Oehlenschläger, Adam Uddrag fra YRSA

OLUF
afsides.

Ha Slangeæget svulmer alt, og giærer med
Den Gift, som ei endnu har Braad. Hvor stolt hun staaer,
Og maaler mig med Blikket, som da Helge stod
Paa Dragens Dække, for den Dybtnedknusede.

Til Yrsa.

Mit Spørgsmaal, Yrsa, viid det, var ei hensigtløst.
Du elsker Folkvar; elsker Pleiefaderen
Saa høit som Fader; meer end Moder; naar hun ei
Tilbørlig Dig opfostret har ved Ammebryst.
Dit Sind er kiækt; Du skiælner ei; det raske Blod
Paa Kinden ei tillader Dig den Tanke først,
Om Nød maaskee var meer end Hadet Skyld deri.
Velan, saa vil jeg tilsrtaae Dig, at Døden har
Adskilt Dig fra Din Moder spæd. Du est min Træl!
Trælqvinden har for femten Aar til Verden bragt
Dig i min Kongsgaard; kiøbte med sin Død Dit Liv.
Jeg ynktes over Dine Dages aarle Nød
Og gav Dig hen til Fiskeren. Tro derfor ei
At Du est fri! Livegen est Du evig mig. -
Idag tilbagekalder jeg min Eiendom!