Oehlenschläger, Adam Uddrag fra YRSA

TANGKIÆR.

Du Svage! varst Du selve Thor, jeg spotted Dig.
Hør mig opmærksom, rolig! Er jeg Emblas Barn?
Som Du af letforgiængelige Kiød og Blod?
I mine Aarer flyder Havets evige
Udødelige Bølger. Agt min Guddomsmagt!
Du daarlig troer, at Tangkiærs Hierte hader Dig,
Fordi hun vendte sig fra Dine Favnetag?
Og hader da Din Tunge Himbærfrugterne,
Fordi du koldt gaaer Purpurgrenens Vægt forbi,
Naar Du har nydt? Er lædsket? Viid: Letsindighed,
Som Skum paa, Vand, er eengang nu min Sjæls Natur.
Jeg kan ei dvæle; hvis Du ønsker Stadighed -
Søg den hos Stenens Jetter! Ei Havfruerne
Kan skiænke den. Hvi harmes Du? Du nødst hos mig
Hvad Frode nød; uagtet først i Baalets Brand
Jeg svoer ham Hævn; men - glemte den. Og Helge blev
Hvad Frode var, og meer: Jeg gav en Datter Dig.
Saa harmes ei fordi Dig Tangkiær koldt forlod.
Tænk Dig i mit Sted! Viid, paa hver en grønlig Kyst
I Skyggen Ungersvende gaae, som elske mig.
Og dog jeg skulde dvæle hos den Eneste?
Jeg glemte Dig dog ikke; da Din Længsel steeg,
Da sang for Dig den sølverdunte søeblaa Fugl,
Og Oluf Dig erstattede min Favns Forliis.
Nu est Du her! Samvittigheden driver Dig;
Du frygter atter at Din Ubesindighed
Har voldt den Arme Døden, Jamren, Skiændselen.
Mig takker Du, at Solen skinner klart paa ny!
115 Jeg reddet har i Bølgen den fortvivlte Viv,
Da ned hun sprang fra Klipperne; jeg Dolken greb,
Som trued skarp og blank alt hendes Liliebryst.
Hun eier Riget atter, Skiønhedsroserne;
Og mægtig sidder Oluf paa sin Kongestol.
Forsvunden, som en Drøm, er længst hin Rædselstund,
Og uden Følger. - Hvis den Skiønne hader Dig -
Om end til Hævn hun aarlig holder høit, som Fest,
Den Dag, da Du beruust i hendes Favnetag,
Berøvet Lokkerne, bragtes ud paa Skibets Dæk -
Det bør høimodig Du tilgive Qvindens Bryst.
Thi ingen Harm er stor som den, naar Stoltheden
Sig dybt fornærmet føler; uden kraftig Hævn,
Og ufortient Thi alt for vildt da raste Du!