Oehlenschläger, Adam Uddrag fra YRSA

OLUF

Til en Svartalf, stolte Konge, har Din Grumhed tryllet mig.
Taaler Skammen Solens Straaler? Søger Kumren Lysets Blik?
Med en vild, paataget Kiækhed sad jeg paa min Ganger kun,
Kneiste jeg paa Kongestolen, efter hin Elendighed.
Maanen var min troe Veninde, Mørket var mit Klædebon.
Ved de kolde Ellemoser gik jeg mellem Buskene;
Med en dyb en stille Vanvid talde jeg med Sivets Rør.
Da forbandt de kolde Taager over Ellemosen sig -
Over Havets hvide Bølger, til en Skikkelse, hvis Røst
Tirred op min Harm, og lærte gyseligt at hævne mig.
Det er skeet. Nu har den Blege intet meer at søge her!
Intet meer at bede Nattens Magter om; Forløsningen
Stunder til. - Jeg synker gierne ned til Nastfonds Øglesal;
Hvad er Helveds værste Slange vel mod Slangen i mit Bryst?
141 Tag da Dolken Helge, tag den! Hævn Dig atter Halfdans Søn.
Længe nok har Du og Oluf Tærning spilt om Livets Held,
Det er Tid engang at alting sættes paa det sidste Kast.
Giennembor mig! See, jeg blotter villig Dig mit Moderbryst.
Stød det skarpe Staal til Hæftet i et unaturligt Blod!
Gierne synker jeg! Men skaan mig for Dit taarefulde Blik!