✂

DANMARKS NATIONALLITTERATUR
OEHLENSCHLÆGERS
POETISKE SKRIFTER

b
c

DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED
HANS BRIX SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
G. E. C. GADS FORLAG
KØBENHAVN 1930

d
e

OEHLENSCHLÆGER

POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF
H. TOPSØE-JENSEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1930

✂

TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO. * IVAR JANTZEN

✂

INDLEDNING

✂ Vi har fulgt Oehlenschlæger gennem hans Ungdomsdigtning til dens Afslutning med Kunstnertragedien »Correggio«. Det foreliggende Bind, Udgavens sidste, bringer fra Digterens Manddomstid de to af hans tre Værker, som henter deres Emne fra danske Oldsagn om Skjoldungen Hrolf Krakes Fødsel og Død: »Helge« (1814), Mesterens Hovedværk, og Heltedigtet »Hrolf Krake« (1828). Tilsammen danner de en naturlig Helhed, og Sammenhængen brydes ikke, selvom den mellemliggende Prosafortælling »Hroars Saga« (1817) ikke er taget med. Den kan betragtes som en Digression fra den oprindelige Plan, og den har mest Interesse som et værdifuldt aandshistorisk og tidshistorisk Dokument; tre af de indlagte skønne lyriske Digte er aftrykt tidligere i Udgavens første Bind.

✂ Fra sin tidlige Barndom havde Oehlenschlæger været fortrolig med Hrolf Krake-Skikkelsen. I sine Erindringer (I, S. 32) mindes han, hvorledes han selv og Søsteren Sophie havde sunget Madam Birgitte Boyes Vise »Rolfs Skattekonge, feig og ræd« (af det heroiske Skuespil »Gorm den Gamle«) om Viggo, der hævnede sin Konge paa Forræderen II Hjartvar; ja, havde ageret Handlingen med Sophie som Hjartvar, mens Adam selv udførte den tro Viggos Rolle. Da Drengen blev lidt ældre og læste Ewalds »Rolf Krage« med Chodowieckis Illustrationer, »aabnede den nordiske Saga førstegang sine Gravhøie for mig, viste mig sine Askekrukker og fremmanede sine Aander.« Kort Tid før det store digteriske Gennembrud studerede han Islandsk ved Hjælp af Erik Julius Björners Samling af Fornaldersagaer: »Nordiska Kämpa Dater«. Her lærte han den store Saga om Hrolf Krake at kende, som supplerede Saxos magre Beretning. Baade »Baldur hin Gode« (nærværende Udgave III, S. 177) og »Palnatoke« (IV, S. 108) viser, at den ædle Heltekonge og hans Kreds har været i hans Tanker, naar de ypperste Minder om Oldtidsbedrifter skulde nævnes. Men først i Aarene efter sin Hjemkomst fra Udenlandsrejsen kom Oehlenschlæger til at arbejde med Planerne om den store Skjoldungedigtning.

✂

I .

✂ Dens første Afsnit, kaldet »Helge, et Digt«, udkom i December 1814, og var skrevet samme Sommer i Degneboligen paa Frederiksberg, hvor Digteren havde søgt Ensomhed og Arbejdsro, samt afsluttet om Efteraaret i København. Oehlenschlæger havde da et Par Aars mere eller mindre mislykkede Strejftog paa forskellige litterære Gebeter bag sig, men var med Tragedien »Hagbarth og Signe« (skrevet før, men udkommet efter »Helge«) vendt tilbage til det gamle Norden, ivrig efter at tage en stor Opgave op. Han løste den med sin rigeste Kunst i det stolte Værk, som baade rummer III Ungdommens frodige Friskhed og Manddommens smertefyldte Erfaring.

✂ Allerede ved sin ydre Form indtager »Helge« en Særstilling. Digtet bestaar af to Romancekredse: »Frodes Drapa« og »Helges Eventyr« samt en Tragedie »Yrsa«, i græsk Stil ligesom »Baldur«. Tager vi »Yrsa« til Udgangspunkt for vor Betragtning, vil det maaske være muligt at finde Nøglen til Værkets ejendommelige Komposition1). Det er ikke noget Tilfælde, naar den baade ved Emne og Udførelse bringer Oldtidens berømteste Skæbnedrama, Sophokles' »Kong Oidipus«, i Erindring.

✂ Oehlenschlæger var ved Hjemkomsten blevet udnævnt til Professor med Forpligtigelse til »ved offentligt, mundtligt Foredrag at bidrage til Almensmag for Litteratur og Kunst.« Han lagde for med en Forelæsningsrække over Ewalds Værker i Vinteren 1810-11, og under Forberedelsen hertil er han i Fortalen til tredje Bind af den Proftske Udgave stødt paa en Bemærkning, der efterlyste de tabte Fragmenter af tre Skuespil: »Helge eller den nordiske Ødip«, »Frode« og »Hamlet«. Samtidig - Marts 1811 - blev netop det ene af de omtalte Fragmenter, første Akt af Tragedien »Frode«, offentliggjort af Rahbek i hans Tidsskrift »Sandsigeren«, og Udgiveren udtalte Ønsket om, at det maatte lykkes at redde de to øvrige Skuespil-Brudstykker for en kommende ny Ewald-Udgave, samtidig med at han rettede en højstemt Opfordring til Oehlenschlæger som Ewalds sande Arvtager til at * IV fuldføre den ufuldendte »Frode«. Oehlenschlæger afviste meget bestemt Invitationen i Indledningen til sin Forelæsning over »Baldurs Død«, men usandsynligt er det ikke, at Tanken om paa anden Vis at løfte Arven efter Ewald kan have interesseret ham, og at den fristende Titel: »Helge eller den nordiske Ødip« er blevet siddende i hans Hukommelse. Han nævner da ogsaa Ewalds Planer om en »Helge« i sin Biografi af Digteren i Molbechs »Athene« (1813).

✂ Hvis Beskæftigelsen med Ewald har givet den første Impuls, har den følgende Vinters Schiller-Forelæsninger kun kunnet give Ideen ny Næring. Her mødte »Oidipus«-Problemet Oehlenschlæger i Tragedien »Die Braut von Messina«. Hans Forelæsning over dette Værk former sig som et Opgør med den doktrinære Nyklassicisme, som hyldes af Schiller her, men Kritiken vendes ogsaa mod hans egen »Baldur hin Gode«. Det er da udfra en ændret æstetisk Opfattelse, han nu paany i »Yrsa« vil vise, under hvilke Forudsætninger og i hvilket Omfang det var tilladt en moderne Digter at anvende Grækernes dramatiske Teknik. Thi mellem »Baldur« og »Yrsa« ligger en afgørende Udvikling, til hvilken vel ogsaa nærmere Kendskab til Antiken har bidraget. Just i disse Aar (og ikke, som han selv fortæller det, under Tysklandsopholdet) falder Oehlenschlægers Læsning af Solgers Sophokles-Oversættelse.

✂ Udadtil holder Oehlenschlæger sig tæt op ad det antike Forbillede. Som i »Baldur« er Hovedversemaalet Trimetret, der efter Katastrofen afløses af det trokæiske Tetrameter i den store Scene mellem Forældrene. Dialogen tilspidses slagfærdigt ved V hyppig Brug af Stichomythi dvs. fortsat Udveksling af enlinjede Repliker, og Oehlenschlæger indfletter lyriske Monodier som Yrsas Farvel. Fra det græske Teater er Budberetningen hentet, der skildrer Heltens Død udenfor Scenen, og Tilsynekomsten af en »Deus ex machina« (her Freja), som hugger Handlingens indviklede Knude over. Og meget store Virkninger opnaas ved et ægte antikt Kunstgreb som tragisk Ironi - den alvidende Tilhører forstaar Gang paa Gang den frygtelige Dobbeltbund i Ordene, som oftest er skjult for den talende selv. Endelig er Stilen med de tunge sammensatte Gloser og de haarde Konstruktioner (»den i Lædersæk begkronede«) en tydelig Efterligning af den tyske Gengivelse af den græske Tekst.

✂ Men paa to afgørende Punkter afviger Oehlenschlæger bevidst fra Sophokles og fra Schiller. Først er der det antike Skæbnegreb, som Schiller havde overtaget i »Braut«, skønt det var uforeneligt med hans egen Livsopfattelse. Oehlenschlæger maatte ikke blot fra et kristeligt-humant Stade fordømme en blind Fatalisme, der ganske satte den menneskelige Vilje ud af Spillet og dermed udelukkede Begrebet Skyld hos Dramaets Personer. Ogsaa æstetisk maatte han have sine store Betænkeligheder ved at se det Kølvandsfølge, »Braut« havde faaet i Stykker som Zach. Werners »24. Februar« (1810) og A. Müllners »Die Schuld« (1813), hvor Menneskene er blevet til rene Marionetter i en vilkaarlig Skæbnes Haand.

✂ Hos Oehlenschlæger er Skæbnen ikke blind, den er fjendtlig. En naturlig Konsekvens heraf er det, at Oraklet, som ellers hører til Skæbnedramaets VI faste Bestand (Hensigten er jo netop at vise os, hvorledes Personernes Stræben efter at modarbejde en ildevarslende Spaadom just Skridt for Skridt fører dem nærmere til Opfyldelsen af den), mangler i hans Stykke. Og Indførelsen af Havfruen, Kong Helges Modstander, tjener til at kaste nyt Lys over Handlingen.

✂ Digterens Hovedkilde er de to første Dele af »Hrolf Krakes Saga«. Den skildrer først Hroars og Helges Barndom og deres Hævn over Farbroderen Frode. Dernæst fortælles der om Helges forsmædelige Frierrejse til Dronning Oluf og hans derpaa følgende Hævn; endvidere om, at han 17 Aar senere mødte sin og Olufs Datter Yrsa, der som Hyrdepige vogtede sin Hjord, blev forelsket i hende og førte hende hjem som sin Brud. Endnu flere af Kongens Oplevelser og Bedrifter nævnes; tilsidst indflettes Beretningen om, at en frysende Huldrekone en Juleaften i ondt Vejr søgte Husly hos ham, forvandledes til Jordens dejligste Kvinde og daarede ham med sin Skønhed. Da han sidder hendes Bud overhørig om næste Jul at søge hendes og hans Barn i sit Skibsnøst, kommer hun den tredie Vinter selvtredie ridende til hans Gaard med Glutten og siger: Det skal du vide, Konge, at din Slægt skal undgælde, fordi du ikke har agtet paa, hvad jeg her har sagt dig; men dig skal det regnes tilgode, at du frelste mig i Nøden, og du maa vide, at denne Mø er vor Datter, og hun hedder Skuld.

✂ Denne Eventyrstump omtyder Oehlenschlæger med genial Sikkerhed: nu har han fundet Krystalliseringspunktet, der faar hele Værket til at samle sig til en Helhed. Og denne Helhed omfatter ogsaa VII saa Afslutningen af Skjoldungedigtningen, thi som det tydeligt fremgaar af Digterens Efterskrift (se S. 154), kræver »Helge« en Fortsættelse, der fortæller Hrolf Krakes Historie.

✂ Vi forstaar nu, hvorfor Havfruen kommer til at repræsentere det fjendtlige Princip. Thi ved hendes Datters, Skuldes, Fødsel lægges Spiren til Ættens Undergang: Hrolf skal falde som Offer for sin Søsters Svig. Sagaen nævner udtrykkeligt, at Hrolf og hans Kæmper har maattet undgælde for, at Skulde var »på sitt moderne af Älfva slächtet« (Kap. 47). Havfruen skaber da den store Sammenhæng i Digtet, som rækker fra Frodes Død til Hrolfs Fald; og Oehlenschlæger opnaar dette ved at gøre Jættedyrkeren Frode til hendes Elsker. Hendes vilde Sang paa Dybet er Nøglen til hele Digtet, eller dets Program. Og naar Älfqwinnan hos Björner forvandles til Oehlenschlægers Havfrue, bliver hun samtidig det mægtige Symbol paa Søkongens Verden og Genspejlingen af hans urolige, ustyrlige Sind. Handlingen faar derved sin sælsomme og betagende Dobbelthed: Helges Vanskæbne er Tangkiærs Hævn for Frodes Drab, men det er Kongens egen stormende Higen, hans blinde Ubesindighed, hans hensynsløse Elskov, der fører ham i Ulykken. Hans Skæbne har faaet en overbevisende psykologisk Motivering.

✂ Dette vigtige Fund af en ny Centralfigur medfører nu en Omstilling af Handlingen, og da Digteren uden Støtte i Kilden indfører Havfruen allerede i »Frodes Drapa«, maa Planen have staaet ham klart i alle Enkeltheder, inden han skred til Udførelsen af Værket. Havfruens Besøg hos Helge flyttes hen foran Oluf-Episoden; Toget til Saxlands Dronning VIII er hendes Værk; Helges Hævn over Oluf giver Tangkiær en ny Forbundsfælle. Oehlenschlæger opnaar herved, at Katastrofen i Tragedien i Modsætning til Sophokles' og Schillers Stykker fremkaldes af en bestemt Viljesakt. Afgørelsen ligger i Olufs Haand; alt beror i sidste Instans, som Havfruen udtrykkeligt fremhæver, paa hendes Vilje. Tirret af Helge, pisket op af sin mægtige Hævntrang, giver hun efter for Fristelsen - og Skæbnens knusende Hjul, der ikke lader sig standse, er sat i Sving. Digteren har her fulgt Saxo, hvor Jomfru Thora for at svale sin Hævn med Vidende og Vilje styrter sin Datter Urse i Ulykke og Skændsel. Og han har brudt med Sagaens Fremstilling; thi dér røber Dronningen først efter flere Aars Forløb, dreven af Hævntørst og Skadelyst, den frygtelige Hemmelighed for Yrsa, som har levet i lykkeligt Ægteskab med Kong Helge.

✂ Hos Oehlenschlæger følger Selvbesindelsen og Angeren omgaaende efter dette frygtelige Overgreb mod Naturen. Forfærdelsen driver Oluf til Bekendelse, og i den mesterlige Scene mellem hende og Helge, den dristigste og største, Oehlenschlæger har digtet, søger hun med fortvivlet Kvindelogik at kaste Skylden paa Helge og paa Skæbnen, medens han med Foragt vender sig fra hende og gør op med sig selv og med sit Liv. Næppe nogensinde før eller siden har Digteren tegnet to Mennesker med et saadant psykologisk Mesterskab som her. Der gaar en klar og overbevisende Udviklingslinje fra den utæmmelige unge Viking til den modne Mand, som bærer en utilfredsstillet Ømhedstrang i sig og med Vemod ser tilbage paa sin svundne IX Ungdom, men i hvem alligevel »Iilsindigheden« koger, og som tilslut som de schillerske Helte med oprejst Pande er sin egen Dommer og selv tager sin Straf. Men ikke mindre gribende er Oluf skildret: den overmodige Skjoldmø, som forvandles til den blege, fortvivlede Kvinde, hvis Liv er forgiftet; som kun lever med Tanken paa Hævnen - gyser tilbage for den, da hun fatter dens frygtelige Omfang, og knuses af Samvittigheden, da Brøden er fuldbyrdet.

✂ Kritiken af »Braut von Messina« var først og fremmest rettet mod Schillers Anvendelse af det antike Skæbnebegreb, og »Yrsa« viser, hvorledes Oehlenschlægers digteriske Praksis holder Trit med hans Teori. Den næste alvorlige Anke gjaldt Forsøget paa at genindføre det antike Kor, som Oehlenschlæger selv havde deltaget i med sin »Baldur«. Med sund Snusfornuft formulerer han den saaledes i sine Forelæsninger: »For modne, dannede Mennesker synes mig ogsaa det var underligt, om vi midt i en Handling behøvede en Trup ørkesløse Væsener, som sagde os, hvad vi skulde tænke og mene om ethvert Forhold i Fabelen. Saamegen Forstand maa man dog forudsætte hos en Læser, at han kan forstaae Digterens Mening, uden at den bliver stavet ham for i selve Kunstværket«. Helt undvære Koret i en »græsk« Tragedie har han dog ikke villet, men han bruger det kun en eneste Gang i Stykket, og det indgaar som et organisk Led i Kompositionen. Det udfylder nemlig den eneste nødvendige Pause i Handlingen - Helges og Yrsas Bryllup paa Skibet. Og dets dunkle Mytetale om Verdens Tilblivelse og Verdens Undergang løfter den tragiske X Konflikt, saa at den bliver et Led i selve Tilværelsens aldrig stundende Strid mellem Guder og Jætter.

✂ I sin Forelæsning over Schillers »Maria Stuart« karakteriserede Oehlenschlæger den græske Tragedie som »et eneste stort Forhold med sit rystende Udfald«. Dens egentlige Væsen var »det store pathetiske Øieblik«. Herom kunde Digteren samle hele sin Kraft, fordi han arbejdede med Emner, der i Forvejen var Tilskueren bekendte, saa at han ikke behøvede udførligt at forklare hvorfor og hvordan, men turde regne med, at Publikum var nogenlunde fortroligt med Forhistorien. Naar vi derfor betragter »Helge«s ejendommelige Komposition, ligger den Tanke nær, at Digteren her har gjort et dristigt Forsøg paa at indstille sit danske Publikum paa samme Maade overfor sin »nordiske Ødip«, som Oldtidens Grækere var det overfor Sophokles' Mesterværk. Som Sophokles hos sine Tilskuere forudsætter Kendskab til de gamle Sagn og Sange om Labdakideætten, saaledes forudskikker Oehlenschlæger i to Romancekredse hele Forhistorien. Og medens han ellers ynder at proppe sine Værker med uvedkommende Kundskabsstof, har han her med beundringsværdig digterisk Selvtugt skaaret alle overflødige Episoder bort. I Værkets to første Dele forekommer intet, som ikke enten har Betydning som Forudsætning for Tragedien »Yrsa«, eller som peger udover til den kommende Digtning om »Hrolf Krake«.

✂ Men denne Forhistorie - »Frodes Drapa«, »Helges Eventyr« - er maaske netop Digtets friskeste Afsnit. Tragedien »Yrsa«, Oehlenschlægers XI ypperste dramatiske Arbejde, stiller ved sin strenge og fremmedartede Form ret betydelige Krav til Læseren. Romancerne derimod griber umiddelbart. Her har Digteren naaet det fuldendte Mesterskab i Behandlingen af det korte fortællende Digt; det er tilstrækkeligt at minde om Højdepunkter som den mønstergyldige Indledningsromance, »Julereisen«, »Frodes Død«, »Havfruen besøger Konning Helge«, »De tre Mænd paa Sneen«, »Jagten« o. s. v. Og Sammenkædningen af en Række enkelte Romancer til et større episk Hele var en vigtig Nyindsats, som fik talrige Efterfølgere, først og fremmest Tegnérs »Frithiof«.

✂ Hvorledes Ideen hertil er opstaaet hos Oehlenschlæger, kan ikke med Sikkerhed afgøres. Da Folkeviseverset i dets forskellige Former ligger til Grund for de fleste rent fortællende Afsnit af Digtet, er det muligt, at Forbilledet har været Marsk Stig-Viserne i Syvs Folkevisebog, som A. S. Vedel havde sammenstillet til en Cyklus (Rubow). Men ved sin rige Benyttelse af skiftende Metre minder »Helge« ogsaa om de tidligere Digtkredse »Langelands-Reise« og »Jesus i Naturen«, hvor en episk Traad binder en Række brogede Digte af væsentlig lyrisk Karakter sammen.

✂ Digtets udpræget musikalske Virkning beror netop for en stor Del paa de stadigt skiftende Versemaal, som allerede ved deres Rytme afspejler og akkompagnerer Handlingen. Nordiske og tyske Middelaldervers mødes her med typiske romanske Strofeformer; i den Henseende er »Helge« et ægte Produkt af det 19. Aarhundrede, som med stort Held forsøger sig i alle mulige tidligere Stilarter, XII fordi det ikke har formaaet at frembringe sin egen Stil.

✂ I de fortællende Afsnit, som foregaar i Lejre, dominerer den danske Folkevise, repræsenteret baade i sin tolinjede og i sin firlinjede Form, i begge Tilfælde dog uden fast Omkvæd. Eksempler paa den første er »De tre Mænd paa Sneen«, »Julereisen«, hvor sidste Halvdel af første Linje og hele anden Linje af en Strofe gentages som Indledning foran den næste (som i Folkevisen »S. Oluf, Konning i Norge«, Syv II, No. XIIII), og »Julegildet«, hvor tre Linjepar samles til en Strofe. En Overgangsform til den firlinjede Strofe viser »Skulde dandser for sin Fader i Roskilde«, hvis metriske Forbillede er en tolinjet Strofe med dobbelt Omkvæd; fra den firlinjede Strofe stammer »Sævar Jarl og Fru Signelil« og »Havfruen besøger Konning Helge«; udvidet med en ny, urimet Linje møder den os i »Frode paa Vifils Øe«.

✂ Naar Handlingen flyttes til Saxland, markeres dette rent metrisk ved Valget af middelalderlige tyske Versemaal: Nibelungenstrofen, der hermed indføres i dansk Digtning, i »Helge reiser til Saxland« og »Jagten«; dens nære Slægtning Hildebrandstrofen, kendt fra »Thors Reise«, i »Helges List.« Til den vilde og mægtige Skildring af Frodes Død har Oehlenschlæger benyttet sin »Bjarkemaal«-Strofe (smlgn. Bd. I, S. 4 og Noten dertil); det metriske Forbillede for den sælsomt-fantastiske Romance »Oluf kommer til Havfruen« er Burgers Rædselsballade »Lenore«, et af Førromantikens store Numre. En Særstilling indtager »Roskilde bygges«. Medens de øvrige Digte tegner Øjebliksbilleder og enkelte XIII Situationer, er dette en introducerende og ræsonnerende Oversigt, hvad Oehlenschlæger har understreget ved Valget af den værdige, kontemplative italienske Ottave rime, hvis Ro virker dulmende ovenpaa den stormende Hæftighed i »Frodes Død«.

✂ Men Fortællingen afbrydes stadigt af Dialogdigte (»Hroar og Helge i Jordhuset«, »Hroar og Helge ved Faarestien«, »Hroars og Helges Afsked«) eller af store lyriske Monologer (Havfruens og Ægirs Sange, der danner en virkningsfuld indbyrdes Kontrast, Oluf paa Strandbredden), som yderligere tilfører Værket metrisk Afveksling. Digteren spiller ogsaa paa Modsætningen mellem stigende og dalende Rytmer. Med en enkelt Undtagelse beherskes »Frodes Drapa« af de hastige Jamber, der giver Indledningsafsnittet dets raske Tempo; i »Helges Eventyr«, hvor Stemning og Tone hele Tiden skifter, karakteriseres den betænksomme Hroar gennem Afskeds?Digtets værdige Trokæer (den spanske Redondilla?Strofe), og Havfruens rungende Forbandelse synges ud i vældige Daktyler.

✂ »Helge« er et af de meget faa større Værker, som helt igennem er lykkedes for Oehlenschlæger. Kun »Sanct Hansaften-Spil« og »Thors Reise« taaler Sammenligningen med det. Det har sin egen Tone indenfor dette harmoniprægede Forfatterskab. Dets Helte er mere sammensatte, dets Lidenskaber farligere, end vi er vant til; dets Tale om Skyld og Skæbne har denne Gang den strenge og store Tra? gedies Mæle. Følelsen af Livets Uhygge er dødelig Alvor. I dette Digterværk fra en Forfaldsperiode og en Nedgangstid: det store Depressionsaar, hvor Kielerfreden sluttedes af et ruineret Danmark, og XIV hvor Napoleons Fald satte Punktum for Heltetiden i Europa, har Oehlenschlæger ydet sin modneste og mest gribende Kunst.

✂

II.

✂ Den bebudede Fortsættelse »Hrolf Krake« lod længe vente paa sig. Ifølge Hauchs Meddelelse til Liebenberg havde Oehlenschlæger tænkt sig at udarbejde det nye Værk i »store Romancer, af og til forbundne med prosaiske Stykker i den gamle Sagastil«. Af denne Plan er ingen Penneprøve bevaret; maaske er den aldrig kommet længere end til en mundtlig Drøftelse mellem Mesteren og hans beundrende unge Lærling. To Aar senere maa den være opgivet, thi i Sommeren 1816 tog Digteren fat paa »Hroars Saga«. Derimod findes der mellem hans Papirer paa Det kgl. Bibliotek to interessante Skuespiludkast, der behandler den store Heltekonge og hans Kreds; desværre er det næppe muligt med Sikkerhed at bestemme deres Plads indenfor Perioden 1814-1827, men de ligger dog vist nærmere det sidste Tidspunkt end det første.

✂ Det første og det største, hvoraf et fuldstændigt Scenarium samt en lille Stump af Dialogen (Begyndelsen af første Akt) er bevaret, kaldes »Hrolf og hans Kæmper, et heroisk Skuespil«. Rammen er en noget besynderlig og lidt tynd Eventyrhandling: Hrolfs Lykke beror paa Fundet af tre heldbringende Ædelstene; det viser sig at være de tre djærve Kæmper Bjarke, Hjalte og Viggo. Og Spillet ender med stort Forlovelsestableau, hvor Hrolf forenes med den skønne Jarledatter Drifa. Men i de fem Akter er der indflettet en lang Række Hovedoptrin XV fra »Hrolf Krakes Saga«, som senere kommer igen i Heltedigtet: de tre Heltes Ankomst til Lejre og Optagelse mellem Hrolfs Kæmper; Bjarke fælder Uhyret, der hvert Aar hjemsøger Kongsgaarden; Hjalte drikker Heltestyrke af Bjørneblodet; Viggo giver Hrolf Tilnavnet Krake. For egen Regning har Digteren tilføjet Kærlighedshistorien med Drifa samt en Episode med Bjarkes Broder Elgfrode, en norsk Skovrøver, der forbereder et Overfald paa Hrolf, men overmandes af Hjalte og dømmes til Døden af sin egen Broder. Baade Drifa og Elgfrode kommer igen i Eposet, selv om Digteren dér fortæller nye Historier om dem. Hrolf selv er den samme forstokkede Rationalist, som vi senere møder. Bekymrede Folk klager over hans »Atheismus«.

✂ Oehlenschlæger har alligevel ikke følt sig tilfreds med denne Plan. Rimeligvis ganske kort Tid efter har han nemlig noteret Hovedpunkterne op til en femakts Tragedie. Den begynder med Hjartvars og Skuldes Hævnplaner; hun fortæller, at hendes Moder har aabenbaret sig for hende i Badehuset og har ægget hende. Dernæst skildres Bjarkes Besøg i Fiskerhytten; hans og Hotturs Møde (Hottur har forelsket sig i den skønne Drifa og er gaaet til Kongen for at gøre sin Lykke). Hottur indlægger sig Ry ved at fælde Elgfrode, men opdager desværre, at Kongen er hans lykkelige Rival; for at trøste sig gaar han til en Frille, og her kaldes han ud til den store afgørende Kamp. Imens har Hjartvar fra et Baghold stukket Hrolf ned, og Drifa har fældet Skulde; Hjartvar sejrer, »holder sit Triumftog« - og dræbes af Viggo.

✂ Ogsaa dette Udkast blev kasseret; sikkert for en XVI stor Del af Pietetsfølelse overfor Ewalds Minde; Oehlenschlæger satte hans »Rolf Krage« højst af hans dramatiske Arbejder. Og der er næppe Grund til at sørge herover; thi i Stedet for en halvgod Tragedie af den Type, vi kender fra Digterens senere Produktion, har vi faaet et kraftigt og djærvt Heltedigt, som momentvis hæver sig til stor Poesi, og som helt igennem er en lødig Prøve paa Oehlenschlægers Kunst fra hans ældre Dage. Det er skrevet Efteraar 1827-Foraar 1828 og udkom i November det sidstnævnte Aar.

✂ Oehlenschlæger har flittigt studeret sine gamle Yndlingsbøger til det nye Værk. Dets Hovedkilder er Vedels Saxo-Oversættelse og »Hrolf Krakes Saga« hos Björner. I den prosaiske Edda har han fundet to smaa Kapitler af den tabte Skjoldungesaga, hvoraf han har noteret sig Adils Kamp paa Venerns Is med Kong Ale og Skildringen af Hrolf, der springer over Ilden-Episoden er adskilligt bedre fortalt her end i det tilsvarende Stykke af Hrolfssagaen. Endelig har han læst Ynglinge-Saga i »Heimskringla«, hvor Adils Død berettes; fra den har Vøggur sin Viden, naar han med rivende Tungefærdighed opramser Ynglingedrotternes Historie. Herfra hentes ogsaa mytologiske Enkeltheder om Odin og om Gefion, medens Digtets mange karakteristiske Smaatræk om Gudedyrkelse, om Hekseri og om Trolddom næsten alle stammer fra Suhms »Om Odin«. Ewald mærkes i de værdige Ægtefæller Bjarke og Rude (6. Sang), som morede den respektløse Heiberg; og han har Æren for Signe, der bliver Hjaltes Brud; en Opfindelse, som Oehlenschlæger allerede i sin Forelæsning over »Rolf Krage« paaskønnede:

XVII

✂ »Her har han virkelig brugt det Ideale paa en skiøn poetisk Maade, og forvandlet Signe fra Hialtes letfærdige Frille til hans uskyldige, elskværdige Brud. Denne Forandring strider ikke engang med den gamle Tid (men kun mod Fortællingen), da vore Forfædre som bekiendt havde en ubetinget Agtelse og Kiærlighed for Qvinden.« Det virker derfor noget forbavsende, naar Hjalte svarer paa sin døende Bruds Bebrejdelser for at have stukket hende ned med den forsorne Bemærkning: »Ei tænker man paa Alt!« Men denne lille Enkelthed viser morsomt Oehlenschlægers Troskab overfor sine Kilder: han har trofast noteret den fra Sagaen uden at tænke over, at Situationen ikke er den samme længer. Dér siger Hjalte Repliken til sin letfærdige Frille - efter at have bidt Næsen af hende! Vøggur, som hverken hos Saxo eller i Sagaen hører til Kongens udvalgte Kæmper, er helt bestemt af Ewalds Opfattelse, og fra ham stammer ogsaa det vigtige Træk, at Hjartvar dræber Hrolf for at hævne Skuldes Død. Hos Saxo omtales hendes nærmere Deltagelse i Kampen ikke; i Sagaen, hvor hun er Hovedmodstanderen, da Hjartvar selv falder, overlever hun Hrolf.

✂ Men først og fremmest bygger Oehlenschlæger paa Saxo og Sagaen. Helst følger han den første; hans voksende rationalistiske Uvilje mod det eventyrlige og overnaturlige har gjort ham skeptisk overfor den islandske Fortællers altfor livlige Fantasi. Med Støtte i Saxo forvandler han Sagaens fantastiske Havuhyre (som endnu forekommer i det første Skuespiludkast) til en Bjørn, og i Stedet for Sagaens indviklede Spilfægteri - se nærmere herom XVIII i Noterne - indsættes det psykologisk rigtige og digterisk skønne Træk, at Fosterfaderens Livsfare pludselig faar den forsagte Hottur til at glemme sin egen Frygt, saa at det virkelig bliver ham, der fælder Bjørnen. Fra Saxo har Digteren den virkningsfulde Episode med Agnar Ingilsøn; Hrolfs gavmilde Modtagelse af Vøggur fortælles med ham som Kilde; herfra véd han, at Yrsa følger med sin Søn tilbage til Lejre. Og i den storslaaede Skildring af Hrolfs sidste Kamp er store Partier næsten ordret hentede fra den sobre danske Krønikeskriver. Men morsomt nok, selv om Oehlenschlæger tog Afstand fra Sagaen, har han dog villet vise, at han meget godt kendte dens besynderlige Historier om Bjarkes Fylgie, der i Bjørneham kæmpede for Hrolf, og om Skuldes Tryllegalt, hvis Børster udskød Pile mod de Danske, og i en Parentes indfletter han derfor denne Version af Begivenhederne (S. 346). Det er næsten som Herodot, naar han refererer sine forskellige Hjemmelsmænds indbyrdes modstridende Beretninger.

✂ Udover Skildringen af den sidste Kamp giver Saxo ikke ret meget. Hans Skildring af Besøget hos Adils har Oehlenschlæger ikke kunnet bruge; her var der ganske anderledes Liv og Spænding over Sagaens og den prosaiske Eddas Beretning. Og som Rejsen til Adils og de spændende Begivenheder i Upsala er hentet fra Sagaen, saaledes har den ogsaa ydet de raske Fortællinger om Heltekredsen omkring Hrolf: Bjarke, Hjalte og den ærlige Hædersmand Svipdag. Den er Hovedkilden for de tre første samt ottende og niende Sang.

✂ Oehlenschlæger kan spolere Pointen i en enkelt XIX Historie, som det er Tilfældet i Episoden med den gaadefulde Bonde, der er Odin selv. Og et enkelt Sted kan et glimrende Emne blive til det rene Ingenting under hans Haand. Situationen, hvor Hrolf saar Guld paa Fyrisvold, er i Kilderne af mægtig legendarisk Kraft; Stykke for Stykke kastes Skattene under den spændende Forfølgelse for at sinke den gerrige Adils; tilsidst maa Pragtstykket, Ringen Sviagris, ofres. Hos vor Digter arrangerer de gode Kæmper nok saa upraktisk hele Stadsen paa en Gang paa et Par Buske, som var det Juletræspynt. Men gennemgaaende gælder det ogsaa »Hrolf Krake«, at Digtet er bedst, hvor Kilderne yder Digteren et bestemt Udgangspunkt. Bortset fra den fortrinlige første Sang, der giver en glimrende Optakt til det raske Heltedigt, er alle de selvopfundne Partier svage, selv om de kan indeholde virkningsfulde Enkeltheder: Skuldes Drømmerejse til Loke, Hjartvars og Skuldes første Møde o. s. v. Værst er den i enhver Henseende gyselige Historie om Drifa. Man mærker, at Digteren har haft Vanskelighed ved at finde Stof nok til at fylde de reglementerede 12 Sange.

✂ En følelig Skavank ved Værket er naturligvis Hovedpersonen, Kong Hrolfs fattige Karakteristik. I det store og hele er han en kedelig Gentagelse af den adskilligt mere levende Hroar i »Hroars Saga« (hvorfra ogsaa Uviljen mod den fordægtige Gejstlighed er overtaget). De faa Øjeblikke, hvor han imponerer ved Kraft og Myndighed, kan Digteren takke sin Troskab mod Kilderne for; hans Karakters Grundtræk: Sentimentalitet og fladbundet Rationalisme er derimod Pletter af den ældre Oehlenschlægers fortyndede Humanisme. Paa irriterende XX Vis bortforklarer denne Rationalisme alt, hvad der ligger i Eventyrets Halvmørke i Handlingen, som f. Eks. Mødet med Odin; en hel lang og ellers overflødig Sang (om Bjarkes Brødre, der nu i Modsætning til Sagaen og til Dramaplanerne er blevet yderst agtværdige Personer) anvendes til at klemme Livet af den sælsomme Historie om Bjørnen og dens tre Sønner. Sit mest typiske Udtryk faar Hrolfs Fornufttro i Katekisationsscenen, hvor Kongen svarer sine Kæmper, omtrent som Faust svarer Gretchen hos Goethe - men rigtignok uden en Antydning af Ironi fra Oehlenschlægers Side, og hvor de tapre Helte tager Sagen til Efterretning med Ord, der er et værdigt Sidestykke til Margaretes:

✂ Das ist alles recht schön und gut;
Ungefähr sagt das der Pfarrer auch,
Nur mit ein bisschen andern Worten.

✂ Imidlertid - Værkets godtkøbs Filosofi bør ikke svække Indtrykket af dets store digteriske Værdier. J. L. Heiberg begik en stor Uretfærdighed, da han med sin vrangvillige Analyse bragte det i Miskredit, og senere Kritikere har da ogsaa søgt at vække ny Interesse for det. Uagtet dets iøjnefaldende Mangler hører det alligevel med i Rækken af vore fornemste fortællende Digte, og i folkelig Kraft er kun faa Guldalderværker dets Lige.

✂ Det folkelige har Digteren lært hos Homer, og det mærkes derfor helt ud i Digtets Billedsprog, som overalt søger at gøre det sjældne og det store simpelt og let fatteligt ved at oplyse de heroiske Bedrifter ved ganske jævne Sammenligninger fra Hverdagslivets Omraade. Bjarke staar op imod sine XXI Modstandere som et Pindsvin, der rejser Børster. Skulde, der forstyrres i sit blodige Offer, ligner en Ravn, der maa slippe Byttet, naar den ser Bonden nærme sig. Tryllesværdet drages af Klippen, som man trækker en Rod af den skøre Jord; Bjarke tømmer Hornet som en Eg, hvis Blade suger Regnen. Kæmperne, som i flere Aar har nydt Fredens Goder, sammenlignes med dovne, forædte Hunde; i Kampen lignes de ikke blot ved Høstkarlen, der mejer sine Ax, men ogsaa - virkningsfuldt - med Bonden, der kløver Brænde. Stilen er helt igennem præget af en afgjort Realisme, der ikke viger tilbage for det hæslige. Man tror næppe, at det virkelig er Oehlenschlæger, naar man i et Skænderi hører Bjarke aflevere følgende Salut til Agnar: »Som paa en opbragt Kvinde det flyder af din Mund, som Muddervand af Pølen.«

✂ Med denne djærve Realisme, der løftes af et godt Humør og krydres med Ordsprog og Fyndord, fortælles de gæve Heltes Liv og Færden - uden nogen forskønnende Idealisering. Ypperligt er straks Indledningsbilledet af de drukne Kæmper i Kongshallen, som graadigt slider Kødet af Benene med Tænderne og derefter hugger hinanden de afgnavede Knogler i Hovedet. Med uforfærdet Saglighed skildres den store Tvekamp mellem Bjarke og Agnar, hvis Knokkelfingre griber som Tænger om Spydet, og vi spares end ikke for at se det afhuggede Hovede med dets i Døden hæsligt stivnede Grin. Modsætningen til »Helges« høje Skønhedsverden møder os morsomt i Digtets Skildringer af Havfruer, som sikkert kommer den folkelige Forestilling adskilligt nærmere ved Fremhævelsen af den groteske Hæslighed XXII (se 4. og 10. Sang). Højt naar den store Scene med Ildprøven hos Adils: det vældige Baal, hvor svære Brændeknuder fortæres som Halm; Heden, som faar Tjæren paa Væggens Bjælker til at koge; Ilden, der æder sig nærmere og nærmere Kæmperne, indtil den pragtfulde Slutning, hvor Hallen brænder - rødgrøn med gule Strimer slaar Flammen op mod Nattehimlens Mørke, og gennem den tætte graa Røg aner man Stjernerne.

✂ Sansen for den karakteristiske Detalje gaar igen i Personskildringen. Adils er tegnet med et Par Streger: rynket Ansigt, tyndhaaret, tyndt hvidt Skæg. Kæmperne staar tydeligt for Øjet: den firskaarne Bjarke, tyk og godmodig; den brutale, lavpandede Hromund; den barske, enøjede Svipdag. Med vældig Fantasi er Agnar gjort: det ildrøde Haar, den lange Hage og de smalle Læber svarer præcist til den hovmodige Brovten, som er den ætstolte Slagsbroders Væsen. Sørøvernes Forbryderfjæs er lyslevende skildret: de graablege Kinder med de hæslige Skrammer i de gustne Ansigter; omvendt er det ikke ydre Træk, men den velsignede Appetit som gør, at man husker de to norske Brødre, der rigtigt lader Maden vederfares Retfærdighed efter heldigt at have undgaaet Galgen.

✂ Særlig Umage har Digteren gjort sig med Skulde og Hjartvar. Den første er en Fortsættelse af det glimrende Portræt i »Hroars Saga«: den lumske og kælne Kattenatur, opfattet med en vis liberal Sympati af Digteren (se den dristige Scene, hvor Skulde bedaarer Hiartvar). Og i det uelskværdige, men aandfulde Billede af Hjartvar: den kolde Laps, forfængelig, drillelysten, kan man ikke undgaa med XXIII Vilh. Andersen at genkende J. L. Heibergs Træk. Oehlenschlæger kunde ikke udtrykke sin Hjertensmening om sin »Fjende« fyndigere, end det er gjort med Svipdags Ord:

✂ I ham er ingen Alvor, saalidt som ægte Spøg.
I kan afskrælle Hiartvar Blad for Blad, som et Løg,
Og finder ingen Kiærne. Hans Aand er klar som Vand;
Selv farveløs, modtager den Farven ved sin Rand
Af hvad den kommer nærmest: grøn, rødlig, sort og blaa.

✂ Og maaske kan Heibergs skrappe Recension opfattes som en velment Tak for sidst.

✂ Den samme Realisme behersker ogsaa de bedste af de Landskabsbilleder i stor Stil, som pryder Digtet. Højdepunktet er Beskrivelsen af Tordenvejret og af Sommeraftenen, hvor Hjartvar sejler til Lejre. I dem begge følges en Bevægelse i alle dens Led; hver Farvenuance iagttages omhyggeligt. I det første Billede ser vi de sortegraa Skyer langsomt dække Himlen; tilsidst er der af Sollyset kun »en lang Blodstraale« tilbage. Nu skifter Himlen Farve, bliver brandrødlig, mørkegul. Fuglene søger Ly; Vindstødet, der varsler Uvejret, suser gennem Egene og rejser Søen - og saa følger den vældige Udløsning med Lyn paa Lyn, medens Bølgerne »groer fra Tuer op til Bakker« (4. Sang). I det andet Billede sejler Snekken for en sagte Vestenvind langsomt ind ad Fjorden, medens den nedgaaende Sol tænder Purpurfarver baade paa Himmel og paa Hav. Da slukkes Farverne; de grønne Træer tegner sig sorte mod Horisonten; de blaa Bølger faar et blygraat Skær. Og gustengul hæver Maanen sig, indtil den pludselig straaler klar og prægtig paa Himlen, lyser over de dunkle Skove og bygger sin Sølvbro over det XXIV krusede Vand (10. Sang). I malerisk Fantasi taaler disse to Episoder Sammenligningen med de med Rette berømte Naturskildringer i Ungdomsdigte som »Løveridderen« og »Valravnen«.

✂ »Hrolf Krake« er intet pletfrit Mesterværk som »Helge«. Imod den kernefulde Beretning og Skildringernes maleriske Kraft kontrasterer ubehageligt Refleksionernes humanitære Flovhed. Men det viser os nye Sider af Oehlenschlægers Kunst paa et Tidspunkt, hvor den ellers er ved at stivne i Manér, samtidig med at det tjener til at bekræfte Sandheden af, at den episke Digtning var hans egentlige Omraade. Det rummer svage Partier og ligegyldige Partier. Men Afsnit som Hotturs og Bjarkes Ankomst til Lejre, Agnars Fald, Besøget hos Adils og den sidste vældige Kamp er frit og smukt fortalt af en stor Mester. Hertz havde Ret, naar han lod sin Knud Sjællandsfar sige:

✂ Ved Himlen l dette Digt er godt!
Vel kan Kritiken over Meget klage,
At Meget falder smaaligt, om ei smaat -
Men der er nok, der bli'er tilbage !
Jeg seer, hvis mig bedrager ej mit Syn,
Af Helges Digter Glimt deri og Lyn.

✂

HELGE
ET DIGT

✂

FRODES DRAPA.

✂

FRODE PAA VIFILS ØE.

✂ Kong Frode staaer i Leiregaard,
Han gav sin Broder Ulivssaar,
Det var stor Ynk og Smerte:
Ung Halfdan ligger krum paa Skiold,
Med Staalet i sit Hierte.

✂ Nu er jeg Drot i Danmarks Land!
Og den, som snart mig bringe kan
De unge Brodersønner,
Med Ringen af hin røden Guld,
Den Kæmpe jeg belønner.

✂ Der søges Dag, der søges Nat,
I Mark, paa Sø, i Skov og Krat,
Man kan dem ikke finde.
De sidder i det Jordehuus,
I Mulden dybest inde.

✂ Dankonning lader Bud udgaae,
Til Hexen hist, i Hyttens Vraa,
Som svagt for Stormen luner.
Hun grunder paa det hvide Sand,
Og skriver sine Runer:

✂ Hvis Brodersønnerne skal døe,
Du søge maa paa Vifils Øe,
Med Flid og ufortrøden.
Han var Kong Half dans gode Mand,
Han svor ham Tro i Døden.

✂ Dankonning gaaer fra Leirelund,
Han seiler ud en Morgenstund
Fra Issefiordens Kyster.
Havfruen svømmer ved hans Skib,
Med sine hvide Bryster.

✂ Den gamle Vifil staaer paa Toft,
Men breden Hat, i hviden Koft,
Med Haanden over Brynet;
Han bliver Kongesnekken vaer,
Og gyser over Synet.

✂ Nu iler Pilte! som en Vind
I Busken ind, i Skoven ind.
Lad Jorden Eder dække!
Jeg skuer hist med spændte Seil
Den beegbestrøgne Snekke.

✂ Den løber som en Drage styg,
Med høie Vinger paa sin Ryg,
Fra Siølunds dybe Fiorder.
Den tørster efter Kongeblod,
Den bringer Eders Morder.

✂ Ung Helge river gram og vred
En smekker Green fra Pilen ned:
Og kunde jeg ham standse!
O var jeg Mand, som jeg er Gut,
Og var min Kiæp en Landse!

✂ Da gamle Vifil Bonde leer:
At Du est Halfdans Søn, jeg seer;
Du vilst ei længe blunde!
Snart voxer op den liden Ulv,
Med hvassen Tand i Munde.

✂ I skal ei dennesinde døe!
Og naar jeg raaber Hop og Hø -
I kiende mine Hunde;
Saa iler til det Jordehuus!
I her forraades kunde.

✂ Kong Frode stiger ud paa Strand;
Da lægger sig om Øens Rand
En kold og fugtig Taage.
For blomstrende Skioldungeblod
De gode Alfer vaage.

✂ De muntre Drenge lege hist
I Skoven med den Blomsterqvist;
De vil dem ikke skiule.
Mildt vifter Morgenluftens Pust
I deres Lokker gule.

✂ Og hør Du Vifil Bonde nu!
Jeg mener Du est falsk i Hu,
At Piltene Du giemmer? -
Hei - raabte Vifil - Hop og Hø!
(Han hørte deres Stemmer!)

✂ Da smutte begge Drenge bort,
Lig Skovens kongelige Hiort,
For Pilen, som vil døde. -
Der kommer vel engang den Tid,
At vi kan Faren møde!

✂ Hvad raabte Du paa Hø og Hop?
Paa Steilen flætter jeg Din Krop!
Vilst Du dem Faren dæmpe? -
Da svar de Vifil diærvt og stolt;
Thi Vifil var en Kæmpe.

✂ Herr Konning! Øen er ei stor;
Lad søge, hvis Du mig ei troer,
Bag Dysser, Træer og Stubbe.
Men hør dog nu et Alvorsord,
Af en bedaget Gubbe:

✂ Din Broder lumskelig Du slog;
Men - hvis Du og hans Sønner vog?
Ved Odin i Valhalle,
Du mistede to Fiender smaae,
Og fikst til Fiender - Alle!

✂ Kong Frode smiler stolt med Spot:
Din sølvgraae Tinding klæder godt,
Jeg vil Dig Livet skiænke.
Du veedst at Børn og gamle Folk
Kan sige hvad de tænke.

✂ Og kan jeg sige, hvad jeg vil,
Vel Konning hør opmærksom til:
Jeg svær ved Halfdans Fane:
Her synger Dig din Svanesang
Den sølverhvide Svane!

✂ De Sendebud for Kongen staae:
Vi monne rundt om Øen gaae,
Men fandt kun Ravn og Heire! -
Da steeg Kong Frode paa sit Skib
Og drog igien til Leire.

✂

HROAR OG HELGE I JORDHUSET.

HROAR.: ✂ Tys! hørte Du dem træde
Paa Græssets Tørve?
Hvis Frode Døren finder,
Vort Blod maa flyde.

HELGE.: ✂ Mit lidet Sværd, min Skimring
Skal tappert stride.
Vor Banemand skal bløde,
Før Helge blegner.

HROAR.: ✂ Ak, saaest Du, Moder kiære
De Sønners Qvide,
I Gravens Giemme blandte
Sig Graad med Asken!

HELGE.: ✂ Tænk, da den tappre Fader
Faldt uden Taarer;
Og reed til Odins Rige
Paa røden Sleipner.

HROAR.: ✂ Her sidde vi saa stille,
To Kongesønner,
Ved lidet Bord, hvor Lampen
I Hulen lyser.

HELGE.: ✂ Den Tid vil ogsaa times,
Da vi skal tielde
De hvalte Kongesale
Med lysen Silke!

HROAR.: ✂ Da skal vi enigt styre
Det stolte Rige;
Og ei, som Frode, feide
Med egne Frænder.

HELGE.: ✂ Jeg seiler vore Snekker
Paa Søens Vover;
Og hævder Danmarks Hæder
Paa alle Have.

HROAR.: ✂ Jeg kneise vil med Kronen
Ved Leirekilder,
Og holde Ret i Riget
Og reise Staden.

HELGE.: ✂ Nu Faren er forsvunden
Og borte Frode!
Jeg hørte Vifil Hornet
Med Haan at blæse.

HROAR.: ✂ Han aabner Lugen. Lyset
Fra Luften blaaner.
Nu Græsset os og Grenen
Fra Graven vinker!

✂

SÆVAR JARL OG FRU SIGNELIL.

✂ Jarl Sævar sidder paa Siælland;
Han var saa giæv en Helt.
Med sine Snekker han befoer
Det stor' og lille Belt.

✂ De maatte vel ham skatte
Paa Skibets vaade Vei.
De flyede ham, som Silden flyer
Den frygtelige Hai.

✂ Hans Slot stod hist paa Bakken,
Der var hans Tidsfordriv.
Den bedste Skat i Borgen var
Ung Signelil hans Viv.

✂ Hun blussede som Freia,
Med lange gule Haar,
Saa smekker, stor og yndig,
Og end kun atten Aar.

✂ Men Hros og Helges Søster
Græd tit naar Sævar sov:
Min Fader er uhævnet dræbt,
De Brødre Dødens Rov!

✂ Den gamle Vifil Bonde
Fremkalder Helg' og Hro:
Her er ei Fred for Eder meer,
I unge Konger to!

✂ Til Sævar Jarl I drage,
Han er en mægtig Maag.
Han bedre Jer optugte kan,
End Bonden i sin Krog.

✂ En Aften sidder ung Signe
Med sorrigfulde Sind,
Forgiæves klapper Sævar Jarl
Den runde Rosenkind.

✂ Forgiæves lægger Sævar
Sit Hoved i Signes Skiød.
Hun tænker paa sin Faders
Og paa de Brødres Død.

✂ Da banker det paa Døren brat,
Og tvende Gutter smaae
Ind i Tusmørket træde
Med lodne Kofter paa.

✂ Hvem er I Drenge? - Hyrder!
Hvad kan I vogte? - Faar!
Men ogsaa Ulven dræbe
Enhver af os forstaaer. -

✂ Man kan ei Eders Aasyn see
For Hætter og for Skind! -
Vi er Kulsvierdrenge,
Vi bære Sod paa Kind.

✂ Gaaer ned da til mit Borgeled,
Der er et Faarehuus;
Der skal I æde Skoften,
Og drikke Vand af Kruus.

✂ Naar Tienesten er liden,
Er ikke Lønnen stor;
Giv os lidt Suul til Brødet,
Du ædle Jarl i Nord!

✂ En Kiænde Suul til Brødet
Det faaer I om I maa!
Gaaer nu til Faarestien ned,
At hvile Jer paa Straa.

✂ De Pilte ginge til Faarestie,
Der sov de uden Harm.
Jarl Sævar gaaer til Silkeseng,
Han laae i Signes Arm!

✂

HROAR OG HELGE VED FAARESTIEN.

HROAR.

✂

✂ Helge jeg græder, Du spotter og leer.
Signe min Syster jeg dagligen seer;
Tør ikke tale, for Signelil staae,
Men kun som Hyrde paa Grønningen gaae!

✂ Vidste Du, Signe, som har os saa kiær;
Vidste Du Hroar og Helge var nær,
Ikke saa tit med en svulmende Barm
Sadst Du og støtted dit Hoved til Arm!

✂ Ofte, naar Sævar indbyder til Fest;
Rider til Borgen den hielmede Giæst,
Stolt paa sin Ganger, saa mægtig og fri
Klædt i sit Harnisk vor Hytte forbi;

✂ Medens som Trælle vi skamfulde staae,
Med vore Hætter af Geddeskind paa;
Aabne ham Ledet, og lukke det til;
Høre kun langtfra det klingende Spil! -

✂ Helge! da ønsker jeg tit mig til Hæl.
Heller dog død, end en ynkelig Træl!
16 Heller i Graven, end levende død
Haanes, og trælle for Vand og for Brød.

HELGE.

✂

✂ Hroar min Broder! Du skiælder din Dragt?
Elsker som Qvinden Du Flitter og Pragt?
Skindet er stivt, af umageligt Maal?
Vel Dig! det vænner til Kobber og Staal!

✂ Hroar Du vrager vellystig Din Mad?
Ønsker, som Bonden, det spækkede Fad?
Skamme Dig maatte Du; giør mig ei rød!
Knoklerne styrkes af Vand og af Brød.

✂ Snart skal vi hævne paa Frode vor Spot.
Nøden opdrager en Skioldunge godt.
Drengene vogte spagfærdige Faar;
Drotten at ave de Kæmper forstaaer.

✂ Sævar maa prøves. End kan vi et Aar
Dræbe ham Ulven, og vogte hans Faar.
Senerne hærdes?, og Solen giør bruun,
Snart er vor Hage bedækket med Duun.

✂ Signe vor Syster vi dagligen see:
Armen er trind, som af krystede Snee;
Barmen er svulmende, Kinden er rød,
Skiøndt hun begræder vor tidlige Død.

✂ Signelil trives uagtet sin Sorg,
Har hvad hun ønsker: En Mand og en Borg.
Det tør jeg sværge: Naar intet hun veed -
Ei hun forraader vor Hemmelighed!

✂

JULEREISEN.

✂ Kong Frode sidder ved Juletid,
Af Snee var Skoven saa glimrehvid.

✂ Juletid,
Af Snee var Skoven saa glimrehvid.
Han sender Bud til de Jarler snilde,
De skulde drage til Julegilde.

✂ Jarler snilde,
De skulde drage til Julegilde.
Han lader paa Bænk de Bolstre lægge,
Og stoppe med Mus de Bielkevægge,

✂ Bolstre lægge,
Stoppe med Mus de Bielkevægge.
Paa Gulvet sættes med Øl en Tønde,
Nu monne den Ruus vel snart begynde!

✂ Øl en Tønde!
Nu monne Rusen vel snart begynde.
Jarl Sævar og hans stolte Frue
De skulde drage til Julestue.

✂ Stolten Frue;
De skulde drage til Julestue.
Hun var vel svøbt i Skarlagenklæde;
Med Biørneskindet var dækt den Slæde.

✂ Skarlagenklæde!
Med Biørneskindet var dækt den Slæde.
De Gutter stande ved Ledet og fryse,
Alt i den paltuge Bondekyse.

✂ Ved Ledet og fryse
Alt i den paltuge Bondekyse.
Og maatte vi ride med paa Føllet,
Vi smagte vel lidt af Juleøllet.

✂ Med paa Føllet
Vi smagte vel lidt af Juleøllet.
De ledte fra Stalden den unge Fole:
Heel daarlig kun er vor Høitidskiole!

✂ Unge Fole!
Heel daarlig kun er vor Høitidskiole.
De sprunge paa Folen ubehænde;
De monne hinanden Ryggen vende.

✂ Ubehænde
De monne hinanden Ryggen vende.
Saa rede de med til Kongesalen,
Een holdt i Manken og Een i Halen.

✂ Til Kongesalen;
Een holdt i Manken og Een i Halen.
De sang paa Veien for ei at fryse.
Ung Hroar tabte sin Gedekyse.

✂ For ei at fryse;
Ung Hroar tabte sin Gedekyse.
Fru Signelil skued de Lokker gule,
Hun kunde saalidet Graaden skiule.

✂ Lokker gule!
Hun kunde saalidet Graaden skiule.
Hun kiændte Hroar: Saa langt var Haaret,
Kun Trællen var ham i Klæderne skaaret!

✂ Langt var Haaret,
Kun Trællen var ham i Klæderne skaaret.
»Min Hustru hvi dine Øine rinde?« -
Jeg kan ei taale de Østenvinde!

✂ Øine rinde,
Jeg kan ei taale de Østenvinde.
Men vender I Drenge nu tilbage
Og mindes vel Eders unge Dage.

✂ Gaaer tilbage,
Mindes vel Eders unge Dage! -
Og frygt kun ikke vor ædelig Frue,
Vi bære Blus i den Julestue.

✂ Ædelig Frue,
Vi bære Blus i den Julestue.
De Blus skal lyse saa høit i Landet,
Vel tyve Miil de skal sees fra Vandet.

✂ Høit i Landet!
Vel tyve Miil de skal sees fra Vandet.
Vi skylde Kong Frode Bødelpenge,
Fordi han lod os vor Fader hænge! -

✂

JULEGILDET.

✂ Kong Frode sidder i Gyldenkiol,
Han lod indbære den Tryllestoel.
Den gamle Hex, i Skoven var,
Til Julegildet paa Baar man bar.
Der aldrig feiredes mindste Fest,
Hvor ei Alrune var Kongens Giæst.

✂ Troldkonen sidder med sølvgraat Haar,
Som hende lige til Jorden naaer.
Kong Frode drikker med Jarler i Ring,
Han lod Guldhornene gaae omkring.
Og siig os nu, Du Qvinde saa graa,
Hvad Skiæbne monne Du Helten spaae?

✂ Alrune drikker af sorten Horn,
Deri hun blander et Ædderkorn.
Da ryster hun stærkt paa hvert et Lem,
Af Panden svede Draaberne frem.
Hun gisper og stønner saa bleg og hvid,
Da galer Hanen ved Midnatstid.

✂ Og hør, Herr Konge, jeg siger forsand:
Det Smaae det Store vel fælde kan!
21 Jeg sad igaar paa min Egerod,
Da steeg en rødhaaret Mand af Flod;
Med Stang i sin Haand, med et søegrønt Skiæg,
Og Kinden hvid, som en kalket Væg.

✂ Han tog mig ud paa Marken. Jeg saae
En styrtet Hest som et Aadsel laae!
Ei Blod af Gangerens Indvolde flød,
Den fandt for Fluernes Braad sin Død.
Han sang: Tit vælter Tuen et Læs,
Tit strander Skibet paa mindste Næs!

✂ Den Tid, Du fældte Kong Halfdan, Drot!
Da dræbte Du ikke Din Fiende godt.
Hvo Ukrud luger, min Herre god,
Maa luge det op med Trevl og Rod;
Hvis ei da breder fra Giærdets Rand
Sig snart den saftige Løvetand.

✂ Og voxer saa vildt med sin skarpe Saft,
Og blomstrer gyldent i første Kraft,
Og truer Dig med sine Duun saa rund.
Thi jager dem bort din blæsende Mund,
Betyder det Konning, at Du skalst døe. -
Det sværger Alrune, - ved Hop og ved Hø!

✂ Kong Frode grunder saa mørk i Sind,
Da nærmer sig Signe med Rosenkind,
Og seer paa Qvinden saa bønlig blid,
Og stryger en Ring af sin Finger hvid.
Den glider ned i Alrunes Skiød,
Og glimter med en Karfunkel saa rød.

✂ Saasnart Alrune Karfunklen seer,
Hun anderledes til Sinds sig teer;
22 Og siger: Frode min Konning, ak,
Hvad vil I agte paa Kiærlingesnak?
I stole paa Eders Glavind trygt;
Og ængstes ei af en Nidingefrygt.

✂ Da blusser Frode med skummelt Mod:
Hex, dine Lemmer skal svede Blod.
Paa Pinebænken jeg strækker Dig,
Jeg seer det vel, Du forraader kun mig. -
Nei raabte Hexen, Herr Konning, o
Forvar Dig! vogt Dig for Helg' og for Hro!

✂ Hvor er de? - Ædle Herr Konning, her,
I Trælleflokken ved Skiænken der!
De rede herhid paa det unge Føl,
De kom at skiænke Dit Graverøl. -
Ha griber dem! griber dem! Kongen skreg.
Da blev liden Signe Kinden saa bleg.

✂ Men ud af Døren, som høit til Hest
De fløi, som Løvetands Duun for Blæst.
De løbe til Skoven, hvor tykkest den var.
To Spader paa Skuldrene med de bar';
Dem reve de Trællene nys af Haand.
Hver svang sin Spade, som lette Vaand.

✂ Kom, raabte Helge, kom Hro, kom her!
Kom hielp at grave ved dette Kiær.
Her giemte vor Fader sin Krone rød,
Fordi han frygted den lumske Død.
Os har han sagt, hvor Kronerne laae,
Kun Du og jeg kan dem atter faae.

✂ Da grove de Drenge med megen Flid
Alt i den stiernede Midnatstid.
23 Ung Helge finder den største Ring,
Han giør af Glæde saa høit et Spring.
Ung Hroar finder den Krone klar,
Som Dronning Sigrid, hans Moder, bar.

✂ Kom nu, min Broder, og vær ei seen,
Og lad os bestige den Kongesteen.
Til gamle Thing de Pilte hengaae,
Der sætte de begge Kronerne paa.
I Geddeskinds Kofter, med guldgule Haar,
Med Kroner af Guld de Pilte staaer.

✂ Konning Frode drager ad Skoven frem
Med brændende Blus, - da skuer man dem:
Paa Kongestenen, og Arm i Arm,
Foragte de Morderens vilde Harm.
De Fakler lue med røden Glands,
Og funkle paa Kongernes gyldne Krands.

✂ Og Folket kiænder bag Bøg og bag Tiørn
De Kroner paa Skioldungens ægte Børn.
De kiender Faderens, Moderens Træk,
Og vende sig mod den Morder saa fræk.
Da flygter Frode til skumle Slot;
Men Helge kaares med Hro til Drot.

✂ Nu lad ham flygte med ængstlig Hu;
Tak Odin for Eders Redning nu!
Den usle Rest af Livet ham levn!
Men Helge raaber: Kun Hævn! kun Hævn!
Og Skialden siunger i hvælvede Sal
Om Hævnens Følger - og Hævnens Qval.

✂

FRODES DØD.

✂ Kong Frode flygter.
Med Blus og Lygter
I dunkle Skov
Man ham forfølger.
Ei Løvet dølger
Det visse Rov.
Man seer hans Kaabe
Bag Grenen, rød;
Og Alle raabe
Paa Frodes Død.

✂ Ham Knæet vakler.
Med lyse Fakler
Gaaer Helge først.
Paa Mord han skriger,
Som vilden Tiger
Med blodig Tørst:
I Leiregader
Skal Gildet staae.
Vor dræbte Fader
Sin Hævn skal faae.

✂ Men Hroar standser:
Nei, Lykken krandser
Min Tinding grøn;
Nu bør jeg bære
Mit Guld med Ære,
Som Halfdans Søn.
Kan Helge frygte
For Frodes Flok?
O lad ham flygte
Til Ragnarok!

✂ Men Helge raaber:
Forgiæves haaber
Din Blødhed svag
Ham Liv at skiænke.
Hans Blod skal stænke
Den Dag idag.
Min Faders Dræber!
Jeg vil Dig vel.
Snart dine Læber
Skal kysse Hæl.

✂ Din Aand sig svinger
Paa svovlblaae Vinger
Til Dødes Hal.
Den røde Drage
Skal herligt brage
Med høie Knald.
Paa Skyer sorte
Den hid sig svang;
Alt Nastronds Porte
Gaaer op med Klang.

✂ Saa raaber Helge:
Nu kan I vælge
Blandt Vilkaar to:
Ham Livet levne
Til nye Hævne,
Saa fromt som Hro;
Hvad heller Buen
At spare klog,
Og skiænke Luen
Et Nidingsdrog.

✂ Og alle følge,
Som Havets Bølge
Den stærke Storm.
De Kæmper gode
Høit kalde Frode
En Midgaardsorm.
Sig Helge fryder
Med krandset Skaft,
Og Mængden lyder
Den nye Kraft.

✂ Men dybt i Lunden
Har Frode funden
Sin Gudegaard;
Af Biælker bygget,
Og vel beskygget;
Thi Asken staaer
Ved Offerstenen,
Ved Guders Sal,
Og strækker Grenen
Saa høi og sval.

✂ Der han tilbeder
Og sværger Eder
En Havets Qvind;
Den skiønne Huldre,
Med runde Skuldre,
Med Rosenkind,
Som hist i Sivet
Blandt Blomster boer,
Og Underlivet
Som Slange snoer.

✂ Den Jetters Datter
Kong Frode skatter
Med Uskylds Blod.
Bag dunkle Vove
I grønne Skove,
Hun gav ham Mod.
Hun gav ham Kronen
Og Lyst og Fryd;
Og Huldrekonen
Han gav sin Dyd.

✂ Men Odin skuer
Ved Hlidskialfs Luer
Til Krat og Tiørn.
Snart han opdager
At man bedrager
Skioldungens Børn.
Han Flodens Dronning
Med Rædsel slaaer,
Og Helge Konning
For Taarnet staaer.

✂ Og kaster Flammen
I Askestammen
Og alt er Blus.
Høit Biælken knager
Og Tiæren brager
I tørre Mus.
Kong Frode viger
Til Taarnets Rand;
Men Ilden stiger
Saa høit som han.

✂ Han raaber Naade;
De Hænder baade
Mod Himlen slaaer.
Men Helge svarer:
Nu Du erfarer
Hvad Hævn formaaer.
Høit Halfdan svæver
I Skyen rød;
Hans Skygge kræver
Sin Morders Død.

✂ Da Kalken svinder
Af Frodes Kinder,
Han blusser vild.
Han skriger, synker,
Og ingen ynker
Ham i sin Ild.
Da stiger Luen
I Guders Gaard, -
Og høit Havfruen
Paa Flammen staaer.

✂ I Baalets Bølger
Hun halv fordølger
Sin Snogedeel;
Men Arm og Bryster,
Som huldt forlyster,
Dem seer man heel.
Hun rædsomt smiler
I Nattens Lund,
Og Fingren hviler
Paa hendes Mund.

✂ Et sælsomt Under!
Man seer hun grunder
Paa blodig List.
Alt Taarnet zittrer
Og Ilden knittrer
Fra Qvist til Qvist.
Kong Helge viger
I kolde Nat.
Da Flammen stiger -
Og slukkes brat.

✂ Men dybt i Fiorden
En dæmpet Torden
Sig høre lod;
En Gysen farer
I Helteskarer,
I Kongens Blod.
Paa alle Kyster
Slaaer Bølgen op;
Og Sivet ryster
Sin Blomstertop!

✂

HELGES EVENTYR.

✂

ROESKILDE BYGGES.

✂ Naar Tordnen renset har med sine Skyer
Den qvalme Luft, da blier den atter blaa.
De unge Blomsters Skiønhed sig fornyer,
Med dobbelt Rødme, paa bedugte Straae.
Sol klækker Skoven ud, og Freden Byer:
De Hænder, som i Kamp med Sværdet slaae,
Maae brænde Tegl, og hugge Bielker lige,
Hvis Borgen af sit Gruus igien skal stige.

✂ Kong Hroar, blid og rolig af Naturen,
Skiøndt ung af Aar, er gammel paa Forstand.
Med Smerte seer han hisset Leiremuren
Tilintetgiort ved Issefiordens Rand.
Hans Mod opflammes ei ved Krigerluren;
Men Fædrelandet trænger til en Mand,
Som dyrker Kunst, som tænker hvor det giælder,
Som bygger atter op, hvad Kampen fælder.

✂ Og medens Helges raske Hierte brænder
I Stavnen af den luegyldne Snekke;
Mens overalt, hvorhen sig Helten vender,
Hans blanke Vaaben seirende forskrække,
34 Bevæge hist sig tusind travle Hænder,
Og sætte Steen og Biælker snildt i Række;
Og mure Bygninger i lige Rader,
Med breden Torv og rummelige Gader.

✂ Den gamle Mimer, Hroars ædle Ven,
Har viist ham Stedet, hvor han skulde bygge;
Thi ofte gik den unge Konning hen
At spørge den guddommelige Skygge.
Der var en Brønd - den springer vist igien; -
Den sprang i Leireskovens dunkle Hygge;
Der sad den vise Gud ved Midnatstide,
Og lærte Hver, som giærne vilde vide.

✂ Men Faae kun steeg derned; den stolte Thor
For Skoven stod, og vinkte dem tilbage.
De meente Kraft nødvendig var for Nor,
Og frygted her den skulde Skade tage;
Skiøndt Odin selv, fra Valhals Giæstebord,
Hver Aften kom, for Bægeret at smage;
De spotted' stolt dog Siælens Herredømme,
Og Styrken blev - en Ganger uden Tømme!

✂ Hvor var det smukt at see den vise Gud,
Med iisgraat Skiæg, og klædt i Vadmelskaaben,
I Skoven; medens hist fra Skyens Brud
Den lyse Maane viste Himlen aaben;
Den unge Drot, i grønne Silkeskrud,
At søge Mimer, uden Skiold og Vaaben;
At see dem glade sig ved Hulen møde,
Og skilles først mod aarle Morgenrøde.
35

✂ Søn, sagde Mimer, her ved disse Væld
Du reise skal Din By til Danmarks Ære.
Det flade Siælland eier intet Field,
Som Helteborgen kan i Skyen bære;
Men Kilder, Skov, og Fiord kan giøre Skiæl,
For hvad Naturen ellers maa undvære.
Byg her din Stad! Og viid, i Tiden silde
Den giemme skal dit Navn, som Hroarskilde.

✂ Og naar alt længe Leireskovens Træer
Er vegne bort, for Plovens Agerfure;
Naar Fiorden halv er siunken til et Kiær
Og intet sees af dine gamle Mure;
Naar længst en anden By har reist sig, nær
Din siunkne Kongsgaard, dine Jomfrubure;
Skal dog med Taarn og Hal din Fiord begaves,
Og danske Kongers Liig skal der begraves!

✂ Kong Helge seiler dristig midlertid
Og breder ud sit Navn i Nordens Riger.
Som Ørnen høit i Luft han fører Strid,
Til Storm han kaster sine lette Stiger.
Da entres, medens Bølgen, høi og hvid,
Opskummer med de grumme Havets Piger;
Som fanger i et Næt, til Dødens Hvile,
De Liig, som styrte ned for Heltens Pile.

✂ Og medens Helge glæder Asathor,
Saa skynder Jer I Tømmermænd, at lave
Et Badehuus ham ved den kiøle Fiord.
Jeg selv har plantet ham en Æblehave.
36 Did skal han vandre hen fra Giæstebord,
Og fryde sig ved Yduns modne Gave.
Der skal han nyde Livet, glemme Leire,
Og styrke Kræfterne til nye Seire.

✂ Ung Helge drager hiem en Sommernat;
Mod Stranden langsomt Snekken Voven kløver.
Nu lad os komme bag paa Hroar brat,
Og faae ham til at troe det er en Røver!
Han sidder i sin Hytte hist forladt;
Og Agersmanden Kæmpens Hielp behøver.
Nu lad os ængste ham med vore Feider!
Saa taler hin, og sender først en Speider.

✂ Forundret kommer Speideren tilbage:
Herr Konge! vi maa være draget feil.
Jeg ingen Leirehytter kan opdage;
Slet intet Gruus, ved Issefiordens Speil.
En Vold jeg saae sig rundt om Byen drage.
En By! Kom lad os heise vore Seil.
En Trold har os forført i Midnatstunden;
Vi løbet er i Bretlands Thems for Lunden.

✂ Umuligt! raaber Helge; Herthedal
Er her; jeg skuer Issefiordens Vove.
I Skumringen jeg seer den store Sal
Af Fædrelandets hvalte Bøgeskove.
Og skulde nu den vidtberømte Hval
Sig ei fra Havet ind i Bugten vove?
Afsted! at undersøge Byens Volde.
Jeg gyser ei; og allermindst for Trolde.

✂ Hvor stor var hans Forundring, da han stod
I Roskilds sikkre, rummelige Gader.
Da saae han, Freden kræver ogsaa Mod,
Og at der kæmpes kan foruden Plader!
Fra Isse han betragted ned til Fod
Den siældne Broder, som var Kampens Hader,
Men, som formaaede, mens han tappert fægted,
At virke det, som var hans Glavind nægtet.

✂ Med Thor stod Asamimer paa en Sky.
Hin Kraftens Hammer holdt, han Viisdoms Bæger.
Da - raabte Mimer, vil først Loke flye,
Naar disses Kraft eet Kongebryst bevæger.
For meget! raabte Aukathor med Gny;
Før splintre skal mit Lyn de danske Eger.
Kun Odin Kraften blev med Viisdom givet.
Nei - smilte Mimer - dertil stræber Livet.

✂

HAVFRUEN BESØGER KONNING HELGE.

✂ Dagen er lang og Sommeren heed,
Snart Morgen paa Aften følger.
Konning Helge gaaer til sit Badehuus ned,
At qvæges i Havets Bølger.

✂ Af Biælker bygt, i rindende Vand,
Det staaer ved Pæle betrygget.
Det vender mod Nord til klaren Strand,
Af Almetræer beskygget.

✂ Et Sovekammer er Badet nær,
En Løibænk bredes derinde;
Det dunkle Kammer har grønligt Skiær;
Thi Løvet vogter for Vinde.

✂ Konning Helge springer i Badet ud,
Han sig i Vandet forlysted;
Han ligner Ægir, den stærke Gud,
Naar Bølgen ham spiller om Brystet.

✂ Her er for snevert, her er for trangt,
Han aabner den Brædeluge.
Derude Badet er mere langt,
Der skal mig Bølgerne sluge.

✂ Han tumler sig, som den muntre Fisk,
Af Strømmen vugget og baaret;
Han er saa deilig, saa ung og frisk,
Og Sivet sig vikler i Haaret.

✂ Hist Hyrdepigen bag Træet staaer
Og ud fra Buskene titter;
Stærkt hende Hiertet i Livet slaaer,
Bag Løvets skiulende Gitter.

✂ De Trælle vente med Dugen hvid,
Deri sig Konningen hyller.
Det er saa kiølt i den Aftentid,
Og Bølgen mod Pælene skyller.

✂ Forlader mig nu, I Trælle to!
Jeg vil paa Bænken mig strække.
Der finder han snart en qvægsom Ro,
Paa Sivets flættede Dække.

✂ Han slumrer ind ved Bølgernes Larm,
Saa sagte sig snige de Strømme.
Han støtter sit Hoved paa sin Arm,
Og smiler i Heltedrømme.

✂ Ham synes at see Valkyrier tre,
Som ned fra Regnbuen stige;
Som krystet af den hvideste Snee,
Hver rosenfarvede Pige!

✂ Den Ene med Sværd, den Anden med Stang,
Den Tredie med fiærede Pile.
De siunge Kongen en Heltesang,
Imens de kyssende smile.

✂ Han strækker sin Arm saa kiærligøm,
At gribe Møen om Livet;
Da vaagner han af sin skiønne Drøm -
Og ligger ene paa Sivet!

✂ Men underligt i det nære Bad
Han hører Noget at klynke.
Han lytter - grunder - han veed ei hvad
Og maa dog Klageren ynke.

✂ Snart tykkes det ham, som var det Vind,
Der foer fra Havet i Røret.
Snart sælsomt det bevæger hans Sind,
Og klinger saa lystig i Øret.

✂ Han aabner Døren af Granefiæl,
Hvor Røsten synes at stige;
Der skuer han paa den nedhamrede Pæl
En frysende Tiggerpige.

✂ Hun sidder ved den aabnede Dør
Med Lokker, drivende, gule;
I Bølgen, bag de skummende Rør
De spæde Fødder sig skiule.

✂ Om Livet en Kofte knapt sig slaaer;
Af Kuld han seer hende grue.
Hun er kun lidt over fiorten Aar,
Og fast som Barnet at skue.

✂ Ak Herre! min Moder har mig forladt
I Badet, og mod min Villie;
Tillad mig at sove den eeneste Nat
I Kammeret paa din Tilie.

✂ Ung Helge føler en sælsom Lyst,
De Blik i Hiertet sig bore;
Bag Koften knupper et Liliebryst
Og Øinene tindre saa store.

✂ Og kom Du kun, mit vakre Barn!
Det blæser saa koldt derude. -
Om Haaret har hun et Fiskergarn,
Det ruller hun til en Pude.

✂ Hun strækker sig paa det haarde Træ;
Det Konning Helge bedrøver.
Hvad gavner hende det lune Læ,
Naar jeg hende Leiet berøver?

✂ Du hvile Dig ved min Side her!
Du kiender mit Helterygte;
Jeg lægger imellem os mit Sværd,
Saa har Du intet at frygte.

✂ Nu smiler hun sødt i rolige Blund
Mens Barmen synker og hæves;
Ung Helge prøver at sove, som hun,
Men prøver det kun forgiæves.

✂ Han Øiet tit over Axel skiød,
Stærkt funkled Helten i Lue:
Og kosted det end min visse Død,
Jeg maa dog Soversken skue.

✂ Da vender han sig, og bliver vaer,
Med Arme svulmende hvide,
Den største Skiønhed Jorden har,
At slumre ved hans Side!

✂ Den sorte Kofte sig meer ei snoer
Og Pigens Yndighed giemmer,
Et tyndt og flagrende Sølvermor
Indhyller de deiligste Lemmer.

✂ Tre Timer virked som hele Aar:
Som Barn hun klynked paa Tilie;
Hun faldt i Søvn, som en Knup i Vaar,
Og vaagnede som en Lilie.

✂ De Øine blaae som Kiærminder seer
Med smægtende Blik og Taarer.
Da kiender Helge sig selv ei meer -
Og Hexen Helten bedaarer!

✂ Farvel, min allerkiæreste Ven!
Saa spotter hun ham, med Latter;
Idag et Aar jeg kommer igien
Og bringer Dig her Din Datter!

✂ Saa synger hun vildt, og reiser sig op,
Til Skæl forvandles de Klæder;
Og fælt hun bugter sin Slangekrop
Hen ad de fugtige Bræder.

✂ Konning Helge griber med opbragt Sind
Sit Sværd, og hugger til Krybet;
Da saarer han kun den lette Vind, -
Og Havfruen dandser paa Dybet!

✂

HAVFRUENS SANG PAA DYBET.

✂ Vælter, I Kattegats skummende Bølger!
Havfruen dølger
Ikke sin Glæde.
Skum, o du Skibenes farlige Stræde!
Rør dig fra Grunden!
Hævnen er funden.

✂ Lyd nu, o Sang, som skal Skioldungen haane,
Høit imod Skaane,
Høit imod Skagen.
Lindesnæs vise med Bølgernes Bragen,
At det fornemmer
Havfruens Stemmer.

✂ Maane! som hist giennem Drivskyen skuer,
Lad dine Luer
Sælsomt med Glandsen
Lysne mig Brystet og lysne mig Svandsen.
Havfruen taler
Høit mellem Hvaler.

✂ Stands nu din Flugt, giennem dæmrende Taage
Svævende Maage!
44 Sælhund paa Sandet,
Vælt dig fra Brændingen atter i Vandet!
Skynd Dig at prise
Havfruens Vise.

✂ Frode! som offred til vældige Jetter,
Trolden forgiætter
Ikke sin Dyrker;
Dragen, som ruger paa Hævnen, sig styrker.
Trøst Dig, min Beiler!
Hævnen ei feiler.

✂ Helge skal falde for rugende Drage!
Intet tilbage
Vorder af Ætten.
Listig skal Vellysten, blodig skal Trætten
Hævne Dig gode,
Jetternes Frode!

✂ Aldrig i Niffelheim Loke foragter
Den, som ham slagter
Menneskesønner.
Herligt med Hævn han i Helvede lønner
Den, som for Fryden
Offred ham Dyden.

✂ Helge skal spredes, som Avner for Vinden.
Listigt har Qvinden
Saaret hans Hierte;
Lysten, som hun ham i Armene lærte,
Vældig skal bruse,
Barmen ham knuse.

✂ Hør nu, I Klipper, min frækkeste Latter:
Snart skal hans Datter
Hævne sin Moder.
Skulde skal myrde sin eneste Broder,
Ei skal I savne
Blod, mine Ravne!

✂ Svulmer mod Asernes hvælvede Himmel,
Bølgernes Vrimmel!
Tonende røde
Flammende Nordlys nu Stiernerne møde.
Datteren fødes,
Broderen dødes!

✂ Nu har jeg siunget Forbandelsen over
Skummende Vover,
Vellystens Bæger.
Hisset jeg skuer den lurende Ægir;
Nu vil jeg skiule
Mig i min Hule!

✂

ÆGIR I MORGENRØDEN.

✂ I Bølger smaae!
Nu stille blaae
I kruse kun min Flade.
Let svæver Niord
Kun paa min Fiord;
Nu veeg hans Hustru Skade
Til Heklas Bierg,
Med Trold og Dværg,
Og fæle Hvirvelvinde.
Der sværmer nu i Nætter ni
Den frygtelige Qvinde;
Imedens svæver Snekken fri,
Som Fugl om Biergets Tinde.

✂ Ei Døden grum
Bag falske Skum
Det kiække Hierte saarer;
Og spotter vaad
Med kolde Graad
De hede Kummerstaarer.
Hver Kiøl med Iil,
Som Luftens Piil,
47 Nu giennem Voven render;
Mens Solen rød bag Bølgen staaer,
Og smukt i Vandet brænder;
Og Freia, fra de gyldne Haar,
Sin Dug til Jorden sender.

✂ Ni Dage nu
Skal uden Gru
Kun skue Fredens Snekke;
Og ingen Krig
Og intet Liig
Min blanke Flade dække.
Nu Korn og Malt
Og Skind og Salt
Skal Kiøbmandskibet føre;
Nødtørftighedens Bøn paa Land
Skal Guderne bønhøre,
Og Ladningen til sikkre Strand
Trygt over Bølgen kiøre.

✂ Hist staaer Dit Slot
Min unge Drot!
Du sværmer vildt o Helge!
Du offred Ran
Heel mangen Dan;
Du vil ei Ægir vælge.
Du stolt af Sind
Med Blus paa Kind
Den milde Gud foragter;
Naar Stormen vælter Strømmen stærk
Du helst i Kampen slagter;
Men vogt Dig dog for Lokes Værk
Og for de onde Magter!

✂ Din Broder Hro
Giør mig saa fro,
Ham mangler ikke Modet.
Han kraftig staaer
For Leiregaard,
Men helst han sparer Blodet.
Han er min Søn!
Hans Morgenbøn
Jeg faderligt maa love;
Han siger: Norge Rugen faaer
Fra Issefiordens Vove;
Skaan Jernet, som tilbagegaaer
For mine danske Plove!

✂ Stolt risler jeg
Ad Bølgens Vei,
Høitsiddende paa Hvalen;
Med Perlekrands
I Morgenglands
Og skuer over Dalen.
Nu Siællands Kyst
Som er min Lyst
Jeg faderligt vil pleie.
Jeg jager Sild fra Grunden op
Til hvert et Fiskerleie;
Thi Siælland med sin Bøgetop
Er dog mit Yndlings-Eie!

✂

DE TRE MÆND PAA SNEEN.

✂ Det var en silde Juleqvæl,
Det var saa koldt som paa Filefield.

✂ De Giæster forlade Kongens Gaard,
Saa tankefuld ung Helge staaer:

✂ Halvandet Aar nu vel henrandt,
Fra den Tid Hexen i Badet svandt.

✂ Hun lovede mig det spæde Noer,
Jeg haaber hun holder ei sit Ord.

✂ Dankonning skuer af Vinduet ud,
Da blandes Frosten med Regn og Slud.

✂ Det fyger saa hvidt med store Fog,
Og Maanen dæmrer i Skyen dog.

✂ Konning Helge skuer i Natten hen -
Han seer paa Sneen tre store Mænd.

✂ Tregange reed de hans Huus forbi,
Alt over den snevre Gangerstie.

✂ De vare blege, bestænkte med Blod,
Og Vinden i deres Kaaber stod.

✂ En Hælhest rede de paa for sande;
Af blege Bene var Hestens Pande.

✂ De hilste Kongen i dunkle Nat,
Og toge til deres brede Hat.

✂ De vikled op det hvideste Liin,
Og toge deraf det sorte Skrin.

✂ De rakte ham Skrinet i Fiskergarn:
Fru Tangkiær sender Dig her Dit Barn.

✂ Konning Helge vilde de Ryttere svare, -
Da mærkte han først, de borte vare.

✂ Han hørte Hesten, ved Fiorden i Skoven,
At sparke Isen med Hestehoven.

✂ Han hørte dem plumpe ned i Fiord -
Han satte Skrinet saa bleg paa Bord.

✂ Dankonning griber sin skarpe Kniv:
Det lidet Utyske skal miste sit Liv.

✂ Han aabner Laaget med vreden Sind -
Da smilte Noret med Rosenkind.

✂ I Haarene var Sivblomster smaae,
En Sølvmors Kiortel har Barnet paa.

✂ Han kiændte sig selv i Datterens Træk,
Han Daggerten falde lod af Skræk.

✂ Den Glut kan tale, den spørger huld:
Hvi vredes Du paa Din lille Skuld?

✂ Min Moder boer i den Kongsgaard blaa,
Hun sender mig Guld og Perler saa smaae.

✂ Men nu vil jeg boe i min Faders Slot,
Jeg veed det vel, Du est Danmarks Drot.

✂ Konning Helge hører den spæde Lyd -
Hans Øine vædes med Faderfryd.

✂ Han trykker Barnet til sit Bryst:
Nu kiænder jeg først den bedste Lyst.

✂ Da smilte Glutten saa ondskabsfuld:
Saa kiændes Du dog ved Din Datter Skuld?

✂ Vi meente Du varst saa fornem nu,
At Fiskerpigerne glemte Du.

✂ Hvor vil det ei min Moder fornøie,
Naar Taarer hun seer i min Faders Øie.

✂ Ved Fiorden stod en forfalden Muur,
Der bygged Kongen et Jomfrubuur.

✂ En Amme gav han det Barn saa spæd,
Hver Morgen det skreg og hver Aften græd.

✂ Det agted ei Riis, det agted ei Hug;
Men hver Dag Glutten blev mere smuk.

✂ Kun naar man den stivt i Øinene saae,
Da spilled saa lumsk det falske Graa.

✂ Med Siv hun pynted sit sorte Haar,
Og leged siælden i Æblegaard;

✂ Men hver en Aften, med Glæde stor,
Hun baded sig hist i Issefiord!

✂

EN FUGL SIUNGER FOR KONGEN.

✂ Nu Somren er atter tilbagevendt;
I Skoven tændt
Har Freia de knuppede Roser.
Konning Helge sidder i Skyggen bold,
Paa Væggen i Badet hænger hans Skiold,
Hans Hielm, hans Bryniehoser.

✂ Han støtter sin Haand til de lokkede Haar,
Hans Hierte slaaer
Og Blodet ham blusser paa Kinden.
Han mindes Natten ved Tangkiærs Barm:
Hun knuged mig hæftigt, sødt i sin Arm,
Og svandt som Bladet for Vinden.

✂ Hvi svegst Du, deilige Lilievand,
Din Drot i Dan?
Kun kort var min Glæde paa Jorden!
Nu sukker jeg hen mit unge Liv,
Min hele Fryd var et Blomstersiv,
Som smiler - og synker i Fiorden!

✂ O vendte Du atter tilbage nu,
Vist uden Gru
54 Imøde jeg skulde Dig gange.
Naar kun for mig Du est Qvinde skiøn,
Hvad siger det siden Halfdans Søn,
Om Du i Havet er Slange?

✂ Hvi lærte Du mig den korte Lyst
Ved Elskovs Bryst?
See, Skoven sig atter bekrandser!
Nu føler jeg kun den unge Vaar;
Mit Spyd bestøvet i Hallen staaer,
Og rustent hænger mit Pandser.

✂ Da suser det i den Lindegreen.
Fra musgroet Steen
Ung Helge skiælvende springer.
Da smutter af Træets grønne Skiul
En toppet, søeblaaglindsende Fugl,
Med purpurfiærede Vinger.

✂ Den sætter sig ved Kong Helges Fod
Med dristigt Mod,
Og siunger ved Kilden paa Randen:
I Skoven de myldrende Blomster staae,
I Verden utallige Piger jeg saae,
Og Een meer smuk end den Anden!

✂ Hvi sukker Du for en Mø, som svandt,
Naar nok iblandt
Der er at vælge for Kloge?
Omfavn dem smilende paa Din Vei,
Deel deres Elskov, og græm Dig ei,
Naar bort de smutte som Snoge.

✂ I Angelsaxen, der stander en Gaard,
I Ungdomsvaar
En Dronning hersker derinde.
Det maatte hver Ungersvend tilstaae,
At aldrig han end i Verden saae
Slig elskovvækkende Qvinde.

✂ De store Lokker i gyldne Pragt
Om Halsen lagt
Ei Svanebrystet bedækker.
Den fulde Læbe med Vellyst leer;
Men naar man i hendes Øine seer,
Da Stolthedsblikket forskrækker.

✂ Herr Konge! det var en Viv for Dig.
Og troest Du mig
At Olufs Hierte kan flamme.
Hun vil omfavne Dig sødt i Løn,
Naar hun erfarer Du est en Søn
Af Odins hellige Stamme.

✂ Og agt Du ei hendes høie Mod.
Af Emblas Blod
Er hun saavel som en Anden.
Den vildeste Qvinde med Stang og med Sværd
Erkiænder tilsidst i den kiærlige Færd,
At hun bør adlyde Manden.

✂ Saa synger den liden Fugl paa Qvist
Med megen List;
Den unge Konge maa studse.
Den hopper langs med de skiulende Træer,
56 Og springer ud i det sivede Kiær
Som æddersvulmende Tudse.

✂ Men Kongen grunder paa hvad den sang,
Ei hen engang
Til Kiæret hans Øie den følger.
Han tænker paa Fruen i Saxenland;
Og næste Morgen bestiger han
Et Skib paa de glidende Bølger.

✂

HELGE REISER TIL DRONNING OLUF.

✂ Den velforgyldte Drage løb i de Bølger blaae
Til Saxenland mod Borgen. Da skued Helge staae
I Vinduet deroppe heel mangen deilig Maard.
Herlig speiltes i Vandet den stolte Kongegaard.

✂ Da spurgte Helge Konning Reigin sin gode Mand:
Kiænder Du de Piger, som staae paa Borgens Rand?
I herlige Klæder de vise dristigt Mod,
Og tælle vore Kæmper paa den speilklare Flod.

✂ Da svared Reigin Kæmpe: Nu skalt Du sige mig,
Ædle Herre Konning, og hvilken lyster Dig
Af disse tydske Qvinder i de sneehvide Liin?
Da svared Helge: Seer Du hin ædle Jomfru fiin?

✂ Med store Øienlaage hun skuer dristigt ned,
Og herligt svulmer Dugen over Svanebarmen bred.
Hun er saa smal i Midie, hun er til Maade lang,
Jeg vædder det var hende, som Fuglen mig besang.

✂ Da svared Reigin Kæmpe: Der giættede Du sandt!
Som Maanen mellem Stierner hun straaler iblandt
De guldbelokte Piger; thi Dronningen Du seer.
Da tænkte ungen Helge paa Tangkiær ei meer!

✂ Nu bød den ædle Dronning de unge Piger gaae
Fra Vindvet og ei saa nysgierrige staae;
Ei give paa de Giæster i Kongeskibet Agt.
Hvad Dronningen da talde, det blev dem siden sagt.

✂ Den luegyldne Snekke da løb paa hviden Sand.
Helge den heel Dristige da førte paa Land
Sin kulsorte Ganger, som reist var over Sø.
Det saae fra hendes Vindve den kongelige Mø.

✂ Hans Sadel var stenet og Sadelbuen smal,
Op rede da de Kæmper til Dronningens Hal.
I Sadlen hang Bielder af klaren Guld saa rød,
Hans Lokker ham fra Hielmen over Skuldrene flød.

✂ Med Spyd, som vare blanke, med velslebne Sværd,
Da nærmed sig til Borgen Skioldungens Hær;
Med stærke Jernsporer, med Skarlagenskind;
Det skued Dronning Oluf, saa tankefuld i Sind.

✂ De Snekken lod i Fiorden uden Vogter staae,
Kongeborgens Taarne saa vældige de saae.
Den Kongsgaard var bygget ved Floden paa det Næs,
Af ædle Marmelstene, saa grøn som et Græs.

✂ Da aabned sig de Porte, da Kongen kom derhen.
Dem imøde løbe de staalklædte Mænd;
Modtoge deres Giæster, alt som de kunde bedst:
Nu flyer os Eders Vaaben, Eders Skiold, Eders Hest!

✂ Da sagde Reigin Kæmpe: Dem vogte vi vel selv!
Sværdet kan man bruge paa Land saavel som Elv.
Giensvarte Ridder Alrik: Det er en gammel Skik,
At aldrig Nogen væbnet i Kongeborgen gik.

✂ Da spændte Konning Helge sin Glavind strax fra Belte.
Ugiærne giorde ligesaa de andre Dannerhelte.
De mumled: Uden Vaaben og Skiold er fremmed Mand,
Hvad Biørn er uden Klo, og hvad Ulv uden Tand.

✂ I Dronningens Hal der stod den Kæmperad;
Med Ædilstene Oluf paa Kongsstolen sad!
Rubin om smekkre Midie, og over Barmen fuld
Silken den hin grønne med Plader af Guld.

✂ Paa hendes? lokte Hoved en takket Krone stod;
Kinden var som Roser, og Læben var som Blod.
De Øine ligned Himlen, som Skyen dækker halv.
Hvor den Jomfru skued, der Heltene skialv.

✂ Da bødes Konning Helge til Velkomst en Drik,
Ud i Fægtergaarden da Kæmperne gik.
Den granvoxne Skioldmø bandt Rem om hviden Arm,
Da stod igien de Piger i Vindvernes Karm.

✂ Hun raabte: Konning Helge, fra Danmarkis Øe,
Og vilst Du Dysten prøve med den vaabenklædte Mø?
Ifald Du Spillet vinder, da vorder jeg Din Viv;
Men, dersom Oluf seirer, det koster Helges Liv.

✂ Helge Leirekonning til Oluf svarde Ja.
Ind i Fægterkredsen bragte man da
I guldslagne Skeder to frygtelige Sværd.
Eja! da begyndte den heel lystige Færd.

✂ Hun greb om Sværdefæstet med sin sneehvide Haand,
I Øinene da funkled Valkyriernes Aand.
Men Dannerkongen bødte for Hugget med sit Skiold,
Han agted ei at dræbe den Jomfru, saa bold.

✂ De stærke Hug paa Hielmen i Borgegaarden lød.
Funken fløi fra Staalet, men intet Blod der flød.
Ha, raabte Dronning Oluf, jeg seirer vist, giv Tid!
Ja, svared Konning Helge, men ei i denne Strid!

✂ Hun hæved sin Glavind, den blinkede med Harm;
Da greb Skioldungen vakkert omkring Skioldmøens Arm,
Afvristed hende Sværdet, i Luften hen det foer -
Da kasted han med Lethed den Jomfru paa Jord.

✂ En dobbelt Purpurrødme da hendes Kinder fik.
Vildt skuled under Laaget de stolte Jomfrublik.
Men snart med Smil paa Læben fra Græsset op hun steeg:
Nu skynder Eder Piger! Binder Krandsen af Eeg.

✂ Men først dog, Herre Konge, vi Dysten prøve maae,
Hvo af os kan Stenen længst i Luften slaae.
Hun hented den med Liste, hun hen i Græsset sprang,
De blanke Vaabenklæder ved Steenkastet klang.

✂ Helge den heel Dristige den største Steen da tog,
Han lagde sig tilbage, mod Himlen han slog.
Man saae den aldrig mere; den hvidsled med en Lyd -
Den fløi, som seent i Høsten, en Trækfugl til Syd!

✂ Da mældte med stor Liste den unge Dronning saa:
Du har mig overvundet; det bør jeg Dig tilstaae;
Men hvis Du mig vil løse Herr Konge fra mit Ord,
Jeg skiænker Dig med Stene den kosteligste Giord.

✂ En Krone med Rubiner den skalt Du ogsaa faae.
En Skioldmø kan saalidet som Ægteviv bestaae.
Naar Sommerfuglen parres, da maa den snarlig døe,
Kun Knuppen eier Styrke, men Blomsten gaaer i Frø.

✂ Jeg ønsker at forblive hvad nitten Aar jeg var;
Thi lad os drikke Vinen af de guldslagne Kar.
Jeg giæster Dig som Dronning, men ikke som Din Viv!
Nei, svared Helge, derfor jeg voved ei mit Liv.

✂ Jeg kiænder Dine Tanker: først Hinden er saa sky;
Den spræller og vil hurtig fra Jægeren flye;
Men snart han den dog tæmmer, den rolig gaaer i Baand
Og æder sine Krummer af Jægerens Haand.

✂ Da Oluf nu vel mærkte hvor stor hans Elskov var,
Da rødmed hun med Taushed og skiænked i de Kar.
Det Vildsvinehoved paa Bordet kom paa Stund,
Med Egeløv i Øret, og med Blommer i sin Mund.

✂ Da spilled de Jægere, som Brugen var paa Jagt,
Ad Døren ind de treen i den sommergrønne Dragt.
Da skar den ædle Marskalk med Kniven i det Sviin,
Eja! da sprudled i Bægeret den Viin.
62 Heel svarligt blev da drukket, saa Sved paa Panden sprak.

✂ Af Elskov var alt Helge beruset før han drak.
Han saae i hendes Øie, han lued som et Blod,
Han trykte hendes Haand, hendes Knæ, hendes Fod.

✂ Nu sank den unge Beiler i Jomfruens Arm,
Dybt Munden han begraved i den sneehvide Barm;
Der kiølte han sin Læbe, der hvilte han sin Kind,
Der vugged ham de Bolstre saa listeligt ind.

✂ Og hør Du nu min Tærne! og bring i Hallen strax
Fra Buret mig min bedste, min blinkende Sax.
Saa klipped hun hans Lokker, hans lange Hovedhaar.
Ud bares da de Kæmper fra Dronningens Gaard.

✂ Man bragte dem paa Skibet, alt paa det kolde Dæk;
Men Helge Konning snørte man i en Lædersæk.
Hang Isse de bestrøge med det kulsorte Beeg,
Den næste Dag han vaagned, da blev han rød og bleg.

✂ Han stirred uden Mæle, han tåled ei et Ord;
Han speilte sit Hoved i den speilklare Fiord;
Da nikked han saa langsomt, da blev ham Panden rød,
Og Taaren ham, saa bitter, over Læberne flød.

✂ Afsted nu mine Kæmper! Afsted mine Mænd!
Jeg haaber næste Sommer vi giæstes her igien;
Med hundrede Skibe, med titusind Sværd.
Jeg mærker Oluf elsker den drabelige Færd.

✂ Hun vugged mig i Søvne, med Hævnens glade Harm,
Forrædersken, den Kloge, paa sin sneehvide Barm.
Jeg siger Eder, Kæmper, at snart til Helges Lyst
Skal Skibet hende vugge paa Bølgernes Bryst.

✂ Saa heised han sit Anker og løb til Øresund.
Den skiældækte Havfru sig hæved fra Grund;
Hun strakte høit sin Nakke, hun efter Skibet saae,
Da svulmed og da sortnede de Bølger saa blaae.

✂ Hun loe en Skoggerlatter; det over Havet gialt,
Saa Maagerne forfærdet paa Bugene nedfaldt.
Da styrted mangen Søemand fortumlet overbord,
Men kraftig styred Helge det knagende Roer.

✂ Han sad som Hler Ægir i luegyldne Stavn;
Han undgik hvert Skiær og løb hurtig i sin Havn.
Han kunde tæmme Havet, og Klipper og Vind,
Kun ikke sit eget hevngierrige Sind!

✂

SKULDE DANDSER FOR SIN FADER I
ROSKILDE.

✂ Konning Helge lander i Issefiord;
Ung Skulde dandser paa Tilie.
Han kaster sin Glavind saa bleg paa Bord.
Til Hævn kun stunder hans Villie.

✂ Han sidder paa Bænk med Jarler ti,
De Trælle Miøden ombære.
Thor give den Fest var snart forbi!
Hvad er en Fest uden Ære?

✂ Konning Helge vandrer i Maaneskin;
Ung Skulde dandser paa Tilie.
Han drager sit Sværd af det brune Skind,
Og halshugger Rose med Lilie.

✂ Ham synes at skue kun Spot og Had
I Blomstens svulmende Bæger.
Han harmes over det Rosenblad,
Som lefler i Vinden og leger.

✂ Kong Helge grubler ved Nat og ved Dag;
Ung Skulde dandser paa Tilie.
O hvor dog Manden er mat og svag,
Som qvæles af Qvindernes Villie!

✂ I hente mig Skuld min Datterlil,
Fra Jomfrueburet i Skoven.
Hun svæver saa let ved det Strængespil,
Som Bladet svæver paa Voven.

✂ Ung Skulde kommer. Saa listig grum
Hun smiler, mens Øiet brænder.
Saa hvide som Havets hvideste Skum
Er Armene, Brystet og Hænder.

✂ Hun har saa liden, saa deilig en Fod,
Som noget Øie vil skue.
For sælsomtsmidige Ledemod
Maa næsten Konningen grue.

✂ Ved Sækkepibens og Trommens Lyd
Ung Skulde dandser paa Tilie;
Men liden kun er Faderens Fryd,
Skiøndt Datteren lyder hans Villie.

✂ Ung Skulde knæler ved Faderens Fod,
For sig med Miøden at lædske.
Han skiænker hende den Drik saa god;
Hun rækker af Guld ham en Æske.

✂ Dronning Olufs Billed paa Laaget staaer,
Han aabner Æsken bevæget -
En Lok han seer af sit eget Haar
Tæt sammenklinet med Beget.

✂ Da drager han ud sit Sværd i Harm,
Og hugger efter sin Datter;
Men Skulde griber om Konningens Arm
Og synger yndigt med Latter:

✂ Min Fader, Sværdet i Balgen slut!
Hvi harmes I over den Hulde?
Hvad Oluf i Saxen har forbrudt,
Hvi skal det hævnes paa Skulde?

✂ En Helt kan være saa stor, saa stor,
Dog trænger Lyset til Skyggen.
Han elskes af Odin, elskes af Thor;
Men Freia vender ham Ryggen.

✂ Han hugger Pandsret itu med Lyst,
Naar han sin Fiende forfølger;
Men saares selv af et Liliebryst,
Som altfor nøgent ham bølger.

✂ Saa siunger den Glut med spodske Ord,
Mens alt hun dandser paa Tilie.
Konning Helge stirrer saa stivt til Jord,
Og blegner saa hvid som en Lilie.

✂ Nu ved den evige Thor i Sky,
Snart skalst min Datter Du finde,
At den, som Heltene tvang at flye,
Ei viger feig for en Qvinde.

✂ Jeg mindes Fuglen paa Lindeqvist,
Jeg mindes de herlige Sange!
Med Magten ei, med snedige List
Man Nattergalen skal fange.

✂

HELGES OG HROARS AFSKEED.

HELGE.: ✂ Stedse sidder her Du rolig
Under Egetræets Skygge.
Broder! vilst Du evig bygge?
Graven blier din sidste Bolig.
Du est ung endnu og vakker;
Riid dog eengang under Øe,
Fæst Du Dig saa væn en Mø,
Mens paa Havet Helge flakker.

HROAR.: ✂ Helge flakker om paa Hav!
Vil da Helge evig flakke
Paa den luegyldne Smakke?
Bølgen blier din sidste Grav.
Daarligt Du bebreider mig;
Hvorfor har da Du ei Dronning?
Du est Danmarks ældste Konning,
Ætten stamme bør fra Dig.

HELGE.: ✂ Det er ikke skeet som sagt.
Ofte har alt Freias Kerte
68 Tændt i Flammer dette Hierte;
Helge kiender Freias Magt.
Men i hendes Frugt jeg fandt
Fæle Nastronds Orme nage;
Bitterheden blev tilbage,
Og den korte Sødme svandt.

HROAR.: ✂ Ilden funkler i Dit Øie,
Bleghed hviler paa Din Kind!

HELGE.: ✂ Snart det kan igien sig føie,
Helge blusser fro i Sind.
Han er syg - maa læges først.

HROAR.: ✂ Hvilken Sygdomk
an det være?

HELGE.: ✂ Saaret brænder i hans Ære,
Hævnen er hans Febertørst.

HROAR.: ✂ Oluf
trodser paa sit Slot.

HELGE.: ✂ Stille, Broder! Stille, stille!

HROAR.: ✂ Stolte Dronning.

HELGE.: ✂ Skiønne Frille!
Alt endnu kan vorde godt.

HROAR.: ✂ Siig, hvad svulmer i Din Barm?
Sælsomt Du paa Jorden stirrer;
Øiet funkler, Læben dirrer -

HELGE.: ✂ Hører Du den muntre Larm?

HROAR.: ✂ Dine Helte gaae ombord;
Hundred skiønne stolte Snekker
Med de hvide Seil bedækker
Fladen af min Issefiord.

HELGE.: ✂ Det var Fugle, som Du saae;
Fugle, som paa hvide Vinger
Sommeren til Saxen bringer
Over alle Bølger blaae.
Reden venter hist paa Væg! -

HROAR.: ✂ Kommer Du da snart tilbage?

HELGE.: ✂ Ja! naar først min vrede Drage
Ud har ruget sine Æg.

✂

HELGE SEILER ATTER TIL SAXLAND.

✂ Saa foer han fra sin Broders Favn,
Da Roret ret var stillet.
Han stod i den forgyldte Stavn,
Som det udskaarne Billed.

✂ Han mæled ei, han aad og drak
Kun som den syge Qvinde.
Han skiændte paa den sene Smak,
Og paa de svage Vinde.

✂ Hvor kommer det, at Snekken gaaer,
Saa langsomt nu og dovner,
Da Vinden dog fra Norden staaer,
Og Silkeseilet bovner?

✂ De Kæmper stilled Skiold ved Skiold
Ved Rellingen saa blanke.
Smukt lued den forgyldte Vold,
Med Buler og med Hanke.

✂ Da Vinden hørte næsten op,
Med Aarerne man leged.
Den frygtelige Ædderkop
Saa langsomt sig bevæged.

✂ Da listeligt Fru Tangkiær loe,
Hun fulgte med fra Havnen.
Som Muslinger paa Kiølen groe
Hun klyngte sig til Stavnen.

✂ Hun giorde Veien tung og lang
For Kongen at forhaane;
Men høit paa Dækket Helte sang
Ved Nattens klare Maane:

KÆMPERNE.: ✂ Ungerne vide
Hvad Biørnen maa lide;
Kløerne voxe, dem lyster at stride.
Munter, Herr Konge! munter, fat Mod!
Snart er Forsmædelsen sonet med Blod.

HELGE.: ✂ Listigt vi komme, som Freia til Jetten.
Ikke forglemme vi Skioldungaætten.
Stene paa Barmen,
Hamren i Armen -
Ha hvilken Fest!

KÆMPERNE.: ✂ Odin skal sadle sin Ottefods-Hest!

HELGE.: ✂ Ingen vi dræbe,
Svagt kun vi saare.
Kysse kun vil jeg forbittrede Læbe.
Blod skal ei flyde; men brændende Taare!

KÆMPERNE.: ✂ Taarer kun flyde?
Lidet da vist har Din Hævn at betyde,
Dannemarks Drot.

HELGE.: ✂ Husk vore Fiender
Ere kun Q vinder!
Mindes at Spotten bør hævnes med Spot!

KÆMPERNE.: ✂ Ha hvilken Fest!

HELGE.: ✂ Men Ørnen kun truer
Høgen, og ei de uskyldige Duer!
Hellig os være
Pigernes Ære.
Hende kun henter den luende Drage.

KÆMPERNE.: ✂ Nu har vi lidet af Veien tilbage;
Hisset vi see,
Taarnene tre.
Spirene blinke.

HELGE.: ✂ Heimdals Haner fra Spirene vinke.
Skoven skal skiule
Snekkerne gule.
Rask nu paa Land!
Skyder de vuggende Skuder i Sand!

✂

HELGES LIST.

✂ Da nu de Kæmper stode
Bag Skovens dunkle Green,
Hvor hvide Bølger toede
Den nøgne Klippesteen;
Hvor Birken nærved Bøgen
Med sine Grene hang,
Og hvor de hørte Giøgen
Mens Nattergalen sang;

✂ Da sagde Konning Helge:
Af tvende haarde Kaar
Det blideste vi vælge,
Som Helten vel anstaaer.
Jeg seiled over Vandet
Med Kæmper og med Mod;
Men jeg vil skaane Landet,
Og jeg vil spare Blod.

✂ Vi vil ei overfalde
De Saxer her med List,
Men Dronningen udkalde
Til Fuglesang paa Qvist.
74 Lumsk i det sidste Stevne
Forraaded hun sin Ven -
Og ene vil jeg hævne
Mig kosteligt igien!

✂ Ifald det skulde giælde,
Og lykkes det ei her,
Da kommer I med Vælde,
Med Fakler og med Sværd.
Men nødig denne Slange
I Buret maatte døe;
Min Hu staaer til at fange
Heel levende den Mø.

✂ Derfor, I Kæmper, skiuler
Jer denne korte Frist
I disse dybe Huler.
Vor Flaade dækkes hist.
Den skiules af de Grene,
Saa langt fra Borg og Byer.
Nu vil jeg gaae allene
Paa mine Eventyr.

✂ Derpaa med beget Kofte,
Med lange hvide Brog,
Som end man seer saa ofte
En Søemand paa sit Tog;
Kun med et gyldent Belte
Og med sit blanke Sværd,
Den høie Drot for Helte
Var rustet til sin Færd.

✂ Paa Skulderen han lagde
Med Guld og Sølv en Sæk.
Derpaa Farvel han sagde,
Og svandt bag Skovens Hæk.
Kun nogle raske Skytter
I Smug han følge lod.
To lave Fiskerhytter
Ved Muslingstranden stod.

✂ Den gamle Fisker skikked
Sig til en Morgendræt;
Han spiled ud, han flikked
Med Kork og Bly sit Næt.
Hans Qvinde stod ved Vandet
Og angled alt en Stund;
Og Baaden laae paa Sandet
Mod Himlen med sin Bund.

✂ Den danske Konge vidste:
Hvor Folk ved Havet boe,
Er Fiskeren den Sidste,
Som ei er Kongen troe.
Han elsker Fædrelandet,
Saa tarvelig som arm,
Han hærder sig paa Vandet,
Og Faren giør ham varm.

✂ Den unge Danmarks Konning
Grov Sækken ned i Muld;
Han vidste, Saxers Dronning
Heel gierrig var paa Guld.
76 Han vidste, det var Loven,
Saa her som overalt,
At hvad man fandt i Skoven,
Til Kongeskatten faldt.

✂ Han lod som ei han mærked
At Fiskeren ham saae.
Han lagde Haand paa Værket
Og grov i dunkle Vraa.
Han sagde til den Ene,
Der fulgte ham, som Ven:
Reigin! Bag disse Stene
Den stiæles ei igien.

✂ Hvad skader det, at Havet
Inat med Storm og Skræk
Mit Fartøi har begravet?
Jeg redded dog min Sæk.
Vel femten Pund af Guldet,
Og vel af Sølvet ti.
Det giemmes under Muldet,
Og Faren er forbi!

✂ Ei længer her jeg tøver,
Til Dannemark jeg gaaer.
En tapper Havets Røver
Sit Søemandskab forstaaer.
Et Skib jeg ruster atter
Og gaaer i Ledingsfærd.
Og Tydskeren mig skatter
Af Angst for mine Sværd.

✂ Derpaa han bort sig vender,
Og Vei mod Skoven tog.
Forbaust i sine Hænder
Den gamle Fisker slog.
Han sagde: Hør min Qvinde,
Saaest Du den Røver hist,
Der dybt i Skoven inde?
Ja, svared hun, forvist!

✂ Der gaaer han med sin Spade!
Men saae han, her vi stod,
Vort Liv vi maatte lade;
Han saared os til Blod.
Hvad? raabte Gubben, saare?
(I det han slap sit Næt,
Og greb sin Fiskeraare)
Man saares ei saa let!

✂ Men nu jeg ufortøvet
Gaaer til min Dronning hen.
Thi Skatten under Løvet
Hun hæve skal igien.
Jeg hører at hun jager
Alt hist bag Krat og Torn;
Thi høit fra Skoven brager
Det raske Jægerhorn.

✂

JAGTEN.

✂ Fiskeren den gamle da skyndte did sig op,
Hvor Hornets Toner mægtige lød ud fra Skovens Top.
Hvor Dronning Oluf jaged, alt som hun kunde bedst,
I grønne Jægertrøie paa den sneehvide Hest.

✂ Hun havde først sig badet i kiøligsalte Sø.
Stolt speilte sig i Vandet den herlige Mø;
Saae hvor de trinde Lemmer som Olie Draaben skiød,
Mens Vandet over Skuldrene fra Haarene nedflød.

✂ Da hørte hun i Sivet en gammel Svane sang;
Hun kiendte vel dens Stemme, det lød saa mangen Gang:
Nu skynd Dig, Fru Dronning! i friske Skiønheds Glands,
At fælde Hiorten brune, bag Skovenes Krands!

✂ Jeg lover Dig en Glæde, som aldrig Du har smagt,
Jeg lover Dig den bedste, den ønskeligste Jagt.
Da skyndte sig Fru Oluf, sit Haar hun flætte lod,
I Dugen tørte Pigerne den sneehvide Fod.

✂ Paa hendes trinde Lænder blev Silkebrogen ført,
De Kløverblads Støvler over Anklerne snørt;
Derover svulmed Benet saa deiligt og saa rundt;
Da blussed hende Kinderne med Blodet saa sundt.

✂ Et tunget Skiørt til Knæet de lette Folder slog,
En Hat af Fløil hin sorte hun paa sit Hoved tog.
De tre violblaa Fiære høit gynged paa den Hat;
Staalbuler over Brystet med Stene besat.

✂ Et Kastespyd hun hæved saa blinkende, saa langt;
Et lidet Sværd ved Siden, saa bredt og saa blankt;
Hun sad som en Valkyrie med Blikket høit og stolt,
Og Brystet under Bulerne for Elskov saa koldt.

✂ Nu blæste den Jæger i gyldenblanke Luur;
Da ilte Jægerskaren fra Dronningens Buur.
Det hørte Hiorten brune, han løb i Skoven ind,
Han snøfted med sin Næse, han stilte sig for Vind.

✂ Saa raadvild nu i Skoven han springer om og flakker;
Paa Ryggen tilbage han lagde sine Takker,
For ei i Krattets Grene at hænge viklet fast;
Da standsed Sækkepiben den Hiort i sin Hast.

✂ Han lytted, han dvæled, han elsked denne Lyd.
Oluf paa sin Ganger fremstyrted med sit Spyd.
Da sprang han med en Lethed over Grøften breed;
Hans Takker giennem Buskene sig raslende sleed.

✂ Da giøde Hundekoblet, da lød det Jægerhorn,
Hiorten man forfulgte giennem Krat, giennem Torn.
Med Spydet strakt i Luften var Oluf forud,
Da frygted Skovens Konge det dræbende Skud.

✂ Han smutted giennem Busken, hun fulgte ham saa snart,
Hun ændsed saa lidet den heel vovelige Fart.
Da ganske sig forvilded den kongelige Mø,
Hun stod ved Fiskerhytten - og Hiorten sprang i Søe.

✂ Fiskeren den gamle da nærmed sig paa Strand.
Dybt hilste sin Dronning den ærlige Mand.
Hun sagde: Gamle Fisker! hvad standser Du mig? Gaae!
Derude svømmer Hiorten i Bølgerne blaae!

✂ Den gamle Fisker neied for Oluf dybt sig ned,
Han sagde: Mange Hiorte Du vist i Skoven veed;
Men Sølvet hin hvide, med klaren Guld saa rød,
Deraf kun giemmer Jorden saa lidet i sit Skiød.

✂ Da steeg den stolte Dronning af Gangeren brat;
Hende lysted at fange den herlige Skat.
Hun vandred hen til Brinken med den sneehvide Mand.
Da traadte Konning Helge fra Busken paa Stand.

✂ Med sine raske Skytter han Kreds om hende slog,
Ved Liliehaanden listelig den Jomfru han tog.
Han sagde: Fru Oluf! her giemte jeg min Skat,
Og Jomfruen skal blive hos Helten inat.

✂ Da Oluf Helge skued, da blev hun rød og hvid;
Da skiælved hende Læberne, hun talde bønlig blid:
Velkommen Herre Konge! mit Spøg Du mig tilgiv!
I Aften paa min Kongsgaard jeg vorde vil Din Viv.

✂ I Aften paa Din Kongsgaard min Viv Du vorder ei.
Jeg fører Dig paa Skibet, paa Bølgernes Vei.
Hvad ei Du vilde give, det tager jeg mig der.
Og frygt Du kun intet, skiøn Jomfru saa skiær!

✂ Jeg rager ei Dit Hoved, jeg klipper ei Dit Haar.
Jeg hylde vil Din Skiønhed, Din blomstrende Vaar.
Saa lod han hende føre paa Skibet ud i Hast,
De Ungersvende smilte med den herlige Last.

✂ Tre Uger beholdt han paa Dragen der den Mø,
Saa agted han sig atter til Dannemarks Øe.
I Jollen hin lille, paa Stranden mellem Siv
De efterlod den unge, fortvivlede Viv!

✂

OLUF PAA STRANDBREDDEN.

✂ Min Ære svandt, min Skiændsel blev tilbage.
Mat er min Klage!
Jeg fandt det Skam at være Ægtemage,
Nu er jeg mindre;
Og bittert Harmen raser i mit Indre.

✂ Hvin, fæle Nat! Skiul Sky paa Himlens Bue
Din Maanes Lue!
Jeg blues ved mit usle Selv at skue.
Sval - sval med Vinden
O Niord! det Blod, som brænder mig paa Kinden.

✂ En Valmukrands her skiælvende jeg Hætter;
Paa Haaret sætter,
At jeg min Sorg, min Skam, mit Liv forgiætter,
At Dødens Slummer
Maa løse den Fortvivlede fra Kummer.

✂ Slug Storm, hans Skib! Kast Bølgerne paa Dække!
Nedstyrt hans Snekke!
Lad Havets Orme den i Dybet trække.
Lad et Uhyre
Sin Hunger paa hans lumske Hierte styre!

✂ O Jordens Liv! bedragelige Giøglen!
Men her er Nøglen
Til Dødens Port, som redder mig fra Øglen,
Der Hiertet suger.
Min blanke Daggert sidste Gang jeg bruger.

✂ Nys blomstred jeg med Jomfru-Kongekrone
Paa Saxens Throne;
Nu hvirvler Haaret om den blege Kone;
Om Helges Frille.
Stærkt stormer hendes Bryst i Nattens Stille.

✂ Farvel, I Kæmper! som saa gierne løde ,
Hvad Eder bøde
De stolte Blik, som nu med Feber gløde.
Farvel I Haller!
Nu bygges skal mit Slot af Muslingskaller!

✂ Farvel, I Piger! som saa huldt hver Morgen
Paa Taarneborgen
Udsmykte mig; nu smykker blegt mig Sorgen.
Mig Mørket skiuler,
Og Hel nedraaber mig til sine Huler.

✂ Men Olufs Liig skal Solen aldrig finde.
Den knuste Qvinde
Skal ud med Flodens stærke Bølger rinde;
Hvor evigt ene
Beenraden vikles i Steenplantens Grene!

✂

OLUF KOMMER TIL HAVFRUEN.

✂ Saa hæved hun sit blanke Staal
Den blege Nattens Qvinde:
Nu har min Smerte naaet sit Maal,
Og nu skal Blodet rinde.
Det røde Blod i dunkle Vand!
Jeg styrter fra den bratte Strand.
En dobbelt Død forsøder:
Jeg drukner og jeg bløder.

✂ Saa hæved hun sin Arm i Hast -
Da holdt en useet Finger
Det skarpe Jern i Luften fast,
Stærkt sused Nattens Vinger.
Da slap hun det, med Smil paa Kind,
Og sprang i blegen Maaneskin,
Saa flagrende med Svæven,
I Bølgen uden Bæven.

✂ Nu lukker Jer I Øine til!
Nu Døden sig forbarme!
Saa endtes Livets korte Spil,
Og al min bittre Harme! -
85 Da sank hun ned - og sank - og sank.
Hver Favn blev Bølgen mere blank;
De sorte Nattens Vover
Som Himlen ovenover.

✂ Og synkende, som giennem Luft
Paa Skyen en Gudinde,
Hun mærkte snart en Blomsterduft,
Som bragtes af de Vinde.
Og Sivet var ei længer vaadt;
Og deilig, af Krystal et Slot
Stod høit med sine Haller,
Bedækt med Perleskaller.

✂ Et andet Liv, en anden Aand
Hernede hersked. Muren
Var ikke bygt af Kunstens Haand,
Men dannet af Naturen.
To Hvaler holdt ved Porten Vagt;
Men Dagens Lys var mere svagt.
Mørkt saae hun Himlen blaane,
Og Solen var en Maane.

✂ De Blomsters Duft var ei saa sød,
Som Hist, ved Sommertide.
Ei Rosen her var nær saa rød,
Men Lilier mere hvide.
De strakte sig i Maaneskiær
Med Bægerne, som Palmetræer.
Da løb ved deres Rødder
Det Vildt; men uden Fødder.

✂ Hun saae en Havfru paa en Hai
At jage Skovens Fiske.
De toge giennem Luften Vei,
Saa svævende, saa friske.
Men ilende med lette Slør
Hun traf dem med et Spyd af Rør;
Da blev med Skum hun kronet,
Og Sneglehornet toned.

✂ Velkommen Oluf, i min Lund!
Velkommen i min Stue.
Saa smilte med en venlig Mund
Den stolte Havets Frue.
Tolv Maaneder bliv her hos mig,
Saa skal jeg atter sende Dig
Til dine Saxer stærke;
Vor List skal Ingen mærke.

✂ Imidlertid jeg vil paa Land
For Dig Dit Folk velsigne;
Og ganske, som to Draaber Vand,
Vi skal hinanden ligne.
Du hersker dybt paa Havets Bund;
Jeg hersker høit i Bøgelund.
Du skalst dit Foster føde,
Men ei for Staalet bløde.

✂ Man troer Du Dig forvildet har
Bag Skovens Egestammer.
Du est de Saxer dyrebar;
Og Heltens Hierte flammer.
87 Jeg ta'er Din Skikkelse, Dit Navn,
Og Ingen mærker Olufs Savn. -
Naar født Du har Din Datter
Da est Du Dronning atter.

✂ Hvad der er skeet, det veed kun vi,
Derom skal Ingen brumme.
Din Sørgetid er snart forbi,
Og mine Fisk er stumme.
Jeg fordrer for min Hjelp saa god,
Kun at Du hader Helges Blod,
Og at Du efter Evne
Dig frygteligt vilst hævne!

✂ Det svor hun høit; og Tangkiær foer
Til Søens Overflade.
Men Oluf blev, hvor Tanget groer
Med sine lange Blade.
Hun blegned som den hvide Væg;
Thi fæle Mænd med sorte Skiæg,
Og nedentil som Fisken,
Opvartede ved Disken.

✂ De bragte hende Mad med Svig,
Som hentet var fra Landet;
Men selv de aad de Dødes Liig,
Som drukned var i Vandet.
En Midienat, da Stormen lød,
En Datter laae i hendes Skiød;
Den blev i Bølgen badet,
Og af sin Moder hadet.

✂ Af Havmænd hun den døbe lod,
I Muslingkongesalen.
De døbte den med lunkent Blod,
Som tappet var af Hvalen.
De vugged den ved lodne Favn
Og raabte: Siig os Barnets Navn?
Hun skreg med knyttet Næve:
»Yrsa! saa heed min Tæve!«

✂ Tolv Maaneder forginge snart,
Saa kom den Havfru atter.
Til Stranden bragte hun med Fart
Fru Oluf med sin Datter.
Den gamle Fisker vidste kun
Hvad hændet var i dunkle Lund.
Han maatte Eden sige,
Og tog den lille Pige.

✂ I Skoven han opdrog det Barn,
Som om hun var hans eget.
Med Angel og med Fiskergarn
Saa lysteligt hun leged.
Hun planted i sin Urtegaard,
Og blomstred som en Knup i Vaar,
Saa mangen deilig Sommer.
Men - Hævnens Time kommer!

✂

YRSA
TRAGØDIE

✂

Helge.
Oluf.
Yrsa.
Folkvar.
Reigin.
Tangkiær.
Kæmper og Følge.
Havfruers Chor.
Freia.

Skuepladsen er Strandbreden omvoxet af Træer; i Baggrunden Olufs Borg; ved Havet en Hule.

92
93

✂

OLUF: allene.
✂ Med Skræk idag jeg nærmer mig, med sagte Trin,
Den Hule, som i femten Aar mit Blik ei saae;
Hvor Havets Frue bragte den Fortvivlede
Til Lyset atter; hvor hun tog Vantrevningen
Af Olufs Arm, og rakte den til Fiskeren.
Den Skam, som holdes hemmelig, er evig Skam,
Og farver Kinderne med sit dunkle Valmublod
Hvergang den mindes. - Her jeg Tangkiær Eden svor,
At hade Helge, hade Helges Slegfredbarn;
At skiænke hende Hævnen. - Femten Somre svandt
Frydløse, uden Blomst for mig; skiøndt atter klædt
I Silkekiortel, med det blanke Staal paa Bryst,
Og Tindingen krandset med den gyldne Kongering.
Som Ørnen, før, der føler i Naturen sig
Dens Herrefugl, forlader let sin Rede hist
Paa Klippen; flagrer over Skov, langs Kysterne
Paa Jagt, let baaret af sit strakte Vingepar,
Saa stormed Oluf før til Dyst; - nu daler hun!
Og tungt især idag det bange Hierte slaaer.
En Havmand banked paa mit Buur ved Midienat,
Jeg aabned det; da stod han med sit sorte Skiæg
Halvreist i Vandet, gav mig en Blodmuslingskal,
94 Og sang: Fru Tangkiær venter Dig ved Hvælvingen
Før Sol gaaer ned i Morgen. - Rædsomt hvælver sig
Den mørke Hal som Helheim. Intet Godt den spaaer.
Det blinker svovlblaat giennem Hulen; Torden lød.
Hun kommer - ha jeg frygter hendes Øiesyn.
Kom hun dog som en Qvinde skiøn, som før hun kom!
Jeg frygter hendes Slangekrop. Der er hun alt!
En deilig Viv; men Falskhed under Hiertet slaaer;
Og sine grønne Lokker dækker snildt hun med
Guldvirkte Næt, bekrandst med Sivets Purpurblomst.

TANGKIÆR: kommer.
✂ Velkommen Oluf, ved min kiølne Sommerhal!
Hvi est Du bleg? Har Aftenluften rystet Dig?

OLUF.: ✂ Jordfarven blegner i de stærke Straalers Skin.

TANGKIÆR.: ✂ De kolde Bølgers Dronning straaler ei med Glands!
Med Høflighed undskylder Du din Skræk, for mig.

OLUF.: ✂ Naturlig er min Ængstelse. Tilgiv mig den!

TANGKIÆR.: ✂ Du skiælved ei, da Dolken af din Haand jeg rev,
Og bar Dig giennem Vandet til min Perleborg.

OLUF.: ✂ Tvivl ei om min Taknemlighed! Jeg føler dybt
O Frue, hvad Du virket har, til Held for mig.

TANGKIÆR.: ✂ I femten Somre jeg forstyrred ei din Ro;
I femten Somre nødst Du Frugten af mit Værk,
Nu stunder Tiden, Oluf, til Betalingen.

OLUF.: ✂ Jeg er Din Skyldner.

TANGKIÆR.: ✂ Mindes Du den Eed, Du svorst?

OLUF.: ✂ Jeg mindes den.

TANGKIÆR.: ✂ Jeg aabned Dig en Aare paa
Dit Bryst; da farved Du med Pegefingeren
Dit Øielaag, og svorst at atter Gravens Nat
Dig Øiet skulde dække med sit Ravnemørk,
Hvis ei min Villie føielig Du efterkomst.

OLUF.: ✂ Jeg svor at hævne Dig og mig paa Halfdans Søn.

TANGKIÆR.: ✂ Du svorst at hade Dit og Helges Slegfredbarn.

OLUF.: ✂ Den Eed var overflødig. Det var hadet alt.

TANGKIÆR.: ✂ End viste Du ved Daad det ei. End var Dit Had
Et Sædekorn, men uden Frugt. Vel, Oluf, vel!
Jeg veed at Sædekornet mægter mangt et Aar
At ligge dødt som Stenen paa sit Giemmested,
96 Til Fugtigheden kommer til, da spirer det.
Her er jeg! Regnen falder paa det tørre Frø;
Nu lad det skyde seirende, med friske Skud.

OLUF.: ✂ Hvad fordrer Du?

TANGKIÆR.: ✂ Først at Du skalst Din Datter see.

OLUF.: ✂ Forskaan mig!

TANGKIÆR.: ✂ Nei. Hun er lyksalig hisset, hos
Sin Pleiefader, munter i Naturens Skiød.

OLUF.: ✂ Som Bondedatter.

TANGKIÆR.: ✂ Lykken agter ingen Rang.
Maaskee henrykkes meer hun af sin Muslingstrand,
End Du, af Kronens ægte Perler. Hør mit Bud!
Du kalde skalst Din Datter til Din Kongegaard.

OLUF.: ✂ Jeg aabenbare skal -

TANGKIÆR.: ✂ Frygt ei! Som Tætne hid
Du kalder hende til Din Borg; det staaer Dig frit
At vise hende dyb Foragt; men vogt Dig dog
At saare hendes høie Skiønhed.

OLUF.: ✂ Er hun skiøn?

TANGKIÆR.: ✂ Som Helge var, da Ynglingen besøgte Dig.

OLUF.: ✂ Forhadte Billed!

TANGKIÆR.: ✂ Vogt Dig for at saare den;
Thi hvis min Ravn har sagt mig sandt, saa vil selv den
Os hævne meer, end selv maaskee vi mægtede.

OLUF.: ✂ Dit Ord er mørkt som Natten.

TANGKIÆR.: ✂ Dagen kommer snart,
Saa faaer Du Lys.

OLUF.: ✂ Jeg sende vil min Kammersvend.

TANGKIÆR.: ✂ Bliv her! Jeg har igaar alt Budet sendt for Dig.
Du finder Yrsa med den sølvgraa Fisker her
I Lunden ved Din Kongsgaard. Lad ham sige nu
Sit Barn Farvel, og vandre til sin Skov igien.
Hun bliver hos Dig.

OLUF.: ✂ Vel! Og saa?

TANGKIÆR.: ✂ Hvad Skiæbnen vil.
Kun mind Din Eed! Forraad Dig ei, i hvad der skeer.

OLUF.: ✂ Nei, ved mit Liv!

TANGKIÆR.: ✂ Jeg saae inat ved Maanens Skin
Kong Helges Drage suse hen ad Bølgerne,
Med Silkeseil, Guldmaster. Hvis han giæster Dig,
Hold gode Miner; hvad han beder venligt Dig -
Afslaa ham intet!

OLUF.: ✂ Ubegribelige Mø!

TANGKIÆR.: ✂ Vi kan ei dræbe Fuglen i sin høie Flugt;
Men Fælden kan vi stille snildt. Indløber han,
Da er han vor.

OLUF.: ✂ O hævn mig, Du Sivkrandsede!

TANGKIÆR.: ✂ Beed ei derom! Hav selv kun Mod i Hævnens Stund.

OLUF.: ✂ Frygt ei!

TANGKIÆR.: ✂ Se - Du har Villie, som hvert Jordens Barn.
Jeg mægter intet over den; giør hvad Du vilst;
Men - hvad Du skylder Tangkiærs Kraft, kan atter hun
Berøve Dig. Du takker mig for Liv og Magt
Og ærligt Rygte. Sviger Du Din Eed? Velan -
Da svømmer atter Du i Bølgens falske Favn,
Hvor selv Du nedsprangst. Neppe findes da mit Slot;
Den blege Død vil drage Dig til Helas Sal.
99 Da lyder og Din Skiændsel vidt paa hver en Kyst;
Foragtet er Dit Minde; Ørnen hugge vil
Dit ubegravne blege Liig paa Saxens Strand.

OLUF.: ✂ O skaan mig!

TANGKIÆR.: ✂ Jeg vil skaane nu. Brødst Du Din Eed -
Da skaaner intet. Odin kan ei redde Dig!

OLUF.: ✂ Der er min Haand!

TANGKIÆR.: ✂ Der min igien!

OLUF.: ✂ Hvor kold Du est!

TANGKIÆR.: ✂ Det varst Du og, da Helge Du forhaanede.

Hun gaar ind i sin Hule. Oluf til Borgen.

FOLKVAR: kommer fra Skoven med Yrsa.

YRSA.: ✂ O skiønne Borg! Hist taarner den med sine Spir.

FOLKVAR.: ✂ Fornøier Dig at see det store Kongeslot?

YRSA.: ✂ Ja! Solen blinker i de røde Haners Guld.

100

FOLKVAR.: ✂ Har Reisen ei, min gode Datter, trættet Dig?

YRSA.: ✂ Hvor kunde den? Jeg sad som i et Jomfrubuur
I Kurven, tættet med det tørre Sommermus,
Og sov paa Bolstret, medens langsomt Øxnene
Mig droge paa de lette Hiul. Men at ei Du
Est træt min Fader, som inat gik Fod for Fod,
Og stanged dem med Kiæppens Odd, det undres mig.

FOLKVAR.: ✂ Let var det Roer at styre. Lune Bøgeskov
Har ingen Storm og Bølgeslag. Gid aldrig meer
En Nat mig havde kostet Slid, for hiem at faae
Min Baad i Vigen.

YRSA.: ✂ Jeg er ung, og taaler ei
Hvad Du med Snee paa Tindingen kan smile ved.

FOLKVAR.: ✂ Det spæde Blomst misunde Jernet ei sin Kraft.
Du est en Mø! Din Skiønhed smigred Faderen;
Og skiøndt Du kun est Hyrdepige, søgte jeg
At skaane Dig dog Farverne, for Dag og Nat.
Din Arm er hvid, og hvid Din Haand, som Dronningens.

YRSA.: ✂ Min Fader, siig! hvad har bevæget Oluf vel
Til dette Bud? Hvi kalder hun til Borgen os?

FOLKVAR.: ✂ Jeg veed det ei; men frygter, mit hiertelskte Barn,
At denne Dag adskiller fra Din Fader Dig.

101

YRSA.: ✂ Ha! hvilken Kraft formaaer at skille Kiærlighed?

FOLKVAR.: ✂ Ei vore Hierters Følelser; de skilles ei.

YRSA.: ✂ Hvad Grumhed bringer Oluf til saa haardt et Bud?

FOLKVAR.: ✂ Ei Grumhed, Yrsa, Godhed vel var Skyld deri.

YRSA.: ✂ Kan Godhed rive Datteren fra Faderfavn?

FOLKVAR.: ✂ Hun har Dit Skiønheds-Rygte hørt; nu kaarer hun
Dig sikkert her, og fæster til sin Jomfru Dig.

YRSA.: ✂ Og giærne vil jeg vorde det, naar ogsaa Dig
Kun skiænkes maa et Opholdsted i Borgens Gaard.

FOLKVAR.: ✂ O Yrsa! glemmer Du saasnart Din Hyrdestand?

YRSA.: ✂ Tit stod for mig i Drømme, Fader, denne Borg;
En deilig Qvinde smykte mig med Hermelin.

FOLKVAR.: ✂ Og Dine Krandse? Dine Lam i Dalens Skiød?
Din lille Baad, Din Angel og Dit Fiskernæt?
Saa hurtig lokker Pragten Dig fra Din Natur!

102

YRSA.: ✂ Naturen blomstrer ogsaa her. Den skiønne Pragt
Er selv Natur, og straaler som dens Ypperste.

FOLKVAR: afsides.
✂ Ha Ørneungen føler snart sin Vinges Kraft,
Blev Ægget end paa Stranden dybt i Sandet skiult.

YRSA.: ✂ Hvo er den skiønne Frue, som hist nærmer sig?

Dronning OLUF kommer med Følge.

FOLKVAR.: ✂ Bøi ydmygt Dig, min Datter, for den Kronede.

YRSA.: ✂ Nei, knæle Fader er ei smukt; jeg hilse vil.
Men hun er stolt; hun hilser venligt ei igien.

OLUF: med et stivt Blik paa Yrsa.
✂ Er det Din Datter, Fisker?

FOLKVAR.: ✂ Det er Yrsa, - som
Du fordret har at see, min Dronning, paa Din Borg.

OLUF: afsides.
✂ Ha Helges Billed! Voldsomt efter femten Aar
Opkoger i mit Hierte dybt Forbittrelsen.

FOLKVAR.: ✂ Knæl Yrsa! see hun mærker Din Hovmodighed.

103

YRSA.: ✂ Nei! Slaven knæler; ei Thuiskons frie Blod.

OLUF: til Yrsa.
✂ Hvor gammel est Du?

YRSA.: ✂ Femten Aar.

OLUF

✂ afsides.

✂ Saa længe laae
Min Hævn i Dvale, skamløst, før den vaagnede.

Høit.

✂ Det Barn er smukt; ret smukt; men ei et Bondebarn.
Hun kneiser altfor dristig med sin Fiskerhat
Paa gule Flætning. Skam Dig, dovne Pige, Du!
Er det en Hud for Bønderbørn paa Hænderne?

YRSA: beskeden.
✂ Jeg var ei doven, ædle Dronning.

OLUF.: ✂ Og hvori
Bestod Din Flid?

YRSA.: ✂ Jeg Hørren spandt i Vinterqvel;
Om Somren planted Urter jeg og fiskede,
Mens Fuglen sang, hver Morgen og hver Aftenstund.

OLUF.: ✂ Ei Trælledont bedrevst Du da.

104

YRSA.: ✂ Min Fader er
En vakker Sømand, fri som Østerhavets Vind;
Forbunden Dig ved Troskabseed; men ei Din Træl.

OLUF.: ✂ Hvo lærte Din uvorne Mund slig Dristighed?

YRSA.: ✂ Jeg taler Sandhed, ei kan den fornærme Dig.

OLUF.: ✂ Og om nu Folkvar - Folkvar er en Vikingsmand,
Hans Stand er fri, som Havets; - men om Folkvar nu -
Jeg sætter - ei Din Fader var; hvad varst da Du?

YRSA.: ✂ Hvi sætter Du Umulighed?

OLUF.: ✂ Jeg vil et Svar!
Ifald Din Moder tidlig havde Dig forladt
I - Trællestand! hvad varst da Du?

YRSA.: ✂ Ragnhild var fri!
Ak tidlig har, ved Døden, hun sit Barn forladt;
Men ei af Valg.

OLUF.: ✂ Og hvis af Valg? Af Egensind?

YRSA.: ✂ Hvordan? En Moder grumt forlade Fosteret
I fremmed Vold? Ei følge Driften, som Natur
Har plantet selv i Biørnens og i Ulvens Blod?
105 Umuligt! - Lossen, med sit røde, skiælne Blik,
Saa lysten som hun venter Rov, forlader dog
Ei Ungerne; hun slikker dem, hun bringer dem
Smaavildtet ned til Hulen. Skulde Qvinden da
Forlade Noret? Aldrig! - O min Dronning, nei!
Du kiænder ei Naturen ret, blandt Mænd og Krig.
Ak! saaest Du Fuglen lære hist paa Redens Rand
Smaavingen flyve! Saaest Du Gaas og Giæslingen;
Ja Myren selv, naar Tuen man forstyrrer, hvor
Hun ængstlig slæber ned igien de hvide Æg -
Du tvivled ei om trofast Moderkiærlighed.

OLUF.: ✂ Men tænk dog slig forunderlig Undtagelse!
At tidlig dog Din Moder havde svigtet Dig?
Siig! Elskede Du derfor barnligt ligefuldt?

YRSA.: ✂ Jeg elske den, hvis Hierte var Ukiærlighed?

OLUF.: ✂ Du haded hende selv, maaskee?

YRSA.: ✂ Jeg veed det ei;
Men gyselig er Tanken mig; og Rædsel blot
Ved Forestillingen reiser mig mit Hovedhaar.

OLUF.: ✂ Befaler ei Naturens Love Barnets Bryst
At finde sig i Villien hos Forældrene?

YRSA.: ✂ Ei den var Moder, som mig under Hiertet bar,
Men den, som fostred kiærligt mig ved Dag ved Nat,
Og skiænkte mig sin Glædes og sin Kummers Graad.

106

OLUF

✂ afsides.

✂ Ha Slangeæget svulmer alt, og giærer med
Den Gift, som ei endnu har Braad. Hvor stolt hun staaer,
Og maaler mig med Blikket, som da Helge stod
Paa Dragens Dække, for den Dybtnedknusede.

Til Yrsa.

✂ Mit Spørgsmaal, Yrsa, viid det, var ei hensigtløst.
Du elsker Folkvar; elsker Pleiefaderen
Saa høit som Fader; meer end Moder; naar hun ei
Tilbørlig Dig opfostret har ved Ammebryst.
Dit Sind er kiækt; Du skiælner ei; det raske Blod
Paa Kinden ei tillader Dig den Tanke først,
Om Nød maaskee var meer end Hadet Skyld deri.
Velan, saa vil jeg tilsrtaae Dig, at Døden har
Adskilt Dig fra Din Moder spæd. Du est min Træl!
Trælqvinden har for femten Aar til Verden bragt
Dig i min Kongsgaard; kiøbte med sin Død Dit Liv.
Jeg ynktes over Dine Dages aarle Nød
Og gav Dig hen til Fiskeren. Tro derfor ei
At Du est fri! Livegen est Du evig mig. -
Idag tilbagekalder jeg min Eiendom!

YRSA.: ✂ O alle Guder! Har jeg hørt - hvad talde Du?

FOLKVAR.: ✂ O ædle Dronning! skaan den Yndigtblomstrende.

OLUF.: ✂ Livegen er hun evig mig. Saa har jeg talt.
Jeg overgav det spæde Noer Dig i Din Vold
For femten Somre siden, i Sivkurvens Skrin.
107 Nægt, hvis Du vover! - Skiælv, ifald Du taler meer,
End Eden og Din Dronnings Bud tilstæder Dig.

YRSA.: ✂ Nægt, elskte Fader!

FOLKVAR.: ✂ Ak, mit Barn, jeg - kan det ei!

YRSA.: ✂ Saa har hun Ret?

FOLKVAR.: ✂ Livegen est Du Dronningen.

YRSA.: ✂ Født af en Træl?

FOLKVAR.: ✂ Din Pleiefader evig kiær.

YRSA.: ✂ Min Fader Slave!

FOLKVAR.: ✂ Ædel er Din Siæl og fri.

YRSA.: ✂ O slug mig, dunkle Mørke, med en evig Nat!

FOLKVAR.: ✂ Fat Mod, min Datter! Ædle Dronning, skaan mit Barn.
Du est mit Barn. Jeg vidste, hvad Du nu først veedst,
Og ligefuldt Din gamle Fader elskte Dig.

YRSA.: ✂ Ha grumme Folkvar!

FOLKVAR.: ✂ Folkvar grum?

108

YRSA.: ✂ Hvi bandst Du op
Til Ranke, hvad af Skiæbnen var bestemt, som Trævl
At slynge sig paa Jorden, mellem Tidslerne?

OLUF.: ✂ Din Stolthed, Yrsa, saares ved hin Tidende,
Forresten intet. - Frygt ei! Du tilhører mig;
Og Oluf vil behandle vel sin Eiendom.
Som Tærne hos din Dronning har Du bedre Kaar,
End fri, bag Tangets lave Tag, hos Fiskeren.

YRSA.: ✂ O laae jeg fri paa Havets Bund i Bølgerne!

OLUF.: ✂ Der laaest Du, hvis ei Oluf havde reddet Dig.

YRSA.: ✂ Forhadte Liv!

OLUF.: ✂ Saa lønner Du Velgiærningen?

YRSA.: ✂ Hvormed belønner den, som selv Sletintet har?

OLUF.: ✂ Betænker Du Dig længe paa, hvem, mellem os
Du følge skal? Om Oluf eller Fiskeren?

YRSA.: ✂ Har jeg et Valg? Jeg er din Træl! Vel, Dronning, tag
Din Eiendom. For mig er ingen Glæde meer.
Om her, om jeg i Fiskerhytten sørger hen
109 Mit unge Liv - hvad Forskiæl? Meer Naturen har
Ei Lyst for mig. - Saae jeg den muntre Fisk i Vand,
I Skoven Hiorten, Fuglen under Himlens Blaa -
De mindte mig kun smerteligt om mine Baand.
Saa lad mig visne bleg da, som den hvide Knup
Paa Tornebusken! Snart vil en veldædig Blæst
Afrive Bladet; skiænke mig i Dødens Nat
En evig Frihed; - flagrende til Breidablik.

FOLKVAR.: ✂ Ha grumme Dronning!

OLUF.: ✂ Tie, forvovne gamle Mand!

FOLKVAR.: ✂ Dig smerter ei at knuse slig en Ædelsteen?

OLUF.: ✂ Dens Haardhed, og dens dunkle Glød erindrer mig
Kun altfor stærkt, om Den, der knuste dette Bryst!

YRSA: betragter sine Haar.
✂ I lysegule Flætninger! som rigt og tungt
Nedbølge mig fra Skuldrene, saa skal jeg da
Nu Eder miste! Trællen bær ei lange Haar.
Hvor ofte har jeg tvættet Jer i Kildens Væld,
Og ordnet med den hvide Sølvkam Eders Lag.
Hvor øvet var de vante Fingre! Uden Speil
Af Floden og af blanken Skiold, jeg daglig bandt
De røde Lidser yndigt i Guldflætningen.
Nu skal I meer ei følge mig med stolten Vægt!
110 Mit Hoved bøier sig for Olufs Herskersværd;
Og nær, til Nakkegruben, som Forbryderens
Der venter Bødelslaget - meier Saxen i
Et Øieblik, de femten Somres rige Flor!

Hun knæler.

OLUF: afsides.
✂ Ha! disse Lokker kiender jeg. Alt eengang har
Min Finger famlet mellem deres Flætninger,
Da den Forvovnes Hoved laae i Olufs Skiød -
Min blanke Sax afmeied dem til Nidingsharm;
Nu skeer det atter.

I det hun vil afklippe Yrsas Haar, lyner det og Havet bevæger sig.

OLUF

✂ reiser sig forfærdet, men fatter sig strax og siger:

✂ Gaa! Behold dit Hovedhaar.
Hist nærmer sig min Tærneflok; den siger Dig
Din Pligt, din Dont paa Borgen, din Bestemmelse.

Afsides.

✂ Tilgiv mig Tangkiær! Iver for at tiene Dig
Nær havde bragt mig til at glemme Løvterne.

Hun gaaer; alle følger uden

FOLKVAR.: ✂ Jeg dvæle vil i Borgens tykke Bøgeskov
Og vente der Udfaldet - angst - ei hielpeløs.
Jeg haaber at en stakket Vrede spænder kun
Det altforhaarde Moderbryst; men skeer det ei,
Og stormer Oluf grusomt mod Naturens Pligt -
Saameget veed en Gubbe til sit Hiertes Trøst:
Uskyldigheden finder Hielp hos Guderne;
Men Lasten vender Sværdet mod sin egen Barm!

111

✂

KONG HELGE lander, stiger op paa Stranden med sine Kæmper, og nærmer sig Forgrunden med Reigin Jarl.

HELGE.: ✂ En sælsom Følelse, Reigin, dybt besiæler mig,
Nu, da jeg seer de samme Grenes Flætninger
I Kæmperegen; samme Borg, med sine tre
Forgyldte smekkre Spiir; og Sivet! Bøgene!
Hvor meget har i femten Aar forandret sig!
Naturen ei: Den fælder kun sit Vinterhaar,
Og Lokken krølles atter ung paa Qvistene
Naar Solen varmer. - Mennesket kun blegner, som
Døgndyret. Morgen seer hans Larve; Middagen
Udfolder Elskovsvingerne; mod Aften alt
Er Gubbefluen rynket bleg, og gisper - døer.
End føler jeg mig mægtig i min Manddomskraft -
Men Ungdomsrosenstøvet har alt Skiæbnens Haand
Plumpt visket mig af Sommerfuglevingerne.
Forsvundet, som en Drøm, er nu et daadfuldt Liv -
Og dybt i Kæmperbarmen blev, for ældre Mand,
Kun mørk Erindring, Længsel, og Sørgmodighed.
Hvis atter jeg skal finde Ro - da er den her!
Thi Olufs Qvide trykte mig paa Barmen tungt
Hver Aften, naar fra Kongesalen Giæsterne
Til Hvile gik; og naar min Smaadreng lyste mig
Med Kiærten til mit Leiested. Da vaagned jeg
Af korten Blund - og skued snart den bugtede
Skiældækte Jomfru - snart med lange hvide Liin,
Og Kinden endnu mere hvid end Linene,
Og Øiet dødt, den skiændte Viv paa Saxens Strand.
Ei Roskilds Juleglæder, intet Vikingstog
I grønnen Sommer sletted ud hint Billede,
Paa Nattens Baggrund malt af min Samvittighed.
Og derfor, vakkre Reigin, staae vi atter her;
112 At vide Skiæbnen, hvilken Oluf fristede:
Om hun fortvivlet kortet har sit unge Liv?
Om Fieldets Kløft fra Solen skilte Moderen?
Om Barn blev født? Om Barnet lever? Datter? Søn?
Om dødt i spæden Alder? Om selv Oluf død?
Alt dette sikkert at erfare slaaer mit Bryst.
Og aabent Helges Hierte staaer for Olufs Qval.
Thi Kummer skiænker Ædlingen Medlidenhed;
Men stolten Hovmod ægger Drottens Heltebarm.

REIGIN.: ✂ Hist nærmer sig en ædel Qvinde, silkeklædt.
Hun, udentvivl af Kongeborgens Jomfruflok,
Vil bedst om Dronning Oluf her forkynde Dig.

TANGKIÆR: kommer.
✂ Velkommen Helge Halfdans Søn, paa Saxens Strand!

HELGE.: ✂ Ha denne Stemme kiænder jeg, og dette Blik.

TANGKIÆR.: ✂ For sytten Aar, Du skued mig paa Borgens Rand.

HELGE.: ✂ Hvis da Du blomstred, skiønne Rose, varst Du Knup.

TANGKIÆR.: ✂ Ei sunde Skiønhed falmer i saa kort en Tid.

HELGE.: ✂ Mig tykkes før at jeg Dig saae i Skumringen,
Paa Badekammertilierne, ved Leirekyst!

113

TANGKIÆR.: ✂ Ei venligt for min Elskov da Du lønte mig.
Drivskyen vexler ei saa snart, som Mandens Hu.

HELGE.: ✂ Hvad taler Du om Vægelsind, om Vexlinger,
Som Slange blevst, og bugted Dig fra Bolstrene?

TANGKIÆR.: ✂ Ei Kiærtegn da Dit blanke Sværd tiltænkte mig;
At end jeg lever, takker jeg min Smidighed.

HELGE.: ✂ Du spotter end, Du Falske? Skum paa Havet Hig!

TANGKIÆR.: ✂ Jeg spotter ei, men glæder ved min Redning mig.

HELGE.: ✂ Forlad mig! at jeg fristes ei endnu engang -

TANGKIÆR.: ✂ Tæm Helge Din Iilsindighed, den kunde let
Engang i Tiden smertelig forraade Dig.

HELGE.: ✂ Uhyre! bugt Dig atter hen med Sølverskiæl,
Min blanke Glavind truer Dig af Balgen alt.

TANGKIÆR.: ✂ O Helge! lær dog eengang viist at tæmme Dig.
Den Hidsighed, som halv tilgives Ynglingen,
Er styg og skiæmmer Synet af den ældre Mand.

114

HELGE.: ✂ Forlad mig, eller ved Gud Thor jeg kløver Dig!

TANGKIÆR.: ✂ Du Svage! varst Du selve Thor, jeg spotted Dig.
Hør mig opmærksom, rolig! Er jeg Emblas Barn?
Som Du af letforgiængelige Kiød og Blod?
I mine Aarer flyder Havets evige
Udødelige Bølger. Agt min Guddomsmagt!
Du daarlig troer, at Tangkiærs Hierte hader Dig,
Fordi hun vendte sig fra Dine Favnetag?
Og hader da Din Tunge Himbærfrugterne,
Fordi du koldt gaaer Purpurgrenens Vægt forbi,
Naar Du har nydt? Er lædsket? Viid: Letsindighed,
Som Skum paa, Vand, er eengang nu min Sjæls Natur.
Jeg kan ei dvæle; hvis Du ønsker Stadighed -
Søg den hos Stenens Jetter! Ei Havfruerne
Kan skiænke den. Hvi harmes Du? Du nødst hos mig
Hvad Frode nød; uagtet først i Baalets Brand
Jeg svoer ham Hævn; men - glemte den. Og Helge blev
Hvad Frode var, og meer: Jeg gav en Datter Dig.
Saa harmes ei fordi Dig Tangkiær koldt forlod.
Tænk Dig i mit Sted! Viid, paa hver en grønlig Kyst
I Skyggen Ungersvende gaae, som elske mig.
Og dog jeg skulde dvæle hos den Eneste?
Jeg glemte Dig dog ikke; da Din Længsel steeg,
Da sang for Dig den sølverdunte søeblaa Fugl,
Og Oluf Dig erstattede min Favns Forliis.
Nu est Du her! Samvittigheden driver Dig;
Du frygter atter at Din Ubesindighed
Har voldt den Arme Døden, Jamren, Skiændselen.
Mig takker Du, at Solen skinner klart paa ny!
115 Jeg reddet har i Bølgen den fortvivlte Viv,
Da ned hun sprang fra Klipperne; jeg Dolken greb,
Som trued skarp og blank alt hendes Liliebryst.
Hun eier Riget atter, Skiønhedsroserne;
Og mægtig sidder Oluf paa sin Kongestol.
Forsvunden, som en Drøm, er længst hin Rædselstund,
Og uden Følger. - Hvis den Skiønne hader Dig -
Om end til Hævn hun aarlig holder høit, som Fest,
Den Dag, da Du beruust i hendes Favnetag,
Berøvet Lokkerne, bragtes ud paa Skibets Dæk -
Det bør høimodig Du tilgive Qvindens Bryst.
Thi ingen Harm er stor som den, naar Stoltheden
Sig dybt fornærmet føler; uden kraftig Hævn,
Og ufortient Thi alt for vildt da raste Du!

HELGE.: ✂ Hun haaner mig endnu med aarlig Skiændselsfest?

TANGKIÆR.: ✂ Erindre Dig den Skiændsel, som hun fandt hos Dig!

HELGE.: ✂ Og Ingen veed hvor dybt ydmyget Oluf blev?

TANGKIÆR.: ✂ For denne Godhed takker Du kun Tangkiærs Magt.

HELGE.: ✂ Og Folket kiænder intet til sin Dronnings Skam?

TANGKIÆR.: ✂ End hædres overalt den skiønne Kongemø.

116

HELGE.: ✂ Har ingen Frugt hin Sommernat sig efterladt?

TANGKIÆR.: ✂ Den svandt i Mulm, og ingen, Drot, var Følgerne.

HELGE.: ✂ Saa løste sig min Hævn i Skum elendigt op!

TANGKIÆR.: ✂ Du finder hende stolt som før. Men Ynglingen
Har intet tabt ved brune Manddom. Ogsaa jeg
Kan skumme med min mørke Sø. Havmændene
Da ride vrede Marsviin i Skumbølgerne
Og støde vildt i Sneglehornet. Da forgaaer
Vel mangt et Skib, og Ran paa Dybet fryder sig.
Men Havblik løser atter af min stærke Storm:
Og mere sikker da end Skovens Landevei
Er hist min strakte Sølverflades slebne Speil.
Lad dette Speil Dig tiene til en Lignelse!
Og, da det i Din Magt ei staaer at hævne Dig,
Saa byd den ædle Dronning andengang Forlig.
Maaskee afslaaer hun grusomt ei sin Liliehaand!
Og hvis det skeer, saa vil dog Klogskab sige Dig,
At Olufs Viin og hendes Sax - er frygtelig!
Læg det paa Hiertet, Helge! Tæm Din Vredesharm!
Thi daarlig er den Mand og meer den Drot, som svag
Forsøger hvad ham nægtet blev af Nornerne.

Hun gaaer.

REIGIN.: ✂ Ha falske Vennetale, som med Klogskabs Raad
Vil sindrigt lede; skiøndt kun Hiertets Nag attraaer
At nedslaae Sindet og forvirre Kræfterne.

117

HELGE.: ✂ Hvor anderledes føler jeg mig nu tilsinds
End da jeg kom: det gamle Had er frisket op;
Og Harm er nu, hvad nys var dyb Medlidenhed.

REIGIN.: ✂ Uvillig har hun ydet os sin Tieneste.
Med lettet Hierte kan Du heise Ankeret.

HELGE.: ✂ Nu drage bort, og uden Hævn? Tilstæde feig
En Fest, som aarlig bringer mig Forhaanelse?

REIGIN.: ✂ Lad Qvinden svagforfængelig indbilde sig
Den stolte Seir; Du bedre veedst, hvo Seier vandt.

HELGE.: ✂ Nei Reigin, hele Verdens Kreds maa vide det.

REIGIN.: ✂ Saa lad Herolder kraftigt varsle Dronningen!

HELGE.: ✂ Og skulde nu Skioldungen feig bortliste sig?

REIGIN.: ✂ Tid er engang, at Livet smiler venligt, Drot!

HELGE.: ✂ Jeg nægter ei, at ofte mig alt forekom
Mit Liv en Ørk, med Tidsler, uden Blomst og Lyst.
Tit naar jeg stod i Stavnen, medens rislende
Den smalle Kiøl igiennemskar Skumvovens Top,
118 Og Strandens Lunde ilte mig saa snelt forbi
Med Løv og Skygger - ha, da følte dybt mit Bryst
Et Savn, som selv ei Ærens Krands erstatted mig.
Mig lærte Tangkiær Vellyst. Vilden Ungersvend
Kun skued da i Qvindens Skiønhed Maalet for
Sin Attraa, der beruste kort, og hæved ham
Stolt over hende. Men de vilde Glæders Ruus
Bortdunster brat, og efterlader Siælen sløv.
Tit naar paa mine Vikingstog jeg giæsted, snart
En fremmed Konge, snart en Jarl, og saae hans Viv
Med sædelige Lin, og ædle Jomfruer
Som rakte Hornet mig til Velkomst, medens rødt
Blyfærdigheden farved deres Liliekind; -
Da følte jeg, at qvindlig Adel, gode Jarl,
Fortiente meer, langt meer, end Tangkiærs Yppighed
Og Olufs Blussen. Langsomt er jeg modnet først;
Mit stolte Hierte blødnedes; da lærte jeg
At Freia, Frigga, Siofna, Valhals Yndigste,
Ei komme selv, men vise sig i Qvinderne.
Og helligt blev mig meer og meer det ædle Kiøn,
Og Lyst jeg følte meer og meer til sødt at gaae
I Lænken, som en Qvindes Blik paalagde mig.
Dog fandt jeg aldrig end, hvad Hjertet ønskte sig!
Og Tangkiær - Oluf - stod som vrede Spøgelser;
Og vinkte mig fra Yndighedens skiønne Lund,
Til fæle Skygger, tunge Pligtopfyldelser.

REIGIN.: ✂ Paa hvad Du yttrer smukt og fast med Skialdekunst,
Min ædle Drot, jeg svarer Dig enfoldigt saa:
Den Mand, som eier ingen Viv, kun lever halvt.
Han spilder sig sin Fremtids Haab; og er han Drot,
Da skader han ei sig blot, men sit Fædreland.

119

HELGE.: ✂ En Hyrdepige nærmer sig, med hviden Spand
Paa Hovedkrandsens lysegule Flætninger.
Hun skal husvale først mig med en kiølig Drik
Paa Bænken under Bøgeskyggen. Midlertid
Lad giøre klart ombord med vore Takkeltoug,
Og Ankersnorens Ringe paa det flade Dæk
Lad ordne smukt, at hurtig nu med første Vind
Den skarpe Jernkrog slippe kan Sandbankerne.

Kæmper gaae at adlyde Kongens Bud.

HELGE.: ✂ Men Du, min vakre Reigin Jarl, kald Pigen hid,
Som hisset alt bag Hasselbusken skiuler sig.

REIGIN.: ✂ Du unge Pige! Stands Din lette Flugt en Stund.
Hist sidder en vansmægtig Mand, som lædskes vil.

YRSA.: ✂ Det skal han strax. Et Bæger hænger lænket fast
Mig ved min Giord, og hisset er et Kildevæld.

HELGE: nærmer sig.
✂ Et Bæger af Din Melk vil bedre styrke vist.

YRSA: forlegen.
✂ Ak beed mig ei, om hvad jeg maatte nægte Dig.

HELGE.: ✂ Tilhører ei Din Fader, Jomfru, Giederne?

120

YRSA.: ✂ Nei Herre! Ingen Fader meer tilhører mig.

HELGE.: ✂ Din Moder?

YRSA.: ✂ Hviler længst i Gravens kolde Skiød.

HELGE.: ✂ Og Du?

YRSA.: ✂ En Tærne, trællefødt hos Dronningen.
Jeg malker hendes Gieder, bringer Melken hiem.
Men vist hun dog tilgiver mig, hvor stræng hun er,
At lidt jeg dvæler, for at lædske fremmed Mand.

Hun gaaer til Kilden.

HELGE.: ✂ Hun Tærne! Reigin, saaest Du før i Kongesal
Saa høvisk Mø? Saa sædelig en Lilievand?

REIGIN.: ✂ I Sandhed hun er saare skiøn; og Hud og Haar
Kun vidne slet om ynkelige Trællestand.

HELGE.: ✂ Og hvor hun smukt bevæger sig til Kilden hist!
Hun skyller Bægret! Op til Straalens Sølverspring
Hun hæver Armen, mere hvid end Vandets Skum;
Og Klippens grønne Vedbendhang forskiønner den.

REIGIN.: ✂ Og med de hvide Fingre plukker hurtigt hun
Høirøde Himbær, famlende blandt Rankerne.

121

HELGE.: ✂ Og rødmer sødt uskyldigt; halv undseelig,
Bedrøvet halv, ved tarvelige Giæstfrihed.

REIGIN.: ✂ See hvor hun strækker let sig paa den spæde Fod;
Skiøndt rank og høi, dog ei saa høi som Rankerne.

HELGE.: ✂ Hvor meget har et Øieblik opdaget mig:
Sielsadel, Skiønhed, Troskab og Elskværdighed.

YRSA: kommer med Bægret.
✂ Gid denne Drik maa styrke Dig, Du Ædleste!

HELGE.: ✂ Du kiender mig?

YRSA.: ✂ Ja vel, Du Drot af Dannemark.

HELGE: griber om Bægret og hendes Haand.
✂ Du skiænker mig da hvad jeg her omfatter, Barn?

YRSA.: ✂ Min Haand og Bægret, ædle Drot, er Dronningens;
Men Kilden springer frit for alle Skabninger,
Af den kan selve Trællen giæste Konningen.

HELGE.: ✂ Saa huldt, Natur, forener Du det Fierneste!
Og disse Bær?

122

YRSA.: ✂ De nippes bort af Skovens Bie,
Saa tør min Haand vel plukke dem. Forsmaa dem ei.

HELGE.: ✂ O heller nød jeg Karret her, end Frugterne.
Hvor hvid den er, Din spæde Haand!

YRSA.: ✂ Nei, rød som Blod,
Den modne Frugt har overplettet Fingrene.

HELGE: til Reigin.
✂ Reigin! er hun et Jordens Barn? Jeg troer det ei.
Jeg mener hun er Freia selv, Folkvangurs Mø.

REIGIN.: ✂ Nei, ingen Kunst paatager slig en Skikkelse.

HELGE.: ✂ Ha Du har Ret! Thi Uskyld og Oprigtighed
Udlyser her af Øiets Blaa.

REIGIN.: ✂ Hun ligner Dig!

HELGE.: ✂ Ak har han Ret?

YRSA.: ✂ Hvad siger han min ædle Drot?

HELGE.: ✂ Han siger at Du ligner mig.

123

YRSA: rødmende.
✂ O troe ham ei!

HELGE.: ✂ Jo! Frændskab er i vore Siæles lyse Blik!
Og meer har mig den korte Stund at kiende lært
Dig Yndige, end mangt et Aar en anden Viv.

YRSA.: ✂ Din Røst indgyder mig en sær Fortrolighed.
Men Du est Drot, jeg Tærne! Hvilket Afgrundsvælg.

HELGE.: ✂ Siig mig Dit Navn.

YRSA.: ✂ Jeg kaldes Yrsa.

HELGE.: ✂ Havde Du
Vel Lyst at drage med mit Skib til Dannemark?

YRSA.: ✂ Din Slave? Nei, saa heller dog en Qvindes Træl.

HELGE.: ✂ Og om nu Helge venlig gav den Kiøbte frie?

YRSA.: ✂ Saa følger jeg Dig fri med tro Taknemlighed.

HELGE.: ✂ O Yrsa følg mig! Freia skal berede Dig
En yndig Bolig under sine Hvælvinger,

124

YRSA.: ✂ Hvad har jeg sagt! Nei skiænk mig ingen Frihed, Drot.
Saa heller ærlig Tærne dog - end - altfor frie.

HELGE.: ✂ Frygt ei! Som Fader skal jeg kiærligt vogte Dig.

YRSA.: ✂ Som Fader? Ak det herligt var. Min Fader Du!

HELGE.: ✂ Og tykkes jeg for gammel Dig til Beileren?

YRSA.: ✂ Du haaner grumt min ringe Stand.

HELGE.

✂

✂ Ved Asathor,
Stor var min Lyst at hæve Dig til selve min.

Til Reigin.

✂ Jeg føler det, Hun er det Billed, som min Siæl
Har evig higet efter og forgiæves søgt.

REIGIN.: ✂ Vogt Dig, min Drot! Den Gnist, som fænger altfor let,
Udslukkes let.

HELGE.: ✂ Frygt ei! Her taler Hiertets Røst,
Ei Sandserne.

REIGIN.: ✂ Giv Tid, og overiil Dig ei!

125

HELGE.: ✂ En Sømand iler -

REIGIN.: ✂ Ofte til sin Undergang.

YRSA.: ✂ Den stolte Dronning nærmer sig. Saae hun, jeg stod
Og talde med Dig Herre, vist hun revsed mig.

HELGE.: ✂ Hun væbnet kommer, aldrig kied af vilden Færd.
Men mindre klæder Spydet nu den Falmede,
End da som Jomfru rosenrød hun Skaftet svang.

EN KÆMPE.: ✂ Min Dronning spørger, Drot, hvad Dig bevæget har
Til denne Landgang? Om Du komst med Herreskiold?

HELGE.: ✂ Som Ven jeg kom, hvis Oluf mig som Ven vil see.
En Skare Snekker venter hist paa Bølgerne,
Hvis hun vil Kamp.

OLUF: sagte.
✂ Ha Tangkiær! hvi befolst Du mig
At hykle Venskab for den Mand, jeg hader meest?

HELGE: til Oluf.
✂ Vilst Du som jeg, saa glemme vi hvad længst er skeet,
Og slutte Fred. Thi Hævnen kildrer Hiertet vel,
Men falder blodigst dog tilsidst paa Hævneren.

126

OLUF.: ✂ Tilvisse! Selv naar Nidingsværkets lumskeste
Anslag er lykket, redder dog en Guddomsmagt
Uskyldigheden; skiænker den sin Glands paa ny;
Til Trods for Ærens Morder.

HELGE: til Reigin.
✂ Endnu trodser hun.
Ydmyges skal hun, Reigin! Men den høie Diis
En Tanke falde lod i min oprørte Siel,
Som mildner den og adler Straffen.

OLUF.: ✂ Helge, siig
Hvad drev Dig efter sexten Aar til Saxens Strand?
Nysgierrigheden? Ønskte sig Din Grusomhed
En Efterslæt, af Vredens længstfuldendte Høst?

HELGE.: ✂ Jeg kom at søge Kiærlighed.

OLUF.: ✂ Den voxer ei
Paa Hadets Klipper.

HELGE.: ✂ Tit i Klippens golde Rift
Groer Alpeblomsten, savnet i den fede Dal.

OLUF.: ✂ Sandt nok! Du finder Oluf ei saa mørk og bleg
Som Du formoded. Ei et Gisp fra Skovens Krat
Henlokker Dig til Hytten, hvor Du atter seer
127 I Pialter den Fortvivlede. Paa hendes Grav
Du ei kan stirre stoltelig; ei ynke høit
Fra Klippen den i Bølgen Dybtnedstyrtede.
Hun lever, blomstrer; eier Kronen, stolt som før.

HELGE.: ✂ Ei Nag, men Medynk bragte mig fra Issefiord.

OLUF.: ✂ Hvem ynkte Du? Dig selv, Du Titbedaarede?

HELGE.: ✂ Nei Dig, hvem ingen Kummer lærte Klogskab end.

OLUF.: ✂ Misunde min Lyksalighed - det kunde Du!

HELGE.: ✂ Beklage kan jeg kun Din Stoltheds Overmod.

OLUF.: ✂ Komst Du, at bede Saxen om, ei meer med Fest
At hædre den i Lædersæk Beegkronede?

HELGE.: ✂ Hvis Skam var størst, det veedst vel Oluf selv, Du bedst.
Men kiæk paa Mandens Høimod, der ei røbe vil
En Qvindes Svaghed, bygger Du Din hele Trods.

OLUF: fatter sig.
✂ Jeg trodser ei. Forlang en Gunst; og hvis den staaer
I Olufs Magt, da skal den ikke nægtes Dig.

128

HELGE.: ✂ Dit Tilbud, Dronning, tager jeg med Tak imod.

OLUF.: ✂ Hvad ønsker Du? Har Du ei alt, Du Mægtigste?

HELGE.: ✂ Jeg mangler end, hvad sexten Aar jeg manglet har.

OLUF.: ✂ Og hvad?

HELGE.: ✂ En Brud!

OLUF.: ✂ Den kræver Du af Olufs Haand?

HELGE.: ✂ Jeg kom, en gyldenlokket Svend, for sexten Aar,
Med Blus paa Kind, med Flammer i mit unge Bryst,
At søge yppig Skiønhed for min Lidenskab.
Du stodst i Blomster, Lilien Hig, paa Taarnets Rand.
Jeg saae Dig, og forlangte Dig - den Blomstrende!
Dit Septer ei, Din Yndes Rose lokte mig;
Og før jeg kiendte Rang og Stand, var Helge Din.
Ei Danmark var det beilende til Saxens Land,
Som Snekken bragte. Svenden loved Jomfruen!
Men stolt hun var, med Freias Luer ubekiendt;
Og spottende den unge Beilers Dristighed,
Beskiæmmed hun hans Tillid; - og med bitter Seid,
Troldqvinden Kig, til Had hun trylled Kiærlighed.
Da fnyste han og raste. Tak den Svømmende
Paa Bølgen for Din Redning. - Hist paa Himlens Blaa
129 Har midlertid sin hvide Maane Maanegarm
Heel tit forfulgt; - og Maanen saae, skiøndt flygtende,
Skiøndt vexlende sin Skikkelse for Slugeren,
Min Længsel med Medlidenhed. - Da brunte sig
Mit gule Haar, alvorlig blev min Siel og mørk;
Og hvad tilforn kun Sandserne forlangte sig,
Det ønskte nu mit Hierte. Sælsomt, underfuldt,
At samme Strand skal vise mig alt andengang,
Min Higens Gienstand, yndig i et Øieblik!
Thi her hun staaer i Dine Qvinders tætte Kreds.
Skiøndt prægtig ei, som Rosen mellem Lilierne,
En bly Viol, i Græsset skiult; men sød af Duft,
Og frisk som Duggens Perler, der besprængte den.
Jeg beiler nu til Rang og Land saalidt som før;
Land har jeg nok i Østersøens Blomsterøer,
Og ingen Grændse kiender Havets tappre Søn.
Lidt agter jeg en Qvindes Kaar, hun faaer sin Rang
Ved Ægtestanden; Manden hæver Hustruen,
Som Egens høie Stamme Vedbendrankerne.
Og derfor strængt jeg holder til Dit Løvte mig,
Og beiler høit, for alle Kæmper, alle Møer
Til - Yrsas Haand! - naar Du har hendes Lænker brudt.

OLUF.: ✂ Du beiler til min Trælleqvindes Yrsas Haand?

HELGE.: ✂ Den er ei Træl, hvis Siæl er reen og brødefri.

OLUF.: ✂ Hvad lærte Dig at kiænde denne rene Siæl?

130

HELGE.: ✂ Et Øieblik. Behøver hellig Uskyld meer?

OLUF.: ✂ Og saa letsindig styres Du af Hændelsen?

HELGE.: ✂ Ved ængstlig Vragen svandt alt femten Ungdomsaar.

OLUF.: ✂ Saa lidet stolt vanærer Du Din Kongebyrd?

HELGE.: ✂ Just stolt! Sædvanen fængsler ei en Leiredrot!

OLUF.: ✂ En Dronning fandt da Danmarks Drot i Saxens Træl?

HELGE.: ✂ Til Løn, for hvad i Saxers Dronning først han fandt!

OLUF.: ✂ Nu ved min Faders mosbegroede Bautasteen,
Nu er hun Din! Jeg skiænker Dig den Deilige.

HELGE.: ✂ Og ved min Faders Halfdans Hævn, jeg takker Dig.

OLUF.

✂

✂ Træd Yrsa frem, og viis os Din Fortrinlighed!

Afsides.

✂ O Tangkiær nu forstaaer jeg Dig, Du Skummende!
Du kiøler Hævnen - gyseligt! - men kiøler den!

131

HELGE.

✂

✂ Hvis hun er min, tillad mig da o Dronning strax
At skalte med min Eiendom. Det blanke Staal
Ei taaler Dug, jomfruelig Blyfærdighed
Ei Mængdens Øie. Reigin, ræk mig hid det Slør
Med Guld indvirket, som vi tog fra Vikingen.

Han lægger Sløret over Yrsas Hoved.

✂ Saa skiuler jeg for Spotterne Din Rosenkind
Og hæver Dig i Herrestand. Du est min Viv.
Svar ei, o tael ei. Ræk mig kun Din Liliehaand,
Hvis Du bifalder Helges Ønske. Somrens Blomst
Forsmaaer jo ei Formæling med den brune Høst,
Naar Solen stadigt skinner paa et spraglet Løv,
Og Maanen smiler Elskov i dens Aftenstund?
Forskræk Dig ikke ved en Sømands raske Valg.
Lang Tid behøver Venskab, kort kun Kiærlighed.

Med et foragteligt Blik paa Oluf.

✂ I Kronens Guld jeg fandt en daarlig Glimmersteen;

Med Ømhed til Yrsa.

✂ I sorten Flint af Kalken skiult en Diamant.

YRSA.: ✂ Naturens Røst befaler mig at lyde Dig;
Men Hiertet gyser. Ædle Drot! vær ei saa snar!
Lad Eftertanken skiænke Dig Besindighed.

HELGE.: ✂ Nei Yrsa! ogsaa Lidenskaben har sit Krav.
Den nyder slet og glædes svagt, som evig kold
Kun overveier. Freia rører Hierterne
Med Øieblikket. Følger Du ei hende blindt
Om selv paa Randen af det farligt steile Field,
Saa føler Du ei Kiærlighed.

132

YRSA.: ✂ Jeg føler den.

HELGE.: ✂ Ha elsker Du en anden Svend?

YRSA.: ✂ End slog mit Bryst
For Ingen, som for Dig det slaaer. Jeg føler dyb
Beundring og Hengivenhed! Jeg følger Dig
Som Lammet følger Moderen; og fatter klart
At skilt fra Dig vil sikkert Længslen dræbe mig.

HELGE.: ✂ Saa est Du min, trods hver en Frygt, trods hver en Spot.
Ræk mig Din Haand! og følg mig ud paa Bølgerne,
Der venter Odins Præst med Offerhornet os;
Og næste Morgen skuer Dig som Helges Viv.
Ei Tid vi Sværmen give til Forundringer.
Om hvad der skeer bevæger sig kun Daarens Mund;
Til hvad der er skeet vænner snart sig Verdens Kreds,
Og seer i selv et Under det Sædvanligste.

Han gaaer med Yrsa og sine Kæmper til Stranden; Oluf med sit Følge til Borgen.

✂

HAVFRUERNE komme fra Klippehulen og Stranden.

FØRSTE SKARE.: ✂ Med langsom List Flodernes Dronning
Hævner Ymerkæmpe;
Ham, hvem grumtfordærvende Guder
Sloge med blodige Sværde.
133 Thi længe før Børs og før Bures Æt
I Ginnungagap han herskende strakte
Giennem Afgrundsvælget sin Kæmpekrop.
Thi ham undfanged Kuld ved den befrugtende Gnist,
Og hans Ledemod avled
Med sig selv vidtherskende Jetter.

ANDEN SKARE.: ✂ Men Isens Tø trylled Audumble
Frem. Af klaren Saltsteen
Haaret først, og Hovedet siden
Slikked den Yverbespændte.
Da Odin sprang frem med Vili og Vee;
Med forbittret Harm mod Kæmpen de stormed,
Og for Asasværdene Jetten sank.
I hans rislende Blod, ak, da Hrymthussernes Æt
Saa utallige drukned.
Med sin Viv kun flygted Bergelmer.

FØRSTE SKARE.: ✂ Stoltelig nu, stoltelig skabtes
Af hans Been, hin vældige Kæmpes,
Af hans Kiøds stærktrevlede Sener,
Af hans Tand, ja selv af hans Bryn
Denne Jords blomstrende Bierge;
Mig forhadt dybt i mit Bryst.
Af en Helts Levninger bygged
Guder med Pral smaalige Værk.
Bergelmers Æt flygted forfulgt.
Huler og Havklippernes Grund
Er nu ene for dem Bopæle. Men smart
Vil fra Muspelheim Surtur,
Og din Skræk, Thor! fra vort Hav
134 Jormungard hævne med Fenris
Stolt Frostkæmpernes Haan.

ANDEN SKARE.: ✂ Dybt i vort Havs Mørke nedstødt
Vi forsmaae ei Hævnen som vinker.
Hvor en Mands vidtskuende Norne
Har os viist Vei til hans Fordærv,
Hendes Vink da gierne vi følge;
Uden Ynk ham bringe vi Qval.
Thi med Jernlænkerne bundet
I sin Hal dog Surtur hver Nat
Pøndser paa Straf; sender sin Røg
Giennem din Rift, Hekla! med Knald.
Men snart styrter den frem, med Flammer; men snart
Skal dens Lue fortære
Himlens Broe; da svulmer med Skæl-
Brynier, kraftigt at stride
Høit Havfruernes Hær!

TANGKIÆR.: ✂ O mine Søstre! fatted I Kiærlighed,
O føled Elskov Du Skælbedækkede!
Havde Du kiendt en Beiler, som Frode;
Da Taarer vist med Længsel Du fælded, som
Tangkiær; tolked sødt ved din Strængeleeg
Mangen Aften din svulmende Vemod.
Thi fyrigt i Almeskyggen han favned mig;
Og stolt jeg var, at elskes af Skioldungen;
Alterne flammed til Tangkiærs Ære.
Men dybt i Flammen, som Flammen der qvalte ham,
Han sidder i Hal hos Utgardiloke;
Og stirrer hen med Øinene blodige,
135 Bleeg, i de slangebehængte Sale.
Men Utgardiloke har lovet mig Frode fri;
Har lovt at skiænke mig Frode paa Bølgerne;
Men uden Tangskiæg: deilig som Leiredrot,
Deilig som før, med en Kongekrone!
Hvis ene det lykkes Tangkiær, den Smægtende,
Reent af Jorden at udrydde Skioldungers
Æt. Thi hielper mig, kiærlige Systre!

HAVFRUERNE.: ✂ Nu græm Dig ei meer! Alt en bælmørk Sky
Høitsvanger med Lyn lumskrugende staaer
Over Helges Mast. Ha Vredens Søn,
Hvi ægged Dig Harm? Hvi opsvulmed Du vildt
Havfruer til Hævn? - Ei Odin, Thor,
Nu formaae Dig Smerten at lindre.
Vee Halfdans Søn! Ei lyster mig meer
Dig at see, naar Fortvivlelsen kalker din Kind.
Høit imod Stiernerne, Drot, vildt stirrer dit Blik,
Naar din Qval Dig Nornen forkynder!

Der blæses i Horn fra Kong Helges Skib.

TANGKIÆR.: ✂ Hør Hornets Klang!
Det er holdt det usalige Bryllup!

HAVFRUERNE.: ✂ Oluf fra taarnede Kongsgaard
Grublende tankefuld
Nærmer sig hist.
Alt Fortrydelsens dødlige Bleghed
Farver den nysblussende Kind.
Forsilde! Forsilde!
136 Brøden er skeet!
I vor fugtige Hules kiølige Strømme
Dukke vi ville, Vandfuglene liig;
Titte med Smil giennem hvislende Blade,
Lytte til Qvalen, plaske med Fryd.
Lee og giøe, Havhesten bestige,
Tumle paa Bølgernes Top!
Blæse paa Sneglehornet og synke
Froe i det yndige Skum.

De forlade Skuepladsen.

DRONNING OLUF kommer fulgt af en Kæmpe.

OLUF.: ✂ Har min Herold besteget alt Kong Helges Skib?

KÆMPEN.: ✂ Tilbage hist han nærmer sig med Konningen.

Hun vinker, han forlader hende.

OLUF: ene.
✂ Det gik for vidt! Naturens Indvold taaler ei
Slig rædsom Gift; den vægrer sig med Krampetræk.
Ei Overlæg, men Heftighed forførte mig.
Kan qvindlig Stolthed taale vel en Mands Foragt?
Og femten Aar har ei formaaet at kiøle din
Hævnlyst, dit Had til Qvinden; Uforsonlige!
Men hvad har da den evige Natur forbrudt?
Hvad kan den for at Manden raser? Skulde nu
En Kæmpes Haan mod stolten Skioldmø trylle frem
En Hævn, hvorfor selv Sol og Maane skiulte sig?
Nei, evige hvidklædte Piger! Skiæbnens Møer,
Som stirre ned i Urdurs Brønd, det seer I ei.
137 Slig Skiæbne spinder ei paa hendes Væverstol
Den blege Skuld. Før vrister Thor min Egeskov
Af Jorden; planter Toppene som Rod i Muld;
Før størkner Havets Bølge, som et levret Blod -
Før Faderen - - Og Guder! hvis det alt var skeet!
Kold Gysen laminer mig hvert Lem. - Hist kommer han!
Vredladen den Elendige! Opbragt, fordi
Jeg river ham Giftbægeret fra Læberne.

HELGE: kommer.
✂ Hvad vilst Du mig? Du evige Forfølgerske?
Misunder Du i Yrsas Favn min Glæde mig?

OLUF.: ✂ Du Nattevandrer! veedst Du vel, at blind Du gaaer
Paa Afgrundsranden? At det koster mig et Ord,
For strax maaskee i Fieldets Dyb at styrte Dig?

HELGE.: ✂ Saa siig Dit Ord, og skaan mig for hvert Følgende!

OLUF.: ✂ Usalige! først siig Du mig: Er Yrsa Din?

HELGE.: ✂ Aldeles. Lofn har hørt os sværge Løvterne;
Thor saae os tømme Bægeret; og Freia loe
Med Stierneblik til Elskeren i Brudens Arm.

Oluf skiuler sit Ansigt.

HELGE.: ✂ Hvi skiuler Du Dit Ansigt i Skarlagenet?
Fordreies? det og blegner af Misundelse?

138

OLUF.: ✂ Skumle Nat! nu lad din sidste Stierne hylle sig i Mulm!
Ryst Natur! lad Jorden gyse iiskold til sit Inderste.

HELGE.: ✂ Dine blege Læber skiælve, Ordet nægter dem sin Lyd.

OLUF.: ✂ Nei, Barbar! jeg vil ei tie. Rædselen som ryster mig,
Knuge skal Dit stolte Hierte, nedslaae Dig Dit sidste Mod.

HELGE.: ✂ Asathor! hvad maa jeg høre!

OLUF.: ✂ Høre maa Du mig Barbar!
Giennem Øret drypper jeg Dig Giften, som fortærer Dig.
Frigga vil mig hist tilgive. Svag er Qvinden selv i Staal,
Vee den Mand, som ægger hende til et unaturligt Had.
Det har Du, grusomme Konge! Jeg var ung og stolt og skiøn!
Jeg tilstaaer Dig det, min Kiækhed skummed over, gik for vidt;
Men hvad tabte vel Din Ære? Kan en Jomfrus stolte Spøg
Virkelig fornedre Helten? Og hvori bestod Din Skam?
Den forelskte drukne Beiler røved jeg sit Hovedhaar;
Lod ham bringe snørt i Sækken sovende til Skibets Dæk.
139 See, da fnyste Du, Du Daare! Haaret voxer snart igien;
Men Du hævned Dig med Lumskhed; og fordi jeg tog Din Lok,
Røved Du med Tigergrumhed Pigen sin Uskyldighed!
Kold for mine bittre Klager Du den Skiændede forlodst -
See, da vendte sig mit Hierte til et unaturligt Had.
Og hvad ellers mere sødt end Honning qvæger Qvindens Bryst:
Moderpligten, Moderglæden, blev mig til en Helvedqval.
Ei i den Uskyldigspæde skued jeg min Datter; nei!
Kun et lidet grimt Utyske, Brændemærket paa min Skam.
Hendes Smiil var mig en Giftpiil, hendes Skrig en Efterklang
Af mit bange Gisp hin Midnat, klynkende ved Havets Kyst.
Femten Aar har skiult mig Yrsa; Femten lange Vintres Kuld
Mægted dog ei ud at slukke glødende Forbittrelse.
Ikke jeg, Du selv og Skiæbnen har til Nastrond styrtet Dig.
Skiøndt alt hævnet, grusomt hævnet, tænkte Du paa dobbelt Hævn!
Stolt for alt sit Folk ydmyges skulde den Ydmygede;
Da forbarmed sig de sorte Magter med en Qvindes Harm; -
Og hvad Oluf skulde krænke, blev Dig selv til Krænkelse!

140

HELGE.: ✂ Ulyksaligste blandt Fædre! Odin, Thor! hvad har jeg giort?

OLUF.: ✂ Ægtet nu Din egen Datter, Du som skiændte Moderen!

HELGE.: ✂ Det var Alfesang i Natten, det var ingen Qvindes Røst!

OLUF: ✂ Til en Svartalf, stolte Konge, har Din Grumhed tryllet mig.
Taaler Skammen Solens Straaler? Søger Kumren Lysets Blik?
Med en vild, paataget Kiækhed sad jeg paa min Ganger kun,
Kneiste jeg paa Kongestolen, efter hin Elendighed.
Maanen var min troe Veninde, Mørket var mit Klædebon.
Ved de kolde Ellemoser gik jeg mellem Buskene;
Med en dyb en stille Vanvid talde jeg med Sivets Rør.
Da forbandt de kolde Taager over Ellemosen sig -
Over Havets hvide Bølger, til en Skikkelse, hvis Røst
Tirred op min Harm, og lærte gyseligt at hævne mig.
Det er skeet. Nu har den Blege intet meer at søge her!
Intet meer at bede Nattens Magter om; Forløsningen
Stunder til. - Jeg synker gierne ned til Nastfonds Øglesal;
Hvad er Helveds værste Slange vel mod Slangen i mit Bryst?
141 Tag da Dolken Helge, tag den! Hævn Dig atter Halfdans Søn.
Længe nok har Du og Oluf Tærning spilt om Livets Held,
Det er Tid engang at alting sættes paa det sidste Kast.
Giennembor mig! See, jeg blotter villig Dig mit Moderbryst.
Stød det skarpe Staal til Hæftet i et unaturligt Blod!
Gierne synker jeg! Men skaan mig for Dit taarefulde Blik!

HELGE.: ✂ O min Broder! Fredegode Hroar i Din Bøgeskov!
Hil Dig! Du har valgt det Bedste, fromme, lykkelige Drot!
Blodet flyder let og roligt i Dit Bryst, som Kilderne,
Ved Dit skyggefulde Leire; stormer ei som Helges Hav!
Hvorfor lød min vilde Stolthed ei Dit Varsel, gode Svend?
Da Du kaldte mig fra Hævnen, over Brodermorderen!
Gyseligt har Nornen straffet. Men jeg sprang paa Bægeret
Af det luefyldte Hekla, agted ingen Lavastrøm;
Agted ei at Saallen brændte, loe ad Tragten! voved mig
Over Randen selv - nu styrter redningsløs den Snublede!

OLUF.: ✂ Dræb mig med Din Dolk, Du Grumme! dræb mig ikke med Dit Ord.

142

HELGE.: ✂ Odin! Du som hisset sidder i det lyse Valaskialf,
Du, som tit fra Hlidskialf skued Leirekonningens Bedrift,
Styrk mig med Dit Blik i Nøden! Lad mig falde Stammen værd.
Rolig saaest Du mig med Sværdet, fægtende paa Skibets Rand,
Medens Kæmper skreg i Striden; medens rød Blodstraalen sprang
Skummende fra Hals og Pande; medens bleg medsorte Skiæg,
Baglænds den forvovne Stridsmand vælted i Skumbølgerne.
Tilgiv stærke Seierfader! mig hver smaalig Lidenskab,
Hvorved Helge faldt i Snaren, udspændt af Svartalferne!
Villig vil jeg Qvalen lide. Livets Held har jeg forspildt.
Men jeg veed det vist, Du sender mig Din Sleipner, høie Drot!
At jeg ride kan til Valhal, som en ægte Søn af Skiold.

OLUF.: ✂ Yrsa vil Du grumt forlade? Nu saa tag Din Sleg fred med!
Lad mig følge Dig i Graven! Giv mit Hierte sidste Saar!

HELGE.: ✂ Hvad har jeg paa Dig at agte, fæle, blege Spøgelse,
Som forbittrede min Ungdom? Følge skulde Du endnu
143 Giennem Freias lyse Himmel Kæmperen til Vala skialf?
Troer Du da at Hornet rækkes Heltene til Velkomst der
Af en Hex med hule Øine? Tænker Du at finde hist
Døsigskumle Mosetaager, hvor en Havfru giæster Dig?
Bliv Du kun ved Dine Huler! Selv har Du beredt Din Qval!
Graaliglange Sørgeskygger vil hver Aften møde Dig,
Og fortælle Dig om Hallen, hisset hos den gustne Hæl,
Hvor der flettes Dig et Bolster silkeblødt af Slangerne.

OLUF.: ✂ Og Din arme Yrsa?

HELGE.: ✂ Yrsa er uskyldig; Baldur vil
Ei mit stakkels Barn forlade; min ulykkelige Brud.
Hendes høie Blik skal ikke mørknes, ved at skue nu
Faderens, den fæle Brudgoms hæslige Fortvivlelse.
Løst er nu hvert Baand som binder mig til Livet. Eja flink!
Hurra mine raske Drenge! spænder op de hvide Seil!
Lad den sorte Svane hvæse med sit begetbrede Bryst
Giennem Bølgerne! Lad blinke høit mod Maanenhendes Fiær!
Spænder Jer i blanke Plader! Ud paa Dybet! Hornets Klang
Skralde hen ad Østresaltet, kalde Kæmperne til Dyst.
Tappre Frisér! Stolte Skotte! Kæmper fra din Ørkenøe!
144 Iler hurtigt at forsøge disse Armes sidste Kraft!
Snabel møde Snabel! Bugen støde kiækt mod Skibets Bug!
Lad den vilde Rovfugl hugge Kobberkloe i Dækkets Rand!
Og naar da den røde Sved udvelder giennem Bryniens Rift,
Spotte vi vort Saar og ride siungende til Valaskialf!

Han gaaer.

FOLKVAR: kommer.
✂ O Dronning! Asathor! O Freia!

OLUF.: ✂ Nu min Helt!
Gad Du foran, Du viser os den rette Vei!

FOLKVAR.: ✂ O hør mig Dronning!

OLUF.: ✂ Rædde Gubbe! vandre til
Dit Fiskerleie! Ægir tak for dine Kaar!
Nu bytted Oluf gierne bort sit Kongedom
For Baaden og dit sorte Næt! Nu ei din Søe
Hist stormer halv saa frygtelig, som dette Bryst.

FOLKVAR.: ✂ O lad os redde -

OLUF.: ✂ Redningsløse!

FOLKVAR.: ✂ Dronning, tab
I denne Storm ei Fatningen!

145

OLUF.: ✂ Jeg blegner ei.

FOLKVAR.: ✂ Hun kommer -

OLUF.: ✂ Høi fra Ygdrasil, den strænge Mø,
Med bortvendt Ansigt?

FOLKVAR.: ✂ Yrsa!

OLUF.: ✂ Ei saa frygtelig.

FOLKVAR.: ✂ O hør mig -

OLUF.: ✂ Tael! Det støier ei fra Gravene.

FOLKVAR.: ✂ Hun veed sin Skiæbne, veed sin Qval!

OLUF.: ✂ Traf Pilen alt?

FOLKVAR.: ✂ Den grumme Havfru -

OLUF.: ✂ Yrsa fandt -

FOLKVAR.: ✂ Paa hviden Strand.
»Vel mødt Fru Yrsa! skreeg hun, Helges Datter-Brud!
Nu ægted Du din Fader, som har avlet Dig
Med Dronning Oluf. Held til Eders Ægteskab!
146 Men ei mit Øre døves skal af Eders Hyl.
Med mine Søstre svømmer jeg til Sikilei,
Og kommer først om lang Tid hid til Nord igien.«
Saa sang hun høit, og sprang i maaneklare Søe.
Og paa den lyse Flade saae jeg hende, fulgt
Af mange lede Qvinder, skiælbestiertede;
Hvidbarmede som Svaner; rankt med Halsene
De svømmed fort og dukked sig, og svandt tilsidst.
Men Yrsa hvid tilbage stod, som Møens Klint
Der speiler dybt sin blege Kind i Bølgerne.

Oluf gaaer.

YRSA: kommer med en Dolk.
✂ Denne Dolk, han mig gav,
Med Demanter besat, med blodig Rubin,
Skaffer mig Lindring. -

FOLKVAR.: ✂ Elskede Datter!

YRSA.: ✂ O hil den Stund,
Da din Datter jeg var,
En Fiskerpige!
Kiændte kun Guld og
Fløil af Rygte;
Bar paa min Skulder,
Klædt i Vadmel
Stangen med Nættet
Selv til Stranden.

FOLKVAR.: ✂ Hør mig, min Yrsa!

147

YRSA.: ✂ Jeg følger Dig ei
Sneehvide Folkvar!
Følger Dig ei til
Humledalen!
Hils mine Lilier
Urter og Tusindskiøn,
Tusind Gange!
Naar Du nu sidder i
Vinterqvælen,
Trygt ved din Arne,
Tætomkredset af
Leiets Piger!
Naar de da bede Dig:
Fader fortæl os
Sære Frasagn!
Nu saa fortæl dem om
Fiskerpigen;
Som Dronning blev, som
Ægted sin Fader, og
Selv sig dræbte.
Undrende vil de
Sagnet høre;
Gyse derved og
Ikke troe Dig!
Sige, nu digter Du
Eventyrer!
Ak, og Du est dog kun
Alt for sanddru.
Yrsa fortvivlet har
Alt oplevet. - -
Viis dem da Anglen og
Purpurkaaben!
148 Viis dem i Maanskin
Ved Sølverpilen
Yrsas Gienfærd,
Bleg, med det blinkende
Staal i sit Bryst.

Hun hæver Daggerten, i det samme tordner det mildt. Freia bliver tilsyne paa en Sky.

FREIA.: ✂ Stands Yrsa!

YRSA.: ✂ Ha! hvo kalder mig til Liv igien?

FREIA.: ✂ Den Disa, hvorved hele Jorden faaer sit Liv.

YRSA.: ✂ O Himmelske, guldhaaret, blaa af Klædebon;
Hvo est Du? Selsomt virker paa min Siæl Dit Smil.

FREIA.: ✂ Mit Navn er Freia, Odins Datter, Elskovs Diis!

YRSA.: ✂ Du est ei min Gudinde! Send den blege Hel!

FREIA.: ✂ Hvert Hierte skabt for Kiærlighed tilhører mig.
Jeg lover Dig den bedste Fryd en Qvinde fandt.

YRSA.: ✂ Og hvilken?

149

FREIA.: ✂ Moderglæden!

YRSA: skiuler sit Ansigt i sine Hænder.
✂ Jeg Elendige!

FREIA.: ✂ Hvad gyseligt undfanget er, skal skiønt opstaae.
Paa Lavabierget voxer hist den bedste Viin,
Og giftig Sump udklækker ofte herligst Frugt
Af Jordens rene Moderskiød. Thi græm Dig ei!
Den Søn, Du under Hiertet bær, skal hædre Dig;
Og ikke Dig, men Danmarks Land! Ei Danmark blot,
Men hele Norden! Norden ei i Livet kun,
Men evig funkle skal hans stolte Helteroes,
Og høit begeistre Verden om totusind Aar
Hans Priis at siunge. Hrolf - saa skalst Du kalde ham!
Hans Fader reed til Odin nys fra Gravens Høi;
Men Hrolf skal arve Helges Krone. Bring ham hiem
Til Danmark! Lad den fromme Hro opdrage ham
Til Kongedyd i Leireskov ved Kilderne.
Hans Navn skal samle Kæmper, som skal elske ham
Og døe med ham. Og naar han døer, da skal hans Død
Selv lyse giennem Gravens Nat, som Stierne; som
Det bedste Billed Oldtid har at glimre med
Paa nordisk Krafts urokkelige Trofasthed.
Farvel! Farvel! - Aftør Din Taare! Lev! og viid:
Uskyldighed forlades ei af Guderne.

Hun forsvinder.

150

YRSA.: ✂ O Himmelske! dybt har Dit Løvte styrket mig.

REIGIN: kommer med Kong Helges Krone, fulgt af danske Kæmper.
✂ Hil dig, vor Dronning!

YRSA.: ✂ Reigin, ha hvor er Din Drot?

REIGIN.: ✂ Du hørte det af Freias Mund. I Odins Sal.

YRSA.: ✂ O Fader! Fader!

REIGIN.: ✂ Græm Dig ei! Han har det godt!

YRSA.: ✂ Siig mig hans Død; thi Taaren lindrer Hiertets Qval!

REIGIN.: ✂ Hans Hu stod til at storme hen paa Ægirs Hav,
At finde Døden, hvor han fandt sin Helteroes.
Taus vandred han til Skibet ud; men da han saae
Dets sorte Barm, og Masten med sit Silkeseil,
Da vendte han sig rædselfuld, og raabte: See
Den fæle Drage, hvor den gloer paa Bølgerne!
Paa den det var, at Frode foer til Vifils Øe,
At søge Pilten i Jordhulen! Den det var
Som bragte mig til Oluf med Stridskæmperne;
Som fnyste Hævn, da Qvinden blegfortvivlet skreg.
151 Den var det kun, som klækked ud en Brøde nys
I skumle Skiød, meer fæl end Basiliskens Æg. -
Ved Stranden stod Dankongens liden Gangerpilt
Med hans kulsorte Ganger, holdt ved Bidselet,
Om Kongen ønskte den til Ridt. - Da Helge saae
Sin Hest, som vrindsked høit og med Guldhoven slog,
Saasnart den hørte ham paa Klirr af Sporerne;
Da blussed han; og svang sig, klædt i Harnisket,
Fuldrustet, kobberblank, med Hielm og Stang og Skiold.
Og langsomt reed han, tankefuld, som Spøgelset
Af dræbte Helt ved Midnat over Markerne.
Men dybt i Skoven stod en Høi, af Bøge krandst,
Med bælmørk Hule, muret af fem Kampesteen;
Den femte laae ved Hulens Aabning, musbegroet.
Hin Gravhøi Dronning Oluf lod for lang Tid alt
Sig selver kaste. Tit hun sad i den og sang
Naar Sol gik ned, og Maanen stod ved Bølgerne.
Men femten Aar har skuet den med Sommergræs,
Og Vinterkuldens stierneblanke Snee bedækt,
Og hungrig vented aabned Svælg end Dødningen.
Da Helge saae den vedbendkrandste Rædselsdør,
Da smilte han, og raabte høit: Tak Asathor!
Du bygte mig i Hast min sikkre Kongeborg.
I gode Kæmper skynder Eder! Lukker til
Det aabne Svælg, at Surtur ei med Flammerne
Forfølger mig. Flink! vælter stærken Kampesteen
For Graven! Saadan siungende, fra gyldne Hielm
Han Krandsen tog, som Skiold og Mykilati bar,
Og raabte: Bringer den til Hro i Dannemark. -
Da nu vi mærkte tydeligt, at Kongens Hu
Stod til at ride levende til Valaskialf,
152 Da føied vi hans Ønsker f roe; og Landserne
Som tit i Strid tilforn var brugt for Helges Liv,
Arbeided nu med lige Troskab paa hans Død,
Henvæltende den tunge Steen for Aabningen. -
Da Hulen nu var lukket til, da hørte vi
Med freidig Stemme Kongen sang sit Biarkemaal,
Mens Hesten vrindsked stolt og slog med Hovene.
Dog lang Tid ei! thi Luften mangled; Døden kom
Og qvalte dem med venlig Haand; ei smertefuldt!

YRSA.: ✂ Nu rider han paa Bifrost, som Einheria!

REIGIN.: ✂ Græd nu ikke meer, men følg os!

YRSA.: ✂ Høi Beundring græder kun!

REIGIN.: ✂ Tag Din Kongekrands!

YRSA.: ✂ Jeg sætter den paa mine Flætninger!

REIGIN.: ✂ Nu afsted til Danmarks Rige!

YRSA.: ✂ Ak hvor er den arme Viv?

REIGIN.: ✂ Tal, hvem savner Du?

153

YRSA.: ✂ Min Moder.

REIGIN.: ✂ Du har ingen Moder havt.

YRSA.: ✂ Ak hvor er hun?

REIGIN.: ✂ Hisset ude synker hun i Bølgerne.

YRSA.: ✂ Ogsaa hun?

REIGIN.: ✂ Jeg saae den Stolte springe selv fra Klippens Rand.

YRSA: til Folkvar.
✂ Har jeg Dig endnu min Fader?

FOLKVAR.: ✂ Trofast, som i femten Aar!

REIGIN.: ✂ Tænk paa Freias store Løvte, svæk Dig ikke med Din Graad!

YRSA.: ✂ Haster Du saa utaalmodig?

REIGIN.: ✂ Hæftigt brænder Saallen os,
Disse Kyster at forlade, hvor vor tappre Konge faldt.

154

YRSA.: ✂ Velan da jeg følger! Farvel, farvel!
Yndige Flod, min Bøgeskov Du!
Skummende Strand, hvor min Ungdom randt,
Truende Huler! som skued min brat-
Kommende, min brat svindende Qval.
Jeg græder ei meer; thi Freia min Diis
Har velsignet mit Liv! Jeg føder for Nord
Herlig en Søn, som skal krone dets Haab.
Grøn nu vinker mig Herthas Øe!
Den ærværdige Hro, og hans herlige By!
Hellige Kilder, tre gange tre,
Eders liflige Væld, kiølende, sprudlende
Siunger min Nød langt bort fra min Seng.
Yndigt et Alfepar, hvidt som Snee,
Ved Leiet skal staae, og vatne min Søn.
Knæsættes skal han, opfostres af Hro,
Og forsone sin Fødsel med Dyder!

REIGIN.: ✂ Saa seile vi hiem ved Medbørsvind
Til det kiærligtvinkende Fædreneland!
Huldt Ægir blæser i Seilet!

✂

ANMÆRKNING

✂ Af dette Digt haaber Forfatteren at give en Fortsættelse, som vil indeholde Hrolf Krakes Historie.

✂

HROLF KRAKE
ET HELTEDIGT

156
157

✂

TIL KONGEN.

✂ Naar jeg saae Hrolf henride,
Lyshaaret, faderlig,
Ved sine Kæmpers Side,
Da tænkte jeg paa Dig!
Naar stort og blaat hans Øie
Ham viste kongegod,
Mod Ringe, som mod Høie -
Dit Billed for mig stod!

✂ Naar Slethed han forfulgte,
Men var den Ædles Trøst;
Ei Følelserne dulgte,
Som svulmed i hans Bryst;
Naar, billig i sin Tale,
Retfærdig han mon staae
I giestfrie Kongesale -
Da Frederik jeg saae.

✂ Og sad Hrolf Krakes Skygge
Paa gamle Thing i Skov;
Da Fredrik saae jeg bygge
Sit Fædreland, med Lov.
158 Stod han med Barnet lille,
Den høie Drot i Dan;
Saae jeg hans Taare trille -
Du elsker Børn, som han!

✂ Saae jeg ham Hierter vinde,
Ved reen Uskyldighed,
Saa selv hans fordums Fiende
Fik Helten kiær i Fred; -
Du vandt en lige Seier,
O Fredrik, til vor Trøst;
Thi Kongehiertet eier,
Som Hrolf Du, i Dit Bryst.

✂ Dig elske Dine Sønner,
I Hal, paa Mark og Thing;
Thi Dine Mænd Du lønner,
Som Hrolf med gyldne Ring.
Mig har Du Meget givet,
Du hædret har Din Skiald;
Og, til han mister Livet,
Han tro Dig elske skal.

✂ Du faderlig modtage
Da denne Heltesang!
Hrolf kommen er tilbage
Til elskte Danavang.
Ham ingen Farer true,
Han smiler kiekt og trygt;
Og andre Konger skue
Paa ham med Ærefrygt.

159

✂

FORTALE.

✂ Dette Digt, der, som Sagn betragtet, er en Fortsættelse af Historien om Helge, fremtræder her i poetisk Selvstændighed. I Helge bragte mig de romantiske, fra hinanden i Tid og Rum hyppigt adskilte Begivenheder, til at udmale disse i en Række af Billeder; i Viser, hvortil Romancetonen forekom mig den meest passende; indtil den tragiske Katastrofe, med Yrsa, fordrede en Tragødie. Fortællingen om Hrolf og hans Kæmper har en ganske anden Karakteer, end Helges Eventyr. Disse tiltale fornemmelig Phantasien; Hrolfs egne Bedrifter indeholde aldeles intet Eventyrligt og Overnaturligt; det Skiønne deri er netop det Naturlige: Erindringen om en Aand, langt hævet over sin Tid, der tildrog sig lignende Aander, virkede til Fædrelandets og Tidsalderens Forædling; men maatte bukke under, for Omgivningens Barbari, uden at komme til Maalet. Denne tragiske Karakteer har egentlig enhver stor Menneskevirkning, til enhver Tid; da al menneskelig Handling er Stykkeværk, som Tingenes Gienstridighed bekæmper, og Døden overrumpler. Saaledes bliver Hrolfs Død da symbolisk og ægte tragisk; 160 det vil sige skiøn i sin Ulykke, fordi vi see, at han har virket betydeligt for Efterverden, lagt en Grundsteen med til den store Bygning, og steeg, i det han sank. - Min store Forgiænger Ewald følte dette, og Hrolfs Død begeistrede ham til et Sørgespil, som, skiøndt Digteren altfor meget fiernede sig fra den Tids Aand, han vilde fremstille, stedse vil beholde sit Værd, som et Produkt af Genie og af et ædeltfølende Hierte. Udentvivl har Ewald i sin Rolf Krage givet de bedste Prøver paa sit dramatiske Talent; skiøndt Balders Død og Fiskerne, Værker fra en modnere Periode, da han var Mester over Sproget, glimre med større lyriske Skiønheder. Om nu altsaa end Katastrofen af Hrolfs Historie kunde give Stof til en Tragødie, der vilde vinde, ved at trænge meer ind i Heltetidens Aand, saa vovede jeg dog ikke at skrive et saadant Drama efter Ewalds Rolf; fordi jeg følte, at han, uagtet alt hvad der kunde indvendes, havde giort fyldest for Hovedsagen, og i skiønne dramatiske Situationer rørt os til Skræk og Medlidenhed for sine Helte. Derimod forekom hele Hrolfs Historie mig, aldeles at egne sig til et Epos; ja selv Katastrofen, tyktes mig, maatte vinde, ved at træde i sin store Forbindelse med det Foregaaende. Tænke vi os nu ved et Epos et Digt, som i Aand og Væsen ligner de homeriske Digte, saa finde vi, at Epos og Tragødie have meget tilfælles. Thi de homeriske Digtes Skiønheder bestaae ikke i en Mængde selsomme Begivenheder, der afløse hinanden, og beskiæftige den studsende Phantasie; (hvilket ogsaa til sin Tid kan være godt) men i en fuldstændig, idealsk Skildring af en vis Tidsalder, visse Nationer, med deres Religion, Sæder og 161 Skikke, og i en fuldstændig Skildring af visse udmærkede Menneskers Handlinger, hvorved de tilkiendegive deres Karakteer og Sindelag, og sætte Læsernes Siæleevner i fleersidig Virksomhed. Ogsaa Hrolfs Bedrifter, troede jeg, vilde vinde ved at fremstilles paa denne Maade. Indblandningen af det Overnaturlige, som Maskineri, troede jeg derimod ikke at burde bruge i en Skildring af moralske Handlinger; da det kun vilde forvandlet mine Helte til Marionetter. I de homeriske Digte, hvor Hovedsagen fornemmelig gaaer ud paa at skildre det sciønne Udvortes i alle Forhold, er det en anden Sag; der er det ret, at ogsaa de usynlige Naturkræfter faae menneskelige Skikkelser; der indblande sig de mythiske Fabler med Ynde. Men en Digter skal ikke ængstelig copiere en anden i alle Egenheder; Homers evige Digteraand bør gaae ind i vor, og begeistre os, til selv frit at bevæge os med naturlig Selvstændighed. I Helge passede sig overalt Indblandningen af det Overnaturlige; i Hrolf Krake kun episodisk. Thi, at et Digt, som skildrer Nordens Oldtidshelte, ikke kunde undvære nordisk Mythologie og Overtro, forstaaer sig selv; og der gaves altid Anledning nok til slige Skildringer, som Virkninger af de Handlendes egne Forestillinger. I det nu Iliaden og Odysseen foresvævede mig, som Værker, der vare meest episke; (hvormeget end andre Digte siden have glimret og undertiden overstraalet hine, med prægtige Malerier og lyriske Udbrud); i det jeg følte, at Epopeens Hovedsag bestaaer i at fremstille udmærkede Mennesker, i en Forbindelse af Handlinger og i Fremstillelsen af en Omgivning, som ligger uden for Tragødiens Form; saa blev det 162
mig tillige vigtigt, at istemme den ægte episke Tone; der roligt og barnligt fortæller alt det Lidenskabelige, selv uden Lidenskab, alt det Store og Herlige, uden Ophævelse, og som, uden Anstrængelse, rører Hiertet med sin Eenfold. - Men saa herligt, som nu end Hexametret angiver denne Tone, saa heldigt som vi finde det benyttet, i det, i mine Tanker, meest episke nyere Digt, Gøthes Herman og Dorothea, saa vægrede min Følelse sig dog ved at bruge det her; da det stærke nationale Præg, der er paatrykt vore gamle nordiske Sagn, vilde svækkes, naar Digteren sang i en Tone, der bestandig mindte om et fremmed Digt, og let kunde forføre ham til videre Efterligning. Men nu vare gode Raad dyre. Der blev jo, tilsyneladende, ikke andet tilbage, end at bruge det rimede Vers, der vilde give Digtet en lyrisk Karakteer; og som, ved at slippe sin ViseKorthed og modtage den episke Vidtløftighed, tilsidst vilde vorde slæbende og trættende. Af denne Forlegenhed hialp jeg mig saa godt, jeg kunde. Jeg antog, at Tonen i de danske Kæmpeviser var den bedste Grundtone for min Melodie. Have ikke Rhapsoder siunget Viser før Homeriderne, og have disse ikke benyttet hine? Allerede i det tydske Niebelungenlied fandt jeg en saadan episk Brug af formodenlig foregaaende ældre Kæmpeviser. Men i Niebelungenlied er det uendelig tit gientagne Romancevers af fire og fire Linier endnu beholdt. Dette forkastede jeg, for i min nordiske Sang at optage saamange af Hexametrets Fordele, som muligt; hvilke bestaae i at forene Versets og Prosaens Fuldkommenheder. Thi ogsaa Prosaen har sin Skiønhed, 163 ved de mangfoldige Ordbevægelser, ved sit Ophold og sine Afsnit. For at undgaae Monotonie altsaa, forkastede jeg Stanzerne, og lod Perioderne rette sig, snart korte, snart lange, efter Indholdet; snart begyndende efter, eller endende med et Riim; snart paa hvilket som helst Sted i Linien. Friheden i de gamle Kæmpeviser, at vexle med forskiellige Fodmaal, kom mig ogsaa ved denne Leilighed vel tilpas; det var en Skiønhed mere, som jeg ikke gav Slip paa, for et saakaldet korrekt modernt Versemaal; det vil sige, et Vers, som bestod af blotte Jamber, Trochæer eller Daktyler. I mine Tanker har den nyere danske og tydske Poesie ikke vundet synderligt, ved bestandig at underkaste sig denne Eensformighed, og ligesaalidt finder jeg deri et Beviis paa større Kunst; thi det er lettere, og der hører mindre Øre til at synge alting i een Tone, end til at bruge snart høie snart lave Noder, for at udtrykke de Følelser, der besiele os. Grækerne og Romerne vexlede i alle deres Digte, med forskielligt Fodmaal; selv det dramatiske jambiske Trimeter, den ottefodede Trochæ, undgik Monotonie, ved de hyppige Forslag af Smaaord, hvorved ofte to korte Stavelser bleve brugte til Afvexling, istedet for en lang; eller omvendt. Det er, som i Musiken, hvor en Takt ikke altid bestaaer af de samme Noder, men snart af Hele, snart Halve, snart Fierdedele o.s.v. Den musikalske Deel af Poesien maa nødvendig have Musiken til sit Mønster, for saavidt som det forskiellige Stof tillader det. Thi da vort Redskab ikke er Toner, men Ord, der skulle høres og forstaaes, saa kunne vi, i de hurtige Taktbevægelser, ikke gaae 164 saa vidt som Musiken; men noget af denne skiønne Forskiellighed kunne vi dog bruge. I den italienske, spanske, franske og engelske Poesie falder aldrig den ene Linie aldeles som den anden; i den gamle tydske og danske Poesie var dette heller ikke Tilfældet; det er først i de seneste halvhundrede Aar bleven Mode; - jeg har her atter vovet at synge i den gamle Tone. Mit Vers er fornemmelig et jambisk Vers i otte Takter, (for det meste med en Taktpause), som hyppigt afbrydes af Trochæer, Spondæer, Daktyler og Anapæster. Dog saaledes, at de otte Takter altid høres, og Jamben er den meest fremtrædende. Det er ligesaa let at læse disse Vers, som at læse de gamle Kæmpeviser; man behøver blot at holde sig til Ordenes naturlige Udtale. Da Hemistichen og Cæsuren næsten altid ere qvindelige (Tostavelsesord), var det naturligt, at det mandlige, eller Eenstavelsesrimet, fornemmelig blev brugt her; men forbinder dette Riim, efter sin Benævnelse, en større Kraft med sin Klang, end det qvindlige, saa kan det vel heller ikke dadles, at det fremtræder, som det herskende, i et Heltedigt. Og saaledes overgiver jeg da dette Digt, (hvoraf jeg selv besørger en tydsk Oversættelse) i mine Læseres Hænder, med det Ønske, at hvad der kom fra Hiertet, maatte bevæge Hiertet, og at Digtet, ligesom det vandt Selskabet for de skiønne Videnskabers Bifald, der hædrede det med en Præmie, ogsaa maatte vinde Publikums. Et stort Heltebilled fra vor nordiske Oldtid begeistrede mig. De tre nordiske Folk, der (uden Hensyn til Politik) karakteristisk og poetisk tagne, altid, i Sammenligning med 165 andre Nationer, maae føle sig som Brødre, ville i dette Digt, haaber jeg, ikke finde uværdige Representantere; ogsaa vover jeg at troe, at jeg uden smaalig Nationalpartiskhed har ydet Enhver sit. Hrolf, Hialte, Biarke og Vøggur vare Venner: gid Danske, Norske og Svenske stedse være det!

✂

166
167

HROLF KRAKE

168

169

✂

FØRSTE SANG.

✂ Hottur liden Fiskerdreng, men af sin Alder stor,
Stod taus med Fiskergarnet, ved breden Issefiord;
Saa blaaligt Bølgerne rulled, over den runde Steen;
Han stirred ned i Vandet, paa blege Hestebeen.
Selsomme Tanker i Drengens Hierne drev,
Som Skyen hist paa Himlen, af Stormen jaget blev.
Snart skued han paa Havet, saa igien paa Nættet,
Hvori de brogede Fiske saa lysteligt sprætted.
Hans Fader, gamle Svipur, med Haaret graat somTang,
Drog Baaden op paa Stranden, mens han en Vise sang.
Nu skynd dig, liden Gangerpilt, som Handelen forstaaer,
I Vidiekurven læg dem; bring dem til Leiregaard!
Skynd dig snarlig at sælge vor gode Fiskedræt.
For Hamp vi bytte Fisken. Jeg trænger til et Næt.
Pulsvaaden og mit Bundgarn udueligt er blevet,
Alt gammelt, halvforraadnet; Ran har det sønderrevet.
Jeg saae den skumle Havfru ved klare Midienat;
I skællet Haand, som Finne, hun Garnet tog fat,
170 Og mens hun viste Tænder, sneehvide som Skum,
Hun rev mig Huller i Nættet, med gyselige Brum.
Jeg knytter mig et andet, som skal det første ligne;
Men mere stærkt i Traaden. Det skal Goden signe,
Offergoden Thorald, med Hammeren i Lund,
Saa mægter ei Ran at bide det med sin skarpe Mund.

✂ I Tanker stirred Hottur, et Ord han svared ei,
Han stirred bort fra Havet til nære Landevei,
Hvor smukt i Aftenrøden, der farved dunkle Sky,
Hrolf, Dannerkongen henreed, i Hast til Leireby,
Med sine gieve Kæmper. Den stærke Strandens Blæst
Drev Lokken ud fra Hielmen, løfted Manen paa hver Hest.
I Jernet klædt, som Isen, der stivned saa graa
Ved Juletid i Frosten, Bersærker han saae;
Og tykke Jerngryder, paa Hovederne, som Hatte
Dem hviled ned ad Skuldren; om Spyd de monne fatte,
Der ligned unge Graner, som Qvisten har forliist.
Ha hvilken Manddoms Idræt har disse Helte viist!
Og see de vælige Hingster, de dele Heltenes Mod,
De vrinske, som om hver sin Rytter forstod.
Nu de forbi os ride. Bersærken, stiv og stolt,
Seer ei til ringe Fisker, foragter fattig Folk;
Men Hrolf er Alles Konge! Han vinker med sin Haand
Ned til vort Fiskerleie. Thor signe Heltens Aand! -
Nu skynd dig, raabte Svipur, til Leire med din Dræt.
Naar Jægeren kommer fra Jagten, han trænger til en Ret.
171 Troer du, giensvared Hottur, at slige Mænd ved Disk
Gienfinde deres Kræfter ved usselige Fisk?
Nei, sligt et ædelt Rovdyr maa bedre fødes op.
See kun de bredre Skuldre, stærken Heltekrop!
Som Ulven, som Løven de nære deres Mod
Med Oxens, Hestens Bove, skiøndt ei med Dyrets Blod.
Treen jeg for Svibdagger, hvis jeg en Fisk ham bød,
Han hug med Jernhandsken, det blev min bratte Død.
For Spot han vilde tage, for skammelig Foragt,
At jeg til Kongehallen slig Mad dem havde bragt. -
Da raabte gamle Svipur: Du steds dog Drætten sælger.
Jeg veed, at Kongens Søster det Allerbedste vælger.

✂ Ja Fader, svared Hottur, det er en anden Sag!
Forskiæl paa Mand og Qvinde der er, som Nat og Dag.
Fisken er Qvindekosten; og allermeest for Skulde;
Thi skiøndt nu ven og deilig hun straaler som den Hulde,
Vi kiende hendes Herkomst! Den gamle Harpemand
Har ofte Visen siunget: Hun stammer ned fra Strand.
Kong Helge hendes Fader loved en Havets Viv,
Og hende skylder Skulde sit skiønne Blomsterliv.
Hvad Under, at hun ynder da Strandens gode Ret,
Spiser sig i Østers, i Fisk og Reier mæt? -
Stands med slig daarlig Tale, fortørn Fyrstinden ei,
Svared den sølvgraa Svipur; gak du din lige Vei!
172 Hvad kommer da vel dig ved hin gamle Regnars Sang?
Ved Harpen, ølberuset, han lyver mangengang.
Fyrstinden er Fyrstinde, lad dette nok dig være!
Sælg hende dine Fisk, fornærm ei hendes Ære.
Ei Kongebarnet lider, med høie stolte Mod,
At man vil spæde Saltvand i hendes ædle Blod. -
See, da skyndte sig Drengen; men redte først sit Haar,
Tog paa sin nye Kiortel og gik til Leiregaard.

✂ Paa Veien tænkte Hottur: Ha hvo der var en Helt!
Godt nok at vorde Fisker ved Issefiord og Belt;
Fiskeren ogsaa strider, maa vise Mod som Kæmpe;
Ved Kraft kun og Raskhed formaaer han Faren dæmpe.
Naar Ægir i Seilet svulmer, Ran oprører Sandet,
Naar et rædsomt Bælmørk ruger over Vandet,
Da gielder det! I Faren er dyrt hin gode Raad.
Og dog, som Fugl i Luften, han flyver i sin Baad;
Snart Reb i Seilet holder, snart stryger han sit Seil.
Men ak - med Falkens Øie, dog stundom seer han feil;
Da myrder ham en Havmand, og skyller hvide Been
Ad Aare hen i Maanskin, paa spraglede Glimmersteen.
Og drøvelig jeg kalder en Strid, selv en Seir,
Mod en usynlig Fiende, mod Alfen, Vind og Veir.
Kun stolt os Stormen driller; brugte den sin Magt,
Eet Slag kun var tilstrækligt - den straffed vor Foragt.
Og nu - at gaae paa Dræbning mod stakkels svage Dyr,
173 Som ei kan Faren høre, som rædde Døden flyer -
At lokke dem ved Madding! Den værste Feil, jeg veed,
Er, tykkes mig, slig Lumskhed! Misbruge Giæstfrihed,
Og knytte Næt til Listen, blot for sin Egennytte! -
- Hvad Egennytte Hottur? Tænk paa din Faders Hytte!
Kan Tarvelighed kaare vel mere nøisom Stand?
Nei, agt din Faders Haandværk, ærlig Fiskermand.
Men Ungen altid stræber ud fra sin Moders Rede,
Og prøver Vingernes Kræfter, over Mark og Hede.

✂ At vorde Dannerkæmpe! Det Ønske for mig staaer,
Som Freja midt i Vaaren, med Roser i sit Haar.
Af Hrolf en Hielm at fange, et Skiold, fagert Sværd,
Følge Dannerkongen i drabelige Færd, -
Ak altfor dristige Tanke! Vel er jeg ingen Træl;
Fra Arildstid ved Havet, skiøndt uden Pandserskæl,
Gik mine bolde Fædre, med Sømandstrøien blaa,
Og Vandet dem tilhørte, saavidt som Øiet saae.
Men ak hvad haaber Hottur? En Plads ved Kongens Disk?
Dæmp Modet, stolten Ungersvend, og sælg dine Fisk!
Hvad drev den unge Søgut til dristige Begiær?
Var det Hovmodigheden i rødt Kobberskiær,
Der bryster sig som Guldet, men daglig pudses maa,
At fri for grønne Ædder i sin Glands det kan staae?
Nei - altfor stolt til Hovmod, Hotturs Hierte var reent;
174 Reent, som Sølvet i Bierget, der er Lyset formeent.
Kun du almægtige Fulla, som flætter Frejas Haar
Til Ungersvendens Lænker; alt hvad han attraaer
Skiult i din Æske glemmer, - du mødte ham i Krat,
Indklædt i Maanens Straaler, og til Dag trylled Nat.
Du ham viste paa Siølund, Gefions Jomfruøe
Den høie Frejas Billed i lilieranke Mø.
Til Signe, Skuldes Æskemø, du fanged Fisk, min Ven!
Og mærked ei at Signe dig fanged igien.

✂ Til hende bar han Drætten, til afsides Buur,
Skilt fra Kongehallen ved brede Grøvt og Muur.
Der saae man Skuldes Kammer, mod Havet laa det frit.
Sølverne Muslingskaller, Sneglehorn med Kit
Var mellem Mosset muret; det gav et lifligt Syn.
Selv stod hun der livsalig, men med de skumle Bryn.
Nær Buret flød en Kilde, rolig som et Speil;
Der baded hun sig ofte; frit for alle Feil
Sit Legem hun beskued; forgabet i sig selv,
Som Bølgens kolde Huldre, siunken i en Elv.

✂ Fiskene modtog Signe med sneehviden Haand.
Men da hun Hotturs Forsæt erfoer, at kiæk i Aand
Han hen sig vilde vove til Dankongens Hal,
Hvor stærke, drukne Kæmper sad rundt i Flokke tal -
Hun raabte: Unge Daare, taabelige Dreng!
Du reder dig før Aften din visse Brudeseng.
Dig Hel i magre Arme vil trykke bleg, kold.
Hil os, at Jomfruburet med tykke Muur og Vold
Er skilt fra Kongehallen. Ei som en Thor blandt Aser
175 Kong Hrolf paa Bænken sidder: hans vilde Kæmpe raser,
Forbittret Tænder skiærer, udhyler fæle Sang,
Blodig endnu af Slaget, end i Bersærkegang.
Som Hunde slide de Kiødet med Tænder fra Been,
Og Den som først er færdig, han er ei længe seen:
Han hugger Been i Panden paa Den, som sidder fiern.
Vel har de Hovedskaller hærdede som Jern;
Men ofte dog en Knokkel en Pandeskal har knust;
Hvad agter Kæmpen Freden, naar han først er berust?
Da flyder Øllet af Hornet, Blod af dybe Saar.
Det hielper ei Dankongen forbittret Skioldet slaaer,
Man hører ei hans Varsel; det er en evig Krig,
Og ud paa Trælleskuldre da bæres Helteliig.

✂ Ei forfærdedes Hottur ved skiøn Signes Ord,
Han vilde gaae i Hallen, frygted intet Mord.
Jeg skal vel vinde Kæmperne, det koster ingen Taare;
Jeg vil dem Tiden korte, forstiller mig som Daare.
Han foer med baade Hænder op i sit lyse Haar:
See hvor det uredt strutter, i Børster det staaer.
Ham Signe maatte laane sin Hue, spids, lang,
Den bandt han sig paa Hovedet, alt med lystig Sang.
En Pude snørt til Armen hun, som et Skiold, ham bandt,
En Hiortetak i Gaarden i Græsset han fandt;
Den tog han med som Glavind udi sin høire Haand;
Ham Signe flætted i Nakken af Straahalm et Baand,
Saa treen han trøstig i Hallen, hvor stærke Kæmper sad.
176 Ha hvilket mægtigt Bolværk, hvilken Helterad!
Paa Gaffelbænken, høiest, Hrolf Dannerkonge god;
Guldhaaret over Skuldren flød i en flammet Flod;
Bag ham paa Bielken over hans Hoved Hielmen hang,
Sværdet Gyllenhialte, som skiønt i Striden klang;
Og Skioldet blankt, ved Siden, det gav et lifligt Syn.
Han støtted Haand til Kinden, sænkte sin Bryn.
Han var ei fro i Sindet, ei muntred 01, Miød;
I Stilhed tit begræd han den skiønne Drifas Død.
Næst ham, paa Bolstret nede, Svibdag i Pandsertrøie.
Han stirred stolt i Salen, med det ene Øie;
Det andet snelt ham Pilen fra Pandens Hvælving rev,
Da sidstegang i Upsal for Adils kæmpet blev.
Han ligned vreden Jette, eenøiet, grim, fæl, -
Men i det ene Øie stod dog en ærlig Siæl!
Og saae man paa hans Legem, beundred man med Lyst
Det ranke Liv, Bredskuldren, hvælvetstærke Bryst.
Hos ham hans Broder Beigal, var klædt i Dyrehuder;
Paa Hænder og paa Halsen han havde hvide Knuder
Af dybe Sværdeskrammer, der alle vel var lægt.
Hos ham Hvitsærk hin Raske, samme Broderslægt;
Han løb omkaps med Hiorten, i Krigen, som en Piil
Han fremmest var mod Fienden, stedse med et Smiil.
Ham nær hans Frænde Hromund hin Haarde. Sværdet beed
Ei paa hans stolte Pande, lav, krølhaaret, bred.
Paa Kongens anden Side man Hake saae, den Modige,
Haklang, Vøtt hin Stærke, Hardrefil, den Blodige.
177 Hvo nævner dennem alle? Hvo beskriver klart
De stærke Nordens Kæmper, deres Aasyn og Art?
Du skued deres Lige, Marius! dengang
De dig forgieves fordred til Kamp, med Skioldeklang.
Forfærdet dine Romere de høie Helte saae,
Med barnligt Ansigt, gult Haar, Øine store, blaae.
Saa lysteligt de smilte; lange Haar nedflød
Glat over Jernbrynien, Sværdet lynte Død.
Med Magten dem at fælde, du mægted ei; tilsidst
Dog seired dine Kunster, du dem dræbte med List.
Her sad nu deres Afkom. Einheriar hos Thor
Ei nyde bedre Pleie; hver ved sit eget Bord,
Med Vaabnet over Bielken; og bag et linnet Hæng
Fandtes haarde Bolstre, de bolde Kæmpers Seng.

✂ Om Trællene bar Maden; det var en liden Slægt,
Den stammed ei fra Odin; en klækkelig Vægt
Dog kunde Skuldr en bære; men Benene var smaae,
Fast som Grævlinghunden i Hal de monne gaae.
Hiulbeen, tynde Lægge man paa de fleste fandt,
Askegraat Haar om Issen; til Stavn dem Baandet bandt.
De stammed ned fra Finners, ældste Slægt i Nord,
Hvis Skarer ødelagdes af Odin, Freir og Thor.
Da flygted de til Hulerne, Biergets mørke Vold;
I Borgestuen Viser man sang om Dverg og Trold.
Endeel blev dog tilbage, kom fra fierne Skov,
Tiente Kæmper i Huset, kiørte Harv og Plov.
Her Dannerkongens Trælle gik om i Trøien graae.
Med Flesk, paa glatte Bakker af Træ, de monne staae
For Kæmper i Hallen; og Øl og Miød de bar
178 I Horn og skaarne Bægre; den Drik var sød og klar.

✂ Det vared ikke længe, saa blev stor Støi og Larm.
I Hallen bag et Tralværk sad Skulde; hendes Barm
Var ikkun halvbedækket; i Haaret bar hun Siv,
En Snor af Muslingskaller giorded hendes Liv.
Der sad hun, Kongens Søster, fri for Overlast.
Hun mored sig ved Larmen, vilde Kæmpekast;
Og naar en Hirdmand dræbtes, nysgierrig op hun stod,
Og gottede sit Øie ved Syn af røden Blod.
Thi grusom var den Deilige, ved Mord hun sig forlyster.
Hvo skulde troe, at Skulde var Hrolf den Godes Søster?
Jo bedre man hende kiendte, des meer man fæsted Lid
Til Sangen om hendes Fødsel, paa Strand, ved Midnatstid.
Bag Skulde skiælved Signe, den vene Lilievand,
Som Straalen bleg paa Bølgen, sendt ned fra Maanens Rand.
Hun skiælved for ung Hottur, blegnede tit af Skræk.
Med Skoggerlatter Kæmperne besaae ham, klædt som Giæk.
Han giorde mange Fagter, Nidviser sang
Om Dankongens Fiender. Men op fra Sædet sprang
Hromund da hin Haarde; en Knokkel tung, stor,
Han kasted hen paa Hottur over fierne Bord.
Havde den ramt hans Pande, det vorden var hans Død;
Men Hottur mødte Knoklen med Armpuden blød,
179 Det voldte ham ei Skade. Da Kæmperne fornam,
Han kunde vel sig værge, til Skive de valgte ham.
Da fløi der Been som Hagleld. Han gav sig Thor i Vold,
Kunde sig meer ei bierge. Da kasted sit Skiold
Til Hottur Dannerkongen. Med Skioldet paa sin Arm
Han tapper sig forskandsed, frygted ingen Harm.
Da blev stor Lyst og Glæde, hørtes megen Latter;
Men hen til Jomfruburet begav sig Helges Datter;
Hun loe kun ad Ulykker; taabelig hun fandt
En Strid, som ingen tabte, hvorved ingen vandt.

✂ Men Signe lukked Hottur igien af Laagen ud:
At du ei dræbt est vorden, derfor tak Havets Gud,
Dig Ægir har beskiærmet! - Nei det har Hrolf! -han qvad -
Og ingen Dag i Livet var Hottur mere glad.
Sit Skiold mig Kongen laante! O leved jeg den Dag,
At han sit Sværd mig rakte, til Eed i Kæmpelag. -
Hvad vover du at haabe? qvad Signe, husk din Stand!
Forskiæl paa Leirekæmpe, der er, og Fiskermand.
Tag dette Suul til Brødet, tøm dette Horn, og gaa!

✂ Han med forelsket Øie paa Signes Øine saae:
Jeg af dit Øie nyder en Drik langt mere sød,
End allerbedste Mundgodt, allerlifligst Miød.
Mig Dannerkongen laante sit Skiold, i lystig Færd -
Den Dag jeg lever, han rækker for Alvor mig et Sværd!

180

✂

ANDEN SANG.

✂ Høstvinden hylte rædsomt under sortegraae Skyer;
Den stormed over Siølund, hvor ikke mange Byer
Stode med Straataget, ei langt fra vilden Strand.
Øen var bevoxet kring Søer, Mosevand,
Af dunkle Egeskove; Danrigets Pryd,
Hvis Lige vel i Bretland, men sielden i Syd,
Selv ei paa Saxland findes, den ynderige Bøg,
Der mellem Træer kneiser, som mellem Urter Løg,
Stod med de fulde Kroner, i hundred, tusind Tal.
I Skoven hørtes sielden gientaget Øxeskrald;
I Fred sig Stammen bredte. Under Træet løb
Ræve, Harer og Hiorte; skiult bag Grenen krøb
Det halelange Egern, samled Nødder i Hul
Under de grønne Blade, dybt i runkne Bul.
I Søen svømmed Svaner, Vildænder, Giæs i Skok;
Af Agerhøns i Græsset, af Stork' i Mosen nok.
Men sielden strakte Marken sig med sin Fure lang,
Skiøndt hyppigt udi Græsset, Engens Leer klang.
Thi Græsset skiænkte Frigga Dansken uden Møie;
For Rugen maatte Trællene med Flid Marken pløie,
Afbrudt i Værket stedse, ved evig Feidefærd;
Da slap man blanke Plovjern, greb de blanke Sværd.
Nu havde golden Tørke hiemsøgt Øen længe:
181 Man saae paa Træet Bladene, halvvisne, gustne hænge,
Engen var sveden, Vandet sank i den ferske Sø.
Da forbarmed sig Gefion, Siølunds hellige Mø:
Til Niord, i Noatunen hun gik, forlangte Regn,
For sødt at vederqvæge hele Danmarks Egn.
Han aabned sine Sluser, Velsignelsen nedsank;
Gienfødt med Perler atter stod Engen frisk, blank.
Men Skade, Gudens Hustru, der altid giør Fortræd,
Paa sin rasende Ganger vilde være med,
Da sank for Blæsten Axet, knaged mangt et Træ,
Og styrted ned i Mosen; da søgte Lammene Læ;
Af Huse rev hun Tagene; stakkels Fiskermand
Som kiæk sig turde vove paa det oprørte Vand,
Hvor der var godt at fiske, da fandt i Havets Skiød,
Hvad før han modig undgik: den bittersalte Død.

✂ Gamle Svipur kæmped mod Stormen, Dødens Gys;
I Hytten saae han flamme det lille røde Lys,
Hvor sørgelig hans Qvinde ham vented; Bølgen tit
Det skiulte for hans Øie, saa blev det atter frit.
Da med høimodig Vrede brød Gubben heftig ud:
Du skal mig end ei dræbe, kummerlige Slud!
End skal for mig ei flyde min Søns, min Hustrus Taare:
Da brugte Kæmpehaanden med Senekraft sin Aare;
Høit Skuden løb paa Sandet, og ud af Baaden sprang
Rigelig belæsset Fiskeren i Tang.
Han vilde gaae i Hytten, stod paa sikkre Strand,
Da blev i Nattens Tusmørk han vaer en fremmed Mand,
En bredskuldret Kæmpe. Ved Bidselen han holdt
182 Under et Træ sin Ganger. God Aften! det er koldt,
Raabte Kæmpen til Gubben, Stormen hyler brat;
Kan du mig Fisker skaffe Huusly for i Nat? -
Ja Herre, raabte Svipur, giennem Stormens Bruus,
Hil den, som har, hil den som kan andre byde Huus.
Vel er min Hytte ringe, men i en saadan Nat
Jeg bytted den ei Ægir for din hele Skat;
For alle dine Perler, paa Havets dybe Bund;
Min gamle lune Rønne! See Trofast, min Hund!
Der kommer han og springer op ad sin Husbond glad,
Fordi end ikke Døden i Nat har skilt os ad.

✂ At følge med i Hytten Kæmpen ei dvæled længe:
Han saae de gamle Ægtefolk hinanden om Halsen hænge.
Nu græd hun høit af Glæde, som havde grædt af Kummer.
Godmodig gamle Svipur i Skiæget sagte brummer:
Lad Manden ikke skue din Blødhed, svage Viv!
For Stridsmænd Graad og Taarer er slet Tidsfordriv.
Maden sæt paa Bordet, bring den paa hvide Bakke!
Hvor Fattigdom er Værten, taer Nøisomhed tiltakke.

✂ Ei, raabte fremmede Kæmpe, hvad taler I om Nød?
I Norge mætter Hungren sig tit med Barkebrød. -
Er I fra Norge, Herre? - Ja, Ven, fra Throndelagen,
Hvor Sol om Somren lyser om Natten som om Dagen.
Men her er mørkt og Taage, som i en Mose siid;
Med Trætoppene Blæsten staaer i en evig Strid.
183 Ei Klippevæggen luner; Landet er saa fladt
Som slette Havrekage; her kneiser intet brat.

✂ Selv Siølund er en Klippe, svared Svipur Gubbe;
Men dybt i Havet stander af Steen breden Stubbe,
Som Gefion brød fra Svithiod, da med sneehviden Stud
Hun pløiede den fra Fastland, i Østresaltet ud.
En liden Øe som denne, hvad skulde den med Fielde?
Her straaler Gullinbørste, hersker Freiers Vælde.
Naar man de gyldne Kornax bag Skoven bølge seer,
Tænkes ei meer paa Klipper, man dem ønsker ei meer.
Her spises intet Barkebrød! sortefede Muld
Let skaffer Rug til Sulet af Freirs Agerguld. -
Det lader ei at Freier har været dig saa huld,
Svared den norske Kæmpe, just med sit Agerguld.
Mig tykkes, Ven, du lever i Danmark paa Norsk,
Og fanger, i Livsfaren, om Natten Sild og Torsk.

✂ Det er et ærligt Haandværk, svared Svipur graa;
Ei Hver kan være Rigmand! Østersøen blaa
Favner grønne Siølund; og hvad er større Lyst,
End rigt med Fiskerleier at krandse hviden Kyst?

✂ Ha kiendte først du Dofre, qvad Kæmpen, med sin Gran,
Et Syn, som ei er skuet endnu af nogen Dan;
De steile Klippesider, med Birk, Fyrren smykt,
Grandens stolte Hytte, ved Elv af Bielker bygt;
Ha hørte du Sarpen bruse, saa skummende, saa hvid,
Den Sang du aldrig glemte meer i din Levetid.
184 Ei nogen Skiald kan siunge Drapa med sligt Mod,
Om Jetters ældste Bedrifter, om Kæmpen Ymers Blod.
Saaest du den norske Bonde staae ved sin Fieldevæg,
Udi sit hvide Vadmel, med lange hvide Skiæg;
Paa Ski den lette Jæger; og Gutten, som med Fryd
Mødte den grumme Mandbiørn med sit Kastespyd -
Du glemte Danmarks Kornax, glemte feden Muld,
Og kiøbte Ædelstenen med Glæde for dit Guld,

✂ Hvad vilst du da i Danmark? spurgte Svipurs Viv. -
For Kæmpen Heltelegen er bedste Tidsfordriv,
Svared stolte Nordmand; og over alting staaer
En Seierhelt med Ære, han Fieldet overgaaer.
Hrolfs Kongerygte breder sig mægtig nær og fiern,
Fast overgaaer han Arthur, Diderik af Bern,
Med sine stærke Stridsmænd. Ham jeg længes efter,
Ham skiænker jeg min Tapperhed, mit Liv, mine Kræfter,
Hvis han en Plads vil unde mig, ved sit Heltebord.

✂ Velkommen da i Danmark, stærke Helt fra Nord,
Raabte den sølvgraa Fisker. Du tiene vil vor Drot?
Dit Ansigt, stort og aabent, lover idel godt.
Stærk est du, føer af Lemmer; men ingen Grumhed fæl
Udlyner af dit Øie; besindig er din Siæl.
At have dig til Fiende, derved vel Ingen vandt
Men ærlig Ven vist altid i dig en Broder fandt.
Velkommen da i Danmark! Skiænk Moder, skynd dig, hent
185 Et Horn med bedste Mundgodt! Han har det velfortient.

✂ Saa sadde de der tilsammen. O hvilken salig Lyst!
Som ofte Skialden mindes, med dybtbevæget Bryst:
Naar Norges bolde Sønner til Siølund ilte, frie,
At knytte Brodervenskab. - Hvi er den Tid forbi?

✂ Siig os dit Navn, min Herre! spurgte Svafas Mand.
Man kalder Bodvar Biarke mig i mit Fædreland,
Svared den Fiirskaarne. Da raabte Svipurs Viv:
Ha naar du ganger til Leire, da skaan min Hotturs Liv!
I Aften han ei kommer, han giør mig Hiertesorgen:
Hvo veed, om heel og holden jeg skuer ham imorgen?
Uvorne Fiskerpebling, forvoven, taabelig,
Hver Dag han fast til Leire med Torsk begiver sig.
Han som en Giæk sig klæder, slipper dog altid ind,
I Kongesalens Lofte. Vist ved sit fulde Sind
Den Pebling ei maa være. Den uselige Pog!
Hvo sætter sit Liv i Vove hver Dag, naar han er klog,
For ingenting at vinde? De hugge ham med Been,
Saa tunge, gode Bodvar! som Strandens runde Steen;
Dog veed han sig at bierge. Men du, som est saa stærk,
Komst du til Kongesalen og øved sligt Hofværk,
Du dræbte ham paa Stedet. Thi er min Moderbøn,
At du de mindste Knokler vil kaste paa min Søn,
Til Løn for Giestfriheden, som du har nydt i Nat. -
Ved disse Ord loe Biarke godhiertig, overbrat,
186 Gik med sin Vært at finde paa Loftet tørre Straae;
Sit Biørneskind derover han strakte; sov derpaa.

✂ Næste Morgen da Solen smukt over Havet stod,
Da de sorte Skyer Himmelen forlod,
Den ene med den anden, liig en bagtalersk Flok
Der sværter Stormands Rygte: naar den har løiet nok,
Og herlig han indtræder, fordunkles han ei meer,
Med milde Smil paa Læben hver Smigrer paa ham seer.
Saa Skyen, purpurbræmmet, smilte til Dagens Gud,
Hvis Glands den vilde dække nys med en Taageslud.

✂ Til Leire fra Hytten da Bodvar Biarke gik.
Og, alt imens han vandred, det stolte Normandsblik
Blev meer og meer formildet. I det friske Grønne
Stod utallige Blomster. Det Høie for det Skiønne
Treen søsterlig tilbage; som Nattens Stiernegys,
Med Melkevei og Maane, for Morgenrødens Lys.
Han sig i Lunden satte, hvor Nattergalen slog,
En Fugl, som ei han kiendte, som for Drossel han tog;
Men da de deilige Toner den fløited i hans Øre:
Slig Qvidren, raabte Biarke, før aldrig jeg mon høre.
En liden Bæk i Græsset ved hans Fødder flød,
Det tyktes ham, som Bækken ham velkommen bød.
Den risled, Fuglen qviddred; stærk var svage Røst;
Selv Sarpens stolte Brusen den døved i hans Bryst.
En selsom Stemning Helten betog: Vaarens Pryd
Kom med sin Duft besvangret fra Øst og fra Syd;
Fra Kaukasus, hvor Aser, før Odin, Seier vandt,
Reed under brede Palmer Kamel og Elefant.
187 Ham tyktes atter mindes en længstforsvunden Drøm;
Førstegang ham Barmen svulmed længselsøm.
Men snart han vaagned atter; forlod grønne Vaar,
Aabnede Borgeledet og gik i Leiregaard.

✂ Det var endnu heel aarle, da Biarke kom fra Skov;
I Vaabenhuset Vagten sad paa Skioldet og sov.
Der havde været Gilde langt over Midienat,
Dybt slumred alle Kæmper, havde seent først forladt
Gyldne Horn i Hallen. Hos Hrolf, ved Giæstebord,
Var mindst af alle Dyder Forsigtigheden stor.
Biarke gik med Lempe Skioldvagten forbi;
Nu stod han midt i Hallen, den var ei lukket i.
Aabne var alle Luger, for Morgenluften frisk;
Trælle med varme Svampe tørred Bænk og Disk.
Leergulvet de feied, med Risekoste smaae.
Bevæbnet vel de skued en Mand i Hallen staae,
Men agted hannem lidet; søvnige de troede,
Bodvar var en Hirdmand, som der paa Gaarden boede.
Thi rundt om Kongehallen, i en Alkove lang,
Sov Helte bag Gardiner; og deres Snorken klang,
Mens Morgensolen sendte sin første Straale kold,
Paa Hielmen over Bielken, paa blanke Sværd og Skiold.

✂ Forundret skued Biarke den Hal, som Bolig gav
Saamange vældige Helte. Nu stod den som en Grav,
Forladt, mens tomme Vaaben ved Kæmpeleiet hang.
En Bunke paa Gulvet, opstablet spids, lang,
Som sorte Torv i Mosen, der stod af hvide Been.
Nær den at betragte, Biarke var ei seen.
188 Ham tyktes, noget Levende rørte sig derinde.
Sagnet om fæle Slanger da kom i Heltens Minde,
Der hvile mellem Knokler, naar Kiødet er opspiist,
Sit Liv af giftig Ædder Manden har forliist.
Et Skridt han giøs tilbage; men, paa sin Gysen vred,
Tre løb han atter fremad, vilde rive ned
Den hele Knokkelbygning, heel opbragt i Aand -
Da stak der ud af Bunken en liden smudsig Haand.
Biarke greb om Haanden; der hørtes Vee med Ak.
Først ud af Knokkelbunken drog han en Hiortetak,
Derpaa en broget Straavisk, saa fra haarden Seng,
I korte mørkeblaa Trøie: deilige Fiskerdreng.
Hvo est du Mand? skreg Gutten, i Nød og i Angst. -
Jeg hedder Bodvar Biarke. Forunderlige Fangst!
Hvad giør Du her i Stablen af hvide Fleskebeen,
Af Oxeknokler glatte? - Vær Bodvar, ei seen!
Skynd atter dig at bygge trindt om min Krop en Borg!
Du ellers volder min Moder stor Qvid' og Hiertesorg,
Hvis du mit Mord fremskynder. Og kan min Skioldborg ei
Knokkelkastet hindre, da gaaer jeg Dødsens Vei;
Sær dersom Hromund hugger; en Hirdmand ond, fæl,
Den eneste Leirekæmpe med en uærlig Siel.
Han staaer mig efter Livet, har ofte giort Forsøg,
Hugger ei, som de andre, med overgiven Spøg.

✂ Ha, raabte Bodvar Biarke, nu kiender jeg dig bert;
En Søn du est af Svipur, min Ven, min gode Vært.
Vær du kun rolig Hottur! Er ikke saa dit Navn?
Jo Herre, svared Drengen, I mig kommer til Gavn,
189 Som jeg paa alting mærker. - Hold dig kun kiæk og rask,
Svared ham Norges Kæmpe; gak ud til Kilden! Vask
Dit Ansigt, dine Hænder; til Aserne giør en Bøn,
Saa vil jeg dig knæsætte her som min egen Søn.
Der skal dig Ingen røre det allermindste Haar. -
Da Hottur med stor Glæde gik ud i Leiregaard,
Og treen igien i Hallen, ei som en Træl, en Daare;
Synet af hans Skiønhed Bodvar glæded saare.
Han sagde: sæt dig rolig hos mig du flinke Pog,
Der sidder du saa sikker, som i din Moders Krog.

✂ Nu blev det Dag i Hallen; stille dog om før.
Ved alle Sovekamre var til Skoven en Dør,
Hvoraf de vaagne Kæmper udsmutted, uden Ord,
At bade til Forfriskelse sig først i Issefiord.
Ret som den dovne Sælhund, der slumrer paa Steen,
Saasnart den hører Larmen er ikke længe seen,
Men vælter sig i Havet; saa Leirekæmper sprang
Ud i de klare Vover, fra bleghviden Tang.
Ha hvilken Larm og Latter pludselig opstod,
Da i Fiorden atter var kiølt det hede Blod.
De leged som Søkalve, dukked hinanden ned,
Og prøved, hvo i Vandet med størst Udholdenhed
Veiret holde kunde: naar Een da stundom fik
Af de salte Bølger en bitter Morgendrik,
Da skoggerloe de andre, mens han sprudled ud,
Med et fordreiet Ansigt, den uvelkomne Slud.
Ha hvilke Heltekroppe! Her Thorvald havde du
Skikkelser til Guder let funden, hvis du nu
I Leire havde levet, i Kraftens Helligdom.
Ei til døde Stene da i det døde Rom
190 Du bolde Landsmand trængte, for at fremstille stor:
En O din, en Stærkodder, en Heimdal, Tyr og Thor.

✂ Nu steeg de op som Svaner, nyfødt, om Askur sprang
Af Barken, første Morgen, da Lærken for ham sang;
Iførte sig deres Kiortler, gav deres Heste Havre,
Og gik saa selv i Hallen at nyde deres Daure.
Der fandt de Bodvar sidde ved Døren, svøbt i Skind,
Med Hielmen trykt i Øiet. Medens de gik ind
Han ændred ei en Mine. Det var saa Brug og Skik,
At ingen Fremmed hilste, før Kongen indgik,
Og Hrolf besøgte Mange. Derved sig Ingen undred.
Ved Bordene de sig satte, det høit i Hallen dundred.
Men da de Hott opdaged, som ikkun lidet glad
Til høibords nu som Herre, hos den Ukiendte sad,
Lød misfornøiet Mumlen. Man var ei længe seen,
Snart fløi over Bordet igien paa ham et Been.
Heel ræd han blev tilmode; ved Spisen, ved Drik,
Han mærked, Bersærkerne begyndte gamle Skik.
Han hvisked ræd til Biarke: Nu lad igien mig gaae,
Skiule mig, gode Bodvar, i min Knokkelvraa. -
Ham Bodvar holdt med Haanden saa fast, fuld af Harm,
At nær han havde knækket Ungersvendens Arm.
Han sagde: Hvis du viger mig her til Skam og Spot,
Hvis Den med Ondt du lønner, som vil dig idel godt,
Da skalt du ikke komme levende, Træl, herfra.
Jeg lover dig at beskiærme, hvad kan du frygte da?
Det er jo blot for Morskab! De Been er alle smaae.
Est du en liden Kylling, som Hagl kan sønderslaae?
191 Saa sad han taus beskeden, holdt sin Vrede tam;
Snart Knoklen traf Hottur, stundum traf den ham.
Men da Beenhaglen voxte, da lumske Hromund tog
Laarbenet af en Oxe, som, hvis han rigtig slog,
Var vorden Hotturs Bane; da, rolig i sit Sind,
Hin Knokkel Biarke fanged i Luften, med sit Skind,
Greb den med Heltehøiren, stod op, sigted først -
For sidstegang da, Hromund! du læsked din Tørst!
Thi som han Hornet tømte, traf Biarke ham i Panden,
Saa Blodet over Øiet sprang ned i Sølverkanden.
Han blegned som en Dødning, vaklede, Tænder beed
I Krampe, tabte Bægret, og faldt paa Gulvet ned.

✂ Da blev et svarligt Bulder. Svibdagger Freden brød,
Greb Sværdet over Bielken at hævne Frændedød.
Forbittret han sig skyndte, som det opbragte Dyr,
Der Ungerne berøves. Beigal, som Asatyr,
Naar han i Kampen raser, skreg høit i Hallen: Mord!
Død over fremmed Niding, som haaner Kongens Bord.
Op! Hromunds Drab at hævne! Jeg efter Blodet tørster.
Men som det vrede Pindsvin reiser sine Børster,
Naar Faren er forhaanden, med Pigge trindt bedækt,
Ei Ulven Bidet vover, - saa stod, af Helteslægt,
Biarke den Fiirskaarne, med Hielm, Sværd, Skiold;
Hans Øie lynte Døden, dog blev han rolig kold.
Nu opsprang Hallens Dørre: Dannerkongen stod
Stræng for de vilde Kæmper; det dæmped deres Mod,
De satte sig paa Bænken igien, hver ved sit Bord.
Da raabte Svibdagger: Ædle Drot i Nord!
192 Du taaler ei en Niding, som bryde vil din Fred. -
Da bød ham Dannerkongen forblive paa sit Sted;
Man maatte melde Sagen; og da den var bekiendt:
Han ligger paa sin Gierning, har sin Skiebne fortient,
Raabte Hrolf hin Gode: Hvor ofte har, ved Drik,
Jeg eder ei forbuden den skammelige Skik,
At kaste paa hinanden, at slaaes om Been, som Hunde?
Hvad vinder den som giver, som fanger slig en Vunde?
Thor vender sig fra Striden; men Loke tykkes vel
Om slig en Heltedræbning, og Valen gaaer til Hel.
Misundelsen og Naget har indført slige Sæder:
Det lader vel, som Kæmpen ved Øllet sig glæder,
Mens Lumskheden lurer, ta'er Spøgens Kappe paa,
Og venter kun paa Leilighed Medbeileren at slaae.
Det har alt før mig ærgret, at I den stakkels Pog,
Den uselige Fiskerdreng ei skaaned i sin Krog.
Jeg veed, tit overskrider vel Overgivenheden
Besindighedens Grændser; men bør den bryde Freden
Imellem ærlige Kæmper? Bør Heltens Villie stærk,
Ei mere stærk end Rusen, bekæmpe Nidingsværk?
Hvor længe skal det vare, Bersærken er et Dyr?
Et tappert vel og modigt, som ingen Fare skyer;
Men fattig paa Forstanden, uden Adelsdyd,
Ukiendt med Baldurs Glæde, Freias og Bragis Fryd?
Men ved min Faders Aske, ved Heimdals Gullintop,
Jeg hviler ei, før pustet er Aand i denne Krop.
De Tappreste paa Marken i Nord, dem har jeg alt;
Der er alt meget vundet; men Brødet mangler Salt,
Suurdeig, at det kan smage. Velan, det er begyndt.
193 Hromund lumsk og grusom selv sin Død har fremskyndt.
Er det en Viis at hilse venlig fremmed Helt,
Som giester Dannerkongen? som over Sund og Belt
Sikkert langveis er dragen, at see min Kæmpeflok?
Skal han kun finde Jetter, som rase vildt i Skok?
Som overtræde Giestfrihed? Og skal han, naar han staaer
I Fædrelandet atter, omtale Leiregaard
Som skumle Røverkule?
Da følte hver Mand,
At Hrolf talde Sandhed, den gode Drot i Dan.
De Øinene sloge til Jorden, mæled ei et Ord,
Medens Kongens Trælle toge Liget fra Jord,
Og bare til Grav i Lunden. - Men Bodvar bøied sig,
Og raabte dybt bevæget: Nu Hrolf jeg kiender dig!
Tak, for du har beskiærmet et Liv, i vilden Spil,
Som, fra idag min Konge, kun dig hører til,
Hvis du mig ei forskyder. - Da Konningen fornam
Bodvars Navn og Herkomst, da favned han ham
Med vennesalig Gammen; thi Biarkes Heltery
Som Straalen havde bredt sig fra Dovrefieldets Sky.
Han qvad: Vilst du beklæde min dræbte Kæmpes Sted,
Sær est du mig velkommen. - Da smilte derved
Biarke den Fiirskaarne, sagde fro i Skiæmt:
Ærlig Mand i Lykken har Vennen ei glemt,
Og Den, som Rundhed viser, heel ofte Fare staaer,
At han til Tak for Gaven kun fleer Bønner faaer. -
Hvad har du meer at bede? spurgte Kongen mild. -
Hvo, der i Nattekulden mig laante Arne-Ild,
Har Fordring paa mit Venskab, svared ham Biarke kiæk;
194 Og Den, som jeg har ængstet med dødskolde Skræk,
Maa jeg med Bistand trøste. Skal Biarke blive her,
En Plads du ved hans Side forunde Gutten der.
I Nat hans bolde Fader mig skiænkte Giestfrihed,
Dog Drengens Knokkelgiemme jeg grumt har revet ned.
Jeg maa nødvendig bygge ham op en anden Borg,
At jeg den gamle Moder løser fra sin Sorg.

✂ Da smilte Dannerkongen: For din Skyld jeg vil
Paa Bænken Hottur tage, skiøndt i Heltespil
Han ikkun lidt er øvet, forstaaer ei Kæmpeskik;
Jeg vil ei spare Maden paa ham, ei heller Drik. -
Maaskee han Helt kan vorde!
Ja, svared Biarke klog,
Den Green maa tidlig krøges, som ret skal vorde Krog.

195

Oehlenschläger, Adam Poetiske Skrifter V

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBERG. E. C. GADS FORLAGKØBENHAVN 1930

OEHLENSCHLÆGER

POETISKE SKRIFTER

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBERJ. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERIKØBENHAVN 1930

INDLEDNING

I .

II.

HELGE ET DIGT

FRODES DRAPA.

FRODE PAA VIFILS ØE.

HROAR OG HELGE I JORDHUSET.

SÆVAR JARL OG FRU SIGNELIL.

HROAR OG HELGE VED FAARESTIEN.

JULEREISEN.

JULEGILDET.

FRODES DØD.

HELGES EVENTYR.

ROESKILDE BYGGES.

HAVFRUEN BESØGER KONNING HELGE.

HAVFRUENS SANG PAA DYBET.

ÆGIR I MORGENRØDEN.

DE TRE MÆND PAA SNEEN.

EN FUGL SIUNGER FOR KONGEN.

HELGE REISER TIL DRONNING OLUF.

SKULDE DANDSER FOR SIN FADER I ROSKILDE.

HELGES OG HROARS AFSKEED.

HELGE SEILER ATTER TIL SAXLAND.

HELGES LIST.

JAGTEN.

OLUF PAA STRANDBREDDEN.

OLUF KOMMER TIL HAVFRUEN.

YRSA TRAGØDIE

ANMÆRKNING

TIL KONGEN.

FORTALE.

HROLF KRAKE

FØRSTE SANG.

ANDEN SANG.

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
G. E. C. GADS FORLAG
KØBENHAVN 1930

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1930

HELGE
ET DIGT

SKULDE DANDSER FOR SIN FADER I
ROSKILDE.

YRSA
TRAGØDIE