Oehlenschläger, Adam Uddrag fra YRSA

TANGKIÆR.

Du finder hende stolt som før. Men Ynglingen
Har intet tabt ved brune Manddom. Ogsaa jeg
Kan skumme med min mørke Sø. Havmændene
Da ride vrede Marsviin i Skumbølgerne
Og støde vildt i Sneglehornet. Da forgaaer
Vel mangt et Skib, og Ran paa Dybet fryder sig.
Men Havblik løser atter af min stærke Storm:
Og mere sikker da end Skovens Landevei
Er hist min strakte Sølverflades slebne Speil.
Lad dette Speil Dig tiene til en Lignelse!
Og, da det i Din Magt ei staaer at hævne Dig,
Saa byd den ædle Dronning andengang Forlig.
Maaskee afslaaer hun grusomt ei sin Liliehaand!
Og hvis det skeer, saa vil dog Klogskab sige Dig,
At Olufs Viin og hendes Sax - er frygtelig!
Læg det paa Hiertet, Helge! Tæm Din Vredesharm!
Thi daarlig er den Mand og meer den Drot, som svag
Forsøger hvad ham nægtet blev af Nornerne.