Oehlenschläger, Adam HELGE

HELGE

Affattelsestid: »Helge« er skrevet Sommeren 1814 i Degneboligen paa Frederiksberg og fuldførtes samme Efteraar (Indledning S. II-III; Oehlenschlægers »Levnet«, 356 II, 1831, S. 318; »Erindringer«, III, 1850, S. 82-83; C. L. N. Mynster: »Mindeblade om Oehlenschläger og hans Kreds hjemme og ude, i Breve fra og til ham«, 1879, S. 219-220, 253-254, 302). Udkom i December 1814; Førsteudgaven er lagt til Grund for nærværende Udgaves Tekst. Senere af Digteren besørgede Udgaver: »Digterværker af Oehlenschläger«, III, 1835, »Oehlenschlägers Digterværker«, II, 1845.

Tragedien »Yrsa« opførtes første Gang paa Det kgl Teater (Musiken komponeret af J. P. E. Hartmann, Op. 78) den 14. Maj 1883 (Komponistens 78-aarige Fødselsdag) og har indtil 4. Januar 1918 oplevet 28 Opførelser. Hertil kommer 8 Opførelser paa Dagmarteatret 21.-31. Maj 1907. Helges Rolle har været udført af Emil Poulsen, Zangenberg, Martinius Nielsen og Johs. Poulsen; Oluf af Fru Gjørling, Fru Augusta Blad, Fru Bodil Ipsen; Yrsa af Fru Hennings, Fru Anna Larssen og Fru Ungermann.

Oehlenschlægers Kilde er den islandske Fornaldarsaga (ca. 1400) om Hrolf Krake, som han kendte fra Erik Ju Hus Björner: »Nordiska Kämpa Dater om forna Kongår och Hjältar« (1737); hans Exemplar af Bogen (nu paa Frederiksborgmusæet) bærer følgende Paaskrift: »Af denne Bog lærte jeg først at kiende de islandske Sagaer. Efter den har jeg senere især digtet Helge, Hrolf Krake og Harald Hildetand efter Versene i »Karla og Grym«.« Hertil kommer A. S. Vedels Oversættelse af Saxo, Udgaven 1610.

Se Indledningen S. II-XIV; C. Hauch: »Om Digtet Helge af Oehlenschlåger. En æsthetisk Afhandling« (»Athene«, VIII, 1817, S. 409-445); Chr. Molbech: »Forelæsninger over den nyere danske Poesie«, II, 1832, S. 303

-308; Chr. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesie og Digterværker«, 1850, S. 68-69, 171-180; G. Ljunggren: »Tegner och Oehlenschläger«, 1868, S. 24-26; Kr. Arentzen: »Baggesen og Oehlenschläger«, IV, 1874, S. 221 -230; P. L. Møller: »Adam Oehlenschläger. Et Erindringsblad«, 1876, S. 22; Kr. Arentzen: »Adam Oehlenschläger. Literaturhistorisk Livsbillede«, 1879, S. 360-363; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschlåger. Et Livs Poesi.

357

Manddom og Alderdom«, 1899, S. 57-69; Ida Falbe-Hansen: »Øhlenschlægers nordiske Digtning og andre Afhandlinger«, 1921, S. 38-42, 78-79; Hans Brix: »Danmarks Digtere«, 1925, S. 160--163; Albert Nilsson: »Tre fornnordiska gestalter. Helge, Frithiof och Kung Fjalar«, 1928, S. 7-90.

Bidrag til Belysning af Værkets Idé er givet af Axel Olrik: »Danmarks Heltedigtning«, I, 1903, S. 161-163; et formelt Forbillede for Romancecyklerne i de to første Afsnit er søgt paavist i de islandske Rimer af Marius Kristensen: »Om Oehlenschlägers Helge. Lidt Forhistorie og Efterhistorie« (»Danske Studier«, 1918, S. 97- 106); metriske Spørgsmaal behandles af Ida Falbe-Hansen: »Om Versemaalene i første Del af Øhlenschlægers »Helge« (»Danske Studier«, 1921, S. 66-75, 134). Af enkelte Afsnit findes Analyser i Vilh. Andersen: »Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning«, 1912, S. 82-88 [»Frode paa Vifils Øe«], og Hans Brix: »Fagre Ord. Smaa Kommentarer til berømte danske Digte«, 1908, S. 89-102 [»Julereisen«]. Om Tragedien »Yrsa« kan henvises til: Chr. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesie og Digterværker«, 1850, S. 190-192; Vilh. Andersen: »Tider og Typer. Goethe«, I, 1915, S. 121-123; C. M. Rosenberg: »Det græske Dramas Indflydelse paa Oehlenschlägers Tragedier« (»Kort Udsigt over det philologisk-historiske Samfunds Virksomhed«, III, 1918, S. 185-189); H. Topsøe- Jensen: »Sophokles-Schiller-Oehlenschlæger« (»Edda«, XVI, 1921, S. 74-89); Sven Lange: »Meninger om Teater«, 1929, S. 63-65.

3

Frodes Drapa Digtet om Frode; poetisk Sidestykke til Titlen paa første Afsnit af (Prosa-) Sagaen om Hrolf Krake »Froða Pattr« (dvs. Fortællingen om Frode).

5

Frode paa Vifils Øe. Verseformen er enten fremkommet ved en Udvidelse af den firlinjede Folkevisestrofe med en ny (fjerde) urimet Verslinie (Vilh. Andersen), eller ogsaa er Forbilledet »Der Lindenschmidt« i Arnims og Brentanos »Des Knaben Wunderhorn« (Ida Falbe-Hansen).
358 Hexen erstatter Sagaens Spaamænd, Spaakvinder og Troldkarle, hos hvem Frode efterhaanden søger Oplysning om Brodersønnernes Opholdssted. Oehl. sammenfatter en Række af Begivenheder i en enkelt Situation; paa samme Maade erstatter Kongens ene Rejse til Vifils Ø Sagaens Beretning om, at han først to Gange forgæves sender sine Spejdere, derefter tredje Gang beslutter selv at tage Sagen i sin Haand (Sagaens Kap. 1).

7

Snart voxer op den liden Ulv i sine bevarede Excerpter af Syvs Visebog (nu i Prof. Vilh. Andersens Eje) har Oehl. af Første Part, No. XI (Ulff van Jern) noteret: Op voxer den unge (Biörn)
Med hvasse Tænder i Munde.
Visen har paa det paagældende Sted Racke [Hund], men denne Glose har Oehl. ikke forstaaet (Rubow: »Saga og Pastiche«, 1923, S. 11).

9

Sleipner Odins Hest.

10

tielde behænge med Tæpper.

12

De maatte vel ham skatte paa Skibets vaade Vei de Skibe, som mødte ham, maatte betale Skat.

13

Maag Svoger.

14

Skofte groft Brød.
om I maa om I har Lyst (ty. mögen).
16 vellystig kræsen.
et Aar i Sagaen opholder Drengene sig tre Aar hos Sævar Jarl (Kap. 3).

17

Julereisen. Det metriske Forbillede er vistnok Visen »S. Oluf Konning i Norge« (Syv, Anden Part, Nr. XIIII).

18

paltuge pjaltede. Een holdt i Manken i Sagaen rider de dog hver sin Hest.

19

vender I Drenge nu tilbage i Sagaen er det Jarlen, der beder dem vende om (Kap. 3).

20

Alrune i Sagaen hedder hun Heydur.

21

Stang Lanse.

23

Sigrid nævnes i Sagaens Kap. 4; hun blev indebrændt sammen med Frode af sine Sønner, da hun nægtede at gaa ud.

359

24

Frodes Død. Om Versemaalet se nærværende Udgave I, S. 292-293.

25

Nastrond se nærværende Udgave III, S. 57 og Noten dertil.

26

I Sagaen (Kap. 4) er det Drengenes Fosterfader Reigin, som uden at bryde sin Ed til Frode raader dem til at brænde ham inde: »En lund stod hart när Hofwet, som Konungen tilhörde, och när the woro dit komne, sade Reigin för sig sielf: om jag hade någon stor orsak at håmnas på Konung Frode, skulle jag tända eld på lunden, och efter detta sade han icke mera« (S. 13). Drengene fulgte hans Raad.

27

Indførelsen af Havfruen paa dette Punkt af Handlingen skyldes Oehl. Se Indledningen S. VII.
skatter se Note til S. 12.
Hlidskialf Odins Sæde.

28

Kalken Blegheden.

29

Sivet ryster sin Blomstertop Sivblomsten er Havfruens særlige Kendemærke i Digtet; smlgn. S. 50, 94, 178.

33

Roeskilde bygges. Verseformen er Ottave rime. Kong Hroar, blid og rolig af Naturen Modsætningen mellem Brødrene findes allerede i Sagaen: »Thessa Bröder woro fast olika til sinnes; Hroar war stilla och from, men Helge war en stor Krigsman, och tyckte altid gierna om, at hafwa mer« (Kap. 4, S. 15). Hos Saxo (S. XXX) fortælles, at Hroar bygger Roskilde. Se Digtet »Issefiorden« (nærværende Udgave, I, S. 122-123).

34

Mimer Vogteren af Ygdrasils Brønd, gøres her - som andetsteds hos Oehl. (smlgn. II, S. 20) - til Visdommens Gud, og Brønden henlægges - til Roskilde! Brønd her (smlgn. ty. Brunnen): et rindende Væld. Hver Aften i »Thors Reise til Jothunheim« foregaar denne Vandring om Morgenen.

36

Lunden London (Oehl.s Note).

Herthedal Sjælland; smlgn. nærværende Udgave I, S. 83 og Noten dertil.

37

eet Kongebryst Hrolf Krake, der forener Hroars og Helges Egenskaber.

360

38

Badehuus i Sagaens Kap. 15 kommer Huldrekonen en Juleaften til Kong Helge. Efter at have forlokket Kongen, opfordrer hun ham til næstkommende Vinter at søge efter den Datter, hun skal føde ham, »uti titt båthus [dvs. Skibsnøst]« (S. 34). Ordet har mindet Digteren om Badehus og derved fremkaldt Sommerbilledet for hans Fantasi.

42

Den sorte Kofte sig meer ei snoer J. P. Jacobsens berømte, men lidet træffende Kritik af denne Strofe findes i 6. Kapitel af »Niels Lyhne« (»Samlede Værker«, udg. af Morten Borup, II, 1926, S. 83-85).

43

Lindesnæs Norges sydligste Forbjerg.

44

Loke Utgardeloke; Niffelheim se nærværende Udgave II, S. 44 og Noten dertil.

46

Ægir om Oehl.s Opfattelse af Jætten Ægir som en nordisk Neptunus - se Noten til III, S. 44.
Niord raader for den gunstige Vind; hans Hustru
Skade, Jætten Tiasses Datter, opfattes her som Stormens Gudinde. I Snorres Edda, 21. Fabel, enes Niord og Skade om skiftevis at opholde sig i Bjergene, Skades Hjem, og ved Havet paa Noatun; 9 Dage det første Sted, 3 det sidste. Oehl. lader dem skiftes til at være Herre over Vindene, saaledes at en fredelig Periode paa ni Dage følger ni Dages Storm.

47

Ran Ægirs Hustru; i sit Næt fisker hun alle druknede Mænd (Edda, 58. Fabel).

49

Filefield Bjærgparti i Norge mellem Jotunfjældene i Nord og Hemsedalsfjældene i Syd.

50

Hælhest i dansk Folketro en trebenet Hest uden Hovede; den varsler Død for den, som møder den. 53 Episoden med Fuglen er fri Digtning; den forbinder
Havfrue-Handlingen med Oluf-Handlingen.

55

Angelsaxen Sagaens Saxen er senere Tiders Holsten. en Søn af Odins hellige Stamme ifølge Snorre (Ynglinge-Saga, Kap. 5) var Helges Stamfader Skjold en Søn at Odin.
Embla den første Kvinde i Verden. Se nærværende Udgave III, S. 85.

361

57

Helge reiser til Dronning Oluf. Af denne Romances 40 Strofer er de 15 (Nr. 1-13, 17 og 20) en fri Oversættelse af »Nibelungen Lied«s 7. Sang: »Wie Gunther Prünhilde gewan«, Strofe 389-394, 396, 400- 401, 403-407, 423 og 457. Oehlenschlæger har dog næppe benyttet den middelhøj ty ske Tekst, men rimeligvis F. H. von der Hagens nytyske Gendigtning (1807). Med denne Romance indføres Nibelungenverset i dansk Litteratur; dog har Oehl. med sikker metrisk Takt undgaaet den ejendommelige Udvidelse med en betonet Stavelse mere, som forekommer i den tyske Strofes ottende Halvvers. Til Sammenligning mcddeles det paagældende Afsnit efter von der Hagens Udgave:

In derselben Zeite, da. war ihr Schiff gegahn
Der Burge also n ah en; da sach der König stahn
Oben in den Fenstern viel manich schöne Maid:
Dass er sie nicht erkannte, das war ihm wahrelichen leid

Er fragte Siegefrieden, den Gesellen sein:
»Ist euch das irgend kunde um diese Magedein,
Die dort hernieder schauen gen uns auf die Flut?
Wie auch ihr Herre heisse, sie sind viel hohe gemuth«.

Da sprach der Herre Siegfried: »Nun sollt ihr heimlich spahen,
Unter den Jungfrauen, und sollt mir danne gestehen,
Welche ihr nehmen wolltet, hättet ihr dess Gewalt«.
»Das thun ich: - sprach da Gunther, ein Ritter kühne unde bald -

Ich sehe ihrer eine in einem Fenster stahn,
In schneeweissem Kleide; die ist so wohlgethan;
Die wahlen meine Augen um ihren schönen Leib:
So ich Gewalt dess hätte, sie musste werden mein Weib«.

»Dir hat erwählt viel rechte deiner Augen Schein;
Es ist die edel Brunhild, das schöne Magedein,
Nach der dein Herze ringet, dein Sinn und auch dein Muth«.
Alle ihre Gebarde die dauchte Guntheren gut.

Da hiess die Königinne aus den Fenstern gahn
Ihre herrlichen Maide; sie sollten da nicht stahn,
Den Fremden anzusehene; dess waren sie bereit:
Was da die Frauen thaten, das ist uns nachmals auch gesait.

362

Nur viere waren ihrer, die kamen in das Land;
Siegfried der kühne ein Ross zog auf den Sand.
Das sahen durch die Fenster die waidelichen Weib:
Dess dauchte sich getheuret des Korriges Guntheres Leib.

Ihre Sattel wohl gesteinet, ihre Vorbuge schmal, -
Sie ritten herreliche fur Brunehilden Saal -
Daran so hingen Schellen von lichtem Golde roth:
Sie kamen zu dem Lande, als ihre Tugend es ihnen gebot.

Mit Speeren neu geschliffen, mit Schwerten wohlgethan,
Die auf die Sporen gmgen den waidelichen Mann,
Die führten die viel Kühnen scharf unde dazu breit:
Das sahe alles Brunhild die viel herreliche Maid.

Sie liessen ohne Hute das Schiffel bei der Fluth:
So ritten zu der Burge die Helden kiihne unde gut.

Sechs und achtzig Thürme sie sahen darinne stahn,
Drei Palläste weite und einen Saal wohlgethan,
Von edelem Marmelsteme, grune also ein Gras;
Darinne selbe Brunhild mit ihrem Ingesinde wass.

Die Burg die war entschlossen und viel weit aufgethan,
Da liefen ihn'n entgegen die Brunehilden-Mann,
Und empfingen diese Gaste in ihrer Frauen Land;
Ihre Ross' hiess man behalten und ihre Schilde von der Hand.

Da sprach ein Kämmerere: »Gebet uns die Schwert,
Und auch die lichten Brünne«. - »Dess seid ihr ungewährt, -
Sprach da von Troneg Hagene - wir wollen's selbe tragen«.
Da begannte Siegfried ihm die Hofesitte sagen:

»Man pfliegt in dieser Burge, das will ich euch wohl sagen,
Dass nie keine Gäste hie dürfen Waffen tragen;
Nun la't sie tragen hinnen, das ist viel wohl gethan«.
Dem folgete ungerne Hagene Guntheres Mann.

Sie sprach: »Ist er dein Herre und bist du sein Mann, -
Die Spiel', die ich ihm fuge, will er die also bestahn,
Und behabt er dess die Meisterschaft, so werde ich sein Weib:
Aber ist, dass ich gewinne, es gaht euch allen an den Leib«

Da schoss viel kräftiglichen die herreliche Maid
Auf einen Schilde neuen, viel starke unde breit,
Den trug an seiner Hande das Siegelinden-Kind:
Das Feure sprang vom Stahle, also es wehte der Wind.

363

til Maade tilpas. Mellem Oehl.s Syv-Excerpter findes følgende Citat af »Den første Vise om Frue Grimild (Første Part, Nr. VII): »Hun var smal i Midie, - Til Maade var hun lang.«

59

granvoxen se nærværende Udgave IV, 162 og Noten dertil.
Væddekampen stammer fra »Nibelungenlied«; i Sagaen (Kap. 6) giver Dronningen tilsyneladende efter for Overmagten og søger at vinde Tid ved Gæstebudet, indtil hendes Forstærkninger kan komme tilhjælp.

61

giæster beværter (talrige Eksempler hos Oehl.) paa Stund straks.
Blommer Blomster.

63

Hun vugged mig i Søvne i Sagaen stikker Oluf Helge med en Søvntorn; han kommer først til Bevidsthed, da hans Mænd fjærner den igen.

64

Skulde dandser for sin Fader i Roskilde. Strofeform og Omkvæd er inspireret fra Folkevisen »Havfruens Spaadom.« (Syv, Anden Part, Nr. XXIIII). Denne og de to følgende Romancer er frit opfundet af Digteren.
Tilie Gulv; egl. Planke, Fjæl (saaledes nærværende
Udgave I, S. 64).
qvæles Udgaven 1835 har tvinges.

67

Riid dog eengang under Øe Reminiscens fra »Aage og Else«-Visen (Smlgn IV, S. 258). Udtrykket betyder: at ride ud, rejse bort. Ifølge Sagaen (Kap. 5) var Hroar iøvrigt gift med en engelsk Kongedatter.
Du est Danmarks ældste Konning efter Traditionen (Sagaens Kap. 3) var Hroar to Aar ældre end Helge. Naar Oehl. gør Helge til den ældste, er det for at forklare, hvorfor hans Søn (Hrolf) og ikke Hroars kommer til at arve Riget.
Det er ikke skeet som sagt smlgn. Talemaaden: som sagt, saa gjort.

71

Hun klyngte sig til Stavnen dette Træk har Oehl. vel husket fra sin Oversættelse af »Velents Saga« Kap. 1. (»Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter«, 5. Aargang, 1809, S. 356).
364 som Freia til Jettendvs. som Thor i Freias Klæder til Jætten Thrym (for at genvinde sin tabte Hammer); til Eddakvadet om Thrym hentyder ogsaa Versene: Stene paa Barmen - Hamren i Armen.

73

Helges List. Verseformen er Hildebrandsstrofen (smlgn. »Thors Reise«).

74

en Søemand i Sagaen (Kap. 7) forklæder Kongen sig som en Tigger; han møder en Træl, der giver Dronning Oluf Underretning om Skatten, som hun hemmeligt om Natten kommer for at hente. I Stedet herfor har Oehl. indsat den smukke Fiskeridyl og den virkningsfulde og skønne Jagtscene.

76

skatter se Note til S. 12.

78

Jagten. Albert Nilsson (»Tre fornnordiska gestalter«, 1928, S. 71 ff.) har henvist til Vergils Skildring af Dido paa Jagten (»Æneiden«, IV), som Oehlenschlæger bl. a. har læst i Schillers Oversættelse, som muligt Forbillede for denne Romance. Derimod er Fremstillingen ikke, som hævdet smst, paavirket af »Nibelungenlied«s 16. Sang.

79

de Kløverblads Støvler se nærværende Udgave IV, S. 87 og Noten dertil.

82

Oluf paa Strandbredden. Denne og den følgende Romance er fri Digtning; Sagaen fortæller blot (Kap. 8), at Oluf lønligt fødte Datteren Yrsa, og at hun sendte hende ud som Hyrdepige, da hun blev 12 Aar gl.

83

Steenplanten Korallen.

87

Disken Bordet.

88

saa heed min Tæve! »En tjk (Hunhund) åtte hon, som het Yrsa, efter hvilken hon kallade Jungfrun Yrsa, som doch wart mycket fager til sin skapnad« (Sagaens Kap. 8, S. 23).

103

Thuiskons frie Blod Tyskeren; Thuiskon, den jordfødte Gud, betragtede de gamle Germaner som deres Folks Stammefader (Tacitus: »Germania«, Cap. II).

109

Breidablik Balders Bolig.
Treellen bær ei lange Haar dette stemmer med oldgermansk Opfattelse; se Jacob Grimm: »Deutsche Rechtsalterthümer«, 3. Ausg., 1881, S. 283.

365

115

aarlig Skiændselsfest dette Træk skyldes Oehl

116

Ran se Noten til S. 47.

118

Siofna se nærværende Udgave II, S. 30 og Noten dertil.

119

en Hyrdepige nærmer sig om Helges og Yrsas Møde fortæller Sagaen i Kap. 8: »Når nu Jungfrun wardt tretton (säxton) åhr gammal, hånde thet sig, at Konung Helge kommer dit til landet, och lyster honom wetta hwad tidningar ther i landet wore, ty tog han en tiggare klädning på sig, gick in i skogen och wardt warse en stor hiord, och ther hos en qwinna, ung til åhren, som wachtade hiorden, men så deyelig war hon, at aldrig tyckte han sig hafwa sedt wackrare Piga. Han tilsporde henne om hennes namn, eller af hwad härkomst hon wore; hon sade sig wara fattigmans barn och heta Yrsa. Inga trälachtiga ögon hafwer du, sade han; han fattade så strax kiärlek til henne, och sade thet wara billigt, at en tiggare ächtade henne, efter som hon war tiggare barn, och skulle han nu ändteligen äga henne. Hon bad honom thet ej giöra, men han tog henne med sig om bord, och seglade sedan hem i sitt rike« (S. 23).

122

Folkvangur Frejas Bolig. Smlgn. nærværende Udgave II, S. 33.

125

Herreskiold se nærværende Udgave III, S. 266 og Noten dertil.

128

loved elskede (Folkeviseudtryk). Mellem Oehl.s Syv- Optegnelser findes: »At love en Jomfru« (Anden Part, Nr. II, »Germand Gladen Svend«).
Seid Trolddom, som især øvedes af Kvinder. Smlgn. S. 335 og Noten dertil.

129

Maanegarm en Ulv, som forfølger Maanen og i Ragnarok skal opsluge den (Snorres Edda, 10. Fabel).

132

Det metriske Skema til Koret er hentet fra K. W. F. Solgers tyske Oversættelse af Sophokles' »Kong Oidipus«, V. 462-516. - Havfruens Kamp med Helge ses her som et Led i den store Strid mellem Tilværelsens gode og onde Magter, som begyndte, da Bures og Børs Æt (Odin, Vile og Ve) fældede Ymer og skabte 366 Verden af hans Lig, og som først ender i Ragnarok. Selve Skabelsesmyten har Oehl. tidligere udførligt fortalt i »Thors Reise«, 3. Sang, Strofe 44-59 (nærværende Udgave II, S. 82-86), hvortil henvises.

133

Bergelmer Jætternes Stamfader. Se II, S. 86.
I Ragnarok anfører Surtur (smlgn. III, S. 154) Muspels Sønner; sammen med Fenrisulven og Midgardsormen (Jormungard) drager de til Vigrid-Sletten til den afgørende Kamp med Guderne, hvor Surtur fælder Freyr, Fenris Odin og Midgardsormen Thor (Snorres Edda, 48. Fabel).

134

Frostkæmperne Hrimthusserne, der alle undtagen Bergelmer druknede i Ymers Blod.
Himlens Bro naar Surtur og Muspelsønnerne rider over Bifrost (Regnbuen), styrter Broen sammen.

137

Lofn Gudinde, som overvinder Hindringer for Elskende (Snorres Edda, 30. Fabel).

142

Valaskialf Odins Hal omkring Højsædet Hlidskialf. Se nærværende Udgave II, S. 55 og Noten dertil.
Slegfred Frille.

143

giæster smlgn. Noten til S. 61.
spænder op de hvide Seil! Oehl. synes her at tænke paa Saxos Skildring af Helges sidste Levedage og Død: »(hand) haffde .. ingen lyst at bliffue i sit Fædrene land, for den Blodskam, som hand haffde tilforn bedreffuet. Thi drog hand lengst bort vdi Østen, der bleff hannem forkast samme sin onde Gierning, huor aff nogle meene, at hand haanedis saa saare, at hand myrde sig met sit eget Suerd« (S. XXXI).

145

den strænge Mø Nornen.
Helges Datter-Brud i Sagaen (Kap. 13) er det Oluf selv, der aabenbarer Yrsa Hemmeligheden, efter at Helge og Yrsa i nogen Tid har levet lykkeligt sammen; hendes Motiv hertil er ikke Anger, men Skadelyst og Hævntørst.

146

Sikilei Sicilien.

148

Freia, Odins Datter Freia var Datter af Niord og hørte til Vanerne.

151

Krandsen Kronen, Kongeringen.
Mykilati Tilnavn til Kong Dan.

367

152

Biarkemaal allerede Hauch (»Athene«, VIII, 1817, S. 435) bebrejdede Oehl. dette som en Anakronisme, da Bjarkemaalet jo besynger Hrolf Krakes sidste Kamp. Oehl. har vist imidlertid opfattet Navnet som en Betegnelse for et Digt, skrevet i et bestemt Versemaal, der forherliger Kampen og Modet. Se saaledes hans Ungdomsdigt »Biarke-Maal« (nærværende Udgave I, S. 4) og det i Noten dertil anførte Citat fra Peder Syv, samt dette Bind S. 275.

154

Under Arbejdet paa »Helge« udkom i September 1814 P. G. Fibigers Oversættelse af Sophokles' »Philoktetes«. Som C. M. Rosenberg har paavist, svarer Yrsas Afsked og Reigins Slutreplik (17 + 3 Linier) baade i Form og Indhold til Philoktetes' Farvel og Korets afsluttende Ord:

Saa gaae vi da nu alle tilsammen,
og bede til Bølgernes Nympher, at huldt
de beskyttende ville tilbage os fere. -