Oehlenschläger, Adam Uddrag fra YRSA

HELGE.

En sælsom Følelse, Reigin, dybt besiæler mig,
Nu, da jeg seer de samme Grenes Flætninger
I Kæmperegen; samme Borg, med sine tre
Forgyldte smekkre Spiir; og Sivet! Bøgene!
Hvor meget har i femten Aar forandret sig!
Naturen ei: Den fælder kun sit Vinterhaar,
Og Lokken krølles atter ung paa Qvistene
Naar Solen varmer. - Mennesket kun blegner, som
Døgndyret. Morgen seer hans Larve; Middagen
Udfolder Elskovsvingerne; mod Aften alt
Er Gubbefluen rynket bleg, og gisper - døer.
End føler jeg mig mægtig i min Manddomskraft -
Men Ungdomsrosenstøvet har alt Skiæbnens Haand
Plumpt visket mig af Sommerfuglevingerne.
Forsvundet, som en Drøm, er nu et daadfuldt Liv -
Og dybt i Kæmperbarmen blev, for ældre Mand,
Kun mørk Erindring, Længsel, og Sørgmodighed.
Hvis atter jeg skal finde Ro - da er den her!
Thi Olufs Qvide trykte mig paa Barmen tungt
Hver Aften, naar fra Kongesalen Giæsterne
Til Hvile gik; og naar min Smaadreng lyste mig
Med Kiærten til mit Leiested. Da vaagned jeg
Af korten Blund - og skued snart den bugtede
Skiældækte Jomfru - snart med lange hvide Liin,
Og Kinden endnu mere hvid end Linene,
Og Øiet dødt, den skiændte Viv paa Saxens Strand.
Ei Roskilds Juleglæder, intet Vikingstog
I grønnen Sommer sletted ud hint Billede,
Paa Nattens Baggrund malt af min Samvittighed.
Og derfor, vakkre Reigin, staae vi atter her;
112 At vide Skiæbnen, hvilken Oluf fristede:
Om hun fortvivlet kortet har sit unge Liv?
Om Fieldets Kløft fra Solen skilte Moderen?
Om Barn blev født? Om Barnet lever? Datter? Søn?
Om dødt i spæden Alder? Om selv Oluf død?
Alt dette sikkert at erfare slaaer mit Bryst.
Og aabent Helges Hierte staaer for Olufs Qval.
Thi Kummer skiænker Ædlingen Medlidenhed;
Men stolten Hovmod ægger Drottens Heltebarm.