Oehlenschläger, Adam HELGE

HELGE
ET DIGT

2
3

FRODES DRAPA.

4
5

FRODE PAA VIFILS ØE.

Kong Frode staaer i Leiregaard,
Han gav sin Broder Ulivssaar,
Det var stor Ynk og Smerte:
Ung Halfdan ligger krum paa Skiold,
Med Staalet i sit Hierte.

Nu er jeg Drot i Danmarks Land!
Og den, som snart mig bringe kan
De unge Brodersønner,
Med Ringen af hin røden Guld,
Den Kæmpe jeg belønner.

Der søges Dag, der søges Nat,
I Mark, paa Sø, i Skov og Krat,
Man kan dem ikke finde.
De sidder i det Jordehuus,
I Mulden dybest inde.

Dankonning lader Bud udgaae,
Til Hexen hist, i Hyttens Vraa,
Som svagt for Stormen luner.
Hun grunder paa det hvide Sand,
Og skriver sine Runer:

6

Hvis Brodersønnerne skal døe,
Du søge maa paa Vifils Øe,
Med Flid og ufortrøden.
Han var Kong Half dans gode Mand,
Han svor ham Tro i Døden.

Dankonning gaaer fra Leirelund,
Han seiler ud en Morgenstund
Fra Issefiordens Kyster.
Havfruen svømmer ved hans Skib,
Med sine hvide Bryster.

Den gamle Vifil staaer paa Toft,
Men breden Hat, i hviden Koft,
Med Haanden over Brynet;
Han bliver Kongesnekken vaer,
Og gyser over Synet.

Nu iler Pilte! som en Vind
I Busken ind, i Skoven ind.
Lad Jorden Eder dække!
Jeg skuer hist med spændte Seil
Den beegbestrøgne Snekke.

Den løber som en Drage styg,
Med høie Vinger paa sin Ryg,
Fra Siølunds dybe Fiorder.
Den tørster efter Kongeblod,
Den bringer Eders Morder.

Ung Helge river gram og vred
En smekker Green fra Pilen ned:
Og kunde jeg ham standse!
O var jeg Mand, som jeg er Gut,
Og var min Kiæp en Landse!

7

Da gamle Vifil Bonde leer:
At Du est Halfdans Søn, jeg seer;
Du vilst ei længe blunde!
Snart voxer op den liden Ulv,
Med hvassen Tand i Munde.

I skal ei dennesinde døe!
Og naar jeg raaber Hop og Hø -
I kiende mine Hunde;
Saa iler til det Jordehuus!
I her forraades kunde.

Kong Frode stiger ud paa Strand;
Da lægger sig om Øens Rand
En kold og fugtig Taage.
For blomstrende Skioldungeblod
De gode Alfer vaage.

De muntre Drenge lege hist
I Skoven med den Blomsterqvist;
De vil dem ikke skiule.
Mildt vifter Morgenluftens Pust
I deres Lokker gule.

Og hør Du Vifil Bonde nu!
Jeg mener Du est falsk i Hu,
At Piltene Du giemmer? -
Hei - raabte Vifil - Hop og Hø!
(Han hørte deres Stemmer!)

Da smutte begge Drenge bort,
Lig Skovens kongelige Hiort,
For Pilen, som vil døde. -
Der kommer vel engang den Tid,
At vi kan Faren møde!

8

Hvad raabte Du paa Hø og Hop?
Paa Steilen flætter jeg Din Krop!
Vilst Du dem Faren dæmpe? -
Da svar de Vifil diærvt og stolt;
Thi Vifil var en Kæmpe.

Herr Konning! Øen er ei stor;
Lad søge, hvis Du mig ei troer,
Bag Dysser, Træer og Stubbe.
Men hør dog nu et Alvorsord,
Af en bedaget Gubbe:

Din Broder lumskelig Du slog;
Men - hvis Du og hans Sønner vog?
Ved Odin i Valhalle,
Du mistede to Fiender smaae,
Og fikst til Fiender - Alle!

Kong Frode smiler stolt med Spot:
Din sølvgraae Tinding klæder godt,
Jeg vil Dig Livet skiænke.
Du veedst at Børn og gamle Folk
Kan sige hvad de tænke.

Og kan jeg sige, hvad jeg vil,
Vel Konning hør opmærksom til:
Jeg svær ved Halfdans Fane:
Her synger Dig din Svanesang
Den sølverhvide Svane!

De Sendebud for Kongen staae:
Vi monne rundt om Øen gaae,
Men fandt kun Ravn og Heire! -
Da steeg Kong Frode paa sit Skib
Og drog igien til Leire.

9

HROAR OG HELGE I JORDHUSET.

HROAR.

Tys! hørte Du dem træde
Paa Græssets Tørve?
Hvis Frode Døren finder,
Vort Blod maa flyde.

HELGE.

Mit lidet Sværd, min Skimring
Skal tappert stride.
Vor Banemand skal bløde,
Før Helge blegner.

HROAR.

Ak, saaest Du, Moder kiære
De Sønners Qvide,
I Gravens Giemme blandte
Sig Graad med Asken!

HELGE.

Tænk, da den tappre Fader
Faldt uden Taarer;
Og reed til Odins Rige
Paa røden Sleipner.

10
HROAR.

Her sidde vi saa stille,
To Kongesønner,
Ved lidet Bord, hvor Lampen
I Hulen lyser.

HELGE.

Den Tid vil ogsaa times,
Da vi skal tielde
De hvalte Kongesale
Med lysen Silke!

HROAR.

Da skal vi enigt styre
Det stolte Rige;
Og ei, som Frode, feide
Med egne Frænder.

HELGE.

Jeg seiler vore Snekker
Paa Søens Vover;
Og hævder Danmarks Hæder
Paa alle Have.

HROAR.

Jeg kneise vil med Kronen
Ved Leirekilder,
Og holde Ret i Riget
Og reise Staden.

HELGE.

Nu Faren er forsvunden
Og borte Frode!
Jeg hørte Vifil Hornet
Med Haan at blæse.

11
HROAR.

Han aabner Lugen. Lyset
Fra Luften blaaner.
Nu Græsset os og Grenen
Fra Graven vinker!

12

SÆVAR JARL OG FRU SIGNELIL.

Jarl Sævar sidder paa Siælland;
Han var saa giæv en Helt.
Med sine Snekker han befoer
Det stor' og lille Belt.

De maatte vel ham skatte
Paa Skibets vaade Vei.
De flyede ham, som Silden flyer
Den frygtelige Hai.

Hans Slot stod hist paa Bakken,
Der var hans Tidsfordriv.
Den bedste Skat i Borgen var
Ung Signelil hans Viv.

Hun blussede som Freia,
Med lange gule Haar,
Saa smekker, stor og yndig,
Og end kun atten Aar.

Men Hros og Helges Søster
Græd tit naar Sævar sov:
Min Fader er uhævnet dræbt,
De Brødre Dødens Rov!

13

Den gamle Vifil Bonde
Fremkalder Helg' og Hro:
Her er ei Fred for Eder meer,
I unge Konger to!

Til Sævar Jarl I drage,
Han er en mægtig Maag.
Han bedre Jer optugte kan,
End Bonden i sin Krog.

En Aften sidder ung Signe
Med sorrigfulde Sind,
Forgiæves klapper Sævar Jarl
Den runde Rosenkind.

Forgiæves lægger Sævar
Sit Hoved i Signes Skiød.
Hun tænker paa sin Faders
Og paa de Brødres Død.

Da banker det paa Døren brat,
Og tvende Gutter smaae
Ind i Tusmørket træde
Med lodne Kofter paa.

Hvem er I Drenge? - Hyrder!
Hvad kan I vogte? - Faar!
Men ogsaa Ulven dræbe
Enhver af os forstaaer. -

Man kan ei Eders Aasyn see
For Hætter og for Skind! -
Vi er Kulsvierdrenge,
Vi bære Sod paa Kind.

14

Gaaer ned da til mit Borgeled,
Der er et Faarehuus;
Der skal I æde Skoften,
Og drikke Vand af Kruus.

Naar Tienesten er liden,
Er ikke Lønnen stor;
Giv os lidt Suul til Brødet,
Du ædle Jarl i Nord!

En Kiænde Suul til Brødet
Det faaer I om I maa!
Gaaer nu til Faarestien ned,
At hvile Jer paa Straa.

De Pilte ginge til Faarestie,
Der sov de uden Harm.
Jarl Sævar gaaer til Silkeseng,
Han laae i Signes Arm!

15

HROAR OG HELGE VED FAARESTIEN.

HROAR.

Helge jeg græder, Du spotter og leer.
Signe min Syster jeg dagligen seer;
Tør ikke tale, for Signelil staae,
Men kun som Hyrde paa Grønningen gaae!

Vidste Du, Signe, som har os saa kiær;
Vidste Du Hroar og Helge var nær,
Ikke saa tit med en svulmende Barm
Sadst Du og støtted dit Hoved til Arm!

Ofte, naar Sævar indbyder til Fest;
Rider til Borgen den hielmede Giæst,
Stolt paa sin Ganger, saa mægtig og fri
Klædt i sit Harnisk vor Hytte forbi;

Medens som Trælle vi skamfulde staae,
Med vore Hætter af Geddeskind paa;
Aabne ham Ledet, og lukke det til;
Høre kun langtfra det klingende Spil! -

Helge! da ønsker jeg tit mig til Hæl.
Heller dog død, end en ynkelig Træl!
16 Heller i Graven, end levende død
Haanes, og trælle for Vand og for Brød.

HELGE.

Hroar min Broder! Du skiælder din Dragt?
Elsker som Qvinden Du Flitter og Pragt?
Skindet er stivt, af umageligt Maal?
Vel Dig! det vænner til Kobber og Staal!

Hroar Du vrager vellystig Din Mad?
Ønsker, som Bonden, det spækkede Fad?
Skamme Dig maatte Du; giør mig ei rød!
Knoklerne styrkes af Vand og af Brød.

Snart skal vi hævne paa Frode vor Spot.
Nøden opdrager en Skioldunge godt.
Drengene vogte spagfærdige Faar;
Drotten at ave de Kæmper forstaaer.

Sævar maa prøves. End kan vi et Aar
Dræbe ham Ulven, og vogte hans Faar.
Senerne hærdes?, og Solen giør bruun,
Snart er vor Hage bedækket med Duun.

Signe vor Syster vi dagligen see:
Armen er trind, som af krystede Snee;
Barmen er svulmende, Kinden er rød,
Skiøndt hun begræder vor tidlige Død.

Signelil trives uagtet sin Sorg,
Har hvad hun ønsker: En Mand og en Borg.
Det tør jeg sværge: Naar intet hun veed -
Ei hun forraader vor Hemmelighed!

17

JULEREISEN.

Kong Frode sidder ved Juletid,
Af Snee var Skoven saa glimrehvid.

Juletid,
Af Snee var Skoven saa glimrehvid.
Han sender Bud til de Jarler snilde,
De skulde drage til Julegilde.

Jarler snilde,
De skulde drage til Julegilde.
Han lader paa Bænk de Bolstre lægge,
Og stoppe med Mus de Bielkevægge,

Bolstre lægge,
Stoppe med Mus de Bielkevægge.
Paa Gulvet sættes med Øl en Tønde,
Nu monne den Ruus vel snart begynde!

Øl en Tønde!
Nu monne Rusen vel snart begynde.
Jarl Sævar og hans stolte Frue
De skulde drage til Julestue.

18

Stolten Frue;
De skulde drage til Julestue.
Hun var vel svøbt i Skarlagenklæde;
Med Biørneskindet var dækt den Slæde.

Skarlagenklæde!
Med Biørneskindet var dækt den Slæde.
De Gutter stande ved Ledet og fryse,
Alt i den paltuge Bondekyse.

Ved Ledet og fryse
Alt i den paltuge Bondekyse.
Og maatte vi ride med paa Føllet,
Vi smagte vel lidt af Juleøllet.

Med paa Føllet
Vi smagte vel lidt af Juleøllet.
De ledte fra Stalden den unge Fole:
Heel daarlig kun er vor Høitidskiole!

Unge Fole!
Heel daarlig kun er vor Høitidskiole.
De sprunge paa Folen ubehænde;
De monne hinanden Ryggen vende.

Ubehænde
De monne hinanden Ryggen vende.
Saa rede de med til Kongesalen,
Een holdt i Manken og Een i Halen.

Til Kongesalen;
Een holdt i Manken og Een i Halen.
De sang paa Veien for ei at fryse.
Ung Hroar tabte sin Gedekyse.

19

For ei at fryse;
Ung Hroar tabte sin Gedekyse.
Fru Signelil skued de Lokker gule,
Hun kunde saalidet Graaden skiule.

Lokker gule!
Hun kunde saalidet Graaden skiule.
Hun kiændte Hroar: Saa langt var Haaret,
Kun Trællen var ham i Klæderne skaaret!

Langt var Haaret,
Kun Trællen var ham i Klæderne skaaret.
»Min Hustru hvi dine Øine rinde?« -
Jeg kan ei taale de Østenvinde!

Øine rinde,
Jeg kan ei taale de Østenvinde.
Men vender I Drenge nu tilbage
Og mindes vel Eders unge Dage.

Gaaer tilbage,
Mindes vel Eders unge Dage! -
Og frygt kun ikke vor ædelig Frue,
Vi bære Blus i den Julestue.

Ædelig Frue,
Vi bære Blus i den Julestue.
De Blus skal lyse saa høit i Landet,
Vel tyve Miil de skal sees fra Vandet.

Høit i Landet!
Vel tyve Miil de skal sees fra Vandet.
Vi skylde Kong Frode Bødelpenge,
Fordi han lod os vor Fader hænge! -

20

JULEGILDET.

Kong Frode sidder i Gyldenkiol,
Han lod indbære den Tryllestoel.
Den gamle Hex, i Skoven var,
Til Julegildet paa Baar man bar.
Der aldrig feiredes mindste Fest,
Hvor ei Alrune var Kongens Giæst.

Troldkonen sidder med sølvgraat Haar,
Som hende lige til Jorden naaer.
Kong Frode drikker med Jarler i Ring,
Han lod Guldhornene gaae omkring.
Og siig os nu, Du Qvinde saa graa,
Hvad Skiæbne monne Du Helten spaae?

Alrune drikker af sorten Horn,
Deri hun blander et Ædderkorn.
Da ryster hun stærkt paa hvert et Lem,
Af Panden svede Draaberne frem.
Hun gisper og stønner saa bleg og hvid,
Da galer Hanen ved Midnatstid.

Og hør, Herr Konge, jeg siger forsand:
Det Smaae det Store vel fælde kan!
21 Jeg sad igaar paa min Egerod,
Da steeg en rødhaaret Mand af Flod;
Med Stang i sin Haand, med et søegrønt Skiæg,
Og Kinden hvid, som en kalket Væg.

Han tog mig ud paa Marken. Jeg saae
En styrtet Hest som et Aadsel laae!
Ei Blod af Gangerens Indvolde flød,
Den fandt for Fluernes Braad sin Død.
Han sang: Tit vælter Tuen et Læs,
Tit strander Skibet paa mindste Næs!

Den Tid, Du fældte Kong Halfdan, Drot!
Da dræbte Du ikke Din Fiende godt.
Hvo Ukrud luger, min Herre god,
Maa luge det op med Trevl og Rod;
Hvis ei da breder fra Giærdets Rand
Sig snart den saftige Løvetand.

Og voxer saa vildt med sin skarpe Saft,
Og blomstrer gyldent i første Kraft,
Og truer Dig med sine Duun saa rund.
Thi jager dem bort din blæsende Mund,
Betyder det Konning, at Du skalst døe. -
Det sværger Alrune, - ved Hop og ved Hø!

Kong Frode grunder saa mørk i Sind,
Da nærmer sig Signe med Rosenkind,
Og seer paa Qvinden saa bønlig blid,
Og stryger en Ring af sin Finger hvid.
Den glider ned i Alrunes Skiød,
Og glimter med en Karfunkel saa rød.

Saasnart Alrune Karfunklen seer,
Hun anderledes til Sinds sig teer;
22 Og siger: Frode min Konning, ak,
Hvad vil I agte paa Kiærlingesnak?
I stole paa Eders Glavind trygt;
Og ængstes ei af en Nidingefrygt.

Da blusser Frode med skummelt Mod:
Hex, dine Lemmer skal svede Blod.
Paa Pinebænken jeg strækker Dig,
Jeg seer det vel, Du forraader kun mig. -
Nei raabte Hexen, Herr Konning, o
Forvar Dig! vogt Dig for Helg' og for Hro!

Hvor er de? - Ædle Herr Konning, her,
I Trælleflokken ved Skiænken der!
De rede herhid paa det unge Føl,
De kom at skiænke Dit Graverøl. -
Ha griber dem! griber dem! Kongen skreg.
Da blev liden Signe Kinden saa bleg.

Men ud af Døren, som høit til Hest
De fløi, som Løvetands Duun for Blæst.
De løbe til Skoven, hvor tykkest den var.
To Spader paa Skuldrene med de bar';
Dem reve de Trællene nys af Haand.
Hver svang sin Spade, som lette Vaand.

Kom, raabte Helge, kom Hro, kom her!
Kom hielp at grave ved dette Kiær.
Her giemte vor Fader sin Krone rød,
Fordi han frygted den lumske Død.
Os har han sagt, hvor Kronerne laae,
Kun Du og jeg kan dem atter faae.

Da grove de Drenge med megen Flid
Alt i den stiernede Midnatstid.
23 Ung Helge finder den største Ring,
Han giør af Glæde saa høit et Spring.
Ung Hroar finder den Krone klar,
Som Dronning Sigrid, hans Moder, bar.

Kom nu, min Broder, og vær ei seen,
Og lad os bestige den Kongesteen.
Til gamle Thing de Pilte hengaae,
Der sætte de begge Kronerne paa.
I Geddeskinds Kofter, med guldgule Haar,
Med Kroner af Guld de Pilte staaer.

Konning Frode drager ad Skoven frem
Med brændende Blus, - da skuer man dem:
Paa Kongestenen, og Arm i Arm,
Foragte de Morderens vilde Harm.
De Fakler lue med røden Glands,
Og funkle paa Kongernes gyldne Krands.

Og Folket kiænder bag Bøg og bag Tiørn
De Kroner paa Skioldungens ægte Børn.
De kiender Faderens, Moderens Træk,
Og vende sig mod den Morder saa fræk.
Da flygter Frode til skumle Slot;
Men Helge kaares med Hro til Drot.

Nu lad ham flygte med ængstlig Hu;
Tak Odin for Eders Redning nu!
Den usle Rest af Livet ham levn!
Men Helge raaber: Kun Hævn! kun Hævn!
Og Skialden siunger i hvælvede Sal
Om Hævnens Følger - og Hævnens Qval.

24

FRODES DØD.

Kong Frode flygter.
Med Blus og Lygter
I dunkle Skov
Man ham forfølger.
Ei Løvet dølger
Det visse Rov.
Man seer hans Kaabe
Bag Grenen, rød;
Og Alle raabe
Paa Frodes Død.

Ham Knæet vakler.
Med lyse Fakler
Gaaer Helge først.
Paa Mord han skriger,
Som vilden Tiger
Med blodig Tørst:
I Leiregader
Skal Gildet staae.
Vor dræbte Fader
Sin Hævn skal faae.

25

Men Hroar standser:
Nei, Lykken krandser
Min Tinding grøn;
Nu bør jeg bære
Mit Guld med Ære,
Som Halfdans Søn.
Kan Helge frygte
For Frodes Flok?
O lad ham flygte
Til Ragnarok!

Men Helge raaber:
Forgiæves haaber
Din Blødhed svag
Ham Liv at skiænke.
Hans Blod skal stænke
Den Dag idag.
Min Faders Dræber!
Jeg vil Dig vel.
Snart dine Læber
Skal kysse Hæl.

Din Aand sig svinger
Paa svovlblaae Vinger
Til Dødes Hal.
Den røde Drage
Skal herligt brage
Med høie Knald.
Paa Skyer sorte
Den hid sig svang;
Alt Nastronds Porte
Gaaer op med Klang.

26

Saa raaber Helge:
Nu kan I vælge
Blandt Vilkaar to:
Ham Livet levne
Til nye Hævne,
Saa fromt som Hro;
Hvad heller Buen
At spare klog,
Og skiænke Luen
Et Nidingsdrog.

Og alle følge,
Som Havets Bølge
Den stærke Storm.
De Kæmper gode
Høit kalde Frode
En Midgaardsorm.
Sig Helge fryder
Med krandset Skaft,
Og Mængden lyder
Den nye Kraft.

Men dybt i Lunden
Har Frode funden
Sin Gudegaard;
Af Biælker bygget,
Og vel beskygget;
Thi Asken staaer
Ved Offerstenen,
Ved Guders Sal,
Og strækker Grenen
Saa høi og sval.

27

Der han tilbeder
Og sværger Eder
En Havets Qvind;
Den skiønne Huldre,
Med runde Skuldre,
Med Rosenkind,
Som hist i Sivet
Blandt Blomster boer,
Og Underlivet
Som Slange snoer.

Den Jetters Datter
Kong Frode skatter
Med Uskylds Blod.
Bag dunkle Vove
I grønne Skove,
Hun gav ham Mod.
Hun gav ham Kronen
Og Lyst og Fryd;
Og Huldrekonen
Han gav sin Dyd.

Men Odin skuer
Ved Hlidskialfs Luer
Til Krat og Tiørn.
Snart han opdager
At man bedrager
Skioldungens Børn.
Han Flodens Dronning
Med Rædsel slaaer,
Og Helge Konning
For Taarnet staaer.

28

Og kaster Flammen
I Askestammen
Og alt er Blus.
Høit Biælken knager
Og Tiæren brager
I tørre Mus.
Kong Frode viger
Til Taarnets Rand;
Men Ilden stiger
Saa høit som han.

Han raaber Naade;
De Hænder baade
Mod Himlen slaaer.
Men Helge svarer:
Nu Du erfarer
Hvad Hævn formaaer.
Høit Halfdan svæver
I Skyen rød;
Hans Skygge kræver
Sin Morders Død.

Da Kalken svinder
Af Frodes Kinder,
Han blusser vild.
Han skriger, synker,
Og ingen ynker
Ham i sin Ild.
Da stiger Luen
I Guders Gaard, -
Og høit Havfruen
Paa Flammen staaer.

29

I Baalets Bølger
Hun halv fordølger
Sin Snogedeel;
Men Arm og Bryster,
Som huldt forlyster,
Dem seer man heel.
Hun rædsomt smiler
I Nattens Lund,
Og Fingren hviler
Paa hendes Mund.

Et sælsomt Under!
Man seer hun grunder
Paa blodig List.
Alt Taarnet zittrer
Og Ilden knittrer
Fra Qvist til Qvist.
Kong Helge viger
I kolde Nat.
Da Flammen stiger -
Og slukkes brat.

Men dybt i Fiorden
En dæmpet Torden
Sig høre lod;
En Gysen farer
I Helteskarer,
I Kongens Blod.
Paa alle Kyster
Slaaer Bølgen op;
Og Sivet ryster
Sin Blomstertop!

30

HELGES EVENTYR.

32
33

ROESKILDE BYGGES.

Naar Tordnen renset har med sine Skyer
Den qvalme Luft, da blier den atter blaa.
De unge Blomsters Skiønhed sig fornyer,
Med dobbelt Rødme, paa bedugte Straae.
Sol klækker Skoven ud, og Freden Byer:
De Hænder, som i Kamp med Sværdet slaae,
Maae brænde Tegl, og hugge Bielker lige,
Hvis Borgen af sit Gruus igien skal stige.

Kong Hroar, blid og rolig af Naturen,
Skiøndt ung af Aar, er gammel paa Forstand.
Med Smerte seer han hisset Leiremuren
Tilintetgiort ved Issefiordens Rand.
Hans Mod opflammes ei ved Krigerluren;
Men Fædrelandet trænger til en Mand,
Som dyrker Kunst, som tænker hvor det giælder,
Som bygger atter op, hvad Kampen fælder.

Og medens Helges raske Hierte brænder
I Stavnen af den luegyldne Snekke;
Mens overalt, hvorhen sig Helten vender,
Hans blanke Vaaben seirende forskrække,
34 Bevæge hist sig tusind travle Hænder,
Og sætte Steen og Biælker snildt i Række;
Og mure Bygninger i lige Rader,
Med breden Torv og rummelige Gader.

Den gamle Mimer, Hroars ædle Ven,
Har viist ham Stedet, hvor han skulde bygge;
Thi ofte gik den unge Konning hen
At spørge den guddommelige Skygge.
Der var en Brønd - den springer vist igien; -
Den sprang i Leireskovens dunkle Hygge;
Der sad den vise Gud ved Midnatstide,
Og lærte Hver, som giærne vilde vide.

Men Faae kun steeg derned; den stolte Thor
For Skoven stod, og vinkte dem tilbage.
De meente Kraft nødvendig var for Nor,
Og frygted her den skulde Skade tage;
Skiøndt Odin selv, fra Valhals Giæstebord,
Hver Aften kom, for Bægeret at smage;
De spotted' stolt dog Siælens Herredømme,
Og Styrken blev - en Ganger uden Tømme!

Hvor var det smukt at see den vise Gud,
Med iisgraat Skiæg, og klædt i Vadmelskaaben,
I Skoven; medens hist fra Skyens Brud
Den lyse Maane viste Himlen aaben;
Den unge Drot, i grønne Silkeskrud,
At søge Mimer, uden Skiold og Vaaben;
At see dem glade sig ved Hulen møde,
Og skilles først mod aarle Morgenrøde.
35

Søn, sagde Mimer, her ved disse Væld
Du reise skal Din By til Danmarks Ære.
Det flade Siælland eier intet Field,
Som Helteborgen kan i Skyen bære;
Men Kilder, Skov, og Fiord kan giøre Skiæl,
For hvad Naturen ellers maa undvære.
Byg her din Stad! Og viid, i Tiden silde
Den giemme skal dit Navn, som Hroarskilde.

Og naar alt længe Leireskovens Træer
Er vegne bort, for Plovens Agerfure;
Naar Fiorden halv er siunken til et Kiær
Og intet sees af dine gamle Mure;
Naar længst en anden By har reist sig, nær
Din siunkne Kongsgaard, dine Jomfrubure;
Skal dog med Taarn og Hal din Fiord begaves,
Og danske Kongers Liig skal der begraves!

Kong Helge seiler dristig midlertid
Og breder ud sit Navn i Nordens Riger.
Som Ørnen høit i Luft han fører Strid,
Til Storm han kaster sine lette Stiger.
Da entres, medens Bølgen, høi og hvid,
Opskummer med de grumme Havets Piger;
Som fanger i et Næt, til Dødens Hvile,
De Liig, som styrte ned for Heltens Pile.

Og medens Helge glæder Asathor,
Saa skynder Jer I Tømmermænd, at lave
Et Badehuus ham ved den kiøle Fiord.
Jeg selv har plantet ham en Æblehave.
36 Did skal han vandre hen fra Giæstebord,
Og fryde sig ved Yduns modne Gave.
Der skal han nyde Livet, glemme Leire,
Og styrke Kræfterne til nye Seire.

Ung Helge drager hiem en Sommernat;
Mod Stranden langsomt Snekken Voven kløver.
Nu lad os komme bag paa Hroar brat,
Og faae ham til at troe det er en Røver!
Han sidder i sin Hytte hist forladt;
Og Agersmanden Kæmpens Hielp behøver.
Nu lad os ængste ham med vore Feider!
Saa taler hin, og sender først en Speider.

Forundret kommer Speideren tilbage:
Herr Konge! vi maa være draget feil.
Jeg ingen Leirehytter kan opdage;
Slet intet Gruus, ved Issefiordens Speil.
En Vold jeg saae sig rundt om Byen drage.
En By! Kom lad os heise vore Seil.
En Trold har os forført i Midnatstunden;
Vi løbet er i Bretlands Thems for Lunden.

Umuligt! raaber Helge; Herthedal
Er her; jeg skuer Issefiordens Vove.
I Skumringen jeg seer den store Sal
Af Fædrelandets hvalte Bøgeskove.
Og skulde nu den vidtberømte Hval
Sig ei fra Havet ind i Bugten vove?
Afsted! at undersøge Byens Volde.
Jeg gyser ei; og allermindst for Trolde.

37

Hvor stor var hans Forundring, da han stod
I Roskilds sikkre, rummelige Gader.
Da saae han, Freden kræver ogsaa Mod,
Og at der kæmpes kan foruden Plader!
Fra Isse han betragted ned til Fod
Den siældne Broder, som var Kampens Hader,
Men, som formaaede, mens han tappert fægted,
At virke det, som var hans Glavind nægtet.

Med Thor stod Asamimer paa en Sky.
Hin Kraftens Hammer holdt, han Viisdoms Bæger.
Da - raabte Mimer, vil først Loke flye,
Naar disses Kraft eet Kongebryst bevæger.
For meget! raabte Aukathor med Gny;
Før splintre skal mit Lyn de danske Eger.
Kun Odin Kraften blev med Viisdom givet.
Nei - smilte Mimer - dertil stræber Livet.

38

HAVFRUEN BESØGER KONNING HELGE.

Dagen er lang og Sommeren heed,
Snart Morgen paa Aften følger.
Konning Helge gaaer til sit Badehuus ned,
At qvæges i Havets Bølger.

Af Biælker bygt, i rindende Vand,
Det staaer ved Pæle betrygget.
Det vender mod Nord til klaren Strand,
Af Almetræer beskygget.

Et Sovekammer er Badet nær,
En Løibænk bredes derinde;
Det dunkle Kammer har grønligt Skiær;
Thi Løvet vogter for Vinde.

Konning Helge springer i Badet ud,
Han sig i Vandet forlysted;
Han ligner Ægir, den stærke Gud,
Naar Bølgen ham spiller om Brystet.

Her er for snevert, her er for trangt,
Han aabner den Brædeluge.
Derude Badet er mere langt,
Der skal mig Bølgerne sluge.

39

Han tumler sig, som den muntre Fisk,
Af Strømmen vugget og baaret;
Han er saa deilig, saa ung og frisk,
Og Sivet sig vikler i Haaret.

Hist Hyrdepigen bag Træet staaer
Og ud fra Buskene titter;
Stærkt hende Hiertet i Livet slaaer,
Bag Løvets skiulende Gitter.

De Trælle vente med Dugen hvid,
Deri sig Konningen hyller.
Det er saa kiølt i den Aftentid,
Og Bølgen mod Pælene skyller.

Forlader mig nu, I Trælle to!
Jeg vil paa Bænken mig strække.
Der finder han snart en qvægsom Ro,
Paa Sivets flættede Dække.

Han slumrer ind ved Bølgernes Larm,
Saa sagte sig snige de Strømme.
Han støtter sit Hoved paa sin Arm,
Og smiler i Heltedrømme.

Ham synes at see Valkyrier tre,
Som ned fra Regnbuen stige;
Som krystet af den hvideste Snee,
Hver rosenfarvede Pige!

Den Ene med Sværd, den Anden med Stang,
Den Tredie med fiærede Pile.
De siunge Kongen en Heltesang,
Imens de kyssende smile.

40

Han strækker sin Arm saa kiærligøm,
At gribe Møen om Livet;
Da vaagner han af sin skiønne Drøm -
Og ligger ene paa Sivet!

Men underligt i det nære Bad
Han hører Noget at klynke.
Han lytter - grunder - han veed ei hvad
Og maa dog Klageren ynke.

Snart tykkes det ham, som var det Vind,
Der foer fra Havet i Røret.
Snart sælsomt det bevæger hans Sind,
Og klinger saa lystig i Øret.

Han aabner Døren af Granefiæl,
Hvor Røsten synes at stige;
Der skuer han paa den nedhamrede Pæl
En frysende Tiggerpige.

Hun sidder ved den aabnede Dør
Med Lokker, drivende, gule;
I Bølgen, bag de skummende Rør
De spæde Fødder sig skiule.

Om Livet en Kofte knapt sig slaaer;
Af Kuld han seer hende grue.
Hun er kun lidt over fiorten Aar,
Og fast som Barnet at skue.

Ak Herre! min Moder har mig forladt
I Badet, og mod min Villie;
Tillad mig at sove den eeneste Nat
I Kammeret paa din Tilie.

41

Ung Helge føler en sælsom Lyst,
De Blik i Hiertet sig bore;
Bag Koften knupper et Liliebryst
Og Øinene tindre saa store.

Og kom Du kun, mit vakre Barn!
Det blæser saa koldt derude. -
Om Haaret har hun et Fiskergarn,
Det ruller hun til en Pude.

Hun strækker sig paa det haarde Træ;
Det Konning Helge bedrøver.
Hvad gavner hende det lune Læ,
Naar jeg hende Leiet berøver?

Du hvile Dig ved min Side her!
Du kiender mit Helterygte;
Jeg lægger imellem os mit Sværd,
Saa har Du intet at frygte.

Nu smiler hun sødt i rolige Blund
Mens Barmen synker og hæves;
Ung Helge prøver at sove, som hun,
Men prøver det kun forgiæves.

Han Øiet tit over Axel skiød,
Stærkt funkled Helten i Lue:
Og kosted det end min visse Død,
Jeg maa dog Soversken skue.

Da vender han sig, og bliver vaer,
Med Arme svulmende hvide,
Den største Skiønhed Jorden har,
At slumre ved hans Side!

42

Den sorte Kofte sig meer ei snoer
Og Pigens Yndighed giemmer,
Et tyndt og flagrende Sølvermor
Indhyller de deiligste Lemmer.

Tre Timer virked som hele Aar:
Som Barn hun klynked paa Tilie;
Hun faldt i Søvn, som en Knup i Vaar,
Og vaagnede som en Lilie.

De Øine blaae som Kiærminder seer
Med smægtende Blik og Taarer.
Da kiender Helge sig selv ei meer -
Og Hexen Helten bedaarer!

Farvel, min allerkiæreste Ven!
Saa spotter hun ham, med Latter;
Idag et Aar jeg kommer igien
Og bringer Dig her Din Datter!

Saa synger hun vildt, og reiser sig op,
Til Skæl forvandles de Klæder;
Og fælt hun bugter sin Slangekrop
Hen ad de fugtige Bræder.

Konning Helge griber med opbragt Sind
Sit Sværd, og hugger til Krybet;
Da saarer han kun den lette Vind, -
Og Havfruen dandser paa Dybet!

43

HAVFRUENS SANG PAA DYBET.

Vælter, I Kattegats skummende Bølger!
Havfruen dølger
Ikke sin Glæde.
Skum, o du Skibenes farlige Stræde!
Rør dig fra Grunden!
Hævnen er funden.

Lyd nu, o Sang, som skal Skioldungen haane,
Høit imod Skaane,
Høit imod Skagen.
Lindesnæs vise med Bølgernes Bragen,
At det fornemmer
Havfruens Stemmer.

Maane! som hist giennem Drivskyen skuer,
Lad dine Luer
Sælsomt med Glandsen
Lysne mig Brystet og lysne mig Svandsen.
Havfruen taler
Høit mellem Hvaler.

Stands nu din Flugt, giennem dæmrende Taage
Svævende Maage!
44 Sælhund paa Sandet,
Vælt dig fra Brændingen atter i Vandet!
Skynd Dig at prise
Havfruens Vise.

Frode! som offred til vældige Jetter,
Trolden forgiætter
Ikke sin Dyrker;
Dragen, som ruger paa Hævnen, sig styrker.
Trøst Dig, min Beiler!
Hævnen ei feiler.

Helge skal falde for rugende Drage!
Intet tilbage
Vorder af Ætten.
Listig skal Vellysten, blodig skal Trætten
Hævne Dig gode,
Jetternes Frode!

Aldrig i Niffelheim Loke foragter
Den, som ham slagter
Menneskesønner.
Herligt med Hævn han i Helvede lønner
Den, som for Fryden
Offred ham Dyden.

Helge skal spredes, som Avner for Vinden.
Listigt har Qvinden
Saaret hans Hierte;
Lysten, som hun ham i Armene lærte,
Vældig skal bruse,
Barmen ham knuse.

45

Hør nu, I Klipper, min frækkeste Latter:
Snart skal hans Datter
Hævne sin Moder.
Skulde skal myrde sin eneste Broder,
Ei skal I savne
Blod, mine Ravne!

Svulmer mod Asernes hvælvede Himmel,
Bølgernes Vrimmel!
Tonende røde
Flammende Nordlys nu Stiernerne møde.
Datteren fødes,
Broderen dødes!

Nu har jeg siunget Forbandelsen over
Skummende Vover,
Vellystens Bæger.
Hisset jeg skuer den lurende Ægir;
Nu vil jeg skiule
Mig i min Hule!

46

ÆGIR I MORGENRØDEN.

I Bølger smaae!
Nu stille blaae
I kruse kun min Flade.
Let svæver Niord
Kun paa min Fiord;
Nu veeg hans Hustru Skade
Til Heklas Bierg,
Med Trold og Dværg,
Og fæle Hvirvelvinde.
Der sværmer nu i Nætter ni
Den frygtelige Qvinde;
Imedens svæver Snekken fri,
Som Fugl om Biergets Tinde.

Ei Døden grum
Bag falske Skum
Det kiække Hierte saarer;
Og spotter vaad
Med kolde Graad
De hede Kummerstaarer.
Hver Kiøl med Iil,
Som Luftens Piil,
47 Nu giennem Voven render;
Mens Solen rød bag Bølgen staaer,
Og smukt i Vandet brænder;
Og Freia, fra de gyldne Haar,
Sin Dug til Jorden sender.

Ni Dage nu
Skal uden Gru
Kun skue Fredens Snekke;
Og ingen Krig
Og intet Liig
Min blanke Flade dække.
Nu Korn og Malt
Og Skind og Salt
Skal Kiøbmandskibet føre;
Nødtørftighedens Bøn paa Land
Skal Guderne bønhøre,
Og Ladningen til sikkre Strand
Trygt over Bølgen kiøre.

Hist staaer Dit Slot
Min unge Drot!
Du sværmer vildt o Helge!
Du offred Ran
Heel mangen Dan;
Du vil ei Ægir vælge.
Du stolt af Sind
Med Blus paa Kind
Den milde Gud foragter;
Naar Stormen vælter Strømmen stærk
Du helst i Kampen slagter;
Men vogt Dig dog for Lokes Værk
Og for de onde Magter!

48

Din Broder Hro
Giør mig saa fro,
Ham mangler ikke Modet.
Han kraftig staaer
For Leiregaard,
Men helst han sparer Blodet.
Han er min Søn!
Hans Morgenbøn
Jeg faderligt maa love;
Han siger: Norge Rugen faaer
Fra Issefiordens Vove;
Skaan Jernet, som tilbagegaaer
For mine danske Plove!

Stolt risler jeg
Ad Bølgens Vei,
Høitsiddende paa Hvalen;
Med Perlekrands
I Morgenglands
Og skuer over Dalen.
Nu Siællands Kyst
Som er min Lyst
Jeg faderligt vil pleie.
Jeg jager Sild fra Grunden op
Til hvert et Fiskerleie;
Thi Siælland med sin Bøgetop
Er dog mit Yndlings-Eie!

49

DE TRE MÆND PAA SNEEN.

Det var en silde Juleqvæl,
Det var saa koldt som paa Filefield.

De Giæster forlade Kongens Gaard,
Saa tankefuld ung Helge staaer:

Halvandet Aar nu vel henrandt,
Fra den Tid Hexen i Badet svandt.

Hun lovede mig det spæde Noer,
Jeg haaber hun holder ei sit Ord.

Dankonning skuer af Vinduet ud,
Da blandes Frosten med Regn og Slud.

Det fyger saa hvidt med store Fog,
Og Maanen dæmrer i Skyen dog.

Konning Helge skuer i Natten hen -
Han seer paa Sneen tre store Mænd.

Tregange reed de hans Huus forbi,
Alt over den snevre Gangerstie.

50

De vare blege, bestænkte med Blod,
Og Vinden i deres Kaaber stod.

En Hælhest rede de paa for sande;
Af blege Bene var Hestens Pande.

De hilste Kongen i dunkle Nat,
Og toge til deres brede Hat.

De vikled op det hvideste Liin,
Og toge deraf det sorte Skrin.

De rakte ham Skrinet i Fiskergarn:
Fru Tangkiær sender Dig her Dit Barn.

Konning Helge vilde de Ryttere svare, -
Da mærkte han først, de borte vare.

Han hørte Hesten, ved Fiorden i Skoven,
At sparke Isen med Hestehoven.

Han hørte dem plumpe ned i Fiord -
Han satte Skrinet saa bleg paa Bord.

Dankonning griber sin skarpe Kniv:
Det lidet Utyske skal miste sit Liv.

Han aabner Laaget med vreden Sind -
Da smilte Noret med Rosenkind.

I Haarene var Sivblomster smaae,
En Sølvmors Kiortel har Barnet paa.

Han kiændte sig selv i Datterens Træk,
Han Daggerten falde lod af Skræk.

51

Den Glut kan tale, den spørger huld:
Hvi vredes Du paa Din lille Skuld?

Min Moder boer i den Kongsgaard blaa,
Hun sender mig Guld og Perler saa smaae.

Men nu vil jeg boe i min Faders Slot,
Jeg veed det vel, Du est Danmarks Drot.

Konning Helge hører den spæde Lyd -
Hans Øine vædes med Faderfryd.

Han trykker Barnet til sit Bryst:
Nu kiænder jeg først den bedste Lyst.

Da smilte Glutten saa ondskabsfuld:
Saa kiændes Du dog ved Din Datter Skuld?

Vi meente Du varst saa fornem nu,
At Fiskerpigerne glemte Du.

Hvor vil det ei min Moder fornøie,
Naar Taarer hun seer i min Faders Øie.

Ved Fiorden stod en forfalden Muur,
Der bygged Kongen et Jomfrubuur.

En Amme gav han det Barn saa spæd,
Hver Morgen det skreg og hver Aften græd.

Det agted ei Riis, det agted ei Hug;
Men hver Dag Glutten blev mere smuk.

Kun naar man den stivt i Øinene saae,
Da spilled saa lumsk det falske Graa.

52

Med Siv hun pynted sit sorte Haar,
Og leged siælden i Æblegaard;

Men hver en Aften, med Glæde stor,
Hun baded sig hist i Issefiord!

53

EN FUGL SIUNGER FOR KONGEN.

Nu Somren er atter tilbagevendt;
I Skoven tændt
Har Freia de knuppede Roser.
Konning Helge sidder i Skyggen bold,
Paa Væggen i Badet hænger hans Skiold,
Hans Hielm, hans Bryniehoser.

Han støtter sin Haand til de lokkede Haar,
Hans Hierte slaaer
Og Blodet ham blusser paa Kinden.
Han mindes Natten ved Tangkiærs Barm:
Hun knuged mig hæftigt, sødt i sin Arm,
Og svandt som Bladet for Vinden.

Hvi svegst Du, deilige Lilievand,
Din Drot i Dan?
Kun kort var min Glæde paa Jorden!
Nu sukker jeg hen mit unge Liv,
Min hele Fryd var et Blomstersiv,
Som smiler - og synker i Fiorden!

O vendte Du atter tilbage nu,
Vist uden Gru
54 Imøde jeg skulde Dig gange.
Naar kun for mig Du est Qvinde skiøn,
Hvad siger det siden Halfdans Søn,
Om Du i Havet er Slange?

Hvi lærte Du mig den korte Lyst
Ved Elskovs Bryst?
See, Skoven sig atter bekrandser!
Nu føler jeg kun den unge Vaar;
Mit Spyd bestøvet i Hallen staaer,
Og rustent hænger mit Pandser.

Da suser det i den Lindegreen.
Fra musgroet Steen
Ung Helge skiælvende springer.
Da smutter af Træets grønne Skiul
En toppet, søeblaaglindsende Fugl,
Med purpurfiærede Vinger.

Den sætter sig ved Kong Helges Fod
Med dristigt Mod,
Og siunger ved Kilden paa Randen:
I Skoven de myldrende Blomster staae,
I Verden utallige Piger jeg saae,
Og Een meer smuk end den Anden!

Hvi sukker Du for en Mø, som svandt,
Naar nok iblandt
Der er at vælge for Kloge?
Omfavn dem smilende paa Din Vei,
Deel deres Elskov, og græm Dig ei,
Naar bort de smutte som Snoge.

55

I Angelsaxen, der stander en Gaard,
I Ungdomsvaar
En Dronning hersker derinde.
Det maatte hver Ungersvend tilstaae,
At aldrig han end i Verden saae
Slig elskovvækkende Qvinde.

De store Lokker i gyldne Pragt
Om Halsen lagt
Ei Svanebrystet bedækker.
Den fulde Læbe med Vellyst leer;
Men naar man i hendes Øine seer,
Da Stolthedsblikket forskrækker.

Herr Konge! det var en Viv for Dig.
Og troest Du mig
At Olufs Hierte kan flamme.
Hun vil omfavne Dig sødt i Løn,
Naar hun erfarer Du est en Søn
Af Odins hellige Stamme.

Og agt Du ei hendes høie Mod.
Af Emblas Blod
Er hun saavel som en Anden.
Den vildeste Qvinde med Stang og med Sværd
Erkiænder tilsidst i den kiærlige Færd,
At hun bør adlyde Manden.

Saa synger den liden Fugl paa Qvist
Med megen List;
Den unge Konge maa studse.
Den hopper langs med de skiulende Træer,
56 Og springer ud i det sivede Kiær
Som æddersvulmende Tudse.

Men Kongen grunder paa hvad den sang,
Ei hen engang
Til Kiæret hans Øie den følger.
Han tænker paa Fruen i Saxenland;
Og næste Morgen bestiger han
Et Skib paa de glidende Bølger.

57

HELGE REISER TIL DRONNING OLUF.

Den velforgyldte Drage løb i de Bølger blaae
Til Saxenland mod Borgen. Da skued Helge staae
I Vinduet deroppe heel mangen deilig Maard.
Herlig speiltes i Vandet den stolte Kongegaard.

Da spurgte Helge Konning Reigin sin gode Mand:
Kiænder Du de Piger, som staae paa Borgens Rand?
I herlige Klæder de vise dristigt Mod,
Og tælle vore Kæmper paa den speilklare Flod.

Da svared Reigin Kæmpe: Nu skalt Du sige mig,
Ædle Herre Konning, og hvilken lyster Dig
Af disse tydske Qvinder i de sneehvide Liin?
Da svared Helge: Seer Du hin ædle Jomfru fiin?

Med store Øienlaage hun skuer dristigt ned,
Og herligt svulmer Dugen over Svanebarmen bred.
Hun er saa smal i Midie, hun er til Maade lang,
Jeg vædder det var hende, som Fuglen mig besang.

Da svared Reigin Kæmpe: Der giættede Du sandt!
Som Maanen mellem Stierner hun straaler iblandt
De guldbelokte Piger; thi Dronningen Du seer.
Da tænkte ungen Helge paa Tangkiær ei meer!

58

Nu bød den ædle Dronning de unge Piger gaae
Fra Vindvet og ei saa nysgierrige staae;
Ei give paa de Giæster i Kongeskibet Agt.
Hvad Dronningen da talde, det blev dem siden sagt.

Den luegyldne Snekke da løb paa hviden Sand.
Helge den heel Dristige da førte paa Land
Sin kulsorte Ganger, som reist var over Sø.
Det saae fra hendes Vindve den kongelige Mø.

Hans Sadel var stenet og Sadelbuen smal,
Op rede da de Kæmper til Dronningens Hal.
I Sadlen hang Bielder af klaren Guld saa rød,
Hans Lokker ham fra Hielmen over Skuldrene flød.

Med Spyd, som vare blanke, med velslebne Sværd,
Da nærmed sig til Borgen Skioldungens Hær;
Med stærke Jernsporer, med Skarlagenskind;
Det skued Dronning Oluf, saa tankefuld i Sind.

De Snekken lod i Fiorden uden Vogter staae,
Kongeborgens Taarne saa vældige de saae.
Den Kongsgaard var bygget ved Floden paa det Næs,
Af ædle Marmelstene, saa grøn som et Græs.

Da aabned sig de Porte, da Kongen kom derhen.
Dem imøde løbe de staalklædte Mænd;
Modtoge deres Giæster, alt som de kunde bedst:
Nu flyer os Eders Vaaben, Eders Skiold, Eders Hest!

Da sagde Reigin Kæmpe: Dem vogte vi vel selv!
Sværdet kan man bruge paa Land saavel som Elv.
Giensvarte Ridder Alrik: Det er en gammel Skik,
At aldrig Nogen væbnet i Kongeborgen gik.

59

Da spændte Konning Helge sin Glavind strax fra Belte.
Ugiærne giorde ligesaa de andre Dannerhelte.
De mumled: Uden Vaaben og Skiold er fremmed Mand,
Hvad Biørn er uden Klo, og hvad Ulv uden Tand.

I Dronningens Hal der stod den Kæmperad;
Med Ædilstene Oluf paa Kongsstolen sad!
Rubin om smekkre Midie, og over Barmen fuld
Silken den hin grønne med Plader af Guld.

Paa hendes? lokte Hoved en takket Krone stod;
Kinden var som Roser, og Læben var som Blod.
De Øine ligned Himlen, som Skyen dækker halv.
Hvor den Jomfru skued, der Heltene skialv.

Da bødes Konning Helge til Velkomst en Drik,
Ud i Fægtergaarden da Kæmperne gik.
Den granvoxne Skioldmø bandt Rem om hviden Arm,
Da stod igien de Piger i Vindvernes Karm.

Hun raabte: Konning Helge, fra Danmarkis Øe,
Og vilst Du Dysten prøve med den vaabenklædte Mø?
Ifald Du Spillet vinder, da vorder jeg Din Viv;
Men, dersom Oluf seirer, det koster Helges Liv.

Helge Leirekonning til Oluf svarde Ja.
Ind i Fægterkredsen bragte man da
I guldslagne Skeder to frygtelige Sværd.
Eja! da begyndte den heel lystige Færd.

60

Hun greb om Sværdefæstet med sin sneehvide Haand,
I Øinene da funkled Valkyriernes Aand.
Men Dannerkongen bødte for Hugget med sit Skiold,
Han agted ei at dræbe den Jomfru, saa bold.

De stærke Hug paa Hielmen i Borgegaarden lød.
Funken fløi fra Staalet, men intet Blod der flød.
Ha, raabte Dronning Oluf, jeg seirer vist, giv Tid!
Ja, svared Konning Helge, men ei i denne Strid!

Hun hæved sin Glavind, den blinkede med Harm;
Da greb Skioldungen vakkert omkring Skioldmøens Arm,
Afvristed hende Sværdet, i Luften hen det foer -
Da kasted han med Lethed den Jomfru paa Jord.

En dobbelt Purpurrødme da hendes Kinder fik.
Vildt skuled under Laaget de stolte Jomfrublik.
Men snart med Smil paa Læben fra Græsset op hun steeg:
Nu skynder Eder Piger! Binder Krandsen af Eeg.

Men først dog, Herre Konge, vi Dysten prøve maae,
Hvo af os kan Stenen længst i Luften slaae.
Hun hented den med Liste, hun hen i Græsset sprang,
De blanke Vaabenklæder ved Steenkastet klang.

Helge den heel Dristige den største Steen da tog,
Han lagde sig tilbage, mod Himlen han slog.
Man saae den aldrig mere; den hvidsled med en Lyd -
Den fløi, som seent i Høsten, en Trækfugl til Syd!

61

Da mældte med stor Liste den unge Dronning saa:
Du har mig overvundet; det bør jeg Dig tilstaae;
Men hvis Du mig vil løse Herr Konge fra mit Ord,
Jeg skiænker Dig med Stene den kosteligste Giord.

En Krone med Rubiner den skalt Du ogsaa faae.
En Skioldmø kan saalidet som Ægteviv bestaae.
Naar Sommerfuglen parres, da maa den snarlig døe,
Kun Knuppen eier Styrke, men Blomsten gaaer i Frø.

Jeg ønsker at forblive hvad nitten Aar jeg var;
Thi lad os drikke Vinen af de guldslagne Kar.
Jeg giæster Dig som Dronning, men ikke som Din Viv!
Nei, svared Helge, derfor jeg voved ei mit Liv.

Jeg kiænder Dine Tanker: først Hinden er saa sky;
Den spræller og vil hurtig fra Jægeren flye;
Men snart han den dog tæmmer, den rolig gaaer i Baand
Og æder sine Krummer af Jægerens Haand.

Da Oluf nu vel mærkte hvor stor hans Elskov var,
Da rødmed hun med Taushed og skiænked i de Kar.
Det Vildsvinehoved paa Bordet kom paa Stund,
Med Egeløv i Øret, og med Blommer i sin Mund.

Da spilled de Jægere, som Brugen var paa Jagt,
Ad Døren ind de treen i den sommergrønne Dragt.
Da skar den ædle Marskalk med Kniven i det Sviin,
Eja! da sprudled i Bægeret den Viin.
62 Heel svarligt blev da drukket, saa Sved paa Panden sprak.

Af Elskov var alt Helge beruset før han drak.
Han saae i hendes Øie, han lued som et Blod,
Han trykte hendes Haand, hendes Knæ, hendes Fod.

Nu sank den unge Beiler i Jomfruens Arm,
Dybt Munden han begraved i den sneehvide Barm;
Der kiølte han sin Læbe, der hvilte han sin Kind,
Der vugged ham de Bolstre saa listeligt ind.

Og hør Du nu min Tærne! og bring i Hallen strax
Fra Buret mig min bedste, min blinkende Sax.
Saa klipped hun hans Lokker, hans lange Hovedhaar.
Ud bares da de Kæmper fra Dronningens Gaard.

Man bragte dem paa Skibet, alt paa det kolde Dæk;
Men Helge Konning snørte man i en Lædersæk.
Hang Isse de bestrøge med det kulsorte Beeg,
Den næste Dag han vaagned, da blev han rød og bleg.

Han stirred uden Mæle, han tåled ei et Ord;
Han speilte sit Hoved i den speilklare Fiord;
Da nikked han saa langsomt, da blev ham Panden rød,
Og Taaren ham, saa bitter, over Læberne flød.

Afsted nu mine Kæmper! Afsted mine Mænd!
Jeg haaber næste Sommer vi giæstes her igien;
Med hundrede Skibe, med titusind Sværd.
Jeg mærker Oluf elsker den drabelige Færd.

63

Hun vugged mig i Søvne, med Hævnens glade Harm,
Forrædersken, den Kloge, paa sin sneehvide Barm.
Jeg siger Eder, Kæmper, at snart til Helges Lyst
Skal Skibet hende vugge paa Bølgernes Bryst.

Saa heised han sit Anker og løb til Øresund.
Den skiældækte Havfru sig hæved fra Grund;
Hun strakte høit sin Nakke, hun efter Skibet saae,
Da svulmed og da sortnede de Bølger saa blaae.

Hun loe en Skoggerlatter; det over Havet gialt,
Saa Maagerne forfærdet paa Bugene nedfaldt.
Da styrted mangen Søemand fortumlet overbord,
Men kraftig styred Helge det knagende Roer.

Han sad som Hler Ægir i luegyldne Stavn;
Han undgik hvert Skiær og løb hurtig i sin Havn.
Han kunde tæmme Havet, og Klipper og Vind,
Kun ikke sit eget hevngierrige Sind!

64

SKULDE DANDSER FOR SIN FADER I
ROSKILDE.

Konning Helge lander i Issefiord;
Ung Skulde dandser paa Tilie.
Han kaster sin Glavind saa bleg paa Bord.
Til Hævn kun stunder hans Villie.

Han sidder paa Bænk med Jarler ti,
De Trælle Miøden ombære.
Thor give den Fest var snart forbi!
Hvad er en Fest uden Ære?

Konning Helge vandrer i Maaneskin;
Ung Skulde dandser paa Tilie.
Han drager sit Sværd af det brune Skind,
Og halshugger Rose med Lilie.

Ham synes at skue kun Spot og Had
I Blomstens svulmende Bæger.
Han harmes over det Rosenblad,
Som lefler i Vinden og leger.

Kong Helge grubler ved Nat og ved Dag;
Ung Skulde dandser paa Tilie.
O hvor dog Manden er mat og svag,
Som qvæles af Qvindernes Villie!

65

I hente mig Skuld min Datterlil,
Fra Jomfrueburet i Skoven.
Hun svæver saa let ved det Strængespil,
Som Bladet svæver paa Voven.

Ung Skulde kommer. Saa listig grum
Hun smiler, mens Øiet brænder.
Saa hvide som Havets hvideste Skum
Er Armene, Brystet og Hænder.

Hun har saa liden, saa deilig en Fod,
Som noget Øie vil skue.
For sælsomtsmidige Ledemod
Maa næsten Konningen grue.

Ved Sækkepibens og Trommens Lyd
Ung Skulde dandser paa Tilie;
Men liden kun er Faderens Fryd,
Skiøndt Datteren lyder hans Villie.

Ung Skulde knæler ved Faderens Fod,
For sig med Miøden at lædske.
Han skiænker hende den Drik saa god;
Hun rækker af Guld ham en Æske.

Dronning Olufs Billed paa Laaget staaer,
Han aabner Æsken bevæget -
En Lok han seer af sit eget Haar
Tæt sammenklinet med Beget.

Da drager han ud sit Sværd i Harm,
Og hugger efter sin Datter;
Men Skulde griber om Konningens Arm
Og synger yndigt med Latter:

66

Min Fader, Sværdet i Balgen slut!
Hvi harmes I over den Hulde?
Hvad Oluf i Saxen har forbrudt,
Hvi skal det hævnes paa Skulde?

En Helt kan være saa stor, saa stor,
Dog trænger Lyset til Skyggen.
Han elskes af Odin, elskes af Thor;
Men Freia vender ham Ryggen.

Han hugger Pandsret itu med Lyst,
Naar han sin Fiende forfølger;
Men saares selv af et Liliebryst,
Som altfor nøgent ham bølger.

Saa siunger den Glut med spodske Ord,
Mens alt hun dandser paa Tilie.
Konning Helge stirrer saa stivt til Jord,
Og blegner saa hvid som en Lilie.

Nu ved den evige Thor i Sky,
Snart skalst min Datter Du finde,
At den, som Heltene tvang at flye,
Ei viger feig for en Qvinde.

Jeg mindes Fuglen paa Lindeqvist,
Jeg mindes de herlige Sange!
Med Magten ei, med snedige List
Man Nattergalen skal fange.

67

HELGES OG HROARS AFSKEED.

HELGE.

Stedse sidder her Du rolig
Under Egetræets Skygge.
Broder! vilst Du evig bygge?
Graven blier din sidste Bolig.
Du est ung endnu og vakker;
Riid dog eengang under Øe,
Fæst Du Dig saa væn en Mø,
Mens paa Havet Helge flakker.

HROAR.

Helge flakker om paa Hav!
Vil da Helge evig flakke
Paa den luegyldne Smakke?
Bølgen blier din sidste Grav.
Daarligt Du bebreider mig;
Hvorfor har da Du ei Dronning?
Du est Danmarks ældste Konning,
Ætten stamme bør fra Dig.

HELGE.

Det er ikke skeet som sagt.
Ofte har alt Freias Kerte
68 Tændt i Flammer dette Hierte;
Helge kiender Freias Magt.
Men i hendes Frugt jeg fandt
Fæle Nastronds Orme nage;
Bitterheden blev tilbage,
Og den korte Sødme svandt.

HROAR.

Ilden funkler i Dit Øie,
Bleghed hviler paa Din Kind!

HELGE.

Snart det kan igien sig føie,
Helge blusser fro i Sind.
Han er syg - maa læges først.

HROAR.

Hvilken Sygdomk
an det være?

HELGE.

Saaret brænder i hans Ære,
Hævnen er hans Febertørst.

HROAR.

Oluf
trodser paa sit Slot.

HELGE.

Stille, Broder! Stille, stille!

HROAR.

Stolte Dronning.

HELGE.

Skiønne Frille!
Alt endnu kan vorde godt.

69
HROAR.

Siig, hvad svulmer i Din Barm?
Sælsomt Du paa Jorden stirrer;
Øiet funkler, Læben dirrer -

HELGE.

Hører Du den muntre Larm?

HROAR.

Dine Helte gaae ombord;
Hundred skiønne stolte Snekker
Med de hvide Seil bedækker
Fladen af min Issefiord.

HELGE.

Det var Fugle, som Du saae;
Fugle, som paa hvide Vinger
Sommeren til Saxen bringer
Over alle Bølger blaae.
Reden venter hist paa Væg! -

HROAR.

Kommer Du da snart tilbage?

HELGE.

Ja! naar først min vrede Drage
Ud har ruget sine Æg.

70

HELGE SEILER ATTER TIL SAXLAND.

Saa foer han fra sin Broders Favn,
Da Roret ret var stillet.
Han stod i den forgyldte Stavn,
Som det udskaarne Billed.

Han mæled ei, han aad og drak
Kun som den syge Qvinde.
Han skiændte paa den sene Smak,
Og paa de svage Vinde.

Hvor kommer det, at Snekken gaaer,
Saa langsomt nu og dovner,
Da Vinden dog fra Norden staaer,
Og Silkeseilet bovner?

De Kæmper stilled Skiold ved Skiold
Ved Rellingen saa blanke.
Smukt lued den forgyldte Vold,
Med Buler og med Hanke.

Da Vinden hørte næsten op,
Med Aarerne man leged.
Den frygtelige Ædderkop
Saa langsomt sig bevæged.

71

Da listeligt Fru Tangkiær loe,
Hun fulgte med fra Havnen.
Som Muslinger paa Kiølen groe
Hun klyngte sig til Stavnen.

Hun giorde Veien tung og lang
For Kongen at forhaane;
Men høit paa Dækket Helte sang
Ved Nattens klare Maane:

KÆMPERNE.

Ungerne vide
Hvad Biørnen maa lide;
Kløerne voxe, dem lyster at stride.
Munter, Herr Konge! munter, fat Mod!
Snart er Forsmædelsen sonet med Blod.

HELGE.

Listigt vi komme, som Freia til Jetten.
Ikke forglemme vi Skioldungaætten.
Stene paa Barmen,
Hamren i Armen -
Ha hvilken Fest!

KÆMPERNE.

Odin skal sadle sin Ottefods-Hest!

HELGE.

Ingen vi dræbe,
Svagt kun vi saare.
Kysse kun vil jeg forbittrede Læbe.
Blod skal ei flyde; men brændende Taare!

72
KÆMPERNE.

Taarer kun flyde?
Lidet da vist har Din Hævn at betyde,
Dannemarks Drot.

HELGE.

Husk vore Fiender
Ere kun Q vinder!
Mindes at Spotten bør hævnes med Spot!

KÆMPERNE.

Ha hvilken Fest!

HELGE.

Men Ørnen kun truer
Høgen, og ei de uskyldige Duer!
Hellig os være
Pigernes Ære.
Hende kun henter den luende Drage.

KÆMPERNE.

Nu har vi lidet af Veien tilbage;
Hisset vi see,
Taarnene tre.
Spirene blinke.

HELGE.

Heimdals Haner fra Spirene vinke.
Skoven skal skiule
Snekkerne gule.
Rask nu paa Land!
Skyder de vuggende Skuder i Sand!

73

HELGES LIST.

Da nu de Kæmper stode
Bag Skovens dunkle Green,
Hvor hvide Bølger toede
Den nøgne Klippesteen;
Hvor Birken nærved Bøgen
Med sine Grene hang,
Og hvor de hørte Giøgen
Mens Nattergalen sang;

Da sagde Konning Helge:
Af tvende haarde Kaar
Det blideste vi vælge,
Som Helten vel anstaaer.
Jeg seiled over Vandet
Med Kæmper og med Mod;
Men jeg vil skaane Landet,
Og jeg vil spare Blod.

Vi vil ei overfalde
De Saxer her med List,
Men Dronningen udkalde
Til Fuglesang paa Qvist.
74 Lumsk i det sidste Stevne
Forraaded hun sin Ven -
Og ene vil jeg hævne
Mig kosteligt igien!

Ifald det skulde giælde,
Og lykkes det ei her,
Da kommer I med Vælde,
Med Fakler og med Sværd.
Men nødig denne Slange
I Buret maatte døe;
Min Hu staaer til at fange
Heel levende den Mø.

Derfor, I Kæmper, skiuler
Jer denne korte Frist
I disse dybe Huler.
Vor Flaade dækkes hist.
Den skiules af de Grene,
Saa langt fra Borg og Byer.
Nu vil jeg gaae allene
Paa mine Eventyr.

Derpaa med beget Kofte,
Med lange hvide Brog,
Som end man seer saa ofte
En Søemand paa sit Tog;
Kun med et gyldent Belte
Og med sit blanke Sværd,
Den høie Drot for Helte
Var rustet til sin Færd.

75

Paa Skulderen han lagde
Med Guld og Sølv en Sæk.
Derpaa Farvel han sagde,
Og svandt bag Skovens Hæk.
Kun nogle raske Skytter
I Smug han følge lod.
To lave Fiskerhytter
Ved Muslingstranden stod.

Den gamle Fisker skikked
Sig til en Morgendræt;
Han spiled ud, han flikked
Med Kork og Bly sit Næt.
Hans Qvinde stod ved Vandet
Og angled alt en Stund;
Og Baaden laae paa Sandet
Mod Himlen med sin Bund.

Den danske Konge vidste:
Hvor Folk ved Havet boe,
Er Fiskeren den Sidste,
Som ei er Kongen troe.
Han elsker Fædrelandet,
Saa tarvelig som arm,
Han hærder sig paa Vandet,
Og Faren giør ham varm.

Den unge Danmarks Konning
Grov Sækken ned i Muld;
Han vidste, Saxers Dronning
Heel gierrig var paa Guld.
76 Han vidste, det var Loven,
Saa her som overalt,
At hvad man fandt i Skoven,
Til Kongeskatten faldt.

Han lod som ei han mærked
At Fiskeren ham saae.
Han lagde Haand paa Værket
Og grov i dunkle Vraa.
Han sagde til den Ene,
Der fulgte ham, som Ven:
Reigin! Bag disse Stene
Den stiæles ei igien.

Hvad skader det, at Havet
Inat med Storm og Skræk
Mit Fartøi har begravet?
Jeg redded dog min Sæk.
Vel femten Pund af Guldet,
Og vel af Sølvet ti.
Det giemmes under Muldet,
Og Faren er forbi!

Ei længer her jeg tøver,
Til Dannemark jeg gaaer.
En tapper Havets Røver
Sit Søemandskab forstaaer.
Et Skib jeg ruster atter
Og gaaer i Ledingsfærd.
Og Tydskeren mig skatter
Af Angst for mine Sværd.

77

Derpaa han bort sig vender,
Og Vei mod Skoven tog.
Forbaust i sine Hænder
Den gamle Fisker slog.
Han sagde: Hør min Qvinde,
Saaest Du den Røver hist,
Der dybt i Skoven inde?
Ja, svared hun, forvist!

Der gaaer han med sin Spade!
Men saae han, her vi stod,
Vort Liv vi maatte lade;
Han saared os til Blod.
Hvad? raabte Gubben, saare?
(I det han slap sit Næt,
Og greb sin Fiskeraare)
Man saares ei saa let!

Men nu jeg ufortøvet
Gaaer til min Dronning hen.
Thi Skatten under Løvet
Hun hæve skal igien.
Jeg hører at hun jager
Alt hist bag Krat og Torn;
Thi høit fra Skoven brager
Det raske Jægerhorn.

78

JAGTEN.

Fiskeren den gamle da skyndte did sig op,
Hvor Hornets Toner mægtige lød ud fra Skovens Top.
Hvor Dronning Oluf jaged, alt som hun kunde bedst,
I grønne Jægertrøie paa den sneehvide Hest.

Hun havde først sig badet i kiøligsalte Sø.
Stolt speilte sig i Vandet den herlige Mø;
Saae hvor de trinde Lemmer som Olie Draaben skiød,
Mens Vandet over Skuldrene fra Haarene nedflød.

Da hørte hun i Sivet en gammel Svane sang;
Hun kiendte vel dens Stemme, det lød saa mangen Gang:
Nu skynd Dig, Fru Dronning! i friske Skiønheds Glands,
At fælde Hiorten brune, bag Skovenes Krands!

Jeg lover Dig en Glæde, som aldrig Du har smagt,
Jeg lover Dig den bedste, den ønskeligste Jagt.
Da skyndte sig Fru Oluf, sit Haar hun flætte lod,
I Dugen tørte Pigerne den sneehvide Fod.

79

Paa hendes trinde Lænder blev Silkebrogen ført,
De Kløverblads Støvler over Anklerne snørt;
Derover svulmed Benet saa deiligt og saa rundt;
Da blussed hende Kinderne med Blodet saa sundt.

Et tunget Skiørt til Knæet de lette Folder slog,
En Hat af Fløil hin sorte hun paa sit Hoved tog.
De tre violblaa Fiære høit gynged paa den Hat;
Staalbuler over Brystet med Stene besat.

Et Kastespyd hun hæved saa blinkende, saa langt;
Et lidet Sværd ved Siden, saa bredt og saa blankt;
Hun sad som en Valkyrie med Blikket høit og stolt,
Og Brystet under Bulerne for Elskov saa koldt.

Nu blæste den Jæger i gyldenblanke Luur;
Da ilte Jægerskaren fra Dronningens Buur.
Det hørte Hiorten brune, han løb i Skoven ind,
Han snøfted med sin Næse, han stilte sig for Vind.

Saa raadvild nu i Skoven han springer om og flakker;
Paa Ryggen tilbage han lagde sine Takker,
For ei i Krattets Grene at hænge viklet fast;
Da standsed Sækkepiben den Hiort i sin Hast.

Han lytted, han dvæled, han elsked denne Lyd.
Oluf paa sin Ganger fremstyrted med sit Spyd.
Da sprang han med en Lethed over Grøften breed;
Hans Takker giennem Buskene sig raslende sleed.

Da giøde Hundekoblet, da lød det Jægerhorn,
Hiorten man forfulgte giennem Krat, giennem Torn.
Med Spydet strakt i Luften var Oluf forud,
Da frygted Skovens Konge det dræbende Skud.

80

Han smutted giennem Busken, hun fulgte ham saa snart,
Hun ændsed saa lidet den heel vovelige Fart.
Da ganske sig forvilded den kongelige Mø,
Hun stod ved Fiskerhytten - og Hiorten sprang i Søe.

Fiskeren den gamle da nærmed sig paa Strand.
Dybt hilste sin Dronning den ærlige Mand.
Hun sagde: Gamle Fisker! hvad standser Du mig? Gaae!
Derude svømmer Hiorten i Bølgerne blaae!

Den gamle Fisker neied for Oluf dybt sig ned,
Han sagde: Mange Hiorte Du vist i Skoven veed;
Men Sølvet hin hvide, med klaren Guld saa rød,
Deraf kun giemmer Jorden saa lidet i sit Skiød.

Da steeg den stolte Dronning af Gangeren brat;
Hende lysted at fange den herlige Skat.
Hun vandred hen til Brinken med den sneehvide Mand.
Da traadte Konning Helge fra Busken paa Stand.

Med sine raske Skytter han Kreds om hende slog,
Ved Liliehaanden listelig den Jomfru han tog.
Han sagde: Fru Oluf! her giemte jeg min Skat,
Og Jomfruen skal blive hos Helten inat.

Da Oluf Helge skued, da blev hun rød og hvid;
Da skiælved hende Læberne, hun talde bønlig blid:
Velkommen Herre Konge! mit Spøg Du mig tilgiv!
I Aften paa min Kongsgaard jeg vorde vil Din Viv.

81

I Aften paa Din Kongsgaard min Viv Du vorder ei.
Jeg fører Dig paa Skibet, paa Bølgernes Vei.
Hvad ei Du vilde give, det tager jeg mig der.
Og frygt Du kun intet, skiøn Jomfru saa skiær!

Jeg rager ei Dit Hoved, jeg klipper ei Dit Haar.
Jeg hylde vil Din Skiønhed, Din blomstrende Vaar.
Saa lod han hende føre paa Skibet ud i Hast,
De Ungersvende smilte med den herlige Last.

Tre Uger beholdt han paa Dragen der den Mø,
Saa agted han sig atter til Dannemarks Øe.
I Jollen hin lille, paa Stranden mellem Siv
De efterlod den unge, fortvivlede Viv!

82

OLUF PAA STRANDBREDDEN.

Min Ære svandt, min Skiændsel blev tilbage.
Mat er min Klage!
Jeg fandt det Skam at være Ægtemage,
Nu er jeg mindre;
Og bittert Harmen raser i mit Indre.

Hvin, fæle Nat! Skiul Sky paa Himlens Bue
Din Maanes Lue!
Jeg blues ved mit usle Selv at skue.
Sval - sval med Vinden
O Niord! det Blod, som brænder mig paa Kinden.

En Valmukrands her skiælvende jeg Hætter;
Paa Haaret sætter,
At jeg min Sorg, min Skam, mit Liv forgiætter,
At Dødens Slummer
Maa løse den Fortvivlede fra Kummer.

Slug Storm, hans Skib! Kast Bølgerne paa Dække!
Nedstyrt hans Snekke!
Lad Havets Orme den i Dybet trække.
Lad et Uhyre
Sin Hunger paa hans lumske Hierte styre!

83

O Jordens Liv! bedragelige Giøglen!
Men her er Nøglen
Til Dødens Port, som redder mig fra Øglen,
Der Hiertet suger.
Min blanke Daggert sidste Gang jeg bruger.

Nys blomstred jeg med Jomfru-Kongekrone
Paa Saxens Throne;
Nu hvirvler Haaret om den blege Kone;
Om Helges Frille.
Stærkt stormer hendes Bryst i Nattens Stille.

Farvel, I Kæmper! som saa gierne løde ,
Hvad Eder bøde
De stolte Blik, som nu med Feber gløde.
Farvel I Haller!
Nu bygges skal mit Slot af Muslingskaller!

Farvel, I Piger! som saa huldt hver Morgen
Paa Taarneborgen
Udsmykte mig; nu smykker blegt mig Sorgen.
Mig Mørket skiuler,
Og Hel nedraaber mig til sine Huler.

Men Olufs Liig skal Solen aldrig finde.
Den knuste Qvinde
Skal ud med Flodens stærke Bølger rinde;
Hvor evigt ene
Beenraden vikles i Steenplantens Grene!

84

OLUF KOMMER TIL HAVFRUEN.

Saa hæved hun sit blanke Staal
Den blege Nattens Qvinde:
Nu har min Smerte naaet sit Maal,
Og nu skal Blodet rinde.
Det røde Blod i dunkle Vand!
Jeg styrter fra den bratte Strand.
En dobbelt Død forsøder:
Jeg drukner og jeg bløder.

Saa hæved hun sin Arm i Hast -
Da holdt en useet Finger
Det skarpe Jern i Luften fast,
Stærkt sused Nattens Vinger.
Da slap hun det, med Smil paa Kind,
Og sprang i blegen Maaneskin,
Saa flagrende med Svæven,
I Bølgen uden Bæven.

Nu lukker Jer I Øine til!
Nu Døden sig forbarme!
Saa endtes Livets korte Spil,
Og al min bittre Harme! -
85 Da sank hun ned - og sank - og sank.
Hver Favn blev Bølgen mere blank;
De sorte Nattens Vover
Som Himlen ovenover.

Og synkende, som giennem Luft
Paa Skyen en Gudinde,
Hun mærkte snart en Blomsterduft,
Som bragtes af de Vinde.
Og Sivet var ei længer vaadt;
Og deilig, af Krystal et Slot
Stod høit med sine Haller,
Bedækt med Perleskaller.

Et andet Liv, en anden Aand
Hernede hersked. Muren
Var ikke bygt af Kunstens Haand,
Men dannet af Naturen.
To Hvaler holdt ved Porten Vagt;
Men Dagens Lys var mere svagt.
Mørkt saae hun Himlen blaane,
Og Solen var en Maane.

De Blomsters Duft var ei saa sød,
Som Hist, ved Sommertide.
Ei Rosen her var nær saa rød,
Men Lilier mere hvide.
De strakte sig i Maaneskiær
Med Bægerne, som Palmetræer.
Da løb ved deres Rødder
Det Vildt; men uden Fødder.

86

Hun saae en Havfru paa en Hai
At jage Skovens Fiske.
De toge giennem Luften Vei,
Saa svævende, saa friske.
Men ilende med lette Slør
Hun traf dem med et Spyd af Rør;
Da blev med Skum hun kronet,
Og Sneglehornet toned.

Velkommen Oluf, i min Lund!
Velkommen i min Stue.
Saa smilte med en venlig Mund
Den stolte Havets Frue.
Tolv Maaneder bliv her hos mig,
Saa skal jeg atter sende Dig
Til dine Saxer stærke;
Vor List skal Ingen mærke.

Imidlertid jeg vil paa Land
For Dig Dit Folk velsigne;
Og ganske, som to Draaber Vand,
Vi skal hinanden ligne.
Du hersker dybt paa Havets Bund;
Jeg hersker høit i Bøgelund.
Du skalst dit Foster føde,
Men ei for Staalet bløde.

Man troer Du Dig forvildet har
Bag Skovens Egestammer.
Du est de Saxer dyrebar;
Og Heltens Hierte flammer.
87 Jeg ta'er Din Skikkelse, Dit Navn,
Og Ingen mærker Olufs Savn. -
Naar født Du har Din Datter
Da est Du Dronning atter.

Hvad der er skeet, det veed kun vi,
Derom skal Ingen brumme.
Din Sørgetid er snart forbi,
Og mine Fisk er stumme.
Jeg fordrer for min Hjelp saa god,
Kun at Du hader Helges Blod,
Og at Du efter Evne
Dig frygteligt vilst hævne!

Det svor hun høit; og Tangkiær foer
Til Søens Overflade.
Men Oluf blev, hvor Tanget groer
Med sine lange Blade.
Hun blegned som den hvide Væg;
Thi fæle Mænd med sorte Skiæg,
Og nedentil som Fisken,
Opvartede ved Disken.

De bragte hende Mad med Svig,
Som hentet var fra Landet;
Men selv de aad de Dødes Liig,
Som drukned var i Vandet.
En Midienat, da Stormen lød,
En Datter laae i hendes Skiød;
Den blev i Bølgen badet,
Og af sin Moder hadet.

88

Af Havmænd hun den døbe lod,
I Muslingkongesalen.
De døbte den med lunkent Blod,
Som tappet var af Hvalen.
De vugged den ved lodne Favn
Og raabte: Siig os Barnets Navn?
Hun skreg med knyttet Næve:
»Yrsa! saa heed min Tæve!«

Tolv Maaneder forginge snart,
Saa kom den Havfru atter.
Til Stranden bragte hun med Fart
Fru Oluf med sin Datter.
Den gamle Fisker vidste kun
Hvad hændet var i dunkle Lund.
Han maatte Eden sige,
Og tog den lille Pige.

I Skoven han opdrog det Barn,
Som om hun var hans eget.
Med Angel og med Fiskergarn
Saa lysteligt hun leged.
Hun planted i sin Urtegaard,
Og blomstred som en Knup i Vaar,
Saa mangen deilig Sommer.
Men - Hævnens Time kommer!

YRSA
TRAGØDIE

90
91
  • Helge.
  • Oluf.
  • Yrsa.
  • Folkvar.
  • Reigin.
  • Tangkiær.
  • Kæmper og Følge.
  • Havfruers Chor.
  • Freia.

Skuepladsen er Strandbreden omvoxet af Træer; i Baggrunden Olufs Borg; ved Havet en Hule.

92
93
OLUF
allene.

Med Skræk idag jeg nærmer mig, med sagte Trin,
Den Hule, som i femten Aar mit Blik ei saae;
Hvor Havets Frue bragte den Fortvivlede
Til Lyset atter; hvor hun tog Vantrevningen
Af Olufs Arm, og rakte den til Fiskeren.
Den Skam, som holdes hemmelig, er evig Skam,
Og farver Kinderne med sit dunkle Valmublod
Hvergang den mindes. - Her jeg Tangkiær Eden svor,
At hade Helge, hade Helges Slegfredbarn;
At skiænke hende Hævnen. - Femten Somre svandt
Frydløse, uden Blomst for mig; skiøndt atter klædt
I Silkekiortel, med det blanke Staal paa Bryst,
Og Tindingen krandset med den gyldne Kongering.
Som Ørnen, før, der føler i Naturen sig
Dens Herrefugl, forlader let sin Rede hist
Paa Klippen; flagrer over Skov, langs Kysterne
Paa Jagt, let baaret af sit strakte Vingepar,
Saa stormed Oluf før til Dyst; - nu daler hun!
Og tungt især idag det bange Hierte slaaer.
En Havmand banked paa mit Buur ved Midienat,
Jeg aabned det; da stod han med sit sorte Skiæg
Halvreist i Vandet, gav mig en Blodmuslingskal,
94 Og sang: Fru Tangkiær venter Dig ved Hvælvingen
Før Sol gaaer ned i Morgen. - Rædsomt hvælver sig
Den mørke Hal som Helheim. Intet Godt den spaaer.
Det blinker svovlblaat giennem Hulen; Torden lød.
Hun kommer - ha jeg frygter hendes Øiesyn.
Kom hun dog som en Qvinde skiøn, som før hun kom!
Jeg frygter hendes Slangekrop. Der er hun alt!
En deilig Viv; men Falskhed under Hiertet slaaer;
Og sine grønne Lokker dækker snildt hun med
Guldvirkte Næt, bekrandst med Sivets Purpurblomst.

TANGKIÆR
kommer.

Velkommen Oluf, ved min kiølne Sommerhal!
Hvi est Du bleg? Har Aftenluften rystet Dig?

OLUF.

Jordfarven blegner i de stærke Straalers Skin.

TANGKIÆR.

De kolde Bølgers Dronning straaler ei med Glands!
Med Høflighed undskylder Du din Skræk, for mig.

OLUF.

Naturlig er min Ængstelse. Tilgiv mig den!

TANGKIÆR.

Du skiælved ei, da Dolken af din Haand jeg rev,
Og bar Dig giennem Vandet til min Perleborg.

OLUF.

Tvivl ei om min Taknemlighed! Jeg føler dybt
O Frue, hvad Du virket har, til Held for mig.

95
TANGKIÆR.

I femten Somre jeg forstyrred ei din Ro;
I femten Somre nødst Du Frugten af mit Værk,
Nu stunder Tiden, Oluf, til Betalingen.

OLUF.

Jeg er Din Skyldner.

TANGKIÆR.

Mindes Du den Eed, Du svorst?

OLUF.

Jeg mindes den.

TANGKIÆR.

Jeg aabned Dig en Aare paa
Dit Bryst; da farved Du med Pegefingeren
Dit Øielaag, og svorst at atter Gravens Nat
Dig Øiet skulde dække med sit Ravnemørk,
Hvis ei min Villie føielig Du efterkomst.

OLUF.

Jeg svor at hævne Dig og mig paa Halfdans Søn.

TANGKIÆR.

Du svorst at hade Dit og Helges Slegfredbarn.

OLUF.

Den Eed var overflødig. Det var hadet alt.

TANGKIÆR.

End viste Du ved Daad det ei. End var Dit Had
Et Sædekorn, men uden Frugt. Vel, Oluf, vel!
Jeg veed at Sædekornet mægter mangt et Aar
At ligge dødt som Stenen paa sit Giemmested,
96 Til Fugtigheden kommer til, da spirer det.
Her er jeg! Regnen falder paa det tørre Frø;
Nu lad det skyde seirende, med friske Skud.

OLUF.

Hvad fordrer Du?

TANGKIÆR.

Først at Du skalst Din Datter see.

OLUF.

Forskaan mig!

TANGKIÆR.

Nei. Hun er lyksalig hisset, hos
Sin Pleiefader, munter i Naturens Skiød.

OLUF.

Som Bondedatter.

TANGKIÆR.

Lykken agter ingen Rang.
Maaskee henrykkes meer hun af sin Muslingstrand,
End Du, af Kronens ægte Perler. Hør mit Bud!
Du kalde skalst Din Datter til Din Kongegaard.

OLUF.

Jeg aabenbare skal -

TANGKIÆR.

Frygt ei! Som Tætne hid
Du kalder hende til Din Borg; det staaer Dig frit
At vise hende dyb Foragt; men vogt Dig dog
At saare hendes høie Skiønhed.

97
OLUF.

Er hun skiøn?

TANGKIÆR.

Som Helge var, da Ynglingen besøgte Dig.

OLUF.

Forhadte Billed!

TANGKIÆR.

Vogt Dig for at saare den;
Thi hvis min Ravn har sagt mig sandt, saa vil selv den
Os hævne meer, end selv maaskee vi mægtede.

OLUF.

Dit Ord er mørkt som Natten.

TANGKIÆR.

Dagen kommer snart,
Saa faaer Du Lys.

OLUF.

Jeg sende vil min Kammersvend.

TANGKIÆR.

Bliv her! Jeg har igaar alt Budet sendt for Dig.
Du finder Yrsa med den sølvgraa Fisker her
I Lunden ved Din Kongsgaard. Lad ham sige nu
Sit Barn Farvel, og vandre til sin Skov igien.
Hun bliver hos Dig.

OLUF.

Vel! Og saa?

TANGKIÆR.

Hvad Skiæbnen vil.
Kun mind Din Eed! Forraad Dig ei, i hvad der skeer.

98
OLUF.

Nei, ved mit Liv!

TANGKIÆR.

Jeg saae inat ved Maanens Skin
Kong Helges Drage suse hen ad Bølgerne,
Med Silkeseil, Guldmaster. Hvis han giæster Dig,
Hold gode Miner; hvad han beder venligt Dig -
Afslaa ham intet!

OLUF.

Ubegribelige Mø!

TANGKIÆR.

Vi kan ei dræbe Fuglen i sin høie Flugt;
Men Fælden kan vi stille snildt. Indløber han,
Da er han vor.

OLUF.

O hævn mig, Du Sivkrandsede!

TANGKIÆR.

Beed ei derom! Hav selv kun Mod i Hævnens Stund.

OLUF.

Frygt ei!

TANGKIÆR.

Se - Du har Villie, som hvert Jordens Barn.
Jeg mægter intet over den; giør hvad Du vilst;
Men - hvad Du skylder Tangkiærs Kraft, kan atter hun
Berøve Dig. Du takker mig for Liv og Magt
Og ærligt Rygte. Sviger Du Din Eed? Velan -
Da svømmer atter Du i Bølgens falske Favn,
Hvor selv Du nedsprangst. Neppe findes da mit Slot;
Den blege Død vil drage Dig til Helas Sal.
99 Da lyder og Din Skiændsel vidt paa hver en Kyst;
Foragtet er Dit Minde; Ørnen hugge vil
Dit ubegravne blege Liig paa Saxens Strand.

OLUF.

O skaan mig!

TANGKIÆR.

Jeg vil skaane nu. Brødst Du Din Eed -
Da skaaner intet. Odin kan ei redde Dig!

OLUF.

Der er min Haand!

TANGKIÆR.

Der min igien!

OLUF.

Hvor kold Du est!

TANGKIÆR.

Det varst Du og, da Helge Du forhaanede.

Hun gaar ind i sin Hule. Oluf til Borgen.
FOLKVAR
kommer fra Skoven med Yrsa.
YRSA.

O skiønne Borg! Hist taarner den med sine Spir.

FOLKVAR.

Fornøier Dig at see det store Kongeslot?

YRSA.

Ja! Solen blinker i de røde Haners Guld.

100
FOLKVAR.

Har Reisen ei, min gode Datter, trættet Dig?

YRSA.

Hvor kunde den? Jeg sad som i et Jomfrubuur
I Kurven, tættet med det tørre Sommermus,
Og sov paa Bolstret, medens langsomt Øxnene
Mig droge paa de lette Hiul. Men at ei Du
Est træt min Fader, som inat gik Fod for Fod,
Og stanged dem med Kiæppens Odd, det undres mig.

FOLKVAR.

Let var det Roer at styre. Lune Bøgeskov
Har ingen Storm og Bølgeslag. Gid aldrig meer
En Nat mig havde kostet Slid, for hiem at faae
Min Baad i Vigen.

YRSA.

Jeg er ung, og taaler ei
Hvad Du med Snee paa Tindingen kan smile ved.

FOLKVAR.

Det spæde Blomst misunde Jernet ei sin Kraft.
Du est en Mø! Din Skiønhed smigred Faderen;
Og skiøndt Du kun est Hyrdepige, søgte jeg
At skaane Dig dog Farverne, for Dag og Nat.
Din Arm er hvid, og hvid Din Haand, som Dronningens.

YRSA.

Min Fader, siig! hvad har bevæget Oluf vel
Til dette Bud? Hvi kalder hun til Borgen os?

FOLKVAR.

Jeg veed det ei; men frygter, mit hiertelskte Barn,
At denne Dag adskiller fra Din Fader Dig.

101
YRSA.

Ha! hvilken Kraft formaaer at skille Kiærlighed?

FOLKVAR.

Ei vore Hierters Følelser; de skilles ei.

YRSA.

Hvad Grumhed bringer Oluf til saa haardt et Bud?

FOLKVAR.

Ei Grumhed, Yrsa, Godhed vel var Skyld deri.

YRSA.

Kan Godhed rive Datteren fra Faderfavn?

FOLKVAR.

Hun har Dit Skiønheds-Rygte hørt; nu kaarer hun
Dig sikkert her, og fæster til sin Jomfru Dig.

YRSA.

Og giærne vil jeg vorde det, naar ogsaa Dig
Kun skiænkes maa et Opholdsted i Borgens Gaard.

FOLKVAR.

O Yrsa! glemmer Du saasnart Din Hyrdestand?

YRSA.

Tit stod for mig i Drømme, Fader, denne Borg;
En deilig Qvinde smykte mig med Hermelin.

FOLKVAR.

Og Dine Krandse? Dine Lam i Dalens Skiød?
Din lille Baad, Din Angel og Dit Fiskernæt?
Saa hurtig lokker Pragten Dig fra Din Natur!

102
YRSA.

Naturen blomstrer ogsaa her. Den skiønne Pragt
Er selv Natur, og straaler som dens Ypperste.

FOLKVAR
afsides.

Ha Ørneungen føler snart sin Vinges Kraft,
Blev Ægget end paa Stranden dybt i Sandet skiult.

YRSA.

Hvo er den skiønne Frue, som hist nærmer sig?

Dronning OLUF kommer med Følge.

FOLKVAR.

Bøi ydmygt Dig, min Datter, for den Kronede.

YRSA.

Nei, knæle Fader er ei smukt; jeg hilse vil.
Men hun er stolt; hun hilser venligt ei igien.

OLUF
med et stivt Blik paa Yrsa.

Er det Din Datter, Fisker?

FOLKVAR.

Det er Yrsa, - som
Du fordret har at see, min Dronning, paa Din Borg.

OLUF
afsides.

Ha Helges Billed! Voldsomt efter femten Aar
Opkoger i mit Hierte dybt Forbittrelsen.

FOLKVAR.

Knæl Yrsa! see hun mærker Din Hovmodighed.

103
YRSA.

Nei! Slaven knæler; ei Thuiskons frie Blod.

OLUF
til Yrsa.

Hvor gammel est Du?

YRSA.

Femten Aar.

OLUF
afsides.

Saa længe laae
Min Hævn i Dvale, skamløst, før den vaagnede.

Høit.

Det Barn er smukt; ret smukt; men ei et Bondebarn.
Hun kneiser altfor dristig med sin Fiskerhat
Paa gule Flætning. Skam Dig, dovne Pige, Du!
Er det en Hud for Bønderbørn paa Hænderne?

YRSA
beskeden.

Jeg var ei doven, ædle Dronning.

OLUF.

Og hvori
Bestod Din Flid?

YRSA.

Jeg Hørren spandt i Vinterqvel;
Om Somren planted Urter jeg og fiskede,
Mens Fuglen sang, hver Morgen og hver Aftenstund.

OLUF.

Ei Trælledont bedrevst Du da.

104
YRSA.

Min Fader er
En vakker Sømand, fri som Østerhavets Vind;
Forbunden Dig ved Troskabseed; men ei Din Træl.

OLUF.

Hvo lærte Din uvorne Mund slig Dristighed?

YRSA.

Jeg taler Sandhed, ei kan den fornærme Dig.

OLUF.

Og om nu Folkvar - Folkvar er en Vikingsmand,
Hans Stand er fri, som Havets; - men om Folkvar nu -
Jeg sætter - ei Din Fader var; hvad varst da Du?

YRSA.

Hvi sætter Du Umulighed?

OLUF.

Jeg vil et Svar!
Ifald Din Moder tidlig havde Dig forladt
I - Trællestand! hvad varst da Du?

YRSA.

Ragnhild var fri!
Ak tidlig har, ved Døden, hun sit Barn forladt;
Men ei af Valg.

OLUF.

Og hvis af Valg? Af Egensind?

YRSA.

Hvordan? En Moder grumt forlade Fosteret
I fremmed Vold? Ei følge Driften, som Natur
Har plantet selv i Biørnens og i Ulvens Blod?
105 Umuligt! - Lossen, med sit røde, skiælne Blik,
Saa lysten som hun venter Rov, forlader dog
Ei Ungerne; hun slikker dem, hun bringer dem
Smaavildtet ned til Hulen. Skulde Qvinden da
Forlade Noret? Aldrig! - O min Dronning, nei!
Du kiænder ei Naturen ret, blandt Mænd og Krig.
Ak! saaest Du Fuglen lære hist paa Redens Rand
Smaavingen flyve! Saaest Du Gaas og Giæslingen;
Ja Myren selv, naar Tuen man forstyrrer, hvor
Hun ængstlig slæber ned igien de hvide Æg -
Du tvivled ei om trofast Moderkiærlighed.

OLUF.

Men tænk dog slig forunderlig Undtagelse!
At tidlig dog Din Moder havde svigtet Dig?
Siig! Elskede Du derfor barnligt ligefuldt?

YRSA.

Jeg elske den, hvis Hierte var Ukiærlighed?

OLUF.

Du haded hende selv, maaskee?

YRSA.

Jeg veed det ei;
Men gyselig er Tanken mig; og Rædsel blot
Ved Forestillingen reiser mig mit Hovedhaar.

OLUF.

Befaler ei Naturens Love Barnets Bryst
At finde sig i Villien hos Forældrene?

YRSA.

Ei den var Moder, som mig under Hiertet bar,
Men den, som fostred kiærligt mig ved Dag ved Nat,
Og skiænkte mig sin Glædes og sin Kummers Graad.

106
OLUF
afsides.

Ha Slangeæget svulmer alt, og giærer med
Den Gift, som ei endnu har Braad. Hvor stolt hun staaer,
Og maaler mig med Blikket, som da Helge stod
Paa Dragens Dække, for den Dybtnedknusede.

Til Yrsa.

Mit Spørgsmaal, Yrsa, viid det, var ei hensigtløst.
Du elsker Folkvar; elsker Pleiefaderen
Saa høit som Fader; meer end Moder; naar hun ei
Tilbørlig Dig opfostret har ved Ammebryst.
Dit Sind er kiækt; Du skiælner ei; det raske Blod
Paa Kinden ei tillader Dig den Tanke først,
Om Nød maaskee var meer end Hadet Skyld deri.
Velan, saa vil jeg tilsrtaae Dig, at Døden har
Adskilt Dig fra Din Moder spæd. Du est min Træl!
Trælqvinden har for femten Aar til Verden bragt
Dig i min Kongsgaard; kiøbte med sin Død Dit Liv.
Jeg ynktes over Dine Dages aarle Nød
Og gav Dig hen til Fiskeren. Tro derfor ei
At Du est fri! Livegen est Du evig mig. -
Idag tilbagekalder jeg min Eiendom!

YRSA.

O alle Guder! Har jeg hørt - hvad talde Du?

FOLKVAR.

O ædle Dronning! skaan den Yndigtblomstrende.

OLUF.

Livegen er hun evig mig. Saa har jeg talt.
Jeg overgav det spæde Noer Dig i Din Vold
For femten Somre siden, i Sivkurvens Skrin.
107 Nægt, hvis Du vover! - Skiælv, ifald Du taler meer,
End Eden og Din Dronnings Bud tilstæder Dig.

YRSA.

Nægt, elskte Fader!

FOLKVAR.

Ak, mit Barn, jeg - kan det ei!

YRSA.

Saa har hun Ret?

FOLKVAR.

Livegen est Du Dronningen.

YRSA.

Født af en Træl?

FOLKVAR.

Din Pleiefader evig kiær.

YRSA.

Min Fader Slave!

FOLKVAR.

Ædel er Din Siæl og fri.

YRSA.

O slug mig, dunkle Mørke, med en evig Nat!

FOLKVAR.

Fat Mod, min Datter! Ædle Dronning, skaan mit Barn.
Du est mit Barn. Jeg vidste, hvad Du nu først veedst,
Og ligefuldt Din gamle Fader elskte Dig.

YRSA.

Ha grumme Folkvar!

FOLKVAR.

Folkvar grum?

108
YRSA.

Hvi bandst Du op
Til Ranke, hvad af Skiæbnen var bestemt, som Trævl
At slynge sig paa Jorden, mellem Tidslerne?

OLUF.

Din Stolthed, Yrsa, saares ved hin Tidende,
Forresten intet. - Frygt ei! Du tilhører mig;
Og Oluf vil behandle vel sin Eiendom.
Som Tærne hos din Dronning har Du bedre Kaar,
End fri, bag Tangets lave Tag, hos Fiskeren.

YRSA.

O laae jeg fri paa Havets Bund i Bølgerne!

OLUF.

Der laaest Du, hvis ei Oluf havde reddet Dig.

YRSA.

Forhadte Liv!

OLUF.

Saa lønner Du Velgiærningen?

YRSA.

Hvormed belønner den, som selv Sletintet har?

OLUF.

Betænker Du Dig længe paa, hvem, mellem os
Du følge skal? Om Oluf eller Fiskeren?

YRSA.

Har jeg et Valg? Jeg er din Træl! Vel, Dronning, tag
Din Eiendom. For mig er ingen Glæde meer.
Om her, om jeg i Fiskerhytten sørger hen
109 Mit unge Liv - hvad Forskiæl? Meer Naturen har
Ei Lyst for mig. - Saae jeg den muntre Fisk i Vand,
I Skoven Hiorten, Fuglen under Himlens Blaa -
De mindte mig kun smerteligt om mine Baand.
Saa lad mig visne bleg da, som den hvide Knup
Paa Tornebusken! Snart vil en veldædig Blæst
Afrive Bladet; skiænke mig i Dødens Nat
En evig Frihed; - flagrende til Breidablik.

FOLKVAR.

Ha grumme Dronning!

OLUF.

Tie, forvovne gamle Mand!

FOLKVAR.

Dig smerter ei at knuse slig en Ædelsteen?

OLUF.

Dens Haardhed, og dens dunkle Glød erindrer mig
Kun altfor stærkt, om Den, der knuste dette Bryst!

YRSA
betragter sine Haar.

I lysegule Flætninger! som rigt og tungt
Nedbølge mig fra Skuldrene, saa skal jeg da
Nu Eder miste! Trællen bær ei lange Haar.
Hvor ofte har jeg tvættet Jer i Kildens Væld,
Og ordnet med den hvide Sølvkam Eders Lag.
Hvor øvet var de vante Fingre! Uden Speil
Af Floden og af blanken Skiold, jeg daglig bandt
De røde Lidser yndigt i Guldflætningen.
Nu skal I meer ei følge mig med stolten Vægt!
110 Mit Hoved bøier sig for Olufs Herskersværd;
Og nær, til Nakkegruben, som Forbryderens
Der venter Bødelslaget - meier Saxen i
Et Øieblik, de femten Somres rige Flor!

Hun knæler.

OLUF
afsides.

Ha! disse Lokker kiender jeg. Alt eengang har
Min Finger famlet mellem deres Flætninger,
Da den Forvovnes Hoved laae i Olufs Skiød -
Min blanke Sax afmeied dem til Nidingsharm;
Nu skeer det atter.

I det hun vil afklippe Yrsas Haar, lyner det og Havet bevæger sig.
OLUF
reiser sig forfærdet, men fatter sig strax og siger:

Gaa! Behold dit Hovedhaar.
Hist nærmer sig min Tærneflok; den siger Dig
Din Pligt, din Dont paa Borgen, din Bestemmelse.

Afsides.

Tilgiv mig Tangkiær! Iver for at tiene Dig
Nær havde bragt mig til at glemme Løvterne.

Hun gaaer; alle følger uden

FOLKVAR.

Jeg dvæle vil i Borgens tykke Bøgeskov
Og vente der Udfaldet - angst - ei hielpeløs.
Jeg haaber at en stakket Vrede spænder kun
Det altforhaarde Moderbryst; men skeer det ei,
Og stormer Oluf grusomt mod Naturens Pligt -
Saameget veed en Gubbe til sit Hiertes Trøst:
Uskyldigheden finder Hielp hos Guderne;
Men Lasten vender Sværdet mod sin egen Barm!

111

KONG HELGE lander, stiger op paa Stranden med sine Kæmper, og nærmer sig Forgrunden med Reigin Jarl.

HELGE.

En sælsom Følelse, Reigin, dybt besiæler mig,
Nu, da jeg seer de samme Grenes Flætninger
I Kæmperegen; samme Borg, med sine tre
Forgyldte smekkre Spiir; og Sivet! Bøgene!
Hvor meget har i femten Aar forandret sig!
Naturen ei: Den fælder kun sit Vinterhaar,
Og Lokken krølles atter ung paa Qvistene
Naar Solen varmer. - Mennesket kun blegner, som
Døgndyret. Morgen seer hans Larve; Middagen
Udfolder Elskovsvingerne; mod Aften alt
Er Gubbefluen rynket bleg, og gisper - døer.
End føler jeg mig mægtig i min Manddomskraft -
Men Ungdomsrosenstøvet har alt Skiæbnens Haand
Plumpt visket mig af Sommerfuglevingerne.
Forsvundet, som en Drøm, er nu et daadfuldt Liv -
Og dybt i Kæmperbarmen blev, for ældre Mand,
Kun mørk Erindring, Længsel, og Sørgmodighed.
Hvis atter jeg skal finde Ro - da er den her!
Thi Olufs Qvide trykte mig paa Barmen tungt
Hver Aften, naar fra Kongesalen Giæsterne
Til Hvile gik; og naar min Smaadreng lyste mig
Med Kiærten til mit Leiested. Da vaagned jeg
Af korten Blund - og skued snart den bugtede
Skiældækte Jomfru - snart med lange hvide Liin,
Og Kinden endnu mere hvid end Linene,
Og Øiet dødt, den skiændte Viv paa Saxens Strand.
Ei Roskilds Juleglæder, intet Vikingstog
I grønnen Sommer sletted ud hint Billede,
Paa Nattens Baggrund malt af min Samvittighed.
Og derfor, vakkre Reigin, staae vi atter her;
112 At vide Skiæbnen, hvilken Oluf fristede:
Om hun fortvivlet kortet har sit unge Liv?
Om Fieldets Kløft fra Solen skilte Moderen?
Om Barn blev født? Om Barnet lever? Datter? Søn?
Om dødt i spæden Alder? Om selv Oluf død?
Alt dette sikkert at erfare slaaer mit Bryst.
Og aabent Helges Hierte staaer for Olufs Qval.
Thi Kummer skiænker Ædlingen Medlidenhed;
Men stolten Hovmod ægger Drottens Heltebarm.

REIGIN.

Hist nærmer sig en ædel Qvinde, silkeklædt.
Hun, udentvivl af Kongeborgens Jomfruflok,
Vil bedst om Dronning Oluf her forkynde Dig.

TANGKIÆR
kommer.

Velkommen Helge Halfdans Søn, paa Saxens Strand!

HELGE.

Ha denne Stemme kiænder jeg, og dette Blik.

TANGKIÆR.

For sytten Aar, Du skued mig paa Borgens Rand.

HELGE.

Hvis da Du blomstred, skiønne Rose, varst Du Knup.

TANGKIÆR.

Ei sunde Skiønhed falmer i saa kort en Tid.

HELGE.

Mig tykkes før at jeg Dig saae i Skumringen,
Paa Badekammertilierne, ved Leirekyst!

113
TANGKIÆR.

Ei venligt for min Elskov da Du lønte mig.
Drivskyen vexler ei saa snart, som Mandens Hu.

HELGE.

Hvad taler Du om Vægelsind, om Vexlinger,
Som Slange blevst, og bugted Dig fra Bolstrene?

TANGKIÆR.

Ei Kiærtegn da Dit blanke Sværd tiltænkte mig;
At end jeg lever, takker jeg min Smidighed.

HELGE.

Du spotter end, Du Falske? Skum paa Havet Hig!

TANGKIÆR.

Jeg spotter ei, men glæder ved min Redning mig.

HELGE.

Forlad mig! at jeg fristes ei endnu engang -

TANGKIÆR.

Tæm Helge Din Iilsindighed, den kunde let
Engang i Tiden smertelig forraade Dig.

HELGE.

Uhyre! bugt Dig atter hen med Sølverskiæl,
Min blanke Glavind truer Dig af Balgen alt.

TANGKIÆR.

O Helge! lær dog eengang viist at tæmme Dig.
Den Hidsighed, som halv tilgives Ynglingen,
Er styg og skiæmmer Synet af den ældre Mand.

114
HELGE.

Forlad mig, eller ved Gud Thor jeg kløver Dig!

TANGKIÆR.

Du Svage! varst Du selve Thor, jeg spotted Dig.
Hør mig opmærksom, rolig! Er jeg Emblas Barn?
Som Du af letforgiængelige Kiød og Blod?
I mine Aarer flyder Havets evige
Udødelige Bølger. Agt min Guddomsmagt!
Du daarlig troer, at Tangkiærs Hierte hader Dig,
Fordi hun vendte sig fra Dine Favnetag?
Og hader da Din Tunge Himbærfrugterne,
Fordi du koldt gaaer Purpurgrenens Vægt forbi,
Naar Du har nydt? Er lædsket? Viid: Letsindighed,
Som Skum paa, Vand, er eengang nu min Sjæls Natur.
Jeg kan ei dvæle; hvis Du ønsker Stadighed -
Søg den hos Stenens Jetter! Ei Havfruerne
Kan skiænke den. Hvi harmes Du? Du nødst hos mig
Hvad Frode nød; uagtet først i Baalets Brand
Jeg svoer ham Hævn; men - glemte den. Og Helge blev
Hvad Frode var, og meer: Jeg gav en Datter Dig.
Saa harmes ei fordi Dig Tangkiær koldt forlod.
Tænk Dig i mit Sted! Viid, paa hver en grønlig Kyst
I Skyggen Ungersvende gaae, som elske mig.
Og dog jeg skulde dvæle hos den Eneste?
Jeg glemte Dig dog ikke; da Din Længsel steeg,
Da sang for Dig den sølverdunte søeblaa Fugl,
Og Oluf Dig erstattede min Favns Forliis.
Nu est Du her! Samvittigheden driver Dig;
Du frygter atter at Din Ubesindighed
Har voldt den Arme Døden, Jamren, Skiændselen.
Mig takker Du, at Solen skinner klart paa ny!
115 Jeg reddet har i Bølgen den fortvivlte Viv,
Da ned hun sprang fra Klipperne; jeg Dolken greb,
Som trued skarp og blank alt hendes Liliebryst.
Hun eier Riget atter, Skiønhedsroserne;
Og mægtig sidder Oluf paa sin Kongestol.
Forsvunden, som en Drøm, er længst hin Rædselstund,
Og uden Følger. - Hvis den Skiønne hader Dig -
Om end til Hævn hun aarlig holder høit, som Fest,
Den Dag, da Du beruust i hendes Favnetag,
Berøvet Lokkerne, bragtes ud paa Skibets Dæk -
Det bør høimodig Du tilgive Qvindens Bryst.
Thi ingen Harm er stor som den, naar Stoltheden
Sig dybt fornærmet føler; uden kraftig Hævn,
Og ufortient Thi alt for vildt da raste Du!

HELGE.

Hun haaner mig endnu med aarlig Skiændselsfest?

TANGKIÆR.

Erindre Dig den Skiændsel, som hun fandt hos Dig!

HELGE.

Og Ingen veed hvor dybt ydmyget Oluf blev?

TANGKIÆR.

For denne Godhed takker Du kun Tangkiærs Magt.

HELGE.

Og Folket kiænder intet til sin Dronnings Skam?

TANGKIÆR.

End hædres overalt den skiønne Kongemø.

116
HELGE.

Har ingen Frugt hin Sommernat sig efterladt?

TANGKIÆR.

Den svandt i Mulm, og ingen, Drot, var Følgerne.

HELGE.

Saa løste sig min Hævn i Skum elendigt op!

TANGKIÆR.

Du finder hende stolt som før. Men Ynglingen
Har intet tabt ved brune Manddom. Ogsaa jeg
Kan skumme med min mørke Sø. Havmændene
Da ride vrede Marsviin i Skumbølgerne
Og støde vildt i Sneglehornet. Da forgaaer
Vel mangt et Skib, og Ran paa Dybet fryder sig.
Men Havblik løser atter af min stærke Storm:
Og mere sikker da end Skovens Landevei
Er hist min strakte Sølverflades slebne Speil.
Lad dette Speil Dig tiene til en Lignelse!
Og, da det i Din Magt ei staaer at hævne Dig,
Saa byd den ædle Dronning andengang Forlig.
Maaskee afslaaer hun grusomt ei sin Liliehaand!
Og hvis det skeer, saa vil dog Klogskab sige Dig,
At Olufs Viin og hendes Sax - er frygtelig!
Læg det paa Hiertet, Helge! Tæm Din Vredesharm!
Thi daarlig er den Mand og meer den Drot, som svag
Forsøger hvad ham nægtet blev af Nornerne.

Hun gaaer.

REIGIN.

Ha falske Vennetale, som med Klogskabs Raad
Vil sindrigt lede; skiøndt kun Hiertets Nag attraaer
At nedslaae Sindet og forvirre Kræfterne.

117
HELGE.

Hvor anderledes føler jeg mig nu tilsinds
End da jeg kom: det gamle Had er frisket op;
Og Harm er nu, hvad nys var dyb Medlidenhed.

REIGIN.

Uvillig har hun ydet os sin Tieneste.
Med lettet Hierte kan Du heise Ankeret.

HELGE.

Nu drage bort, og uden Hævn? Tilstæde feig
En Fest, som aarlig bringer mig Forhaanelse?

REIGIN.

Lad Qvinden svagforfængelig indbilde sig
Den stolte Seir; Du bedre veedst, hvo Seier vandt.

HELGE.

Nei Reigin, hele Verdens Kreds maa vide det.

REIGIN.

Saa lad Herolder kraftigt varsle Dronningen!

HELGE.

Og skulde nu Skioldungen feig bortliste sig?

REIGIN.

Tid er engang, at Livet smiler venligt, Drot!

HELGE.

Jeg nægter ei, at ofte mig alt forekom
Mit Liv en Ørk, med Tidsler, uden Blomst og Lyst.
Tit naar jeg stod i Stavnen, medens rislende
Den smalle Kiøl igiennemskar Skumvovens Top,
118 Og Strandens Lunde ilte mig saa snelt forbi
Med Løv og Skygger - ha, da følte dybt mit Bryst
Et Savn, som selv ei Ærens Krands erstatted mig.
Mig lærte Tangkiær Vellyst. Vilden Ungersvend
Kun skued da i Qvindens Skiønhed Maalet for
Sin Attraa, der beruste kort, og hæved ham
Stolt over hende. Men de vilde Glæders Ruus
Bortdunster brat, og efterlader Siælen sløv.
Tit naar paa mine Vikingstog jeg giæsted, snart
En fremmed Konge, snart en Jarl, og saae hans Viv
Med sædelige Lin, og ædle Jomfruer
Som rakte Hornet mig til Velkomst, medens rødt
Blyfærdigheden farved deres Liliekind; -
Da følte jeg, at qvindlig Adel, gode Jarl,
Fortiente meer, langt meer, end Tangkiærs Yppighed
Og Olufs Blussen. Langsomt er jeg modnet først;
Mit stolte Hierte blødnedes; da lærte jeg
At Freia, Frigga, Siofna, Valhals Yndigste,
Ei komme selv, men vise sig i Qvinderne.
Og helligt blev mig meer og meer det ædle Kiøn,
Og Lyst jeg følte meer og meer til sødt at gaae
I Lænken, som en Qvindes Blik paalagde mig.
Dog fandt jeg aldrig end, hvad Hjertet ønskte sig!
Og Tangkiær - Oluf - stod som vrede Spøgelser;
Og vinkte mig fra Yndighedens skiønne Lund,
Til fæle Skygger, tunge Pligtopfyldelser.

REIGIN.

Paa hvad Du yttrer smukt og fast med Skialdekunst,
Min ædle Drot, jeg svarer Dig enfoldigt saa:
Den Mand, som eier ingen Viv, kun lever halvt.
Han spilder sig sin Fremtids Haab; og er han Drot,
Da skader han ei sig blot, men sit Fædreland.

119
HELGE.

En Hyrdepige nærmer sig, med hviden Spand
Paa Hovedkrandsens lysegule Flætninger.
Hun skal husvale først mig med en kiølig Drik
Paa Bænken under Bøgeskyggen. Midlertid
Lad giøre klart ombord med vore Takkeltoug,
Og Ankersnorens Ringe paa det flade Dæk
Lad ordne smukt, at hurtig nu med første Vind
Den skarpe Jernkrog slippe kan Sandbankerne.

Kæmper gaae at adlyde Kongens Bud.

HELGE.

Men Du, min vakre Reigin Jarl, kald Pigen hid,
Som hisset alt bag Hasselbusken skiuler sig.

REIGIN.

Du unge Pige! Stands Din lette Flugt en Stund.
Hist sidder en vansmægtig Mand, som lædskes vil.

YRSA.

Det skal han strax. Et Bæger hænger lænket fast
Mig ved min Giord, og hisset er et Kildevæld.

HELGE
nærmer sig.

Et Bæger af Din Melk vil bedre styrke vist.

YRSA
forlegen.

Ak beed mig ei, om hvad jeg maatte nægte Dig.

HELGE.

Tilhører ei Din Fader, Jomfru, Giederne?

120
YRSA.

Nei Herre! Ingen Fader meer tilhører mig.

HELGE.

Din Moder?

YRSA.

Hviler længst i Gravens kolde Skiød.

HELGE.

Og Du?

YRSA.

En Tærne, trællefødt hos Dronningen.
Jeg malker hendes Gieder, bringer Melken hiem.
Men vist hun dog tilgiver mig, hvor stræng hun er,
At lidt jeg dvæler, for at lædske fremmed Mand.

Hun gaaer til Kilden.

HELGE.

Hun Tærne! Reigin, saaest Du før i Kongesal
Saa høvisk Mø? Saa sædelig en Lilievand?

REIGIN.

I Sandhed hun er saare skiøn; og Hud og Haar
Kun vidne slet om ynkelige Trællestand.

HELGE.

Og hvor hun smukt bevæger sig til Kilden hist!
Hun skyller Bægret! Op til Straalens Sølverspring
Hun hæver Armen, mere hvid end Vandets Skum;
Og Klippens grønne Vedbendhang forskiønner den.

REIGIN.

Og med de hvide Fingre plukker hurtigt hun
Høirøde Himbær, famlende blandt Rankerne.

121
HELGE.

Og rødmer sødt uskyldigt; halv undseelig,
Bedrøvet halv, ved tarvelige Giæstfrihed.

REIGIN.

See hvor hun strækker let sig paa den spæde Fod;
Skiøndt rank og høi, dog ei saa høi som Rankerne.

HELGE.

Hvor meget har et Øieblik opdaget mig:
Sielsadel, Skiønhed, Troskab og Elskværdighed.

YRSA
kommer med Bægret.

Gid denne Drik maa styrke Dig, Du Ædleste!

HELGE.

Du kiender mig?

YRSA.

Ja vel, Du Drot af Dannemark.

HELGE
griber om Bægret og hendes Haand.

Du skiænker mig da hvad jeg her omfatter, Barn?

YRSA.

Min Haand og Bægret, ædle Drot, er Dronningens;
Men Kilden springer frit for alle Skabninger,
Af den kan selve Trællen giæste Konningen.

HELGE.

Saa huldt, Natur, forener Du det Fierneste!
Og disse Bær?

122
YRSA.

De nippes bort af Skovens Bie,
Saa tør min Haand vel plukke dem. Forsmaa dem ei.

HELGE.

O heller nød jeg Karret her, end Frugterne.
Hvor hvid den er, Din spæde Haand!

YRSA.

Nei, rød som Blod,
Den modne Frugt har overplettet Fingrene.

HELGE
til Reigin.

Reigin! er hun et Jordens Barn? Jeg troer det ei.
Jeg mener hun er Freia selv, Folkvangurs Mø.

REIGIN.

Nei, ingen Kunst paatager slig en Skikkelse.

HELGE.

Ha Du har Ret! Thi Uskyld og Oprigtighed
Udlyser her af Øiets Blaa.

REIGIN.

Hun ligner Dig!

HELGE.

Ak har han Ret?

YRSA.

Hvad siger han min ædle Drot?

HELGE.

Han siger at Du ligner mig.

123
YRSA
rødmende.

O troe ham ei!

HELGE.

Jo! Frændskab er i vore Siæles lyse Blik!
Og meer har mig den korte Stund at kiende lært
Dig Yndige, end mangt et Aar en anden Viv.

YRSA.

Din Røst indgyder mig en sær Fortrolighed.
Men Du est Drot, jeg Tærne! Hvilket Afgrundsvælg.

HELGE.

Siig mig Dit Navn.

YRSA.

Jeg kaldes Yrsa.

HELGE.

Havde Du
Vel Lyst at drage med mit Skib til Dannemark?

YRSA.

Din Slave? Nei, saa heller dog en Qvindes Træl.

HELGE.

Og om nu Helge venlig gav den Kiøbte frie?

YRSA.

Saa følger jeg Dig fri med tro Taknemlighed.

HELGE.

O Yrsa følg mig! Freia skal berede Dig
En yndig Bolig under sine Hvælvinger,

124
YRSA.

Hvad har jeg sagt! Nei skiænk mig ingen Frihed, Drot.
Saa heller ærlig Tærne dog - end - altfor frie.

HELGE.

Frygt ei! Som Fader skal jeg kiærligt vogte Dig.

YRSA.

Som Fader? Ak det herligt var. Min Fader Du!

HELGE.

Og tykkes jeg for gammel Dig til Beileren?

YRSA.

Du haaner grumt min ringe Stand.

HELGE.

Ved Asathor,
Stor var min Lyst at hæve Dig til selve min.

Til Reigin.

Jeg føler det, Hun er det Billed, som min Siæl
Har evig higet efter og forgiæves søgt.

REIGIN.

Vogt Dig, min Drot! Den Gnist, som fænger altfor let,
Udslukkes let.

HELGE.

Frygt ei! Her taler Hiertets Røst,
Ei Sandserne.

REIGIN.

Giv Tid, og overiil Dig ei!

125
HELGE.

En Sømand iler -

REIGIN.

Ofte til sin Undergang.

YRSA.

Den stolte Dronning nærmer sig. Saae hun, jeg stod
Og talde med Dig Herre, vist hun revsed mig.

HELGE.

Hun væbnet kommer, aldrig kied af vilden Færd.
Men mindre klæder Spydet nu den Falmede,
End da som Jomfru rosenrød hun Skaftet svang.

EN KÆMPE.

Min Dronning spørger, Drot, hvad Dig bevæget har
Til denne Landgang? Om Du komst med Herreskiold?

HELGE.

Som Ven jeg kom, hvis Oluf mig som Ven vil see.
En Skare Snekker venter hist paa Bølgerne,
Hvis hun vil Kamp.

OLUF
sagte.

Ha Tangkiær! hvi befolst Du mig
At hykle Venskab for den Mand, jeg hader meest?

HELGE
til Oluf.

Vilst Du som jeg, saa glemme vi hvad længst er skeet,
Og slutte Fred. Thi Hævnen kildrer Hiertet vel,
Men falder blodigst dog tilsidst paa Hævneren.

126
OLUF.

Tilvisse! Selv naar Nidingsværkets lumskeste
Anslag er lykket, redder dog en Guddomsmagt
Uskyldigheden; skiænker den sin Glands paa ny;
Til Trods for Ærens Morder.

HELGE
til Reigin.

Endnu trodser hun.
Ydmyges skal hun, Reigin! Men den høie Diis
En Tanke falde lod i min oprørte Siel,
Som mildner den og adler Straffen.

OLUF.

Helge, siig
Hvad drev Dig efter sexten Aar til Saxens Strand?
Nysgierrigheden? Ønskte sig Din Grusomhed
En Efterslæt, af Vredens længstfuldendte Høst?

HELGE.

Jeg kom at søge Kiærlighed.

OLUF.

Den voxer ei
Paa Hadets Klipper.

HELGE.

Tit i Klippens golde Rift
Groer Alpeblomsten, savnet i den fede Dal.

OLUF.

Sandt nok! Du finder Oluf ei saa mørk og bleg
Som Du formoded. Ei et Gisp fra Skovens Krat
Henlokker Dig til Hytten, hvor Du atter seer
127 I Pialter den Fortvivlede. Paa hendes Grav
Du ei kan stirre stoltelig; ei ynke høit
Fra Klippen den i Bølgen Dybtnedstyrtede.
Hun lever, blomstrer; eier Kronen, stolt som før.

HELGE.

Ei Nag, men Medynk bragte mig fra Issefiord.

OLUF.

Hvem ynkte Du? Dig selv, Du Titbedaarede?

HELGE.

Nei Dig, hvem ingen Kummer lærte Klogskab end.

OLUF.

Misunde min Lyksalighed - det kunde Du!

HELGE.

Beklage kan jeg kun Din Stoltheds Overmod.

OLUF.

Komst Du, at bede Saxen om, ei meer med Fest
At hædre den i Lædersæk Beegkronede?

HELGE.

Hvis Skam var størst, det veedst vel Oluf selv, Du bedst.
Men kiæk paa Mandens Høimod, der ei røbe vil
En Qvindes Svaghed, bygger Du Din hele Trods.

OLUF
fatter sig.

Jeg trodser ei. Forlang en Gunst; og hvis den staaer
I Olufs Magt, da skal den ikke nægtes Dig.

128
HELGE.

Dit Tilbud, Dronning, tager jeg med Tak imod.

OLUF.

Hvad ønsker Du? Har Du ei alt, Du Mægtigste?

HELGE.

Jeg mangler end, hvad sexten Aar jeg manglet har.

OLUF.

Og hvad?

HELGE.

En Brud!

OLUF.

Den kræver Du af Olufs Haand?

HELGE.

Jeg kom, en gyldenlokket Svend, for sexten Aar,
Med Blus paa Kind, med Flammer i mit unge Bryst,
At søge yppig Skiønhed for min Lidenskab.
Du stodst i Blomster, Lilien Hig, paa Taarnets Rand.
Jeg saae Dig, og forlangte Dig - den Blomstrende!
Dit Septer ei, Din Yndes Rose lokte mig;
Og før jeg kiendte Rang og Stand, var Helge Din.
Ei Danmark var det beilende til Saxens Land,
Som Snekken bragte. Svenden loved Jomfruen!
Men stolt hun var, med Freias Luer ubekiendt;
Og spottende den unge Beilers Dristighed,
Beskiæmmed hun hans Tillid; - og med bitter Seid,
Troldqvinden Kig, til Had hun trylled Kiærlighed.
Da fnyste han og raste. Tak den Svømmende
Paa Bølgen for Din Redning. - Hist paa Himlens Blaa
129 Har midlertid sin hvide Maane Maanegarm
Heel tit forfulgt; - og Maanen saae, skiøndt flygtende,
Skiøndt vexlende sin Skikkelse for Slugeren,
Min Længsel med Medlidenhed. - Da brunte sig
Mit gule Haar, alvorlig blev min Siel og mørk;
Og hvad tilforn kun Sandserne forlangte sig,
Det ønskte nu mit Hierte. Sælsomt, underfuldt,
At samme Strand skal vise mig alt andengang,
Min Higens Gienstand, yndig i et Øieblik!
Thi her hun staaer i Dine Qvinders tætte Kreds.
Skiøndt prægtig ei, som Rosen mellem Lilierne,
En bly Viol, i Græsset skiult; men sød af Duft,
Og frisk som Duggens Perler, der besprængte den.
Jeg beiler nu til Rang og Land saalidt som før;
Land har jeg nok i Østersøens Blomsterøer,
Og ingen Grændse kiender Havets tappre Søn.
Lidt agter jeg en Qvindes Kaar, hun faaer sin Rang
Ved Ægtestanden; Manden hæver Hustruen,
Som Egens høie Stamme Vedbendrankerne.
Og derfor strængt jeg holder til Dit Løvte mig,
Og beiler høit, for alle Kæmper, alle Møer
Til - Yrsas Haand! - naar Du har hendes Lænker brudt.

OLUF.

Du beiler til min Trælleqvindes Yrsas Haand?

HELGE.

Den er ei Træl, hvis Siæl er reen og brødefri.

OLUF.

Hvad lærte Dig at kiænde denne rene Siæl?

130
HELGE.

Et Øieblik. Behøver hellig Uskyld meer?

OLUF.

Og saa letsindig styres Du af Hændelsen?

HELGE.

Ved ængstlig Vragen svandt alt femten Ungdomsaar.

OLUF.

Saa lidet stolt vanærer Du Din Kongebyrd?

HELGE.

Just stolt! Sædvanen fængsler ei en Leiredrot!

OLUF.

En Dronning fandt da Danmarks Drot i Saxens Træl?

HELGE.

Til Løn, for hvad i Saxers Dronning først han fandt!

OLUF.

Nu ved min Faders mosbegroede Bautasteen,
Nu er hun Din! Jeg skiænker Dig den Deilige.

HELGE.

Og ved min Faders Halfdans Hævn, jeg takker Dig.

OLUF.

Træd Yrsa frem, og viis os Din Fortrinlighed!

Afsides.

O Tangkiær nu forstaaer jeg Dig, Du Skummende!
Du kiøler Hævnen - gyseligt! - men kiøler den!

131
HELGE.

Hvis hun er min, tillad mig da o Dronning strax
At skalte med min Eiendom. Det blanke Staal
Ei taaler Dug, jomfruelig Blyfærdighed
Ei Mængdens Øie. Reigin, ræk mig hid det Slør
Med Guld indvirket, som vi tog fra Vikingen.

Han lægger Sløret over Yrsas Hoved.

Saa skiuler jeg for Spotterne Din Rosenkind
Og hæver Dig i Herrestand. Du est min Viv.
Svar ei, o tael ei. Ræk mig kun Din Liliehaand,
Hvis Du bifalder Helges Ønske. Somrens Blomst
Forsmaaer jo ei Formæling med den brune Høst,
Naar Solen stadigt skinner paa et spraglet Løv,
Og Maanen smiler Elskov i dens Aftenstund?
Forskræk Dig ikke ved en Sømands raske Valg.
Lang Tid behøver Venskab, kort kun Kiærlighed.

Med et foragteligt Blik paa Oluf.

I Kronens Guld jeg fandt en daarlig Glimmersteen;

Med Ømhed til Yrsa.

I sorten Flint af Kalken skiult en Diamant.

YRSA.

Naturens Røst befaler mig at lyde Dig;
Men Hiertet gyser. Ædle Drot! vær ei saa snar!
Lad Eftertanken skiænke Dig Besindighed.

HELGE.

Nei Yrsa! ogsaa Lidenskaben har sit Krav.
Den nyder slet og glædes svagt, som evig kold
Kun overveier. Freia rører Hierterne
Med Øieblikket. Følger Du ei hende blindt
Om selv paa Randen af det farligt steile Field,
Saa føler Du ei Kiærlighed.

132
YRSA.

Jeg føler den.

HELGE.

Ha elsker Du en anden Svend?

YRSA.

End slog mit Bryst
For Ingen, som for Dig det slaaer. Jeg føler dyb
Beundring og Hengivenhed! Jeg følger Dig
Som Lammet følger Moderen; og fatter klart
At skilt fra Dig vil sikkert Længslen dræbe mig.

HELGE.

Saa est Du min, trods hver en Frygt, trods hver en Spot.
Ræk mig Din Haand! og følg mig ud paa Bølgerne,
Der venter Odins Præst med Offerhornet os;
Og næste Morgen skuer Dig som Helges Viv.
Ei Tid vi Sværmen give til Forundringer.
Om hvad der skeer bevæger sig kun Daarens Mund;
Til hvad der er skeet vænner snart sig Verdens Kreds,
Og seer i selv et Under det Sædvanligste.

Han gaaer med Yrsa og sine Kæmper til Stranden; Oluf med sit Følge til Borgen.

HAVFRUERNE komme fra Klippehulen og Stranden.

FØRSTE SKARE.

Med langsom List Flodernes Dronning
Hævner Ymerkæmpe;
Ham, hvem grumtfordærvende Guder
Sloge med blodige Sværde.
133 Thi længe før Børs og før Bures Æt
I Ginnungagap han herskende strakte
Giennem Afgrundsvælget sin Kæmpekrop.
Thi ham undfanged Kuld ved den befrugtende Gnist,
Og hans Ledemod avled
Med sig selv vidtherskende Jetter.

ANDEN SKARE.

Men Isens Tø trylled Audumble
Frem. Af klaren Saltsteen
Haaret først, og Hovedet siden
Slikked den Yverbespændte.
Da Odin sprang frem med Vili og Vee;
Med forbittret Harm mod Kæmpen de stormed,
Og for Asasværdene Jetten sank.
I hans rislende Blod, ak, da Hrymthussernes Æt
Saa utallige drukned.
Med sin Viv kun flygted Bergelmer.

FØRSTE SKARE.

Stoltelig nu, stoltelig skabtes
Af hans Been, hin vældige Kæmpes,
Af hans Kiøds stærktrevlede Sener,
Af hans Tand, ja selv af hans Bryn
Denne Jords blomstrende Bierge;
Mig forhadt dybt i mit Bryst.
Af en Helts Levninger bygged
Guder med Pral smaalige Værk.
Bergelmers Æt flygted forfulgt.
Huler og Havklippernes Grund
Er nu ene for dem Bopæle. Men smart
Vil fra Muspelheim Surtur,
Og din Skræk, Thor! fra vort Hav
134 Jormungard hævne med Fenris
Stolt Frostkæmpernes Haan.

ANDEN SKARE.

Dybt i vort Havs Mørke nedstødt
Vi forsmaae ei Hævnen som vinker.
Hvor en Mands vidtskuende Norne
Har os viist Vei til hans Fordærv,
Hendes Vink da gierne vi følge;
Uden Ynk ham bringe vi Qval.
Thi med Jernlænkerne bundet
I sin Hal dog Surtur hver Nat
Pøndser paa Straf; sender sin Røg
Giennem din Rift, Hekla! med Knald.
Men snart styrter den frem, med Flammer; men snart
Skal dens Lue fortære
Himlens Broe; da svulmer med Skæl-
Brynier, kraftigt at stride
Høit Havfruernes Hær!

TANGKIÆR.

O mine Søstre! fatted I Kiærlighed,
O føled Elskov Du Skælbedækkede!
Havde Du kiendt en Beiler, som Frode;
Da Taarer vist med Længsel Du fælded, som
Tangkiær; tolked sødt ved din Strængeleeg
Mangen Aften din svulmende Vemod.
Thi fyrigt i Almeskyggen han favned mig;
Og stolt jeg var, at elskes af Skioldungen;
Alterne flammed til Tangkiærs Ære.
Men dybt i Flammen, som Flammen der qvalte ham,
Han sidder i Hal hos Utgardiloke;
Og stirrer hen med Øinene blodige,
135 Bleeg, i de slangebehængte Sale.
Men Utgardiloke har lovet mig Frode fri;
Har lovt at skiænke mig Frode paa Bølgerne;
Men uden Tangskiæg: deilig som Leiredrot,
Deilig som før, med en Kongekrone!
Hvis ene det lykkes Tangkiær, den Smægtende,
Reent af Jorden at udrydde Skioldungers
Æt. Thi hielper mig, kiærlige Systre!

HAVFRUERNE.

Nu græm Dig ei meer! Alt en bælmørk Sky
Høitsvanger med Lyn lumskrugende staaer
Over Helges Mast. Ha Vredens Søn,
Hvi ægged Dig Harm? Hvi opsvulmed Du vildt
Havfruer til Hævn? - Ei Odin, Thor,
Nu formaae Dig Smerten at lindre.
Vee Halfdans Søn! Ei lyster mig meer
Dig at see, naar Fortvivlelsen kalker din Kind.
Høit imod Stiernerne, Drot, vildt stirrer dit Blik,
Naar din Qval Dig Nornen forkynder!

Der blæses i Horn fra Kong Helges Skib.

TANGKIÆR.

Hør Hornets Klang!
Det er holdt det usalige Bryllup!

HAVFRUERNE.

Oluf fra taarnede Kongsgaard
Grublende tankefuld
Nærmer sig hist.
Alt Fortrydelsens dødlige Bleghed
Farver den nysblussende Kind.
Forsilde! Forsilde!
136 Brøden er skeet!
I vor fugtige Hules kiølige Strømme
Dukke vi ville, Vandfuglene liig;
Titte med Smil giennem hvislende Blade,
Lytte til Qvalen, plaske med Fryd.
Lee og giøe, Havhesten bestige,
Tumle paa Bølgernes Top!
Blæse paa Sneglehornet og synke
Froe i det yndige Skum.

De forlade Skuepladsen.

DRONNING OLUF kommer fulgt af en Kæmpe.

OLUF.

Har min Herold besteget alt Kong Helges Skib?

KÆMPEN.

Tilbage hist han nærmer sig med Konningen.

Hun vinker, han forlader hende.

OLUF
ene.

Det gik for vidt! Naturens Indvold taaler ei
Slig rædsom Gift; den vægrer sig med Krampetræk.
Ei Overlæg, men Heftighed forførte mig.
Kan qvindlig Stolthed taale vel en Mands Foragt?
Og femten Aar har ei formaaet at kiøle din
Hævnlyst, dit Had til Qvinden; Uforsonlige!
Men hvad har da den evige Natur forbrudt?
Hvad kan den for at Manden raser? Skulde nu
En Kæmpes Haan mod stolten Skioldmø trylle frem
En Hævn, hvorfor selv Sol og Maane skiulte sig?
Nei, evige hvidklædte Piger! Skiæbnens Møer,
Som stirre ned i Urdurs Brønd, det seer I ei.
137 Slig Skiæbne spinder ei paa hendes Væverstol
Den blege Skuld. Før vrister Thor min Egeskov
Af Jorden; planter Toppene som Rod i Muld;
Før størkner Havets Bølge, som et levret Blod -
Før Faderen - - Og Guder! hvis det alt var skeet!
Kold Gysen laminer mig hvert Lem. - Hist kommer han!
Vredladen den Elendige! Opbragt, fordi
Jeg river ham Giftbægeret fra Læberne.

HELGE
kommer.

Hvad vilst Du mig? Du evige Forfølgerske?
Misunder Du i Yrsas Favn min Glæde mig?

OLUF.

Du Nattevandrer! veedst Du vel, at blind Du gaaer
Paa Afgrundsranden? At det koster mig et Ord,
For strax maaskee i Fieldets Dyb at styrte Dig?

HELGE.

Saa siig Dit Ord, og skaan mig for hvert Følgende!

OLUF.

Usalige! først siig Du mig: Er Yrsa Din?

HELGE.

Aldeles. Lofn har hørt os sværge Løvterne;
Thor saae os tømme Bægeret; og Freia loe
Med Stierneblik til Elskeren i Brudens Arm.

Oluf skiuler sit Ansigt.

HELGE.

Hvi skiuler Du Dit Ansigt i Skarlagenet?
Fordreies? det og blegner af Misundelse?

138
OLUF.

Skumle Nat! nu lad din sidste Stierne hylle sig i Mulm!
Ryst Natur! lad Jorden gyse iiskold til sit Inderste.

HELGE.

Dine blege Læber skiælve, Ordet nægter dem sin Lyd.

OLUF.

Nei, Barbar! jeg vil ei tie. Rædselen som ryster mig,
Knuge skal Dit stolte Hierte, nedslaae Dig Dit sidste Mod.

HELGE.

Asathor! hvad maa jeg høre!

OLUF.

Høre maa Du mig Barbar!
Giennem Øret drypper jeg Dig Giften, som fortærer Dig.
Frigga vil mig hist tilgive. Svag er Qvinden selv i Staal,
Vee den Mand, som ægger hende til et unaturligt Had.
Det har Du, grusomme Konge! Jeg var ung og stolt og skiøn!
Jeg tilstaaer Dig det, min Kiækhed skummed over, gik for vidt;
Men hvad tabte vel Din Ære? Kan en Jomfrus stolte Spøg
Virkelig fornedre Helten? Og hvori bestod Din Skam?
Den forelskte drukne Beiler røved jeg sit Hovedhaar;
Lod ham bringe snørt i Sækken sovende til Skibets Dæk.
139 See, da fnyste Du, Du Daare! Haaret voxer snart igien;
Men Du hævned Dig med Lumskhed; og fordi jeg tog Din Lok,
Røved Du med Tigergrumhed Pigen sin Uskyldighed!
Kold for mine bittre Klager Du den Skiændede forlodst -
See, da vendte sig mit Hierte til et unaturligt Had.
Og hvad ellers mere sødt end Honning qvæger Qvindens Bryst:
Moderpligten, Moderglæden, blev mig til en Helvedqval.
Ei i den Uskyldigspæde skued jeg min Datter; nei!
Kun et lidet grimt Utyske, Brændemærket paa min Skam.
Hendes Smiil var mig en Giftpiil, hendes Skrig en Efterklang
Af mit bange Gisp hin Midnat, klynkende ved Havets Kyst.
Femten Aar har skiult mig Yrsa; Femten lange Vintres Kuld
Mægted dog ei ud at slukke glødende Forbittrelse.
Ikke jeg, Du selv og Skiæbnen har til Nastrond styrtet Dig.
Skiøndt alt hævnet, grusomt hævnet, tænkte Du paa dobbelt Hævn!
Stolt for alt sit Folk ydmyges skulde den Ydmygede;
Da forbarmed sig de sorte Magter med en Qvindes Harm; -
Og hvad Oluf skulde krænke, blev Dig selv til Krænkelse!

140
HELGE.

Ulyksaligste blandt Fædre! Odin, Thor! hvad har jeg giort?

OLUF.

Ægtet nu Din egen Datter, Du som skiændte Moderen!

HELGE.

Det var Alfesang i Natten, det var ingen Qvindes Røst!

OLUF

Til en Svartalf, stolte Konge, har Din Grumhed tryllet mig.
Taaler Skammen Solens Straaler? Søger Kumren Lysets Blik?
Med en vild, paataget Kiækhed sad jeg paa min Ganger kun,
Kneiste jeg paa Kongestolen, efter hin Elendighed.
Maanen var min troe Veninde, Mørket var mit Klædebon.
Ved de kolde Ellemoser gik jeg mellem Buskene;
Med en dyb en stille Vanvid talde jeg med Sivets Rør.
Da forbandt de kolde Taager over Ellemosen sig -
Over Havets hvide Bølger, til en Skikkelse, hvis Røst
Tirred op min Harm, og lærte gyseligt at hævne mig.
Det er skeet. Nu har den Blege intet meer at søge her!
Intet meer at bede Nattens Magter om; Forløsningen
Stunder til. - Jeg synker gierne ned til Nastfonds Øglesal;
Hvad er Helveds værste Slange vel mod Slangen i mit Bryst?
141 Tag da Dolken Helge, tag den! Hævn Dig atter Halfdans Søn.
Længe nok har Du og Oluf Tærning spilt om Livets Held,
Det er Tid engang at alting sættes paa det sidste Kast.
Giennembor mig! See, jeg blotter villig Dig mit Moderbryst.
Stød det skarpe Staal til Hæftet i et unaturligt Blod!
Gierne synker jeg! Men skaan mig for Dit taarefulde Blik!

HELGE.

O min Broder! Fredegode Hroar i Din Bøgeskov!
Hil Dig! Du har valgt det Bedste, fromme, lykkelige Drot!
Blodet flyder let og roligt i Dit Bryst, som Kilderne,
Ved Dit skyggefulde Leire; stormer ei som Helges Hav!
Hvorfor lød min vilde Stolthed ei Dit Varsel, gode Svend?
Da Du kaldte mig fra Hævnen, over Brodermorderen!
Gyseligt har Nornen straffet. Men jeg sprang paa Bægeret
Af det luefyldte Hekla, agted ingen Lavastrøm;
Agted ei at Saallen brændte, loe ad Tragten! voved mig
Over Randen selv - nu styrter redningsløs den Snublede!

OLUF.

Dræb mig med Din Dolk, Du Grumme! dræb mig ikke med Dit Ord.

142
HELGE.

Odin! Du som hisset sidder i det lyse Valaskialf,
Du, som tit fra Hlidskialf skued Leirekonningens Bedrift,
Styrk mig med Dit Blik i Nøden! Lad mig falde Stammen værd.
Rolig saaest Du mig med Sværdet, fægtende paa Skibets Rand,
Medens Kæmper skreg i Striden; medens rød Blodstraalen sprang
Skummende fra Hals og Pande; medens bleg medsorte Skiæg,
Baglænds den forvovne Stridsmand vælted i Skumbølgerne.
Tilgiv stærke Seierfader! mig hver smaalig Lidenskab,
Hvorved Helge faldt i Snaren, udspændt af Svartalferne!
Villig vil jeg Qvalen lide. Livets Held har jeg forspildt.
Men jeg veed det vist, Du sender mig Din Sleipner, høie Drot!
At jeg ride kan til Valhal, som en ægte Søn af Skiold.

OLUF.

Yrsa vil Du grumt forlade? Nu saa tag Din Sleg fred med!
Lad mig følge Dig i Graven! Giv mit Hierte sidste Saar!

HELGE.

Hvad har jeg paa Dig at agte, fæle, blege Spøgelse,
Som forbittrede min Ungdom? Følge skulde Du endnu
143 Giennem Freias lyse Himmel Kæmperen til Vala skialf?
Troer Du da at Hornet rækkes Heltene til Velkomst der
Af en Hex med hule Øine? Tænker Du at finde hist
Døsigskumle Mosetaager, hvor en Havfru giæster Dig?
Bliv Du kun ved Dine Huler! Selv har Du beredt Din Qval!
Graaliglange Sørgeskygger vil hver Aften møde Dig,
Og fortælle Dig om Hallen, hisset hos den gustne Hæl,
Hvor der flettes Dig et Bolster silkeblødt af Slangerne.

OLUF.

Og Din arme Yrsa?

HELGE.

Yrsa er uskyldig; Baldur vil
Ei mit stakkels Barn forlade; min ulykkelige Brud.
Hendes høie Blik skal ikke mørknes, ved at skue nu
Faderens, den fæle Brudgoms hæslige Fortvivlelse.
Løst er nu hvert Baand som binder mig til Livet. Eja flink!
Hurra mine raske Drenge! spænder op de hvide Seil!
Lad den sorte Svane hvæse med sit begetbrede Bryst
Giennem Bølgerne! Lad blinke høit mod Maanenhendes Fiær!
Spænder Jer i blanke Plader! Ud paa Dybet! Hornets Klang
Skralde hen ad Østresaltet, kalde Kæmperne til Dyst.
Tappre Frisér! Stolte Skotte! Kæmper fra din Ørkenøe!
144 Iler hurtigt at forsøge disse Armes sidste Kraft!
Snabel møde Snabel! Bugen støde kiækt mod Skibets Bug!
Lad den vilde Rovfugl hugge Kobberkloe i Dækkets Rand!
Og naar da den røde Sved udvelder giennem Bryniens Rift,
Spotte vi vort Saar og ride siungende til Valaskialf!

Han gaaer.

FOLKVAR
kommer.

O Dronning! Asathor! O Freia!

OLUF.

Nu min Helt!
Gad Du foran, Du viser os den rette Vei!

FOLKVAR.

O hør mig Dronning!

OLUF.

Rædde Gubbe! vandre til
Dit Fiskerleie! Ægir tak for dine Kaar!
Nu bytted Oluf gierne bort sit Kongedom
For Baaden og dit sorte Næt! Nu ei din Søe
Hist stormer halv saa frygtelig, som dette Bryst.

FOLKVAR.

O lad os redde -

OLUF.

Redningsløse!

FOLKVAR.

Dronning, tab
I denne Storm ei Fatningen!

145
OLUF.

Jeg blegner ei.

FOLKVAR.

Hun kommer -

OLUF.

Høi fra Ygdrasil, den strænge Mø,
Med bortvendt Ansigt?

FOLKVAR.

Yrsa!

OLUF.

Ei saa frygtelig.

FOLKVAR.

O hør mig -

OLUF.

Tael! Det støier ei fra Gravene.

FOLKVAR.

Hun veed sin Skiæbne, veed sin Qval!

OLUF.

Traf Pilen alt?

FOLKVAR.

Den grumme Havfru -

OLUF.

Yrsa fandt -

FOLKVAR.

Paa hviden Strand.
»Vel mødt Fru Yrsa! skreeg hun, Helges Datter-Brud!
Nu ægted Du din Fader, som har avlet Dig
Med Dronning Oluf. Held til Eders Ægteskab!
146 Men ei mit Øre døves skal af Eders Hyl.
Med mine Søstre svømmer jeg til Sikilei,
Og kommer først om lang Tid hid til Nord igien.«
Saa sang hun høit, og sprang i maaneklare Søe.
Og paa den lyse Flade saae jeg hende, fulgt
Af mange lede Qvinder, skiælbestiertede;
Hvidbarmede som Svaner; rankt med Halsene
De svømmed fort og dukked sig, og svandt tilsidst.
Men Yrsa hvid tilbage stod, som Møens Klint
Der speiler dybt sin blege Kind i Bølgerne.

Oluf gaaer.

YRSA
kommer med en Dolk.

Denne Dolk, han mig gav,
Med Demanter besat, med blodig Rubin,
Skaffer mig Lindring. -

FOLKVAR.

Elskede Datter!

YRSA.

O hil den Stund,
Da din Datter jeg var,
En Fiskerpige!
Kiændte kun Guld og
Fløil af Rygte;
Bar paa min Skulder,
Klædt i Vadmel
Stangen med Nættet
Selv til Stranden.

FOLKVAR.

Hør mig, min Yrsa!

147
YRSA.

Jeg følger Dig ei
Sneehvide Folkvar!
Følger Dig ei til
Humledalen!
Hils mine Lilier
Urter og Tusindskiøn,
Tusind Gange!
Naar Du nu sidder i
Vinterqvælen,
Trygt ved din Arne,
Tætomkredset af
Leiets Piger!
Naar de da bede Dig:
Fader fortæl os
Sære Frasagn!
Nu saa fortæl dem om
Fiskerpigen;
Som Dronning blev, som
Ægted sin Fader, og
Selv sig dræbte.
Undrende vil de
Sagnet høre;
Gyse derved og
Ikke troe Dig!
Sige, nu digter Du
Eventyrer!
Ak, og Du est dog kun
Alt for sanddru.
Yrsa fortvivlet har
Alt oplevet. - -
Viis dem da Anglen og
Purpurkaaben!
148 Viis dem i Maanskin
Ved Sølverpilen
Yrsas Gienfærd,
Bleg, med det blinkende
Staal i sit Bryst.

Hun hæver Daggerten, i det samme tordner det mildt. Freia bliver tilsyne paa en Sky.

FREIA.

Stands Yrsa!

YRSA.

Ha! hvo kalder mig til Liv igien?

FREIA.

Den Disa, hvorved hele Jorden faaer sit Liv.

YRSA.

O Himmelske, guldhaaret, blaa af Klædebon;
Hvo est Du? Selsomt virker paa min Siæl Dit Smil.

FREIA.

Mit Navn er Freia, Odins Datter, Elskovs Diis!

YRSA.

Du est ei min Gudinde! Send den blege Hel!

FREIA.

Hvert Hierte skabt for Kiærlighed tilhører mig.
Jeg lover Dig den bedste Fryd en Qvinde fandt.

YRSA.

Og hvilken?

149
FREIA.

Moderglæden!

YRSA
skiuler sit Ansigt i sine Hænder.

Jeg Elendige!

FREIA.

Hvad gyseligt undfanget er, skal skiønt opstaae.
Paa Lavabierget voxer hist den bedste Viin,
Og giftig Sump udklækker ofte herligst Frugt
Af Jordens rene Moderskiød. Thi græm Dig ei!
Den Søn, Du under Hiertet bær, skal hædre Dig;
Og ikke Dig, men Danmarks Land! Ei Danmark blot,
Men hele Norden! Norden ei i Livet kun,
Men evig funkle skal hans stolte Helteroes,
Og høit begeistre Verden om totusind Aar
Hans Priis at siunge. Hrolf - saa skalst Du kalde ham!
Hans Fader reed til Odin nys fra Gravens Høi;
Men Hrolf skal arve Helges Krone. Bring ham hiem
Til Danmark! Lad den fromme Hro opdrage ham
Til Kongedyd i Leireskov ved Kilderne.
Hans Navn skal samle Kæmper, som skal elske ham
Og døe med ham. Og naar han døer, da skal hans Død
Selv lyse giennem Gravens Nat, som Stierne; som
Det bedste Billed Oldtid har at glimre med
Paa nordisk Krafts urokkelige Trofasthed.
Farvel! Farvel! - Aftør Din Taare! Lev! og viid:
Uskyldighed forlades ei af Guderne.

Hun forsvinder.

150
YRSA.

O Himmelske! dybt har Dit Løvte styrket mig.

REIGIN
kommer med Kong Helges Krone, fulgt af danske Kæmper.

Hil dig, vor Dronning!

YRSA.

Reigin, ha hvor er Din Drot?

REIGIN.

Du hørte det af Freias Mund. I Odins Sal.

YRSA.

O Fader! Fader!

REIGIN.

Græm Dig ei! Han har det godt!

YRSA.

Siig mig hans Død; thi Taaren lindrer Hiertets Qval!

REIGIN.

Hans Hu stod til at storme hen paa Ægirs Hav,
At finde Døden, hvor han fandt sin Helteroes.
Taus vandred han til Skibet ud; men da han saae
Dets sorte Barm, og Masten med sit Silkeseil,
Da vendte han sig rædselfuld, og raabte: See
Den fæle Drage, hvor den gloer paa Bølgerne!
Paa den det var, at Frode foer til Vifils Øe,
At søge Pilten i Jordhulen! Den det var
Som bragte mig til Oluf med Stridskæmperne;
Som fnyste Hævn, da Qvinden blegfortvivlet skreg.
151 Den var det kun, som klækked ud en Brøde nys
I skumle Skiød, meer fæl end Basiliskens Æg. -
Ved Stranden stod Dankongens liden Gangerpilt
Med hans kulsorte Ganger, holdt ved Bidselet,
Om Kongen ønskte den til Ridt. - Da Helge saae
Sin Hest, som vrindsked høit og med Guldhoven slog,
Saasnart den hørte ham paa Klirr af Sporerne;
Da blussed han; og svang sig, klædt i Harnisket,
Fuldrustet, kobberblank, med Hielm og Stang og Skiold.
Og langsomt reed han, tankefuld, som Spøgelset
Af dræbte Helt ved Midnat over Markerne.
Men dybt i Skoven stod en Høi, af Bøge krandst,
Med bælmørk Hule, muret af fem Kampesteen;
Den femte laae ved Hulens Aabning, musbegroet.
Hin Gravhøi Dronning Oluf lod for lang Tid alt
Sig selver kaste. Tit hun sad i den og sang
Naar Sol gik ned, og Maanen stod ved Bølgerne.
Men femten Aar har skuet den med Sommergræs,
Og Vinterkuldens stierneblanke Snee bedækt,
Og hungrig vented aabned Svælg end Dødningen.
Da Helge saae den vedbendkrandste Rædselsdør,
Da smilte han, og raabte høit: Tak Asathor!
Du bygte mig i Hast min sikkre Kongeborg.
I gode Kæmper skynder Eder! Lukker til
Det aabne Svælg, at Surtur ei med Flammerne
Forfølger mig. Flink! vælter stærken Kampesteen
For Graven! Saadan siungende, fra gyldne Hielm
Han Krandsen tog, som Skiold og Mykilati bar,
Og raabte: Bringer den til Hro i Dannemark. -
Da nu vi mærkte tydeligt, at Kongens Hu
Stod til at ride levende til Valaskialf,
152 Da føied vi hans Ønsker f roe; og Landserne
Som tit i Strid tilforn var brugt for Helges Liv,
Arbeided nu med lige Troskab paa hans Død,
Henvæltende den tunge Steen for Aabningen. -
Da Hulen nu var lukket til, da hørte vi
Med freidig Stemme Kongen sang sit Biarkemaal,
Mens Hesten vrindsked stolt og slog med Hovene.
Dog lang Tid ei! thi Luften mangled; Døden kom
Og qvalte dem med venlig Haand; ei smertefuldt!

YRSA.

Nu rider han paa Bifrost, som Einheria!

REIGIN.

Græd nu ikke meer, men følg os!

YRSA.

Høi Beundring græder kun!

REIGIN.

Tag Din Kongekrands!

YRSA.

Jeg sætter den paa mine Flætninger!

REIGIN.

Nu afsted til Danmarks Rige!

YRSA.

Ak hvor er den arme Viv?

REIGIN.

Tal, hvem savner Du?

153
YRSA.

Min Moder.

REIGIN.

Du har ingen Moder havt.

YRSA.

Ak hvor er hun?

REIGIN.

Hisset ude synker hun i Bølgerne.

YRSA.

Ogsaa hun?

REIGIN.

Jeg saae den Stolte springe selv fra Klippens Rand.

YRSA
til Folkvar.

Har jeg Dig endnu min Fader?

FOLKVAR.

Trofast, som i femten Aar!

REIGIN.

Tænk paa Freias store Løvte, svæk Dig ikke med Din Graad!

YRSA.

Haster Du saa utaalmodig?

REIGIN.

Hæftigt brænder Saallen os,
Disse Kyster at forlade, hvor vor tappre Konge faldt.

154
YRSA.

Velan da jeg følger! Farvel, farvel!
Yndige Flod, min Bøgeskov Du!
Skummende Strand, hvor min Ungdom randt,
Truende Huler! som skued min brat-
Kommende, min brat svindende Qval.
Jeg græder ei meer; thi Freia min Diis
Har velsignet mit Liv! Jeg føder for Nord
Herlig en Søn, som skal krone dets Haab.
Grøn nu vinker mig Herthas Øe!
Den ærværdige Hro, og hans herlige By!
Hellige Kilder, tre gange tre,
Eders liflige Væld, kiølende, sprudlende
Siunger min Nød langt bort fra min Seng.
Yndigt et Alfepar, hvidt som Snee,
Ved Leiet skal staae, og vatne min Søn.
Knæsættes skal han, opfostres af Hro,
Og forsone sin Fødsel med Dyder!

REIGIN.

Saa seile vi hiem ved Medbørsvind
Til det kiærligtvinkende Fædreneland!
Huldt Ægir blæser i Seilet!

ANMÆRKNING

Af dette Digt haaber Forfatteren at give en Fortsættelse, som vil indeholde Hrolf Krakes Historie.