens Skræk,
Sin egen Fare glemte; hans Banghed forsvandt.
206 Bamsen i Fiskergutten en tapper Fiende fandt.
Han raabte: Plumpe Niding! Slig Helt vil du myrde?
Har han mig ei forsvaret, som sine Lam en Hyrde,
Da Kæmperne paa Leire mig hugged med Been?
Nu vilst du sønderslide hans Krop bag Skovens Green?
Nei det til Løgn skal vorde, du pralerske Fæ!
Din Aand du skal udgive, bag dette Bøgetræ. -
Saa talt, han altid stinged; den var alt længe død;
Men Hottur i sin Iver gientog de stærke Stød. -
Ved Kilden havde Biarke sig sat; høit han loe,
Drengens raske Idræt ham Hiertet giorde froe.
Han mærked, der var Evne, Villien var stærk;
Og gottede sit Øie, ved det fuldendte Værk.

Derpaa han skrued Laaget af gyldne Drikkehorn,
Med Mundtgodt forsynet, giød bag en Slaaentorn
Deri af Biørneblodet; saa rakte han, med Tak,
Det Hottur hen i Hornet, og sang, mens Drengen drak:
Naar Odin vinker,
Naar Sværdet blinker,
Er Helten glad;
I røde Strømme,
I Liig, som svømme,
I Birtingsbad,
Paa Lynets Vinger
Han iler kold,
Naar Skøgul svinger
Sit røde Skiold.
Fornemmer du ei noget? spurgte Stridens Mand.
At mine Kræfter voxe, jeg fuld vel mærke kan,
Svared den unge Kæmpe. Da Biarke Spydet stak
207 I Jord, hvor den var blodigst, og sang, mens Drengen drak:
Hans Vaaben runge!
Den blanke Tunge
Han svinger stærk.
Til Odin rider,
Naar Sværdet bider,
I Pandsersærk,
Den raske Kæmper,
Hvis Mandemod
Ri Skrækken dæmper,
Blandt Liig og Blod.
Fornemmer du ei noget? var Bodvar Biarkes Ord.
Nu Frygten faldt som Taage, som et Hexeflor;
Svared hin unge Kæmpe. Da Biark' af Egen brak
En Qvist, vandt den om Spydet, og sang mens
Drengen drak:
Odin med Flammer,
Thor med sin Hammer,
Med Kølle Tyr;
Og Kampens Piger
Til Jorden stiger,
Naar Vaabnet gnyer.
Naar Luren tuder,
Som hungrig Biørn,
Da lokkes Guder
Til Seirens Børn.
Fornemmer du ei noget? spurgte ham Klippens Søn.
At Hildurs Leeg er herlig, Heltens bedste Løn,
Svared hin unge Kæmpe. Da, med et Glædesblik,
Signede Biarke Bægret, og qvad til Svendens Drik:
Hvad er vel Livet?
Et Pust i Sivet,
208 Som synker ned;
Et Spil af Kræfter,
Som higer efter
En Evighed.
Til Evigheden,
Saa morgenrød,
Gaaer Vei herneden
Kun giennem Død.
Fornemmer du ei noget? spurgte ham Fiendens Øder.
At Asathor fortrolig min Aand i Skyen møder!
Svared hin unge Kæmpe; jeg hører Miølners Klang,
Paa stærke Kobberskiolde. - Da Bodvar Biarke sang:
Blandt Miød og Piger,
Du danske Kriger,
Blandt Blod og Liig,
Du rask dig svinge,
Til Skuidas Vinge
Bortvifter dig.
Med Sværd fra Belte,
Med Egekrands,
Sig sømmer Helte
Den sidste Dands.
Fornemmer du ei noget, da Hornet er udtømt?
Spurgte den norske Kæmpe. - For Signe Hiertet ømt
Med Freias Ild skal brænde, til det banker ei meer,
Svared Hottur hæftig; men nu jeg hende seer
Forvandlet til Valkyrie, den blide Gefions Mø.
For Hrolf, for Biarke, Signe, hvor let, hvor sødt at døe.
Jeg viger ingen Stridsmand i Leirekongens Bo;
Selv ikke Bodvar Biarke. Vilst du mig ei troe,
Saa lad os Kræfter prøve!
209 Da den Fiirskaarne sprang
Fra Stenen, greb den Ranke; paa den grønne Vang
De brødes længe, tumledes, bag skyggefulde Træ.
Ei formaaede Biark' at sætte ham i Knæ.
Hott slog med vældige Næve, greb saa med stærken Arm
Sin Pleiefar om Livet, bøied ham i Harm,
Som Stormen Egen bøier; men ei dog Egen knak.
Biarke raabte: Manddom af Blodet du drak;
Men jeg har ogsaa drukket. Du svækker ei mit Mod.
Som tvende haarde Klipper ubøielige stod
De længe mod hinanden. Da raabte Biarke: Nok!
Langt borte seer jeg, Kongen hiddrager med sin Flok;
Nu vil en Skiæmt vi øve.
Harnisket giort af ny,
Han havde med i Skoven, det Hottur han mon flye.
Hielm og Brynjehoser drog selv han Gutten paa;
Smukt kneised unge Fisker i Staalbrynien blaa,
Med Hielmenættet draget dybt over Næse, Mund.
Som en fremmed Kæmpe paa Bakken i Lund,
Stod rank han med Spydstagen; stærkt funkled hans Øie;
Bag Hækken giemte Biarke hans Hat og Fiskertrøie.

Kongen kom, med Rude, sin ældste Søster, huld,
Med sine tappre Hirdmænd og med den stolte Skuld,
Paa sorte, røde Hingste; men Kongens Hingst var hvid.
Hrolf hilste Bodvar Biarke med Høviskhed blid.
Sin Høg, den kiekke Habrok, han holdt paa sin Haand;
Den længtes efter Jagten, at slippe fra sit Baand. -
Da Hrolf opdaged Biørnen, som senestærk, stor,
210 Af Spydet giennemboret, i Blodet laa paa Jord,
Han raabte: Bodvar Biarke! Thor signed dit Skaft,
Du fældte Biørnen ene, med tolv Kæmpers Kraft

Nei, Herre, svared Biarke, jeg monne den ei fælde.
Seer du hin ranke Kæmpe, som kneiser med Vælde,
I prægtiglyse Brynie? Han kom til Hielp i Nød,
Da Bamselabben trued mig med den visse Død.
Just, som jeg vilde drage mit Sværd, til Dyrets Drab,
Blev det viklet i Remmen. Alt aabned sin Flab
Den forbittrede Bamse, mens jeg stod værgeløs;
Da kom til Hielp i Nøden hin drabelige Knøs.
Han har Uhyret fældet, som slugte Kiør, Faar,
Og til dig tro at tiene, beredt min Kæmpe staaer,
Vilst du ham Sværdet række og tage hannem i Eed?
Dannerkongen rakte med vante Høviskhed
Den fremmede Kæmpe Sværdet. Han Troskabseden svoer.
Men see- da Hielmenættet fra Svendens Pande foer,
Kiendte de alle Hottur!
Ha, raabte Hrolf, du har
Dig vist i denne Morgen, som sielden Kæmpe svar.
Du dobbelt haver tient mig: thi først du Biørnen vog,
Saa hindred du, at ei den min Biarke sønderslog,
En Helt, som ei jeg misted, for hundred Biørnes Død. -
At beholde Sværdet, til Løn, ham Kongen bød,
Det skiønne Gyldenhialte, og qvad: Fra denne Dag
Skal Hottur hedde Hialte; Biørnens Nederlag
Derved erindret være. -
Som af en Drøm opvakt
Stod Hialt' i Skoven ene. Til den fierne Jagt
Henred alt snelle Skare. Men, da han atter saae -
211 Mødte ham med Elskov to Jomfruøine blaae,
Og et Par Arme hvide, med gyldne Ringe smykt,
Aabned sig for den Klække. Da blev til Hiertet trykt
Hialte du af din Signe! Min Konning, min Mø,
Raabte den Hugprude, nu Odin lad mig døe!
Ei mere høit kan Aanden svinge sig fra Støv. -
Jeg flætter lyse Roser i dine dunkle Løv!
Svared, smal i Midie, den fagre Lilie snelt;
Med Ast og kielen Elskov lønnes bedst en Helt!

212

FJERDE SANG.

Saaledes havde Biarke til Helt forvandlet Hialte;
Men ofte foer i Baad han paa Voverne salte,
Med Fostersønnen fagre; Hialte forvandled ham
Tit igien til Fisker. Ei agted for Skam
I Freden de, at stride mod Storm, Kastevinde.
En ædel Siæl forgietter ei stolt sit Ungdomsminde;
Og Svanen, skiøndt den flyver over Krat over Tiørn,
Overgaaer i Skiønhed selv stærken Kongeørn,
Forsmaaer dog ikke Sivet; men pladsker tit i Dammen,
Med tamme Giæs og Ænder. - Som Børn de legte sammen!

Den vilde Larm ei hued Biarkes stille Sind;
Heller han, i Jollen, mored sig med Vind.
Og tro var Hialte Havet, som en oprigtig Danske,
Skiøndt det tunge Slagsværd han bar i pladet Handske.
Han elsked sine Forældre, deres ringe Stand.
Tre Fisk han bar i Skioldet, malt i det sølvblaa Vand.
Saadan Vaulundurs Vidrik, med dybe Helteskram mer,
Bar, som Kong Didriks Kæmpe, Smeddetang og Hammer.
213 Det gamle Nordens Helte, som Græker, skatted Kunst
Og hver en sindrig Idræt. Middelaldrens Dunst
Først taabelig foragted, hvad ei den monne forstaae;
Og mangen gammel Daarskab fik Nutids Kaabe paa.

Siig mig - spurgte Biarke den unge Helt engang,
De sad i Havblik, angled, og Tiden faldt dem lang -
Hvad fattes Kongens Syster, den hulde Rude? Sielden
Man hende seer i Hallen. Helst hun vandrer i Qvelden,
Dybt i Skoven ene, til dunkle Midnat silde,
Hvor Nattergalerne klukke, ved Hroars klare Kilde.
Hun har et deiligt Ansigt; men paa de hvalte Bryn
Ruger stille Sørgmod, slører hendes Syn.
Selv Kongen, skiøndt saa venlig og tapper, er ei fro;
Jeg saae ham ofte sukke, naar Kæmperne loe;
Mørk, som den ranke Fakkel, der nærer Lysets Glands;
Kulsort, som Natten, kronet med Stierners Kongekrands. -
At Hrolf tit stille sørger, - svared Svipurs Søn,
Er intet Under, Biarke! Han sig græmmer i Løn,
Over en usæl Skiæbne, som intet ændre kan.
I Blodskam blev undfanget Nordens største Mand;
Og skiøndt ved sieldne Dyder han tvætter ud sin Skam,
Saa at den alle glemme, glemmes den ei af ham.
Mig tykkes just for Helten det er en Ære stor,
At bedste Frugt i Solen paa Giødningbænken groer.
Dog ikke Fødslen ene har Hrolf bedrøvet giort;
For en huldsalig Qvinde slog hans Hierte stort;
214 Hun som en Lilie blegned, i Ungdoms fagre Vaar.
Men hvi Rude stille, med Sorg i Skoven gaaer,
Gierne jeg dig fortæller; dog lad os først, i Læ
For Solen, styre Baaden, bag dette Piletræ.

Hurtig hialp ham Biarke Baaden did at roe,
Og da i Pileskyggen svalt nu sad de To,
Vedblev Hialte Talen: Vor Konges fagre Søster
Græmmer et daarligt Løvte, intet hende trøster;
Og ei i hele Skoven, saa vidt og grønt den gaaer,
Voxer en Urt, som mægter at læge hendes Saar.
Et ubesindigt Løvte, som Sygdommen fuul,
Sundheden undergraver bag hemmelige Skiul;
Man daglig seer den Syge, har Medlidenhed,
Men Raad for Banesaaret Naturen selv ei veed.

Hvem gav hun da sit Løvte? Spurgte Biark' i Harm.
Berømt for sielden Tapperhed i Bryst, Heltearm,
Var fremfor alle Hirdmænd Agnar Ingilsøn,
Svared Hialt' Hugprude; - til værdige Løn,
Fordi han Dannerkongen hialp paa Odinsøe
At fælde den gierrige Rørik, loved hin vene Mø
Ham ukiendt Haand og Hierte. Men da hun Agnar saae,
Graanede hendes Himmel og var ei længer blaa.

Var han da fæl og vanskabt? spurgte den norske Herre.
Han kneiser stolt som Aukathor, der ager i sin Kerre,
Svared Hialf Hugprude; men istedet for Gudens Lyn,
Ildrødt ham Haaret brænder; mørkerøde Bryn
215 Spænder han som en Bue, der skyder giftig Piil;
Som Malurt Læben snærper, han drager sin til Smil.
Stor er han af Legem, velskabt, knokkelstærk;
Ingen Helt i Marken vel øved Odins Værk,
Med mere Vold og Vildskab. Hans Mod er Raserie;
Mens Een tit Andre fælde, let Agnar fælder ti.
Men lumsk han er i Freden, hovmodig, spodsk, kold;
Den lange spidse Hage skiuler han bag sit Skiold,
Og leer ad Andres Alvor, med tirrende Foragt.
At han er første Kæmpe, har han dem ofte sagt,
Og ingen meer modsiger, hans Ord nu alle troe;
Hver Tvivler han, med Sværdet, hen over Giallerbro
Viste til Dødens Rige. Men skal der prales ret,
Han taler ei om sin Manddom, men om sin Helteæt,
Den han fra Odin regner. De stolteste Bersærker
Følge med ham i Hærværk; og hvergang Kongen mærker,
At Agnar atter vender med Seir til Leiregaard,
Hrolfs Pande Skyen dækker; thi, som Frosten i Vaar,
Hver Knup han ødelægger, ved sin Tilbagekomst,
Der, i Drottens Solskin, tegnede til en Blomst.

Mens Hialte saadan tåled, dækked af Skyer en Vrimmel,
Lidt efter lidt, med Sortegraat den lyse Aften himmel.
Et Tordenveir opførte sin Muur; den var at see,
Som Dovres tykke Fielde, takkede med Snee.
Igiennem Skyens Aabning, i Vester, Solen sendte
En eneste lang Blodstraale. Rovbegierlig Glente
Ei svæved meer over Skoven, Muusvaagen søgte Skiul,
Forfærdelig blev Himlen, brandrødlig, mørkeguul.
216 Til Stormens dybe Drapa begyndte høit at dandse
Bølgerne paa Havet, med hvide Liliekrandse.
Som gamle Folk, der Deel meer i Dandsen tager ikke,
Stod Egene paa Stranden, med Hovederne de nikke
Ad lystige Ungdoms-Lege. Som Svaler paa Jord,
Dybt Maagerne paa Havet, med dalende Vinger foer.
Da begyndte Braget! Forfærdelig var Larmen.
See, hvisked Hialte sagte, seer du ham ei paa Karmen,
Med sine skiæggede Bukke? Jeg Hiulet gnistre saae,
Bukkeskiægget lyste; nu vil han snarlig slaae,
Med Miølnir, Tordenskraldet, hin vrede Aukathor;
Freir naade den, han træffer. See, hvor Bølgerne groer
Fra Tuer op til Bakker. Vi Landet søge vil.
Jeg øiner alt derude den fæle Marbendil,
Havmanden, som sig viser, naar Døden forestaaer;
Han svømmer i Skælbrynie, med lange røde Haar.
Hielmen han har om Issen, det er Ægirs Hielm,
Den gi'er ham tolv Mænds Styrke. Lang-Spydet af Elm
Han under Armen holder, derved han svømmer let.
Nu vædder jeg, Margyge, med sine lumske Næt,
Er langt ei borte. Manden at følge hende lyster;
Til Beltested som Qvinde; Stierthale, lange Bryster,
Og Hinden, mellem Tæer og Fingre, vise klart,
Dog, at hun er en Havfrue, af fordærvelig Art. -
Lad af at drømme! raabte Biarke fra Strandens Bredde;
Det er en Mand i Havsnød, som strax vi maae redde.
Da Hialte hørte Biarkes Forsikring, om en Mand,
Brugte han vel sin Aare; snarlig da paa Strand
217 Den Fremmede de bierged, lagde ham paa Gruus,
Hvor selv han kraftig opsprang, gik i Svipurs Huus,
Fulgt af de tvende Fiskere. Tilfreds der han skued
Lystigt Arneilden luun i Hytten lued.
Han tørred sine Klæder, ved varme Skorsteensglød,
Afpudsed sine Vaaben; - og knokkelstærk, rød
Han sad nu der - som Agnar! Ham Hialte kiendte strax,
Men Agnar ingen kiendte. Beltets Vaabensax
Han lagde blank paa Bordet, tømte Svipurs Kruus,
Og, medens Stormen derude sagtnede sine Bruus,
Han stormed høit i Hytten:
Det lyktes dig kun slet
Lumske Ran! at qvæle Grams, Humbles, Hadings Æt.
Om end mit Skib forliste, med alle tappre Mænd,
Stærken Agnar Ingilsøn tilovers blev igien;
Nok til at tugte Biarke, med samt sit Fosterbarn. -
Hvad, spurgde Fiskerhelten, skiult bag Hyttens Garn,
Har du saa stort mod Biarke? Kiender du ham, min Helt? -
Først nylig, svared Agnar, over Hav og Belt,
Er han til Danmark dragen, mig ufordragelig;
End kiender jeg hannem ikke, men han skal kiende mig.
Om Kongen end vil taale, forfængelig meer end god,
Og høit berømt i Norden - sær for sit Taalemod;
Om Kongen end tilsteder, at man hans Hal igien,
Med paltuge Stakarie, med ringe Almuesmænd
Til Væmmelighed fylder, saa taaler jeg det ei!
Naar Agnar staaer i Hallen, maa Hialte gaae sin Vei.
Hvor tør en Fiskerpebling dristig sig understaae,
Med Konge-Jarlesønner i Fosterlag at gaae?
218 Min Herre, svared Biarke, veltalende med Vægt,
Kun svag mod rige Guders er Menneskenes Slægt;
De største Manddomsevner mod Asernes kun smaae;
Og dog, saa smaae de ere, de ere sieldne, faae.
Nødvendig Frugt ei findes, hvor ei Kongen har Lov,
Med Viisdom, den at søge, bag hele Landets Skov.
Naar du et Skib vil bygge, mon et Gierde du slaaer,
For nogle gamle Stammer? siger: kun hvo staaer
Paa denne Side Gierdet til Snekkekiøl skal bruges!
Mon trøsket tit ei Egen af Myrerne sluges?
Naar nu til døde Skibe, Bielken vælges maa,
I hvilket Træ den voxer; - mon ei de Mænd, som slaae
Mandhaftige paa Dækket behøve sligt et Valg?
Troer du maaskee, at Helten, som Trællen er til Salg?

Forundret ved hans Kiekhed, Agnar paa ham saae;
Men Biarke vedblev rolig, i Sømandstrøien blaa:
At Trællen ei tilstedes at bære Skiold, Sværd,
Nu, der er Syn for Sagen! til dristig Herrefærd
Den Æt ei længer duer, med døsigkolde Blod,
Uden Helteraskhed, uden Ædelmod.
I mange hundrede Vintre forkuedes af Frost
Finnerne, deres Fædre; ved tarvelige Kost
De trives bedst bag Ploven; til Manddomsidrætter
Skiælve de, som Dverge, der gaae mod stærke Jetter.
Maaskee, med Tiden, Herre, forædlet deres Æt,
Tvætter med Fiendeblodet ud den dunkle Plet.
De stolte Sønner svinge Sværdet maaskee den Dag,
Da mangen gammel Stamme visner oldingsvag.
Nu skeer dem Ret! Men Hialte, hvad har mod ham du? - Tie!
Raabte vreden Agnar. - Er Hialte selv ei fri,
219 Vedblev visen Bodvar, af ærlig Fiskerstand?
Hvad har du mod en tapper, fattig Almuesmand?
Hvad har du mod en Fisker? Redded han ei dit Liv?

En Krands jeg under Fiskeren af Havgræs og Siv,
Men ei af Egeblade; svared stolten Kæmpe.
Jeg ingen Mand foragter, som farer spag med Lempe.
Eder jeg strax betaler, I ærlige Svende to,
Med hviden Sølv min Redning, Opholdet i Jer Bo.
Men faaer jeg fat paa Biarke! - Hvad har dig Biarke giort?
Spurgte ham den Fiirskaarne. - Hans Navn er for stort,
Det maa min Sax beklippe; svared stolten Herre;
Min Nidkiærhed han tirrer; jeg kender intet værre.
I Drotters Hal han gielder for Leires bedste Helt;
Bør det en Budlung taale, født ved det danske Belt?

Nu, raabte Bodvar Biarke, eet Land ei altid kan
Opvise til sin Ære den stærkeste Stridsmand;
Hvis Biarke dennesinde selv Agnar overgaaer,
Maaskee den mere Vældige staaer op om nogle Aar,
Med danske Rug opfostret. - Det norske Barkebrød
Opfostred Bodvar Biarke kun til sin visse Død!
Raabte stolten Agnar. Ved Odins sorte Ravne,
Hylder han i Hallen ei mit, for alle Navne,
Mig, som den første Kæmpe; udjager selv han ei
Fiskerdrengen Hottur, til Ægirs vaade Vei,
Hvorfra han ind sig voved i Dankongens Hal -
Hans Hoved ham fra Skuldren min Høthing hugge skal.
I Hallen Agnars Ansigt, forfærdeligt at see,
Snart farver hver, som staaer der, med Skrækkens hvide Snee.
220 Nu, svared Bodvar Biarke, du har ei langt at gaae;
Hvis du vil Biarkes Hoved fra Skuldren ham slaae,
Ei behøver du, Herre, til Leire dig at begive;
Han og hans Fostre Hottur endnu er her i Live,
Ei langt fra Fiskerhytten. Vi strax dig dem vil hente;
Skiøndt kun ringe Maager, de frygter ingen Glente.

Derpaa sig begge skyndte, oppebied ei Svar,
Gik ud, kom tilbage, hver i sin Brynie klar.
See her staaer Bodvar Biarke; skiøndt fostret op med Bark,
Ei ræd dog for at møde Agnar i aaben Mark;
Her Hialte hin Hugprude, skiøndt fostret op med Fisk,
Dog viger han ei Agnar, ved Dankongens Disk.
Nu selv bestemme kan du, i fattige Fiskerbo,
Hvem du vil Kampen unde. Du est ei nok til To!
Og trænger først til Hvile. Skibbrudne, stolte Mand,
Æd, drik og sov i Hytten! Og naar i sølvblaa Vand
I Morgen Solen skinner, lad i Kredsen os gaae!
Valkyrierne svinge sig giennem Luften blaa,
De Seieren bestemme!
Nei, raabte Agnar gram,
Hofmodige! du skal bløde, ved Nattehundens Glam.
Nu, jeg min Fiende kiender, ei hvile Sværd, Skaft.
Troer du, vaaden Skibbrud svækker Agnars Kraft?
Hvad taler du om Hvile? Jeg Hvilen ikke finder,
Før dit Blod, norske Praler, i Herthadalen rinder.

Vel, svared Bodvar Biarke; paa din Taknemlighed,
For Giestfrihed og Redning, Hottur at skiønne veed.
Her staaer hans Fosterfader, ham til at hævne næst;
Saa kom, du stolte Fiende! nu ikke meer vor Giæst. -
221 Nei, raabte den Hugprude, Hialte den helteraske,
Jeg selv vil Agnar straffe, brænde ham til Aske!
Hans Been skal Krukken giemme, før næste Aftenrød. -
- Jeg skulde mig besudle med Fiskerpiltens Død?
Fnøs Kæmpen med røde Lokker; før kæmpe Thor mod Træl.

Da rysted Bodvar Biarke de blanke Pandserskæl,
Som Klapperslangen Ranglen, og raabte: Nu, ved Thor,
Nu skal kun Værget tale; jeg væmmes ved dit Ord;
Som paa en opbragt Qvinde det flyder af din Mund,
Som Muddervand af Pølen. Høit glammer Nattens Hund,
Maanen og Stiernerne lyse! Saa lad nu Maanens Skin
Med Blegheden sig blande, brat paa den Dræbtes Kind;
Kun lad som Mænd os tie, men kæmpe! - Man skal see
I Hallen snart dit Ansigt, med Skrækkens hvide Snee.
Dermed du stolt har pralet; jeg sværger dig ved Thor
Opfyldes skal dit Løvte; jeg holder selv dit Ord.

Da gik de To at stride; Agnar, stærk og lang,
I skiønne gyldne Vaaben, i Haand af Staal en Stang.
Prægtige Sværd ved Siden; de røde Lokker faldt
Rigt om Halsen og Skuldren; Sølverhielmen hvalt
Var fæstet om spidsen Hage; de dybe Øine laae
Spodsk under Buskebrynet, Foragt man i dem saae.
222 De stærke Knokkelfingre som Tænger Spydet greb,
Bag de smalle Læber han Tænderne sammenkneb.

Biarke, den bolde Normand, et Hoved mindre var;
Paa Heltens aabne Pande klædte ham godt et Arr.
Fyldigt hans Ansigt smilte, rødmosset, selv i Strid
Godmodigt, for at hielpe Vennen, i Trængslens Tid.
Fiirskaaren, stærk af Lemmer, han raabte: Bort med Spær!
Lad paa baade Hænder, i drabelige Færd,
Os vore Slagsværd svinge, kaste Skioldet paa Ryg;
Bag sine egne Kræfter bør Helten stande tryg,
Som Padden ei bag Skallen. - Vel Biarke! jeg er din!
Raabte de Frisers Bane; og, med et hurtigt Hvin,
Foer Spæret hen i Marken. De lange røde Haar,
For ei at hindre Sværdet, der lynte Banesaar,
Bandt Agnar i en Knude, fæsted i Hielmens Kam,
Hvor græsseligt en Slange hvæsed i skællet Ham.
Da hvinte Staal mod Staalet i haarde Kæmpehænder.
Din Overmagt i Noget jeg Agnar dog erkiender -
Raabte vreden Biarke, - vi Ligemænd er ei,
Et Hoved høiere Budlung, velmaalt du er end jeg;
Og Kæmper bør være lige. - Han satte mod en Stub
Sin Fod ved denne Tale, traf Agnars Hovedknub,
Og Hovedet fløi i Græsset; Blodets Straale sprang
Høit, i det blege Maanskin, fra Heltekroppen lang.
Længe den stod og vakled, før den til Jorden faldt.
Hvad? raabte Bodvar Biarke, nu endt er Kampen alt?
Saa kom, min bolde Hialte, lad tilsengs os gaae!
223 Imens den Døde sover her under Luften blaa.
Imorgen skal paa Leire hver Mand hans Ansigt see,
Og det skal farve Kæmper, med Skrækkens hvide Snee.

I Kongens Hal beredtes til Bryllupet en Fest;
Hver Dag man vented tilbage den uvelkomne Giest.
Dog intet Rude mæled, tolked ei sin Nød;
Skiøndt den Vene heller var gangen til sin Død,
Gav Læben ingen Klage. Vore stærke Fædre
Saa godt som vi ei talde, men de taug meget bedre.
Man fandt sig i sin Skiæbne, med Fatning, Værdighed,
Smilte selv, naar Tanden i bittert Æble beed.
Hrolf og Rude frygted en sørgelig Forklaring,
Thi Løvtet var alt givet. En redelig Bevaring
Af Ordet var dem helligt.
Nu prydedes med Løv
Hallen, og med Blomster; der taaltes intet Støv.
Skuret med hviden Aske blev Egebord og Bænke.
Hvad hialp det, at den glimred, den gyldne Trællelænke,
Der Rude bandt til Agnar? Hun sukked seent i Qveld,
Betroede først sin Kummer de mørke Kildevæld. -
Skulde sig ene fryded til denne Bryllupsfærd;
Hendes onde Glæde var hendes Hierte værd.
Ved Rudes blege Kinder kun hendes mere blussed;
Thi deilig var den Falske. Kæmperne studsed,
Henrevet af hendes Skiønhed, naar hun lod dem see
Barmens og nøgne Skuldres kuglerunde Snee.
Ældre skiøndt end Rude, hun syntes langt meer ung;
224 Paa hendes falske Hierte hviled ei Sorgen tung.
Som Duggens Vand forfrisker spraglede Blomsterbed,
Saa Urten i Perlestænket gienfødes derved,
Forfriskede Badet Skulde; naar hun af Bølgen steeg,
Det lod, som hendes Alder for Øieblikket veeg,
Og medtog alle Rynker. Den ranke Rude gik,
Med dybtbekymret Aasyn, med stille Sørgeblik,
Og dulgte bleg sin Kummer; men, som en lystig Ravn,
Der nærer sig af Aadsler, til Nydelsernes Favn
Foer Skulde, med sorte Lokker, i prægtig Foraarsbram,
Og Badehusets Biælker skiulte hendes Skam.

Nu vented alle Agnar. Hrolf i Hu var mod:
Vil dette Bryllupsgilde feires uden Blod?
Tænkte Drotten gode. Han frygted Agnars Sæder.
Medbeilere han taaler ei, stolt, til sin Hæder.
En Torn i Øiet Biarke ham vorder ganske vist;
Knap træder han i Hallen, før han ypper Tvist.

Det vared ikke længe, før en Smaadreng forkyndte,
At Agnar sig til Leiren fra Strandbredden skyndte.
Sækkepiben, Trommen da høit sig høre lod;
I blanke Rader staalklædte Kæmperne stod.
Hrolf sad paa Gaffelbænken, hos sin Søster Rude,
Den blege, hiertegrebne meest af alle Brude.
Hun havde sig til Festen smykt i sorte Skrud,
Ved Tegn sin Sorg tilkiendegav den yndige Brud.
Skulde, rød som Rosen, med spodske Miner, glade,
Skiulte de skarpe Torne bag de bløde Blade.
225 Nu opsprang Hallens Dørre; men ingen Agnar saae;
Biarke monne langsomt fra Gaarden indgaae,
Fulgt af den ranke Hialte. De mæled ei et Ord.
Med Skalk, sin Svend, sig nærmed Agnars tomme Bord
Biarke den Fiirskaarne, - og der, til Alles Skræk,
Agnars blege Hoved udtog han af en Sæk,
Og satte taus paa Bordet, - med Staalhielmen paa;
Som Horn de døde Øine brustne monne staae,
Og stirred fælt i Hallen; det klamme, blege Skind
Spændte sig stramt om Knoklen paa rødskiægget Kind,
Af levret Blod besudlet. End kommen ei til Ro,
Det lod, som Dødninghovdet spodsk efter Døden loe;
Ved Sværdets Slag i Krampe drog sig den smalle Mund,
Og viste smilende Tænder.
Da giøede Kongens Hund,
Der smuttet var i Hallen, ad dette Skrækkebilled,
Som et Spøgelse hæsligt for Kæmperne stillet;
Da forstummed Piben, Trommen taug, et Suk
Lød sagte gjennem Salen.
O hvor han nu er smuk,
Raabte letfærdig Skulde, der slog en Latter op;
Det klang, som naar ved Midnat, i gyngende Granetop,
En hornet Ugle skriger.
Fy, sagde Biarke, skal
Din Latter kun bifalde min Daad i Kongens Hal?
Saa maa den god ei være. Tilgiv mig, ædle Drot,
Hvis om Biarkes Idræt dig ikke tykkes godt;
226 Men Eden Biarke binder. Thi Agnars stolte Pral,
At skrække dine Hirdmænd, med Blikket i din Sal,
Jeg loved at opfylde. Først redded vi hans Liv,
Da han i Stormen kæmped mod Bølger og Siv;
Men da vor Hielp ham ærgred, da han mig Kampen bød,
Saa tog jeg Livet fra ham, og gav ham heller Død.
Nu Skalk, tag Agnars Hoved, nedlæg det ved hans Krop!

Fra sit Sæde hurtig Dankongen sprang op;
Men da han alting hørte, han Biarke Bifald gav.
Sin Brudeseng fandt Agnar i bælmørken Grav,
Hans Legem brændtes til Aske, blandet med Splinter Been.
Paa Høien satte Hrolf ham en vældig Bautasteen.
Men ingen Siæl sig græmmed, ved stolten Kæmpes Død,
Ingen Krands blev flettet; Ingens Taare flød.
En Steen fra Rudes Hierte der faldt, samme Nat,
Mere tung end Stenen paa Heltehøien sat.

227

FEMTE SANG.

Ved Venersøens Kyster i Sverrig en Hytte stod,
Der boed' en fattig Enke. Hendes Husbonds Blod
Flød varmt paa Vener-Isen, for trende Vintre siden,
Da Sønnen, den eneste, Vøggur, endnu var saare liden.
Vøggurs tappre Fader, skiøndt fattig Almuesmand,
Fulgte tro sin Konge paa det tilfrosne Vand,
Da Upsalsdrotten Adils mødte den norske Drot,
Ale, der forstod sig paa Hildurslegen godt.
De kæmpede midt paa Isen; der faldt saa mangt et Liig,
Hvor Laxen før og Giedden med Smaafisk førte Krig.
Hrolf, med sine Kæmper, da hialp den svenske Herre,
Der aged, som paa Bravalia Hildetand, i Kerre;
Slog til begge Sider med Sværd, som han kunde bedst;
Men Hrolf og hans Bersærker i Harnisk var til Hest.
Velskoet var Hestenes Hove, skiærpet vel med Søm.
Vøggur sig erindred endnu, som i en Drøm,
Hvordan, ved Moderens Side, paa Stranden fiernt han saae
228 Skarerne sig bevæge derude, med Brynier blaae,
Paa Isen, i tykke Sneefog; hvordan, for Klingen blank,
De Stridende monne synke, mangen i Vandet sank.
De overvundne Normænd flygted i brustne Plader;
Men dyr var Kampen Vøggur, den kosted ham hans Fader.

Hrolf bistod Konning Adils i denne Farens Stund.
Til hver af Hrolfs Bærsærker af Guldet trende Pund
Adils da maatte love; men Hrolf fik Hildesvin,
Den dræbte Konges Staalhielm, dertil hans Brynie fiin,
Findsleif, af Silke stukken, med Plader, paa Herreviis;
Dernæst fik han den Guldring, som kaldes Sviagris.
Men da det skulde sendes til Danmark, som Skat,
Nægtede Konning Adils at holde Løvtet brat.
Thi rustede sig Dansken igien til tapper Strid;
Da stilte sig Upsalsdrotten forsonet, venneblid;
I Mindelighed at holde sit givne Kongeord
Ved Freiers Billed i Upsal han paa Blodringen svor.
Jeg er din Skattekonge, med dig i Svogerskab,
Han sagde, lad os enes, lad os undgaae Drab!
Du hævnet har din Frænde, den fredegode Hro;
Kun ved din Skaansel sidder jeg, Hrolf, i Upsals Bo.
Din Moder og din Søster Yrsa, den vene Viv,
Tilbragte ved min Side Hælvten af sit Liv.
Først vandt jeg hende ved Sværdet; hun sig i Skiæbnen fandt,
Ved venlig Omgang siden Adils hende vandt.
Saa skaan da nu din Svoger! Man siger, du est god,
Giest mig som Ven i Upsal, lad os spare Blod!
229 Saa talt, let han forsoned den ædle danske Drot;
Men Adils i sit Hierte udruged intet Godt.
Paa Svig han ene tænkte, var en Blodmand stærk,
Slagtede Mænd til Guder, krandset, i hviden Særk.
En Graneskov i Svithiod var voxen skummel mørk.
Skilt fra de øvrige Dale, ved Klipper, som en Ørk,
Der saae man Freiers Gravhøi, rummelig og stor,
Der sad paa Stol hans Billed, forgyldt, ved et Steenbord.
Ei langt fra Høien i Skoven, paa Fieldets Væg, et Dyr
Var hugget ud i Klippen, det ligned en Tyr;
Og i det store Gudehuus, hvor Solens Straale faldt
Fra Taget giennem Biælkerne, der saae man Freiers Galt
Staae paa en mosgroet Klippe, klar af Guld hin røde;
Der maatte de blege Trælle for Steenkniven bløde.
Adils, den grumme Blodmand, med vilde Sværmerlyst,
Jog selv dem Flintekniven i skiælvende Bryst,
Og raabte, medens Blodet flød ud af Banesaar:
Skiænk Asafreier mig Freden! Skiænk et frugtbart Aar!
Yngve du ogsaa kaldes, Ynglinger efter dig
Upsalske Kongestamme. Forbarm dig over mig!

Paa slig Viis Konning Adils opløfted sin Aand
Alfader til din Almagt, med Morderkniv i Haand.
Af alle Offergoder han høiligen blev priist,
Bifald af stærke Kæmper ham lidet kun blev viist.
Thi Overtroens Taage saa tyk ei længer stod
Om Afgudsbilledstøtter. At sone dem med Blod
Af Heste, Haner, Hunde, deri man let sig fandt;
230 Men hemmelig man gyste, naar Menneskeblodet randt.
Dog voved ingen Dadlen; og Adils, naar han sang
Sine vilde Galdre, mens han Kniven svang;
I hvide Flaggerklæder, i Gudernes Forgaard,
Med Egeløv i Guldring, kring de tynde Haar,
Udbredte Skræk og Taushed; skiøndt han ligned meer
En Hex, med rynket Ansigt, man i Finmarken seer,
End Upsals mægtige Konge.

Ved Venersøen gik
Offergoden Sigvald, og saae, med mørke Blik
I Vøggurs muntre Øie. Thi, ved den ferske Strøm,
Gik Gutten ved hans Side, fortalte ham sin Drøm:
Mig tykkes, at jeg bekæmped en uretfærdig Drot,
Som vilde hærge Landet, til evig Skam og Spot.
Jeg Sværdet ham jog i Brystet, monne saa gierne døe,
Agtet af hver Kæmpe, begrædt af hver en Mø.

Min Søn, din Drøm er Guld værd, sagde den lumske Gode;
Vidste du, hvor, i Danmark, Hrolf den Forræder boede,
Du skyndte dig som snarest, at faae din Drøm opfyldt.
Sin Død har Leirekongen ved Nidingsværk forskyldt.
Snart nødes Konning Adils at give til Danskens Priis,
Hildesvin sin Brynie, Ringen Sviagris,
Samt alt sit Guld til Kæmperne, der stred paa frosne Sø,
231 Hvor dog din Fader, Vøggur, for Sværdet maatte døe.
Hvis Konning Hrolf du dræbte, hvis du ihiel ham stak,
Sikker du kunde være paa Adils Løn og Tak.

Ei troer jeg, svared Vøggur, at Adils gavmildt lønner;
Men Egennytte driver ei tappre Sveasønner.
I Dalekarlien fødtes min Fader, hvor en Mand
Hærdes til Frihed og Styrke, med Byggryn og med Vand.
Om Guld jeg ikke spørger, jeg trænger ei til Suul,
Og i min Vadmelskofte fandt jeg mod Kulden Skiul.
Jeg beiler ei til Naade. Ei Upsals Ynglingsæt
I Dalene just yndes. Dog, Ret bør være Ret.
Ei skal en fremmed Budlung betvinge svenske Mænd.
Det Liv, mig Guderne skiænkte, giver jeg glad igien,
Hvis jeg mig udmærke kan, ved en svar Bedrift;
Hvad agter jeg i Hiertet den lille røde Rift,
Hvoraf min Siæl sig svinger til Valhal, sidste Stund,
Naar Menneskeøiet brister? Ha, det er Smaating kun!
Kun at den Rette bøder.

Min Søn, var Godens Svar,
Tænk dog paa Ynglingstammen, saa agtet og saa svar,
Udmærket ved Bedrifter! Hvor skiønt, for den at vove
Sit Liv i Leirehallen, bag Herthas Bøgeskove.
232 Nu, svared rasken Vøggur, hvad har hin Slægt da giort
Saa hæderligt min Gubbe? Hvad virked den saa stort?
Svedger, blev bragt i Klippen en Aften af en Dværg,
Da, drukken, ei sin Høisal han skiælned fra et Bierg.
Vanland, forfulgt af Hexen, af hende sær forhadt,
Blev redet af en Mare, qvalt ved Midienat.
Visbur forskiød sin Hustru, skiøndt hun var tro og skiøn,
Til Løn han indebrændtes af sin egen Søn.
Domald da Hungersnøden var over hele Landet,
Slagtede Mænd til Guder, blev slagtet selv, forbandet.
Domar og Dygve døde af Sot, foer til Hel.
Dag paa Fugletale forstod sig saare vel,
Dog vared den hannem ikke, da Trællen af Hæren skiød
En Høtyv mod hans Pande, gav ham Smædedød.
Agnar sin Viv fra Finland, med Vold bort monne føre,
Til Giengield lod hun Smykket ham fast om Halsen snøre.
Alrik og Erik Brødre, blandt Ryttere de bedste,
Ihiel hinanden sloge, med Bidslet af deres Heste.
Alf, Yngve, Brødre, loved Bera den samme Viv,
Myrded hinanden i Hallen; en stakket Tidsfordriv!
Hugleik var Hexemester, leged paa Harp' og Gige;
Dog, af Hexen fældet, han Livet maatte vige.
Erik blev dræbt i Kampen, ei Seier ham blev skiænkt;
Jørund, som Sørøver, blev i en Galge hængt.
Men Aun var dog den værste. En Bøddel mod sit Barn,
233 Hvad kalder du ham, min Gubbe? Jeg kalder ham et Skarn.
Sædvanlig elsker en Fader sin Søn meer end sit Liv,
Med Aun var det dog modsat: for Drottens Offerkniv
Blødte de bolde Drenge; og Odin gav ham Aar,
Hvergang en Søn han slagted. Reiser sig ei dit Haar
Ved slig Bedrift at mindes? Tilsidst han blev saa graa,
I Stol han maatte bæres, kunde meer ei gaae;
Da offred han den sidste, forbarmtes ei over Drengen,
Skiøndt høist alderstegen udlevet han laa paa Sengen,
Kunde meer ei nyde 01, Miød, Kiød eller Korn;
Som nyfødt Noer han lalled og died af et Horn.
Egil blev overvunden i Krigen af en Træl;
Den danske Frode Frækne hialp ham til Riget vel,
Men Asatyr forbittredes, omskabte sig til Dyr,
Egil tildøde blev stanget af den mandolme Tyr.
Da vilde Sønnen Ottar som Helt sig vise brat,
Svor, at han ei betalte ydmyg til Danmark Skat;
Men svag paa Vendil endte han sine Levedage;
Af Træ udskaaret sendte Dansken til Sverrig en Krage,
Til Spot, fordi med Pralen hin faldt i Limfiords Havn,
Og Ottar Vendilkrage blev Drottens Øgenavn.

Hold op, Søn! raabte Sigvald, og viis Ærbødighed.
Afmægtigt Ord ei river dog Kæmpehøien ned,
Som bovner over Helten. Paa denne Friggas Jord
Nat vexle maa med Dagen. Hvor Lysningen er stor,
Maa Skyggen ogsaa sortne. - Jeg skuer lidet Lys,
234 Svared den raske Vøggur, blandt disse Nattegys.
Hos os, i Dalene, Fader, man kalder Ingen stor,
Som viser sig saa liden. - Tæm dine Drengeord,
Raabte, med Skiæg til Beltet, stolten Offergode;
Det kunde dyrt dig vorde. - Hvad koster det? Mit Ho'de?
Tag det, hvis ei det maa tænke! Mit Hierte? Giennemsting
Det strax, hvis det skal føle herefter ingenting.

Dig Hovedet og Hiertet endnu er begge unge,
Svared den listige Gode; thi, Vøggur, tæm din Tunge!
Bedøm ei kaad og daarlig, hvad end du ei forstaaer.
Kraft har du alt i Armen, Forstanden først med Aar
Kommer i stolten Pande. Dog kunde du din Kraft
Alt Fædrelandet skiænke. Jeg vier ind dit Skaft,
Og Sværdet skal jeg signe; hvis du, med dristig Harm,
Det drager, som ærlig Svenske, mod Dannerkongens Barm.

Nu - svared ungen Vøggur, - jeg intet love vil.
Til rask Bedrift at vove, der Mod hører til,
Og Mod mig mangler ikke; kun een Ting end jeg veed,
Mere stærk end Modet, det er Samvittighed!
Har Hrolf fortjent at blegne, som en Ildgierningsmand,
Da skiller ingen Klipper, ei fersk og salte Vand
Ham fra min Hævn, den Grumme. Behandler han mit Folk
235 Foragteligt og nedrigt, da vorde Sværdet Tolk
For Vøggurs vrede Hierte. Og stod han i sin Hal
Omgivet end af Hirdmænd, som Krebsen i sin Skal,
Jeg skal ham sikkert dræbe. - Nei, raabte Sigvald, nei!
Hvi skal du dig opoffre? Paa eenlig Landevei
Kan man ham i et Baghold vel ogsaa sikkert møde.
Den, som Hrolf har fældet, fortiener ei at bløde.

Hielp Thor! raabte Vøggur, er Graaskiæg du forrykt?
Til Stimand mig at giøre? Ha voxte dig saa tykt
Ei Skiægget, varst du Yngling, du skulde det undgieide.
Nei, den maa gaae i Døden, som vil den Stolte fælde.
Hvo, som uventet sender til Odin Hrolf paa Stand,
Maa følge ham til Valhal, som uforfærdet Mand.

Dog ingenting jeg lover. Skiøndt du har Skiæg, som Snee,
Med mine egne Øine tillade mig at see
Du maa, hvor jeg skal handle. Hvordan end Sagen staaer,
Endnu den Dag imorgen til Danmark jeg gaaer.
Jeg saare længes efter at skue det fierne Land.
Veedst du hvorfor? - Nei svared ham Gubben.

Dette Vand,
Vedblev den raske Vøggur, - den hele Venersø,
Staaer nu, hvor Landet blomstred, som udgiør Siølunds Øe.
Gefion, den hellige Disa, har pløiet Øen ud
236 I Østresaltets Vover, med sin sneehvide Stud.
Hun var en deilig Q vinde, til Kong Gylfe kom,
Bad om en Egn til Ophold i Drottens Eiendom.
Indtaget af hendes Skiønhed, skienkte han hende Skoven,
Som her paa Bakkerne grøntes. Da spændte hun for Ploven
Fire Jettesønner, som gik i hendes Aag
Af Kiærlighed beruset; det store Øielaag
Omhvælved deiligt Øiet; de gierne sig paatog
Skikkelser af Øxne, til Havet Øen drog.
Hun lagde selv paa Ploven de hvide Liliehænder,
Snarlig Bølgerne svulmed, med Skum om hendes Lænder.
Hun lod sig ei afskrække, hun gik paa Havets Gruus;
Nøkker, Havfruer blæste paa Luur af Sneglehuus.
Ei Dybets fæle Jetter, selv Ran ei hende standsed;
Hun pløied Øen i Havet, hvor sølvblaae Bølgerne dandsed,
Med Ege, Bøge, Blomster, med Fugle, Fisk, med Dyr.
Lyse Alfer svæved i Himmelblaat paa Skyer,
Saa glade ved denne Færsel. - Hvergang paa dette Vand
Jeg skuer, længes Siælen, at see det kiære Land,
Som fordum her sig strakte. - Jeg stod som lille Dreng
Saa mangen Qvæld ved Stranden, før jeg gik i min Seng;
Og naar en Luftning kuled, og naar en Bølge klang,
Det tyktes mig: om Øen den mig en Vise sang.
At see det kiære Siølund, jeg drager freidig frem!
Det er jo dog et Stykke kun af mit eget Hiem.
237 Den Dreng ei, - tænkte Sigvald - opfylde vil sin Drøm.
Mordtanker sielden hidse den Barm, der føler øm.
Han vilde talet mere; men Vøggur fra ham gik:
Jeg maa min Moder skiænke de sidste Øieblik,
Maa Afsked med hende tage.

Hvor vilst du hen, min Søn?
Spurgte den gode Qvinde. - Jeg søger Heltens Løn!
Svared den raske Vøggur; jeg gaaer i Heltefærd,
Men Moder, du maa signe min Faders gamle Sværd.
Maaskee du aldrig seer mig i denne Verden meer.
Velan! hvad Vøggur hændes, hændtes Kæmper fleer.
Som Helt at gaae til Valhal, det er en Lykke sød;
Men største Skam for Manden, at døe kun Sottedød.
Ak, svared goden Qvinde, din Død dog blier min Qval.
Sandt nok, at Kæmper lønnes med Fryd i Odins Sal;
De sidde paa Bænk med Herian, de ere daglig Giæster,
Hvor det i Hallen lyser fra tusind Sværdefæster.
Da spises af Sæhrimner, drikkes Øl og Miød;
Da strides lystigt, dræbes, og leves op fra Død.
Valkyrierne fylde de tømte Bægre brat -
Dog skiller fra din Moder dig Dødens lange Nat.
Hun trykker dig ei til Hiertet, ei dig i Øiet seer;
Tilbords hos din Gunhildur aldrig du sidder meer.
Maaskee, min raske Vøggur, du i din Evighed
Ønsker dig dog imellem til Venersøen ned;
Sad heller ved Moderside, ved tarvelige Fad,
End midt i Valhalsglandsen, i prægtig Helterad.

Ha, Moder! raabte Vøggur, - ham Taaren i Øiet stod, -
238 Du kommer i Freias Folkvang, thi du est huld og god;
I Breidablik til Baldur! Der skal jeg, ved din Side,
I Løvsal ofte sidde, til dig paa Bifrost ride;
Naar Heimdal, skiøn paa Broen, hos Farvemøerne staaer
Og blæser i Giallerhornet, med aftengyldne Haar.
Baldur skal see min Taare, men Asathor min Daad.
Farvel da, Moder kiære! stands nu med din Graad.

Saa vandred han til Danmark, i Dage saa mangelund,
Sat over af en Færgemand, ved smallen Øresund.
Han stod i Dannerskoven; og da han Bøgen saae,
Hørte Nattergalen ved Kildevældet slaae,
Det tyktes ham, at Løvet en Gaade løste brat,
Som Venersøens Bølger sused ham hver Nat
Han tåled med mange Bønder, med Fisker og med Helt,
Ja selv med dorske Trælle; - men ved det danske Belt
Var kun om Hrolf een Stemme: at han var mild og stor;
At Baldur atter leved blandt Helte paa Jord;
At han var høist retfærdig; men at han, kæmpestærk,
Var som en Thor i Slaget, glad ved Hildurs Værk.

I Vøggurs Siæl det dagedes; Hrolf den Godes Lov
Stod lys, som Morgenrøden i dunkle Leireskov.
Til Guder Hænderne strakte Folket for Kongens Liv.
Ei Vøggurs Daggert længer var nogen Morderkniv.
Alt hørte han i Svithiod, i Skaane, som overalt,
Idel Godt af Mængden om Kongen blev fortalt;
At Hrolf forlangte Skatten af Adils, men med Ret;
239 At ei af Guld og Blodet Nidingen blev mæt. -
Forunderlig tilmode stod rasken Ungersvend;
Han haded Hrolf ei længer, dog var han ei hans Ven;
Han følte sig ydmyget, blev i Panden rød,
Naar paa sit Sværd han stirred, og tænkte Helten død.

I disse sære Tanker gik han og saae sig om;
En herlig Qvæld i Høsten ad Leire til han kom,
Opdaged en velskabt Kæmpe, som, i Bladelæ,
Overkors med Armene, med Ryggen mod et Træ,
Opstirred stivt mod Maanen. Did ogsaa Vøggur saae.
En kulsort Sky, særdannet, paa Nattens Mørkeblaa
Sig nærmed lysen Skive. - Den smukke Kæmpe sprang
Fra Stenen, drog sin Glavind, saa det i Balgen klang,
Trued mod Himlens Hvælving og raabte: Lumske Dyr,
Tak Loke for din Frelse! du skiuler dig bag Skyer. -
Men da ham Vøggur hilste, skamfuld over Vreden,
Stak han Sværdet atter, gyldensmykt, i Skeden,
Mødte den Fremmede høvisk, og sagde: Jeg mig bedrog!
Den sorte Sky, for Ulven i Tanker, jeg tog,
Som skal opsluge Maanen engang i Ragnarokker.
Nu folder Skyen venligt ud sine lyse Lokker,
Og er en Ulv ei længer. Men, i min bistre Harm,
Den stod livagtig for mig, sortbrun, som Maanegarm,
Det fæle Dyr, den Jette, den Utgards galne Hund;
Som vilde den sluge Lyset alt, med sin sorte Mund.
Hvi skal det Onde seire? Hvi synker Thor i Døden?
Men smuk, skiøndt den er blodig, min Ven, er Morgenrøden;
240 Og blodig Morgenrøde sikkert, i Østens Himle,
For Helten Æreporten bygger til lyse Gimle,
Hvor ingen Jette myrder; hvor ingen listig Trold
Nærmer sig gode Alfer, med Avinds lumske Skiold.

Forvirret slog til Jorden sit Øie Vøggur brat,
Og skammed sig ved Rødmen, skiøndt det alt var Nat.
Mon denne Helt mig kiender? tænkte Svenden bold;
Nei, Talen mig ei gielder; thi jeg er ingen Trold.
Ei Ungdom Viisdom følger. Vildfare kan en God!
Jeg iled at udgyde grusomme Nidings Blod,
Men Hrolf er ingen Niding. Sigvald var slig en Sky,
Som vilde Maanen sluge; men gienfødt, mangt et Ny,
Skal den paa Himlen straale, naar Ondskabs Magt er Damp.

Opmærksom stirred Vøggur paa Helten, som i Kamp
Mod Ulven sig vilde vove. Hin smilte stolt og trygt,
Med Guld, meer end sædvanligt, var hans Brynie smykt;
I Skioldet, under Træet, med sølverlyse Rand,
Saae man tre Fiske malet, smukt i et blaaligt Vand.

Herre, du est en Kæmpe fra Leire, kan jeg see!
Raabte den raske Vøggur. Da monne Hialte lee,
Og svared: Jeg kan høre, du est en Svenske, Ven!
Du kiendte mig ved Øiet, ved Øret dig igien
Hialte hin Hugprude; saa kaldt, troer jeg, til Spot,
Fordi han ikke syntes om Bamselabben godt,
Da den hans Fosterfader i Skoven vilde dræbe;
Men forekom Skovgubben. - Med venligt Smil paa Læbe,

241

Qvad Vøggur: Hil min Skiæbne, da her jeg træffer dig.
Da sagde Hialt' Hugprude: Til Giengield siig nu mig,
Min unge Ven fra Fastland, saa kraftig og saa bold,
Hvad bringer dig til Leire? Hvad fører du i dit Skiold? -
Mit Skiold, giensvared Vøggur, er ikkun slet og ret;
End har det intet Mærke, men heller ingen Plet. -
Har Kongens Helterygte hidbragt dig denne Vei?
Spurgte Hialt' Hugprude. - Nei, raabte Vøggur, nei!
Enhver om Kongen taler i Sverrig ei saa godt;
Dog troer jeg Ondskaben sværter, bagvasker ham til Spot. -
Ja, raabte Hialte med Latter: Tro mig, Kulbrænder god
Er Adils, Drot i Upsal; og med sin sorte Sod
Han sværter hver en Dannemand, han ei kan farve rød,
Steenhiertet med sin Steenkniv, skiændig til Offerdød.
Skam, at de tappre Svenske skal slig en Konning lyde,
Der koger Seid med Qvinder i blodig Hexegryde,
Som kiører feig til Kampen, og mere feig derfra,
Og holder ei det Løvte, han helligt loved, da
Ham tappre Normænd trued. Hrolfs Ædelmod og Magt
Skylder han kun sit Rige; Hrolf er han underlagt.
Men intet er ham helligt, i Svig og Trædskhed stærk,
Uden Egennytten, eget Nidingsværk.
Men nødes vi, at binde ham Tugtens hvasse Riis,
Selv i Upsal at hente kostbar Sviagris -
Da vil det til ham svie! I denne sidste Tid
242 Rused vi frem i Saxland, i seierrige Strid.
Nu i tilstundende Vinter vor Juul vi holde vil,
I Ro og Fredens Glæde, ved Drik og Harpespil.
Thi Rude ægter Biarke; min Signe, som jeg her
Vented i Aften forgieves under svale Træer,
Sin Liliehaand mig rækker. Er Asathor en Gud -
Freia, du est Gudinde! vi hylde dine Bud.
Men neppe seer man Isen i Vaar paa Søen smelte,
Før selv med kolde Plader dække vi os, som Helte.
Da Vee dig, lumske Adils! Lad ham offre til Freir!
Freir ynder den Retfærdige, Thor ham skienker Seir.

Med disse Ord, brat Hialte Vøggur i Hallen tog.
Barmen den unge Svenske stærkt bag Koften slog,
Imens han Hialte fulgte. - Er virkelig saa stort,
Konning Hrolf, dit Hierte? har Uret jeg dig giort?
Est ikke blot du tapper, men vennesæl i Fred?
Ligner dig ingen i Taalmod, ingen i Gavmildhed?
Det gielder dog en Prøve. -

Saa tænkt, han brat gik ind,
Og saae sig om i Hallen. - Alt Kongen lagde Vind
Tre Aar paa at indføre høviske Sæder der,
Og Biark' og Hialte hialp ham. - Ei som i Røverhær
Hirdmændene længer støied, ei op fra Bænken foer. -
Hver sad taus beskeden paa Hyndet ved sit Bord,
Og hørte gladopmærksom Bragi den Gamles Sang.
Sølvskiægget ham til Beltet i lange Tapper hang,
Som frossent Vand fra Taget; han rynket var som Bark,
Paa Egens gamle Stamme; dog i Dannemark
Var ingen Skialdens Lige; hans Øie funkled Ild,
Som Ungersvendens, saligt, naar Møen smiler mild;
243 Dog saae han ei paa Nogen, han ud af Lugen saae,
Hvor Himmelvognen blinkte, fra Nattens Mørkeblaa,
Og sang, imens hans Fingre lod Harpens Strenge bruse:
»Det dages! Morgenhanen lader sin Vinge suse!«

Disimellem Vøggur for Dannerkongen stod,
Hvis gyldne Haar fra Issen flød i en flammet Flod;
Han støtted Haand til Kinden, henrykt ved Skialdens Sang.
Vøggur ham betragted: Kongen var smal og lang,
Heel smuk og kraftig hærdet; den Kummer, Hiertet leed,
Paa Legemet dog sig præged, med nogen Magerhed. -
For Kongen nu at prøve, der hilste ham igien
Med Venlighed, da Hialte for Hrolf ham bragte hen,
Raabte den unge Vøggur: Ei, ei, hvad seer jeg her?
En lang afhugget Krake sidder paa Bænken der!
Et Træ, heel smalt i Stammen, hvis Grene maatte vige,
Er det den steile Trappe, hvorpaa man nu skal stige,
Til Odin og Valhalla? - Han taug ved disse Ord. -
Forbauset stirred Kæmperne, fra Bænken over Bord,
Paa Kongen og paa Vøggur; - hver begierlig var
At vide, hvad den Dristige fra Kongen fik til Svar.

Af Guld to store Ringe Hrolf bar paa hver en Arm;
Han smilte, saae paa Vøggur og svared uden Harm:
Du har mig Tilnavn givet! Hrolf Krake fra idag
Skal mine Mænd mig kalde. Men - kun i Evne svag -
Hvad kan i Navnefæste du skiænke Den, som fik
Tilnavnet af dig, Vøggur? - Han taug et Øieblik.
244 Derpaa den ene Guldring han strøg af Armen, klar,
Og qvad: Saa maa den Rige vel, Den, som intet har,
En værdig Gave skiænke. Tag Ringen! -

Uden Tak,
Tog Vøggur hurtig Ringen, paa høiren Arm den stak,
Og skiulte saa paa Ryggen den venstre, medens stolt
Han gik omkring i Hallen og høit den Høire holdt. -
Hvad, spurgte Kongen atter, betyder Vøggurs Færd?
- Den venstre Haand, Herr Konning, er ei den høire værd,
Den blues ved sin Armod, den er saa rigt ei smykt!
Svared den unge Svensker, og saae paa Kongen trygt. -
Ei skal den længe blues, qvad Hrolf, for ingenting,
Den Mangel let kan hæves. Han tog den anden Ring,
Og stak om Svendens Haandled.

Da Vøggur, Angersgraad
Fyldte med Glands dit Øie; smeltet ved hans Daad,
Du styrted Hrolf tilfode, bedækkede hans Haand
Med Kys og hede Taarer, og raabte fro i Aand:
Nu er hver Tvivl forsvundet! Ja Hrolf, ja du est god,
Saa god, som stor og mægtig; og Vøggurs Hierteblod
Skal for Hrolf Krake flyde! O hvilken Skiæbne sød! -
Ja Hrolf, ifald du falder, jeg hævne skal din Død. -
Da smilte mildt Hrolf Krake, saae fra sit Herresæde
Paa sine Kæmper og sagde: Kun Lidt kan Vøggur glæde.
I ringe Bondekofte han taler som en Jarl! -
Ja, raabte Hialt' Hugprude: det er en Dalekarl!

245

SIETTE SANG.

I Leirekongens Haller stor Glæde monne være;
Biarkes, Hialtes Bryllup blev holdt med megen Ære.
De udvandred paa Marken, i aarle Morgenstund.
Vaarsolen med sine Straaler, giennem dunkle Lund,
Saae hen paa Kampestenen, med grønne Mus bedækt.
Hvor mangt et Par var fordum af gamle danske Slægt
Signet paa denne Bakke! De bolde Kæmper stode
Paa Stenen, med deres Brude, hos Thorald Offergode.
Egekrandsen flettet var i hans Sølverhaar.
I lange hvide Klæder, med brogede Bændler, staaer
Odins Præst, med Hornet, drevet af røden Guld;
Det, som lang Tid efter en Mø, bag sorten Muld,
Fandt i en Eng ved Slesvig, og bragte Dannerdrot;
Blandt sieldne Kostbarheder giemtes det paa vort Slot;
Men hvad totusinde Vintre med Ærefrygt havde skaant,
I natlig Lue smeltedes, af Tyvehaand forhaant.
Alt Hornet i Hrolfs Dage var siældcnt og af Værd,
246 Hidbragt til Dannerkysten af fierne Folkefærd.
Man ei forstod de Billeder, der stod om Guldets Rand,
Dog saae man der en Qvinde som offred grumt en Mand.

Ved Biarkes, Hialtes Bryllup flød intet Offerblod;
Hrolf var ingen Blodmand, den ædle Herre god;
Meget hans Tro forarged hver ivrig Afgudsdyrker:
Ingen Gudsfrygt - qvad man - nu Leirekongen styrker;
Han paa sig selv kun stoler, sit eget Heltemod;
Han Aserne fortørner, deres Hævn kræver Blod.

Sær Skulde var forbittret, ei til Bryllup gik;
Misundelsen udtindred af hendes stolte Blik,
Nidkiær paa Rud' og Signe, som lykkelige fandt,
Hvad, uagtet sin Skiønhed, aldrig Skulde vandt:
Et fromthengivent Hierte. Men hun sig tilstod
Ikke selv sin Svaghed. Et Bryllup uden Blod
Er en Afsky for Guder! - hun raabte; - Vee Enhver,
Som formastelig tager Deel i slig en Færd. -
Hun lukked sig i sit Kammer, sad Dag der og Nat;
Klapped med hvide Hænder sin gnistersorte Kat.
Med falske gule Øine den stivt paa hende saae,
Fælt med Hexeblikket. - Hun tog den i en Vraa,
Og sønderskar den Struben. Den spretted, hende rev,
Arret af Kattens Negler lang Tid i Armen blev.
Hun agted det kun ringe, græd i sin Arrighed,
Løi for sig selv, forsikkred', at hun slet intet leed.
247 Nu aabned sig Folkvanger for lykkelige Par.
Hialte med sin Signe høist lyksalig var,
Og Biarke med sin Rude. Forskiællig dog var Fryden:
I Biarke beundred Rude Manddommen, Heltedyden;
Han hendes ædle Tække. De sammen gik i Lund;
Deres Elskov ligned en yndig Aftenstund,
I Høst, naar Maanen skinner saa klar, kiøligmild,
Paa Skovens brune Blade, med reen og himmelsk Ild.
Ærbødige for hinanden, der blev kun lidet sagt;
At Kiærlighed var større, meer sød end Venskabs Magt,
At troe de neppe voved. De gik, som Mand og Viv,
Der alt har tilbragt sammen et længe prøvet Liv;
Langsomt, alvorligt, ærbart, høitideligt Haand i Haand,
Forenede med hinanden, ved et usynligt Baand.

Som Sommerfugl om Blomsten, Fuglen om sin Frugt,
Om Signe Hialte flagred. Alt hvad hun havde smukt
Henrev den unge Kæmpe. Den ranke Rosenmaar
Sad paa Græsbænken hos ham; de lange gule Haar
Fra Issen han hende løste. Han kyssed Munden varm
Paa hendes Purpurlæber; i den sneehvide Barm
Derpaa dem atter kiølte. Paa hendes Haand og Fod
Han stirred; Kinden brændte med ynglingsraske Blod.
Saaledes Natten fandt dem, de lykkelige To!
Og Freia gav dem Glæder, Siofna gav dem Ro.
248 Hrolf gik om i Skoven; inat han fandt ei Hvile;
Vøggur, ved hans Side, ofte saae ham smile
Og stirre hen paa Maanen, bevæget i sit Sind;
En stor, funklende Taare trilled paa Heltens Kind.
Saalunde kom de begge bag Skoven til en Høi,
Afsides mellem Træerne, skilt fra Dalens Støi.
Den lille Dør til Graven Dankongen oplod,
I Hal af Kampestene nu begge Helte stod.
Mod Maanen vendte Døren; blege Midnatskin
I Gravens mørke Hvælving smutted fortroligt ind,
Oplyste Dødens Bolig. Dybt monne Kongen sukke,
Han stirred giennem Taarer hen paa en Askekrukke
I Hulens dybe Baggrund, lys af Maanens Glands,
Hvor de klare Straaler legede med en Krands
Af falmede Kornblomster; alle dog blaae endnu.
Hrolf Krakes visne Foraar - han sagde - finder du.
Sæt dig hos mig paa Stenen, paa dette stille Sæde!
Mindet af mine Sorger er dog min bedste Glæde.
Medlidenhed du føle, med Den, du agter som Mand.
See! Maanen tolker: Siælen er fra et bedre Land;
Og først i Freias Rige sin Fryd den finde vil.
Hælvten af de Slagne hører Freia til,
Og Hrolf tilhører hende. Men til jeg seer igien
Min Drifa, trøste Venskab. Saa hør mig, unge Ven!

Paa mine fierne Toge tugted jeg Saxens Drot,
Som længe havde tirret til Kampen mig med Spot;
Jeg traf hans Flok i Marken, med min Hær ham slog;
Men fra Land og Rige Haki dog ikke jog;
Giorde ham ei til Fange, skiøndt det er Krigerskik;
Tilfreds alt, naar jeg Skatten aarlig af ham fik.
Min Stigbøjle holdt han; jeg standsed ved hans Gaard.
249 Ved Borgeled mig mødte hans Viv, svøbt i Maard.
Knap saae jeg hende, Vøggur! før Freias Straale varm
Trængte fra hendes Øie dybt i din Konges Barm.
Venligt jeg hende hilste, jeg axlede mit Skind,
Gik i Høielofte for Fruer og Jomfruer ind.
En deilig Flok af Qvinder han havde valgt, med Flid,
For sin Overvinder at giøre hierteblid.
Jeg saae paa ingen Anden, ene jeg Drifa saae,
Der ofte mødte mit Øie, med Øine store blaae.
Vi talde lidet sammen, langt fra hinanden skilt;
En Rad af Barder, Qvinder var mellem os opstilt.
Paa Bænkene sad Kæmper, der lød om Hrolf en Sang,
Men ei hans Øre hørte, hvad Bardeharpen klang.
Som Hyrden seent i Qvælden, naar venligt i det Fierne,
Ved Solens Nedgang, blinker Freias store Stierne -
Han kun paa Stiernen skuer, glemmer Mark og Skov,
Hører ei Fugleskaren, qviddre Vaarens Lov;
Saa sad, i Angelsaxen, den kongelige Giæst,
Saae paa den skiønne Drifa, glemte sin Roes og Fest.
Som Lilien feir paa Qviste sad hun i Hakis Gaard,
Guld bar hun om sin hvide Haand, det perlestukne Haar
I askelyse Flætning til Hoften vandt sig ned;
Den bedste Pryd hun eied, var sød Blufærdighed.
Jeg elskte, men jeg skiulte min Elskov i mit Bryst.
At gieste Haki stundom, var da min største Lyst.
Guldtavel over Borde jeg stundum med hende leged;
250 De hvide Fingre, med gyldne Ringe, derved sig yndigt bevæged.
Sig Terningen monne vende, den løb hurtig omkring;
Desligeste løber Lykkens Hiul, forblummet, paa Jorden i Ring.
Et Tryk af Drifas bløde Haand, stundum et Kys derpaa,
Det var min høieste Glæde. Men Lok', i dunkle Vraa,
Misundte mig denne Lykke. Af Honning Freia giød
Een Draabe kun i mit Bæger; men Hæl den fandt for sød,
Og krysted deri sin Malurt.

Haki, ved Mord og Vold,
Sad i sin Broders Rige; han plettede sit Skiold
Ved nedrige Bedrifter. Med døsiglumske Blik
Beskiæmmed han sin Manddom, umaadelig i Drik
Og væmmelig i Vellyst. En Frilleflok han holdt;
For den ædle Drifa var Hakis Hierte koldt;
Kun Nidingsværk ham hidsed. At hendes Øine blaa,
Kiærligt og uskyldigt paa Dannerkongen saae,
Det kunde han ei taale. Dog voved han ei Ord,
Ærbødig var hans Adfærd.
Bedrifter til Nord
Atter din Herre kaldte. Da mig det Budskab lød
Forfærdeligt fra Saxland, at Drifa var død!
Jeg foer til hendes Gravhøi - de visne gule Løv
Krandsed en Askekrukke med en Haandfuld Støv
Hun sad ei mer i Hallen - hun havde mig forladt -
Min Maane var forsvunden - kulsort var min Nat!
251 Ved Manddom og Bedrifter jeg vilde hende glemme;
Men altid sagte hvisked i Hiertet mig en Stemme:
Du har mistet din Drifa, du elskte hende ømt;
Gienkiærlighed vel ofte har din Hierne drømt -
Men aldrig end sit Hierte hun aabned med et Ord.
Din Borgen var et Haandtryk! Paa Smil, Blik du troer,
Det Sprog kan let bedrage. - O Drifa, min Veninde!
Din Hrolf i denne Verden raver nu som i Blinde;
Maaske, naar han hos Freia hist dig atter seer,
Vender du kold ham Ryggen, ynder ham ei meer.

Engang igien at skue det Sted, hvor Drifa nød
De korte Livets Dage, hvor hun saa ung var død,
Drev mig til Saxlands Kyster. Haki mødte mig, fult.
Med falsk, paatagen Kummer; under Panden hult
Stirrede lumsk hans Øie. - Jeg gik til hendes Grav,
Frit Løb jeg mine Taarer i Ensomheden gav,
Og blev der mange Nætter. Men Vøggur - sidste Nat,
Da til Afsked jeg dvælte, traadte for mig brat
En hæslig Dværg, en Gubbe, med lurvet Kofte paa -
I Gravens mørke Hvælving; - med tykke Been og smaae,
Han stod, med plumpe Hoved; Panden Trædskheds Præg
Bar i de dybe Rynker, Kinden et falmet Skiæg
Og Beltet et Nøgleknippe. - Med et afskyeligt Smil
Han hvisked: Kom, Herr Konge! Bedriften kræver Iil;
Vil du see Dronning Drifa? Med Rette sørger du;
252 Thi snarlig døer den Vene, skiøndt ikke død endnu.
Af sin Finger, Herr Konge, hun denne Ring mig gav,
Den levende Begravne; at ei for hendes Grav
Du dig ræd skulde frygte. - Jeg Ringen tog, jeg saae -
Jeg kiendte den paa Timen. Ædelstenen blaa
Som hendes Øie lyste. Tit den glæded min Aand,
Naar jeg saae den funkle paa hendes hvide Haand.
Jeg fulgte Dværgen hurtig, med Sværdet af sin Skede,
Halvvaagen, som i Drømme, som i Feberhede.

Han hurtig nu en Løndør aabned i Skovens Nat;
Ned ad en Vindetrappe stege vi sammen brat.
Blændløgten han af Barmen tog frem. Først en Gang
Maatte vi sammen vandre, skummel, smal og lang;
Saa lukked op han Dørren, og i et snevert Kammer,
Jeg paa Løibænken øined, ved Lygtens matte Flammer,
Min huldeste Veninde. Hun rakte mig sin Haand,
Ei længer som en Rose, men som en Gravens Aand.
Bleg var skiønne Læbe, bleg indfaldne Kind,
I halvbrustent Øie dog end et himmelsk Sind
Straalte med Baldurs Blidhed. Alt hvad af hendes Vaar
Tilbage var at skue, det var de fagre Haar,
Den askelyse Flætning. - Men da hun saae mig, strax
Med sine sidste Kræfter greb hun skarpen Sax,
Afklipped, rakte mig Skatten, og med sin Stemme sød
Hun talde: Hør din Drifa, Hrolf, før hendes Død.
Min Husbond mig indspærred, begrov i Fængslet mig,
253 Fordi mit Hiertes Tanke, min Ven, tilhørte dig.
Ravnen flyver om Aftnen, om Dagen den ei maa;
Den maa døie Sorgen, som ei kan Glæden faae.
Mig aldrig Haki loved, af Ast han ikke veed;
Ved en jordisk Attraa, forstaaer han Kiærlighed.
Hans stolte Hierte svulmed, gav ham ingen Ro;
Troskab af Den han fordred, som han var aldrig tro.
En Elskov huld uskyldig, en Alf, som lever øm
Af Længsel, Smil og Taarer i en begeistret Drøm,
At den til Gimle stiger, som var paa Jorden nys,
At dens Løn er et Haandtryk - aldrig maaskee et Kys -
Begriber sligt, et Hierte, som hærder sig i Synd?
Der daglig, som Skarnbassen, vælter sig i Dynd?

Hemmeligt lod om Natten han mig i Hulen bringe;
Dog stækked ikke Nøden, o Kiærlighed, din Vinge.
Paa Hrolf jeg ene tænkte; den Trøst var mig saa sød,
At nu dit Helteøie græd over Drifas Død.
Snart mig svækked min Kummer, i skumle Fangebo,
Med kolde, fugtige Mure. For sidstegang dog fro
Den Tidende mig giorde, at du Drifa var nær.
Ved Gaver og ved Løvter vandt jeg Dværgen, der.
End aldrig har min Læbe sagt hvad i Hiertet boer,
Saa hør da nu i Døden Drifas sidste Ord:
Jeg elskte dig paa Jorden, skal elske dig hos Frei!
Støvets Lænker gieide for Evigheden ei.
I Livet Hakis Hustru, jeg fulgte Pligtens Bud,
Men din er jeg i Døden, og din er jeg hos Gud.
Saa kyssed hun min Læbe, saa trykte hun min Haand,
Saa bøied hun sit Hoved, og sødt udgav sin Aand. -
254 Hvad skal jeg meer fortælle dig om min Smerte, Ven?
En Haarlok - en Guldring af Drifa var igien!
Til Hævn mod hendes Morder jeg brat i Vaaben gik;
Han mig mødte med skumle, ængstelige Blik.
Jeg fordred ham til Tvekamp. Ringen og min Lok
Jeg bar som Tegn paa Hielmen. Den Usle kiendte nok
De dybtbebreidende Mærker; han tilbagegiøs.
Med min Gyldenhialte jeg vilde hugge løs -
Da vakled han og raved - blev i sit Ansigt blaa,
Er Krampeslag ham fældte; han kunde meer ei staae,
Sank slap i sine Plader. Som Offeroxen mat,
Naar Hofgodens Hammer den Panden knuser brat,
Faldt Haki flux til Jorden. Da lød et mægtigt Raab
Fra Kredsen, som omringed os i den store Hob:
Samvittigheden ham fældte, han er ei bedre værd;
Han sank i Sottedøden, ei for Kongens Sværd;
Hos Hæl ham Straffen truer. - Da vendte jeg mit Syn
Med Sky fra Nidingsliget; som truffen af et Lyn
Med Svovellugt det sortned. - Jeg bød i Kredsen Ro;
Men lod dog gierne blive Folket i sin Tro,
At ham Samvitigheden fældte til billig Straf;
Skiøndt jeg vidste: Hakis Hierte den ei traf.
Det var ei Aandens Rædsel, det var ei Siælens Nag;
Drikfældighed og Vellyst gav ham et Nerveslag,
Og Dyret sank som Aadsel! -

Med stille Kummerstaal
Jeg hos min Drifa dvæled, mens paa røgfulde Baal
Det hulde Legem brændte. Samme Midienat
255 Jeg drog igien til Leire, med min hele Skat -
Ring - Askekrukke - Haarlok! -

Vøggur paa Skaalen saae
I Høien, og paa Krandsen, hvis Blomst endnu var blaa.
Og raabte dybtbevæget: O Hrolf, dig ei bedrøv!
Her hviler Drifas Aske, men hun er ikke Støv.
Nei svared Hrolf - og vendte sin gyldne Ring omkring,
Siælene forbindes ved Evighedens Ring!
Blaa straaler Stenen, Krandsen; og Himlen hist hin høie,
Blaaner med klare Hvælving, fromt som hendes Øie.
Den askelyse Flætning jeg ogsaa har igien;
Den skal knytte mit Hierte til mangen trofast Ven.
Velan, min bolde Vøggur, i ærlig Heltefavn
Hylder jeg Thor og Mimer, men glemmer ei mit Savn!

256

SYVENDE SANG.

Misundelsen, en Svartalf af allerværste Slags,
Som Bræmsen over Hinden, faldt paa Skulde strax,
Ved Rudes og Signes Lykke. Dybt lagde den sit Æg
Umærkeligt, om Natten, i Hiertets skiulte Læg;
Da voxte snarlig Trolden. Af det blødende Hierte
Krøb den med rynkede Vinger, forvoldte pinlig Smerte.
Da indfaldt Svanebarmen, ængstelig og tung,
Da var Helges Datter i lang Tid meer ei ung.
Rosen svandt fra Kinden, hver Glæde monne flye;
Svartalfen under Øiet malte Streger med Bly,
Fortærte hende Kiødet; hun vakled naar hun gik;
Som en Glød, der sluktes, stirred hendes Blik.
Den fæle Trold ei derved det længe blive lod:
Til en farlig Feber hidsed han hendes Blod;
Da havde Skulde Syner. Det sære Drømmespil
Eder, i denne Vise, grant jeg fortælle vil.

Hun syntes at det regned i Nætter, Dage tree;
I Vandet voxte Lilier, hvide som en Snee;
Af Marken blæste Græsset; Siv stod overalt,
Duggen hele Dagen giennem Luften faldt.
Lammene bleve Svaner; Kalven blev en Sæl;
257 Alt hvad Haar var forhen, forvandledes til Skæl.
Da hørte hun det pladske. Med deilig Læg og Fod
Tangkiær, hendes Moder, i Fladvandet stod,
Og treen i hendes Kammer.

Min Datter, Huldren sang,
Før skilte fra dit Buur mig græsgrønne Vang;
Nu kan jeg dig besøge! Den Vei, som jeg skal følge,
Der maa Fisken svømme, der maae Voverne bølge.
Dit stolte Hierte græmmes, græmmer sig med Ret;
Er ei Alfeslægten meer end Askurs Æt?
Og skal to Støvets Qvinder nyde de Livets Goder,
Som Skiæbnen nægter Skulde, der elskes af en Moder,
Udødelig som Havet? Ei med letsindigt Brum
Bragte jeg dig til Verden, som Bølgen føder Skum.
Du est mig kiær, du Bolde! Din Fader var en Mand,
Som ofte blandte varmt Blod i Tangkiærs kolde Vand,
Naar Kampen raste paa Dækket. Han blev mig tro; hans Barn
Skal Hel nu ikke fange, med Sottesengens Garn,
Min Flod skal dig forfriske. Følg mig til Ran, min Frue!
Frygt ikke for, du drukner i vandgrønne Stue!
Jeg vogter dine Lunger.
Saa tog hun hende med.
Skulde, modig ellers, gyste dog bleg og ræd,
For alle de fæle Syner. Sær blev hun angst og bange,
Da hun saae sig strække hin frygtelige Slange,
Midgardsormen grønne, der i Halen sig beed.
Af Skuldes kolde Pande sprang hin kolde Sveed,
Da den paa hende skiæled; men for Tangkiær tam,
258 Lod den af bløde Hænder sig klappe stiven Kam.
Saa fore de ned paa Dybet, til Ran. Hun var ei smuk,
Den bedste Sang, hun hørte, var Livets sidste Suk.
En Krone vel af Perler hun bar, som Dueæg;
Men, skiøndt hun var en Qvinde, hun havde hæsligt Skiæg;
Af Tang Lokkerne grønne vildt omkring Panden stod;
End blodig hun om Munden var af det friske Blod,
Hun drak af Dødmands Hierte. Der laae de overalt,
Henstrøet, som Faar paa Marken, af hendes Hænder qvalt
Dog saae man end paa Liget det uforfærdede Blik,
Hvormed den danske Sømand steds i Døden gik.

Tangkiær for sin Dronning klagede Nøden stor;
Men hun høit maatte skrige, gientage sit Ord,
For den døve Gudinde; skiøndt paa Bunden Vandet
Skylled ei meer med Støien, med Grums af Stranden blandet,
Men holdt sig grønligdunkelt, i gyselige Ro. -
Tilsidst dog Ran forstod det, afskyeligt hun loe.
Hun raabte: Kiære Tangkiær, du kommer mig tilpas;
Solen dæmrer sparsomt giennem mit tykke Glas,
Dog seer jeg Skuldes Bleghed. Jeg hader Hrolf, som du;
Sparsomt Dødmands Legem offrer Snekken nu,
Fra den Tid, han blev Herre. Den Daare elsker Fred,
Gid Hel ham indebrænde med Leireskovens Ved.
Gierne jeg vilde redde din Datters visne Vaar;
Men kan kun ødelægge, paa Hielp mig ei forstaaer.
259 Dog kiender jeg en Læge, skiøndt lænkebunden Mand,
Der fremfor alle Jetter og Aser fik Forstand,
Hans Raad nu ville vi høre! Thi Skade, min Veninde,
Gierne løser Lænken, som selv hun monne binde,
Naar Ran derom hende beder. - Jeg haaber Lokes Kløgt
Ender din Datters Qvide. Følger mig uden Frygt!

Saa tog hun Tangkiær, Skulde, med op til Havets Flade,
Der taarned sine Bølger til Bierge; thi Skade
Blev ikke længe borte, paa sin kulsorte Hest,
Med store Flaggermuusvinger, som vifte Storm og Blæst,
Hvis Hvrinsken sender Drønene, saa truende, saa hule,
Mens Skummet stænker Vandet, fra Bidslet og dens Mule.
Det var en bælmørk Midnat; men høit, fra Finmarks Iis,
Paa Himlen voxte Nordlys, forfærdelige Riis!
Og grant, paa øden Klippe, ved Skin af Nordlysflammen
Saae Skulde Ran og Skade sidde fortroligt sammen,
Paa Klinten, medens Hesten stod bunden ved en Blok.
Da brat forstummede Stormen. Freias Stiernerok
Nedglimted giennem Skyen. En Snekke foer forbi,
Saae Klippen, - dreied Roret, blev for Skibbruddet fri.
Og høit et lystigt Hurra fra Mandskabet lød,
260 Som, paa et Haarbred, streifed nær Kysten af sin Død
De tvende grimme Qvinder saae Mandskabet frelst,
Og ærgred sig derover; thi altid saae de helst
At Mennesket foer ilde; dog vilde de dennegang
Samtalen ei afbryde; den var qvindelang.

Tilsidst de vinkte Skulde. Med sin Moder tryg
Hun satte sig hos Skade paa Stormhestens Ryg,
Og foer igiennem Luften, høit over Kattegat,
Over Norges Biergaas i frygtelige Nat.
Ved Dovrefield de standsed, af Gangeren steeg,
Fieldets lukte Side som Dør tilbageveeg,
For Havets, Stormens Diser. Med selsomme Sind
Skulde fulgte Skade dybt i Bierget ind;
Giennem de brune Haller; hvor Klippeblokken hang,
Hvor bag vældige Søile, med sidste Svanesang
Fossen i Dybet styrted. Tilsidst blev alting stille;
Vandet ei længer støied bag Kampestenens Pille.
De vandred i en Løngang, hvor Guldstenen smuk
Lyste, ved Nattens Fakkel. Med dybe Hiertesuk
Fra fierne Hvælving toned. I Hulen de treen -
Guldets, Sølvets Aarer, som i en Marmorsteen
Spraglede Klippevæggen, Krystaller Loftet bar,
Tap ved Tap, i Mængde, som Diamanten klar.
Men græsselig i Hallen tilvisse dog var Nøden:
Udstrakt paa trende Blokke, forgieves vented Døden
En Mand af sielden Skiønhed, kold, bleg som et Liig.
Smerten i hans Øie blandte sig med Sviig.
Fra Issen de sorte Lokker ned til Jorden naae;
261 I Qval med hvide Tænder han beed sin Læbe blaa.
Med matte Haand forgieves, Usalige! du tænker,
Fra Bryst og Been at løfte de vægtige Jernlænker,
Som binde dig til Klippen.
Men ved hans Hoved stod
En Qvinde, mindre deilig, men mere huld og god.
Et Aasyn, fuldt af Kummer, sin Mand i Døden troe,
Viste hun, taareblandet, mens haanligfælt han loe.
Med Skiælven i sine Hænder hun holdt et Sølverkar,
Tæt over Fangens Ansigt. Til Randen fyldt det var,
Da Skulde treen i Hallen. Den Kummerfulde tog
Fra Mandens Pande Skaalen, gik bort, ud den slog.
Da Drømmersken opdaged - hans Øie stirred stivt
Op mod de klare Tapper - en Slange, hvis Forgift
Ham dryppede ned paa Kinden. Den var spraglet, blaa
Paa Ryggen, guul paa Bugen; i Lænker hun den saae
Over hans Hoved hænge.
Da det levende Liig
Udstødte giennem Bierget et forfærdeligt Skrig,
I Krampetræk sig vaandende. Da vakled Fieldets Grund;
Mens ham den tykke Fraade stod for blege Mund.
Da skiælved Jordens Piller. Af Skræk faldt Skulde ned.
Men Skade løste Fangen, da han først, med en Eed,
Loved igien at komme til Fængslet, næste Nat. -

Skulde, giennem Luften til Leireskoven, brat
Blev ført i Lokes Arme. Under Luften blaa,
262 Saae hun ham, i sin Skiønhed, trædsk for hende staae:
Med hvide Marmoransigt, med ravnesorte Haar,
Hvis Væxt, i glindsende Lokker, ham ned til Hælen naaer;
Med stort og lysbrunt Øie, med hvalte Øielaag;
Men uden Ærlighed Blikket, skiøndt Ingen mere klog.-
Han Skulde tog i Favnen, gav hende mangt et Kys;
Længer ei hun bæved af Ængstelse, som nys. -
Du har mig vederqvæget, et Øieblik mig løst,
En liflig Honningdraabe mig i mit Bæger øst,
Han qvad; det skal jeg lønne. Du dig ønsker et Raad,
Din Sundhed at gienvinde? Det er en ringe Daad.
Hør Asalokes Tale: Du Guderne maa forsone!
Ikke meer de smile til Leires Bøgekrone,
Hvor Offerstenen stander, i Solen, uden Tvæt
Af den Myrdedes Hierte; uden den hellige Plet.
Med et Menneskeoffer, dristige, skiønne Glut
Du Aserne formilde, skiøndt Hrolf det har forbudt.
Og for ham ret at saare - hør Asalokes Ord:
Du veedst at hist i Hytten Enken Gundvar boer,
Med Datteren liden Drifa. Det Barn er Hrolf saa kiert,
Vilst du ret ham krænke - (det har dig Loke lært)
Da lok hint Barn, i Qvælden, engang i Gudehuset,
Mens Hrolf paa Bænken sidder, med Kæmperne beruset;
Dræb det paa Offerstenen! Og ved dets sidste Suk,
Gienvinder du din Friskhed, blomstrer dobbelt smuk.
263 Saa taled Asaloke, forsvandt med Drømmen brat.
Skulde sig paa Leiet fandt i bælmørke Nat;
Snart var hun kold som Sneen, snart som Ilden heed.
Febertørsten vexled med Pandens klamme Sveed.
Men, sikker paa sin Helbred, stod op hun næste Morgen;
Med Mordtanken i Hiertet, glemte den Grumme Sorgen;
Som en Ulv der sig sniger, med rovbegierligt Mod,
At vinde tabte Kræfter, ved et uskyldigt Blod.

Ved Herthadalens Bakker, krandset af grønne Skove,
Hvor i Søen flyder sølverklare Vove,
Der fordum blandte sin Susen, med Trællenes bange Skrig,
Naar dem Goderne drukned; naar steenbetyngte Liig
Sank tilbunds i Dammen, med Lænker om Been og Arm;
Naar i Vandets Bølge var tvættet hellige Karm,
Der førte Friggas Billed; - ved denne klare Sø,
Hvor, siden Hrolf blev Konning, Ingen maatte døe;
Som endnu deilig flyder, skovkrandst i Herthas Skiød;
Ofte til Sommerlystfart Axels Sønner bød; -
Der boede Gundvar Enke; hvis Mand var Kongen kiær.
Selv Glutten han havde vatnet, som legte sorgfrit her,
Og givet Navnet Drifa. Den kiække Fader faldt
264 I Krigen for sin Herre; hans Hielm af Staalet, hvalt,
End hang i Gundvars Stue. Hrolf besøgte tidt
Enken i Herthadalen; og Barnet legte frit
Paa Skiødet af Leiredrotten, paa Bænk, i Hyttens Vraa.
Alle store Hierter elske de hulde Smaae!
Maa Siælen ei beundre Skiønhed, Uskyldighed?
En Ynde som henrykker, fordi den ei det veed?
Nedstiger ei til Jorden, ufængslet af Smaaheds Garn,
At smelte den Voxnes Hovmod, Alfen som et Barn?
Ofte den lille Drifa blev op til Gaarden bragt,
At lege med Dankongen, naar han ei gik paa Jagt;
Til let hun, som en Sommerfugl, fløi om i grønne Gaard;
Smuk hun var som Rosen, hvis Knop i Løvet staaer;
Med kloge Falkeøine, hun var ei sky, men tam;
Og kiælen hun var og venlig, som hvide Dæggelam.
Syv Somre hun havde skuet, syv Somre grædt og leet,
Og med sit blide Øie Solen og Maanen seet.
Nu skulde det lille Øie briste for Morderkniv,
Nu ønskte Huldrens Datter at ende Barnets Liv.

Selv turde Skuld ei komme, sendte til Hytten en Svend,
Som bad hin liden Drifa, til Kongen, hendes Ven,
Paa Gaarden op at ile. Det skeete før saa tidt.
Moderen Barnet sendte, da det var pyntet lidt,
I hvide Lærredskiortel, i Hue med Hareskind,
Med en blaa Sløife bundet under den røde Kind.
I Skoven mødte Skuida hin liden Drifa skiøn,
Gav hende Honningkage; da, paa Fyrstindens Bøn,
265 Hun fulgte til Gudehuset, at see forgyldte Billed:
Odin, med sine Ravne, paa Skuldren, høit opstillet,
Bag Offerstenen i Hallen.

Du stakkels Noer! hvad veed
En lille Glut om Trædskhed, om Underfundighed?
Hun fulgde gierne Skulde, aned ei Livets Tab.
Saa styrter en Fugl fra Træet i Slangens aabne Gab,
Og saadan Myggen i Lyset.

Men Drifas Fylgie god
Bevared Barnet i Nøden, skiøndt hende den forlod.
Den fløi til Kongens Kammer; hvor Hrolf i Tanker sad,
Med Haand under Kind alene. Krandsen, med visne Blad,
Hang nær paa Bielkevæggen. Den havde ham Drifa forært;
Hver Blomst han fik af Barnet, var Heltens Hierte kiert.
Fylgien ind ad Luen fløi som usynlig Giest,
Og kasted Krandsen af Sømmet, paa Gulvet, som en Blæst.
Hrolf skued Krandsen falde, snoes om i Hvirvelvind,
Til at see den Lille da længtes Drottens Sind.
Han iled til Gundvars Bolig, opdaged trædsken Svig;
En Træl ham alt forraadte, blegnende som et Liig.
Men, som en Storm, der styrter igiennem aabne Bierg,
Foer Hrolf i Gudehuset - og saae en hæslig Dværg
Hen over Offerstenen at holde den liden Pige,
266 Med Haanden tæt for Munden, at hun ei skulde skrige.
Men Skulde, som Hel i Hulen, fast i sit Ansigt blaa,
Blev seet af Dannerkongen, med Flintekniven staae
Over Barnets skiælvende Hierte.

Fordømte Nastronds Aand!
Hvad giør du? raabte Kongen. Og Kniven af hendes Haand
Faldt ned og sprang istykker, paa Gulvets Flisesteen. -
Ha varst du ei min Søster, da skulde dine Been
I Pinsler svede Blodet! - raabte, med Vredens Lue
I skiønne Blik, Hrolf Krake. - Viig bort, du giftige Flue!
Med Glands paa smukke Vinger, der kun flagrer til Synd.
Orm! som dig ei opløfter en Tomme fra dit Dynd.

Som Hulens skumle Skygge viger for Faklens Skin,
Saa veeg forfærdet Skulde, da Konningen treen ind;
Forlod sit Rov, som Ravnen paa Marken Vingerne slaaer,
Naar pludselig en Bonde den fiernt imøde gaaer.
Men skiælende tilbage, med Fingren paa sin Mund,
Hvisked hun opbragt sagte, som flygtende giøer en Hund:
Søn af din egen Søster! Du Plet paa Leirestol!
Snart synker i sin Afgrund din pralerske Sol,
Viet har Asaloke til Mord min Offerkniv!
Den søndersprang? Fleer Knive kan hvæsses mod dit Liv.
267 Og først da aander Skulde, fri for Qval og Harm,
Naar hun kan støde Daggerten, Hrolf, i din egen Barm.

Ei Kongen Trudslen hørte; fast i Armen han holdt
Barnet, som af Rædsel endnu var stivt og koldt.
Han kyssed det bekymret, og bad det: ei forsage.
I Drifas Øie vendte Livet snart tilbage,
Hun smilte som en Lysalf. Hrolf, med Graad paa Kind,
Vendte sig med Barnet mod Aftenrødens Skin.
Alfader! q vad den Bolde, det Offer, som dig ret
Behage skal i Gimle, det er en god Idræt.
Du vilst ei at din Skabning skal gaae i Qval fortabt;
Glædes ei, ved at øde det Liv, du selv har skabt.
Forbandet være til Nastrond alt skummelt Nidingsværk!
Ei Ondskaben skal seire, saalænge Hrolf er stærk.

Faurt smyktes Vesterhimlen med rødliggule Skiær,
Sidste Glimt af Solen faldt giennem Leiretræer,
Da Kongen vandred ene, satte sig veltilfreds,
I Skov, paa Dommersædet, i Stenenes store Kreds,
Hvor Landet han monne bygge, hver Thingets Dag, med Ret.
Atter slog hans Hierte med Venlighed og let.
Da saae han trende Kæmper i Skoven vandre hid,
I forskiellige Kiortler: en rød, en blaa, en hvid.
Han kiendte dem og smilte; han havde Dragterne givet
268 De bolde Leirekæmper, med skiønne Belter om Livet.
Biarke fik hviden Vadmel: det tyded Norges Snee,
Isens evige Toppe, som kiækt mod Himlen see.
Det grønne Belte var Granen, som, over Sneen grøn,
Forfrisker dit muntre Øie, Norges stolte Søn.
Blaakiortlen klædte Vøggur; thi Sverriges Fiorder blaae
Høit op fra Østresaltet i Fastlandet gaae,
Hvor Søer og Elve dem møde; men Beltet, gult som Halm,
Tyded det rige Biergværk, med lyseblanke Malm.
Danmark er Syd i Norden, der rødmer Frugten sød,
Hyppigt stander i Græsset Kiærminden, Rosen rød,
Og Havet alt omslynger: Om sin Skarlagenkofte
Bar Hialte lysblaa Belte, slynget om ranken Hofte.
Saa traadte de for Kongen og hilste; men ei froe;
Mørke var deres Pander, ingen Læbe loe;
De taug og stirred til Jorden.

Da raabte Hrolf: Hvad nu?
Hvor er den gamle Munterhed? Min Biarke! siig os du,
Hvad mørkner Leirestierner? - Han svared, men ei kiæk:
Mænd, som ei ellers frygte, betages her af Skræk!
Vi elske Hrolf vor Konge, vi vide: Hrolf er god;
Men hvis den gamle Gode, Herre, vi ret forstod,
Da nødes vi til at gyse. - Hvad har dig Goden sagt?
Spurgte ham Kongen venlig. - At Hrolf har Ringeagt
269 For Valhals store Guder, var Bodvar Biarkes Ord;
At paa Vingolfs Aser dit Hierte meer ei troer;
At du din Tillid sætter til skrøbeligt Sværd og Skaft,
Og ugudelig stoler kun paa din egen Kraft.
Er dette sandt, min Herre? Skiænk atter Hiertet Ro!
Kan Den vi Troskab holde, som ei er Himlen tro?
Dyb Sorg vort Hierte trykker; kraftigt det meer ei slaaer;
Tre tappre stærke Biørne forvandledes til Faar,
Der mistede deres Hyrde! Til Fange Hver blev tagen,
Af Skræk, da Ærens Banner faldt ned fra Bannerstagen.
Grædt har Biarke med Hialte, med Vøggur, grædt som Børn,
Der vilde Rosen bryde, men rev sig paa en Tiørn.
Dog - naar vi see dig Konge! saa tillidsfuld igien
Sidde paa Dommerstenen, - da haaber Hiertet end.
Saa smiler ingen Niding.
Nei, Biarke! raabte rørt
Hrolf Krake, - hør nu alting, da du har Noget hørt.
Jeg bøier Knæ hver Morgen, for Ham i hine Himle,
Alfader! for den Evige, som raader i sit Gimle;
Hvem Ragnarok ei fælder, som skabte Sol og Jord.
Jeg ærer Tapperheden, jeg troer paa Asathor.
Mit Hierte slog for Elskov; hvo seer den grønne Mai,
Med sine deilige Blomster, og tvivler end om Frei?
Den herlige Moder Frigga mig favner i sit Skiød,
Og nærer mine Kræfter hver Dag, med sunde Brød.
Ægir i Havet hersker, Niord i den friske Luft,
Baldur i mit Hierte, Mimer i min Fornuft,
Alfaders Aser alle. Op til hans Valaskialf
270 Vinker mig den lyse, bortskyer mig svarten Alf.
Men Den jeg ikke frygter - mig derfor ei bebreid! -
Den lumske Hexemester, som kogte med Qvinder Seid;
Boleren, som Gunløde bag Fieldet har forført;
Hvis Eventyr med Rinda har op mit Hierte rørt;
Som sang afskyelige Galdre, men lod de andre slaae,
Saalænge for sig i Marken, til han blev oldinggraa;
Mærked sig saa med Geirsod, et smaaligt Gubbespil; -
Aldrig for en Gud ham min Aand erkiende vil,
Og kaldte han sig Odin! - En Aand, som ei er god,
Hvis Bautasteen kun plettes af uskyldigt Blod,
Aldrig for ham Hrolf Krake skal bøie stolten Knæ,
Og bede til hans Billed af ormstukkent Træ.

Nu handler som Eder lyster! Ængster Eders Eed,
Saa løses her I fra den. Forlader mig med Fred!
Jeg frygter ei min Skiæbne; mig Kronen er ei saa kiær,
At jeg den skulde kiøbe for et Skyggeskiær,
Der taaler ei Sandheds Straale. -

De trende gieve Helte
Taug længe. - Bodvar Biarke da først for alle meldte:
Du lover Alfauder i Gimle; saa kald ham hvad du vil!
Til Hiertet i Biarke brister, det tro dig hører til. -
Du hylder Folkvangs Freia, qvad Hialte - jeg min Eed
Ei bryder Drotten som hylder huldsalig Kiærlighed.
271 Du troer paa Baldur og Mimer, qvad Vøggur - aldrig kan
Jeg svigte den Herre, som ener sit Hierte med Forstand. -
Jeg troer paa Venskabs Vælde! qvad Hrolf, og favned hver;
O havde Nordens Sønner hinanden alle saa kiær,
Da Danmark, Sverrig og Norrig, i hæslig Broderstrid,
Ei spildte Kraften længer i uheldsvangre Tid.
Som Brødre de levede sammen. Velan, saa lader os staae,
For Tiderne, som et Billed, der aldrig skal forgaae.
Den hvide Vadmelskofte favne den rød' og den blaa!

272

OTTENDE SANG.

Nu stander til at siunge, hvorledes Hrolf en Dag
Sad med sine Kæmper, i lystigt Drikkelag.
Han kastede sit Øie vidt i Hallen omkring,
Sigende: Mægtig Styrke samles her i Ring.
Ja, svared Bodvar Biarke, længe søge man skal
Slig Drot, slige Kæmper, i een og samme Hal.
Rundt, paa alle Strande, Skialden os Drapa qvæder;
Kun een Ting forringer, Hrolf, din Kongehæder. -
Hvad, spurgte Kongen, fattes end til din Herres Tarv? -
At du af Adils kræver med Vaaben ei din Arv!
Svared ham den Fiirskaarne. Paa uforskammet Viis
Forholder han dig Skatten. - Troer du, Sviagris,
Spurgte ham Hrolf med Latter, saa dyrebar mig er,
At jeg for den Sag skulde fremkalde Dannerhær? -
Ei for Guldet at vinde, svared ham Biarke kiæk;
Men for Niding at tugte, med angstkolde Skræk.
Thi sømmer det sig, Herre, mægtigste Drot i Nord
Ustraffet den Tiener at lade, som svigter sit Ord?
Nu - sagde Hrof og smilte - selv har jeg sligt isinde;
Jeg giester Adils i Upsal; ei for Guldet at vinde;
273 For at besøge min Moder. End eengang i mit Liv
Vil jeg til Hiertet trykke den herlige Viv.
Som Ven, ei som en Fiende, kun med Kæmper tolf,
Giæster ham i Upsal, om nogle Dage, Hrolf.
Hvo vil mig did ledsage?
Da reiste sig alle Helte,
Som gierne den Tappre fulgte til Bedrift, naar det gieldte.
Men Hrolf stod ved sit Forsæt: med tolf Bersærker kun
At hilse sin falske Svoger; med sin Høg og sin Hund,
Gram, den store Gule, der ved hans Fødder laa,
Som med ærlige Øine paa Dannerkongen saae,
Naar ei han var paa Jagten. Vel prøved Rude blid
Kongen derfor at vare; men Skulde sig i Strid
Gav med den ædle Søster, spottende hendes Frygt.
Hun sagde: Paa sine Kræfter vor Broder stoler trygt.
Hvi vil hans Mod du svække? Hvi vil hans Sind du vende?
Hans Villie bliver en Bue, som han kun selv kan spænde.
Lad af at drage Strængen med Qvindehaanden blød!
Den giver dog ei efter. - Han iler til sin Død,
Raabte den bange Rude. - Nei, svared Skulde suurt,
Man siger, ellers voxer for Døden ingen Urt;
Men Biarke, Hialte, Vøggur, Svibdagger, Beigal, Vøt,
Hardrefil, Hake, Haklang, Hvitsærk, har Farer mødt,
Som overgik langt disse. Det har ei mindste Nød! -
Og Skuld med tørre Øine begræde vil vor Død,
Ifald vi ogsaa falde; qvad Hialte. - Salten Vand
274 Jeg græder, qvad den Skønne, som Bølger ved den Strand,
Hvorfra Hrolf Hottur hented. - Da bad Kongen sin Skiald
I Harpen stærkt at gribe, for Freden i sin Hal
At skaane, for at skaane sin Søster for Skam,
Skiøndt ei hun det fortiente; thi ei hun skaante ham.
Bestemt var Reisen til Svithiod; næste Morgenstund
Indskibed de deres Heste, foer over Øresund.

Der reed den ædle Herre nu over Skaanes Mark,
Med sine stolte Kæmper; hver som et Træ i Bark,
Saa blomstrende, saa frodig; i Hielm, Pandserplader.
Det var en Lyst at see dem: snart de traved i Rader,
I Flok snart Hestene sprunge. Dagen var smuk og klar.
Men hen ad Aften lagde der sig en Taage svar
Over Skov og Floder, over Mark og Enge,
Et Nattely de rundtom søgte forgiæves længe.
Da mælede Svibdagger: Her see vi Adils Kunst!
Det hele Land indhyller han i en Taagedunst,
Blot for os at forvilde. Jeg ham kiender: han slaaer
Som et Barn kun med Sværdet, men som Mand han forstaaer
Vel sine Tryllegaldre. - Ei brydes Sværd og Stang,
Svared ham Kongen venlig, ved daarlig Galdresang.
Svibdag paa Hovedet rysted, mæled til Beigal sagte:
Jeg vover, hvad Helt tør vove; men piatud at foragte
Jetternes skiulte Vælde, deri han farer vild. -
Jeg gaaer for ham i Kampen, giennem Vand og Ild,
Giensvared Beigal Tappre; min Stang jeg for ham bryder;
275 Men bryder ei mit Hoved, om hvad meer det betyder.
Hvo ei derover grubler, ængstes derved ei svart. -
Heller ei har Svibdag i Balg sit Sværd forvart;
Svared den stolte Broder, hvor der var Kamp paa Færde;
Men paa Taagen bider kun slet de skarpe Sværde.
Hvor findes Huus i Aften? Et Biarkemaal dig syng,
Og stræk din Krop paa Marken hen i de vaade Lyng;
Imorgen ville vi see da, hvor flink du er en Giest!
Her er ei Træ hvorved man kan binde fast sin Hest.
Og Hesten er mere kiælen, end Manden som rider derpaa.
Hvor findes Hø? Hvor Havre? Til Strøelse hvor Straae!
Som saa de talede sammen, i Taagen bleve de vaer
Et Huus som stod paa Marken. Luften var mere klar.
En Mand de saae i Døren, stor af Væxten, høi;
Han kaldte nogle Duer, som over Taget fløi.
Kulsorte to sig satte da hver paa breden Skulder.
Nu nærmed sig Leirekæmper, med Hurtighed og Bulder,
Eenøiede gamle Bonde. Rød blu3sed Bondens Kind,
Med Munterhed og Styrke. Han bød dem venligt ind.
De sorte Fugle paa Skuldren tamme siddende blev;
Undertiden de Næbet mod hans Øre drev;
Det lod, som de til ham hvisked. Knap Manden var paa Ord,
Indbød dem til en Skinke, som damped paa hans Bord.
276 Øl han giød dem i Bægret, om gamle Tider sang.
Forunderligt hans Stemme langt ud i Taagen klang.
Han priste Adils i Upsal, fordi han Odin loved.
Han sagde: Odin vogter Kronen paa hans Hoved,
Fordi han slagter Heste, Hunde, Haner, og Mod
Har stundum til at offre ham ogsaa Menneskeblod.
Thi Blodet smager Odin, som Miøden en Helt i Hal;
Naar det i Luften bydes ham i en Pandeskal. -
Derpaa han dem et Kammer aabned i Nattens Stund.
De sov, men frøs under Dækket; Tænder i deres Mund
Klapprede som af Kolden. Han ledte dennem paa Vei
Næste Morgen; men sagde Farvel til Afsked ei,
Han borte blev i Taagen. -
Da raabte Svibdag bange:
Var det ei Odin Gamle, saa tage mig til Fange
Den første, bedste Niding, - Siig hvi du dette troer?
Spurgte hannem Hrolf Krake. - Først, for han var saa stor,
Raabte den rædde Svibdag. - Haklang har samme Høide,
Svared ham Dannerkongen. Men ikke samme Drøide,
Mæled den lystige Vøggur. - Han har jo kun eet Øie!
Vedblev Svibdag i Vrede; han vil din Frækhed bøie. -
Hvis det beviser en Odin, at han eenøiet seer,
Da est du selv Hærfader; thi du har ikke fleer!
Raabte den muntre Vøggur.
Da loe de alle: See!
Der rider Odin Gamle! - Selv Svibdag maatte lee:
277 Han hug i Spøg mod Vøggur, men Vøggur ham undgik,
Pludselig han bag fra Svibdag om Livet fik.
Da var al Frygt forsvunden; oprømt var alle. Snart
Hen over Taageheden satte de, i en Fart.
Men Taagen ei vilde vige, sig ei fra Marken flytte;
Det Aften blev; da fandt de, som før, en Bondehytte.

Det var den samme Bolig, det var den samme Bonde,
Med sorte Fugle paa Skuldren. - Her leger Alfer onde,
Qvad ræd til Kongen Svibdag. Staaer der ei Friggas Mand,
Saa vil, med mine Hænder, af Staal jeg vride Vand,
Det er den forrige Stue, forrige Stol og Bord. -
Men ufortært paa Bordet staaer frisk en Skinke stor!
Qvad Hrolf; i blanken Bæger atter der Mundgodt staaer,
Som ei, min ærlige Svibdag, du drukket har igaar.
Giv dig tilfreds! Ei mægter dig Modet stærkeste Mænd
I Kamp at bøie; hvi est du da nu saa ræd en Svend,
For gamle Sagn og Drømme? - En høistnaturlig Ting!
I Taagen ere paa Heden vi redet om i Ring.
Den gode Gubbe viser os Giestfrihed; han troer
Paa Oldtids Dæmesager; men han er ingen Thor,
Saalidt som han er Odin. Han vil os venligt favne!
De tamme Duer paa Skuldren er ei Hærfaders Ravne. -
Ved denne Tale trøstet, Svibdag paa Skinken løs
Gik med fornyet Iver, og drak, saa han ei frøs.
278 Da næste Morgen de vaagned, stod Taagen længer ei,
Bonden hen mod Upsal gierne dem viste Vei.
Paa Veien mødte Svibdagger mangen gammel Ven,
Som den bolde Svenske kiendte strax igien;
Der misfornøiet med Adils var, for hans Nidingsværk,
Som i Hrolf Krake frygted en Herre viis og stærk.
Sveakonningens Hofgaard de nærmede sig til Hest;
Da meldte bolde Svibdag, som reed Kongen næst:
Nu ville vi ei sige, hvo her af danske Kæmper
I Flokken er Leirekongen; thi Adils neppe dæmper
Sit Had og sine Rænker. Derfor tykkes mig ret,
Vi møde hannem i Vaaben! Nedslagne Hielmenæt
Ansigtet for ham skiule. Thi skiøndt svag i Krig,
Er han en listig Vingier, Mester udi Svig;
Og skiøndt med lovet Leide du møder paa hans Slot,
Ei blot som Giest i Venskab, men som Overdrot,
Jeg frygter dog, han pøndser paa nogen Underfund.

Alle Hielmenætter droge for Øine, Mund,
Og reed i Borgegaarden, saa Stenene gav Skrald.
Deres gode Heste bragte de først i Stald.
Svibdagger Karlene kaldte, bad dem vogte paa Stand
Med Flid de stolte Hingster. Hvilken Riddersmand
Elsker ei tro sin Ganger, og vogter den for Skade?

Men Adils, som de Danske af Hiertet monne hade,
Og vilde dybt fornærme, gav hemmelige Bud,
Til Trællene, der frygted Kongen som en Gud:
Man skulle fare listigt, snedeligt i Mag,
Afskiære Hestenes Haler til den blodige Bag;
Afklippe deres Maner og giøre dennem Fortræd,
Saa at Pandeskindet afflaaet fulgte med.
279 Deraf slet intet vidste de danske Kæmper gode.
Trøstig de gik i Hallen, skiøndt de monne formode,
Der vel var Sviig paa Færde. Til Hallen i en Gang
Bragtes de, som var knudret, mørk og kroget, trang.
Men med Sværd i Høiren, men med Skiold paa Arm,
Fremgik de Pandserklædte med Kiækhed udi Barm.

I Hallen brændte sparsomt kun hist og her en Spaan. -
Adils, min Skattekonge, mig modtager med Haan!
Sagde da Hrolf Krake. Ind Skaren traadte neppe,
Før store bistre Kæmper treen frem fra Væggens Tæppe,
Bevæbnede, bedækte med Jern fra Top til Taa.
Her gielder det at lade de tunge Sværde slaae!
Raabte den danske Konge. Da var Striden begyndt;
Bersærkerne fra Leire sig snart havde skyndt;
De rydded op i Hallen. En Skare Døde laa.
Da paa Gaffelbænken Adils man saae;
Han raabte: Hvilket Hærværk! Hvilken Misforstand!
For Skiæmt jeg ikkun prøved om Hrolf var en Mand
Saa kiæk, som Rygtet lyder. For Spøg, en liden Skræk
Jeg vilde Jer indjage. - Du spøger som en Giæk!
Svared ham vreden Biarke; og disse døde Mænd,
Saa længe Solen skinner, ei spøge vil igien.
Alvorlige de skule i Døden til dit Skiæmt.
Nu er dem Overmodet af vore Sværde tæmt.

Den som med Lyset leger, tit brænder sig derpaa!
Raabte Hialt' Hugprude. - Da lod af mørken Vraa
Adils de Døde drage, bære bort paa Stand.
Han raabte: Kiærterne tænder! at jeg betragte kan
280 De særvelkomne Giæster. Nu tænder Ild paa Baal!
At det kan deiligt blinke fra Leirekæmpestaal.

Da tændte Trællene Kiærter, øgede Baalets Ild,
Som midt paa Gulvet brændte. Røgen slyngte vild
Sig under Loftets Biælker, giennem det aabne Tag.
Da blev det lyst i Hallen, som paa en Sommerdag.
Inderst i Kongesalen, med Hielm og Harnisk, sad
De Danske; Sveakongen, med sine Mænd i Rad,
Ved Lugen og ved Tepperne, hvor der var Dør ved Dør;
Hvorfra de væbnede Stridsmænd i Hallen traadte før.
Bag Leires Kæmper høined sig tyk en Biælkevæg.

Da raabte Konning Adils med tynde, hvide Skiæg:
Velkommen, bolde Svibdag! Jeg kender dig igien.
Jeg troede, med dine Brødre, du varst ei Sveaven.
Dit Fædreland forlodst du, drogst til Issefiord.
Hvad bringer dig atter til Fieldet, hvor Jern for Sværdet groer?

Herre, giensvared Svibdag, I spørger om hvad I veed.
Lang Tid, med mine Brødre, med trofast Tapperhed
Slog jeg for Eders Vælde. Nidingsflokken jeg fandt,
Som hærged i Eders Haller; den jeg overvandt;
Og skaffed Eder Freden. Dengang I monne love,
Da I var stædt i Nøden, mig Guld og grønne Skove;
Men glemte Løvtet siden. Jeg glemte denne Svig,
Giorde blandt Eders Fiender, siden, dog mangt et Liig.
Men da, i sidste Feide mod frække Oprørsmænd,
281 I Baghold skiult, I speided, hvor Seiren heldte hen;
Før frem I turde træde, hielpende den som vandt;
Skiøndt jeg, som Odin, havde mit Øie sat i Pant,
For Hæder i Kamp at skaffe; - da var jeg Eden qvit.
Eet Øie var nok at miste, for Den, som kun saa lidt
Paa Troskabs Gave skiønner. Jeg med det Andet saae
Hrolf i Leiregaarden, ved Issefiorden blaa:
Han skiønner paa Bedrifter, paa ærlig Trofasthed;
At kun jeg har eet Øie, hos Hrolf jeg ikke veed.
Han seer med Faderomsorg paa sine Kæmpers Tarv!
Hans er mit andet Øie, hans min sidste Marv.

Jeg - svared Konning Adils - har megen Agt for Hrolf,
Som hid til Upsal er dragen med Kæmperne tolf.
Hvi skiuler han sig for mig, med lukte Hielmenæt?
Slig Adfærd af en Herre, som han, mig huer slet.
Er han for Adils bange? - Da monne Hrolf Krake vinke
Til sine Mænd, og sagde: Vi ei med Øine blinke,
Ved i slig Sol at skue. - Han slog, med disse Ord,
Sit Hielmenæt tilbage; da fra hver Pande foer
Nættet, ved Kongens Tale; - men over Ilden kiæk
Stirred de danske Kæmper paa Adils, som af Skræk
Nær daanet var paa Bænken, ved slige Mænd at skue.
At Thor var kommen fra Valhal paa brogede Regnbue,
Troede den redde Seidmand, at tugte ham, til Straf.
Forfærdeligt Hrolfs Øie den blege Niding traf.
282 Han sagde: Kiære Svoger! velkommen i min Hal.
Freden jeg dig har lovet, trolig jeg holde skal.
Lad os som Venner drikke, glemme det mindste Nag.
Skatten, jeg dig skylder, faaer du end idag.
Tilgiv, jeg ei den sendte! Blandt sine Helte raske,
Jeg veed, Hrolf agter Guldet stort ei meer end Aske;
Og mens af Elskovs Kummer din Kind bli'er daglig vaad,
Din Haand det Malm bortødsler, som kaldes Freias Graad.

Hrolf svared: Med egne Heste jeg kiører helst min Kerre.
Over min Gavmildhed, Frænde, jeg selv vil være Herre.
Venner jeg gierne skiænker Guld, Sølv, Sværde nye;
Men lader mig ei aftrodse blandt Fiender et Stykke Bly.
- Nu - svared Adils - Skatten paa dig her længst monne vente.
Jeg vidste nok, du vilde med Tiden selv den hente. -
Hrolf mæled: Ei for at hente det usle Pengeskrin,
Jeg kom; men for at trykke til Hiertet Moder min;
Og for dig at formane til Ærlighed mod Den,
Som du est undergiven. - Da kommer du som Ven,
Skreg Adils - Iler Trælle! fylder Bægret til Rand!
At første Bæger Odin jeg vier, Hrolf ei kan
Fortryde; skiøndt jeg hører han ei paa Guder troer. -
- Det første Bæger vier jeg ind til Asathor,
Svared ham Leirekongen; saa bruges i Danmarks Egn. -
283 Over sit Horn med Sværdet han giorde Hamrens Tegn.

Disimellem paa Ilden de svenske Trælle kasted
Alt meer og mere Brænde; røde Luerne hasted
I Veiret op under Loftet, knittred i Røgen tit.
Længer ei man i Salen aanded sundt og frit.
Thi forsmædelig Heden udbredte sig med Qvalm;
De tykke Brændeknuder brændte saa let som Halm.
Paa Bænk de svenske Kæmper alt vege meer tilbage;
Da de ved Tepperne sadde, de let sig kunde drage
Hen mod de aabne Dørre. - De Danske Ilden saae
Nærme sig deres Fødder, indklemt i Biælkevraa.
Fast sveed Flammen Haarene paa deres Øienlaage,
Tiæren paa Væggens Biælker begyndte stærkt at koge;
Men deres Skiolde Bodvar og Hialte for Kongen holdt.

Adils qvad: I Hallen er det ei længer koldt.
Ei nu, hvad siger dette? Hvis Ilden ei er fiern,
En Eed Dankæmperne binder: Skye hverken Ild eller Jern,
De svore; saa ville de nu vist ei heller Faren skye;
Ei, meensvorne Nidinger, feigt for Baalet flye.

De Danske stirred forbauset, ved disse Adils Ord,
Paa hinanden; thi Eden var svoret høit ved Thor,
At aldrig skye de vilde, hverken Jern eller Ild.
Alt stærkere blev Branden; den fortærte vild
Bænken, hvorpaa de sadde, tog i Klæderne fat;
Alt indhylled Røgen dem i den lange Nat,
Fyldte de tappre Bryster med Dødens qvalme Luft.
284 Alt syntes tabt; - men tabt var endnu ei Hrolfs Fornuft.
At Ingen Eden svigted, at Døden han foretrak,
Skiøndt det glødende Pandser ham i Heden sprak,
Det forudsaae Dankongen; selv var han Eden tro;
Men midt i al den Rædsel Hrolf Krake lystigt loe.
Han tog sit Skiold, han kasted paa Ilden Pladen haard,
Raabte: Den skyer ei Ilden, som giennem Ilden gaaer!
Nu drager Eders Sværde, nu hugger paa baade Hænder!
Men kaster de brede Skiolde, hvor heftigst Flammen brænder.

Neppe var Ordet givet, neppe var Budet sagt,
Før Baalet var i Hallen med Skioldene belagt.
Og let, som Gutten springer over Isen, før den brast,
Styrted de danske Kæmper giennem Flammen i Hast;
I sorte Jernbrynier, med Sværd over Hielmen høit;
De hug, som Bonden hugger, der kløver Knuden drøit.
Alt slog de ned for Fode. Hvo dem i Flammen saae
Troede Surtur i Luen i Ragnarok at staae.
Da tonede Biarkemaalet fra deres vrede Læber.
Hvor en Niding dvælte, fandt han sin visse Dræber.
Saa sloge de sig giennem Hallen, stode paa Marken brat;
Og Maanen til dem smiled i kiøligklare Nat.

Paa Marken dem ingen forfulgte; Branden i Kongens Hal
285 Gav Mængden nok at vare. Høit hvirvlede, med Knald,
Ildtungen giennem Taget. Konning Adils forfærd
Frygted sit Guld at miste, glemte Fiendens Sværd.
Han skulde sin Gaard forlise, kostbar, rummelig bygt;
Gierrigheden drev ham, den overvandt hans Frygt.
Nær de hvirvlende Flammer saae man ham raadvild staae,
Tvang Trællene til af Karret paa Ilden Vand at slaae.
Men lidet kun det baaded; det Olie var paa Ild.
Rødgrøn med gule Strimer Flammen sig snoete vild,
Mod Nattehimlens Mørke. Giennem Røgen graa
Stiernerne fra Himlen ned i Hallen saae,
Da Gavlen alt var brusten; saae gamle Heltebænk,
Brænde, nys besudlet af Blodets røde Stænk;
Saae Biælkerne brænde, som fordum de blanke Brynier bar;
Den gamle Tønde med Miøden, Kæmperne dyrebar:
Den laa i Krogen i Hallen, af den blev drukket ei,
Uden ved store Fester. Sagnet fortalte: Frei
Havde selv den tømret og brugt i Oldtids Dage.
Intet af gamle Minder længer der blev tilbage.
Kommer i Menneskebolig først Ildens vrede Gud,
Han sletter med røden Finger alle Mindesmærker ud;
Intet ham meer er helligt! Hvad Aarhundreder heged,
Hvad, med Oldtidsmærket, Hierterne dybt bevæged,
Tilintetgiør hans Vrede; det smuldrer hen som Løv.
Og af den hellige Levning blev kun en Haandfuld Støv
286 Hiartvar, Adils Frænde, følte Klenodiets Værd,
Voved sig ind i Ilden, at redde Freiers Sværd.
Det hang ved Gaffelbænken, der halv var styrtet ned.
Rusten var i Skeden den gamle Glavind bred.
Den Ingen mere brugte; men Eder derved man svor.
Hiartvar, bolden Yngling, velvoxen høi og stor,
Havde den tit betragtet med Ærefrygt, som Dreng;
Nu voved han sig i Hallen. Af skimlet Læderhæng
Han Sværdet tog og bragte sin kongelige Frænde
Det selv, i Borgegaarden. Ha, lad det Tant kun brænde,
Raabte den vrede Gubbe; bring mig mit Sølv og Guld! -
Det smelter kun i Ilden, det sluges ei af Muld,
Svared forvovne Hiartvar; men Den fortiente Tak,
Som Freiers hellige Glavind dig ud af Ilden trak.

Da danske Mænd paa Marken saae Upsalsgaarden brænde,
Vidste dog ei, i Natten, hvorhen de sig skulde vende.
I Stalden de havde fundet deres Heste staaende vel,
Men lignende de Helheste, hvorpaa de Døde til Hel
Traver al Giallerbroen: med Pandebenet bart,
Med Øiet dorskt og livløst. De Gangere, som i Fart
Med Hvrinsken og flagrende Maner til Æren dem havde ført,
Med skiælvende Knæe nu vakled. Da blev Kæmperne rørt;
Tunge Taarer paa Kinden de ædle Helte brændte;
Thi Gangerne deres Herrer endnu i Døden kiendte,
De lode sig af dem klappe; saa slikked de deres Haand
287 Sank ned paa Straaet og døde. - Har Hesten ingen Aand,
Som kommer til Thor i Thrudvang? spurgte Hialte in Herre.
Hvi ager Thor med Bukke for sin lynende Kerre?
Mig tykkes, det klædte ham bedre, høit at fare til Hest.
Det ædle Dyr, af alle, dog kommer Mennesket næst!

Hrolf taug og gik nedslagen, bedrøvet af Hiertensgrund
Da gned sig op ad Kongen Gram hans venlige Hund.
En Taske den bar i Flaben; den havde Kongen glemt,
I Hallen, da bag Baalet han farlig var indeklemt.
Sin Taske tog Hrolf af Tænderne paa den ærlige Gram.
Han sagde: Hunden og Hesten giør ofte Mennesket Skam.
Ja, raabte Bodvar Biarke, jeg agter, fra denne Stund,
Ringere Drotten i Upsal, end den troløseste Hund.

288

NIENDE SANG.

Paa Marken dem en Skare sig nærmed. De Tolf
Stillede sig til Værge, fremst i Spidsen Hrolf,
Med Skøfnung, goden Glavind. Skal i Græsset vi bide,
Saa ville vi, som Biørne, først om Seiren stride!
Sagde den ædelig Herre. Jeg agter ikke svart
Livet; dog kiære Venner, Eders jeg havde spart
Heller til større Værker. Vi er i Fiendens Vold;
Vel Sværd i Haanden blinker, men vi har intet Skiold,
Og Kampen alt har trættet - Da ved Flammen klar,
Der steeg fra brændende Kongsgaard, saae de hvad det var:
En Q vinde dem gik imøde, fulgt af væbnede Svende;
Hrolf ved Ildebranden tydeligt kiendte hende,
Skiøndt stærkt hun var forandret, fra sidst han hende saae.
I lange hvide Klæder, med Guldkrone paa,
Kom den ædelig Dronning; men under Kronens Krands
Et falmed Ansigt smiled; af Ungdommens Glands
Var sidste Levning svundet; dog Siælens ædle Træk
289 Udsletter ingen Sygdom, ei Kummer, ei Skræk;
Og Sorgen, naar den træffer et høit, kiærligt Sind,
Adler tænkende Pande, venlige Kind,
Med Veemods hellige Mærke.

Hun betragted sin Søn;
Da vendte Kindens Rose tilbage, hun blev skjøn;
Ilden i hendes Øie gienfødtes, hendes Barm
Svulmed; Yrsa trykte Kong Hrolf i sin Arm
Og qvad med Moderglæde: Nu vil jeg gierne døe!
Den visne Blomst har nedlagt velsignede Frø,
Der voxet er til Stamme. Som Barn min Hrolf jeg heged,
Da ligned han en Lysalf, der med Blomster leged;
Jeg skued ham som Yngling: Skirner den halve Gud,
Rasken Svend i Valhal, Asernes Bud,
Du lignte, naar han iler til Hest fra Sky til Jord;
Men Hrolf, nu est du vorden mandelig og stor!
Nu staaer du for din Moder, trykker mig til din Barm,
Med Asabaldurs Ansigt, i Seirgudens Arm.
Nu lad mig gaae til Freja! Jeg aldrig vender meer
Tilbage til den Niding, hvis Gaard du brænde seer.
Lang Tid, ak altfor længe, tilbragte jeg mit Liv
I Forræderens Nærhed, thi jeg var hans Viv;
Forgiæves daglig prøved, ved Offret af min Fryd,
Med Raad og Daad at mildne Steenhiertet til Dyd.
Ak altfor bløde Qvinde! Haabet bedrager dig:
Du veedst ei, at en Niding er uforbederlig.
Saa kom, min Søn! min Eneste! Stands din Moders Graad!
I denne Nat er brusten sidste svage Traad,
Som Yrsa bandt til Adils. Men dobbelt stærke Baand
290 Binde, Hrolf, til dit Hierte, min glade Moderaand.
Jeg følger dig til Danmark; og de Kilder der saae
Helge, som en Yngling, blandt Blomsterne staae,
Skal suse ved min Gravhøi. -

Yrsa gav hver Giæst
Istedet for den dræbte, en stærk, herlig Hest.
Tohundred Mænd i Plade kom med hvasse Sværd,
Rede til at forsvare Kong Hrolf; tapper hver;
Opbragt ved Adils Feighed, ved hans Underfund.
Hrolf er vor Overkonge! raabte de med een Mund;
Han har i ærlig Feide vundet denne Ret,
Han er en vældig Skioldung af gammel nordisk Æt.
Han havde Riget i Hænde, nøiedes dog med Skat;
Nu vil hans Skattekonge forraade ham i Nat?
Bedre stærken Høvding at følge til fremmed Færd,
End at i Fædrelandet Landsmænd drage Sværd
Daglig mod egne Brødre; smaae Søkongers Rov,
Der aldrig drak ved Arnen, under sodet Bielke sov.
Nei Hrolf, du skal ei falde for Adils Nidingshaand!
Saa talde hver ærlig Svenske, rakte fro ham Haand.

Langt vare de om Natten dragne fra brændte Gaard.
Hen ad Morgenstunden de flinke Trælle slaaer
Op Teltet, bringe Dauren. Svensken og Dansken drak
Som Venner af samme Bæger; roligt Sværdet stak
Dybt i den prægtige Skede; og Vøggur raabte: See,
Svibdag, Hvitsærk, Beigal, er svenske Brødre tree;
En Dalekarl er Vøggur. Blandt sine Kæmper tolf,
Tæller alt fire svenske Mænd i Hallen Hrolf,
Saa troe, som Siællandsfarer og Jyde. Biarke, der,
291 Frivillig kom fra Norge, han veier op en Hær.
Saa lader Hrolf et Rige grunde blandt Nordens Folk,
Som alle giør til Brødre. Sproget er vor Tolk,
Een Tunge vi alle tale, Frig er vor fælles Moder;
Saa lad nu Dansk og Normand og Svenske vorde Broder.

Alle Kæmperne tyktes vel om Vøggurs Ord.
Haklang den Helt fra Ribe stod op ved Daurebord
Og greb i gyldne Harpe. Den havde steds han med,
Naar Hrolf med sine Hirdmænd drog til fremmed Sted.
Thi gamle Bragi længer til Kamp ei kunde drage;
Skiøndt ung af Siæl og Hierte, Gubben blev tilbage
Naar Manddommen drog i Leding. Men Haklang Harpen tog
I Striden med og slog den, hvergang Hrolf Fienden slog.

Saa qvad han dennesinde, til Lyst for alle Mænd,
Om ungen Humbles Tvekamp med Sivard Snarensvend.
Hvordan i Vaande Humble kom til Vaulundurs Vidrik,
Der i Bern udmærked sig hos den tappre Didrik.
Vidrik hialp i Nøden tro den unge Helt,
Der med ham var dragen hist fra det danske Belt;
Laante hannem sin Skimmung, sin stærke jydske Hest,
Der i Didriks Toge løb for alle bedst.
Han laante ham sin Ganger, som hans gode Ven,
Skiøndt han frygted: aldrig at faae den karsk igien.
Han vidste Sivard vilde sit Glavind mod den vende;
292 Thi Sivard var en starblind Svend, saae ei sit Sværd tilende.
Let kunde han Spær i Hesten istedet for Manden bore;
Thi om det løb i Sivards Haand, som Kringlen udi Spore.
Heller ei var det vorden Humble til stort Gavn:
Thi kastet fra Sadelbue, krystet i Sivards Favn,
Han laa paa Græsset i Vaande. Da nævnte han sin Slægt,
Og strax tog Sivard Snarensvend ham i sin Vare? tægt,
Thi han var Humbles Frænde. - Nu bind mig til en Eeg,
Han sagde: Gak til Kongen, og siig du vandt den Leeg. -
Indtreen ungen Humble, kasted sit Sværd paa Bord:
I Skov staaer Sivard bunden, han mæler ei et Ord.
Meldte Vaulundurs Vidrik: Du farer vist med Tant!
Det var alt med Villie giort, ifald du Sivard bandt.
Vidrik kaldte sin Smaadreng, lod sadle Ganger graa,
Jeg rider mig i Lunden, hvor Sivard mon staae.
Sivard stander i Skoven, seer Vidrik fremride:
Finder han mig bunden, han hugger mig Ribbeen fra Side.
Hesten med vrede Vidrik hen mod Sivard rendte;
Sivard oprykker Egen, han tør hannem ikke vente.
Dronningen staaer i Høieloft, og seer hun ud saa vide:
Hist kommer Sivard Snarensvend, med Egen ved sin Side.
Smiled Dronning Eline, da hun saae Sivard komme:
Saamænd du giorde det af Nød, togst op tillige med Blomme.
293 Kongen stander ved Borgeled udi sin Brynie ny:
Hist kommer Sivard Snarensvend, han bringer Sommer i By.
Der gik Dands paa Bratingsborg, der dandsed de stærke Helte,
Der dandsed Sivard starblinde Svend, med Egen ved sit Belte!

Saa sang for Kæmperne Haklang; af Visen de alle loe,
Over de Danskes Idræt i fremmede Lande froe.
Meget blev der da skiæmtet over hin Helteleg,
Over stærken Sivard, som rykked med Rod en Eeg.
Hvor stor var Egen, Haklang? spurgte Hialte prud;
Var den ifior først planted, var det et ringe Skud;
Stod den fem hundrede Vintre, hvor findes saa stærke Mænd,
I alle Kongens Lande, som Sivard Snarensvend? -
Selv Yrsa smilte venligt: Jeg seer til Borgen ham komme,
Hun sagde, med Egen ved Siden, ved Roden den lille Blomme. -
Derpaa Hrolfs ædle Moder tog rige Klenodier frem,
Hun havde dem bierget og medbragt, fra hint brændende Hiem:
De herligste Guldbægre, med Pendinge, store, smaa;
Ogsaa Ringen Sviagris de Danske blandt Skatten saae:
De væligste Gangere, Jorden treen, blandt Udsøgte de bedste,
Hun bragte de Danske til Giengield for de myrdede Heste.
Thi Adils var Staldmester som sig paa sligt forstod,
Og agtede meer sin Ganger, end Undersaatternes Blod.
294 En Flok af Trælle bragte de danske Kæmper bolde,
Istedet for de mistede, prægtige Kobberskiolde,
Samt fleer nødvendige Vaaben. Ildebrandens Magt
Mangen Hielm og Brynie havde dem ødelagt.
Derpaa ved Miøden og Maden fik de fornyet Kraft,
I Teltet som sig reiste, hvidt paa kneisende Skaft.
Siofna Søvnens Disa, som lindrer alskens Kummer,
Derpaa med Valmueblomsten Øiet dem lukked til Slummer,
Gik om og qvæged de Stærke. Hrolf, den Herre god,
Strakte sig sønlig til Hvile, nær ved sin Moders Fod.
Men neppe saae hun ham lullet ind i Søvnen sød,
Før varligt hun tog hans Hoved, lagde det i sit Skiød.
Derpaa hun Heltens Ansigt betragted med Moderfryd,
Hvor Dygtighed sammensmeltet var med den reneste Dyd;
Hun strøg ham Haaret af Panden, kyssed den Herre stor,
Og mindtes de Dage forleden, hun havde ham vugget som Noer.
Saamangen Taare visked hun fra sin blege Kind;
Men følte sig vederqvæget, styrket udi sit Sind.
Morgenstiernen som funkled hun saae med glandsfuldt Øie:
Og sagde: Nu lønner du, Freja! Yrsa for al sin Møie.

Da blev der blæst i Lurer, og Trællene, som gav Agt,
Af Yrsa klogelig stillet omkring paa Nattevagt,
Kom brat at vække de Danske. De raabte: Adils er nær,
295 Han rider over Fyrisvold, alt med en talrig Hær,
Der hurtig er sammenstimlet, allevegne fra.
Opspringende deres Vaaben Danskerne grebe da,
Svang sig paa hvrinskende Hingster. Hrolf fløi fra Moderbarm,
Hun fulgte ham uforfærdet, agende paa sin Karm.
Da tænkte Hrolf hin Spage: Med tohundrede Mand
Ei overvindes Adils, der tæller Folk som Sand;
Vel snart med blinkende Glavind til Freja gik jeg helst,
Naar først jeg saae min Moder og mine Venner frelst,
For overhængende Fare. - Thi lød hans kloge Bud,
At Smykkerne skulde tages, hænges paa Grenene ud,
Der stode ved Landeveien. - I Morgensolens Skin
Hang nu de funklende Braser, dingled i Vestenvind;
De deiligbrogede Ringe; sær Ringen Sviagris,
Med Diamant som Solen, der blinker paa klaren Iis.

Alt langt var Dansken vandret; da kom med Drotter i Flok
Adils, der i Overmagt var uforfærdet nok.
Han svor Dankæmper at fælde, loved dem alle Døden;
Men da de gierrige Drotter skued i Morgenrøden
Kostbare Smykker funkle, som Frugt paa Træets Qvist,
De tænkte: Fienden undflyer os ei ved en liden Frist.
Vi maa Klenodiet bierge; det kunde ranes af Tyve,
Det var en evig Skiændsel; og Dansken kan ikke flyve.
296 Saa lode de Hæren standse, skyndte sig hver, som bedst,
Hen til de lokkende Grene; hver sprang af rasken Hest,
Og strakte mod Guldet Armen. Men enige de ei blev,
Den ene Smykket af Haanden paa den Anden rev.
- Da kom Adils i Vrede; raabte: Raner I frit
Hvad, som af alle vides, ene dog kun er mit?
Strax kommer! lægger i Bulen, af Sølvet dreven fiin,
Den deilig straalende, klare, kostbare Hildesvin,
Lægger mig Sviagrisen, samt alle Spænder og Braser!
Eller jeg sværger ved Odin, ved Freir, ved Valhals Aser,
Hvo som fræk mig skiller ved mit Liggendefæ,
Skal hænge selv, hvor Ringen hang, som en Tyv paa Træ.

Da maatte de Kongen give, hvortil de selv havde Lyst;
Men liden Drift de føled at gaae for Den i Dyst,
Som lønte saa karrig Troskab. - Er Guldet meer end Blod?
De mumled mellem hinanden; betaler han Heltemod
Med Byttet af Haanden at rive? Hvis selv han eje maa
Alt Guldet, - lad alene ham ogsaa Fienden slaae! -
Vel raabte Adils: Nu lader Forræderen os forfølge!
Men Hrolf med sine Kæmper paa Østersøens Bølge
Var alt, før hin paa Stranden, ved Øresundet stod.
Fornærmede Drotters Heste kun travede Fod for Fod.
Forbittret skummed Adils, med hævnfuld Nidingsaand;
297 Men Dannerkongen paa Skibet slog op med hviden Haand
Og raabte: Dennesinde du kan ustraffet haane;
Men skiælv, naar Hrolf med Hæren staaer næstegang i Skaane!
Da vrister han dig af Haanden saa stærk din ranede Skat,
At det for Øiet dig sortner, i den evige Nat.

Neppe var Adils i Upsal, før han tænkte paa
At sone de vrede Guder, for Hrolf i Kamp at slaae.
Han vilde friste Skiæbnen, en Vølve han indbød,
En saare klog Spaaqvinde, som stor Ære nød
I Bøigdelaget, hvor ofte til Giæstebud hun kom,
Hos hver, som vilde kiende Fremtidens skiulte Dom.
En gammel Hal i Sigtun fra fordums Dage stod;
Istedet for den Brændte, Kongen den indrette lod
I Hast, paa bedste Maade. Paa Tryllehialet laa
Et Hynde med Hanefiære; klædt i en Kaabe blaa
Satte sig Vølven paa Hialet. Kaaben med Stene besat
Blinkte, som Stiernerne blinke fra ravnesorte Nat.
Glasperler hun bar om Halsen, paa Hovdet af Katteskind
Kulsort en Hue; men Livet var hende snøret ind
Af hunniske Belte. Der giemtes Trylletøiet i Pung.
Spor af forsvunden Skiønhed viste hun, meer ei ung.
Paa Benene Skoe af Kalvehud, hvorved end Haarene hang;
Med Kobberstokken hun vinkte, da Bøigdens Piger sang.
Vardlokker kaldtes Visen; de qvæded den høit i Rad.
En Ret af Dyrenes Hierter bragtes hende paa Fad.
298 Hun spiste med Skeen af Hvaltand Giedemelken med Grød,
Drak Miød med Blodet blandet. Da høit hendes Stemme lød:
Et kostbart Menneskeoffer, Adils, i Gudernes Bo,
Du slagte dem paa Blodstenen; da fanger dit Hierte Ro.
Knap erfoer Konning Adils at han ved Offring kunde
Forsone vrede Guder, i de hellige Lunde,
Før han blev let om Hiertet, og skreg med fæle Fagter:
Ei, som Hrolf, er Adils en Gudernes Foragter!
Jeg veed, i Herthadalen, et Billed stort, af Træ,
Som forestiller Odin, forfaldent uden Læ,
Staaer midt i Skoven ene, bag Egenes tykke Stammer;
Og naar Regnen og Haglen det i Ansigtet rammer,
Synger det hult en Vise; det mangen Mand har hørt,
Som seent forbi om Natten Billedet er kiørt,
Om Hrolfs Ugudeligheder. Men Hævn, men Hævn er sød!
Og skiændig, som hans Fødsel, vorde skal hans Død.

Nu blev et rædsomt "Offer af Konningen bestemt.
Ni og halvfemsindstyve Fanger hart beklemt
Stode med blege Kinder, snørede fast i Baand;
De Livet skulde lade for Godernes Haand,
Med Aaget af en Oxe de skulde tildøde slaaes.
Ni og halvfemsindstyve Hunde, Haner saaes,
Som ei til Nøden kiendte. Den dyriske Natur
Med klække Øine roligt, i Lænker og i Buur,
Stirrede paa den Mængde Bønder, som hidkom,
Til Festen og til Gildet, i Guders Helligdom.
299 Hofgoderne sig skyndte, ved Harper, Giger, Sang.
Hlautbollerne paa Gulvet tæt over Ilden hang,
Hvor Blodet skulde sydes; hvor, som onde Trolde,
Goder, af Hiertets Aarer, ved Dampen af Indvolde,
Skulde spaae sin Skiæbne Kongen, som mægtigklædt til Hest
Hidiled, at bivaane den herlige Fest.
Han var en god Staldmester, gav sine Heste Navn,
Den ene hedde Sløngvir og den anden Ravn,
Hvilken han fratog Åle, der fandt paa Isen Grav.
Af Ravn blev Føllet kastet, som Godegiæst han gav;
Men Ravn, den glindsende sorte, hver anden overgik,
I Fod, i Hals, i Bringen, i Reisning og i Blik.

Ind i Disarsalen nu Kongen paa den reed,
Den gamle fæle Blodmand; forfærdelig og vred
Saae han paa blege Fanger, der skulde bløde brat.
Da indhylled sig Solen pludselig i Nat;
Paa Himlen den formørktes, skiønt ei der var en Sky,
Dækt af kulsorte Skive. Da monne Lyset flye.
Duggen faldt ved Middag; og alle Blomsterkrukker,
Der sig ved Aftentide for Nattekulden lukker,
Indfoldede deres Kalke. Bælmørkt blev det ude,
Mørkt i Gudehuset. Hundene monne tude,
Som skulde paa Stenen slagtes til Aser og til Vaner.
Pludselig galed ni og halvfemsindstyve Haner.
Da steilede Kongens Ganger, der skulde gaae omkring
Stadigt Freiers Billed; den giorde Sidespring;
Skummet den stod for Munden, i Øiet blodig Ild;
Forfærdeligt den hvrinsked, og afkasted vild
Paa Offerstenen Drotten. Ved Ilden man ham saa
Med Pandeskallen knuset; stænket Hiernen laa
300 Og blandte sig med Dyndet.

Da raabte, selsomfro,
Vølven, som var tilstæde: Nu har hans Hierte Ro!
Et kostbart Menneskeoffer han Guderne har bragt.

Intet meer i Hallen blev af Mængden sagt,
Skiøndt der var flere tusind. De skiltes fra hinanden.
Snart Solskiven atter blinkte klart med Randen.
Hiartvar, Kongens Brodersøn, bød alle hiem at gaae;
Ei Fangerne misted Livet. Den døde Konge laa
Med fæltopspilede Øine; Hundene ved hans Fod,
Løsladte, som skulde slagtes, slikkede hans Blod.
Man lukte Gudehuset; og næste Midienat
Blev Adils paa sin Ganger, i Kæmpehøien sat.

301

TIENDE SANG.

Lig Elven, - der fra Klippen styrter, som en Fos,
Med Grums og Stene blandet, før den henrykker os
Som rolig Flod i Dalen; men neppe fik den Fred,
Knap sig speiled Træet, Blomsten ved dens Bred,
Før den forsvandt i Havet: - saa Dronning Yrsa nød
Kort Fryd paa lange Sorger, hos Kong Hrolf, før sin Død.
Hun sad hos ham i Hallen, hørte Skialdens Sang,
Smilte dertil veemodigt, mens yndigt Lokken hang
Bleg, fra den gyldne Krone, langt over Kaabens Rand.
At hun havde været en deilig Lilievand,
Viste den ædle Skabning. Saa vidner siunkne Muur
Om Riddertidens Blomstren, midt i en ung Natur,
Skiøndt Muren længst er smuldnet, der kneiste før som Huus;
Vedbend, grønne Ranker krandse dog dens Gruus.
Deiligt end hendes Øie fra Jord til Himlen saae,
Aabne, som den, og venlige, sommeraftenblaae;
Og Blikket var en Stierne, som naar den funkler ned,
Beviser Menneskehiertet: der er en Evighed!
302 Nu bæved ei hendes Hierte meer af Angst og Nød;
Tusind god Nat, min Yrsa! nu dig bragte din Død
Siofna, Søvnens Disa, ved rolig Midnatstund:
En dobbelt Valmudraabe paa Laaget krysted hun,
Da glemte du Jordens Qvide. Hver kiær Erindring gik
Som Alf med dig paa Skyen, til Baldurs Breidablik.
Hvo sidder hist og græder, med foldede Hænder i Løn?
Er det en Heltekonge? Nei, det er kun en Søn!
Et Barn, som kiærligt føler, hvad Moderen var værd.
O Hrolf! visk Taaredraaben ei af dit Kæmpesværd!
Lad den paa Bladet funkle! Den smykker Staalet just.
Det er ei Blod, som pletter, det blier en hellig Rust.

I denne bløde Tilstand, hvor med nysgierrigt Sind,
Som Barn, vor Aand ad Sprækken paa Døren titter ind
Til Evighedens Løngang, hvor kun en Straale guul
Udlyser fra den Dæmring, der holder Alt i Skiul -
I denne Tilstand Siælen har ei til Strænghed Lyst,
Hiertet mere taler, end Forstandens Røst;
Og Hrolf var saare smeltet.

Han sad, ved salten Hav,
Paa Thingets Dommersæde, nær ved Yrsas Grav.
Paa store runde Stene, paa Bakken deromkring
Sad, paa granitne Knuder, hans Kæmper i Ring.
Da blev der meget talt om hvo Drotten skulde være
For Upsal, Kongekronen efter Adils bære.
Hrolf mente: den unge Hiartvar, Adils Brodersøn.
Svibdag raabte: Hiartvar er mandelig og skiøn,
303 I Haabets Ungdoms Alder; men hvis nu Haabet sveeg?
Jeg kiender Gutten. Livet er kun for ham en Leeg.
I ham er ingen Alvor, saalidt som ægte Spøg.
I kan afskrælle Hiartvar Blad for Blad, som et Løg,
Og finder ingen Kiærne. Hans Aand er klar som Vand;
Selv farveløs, modtager den Farven ved sin Rand
Af hvad den kommer nærmest: grøn, rødlig, sort og blaa.
Jeg som et Siv i Dammen har ofte seet ham staae
Og sveie hen for Veiret. - Han voved sig dog ind
I Luen efter Sværdet, frygted ei for sit Skind!
Meldte den stærke Biarke. - Og det var Freiers Sværd!
Slig Bedrift er altid Roes og Belønning værd,
Sagde den raske Hialte. - En Rose paa en Torn
Er sielden ei at træffe; blind Høne selv et Korn
Stundum vel ogsaa finder! svared Svibdag klog;
Men aldrig kunde jeg lide Hiartvar som en Pog;
Han var mig altfor pyntet, forfængelig, for kold.
Heller næsten saae jeg Adils, leden Trold,
I Gudehuset rase; end sledske Hiartvar: varm,
Kun naar hans Øie skotted til Qvindens fulde Barm,
Og naar han kunde vise sin Færdighed, med Glæde,
For at faae andre Pilte med Harm til at græde,
Fordi han overgik dem. - Du dømmer ham for streng,
Sagde Hrolf hin Gode; han er ei længer Dreng,
Og han er Adils Frænde. De svenske Helte helst
Ønske Selvstændigheden, Kongestammen frelst.
Han ned fra Yngve stammer. Jeg gav ham alt mit Ord,
304 Det kan jeg ikke bryde. - Selv Loke daared Thor,
Vedblev ærlige Svibdag; Hrolf slaa dig ei til Ro!
Jeg skuer med eet Øie, hvad du ei seer med to.
Bedre det var at sætte Biarke til Upsals Drot. -
- Nei, Tak som byder! Biarke har her det altfor godt;
Svared ham den Fiirskaarne. - Da raabte Svibdag: Nu,
Jeg redeligt Eder vared. - For ængstelig est du,
Meldte Hialt' Hugprude, i Freden. Kun i Kamp
Du ingen Fare frygter; men Spøgelser i Damp
Du seer i hver en Taage.

Med Haanden paa sin Barm
Svibdag gik fra Thinget, taug og tvang sin Harm.
Saa blev da Hiartvar Konning og buden ind til Leire,
At sværge Hyldingseden og for Festen at feire.

Det var en herlig Sommer, en deilig Aftenstund;
Smukt speilte sig i Vandet, fra Strand, den danske Lund,
Da Hiartvar kom fra Skaane. Ved sagte Vestenvind
Der svulmed let i Seilet, drev langtsomt Snekken ind
Mod Issefiordens Kyster, lig hvide Lilieblad,
Der svam paa Bækkens Vove. Tankefuld Drotten sad
Og stirred hen i Vester, hvor Solens Kugle gleed
Under gyldne Bølger, med dobbelt Deilighed.
Ei Vandet Ilden slukte, den lued med stor Pragt.
Graalige Skyer paa Himlen, med Purpur belagt,
Som Græs og som Violer da blomstred. Varme Skiær
Uformærkt udsluktes; sorte blev grønne Træer,
Blyfarvet blaalige Bølge. Men Maanen, der saa bleg
Stirred nys misundelig til Aftensolens Leeg,
305 Fast som et Liig at skue paa Himlen - lyseguul
Pludselig frem nu traadte, prægtig af sit Skiul,
Udbredte Natteflammen, langt over dunkle Skove,
Byggende Sølverbroen over den krusede Vove.

Da hørtes noget pladske, sig Veien i Bølger bane.
Først troede de paa Vandet at see sneehviden Svane,
Men da det nærmere kom dem, raabte Jarmerik,
Der fierne Ting opdaged bedst, med sit skarpe Blik:
Nu frels mig Thor, nu seer jeg, hvad før jeg aldrig saa:
En Havfru, som sig boltrer udi de Vover blaae.
Jeg tydeligt et Ansigt kan skiælne, Hænder, Finger.
Hun iler hid mod Snekken, fast som hun havde Vinger.
Seer I ei dette Særsyn?

Ragnvald, den gamle Helt,
Som ofte havde faret paa Issefiord og Belt,
Holdt Haanden over Øiet og qvad: I mine Dage
Jeg skued tit en Havfru ad Bølgerne drage,
Men hun ei ligne d denne. Hun hæslig var, som Hel,
Strax under Beltestedet bedækt med Fiskeskæl;
Med gamle Kiærlingansigt og med det slappe Bryst,
Jeg hende saae, huuløiet, at gloe til nære Kyst;
Med Finner, korte Fingre, ja med et Haar som Tang.
Men denne ligner en Jomfru paa grønne Danavang.
See! Barmen staaer i Vandet med faste Tvillinghøie.
Hun har jo Rosenkinder naar hun betragtes nøie.
Sneehvide Hænder, Fingre langlige, veladskilt.
See Armen! Hvilke Skuldre! Munden smiler mildt.
Hun boltrer sig i Vandet saa liflig, og saa frisk.
Nej, ved Hler Ægris Vælde, hun er ei Hælvten Fisk. -
306 Tys, raabte Hiartvar, skriger hun ei om Hielp i Nød?
Udkaster Rebet til Pigen, hindrer hendes Død.
Nu griber hun om Rebet, med Hænders hvide Snee.
Hun klavrer op i Skibet - Han taug for ret at see
Den unge skiønne Qvinde. Knap hun paa Dækket staaer,
Før hun skiuler sit Legem i de kulsorte Haar,
Der tørredes for Vinden. For Øiet ei at lokke,
Hun stille stod bag Haaret, der hvælvede, som en Klokke,
Sig rigeligt fra Issen, til hendes Hæl og Fod.
Som Nød i Skallen brune, den hvide Qvinde stod.
Da raabte hun: O skiænker et Klædebond mig nu!
Men vender mig alle Ryggen, skaaner min Pigeblu!

Hvor fandtes vel en Klædning? Dog Pigen saae ei feil:
I Bagstavnen giemtes høirøde Silkeseil,
Som man til Høitid brugte. Det skulde spændes paa,
Naar Svenskerne lod Snekken mod Issefiorden gaae.
Thi Hiartvar havde nylig det kosted; frygted, let
Paa lange Vei fra Upsal, det kunde fange Plet;
Derfor det laa bag Bænken, tætsammenrult i Stavnen.
Han kasted selv det Møen med Latter i Favnen;
Hun strakte fyldig Armen fra Haarskiulet ud,
Og greb med lange Fingre det høirøde Skrud.
Det vared ikke længe, før ærbar hun sad,
Indhyllet i sit Klæde, som en Knup under Blad,
Og qvad med skiønne Stemme, der som en Klokke klang,
Fordærvelige Løgne, Hexetryllesang:
307 O vee mig arme Skulde! Vee mig stakkels Mø!
Heller jeg af Blussel strax vilde døe,
End saadan redde Livet af Voverne blaae.
Dog, skeet er skeet disværre. Glemmer hvad l saae,
Og hører min Undskyldning! Jeg med en Legesøster
Ofte mig i Vandet, i Fiorden forlyster;
Thi Sundhed boer i Badet. Hvo sig, som en Fisk,
Daglig der kan tumle, bliver altid frisk.
I Vandet intet visner. Bølgen er ei tung!
Som unge Kid paa Marken den gantes, evigung,
Med sine Følgesvende; Havets Lilie groer,
Baade Vinter og Sommer, lige frisk og stor,
Og kiender ingen Falmen; den knækkes heller ei;
Flygtigt den forsvinder kun paa sin vaade Vei,
For atter ud at springe, hvor aldrig man det troede.
Derfor tit i Fiorden, med mine Tærner gode,
Jeg svømmer og mig boltrer. Men ei de kappes kan
Med Kongemøen Skulde, giennem violblaa Vand.
Som Høns og Giæs i Gaarden, som Natteskovens Ugle,
Der troe, for de har Vinger, at de er' ogsaa Fugle;
Saa roe, med tunge Lemmer, mine Tærner en Stund,
Faa Favne giennem Vandet; men snart de sank til Bund,
Hvis længer de sig voved. Jeg piler som en Høg;
Men idag, jeg tilstaaer det, for dristige Forsøg
Jeg ud i Dybet prøved. Og varst du kommen ei,
Fremmede! da Skulde drog hen ad Dødens Vei,
Bag Havgræs og Koraller. Du redded hendes Liv,
Det skal hun aldrig glemme. Taknemmelig en Viv
Paa din Velgierning skiønner. - Hun greb med henrykt Aand,
Med disse Ord, og trykte til Barmen hans Haand.
308 Da beed han flux paa Krogen; og uden mindste Spræt
Guldfisken alt var fanget, i Skuidas Silkenæt.

Skulde - da hun hørte, man kaldte Hiartvar Drot,
Slog sine Hænder sammen, forstilte sig godt.
Hun studsed! Er det muligt? hun raabte, Hiartvar du?
Heller var paa Havets Bund jeg druknet nu,
End taale denne Blussel. Jeg haabed, mig befrie
En fremmed Sømand skulde, som drog Landet forbi,
Som aldrig kom til Leire. I Viking at hærge,
Der drage jo saamange. - Hiartvar maatte sværge
Eden i hendes Hænder, med alle sine Mænd,
Ei paa Siølund atter at kiende Skuld igien.
Han sagde: Hvad du ønsker, du hvide trinde Lilie!
Det ønsker ogsaa Hiartvar; han Hu er din Villie.
Men før du mig forlader, forkynde lad dit Ord,
At Eiermand jeg vorder af al den Skiønhed stor,
Som undrende paa Havet i Aften jeg har seet. -
Skulde smilte rødmende: Glem hvad der er skeet!
Nei aldrig, qvad Hiartvar; kun du er min Tanke;
Thi lettere mit Hierte forglemmer at banke,
End Hiartvar glemmer Skulde. - Du est en deilig Mand,
Hun svared; men man siger, at Skum kun paa Vand
Er Troskab hos et Mandfolk. Du kiender Sagnet vel,
Om Møen, der vanked saa tankefuld i Qveld,
Forledet af en Havmand? - Det Sagn er kun Tant,
Raabte den unge Hiartvar; hvis Viser talde sandt,
Da maatte meer jeg ræddes for dig, i alle Maader.
Du lignte meer en Havfru. - Min Ven, Skiæbnen raader
309 Kun for vor Fremtids Lykke, giensvared Skulde kiælen,
Og smilte, saa hun suged af Hiertet ham Siælen.
Vær varsom og forsigtig! Jeg rækker dig min Haand!
Os Havet her forbinder med sivgrønne Baand;
Og Sivet ikke brister, saa let som Markens Straae.
Nu lad i Ensomheden mig atter Buret naae;
At Stranden ingen Vidner samler, til vor Færd. -
Troskab til Døden han svor paa sit Sværd,
Saa vilde han henstyre til hendes Jomfrubuur.
Nei, nei! raabte Skulde; hvis nogen stod paa Luur,
Det kunde Lykken spilde; nu er jeg Stranden nær,
En tidlang har i Snekken jeg hvilet mig her.
Nu kan jeg atter svømme. Hun lod med disse Ord
Silkeklædet falde, ved det knagende Roer;
Og neppe sanded Kæmperne, med studsende Lyst,
At hun var skiøn fra Ryggen, som fra det hvalte Bryst,
Før ud hun sprang i Havet. Hiartvar som et Liig
Blegned og udstødte fortvivlet et Skrig,
Thi hun blev længe borte. Men snart man hende saae
Svømme, som en Vildgaas, i Bølgerne blaae.
Hun vendte sig mod Drotten, hvis Øine hendes fandt,
Kyssede paa Fingren, loe høit - og forsvandt.

For intet ei om Skulde det heed: en Fiskerviv
Havde hende skiænket paa Stranden sit Liv,
Thi Fiskerdont forstod hun, og udspeided klog
Hver Mands Orm; den satte hun snildt paa sin Krog,
Naar hun ham vilde fange. Ved Sandselighed fandt
Hun Vei til Hiartvars Hierte. Hrolf hun atter vandt
Ved paataget Anger; ved falske Ædelmod
310 Indbildte hun Dankongen at hun var mere god,
End man om hende troede. En Dannemand, som frygter
At giøre Nogen Uret, stoler ei paa Rygter.
Han selv vil undersøge, bedrages tit derpaa,
Fordi ei store Siæle tænke sig det Smaa
Saa Smaat, som dog det findes. Hun smigrede sig ind
Hos Rude, hos Signe, med eftergivne Sind.
Hos Rude var alvorlig og tankefuld hun ofte;
Hun roste Biarkes Manddom; hun syede ham en Kofte
Med skiønne Pandserplader, og ønskte sig at see
Norges stolte Fielde, dækkede med Snee;
Hun fandt at Klippelandet langt Dalen overgaaer.
Signe hialp hun tit med at flætte skiønne Haar;
Hun roste hendes Blomstren og hendes hvide Hud.
Hun sagde: Fra den Tid at du blev Hialtes Brud,
Da var du Skuldes Lige; lignte kun Skulde dig,
Og eied jeg slig Husbond, da var jeg lykkelig. -
Hun roste selv sin Broder; ei naar han var tilstede;
Men Qvinderne paa Leire saae tit hende græde,
Naar om Hrolf Krake talde den Falske; naar ei Ord
Hun fandt, for at beskrive, hvor han var god og stor.
Selv den unge Drifa hun yded alskens godt.
Ulykkelige Sygdom! hun sukked, som til Spot
For Verden giorde Skulde; men i en Feberild,
Hvo er sin Villies Herre? Hiernen sværmer vild,
Og veed ei hvad den drømmer. Tilgiv! og velsign
Hrolf, som dig Livet frelste! Ham i Godhed lign,
Da lykkelig du vorder. - Saaledes Skulde vandt
Indbyggerne paa Leire. Skioldets skarpe Kant
Mod hendes Smiger satte kun Een, med Vælde tryg,
Han hende var for klog; en Anden var for styg,
Saa vel han kunde vide, hun roste ham til Spot.
311 Svibdag ikkun tyktes om Skulde lidet godt;
Og Vøggur, som et Hierte for Hrolf i Barmen bar,
Saa kiærligt, saa varmt, som det Norden modnet har,
Brød sig kun lidt om Qvinder; han elsked Heltefærd,
Han pleied sige skiæmtviis: Min Brud er mit Sværd.
Med Hrolf jeg mig troloved; paa Finger ei, paa Arm
Guldringen han mig satte; min Kiærlighed er varm,
For ham jeg gaaer i Døden. - Naar Skuldes Øie sødt
Smægtende søgte Vøggurs, da blev det ikke mødt;
Han smilte: Knap du vinder i denne kiælne Kamp!
Vel gnistrer Flintestenen; men for frisk er min Svamp,
Saa let den ikke fænger. - Hun rødmende sig tvang.
Først i Buret ene hun høit en Vise sang,
Om Hødurs Drab paa Baldur, om Troldes Hævn; da brød
Hun ud: Send Asaloke! mig mine Fienders Død!

Hiartvar af Dankongen blev favnet vennesælt.
I blanke Pandserplader stod den unge Helt,
Forgyldt fra Top til Foden. Fiærbusken blaa
Paa Hielmen over Issen man prægtig vaie saae.
Et Skiold med Ædelstene paa sin Arm han bar,
En Flaggergrif var malet i Skioldbulen klar.
Nøddebrune Lokker om Halsen hang tykt.
Paa den unge Hiartvar fandtes intet stygt,
Kun Smilet paa hans Læbe. Hans Øine brune, store
Lod til, som Qvindernes Hierter de kunde giennembore
Hvad Øieblik de vilde. Men dog det kiælne Blik
Af Aanden ei og Hiertet sin stærke Funklen fik.
312 Man saae ei giennem Øiet i Siælen; det var smukt,
Men, som et malet Dække, det holdt hans Indre lukt.
Dog var han stærkt bevæget; og da ham Biarke bragte
Det gamle Freiers Glavind, ham det paa Stenen rakte,
At sværge Kongen Troskab, - da græd han høit og svor:
Hvis jeg Hrolf Krake sviger, da knuse mig Thor!
Han bragte Nordens Slægter igien til Frodes Alder;
Det er en anden Hødur, der dræber Asabalder,
Som dig forraade kunde. Dig elsker jeg! og frit
Jeg sværger Troskabseden Alt, hvad der er dit!
Med disse Ord han skotted til Qvinderne, de hulde;
Og - fremmest udi Flokken - han fik et Smil fra Skulde.
Da skiælved han, da trængte sig Taaren, mere stor,
Frem i det drukne Øie; Læben mangled Ord.

Det undrer mig at alt ei han Kongen har sveget!
Hvisked til Hialte Svibdag. - Han græder mig for meget!
Sagde Biark, og rysted paa Hovedet. - Men Suk
Lød høit fra Qvindeskaren: O Frei! hvor er han smuk,
Hvor velskabt er den Svenske! Den gode Helt! Han græder!
Sikkert han aldrig vorder mod Hrolf en Forræder. -
Saa modtog Kongen Eden, og med en prægtig Fest
Beværted han i Leire sin henrykte Giæst.

Hornene med Øllet gik om, med Honningsaften;
Qvinder drak i Fællig med Mænd her i Aften;
313 Thi traf det sig, at Hiartvar med Skuld af Bæger drak.
Saa sædeligt nu Kiortlen sig over Barmen trak;
Men Hiartvar fuldvel vidste hvad Skiønhed den skiulte.
Skiælmsk i hendes Kinder et Smil Gruben hulte,
Mens tankefuld hun stirred og rødmed en Stund,
Med den hvide Finger paa rosenrøde Mund.

Fro paa Gaffelbænken sad Hrolf med sine Skialde.
Høit Harperne klinge. De Asabragi kalde,
For værdigt at besynge med Kraft hin danske Drot,
Der smilte velfornøiet, drak til Sangen godt.
Han steg fra Gaffelbænken, gik om, med Faderglæde,
Som Vært, snart til det ene, snart det andet Sæde,
At hilse sine Giæster; da kom han ogsaa hen,
Hvor hans Søster Skulde sad hos den svenske Ven.
Nu, spurgte Hrolf, hvor gaaer det? Est du tilfreds med Gaven,
Som jeg idag dig skiænkte? - Blomsten staaer i i Haven,
Og Fyrren høit paa Klippen, svared ham Hiartvar mild;
Du Fyrreskoven gav mig; men Hrolf, hvis du vil
Fuldstændiggiøre Gaven, saa lad mig ikke komme
Til Sveafieldet atter, uden hin Rosenblomme,
Som Herthadalen herlig i Solen klækked ud.
Jeg elsker høit din Syster, skiænk mig hende Brud!

Skulde smilte venligt, og rødmed beskeden.
Af Miøden stemt til Glæde, Kong Hrolf troede
Freden,
Saae ei paa hendes Ansigt et Træk, halv undertrykt,
314 Som indgiød Rude, fiernest i Salen, megen Frygt.
Hun saae, hvorledes Kongen tog Skuldes Haand og lagde
Den faderligt i Hiartvars. Da til sin Husbond sagde
Den ædle, kloge Rude: Mig bæres for, at Svig
Vil lønne denne Høimod. Alt tykkes mig, et Liig
Min milde, ranke Broder, som sund bag Bænken staaer,
Og omkring Skuld og Hiartvar venligt Armen slaaer.
Hun smilte fælt. Jeg kiendte det Smil igien. Det kommer,
Som Lummerhed før Tordnen i skyløse Sommer. -
Da lød der langs ad Bænken en Hvisken: Skulde blev
Trolovet nu med Hiartvar!

Men som Østenvinden drev,
I Høsten, Træets Blade fra Grenen, - ved de Ord
De gode danske Skialde, med Harperne fra Bord,
Sprang op, og ud af Døren sig skyndte; alle brat
De forsvandt som Avner, i tusmørke Nat.
Hrolf raabte: Siunger Drapa, til Skuldes Fest, i Hal! -
Men der var ingen Harper og der var ingen Skiald.
Hrolf raabte: Tømmer Bægret! Det tømtes uden Klang -
Trolovelsen ei signet blev af en Bardesang.
Ha, hvor er mine Skialde? qvad Hrolf, - Af Miøden varm
Qvad Vøggur: Nattergalen bortskræmmes af Larm.
Jeg troer de kige Stierner, de gik i Lunden ud;
Men see vist faa derude; det tegner stærkt til Slud.

Saa endtes denne Høitid; men Skulde tvang sig godt;
315 I Hiertet vel hun loved at hævne slig Spot;
Men trykte kiælen ydmyg sin Broders Haand til Mund.
Da giøede Gram i Hallen, Kongens gule Hund.
Med Haanden Tegn til Afskeed gav Hrolf og gik til Seng;
Fortrædelig han fulgte sin liden Kiærtedreng.

316

ELLEVTE SANG.

Det var en aarle Morgen; Luften var kold og graa,
Tykke, sorte Skyer paa Himlen mon staae;
En tæt og taaget Støvregn paa Græs og Urter faldt;
Galgerne ved Stranden var reiste næsten alt.
Paa lysegule Biælke krøb Trællen; med Hammer
Slog han Søm i Falserne. Paa brune Bøgestammer,
Der fældte laae ved Stranden, Sørøverne sadd'
Barhovedet, bagbundne, fem og fem i Rad.
Med døsigt Blik de stirred ud i den dunkle Sø,
Hvor mangen usæl Kiøbmand før tit maatte døe,
For deres Morderknive. Nu stod ved skumle Maal
Nidingen, og skulde selv tømme bedsken Skaal.
De stirred hen i Marken paa trebeente Dyr,
Der truende sig reiste, lig i et Eventyr
Uhyret, der vil sluge den skibbrudne Mand.
De lysegule Galger fælt skinte fra Strand.
Nef sad overskrævs paa Tverbielken, og slog
Sømmet i, som Skofte han tit af Haanden tog.
Han sang en lystig Vise; der skeer dem deres Ret,
Raabte han; jeg længes at see de sidste Spræt,
Af disse Morderhunde. Nu faaer dog Havet Ro.
Særdeles mig forlænges at hænge de To!
317 Den ene med sin Klumpfod, med senestærken Arm;
Den Anden, som i Regnen med blottet lodne Barm
Saa tankefuld grunder. Det var de værste Halse.
Men dersom rigtig Bielken slutter i sin False,
Vil det ei længe vare, med deres Heltemod.
De skal ei meer, i Freden, spilde Danskes Blod.

Leif heel hiertegreben, med bleghviden Læbe,
Svared ham paa Bielken: Det er dog tungt at dræbe
Mennesker, som aldrig mig noget Ondt har giort.
Oprigtig talt, hvad har de da syndet saa stort?
I gamle Dage Vikingsmand jo Hver kunde være;
Derfor man ingen hængte, det holdtes for en Ære. -
Ja, svared Nef paa Bielken, ny Tider, andre Sæder;
Da kaldes tit en Skiændsel, hvad før kaldtes Hæder.
Bryd nu ei meer dit Hoved, og tael kun hvad du tør!
Hrolf er Leirekonning, han veed hvad han giør.
See kun om der til Tyvene Strikker ere nok!
De sidde, fem og tyve, bagbundne paa Blok;
Thi fem og fem skal hænges, i disse Galger fem. -
Leif qvad: Naar før var Tyve, da hængte man dem
I Træet, midt i Skoven; det var langt mere nemt,
Og som et Syn for Øiet ei heller saa slemt. -
Nef svared: Leirekongen høit elsker sin Skov;
Han vil ei, Retterstedet skal frækt have Lov,
Skummelt at forstyrre det smukke Sommerlæ.
Hrolf siger: man bør ære hvert blomstrende Træ,
Og skaane det for Skiændsel. Derfor i Bøgelund,
Maa Tyven meer ei hænges; paa død Bielke kun,
Ved Strandens øde Kyster, afsides, ei bedækkes
Han skal; at Søens Røver derude kan forskrækkes,
Naar Galgen han fra Havet paa Engen stande seer,
Med Nidingen, som dingler og ikke myrder meer.
318 Men stille! Ser du Biarke med sine Kæmper kommer?
Han sætter sig paa Stenen. Hrolf har valgt ham til Dommer,
Fordi han er retfærdig, stræng, og ynkes ei;
Og siger ikke Ja, hvor han burde sige Nei.

Leif svared: Hans Aasyn seer ikke muntert ud,
Som ellers ei rødmosset; det ligner Dagens Slud;
Han giør det ikke gierne. - Da Biarke gav et Vink
Med Sværdet, som han uddrog; og neppe dets Blink
Saae Svendene, som hisset Sørøverne holdt fast,
Før de sig med dem skyndte, til Thinget i Hast.
Der stod de Uselige nu rundt om Høiens Steen,
Med Hovederne blotted' og med de bare Been,
Med graaligblege Kinder, af Skræk, Dødens Jammer;
Og paa hvert gustent Ansigt sig viste fæle Skrammer,
Der snart dem giorde Næsen, snart Øiet, Munden skiæv.
Forhærdede de skuled, skiøndt Skiæbnen raabte: Bæv!
Kun deres Høvding yttred et Væsen mere stolt,
End skummelt og forbittret; han saae paa Biarke koldt.
Men Røveren med Klumpfod, Han, med den lodne Barm,
Stod fromt, barnlig roligt; der kiendtes ingen Harm
I deres Øine kiække; de tog, hvad Skiæbnen bød
Med Fatning. Uden Rædsel de gik til deres Død.

Da det var tyst og stille, tog Biarke til Ord:
Hædre Tapperheden, bør hver Helt i Nord;
Og ingen ærlig Kæmpe det være skal formeent,
319 At prøve Manddomsidræt. Naar tidlig eller seent
Kampsnekkerne mødes, i Solskin eller Damp
Af Havets kolde Taage; naar Luren til Kamp
Har Helten kaldt paa Dækket, i stærke Brynie blaa,
Da er det ret og lystigt, Stormhagen at slaae
I Fiendens høie Bagbord, og med det dragne Sværd
At springe hen i Skibet, til drabelige Færd.
Thor raader da for Seiren, han signer hver Død;
Og selve Den, som synker i Ægirs salte Skiød,
Opløfter Bølgen atter, mod Himlen høit i Sving,
At han kan naae Thrudvanger i et eneste Spring.
Men Kraft bør møde Kraften, Mod skal trodse Mod.
Ei Helten er et Rovdyr, med Tørst efter Blod;
Og mindre han, som Tyven, indstiæler sig paa Folk.
Thi, Asathor! din Miølner, er ingen Morderdolk.
Derfor har Dannerkongen strængelig forbudt,
At entre Kiøbmandsskibe. Sit Liv har forbrudt,
Hvo lumsk i Overvælden angriber Værgeløse,
Blot for Guldet at vinde, blot for Blod at udøse.
Hvo som i Fred antaster hin fredelige Mand,
Der paa en usæl Skude, til fiern usikker Strand
Sig vover, Ting at hente, hvortil høit trænge vi -
Det er en Trold fra Niflheim, som stander Stormen bi.
Det er en grusom Svartalf. Hvo paa det skiøre Bræt,
Slængt over Dødens Afgrund, end føler ei for Ret;
Hvis Hierte, varmt af Medynk, ei for hans Broder slaaer,
Naar skummende med Tuden ham bittre Bølge naaer -
Det er en nedrig Jette, en hæsligvinget Alf,
Med Steen i Barm, som Hrugner, et Dyr, som Mokkarkalf.
320 Ham sende vi til Helheim, for Nidingsidræt;
Han hænges bør i Galgen. Det kiendes her for Ret!

Med disse Ord sig Biarke fra Røverne vendte,
Mens, een for een, dem Nef og Skofte monne hente
Til Galgen, lagde Strikken om Halsen, drog dem op.
Kort sprætted den, før livløs hang stivnede Krop.
Rask gik det! To og tyve brat endte deres Dage
Paa denne Viis. Nu vare der tre kun tilbage.
Den ene Høvedsmanden. Klumpfoden sin Arm
Til Afsked lagde venligt om ham med lodne Barm;
Treen frem for Bodvar Biarke, som vendte Galgen Ryggen,
Og stirred, mørk alvorlig, langt hen i Bøgeskyggen.
Han sagde: Ædle Herre! vor sidste Bøn ei nægt!
Vi er to Tvillingbrødre, født af norske Slægt;
Har giennemvandret Livet foreente; lad os døe
Ogsaa da nu tilsammen, paa denne Dannerøe.
Lad ei den Ene skue den Andens Hedenfart!
Saa takke vi din Naade, som har os Sorgen spart.
Der er jo tvende Bødler; saa lad paa eengang hver
Os hidse nu i Snoren, i Morgenrødens Skiær.
Den bryder giennem Sluden. Vi Solen over Jord
End eengang see i Livet; og evigt hos Thor!

Den Gunst kan vises! svared dem Biarke. - Hiertet rørt
Han følte, da han havde den norske Tunge hørt,
Og da i Ansigtstrækket han Landsmandslighed fandt;
Men Biarke var retfærdig, og han sig overvandt. -
Alt droges de til Galgen; da gav sig til at lee
Røverhøvedsmanden. Stolt han monne see,
321 Med sammenbundne Hænder, paa Biarke, raabte: Nu
Tykkes dig vel hugprud, høist retfærdig du?
Og veedst ei, at du myrder Uskyldige, saa grum
Som Hartbein rædde Kiøbmænd, tilforn paa Havets Skum.

Bi, raabte Bodvar Biarke til Trællene, stands!
Hvad taler han forvirret, uden Sind og Sands,
I Dødens bange Rædsel? - Da svared Høvedsmanden:
Du kan mig røve Livet, ei Modet og Forstanden.
I Livets sidste Time jeg veed, hvad jeg har talt.
Du, som de To at hænges i Galgen har befalt,
Du myrder dem med Uret. Jeg havde dem tiltænkt
Døden, med os andre; nu skal dem vorde skiænkt
Livet end at nyde. Ei her i Strikker seige
Jeg vil, at de skal qvæles; da de er ikke feige.
Thi havde høit de hylet, forsvaret deres Sag,
De havde denne Morgen seet deres sidste Dag;
Men siden de med Taalmod i Skiæbnen sig finde -
Lader dem ikke længer med Strikkerne binde!
Paa Tærskelen til Døden jeg selv det finder Skam,
At slagte, værgeløs, den Uskyldige, som Lam.

Det er to stakkels Fiskere, som bort fra liden Øe
Paa Norges Kyst, vi lokked langt ud i vilden Sø.
De vilde prøve Manddom og gierne vinde Bytte;
Men Ædelmodigheden gik over Egennytte,
I deres Hønsehierner; og skiøndt det vel var dumt,
Til deres Forsvar Vidnet ei her dog vorde stumt.
De vilde slaaes med Kæmper; men da vi Snekken vog
322 Med uselige Kiøbmænd, de skreg: I os bedrog!
Da skummed de som Biørne; de vilde bort igien.
Nær havde jeg da dræbt dem; men jeg er en Ven
Af raske, kiække Svende, lod Naade gaae for Ret
Jeg sagde kun: I slippe mig ikke saa let.
Da kom os fus imøde den danske Kæmpeholk,
Tæt opfyldt af Stridsmænd. - Det er af vore Folk,
Raabte de vrede Normænd; og i den sidste Færd,
Vist ingen Mand i Striden bedre brugte Sværd.
De kæmped som Einheriar, forsvared os troe;
Men der kom flere Fiender; vi kunde bort ei roe;
Da maatte vi os give. Saa bleve de da slagne
I Hartkorn med os andre, som Nidinger tagne.
Giør selv nu hvad dig lyster! Jeg siger intet meer.
Som Mand har jeg levet, som en Mand jeg seer
Døden under Øine. Du seired over mig;
Varst i min Vold du Biarke, da hængte jeg dig,
Før Solen kløved Skyen, høit op i sorten Raa.
Jeg kan dig ei fortænke, du nu giør ligesaa.

Gaaer, raabte Bodvar Biarke, klynger flux ham op!
Leif og Skofte grebe den senestærke Krop;
Een turde ham ei røre, dem Stridsmænd fulgte ti;
Man hidsed ham i Galgen. Men endnu ei forbi
Det var med Høvedsmanden; thi Strikken med ham brast.
Da raabte han med Latter, med vilde Øiekast:
End eengang dog vandt jeg, i denne sidste Kamp! -
Leif svared: Der paa Siølund voxer saamegen Hamp,
At man en Tyv kan hænge, ved Siden af en Ulv,
Saa ei han falder atter paa Moder Friggas Gulv. -
Høvdingen vilde svare; men Leif sig monne snige
323 Bag ham med Strikken, raabte: Glem hvad du vilde sige!
Og snøred ind ham Halsen. Han foer i Dødens Favn.
Der hang han nu for Krager og for den sorte Ravn.

Ved Daurebord hos Svipur Bodvar Biarke sad
Nu med de norske Brødre; man gav dem Middagsmad.
Vøggur, Hialte begge tilstede vare med.
Det var en Lyst at see dem, hvor flink de foer afsted
Med Skeen udi Gryden, med Kniv i gode Suul,
Hvordan de suged Marven af Beenpiben huul,
De stakkels fromme Normænd. Det giver Lyst til Spise,
Naar man i Galgen fastende skal Livet forlise,
Og bliver saa benaadet, og sat til iækkre Fad. -
Lad først i Ro dem drikke, fortære deres Mad,
Sagde til Hialte Biarke; lad saa dem, efter Bord,
Fortælle deres Saga. Jeg sikkerlig troer
Den bliver værd at høre. Men først til Maden Ro! -
Høviske for Maaltidet takkede de To,
Da det var vel fortæret. Da Biarke derpaa
Opfordred til Fortælling, den Ene talde saa:

Over vor første Barndom ruger et Taageslør,
Men dersom Lid vi fæste til en Skovrøver bør,
Vi bragtes ham i Hulen, af en blødhiertet Træl,
Som ei os dræbe nænte; endskiøndt han det vel
Stedmoderen havde lovet. Glubsk som et Dyr,
Laa Røveren i Hulen, gik ud paa Eventyr
At myrde, med sin Øxe veifarende Mand;
Mens Maanen giennem Granen saae ned med blege Rand.
324 Han leved ei med Mennesker; i Eensomheden, mørk
Han vandred med Ulven, med Biørnen i sin Ørk.
Men Ulv og Biørn ham kiendte, løb bort for ham af Skræk,
Naar, lyserød af Skiægget, han laa ved kolde Bæk
Og læsked, efter Rusen, sin Tørst med ferske Drik.
Tyk hang ham Underlæben, døsigt var hans Blik.
Hvad han af Guldet raned, af Sølv, Klædebond,
Det giemte han i Hulen, med gridsk, gierrig Aand.
Han intet af det brugte; han myrded for Lyst,
Som Lossen, som Maaren, med hierteløse Bryst.
Han mæled: I er udstødt af Menneskenes Tal;
Du, for du har en Klumpfod; men jeg dig lære skal
At gaae paa den som Kæmpe. Du, med den lodne Barm!
Bryd ei dig om det Lodne! Stærk er din Arm.
Jeg Eder vel skal lære den raske Mandejagt!
Kun viser ingen Feighed! Frisk, uforsagt!
Her seer I denne Kiølle; med roligstille Sind,
Har mange Pandeskaller med den jeg hugget ind.
Den skal engang I arve. - Vi maatte med ham gaae,
Og gysende, tause vi Gubben myrde saae
Mangen stakkels Vandrer, der vented ingen Fare.
Men naar i Øst vi skued Solstraalerne klare,
Det grønne Græs om Somren, den hvide Vintersnee,
Blomsterne saa røde, saa yndigt at see,
De høie, ranke Stammer, og hørte Fuglesang,
Medens Trolden raste fælt i Bærsærkegang -
Vi aldrig kunde troe det, at Mennesker paa Jord,
Som Ulv og Biørn var skabte, blot for at øve Mord.
Det steile Field, som strakte sig stolt forvovent ned
I Solen, mod sin Afgrund, os lærte Ærlighed.
325 Naar vi os kunde stiæle fra Gubben, var vor Fryd
At høre Fossen suse med stærk, selsom Lyd;
Multebær vi plukked i Mosen, søde, gule,
Og siden dem fortærte paa Stenen i vor Hule;
Mens Gubben sig beruste med røvet Øl og Miød.
Tit i blodgierrig Rasen han trued os med Død,
Og slog os ofte farligt, naar ei vi, med hans Kniv,
Den Slagne vilde skille ved Resten af sit Liv.
Da løb vi bort fortvivlet, i Nattens kolde Gys,
Saae tit i Nord paa Himlen de blege Kæmpelys.
Vi næred os af Rødder, af Bær, Kildevand.
Da fandt om nogle Døgn os igien den onde Mand;
Kiælede for os venligt, helbreded os vor Skramme;
Gav os Ulveunger, vi skulde giøre tamme;
Men knap en Tand i Munden fik Ungen, før den beed
I Fingren, slikte Blodet. Da kasted vi den vred.

Thor veed hvad der var vorden af os tilsidst. Til Held
Fandt vi en anden Gubbe bag Skov, engang i Qvæld,
Som boede langt ei borte. Det var en hellig Mand,
Røveren havde stedse stor Agt for hans Forstand,
Frygt for hans fromme Væsen. I Hytten tit han sad
For et udskaaret Billed, som han ivrig tilbad.
Det var Alfader i Gimle. Han lærte, men i Løn:
At aldrig Aser gode fandt Nidingsdaaden skiøn;
At Ærlighed maa enes med Troskab for en Ven;
At jeg maa slaae den Fiende kun, som kan slaae igien;
Hvis ei er jeg en Morder. Han raadte os heelt snart
At fange gamle Røver; derved vilde spart
Mangt Liv i Skoven vorde. Dog voved vi det ei;
326 Men eengang traf Gubben en Sovende paa Vei.
Han bandt ham fast med Strikker, og sagde fælt med Smil:
Lad først ham ud kun sove! Det har slet ingen Iil;
I Morgen jeg ham dræber; i Nat jeg seer ei ret
Angsten i hans Ansigt, Livets sidste Spræt. -
Det var en deilig Høstnat; han lagde sig til Ro
I Nærheden, i Græsset, saa rolig, munterfro,
Som Bonden, der imorgen gaaer til sin modne Høst.
Men næppe sov Uhyret, før skiælvende, tyst
Vi løste Mandens Lænker, og lærte ham sin Fare.
Ei bade vi ham Livet i Røveren spare.
Vi viste ham den Gamle. Med blottet Barm han laa,
Udstrakt, med aabent Øie mod Nattens Maaneblaa.
Et Stød af Heltens Glavind var nok. Uhyret foer
Til Underverdens Loke. Hel, var hans sidste Ord.

Knap hørte fremmede Kæmpe vor Skiæbne, vort Navn,
Før han bevæget trykte hver fast i sin Favn,
Og raabte: Takker Guder, at Aslaug Eder fandt,
Hvem ærlig Troskabsløftet til Eders Fader bandt.
Alt skal I faae at vide. Men vogter Eder, Pilte!
Troer ei, fra skumle Fiender I nu ere skilte,
Fordi Skovtrolden bløder. Nævner ikke meer
Eders rette Navne! Fortæller ingen fleer
Den selsom-onde Skiæbne, som I her monne friste.
Ved utidig Tale kan let I Livet miste.
Du Dreng kald dig Thorbiørn, og Du dig Olaf kald!
Forsigtighed tit vogter en Kæmpe for Fald.

Vi giorde som han bød os ulykkelige Børn.
Jeg siden altid Olaf dig nævned, mig Biørn
327 Min Broder du til Giengield. Saa fulgte vi vor Ven,
Som til en mægtig Slægtning os vilde bringe hen.
Men som han steeg paa Klippen, hvor den især var steil,
Vor ædle, bolde Fører med Foden traadte feil;
Han styrted i en Afgrund; vor Hemmelighed
Tog evig han i Dybet, i Bælmørket ned.

Der stod igien forladte de stakkels Gutter to,
Uden Trøst i Nøden, uden Hiertero.
Vi offred ham vor Taare; det var ham lidet Gavn.
Alt hvad han havde lært os, det var at bytte Navn.
Maaskee det dog har frelst os - hvorfra? det veed vi ei.
Mismodige fortsatte vi farligsnevre Vei;
Beslutted ei at dvæle, men altid fremad gaae,
Til vi opdaged Kysten med Havbølger blaae.
Thi skiøndt vi før ei droge fra Fieldets høie Borge,
Vi vidste: Havet breder sig langs ad vort Norge.
Saa tigged vi os frem da, som Olaf, som Biørn,
Sov stundum i en Sæter, ofte bag en Tiørn.
Tilsidst vi øined Søen med stolte Bølgekast;
Vi aldrig havde seet den tilforn; i Taarer brast
Vi begge, da den svulmed for os med hviden Skum,
Og hilsed' os paa Kysten, med høitidsfulde Brum.

Et usselt Fiskerleie vi traf paa salten Strand;
Ind treen vi til en fattig venlig Fiskermand,
Som giestfri modtog os. Han sagde: Kom kun, kom!
Jeg kan ei Velstand skiænke; men hvis min Fattigdom
Sønligt I ville dele, saa sætter Eder her
Ved Arnen paa Bænken. De som før sadde der,
328 Ei vende meer tilbage. Min gode Skialm, min Alf
Ifior fra Dybet svang dem til Odins Valaskialf.
Tit havde de Stormen tvunget, tilsidst dem Stormen tvang.
Jeg hørte dem i Døden; de høit en Vise sang,
Igiennem Vindens Hvinen, medens det kiække Bryst
Arbeided sig forgieves mod elskte Norges Kyst,
Før Bølgerne begrov dem.

Vi blev hos Gubben troe,
Fulgte daglig med ham, hen ad den falske Bro,
Som kruset Vandet hvælver, høit over Dødens Hiem.
Hver Dag vi streed mod Stormen, heel bister og slem.
Hver Dag Uveiret trued at svække Kraften frisk;
Og al vor Løn for Kampen var nogle stakkels Fisk,
Knap nok til Livets Ophold. Det usle Fiskerleie
Ved ingen Arne samled en Slægt i sin Eie;
Hist var en Fader druknet, der Sønnen, der en Mand.
De rynkede Fiskerqvinder grimme gik paa Strand,
Dem blomstred ingen Roser paa Kinden; Blæsten kold
Udklækked ingen Ungdom yndelig og bold,
Som hist bag Field i Dalen. O jammerlige Liv!
Kun Kamp med daglig Fare, var al vor Tidsfordriv.
Dog hærded den os Kræfterne, den øged vort Mod;
Og Søens kolde Væde kiølte det unge Blod,
Naar af en ukiendt Længsel det brændte paa vor Kind.
Vi tause sad i Hytten med nedslagne Sind.

Eengang landed en Snekke ved Midnat paa Strand.
De hvide Seil sig viste, ved Maanens blege Brand,
329 Som Vinger paa en Svane. Langs Kysten den foer;
Høvedsmanden bød os heel venligt ombord,
Da ind vi havde lodset ham fra de blinde Skiær.
Skiold og Hielm og Glavind foræred han os hver.
Han sagde: Vil I tiene mig troe, dele Faren,
Optager jeg som Stridsmænd gierne Jer i Skaren.
Hans Folk ham kaldte Konge; vi troede han var Drot,
Som fleer paa Helteskibe. Det hued os godt,
At bytte Fiskeraaren bort for en Glavind bold,
Det hullede Næt at tuske med hudtætte Skiold.
Vi svoer ham Troskabseden. Men snart vi opdaged,
At af en grum Forræder vi listigt var bedraget;
At ikke stort han bedre var paa hin salte Sø,
End Gubben, der bag Fieldet lod Vandringsmanden døe.
Hvad mere der er hændet, har selv han dig sagt.
Med Taal at lide Døden, som Mænd, var vor Agt;
Da snelt sig Bladet vendte. Nu qvæger du os her!
Tit, naar størst er Nøden, er ogsaa Hielpen nær.

De taug. - Da raabte Biarke: Mig siger Eders Navn!
Thorer og Elgfrode de svared. - Da i Favn
Tog dem den rørte Bodvar, og raabte: Asathor,
Vær takket! Forsete, din Retfærd er stor.
O Hialte! Vøggur kommer! Seer mine Brødre! seer!
Nu er ei Bodvar Biarke frændeløs meer.
Seer I at Eventyret tildeels dog var sandt?
Skiøndt høilig overdrevet, udsmykket med Tant.
Thi han har ingen Hundefod, paa formeløse Stump;
Det stærke Been kun svulmer lidt ud i en Klump.
Og han er intet Elsdyr, endskiøndt de lodne Haar
330 Bedække tykt et Hierte, som menneskeligt slaaer.
Men jeg er deres Broder! Hvo havde sligt vel tænkt?

O Thor da være lovet, at du os ei har hængt!
Raabte de fromme Normænd. - See, da var alle froe.
Hialte græd af Glæde, Vøggur af Glæde loe.
Men Brødrene betragted hverandre, mangled Ord.
Med Hænder trykt i Hænder, de sad ved breden Bord,
Som tre udskaarne Billeder. Det eneste hvorpaa
Man kunde Livet kiende, det var de Taarer smaae,
Som trilled dem i Skiægget; det var de stærke Blik,
Der lynte dybt fra Siælen og dybt til Siælen gik.

331

TOLVTE SANG.

I Ro med sine Kæmper nu fredegod paa Leire
Sad Hrolf. De Underkonger, han monne beseire,
Billige Skat ham bragte. Velgiørende var hans Færd;
Thi Fred og Ro i Landet han indtvang med Sværd.
Ei var der længer trintom et evigt Had, en Feide,
Blandt vilde Næssedrotter. Til Velstand arbeide
For Hytten kunde Bonden, som slap det tunge Spiud
Og greb den lette Spade. Pyntet, som en Brud,
Stod Hertha med sin Axekrands; og Hesten, som med Hoven
Nedtramped nylig Marken, gik stadig for Ploven.
Ei toned længer Luren forbittret, til Skræk;
De nyttelige Møllehiul sig velted i hver Bæk.
Det var en Lyst at see dem i Solskinnet bruse;
Og alt som Rugen voxte, voxte Landets Huse.
Den Hede, som tilforn ei gav Fugl i Busken Ly,
Nu bølged med Guldvover, og der stod en By.
Det var, som efter Ragnarok, som efter Kæmpefærden,
Naar Tvist og Kiv har styrtet i Mulm den gamle Verden,
Og naar en anden opstaaer; naar Jorden, blomstergrøn,
332 Fremskyder sig af Bølgerne, dobbelt saa skiøn;
Naar Aserne Guldbrikker i Sommergræsset finde,
Og spille, stilleglade; naar Rædslen er et Minde,
Der kun fornøier Siælen, som Børn et Eventyr,
Og som en Hyrde Legen af morgenrøde Skyer.

Lyksalighed paa Jorden! hvi est du tit saa svag,
Som Rosen, der knap blusser en eneste Dag,
I friske, fulde Skiønhed, naar den er sprungen ud
Af Knuppen, som beskiærmed? Hvi est du Dødens Brud,
Som skulde være Livets? Men haaner du en Død?
Nei, Sommerfuglen flyver som Blomst fra Larvens Skiød,
Til evige Vaar i Gimle. - Feigt fortvivle? Nei!
Fortvivle giorde Hrolf og hans gode Kæmper ei;
Og det giør ingen kraftig og kiæk og ærlig Siæl,
Om Ondskabsslangen saarer end giftig Heltens Hæl.
I Frændskab med Alfader, Dens Aand sig føler stærk,
Hvis gode Villie virked til Evighedens Værk;
Hans Munterhed Dødssværdet ei kuer med sin Klang -
Og derfor være munter om Hrolf min sidste Sang!

Skulde sad i Upsal, beherskende sin Mand,
Mens han behersked Riget. Den trinde Lilievand
Alt over ham formaaede; hun havde Mandens Kraft,
Hiartvar Qvindens Svaghed. Dog svang han Sværd
og Skaft,
Med usædvanlig Iver; af Legem var han stærk,
Udmærket ved Bedrivter, glad til Hildurs Værk,
Kun svag og myg i Aanden; bøielig som Siv,
333 Han mærked ei: i Trældom han gik hos sin Viv.
For Hiartvar Skulde tænkte; men hendes Tanke mørk,
Som Flaggermusen, sprætted, i Hadets, Hævnens Ørk.
Hun foragted Øllet, foragted Miøden god,
Ved Kæmpers Drikkegilde; hun tørsted efter Blod,
Og Blod af hendes Broder. Vredt svulmed hendes Bryst;
Ærgierrigheden døved Samvittighedens Røst.

Et Slegfredbarn, hun raabte, bære Kronen skiøn?
Og meer! En Træl i Blodskam! sin egen Søsters Søn?
Naturens Adel væmmes ved slig afskylig Synd.
Og dog paa Kongesædet han svang sig af sit Dynd,
At give Norden Love. Men hvilke Love? Ha
I stærke Sveakæmper, mærker I da
Saa lidt end Farens Jammer? Han vil forvandle Nord
Til Malkeko, som yder kun Melk til hans Bord. -
Audumble slikked Stene, da Kæmpen udsprang;
Men nu skal atter Kæmpen, som Qvæg paa grønne Vang,
Hrolf for din Vellyst græsse. Du strider ikke meer,
Du Gudernes Foragter! Din Undergang du seer
Imøde, hvis du kæmper. Thi Tyr, Asathor
Ei hielpe Den, som daarlig paa egne Kræfter troer.
Han har os lagt i Lænker; nu, til sin grumme Fryd,
Nu vil han vugge Barnet, og sladdrer om Dyd,
Fordi det ei skal skrige. Han stikker stakkels Glut,
Med smukke Talemaader, i Mund den søde Sut;
Og fraadser og beruser sig selv paa sit Leire,
334 Medens Skialden lyver, om de forsvundne Seire.
Op, drabelige Kæmper! Ei fange lad i Garn
Jer, som de dumme Fiske! Styrter Yrsas Barn
Fra uretmæssige Sæde! Frygter ei Kampens Stund!
Det gaaer hans fede Kæmpe, som det gaaer dovne Hund:
Den glemmer ganske Jagten, og mædsker sig i Fred,
Med Suul og lække Mundgodt, ved lunt Arnested.

Jeg har ham Eden svoret! - sagde med sagte Røst
Kong Hiartvar til sin Qvinde. - Lad det dig vorde Trøst,
Svared stolten Dronning, at han som ei har Ret
Eden af dig at kræve, mod ham er det ei slet,
En tvungen Eed at bryde. Kong Helge var min Fader!
Mit er med Rette Riget; hvis tappre Mænd i Plader
Tør Skuldes Krav forfægte. Jeg fødtes først, er ældst;
Og Hrolf har ingen Sønner! Skioldungstammen frelst
Ved Skuldes Afkom vorder. Jeg er af Kongeblod;
Men Ætten fra min Moder er dobbelt saa god;
Thi hun er en Gudinde - en Disa - Havets Viv,
I Favnetag med Helge, gav Skulde sit Liv.
Hun blandte Heltens Varme med Havets kolde Kræfter,
Derfor ei for Svaghed mit Hierte gav efter;
En sygelig Medlidenhed, et smaaligt Føleri
Min Aand ei lænkebinder, som Bølgen kold og fri.
Men - før bestraalt af Solen - den ønsker sig Glands.
Velan! saa henter Skulde fra Leire sin Krands!
335 Saalunde hun forførte sin Husbond og hans Folk;
Thi hendes slebne Tunge var Ondskabens Tolk.
Vel giorde Konning Hiartvar afmægtige Forsøg
Paa hendes Hu at vende; men hans Villie som Røg
Fordunsted, svandt i Luften. Da Skulde blev syg,
Da var den svage Hiartvar eftergiven, myg.
Utaaleligt det blev ham, at Roserne svandt
Af hendes falske Kinder, at ei han hende fandt
Saa blomstrende længer. Han agted ingen Dag
Med ærlige Solstraale; hendes Favnetag
Ham uskatterlig giorde den mørke, lumske Nat.
I den hun overvandt ham; han samtykte brat.

Det var ved Vintertide, det var ved høien Juul.
Ei havde Sneens Lagen linnedhvide Skiul
Lagt over frosne Marker; men Træet stod i Lund
Bladløst med sorte Grene. Smallen Øresund
Tilfrossent var; og Vintren, med Isens Diamant,
Danmark og Sverrig til Fastland forbandt.
Tre Aar sad Hiartvar inde med Skatten i Fred;
Derfor han kunde takke Hrolfs Eftergivenhed.
Nu skulde han den bringe. Til Julens høie Fest
Han bødes, med sin Hustru, af Kongen til Giæst.
Da rusted sig i Løndom Forræderen til Krig,
At overfalde listig Hrolf Krake med Svig.
Han skiulte sine Stridsmænd; om Natten de gik
Fra Biergene til Skaane, ved blege Stierneblik.
Thi Maanen selv de frygted; de kunde den ei taale;
Dem tyktes: den bebreided dem koldt, med sin Straale,
Og vilde dem opdage. Til Nidingefeiden
Sang Skulde sine Galdre, Skulde kogte Seiden.
Dermed Samvittigheden hun dyssed i Ro.
336 Hun offred til Sebelia, sin kulsorte Ko.
Thi selv var hun Hofgydie; Visende-Mænd
I hendes Gudehuse fik frit Spil igien.
Paa Blodstenen Mennesker ihiel de monne slaae;
Stak Maverne paa Kiæppe, hvoraf de kunde spaae.
For Hiartvar at styrke, der stundum var bange,
Hun stegte ham en Ulv, hun kogte ham en Slange;
Fortæred med sin Herre den væmmelige Ret.
Ei paa Gudebilleder blev spart den røde Tvæt.
Naar de uskyldige Trælle fik deres Banesaar,
Hun klipped af de Døde baade Negler og Haar,
Og giorde mange Kunster. Men da hun kom til Skaane,
Opretted hun paa Stranden, ved Skin af fulde Maane,
En Hesselstang, nedstukken i Jorden, hvorpaa
Et Hestedødninghoved, hvidtbleget, man saae.
Hun vendte det mod Danmark og qvad: Jeg opretter
Mod Siølund denne Nidstang; forvildende Landvetter
Og alle Øens Dværge, indtil mig hielper hver,
Mod Hrolf at vinde Seier, i denne Nattefærd.

Saa droge de til Danmark, kun med et lidet Følge,
Paa skarpe Hestehager, over den frosne Bølge.
Den væbnede Hærskare de havde kun forladt,
At finde den paa Siølund, i bælmørke Nat.
De haabed ei Maanen sig vilde lade see,
Thi tykke, sorte Skyer trued med Snee.
De stolte paa, at hisset den festligstærke Drik,
Som Skyen, skulde sløre de danske Heltes Blik.

Saa giested de Dankongen, der venlig dem imøde
Kom rank, i sin Kiortel af Skarlagen røde,
337 Den han drog paa til Høitid. Paa Hielm, Skiold, Sværd
Ei tænkte den bolde Herre, til fredelige Færd.
Han favned sin Søster. At før hun var saa slet,
Han havde reent forglemt nu; at hun var Helges Æt,
Stod klart kun for hans Øie. Hun kyssed ham saa ømt,
At Ærligheden troede: der var umulig Skrømt.
De satte sig til høibords. Ved Harpernes Klang,
I Drapa danske Skialde Hrolfs Bedrifter sang,
For Svensken at ærgre. De troede hannem ei.
Biarke, Hialte, Vøggur ei Skuldes Contrafei
I Hallen kunde lide; hvor dydig end hun nu
Stod hyklende for Kongen, med stille Qvindeblu.

Men Horn og skaarne Bæger, af Øl og Miøden fulde,
Bedrog de Danske langtmeer end Hiartvar og Skulde.
Ei siunges der for intet, at Kvaser, dit Blod,
Nisser i Karret blandte med Honningens Flod.
Thi kort du vel opmuntrer, du Trold! som blev en Mand
Af Gudernes Uhumskhed; men slumrende Forstand
I Ledebaandet drager usynlig Dværgeflok,
Naar af dit lumske Mundgodt hver har faaet nok.

Nu Overmodet voxte, tillidsfulde Ro,
Blandt stærke Leirekæmper. Spottende de loe,
Ad de forsigtige Giæster, som svigted hver Skaal,
Der bragtes dem med Støien, i bredfulde Maal. -
Biarke tømte Hornet, saa stærk som en Eeg,
Hvis Blade Regnen suge. Men Hiartvar var bleg.
Hvi farver, spurgte Hialte, Blegheden din Kind?
338 Hvi blusser du ei lystig? Hvad trykker dit Sind?
Mig Reisen har forkiølet! svared Skuldes Mand. -
Thi nipper du til Miøden, som Hønen til Vand!
Med Spot giensvared Hialte. - O gid du giorde saa!
Raabte den kloge Rude. - Men Hialte forstaae
Ei hendes Varsel vilde. - Dog Vøggur det forstod;
Og da de fleste Giæster Hallen forlod,
For seent at gaae til Hvile, sig Vøggur paa sin Seng
Bevæbnet henstrakte; men satte sin Smaadreng
Til Speider ud i Lunden; hvor intet var at see;
Thi tykt i sorte Midnat faldt den hvide Snee.
Dog vared det ei længe, før Drengen, i et Træ,
Hvis visne Løv og Grene gav ham for Sneen Læ,
Langt borte skued Fakler, som nærmed sig; og tyst
En Skare sig bevæged ved Issefiordens Kyst,
Mod skovbekrandste Leire. Da løb hin Gangerpilt
Til Helten, som halvvaagen sig ei havde skilt
Ved sine blanke Vaaben. - Da Vøggur Drengen saae,
Paa den stumme Rædsel han kunde ham forstaae,
Sprang op og løb i Gaarden. Der mødte ham en Mand
Af Skuldes Folk, som dreven fra islagte Strand
Var af Samvittigheden. See, da var alting klart!
Da blev Forræderiet Helten aabenbart;
Thi tom stod Giestehallen. Skulde var flygtet hen,
At møde sine Skarer; for frygtelig igien
At komme som Valkyrie; for, i den mørke Nat,
At skille Dannerkongen ved Land og Livet brat.

Vøggur iled hurtig til Huset, som en Vind,
Hvor Hialte sov med Signe; men ei han kom ind,
339 Thi Slaaen var for Døren. Da raabte han: Min Ven!
Stat op! frels din Konge; mens jeg iler hen
Til Roskild, som snarest, at hente den Hær,
Som efter sidste Feide blev indhuset der.
Jeg haaber, Thor tilstæder, at vende flux tilbage,
Med Herreskiold at møde hin glubende Drage,
Der sig paa Bugen skyder, at bringe Danmark Vee,
Over den frosne Bølge, giennem Nattens Snee.
At redde Hrolf din Herre, nu Hialte vær snar!
Imens jeg henter Kæmper, alting aabenbar
For Kongens Mænd i Hallen! Væk hin gode Drot!
Skiøndt Flokken kun er liden, jeg veed, den fægter godt,
Mod en tredobbelt Vælde. Dog, hialpes ikke vi,
Der maatte kæmpes, Hialte, snart Een imod Ti.

Han taug og svandt i Natten. Da Hialte sprang op,
Fra Signe som i Søvne den sneehvide Krop
Kun halvt i Linet skiulte. Hun mærker han opstaaer;
Sig til sin Albu støtter; de guldgule Haar
Ned over Barmen rulle; med store Øine blaae,
Hvorover halv i Søvne de hvalte Laage laae,
Betragter hun sin Husbond, og med en Stemme sød,
Hun sukker: Min Hialte? Du iler til din Død,
Fra Signes ømme Favntag? O bliv, min Elskte, bliv!
Og hos din hulde Qvinde red dit skiønne Liv.

Alt Hialte stod bevæbnet, med Sværdet i sin Haand;
Miøden af Aftengildet opgløded hans Aand;
Men mere Kongens Fare, meer Heltens Troskab stærk.
340 Alt længtes Leirekæmpen efter Hildurs Værk.
Han med Foragt betragted sin Signe. - Bi, o bi!
Gientog den Banges Læbe. Da til Raseri
Gik Hialtes Heltevrede. Hvordan? han raabte, du?
Du holder mig tilbage fra Pligt og Ære nu?
Har du ei hørt, at Skulde Kong Hrolf vil overfalde?
Hørte du ikke Vøggur sin Ven til Kampen kalde?

Vøggur har ingen Hustru - giensvared Signe ræd.
Lad dem til Kampen fare, som vilde Dyr afsted;
Mig skylder du din Troskab, saavel som Hrolf, din Drot.
Hvi frygter du for Skulde? Hun altid leed mig godt;
Hun vil os ikke skade, hvis hun fortørnes ei!

Fordømte Hex fra Nastrond, gak du den samme Vei!
Du skal mig ei forføre! raabte med Vredens Harm
Hialt', og jog sin Glavind igiennem Signes Barm. -
Min Ven, det var ei velgiort! - hun sukked, og faldt ned:
Hvad angst min Læbe talde, deraf ei Hiertet veed -
Dog Hialte jeg tilgiver. - Ei tænker man paa Alt!
Sagde med dæmpet Stemme, fast i Taarer qvalt,
Hialte hin Hugprude. Gak du til Freia brat!
Der træffes vi vel atter, før endt er denne Nat.

Han drog det hviden Lagen over det skiønne Liig,
Og raabte: Førstefrugten, Skuld! af din Sviig
341 Alt modnes her og rødmer. Nu har du viet ind
Min Klinge til en Lynild. - Han kyssed Signes Kind,
Han knælte ned for Leiet og raabte: Mig tilgiv,
Du altfor ømme, kiælne, trofaste Venneviv!
Ubillig var min Harme! Qvinden bør sin Mand
Elske, som han sin Konge, som han sit Fædreland.
Nu hører jeg først ganske min bolde Herre til.
En Elsker skatter Livet, sætter ei Alt paa Spil.

Eia, I danske Helte! - (han brat i Hallen stod,
Med Sværdet i sin Høire, hvorpaa var elsket Blod)
Vaagner af Eders Slummer! Forjager Søvnens Ro!
Hver Mand, som haver svoret at vorde Kongen tro.
Nu Tiden er forhaanden ved Daad, ei ved Ord
Taknemlighed at vise, for hver Velgierning stor.
Han gav os skiønne Klæder, Pendinge, blanke Sværd. -
Viser Jer Sværdene værdig, i denne sidste Færd.
Ei gielder det Møer at kysse, Qvinder at tage i Favn,
Men tappert og med Æren evigt at vinde Navn.
Her frem I ærlige Danske! Træder i stolten Skare
Om Hrolf, om Eders Konning, uden al Frygt og Fare.
Vender som ædle Ørne mod Fienden det kiække Bryst,
Og styrter, med blinkende Vinger paa Hielmene, til en Dyst.
Lad Sværdet lyne fra Luften paa Byttet, som en Falk!
Hiartvar, feige Forræder! o du arrige Skalk!
342 Som fulgte din Hustru Skuldes lumske, blodige Raad.
Men hendes spottende Latter forvandler Thor til Graad.

Som i en Myretue, som i en Kube stor,
Begyndte det at myldre, ved Hialtes Helteord.
Men ingen Larm der hørtes; med rolig Manddom hver
Spændte sig i sit Harnisk, greb sit gode Sværd.
Alt Søvnen var forjaget, og Rusen Dunster veeg,
For de alvorlige Tanker, som høit i Barmen steeg.
Thi Kiærlighed til Kongen, hver Følelse forjog,
Om overhængende Fare. - De flinke Trælle tog
Fyrrespaanerne fede, tændte ved Arnen brat,
At lyse Kæmper til Striden, i mørke Midienat.

Nu skyndte Hialt' Hugprude sig hen til Biarkes Huus,
Hvor han i Rudes Arme sov ud sin lette Ruus.
Han hørte Larm paa Gaden i Nattestormens Gys,
Og kaldte paa sin Smaadreng: Stat op, Skalk! tænd Lys!
Fei Gulv, tænd Ild paa Arnen, at jeg kan vorde varm.
Jeg hører Støien paa Gaden; hvad siger denne Larm?

Da raabte Hialt' Hugprude: Biarke hviler endnu?
Snart Leirehallerne brænde forfærdet skuer du.
Nu gielder det at vise, hvor høit du Hrolf har kiær.
Glem ei, da Røriks Skatte han deled blandt os hver.
Ham intet var saa kostbart, han det jo Vennerne gav.
Ei Guld saa høit han agted, som Asken i Heltens Grav.
343 Og ingen Herskervælde var ham saa stort til Gavn,
Som ærlige Kongerygte, som ubesmittede Navn!
I Velmagt dydig, deilig og dristig han var som en Fugl.
Nu truer Forræderen Hiartvar, dækket af Nattens Skiul.
Snart flyder paa Gaderne Blodet, blandet med Nattens Snee.
Op! lader intet Mærke paa Frygtagtighed see.
Thi denne Nats Bedrifter skal lyse stort for Nord,
Naar længe vi er raadnet til Støv i sorten Jord.

Hvi raaber du, kiække Hialte, saa høit? var Biarkes Svar.
At jeg er Kongens Svoger, troer du forglemt jeg har?
Troer du, jeg mig unddrager fra denne Heltetvist?
Nu griber jeg mine Vaaben; giv mig kun liden Frist.
Nu op mit Sværd jeg binder, over min Brynie blaa;
Min Øxe tager af Væggen; jeg har alt Hielmen paa.
Saa treen han ud i Natten.

Da kom den væbnede Skare
Udstyrtende fra Hallen; den agted ingen Fare;
Skiøndt Fienderne den trued' i overlegne Mængde.
Kongen sig viste vældig i Døren, i Kæmpelængde,
Som Valens Aand fra Høien. Det staalbedækte Skiold,
Jernbrynien og Guldhielmen bar den Herre bold.
Foran ham gik hans Trælle, de havde ham ei forladt,
Med rygende Fyrrespaaner oplyste de mørke Nat.
Og efter ham kom hans Skialde; de siunge, Harperne slaaer;
344 Medens ved Fakkelskinnet man saae, guldflammet, hans Haar
Langt over Brynien svæve. Hans Blik var roligklart,
I Kæmpehøiren holdt han, forfærdeligt og svart,
Skofnung sit vældige Slagsværd. Han smilte mildt, og saae
Paa sine herlige Kæmper i tykke Brynier blaae.
Nu er da Timen kommen! - han raabte - følg os Thor!
Med Magt at straffe den Ondskab, som tæmmes ei med Ord.
Han ud i Gaarden traadte til Skaren i samme Stund;
I Hielmen Falken Habrok, ved Siden Gram, hans Hund.
Stærkt gnistred Fuglens Øine, Hundens gløded med Blod.
De ogsaa vilde forsvare Hrolf deres Herre god!

Men, som en Sky, der bryder kulsort med Torden frem,
Fremgik Forræderskaren, fra Nattens dunkle Hiem.
Den sendte tusind Pile foran, med Lynets Vold;
Da smilte de danske Kæmper, hver holdt for sig sit Skiold,
Og Pilene faldt, som Haglen fra Borgens glatte Tag.
Da gik en Sky fra Maanen, det blev som høilys Dag.
Ei sneete det meer og blæste. Den hvide Maane saae
Med utallige Stierner, fra Nattens Mørkeblaa,
Dankæmpernes Bedrifter. Fremst i Spidsen Hrolf
Med Sex ved hver en Side, - det var de tappre Tolf -
Gik frem, som i en Ager Høstkarlen, der slaaer Ax;
345 Saasnart kun Skofnung blinkte, faldt der en Kæmpe strax,
Med Stagen, staalbeslagen, Hialte paa Fienden stak;
Den hvide Snee i Natten da Purpurblodet drak.
Men Biarke brugte sin Øxe, paa raske Normands Viis,
Indlagde sig med Elgfrode, med Thorer, største Priis.
Saa kløver Lynet Klippen i Splinter store, smaae.
Skræk i Fiendernes Ansigt man da ved Maanen saae.
Da frygted ei Svibdagger noget Spøgelse meer;
Af Levende giør han Spøgelser og høit ved Daaden leer.
Beigal, med hvide Skrammer, uddeelte Skrammer stærk.
Hvitsærk tvang Rosenblodet ud af den hvide Særk.
Haklang lod Skioldene klinge, med Hardrefil var haard
Hvor Steenkløveren hvinte, den bragte Banesaar.

Da kasted de gode Skialde Harpen paa Ryggen snelt,
Hver drog sin blinkende Glavind og viste sig ogsaa Helt.
Ha hvilken Støien og Raaben! hvilket Vaabengny!
Da saae de danske Helte Valkyrier høit i Sky,
Paa Himlens mankede Heste; med Vinger, i Svanehamme,
Fløi Fylgier hen og glædte sig over Sværdenes Flamme;
Det var, som de sang i Luften: Frem, danske Kæmper, brat!
Saa herligt end aldrig hidtil blev feiret en Julenat.
346 Kulsorte Skyer daled i Himlens nordre Kant,
Der flammed de blege Nordlys; men siden saae man grant
Thor, med de skiæggede Bukke, høit paa lynende Kerre,
Med Miølnir de danske Kæmper vinked den ædelig Herre.
Da gik de glade siungende for deres Drot til Thor;
For Overmagten blodige de sank paa hviden Jord.

I Mørket Forræderskaren længe forsagt monne staae;
De troede: hvor Biarke kæmped, en Kæmpebiørn de saae,
Som lagde dem alting øde. Men Skulde fik fortalt:
Saasnart som Maanen skinte, kom frem en Gyllengalt,
Der kæmpede for de Svenske, som sine Børster skiød,
Utallige Pile, paa Dansken, og voldte Fienders Død.

Alt blev det tyndt om Kongen; hans gode Helte sank
Udi de kløvede Brynier; den Herre høi og rank
Stod stærk og uforfærdet; og i hans Hielmekam
Sad Falken under Slaget, saa rolig og saa tam,
Som var den støbt af Malmet. Dog funklede dens Øie.
Intet Sværd sig voved mod Hielmen hin høie,
Smykt af den gyldne Krone. Selv under Seiervinding
Følte Forræderen Ærefrygt for kongelige Tinding.
Men ud af lumske Række stormed pludselig Skulde,
Klædt i et kulsort Harnisk; med Vintersneens Kulde
347 Hun raabte: Frem, at dræbe den danske Kongeskam!
Og hug sin Broder i Hielmen.

Da fløi fra Hielmens Kam
Falken med sprættende Vinger. Da var hun Dødens Brud!
Den satte sig i hendes Ansigt, hug hendes Øine ud.
Og Gram, som Kongen fulgte, den tro, den gule Hund
Foer over Huldrens Datter, alt udi samme Stund,
Og sønderbeed hende Struben! - Der laa nu Tangkiærs Barn.
Men Hiartvar, som var hildet i hendes Skiønheds Garn,
Forbittret og fortvivlet hævned sin dræbte Viv,
Jog Freiers gamle Glavind igiennem Kongens Liv;
Imedens Hrolf bekymret sin Søster saae forhaant
Af Dyrene selv i Døden. Han havde saa gierne skaant!

Da Konning Hrolf var falden, blæste man høit i Luur.
Hiartvar, i gyldne Rustning, steeg op paa Gaardens Muur
Og raabte: Endt er Krigen! Jeg vilde kun Hrolfs Død;
Formeget af Helteblodet her mod min Villie flød.
Jeg byder Fred og Pendinge, hvo vorde vil min Mand.-
Han kunde meer ei tale; thi mod hans Skiolderand
Klang vrede Danskes Pile. Han bierged sig i Hast.
Da raabte Bodvar Biarke, mens svenske Hielme brast:
Eia, I ærlige Danske! Nu vinker Thor til Lyst!
348 Nu kaster Skioldet paa Ryggen, kæmper med blotte Bryst!
Binder Armbaand om Eders Hænder, at stærkere de kan slaae;
Hver ærlig Mand i Døden sin Konge følge maa.
Hver træde kiæk mod Fienden, og signe Skiæbnen sød,
At følgelig sin ædelig Herre, naar hævnet er hans Død.
Ti døde Mænd i Skioldet, Hrolf mig til Hæder gav;
Ti stærke, levende Svenske jeg offrer paa hans Grav.
Mig drages ei til Minde, hvor jeg et Sværdslag saae
Saa mandeligt og prægtigt; thi rundt, i Brynier blaae,
Sig høine de døde Kroppe, som Bierge, hvor jeg stod.
Men Hialte, min Hugprude! Hvor est du Fostre god?

Da raabte smilende Hialte: Her staaer jeg, Fosterfader!
Du kiender vel ei din Hottur paa de forhugne Plader?
Af Skioldet et lidet Stykke han har kun i sin Haand.
Jeg bløder af mine Vunder. Nu længes stærkt min Aand
At skue Hrolf og Signe. Ja ja! i Maanens Skin,
Jeg hende deroppe kiender, paa Hullet i hendes Kind
Det altid venligt smilte, det smilte selv dengang
Jeg Hullet i Barmen bored, med Gyllenhialte lang.

Saa taled de blege Kæmper i Livets sidste Færd.
De matte Hænder ei mere kunde løfte tunge Sværd;
Men ingen voved at nærme sig Biark' og Hialt' i Døden.
349 Støttende sig til Sværdene, de stirred i Morgenrøden,
Med de halvbrustne Øine. - Da Rude kiæk gik frem,
Farvel sin Husbond at sige; slet ingen hindred dem.
Hun tog ham ømt i Favnen. Da spurgte han hende vildt:
Seer du ei Odin Gamle? Han meget Blod har spildt;
Ifald jeg Trolden træffer, da giver jeg ham sin Rest.
Jeg frygter ei hans Gugner og ei hans hvide Hest. -
O vend dit Sind til Gimle, du min trofaste Helt!
Sagde den ædle Rude. Besindigheden snelt
Igien fik gode Bodvar. Han sukked: Læg mig hen
Ved Træet, hos min Konge! Hielp saa min blege Ven;
Thi gaae han selv ei mægter. Dog end jeg skiælne kan!
Varmt af mig Blodet rinder; jeg døer som ærlig Mand.
Nedlæg mig ved Hrolfs Hoved! Hialte, min Fostre god!
Du trænger ogsaa til Hvile, synk ved din Herres Fod!
Om Ravn og Ørn paa Marken end siden vort Kiød fortære,
Hvad siger det? Vi blegne med Troskab og med Ære.

Disimellem var Vøggur, med femhundrede Mand,
Fra Roskild hurtig dragen. Han tænkte: Ene kan
Jeg dog ei Hrolf forsvare. Kommer jeg tidlig nok,
Da skal jeg giøre fyldest for Kongen, med min Flok;
Men kommer jeg for silde, da holder jeg mit Ord,
Og mindes, hvad i Hallen hin gode Drot jeg svor,
350 Da han mig Ringene skiænkte. Jeg bærer hver paa Arm;
Og Tapperhed og Troskab jeg bærer qvik i Barm.

Saa ilte han, den Frækne, med et uroligt Sind.
Tit drog han dybt sin Aande, stærkt brændte Heltens Kind.
Han vilde saa gierne redde Hrolf fra Forræderdød;
Men frygted at forsinkes. Giennem Skoven han brød,
Hvor der var allertykkest, for ei af Fiender at sees.
Den blanke Hielm og Brynien i Natten tykt besnees,
Og Qvisten rev hans Ansigt. Det mærkte Helten ei;
Han ønskte Flokken Vinger kun paa den sene Vei.
Nær havde de sig forvildet i Nattens Mulm, i Lunden;

Da skinte venligt Maanen; igien var Veien funden;
Men ak disvær; en Omvei der var i Mørket giort.
Alt gløded Morgenrøden hist hen paa Leireport.

Da de den øine kunde fra Krattet, paa en Brink,
Han saae det sorte Banner, forstod sin Smaadrengs Vink.
Thi Vøggur havde befalet Pilten i Borgens Taarn:
Saalænge Kongen leved, skulde der, som tilforn,
Det røde Banner vaie; men strax, naar Hrolf var død,
At sætte sorten Mærke, til Varsel, Helten bød. -
Nu skinte Morgenrøden hen over hviden Snee,
Det sorte Banner flagred! - Da følte Hiertevee
Den ærlige, bolde Svenske. Han græd et Øieblik;
Men snart igien sin Fatning og Heltemod han fik.
Han vendte sig mod Flokken og raabte: Giver Tid!
Nu haster det ei længer; dog endt er ei vor Strid.
351 Nu lader mig gaae ene! Men seer I atter hist
Det røde Banner heiset, da bryder Skovens Qvist,
Fremstyrter af Eders Baghold, og hugger Fienden ned.

Af Samvittigheden Hiartvars Hierte leed,
Da han var Seiervinder; alle de tappre Mænd,
Der faldt for deres Konge, han ønskte Liv igien.
Han følte slig en Skares uskatterlige Værd,
Og raabte: Leirekæmper, som vil paa dette Sværd
Mig Troskabseden sværge, Freden jeg gierne skiænker;
Paa forrige Tvist og Fiendskab ikke længer tænker.
Har Skiæbnen Nogen sparet, som ei Hrolf Krake fulgte? -
Vøggur nu ikke længer for Hiartvar sig dulgte,
Han traadte frem og sagde: Jeg blev tilbage! Jeg!
Da dog jeg er en Svenske, fandt jeg det nødigt ei,
Til Odin Hrolf at følge; det var ei Døden værd.
Thi vil jeg Troskab sværge. Ræk, Hiartvar, mig dit Sværd

Hiartvar, som kiendte Vøggur, blev hierteglad. Slig Helt
Han havde saasnart ei haabet at vinde; derfor snelt
Han rakte ham sin Glavind; at brat den unge Mand
Paa Odden kunde sværge; som Brug var i hans Land. -
Vøggur betragted Sværdet med stor Opmærksomhed;
Derpaa han saae paa Hiartvar og sagde: Naar en Eed
Kong Hrolf man svor i Leire, da rakte han hvergang
Ei Kæmpen Sværdebladet, men Sværdets gyldne Fang;
352 At han det kunde gribe. Det Tillid var og Ære,
Det vidned: man skulde Vaaben tro for sin Konge bære.

Hiartvar rakte Vøggur den store Glavind brat.
Med sine baade Hænder tog den da Kæmpen fat,
Og qvad: Hvis ret jeg mindes, er dette samme Sværd,
Som du af Luen frelste, ved Adils Nidingsfærd,
Kort før ham Guderne straffed; den gode Freiers Værge,
Hvorpaa trofaste Fædre steds Eden maatte sværge. -
Det er den samme Glavind! svared ham Hiartvar stolt.
Og dersom ret jeg mindes, vedblev Vøggur koldt,
Er det den samme Glavind, hvorpaa du Eden svor,
Hrolf Krakes Mand at vorde. Og dog du brødst dit Ord!
Velan - jeg sværger Troskab, en ærlig Faders Søn,
Og giver dig, Forræder, din velfortiente Løn!

Med disse Ord han Drengen paa Taarnet gav et Vink,
Da vaied det røde Banner; og snelt, med Lynets Blink,
Foer Sværdet i Hiartvars Hierte. Han faldt. Da Vøggur loe
Og raabte: Hugger, stikker! Jeg er i Døden froe.
Jeg hævnet har min Konge, jeg opfyldt har min Eed.
Naar jeg er død, da lægger mig hos min Herre ned. -
Omringet af hundred Klinger, han brugte Freiers Sværd,
353 Da brast det i hans Hænder, - det var den sidste Færd!
Da sank den ærlige Svenske, som hørte til de Tolf,
Ved Biarkes, Hialtes Side, ned hos den døde Hrolf.

Jeg har ei meer at siunge, mit Helteqvad er endt.
Paa Baalet blev Hrolf Krake, med sine Kæmper, brændt.
Fuldelig blev han hævnet, af tappre danske Mænd;
Den svenske Hær af Landet joge de flux igien.
Til Konge valgtes Hother; det var en Herre mild,
Dog ligned han Hrolf Krake, som Vandet ligner Ild.
Thi Vandet har ogsaa Kræfter; men størst er Ildens KraftKraft.
Han var en tapper Høvding, brugte Sværd og Skaft.
Men Hrolf dit Kongehierte - hvor fandtes det saasnart?
Du haver dig som en Stierne blandt Skyer aabenbart.
Du vilde tvinge Viisdom ind i en grusom Tid;
For mægtig var din Fiende; men herlig var din Strid,
Og skiønnere var i Døden dit Fald, i gamle Leire,
End siden, med stor Lykke, de største Helteseire.
Nu hviler du i Høien, ved Biarkes, Hialtes Side,
Samt hos den ærlige Vøggur; og naar i Vesterlide
Den gyldne Sol neddaler og skinner paa din Brink,
Udi det viftende Vaargræs, med rosenrøde Blink;
Da føler Vandringsmanden, mens Høien forbi han gaaer,
Sig smeltet af en Veemod, som selv han ei forstaaer.
Men Skialden vel forstaaer den: Det er din Helteaand,
354 End bunden til kiære Danmark, ved et usynligt Baand.
Du svæver, som en Fylgie, med hver en Konge god,
Som arvet har dit Hierte, din Viisdom og dit Mod.
Og pløied endogsaa Bonden din Høi ned i sin Mark,
Udsletted Tidens Finger paa Skiold, og Steen og Bark,
Alt hvad om dig er tegnet; - i danske Hierter staaer
Dit, dine Kæmpers Minde; det evig ei forgaaer!
Naar Vaaren skiænker Blomster, i Høst, ved Leers Klang,
Skal Nordens ærlige Sønner gientage froe din Sang!