Oehlenschläger, Adam Poetiske Skrifter V

DANMARKS NATIONALLITTERATUR
OEHLENSCHLÆGERS
POETISKE SKRIFTER
b
c
DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED
HANS BRIX SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
G. E. C. GADS FORLAG
KØBENHAVN 1930

d
e

OEHLENSCHLÆGER

POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF
H. TOPSØE-JENSEN

V

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1930

f

TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO. * IVAR JANTZEN

I

INDLEDNING

Vi har fulgt Oehlenschlæger gennem hans Ungdomsdigtning til dens Afslutning med Kunstnertragedien »Correggio«. Det foreliggende Bind, Udgavens sidste, bringer fra Digterens Manddomstid de to af hans tre Værker, som henter deres Emne fra danske Oldsagn om Skjoldungen Hrolf Krakes Fødsel og Død: »Helge« (1814), Mesterens Hovedværk, og Heltedigtet »Hrolf Krake« (1828). Tilsammen danner de en naturlig Helhed, og Sammenhængen brydes ikke, selvom den mellemliggende Prosafortælling »Hroars Saga« (1817) ikke er taget med. Den kan betragtes som en Digression fra den oprindelige Plan, og den har mest Interesse som et værdifuldt aandshistorisk og tidshistorisk Dokument; tre af de indlagte skønne lyriske Digte er aftrykt tidligere i Udgavens første Bind.

Fra sin tidlige Barndom havde Oehlenschlæger været fortrolig med Hrolf Krake-Skikkelsen. I sine Erindringer (I, S. 32) mindes han, hvorledes han selv og Søsteren Sophie havde sunget Madam Birgitte Boyes Vise »Rolfs Skattekonge, feig og ræd« (af det heroiske Skuespil »Gorm den Gamle«) om Viggo, der hævnede sin Konge paa Forræderen II Hjartvar; ja, havde ageret Handlingen med Sophie som Hjartvar, mens Adam selv udførte den tro Viggos Rolle. Da Drengen blev lidt ældre og læste Ewalds »Rolf Krage« med Chodowieckis Illustrationer, »aabnede den nordiske Saga førstegang sine Gravhøie for mig, viste mig sine Askekrukker og fremmanede sine Aander.« Kort Tid før det store digteriske Gennembrud studerede han Islandsk ved Hjælp af Erik Julius Björners Samling af Fornaldersagaer: »Nordiska Kämpa Dater«. Her lærte han den store Saga om Hrolf Krake at kende, som supplerede Saxos magre Beretning. Baade »Baldur hin Gode« (nærværende Udgave III, S. 177) og »Palnatoke« (IV, S. 108) viser, at den ædle Heltekonge og hans Kreds har været i hans Tanker, naar de ypperste Minder om Oldtidsbedrifter skulde nævnes. Men først i Aarene efter sin Hjemkomst fra Udenlandsrejsen kom Oehlenschlæger til at arbejde med Planerne om den store Skjoldungedigtning.

I .

Dens første Afsnit, kaldet »Helge, et Digt«, udkom i December 1814, og var skrevet samme Sommer i Degneboligen paa Frederiksberg, hvor Digteren havde søgt Ensomhed og Arbejdsro, samt afsluttet om Efteraaret i København. Oehlenschlæger havde da et Par Aars mere eller mindre mislykkede Strejftog paa forskellige litterære Gebeter bag sig, men var med Tragedien »Hagbarth og Signe« (skrevet før, men udkommet efter »Helge«) vendt tilbage til det gamle Norden, ivrig efter at tage en stor Opgave op. Han løste den med sin rigeste Kunst i det stolte Værk, som baade rummer III Ungdommens frodige Friskhed og Manddommens smertefyldte Erfaring.

Allerede ved sin ydre Form indtager »Helge« en Særstilling. Digtet bestaar af to Romancekredse: »Frodes Drapa« og »Helges Eventyr« samt en Tragedie »Yrsa«, i græsk Stil ligesom »Baldur«. Tager vi »Yrsa« til Udgangspunkt for vor Betragtning, vil det maaske være muligt at finde Nøglen til Værkets ejendommelige Komposition1). Det er ikke noget Tilfælde, naar den baade ved Emne og Udførelse bringer Oldtidens berømteste Skæbnedrama, Sophokles' »Kong Oidipus«, i Erindring.

Oehlenschlæger var ved Hjemkomsten blevet udnævnt til Professor med Forpligtigelse til »ved offentligt, mundtligt Foredrag at bidrage til Almensmag for Litteratur og Kunst.« Han lagde for med en Forelæsningsrække over Ewalds Værker i Vinteren 1810-11, og under Forberedelsen hertil er han i Fortalen til tredje Bind af den Proftske Udgave stødt paa en Bemærkning, der efterlyste de tabte Fragmenter af tre Skuespil: »Helge eller den nordiske Ødip«, »Frode« og »Hamlet«. Samtidig - Marts 1811 - blev netop det ene af de omtalte Fragmenter, første Akt af Tragedien »Frode«, offentliggjort af Rahbek i hans Tidsskrift »Sandsigeren«, og Udgiveren udtalte Ønsket om, at det maatte lykkes at redde de to øvrige Skuespil-Brudstykker for en kommende ny Ewald-Udgave, samtidig med at han rettede en højstemt Opfordring til Oehlenschlæger som Ewalds sande Arvtager til at * IV fuldføre den ufuldendte »Frode«. Oehlenschlæger afviste meget bestemt Invitationen i Indledningen til sin Forelæsning over »Baldurs Død«, men usandsynligt er det ikke, at Tanken om paa anden Vis at løfte Arven efter Ewald kan have interesseret ham, og at den fristende Titel: »Helge eller den nordiske Ødip« er blevet siddende i hans Hukommelse. Han nævner da ogsaa Ewalds Planer om en »Helge« i sin Biografi af Digteren i Molbechs »Athene« (1813).

Hvis Beskæftigelsen med Ewald har givet den første Impuls, har den følgende Vinters Schiller-Forelæsninger kun kunnet give Ideen ny Næring. Her mødte »Oidipus«-Problemet Oehlenschlæger i Tragedien »Die Braut von Messina«. Hans Forelæsning over dette Værk former sig som et Opgør med den doktrinære Nyklassicisme, som hyldes af Schiller her, men Kritiken vendes ogsaa mod hans egen »Baldur hin Gode«. Det er da udfra en ændret æstetisk Opfattelse, han nu paany i »Yrsa« vil vise, under hvilke Forudsætninger og i hvilket Omfang det var tilladt en moderne Digter at anvende Grækernes dramatiske Teknik. Thi mellem »Baldur« og »Yrsa« ligger en afgørende Udvikling, til hvilken vel ogsaa nærmere Kendskab til Antiken har bidraget. Just i disse Aar (og ikke, som han selv fortæller det, under Tysklandsopholdet) falder Oehlenschlægers Læsning af Solgers Sophokles-Oversættelse.

Udadtil holder Oehlenschlæger sig tæt op ad det antike Forbillede. Som i »Baldur« er Hovedversemaalet Trimetret, der efter Katastrofen afløses af det trokæiske Tetrameter i den store Scene mellem Forældrene. Dialogen tilspidses slagfærdigt ved V hyppig Brug af Stichomythi dvs. fortsat Udveksling af enlinjede Repliker, og Oehlenschlæger indfletter lyriske Monodier som Yrsas Farvel. Fra det græske Teater er Budberetningen hentet, der skildrer Heltens Død udenfor Scenen, og Tilsynekomsten af en »Deus ex machina« (her Freja), som hugger Handlingens indviklede Knude over. Og meget store Virkninger opnaas ved et ægte antikt Kunstgreb som tragisk Ironi - den alvidende Tilhører forstaar Gang paa Gang den frygtelige Dobbeltbund i Ordene, som oftest er skjult for den talende selv. Endelig er Stilen med de tunge sammensatte Gloser og de haarde Konstruktioner (»den i Lædersæk begkronede«) en tydelig Efterligning af den tyske Gengivelse af den græske Tekst.

Men paa to afgørende Punkter afviger Oehlenschlæger bevidst fra Sophokles og fra Schiller. Først er der det antike Skæbnegreb, som Schiller havde overtaget i »Braut«, skønt det var uforeneligt med hans egen Livsopfattelse. Oehlenschlæger maatte ikke blot fra et kristeligt-humant Stade fordømme en blind Fatalisme, der ganske satte den menneskelige Vilje ud af Spillet og dermed udelukkede Begrebet Skyld hos Dramaets Personer. Ogsaa æstetisk maatte han have sine store Betænkeligheder ved at se det Kølvandsfølge, »Braut« havde faaet i Stykker som Zach. Werners »24. Februar« (1810) og A. Müllners »Die Schuld« (1813), hvor Menneskene er blevet til rene Marionetter i en vilkaarlig Skæbnes Haand.

Hos Oehlenschlæger er Skæbnen ikke blind, den er fjendtlig. En naturlig Konsekvens heraf er det, at Oraklet, som ellers hører til Skæbnedramaets VI faste Bestand (Hensigten er jo netop at vise os, hvorledes Personernes Stræben efter at modarbejde en ildevarslende Spaadom just Skridt for Skridt fører dem nærmere til Opfyldelsen af den), mangler i hans Stykke. Og Indførelsen af Havfruen, Kong Helges Modstander, tjener til at kaste nyt Lys over Handlingen.

Digterens Hovedkilde er de to første Dele af »Hrolf Krakes Saga«. Den skildrer først Hroars og Helges Barndom og deres Hævn over Farbroderen Frode. Dernæst fortælles der om Helges forsmædelige Frierrejse til Dronning Oluf og hans derpaa følgende Hævn; endvidere om, at han 17 Aar senere mødte sin og Olufs Datter Yrsa, der som Hyrdepige vogtede sin Hjord, blev forelsket i hende og førte hende hjem som sin Brud. Endnu flere af Kongens Oplevelser og Bedrifter nævnes; tilsidst indflettes Beretningen om, at en frysende Huldrekone en Juleaften i ondt Vejr søgte Husly hos ham, forvandledes til Jordens dejligste Kvinde og daarede ham med sin Skønhed. Da han sidder hendes Bud overhørig om næste Jul at søge hendes og hans Barn i sit Skibsnøst, kommer hun den tredie Vinter selvtredie ridende til hans Gaard med Glutten og siger: Det skal du vide, Konge, at din Slægt skal undgælde, fordi du ikke har agtet paa, hvad jeg her har sagt dig; men dig skal det regnes tilgode, at du frelste mig i Nøden, og du maa vide, at denne Mø er vor Datter, og hun hedder Skuld.

Denne Eventyrstump omtyder Oehlenschlæger med genial Sikkerhed: nu har han fundet Krystalliseringspunktet, der faar hele Værket til at samle sig til en Helhed. Og denne Helhed omfatter ogsaa VII saa Afslutningen af Skjoldungedigtningen, thi som det tydeligt fremgaar af Digterens Efterskrift (se S. 154), kræver »Helge« en Fortsættelse, der fortæller Hrolf Krakes Historie.

Vi forstaar nu, hvorfor Havfruen kommer til at repræsentere det fjendtlige Princip. Thi ved hendes Datters, Skuldes, Fødsel lægges Spiren til Ættens Undergang: Hrolf skal falde som Offer for sin Søsters Svig. Sagaen nævner udtrykkeligt, at Hrolf og hans Kæmper har maattet undgælde for, at Skulde var »på sitt moderne af Älfva slächtet« (Kap. 47). Havfruen skaber da den store Sammenhæng i Digtet, som rækker fra Frodes Død til Hrolfs Fald; og Oehlenschlæger opnaar dette ved at gøre Jættedyrkeren Frode til hendes Elsker. Hendes vilde Sang paa Dybet er Nøglen til hele Digtet, eller dets Program. Og naar Älfqwinnan hos Björner forvandles til Oehlenschlægers Havfrue, bliver hun samtidig det mægtige Symbol paa Søkongens Verden og Genspejlingen af hans urolige, ustyrlige Sind. Handlingen faar derved sin sælsomme og betagende Dobbelthed: Helges Vanskæbne er Tangkiærs Hævn for Frodes Drab, men det er Kongens egen stormende Higen, hans blinde Ubesindighed, hans hensynsløse Elskov, der fører ham i Ulykken. Hans Skæbne har faaet en overbevisende psykologisk Motivering.

Dette vigtige Fund af en ny Centralfigur medfører nu en Omstilling af Handlingen, og da Digteren uden Støtte i Kilden indfører Havfruen allerede i »Frodes Drapa«, maa Planen have staaet ham klart i alle Enkeltheder, inden han skred til Udførelsen af Værket. Havfruens Besøg hos Helge flyttes hen foran Oluf-Episoden; Toget til Saxlands Dronning VIII er hendes Værk; Helges Hævn over Oluf giver Tangkiær en ny Forbundsfælle. Oehlenschlæger opnaar herved, at Katastrofen i Tragedien i Modsætning til Sophokles' og Schillers Stykker fremkaldes af en bestemt Viljesakt. Afgørelsen ligger i Olufs Haand; alt beror i sidste Instans, som Havfruen udtrykkeligt fremhæver, paa hendes Vilje. Tirret af Helge, pisket op af sin mægtige Hævntrang, giver hun efter for Fristelsen - og Skæbnens knusende Hjul, der ikke lader sig standse, er sat i Sving. Digteren har her fulgt Saxo, hvor Jomfru Thora for at svale sin Hævn med Vidende og Vilje styrter sin Datter Urse i Ulykke og Skændsel. Og han har brudt med Sagaens Fremstilling; thi dér røber Dronningen først efter flere Aars Forløb, dreven af Hævntørst og Skadelyst, den frygtelige Hemmelighed for Yrsa, som har levet i lykkeligt Ægteskab med Kong Helge.

Hos Oehlenschlæger følger Selvbesindelsen og Angeren omgaaende efter dette frygtelige Overgreb mod Naturen. Forfærdelsen driver Oluf til Bekendelse, og i den mesterlige Scene mellem hende og Helge, den dristigste og største, Oehlenschlæger har digtet, søger hun med fortvivlet Kvindelogik at kaste Skylden paa Helge og paa Skæbnen, medens han med Foragt vender sig fra hende og gør op med sig selv og med sit Liv. Næppe nogensinde før eller siden har Digteren tegnet to Mennesker med et saadant psykologisk Mesterskab som her. Der gaar en klar og overbevisende Udviklingslinje fra den utæmmelige unge Viking til den modne Mand, som bærer en utilfredsstillet Ømhedstrang i sig og med Vemod ser tilbage paa sin svundne IX Ungdom, men i hvem alligevel »Iilsindigheden« koger, og som tilslut som de schillerske Helte med oprejst Pande er sin egen Dommer og selv tager sin Straf. Men ikke mindre gribende er Oluf skildret: den overmodige Skjoldmø, som forvandles til den blege, fortvivlede Kvinde, hvis Liv er forgiftet; som kun lever med Tanken paa Hævnen - gyser tilbage for den, da hun fatter dens frygtelige Omfang, og knuses af Samvittigheden, da Brøden er fuldbyrdet.

Kritiken af »Braut von Messina« var først og fremmest rettet mod Schillers Anvendelse af det antike Skæbnebegreb, og »Yrsa« viser, hvorledes Oehlenschlægers digteriske Praksis holder Trit med hans Teori. Den næste alvorlige Anke gjaldt Forsøget paa at genindføre det antike Kor, som Oehlenschlæger selv havde deltaget i med sin »Baldur«. Med sund Snusfornuft formulerer han den saaledes i sine Forelæsninger: »For modne, dannede Mennesker synes mig ogsaa det var underligt, om vi midt i en Handling behøvede en Trup ørkesløse Væsener, som sagde os, hvad vi skulde tænke og mene om ethvert Forhold i Fabelen. Saamegen Forstand maa man dog forudsætte hos en Læser, at han kan forstaae Digterens Mening, uden at den bliver stavet ham for i selve Kunstværket«. Helt undvære Koret i en »græsk« Tragedie har han dog ikke villet, men han bruger det kun en eneste Gang i Stykket, og det indgaar som et organisk Led i Kompositionen. Det udfylder nemlig den eneste nødvendige Pause i Handlingen - Helges og Yrsas Bryllup paa Skibet. Og dets dunkle Mytetale om Verdens Tilblivelse og Verdens Undergang løfter den tragiske X Konflikt, saa at den bliver et Led i selve Tilværelsens aldrig stundende Strid mellem Guder og Jætter.

I sin Forelæsning over Schillers »Maria Stuart« karakteriserede Oehlenschlæger den græske Tragedie som »et eneste stort Forhold med sit rystende Udfald«. Dens egentlige Væsen var »det store pathetiske Øieblik«. Herom kunde Digteren samle hele sin Kraft, fordi han arbejdede med Emner, der i Forvejen var Tilskueren bekendte, saa at han ikke behøvede udførligt at forklare hvorfor og hvordan, men turde regne med, at Publikum var nogenlunde fortroligt med Forhistorien. Naar vi derfor betragter »Helge«s ejendommelige Komposition, ligger den Tanke nær, at Digteren her har gjort et dristigt Forsøg paa at indstille sit danske Publikum paa samme Maade overfor sin »nordiske Ødip«, som Oldtidens Grækere var det overfor Sophokles' Mesterværk. Som Sophokles hos sine Tilskuere forudsætter Kendskab til de gamle Sagn og Sange om Labdakideætten, saaledes forudskikker Oehlenschlæger i to Romancekredse hele Forhistorien. Og medens han ellers ynder at proppe sine Værker med uvedkommende Kundskabsstof, har han her med beundringsværdig digterisk Selvtugt skaaret alle overflødige Episoder bort. I Værkets to første Dele forekommer intet, som ikke enten har Betydning som Forudsætning for Tragedien »Yrsa«, eller som peger udover til den kommende Digtning om »Hrolf Krake«.

Men denne Forhistorie - »Frodes Drapa«, »Helges Eventyr« - er maaske netop Digtets friskeste Afsnit. Tragedien »Yrsa«, Oehlenschlægers XI ypperste dramatiske Arbejde, stiller ved sin strenge og fremmedartede Form ret betydelige Krav til Læseren. Romancerne derimod griber umiddelbart. Her har Digteren naaet det fuldendte Mesterskab i Behandlingen af det korte fortællende Digt; det er tilstrækkeligt at minde om Højdepunkter som den mønstergyldige Indledningsromance, »Julereisen«, »Frodes Død«, »Havfruen besøger Konning Helge«, »De tre Mænd paa Sneen«, »Jagten« o. s. v. Og Sammenkædningen af en Række enkelte Romancer til et større episk Hele var en vigtig Nyindsats, som fik talrige Efterfølgere, først og fremmest Tegnérs »Frithiof«.

Hvorledes Ideen hertil er opstaaet hos Oehlenschlæger, kan ikke med Sikkerhed afgøres. Da Folkeviseverset i dets forskellige Former ligger til Grund for de fleste rent fortællende Afsnit af Digtet, er det muligt, at Forbilledet har været Marsk Stig-Viserne i Syvs Folkevisebog, som A. S. Vedel havde sammenstillet til en Cyklus (Rubow). Men ved sin rige Benyttelse af skiftende Metre minder »Helge« ogsaa om de tidligere Digtkredse »Langelands-Reise« og »Jesus i Naturen«, hvor en episk Traad binder en Række brogede Digte af væsentlig lyrisk Karakter sammen.

Digtets udpræget musikalske Virkning beror netop for en stor Del paa de stadigt skiftende Versemaal, som allerede ved deres Rytme afspejler og akkompagnerer Handlingen. Nordiske og tyske Middelaldervers mødes her med typiske romanske Strofeformer; i den Henseende er »Helge« et ægte Produkt af det 19. Aarhundrede, som med stort Held forsøger sig i alle mulige tidligere Stilarter, XII fordi det ikke har formaaet at frembringe sin egen Stil.

I de fortællende Afsnit, som foregaar i Lejre, dominerer den danske Folkevise, repræsenteret baade i sin tolinjede og i sin firlinjede Form, i begge Tilfælde dog uden fast Omkvæd. Eksempler paa den første er »De tre Mænd paa Sneen«, »Julereisen«, hvor sidste Halvdel af første Linje og hele anden Linje af en Strofe gentages som Indledning foran den næste (som i Folkevisen »S. Oluf, Konning i Norge«, Syv II, No. XIIII), og »Julegildet«, hvor tre Linjepar samles til en Strofe. En Overgangsform til den firlinjede Strofe viser »Skulde dandser for sin Fader i Roskilde«, hvis metriske Forbillede er en tolinjet Strofe med dobbelt Omkvæd; fra den firlinjede Strofe stammer »Sævar Jarl og Fru Signelil« og »Havfruen besøger Konning Helge«; udvidet med en ny, urimet Linje møder den os i »Frode paa Vifils Øe«.

Naar Handlingen flyttes til Saxland, markeres dette rent metrisk ved Valget af middelalderlige tyske Versemaal: Nibelungenstrofen, der hermed indføres i dansk Digtning, i »Helge reiser til Saxland« og »Jagten«; dens nære Slægtning Hildebrandstrofen, kendt fra »Thors Reise«, i »Helges List.« Til den vilde og mægtige Skildring af Frodes Død har Oehlenschlæger benyttet sin »Bjarkemaal«-Strofe (smlgn. Bd. I, S. 4 og Noten dertil); det metriske Forbillede for den sælsomt-fantastiske Romance »Oluf kommer til Havfruen« er Burgers Rædselsballade »Lenore«, et af Førromantikens store Numre. En Særstilling indtager »Roskilde bygges«. Medens de øvrige Digte tegner Øjebliksbilleder og enkelte XIII Situationer, er dette en introducerende og ræsonnerende Oversigt, hvad Oehlenschlæger har understreget ved Valget af den værdige, kontemplative italienske Ottave rime, hvis Ro virker dulmende ovenpaa den stormende Hæftighed i »Frodes Død«.

Men Fortællingen afbrydes stadigt af Dialogdigte (»Hroar og Helge i Jordhuset«, »Hroar og Helge ved Faarestien«, »Hroars og Helges Afsked«) eller af store lyriske Monologer (Havfruens og Ægirs Sange, der danner en virkningsfuld indbyrdes Kontrast, Oluf paa Strandbredden), som yderligere tilfører Værket metrisk Afveksling. Digteren spiller ogsaa paa Modsætningen mellem stigende og dalende Rytmer. Med en enkelt Undtagelse beherskes »Frodes Drapa« af de hastige Jamber, der giver Indledningsafsnittet dets raske Tempo; i »Helges Eventyr«, hvor Stemning og Tone hele Tiden skifter, karakteriseres den betænksomme Hroar gennem Afskeds?Digtets værdige Trokæer (den spanske Redondilla?Strofe), og Havfruens rungende Forbandelse synges ud i vældige Daktyler.

»Helge« er et af de meget faa større Værker, som helt igennem er lykkedes for Oehlenschlæger. Kun »Sanct Hansaften-Spil« og »Thors Reise« taaler Sammenligningen med det. Det har sin egen Tone indenfor dette harmoniprægede Forfatterskab. Dets Helte er mere sammensatte, dets Lidenskaber farligere, end vi er vant til; dets Tale om Skyld og Skæbne har denne Gang den strenge og store Tra? gedies Mæle. Følelsen af Livets Uhygge er dødelig Alvor. I dette Digterværk fra en Forfaldsperiode og en Nedgangstid: det store Depressionsaar, hvor Kielerfreden sluttedes af et ruineret Danmark, og XIV hvor Napoleons Fald satte Punktum for Heltetiden i Europa, har Oehlenschlæger ydet sin modneste og mest gribende Kunst.

II.

Den bebudede Fortsættelse »Hrolf Krake« lod længe vente paa sig. Ifølge Hauchs Meddelelse til Liebenberg havde Oehlenschlæger tænkt sig at udarbejde det nye Værk i »store Romancer, af og til forbundne med prosaiske Stykker i den gamle Sagastil«. Af denne Plan er ingen Penneprøve bevaret; maaske er den aldrig kommet længere end til en mundtlig Drøftelse mellem Mesteren og hans beundrende unge Lærling. To Aar senere maa den være opgivet, thi i Sommeren 1816 tog Digteren fat paa »Hroars Saga«. Derimod findes der mellem hans Papirer paa Det kgl. Bibliotek to interessante Skuespiludkast, der behandler den store Heltekonge og hans Kreds; desværre er det næppe muligt med Sikkerhed at bestemme deres Plads indenfor Perioden 1814-1827, men de ligger dog vist nærmere det sidste Tidspunkt end det første.

Det første og det største, hvoraf et fuldstændigt Scenarium samt en lille Stump af Dialogen (Begyndelsen af første Akt) er bevaret, kaldes »Hrolf og hans Kæmper, et heroisk Skuespil«. Rammen er en noget besynderlig og lidt tynd Eventyrhandling: Hrolfs Lykke beror paa Fundet af tre heldbringende Ædelstene; det viser sig at være de tre djærve Kæmper Bjarke, Hjalte og Viggo. Og Spillet ender med stort Forlovelsestableau, hvor Hrolf forenes med den skønne Jarledatter Drifa. Men i de fem Akter er der indflettet en lang Række Hovedoptrin XV fra »Hrolf Krakes Saga«, som senere kommer igen i Heltedigtet: de tre Heltes Ankomst til Lejre og Optagelse mellem Hrolfs Kæmper; Bjarke fælder Uhyret, der hvert Aar hjemsøger Kongsgaarden; Hjalte drikker Heltestyrke af Bjørneblodet; Viggo giver Hrolf Tilnavnet Krake. For egen Regning har Digteren tilføjet Kærlighedshistorien med Drifa samt en Episode med Bjarkes Broder Elgfrode, en norsk Skovrøver, der forbereder et Overfald paa Hrolf, men overmandes af Hjalte og dømmes til Døden af sin egen Broder. Baade Drifa og Elgfrode kommer igen i Eposet, selv om Digteren dér fortæller nye Historier om dem. Hrolf selv er den samme forstokkede Rationalist, som vi senere møder. Bekymrede Folk klager over hans »Atheismus«.

Oehlenschlæger har alligevel ikke følt sig tilfreds med denne Plan. Rimeligvis ganske kort Tid efter har han nemlig noteret Hovedpunkterne op til en femakts Tragedie. Den begynder med Hjartvars og Skuldes Hævnplaner; hun fortæller, at hendes Moder har aabenbaret sig for hende i Badehuset og har ægget hende. Dernæst skildres Bjarkes Besøg i Fiskerhytten; hans og Hotturs Møde (Hottur har forelsket sig i den skønne Drifa og er gaaet til Kongen for at gøre sin Lykke). Hottur indlægger sig Ry ved at fælde Elgfrode, men opdager desværre, at Kongen er hans lykkelige Rival; for at trøste sig gaar han til en Frille, og her kaldes han ud til den store afgørende Kamp. Imens har Hjartvar fra et Baghold stukket Hrolf ned, og Drifa har fældet Skulde; Hjartvar sejrer, »holder sit Triumftog« - og dræbes af Viggo.

Ogsaa dette Udkast blev kasseret; sikkert for en XVI stor Del af Pietetsfølelse overfor Ewalds Minde; Oehlenschlæger satte hans »Rolf Krage« højst af hans dramatiske Arbejder. Og der er næppe Grund til at sørge herover; thi i Stedet for en halvgod Tragedie af den Type, vi kender fra Digterens senere Produktion, har vi faaet et kraftigt og djærvt Heltedigt, som momentvis hæver sig til stor Poesi, og som helt igennem er en lødig Prøve paa Oehlenschlægers Kunst fra hans ældre Dage. Det er skrevet Efteraar 1827-Foraar 1828 og udkom i November det sidstnævnte Aar.

Oehlenschlæger har flittigt studeret sine gamle Yndlingsbøger til det nye Værk. Dets Hovedkilder er Vedels Saxo-Oversættelse og »Hrolf Krakes Saga« hos Björner. I den prosaiske Edda har han fundet to smaa Kapitler af den tabte Skjoldungesaga, hvoraf han har noteret sig Adils Kamp paa Venerns Is med Kong Ale og Skildringen af Hrolf, der springer over Ilden-Episoden er adskilligt bedre fortalt her end i det tilsvarende Stykke af Hrolfssagaen. Endelig har han læst Ynglinge-Saga i »Heimskringla«, hvor Adils Død berettes; fra den har Vøggur sin Viden, naar han med rivende Tungefærdighed opramser Ynglingedrotternes Historie. Herfra hentes ogsaa mytologiske Enkeltheder om Odin og om Gefion, medens Digtets mange karakteristiske Smaatræk om Gudedyrkelse, om Hekseri og om Trolddom næsten alle stammer fra Suhms »Om Odin«. Ewald mærkes i de værdige Ægtefæller Bjarke og Rude (6. Sang), som morede den respektløse Heiberg; og han har Æren for Signe, der bliver Hjaltes Brud; en Opfindelse, som Oehlenschlæger allerede i sin Forelæsning over »Rolf Krage« paaskønnede:

XVII

»Her har han virkelig brugt det Ideale paa en skiøn poetisk Maade, og forvandlet Signe fra Hialtes letfærdige Frille til hans uskyldige, elskværdige Brud. Denne Forandring strider ikke engang med den gamle Tid (men kun mod Fortællingen), da vore Forfædre som bekiendt havde en ubetinget Agtelse og Kiærlighed for Qvinden.« Det virker derfor noget forbavsende, naar Hjalte svarer paa sin døende Bruds Bebrejdelser for at have stukket hende ned med den forsorne Bemærkning: »Ei tænker man paa Alt!« Men denne lille Enkelthed viser morsomt Oehlenschlægers Troskab overfor sine Kilder: han har trofast noteret den fra Sagaen uden at tænke over, at Situationen ikke er den samme længer. Dér siger Hjalte Repliken til sin letfærdige Frille - efter at have bidt Næsen af hende! Vøggur, som hverken hos Saxo eller i Sagaen hører til Kongens udvalgte Kæmper, er helt bestemt af Ewalds Opfattelse, og fra ham stammer ogsaa det vigtige Træk, at Hjartvar dræber Hrolf for at hævne Skuldes Død. Hos Saxo omtales hendes nærmere Deltagelse i Kampen ikke; i Sagaen, hvor hun er Hovedmodstanderen, da Hjartvar selv falder, overlever hun Hrolf.

Men først og fremmest bygger Oehlenschlæger paa Saxo og Sagaen. Helst følger han den første; hans voksende rationalistiske Uvilje mod det eventyrlige og overnaturlige har gjort ham skeptisk overfor den islandske Fortællers altfor livlige Fantasi. Med Støtte i Saxo forvandler han Sagaens fantastiske Havuhyre (som endnu forekommer i det første Skuespiludkast) til en Bjørn, og i Stedet for Sagaens indviklede Spilfægteri - se nærmere herom XVIII i Noterne - indsættes det psykologisk rigtige og digterisk skønne Træk, at Fosterfaderens Livsfare pludselig faar den forsagte Hottur til at glemme sin egen Frygt, saa at det virkelig bliver ham, der fælder Bjørnen. Fra Saxo har Digteren den virkningsfulde Episode med Agnar Ingilsøn; Hrolfs gavmilde Modtagelse af Vøggur fortælles med ham som Kilde; herfra véd han, at Yrsa følger med sin Søn tilbage til Lejre. Og i den storslaaede Skildring af Hrolfs sidste Kamp er store Partier næsten ordret hentede fra den sobre danske Krønikeskriver. Men morsomt nok, selv om Oehlenschlæger tog Afstand fra Sagaen, har han dog villet vise, at han meget godt kendte dens besynderlige Historier om Bjarkes Fylgie, der i Bjørneham kæmpede for Hrolf, og om Skuldes Tryllegalt, hvis Børster udskød Pile mod de Danske, og i en Parentes indfletter han derfor denne Version af Begivenhederne (S. 346). Det er næsten som Herodot, naar han refererer sine forskellige Hjemmelsmænds indbyrdes modstridende Beretninger.

Udover Skildringen af den sidste Kamp giver Saxo ikke ret meget. Hans Skildring af Besøget hos Adils har Oehlenschlæger ikke kunnet bruge; her var der ganske anderledes Liv og Spænding over Sagaens og den prosaiske Eddas Beretning. Og som Rejsen til Adils og de spændende Begivenheder i Upsala er hentet fra Sagaen, saaledes har den ogsaa ydet de raske Fortællinger om Heltekredsen omkring Hrolf: Bjarke, Hjalte og den ærlige Hædersmand Svipdag. Den er Hovedkilden for de tre første samt ottende og niende Sang.

Oehlenschlæger kan spolere Pointen i en enkelt XIX Historie, som det er Tilfældet i Episoden med den gaadefulde Bonde, der er Odin selv. Og et enkelt Sted kan et glimrende Emne blive til det rene Ingenting under hans Haand. Situationen, hvor Hrolf saar Guld paa Fyrisvold, er i Kilderne af mægtig legendarisk Kraft; Stykke for Stykke kastes Skattene under den spændende Forfølgelse for at sinke den gerrige Adils; tilsidst maa Pragtstykket, Ringen Sviagris, ofres. Hos vor Digter arrangerer de gode Kæmper nok saa upraktisk hele Stadsen paa en Gang paa et Par Buske, som var det Juletræspynt. Men gennemgaaende gælder det ogsaa »Hrolf Krake«, at Digtet er bedst, hvor Kilderne yder Digteren et bestemt Udgangspunkt. Bortset fra den fortrinlige første Sang, der giver en glimrende Optakt til det raske Heltedigt, er alle de selvopfundne Partier svage, selv om de kan indeholde virkningsfulde Enkeltheder: Skuldes Drømmerejse til Loke, Hjartvars og Skuldes første Møde o. s. v. Værst er den i enhver Henseende gyselige Historie om Drifa. Man mærker, at Digteren har haft Vanskelighed ved at finde Stof nok til at fylde de reglementerede 12 Sange.

En følelig Skavank ved Værket er naturligvis Hovedpersonen, Kong Hrolfs fattige Karakteristik. I det store og hele er han en kedelig Gentagelse af den adskilligt mere levende Hroar i »Hroars Saga« (hvorfra ogsaa Uviljen mod den fordægtige Gejstlighed er overtaget). De faa Øjeblikke, hvor han imponerer ved Kraft og Myndighed, kan Digteren takke sin Troskab mod Kilderne for; hans Karakters Grundtræk: Sentimentalitet og fladbundet Rationalisme er derimod Pletter af den ældre Oehlenschlægers fortyndede Humanisme. Paa irriterende XX Vis bortforklarer denne Rationalisme alt, hvad der ligger i Eventyrets Halvmørke i Handlingen, som f. Eks. Mødet med Odin; en hel lang og ellers overflødig Sang (om Bjarkes Brødre, der nu i Modsætning til Sagaen og til Dramaplanerne er blevet yderst agtværdige Personer) anvendes til at klemme Livet af den sælsomme Historie om Bjørnen og dens tre Sønner. Sit mest typiske Udtryk faar Hrolfs Fornufttro i Katekisationsscenen, hvor Kongen svarer sine Kæmper, omtrent som Faust svarer Gretchen hos Goethe - men rigtignok uden en Antydning af Ironi fra Oehlenschlægers Side, og hvor de tapre Helte tager Sagen til Efterretning med Ord, der er et værdigt Sidestykke til Margaretes:

Das ist alles recht schön und gut;
Ungefähr sagt das der Pfarrer auch,
Nur mit ein bisschen andern Worten.

Imidlertid - Værkets godtkøbs Filosofi bør ikke svække Indtrykket af dets store digteriske Værdier. J. L. Heiberg begik en stor Uretfærdighed, da han med sin vrangvillige Analyse bragte det i Miskredit, og senere Kritikere har da ogsaa søgt at vække ny Interesse for det. Uagtet dets iøjnefaldende Mangler hører det alligevel med i Rækken af vore fornemste fortællende Digte, og i folkelig Kraft er kun faa Guldalderværker dets Lige.

Det folkelige har Digteren lært hos Homer, og det mærkes derfor helt ud i Digtets Billedsprog, som overalt søger at gøre det sjældne og det store simpelt og let fatteligt ved at oplyse de heroiske Bedrifter ved ganske jævne Sammenligninger fra Hverdagslivets Omraade. Bjarke staar op imod sine XXI Modstandere som et Pindsvin, der rejser Børster. Skulde, der forstyrres i sit blodige Offer, ligner en Ravn, der maa slippe Byttet, naar den ser Bonden nærme sig. Tryllesværdet drages af Klippen, som man trækker en Rod af den skøre Jord; Bjarke tømmer Hornet som en Eg, hvis Blade suger Regnen. Kæmperne, som i flere Aar har nydt Fredens Goder, sammenlignes med dovne, forædte Hunde; i Kampen lignes de ikke blot ved Høstkarlen, der mejer sine Ax, men ogsaa - virkningsfuldt - med Bonden, der kløver Brænde. Stilen er helt igennem præget af en afgjort Realisme, der ikke viger tilbage for det hæslige. Man tror næppe, at det virkelig er Oehlenschlæger, naar man i et Skænderi hører Bjarke aflevere følgende Salut til Agnar: »Som paa en opbragt Kvinde det flyder af din Mund, som Muddervand af Pølen.«

Med denne djærve Realisme, der løftes af et godt Humør og krydres med Ordsprog og Fyndord, fortælles de gæve Heltes Liv og Færden - uden nogen forskønnende Idealisering. Ypperligt er straks Indledningsbilledet af de drukne Kæmper i Kongshallen, som graadigt slider Kødet af Benene med Tænderne og derefter hugger hinanden de afgnavede Knogler i Hovedet. Med uforfærdet Saglighed skildres den store Tvekamp mellem Bjarke og Agnar, hvis Knokkelfingre griber som Tænger om Spydet, og vi spares end ikke for at se det afhuggede Hovede med dets i Døden hæsligt stivnede Grin. Modsætningen til »Helges« høje Skønhedsverden møder os morsomt i Digtets Skildringer af Havfruer, som sikkert kommer den folkelige Forestilling adskilligt nærmere ved Fremhævelsen af den groteske Hæslighed XXII (se 4. og 10. Sang). Højt naar den store Scene med Ildprøven hos Adils: det vældige Baal, hvor svære Brændeknuder fortæres som Halm; Heden, som faar Tjæren paa Væggens Bjælker til at koge; Ilden, der æder sig nærmere og nærmere Kæmperne, indtil den pragtfulde Slutning, hvor Hallen brænder - rødgrøn med gule Strimer slaar Flammen op mod Nattehimlens Mørke, og gennem den tætte graa Røg aner man Stjernerne.

Sansen for den karakteristiske Detalje gaar igen i Personskildringen. Adils er tegnet med et Par Streger: rynket Ansigt, tyndhaaret, tyndt hvidt Skæg. Kæmperne staar tydeligt for Øjet: den firskaarne Bjarke, tyk og godmodig; den brutale, lavpandede Hromund; den barske, enøjede Svipdag. Med vældig Fantasi er Agnar gjort: det ildrøde Haar, den lange Hage og de smalle Læber svarer præcist til den hovmodige Brovten, som er den ætstolte Slagsbroders Væsen. Sørøvernes Forbryderfjæs er lyslevende skildret: de graablege Kinder med de hæslige Skrammer i de gustne Ansigter; omvendt er det ikke ydre Træk, men den velsignede Appetit som gør, at man husker de to norske Brødre, der rigtigt lader Maden vederfares Retfærdighed efter heldigt at have undgaaet Galgen.

Særlig Umage har Digteren gjort sig med Skulde og Hjartvar. Den første er en Fortsættelse af det glimrende Portræt i »Hroars Saga«: den lumske og kælne Kattenatur, opfattet med en vis liberal Sympati af Digteren (se den dristige Scene, hvor Skulde bedaarer Hiartvar). Og i det uelskværdige, men aandfulde Billede af Hjartvar: den kolde Laps, forfængelig, drillelysten, kan man ikke undgaa med XXIII Vilh. Andersen at genkende J. L. Heibergs Træk. Oehlenschlæger kunde ikke udtrykke sin Hjertensmening om sin »Fjende« fyndigere, end det er gjort med Svipdags Ord:

I ham er ingen Alvor, saalidt som ægte Spøg.
I kan afskrælle Hiartvar Blad for Blad, som et Løg,
Og finder ingen Kiærne. Hans Aand er klar som Vand;
Selv farveløs, modtager den Farven ved sin Rand
Af hvad den kommer nærmest: grøn, rødlig, sort og blaa.

Og maaske kan Heibergs skrappe Recension opfattes som en velment Tak for sidst.

Den samme Realisme behersker ogsaa de bedste af de Landskabsbilleder i stor Stil, som pryder Digtet. Højdepunktet er Beskrivelsen af Tordenvejret og af Sommeraftenen, hvor Hjartvar sejler til Lejre. I dem begge følges en Bevægelse i alle dens Led; hver Farvenuance iagttages omhyggeligt. I det første Billede ser vi de sortegraa Skyer langsomt dække Himlen; tilsidst er der af Sollyset kun »en lang Blodstraale« tilbage. Nu skifter Himlen Farve, bliver brandrødlig, mørkegul. Fuglene søger Ly; Vindstødet, der varsler Uvejret, suser gennem Egene og rejser Søen - og saa følger den vældige Udløsning med Lyn paa Lyn, medens Bølgerne »groer fra Tuer op til Bakker« (4. Sang). I det andet Billede sejler Snekken for en sagte Vestenvind langsomt ind ad Fjorden, medens den nedgaaende Sol tænder Purpurfarver baade paa Himmel og paa Hav. Da slukkes Farverne; de grønne Træer tegner sig sorte mod Horisonten; de blaa Bølger faar et blygraat Skær. Og gustengul hæver Maanen sig, indtil den pludselig straaler klar og prægtig paa Himlen, lyser over de dunkle Skove og bygger sin Sølvbro over det XXIV krusede Vand (10. Sang). I malerisk Fantasi taaler disse to Episoder Sammenligningen med de med Rette berømte Naturskildringer i Ungdomsdigte som »Løveridderen« og »Valravnen«.

»Hrolf Krake« er intet pletfrit Mesterværk som »Helge«. Imod den kernefulde Beretning og Skildringernes maleriske Kraft kontrasterer ubehageligt Refleksionernes humanitære Flovhed. Men det viser os nye Sider af Oehlenschlægers Kunst paa et Tidspunkt, hvor den ellers er ved at stivne i Manér, samtidig med at det tjener til at bekræfte Sandheden af, at den episke Digtning var hans egentlige Omraade. Det rummer svage Partier og ligegyldige Partier. Men Afsnit som Hotturs og Bjarkes Ankomst til Lejre, Agnars Fald, Besøget hos Adils og den sidste vældige Kamp er frit og smukt fortalt af en stor Mester. Hertz havde Ret, naar han lod sin Knud Sjællandsfar sige:

Ved Himlen l dette Digt er godt!
Vel kan Kritiken over Meget klage,
At Meget falder smaaligt, om ei smaat -
Men der er nok, der bli'er tilbage !
Jeg seer, hvis mig bedrager ej mit Syn,
Af Helges Digter Glimt deri og Lyn.

1

HELGE
ET DIGT

2
3

FRODES DRAPA.

4
5

FRODE PAA VIFILS ØE.

Kong Frode staaer i Leiregaard,
Han gav sin Broder Ulivssaar,
Det var stor Ynk og Smerte:
Ung Halfdan ligger krum paa Skiold,
Med Staalet i sit Hierte.

Nu er jeg Drot i Danmarks Land!
Og den, som snart mig bringe kan
De unge Brodersønner,
Med Ringen af hin røden Guld,
Den Kæmpe jeg belønner.

Der søges Dag, der søges Nat,
I Mark, paa Sø, i Skov og Krat,
Man kan dem ikke finde.
De sidder i det Jordehuus,
I Mulden dybest inde.

Dankonning lader Bud udgaae,
Til Hexen hist, i Hyttens Vraa,
Som svagt for Stormen luner.
Hun grunder paa det hvide Sand,
Og skriver sine Runer:

6

Hvis Brodersønnerne skal døe,
Du søge maa paa Vifils Øe,
Med Flid og ufortrøden.
Han var Kong Half dans gode Mand,
Han svor ham Tro i Døden.

Dankonning gaaer fra Leirelund,
Han seiler ud en Morgenstund
Fra Issefiordens Kyster.
Havfruen svømmer ved hans Skib,
Med sine hvide Bryster.

Den gamle Vifil staaer paa Toft,
Men breden Hat, i hviden Koft,
Med Haanden over Brynet;
Han bliver Kongesnekken vaer,
Og gyser over Synet.

Nu iler Pilte! som en Vind
I Busken ind, i Skoven ind.
Lad Jorden Eder dække!
Jeg skuer hist med spændte Seil
Den beegbestrøgne Snekke.

Den løber som en Drage styg,
Med høie Vinger paa sin Ryg,
Fra Siølunds dybe Fiorder.
Den tørster efter Kongeblod,
Den bringer Eders Morder.

Ung Helge river gram og vred
En smekker Green fra Pilen ned:
Og kunde jeg ham standse!
O var jeg Mand, som jeg er Gut,
Og var min Kiæp en Landse!

7

Da gamle Vifil Bonde leer:
At Du est Halfdans Søn, jeg seer;
Du vilst ei længe blunde!
Snart voxer op den liden Ulv,
Med hvassen Tand i Munde.

I skal ei dennesinde døe!
Og naar jeg raaber Hop og Hø -
I kiende mine Hunde;
Saa iler til det Jordehuus!
I her forraades kunde.

Kong Frode stiger ud paa Strand;
Da lægger sig om Øens Rand
En kold og fugtig Taage.
For blomstrende Skioldungeblod
De gode Alfer vaage.

De muntre Drenge lege hist
I Skoven med den Blomsterqvist;
De vil dem ikke skiule.
Mildt vifter Morgenluftens Pust
I deres Lokker gule.

Og hør Du Vifil Bonde nu!
Jeg mener Du est falsk i Hu,
At Piltene Du giemmer? -
Hei - raabte Vifil - Hop og Hø!
(Han hørte deres Stemmer!)

Da smutte begge Drenge bort,
Lig Skovens kongelige Hiort,
For Pilen, som vil døde. -
Der kommer vel engang den Tid,
At vi kan Faren møde!

8

Hvad raabte Du paa Hø og Hop?
Paa Steilen flætter jeg Din Krop!
Vilst Du dem Faren dæmpe? -
Da svar de Vifil diærvt og stolt;
Thi Vifil var en Kæmpe.

Herr Konning! Øen er ei stor;
Lad søge, hvis Du mig ei troer,
Bag Dysser, Træer og Stubbe.
Men hør dog nu et Alvorsord,
Af en bedaget Gubbe:

Din Broder lumskelig Du slog;
Men - hvis Du og hans Sønner vog?
Ved Odin i Valhalle,
Du mistede to Fiender smaae,
Og fikst til Fiender - Alle!

Kong Frode smiler stolt med Spot:
Din sølvgraae Tinding klæder godt,
Jeg vil Dig Livet skiænke.
Du veedst at Børn og gamle Folk
Kan sige hvad de tænke.

Og kan jeg sige, hvad jeg vil,
Vel Konning hør opmærksom til:
Jeg svær ved Halfdans Fane:
Her synger Dig din Svanesang
Den sølverhvide Svane!

De Sendebud for Kongen staae:
Vi monne rundt om Øen gaae,
Men fandt kun Ravn og Heire! -
Da steeg Kong Frode paa sit Skib
Og drog igien til Leire.

9

HROAR OG HELGE I JORDHUSET.

HROAR.

Tys! hørte Du dem træde
Paa Græssets Tørve?
Hvis Frode Døren finder,
Vort Blod maa flyde.

HELGE.

Mit lidet Sværd, min Skimring
Skal tappert stride.
Vor Banemand skal bløde,
Før Helge blegner.

HROAR.

Ak, saaest Du, Moder kiære
De Sønners Qvide,
I Gravens Giemme blandte
Sig Graad med Asken!

HELGE.

Tænk, da den tappre Fader
Faldt uden Taarer;
Og reed til Odins Rige
Paa røden Sleipner.

10
HROAR.

Her sidde vi saa stille,
To Kongesønner,
Ved lidet Bord, hvor Lampen
I Hulen lyser.

HELGE.

Den Tid vil ogsaa times,
Da vi skal tielde
De hvalte Kongesale
Med lysen Silke!

HROAR.

Da skal vi enigt styre
Det stolte Rige;
Og ei, som Frode, feide
Med egne Frænder.

HELGE.

Jeg seiler vore Snekker
Paa Søens Vover;
Og hævder Danmarks Hæder
Paa alle Have.

HROAR.

Jeg kneise vil med Kronen
Ved Leirekilder,
Og holde Ret i Riget
Og reise Staden.

HELGE.

Nu Faren er forsvunden
Og borte Frode!
Jeg hørte Vifil Hornet
Med Haan at blæse.

11
HROAR.

Han aabner Lugen. Lyset
Fra Luften blaaner.
Nu Græsset os og Grenen
Fra Graven vinker!

12

SÆVAR JARL OG FRU SIGNELIL.

Jarl Sævar sidder paa Siælland;
Han var saa giæv en Helt.
Med sine Snekker han befoer
Det stor' og lille Belt.

De maatte vel ham skatte
Paa Skibets vaade Vei.
De flyede ham, som Silden flyer
Den frygtelige Hai.

Hans Slot stod hist paa Bakken,
Der var hans Tidsfordriv.
Den bedste Skat i Borgen var
Ung Signelil hans Viv.

Hun blussede som Freia,
Med lange gule Haar,
Saa smekker, stor og yndig,
Og end kun atten Aar.

Men Hros og Helges Søster
Græd tit naar Sævar sov:
Min Fader er uhævnet dræbt,
De Brødre Dødens Rov!

13

Den gamle Vifil Bonde
Fremkalder Helg' og Hro:
Her er ei Fred for Eder meer,
I unge Konger to!

Til Sævar Jarl I drage,
Han er en mægtig Maag.
Han bedre Jer optugte kan,
End Bonden i sin Krog.

En Aften sidder ung Signe
Med sorrigfulde Sind,
Forgiæves klapper Sævar Jarl
Den runde Rosenkind.

Forgiæves lægger Sævar
Sit Hoved i Signes Skiød.
Hun tænker paa sin Faders
Og paa de Brødres Død.

Da banker det paa Døren brat,
Og tvende Gutter smaae
Ind i Tusmørket træde
Med lodne Kofter paa.

Hvem er I Drenge? - Hyrder!
Hvad kan I vogte? - Faar!
Men ogsaa Ulven dræbe
Enhver af os forstaaer. -

Man kan ei Eders Aasyn see
For Hætter og for Skind! -
Vi er Kulsvierdrenge,
Vi bære Sod paa Kind.

14

Gaaer ned da til mit Borgeled,
Der er et Faarehuus;
Der skal I æde Skoften,
Og drikke Vand af Kruus.

Naar Tienesten er liden,
Er ikke Lønnen stor;
Giv os lidt Suul til Brødet,
Du ædle Jarl i Nord!

En Kiænde Suul til Brødet
Det faaer I om I maa!
Gaaer nu til Faarestien ned,
At hvile Jer paa Straa.

De Pilte ginge til Faarestie,
Der sov de uden Harm.
Jarl Sævar gaaer til Silkeseng,
Han laae i Signes Arm!

15

HROAR OG HELGE VED FAARESTIEN.

HROAR.

Helge jeg græder, Du spotter og leer.
Signe min Syster jeg dagligen seer;
Tør ikke tale, for Signelil staae,
Men kun som Hyrde paa Grønningen gaae!

Vidste Du, Signe, som har os saa kiær;
Vidste Du Hroar og Helge var nær,
Ikke saa tit med en svulmende Barm
Sadst Du og støtted dit Hoved til Arm!

Ofte, naar Sævar indbyder til Fest;
Rider til Borgen den hielmede Giæst,
Stolt paa sin Ganger, saa mægtig og fri
Klædt i sit Harnisk vor Hytte forbi;

Medens som Trælle vi skamfulde staae,
Med vore Hætter af Geddeskind paa;
Aabne ham Ledet, og lukke det til;
Høre kun langtfra det klingende Spil! -

Helge! da ønsker jeg tit mig til Hæl.
Heller dog død, end en ynkelig Træl!
16 Heller i Graven, end levende død
Haanes, og trælle for Vand og for Brød.

HELGE.

Hroar min Broder! Du skiælder din Dragt?
Elsker som Qvinden Du Flitter og Pragt?
Skindet er stivt, af umageligt Maal?
Vel Dig! det vænner til Kobber og Staal!

Hroar Du vrager vellystig Din Mad?
Ønsker, som Bonden, det spækkede Fad?
Skamme Dig maatte Du; giør mig ei rød!
Knoklerne styrkes af Vand og af Brød.

Snart skal vi hævne paa Frode vor Spot.
Nøden opdrager en Skioldunge godt.
Drengene vogte spagfærdige Faar;
Drotten at ave de Kæmper forstaaer.

Sævar maa prøves. End kan vi et Aar
Dræbe ham Ulven, og vogte hans Faar.
Senerne hærdes?, og Solen giør bruun,
Snart er vor Hage bedækket med Duun.

Signe vor Syster vi dagligen see:
Armen er trind, som af krystede Snee;
Barmen er svulmende, Kinden er rød,
Skiøndt hun begræder vor tidlige Død.

Signelil trives uagtet sin Sorg,
Har hvad hun ønsker: En Mand og en Borg.
Det tør jeg sværge: Naar intet hun veed -
Ei hun forraader vor Hemmelighed!

17

JULEREISEN.

Kong Frode sidder ved Juletid,
Af Snee var Skoven saa glimrehvid.

Juletid,
Af Snee var Skoven saa glimrehvid.
Han sender Bud til de Jarler snilde,
De skulde drage til Julegilde.

Jarler snilde,
De skulde drage til Julegilde.
Han lader paa Bænk de Bolstre lægge,
Og stoppe med Mus de Bielkevægge,

Bolstre lægge,
Stoppe med Mus de Bielkevægge.
Paa Gulvet sættes med Øl en Tønde,
Nu monne den Ruus vel snart begynde!

Øl en Tønde!
Nu monne Rusen vel snart begynde.
Jarl Sævar og hans stolte Frue
De skulde drage til Julestue.

18

Stolten Frue;
De skulde drage til Julestue.
Hun var vel svøbt i Skarlagenklæde;
Med Biørneskindet var dækt den Slæde.

Skarlagenklæde!
Med Biørneskindet var dækt den Slæde.
De Gutter stande ved Ledet og fryse,
Alt i den paltuge Bondekyse.

Ved Ledet og fryse
Alt i den paltuge Bondekyse.
Og maatte vi ride med paa Føllet,
Vi smagte vel lidt af Juleøllet.

Med paa Føllet
Vi smagte vel lidt af Juleøllet.
De ledte fra Stalden den unge Fole:
Heel daarlig kun er vor Høitidskiole!

Unge Fole!
Heel daarlig kun er vor Høitidskiole.
De sprunge paa Folen ubehænde;
De monne hinanden Ryggen vende.

Ubehænde
De monne hinanden Ryggen vende.
Saa rede de med til Kongesalen,
Een holdt i Manken og Een i Halen.

Til Kongesalen;
Een holdt i Manken og Een i Halen.
De sang paa Veien for ei at fryse.
Ung Hroar tabte sin Gedekyse.

19

For ei at fryse;
Ung Hroar tabte sin Gedekyse.
Fru Signelil skued de Lokker gule,
Hun kunde saalidet Graaden skiule.

Lokker gule!
Hun kunde saalidet Graaden skiule.
Hun kiændte Hroar: Saa langt var Haaret,
Kun Trællen var ham i Klæderne skaaret!

Langt var Haaret,
Kun Trællen var ham i Klæderne skaaret.
»Min Hustru hvi dine Øine rinde?« -
Jeg kan ei taale de Østenvinde!

Øine rinde,
Jeg kan ei taale de Østenvinde.
Men vender I Drenge nu tilbage
Og mindes vel Eders unge Dage.

Gaaer tilbage,
Mindes vel Eders unge Dage! -
Og frygt kun ikke vor ædelig Frue,
Vi bære Blus i den Julestue.

Ædelig Frue,
Vi bære Blus i den Julestue.
De Blus skal lyse saa høit i Landet,
Vel tyve Miil de skal sees fra Vandet.

Høit i Landet!
Vel tyve Miil de skal sees fra Vandet.
Vi skylde Kong Frode Bødelpenge,
Fordi han lod os vor Fader hænge! -

20

JULEGILDET.

Kong Frode sidder i Gyldenkiol,
Han lod indbære den Tryllestoel.
Den gamle Hex, i Skoven var,
Til Julegildet paa Baar man bar.
Der aldrig feiredes mindste Fest,
Hvor ei Alrune var Kongens Giæst.

Troldkonen sidder med sølvgraat Haar,
Som hende lige til Jorden naaer.
Kong Frode drikker med Jarler i Ring,
Han lod Guldhornene gaae omkring.
Og siig os nu, Du Qvinde saa graa,
Hvad Skiæbne monne Du Helten spaae?

Alrune drikker af sorten Horn,
Deri hun blander et Ædderkorn.
Da ryster hun stærkt paa hvert et Lem,
Af Panden svede Draaberne frem.
Hun gisper og stønner saa bleg og hvid,
Da galer Hanen ved Midnatstid.

Og hør, Herr Konge, jeg siger forsand:
Det Smaae det Store vel fælde kan!
21 Jeg sad igaar paa min Egerod,
Da steeg en rødhaaret Mand af Flod;
Med Stang i sin Haand, med et søegrønt Skiæg,
Og Kinden hvid, som en kalket Væg.

Han tog mig ud paa Marken. Jeg saae
En styrtet Hest som et Aadsel laae!
Ei Blod af Gangerens Indvolde flød,
Den fandt for Fluernes Braad sin Død.
Han sang: Tit vælter Tuen et Læs,
Tit strander Skibet paa mindste Næs!

Den Tid, Du fældte Kong Halfdan, Drot!
Da dræbte Du ikke Din Fiende godt.
Hvo Ukrud luger, min Herre god,
Maa luge det op med Trevl og Rod;
Hvis ei da breder fra Giærdets Rand
Sig snart den saftige Løvetand.

Og voxer saa vildt med sin skarpe Saft,
Og blomstrer gyldent i første Kraft,
Og truer Dig med sine Duun saa rund.
Thi jager dem bort din blæsende Mund,
Betyder det Konning, at Du skalst døe. -
Det sværger Alrune, - ved Hop og ved Hø!

Kong Frode grunder saa mørk i Sind,
Da nærmer sig Signe med Rosenkind,
Og seer paa Qvinden saa bønlig blid,
Og stryger en Ring af sin Finger hvid.
Den glider ned i Alrunes Skiød,
Og glimter med en Karfunkel saa rød.

Saasnart Alrune Karfunklen seer,
Hun anderledes til Sinds sig teer;
22 Og siger: Frode min Konning, ak,
Hvad vil I agte paa Kiærlingesnak?
I stole paa Eders Glavind trygt;
Og ængstes ei af en Nidingefrygt.

Da blusser Frode med skummelt Mod:
Hex, dine Lemmer skal svede Blod.
Paa Pinebænken jeg strækker Dig,
Jeg seer det vel, Du forraader kun mig. -
Nei raabte Hexen, Herr Konning, o
Forvar Dig! vogt Dig for Helg' og for Hro!

Hvor er de? - Ædle Herr Konning, her,
I Trælleflokken ved Skiænken der!
De rede herhid paa det unge Føl,
De kom at skiænke Dit Graverøl. -
Ha griber dem! griber dem! Kongen skreg.
Da blev liden Signe Kinden saa bleg.

Men ud af Døren, som høit til Hest
De fløi, som Løvetands Duun for Blæst.
De løbe til Skoven, hvor tykkest den var.
To Spader paa Skuldrene med de bar';
Dem reve de Trællene nys af Haand.
Hver svang sin Spade, som lette Vaand.

Kom, raabte Helge, kom Hro, kom her!
Kom hielp at grave ved dette Kiær.
Her giemte vor Fader sin Krone rød,
Fordi han frygted den lumske Død.
Os har han sagt, hvor Kronerne laae,
Kun Du og jeg kan dem atter faae.

Da grove de Drenge med megen Flid
Alt i den stiernede Midnatstid.
23 Ung Helge finder den største Ring,
Han giør af Glæde saa høit et Spring.
Ung Hroar finder den Krone klar,
Som Dronning Sigrid, hans Moder, bar.

Kom nu, min Broder, og vær ei seen,
Og lad os bestige den Kongesteen.
Til gamle Thing de Pilte hengaae,
Der sætte de begge Kronerne paa.
I Geddeskinds Kofter, med guldgule Haar,
Med Kroner af Guld de Pilte staaer.

Konning Frode drager ad Skoven frem
Med brændende Blus, - da skuer man dem:
Paa Kongestenen, og Arm i Arm,
Foragte de Morderens vilde Harm.
De Fakler lue med røden Glands,
Og funkle paa Kongernes gyldne Krands.

Og Folket kiænder bag Bøg og bag Tiørn
De Kroner paa Skioldungens ægte Børn.
De kiender Faderens, Moderens Træk,
Og vende sig mod den Morder saa fræk.
Da flygter Frode til skumle Slot;
Men Helge kaares med Hro til Drot.

Nu lad ham flygte med ængstlig Hu;
Tak Odin for Eders Redning nu!
Den usle Rest af Livet ham levn!
Men Helge raaber: Kun Hævn! kun Hævn!
Og Skialden siunger i hvælvede Sal
Om Hævnens Følger - og Hævnens Qval.

24

FRODES DØD.

Kong Frode flygter.
Med Blus og Lygter
I dunkle Skov
Man ham forfølger.
Ei Løvet dølger
Det visse Rov.
Man seer hans Kaabe
Bag Grenen, rød;
Og Alle raabe
Paa Frodes Død.

Ham Knæet vakler.
Med lyse Fakler
Gaaer Helge først.
Paa Mord han skriger,
Som vilden Tiger
Med blodig Tørst:
I Leiregader
Skal Gildet staae.
Vor dræbte Fader
Sin Hævn skal faae.

25

Men Hroar standser:
Nei, Lykken krandser
Min Tinding grøn;
Nu bør jeg bære
Mit Guld med Ære,
Som Halfdans Søn.
Kan Helge frygte
For Frodes Flok?
O lad ham flygte
Til Ragnarok!

Men Helge raaber:
Forgiæves haaber
Din Blødhed svag
Ham Liv at skiænke.
Hans Blod skal stænke
Den Dag idag.
Min Faders Dræber!
Jeg vil Dig vel.
Snart dine Læber
Skal kysse Hæl.

Din Aand sig svinger
Paa svovlblaae Vinger
Til Dødes Hal.
Den røde Drage
Skal herligt brage
Med høie Knald.
Paa Skyer sorte
Den hid sig svang;
Alt Nastronds Porte
Gaaer op med Klang.

26

Saa raaber Helge:
Nu kan I vælge
Blandt Vilkaar to:
Ham Livet levne
Til nye Hævne,
Saa fromt som Hro;
Hvad heller Buen
At spare klog,
Og skiænke Luen
Et Nidingsdrog.

Og alle følge,
Som Havets Bølge
Den stærke Storm.
De Kæmper gode
Høit kalde Frode
En Midgaardsorm.
Sig Helge fryder
Med krandset Skaft,
Og Mængden lyder
Den nye Kraft.

Men dybt i Lunden
Har Frode funden
Sin Gudegaard;
Af Biælker bygget,
Og vel beskygget;
Thi Asken staaer
Ved Offerstenen,
Ved Guders Sal,
Og strækker Grenen
Saa høi og sval.

27

Der han tilbeder
Og sværger Eder
En Havets Qvind;
Den skiønne Huldre,
Med runde Skuldre,
Med Rosenkind,
Som hist i Sivet
Blandt Blomster boer,
Og Underlivet
Som Slange snoer.

Den Jetters Datter
Kong Frode skatter
Med Uskylds Blod.
Bag dunkle Vove
I grønne Skove,
Hun gav ham Mod.
Hun gav ham Kronen
Og Lyst og Fryd;
Og Huldrekonen
Han gav sin Dyd.

Men Odin skuer
Ved Hlidskialfs Luer
Til Krat og Tiørn.
Snart han opdager
At man bedrager
Skioldungens Børn.
Han Flodens Dronning
Med Rædsel slaaer,
Og Helge Konning
For Taarnet staaer.

28

Og kaster Flammen
I Askestammen
Og alt er Blus.
Høit Biælken knager
Og Tiæren brager
I tørre Mus.
Kong Frode viger
Til Taarnets Rand;
Men Ilden stiger
Saa høit som han.

Han raaber Naade;
De Hænder baade
Mod Himlen slaaer.
Men Helge svarer:
Nu Du erfarer
Hvad Hævn formaaer.
Høit Halfdan svæver
I Skyen rød;
Hans Skygge kræver
Sin Morders Død.

Da Kalken svinder
Af Frodes Kinder,
Han blusser vild.
Han skriger, synker,
Og ingen ynker
Ham i sin Ild.
Da stiger Luen
I Guders Gaard, -
Og høit Havfruen
Paa Flammen staaer.

29

I Baalets Bølger
Hun halv fordølger
Sin Snogedeel;
Men Arm og Bryster,
Som huldt forlyster,
Dem seer man heel.
Hun rædsomt smiler
I Nattens Lund,
Og Fingren hviler
Paa hendes Mund.

Et sælsomt Under!
Man seer hun grunder
Paa blodig List.
Alt Taarnet zittrer
Og Ilden knittrer
Fra Qvist til Qvist.
Kong Helge viger
I kolde Nat.
Da Flammen stiger -
Og slukkes brat.

Men dybt i Fiorden
En dæmpet Torden
Sig høre lod;
En Gysen farer
I Helteskarer,
I Kongens Blod.
Paa alle Kyster
Slaaer Bølgen op;
Og Sivet ryster
Sin Blomstertop!

30

HELGES EVENTYR.

32
33

ROESKILDE BYGGES.

Naar Tordnen renset har med sine Skyer
Den qvalme Luft, da blier den atter blaa.
De unge Blomsters Skiønhed sig fornyer,
Med dobbelt Rødme, paa bedugte Straae.
Sol klækker Skoven ud, og Freden Byer:
De Hænder, som i Kamp med Sværdet slaae,
Maae brænde Tegl, og hugge Bielker lige,
Hvis Borgen af sit Gruus igien skal stige.

Kong Hroar, blid og rolig af Naturen,
Skiøndt ung af Aar, er gammel paa Forstand.
Med Smerte seer han hisset Leiremuren
Tilintetgiort ved Issefiordens Rand.
Hans Mod opflammes ei ved Krigerluren;
Men Fædrelandet trænger til en Mand,
Som dyrker Kunst, som tænker hvor det giælder,
Som bygger atter op, hvad Kampen fælder.

Og medens Helges raske Hierte brænder
I Stavnen af den luegyldne Snekke;
Mens overalt, hvorhen sig Helten vender,
Hans blanke Vaaben seirende forskrække,
34 Bevæge hist sig tusind travle Hænder,
Og sætte Steen og Biælker snildt i Række;
Og mure Bygninger i lige Rader,
Med breden Torv og rummelige Gader.

Den gamle Mimer, Hroars ædle Ven,
Har viist ham Stedet, hvor han skulde bygge;
Thi ofte gik den unge Konning hen
At spørge den guddommelige Skygge.
Der var en Brønd - den springer vist igien; -
Den sprang i Leireskovens dunkle Hygge;
Der sad den vise Gud ved Midnatstide,
Og lærte Hver, som giærne vilde vide.

Men Faae kun steeg derned; den stolte Thor
For Skoven stod, og vinkte dem tilbage.
De meente Kraft nødvendig var for Nor,
Og frygted her den skulde Skade tage;
Skiøndt Odin selv, fra Valhals Giæstebord,
Hver Aften kom, for Bægeret at smage;
De spotted' stolt dog Siælens Herredømme,
Og Styrken blev - en Ganger uden Tømme!

Hvor var det smukt at see den vise Gud,
Med iisgraat Skiæg, og klædt i Vadmelskaaben,
I Skoven; medens hist fra Skyens Brud
Den lyse Maane viste Himlen aaben;
Den unge Drot, i grønne Silkeskrud,
At søge Mimer, uden Skiold og Vaaben;
At see dem glade sig ved Hulen møde,
Og skilles først mod aarle Morgenrøde.
35

Søn, sagde Mimer, her ved disse Væld
Du reise skal Din By til Danmarks Ære.
Det flade Siælland eier intet Field,
Som Helteborgen kan i Skyen bære;
Men Kilder, Skov, og Fiord kan giøre Skiæl,
For hvad Naturen ellers maa undvære.
Byg her din Stad! Og viid, i Tiden silde
Den giemme skal dit Navn, som Hroarskilde.

Og naar alt længe Leireskovens Træer
Er vegne bort, for Plovens Agerfure;
Naar Fiorden halv er siunken til et Kiær
Og intet sees af dine gamle Mure;
Naar længst en anden By har reist sig, nær
Din siunkne Kongsgaard, dine Jomfrubure;
Skal dog med Taarn og Hal din Fiord begaves,
Og danske Kongers Liig skal der begraves!

Kong Helge seiler dristig midlertid
Og breder ud sit Navn i Nordens Riger.
Som Ørnen høit i Luft han fører Strid,
Til Storm han kaster sine lette Stiger.
Da entres, medens Bølgen, høi og hvid,
Opskummer med de grumme Havets Piger;
Som fanger i et Næt, til Dødens Hvile,
De Liig, som styrte ned for Heltens Pile.

Og medens Helge glæder Asathor,
Saa skynder Jer I Tømmermænd, at lave
Et Badehuus ham ved den kiøle Fiord.
Jeg selv har plantet ham en Æblehave.
36 Did skal han vandre hen fra Giæstebord,
Og fryde sig ved Yduns modne Gave.
Der skal han nyde Livet, glemme Leire,
Og styrke Kræfterne til nye Seire.

Ung Helge drager hiem en Sommernat;
Mod Stranden langsomt Snekken Voven kløver.
Nu lad os komme bag paa Hroar brat,
Og faae ham til at troe det er en Røver!
Han sidder i sin Hytte hist forladt;
Og Agersmanden Kæmpens Hielp behøver.
Nu lad os ængste ham med vore Feider!
Saa taler hin, og sender først en Speider.

Forundret kommer Speideren tilbage:
Herr Konge! vi maa være draget feil.
Jeg ingen Leirehytter kan opdage;
Slet intet Gruus, ved Issefiordens Speil.
En Vold jeg saae sig rundt om Byen drage.
En By! Kom lad os heise vore Seil.
En Trold har os forført i Midnatstunden;
Vi løbet er i Bretlands Thems for Lunden.

Umuligt! raaber Helge; Herthedal
Er her; jeg skuer Issefiordens Vove.
I Skumringen jeg seer den store Sal
Af Fædrelandets hvalte Bøgeskove.
Og skulde nu den vidtberømte Hval
Sig ei fra Havet ind i Bugten vove?
Afsted! at undersøge Byens Volde.
Jeg gyser ei; og allermindst for Trolde.

37

Hvor stor var hans Forundring, da han stod
I Roskilds sikkre, rummelige Gader.
Da saae han, Freden kræver ogsaa Mod,
Og at der kæmpes kan foruden Plader!
Fra Isse han betragted ned til Fod
Den siældne Broder, som var Kampens Hader,
Men, som formaaede, mens han tappert fægted,
At virke det, som var hans Glavind nægtet.

Med Thor stod Asamimer paa en Sky.
Hin Kraftens Hammer holdt, han Viisdoms Bæger.
Da - raabte Mimer, vil først Loke flye,
Naar disses Kraft eet Kongebryst bevæger.
For meget! raabte Aukathor med Gny;
Før splintre skal mit Lyn de danske Eger.
Kun Odin Kraften blev med Viisdom givet.
Nei - smilte Mimer - dertil stræber Livet.

38

HAVFRUEN BESØGER KONNING HELGE.

Dagen er lang og Sommeren heed,
Snart Morgen paa Aften følger.
Konning Helge gaaer til sit Badehuus ned,
At qvæges i Havets Bølger.

Af Biælker bygt, i rindende Vand,
Det staaer ved Pæle betrygget.
Det vender mod Nord til klaren Strand,
Af Almetræer beskygget.

Et Sovekammer er Badet nær,
En Løibænk bredes derinde;
Det dunkle Kammer har grønligt Skiær;
Thi Løvet vogter for Vinde.

Konning Helge springer i Badet ud,
Han sig i Vandet forlysted;
Han ligner Ægir, den stærke Gud,
Naar Bølgen ham spiller om Brystet.

Her er for snevert, her er for trangt,
Han aabner den Brædeluge.
Derude Badet er mere langt,
Der skal mig Bølgerne sluge.

39

Han tumler sig, som den muntre Fisk,
Af Strømmen vugget og baaret;
Han er saa deilig, saa ung og frisk,
Og Sivet sig vikler i Haaret.

Hist Hyrdepigen bag Træet staaer
Og ud fra Buskene titter;
Stærkt hende Hiertet i Livet slaaer,
Bag Løvets skiulende Gitter.

De Trælle vente med Dugen hvid,
Deri sig Konningen hyller.
Det er saa kiølt i den Aftentid,
Og Bølgen mod Pælene skyller.

Forlader mig nu, I Trælle to!
Jeg vil paa Bænken mig strække.
Der finder han snart en qvægsom Ro,
Paa Sivets flættede Dække.

Han slumrer ind ved Bølgernes Larm,
Saa sagte sig snige de Strømme.
Han støtter sit Hoved paa sin Arm,
Og smiler i Heltedrømme.

Ham synes at see Valkyrier tre,
Som ned fra Regnbuen stige;
Som krystet af den hvideste Snee,
Hver rosenfarvede Pige!

Den Ene med Sværd, den Anden med Stang,
Den Tredie med fiærede Pile.
De siunge Kongen en Heltesang,
Imens de kyssende smile.

40

Han strækker sin Arm saa kiærligøm,
At gribe Møen om Livet;
Da vaagner han af sin skiønne Drøm -
Og ligger ene paa Sivet!

Men underligt i det nære Bad
Han hører Noget at klynke.
Han lytter - grunder - han veed ei hvad
Og maa dog Klageren ynke.

Snart tykkes det ham, som var det Vind,
Der foer fra Havet i Røret.
Snart sælsomt det bevæger hans Sind,
Og klinger saa lystig i Øret.

Han aabner Døren af Granefiæl,
Hvor Røsten synes at stige;
Der skuer han paa den nedhamrede Pæl
En frysende Tiggerpige.

Hun sidder ved den aabnede Dør
Med Lokker, drivende, gule;
I Bølgen, bag de skummende Rør
De spæde Fødder sig skiule.

Om Livet en Kofte knapt sig slaaer;
Af Kuld han seer hende grue.
Hun er kun lidt over fiorten Aar,
Og fast som Barnet at skue.

Ak Herre! min Moder har mig forladt
I Badet, og mod min Villie;
Tillad mig at sove den eeneste Nat
I Kammeret paa din Tilie.

41

Ung Helge føler en sælsom Lyst,
De Blik i Hiertet sig bore;
Bag Koften knupper et Liliebryst
Og Øinene tindre saa store.

Og kom Du kun, mit vakre Barn!
Det blæser saa koldt derude. -
Om Haaret har hun et Fiskergarn,
Det ruller hun til en Pude.

Hun strækker sig paa det haarde Træ;
Det Konning Helge bedrøver.
Hvad gavner hende det lune Læ,
Naar jeg hende Leiet berøver?

Du hvile Dig ved min Side her!
Du kiender mit Helterygte;
Jeg lægger imellem os mit Sværd,
Saa har Du intet at frygte.

Nu smiler hun sødt i rolige Blund
Mens Barmen synker og hæves;
Ung Helge prøver at sove, som hun,
Men prøver det kun forgiæves.

Han Øiet tit over Axel skiød,
Stærkt funkled Helten i Lue:
Og kosted det end min visse Død,
Jeg maa dog Soversken skue.

Da vender han sig, og bliver vaer,
Med Arme svulmende hvide,
Den største Skiønhed Jorden har,
At slumre ved hans Side!

42

Den sorte Kofte sig meer ei snoer
Og Pigens Yndighed giemmer,
Et tyndt og flagrende Sølvermor
Indhyller de deiligste Lemmer.

Tre Timer virked som hele Aar:
Som Barn hun klynked paa Tilie;
Hun faldt i Søvn, som en Knup i Vaar,
Og vaagnede som en Lilie.

De Øine blaae som Kiærminder seer
Med smægtende Blik og Taarer.
Da kiender Helge sig selv ei meer -
Og Hexen Helten bedaarer!

Farvel, min allerkiæreste Ven!
Saa spotter hun ham, med Latter;
Idag et Aar jeg kommer igien
Og bringer Dig her Din Datter!

Saa synger hun vildt, og reiser sig op,
Til Skæl forvandles de Klæder;
Og fælt hun bugter sin Slangekrop
Hen ad de fugtige Bræder.

Konning Helge griber med opbragt Sind
Sit Sværd, og hugger til Krybet;
Da saarer han kun den lette Vind, -
Og Havfruen dandser paa Dybet!

43

HAVFRUENS SANG PAA DYBET.

Vælter, I Kattegats skummende Bølger!
Havfruen dølger
Ikke sin Glæde.
Skum, o du Skibenes farlige Stræde!
Rør dig fra Grunden!
Hævnen er funden.

Lyd nu, o Sang, som skal Skioldungen haane,
Høit imod Skaane,
Høit imod Skagen.
Lindesnæs vise med Bølgernes Bragen,
At det fornemmer
Havfruens Stemmer.

Maane! som hist giennem Drivskyen skuer,
Lad dine Luer
Sælsomt med Glandsen
Lysne mig Brystet og lysne mig Svandsen.
Havfruen taler
Høit mellem Hvaler.

Stands nu din Flugt, giennem dæmrende Taage
Svævende Maage!
44 Sælhund paa Sandet,
Vælt dig fra Brændingen atter i Vandet!
Skynd Dig at prise
Havfruens Vise.

Frode! som offred til vældige Jetter,
Trolden forgiætter
Ikke sin Dyrker;
Dragen, som ruger paa Hævnen, sig styrker.
Trøst Dig, min Beiler!
Hævnen ei feiler.

Helge skal falde for rugende Drage!
Intet tilbage
Vorder af Ætten.
Listig skal Vellysten, blodig skal Trætten
Hævne Dig gode,
Jetternes Frode!

Aldrig i Niffelheim Loke foragter
Den, som ham slagter
Menneskesønner.
Herligt med Hævn han i Helvede lønner
Den, som for Fryden
Offred ham Dyden.

Helge skal spredes, som Avner for Vinden.
Listigt har Qvinden
Saaret hans Hierte;
Lysten, som hun ham i Armene lærte,
Vældig skal bruse,
Barmen ham knuse.

45

Hør nu, I Klipper, min frækkeste Latter:
Snart skal hans Datter
Hævne sin Moder.
Skulde skal myrde sin eneste Broder,
Ei skal I savne
Blod, mine Ravne!

Svulmer mod Asernes hvælvede Himmel,
Bølgernes Vrimmel!
Tonende røde
Flammende Nordlys nu Stiernerne møde.
Datteren fødes,
Broderen dødes!

Nu har jeg siunget Forbandelsen over
Skummende Vover,
Vellystens Bæger.
Hisset jeg skuer den lurende Ægir;
Nu vil jeg skiule
Mig i min Hule!

46

ÆGIR I MORGENRØDEN.

I Bølger smaae!
Nu stille blaae
I kruse kun min Flade.
Let svæver Niord
Kun paa min Fiord;
Nu veeg hans Hustru Skade
Til Heklas Bierg,
Med Trold og Dværg,
Og fæle Hvirvelvinde.
Der sværmer nu i Nætter ni
Den frygtelige Qvinde;
Imedens svæver Snekken fri,
Som Fugl om Biergets Tinde.

Ei Døden grum
Bag falske Skum
Det kiække Hierte saarer;
Og spotter vaad
Med kolde Graad
De hede Kummerstaarer.
Hver Kiøl med Iil,
Som Luftens Piil,
47 Nu giennem Voven render;
Mens Solen rød bag Bølgen staaer,
Og smukt i Vandet brænder;
Og Freia, fra de gyldne Haar,
Sin Dug til Jorden sender.

Ni Dage nu
Skal uden Gru
Kun skue Fredens Snekke;
Og ingen Krig
Og intet Liig
Min blanke Flade dække.
Nu Korn og Malt
Og Skind og Salt
Skal Kiøbmandskibet føre;
Nødtørftighedens Bøn paa Land
Skal Guderne bønhøre,
Og Ladningen til sikkre Strand
Trygt over Bølgen kiøre.

Hist staaer Dit Slot
Min unge Drot!
Du sværmer vildt o Helge!
Du offred Ran
Heel mangen Dan;
Du vil ei Ægir vælge.
Du stolt af Sind
Med Blus paa Kind
Den milde Gud foragter;
Naar Stormen vælter Strømmen stærk
Du helst i Kampen slagter;
Men vogt Dig dog for Lokes Værk
Og for de onde Magter!

48

Din Broder Hro
Giør mig saa fro,
Ham mangler ikke Modet.
Han kraftig staaer
For Leiregaard,
Men helst han sparer Blodet.
Han er min Søn!
Hans Morgenbøn
Jeg faderligt maa love;
Han siger: Norge Rugen faaer
Fra Issefiordens Vove;
Skaan Jernet, som tilbagegaaer
For mine danske Plove!

Stolt risler jeg
Ad Bølgens Vei,
Høitsiddende paa Hvalen;
Med Perlekrands
I Morgenglands
Og skuer over Dalen.
Nu Siællands Kyst
Som er min Lyst
Jeg faderligt vil pleie.
Jeg jager Sild fra Grunden op
Til hvert et Fiskerleie;
Thi Siælland med sin Bøgetop
Er dog mit Yndlings-Eie!

49

DE TRE MÆND PAA SNEEN.

Det var en silde Juleqvæl,
Det var saa koldt som paa Filefield.

De Giæster forlade Kongens Gaard,
Saa tankefuld ung Helge staaer:

Halvandet Aar nu vel henrandt,
Fra den Tid Hexen i Badet svandt.

Hun lovede mig det spæde Noer,
Jeg haaber hun holder ei sit Ord.

Dankonning skuer af Vinduet ud,
Da blandes Frosten med Regn og Slud.

Det fyger saa hvidt med store Fog,
Og Maanen dæmrer i Skyen dog.

Konning Helge skuer i Natten hen -
Han seer paa Sneen tre store Mænd.

Tregange reed de hans Huus forbi,
Alt over den snevre Gangerstie.

50

De vare blege, bestænkte med Blod,
Og Vinden i deres Kaaber stod.

En Hælhest rede de paa for sande;
Af blege Bene var Hestens Pande.

De hilste Kongen i dunkle Nat,
Og toge til deres brede Hat.

De vikled op det hvideste Liin,
Og toge deraf det sorte Skrin.

De rakte ham Skrinet i Fiskergarn:
Fru Tangkiær sender Dig her Dit Barn.

Konning Helge vilde de Ryttere svare, -
Da mærkte han først, de borte vare.

Han hørte Hesten, ved Fiorden i Skoven,
At sparke Isen med Hestehoven.

Han hørte dem plumpe ned i Fiord -
Han satte Skrinet saa bleg paa Bord.

Dankonning griber sin skarpe Kniv:
Det lidet Utyske skal miste sit Liv.

Han aabner Laaget med vreden Sind -
Da smilte Noret med Rosenkind.

I Haarene var Sivblomster smaae,
En Sølvmors Kiortel har Barnet paa.

Han kiændte sig selv i Datterens Træk,
Han Daggerten falde lod af Skræk.

51

Den Glut kan tale, den spørger huld:
Hvi vredes Du paa Din lille Skuld?

Min Moder boer i den Kongsgaard blaa,
Hun sender mig Guld og Perler saa smaae.

Men nu vil jeg boe i min Faders Slot,
Jeg veed det vel, Du est Danmarks Drot.

Konning Helge hører den spæde Lyd -
Hans Øine vædes med Faderfryd.

Han trykker Barnet til sit Bryst:
Nu kiænder jeg først den bedste Lyst.

Da smilte Glutten saa ondskabsfuld:
Saa kiændes Du dog ved Din Datter Skuld?

Vi meente Du varst saa fornem nu,
At Fiskerpigerne glemte Du.

Hvor vil det ei min Moder fornøie,
Naar Taarer hun seer i min Faders Øie.

Ved Fiorden stod en forfalden Muur,
Der bygged Kongen et Jomfrubuur.

En Amme gav han det Barn saa spæd,
Hver Morgen det skreg og hver Aften græd.

Det agted ei Riis, det agted ei Hug;
Men hver Dag Glutten blev mere smuk.

Kun naar man den stivt i Øinene saae,
Da spilled saa lumsk det falske Graa.

52

Med Siv hun pynted sit sorte Haar,
Og leged siælden i Æblegaard;

Men hver en Aften, med Glæde stor,
Hun baded sig hist i Issefiord!

53

EN FUGL SIUNGER FOR KONGEN.

Nu Somren er atter tilbagevendt;
I Skoven tændt
Har Freia de knuppede Roser.
Konning Helge sidder i Skyggen bold,
Paa Væggen i Badet hænger hans Skiold,
Hans Hielm, hans Bryniehoser.

Han støtter sin Haand til de lokkede Haar,
Hans Hierte slaaer
Og Blodet ham blusser paa Kinden.
Han mindes Natten ved Tangkiærs Barm:
Hun knuged mig hæftigt, sødt i sin Arm,
Og svandt som Bladet for Vinden.

Hvi svegst Du, deilige Lilievand,
Din Drot i Dan?
Kun kort var min Glæde paa Jorden!
Nu sukker jeg hen mit unge Liv,
Min hele Fryd var et Blomstersiv,
Som smiler - og synker i Fiorden!

O vendte Du atter tilbage nu,
Vist uden Gru
54 Imøde jeg skulde Dig gange.
Naar kun for mig Du est Qvinde skiøn,
Hvad siger det siden Halfdans Søn,
Om Du i Havet er Slange?

Hvi lærte Du mig den korte Lyst
Ved Elskovs Bryst?
See, Skoven sig atter bekrandser!
Nu føler jeg kun den unge Vaar;
Mit Spyd bestøvet i Hallen staaer,
Og rustent hænger mit Pandser.

Da suser det i den Lindegreen.
Fra musgroet Steen
Ung Helge skiælvende springer.
Da smutter af Træets grønne Skiul
En toppet, søeblaaglindsende Fugl,
Med purpurfiærede Vinger.

Den sætter sig ved Kong Helges Fod
Med dristigt Mod,
Og siunger ved Kilden paa Randen:
I Skoven de myldrende Blomster staae,
I Verden utallige Piger jeg saae,
Og Een meer smuk end den Anden!

Hvi sukker Du for en Mø, som svandt,
Naar nok iblandt
Der er at vælge for Kloge?
Omfavn dem smilende paa Din Vei,
Deel deres Elskov, og græm Dig ei,
Naar bort de smutte som Snoge.

55

I Angelsaxen, der stander en Gaard,
I Ungdomsvaar
En Dronning hersker derinde.
Det maatte hver Ungersvend tilstaae,
At aldrig han end i Verden saae
Slig elskovvækkende Qvinde.

De store Lokker i gyldne Pragt
Om Halsen lagt
Ei Svanebrystet bedækker.
Den fulde Læbe med Vellyst leer;
Men naar man i hendes Øine seer,
Da Stolthedsblikket forskrækker.

Herr Konge! det var en Viv for Dig.
Og troest Du mig
At Olufs Hierte kan flamme.
Hun vil omfavne Dig sødt i Løn,
Naar hun erfarer Du est en Søn
Af Odins hellige Stamme.

Og agt Du ei hendes høie Mod.
Af Emblas Blod
Er hun saavel som en Anden.
Den vildeste Qvinde med Stang og med Sværd
Erkiænder tilsidst i den kiærlige Færd,
At hun bør adlyde Manden.

Saa synger den liden Fugl paa Qvist
Med megen List;
Den unge Konge maa studse.
Den hopper langs med de skiulende Træer,
56 Og springer ud i det sivede Kiær
Som æddersvulmende Tudse.

Men Kongen grunder paa hvad den sang,
Ei hen engang
Til Kiæret hans Øie den følger.
Han tænker paa Fruen i Saxenland;
Og næste Morgen bestiger han
Et Skib paa de glidende Bølger.

57

HELGE REISER TIL DRONNING OLUF.

Den velforgyldte Drage løb i de Bølger blaae
Til Saxenland mod Borgen. Da skued Helge staae
I Vinduet deroppe heel mangen deilig Maard.
Herlig speiltes i Vandet den stolte Kongegaard.

Da spurgte Helge Konning Reigin sin gode Mand:
Kiænder Du de Piger, som staae paa Borgens Rand?
I herlige Klæder de vise dristigt Mod,
Og tælle vore Kæmper paa den speilklare Flod.

Da svared Reigin Kæmpe: Nu skalt Du sige mig,
Ædle Herre Konning, og hvilken lyster Dig
Af disse tydske Qvinder i de sneehvide Liin?
Da svared Helge: Seer Du hin ædle Jomfru fiin?

Med store Øienlaage hun skuer dristigt ned,
Og herligt svulmer Dugen over Svanebarmen bred.
Hun er saa smal i Midie, hun er til Maade lang,
Jeg vædder det var hende, som Fuglen mig besang.

Da svared Reigin Kæmpe: Der giættede Du sandt!
Som Maanen mellem Stierner hun straaler iblandt
De guldbelokte Piger; thi Dronningen Du seer.
Da tænkte ungen Helge paa Tangkiær ei meer!

58

Nu bød den ædle Dronning de unge Piger gaae
Fra Vindvet og ei saa nysgierrige staae;
Ei give paa de Giæster i Kongeskibet Agt.
Hvad Dronningen da talde, det blev dem siden sagt.

Den luegyldne Snekke da løb paa hviden Sand.
Helge den heel Dristige da førte paa Land
Sin kulsorte Ganger, som reist var over Sø.
Det saae fra hendes Vindve den kongelige Mø.

Hans Sadel var stenet og Sadelbuen smal,
Op rede da de Kæmper til Dronningens Hal.
I Sadlen hang Bielder af klaren Guld saa rød,
Hans Lokker ham fra Hielmen over Skuldrene flød.

Med Spyd, som vare blanke, med velslebne Sværd,
Da nærmed sig til Borgen Skioldungens Hær;
Med stærke Jernsporer, med Skarlagenskind;
Det skued Dronning Oluf, saa tankefuld i Sind.

De Snekken lod i Fiorden uden Vogter staae,
Kongeborgens Taarne saa vældige de saae.
Den Kongsgaard var bygget ved Floden paa det Næs,
Af ædle Marmelstene, saa grøn som et Græs.

Da aabned sig de Porte, da Kongen kom derhen.
Dem imøde løbe de staalklædte Mænd;
Modtoge deres Giæster, alt som de kunde bedst:
Nu flyer os Eders Vaaben, Eders Skiold, Eders Hest!

Da sagde Reigin Kæmpe: Dem vogte vi vel selv!
Sværdet kan man bruge paa Land saavel som Elv.
Giensvarte Ridder Alrik: Det er en gammel Skik,
At aldrig Nogen væbnet i Kongeborgen gik.

59

Da spændte Konning Helge sin Glavind strax fra Belte.
Ugiærne giorde ligesaa de andre Dannerhelte.
De mumled: Uden Vaaben og Skiold er fremmed Mand,
Hvad Biørn er uden Klo, og hvad Ulv uden Tand.

I Dronningens Hal der stod den Kæmperad;
Med Ædilstene Oluf paa Kongsstolen sad!
Rubin om smekkre Midie, og over Barmen fuld
Silken den hin grønne med Plader af Guld.

Paa hendes? lokte Hoved en takket Krone stod;
Kinden var som Roser, og Læben var som Blod.
De Øine ligned Himlen, som Skyen dækker halv.
Hvor den Jomfru skued, der Heltene skialv.

Da bødes Konning Helge til Velkomst en Drik,
Ud i Fægtergaarden da Kæmperne gik.
Den granvoxne Skioldmø bandt Rem om hviden Arm,
Da stod igien de Piger i Vindvernes Karm.

Hun raabte: Konning Helge, fra Danmarkis Øe,
Og vilst Du Dysten prøve med den vaabenklædte Mø?
Ifald Du Spillet vinder, da vorder jeg Din Viv;
Men, dersom Oluf seirer, det koster Helges Liv.

Helge Leirekonning til Oluf svarde Ja.
Ind i Fægterkredsen bragte man da
I guldslagne Skeder to frygtelige Sværd.
Eja! da begyndte den heel lystige Færd.

60

Hun greb om Sværdefæstet med sin sneehvide Haand,
I Øinene da funkled Valkyriernes Aand.
Men Dannerkongen bødte for Hugget med sit Skiold,
Han agted ei at dræbe den Jomfru, saa bold.

De stærke Hug paa Hielmen i Borgegaarden lød.
Funken fløi fra Staalet, men intet Blod der flød.
Ha, raabte Dronning Oluf, jeg seirer vist, giv Tid!
Ja, svared Konning Helge, men ei i denne Strid!

Hun hæved sin Glavind, den blinkede med Harm;
Da greb Skioldungen vakkert omkring Skioldmøens Arm,
Afvristed hende Sværdet, i Luften hen det foer -
Da kasted han med Lethed den Jomfru paa Jord.

En dobbelt Purpurrødme da hendes Kinder fik.
Vildt skuled under Laaget de stolte Jomfrublik.
Men snart med Smil paa Læben fra Græsset op hun steeg:
Nu skynder Eder Piger! Binder Krandsen af Eeg.

Men først dog, Herre Konge, vi Dysten prøve maae,
Hvo af os kan Stenen længst i Luften slaae.
Hun hented den med Liste, hun hen i Græsset sprang,
De blanke Vaabenklæder ved Steenkastet klang.

Helge den heel Dristige den største Steen da tog,
Han lagde sig tilbage, mod Himlen han slog.
Man saae den aldrig mere; den hvidsled med en Lyd -
Den fløi, som seent i Høsten, en Trækfugl til Syd!

61

Da mældte med stor Liste den unge Dronning saa:
Du har mig overvundet; det bør jeg Dig tilstaae;
Men hvis Du mig vil løse Herr Konge fra mit Ord,
Jeg skiænker Dig med Stene den kosteligste Giord.

En Krone med Rubiner den skalt Du ogsaa faae.
En Skioldmø kan saalidet som Ægteviv bestaae.
Naar Sommerfuglen parres, da maa den snarlig døe,
Kun Knuppen eier Styrke, men Blomsten gaaer i Frø.

Jeg ønsker at forblive hvad nitten Aar jeg var;
Thi lad os drikke Vinen af de guldslagne Kar.
Jeg giæster Dig som Dronning, men ikke som Din Viv!
Nei, svared Helge, derfor jeg voved ei mit Liv.

Jeg kiænder Dine Tanker: først Hinden er saa sky;
Den spræller og vil hurtig fra Jægeren flye;
Men snart han den dog tæmmer, den rolig gaaer i Baand
Og æder sine Krummer af Jægerens Haand.

Da Oluf nu vel mærkte hvor stor hans Elskov var,
Da rødmed hun med Taushed og skiænked i de Kar.
Det Vildsvinehoved paa Bordet kom paa Stund,
Med Egeløv i Øret, og med Blommer i sin Mund.

Da spilled de Jægere, som Brugen var paa Jagt,
Ad Døren ind de treen i den sommergrønne Dragt.
Da skar den ædle Marskalk med Kniven i det Sviin,
Eja! da sprudled i Bægeret den Viin.
62 Heel svarligt blev da drukket, saa Sved paa Panden sprak.

Af Elskov var alt Helge beruset før han drak.
Han saae i hendes Øie, han lued som et Blod,
Han trykte hendes Haand, hendes Knæ, hendes Fod.

Nu sank den unge Beiler i Jomfruens Arm,
Dybt Munden han begraved i den sneehvide Barm;
Der kiølte han sin Læbe, der hvilte han sin Kind,
Der vugged ham de Bolstre saa listeligt ind.

Og hør Du nu min Tærne! og bring i Hallen strax
Fra Buret mig min bedste, min blinkende Sax.
Saa klipped hun hans Lokker, hans lange Hovedhaar.
Ud bares da de Kæmper fra Dronningens Gaard.

Man bragte dem paa Skibet, alt paa det kolde Dæk;
Men Helge Konning snørte man i en Lædersæk.
Hang Isse de bestrøge med det kulsorte Beeg,
Den næste Dag han vaagned, da blev han rød og bleg.

Han stirred uden Mæle, han tåled ei et Ord;
Han speilte sit Hoved i den speilklare Fiord;
Da nikked han saa langsomt, da blev ham Panden rød,
Og Taaren ham, saa bitter, over Læberne flød.

Afsted nu mine Kæmper! Afsted mine Mænd!
Jeg haaber næste Sommer vi giæstes her igien;
Med hundrede Skibe, med titusind Sværd.
Jeg mærker Oluf elsker den drabelige Færd.

63

Hun vugged mig i Søvne, med Hævnens glade Harm,
Forrædersken, den Kloge, paa sin sneehvide Barm.
Jeg siger Eder, Kæmper, at snart til Helges Lyst
Skal Skibet hende vugge paa Bølgernes Bryst.

Saa heised han sit Anker og løb til Øresund.
Den skiældækte Havfru sig hæved fra Grund;
Hun strakte høit sin Nakke, hun efter Skibet saae,
Da svulmed og da sortnede de Bølger saa blaae.

Hun loe en Skoggerlatter; det over Havet gialt,
Saa Maagerne forfærdet paa Bugene nedfaldt.
Da styrted mangen Søemand fortumlet overbord,
Men kraftig styred Helge det knagende Roer.

Han sad som Hler Ægir i luegyldne Stavn;
Han undgik hvert Skiær og løb hurtig i sin Havn.
Han kunde tæmme Havet, og Klipper og Vind,
Kun ikke sit eget hevngierrige Sind!

64

SKULDE DANDSER FOR SIN FADER I
ROSKILDE.

Konning Helge lander i Issefiord;
Ung Skulde dandser paa Tilie.
Han kaster sin Glavind saa bleg paa Bord.
Til Hævn kun stunder hans Villie.

Han sidder paa Bænk med Jarler ti,
De Trælle Miøden ombære.
Thor give den Fest var snart forbi!
Hvad er en Fest uden Ære?

Konning Helge vandrer i Maaneskin;
Ung Skulde dandser paa Tilie.
Han drager sit Sværd af det brune Skind,
Og halshugger Rose med Lilie.

Ham synes at skue kun Spot og Had
I Blomstens svulmende Bæger.
Han harmes over det Rosenblad,
Som lefler i Vinden og leger.

Kong Helge grubler ved Nat og ved Dag;
Ung Skulde dandser paa Tilie.
O hvor dog Manden er mat og svag,
Som qvæles af Qvindernes Villie!

65

I hente mig Skuld min Datterlil,
Fra Jomfrueburet i Skoven.
Hun svæver saa let ved det Strængespil,
Som Bladet svæver paa Voven.

Ung Skulde kommer. Saa listig grum
Hun smiler, mens Øiet brænder.
Saa hvide som Havets hvideste Skum
Er Armene, Brystet og Hænder.

Hun har saa liden, saa deilig en Fod,
Som noget Øie vil skue.
For sælsomtsmidige Ledemod
Maa næsten Konningen grue.

Ved Sækkepibens og Trommens Lyd
Ung Skulde dandser paa Tilie;
Men liden kun er Faderens Fryd,
Skiøndt Datteren lyder hans Villie.

Ung Skulde knæler ved Faderens Fod,
For sig med Miøden at lædske.
Han skiænker hende den Drik saa god;
Hun rækker af Guld ham en Æske.

Dronning Olufs Billed paa Laaget staaer,
Han aabner Æsken bevæget -
En Lok han seer af sit eget Haar
Tæt sammenklinet med Beget.

Da drager han ud sit Sværd i Harm,
Og hugger efter sin Datter;
Men Skulde griber om Konningens Arm
Og synger yndigt med Latter:

66

Min Fader, Sværdet i Balgen slut!
Hvi harmes I over den Hulde?
Hvad Oluf i Saxen har forbrudt,
Hvi skal det hævnes paa Skulde?

En Helt kan være saa stor, saa stor,
Dog trænger Lyset til Skyggen.
Han elskes af Odin, elskes af Thor;
Men Freia vender ham Ryggen.

Han hugger Pandsret itu med Lyst,
Naar han sin Fiende forfølger;
Men saares selv af et Liliebryst,
Som altfor nøgent ham bølger.

Saa siunger den Glut med spodske Ord,
Mens alt hun dandser paa Tilie.
Konning Helge stirrer saa stivt til Jord,
Og blegner saa hvid som en Lilie.

Nu ved den evige Thor i Sky,
Snart skalst min Datter Du finde,
At den, som Heltene tvang at flye,
Ei viger feig for en Qvinde.

Jeg mindes Fuglen paa Lindeqvist,
Jeg mindes de herlige Sange!
Med Magten ei, med snedige List
Man Nattergalen skal fange.

67

HELGES OG HROARS AFSKEED.

HELGE.

Stedse sidder her Du rolig
Under Egetræets Skygge.
Broder! vilst Du evig bygge?
Graven blier din sidste Bolig.
Du est ung endnu og vakker;
Riid dog eengang under Øe,
Fæst Du Dig saa væn en Mø,
Mens paa Havet Helge flakker.

HROAR.

Helge flakker om paa Hav!
Vil da Helge evig flakke
Paa den luegyldne Smakke?
Bølgen blier din sidste Grav.
Daarligt Du bebreider mig;
Hvorfor har da Du ei Dronning?
Du est Danmarks ældste Konning,
Ætten stamme bør fra Dig.

HELGE.

Det er ikke skeet som sagt.
Ofte har alt Freias Kerte
68 Tændt i Flammer dette Hierte;
Helge kiender Freias Magt.
Men i hendes Frugt jeg fandt
Fæle Nastronds Orme nage;
Bitterheden blev tilbage,
Og den korte Sødme svandt.

HROAR.

Ilden funkler i Dit Øie,
Bleghed hviler paa Din Kind!

HELGE.

Snart det kan igien sig føie,
Helge blusser fro i Sind.
Han er syg - maa læges først.

HROAR.

Hvilken Sygdomk
an det være?

HELGE.

Saaret brænder i hans Ære,
Hævnen er hans Febertørst.

HROAR.

Oluf
trodser paa sit Slot.

HELGE.

Stille, Broder! Stille, stille!

HROAR.

Stolte Dronning.

HELGE.

Skiønne Frille!
Alt endnu kan vorde godt.

69
HROAR.

Siig, hvad svulmer i Din Barm?
Sælsomt Du paa Jorden stirrer;
Øiet funkler, Læben dirrer -

HELGE.

Hører Du den muntre Larm?

HROAR.

Dine Helte gaae ombord;
Hundred skiønne stolte Snekker
Med de hvide Seil bedækker
Fladen af min Issefiord.

HELGE.

Det var Fugle, som Du saae;
Fugle, som paa hvide Vinger
Sommeren til Saxen bringer
Over alle Bølger blaae.
Reden venter hist paa Væg! -

HROAR.

Kommer Du da snart tilbage?

HELGE.

Ja! naar først min vrede Drage
Ud har ruget sine Æg.

70

HELGE SEILER ATTER TIL SAXLAND.

Saa foer han fra sin Broders Favn,
Da Roret ret var stillet.
Han stod i den forgyldte Stavn,
Som det udskaarne Billed.

Han mæled ei, han aad og drak
Kun som den syge Qvinde.
Han skiændte paa den sene Smak,
Og paa de svage Vinde.

Hvor kommer det, at Snekken gaaer,
Saa langsomt nu og dovner,
Da Vinden dog fra Norden staaer,
Og Silkeseilet bovner?

De Kæmper stilled Skiold ved Skiold
Ved Rellingen saa blanke.
Smukt lued den forgyldte Vold,
Med Buler og med Hanke.

Da Vinden hørte næsten op,
Med Aarerne man leged.
Den frygtelige Ædderkop
Saa langsomt sig bevæged.

71

Da listeligt Fru Tangkiær loe,
Hun fulgte med fra Havnen.
Som Muslinger paa Kiølen groe
Hun klyngte sig til Stavnen.

Hun giorde Veien tung og lang
For Kongen at forhaane;
Men høit paa Dækket Helte sang
Ved Nattens klare Maane:

KÆMPERNE.

Ungerne vide
Hvad Biørnen maa lide;
Kløerne voxe, dem lyster at stride.
Munter, Herr Konge! munter, fat Mod!
Snart er Forsmædelsen sonet med Blod.

HELGE.

Listigt vi komme, som Freia til Jetten.
Ikke forglemme vi Skioldungaætten.
Stene paa Barmen,
Hamren i Armen -
Ha hvilken Fest!

KÆMPERNE.

Odin skal sadle sin Ottefods-Hest!

HELGE.

Ingen vi dræbe,
Svagt kun vi saare.
Kysse kun vil jeg forbittrede Læbe.
Blod skal ei flyde; men brændende Taare!

72
KÆMPERNE.

Taarer kun flyde?
Lidet da vist har Din Hævn at betyde,
Dannemarks Drot.

HELGE.

Husk vore Fiender
Ere kun Q vinder!
Mindes at Spotten bør hævnes med Spot!

KÆMPERNE.

Ha hvilken Fest!

HELGE.

Men Ørnen kun truer
Høgen, og ei de uskyldige Duer!
Hellig os være
Pigernes Ære.
Hende kun henter den luende Drage.

KÆMPERNE.

Nu har vi lidet af Veien tilbage;
Hisset vi see,
Taarnene tre.
Spirene blinke.

HELGE.

Heimdals Haner fra Spirene vinke.
Skoven skal skiule
Snekkerne gule.
Rask nu paa Land!
Skyder de vuggende Skuder i Sand!

73

HELGES LIST.

Da nu de Kæmper stode
Bag Skovens dunkle Green,
Hvor hvide Bølger toede
Den nøgne Klippesteen;
Hvor Birken nærved Bøgen
Med sine Grene hang,
Og hvor de hørte Giøgen
Mens Nattergalen sang;

Da sagde Konning Helge:
Af tvende haarde Kaar
Det blideste vi vælge,
Som Helten vel anstaaer.
Jeg seiled over Vandet
Med Kæmper og med Mod;
Men jeg vil skaane Landet,
Og jeg vil spare Blod.

Vi vil ei overfalde
De Saxer her med List,
Men Dronningen udkalde
Til Fuglesang paa Qvist.
74 Lumsk i det sidste Stevne
Forraaded hun sin Ven -
Og ene vil jeg hævne
Mig kosteligt igien!

Ifald det skulde giælde,
Og lykkes det ei her,
Da kommer I med Vælde,
Med Fakler og med Sværd.
Men nødig denne Slange
I Buret maatte døe;
Min Hu staaer til at fange
Heel levende den Mø.

Derfor, I Kæmper, skiuler
Jer denne korte Frist
I disse dybe Huler.
Vor Flaade dækkes hist.
Den skiules af de Grene,
Saa langt fra Borg og Byer.
Nu vil jeg gaae allene
Paa mine Eventyr.

Derpaa med beget Kofte,
Med lange hvide Brog,
Som end man seer saa ofte
En Søemand paa sit Tog;
Kun med et gyldent Belte
Og med sit blanke Sværd,
Den høie Drot for Helte
Var rustet til sin Færd.

75

Paa Skulderen han lagde
Med Guld og Sølv en Sæk.
Derpaa Farvel han sagde,
Og svandt bag Skovens Hæk.
Kun nogle raske Skytter
I Smug han følge lod.
To lave Fiskerhytter
Ved Muslingstranden stod.

Den gamle Fisker skikked
Sig til en Morgendræt;
Han spiled ud, han flikked
Med Kork og Bly sit Næt.
Hans Qvinde stod ved Vandet
Og angled alt en Stund;
Og Baaden laae paa Sandet
Mod Himlen med sin Bund.

Den danske Konge vidste:
Hvor Folk ved Havet boe,
Er Fiskeren den Sidste,
Som ei er Kongen troe.
Han elsker Fædrelandet,
Saa tarvelig som arm,
Han hærder sig paa Vandet,
Og Faren giør ham varm.

Den unge Danmarks Konning
Grov Sækken ned i Muld;
Han vidste, Saxers Dronning
Heel gierrig var paa Guld.
76 Han vidste, det var Loven,
Saa her som overalt,
At hvad man fandt i Skoven,
Til Kongeskatten faldt.

Han lod som ei han mærked
At Fiskeren ham saae.
Han lagde Haand paa Værket
Og grov i dunkle Vraa.
Han sagde til den Ene,
Der fulgte ham, som Ven:
Reigin! Bag disse Stene
Den stiæles ei igien.

Hvad skader det, at Havet
Inat med Storm og Skræk
Mit Fartøi har begravet?
Jeg redded dog min Sæk.
Vel femten Pund af Guldet,
Og vel af Sølvet ti.
Det giemmes under Muldet,
Og Faren er forbi!

Ei længer her jeg tøver,
Til Dannemark jeg gaaer.
En tapper Havets Røver
Sit Søemandskab forstaaer.
Et Skib jeg ruster atter
Og gaaer i Ledingsfærd.
Og Tydskeren mig skatter
Af Angst for mine Sværd.

77

Derpaa han bort sig vender,
Og Vei mod Skoven tog.
Forbaust i sine Hænder
Den gamle Fisker slog.
Han sagde: Hør min Qvinde,
Saaest Du den Røver hist,
Der dybt i Skoven inde?
Ja, svared hun, forvist!

Der gaaer han med sin Spade!
Men saae han, her vi stod,
Vort Liv vi maatte lade;
Han saared os til Blod.
Hvad? raabte Gubben, saare?
(I det han slap sit Næt,
Og greb sin Fiskeraare)
Man saares ei saa let!

Men nu jeg ufortøvet
Gaaer til min Dronning hen.
Thi Skatten under Løvet
Hun hæve skal igien.
Jeg hører at hun jager
Alt hist bag Krat og Torn;
Thi høit fra Skoven brager
Det raske Jægerhorn.

78

JAGTEN.

Fiskeren den gamle da skyndte did sig op,
Hvor Hornets Toner mægtige lød ud fra Skovens Top.
Hvor Dronning Oluf jaged, alt som hun kunde bedst,
I grønne Jægertrøie paa den sneehvide Hest.

Hun havde først sig badet i kiøligsalte Sø.
Stolt speilte sig i Vandet den herlige Mø;
Saae hvor de trinde Lemmer som Olie Draaben skiød,
Mens Vandet over Skuldrene fra Haarene nedflød.

Da hørte hun i Sivet en gammel Svane sang;
Hun kiendte vel dens Stemme, det lød saa mangen Gang:
Nu skynd Dig, Fru Dronning! i friske Skiønheds Glands,
At fælde Hiorten brune, bag Skovenes Krands!

Jeg lover Dig en Glæde, som aldrig Du har smagt,
Jeg lover Dig den bedste, den ønskeligste Jagt.
Da skyndte sig Fru Oluf, sit Haar hun flætte lod,
I Dugen tørte Pigerne den sneehvide Fod.

79

Paa hendes trinde Lænder blev Silkebrogen ført,
De Kløverblads Støvler over Anklerne snørt;
Derover svulmed Benet saa deiligt og saa rundt;
Da blussed hende Kinderne med Blodet saa sundt.

Et tunget Skiørt til Knæet de lette Folder slog,
En Hat af Fløil hin sorte hun paa sit Hoved tog.
De tre violblaa Fiære høit gynged paa den Hat;
Staalbuler over Brystet med Stene besat.

Et Kastespyd hun hæved saa blinkende, saa langt;
Et lidet Sværd ved Siden, saa bredt og saa blankt;
Hun sad som en Valkyrie med Blikket høit og stolt,
Og Brystet under Bulerne for Elskov saa koldt.

Nu blæste den Jæger i gyldenblanke Luur;
Da ilte Jægerskaren fra Dronningens Buur.
Det hørte Hiorten brune, han løb i Skoven ind,
Han snøfted med sin Næse, han stilte sig for Vind.

Saa raadvild nu i Skoven han springer om og flakker;
Paa Ryggen tilbage han lagde sine Takker,
For ei i Krattets Grene at hænge viklet fast;
Da standsed Sækkepiben den Hiort i sin Hast.

Han lytted, han dvæled, han elsked denne Lyd.
Oluf paa sin Ganger fremstyrted med sit Spyd.
Da sprang han med en Lethed over Grøften breed;
Hans Takker giennem Buskene sig raslende sleed.

Da giøde Hundekoblet, da lød det Jægerhorn,
Hiorten man forfulgte giennem Krat, giennem Torn.
Med Spydet strakt i Luften var Oluf forud,
Da frygted Skovens Konge det dræbende Skud.

80

Han smutted giennem Busken, hun fulgte ham saa snart,
Hun ændsed saa lidet den heel vovelige Fart.
Da ganske sig forvilded den kongelige Mø,
Hun stod ved Fiskerhytten - og Hiorten sprang i Søe.

Fiskeren den gamle da nærmed sig paa Strand.
Dybt hilste sin Dronning den ærlige Mand.
Hun sagde: Gamle Fisker! hvad standser Du mig? Gaae!
Derude svømmer Hiorten i Bølgerne blaae!

Den gamle Fisker neied for Oluf dybt sig ned,
Han sagde: Mange Hiorte Du vist i Skoven veed;
Men Sølvet hin hvide, med klaren Guld saa rød,
Deraf kun giemmer Jorden saa lidet i sit Skiød.

Da steeg den stolte Dronning af Gangeren brat;
Hende lysted at fange den herlige Skat.
Hun vandred hen til Brinken med den sneehvide Mand.
Da traadte Konning Helge fra Busken paa Stand.

Med sine raske Skytter han Kreds om hende slog,
Ved Liliehaanden listelig den Jomfru han tog.
Han sagde: Fru Oluf! her giemte jeg min Skat,
Og Jomfruen skal blive hos Helten inat.

Da Oluf Helge skued, da blev hun rød og hvid;
Da skiælved hende Læberne, hun talde bønlig blid:
Velkommen Herre Konge! mit Spøg Du mig tilgiv!
I Aften paa min Kongsgaard jeg vorde vil Din Viv.

81

I Aften paa Din Kongsgaard min Viv Du vorder ei.
Jeg fører Dig paa Skibet, paa Bølgernes Vei.
Hvad ei Du vilde give, det tager jeg mig der.
Og frygt Du kun intet, skiøn Jomfru saa skiær!

Jeg rager ei Dit Hoved, jeg klipper ei Dit Haar.
Jeg hylde vil Din Skiønhed, Din blomstrende Vaar.
Saa lod han hende føre paa Skibet ud i Hast,
De Ungersvende smilte med den herlige Last.

Tre Uger beholdt han paa Dragen der den Mø,
Saa agted han sig atter til Dannemarks Øe.
I Jollen hin lille, paa Stranden mellem Siv
De efterlod den unge, fortvivlede Viv!

82

OLUF PAA STRANDBREDDEN.

Min Ære svandt, min Skiændsel blev tilbage.
Mat er min Klage!
Jeg fandt det Skam at være Ægtemage,
Nu er jeg mindre;
Og bittert Harmen raser i mit Indre.

Hvin, fæle Nat! Skiul Sky paa Himlens Bue
Din Maanes Lue!
Jeg blues ved mit usle Selv at skue.
Sval - sval med Vinden
O Niord! det Blod, som brænder mig paa Kinden.

En Valmukrands her skiælvende jeg Hætter;
Paa Haaret sætter,
At jeg min Sorg, min Skam, mit Liv forgiætter,
At Dødens Slummer
Maa løse den Fortvivlede fra Kummer.

Slug Storm, hans Skib! Kast Bølgerne paa Dække!
Nedstyrt hans Snekke!
Lad Havets Orme den i Dybet trække.
Lad et Uhyre
Sin Hunger paa hans lumske Hierte styre!

83

O Jordens Liv! bedragelige Giøglen!
Men her er Nøglen
Til Dødens Port, som redder mig fra Øglen,
Der Hiertet suger.
Min blanke Daggert sidste Gang jeg bruger.

Nys blomstred jeg med Jomfru-Kongekrone
Paa Saxens Throne;
Nu hvirvler Haaret om den blege Kone;
Om Helges Frille.
Stærkt stormer hendes Bryst i Nattens Stille.

Farvel, I Kæmper! som saa gierne løde ,
Hvad Eder bøde
De stolte Blik, som nu med Feber gløde.
Farvel I Haller!
Nu bygges skal mit Slot af Muslingskaller!

Farvel, I Piger! som saa huldt hver Morgen
Paa Taarneborgen
Udsmykte mig; nu smykker blegt mig Sorgen.
Mig Mørket skiuler,
Og Hel nedraaber mig til sine Huler.

Men Olufs Liig skal Solen aldrig finde.
Den knuste Qvinde
Skal ud med Flodens stærke Bølger rinde;
Hvor evigt ene
Beenraden vikles i Steenplantens Grene!

84

OLUF KOMMER TIL HAVFRUEN.

Saa hæved hun sit blanke Staal
Den blege Nattens Qvinde:
Nu har min Smerte naaet sit Maal,
Og nu skal Blodet rinde.
Det røde Blod i dunkle Vand!
Jeg styrter fra den bratte Strand.
En dobbelt Død forsøder:
Jeg drukner og jeg bløder.

Saa hæved hun sin Arm i Hast -
Da holdt en useet Finger
Det skarpe Jern i Luften fast,
Stærkt sused Nattens Vinger.
Da slap hun det, med Smil paa Kind,
Og sprang i blegen Maaneskin,
Saa flagrende med Svæven,
I Bølgen uden Bæven.

Nu lukker Jer I Øine til!
Nu Døden sig forbarme!
Saa endtes Livets korte Spil,
Og al min bittre Harme! -
85 Da sank hun ned - og sank - og sank.
Hver Favn blev Bølgen mere blank;
De sorte Nattens Vover
Som Himlen ovenover.

Og synkende, som giennem Luft
Paa Skyen en Gudinde,
Hun mærkte snart en Blomsterduft,
Som bragtes af de Vinde.
Og Sivet var ei længer vaadt;
Og deilig, af Krystal et Slot
Stod høit med sine Haller,
Bedækt med Perleskaller.

Et andet Liv, en anden Aand
Hernede hersked. Muren
Var ikke bygt af Kunstens Haand,
Men dannet af Naturen.
To Hvaler holdt ved Porten Vagt;
Men Dagens Lys var mere svagt.
Mørkt saae hun Himlen blaane,
Og Solen var en Maane.

De Blomsters Duft var ei saa sød,
Som Hist, ved Sommertide.
Ei Rosen her var nær saa rød,
Men Lilier mere hvide.
De strakte sig i Maaneskiær
Med Bægerne, som Palmetræer.
Da løb ved deres Rødder
Det Vildt; men uden Fødder.

86

Hun saae en Havfru paa en Hai
At jage Skovens Fiske.
De toge giennem Luften Vei,
Saa svævende, saa friske.
Men ilende med lette Slør
Hun traf dem med et Spyd af Rør;
Da blev med Skum hun kronet,
Og Sneglehornet toned.

Velkommen Oluf, i min Lund!
Velkommen i min Stue.
Saa smilte med en venlig Mund
Den stolte Havets Frue.
Tolv Maaneder bliv her hos mig,
Saa skal jeg atter sende Dig
Til dine Saxer stærke;
Vor List skal Ingen mærke.

Imidlertid jeg vil paa Land
For Dig Dit Folk velsigne;
Og ganske, som to Draaber Vand,
Vi skal hinanden ligne.
Du hersker dybt paa Havets Bund;
Jeg hersker høit i Bøgelund.
Du skalst dit Foster føde,
Men ei for Staalet bløde.

Man troer Du Dig forvildet har
Bag Skovens Egestammer.
Du est de Saxer dyrebar;
Og Heltens Hierte flammer.
87 Jeg ta'er Din Skikkelse, Dit Navn,
Og Ingen mærker Olufs Savn. -
Naar født Du har Din Datter
Da est Du Dronning atter.

Hvad der er skeet, det veed kun vi,
Derom skal Ingen brumme.
Din Sørgetid er snart forbi,
Og mine Fisk er stumme.
Jeg fordrer for min Hjelp saa god,
Kun at Du hader Helges Blod,
Og at Du efter Evne
Dig frygteligt vilst hævne!

Det svor hun høit; og Tangkiær foer
Til Søens Overflade.
Men Oluf blev, hvor Tanget groer
Med sine lange Blade.
Hun blegned som den hvide Væg;
Thi fæle Mænd med sorte Skiæg,
Og nedentil som Fisken,
Opvartede ved Disken.

De bragte hende Mad med Svig,
Som hentet var fra Landet;
Men selv de aad de Dødes Liig,
Som drukned var i Vandet.
En Midienat, da Stormen lød,
En Datter laae i hendes Skiød;
Den blev i Bølgen badet,
Og af sin Moder hadet.

88

Af Havmænd hun den døbe lod,
I Muslingkongesalen.
De døbte den med lunkent Blod,
Som tappet var af Hvalen.
De vugged den ved lodne Favn
Og raabte: Siig os Barnets Navn?
Hun skreg med knyttet Næve:
»Yrsa! saa heed min Tæve!«

Tolv Maaneder forginge snart,
Saa kom den Havfru atter.
Til Stranden bragte hun med Fart
Fru Oluf med sin Datter.
Den gamle Fisker vidste kun
Hvad hændet var i dunkle Lund.
Han maatte Eden sige,
Og tog den lille Pige.

I Skoven han opdrog det Barn,
Som om hun var hans eget.
Med Angel og med Fiskergarn
Saa lysteligt hun leged.
Hun planted i sin Urtegaard,
Og blomstred som en Knup i Vaar,
Saa mangen deilig Sommer.
Men - Hævnens Time kommer!

YRSA
TRAGØDIE

90
91
  • Helge.
  • Oluf.
  • Yrsa.
  • Folkvar.
  • Reigin.
  • Tangkiær.
  • Kæmper og Følge.
  • Havfruers Chor.
  • Freia.

Skuepladsen er Strandbreden omvoxet af Træer; i Baggrunden Olufs Borg; ved Havet en Hule.

92
93
OLUF
allene.

Med Skræk idag jeg nærmer mig, med sagte Trin,
Den Hule, som i femten Aar mit Blik ei saae;
Hvor Havets Frue bragte den Fortvivlede
Til Lyset atter; hvor hun tog Vantrevningen
Af Olufs Arm, og rakte den til Fiskeren.
Den Skam, som holdes hemmelig, er evig Skam,
Og farver Kinderne med sit dunkle Valmublod
Hvergang den mindes. - Her jeg Tangkiær Eden svor,
At hade Helge, hade Helges Slegfredbarn;
At skiænke hende Hævnen. - Femten Somre svandt
Frydløse, uden Blomst for mig; skiøndt atter klædt
I Silkekiortel, med det blanke Staal paa Bryst,
Og Tindingen krandset med den gyldne Kongering.
Som Ørnen, før, der føler i Naturen sig
Dens Herrefugl, forlader let sin Rede hist
Paa Klippen; flagrer over Skov, langs Kysterne
Paa Jagt, let baaret af sit strakte Vingepar,
Saa stormed Oluf før til Dyst; - nu daler hun!
Og tungt især idag det bange Hierte slaaer.
En Havmand banked paa mit Buur ved Midienat,
Jeg aabned det; da stod han med sit sorte Skiæg
Halvreist i Vandet, gav mig en Blodmuslingskal,
94 Og sang: Fru Tangkiær venter Dig ved Hvælvingen
Før Sol gaaer ned i Morgen. - Rædsomt hvælver sig
Den mørke Hal som Helheim. Intet Godt den spaaer.
Det blinker svovlblaat giennem Hulen; Torden lød.
Hun kommer - ha jeg frygter hendes Øiesyn.
Kom hun dog som en Qvinde skiøn, som før hun kom!
Jeg frygter hendes Slangekrop. Der er hun alt!
En deilig Viv; men Falskhed under Hiertet slaaer;
Og sine grønne Lokker dækker snildt hun med
Guldvirkte Næt, bekrandst med Sivets Purpurblomst.

TANGKIÆR
kommer.

Velkommen Oluf, ved min kiølne Sommerhal!
Hvi est Du bleg? Har Aftenluften rystet Dig?

OLUF.

Jordfarven blegner i de stærke Straalers Skin.

TANGKIÆR.

De kolde Bølgers Dronning straaler ei med Glands!
Med Høflighed undskylder Du din Skræk, for mig.

OLUF.

Naturlig er min Ængstelse. Tilgiv mig den!

TANGKIÆR.

Du skiælved ei, da Dolken af din Haand jeg rev,
Og bar Dig giennem Vandet til min Perleborg.

OLUF.

Tvivl ei om min Taknemlighed! Jeg føler dybt
O Frue, hvad Du virket har, til Held for mig.

95
TANGKIÆR.

I femten Somre jeg forstyrred ei din Ro;
I femten Somre nødst Du Frugten af mit Værk,
Nu stunder Tiden, Oluf, til Betalingen.

OLUF.

Jeg er Din Skyldner.

TANGKIÆR.

Mindes Du den Eed, Du svorst?

OLUF.

Jeg mindes den.

TANGKIÆR.

Jeg aabned Dig en Aare paa
Dit Bryst; da farved Du med Pegefingeren
Dit Øielaag, og svorst at atter Gravens Nat
Dig Øiet skulde dække med sit Ravnemørk,
Hvis ei min Villie føielig Du efterkomst.

OLUF.

Jeg svor at hævne Dig og mig paa Halfdans Søn.

TANGKIÆR.

Du svorst at hade Dit og Helges Slegfredbarn.

OLUF.

Den Eed var overflødig. Det var hadet alt.

TANGKIÆR.

End viste Du ved Daad det ei. End var Dit Had
Et Sædekorn, men uden Frugt. Vel, Oluf, vel!
Jeg veed at Sædekornet mægter mangt et Aar
At ligge dødt som Stenen paa sit Giemmested,
96 Til Fugtigheden kommer til, da spirer det.
Her er jeg! Regnen falder paa det tørre Frø;
Nu lad det skyde seirende, med friske Skud.

OLUF.

Hvad fordrer Du?

TANGKIÆR.

Først at Du skalst Din Datter see.

OLUF.

Forskaan mig!

TANGKIÆR.

Nei. Hun er lyksalig hisset, hos
Sin Pleiefader, munter i Naturens Skiød.

OLUF.

Som Bondedatter.

TANGKIÆR.

Lykken agter ingen Rang.
Maaskee henrykkes meer hun af sin Muslingstrand,
End Du, af Kronens ægte Perler. Hør mit Bud!
Du kalde skalst Din Datter til Din Kongegaard.

OLUF.

Jeg aabenbare skal -

TANGKIÆR.

Frygt ei! Som Tætne hid
Du kalder hende til Din Borg; det staaer Dig frit
At vise hende dyb Foragt; men vogt Dig dog
At saare hendes høie Skiønhed.

97
OLUF.

Er hun skiøn?

TANGKIÆR.

Som Helge var, da Ynglingen besøgte Dig.

OLUF.

Forhadte Billed!

TANGKIÆR.

Vogt Dig for at saare den;
Thi hvis min Ravn har sagt mig sandt, saa vil selv den
Os hævne meer, end selv maaskee vi mægtede.

OLUF.

Dit Ord er mørkt som Natten.

TANGKIÆR.

Dagen kommer snart,
Saa faaer Du Lys.

OLUF.

Jeg sende vil min Kammersvend.

TANGKIÆR.

Bliv her! Jeg har igaar alt Budet sendt for Dig.
Du finder Yrsa med den sølvgraa Fisker her
I Lunden ved Din Kongsgaard. Lad ham sige nu
Sit Barn Farvel, og vandre til sin Skov igien.
Hun bliver hos Dig.

OLUF.

Vel! Og saa?

TANGKIÆR.

Hvad Skiæbnen vil.
Kun mind Din Eed! Forraad Dig ei, i hvad der skeer.

98
OLUF.

Nei, ved mit Liv!

TANGKIÆR.

Jeg saae inat ved Maanens Skin
Kong Helges Drage suse hen ad Bølgerne,
Med Silkeseil, Guldmaster. Hvis han giæster Dig,
Hold gode Miner; hvad han beder venligt Dig -
Afslaa ham intet!

OLUF.

Ubegribelige Mø!

TANGKIÆR.

Vi kan ei dræbe Fuglen i sin høie Flugt;
Men Fælden kan vi stille snildt. Indløber han,
Da er han vor.

OLUF.

O hævn mig, Du Sivkrandsede!

TANGKIÆR.

Beed ei derom! Hav selv kun Mod i Hævnens Stund.

OLUF.

Frygt ei!

TANGKIÆR.

Se - Du har Villie, som hvert Jordens Barn.
Jeg mægter intet over den; giør hvad Du vilst;
Men - hvad Du skylder Tangkiærs Kraft, kan atter hun
Berøve Dig. Du takker mig for Liv og Magt
Og ærligt Rygte. Sviger Du Din Eed? Velan -
Da svømmer atter Du i Bølgens falske Favn,
Hvor selv Du nedsprangst. Neppe findes da mit Slot;
Den blege Død vil drage Dig til Helas Sal.
99 Da lyder og Din Skiændsel vidt paa hver en Kyst;
Foragtet er Dit Minde; Ørnen hugge vil
Dit ubegravne blege Liig paa Saxens Strand.

OLUF.

O skaan mig!

TANGKIÆR.

Jeg vil skaane nu. Brødst Du Din Eed -
Da skaaner intet. Odin kan ei redde Dig!

OLUF.

Der er min Haand!

TANGKIÆR.

Der min igien!

OLUF.

Hvor kold Du est!

TANGKIÆR.

Det varst Du og, da Helge Du forhaanede.

Hun gaar ind i sin Hule. Oluf til Borgen.
FOLKVAR
kommer fra Skoven med Yrsa.
YRSA.

O skiønne Borg! Hist taarner den med sine Spir.

FOLKVAR.

Fornøier Dig at see det store Kongeslot?

YRSA.

Ja! Solen blinker i de røde Haners Guld.

100
FOLKVAR.

Har Reisen ei, min gode Datter, trættet Dig?

YRSA.

Hvor kunde den? Jeg sad som i et Jomfrubuur
I Kurven, tættet med det tørre Sommermus,
Og sov paa Bolstret, medens langsomt Øxnene
Mig droge paa de lette Hiul. Men at ei Du
Est træt min Fader, som inat gik Fod for Fod,
Og stanged dem med Kiæppens Odd, det undres mig.

FOLKVAR.

Let var det Roer at styre. Lune Bøgeskov
Har ingen Storm og Bølgeslag. Gid aldrig meer
En Nat mig havde kostet Slid, for hiem at faae
Min Baad i Vigen.

YRSA.

Jeg er ung, og taaler ei
Hvad Du med Snee paa Tindingen kan smile ved.

FOLKVAR.

Det spæde Blomst misunde Jernet ei sin Kraft.
Du est en Mø! Din Skiønhed smigred Faderen;
Og skiøndt Du kun est Hyrdepige, søgte jeg
At skaane Dig dog Farverne, for Dag og Nat.
Din Arm er hvid, og hvid Din Haand, som Dronningens.

YRSA.

Min Fader, siig! hvad har bevæget Oluf vel
Til dette Bud? Hvi kalder hun til Borgen os?

FOLKVAR.

Jeg veed det ei; men frygter, mit hiertelskte Barn,
At denne Dag adskiller fra Din Fader Dig.

101
YRSA.

Ha! hvilken Kraft formaaer at skille Kiærlighed?

FOLKVAR.

Ei vore Hierters Følelser; de skilles ei.

YRSA.

Hvad Grumhed bringer Oluf til saa haardt et Bud?

FOLKVAR.

Ei Grumhed, Yrsa, Godhed vel var Skyld deri.

YRSA.

Kan Godhed rive Datteren fra Faderfavn?

FOLKVAR.

Hun har Dit Skiønheds-Rygte hørt; nu kaarer hun
Dig sikkert her, og fæster til sin Jomfru Dig.

YRSA.

Og giærne vil jeg vorde det, naar ogsaa Dig
Kun skiænkes maa et Opholdsted i Borgens Gaard.

FOLKVAR.

O Yrsa! glemmer Du saasnart Din Hyrdestand?

YRSA.

Tit stod for mig i Drømme, Fader, denne Borg;
En deilig Qvinde smykte mig med Hermelin.

FOLKVAR.

Og Dine Krandse? Dine Lam i Dalens Skiød?
Din lille Baad, Din Angel og Dit Fiskernæt?
Saa hurtig lokker Pragten Dig fra Din Natur!

102
YRSA.

Naturen blomstrer ogsaa her. Den skiønne Pragt
Er selv Natur, og straaler som dens Ypperste.

FOLKVAR
afsides.

Ha Ørneungen føler snart sin Vinges Kraft,
Blev Ægget end paa Stranden dybt i Sandet skiult.

YRSA.

Hvo er den skiønne Frue, som hist nærmer sig?

Dronning OLUF kommer med Følge.

FOLKVAR.

Bøi ydmygt Dig, min Datter, for den Kronede.

YRSA.

Nei, knæle Fader er ei smukt; jeg hilse vil.
Men hun er stolt; hun hilser venligt ei igien.

OLUF
med et stivt Blik paa Yrsa.

Er det Din Datter, Fisker?

FOLKVAR.

Det er Yrsa, - som
Du fordret har at see, min Dronning, paa Din Borg.

OLUF
afsides.

Ha Helges Billed! Voldsomt efter femten Aar
Opkoger i mit Hierte dybt Forbittrelsen.

FOLKVAR.

Knæl Yrsa! see hun mærker Din Hovmodighed.

103
YRSA.

Nei! Slaven knæler; ei Thuiskons frie Blod.

OLUF
til Yrsa.

Hvor gammel est Du?

YRSA.

Femten Aar.

OLUF
afsides.

Saa længe laae
Min Hævn i Dvale, skamløst, før den vaagnede.

Høit.

Det Barn er smukt; ret smukt; men ei et Bondebarn.
Hun kneiser altfor dristig med sin Fiskerhat
Paa gule Flætning. Skam Dig, dovne Pige, Du!
Er det en Hud for Bønderbørn paa Hænderne?

YRSA
beskeden.

Jeg var ei doven, ædle Dronning.

OLUF.

Og hvori
Bestod Din Flid?

YRSA.

Jeg Hørren spandt i Vinterqvel;
Om Somren planted Urter jeg og fiskede,
Mens Fuglen sang, hver Morgen og hver Aftenstund.

OLUF.

Ei Trælledont bedrevst Du da.

104
YRSA.

Min Fader er
En vakker Sømand, fri som Østerhavets Vind;
Forbunden Dig ved Troskabseed; men ei Din Træl.

OLUF.

Hvo lærte Din uvorne Mund slig Dristighed?

YRSA.

Jeg taler Sandhed, ei kan den fornærme Dig.

OLUF.

Og om nu Folkvar - Folkvar er en Vikingsmand,
Hans Stand er fri, som Havets; - men om Folkvar nu -
Jeg sætter - ei Din Fader var; hvad varst da Du?

YRSA.

Hvi sætter Du Umulighed?

OLUF.

Jeg vil et Svar!
Ifald Din Moder tidlig havde Dig forladt
I - Trællestand! hvad varst da Du?

YRSA.

Ragnhild var fri!
Ak tidlig har, ved Døden, hun sit Barn forladt;
Men ei af Valg.

OLUF.

Og hvis af Valg? Af Egensind?

YRSA.

Hvordan? En Moder grumt forlade Fosteret
I fremmed Vold? Ei følge Driften, som Natur
Har plantet selv i Biørnens og i Ulvens Blod?
105 Umuligt! - Lossen, med sit røde, skiælne Blik,
Saa lysten som hun venter Rov, forlader dog
Ei Ungerne; hun slikker dem, hun bringer dem
Smaavildtet ned til Hulen. Skulde Qvinden da
Forlade Noret? Aldrig! - O min Dronning, nei!
Du kiænder ei Naturen ret, blandt Mænd og Krig.
Ak! saaest Du Fuglen lære hist paa Redens Rand
Smaavingen flyve! Saaest Du Gaas og Giæslingen;
Ja Myren selv, naar Tuen man forstyrrer, hvor
Hun ængstlig slæber ned igien de hvide Æg -
Du tvivled ei om trofast Moderkiærlighed.

OLUF.

Men tænk dog slig forunderlig Undtagelse!
At tidlig dog Din Moder havde svigtet Dig?
Siig! Elskede Du derfor barnligt ligefuldt?

YRSA.

Jeg elske den, hvis Hierte var Ukiærlighed?

OLUF.

Du haded hende selv, maaskee?

YRSA.

Jeg veed det ei;
Men gyselig er Tanken mig; og Rædsel blot
Ved Forestillingen reiser mig mit Hovedhaar.

OLUF.

Befaler ei Naturens Love Barnets Bryst
At finde sig i Villien hos Forældrene?

YRSA.

Ei den var Moder, som mig under Hiertet bar,
Men den, som fostred kiærligt mig ved Dag ved Nat,
Og skiænkte mig sin Glædes og sin Kummers Graad.

106
OLUF
afsides.

Ha Slangeæget svulmer alt, og giærer med
Den Gift, som ei endnu har Braad. Hvor stolt hun staaer,
Og maaler mig med Blikket, som da Helge stod
Paa Dragens Dække, for den Dybtnedknusede.

Til Yrsa.

Mit Spørgsmaal, Yrsa, viid det, var ei hensigtløst.
Du elsker Folkvar; elsker Pleiefaderen
Saa høit som Fader; meer end Moder; naar hun ei
Tilbørlig Dig opfostret har ved Ammebryst.
Dit Sind er kiækt; Du skiælner ei; det raske Blod
Paa Kinden ei tillader Dig den Tanke først,
Om Nød maaskee var meer end Hadet Skyld deri.
Velan, saa vil jeg tilsrtaae Dig, at Døden har
Adskilt Dig fra Din Moder spæd. Du est min Træl!
Trælqvinden har for femten Aar til Verden bragt
Dig i min Kongsgaard; kiøbte med sin Død Dit Liv.
Jeg ynktes over Dine Dages aarle Nød
Og gav Dig hen til Fiskeren. Tro derfor ei
At Du est fri! Livegen est Du evig mig. -
Idag tilbagekalder jeg min Eiendom!

YRSA.

O alle Guder! Har jeg hørt - hvad talde Du?

FOLKVAR.

O ædle Dronning! skaan den Yndigtblomstrende.

OLUF.

Livegen er hun evig mig. Saa har jeg talt.
Jeg overgav det spæde Noer Dig i Din Vold
For femten Somre siden, i Sivkurvens Skrin.
107 Nægt, hvis Du vover! - Skiælv, ifald Du taler meer,
End Eden og Din Dronnings Bud tilstæder Dig.

YRSA.

Nægt, elskte Fader!

FOLKVAR.

Ak, mit Barn, jeg - kan det ei!

YRSA.

Saa har hun Ret?

FOLKVAR.

Livegen est Du Dronningen.

YRSA.

Født af en Træl?

FOLKVAR.

Din Pleiefader evig kiær.

YRSA.

Min Fader Slave!

FOLKVAR.

Ædel er Din Siæl og fri.

YRSA.

O slug mig, dunkle Mørke, med en evig Nat!

FOLKVAR.

Fat Mod, min Datter! Ædle Dronning, skaan mit Barn.
Du est mit Barn. Jeg vidste, hvad Du nu først veedst,
Og ligefuldt Din gamle Fader elskte Dig.

YRSA.

Ha grumme Folkvar!

FOLKVAR.

Folkvar grum?

108
YRSA.

Hvi bandst Du op
Til Ranke, hvad af Skiæbnen var bestemt, som Trævl
At slynge sig paa Jorden, mellem Tidslerne?

OLUF.

Din Stolthed, Yrsa, saares ved hin Tidende,
Forresten intet. - Frygt ei! Du tilhører mig;
Og Oluf vil behandle vel sin Eiendom.
Som Tærne hos din Dronning har Du bedre Kaar,
End fri, bag Tangets lave Tag, hos Fiskeren.

YRSA.

O laae jeg fri paa Havets Bund i Bølgerne!

OLUF.

Der laaest Du, hvis ei Oluf havde reddet Dig.

YRSA.

Forhadte Liv!

OLUF.

Saa lønner Du Velgiærningen?

YRSA.

Hvormed belønner den, som selv Sletintet har?

OLUF.

Betænker Du Dig længe paa, hvem, mellem os
Du følge skal? Om Oluf eller Fiskeren?

YRSA.

Har jeg et Valg? Jeg er din Træl! Vel, Dronning, tag
Din Eiendom. For mig er ingen Glæde meer.
Om her, om jeg i Fiskerhytten sørger hen
109 Mit unge Liv - hvad Forskiæl? Meer Naturen har
Ei Lyst for mig. - Saae jeg den muntre Fisk i Vand,
I Skoven Hiorten, Fuglen under Himlens Blaa -
De mindte mig kun smerteligt om mine Baand.
Saa lad mig visne bleg da, som den hvide Knup
Paa Tornebusken! Snart vil en veldædig Blæst
Afrive Bladet; skiænke mig i Dødens Nat
En evig Frihed; - flagrende til Breidablik.

FOLKVAR.

Ha grumme Dronning!

OLUF.

Tie, forvovne gamle Mand!

FOLKVAR.

Dig smerter ei at knuse slig en Ædelsteen?

OLUF.

Dens Haardhed, og dens dunkle Glød erindrer mig
Kun altfor stærkt, om Den, der knuste dette Bryst!

YRSA
betragter sine Haar.

I lysegule Flætninger! som rigt og tungt
Nedbølge mig fra Skuldrene, saa skal jeg da
Nu Eder miste! Trællen bær ei lange Haar.
Hvor ofte har jeg tvættet Jer i Kildens Væld,
Og ordnet med den hvide Sølvkam Eders Lag.
Hvor øvet var de vante Fingre! Uden Speil
Af Floden og af blanken Skiold, jeg daglig bandt
De røde Lidser yndigt i Guldflætningen.
Nu skal I meer ei følge mig med stolten Vægt!
110 Mit Hoved bøier sig for Olufs Herskersværd;
Og nær, til Nakkegruben, som Forbryderens
Der venter Bødelslaget - meier Saxen i
Et Øieblik, de femten Somres rige Flor!

Hun knæler.

OLUF
afsides.

Ha! disse Lokker kiender jeg. Alt eengang har
Min Finger famlet mellem deres Flætninger,
Da den Forvovnes Hoved laae i Olufs Skiød -
Min blanke Sax afmeied dem til Nidingsharm;
Nu skeer det atter.

I det hun vil afklippe Yrsas Haar, lyner det og Havet bevæger sig.
OLUF
reiser sig forfærdet, men fatter sig strax og siger:

Gaa! Behold dit Hovedhaar.
Hist nærmer sig min Tærneflok; den siger Dig
Din Pligt, din Dont paa Borgen, din Bestemmelse.

Afsides.

Tilgiv mig Tangkiær! Iver for at tiene Dig
Nær havde bragt mig til at glemme Løvterne.

Hun gaaer; alle følger uden

FOLKVAR.

Jeg dvæle vil i Borgens tykke Bøgeskov
Og vente der Udfaldet - angst - ei hielpeløs.
Jeg haaber at en stakket Vrede spænder kun
Det altforhaarde Moderbryst; men skeer det ei,
Og stormer Oluf grusomt mod Naturens Pligt -
Saameget veed en Gubbe til sit Hiertes Trøst:
Uskyldigheden finder Hielp hos Guderne;
Men Lasten vender Sværdet mod sin egen Barm!

111

KONG HELGE lander, stiger op paa Stranden med sine Kæmper, og nærmer sig Forgrunden med Reigin Jarl.

HELGE.

En sælsom Følelse, Reigin, dybt besiæler mig,
Nu, da jeg seer de samme Grenes Flætninger
I Kæmperegen; samme Borg, med sine tre
Forgyldte smekkre Spiir; og Sivet! Bøgene!
Hvor meget har i femten Aar forandret sig!
Naturen ei: Den fælder kun sit Vinterhaar,
Og Lokken krølles atter ung paa Qvistene
Naar Solen varmer. - Mennesket kun blegner, som
Døgndyret. Morgen seer hans Larve; Middagen
Udfolder Elskovsvingerne; mod Aften alt
Er Gubbefluen rynket bleg, og gisper - døer.
End føler jeg mig mægtig i min Manddomskraft -
Men Ungdomsrosenstøvet har alt Skiæbnens Haand
Plumpt visket mig af Sommerfuglevingerne.
Forsvundet, som en Drøm, er nu et daadfuldt Liv -
Og dybt i Kæmperbarmen blev, for ældre Mand,
Kun mørk Erindring, Længsel, og Sørgmodighed.
Hvis atter jeg skal finde Ro - da er den her!
Thi Olufs Qvide trykte mig paa Barmen tungt
Hver Aften, naar fra Kongesalen Giæsterne
Til Hvile gik; og naar min Smaadreng lyste mig
Med Kiærten til mit Leiested. Da vaagned jeg
Af korten Blund - og skued snart den bugtede
Skiældækte Jomfru - snart med lange hvide Liin,
Og Kinden endnu mere hvid end Linene,
Og Øiet dødt, den skiændte Viv paa Saxens Strand.
Ei Roskilds Juleglæder, intet Vikingstog
I grønnen Sommer sletted ud hint Billede,
Paa Nattens Baggrund malt af min Samvittighed.
Og derfor, vakkre Reigin, staae vi atter her;
112 At vide Skiæbnen, hvilken Oluf fristede:
Om hun fortvivlet kortet har sit unge Liv?
Om Fieldets Kløft fra Solen skilte Moderen?
Om Barn blev født? Om Barnet lever? Datter? Søn?
Om dødt i spæden Alder? Om selv Oluf død?
Alt dette sikkert at erfare slaaer mit Bryst.
Og aabent Helges Hierte staaer for Olufs Qval.
Thi Kummer skiænker Ædlingen Medlidenhed;
Men stolten Hovmod ægger Drottens Heltebarm.

REIGIN.

Hist nærmer sig en ædel Qvinde, silkeklædt.
Hun, udentvivl af Kongeborgens Jomfruflok,
Vil bedst om Dronning Oluf her forkynde Dig.

TANGKIÆR
kommer.

Velkommen Helge Halfdans Søn, paa Saxens Strand!

HELGE.

Ha denne Stemme kiænder jeg, og dette Blik.

TANGKIÆR.

For sytten Aar, Du skued mig paa Borgens Rand.

HELGE.

Hvis da Du blomstred, skiønne Rose, varst Du Knup.

TANGKIÆR.

Ei sunde Skiønhed falmer i saa kort en Tid.

HELGE.

Mig tykkes før at jeg Dig saae i Skumringen,
Paa Badekammertilierne, ved Leirekyst!

113
TANGKIÆR.

Ei venligt for min Elskov da Du lønte mig.
Drivskyen vexler ei saa snart, som Mandens Hu.

HELGE.

Hvad taler Du om Vægelsind, om Vexlinger,
Som Slange blevst, og bugted Dig fra Bolstrene?

TANGKIÆR.

Ei Kiærtegn da Dit blanke Sværd tiltænkte mig;
At end jeg lever, takker jeg min Smidighed.

HELGE.

Du spotter end, Du Falske? Skum paa Havet Hig!

TANGKIÆR.

Jeg spotter ei, men glæder ved min Redning mig.

HELGE.

Forlad mig! at jeg fristes ei endnu engang -

TANGKIÆR.

Tæm Helge Din Iilsindighed, den kunde let
Engang i Tiden smertelig forraade Dig.

HELGE.

Uhyre! bugt Dig atter hen med Sølverskiæl,
Min blanke Glavind truer Dig af Balgen alt.

TANGKIÆR.

O Helge! lær dog eengang viist at tæmme Dig.
Den Hidsighed, som halv tilgives Ynglingen,
Er styg og skiæmmer Synet af den ældre Mand.

114
HELGE.

Forlad mig, eller ved Gud Thor jeg kløver Dig!

TANGKIÆR.

Du Svage! varst Du selve Thor, jeg spotted Dig.
Hør mig opmærksom, rolig! Er jeg Emblas Barn?
Som Du af letforgiængelige Kiød og Blod?
I mine Aarer flyder Havets evige
Udødelige Bølger. Agt min Guddomsmagt!
Du daarlig troer, at Tangkiærs Hierte hader Dig,
Fordi hun vendte sig fra Dine Favnetag?
Og hader da Din Tunge Himbærfrugterne,
Fordi du koldt gaaer Purpurgrenens Vægt forbi,
Naar Du har nydt? Er lædsket? Viid: Letsindighed,
Som Skum paa, Vand, er eengang nu min Sjæls Natur.
Jeg kan ei dvæle; hvis Du ønsker Stadighed -
Søg den hos Stenens Jetter! Ei Havfruerne
Kan skiænke den. Hvi harmes Du? Du nødst hos mig
Hvad Frode nød; uagtet først i Baalets Brand
Jeg svoer ham Hævn; men - glemte den. Og Helge blev
Hvad Frode var, og meer: Jeg gav en Datter Dig.
Saa harmes ei fordi Dig Tangkiær koldt forlod.
Tænk Dig i mit Sted! Viid, paa hver en grønlig Kyst
I Skyggen Ungersvende gaae, som elske mig.
Og dog jeg skulde dvæle hos den Eneste?
Jeg glemte Dig dog ikke; da Din Længsel steeg,
Da sang for Dig den sølverdunte søeblaa Fugl,
Og Oluf Dig erstattede min Favns Forliis.
Nu est Du her! Samvittigheden driver Dig;
Du frygter atter at Din Ubesindighed
Har voldt den Arme Døden, Jamren, Skiændselen.
Mig takker Du, at Solen skinner klart paa ny!
115 Jeg reddet har i Bølgen den fortvivlte Viv,
Da ned hun sprang fra Klipperne; jeg Dolken greb,
Som trued skarp og blank alt hendes Liliebryst.
Hun eier Riget atter, Skiønhedsroserne;
Og mægtig sidder Oluf paa sin Kongestol.
Forsvunden, som en Drøm, er længst hin Rædselstund,
Og uden Følger. - Hvis den Skiønne hader Dig -
Om end til Hævn hun aarlig holder høit, som Fest,
Den Dag, da Du beruust i hendes Favnetag,
Berøvet Lokkerne, bragtes ud paa Skibets Dæk -
Det bør høimodig Du tilgive Qvindens Bryst.
Thi ingen Harm er stor som den, naar Stoltheden
Sig dybt fornærmet føler; uden kraftig Hævn,
Og ufortient Thi alt for vildt da raste Du!

HELGE.

Hun haaner mig endnu med aarlig Skiændselsfest?

TANGKIÆR.

Erindre Dig den Skiændsel, som hun fandt hos Dig!

HELGE.

Og Ingen veed hvor dybt ydmyget Oluf blev?

TANGKIÆR.

For denne Godhed takker Du kun Tangkiærs Magt.

HELGE.

Og Folket kiænder intet til sin Dronnings Skam?

TANGKIÆR.

End hædres overalt den skiønne Kongemø.

116
HELGE.

Har ingen Frugt hin Sommernat sig efterladt?

TANGKIÆR.

Den svandt i Mulm, og ingen, Drot, var Følgerne.

HELGE.

Saa løste sig min Hævn i Skum elendigt op!

TANGKIÆR.

Du finder hende stolt som før. Men Ynglingen
Har intet tabt ved brune Manddom. Ogsaa jeg
Kan skumme med min mørke Sø. Havmændene
Da ride vrede Marsviin i Skumbølgerne
Og støde vildt i Sneglehornet. Da forgaaer
Vel mangt et Skib, og Ran paa Dybet fryder sig.
Men Havblik løser atter af min stærke Storm:
Og mere sikker da end Skovens Landevei
Er hist min strakte Sølverflades slebne Speil.
Lad dette Speil Dig tiene til en Lignelse!
Og, da det i Din Magt ei staaer at hævne Dig,
Saa byd den ædle Dronning andengang Forlig.
Maaskee afslaaer hun grusomt ei sin Liliehaand!
Og hvis det skeer, saa vil dog Klogskab sige Dig,
At Olufs Viin og hendes Sax - er frygtelig!
Læg det paa Hiertet, Helge! Tæm Din Vredesharm!
Thi daarlig er den Mand og meer den Drot, som svag
Forsøger hvad ham nægtet blev af Nornerne.

Hun gaaer.

REIGIN.

Ha falske Vennetale, som med Klogskabs Raad
Vil sindrigt lede; skiøndt kun Hiertets Nag attraaer
At nedslaae Sindet og forvirre Kræfterne.

117
HELGE.

Hvor anderledes føler jeg mig nu tilsinds
End da jeg kom: det gamle Had er frisket op;
Og Harm er nu, hvad nys var dyb Medlidenhed.

REIGIN.

Uvillig har hun ydet os sin Tieneste.
Med lettet Hierte kan Du heise Ankeret.

HELGE.

Nu drage bort, og uden Hævn? Tilstæde feig
En Fest, som aarlig bringer mig Forhaanelse?

REIGIN.

Lad Qvinden svagforfængelig indbilde sig
Den stolte Seir; Du bedre veedst, hvo Seier vandt.

HELGE.

Nei Reigin, hele Verdens Kreds maa vide det.

REIGIN.

Saa lad Herolder kraftigt varsle Dronningen!

HELGE.

Og skulde nu Skioldungen feig bortliste sig?

REIGIN.

Tid er engang, at Livet smiler venligt, Drot!

HELGE.

Jeg nægter ei, at ofte mig alt forekom
Mit Liv en Ørk, med Tidsler, uden Blomst og Lyst.
Tit naar jeg stod i Stavnen, medens rislende
Den smalle Kiøl igiennemskar Skumvovens Top,
118 Og Strandens Lunde ilte mig saa snelt forbi
Med Løv og Skygger - ha, da følte dybt mit Bryst
Et Savn, som selv ei Ærens Krands erstatted mig.
Mig lærte Tangkiær Vellyst. Vilden Ungersvend
Kun skued da i Qvindens Skiønhed Maalet for
Sin Attraa, der beruste kort, og hæved ham
Stolt over hende. Men de vilde Glæders Ruus
Bortdunster brat, og efterlader Siælen sløv.
Tit naar paa mine Vikingstog jeg giæsted, snart
En fremmed Konge, snart en Jarl, og saae hans Viv
Med sædelige Lin, og ædle Jomfruer
Som rakte Hornet mig til Velkomst, medens rødt
Blyfærdigheden farved deres Liliekind; -
Da følte jeg, at qvindlig Adel, gode Jarl,
Fortiente meer, langt meer, end Tangkiærs Yppighed
Og Olufs Blussen. Langsomt er jeg modnet først;
Mit stolte Hierte blødnedes; da lærte jeg
At Freia, Frigga, Siofna, Valhals Yndigste,
Ei komme selv, men vise sig i Qvinderne.
Og helligt blev mig meer og meer det ædle Kiøn,
Og Lyst jeg følte meer og meer til sødt at gaae
I Lænken, som en Qvindes Blik paalagde mig.
Dog fandt jeg aldrig end, hvad Hjertet ønskte sig!
Og Tangkiær - Oluf - stod som vrede Spøgelser;
Og vinkte mig fra Yndighedens skiønne Lund,
Til fæle Skygger, tunge Pligtopfyldelser.

REIGIN.

Paa hvad Du yttrer smukt og fast med Skialdekunst,
Min ædle Drot, jeg svarer Dig enfoldigt saa:
Den Mand, som eier ingen Viv, kun lever halvt.
Han spilder sig sin Fremtids Haab; og er han Drot,
Da skader han ei sig blot, men sit Fædreland.

119
HELGE.

En Hyrdepige nærmer sig, med hviden Spand
Paa Hovedkrandsens lysegule Flætninger.
Hun skal husvale først mig med en kiølig Drik
Paa Bænken under Bøgeskyggen. Midlertid
Lad giøre klart ombord med vore Takkeltoug,
Og Ankersnorens Ringe paa det flade Dæk
Lad ordne smukt, at hurtig nu med første Vind
Den skarpe Jernkrog slippe kan Sandbankerne.

Kæmper gaae at adlyde Kongens Bud.

HELGE.

Men Du, min vakre Reigin Jarl, kald Pigen hid,
Som hisset alt bag Hasselbusken skiuler sig.

REIGIN.

Du unge Pige! Stands Din lette Flugt en Stund.
Hist sidder en vansmægtig Mand, som lædskes vil.

YRSA.

Det skal han strax. Et Bæger hænger lænket fast
Mig ved min Giord, og hisset er et Kildevæld.

HELGE
nærmer sig.

Et Bæger af Din Melk vil bedre styrke vist.

YRSA
forlegen.

Ak beed mig ei, om hvad jeg maatte nægte Dig.

HELGE.

Tilhører ei Din Fader, Jomfru, Giederne?

120
YRSA.

Nei Herre! Ingen Fader meer tilhører mig.

HELGE.

Din Moder?

YRSA.

Hviler længst i Gravens kolde Skiød.

HELGE.

Og Du?

YRSA.

En Tærne, trællefødt hos Dronningen.
Jeg malker hendes Gieder, bringer Melken hiem.
Men vist hun dog tilgiver mig, hvor stræng hun er,
At lidt jeg dvæler, for at lædske fremmed Mand.

Hun gaaer til Kilden.

HELGE.

Hun Tærne! Reigin, saaest Du før i Kongesal
Saa høvisk Mø? Saa sædelig en Lilievand?

REIGIN.

I Sandhed hun er saare skiøn; og Hud og Haar
Kun vidne slet om ynkelige Trællestand.

HELGE.

Og hvor hun smukt bevæger sig til Kilden hist!
Hun skyller Bægret! Op til Straalens Sølverspring
Hun hæver Armen, mere hvid end Vandets Skum;
Og Klippens grønne Vedbendhang forskiønner den.

REIGIN.

Og med de hvide Fingre plukker hurtigt hun
Høirøde Himbær, famlende blandt Rankerne.

121
HELGE.

Og rødmer sødt uskyldigt; halv undseelig,
Bedrøvet halv, ved tarvelige Giæstfrihed.

REIGIN.

See hvor hun strækker let sig paa den spæde Fod;
Skiøndt rank og høi, dog ei saa høi som Rankerne.

HELGE.

Hvor meget har et Øieblik opdaget mig:
Sielsadel, Skiønhed, Troskab og Elskværdighed.

YRSA
kommer med Bægret.

Gid denne Drik maa styrke Dig, Du Ædleste!

HELGE.

Du kiender mig?

YRSA.

Ja vel, Du Drot af Dannemark.

HELGE
griber om Bægret og hendes Haand.

Du skiænker mig da hvad jeg her omfatter, Barn?

YRSA.

Min Haand og Bægret, ædle Drot, er Dronningens;
Men Kilden springer frit for alle Skabninger,
Af den kan selve Trællen giæste Konningen.

HELGE.

Saa huldt, Natur, forener Du det Fierneste!
Og disse Bær?

122
YRSA.

De nippes bort af Skovens Bie,
Saa tør min Haand vel plukke dem. Forsmaa dem ei.

HELGE.

O heller nød jeg Karret her, end Frugterne.
Hvor hvid den er, Din spæde Haand!

YRSA.

Nei, rød som Blod,
Den modne Frugt har overplettet Fingrene.

HELGE
til Reigin.

Reigin! er hun et Jordens Barn? Jeg troer det ei.
Jeg mener hun er Freia selv, Folkvangurs Mø.

REIGIN.

Nei, ingen Kunst paatager slig en Skikkelse.

HELGE.

Ha Du har Ret! Thi Uskyld og Oprigtighed
Udlyser her af Øiets Blaa.

REIGIN.

Hun ligner Dig!

HELGE.

Ak har han Ret?

YRSA.

Hvad siger han min ædle Drot?

HELGE.

Han siger at Du ligner mig.

123
YRSA
rødmende.

O troe ham ei!

HELGE.

Jo! Frændskab er i vore Siæles lyse Blik!
Og meer har mig den korte Stund at kiende lært
Dig Yndige, end mangt et Aar en anden Viv.

YRSA.

Din Røst indgyder mig en sær Fortrolighed.
Men Du est Drot, jeg Tærne! Hvilket Afgrundsvælg.

HELGE.

Siig mig Dit Navn.

YRSA.

Jeg kaldes Yrsa.

HELGE.

Havde Du
Vel Lyst at drage med mit Skib til Dannemark?

YRSA.

Din Slave? Nei, saa heller dog en Qvindes Træl.

HELGE.

Og om nu Helge venlig gav den Kiøbte frie?

YRSA.

Saa følger jeg Dig fri med tro Taknemlighed.

HELGE.

O Yrsa følg mig! Freia skal berede Dig
En yndig Bolig under sine Hvælvinger,

124
YRSA.

Hvad har jeg sagt! Nei skiænk mig ingen Frihed, Drot.
Saa heller ærlig Tærne dog - end - altfor frie.

HELGE.

Frygt ei! Som Fader skal jeg kiærligt vogte Dig.

YRSA.

Som Fader? Ak det herligt var. Min Fader Du!

HELGE.

Og tykkes jeg for gammel Dig til Beileren?

YRSA.

Du haaner grumt min ringe Stand.

HELGE.

Ved Asathor,
Stor var min Lyst at hæve Dig til selve min.

Til Reigin.

Jeg føler det, Hun er det Billed, som min Siæl
Har evig higet efter og forgiæves søgt.

REIGIN.

Vogt Dig, min Drot! Den Gnist, som fænger altfor let,
Udslukkes let.

HELGE.

Frygt ei! Her taler Hiertets Røst,
Ei Sandserne.

REIGIN.

Giv Tid, og overiil Dig ei!

125
HELGE.

En Sømand iler -

REIGIN.

Ofte til sin Undergang.

YRSA.

Den stolte Dronning nærmer sig. Saae hun, jeg stod
Og talde med Dig Herre, vist hun revsed mig.

HELGE.

Hun væbnet kommer, aldrig kied af vilden Færd.
Men mindre klæder Spydet nu den Falmede,
End da som Jomfru rosenrød hun Skaftet svang.

EN KÆMPE.

Min Dronning spørger, Drot, hvad Dig bevæget har
Til denne Landgang? Om Du komst med Herreskiold?

HELGE.

Som Ven jeg kom, hvis Oluf mig som Ven vil see.
En Skare Snekker venter hist paa Bølgerne,
Hvis hun vil Kamp.

OLUF
sagte.

Ha Tangkiær! hvi befolst Du mig
At hykle Venskab for den Mand, jeg hader meest?

HELGE
til Oluf.

Vilst Du som jeg, saa glemme vi hvad længst er skeet,
Og slutte Fred. Thi Hævnen kildrer Hiertet vel,
Men falder blodigst dog tilsidst paa Hævneren.

126
OLUF.

Tilvisse! Selv naar Nidingsværkets lumskeste
Anslag er lykket, redder dog en Guddomsmagt
Uskyldigheden; skiænker den sin Glands paa ny;
Til Trods for Ærens Morder.

HELGE
til Reigin.

Endnu trodser hun.
Ydmyges skal hun, Reigin! Men den høie Diis
En Tanke falde lod i min oprørte Siel,
Som mildner den og adler Straffen.

OLUF.

Helge, siig
Hvad drev Dig efter sexten Aar til Saxens Strand?
Nysgierrigheden? Ønskte sig Din Grusomhed
En Efterslæt, af Vredens længstfuldendte Høst?

HELGE.

Jeg kom at søge Kiærlighed.

OLUF.

Den voxer ei
Paa Hadets Klipper.

HELGE.

Tit i Klippens golde Rift
Groer Alpeblomsten, savnet i den fede Dal.

OLUF.

Sandt nok! Du finder Oluf ei saa mørk og bleg
Som Du formoded. Ei et Gisp fra Skovens Krat
Henlokker Dig til Hytten, hvor Du atter seer
127 I Pialter den Fortvivlede. Paa hendes Grav
Du ei kan stirre stoltelig; ei ynke høit
Fra Klippen den i Bølgen Dybtnedstyrtede.
Hun lever, blomstrer; eier Kronen, stolt som før.

HELGE.

Ei Nag, men Medynk bragte mig fra Issefiord.

OLUF.

Hvem ynkte Du? Dig selv, Du Titbedaarede?

HELGE.

Nei Dig, hvem ingen Kummer lærte Klogskab end.

OLUF.

Misunde min Lyksalighed - det kunde Du!

HELGE.

Beklage kan jeg kun Din Stoltheds Overmod.

OLUF.

Komst Du, at bede Saxen om, ei meer med Fest
At hædre den i Lædersæk Beegkronede?

HELGE.

Hvis Skam var størst, det veedst vel Oluf selv, Du bedst.
Men kiæk paa Mandens Høimod, der ei røbe vil
En Qvindes Svaghed, bygger Du Din hele Trods.

OLUF
fatter sig.

Jeg trodser ei. Forlang en Gunst; og hvis den staaer
I Olufs Magt, da skal den ikke nægtes Dig.

128
HELGE.

Dit Tilbud, Dronning, tager jeg med Tak imod.

OLUF.

Hvad ønsker Du? Har Du ei alt, Du Mægtigste?

HELGE.

Jeg mangler end, hvad sexten Aar jeg manglet har.

OLUF.

Og hvad?

HELGE.

En Brud!

OLUF.

Den kræver Du af Olufs Haand?

HELGE.

Jeg kom, en gyldenlokket Svend, for sexten Aar,
Med Blus paa Kind, med Flammer i mit unge Bryst,
At søge yppig Skiønhed for min Lidenskab.
Du stodst i Blomster, Lilien Hig, paa Taarnets Rand.
Jeg saae Dig, og forlangte Dig - den Blomstrende!
Dit Septer ei, Din Yndes Rose lokte mig;
Og før jeg kiendte Rang og Stand, var Helge Din.
Ei Danmark var det beilende til Saxens Land,
Som Snekken bragte. Svenden loved Jomfruen!
Men stolt hun var, med Freias Luer ubekiendt;
Og spottende den unge Beilers Dristighed,
Beskiæmmed hun hans Tillid; - og med bitter Seid,
Troldqvinden Kig, til Had hun trylled Kiærlighed.
Da fnyste han og raste. Tak den Svømmende
Paa Bølgen for Din Redning. - Hist paa Himlens Blaa
129 Har midlertid sin hvide Maane Maanegarm
Heel tit forfulgt; - og Maanen saae, skiøndt flygtende,
Skiøndt vexlende sin Skikkelse for Slugeren,
Min Længsel med Medlidenhed. - Da brunte sig
Mit gule Haar, alvorlig blev min Siel og mørk;
Og hvad tilforn kun Sandserne forlangte sig,
Det ønskte nu mit Hierte. Sælsomt, underfuldt,
At samme Strand skal vise mig alt andengang,
Min Higens Gienstand, yndig i et Øieblik!
Thi her hun staaer i Dine Qvinders tætte Kreds.
Skiøndt prægtig ei, som Rosen mellem Lilierne,
En bly Viol, i Græsset skiult; men sød af Duft,
Og frisk som Duggens Perler, der besprængte den.
Jeg beiler nu til Rang og Land saalidt som før;
Land har jeg nok i Østersøens Blomsterøer,
Og ingen Grændse kiender Havets tappre Søn.
Lidt agter jeg en Qvindes Kaar, hun faaer sin Rang
Ved Ægtestanden; Manden hæver Hustruen,
Som Egens høie Stamme Vedbendrankerne.
Og derfor strængt jeg holder til Dit Løvte mig,
Og beiler høit, for alle Kæmper, alle Møer
Til - Yrsas Haand! - naar Du har hendes Lænker brudt.

OLUF.

Du beiler til min Trælleqvindes Yrsas Haand?

HELGE.

Den er ei Træl, hvis Siæl er reen og brødefri.

OLUF.

Hvad lærte Dig at kiænde denne rene Siæl?

130
HELGE.

Et Øieblik. Behøver hellig Uskyld meer?

OLUF.

Og saa letsindig styres Du af Hændelsen?

HELGE.

Ved ængstlig Vragen svandt alt femten Ungdomsaar.

OLUF.

Saa lidet stolt vanærer Du Din Kongebyrd?

HELGE.

Just stolt! Sædvanen fængsler ei en Leiredrot!

OLUF.

En Dronning fandt da Danmarks Drot i Saxens Træl?

HELGE.

Til Løn, for hvad i Saxers Dronning først han fandt!

OLUF.

Nu ved min Faders mosbegroede Bautasteen,
Nu er hun Din! Jeg skiænker Dig den Deilige.

HELGE.

Og ved min Faders Halfdans Hævn, jeg takker Dig.

OLUF.

Træd Yrsa frem, og viis os Din Fortrinlighed!

Afsides.

O Tangkiær nu forstaaer jeg Dig, Du Skummende!
Du kiøler Hævnen - gyseligt! - men kiøler den!

131
HELGE.

Hvis hun er min, tillad mig da o Dronning strax
At skalte med min Eiendom. Det blanke Staal
Ei taaler Dug, jomfruelig Blyfærdighed
Ei Mængdens Øie. Reigin, ræk mig hid det Slør
Med Guld indvirket, som vi tog fra Vikingen.

Han lægger Sløret over Yrsas Hoved.

Saa skiuler jeg for Spotterne Din Rosenkind
Og hæver Dig i Herrestand. Du est min Viv.
Svar ei, o tael ei. Ræk mig kun Din Liliehaand,
Hvis Du bifalder Helges Ønske. Somrens Blomst
Forsmaaer jo ei Formæling med den brune Høst,
Naar Solen stadigt skinner paa et spraglet Løv,
Og Maanen smiler Elskov i dens Aftenstund?
Forskræk Dig ikke ved en Sømands raske Valg.
Lang Tid behøver Venskab, kort kun Kiærlighed.

Med et foragteligt Blik paa Oluf.

I Kronens Guld jeg fandt en daarlig Glimmersteen;

Med Ømhed til Yrsa.

I sorten Flint af Kalken skiult en Diamant.

YRSA.

Naturens Røst befaler mig at lyde Dig;
Men Hiertet gyser. Ædle Drot! vær ei saa snar!
Lad Eftertanken skiænke Dig Besindighed.

HELGE.

Nei Yrsa! ogsaa Lidenskaben har sit Krav.
Den nyder slet og glædes svagt, som evig kold
Kun overveier. Freia rører Hierterne
Med Øieblikket. Følger Du ei hende blindt
Om selv paa Randen af det farligt steile Field,
Saa føler Du ei Kiærlighed.

132
YRSA.

Jeg føler den.

HELGE.

Ha elsker Du en anden Svend?

YRSA.

End slog mit Bryst
For Ingen, som for Dig det slaaer. Jeg føler dyb
Beundring og Hengivenhed! Jeg følger Dig
Som Lammet følger Moderen; og fatter klart
At skilt fra Dig vil sikkert Længslen dræbe mig.

HELGE.

Saa est Du min, trods hver en Frygt, trods hver en Spot.
Ræk mig Din Haand! og følg mig ud paa Bølgerne,
Der venter Odins Præst med Offerhornet os;
Og næste Morgen skuer Dig som Helges Viv.
Ei Tid vi Sværmen give til Forundringer.
Om hvad der skeer bevæger sig kun Daarens Mund;
Til hvad der er skeet vænner snart sig Verdens Kreds,
Og seer i selv et Under det Sædvanligste.

Han gaaer med Yrsa og sine Kæmper til Stranden; Oluf med sit Følge til Borgen.

HAVFRUERNE komme fra Klippehulen og Stranden.

FØRSTE SKARE.

Med langsom List Flodernes Dronning
Hævner Ymerkæmpe;
Ham, hvem grumtfordærvende Guder
Sloge med blodige Sværde.
133 Thi længe før Børs og før Bures Æt
I Ginnungagap han herskende strakte
Giennem Afgrundsvælget sin Kæmpekrop.
Thi ham undfanged Kuld ved den befrugtende Gnist,
Og hans Ledemod avled
Med sig selv vidtherskende Jetter.

ANDEN SKARE.

Men Isens Tø trylled Audumble
Frem. Af klaren Saltsteen
Haaret først, og Hovedet siden
Slikked den Yverbespændte.
Da Odin sprang frem med Vili og Vee;
Med forbittret Harm mod Kæmpen de stormed,
Og for Asasværdene Jetten sank.
I hans rislende Blod, ak, da Hrymthussernes Æt
Saa utallige drukned.
Med sin Viv kun flygted Bergelmer.

FØRSTE SKARE.

Stoltelig nu, stoltelig skabtes
Af hans Been, hin vældige Kæmpes,
Af hans Kiøds stærktrevlede Sener,
Af hans Tand, ja selv af hans Bryn
Denne Jords blomstrende Bierge;
Mig forhadt dybt i mit Bryst.
Af en Helts Levninger bygged
Guder med Pral smaalige Værk.
Bergelmers Æt flygted forfulgt.
Huler og Havklippernes Grund
Er nu ene for dem Bopæle. Men smart
Vil fra Muspelheim Surtur,
Og din Skræk, Thor! fra vort Hav
134 Jormungard hævne med Fenris
Stolt Frostkæmpernes Haan.

ANDEN SKARE.

Dybt i vort Havs Mørke nedstødt
Vi forsmaae ei Hævnen som vinker.
Hvor en Mands vidtskuende Norne
Har os viist Vei til hans Fordærv,
Hendes Vink da gierne vi følge;
Uden Ynk ham bringe vi Qval.
Thi med Jernlænkerne bundet
I sin Hal dog Surtur hver Nat
Pøndser paa Straf; sender sin Røg
Giennem din Rift, Hekla! med Knald.
Men snart styrter den frem, med Flammer; men snart
Skal dens Lue fortære
Himlens Broe; da svulmer med Skæl-
Brynier, kraftigt at stride
Høit Havfruernes Hær!

TANGKIÆR.

O mine Søstre! fatted I Kiærlighed,
O føled Elskov Du Skælbedækkede!
Havde Du kiendt en Beiler, som Frode;
Da Taarer vist med Længsel Du fælded, som
Tangkiær; tolked sødt ved din Strængeleeg
Mangen Aften din svulmende Vemod.
Thi fyrigt i Almeskyggen han favned mig;
Og stolt jeg var, at elskes af Skioldungen;
Alterne flammed til Tangkiærs Ære.
Men dybt i Flammen, som Flammen der qvalte ham,
Han sidder i Hal hos Utgardiloke;
Og stirrer hen med Øinene blodige,
135 Bleeg, i de slangebehængte Sale.
Men Utgardiloke har lovet mig Frode fri;
Har lovt at skiænke mig Frode paa Bølgerne;
Men uden Tangskiæg: deilig som Leiredrot,
Deilig som før, med en Kongekrone!
Hvis ene det lykkes Tangkiær, den Smægtende,
Reent af Jorden at udrydde Skioldungers
Æt. Thi hielper mig, kiærlige Systre!

HAVFRUERNE.

Nu græm Dig ei meer! Alt en bælmørk Sky
Høitsvanger med Lyn lumskrugende staaer
Over Helges Mast. Ha Vredens Søn,
Hvi ægged Dig Harm? Hvi opsvulmed Du vildt
Havfruer til Hævn? - Ei Odin, Thor,
Nu formaae Dig Smerten at lindre.
Vee Halfdans Søn! Ei lyster mig meer
Dig at see, naar Fortvivlelsen kalker din Kind.
Høit imod Stiernerne, Drot, vildt stirrer dit Blik,
Naar din Qval Dig Nornen forkynder!

Der blæses i Horn fra Kong Helges Skib.

TANGKIÆR.

Hør Hornets Klang!
Det er holdt det usalige Bryllup!

HAVFRUERNE.

Oluf fra taarnede Kongsgaard
Grublende tankefuld
Nærmer sig hist.
Alt Fortrydelsens dødlige Bleghed
Farver den nysblussende Kind.
Forsilde! Forsilde!
136 Brøden er skeet!
I vor fugtige Hules kiølige Strømme
Dukke vi ville, Vandfuglene liig;
Titte med Smil giennem hvislende Blade,
Lytte til Qvalen, plaske med Fryd.
Lee og giøe, Havhesten bestige,
Tumle paa Bølgernes Top!
Blæse paa Sneglehornet og synke
Froe i det yndige Skum.

De forlade Skuepladsen.

DRONNING OLUF kommer fulgt af en Kæmpe.

OLUF.

Har min Herold besteget alt Kong Helges Skib?

KÆMPEN.

Tilbage hist han nærmer sig med Konningen.

Hun vinker, han forlader hende.

OLUF
ene.

Det gik for vidt! Naturens Indvold taaler ei
Slig rædsom Gift; den vægrer sig med Krampetræk.
Ei Overlæg, men Heftighed forførte mig.
Kan qvindlig Stolthed taale vel en Mands Foragt?
Og femten Aar har ei formaaet at kiøle din
Hævnlyst, dit Had til Qvinden; Uforsonlige!
Men hvad har da den evige Natur forbrudt?
Hvad kan den for at Manden raser? Skulde nu
En Kæmpes Haan mod stolten Skioldmø trylle frem
En Hævn, hvorfor selv Sol og Maane skiulte sig?
Nei, evige hvidklædte Piger! Skiæbnens Møer,
Som stirre ned i Urdurs Brønd, det seer I ei.
137 Slig Skiæbne spinder ei paa hendes Væverstol
Den blege Skuld. Før vrister Thor min Egeskov
Af Jorden; planter Toppene som Rod i Muld;
Før størkner Havets Bølge, som et levret Blod -
Før Faderen - - Og Guder! hvis det alt var skeet!
Kold Gysen laminer mig hvert Lem. - Hist kommer han!
Vredladen den Elendige! Opbragt, fordi
Jeg river ham Giftbægeret fra Læberne.

HELGE
kommer.

Hvad vilst Du mig? Du evige Forfølgerske?
Misunder Du i Yrsas Favn min Glæde mig?

OLUF.

Du Nattevandrer! veedst Du vel, at blind Du gaaer
Paa Afgrundsranden? At det koster mig et Ord,
For strax maaskee i Fieldets Dyb at styrte Dig?

HELGE.

Saa siig Dit Ord, og skaan mig for hvert Følgende!

OLUF.

Usalige! først siig Du mig: Er Yrsa Din?

HELGE.

Aldeles. Lofn har hørt os sværge Løvterne;
Thor saae os tømme Bægeret; og Freia loe
Med Stierneblik til Elskeren i Brudens Arm.

Oluf skiuler sit Ansigt.

HELGE.

Hvi skiuler Du Dit Ansigt i Skarlagenet?
Fordreies? det og blegner af Misundelse?

138
OLUF.

Skumle Nat! nu lad din sidste Stierne hylle sig i Mulm!
Ryst Natur! lad Jorden gyse iiskold til sit Inderste.

HELGE.

Dine blege Læber skiælve, Ordet nægter dem sin Lyd.

OLUF.

Nei, Barbar! jeg vil ei tie. Rædselen som ryster mig,
Knuge skal Dit stolte Hierte, nedslaae Dig Dit sidste Mod.

HELGE.

Asathor! hvad maa jeg høre!

OLUF.

Høre maa Du mig Barbar!
Giennem Øret drypper jeg Dig Giften, som fortærer Dig.
Frigga vil mig hist tilgive. Svag er Qvinden selv i Staal,
Vee den Mand, som ægger hende til et unaturligt Had.
Det har Du, grusomme Konge! Jeg var ung og stolt og skiøn!
Jeg tilstaaer Dig det, min Kiækhed skummed over, gik for vidt;
Men hvad tabte vel Din Ære? Kan en Jomfrus stolte Spøg
Virkelig fornedre Helten? Og hvori bestod Din Skam?
Den forelskte drukne Beiler røved jeg sit Hovedhaar;
Lod ham bringe snørt i Sækken sovende til Skibets Dæk.
139 See, da fnyste Du, Du Daare! Haaret voxer snart igien;
Men Du hævned Dig med Lumskhed; og fordi jeg tog Din Lok,
Røved Du med Tigergrumhed Pigen sin Uskyldighed!
Kold for mine bittre Klager Du den Skiændede forlodst -
See, da vendte sig mit Hierte til et unaturligt Had.
Og hvad ellers mere sødt end Honning qvæger Qvindens Bryst:
Moderpligten, Moderglæden, blev mig til en Helvedqval.
Ei i den Uskyldigspæde skued jeg min Datter; nei!
Kun et lidet grimt Utyske, Brændemærket paa min Skam.
Hendes Smiil var mig en Giftpiil, hendes Skrig en Efterklang
Af mit bange Gisp hin Midnat, klynkende ved Havets Kyst.
Femten Aar har skiult mig Yrsa; Femten lange Vintres Kuld
Mægted dog ei ud at slukke glødende Forbittrelse.
Ikke jeg, Du selv og Skiæbnen har til Nastrond styrtet Dig.
Skiøndt alt hævnet, grusomt hævnet, tænkte Du paa dobbelt Hævn!
Stolt for alt sit Folk ydmyges skulde den Ydmygede;
Da forbarmed sig de sorte Magter med en Qvindes Harm; -
Og hvad Oluf skulde krænke, blev Dig selv til Krænkelse!

140
HELGE.

Ulyksaligste blandt Fædre! Odin, Thor! hvad har jeg giort?

OLUF.

Ægtet nu Din egen Datter, Du som skiændte Moderen!

HELGE.

Det var Alfesang i Natten, det var ingen Qvindes Røst!

OLUF

Til en Svartalf, stolte Konge, har Din Grumhed tryllet mig.
Taaler Skammen Solens Straaler? Søger Kumren Lysets Blik?
Med en vild, paataget Kiækhed sad jeg paa min Ganger kun,
Kneiste jeg paa Kongestolen, efter hin Elendighed.
Maanen var min troe Veninde, Mørket var mit Klædebon.
Ved de kolde Ellemoser gik jeg mellem Buskene;
Med en dyb en stille Vanvid talde jeg med Sivets Rør.
Da forbandt de kolde Taager over Ellemosen sig -
Over Havets hvide Bølger, til en Skikkelse, hvis Røst
Tirred op min Harm, og lærte gyseligt at hævne mig.
Det er skeet. Nu har den Blege intet meer at søge her!
Intet meer at bede Nattens Magter om; Forløsningen
Stunder til. - Jeg synker gierne ned til Nastfonds Øglesal;
Hvad er Helveds værste Slange vel mod Slangen i mit Bryst?
141 Tag da Dolken Helge, tag den! Hævn Dig atter Halfdans Søn.
Længe nok har Du og Oluf Tærning spilt om Livets Held,
Det er Tid engang at alting sættes paa det sidste Kast.
Giennembor mig! See, jeg blotter villig Dig mit Moderbryst.
Stød det skarpe Staal til Hæftet i et unaturligt Blod!
Gierne synker jeg! Men skaan mig for Dit taarefulde Blik!

HELGE.

O min Broder! Fredegode Hroar i Din Bøgeskov!
Hil Dig! Du har valgt det Bedste, fromme, lykkelige Drot!
Blodet flyder let og roligt i Dit Bryst, som Kilderne,
Ved Dit skyggefulde Leire; stormer ei som Helges Hav!
Hvorfor lød min vilde Stolthed ei Dit Varsel, gode Svend?
Da Du kaldte mig fra Hævnen, over Brodermorderen!
Gyseligt har Nornen straffet. Men jeg sprang paa Bægeret
Af det luefyldte Hekla, agted ingen Lavastrøm;
Agted ei at Saallen brændte, loe ad Tragten! voved mig
Over Randen selv - nu styrter redningsløs den Snublede!

OLUF.

Dræb mig med Din Dolk, Du Grumme! dræb mig ikke med Dit Ord.

142
HELGE.

Odin! Du som hisset sidder i det lyse Valaskialf,
Du, som tit fra Hlidskialf skued Leirekonningens Bedrift,
Styrk mig med Dit Blik i Nøden! Lad mig falde Stammen værd.
Rolig saaest Du mig med Sværdet, fægtende paa Skibets Rand,
Medens Kæmper skreg i Striden; medens rød Blodstraalen sprang
Skummende fra Hals og Pande; medens bleg medsorte Skiæg,
Baglænds den forvovne Stridsmand vælted i Skumbølgerne.
Tilgiv stærke Seierfader! mig hver smaalig Lidenskab,
Hvorved Helge faldt i Snaren, udspændt af Svartalferne!
Villig vil jeg Qvalen lide. Livets Held har jeg forspildt.
Men jeg veed det vist, Du sender mig Din Sleipner, høie Drot!
At jeg ride kan til Valhal, som en ægte Søn af Skiold.

OLUF.

Yrsa vil Du grumt forlade? Nu saa tag Din Sleg fred med!
Lad mig følge Dig i Graven! Giv mit Hierte sidste Saar!

HELGE.

Hvad har jeg paa Dig at agte, fæle, blege Spøgelse,
Som forbittrede min Ungdom? Følge skulde Du endnu
143 Giennem Freias lyse Himmel Kæmperen til Vala skialf?
Troer Du da at Hornet rækkes Heltene til Velkomst der
Af en Hex med hule Øine? Tænker Du at finde hist
Døsigskumle Mosetaager, hvor en Havfru giæster Dig?
Bliv Du kun ved Dine Huler! Selv har Du beredt Din Qval!
Graaliglange Sørgeskygger vil hver Aften møde Dig,
Og fortælle Dig om Hallen, hisset hos den gustne Hæl,
Hvor der flettes Dig et Bolster silkeblødt af Slangerne.

OLUF.

Og Din arme Yrsa?

HELGE.

Yrsa er uskyldig; Baldur vil
Ei mit stakkels Barn forlade; min ulykkelige Brud.
Hendes høie Blik skal ikke mørknes, ved at skue nu
Faderens, den fæle Brudgoms hæslige Fortvivlelse.
Løst er nu hvert Baand som binder mig til Livet. Eja flink!
Hurra mine raske Drenge! spænder op de hvide Seil!
Lad den sorte Svane hvæse med sit begetbrede Bryst
Giennem Bølgerne! Lad blinke høit mod Maanenhendes Fiær!
Spænder Jer i blanke Plader! Ud paa Dybet! Hornets Klang
Skralde hen ad Østresaltet, kalde Kæmperne til Dyst.
Tappre Frisér! Stolte Skotte! Kæmper fra din Ørkenøe!
144 Iler hurtigt at forsøge disse Armes sidste Kraft!
Snabel møde Snabel! Bugen støde kiækt mod Skibets Bug!
Lad den vilde Rovfugl hugge Kobberkloe i Dækkets Rand!
Og naar da den røde Sved udvelder giennem Bryniens Rift,
Spotte vi vort Saar og ride siungende til Valaskialf!

Han gaaer.

FOLKVAR
kommer.

O Dronning! Asathor! O Freia!

OLUF.

Nu min Helt!
Gad Du foran, Du viser os den rette Vei!

FOLKVAR.

O hør mig Dronning!

OLUF.

Rædde Gubbe! vandre til
Dit Fiskerleie! Ægir tak for dine Kaar!
Nu bytted Oluf gierne bort sit Kongedom
For Baaden og dit sorte Næt! Nu ei din Søe
Hist stormer halv saa frygtelig, som dette Bryst.

FOLKVAR.

O lad os redde -

OLUF.

Redningsløse!

FOLKVAR.

Dronning, tab
I denne Storm ei Fatningen!

145
OLUF.

Jeg blegner ei.

FOLKVAR.

Hun kommer -

OLUF.

Høi fra Ygdrasil, den strænge Mø,
Med bortvendt Ansigt?

FOLKVAR.

Yrsa!

OLUF.

Ei saa frygtelig.

FOLKVAR.

O hør mig -

OLUF.

Tael! Det støier ei fra Gravene.

FOLKVAR.

Hun veed sin Skiæbne, veed sin Qval!

OLUF.

Traf Pilen alt?

FOLKVAR.

Den grumme Havfru -

OLUF.

Yrsa fandt -

FOLKVAR.

Paa hviden Strand.
»Vel mødt Fru Yrsa! skreeg hun, Helges Datter-Brud!
Nu ægted Du din Fader, som har avlet Dig
Med Dronning Oluf. Held til Eders Ægteskab!
146 Men ei mit Øre døves skal af Eders Hyl.
Med mine Søstre svømmer jeg til Sikilei,
Og kommer først om lang Tid hid til Nord igien.«
Saa sang hun høit, og sprang i maaneklare Søe.
Og paa den lyse Flade saae jeg hende, fulgt
Af mange lede Qvinder, skiælbestiertede;
Hvidbarmede som Svaner; rankt med Halsene
De svømmed fort og dukked sig, og svandt tilsidst.
Men Yrsa hvid tilbage stod, som Møens Klint
Der speiler dybt sin blege Kind i Bølgerne.

Oluf gaaer.

YRSA
kommer med en Dolk.

Denne Dolk, han mig gav,
Med Demanter besat, med blodig Rubin,
Skaffer mig Lindring. -

FOLKVAR.

Elskede Datter!

YRSA.

O hil den Stund,
Da din Datter jeg var,
En Fiskerpige!
Kiændte kun Guld og
Fløil af Rygte;
Bar paa min Skulder,
Klædt i Vadmel
Stangen med Nættet
Selv til Stranden.

FOLKVAR.

Hør mig, min Yrsa!

147
YRSA.

Jeg følger Dig ei
Sneehvide Folkvar!
Følger Dig ei til
Humledalen!
Hils mine Lilier
Urter og Tusindskiøn,
Tusind Gange!
Naar Du nu sidder i
Vinterqvælen,
Trygt ved din Arne,
Tætomkredset af
Leiets Piger!
Naar de da bede Dig:
Fader fortæl os
Sære Frasagn!
Nu saa fortæl dem om
Fiskerpigen;
Som Dronning blev, som
Ægted sin Fader, og
Selv sig dræbte.
Undrende vil de
Sagnet høre;
Gyse derved og
Ikke troe Dig!
Sige, nu digter Du
Eventyrer!
Ak, og Du est dog kun
Alt for sanddru.
Yrsa fortvivlet har
Alt oplevet. - -
Viis dem da Anglen og
Purpurkaaben!
148 Viis dem i Maanskin
Ved Sølverpilen
Yrsas Gienfærd,
Bleg, med det blinkende
Staal i sit Bryst.

Hun hæver Daggerten, i det samme tordner det mildt. Freia bliver tilsyne paa en Sky.

FREIA.

Stands Yrsa!

YRSA.

Ha! hvo kalder mig til Liv igien?

FREIA.

Den Disa, hvorved hele Jorden faaer sit Liv.

YRSA.

O Himmelske, guldhaaret, blaa af Klædebon;
Hvo est Du? Selsomt virker paa min Siæl Dit Smil.

FREIA.

Mit Navn er Freia, Odins Datter, Elskovs Diis!

YRSA.

Du est ei min Gudinde! Send den blege Hel!

FREIA.

Hvert Hierte skabt for Kiærlighed tilhører mig.
Jeg lover Dig den bedste Fryd en Qvinde fandt.

YRSA.

Og hvilken?

149
FREIA.

Moderglæden!

YRSA
skiuler sit Ansigt i sine Hænder.

Jeg Elendige!

FREIA.

Hvad gyseligt undfanget er, skal skiønt opstaae.
Paa Lavabierget voxer hist den bedste Viin,
Og giftig Sump udklækker ofte herligst Frugt
Af Jordens rene Moderskiød. Thi græm Dig ei!
Den Søn, Du under Hiertet bær, skal hædre Dig;
Og ikke Dig, men Danmarks Land! Ei Danmark blot,
Men hele Norden! Norden ei i Livet kun,
Men evig funkle skal hans stolte Helteroes,
Og høit begeistre Verden om totusind Aar
Hans Priis at siunge. Hrolf - saa skalst Du kalde ham!
Hans Fader reed til Odin nys fra Gravens Høi;
Men Hrolf skal arve Helges Krone. Bring ham hiem
Til Danmark! Lad den fromme Hro opdrage ham
Til Kongedyd i Leireskov ved Kilderne.
Hans Navn skal samle Kæmper, som skal elske ham
Og døe med ham. Og naar han døer, da skal hans Død
Selv lyse giennem Gravens Nat, som Stierne; som
Det bedste Billed Oldtid har at glimre med
Paa nordisk Krafts urokkelige Trofasthed.
Farvel! Farvel! - Aftør Din Taare! Lev! og viid:
Uskyldighed forlades ei af Guderne.

Hun forsvinder.

150
YRSA.

O Himmelske! dybt har Dit Løvte styrket mig.

REIGIN
kommer med Kong Helges Krone, fulgt af danske Kæmper.

Hil dig, vor Dronning!

YRSA.

Reigin, ha hvor er Din Drot?

REIGIN.

Du hørte det af Freias Mund. I Odins Sal.

YRSA.

O Fader! Fader!

REIGIN.

Græm Dig ei! Han har det godt!

YRSA.

Siig mig hans Død; thi Taaren lindrer Hiertets Qval!

REIGIN.

Hans Hu stod til at storme hen paa Ægirs Hav,
At finde Døden, hvor han fandt sin Helteroes.
Taus vandred han til Skibet ud; men da han saae
Dets sorte Barm, og Masten med sit Silkeseil,
Da vendte han sig rædselfuld, og raabte: See
Den fæle Drage, hvor den gloer paa Bølgerne!
Paa den det var, at Frode foer til Vifils Øe,
At søge Pilten i Jordhulen! Den det var
Som bragte mig til Oluf med Stridskæmperne;
Som fnyste Hævn, da Qvinden blegfortvivlet skreg.
151 Den var det kun, som klækked ud en Brøde nys
I skumle Skiød, meer fæl end Basiliskens Æg. -
Ved Stranden stod Dankongens liden Gangerpilt
Med hans kulsorte Ganger, holdt ved Bidselet,
Om Kongen ønskte den til Ridt. - Da Helge saae
Sin Hest, som vrindsked høit og med Guldhoven slog,
Saasnart den hørte ham paa Klirr af Sporerne;
Da blussed han; og svang sig, klædt i Harnisket,
Fuldrustet, kobberblank, med Hielm og Stang og Skiold.
Og langsomt reed han, tankefuld, som Spøgelset
Af dræbte Helt ved Midnat over Markerne.
Men dybt i Skoven stod en Høi, af Bøge krandst,
Med bælmørk Hule, muret af fem Kampesteen;
Den femte laae ved Hulens Aabning, musbegroet.
Hin Gravhøi Dronning Oluf lod for lang Tid alt
Sig selver kaste. Tit hun sad i den og sang
Naar Sol gik ned, og Maanen stod ved Bølgerne.
Men femten Aar har skuet den med Sommergræs,
Og Vinterkuldens stierneblanke Snee bedækt,
Og hungrig vented aabned Svælg end Dødningen.
Da Helge saae den vedbendkrandste Rædselsdør,
Da smilte han, og raabte høit: Tak Asathor!
Du bygte mig i Hast min sikkre Kongeborg.
I gode Kæmper skynder Eder! Lukker til
Det aabne Svælg, at Surtur ei med Flammerne
Forfølger mig. Flink! vælter stærken Kampesteen
For Graven! Saadan siungende, fra gyldne Hielm
Han Krandsen tog, som Skiold og Mykilati bar,
Og raabte: Bringer den til Hro i Dannemark. -
Da nu vi mærkte tydeligt, at Kongens Hu
Stod til at ride levende til Valaskialf,
152 Da føied vi hans Ønsker f roe; og Landserne
Som tit i Strid tilforn var brugt for Helges Liv,
Arbeided nu med lige Troskab paa hans Død,
Henvæltende den tunge Steen for Aabningen. -
Da Hulen nu var lukket til, da hørte vi
Med freidig Stemme Kongen sang sit Biarkemaal,
Mens Hesten vrindsked stolt og slog med Hovene.
Dog lang Tid ei! thi Luften mangled; Døden kom
Og qvalte dem med venlig Haand; ei smertefuldt!

YRSA.

Nu rider han paa Bifrost, som Einheria!

REIGIN.

Græd nu ikke meer, men følg os!

YRSA.

Høi Beundring græder kun!

REIGIN.

Tag Din Kongekrands!

YRSA.

Jeg sætter den paa mine Flætninger!

REIGIN.

Nu afsted til Danmarks Rige!

YRSA.

Ak hvor er den arme Viv?

REIGIN.

Tal, hvem savner Du?

153
YRSA.

Min Moder.

REIGIN.

Du har ingen Moder havt.

YRSA.

Ak hvor er hun?

REIGIN.

Hisset ude synker hun i Bølgerne.

YRSA.

Ogsaa hun?

REIGIN.

Jeg saae den Stolte springe selv fra Klippens Rand.

YRSA
til Folkvar.

Har jeg Dig endnu min Fader?

FOLKVAR.

Trofast, som i femten Aar!

REIGIN.

Tænk paa Freias store Løvte, svæk Dig ikke med Din Graad!

YRSA.

Haster Du saa utaalmodig?

REIGIN.

Hæftigt brænder Saallen os,
Disse Kyster at forlade, hvor vor tappre Konge faldt.

154
YRSA.

Velan da jeg følger! Farvel, farvel!
Yndige Flod, min Bøgeskov Du!
Skummende Strand, hvor min Ungdom randt,
Truende Huler! som skued min brat-
Kommende, min brat svindende Qval.
Jeg græder ei meer; thi Freia min Diis
Har velsignet mit Liv! Jeg føder for Nord
Herlig en Søn, som skal krone dets Haab.
Grøn nu vinker mig Herthas Øe!
Den ærværdige Hro, og hans herlige By!
Hellige Kilder, tre gange tre,
Eders liflige Væld, kiølende, sprudlende
Siunger min Nød langt bort fra min Seng.
Yndigt et Alfepar, hvidt som Snee,
Ved Leiet skal staae, og vatne min Søn.
Knæsættes skal han, opfostres af Hro,
Og forsone sin Fødsel med Dyder!

REIGIN.

Saa seile vi hiem ved Medbørsvind
Til det kiærligtvinkende Fædreneland!
Huldt Ægir blæser i Seilet!

ANMÆRKNING

Af dette Digt haaber Forfatteren at give en Fortsættelse, som vil indeholde Hrolf Krakes Historie.

HROLF KRAKE
ET HELTEDIGT
156
157

TIL KONGEN.

Naar jeg saae Hrolf henride,
Lyshaaret, faderlig,
Ved sine Kæmpers Side,
Da tænkte jeg paa Dig!
Naar stort og blaat hans Øie
Ham viste kongegod,
Mod Ringe, som mod Høie -
Dit Billed for mig stod!

Naar Slethed han forfulgte,
Men var den Ædles Trøst;
Ei Følelserne dulgte,
Som svulmed i hans Bryst;
Naar, billig i sin Tale,
Retfærdig han mon staae
I giestfrie Kongesale -
Da Frederik jeg saae.

Og sad Hrolf Krakes Skygge
Paa gamle Thing i Skov;
Da Fredrik saae jeg bygge
Sit Fædreland, med Lov.
158 Stod han med Barnet lille,
Den høie Drot i Dan;
Saae jeg hans Taare trille -
Du elsker Børn, som han!

Saae jeg ham Hierter vinde,
Ved reen Uskyldighed,
Saa selv hans fordums Fiende
Fik Helten kiær i Fred; -
Du vandt en lige Seier,
O Fredrik, til vor Trøst;
Thi Kongehiertet eier,
Som Hrolf Du, i Dit Bryst.

Dig elske Dine Sønner,
I Hal, paa Mark og Thing;
Thi Dine Mænd Du lønner,
Som Hrolf med gyldne Ring.
Mig har Du Meget givet,
Du hædret har Din Skiald;
Og, til han mister Livet,
Han tro Dig elske skal.

Du faderlig modtage
Da denne Heltesang!
Hrolf kommen er tilbage
Til elskte Danavang.
Ham ingen Farer true,
Han smiler kiekt og trygt;
Og andre Konger skue
Paa ham med Ærefrygt.

159

FORTALE.

Dette Digt, der, som Sagn betragtet, er en Fortsættelse af Historien om Helge, fremtræder her i poetisk Selvstændighed. I Helge bragte mig de romantiske, fra hinanden i Tid og Rum hyppigt adskilte Begivenheder, til at udmale disse i en Række af Billeder; i Viser, hvortil Romancetonen forekom mig den meest passende; indtil den tragiske Katastrofe, med Yrsa, fordrede en Tragødie. Fortællingen om Hrolf og hans Kæmper har en ganske anden Karakteer, end Helges Eventyr. Disse tiltale fornemmelig Phantasien; Hrolfs egne Bedrifter indeholde aldeles intet Eventyrligt og Overnaturligt; det Skiønne deri er netop det Naturlige: Erindringen om en Aand, langt hævet over sin Tid, der tildrog sig lignende Aander, virkede til Fædrelandets og Tidsalderens Forædling; men maatte bukke under, for Omgivningens Barbari, uden at komme til Maalet. Denne tragiske Karakteer har egentlig enhver stor Menneskevirkning, til enhver Tid; da al menneskelig Handling er Stykkeværk, som Tingenes Gienstridighed bekæmper, og Døden overrumpler. Saaledes bliver Hrolfs Død da symbolisk og ægte tragisk; 160 det vil sige skiøn i sin Ulykke, fordi vi see, at han har virket betydeligt for Efterverden, lagt en Grundsteen med til den store Bygning, og steeg, i det han sank. - Min store Forgiænger Ewald følte dette, og Hrolfs Død begeistrede ham til et Sørgespil, som, skiøndt Digteren altfor meget fiernede sig fra den Tids Aand, han vilde fremstille, stedse vil beholde sit Værd, som et Produkt af Genie og af et ædeltfølende Hierte. Udentvivl har Ewald i sin Rolf Krage givet de bedste Prøver paa sit dramatiske Talent; skiøndt Balders Død og Fiskerne, Værker fra en modnere Periode, da han var Mester over Sproget, glimre med større lyriske Skiønheder. Om nu altsaa end Katastrofen af Hrolfs Historie kunde give Stof til en Tragødie, der vilde vinde, ved at trænge meer ind i Heltetidens Aand, saa vovede jeg dog ikke at skrive et saadant Drama efter Ewalds Rolf; fordi jeg følte, at han, uagtet alt hvad der kunde indvendes, havde giort fyldest for Hovedsagen, og i skiønne dramatiske Situationer rørt os til Skræk og Medlidenhed for sine Helte. Derimod forekom hele Hrolfs Historie mig, aldeles at egne sig til et Epos; ja selv Katastrofen, tyktes mig, maatte vinde, ved at træde i sin store Forbindelse med det Foregaaende. Tænke vi os nu ved et Epos et Digt, som i Aand og Væsen ligner de homeriske Digte, saa finde vi, at Epos og Tragødie have meget tilfælles. Thi de homeriske Digtes Skiønheder bestaae ikke i en Mængde selsomme Begivenheder, der afløse hinanden, og beskiæftige den studsende Phantasie; (hvilket ogsaa til sin Tid kan være godt) men i en fuldstændig, idealsk Skildring af en vis Tidsalder, visse Nationer, med deres Religion, Sæder og 161 Skikke, og i en fuldstændig Skildring af visse udmærkede Menneskers Handlinger, hvorved de tilkiendegive deres Karakteer og Sindelag, og sætte Læsernes Siæleevner i fleersidig Virksomhed. Ogsaa Hrolfs Bedrifter, troede jeg, vilde vinde ved at fremstilles paa denne Maade. Indblandningen af det Overnaturlige, som Maskineri, troede jeg derimod ikke at burde bruge i en Skildring af moralske Handlinger; da det kun vilde forvandlet mine Helte til Marionetter. I de homeriske Digte, hvor Hovedsagen fornemmelig gaaer ud paa at skildre det sciønne Udvortes i alle Forhold, er det en anden Sag; der er det ret, at ogsaa de usynlige Naturkræfter faae menneskelige Skikkelser; der indblande sig de mythiske Fabler med Ynde. Men en Digter skal ikke ængstelig copiere en anden i alle Egenheder; Homers evige Digteraand bør gaae ind i vor, og begeistre os, til selv frit at bevæge os med naturlig Selvstændighed. I Helge passede sig overalt Indblandningen af det Overnaturlige; i Hrolf Krake kun episodisk. Thi, at et Digt, som skildrer Nordens Oldtidshelte, ikke kunde undvære nordisk Mythologie og Overtro, forstaaer sig selv; og der gaves altid Anledning nok til slige Skildringer, som Virkninger af de Handlendes egne Forestillinger. I det nu Iliaden og Odysseen foresvævede mig, som Værker, der vare meest episke; (hvormeget end andre Digte siden have glimret og undertiden overstraalet hine, med prægtige Malerier og lyriske Udbrud); i det jeg følte, at Epopeens Hovedsag bestaaer i at fremstille udmærkede Mennesker, i en Forbindelse af Handlinger og i Fremstillelsen af en Omgivning, som ligger uden for Tragødiens Form; saa blev det 162
mig tillige vigtigt, at istemme den ægte episke Tone; der roligt og barnligt fortæller alt det Lidenskabelige, selv uden Lidenskab, alt det Store og Herlige, uden Ophævelse, og som, uden Anstrængelse, rører Hiertet med sin Eenfold. - Men saa herligt, som nu end Hexametret angiver denne Tone, saa heldigt som vi finde det benyttet, i det, i mine Tanker, meest episke nyere Digt, Gøthes Herman og Dorothea, saa vægrede min Følelse sig dog ved at bruge det her; da det stærke nationale Præg, der er paatrykt vore gamle nordiske Sagn, vilde svækkes, naar Digteren sang i en Tone, der bestandig mindte om et fremmed Digt, og let kunde forføre ham til videre Efterligning. Men nu vare gode Raad dyre. Der blev jo, tilsyneladende, ikke andet tilbage, end at bruge det rimede Vers, der vilde give Digtet en lyrisk Karakteer; og som, ved at slippe sin ViseKorthed og modtage den episke Vidtløftighed, tilsidst vilde vorde slæbende og trættende. Af denne Forlegenhed hialp jeg mig saa godt, jeg kunde. Jeg antog, at Tonen i de danske Kæmpeviser var den bedste Grundtone for min Melodie. Have ikke Rhapsoder siunget Viser før Homeriderne, og have disse ikke benyttet hine? Allerede i det tydske Niebelungenlied fandt jeg en saadan episk Brug af formodenlig foregaaende ældre Kæmpeviser. Men i Niebelungenlied er det uendelig tit gientagne Romancevers af fire og fire Linier endnu beholdt. Dette forkastede jeg, for i min nordiske Sang at optage saamange af Hexametrets Fordele, som muligt; hvilke bestaae i at forene Versets og Prosaens Fuldkommenheder. Thi ogsaa Prosaen har sin Skiønhed, 163 ved de mangfoldige Ordbevægelser, ved sit Ophold og sine Afsnit. For at undgaae Monotonie altsaa, forkastede jeg Stanzerne, og lod Perioderne rette sig, snart korte, snart lange, efter Indholdet; snart begyndende efter, eller endende med et Riim; snart paa hvilket som helst Sted i Linien. Friheden i de gamle Kæmpeviser, at vexle med forskiellige Fodmaal, kom mig ogsaa ved denne Leilighed vel tilpas; det var en Skiønhed mere, som jeg ikke gav Slip paa, for et saakaldet korrekt modernt Versemaal; det vil sige, et Vers, som bestod af blotte Jamber, Trochæer eller Daktyler. I mine Tanker har den nyere danske og tydske Poesie ikke vundet synderligt, ved bestandig at underkaste sig denne Eensformighed, og ligesaalidt finder jeg deri et Beviis paa større Kunst; thi det er lettere, og der hører mindre Øre til at synge alting i een Tone, end til at bruge snart høie snart lave Noder, for at udtrykke de Følelser, der besiele os. Grækerne og Romerne vexlede i alle deres Digte, med forskielligt Fodmaal; selv det dramatiske jambiske Trimeter, den ottefodede Trochæ, undgik Monotonie, ved de hyppige Forslag af Smaaord, hvorved ofte to korte Stavelser bleve brugte til Afvexling, istedet for en lang; eller omvendt. Det er, som i Musiken, hvor en Takt ikke altid bestaaer af de samme Noder, men snart af Hele, snart Halve, snart Fierdedele o.s.v. Den musikalske Deel af Poesien maa nødvendig have Musiken til sit Mønster, for saavidt som det forskiellige Stof tillader det. Thi da vort Redskab ikke er Toner, men Ord, der skulle høres og forstaaes, saa kunne vi, i de hurtige Taktbevægelser, ikke gaae 164 saa vidt som Musiken; men noget af denne skiønne Forskiellighed kunne vi dog bruge. I den italienske, spanske, franske og engelske Poesie falder aldrig den ene Linie aldeles som den anden; i den gamle tydske og danske Poesie var dette heller ikke Tilfældet; det er først i de seneste halvhundrede Aar bleven Mode; - jeg har her atter vovet at synge i den gamle Tone. Mit Vers er fornemmelig et jambisk Vers i otte Takter, (for det meste med en Taktpause), som hyppigt afbrydes af Trochæer, Spondæer, Daktyler og Anapæster. Dog saaledes, at de otte Takter altid høres, og Jamben er den meest fremtrædende. Det er ligesaa let at læse disse Vers, som at læse de gamle Kæmpeviser; man behøver blot at holde sig til Ordenes naturlige Udtale. Da Hemistichen og Cæsuren næsten altid ere qvindelige (Tostavelsesord), var det naturligt, at det mandlige, eller Eenstavelsesrimet, fornemmelig blev brugt her; men forbinder dette Riim, efter sin Benævnelse, en større Kraft med sin Klang, end det qvindlige, saa kan det vel heller ikke dadles, at det fremtræder, som det herskende, i et Heltedigt. Og saaledes overgiver jeg da dette Digt, (hvoraf jeg selv besørger en tydsk Oversættelse) i mine Læseres Hænder, med det Ønske, at hvad der kom fra Hiertet, maatte bevæge Hiertet, og at Digtet, ligesom det vandt Selskabet for de skiønne Videnskabers Bifald, der hædrede det med en Præmie, ogsaa maatte vinde Publikums. Et stort Heltebilled fra vor nordiske Oldtid begeistrede mig. De tre nordiske Folk, der (uden Hensyn til Politik) karakteristisk og poetisk tagne, altid, i Sammenligning med 165 andre Nationer, maae føle sig som Brødre, ville i dette Digt, haaber jeg, ikke finde uværdige Representantere; ogsaa vover jeg at troe, at jeg uden smaalig Nationalpartiskhed har ydet Enhver sit. Hrolf, Hialte, Biarke og Vøggur vare Venner: gid Danske, Norske og Svenske stedse være det!

166
167

HROLF KRAKE

168
169

FØRSTE SANG.

Hottur liden Fiskerdreng, men af sin Alder stor,
Stod taus med Fiskergarnet, ved breden Issefiord;
Saa blaaligt Bølgerne rulled, over den runde Steen;
Han stirred ned i Vandet, paa blege Hestebeen.
Selsomme Tanker i Drengens Hierne drev,
Som Skyen hist paa Himlen, af Stormen jaget blev.
Snart skued han paa Havet, saa igien paa Nættet,
Hvori de brogede Fiske saa lysteligt sprætted.
Hans Fader, gamle Svipur, med Haaret graat somTang,
Drog Baaden op paa Stranden, mens han en Vise sang.
Nu skynd dig, liden Gangerpilt, som Handelen forstaaer,
I Vidiekurven læg dem; bring dem til Leiregaard!
Skynd dig snarlig at sælge vor gode Fiskedræt.
For Hamp vi bytte Fisken. Jeg trænger til et Næt.
Pulsvaaden og mit Bundgarn udueligt er blevet,
Alt gammelt, halvforraadnet; Ran har det sønderrevet.
Jeg saae den skumle Havfru ved klare Midienat;
I skællet Haand, som Finne, hun Garnet tog fat,
170 Og mens hun viste Tænder, sneehvide som Skum,
Hun rev mig Huller i Nættet, med gyselige Brum.
Jeg knytter mig et andet, som skal det første ligne;
Men mere stærkt i Traaden. Det skal Goden signe,
Offergoden Thorald, med Hammeren i Lund,
Saa mægter ei Ran at bide det med sin skarpe Mund.

I Tanker stirred Hottur, et Ord han svared ei,
Han stirred bort fra Havet til nære Landevei,
Hvor smukt i Aftenrøden, der farved dunkle Sky,
Hrolf, Dannerkongen henreed, i Hast til Leireby,
Med sine gieve Kæmper. Den stærke Strandens Blæst
Drev Lokken ud fra Hielmen, løfted Manen paa hver Hest.
I Jernet klædt, som Isen, der stivned saa graa
Ved Juletid i Frosten, Bersærker han saae;
Og tykke Jerngryder, paa Hovederne, som Hatte
Dem hviled ned ad Skuldren; om Spyd de monne fatte,
Der ligned unge Graner, som Qvisten har forliist.
Ha hvilken Manddoms Idræt har disse Helte viist!
Og see de vælige Hingster, de dele Heltenes Mod,
De vrinske, som om hver sin Rytter forstod.
Nu de forbi os ride. Bersærken, stiv og stolt,
Seer ei til ringe Fisker, foragter fattig Folk;
Men Hrolf er Alles Konge! Han vinker med sin Haand
Ned til vort Fiskerleie. Thor signe Heltens Aand! -
Nu skynd dig, raabte Svipur, til Leire med din Dræt.
Naar Jægeren kommer fra Jagten, han trænger til en Ret.
171 Troer du, giensvared Hottur, at slige Mænd ved Disk
Gienfinde deres Kræfter ved usselige Fisk?
Nei, sligt et ædelt Rovdyr maa bedre fødes op.
See kun de bredre Skuldre, stærken Heltekrop!
Som Ulven, som Løven de nære deres Mod
Med Oxens, Hestens Bove, skiøndt ei med Dyrets Blod.
Treen jeg for Svibdagger, hvis jeg en Fisk ham bød,
Han hug med Jernhandsken, det blev min bratte Død.
For Spot han vilde tage, for skammelig Foragt,
At jeg til Kongehallen slig Mad dem havde bragt. -
Da raabte gamle Svipur: Du steds dog Drætten sælger.
Jeg veed, at Kongens Søster det Allerbedste vælger.

Ja Fader, svared Hottur, det er en anden Sag!
Forskiæl paa Mand og Qvinde der er, som Nat og Dag.
Fisken er Qvindekosten; og allermeest for Skulde;
Thi skiøndt nu ven og deilig hun straaler som den Hulde,
Vi kiende hendes Herkomst! Den gamle Harpemand
Har ofte Visen siunget: Hun stammer ned fra Strand.
Kong Helge hendes Fader loved en Havets Viv,
Og hende skylder Skulde sit skiønne Blomsterliv.
Hvad Under, at hun ynder da Strandens gode Ret,
Spiser sig i Østers, i Fisk og Reier mæt? -
Stands med slig daarlig Tale, fortørn Fyrstinden ei,
Svared den sølvgraa Svipur; gak du din lige Vei!
172 Hvad kommer da vel dig ved hin gamle Regnars Sang?
Ved Harpen, ølberuset, han lyver mangengang.
Fyrstinden er Fyrstinde, lad dette nok dig være!
Sælg hende dine Fisk, fornærm ei hendes Ære.
Ei Kongebarnet lider, med høie stolte Mod,
At man vil spæde Saltvand i hendes ædle Blod. -
See, da skyndte sig Drengen; men redte først sit Haar,
Tog paa sin nye Kiortel og gik til Leiregaard.

Paa Veien tænkte Hottur: Ha hvo der var en Helt!
Godt nok at vorde Fisker ved Issefiord og Belt;
Fiskeren ogsaa strider, maa vise Mod som Kæmpe;
Ved Kraft kun og Raskhed formaaer han Faren dæmpe.
Naar Ægir i Seilet svulmer, Ran oprører Sandet,
Naar et rædsomt Bælmørk ruger over Vandet,
Da gielder det! I Faren er dyrt hin gode Raad.
Og dog, som Fugl i Luften, han flyver i sin Baad;
Snart Reb i Seilet holder, snart stryger han sit Seil.
Men ak - med Falkens Øie, dog stundom seer han feil;
Da myrder ham en Havmand, og skyller hvide Been
Ad Aare hen i Maanskin, paa spraglede Glimmersteen.
Og drøvelig jeg kalder en Strid, selv en Seir,
Mod en usynlig Fiende, mod Alfen, Vind og Veir.
Kun stolt os Stormen driller; brugte den sin Magt,
Eet Slag kun var tilstrækligt - den straffed vor Foragt.
Og nu - at gaae paa Dræbning mod stakkels svage Dyr,
173 Som ei kan Faren høre, som rædde Døden flyer -
At lokke dem ved Madding! Den værste Feil, jeg veed,
Er, tykkes mig, slig Lumskhed! Misbruge Giæstfrihed,
Og knytte Næt til Listen, blot for sin Egennytte! -
- Hvad Egennytte Hottur? Tænk paa din Faders Hytte!
Kan Tarvelighed kaare vel mere nøisom Stand?
Nei, agt din Faders Haandværk, ærlig Fiskermand.
Men Ungen altid stræber ud fra sin Moders Rede,
Og prøver Vingernes Kræfter, over Mark og Hede.

At vorde Dannerkæmpe! Det Ønske for mig staaer,
Som Freja midt i Vaaren, med Roser i sit Haar.
Af Hrolf en Hielm at fange, et Skiold, fagert Sværd,
Følge Dannerkongen i drabelige Færd, -
Ak altfor dristige Tanke! Vel er jeg ingen Træl;
Fra Arildstid ved Havet, skiøndt uden Pandserskæl,
Gik mine bolde Fædre, med Sømandstrøien blaa,
Og Vandet dem tilhørte, saavidt som Øiet saae.
Men ak hvad haaber Hottur? En Plads ved Kongens Disk?
Dæmp Modet, stolten Ungersvend, og sælg dine Fisk!
Hvad drev den unge Søgut til dristige Begiær?
Var det Hovmodigheden i rødt Kobberskiær,
Der bryster sig som Guldet, men daglig pudses maa,
At fri for grønne Ædder i sin Glands det kan staae?
Nei - altfor stolt til Hovmod, Hotturs Hierte var reent;
174 Reent, som Sølvet i Bierget, der er Lyset formeent.
Kun du almægtige Fulla, som flætter Frejas Haar
Til Ungersvendens Lænker; alt hvad han attraaer
Skiult i din Æske glemmer, - du mødte ham i Krat,
Indklædt i Maanens Straaler, og til Dag trylled Nat.
Du ham viste paa Siølund, Gefions Jomfruøe
Den høie Frejas Billed i lilieranke Mø.
Til Signe, Skuldes Æskemø, du fanged Fisk, min Ven!
Og mærked ei at Signe dig fanged igien.

Til hende bar han Drætten, til afsides Buur,
Skilt fra Kongehallen ved brede Grøvt og Muur.
Der saae man Skuldes Kammer, mod Havet laa det frit.
Sølverne Muslingskaller, Sneglehorn med Kit
Var mellem Mosset muret; det gav et lifligt Syn.
Selv stod hun der livsalig, men med de skumle Bryn.
Nær Buret flød en Kilde, rolig som et Speil;
Der baded hun sig ofte; frit for alle Feil
Sit Legem hun beskued; forgabet i sig selv,
Som Bølgens kolde Huldre, siunken i en Elv.

Fiskene modtog Signe med sneehviden Haand.
Men da hun Hotturs Forsæt erfoer, at kiæk i Aand
Han hen sig vilde vove til Dankongens Hal,
Hvor stærke, drukne Kæmper sad rundt i Flokke tal -
Hun raabte: Unge Daare, taabelige Dreng!
Du reder dig før Aften din visse Brudeseng.
Dig Hel i magre Arme vil trykke bleg, kold.
Hil os, at Jomfruburet med tykke Muur og Vold
Er skilt fra Kongehallen. Ei som en Thor blandt Aser
175 Kong Hrolf paa Bænken sidder: hans vilde Kæmpe raser,
Forbittret Tænder skiærer, udhyler fæle Sang,
Blodig endnu af Slaget, end i Bersærkegang.
Som Hunde slide de Kiødet med Tænder fra Been,
Og Den som først er færdig, han er ei længe seen:
Han hugger Been i Panden paa Den, som sidder fiern.
Vel har de Hovedskaller hærdede som Jern;
Men ofte dog en Knokkel en Pandeskal har knust;
Hvad agter Kæmpen Freden, naar han først er berust?
Da flyder Øllet af Hornet, Blod af dybe Saar.
Det hielper ei Dankongen forbittret Skioldet slaaer,
Man hører ei hans Varsel; det er en evig Krig,
Og ud paa Trælleskuldre da bæres Helteliig.

Ei forfærdedes Hottur ved skiøn Signes Ord,
Han vilde gaae i Hallen, frygted intet Mord.
Jeg skal vel vinde Kæmperne, det koster ingen Taare;
Jeg vil dem Tiden korte, forstiller mig som Daare.
Han foer med baade Hænder op i sit lyse Haar:
See hvor det uredt strutter, i Børster det staaer.
Ham Signe maatte laane sin Hue, spids, lang,
Den bandt han sig paa Hovedet, alt med lystig Sang.
En Pude snørt til Armen hun, som et Skiold, ham bandt,
En Hiortetak i Gaarden i Græsset han fandt;
Den tog han med som Glavind udi sin høire Haand;
Ham Signe flætted i Nakken af Straahalm et Baand,
Saa treen han trøstig i Hallen, hvor stærke Kæmper sad.
176 Ha hvilket mægtigt Bolværk, hvilken Helterad!
Paa Gaffelbænken, høiest, Hrolf Dannerkonge god;
Guldhaaret over Skuldren flød i en flammet Flod;
Bag ham paa Bielken over hans Hoved Hielmen hang,
Sværdet Gyllenhialte, som skiønt i Striden klang;
Og Skioldet blankt, ved Siden, det gav et lifligt Syn.
Han støtted Haand til Kinden, sænkte sin Bryn.
Han var ei fro i Sindet, ei muntred 01, Miød;
I Stilhed tit begræd han den skiønne Drifas Død.
Næst ham, paa Bolstret nede, Svibdag i Pandsertrøie.
Han stirred stolt i Salen, med det ene Øie;
Det andet snelt ham Pilen fra Pandens Hvælving rev,
Da sidstegang i Upsal for Adils kæmpet blev.
Han ligned vreden Jette, eenøiet, grim, fæl, -
Men i det ene Øie stod dog en ærlig Siæl!
Og saae man paa hans Legem, beundred man med Lyst
Det ranke Liv, Bredskuldren, hvælvetstærke Bryst.
Hos ham hans Broder Beigal, var klædt i Dyrehuder;
Paa Hænder og paa Halsen han havde hvide Knuder
Af dybe Sværdeskrammer, der alle vel var lægt.
Hos ham Hvitsærk hin Raske, samme Broderslægt;
Han løb omkaps med Hiorten, i Krigen, som en Piil
Han fremmest var mod Fienden, stedse med et Smiil.
Ham nær hans Frænde Hromund hin Haarde. Sværdet beed
Ei paa hans stolte Pande, lav, krølhaaret, bred.
Paa Kongens anden Side man Hake saae, den Modige,
Haklang, Vøtt hin Stærke, Hardrefil, den Blodige.
177 Hvo nævner dennem alle? Hvo beskriver klart
De stærke Nordens Kæmper, deres Aasyn og Art?
Du skued deres Lige, Marius! dengang
De dig forgieves fordred til Kamp, med Skioldeklang.
Forfærdet dine Romere de høie Helte saae,
Med barnligt Ansigt, gult Haar, Øine store, blaae.
Saa lysteligt de smilte; lange Haar nedflød
Glat over Jernbrynien, Sværdet lynte Død.
Med Magten dem at fælde, du mægted ei; tilsidst
Dog seired dine Kunster, du dem dræbte med List.
Her sad nu deres Afkom. Einheriar hos Thor
Ei nyde bedre Pleie; hver ved sit eget Bord,
Med Vaabnet over Bielken; og bag et linnet Hæng
Fandtes haarde Bolstre, de bolde Kæmpers Seng.

Om Trællene bar Maden; det var en liden Slægt,
Den stammed ei fra Odin; en klækkelig Vægt
Dog kunde Skuldr en bære; men Benene var smaae,
Fast som Grævlinghunden i Hal de monne gaae.
Hiulbeen, tynde Lægge man paa de fleste fandt,
Askegraat Haar om Issen; til Stavn dem Baandet bandt.
De stammed ned fra Finners, ældste Slægt i Nord,
Hvis Skarer ødelagdes af Odin, Freir og Thor.
Da flygted de til Hulerne, Biergets mørke Vold;
I Borgestuen Viser man sang om Dverg og Trold.
Endeel blev dog tilbage, kom fra fierne Skov,
Tiente Kæmper i Huset, kiørte Harv og Plov.
Her Dannerkongens Trælle gik om i Trøien graae.
Med Flesk, paa glatte Bakker af Træ, de monne staae
For Kæmper i Hallen; og Øl og Miød de bar
178 I Horn og skaarne Bægre; den Drik var sød og klar.

Det vared ikke længe, saa blev stor Støi og Larm.
I Hallen bag et Tralværk sad Skulde; hendes Barm
Var ikkun halvbedækket; i Haaret bar hun Siv,
En Snor af Muslingskaller giorded hendes Liv.
Der sad hun, Kongens Søster, fri for Overlast.
Hun mored sig ved Larmen, vilde Kæmpekast;
Og naar en Hirdmand dræbtes, nysgierrig op hun stod,
Og gottede sit Øie ved Syn af røden Blod.
Thi grusom var den Deilige, ved Mord hun sig forlyster.
Hvo skulde troe, at Skulde var Hrolf den Godes Søster?
Jo bedre man hende kiendte, des meer man fæsted Lid
Til Sangen om hendes Fødsel, paa Strand, ved Midnatstid.
Bag Skulde skiælved Signe, den vene Lilievand,
Som Straalen bleg paa Bølgen, sendt ned fra Maanens Rand.
Hun skiælved for ung Hottur, blegnede tit af Skræk.
Med Skoggerlatter Kæmperne besaae ham, klædt som Giæk.
Han giorde mange Fagter, Nidviser sang
Om Dankongens Fiender. Men op fra Sædet sprang
Hromund da hin Haarde; en Knokkel tung, stor,
Han kasted hen paa Hottur over fierne Bord.
Havde den ramt hans Pande, det vorden var hans Død;
Men Hottur mødte Knoklen med Armpuden blød,
179 Det voldte ham ei Skade. Da Kæmperne fornam,
Han kunde vel sig værge, til Skive de valgte ham.
Da fløi der Been som Hagleld. Han gav sig Thor i Vold,
Kunde sig meer ei bierge. Da kasted sit Skiold
Til Hottur Dannerkongen. Med Skioldet paa sin Arm
Han tapper sig forskandsed, frygted ingen Harm.
Da blev stor Lyst og Glæde, hørtes megen Latter;
Men hen til Jomfruburet begav sig Helges Datter;
Hun loe kun ad Ulykker; taabelig hun fandt
En Strid, som ingen tabte, hvorved ingen vandt.

Men Signe lukked Hottur igien af Laagen ud:
At du ei dræbt est vorden, derfor tak Havets Gud,
Dig Ægir har beskiærmet! - Nei det har Hrolf! -han qvad -
Og ingen Dag i Livet var Hottur mere glad.
Sit Skiold mig Kongen laante! O leved jeg den Dag,
At han sit Sværd mig rakte, til Eed i Kæmpelag. -
Hvad vover du at haabe? qvad Signe, husk din Stand!
Forskiæl paa Leirekæmpe, der er, og Fiskermand.
Tag dette Suul til Brødet, tøm dette Horn, og gaa!

Han med forelsket Øie paa Signes Øine saae:
Jeg af dit Øie nyder en Drik langt mere sød,
End allerbedste Mundgodt, allerlifligst Miød.
Mig Dannerkongen laante sit Skiold, i lystig Færd -
Den Dag jeg lever, han rækker for Alvor mig et Sværd!

180

ANDEN SANG.

Høstvinden hylte rædsomt under sortegraae Skyer;
Den stormed over Siølund, hvor ikke mange Byer
Stode med Straataget, ei langt fra vilden Strand.
Øen var bevoxet kring Søer, Mosevand,
Af dunkle Egeskove; Danrigets Pryd,
Hvis Lige vel i Bretland, men sielden i Syd,
Selv ei paa Saxland findes, den ynderige Bøg,
Der mellem Træer kneiser, som mellem Urter Løg,
Stod med de fulde Kroner, i hundred, tusind Tal.
I Skoven hørtes sielden gientaget Øxeskrald;
I Fred sig Stammen bredte. Under Træet løb
Ræve, Harer og Hiorte; skiult bag Grenen krøb
Det halelange Egern, samled Nødder i Hul
Under de grønne Blade, dybt i runkne Bul.
I Søen svømmed Svaner, Vildænder, Giæs i Skok;
Af Agerhøns i Græsset, af Stork' i Mosen nok.
Men sielden strakte Marken sig med sin Fure lang,
Skiøndt hyppigt udi Græsset, Engens Leer klang.
Thi Græsset skiænkte Frigga Dansken uden Møie;
For Rugen maatte Trællene med Flid Marken pløie,
Afbrudt i Værket stedse, ved evig Feidefærd;
Da slap man blanke Plovjern, greb de blanke Sværd.
Nu havde golden Tørke hiemsøgt Øen længe:
181 Man saae paa Træet Bladene, halvvisne, gustne hænge,
Engen var sveden, Vandet sank i den ferske Sø.
Da forbarmed sig Gefion, Siølunds hellige Mø:
Til Niord, i Noatunen hun gik, forlangte Regn,
For sødt at vederqvæge hele Danmarks Egn.
Han aabned sine Sluser, Velsignelsen nedsank;
Gienfødt med Perler atter stod Engen frisk, blank.
Men Skade, Gudens Hustru, der altid giør Fortræd,
Paa sin rasende Ganger vilde være med,
Da sank for Blæsten Axet, knaged mangt et Træ,
Og styrted ned i Mosen; da søgte Lammene Læ;
Af Huse rev hun Tagene; stakkels Fiskermand
Som kiæk sig turde vove paa det oprørte Vand,
Hvor der var godt at fiske, da fandt i Havets Skiød,
Hvad før han modig undgik: den bittersalte Død.

Gamle Svipur kæmped mod Stormen, Dødens Gys;
I Hytten saae han flamme det lille røde Lys,
Hvor sørgelig hans Qvinde ham vented; Bølgen tit
Det skiulte for hans Øie, saa blev det atter frit.
Da med høimodig Vrede brød Gubben heftig ud:
Du skal mig end ei dræbe, kummerlige Slud!
End skal for mig ei flyde min Søns, min Hustrus Taare:
Da brugte Kæmpehaanden med Senekraft sin Aare;
Høit Skuden løb paa Sandet, og ud af Baaden sprang
Rigelig belæsset Fiskeren i Tang.
Han vilde gaae i Hytten, stod paa sikkre Strand,
Da blev i Nattens Tusmørk han vaer en fremmed Mand,
En bredskuldret Kæmpe. Ved Bidselen han holdt
182 Under et Træ sin Ganger. God Aften! det er koldt,
Raabte Kæmpen til Gubben, Stormen hyler brat;
Kan du mig Fisker skaffe Huusly for i Nat? -
Ja Herre, raabte Svipur, giennem Stormens Bruus,
Hil den, som har, hil den som kan andre byde Huus.
Vel er min Hytte ringe, men i en saadan Nat
Jeg bytted den ei Ægir for din hele Skat;
For alle dine Perler, paa Havets dybe Bund;
Min gamle lune Rønne! See Trofast, min Hund!
Der kommer han og springer op ad sin Husbond glad,
Fordi end ikke Døden i Nat har skilt os ad.

At følge med i Hytten Kæmpen ei dvæled længe:
Han saae de gamle Ægtefolk hinanden om Halsen hænge.
Nu græd hun høit af Glæde, som havde grædt af Kummer.
Godmodig gamle Svipur i Skiæget sagte brummer:
Lad Manden ikke skue din Blødhed, svage Viv!
For Stridsmænd Graad og Taarer er slet Tidsfordriv.
Maden sæt paa Bordet, bring den paa hvide Bakke!
Hvor Fattigdom er Værten, taer Nøisomhed tiltakke.

Ei, raabte fremmede Kæmpe, hvad taler I om Nød?
I Norge mætter Hungren sig tit med Barkebrød. -
Er I fra Norge, Herre? - Ja, Ven, fra Throndelagen,
Hvor Sol om Somren lyser om Natten som om Dagen.
Men her er mørkt og Taage, som i en Mose siid;
Med Trætoppene Blæsten staaer i en evig Strid.
183 Ei Klippevæggen luner; Landet er saa fladt
Som slette Havrekage; her kneiser intet brat.

Selv Siølund er en Klippe, svared Svipur Gubbe;
Men dybt i Havet stander af Steen breden Stubbe,
Som Gefion brød fra Svithiod, da med sneehviden Stud
Hun pløiede den fra Fastland, i Østresaltet ud.
En liden Øe som denne, hvad skulde den med Fielde?
Her straaler Gullinbørste, hersker Freiers Vælde.
Naar man de gyldne Kornax bag Skoven bølge seer,
Tænkes ei meer paa Klipper, man dem ønsker ei meer.
Her spises intet Barkebrød! sortefede Muld
Let skaffer Rug til Sulet af Freirs Agerguld. -
Det lader ei at Freier har været dig saa huld,
Svared den norske Kæmpe, just med sit Agerguld.
Mig tykkes, Ven, du lever i Danmark paa Norsk,
Og fanger, i Livsfaren, om Natten Sild og Torsk.

Det er et ærligt Haandværk, svared Svipur graa;
Ei Hver kan være Rigmand! Østersøen blaa
Favner grønne Siølund; og hvad er større Lyst,
End rigt med Fiskerleier at krandse hviden Kyst?

Ha kiendte først du Dofre, qvad Kæmpen, med sin Gran,
Et Syn, som ei er skuet endnu af nogen Dan;
De steile Klippesider, med Birk, Fyrren smykt,
Grandens stolte Hytte, ved Elv af Bielker bygt;
Ha hørte du Sarpen bruse, saa skummende, saa hvid,
Den Sang du aldrig glemte meer i din Levetid.
184 Ei nogen Skiald kan siunge Drapa med sligt Mod,
Om Jetters ældste Bedrifter, om Kæmpen Ymers Blod.
Saaest du den norske Bonde staae ved sin Fieldevæg,
Udi sit hvide Vadmel, med lange hvide Skiæg;
Paa Ski den lette Jæger; og Gutten, som med Fryd
Mødte den grumme Mandbiørn med sit Kastespyd -
Du glemte Danmarks Kornax, glemte feden Muld,
Og kiøbte Ædelstenen med Glæde for dit Guld,

Hvad vilst du da i Danmark? spurgte Svipurs Viv. -
For Kæmpen Heltelegen er bedste Tidsfordriv,
Svared stolte Nordmand; og over alting staaer
En Seierhelt med Ære, han Fieldet overgaaer.
Hrolfs Kongerygte breder sig mægtig nær og fiern,
Fast overgaaer han Arthur, Diderik af Bern,
Med sine stærke Stridsmænd. Ham jeg længes efter,
Ham skiænker jeg min Tapperhed, mit Liv, mine Kræfter,
Hvis han en Plads vil unde mig, ved sit Heltebord.

Velkommen da i Danmark, stærke Helt fra Nord,
Raabte den sølvgraa Fisker. Du tiene vil vor Drot?
Dit Ansigt, stort og aabent, lover idel godt.
Stærk est du, føer af Lemmer; men ingen Grumhed fæl
Udlyner af dit Øie; besindig er din Siæl.
At have dig til Fiende, derved vel Ingen vandt
Men ærlig Ven vist altid i dig en Broder fandt.
Velkommen da i Danmark! Skiænk Moder, skynd dig, hent
185 Et Horn med bedste Mundgodt! Han har det velfortient.

Saa sadde de der tilsammen. O hvilken salig Lyst!
Som ofte Skialden mindes, med dybtbevæget Bryst:
Naar Norges bolde Sønner til Siølund ilte, frie,
At knytte Brodervenskab. - Hvi er den Tid forbi?

Siig os dit Navn, min Herre! spurgte Svafas Mand.
Man kalder Bodvar Biarke mig i mit Fædreland,
Svared den Fiirskaarne. Da raabte Svipurs Viv:
Ha naar du ganger til Leire, da skaan min Hotturs Liv!
I Aften han ei kommer, han giør mig Hiertesorgen:
Hvo veed, om heel og holden jeg skuer ham imorgen?
Uvorne Fiskerpebling, forvoven, taabelig,
Hver Dag han fast til Leire med Torsk begiver sig.
Han som en Giæk sig klæder, slipper dog altid ind,
I Kongesalens Lofte. Vist ved sit fulde Sind
Den Pebling ei maa være. Den uselige Pog!
Hvo sætter sit Liv i Vove hver Dag, naar han er klog,
For ingenting at vinde? De hugge ham med Been,
Saa tunge, gode Bodvar! som Strandens runde Steen;
Dog veed han sig at bierge. Men du, som est saa stærk,
Komst du til Kongesalen og øved sligt Hofværk,
Du dræbte ham paa Stedet. Thi er min Moderbøn,
At du de mindste Knokler vil kaste paa min Søn,
Til Løn for Giestfriheden, som du har nydt i Nat. -
Ved disse Ord loe Biarke godhiertig, overbrat,
186 Gik med sin Vært at finde paa Loftet tørre Straae;
Sit Biørneskind derover han strakte; sov derpaa.

Næste Morgen da Solen smukt over Havet stod,
Da de sorte Skyer Himmelen forlod,
Den ene med den anden, liig en bagtalersk Flok
Der sværter Stormands Rygte: naar den har løiet nok,
Og herlig han indtræder, fordunkles han ei meer,
Med milde Smil paa Læben hver Smigrer paa ham seer.
Saa Skyen, purpurbræmmet, smilte til Dagens Gud,
Hvis Glands den vilde dække nys med en Taageslud.

Til Leire fra Hytten da Bodvar Biarke gik.
Og, alt imens han vandred, det stolte Normandsblik
Blev meer og meer formildet. I det friske Grønne
Stod utallige Blomster. Det Høie for det Skiønne
Treen søsterlig tilbage; som Nattens Stiernegys,
Med Melkevei og Maane, for Morgenrødens Lys.
Han sig i Lunden satte, hvor Nattergalen slog,
En Fugl, som ei han kiendte, som for Drossel han tog;
Men da de deilige Toner den fløited i hans Øre:
Slig Qvidren, raabte Biarke, før aldrig jeg mon høre.
En liden Bæk i Græsset ved hans Fødder flød,
Det tyktes ham, som Bækken ham velkommen bød.
Den risled, Fuglen qviddred; stærk var svage Røst;
Selv Sarpens stolte Brusen den døved i hans Bryst.
En selsom Stemning Helten betog: Vaarens Pryd
Kom med sin Duft besvangret fra Øst og fra Syd;
Fra Kaukasus, hvor Aser, før Odin, Seier vandt,
Reed under brede Palmer Kamel og Elefant.
187 Ham tyktes atter mindes en længstforsvunden Drøm;
Førstegang ham Barmen svulmed længselsøm.
Men snart han vaagned atter; forlod grønne Vaar,
Aabnede Borgeledet og gik i Leiregaard.

Det var endnu heel aarle, da Biarke kom fra Skov;
I Vaabenhuset Vagten sad paa Skioldet og sov.
Der havde været Gilde langt over Midienat,
Dybt slumred alle Kæmper, havde seent først forladt
Gyldne Horn i Hallen. Hos Hrolf, ved Giæstebord,
Var mindst af alle Dyder Forsigtigheden stor.
Biarke gik med Lempe Skioldvagten forbi;
Nu stod han midt i Hallen, den var ei lukket i.
Aabne var alle Luger, for Morgenluften frisk;
Trælle med varme Svampe tørred Bænk og Disk.
Leergulvet de feied, med Risekoste smaae.
Bevæbnet vel de skued en Mand i Hallen staae,
Men agted hannem lidet; søvnige de troede,
Bodvar var en Hirdmand, som der paa Gaarden boede.
Thi rundt om Kongehallen, i en Alkove lang,
Sov Helte bag Gardiner; og deres Snorken klang,
Mens Morgensolen sendte sin første Straale kold,
Paa Hielmen over Bielken, paa blanke Sværd og Skiold.

Forundret skued Biarke den Hal, som Bolig gav
Saamange vældige Helte. Nu stod den som en Grav,
Forladt, mens tomme Vaaben ved Kæmpeleiet hang.
En Bunke paa Gulvet, opstablet spids, lang,
Som sorte Torv i Mosen, der stod af hvide Been.
Nær den at betragte, Biarke var ei seen.
188 Ham tyktes, noget Levende rørte sig derinde.
Sagnet om fæle Slanger da kom i Heltens Minde,
Der hvile mellem Knokler, naar Kiødet er opspiist,
Sit Liv af giftig Ædder Manden har forliist.
Et Skridt han giøs tilbage; men, paa sin Gysen vred,
Tre løb han atter fremad, vilde rive ned
Den hele Knokkelbygning, heel opbragt i Aand -
Da stak der ud af Bunken en liden smudsig Haand.
Biarke greb om Haanden; der hørtes Vee med Ak.
Først ud af Knokkelbunken drog han en Hiortetak,
Derpaa en broget Straavisk, saa fra haarden Seng,
I korte mørkeblaa Trøie: deilige Fiskerdreng.
Hvo est du Mand? skreg Gutten, i Nød og i Angst. -
Jeg hedder Bodvar Biarke. Forunderlige Fangst!
Hvad giør Du her i Stablen af hvide Fleskebeen,
Af Oxeknokler glatte? - Vær Bodvar, ei seen!
Skynd atter dig at bygge trindt om min Krop en Borg!
Du ellers volder min Moder stor Qvid' og Hiertesorg,
Hvis du mit Mord fremskynder. Og kan min Skioldborg ei
Knokkelkastet hindre, da gaaer jeg Dødsens Vei;
Sær dersom Hromund hugger; en Hirdmand ond, fæl,
Den eneste Leirekæmpe med en uærlig Siel.
Han staaer mig efter Livet, har ofte giort Forsøg,
Hugger ei, som de andre, med overgiven Spøg.

Ha, raabte Bodvar Biarke, nu kiender jeg dig bert;
En Søn du est af Svipur, min Ven, min gode Vært.
Vær du kun rolig Hottur! Er ikke saa dit Navn?
Jo Herre, svared Drengen, I mig kommer til Gavn,
189 Som jeg paa alting mærker. - Hold dig kun kiæk og rask,
Svared ham Norges Kæmpe; gak ud til Kilden! Vask
Dit Ansigt, dine Hænder; til Aserne giør en Bøn,
Saa vil jeg dig knæsætte her som min egen Søn.
Der skal dig Ingen røre det allermindste Haar. -
Da Hottur med stor Glæde gik ud i Leiregaard,
Og treen igien i Hallen, ei som en Træl, en Daare;
Synet af hans Skiønhed Bodvar glæded saare.
Han sagde: sæt dig rolig hos mig du flinke Pog,
Der sidder du saa sikker, som i din Moders Krog.

Nu blev det Dag i Hallen; stille dog om før.
Ved alle Sovekamre var til Skoven en Dør,
Hvoraf de vaagne Kæmper udsmutted, uden Ord,
At bade til Forfriskelse sig først i Issefiord.
Ret som den dovne Sælhund, der slumrer paa Steen,
Saasnart den hører Larmen er ikke længe seen,
Men vælter sig i Havet; saa Leirekæmper sprang
Ud i de klare Vover, fra bleghviden Tang.
Ha hvilken Larm og Latter pludselig opstod,
Da i Fiorden atter var kiølt det hede Blod.
De leged som Søkalve, dukked hinanden ned,
Og prøved, hvo i Vandet med størst Udholdenhed
Veiret holde kunde: naar Een da stundom fik
Af de salte Bølger en bitter Morgendrik,
Da skoggerloe de andre, mens han sprudled ud,
Med et fordreiet Ansigt, den uvelkomne Slud.
Ha hvilke Heltekroppe! Her Thorvald havde du
Skikkelser til Guder let funden, hvis du nu
I Leire havde levet, i Kraftens Helligdom.
Ei til døde Stene da i det døde Rom
190 Du bolde Landsmand trængte, for at fremstille stor:
En O din, en Stærkodder, en Heimdal, Tyr og Thor.

Nu steeg de op som Svaner, nyfødt, om Askur sprang
Af Barken, første Morgen, da Lærken for ham sang;
Iførte sig deres Kiortler, gav deres Heste Havre,
Og gik saa selv i Hallen at nyde deres Daure.
Der fandt de Bodvar sidde ved Døren, svøbt i Skind,
Med Hielmen trykt i Øiet. Medens de gik ind
Han ændred ei en Mine. Det var saa Brug og Skik,
At ingen Fremmed hilste, før Kongen indgik,
Og Hrolf besøgte Mange. Derved sig Ingen undred.
Ved Bordene de sig satte, det høit i Hallen dundred.
Men da de Hott opdaged, som ikkun lidet glad
Til høibords nu som Herre, hos den Ukiendte sad,
Lød misfornøiet Mumlen. Man var ei længe seen,
Snart fløi over Bordet igien paa ham et Been.
Heel ræd han blev tilmode; ved Spisen, ved Drik,
Han mærked, Bersærkerne begyndte gamle Skik.
Han hvisked ræd til Biarke: Nu lad igien mig gaae,
Skiule mig, gode Bodvar, i min Knokkelvraa. -
Ham Bodvar holdt med Haanden saa fast, fuld af Harm,
At nær han havde knækket Ungersvendens Arm.
Han sagde: Hvis du viger mig her til Skam og Spot,
Hvis Den med Ondt du lønner, som vil dig idel godt,
Da skalt du ikke komme levende, Træl, herfra.
Jeg lover dig at beskiærme, hvad kan du frygte da?
Det er jo blot for Morskab! De Been er alle smaae.
Est du en liden Kylling, som Hagl kan sønderslaae?
191 Saa sad han taus beskeden, holdt sin Vrede tam;
Snart Knoklen traf Hottur, stundum traf den ham.
Men da Beenhaglen voxte, da lumske Hromund tog
Laarbenet af en Oxe, som, hvis han rigtig slog,
Var vorden Hotturs Bane; da, rolig i sit Sind,
Hin Knokkel Biarke fanged i Luften, med sit Skind,
Greb den med Heltehøiren, stod op, sigted først -
For sidstegang da, Hromund! du læsked din Tørst!
Thi som han Hornet tømte, traf Biarke ham i Panden,
Saa Blodet over Øiet sprang ned i Sølverkanden.
Han blegned som en Dødning, vaklede, Tænder beed
I Krampe, tabte Bægret, og faldt paa Gulvet ned.

Da blev et svarligt Bulder. Svibdagger Freden brød,
Greb Sværdet over Bielken at hævne Frændedød.
Forbittret han sig skyndte, som det opbragte Dyr,
Der Ungerne berøves. Beigal, som Asatyr,
Naar han i Kampen raser, skreg høit i Hallen: Mord!
Død over fremmed Niding, som haaner Kongens Bord.
Op! Hromunds Drab at hævne! Jeg efter Blodet tørster.
Men som det vrede Pindsvin reiser sine Børster,
Naar Faren er forhaanden, med Pigge trindt bedækt,
Ei Ulven Bidet vover, - saa stod, af Helteslægt,
Biarke den Fiirskaarne, med Hielm, Sværd, Skiold;
Hans Øie lynte Døden, dog blev han rolig kold.
Nu opsprang Hallens Dørre: Dannerkongen stod
Stræng for de vilde Kæmper; det dæmped deres Mod,
De satte sig paa Bænken igien, hver ved sit Bord.
Da raabte Svibdagger: Ædle Drot i Nord!
192 Du taaler ei en Niding, som bryde vil din Fred. -
Da bød ham Dannerkongen forblive paa sit Sted;
Man maatte melde Sagen; og da den var bekiendt:
Han ligger paa sin Gierning, har sin Skiebne fortient,
Raabte Hrolf hin Gode: Hvor ofte har, ved Drik,
Jeg eder ei forbuden den skammelige Skik,
At kaste paa hinanden, at slaaes om Been, som Hunde?
Hvad vinder den som giver, som fanger slig en Vunde?
Thor vender sig fra Striden; men Loke tykkes vel
Om slig en Heltedræbning, og Valen gaaer til Hel.
Misundelsen og Naget har indført slige Sæder:
Det lader vel, som Kæmpen ved Øllet sig glæder,
Mens Lumskheden lurer, ta'er Spøgens Kappe paa,
Og venter kun paa Leilighed Medbeileren at slaae.
Det har alt før mig ærgret, at I den stakkels Pog,
Den uselige Fiskerdreng ei skaaned i sin Krog.
Jeg veed, tit overskrider vel Overgivenheden
Besindighedens Grændser; men bør den bryde Freden
Imellem ærlige Kæmper? Bør Heltens Villie stærk,
Ei mere stærk end Rusen, bekæmpe Nidingsværk?
Hvor længe skal det vare, Bersærken er et Dyr?
Et tappert vel og modigt, som ingen Fare skyer;
Men fattig paa Forstanden, uden Adelsdyd,
Ukiendt med Baldurs Glæde, Freias og Bragis Fryd?
Men ved min Faders Aske, ved Heimdals Gullintop,
Jeg hviler ei, før pustet er Aand i denne Krop.
De Tappreste paa Marken i Nord, dem har jeg alt;
Der er alt meget vundet; men Brødet mangler Salt,
Suurdeig, at det kan smage. Velan, det er begyndt.
193 Hromund lumsk og grusom selv sin Død har fremskyndt.
Er det en Viis at hilse venlig fremmed Helt,
Som giester Dannerkongen? som over Sund og Belt
Sikkert langveis er dragen, at see min Kæmpeflok?
Skal han kun finde Jetter, som rase vildt i Skok?
Som overtræde Giestfrihed? Og skal han, naar han staaer
I Fædrelandet atter, omtale Leiregaard
Som skumle Røverkule?
Da følte hver Mand,
At Hrolf talde Sandhed, den gode Drot i Dan.
De Øinene sloge til Jorden, mæled ei et Ord,
Medens Kongens Trælle toge Liget fra Jord,
Og bare til Grav i Lunden. - Men Bodvar bøied sig,
Og raabte dybt bevæget: Nu Hrolf jeg kiender dig!
Tak, for du har beskiærmet et Liv, i vilden Spil,
Som, fra idag min Konge, kun dig hører til,
Hvis du mig ei forskyder. - Da Konningen fornam
Bodvars Navn og Herkomst, da favned han ham
Med vennesalig Gammen; thi Biarkes Heltery
Som Straalen havde bredt sig fra Dovrefieldets Sky.
Han qvad: Vilst du beklæde min dræbte Kæmpes Sted,
Sær est du mig velkommen. - Da smilte derved
Biarke den Fiirskaarne, sagde fro i Skiæmt:
Ærlig Mand i Lykken har Vennen ei glemt,
Og Den, som Rundhed viser, heel ofte Fare staaer,
At han til Tak for Gaven kun fleer Bønner faaer. -
Hvad har du meer at bede? spurgte Kongen mild. -
Hvo, der i Nattekulden mig laante Arne-Ild,
Har Fordring paa mit Venskab, svared ham Biarke kiæk;
194 Og Den, som jeg har ængstet med dødskolde Skræk,
Maa jeg med Bistand trøste. Skal Biarke blive her,
En Plads du ved hans Side forunde Gutten der.
I Nat hans bolde Fader mig skiænkte Giestfrihed,
Dog Drengens Knokkelgiemme jeg grumt har revet ned.
Jeg maa nødvendig bygge ham op en anden Borg,
At jeg den gamle Moder løser fra sin Sorg.

Da smilte Dannerkongen: For din Skyld jeg vil
Paa Bænken Hottur tage, skiøndt i Heltespil
Han ikkun lidt er øvet, forstaaer ei Kæmpeskik;
Jeg vil ei spare Maden paa ham, ei heller Drik. -
Maaskee han Helt kan vorde!
Ja, svared Biarke klog,
Den Green maa tidlig krøges, som ret skal vorde Krog.

195

TREDIE SANG.

Nu lærte Biarke Hottur alt hvad hører til Krig.
Drengen var fra Kæmpen uadskillelig.
Han viste ham, at bruge Steenøxen, med Kraft.
Den Tiden har bevaret, men fortæret dens Skaft;
Endnu i gamle Gravhøi vi mange slige finde,
Fra den mørke Oldtid. Helligt Helteminde!
Selv kunde Biarke slibe deslige Øxer fleer;
Forstod den Kunst med Ære. I Heltehøien seer
Man hvassen Øxe ligge fast paa sin Slibesteen,
Ei langt fra Askekrukken, som giemmer brændte Been.
Han ogsaa kunde hærde Kobber til lyse Malm,
Der tabte røden Farve, gulnede som Halm,
Til skiønne Greb for Sværdet. Det modstaaer Tidens Magt.
Af Høien slige Hialter er tit for Dagen bragt,
Saa hele, saa holdne, som smedede først igaar;
Dog har de hvilet i Jorden henved totusind Aar.
Men opløst Sværdebladet derved, som vissent Løv,
Ligger, en Okerstrime, brunlig Strimmel Støv.

En Dag med Bodvar Biarke Hottur paa Jagten gik;
Da stirred den Fiirskaarne til Jord med mørke Blik.
196 Hvad fattes dig min Fader? spurgte den muntre Svend,
Jeg kiender dig jo neppe. - Sæt dig hos mig hen,
Sagde Norges Kæmpe, hist ved en gammel Eeg,
Hvor Sølverbækken sprudler og driver Blomsterleg,
Saa skal jeg dig kundgiøre, Søn, hvad mit Hjerte trykker.
Mit Mod jeg Dannerkongen har viist i mange Stykker;
Dog har han mig opfordret til en Bedrift idag,
Hvortil i Livet førstegang sig Biarke føler svag.

Du svag, gienmæled Hottur, nu saa er Egen skiør.
Min Søn, en Eeg kan knækkes, - svared ham Biarke; hør
Opmærksom paa min Tale: Siølund ved Heltehænder
Er renset vel for Rovdyr; dog Eet i Skoven render;
Dog har en usæl Vikingsmand forstyrret Leires Fred,
Paa Snekken bragt en Mandbiørn til Herthas grønne Ved,
Som volder megen Øde; thi Mennesker og Qvæg
Den myrder daglig grusom. - Bleg som en kalket Væg
Skotted Hottur tilbage, han frygted Biørnen nær?
Men stille Bodvar Biarke bag skyggefulde Træer,
Saadan vedblev sin Tale: Ei meer end Gedehamsen
Paa Æblet, agter Nordmand i Throndelagen Bamsen,
Et dagligt Spil bag Graner; thi har mig Kongen sendt;
Han meente Biarke med Jagten var allerbedst bekiendt.
Derfor han bød mig Færden; og veed ei, Biarke stod
Heller i Strid paa Dækket, mellem Liig og Blod
197 Mod hundred stærke Fiender, i Hagl fra sorte Skyer,
End han idag med Sværdet gaaer mod et enkelt Dyr.

Ei Hottur kunde fatte den bolde Normands Ord.
Min Gut, vedblev den Hellede, min Farfar i Nord
Var mægtig Drot i Opdal; man kaldte hannem Hring.
Om min Faders Skiæbne fortaltes sære Ting.
Jeg var en liden Pebling; - min Faders, Moders Død
Og deres Livsbedrifter, som Eventyret lød
Tit mig i spæden Øre. Hvo skiælner Falskt fra Sandt,
Som liden treaars Gutten? Mig Faderløse fandt
Ragnvald en ærlig Bonde, han opdrog mig til Svend;
Men Visen om min Fader hørte jeg tit igien.
Maa ei en ærlig Fader elskes af sine Børn?
Hvor tit begræd din Søn dig, ulykkelige Biørn!

Saa sige sære Frasagn: min Fader tidlig misted
Sin Moder, Ragnhild Fagre. Da Kongen havde fristet
Slig Skiæbne, Gubben meldte: Man lever kun eet Liv,
Jeg søger mig ad Aare paa ny en Venneviv,
For den, mig Døden røved. Han sendte sine Mænd
Til søndre Land, at finde sig Hustru igien.
Men snelt et rædsomt Uveir dem jog fra varme Kyst.
I sorte Bølger Havfruer, med skumhvide Bryst,
Med Lyn i røden Øie, drev Snekken op mod Nord;
Mellem Isens Stumper den standsed i en Fiord,
Fiernt i nøgne Finmark, hvor Granen meer ei staaer,
Hvor selve Fyrren slipper; hvor Birken Aar for Aar,
Kun voxer som et Ukrudt, en liden fattig Hæk;
Hvor ingen Fisk meer findes, i Elv eller Bæk;
Hvor Mosset trives kummerligt, har tabt sin Farve grøn,
Og sortebrunt sig strækker mod Klippen.
198 En Bøn
Til Aserne de giorde, ventende Døden brat,
Den hvide Snee dem hylled i bælmørke Nat.
Da blev de vaer i Ørken, i Nattens kolde Gys,
Langt borte som en Stierne; det var jordiske Lys.
Did deres Vei de styred. Hvad troer du vel, de saae?
Som under en Glarklokke hvælved sig Luften blaa,
Høit om en deilig Grønning, med spraglede Blom sterbed.
Min Farfars bange Sendemænd gyste derved.
Thi Grønningen med Luftblaa, stod midt i Sneens Nat;
Snee gled fra klare Hvælving, mens den daled brat.
Og midt i brogede Runddeel, bestraalt som af en Sol,
Saae de to skiønne Qvinder, hver paa gyldne Stol
At binde Blomsterkrandsen, i Skyggen af et Træ,
Hvor Purpurfugle qviddred i lune Birkelæ.

De smilte, da de tydeligt, i Nattens Gnistersnee,
Ved Skimt af Lyset derinde, grant kunde see
Forfrosne Kæmper skiælve; de bød dem ind i Lund.
Da mæled den Ældste med Smil paa røden Mund:
I undres ved at see os i dette Vintermørke?
En Foraarslund i Vaaren, hensat i Finmarks Ørke.
Man Kunsten vel maa bruge, man som et Barn har lært,
Fra Undergang at redde, hvad Hiertet meest har kiert.
Hin gamle Finnekonning, en Gubbe mere kold,
Sølvgraa meer end Vintren, med Isens klare Skiold,
Har beilet til min Datter, den ranke Lilievand,
Med Rette kaldet Sneehvid; thi Sneen ei kan
199 Bramme med større Hvidhed, end hendes Haand og Barm.
Dog der den ei fryser; den brænder ungdomsvarm.

For at redde min Datter, for at undgaae hans Garn,
Jeg flygted hid til Finmark med mit eneste Barn,
Men tog lidt med af Vaaren, lidt Blomster, lidt Grønt.
Lidt Aftensol, lidt Fugle; det klæder saa kiønt.
Nær Isens evige Slotte, Vintrens lange Nat,
Har vi vor lille Trægaard midt i Sneen sat;
Og medens Stormens Ørne derude sig svinge,
Med Hyl fra Field til Fielde, paa nordlysrøde Vinge;
Mens sorte Mudder vælter iiskoldt, som størknet Blod,
Af Skorpens brustne Side, til Elivagas Flod;
Det morer os herinde, hvor hver fornøiet sidder,
At høre Kildens Rislen, lystig Siskenqvidder,
Mens broget Sommerfuglen i Solen flagrer her,
Som Sneens hvide Flokker i Maanskinnet der.
Kom ind, at spise Jordbær, saa modne, saa søde,
Udklækked i vor Morgen - i vor Aftenrøde;
Kom ind, at see min Datter! thi hun har intet Graat;
Kun askelyse Langhaar. Det klæder hende godt.

De Sendebud betragted hin lilieranke Mø;
De tænkte: Længe rider Kong Hring under Øe,
Før han slig Hustru finder; og længe Kiølen staae
Vi Sømænd lade daglig i Bølgerne blaae,
Før vi en Jomfru træffer, at bringe gamle Drot
Af halv saa sielden Skiønhed. Han vist vil tykkes godt
Om denne ranke Sneehvid. Ordsproget taler sandt:
Uventet kommer Lykken; ofte man den fandt,
200 Hvor mindst man den søgte. Vel er Konning Hring
Ei meer i Ungdoms Blomstren, det siger ingenting:
Har Høsten ei sin Skiønhed, skiøndt den er ikke Vaar?
De frembar deres Ærind i grønnen Urtegaard,
For Finnekonens Datter. Efter hendes Sind
Var denne bratte Beilen. Skibet fik Vind
Da Moderen med Sneehvid stod ved Dækkets Kant;
Strax den skiønne Trægaard i Sneen forsvandt.
Med gunstig Bør hurtig de Finmark forlod,
Og seilede til Opland, hvor Bryllupet stod.

Men stakket kun var Glæden. Til Husbondens Vee,
Sneehvid blev imod ham kold, som hviden Snee;
Han hende var for gammel, hun fødte ham ei Børn.
Men skiøn var hendes Stedsøn, Ungersvenden Biørn.
Hun med forelsket Øie paa Gutten daglig skued;
Heftige Flammer voldsomt i hendes Hierte lued.
Hun tilstod ham sin Attraa, med frække Frillesind.
Da pletted en Kindhest rosenrøde Kind.
Han opbragt hende stødte tilbage med Foragt.
Sneehvid ved Slaget til Rasenhed bragt
Strax brugte sine Kunster; en Ulvehandske tog
Hun op af Sølverskrinet, dermed hun ham slog.
Da brat han sig forvandled: de lysegule Lokker
Blev sorte Biørnebørster; til Kløer og til Sokker
De smukke hvide Hænder; hans Ansigt, som før
Ligned Freirs, naar han smiler i Valaskialfens Dør,
Bedæktes af en Hætte, med tykke Ører smaae;
Munden lod hun spaltet til Ørerne staae.
En tyk og lodden Finmut indhylled ranke Liv.
Da raabte skiøn Sneehvid: Foragt nu Kongeviv,
Og beil til Bondedatter! Skynd dig i Skoven ud!
I Kulen ved Elven du træffer din Brud.
201 Bera, Svendens Fæstemø, saa længelfuld mon staae;
Men da en Biørn i Skoven sig nærme hun saae,
Forfærdedes den Fagre, hun vilde Flugten tage.
Endnu engang paa Veien saae hun sig tilbage, -
Stirre d i hans Øine, da kiendte hun ham brat.
Øiet, Siælens Vindve, slører ei Nat,
Ved Hexens Tryllekunster. Ved Seid vel hun kan
Forvandle til Slange, til Fugl, til Dyr en Mand;
Men Menneskeøiet dog altid han beholder,
I Pelsen, som Biørn, som Orm i Slangefolder.

Knap stod hun udi Hulen med Biørnen, før igien
Til Menneske forvandlet hun fandt sit Hiertes Ven.
Der samledes de ofte, ved mørk Midienat;
Men neppe skinte Solen i Østerlide brat,
Før Biørnen som et Rovdyr, med Labber og Skiæg
Faldt ind i Kongens Hiorder, dræbte Hyrder og Qvæg.
Vel han sig maatte vogte, naar Morgnen var nær,
At grumt han ei myrded, den, der var meest ham kiær.
O min usalige Fader! Han ønskte sin Død,
Og ei han vented længe. Konningen bød,
Paa Dronningens Begiering, sit Hof i Vaaben staae,
Mod den grumme Mandbiørn, paa Jagten at gaae.

Hør, sagde min Fader, da sidstegang i Lunden
Han talde med min Moder, snart Forløsningsstunden
Sig nærmer kiære Bera! Min Død stunder til;
Mig bæres for at Sneehvid sin Hævn smage vil
I al sin bittre Fylde. Men ville de mig fælde -
Jeg viser dem i Skoven min sidste Manddomsvælde;
202 Og kiøbe skal den Onde, min kiærkomne Død
Med sine Venners Nedlag. - Beras Taare flød;
Men Biørn, min kiække Fader, saa vedblev sin Tale:
Ei kan en Mand sin Skiæbne, ved Klynken, forhale,
Ei heller eier Livet for mig særdeles Gammen;
Dog trøster det i Nøden, at her vi fandtes sammen.
Saa hør mig, kiære Hustru! Naar nu af Landsesting
Jeg fældet er til Jorden, du finder den Ring,
Som du mig gav i Fæste, som min Finger bær,
Dit Troskabspant i Livet, du mig til Døden kiær!
At bede min Fader blot du har behov,
Om det som Biørnen giemmer under venstre Bov.

Nu vil jeg meer dig sige: du føder trende Sønner.
Thor give hver, med Troskab og Diervhed, dig belønner!
Kald da den første Frode, den anden Thorer kald,
Den tredie Bodvar hedde. I Høien er en Hal,
Hvor jeg har giemt de Vaaben, som hver sig hente maa.
Men Morgenhanen galer, min Viv, lad mig gaae!
At ikke jeg i Hulen et Utyske bliver,
Og glubsk, hvad mig er kiaerest i Verden, sønderriver.
Han gik. -
Knap var han ude, saa hylled Biørnehammen
I Pels det ranke Legem. Da hørtes Hundeglammen;
Biørnen blev af Kongen og Dronningen forfulgt,
Samt mange stolte Hirdmænd. Ei Sneehvid havde dulgt
Sin Harm mod lodne Røver, som dræbte hendes Qvæg;
203 Let den gamle Husbond hun daared til en Leeg,
Som kosted ham hans Arving. Vel værged Biørnen sig
Opreist, med sine Labber, kiæk, mandelig,
Og fældte mange Fiender; med Spyd, Piil, i Side
Tilsidst den dog afmægtig i Græsset maatte bide;
Men kasted først sit Øie paa Faderen saa sært,
At Livet blev, fra den Dag, ei længer Gubben kiært

Min Moder gik til Kongen i norske Graneskov,
Bad om hvad der skiultes, bag Dyrets venstre Bov;
Og snart sin Ring gienkiendte; da fik hun Beviis,
Fuldt i Biørnedrabet, paa sin Husbonds Forliis.
Men Sneehvid sin Ondskab lod rase, thi hun lod
Den dræbte Bamse stege, da rundet var dens Blod.
Derpaa hun for min Moder usalig monne gaae,
Med Biørne-Kiød paa Brikken, skiar det i Stykker smaae,
Tvang hende til at spise; trued, hvis hun afslog,
Med pinlig Død paa Stedet. To ringe Bid hun tog,
I rædselsfulde Jammer; men trediegang hun skreg:
Giv heller strax mig Døden! og sank til Jorden bleg.
Da vendte hende Ryggen med Haan fæle Dronning
Og kvad: Din Biørn ei deler meer med dig sin Honning.
Skynd dig til dit Leie! Nu har mit Hierte Ro;
Uhyrer skal du føde, hvad om det saa blev to!

Min stakkels Moder i Løndom fødte Sønner tre.
Elgfrode den første, til Navlen var at see
Som Elsdyr, den Usæle. Den anden, Thorer god,
En vakker Dreng forresten, men med en Hundefod;
Det voldte Biørnekiødet. Jeg, det tredie Barn,
Var vorden uden Lyder, jeg undgik Hexens Garn. -
204 Min Moder døde fra mig, i mine spæde Dage.
Om Thorer, Elgfrode jeg intet veed. - Tilbage
Jeg blev hos gamle Ragnvald; i mit tolvte Aar
En Midnat han mig viser den Høi, hvor Sværdet staaer.
Mens Maanen giennem Døren straalte rædselfuld,
Jeg fandt min gode Snertir, uddrog den af Muld,
Mangen havde prøvet før at faae Sværdet der;
Som i Stenen voxet, det sad for andre qvær;
Jeg drog det, som man drager af skiøre Jord en Rod;
Og stedse mig i Kampen min Snertir var god.
Kong Hring var længe gravlagt. I Throndelag, i Strid,
Ved Hærværk, ved Manddom forgik min Ungdomstid.
Jeg Ære mig indlagde, ved Hildurs blodige Leeg,
Og Biarke man mig kaldte, liig Barken af en Eeg.
Den uselige Sneehvid faldt brat for mit Sværd.
Tilgiv, min gode Snertir! hun var dig ikke værd.
Jeg haabed at gienvinde min Faders Eiendom,
Men, kunde ham kun hævne. - Da Hrolfs Rygte kom
Til Norge, som en Trækfugl, der siunger i Vaar;
Og ned fra Dovrefieldet jeg gik til Leiregaard. -
Nu veedst du alting Hottur. Trofast i Færd
Drager for Kong Hrolf jeg Snertir, mit Sværd;
Kun denne Biørnejagten - er høist min Siæl forhadt;
Og dog maa Bamsen bløde, før Stierneblink i Nat.

Her taug den gode Bodvar; saae i Bækkens Flod,
Mens Hottur nysgierrig, hiertegreben stod,
Støttende sig til Spydet, og vilde høre meer. -
Hvergang en Biørn i Skoven jeg ene vandre seer,
Vedblev alvorlig Biarke, paa min Fader jeg tænker.
Ei Biørnen kiender Ulvens, ei Lossens, Rævens Rænker;
205 Er sielden blodigt Rovdyr, skiøndt den er lagt for Had;
Melk er dens bedste Drikke, Honning dens bedste Mad.
Et Menneske den ligner, naar paa Bagbeen den staaer;
Tungsindig, helst alene, den om i Skoven gaaer;
Lytter, opmærksom gierne, til Fossens Suselyd;
Ved Lurer, ved Trommer, som Helt, den finder Fryd;
Angriber sielden Bonden; men, saaret af hans Piil,
Frygter den ikke Døden, forfølger med IH
Hævngierrig stolten Fiende, med Kløer, skarpe Bid.
Den har tolv Mænds Styrke, dobbelt Mandens Vid;
Vee, hvo, den ikke fælder ved første Pileskud.
Dog vil jeg, uden Vægring, lyde Kongens Bud.
Jeg hører dybt alt brumme den vilde Bamse hist.
Rusende frem i Harme brækker han Skovens Qvist;
Han æder Dødmands Legem, vanartet fra sin Slægt!
Hvis Pilen ham ei dræber, da falder du med Vægt
Paa ham, min stærke Snertir! Thi Hotturs blege Kind
Lover mig liden Bistand! Han fægter kun med Vind
Og med de rædde Fiske.
Som talt var disse Ord,
Bodvars Piil fra Strængen i Biørnens Bringe foer.
Ei dødeligt var Skudet. Den tog sin Retning mod
Hin drabelige Kæmpe, paa Pelsen flød Blod.
Biarke da vilde drage sin Snertir paa Stand;
Men i Taskeremmen indvikled stærke Mand
Den frygtelige Glavind; det vorden var hans Død!
Da glemte Hottur Frygten; dybt sit Spyd han skiød
I Biørnens venstre Øre, styrted imod den kiæk;
Kun for sin Fosterfader han følte Dødens Skræk,
Sin egen Fare glemte; hans Banghed forsvandt.
206 Bamsen i Fiskergutten en tapper Fiende fandt.
Han raabte: Plumpe Niding! Slig Helt vil du myrde?
Har han mig ei forsvaret, som sine Lam en Hyrde,
Da Kæmperne paa Leire mig hugged med Been?
Nu vilst du sønderslide hans Krop bag Skovens Green?
Nei det til Løgn skal vorde, du pralerske Fæ!
Din Aand du skal udgive, bag dette Bøgetræ. -
Saa talt, han altid stinged; den var alt længe død;
Men Hottur i sin Iver gientog de stærke Stød. -
Ved Kilden havde Biarke sig sat; høit han loe,
Drengens raske Idræt ham Hiertet giorde froe.
Han mærked, der var Evne, Villien var stærk;
Og gottede sit Øie, ved det fuldendte Værk.

Derpaa han skrued Laaget af gyldne Drikkehorn,
Med Mundtgodt forsynet, giød bag en Slaaentorn
Deri af Biørneblodet; saa rakte han, med Tak,
Det Hottur hen i Hornet, og sang, mens Drengen drak:
Naar Odin vinker,
Naar Sværdet blinker,
Er Helten glad;
I røde Strømme,
I Liig, som svømme,
I Birtingsbad,
Paa Lynets Vinger
Han iler kold,
Naar Skøgul svinger
Sit røde Skiold.
Fornemmer du ei noget? spurgte Stridens Mand.
At mine Kræfter voxe, jeg fuld vel mærke kan,
Svared den unge Kæmpe. Da Biarke Spydet stak
207 I Jord, hvor den var blodigst, og sang, mens Drengen drak:
Hans Vaaben runge!
Den blanke Tunge
Han svinger stærk.
Til Odin rider,
Naar Sværdet bider,
I Pandsersærk,
Den raske Kæmper,
Hvis Mandemod
Ri Skrækken dæmper,
Blandt Liig og Blod.
Fornemmer du ei noget? var Bodvar Biarkes Ord.
Nu Frygten faldt som Taage, som et Hexeflor;
Svared hin unge Kæmpe. Da Biark' af Egen brak
En Qvist, vandt den om Spydet, og sang mens
Drengen drak:
Odin med Flammer,
Thor med sin Hammer,
Med Kølle Tyr;
Og Kampens Piger
Til Jorden stiger,
Naar Vaabnet gnyer.
Naar Luren tuder,
Som hungrig Biørn,
Da lokkes Guder
Til Seirens Børn.
Fornemmer du ei noget? spurgte ham Klippens Søn.
At Hildurs Leeg er herlig, Heltens bedste Løn,
Svared hin unge Kæmpe. Da, med et Glædesblik,
Signede Biarke Bægret, og qvad til Svendens Drik:
Hvad er vel Livet?
Et Pust i Sivet,
208 Som synker ned;
Et Spil af Kræfter,
Som higer efter
En Evighed.
Til Evigheden,
Saa morgenrød,
Gaaer Vei herneden
Kun giennem Død.
Fornemmer du ei noget? spurgte ham Fiendens Øder.
At Asathor fortrolig min Aand i Skyen møder!
Svared hin unge Kæmpe; jeg hører Miølners Klang,
Paa stærke Kobberskiolde. - Da Bodvar Biarke sang:
Blandt Miød og Piger,
Du danske Kriger,
Blandt Blod og Liig,
Du rask dig svinge,
Til Skuidas Vinge
Bortvifter dig.
Med Sværd fra Belte,
Med Egekrands,
Sig sømmer Helte
Den sidste Dands.
Fornemmer du ei noget, da Hornet er udtømt?
Spurgte den norske Kæmpe. - For Signe Hiertet ømt
Med Freias Ild skal brænde, til det banker ei meer,
Svared Hottur hæftig; men nu jeg hende seer
Forvandlet til Valkyrie, den blide Gefions Mø.
For Hrolf, for Biarke, Signe, hvor let, hvor sødt at døe.
Jeg viger ingen Stridsmand i Leirekongens Bo;
Selv ikke Bodvar Biarke. Vilst du mig ei troe,
Saa lad os Kræfter prøve!
209 Da den Fiirskaarne sprang
Fra Stenen, greb den Ranke; paa den grønne Vang
De brødes længe, tumledes, bag skyggefulde Træ.
Ei formaaede Biark' at sætte ham i Knæ.
Hott slog med vældige Næve, greb saa med stærken Arm
Sin Pleiefar om Livet, bøied ham i Harm,
Som Stormen Egen bøier; men ei dog Egen knak.
Biarke raabte: Manddom af Blodet du drak;
Men jeg har ogsaa drukket. Du svækker ei mit Mod.
Som tvende haarde Klipper ubøielige stod
De længe mod hinanden. Da raabte Biarke: Nok!
Langt borte seer jeg, Kongen hiddrager med sin Flok;
Nu vil en Skiæmt vi øve.
Harnisket giort af ny,
Han havde med i Skoven, det Hottur han mon flye.
Hielm og Brynjehoser drog selv han Gutten paa;
Smukt kneised unge Fisker i Staalbrynien blaa,
Med Hielmenættet draget dybt over Næse, Mund.
Som en fremmed Kæmpe paa Bakken i Lund,
Stod rank han med Spydstagen; stærkt funkled hans Øie;
Bag Hækken giemte Biarke hans Hat og Fiskertrøie.

Kongen kom, med Rude, sin ældste Søster, huld,
Med sine tappre Hirdmænd og med den stolte Skuld,
Paa sorte, røde Hingste; men Kongens Hingst var hvid.
Hrolf hilste Bodvar Biarke med Høviskhed blid.
Sin Høg, den kiekke Habrok, han holdt paa sin Haand;
Den længtes efter Jagten, at slippe fra sit Baand. -
Da Hrolf opdaged Biørnen, som senestærk, stor,
210 Af Spydet giennemboret, i Blodet laa paa Jord,
Han raabte: Bodvar Biarke! Thor signed dit Skaft,
Du fældte Biørnen ene, med tolv Kæmpers Kraft

Nei, Herre, svared Biarke, jeg monne den ei fælde.
Seer du hin ranke Kæmpe, som kneiser med Vælde,
I prægtiglyse Brynie? Han kom til Hielp i Nød,
Da Bamselabben trued mig med den visse Død.
Just, som jeg vilde drage mit Sværd, til Dyrets Drab,
Blev det viklet i Remmen. Alt aabned sin Flab
Den forbittrede Bamse, mens jeg stod værgeløs;
Da kom til Hielp i Nøden hin drabelige Knøs.
Han har Uhyret fældet, som slugte Kiør, Faar,
Og til dig tro at tiene, beredt min Kæmpe staaer,
Vilst du ham Sværdet række og tage hannem i Eed?
Dannerkongen rakte med vante Høviskhed
Den fremmede Kæmpe Sværdet. Han Troskabseden svoer.
Men see- da Hielmenættet fra Svendens Pande foer,
Kiendte de alle Hottur!
Ha, raabte Hrolf, du har
Dig vist i denne Morgen, som sielden Kæmpe svar.
Du dobbelt haver tient mig: thi først du Biørnen vog,
Saa hindred du, at ei den min Biarke sønderslog,
En Helt, som ei jeg misted, for hundred Biørnes Død. -
At beholde Sværdet, til Løn, ham Kongen bød,
Det skiønne Gyldenhialte, og qvad: Fra denne Dag
Skal Hottur hedde Hialte; Biørnens Nederlag
Derved erindret være. -
Som af en Drøm opvakt
Stod Hialt' i Skoven ene. Til den fierne Jagt
Henred alt snelle Skare. Men, da han atter saae -
211 Mødte ham med Elskov to Jomfruøine blaae,
Og et Par Arme hvide, med gyldne Ringe smykt,
Aabned sig for den Klække. Da blev til Hiertet trykt
Hialte du af din Signe! Min Konning, min Mø,
Raabte den Hugprude, nu Odin lad mig døe!
Ei mere høit kan Aanden svinge sig fra Støv. -
Jeg flætter lyse Roser i dine dunkle Løv!
Svared, smal i Midie, den fagre Lilie snelt;
Med Ast og kielen Elskov lønnes bedst en Helt!

212

FJERDE SANG.

Saaledes havde Biarke til Helt forvandlet Hialte;
Men ofte foer i Baad han paa Voverne salte,
Med Fostersønnen fagre; Hialte forvandled ham
Tit igien til Fisker. Ei agted for Skam
I Freden de, at stride mod Storm, Kastevinde.
En ædel Siæl forgietter ei stolt sit Ungdomsminde;
Og Svanen, skiøndt den flyver over Krat over Tiørn,
Overgaaer i Skiønhed selv stærken Kongeørn,
Forsmaaer dog ikke Sivet; men pladsker tit i Dammen,
Med tamme Giæs og Ænder. - Som Børn de legte sammen!

Den vilde Larm ei hued Biarkes stille Sind;
Heller han, i Jollen, mored sig med Vind.
Og tro var Hialte Havet, som en oprigtig Danske,
Skiøndt det tunge Slagsværd han bar i pladet Handske.
Han elsked sine Forældre, deres ringe Stand.
Tre Fisk han bar i Skioldet, malt i det sølvblaa Vand.
Saadan Vaulundurs Vidrik, med dybe Helteskram mer,
Bar, som Kong Didriks Kæmpe, Smeddetang og Hammer.
213 Det gamle Nordens Helte, som Græker, skatted Kunst
Og hver en sindrig Idræt. Middelaldrens Dunst
Først taabelig foragted, hvad ei den monne forstaae;
Og mangen gammel Daarskab fik Nutids Kaabe paa.

Siig mig - spurgte Biarke den unge Helt engang,
De sad i Havblik, angled, og Tiden faldt dem lang -
Hvad fattes Kongens Syster, den hulde Rude? Sielden
Man hende seer i Hallen. Helst hun vandrer i Qvelden,
Dybt i Skoven ene, til dunkle Midnat silde,
Hvor Nattergalerne klukke, ved Hroars klare Kilde.
Hun har et deiligt Ansigt; men paa de hvalte Bryn
Ruger stille Sørgmod, slører hendes Syn.
Selv Kongen, skiøndt saa venlig og tapper, er ei fro;
Jeg saae ham ofte sukke, naar Kæmperne loe;
Mørk, som den ranke Fakkel, der nærer Lysets Glands;
Kulsort, som Natten, kronet med Stierners Kongekrands. -
At Hrolf tit stille sørger, - svared Svipurs Søn,
Er intet Under, Biarke! Han sig græmmer i Løn,
Over en usæl Skiæbne, som intet ændre kan.
I Blodskam blev undfanget Nordens største Mand;
Og skiøndt ved sieldne Dyder han tvætter ud sin Skam,
Saa at den alle glemme, glemmes den ei af ham.
Mig tykkes just for Helten det er en Ære stor,
At bedste Frugt i Solen paa Giødningbænken groer.
Dog ikke Fødslen ene har Hrolf bedrøvet giort;
For en huldsalig Qvinde slog hans Hierte stort;
214 Hun som en Lilie blegned, i Ungdoms fagre Vaar.
Men hvi Rude stille, med Sorg i Skoven gaaer,
Gierne jeg dig fortæller; dog lad os først, i Læ
For Solen, styre Baaden, bag dette Piletræ.

Hurtig hialp ham Biarke Baaden did at roe,
Og da i Pileskyggen svalt nu sad de To,
Vedblev Hialte Talen: Vor Konges fagre Søster
Græmmer et daarligt Løvte, intet hende trøster;
Og ei i hele Skoven, saa vidt og grønt den gaaer,
Voxer en Urt, som mægter at læge hendes Saar.
Et ubesindigt Løvte, som Sygdommen fuul,
Sundheden undergraver bag hemmelige Skiul;
Man daglig seer den Syge, har Medlidenhed,
Men Raad for Banesaaret Naturen selv ei veed.

Hvem gav hun da sit Løvte? Spurgte Biark' i Harm.
Berømt for sielden Tapperhed i Bryst, Heltearm,
Var fremfor alle Hirdmænd Agnar Ingilsøn,
Svared Hialt' Hugprude; - til værdige Løn,
Fordi han Dannerkongen hialp paa Odinsøe
At fælde den gierrige Rørik, loved hin vene Mø
Ham ukiendt Haand og Hierte. Men da hun Agnar saae,
Graanede hendes Himmel og var ei længer blaa.

Var han da fæl og vanskabt? spurgte den norske Herre.
Han kneiser stolt som Aukathor, der ager i sin Kerre,
Svared Hialf Hugprude; men istedet for Gudens Lyn,
Ildrødt ham Haaret brænder; mørkerøde Bryn
215 Spænder han som en Bue, der skyder giftig Piil;
Som Malurt Læben snærper, han drager sin til Smil.
Stor er han af Legem, velskabt, knokkelstærk;
Ingen Helt i Marken vel øved Odins Værk,
Med mere Vold og Vildskab. Hans Mod er Raserie;
Mens Een tit Andre fælde, let Agnar fælder ti.
Men lumsk han er i Freden, hovmodig, spodsk, kold;
Den lange spidse Hage skiuler han bag sit Skiold,
Og leer ad Andres Alvor, med tirrende Foragt.
At han er første Kæmpe, har han dem ofte sagt,
Og ingen meer modsiger, hans Ord nu alle troe;
Hver Tvivler han, med Sværdet, hen over Giallerbro
Viste til Dødens Rige. Men skal der prales ret,
Han taler ei om sin Manddom, men om sin Helteæt,
Den han fra Odin regner. De stolteste Bersærker
Følge med ham i Hærværk; og hvergang Kongen mærker,
At Agnar atter vender med Seir til Leiregaard,
Hrolfs Pande Skyen dækker; thi, som Frosten i Vaar,
Hver Knup han ødelægger, ved sin Tilbagekomst,
Der, i Drottens Solskin, tegnede til en Blomst.

Mens Hialte saadan tåled, dækked af Skyer en Vrimmel,
Lidt efter lidt, med Sortegraat den lyse Aften himmel.
Et Tordenveir opførte sin Muur; den var at see,
Som Dovres tykke Fielde, takkede med Snee.
Igiennem Skyens Aabning, i Vester, Solen sendte
En eneste lang Blodstraale. Rovbegierlig Glente
Ei svæved meer over Skoven, Muusvaagen søgte Skiul,
Forfærdelig blev Himlen, brandrødlig, mørkeguul.
216 Til Stormens dybe Drapa begyndte høit at dandse
Bølgerne paa Havet, med hvide Liliekrandse.
Som gamle Folk, der Deel meer i Dandsen tager ikke,
Stod Egene paa Stranden, med Hovederne de nikke
Ad lystige Ungdoms-Lege. Som Svaler paa Jord,
Dybt Maagerne paa Havet, med dalende Vinger foer.
Da begyndte Braget! Forfærdelig var Larmen.
See, hvisked Hialte sagte, seer du ham ei paa Karmen,
Med sine skiæggede Bukke? Jeg Hiulet gnistre saae,
Bukkeskiægget lyste; nu vil han snarlig slaae,
Med Miølnir, Tordenskraldet, hin vrede Aukathor;
Freir naade den, han træffer. See, hvor Bølgerne groer
Fra Tuer op til Bakker. Vi Landet søge vil.
Jeg øiner alt derude den fæle Marbendil,
Havmanden, som sig viser, naar Døden forestaaer;
Han svømmer i Skælbrynie, med lange røde Haar.
Hielmen han har om Issen, det er Ægirs Hielm,
Den gi'er ham tolv Mænds Styrke. Lang-Spydet af Elm
Han under Armen holder, derved han svømmer let.
Nu vædder jeg, Margyge, med sine lumske Næt,
Er langt ei borte. Manden at følge hende lyster;
Til Beltested som Qvinde; Stierthale, lange Bryster,
Og Hinden, mellem Tæer og Fingre, vise klart,
Dog, at hun er en Havfrue, af fordærvelig Art. -
Lad af at drømme! raabte Biarke fra Strandens Bredde;
Det er en Mand i Havsnød, som strax vi maae redde.
Da Hialte hørte Biarkes Forsikring, om en Mand,
Brugte han vel sin Aare; snarlig da paa Strand
217 Den Fremmede de bierged, lagde ham paa Gruus,
Hvor selv han kraftig opsprang, gik i Svipurs Huus,
Fulgt af de tvende Fiskere. Tilfreds der han skued
Lystigt Arneilden luun i Hytten lued.
Han tørred sine Klæder, ved varme Skorsteensglød,
Afpudsed sine Vaaben; - og knokkelstærk, rød
Han sad nu der - som Agnar! Ham Hialte kiendte strax,
Men Agnar ingen kiendte. Beltets Vaabensax
Han lagde blank paa Bordet, tømte Svipurs Kruus,
Og, medens Stormen derude sagtnede sine Bruus,
Han stormed høit i Hytten:
Det lyktes dig kun slet
Lumske Ran! at qvæle Grams, Humbles, Hadings Æt.
Om end mit Skib forliste, med alle tappre Mænd,
Stærken Agnar Ingilsøn tilovers blev igien;
Nok til at tugte Biarke, med samt sit Fosterbarn. -
Hvad, spurgde Fiskerhelten, skiult bag Hyttens Garn,
Har du saa stort mod Biarke? Kiender du ham, min Helt? -
Først nylig, svared Agnar, over Hav og Belt,
Er han til Danmark dragen, mig ufordragelig;
End kiender jeg hannem ikke, men han skal kiende mig.
Om Kongen end vil taale, forfængelig meer end god,
Og høit berømt i Norden - sær for sit Taalemod;
Om Kongen end tilsteder, at man hans Hal igien,
Med paltuge Stakarie, med ringe Almuesmænd
Til Væmmelighed fylder, saa taaler jeg det ei!
Naar Agnar staaer i Hallen, maa Hialte gaae sin Vei.
Hvor tør en Fiskerpebling dristig sig understaae,
Med Konge-Jarlesønner i Fosterlag at gaae?
218 Min Herre, svared Biarke, veltalende med Vægt,
Kun svag mod rige Guders er Menneskenes Slægt;
De største Manddomsevner mod Asernes kun smaae;
Og dog, saa smaae de ere, de ere sieldne, faae.
Nødvendig Frugt ei findes, hvor ei Kongen har Lov,
Med Viisdom, den at søge, bag hele Landets Skov.
Naar du et Skib vil bygge, mon et Gierde du slaaer,
For nogle gamle Stammer? siger: kun hvo staaer
Paa denne Side Gierdet til Snekkekiøl skal bruges!
Mon trøsket tit ei Egen af Myrerne sluges?
Naar nu til døde Skibe, Bielken vælges maa,
I hvilket Træ den voxer; - mon ei de Mænd, som slaae
Mandhaftige paa Dækket behøve sligt et Valg?
Troer du maaskee, at Helten, som Trællen er til Salg?

Forundret ved hans Kiekhed, Agnar paa ham saae;
Men Biarke vedblev rolig, i Sømandstrøien blaa:
At Trællen ei tilstedes at bære Skiold, Sværd,
Nu, der er Syn for Sagen! til dristig Herrefærd
Den Æt ei længer duer, med døsigkolde Blod,
Uden Helteraskhed, uden Ædelmod.
I mange hundrede Vintre forkuedes af Frost
Finnerne, deres Fædre; ved tarvelige Kost
De trives bedst bag Ploven; til Manddomsidrætter
Skiælve de, som Dverge, der gaae mod stærke Jetter.
Maaskee, med Tiden, Herre, forædlet deres Æt,
Tvætter med Fiendeblodet ud den dunkle Plet.
De stolte Sønner svinge Sværdet maaskee den Dag,
Da mangen gammel Stamme visner oldingsvag.
Nu skeer dem Ret! Men Hialte, hvad har mod ham du? - Tie!
Raabte vreden Agnar. - Er Hialte selv ei fri,
219 Vedblev visen Bodvar, af ærlig Fiskerstand?
Hvad har du mod en tapper, fattig Almuesmand?
Hvad har du mod en Fisker? Redded han ei dit Liv?

En Krands jeg under Fiskeren af Havgræs og Siv,
Men ei af Egeblade; svared stolten Kæmpe.
Jeg ingen Mand foragter, som farer spag med Lempe.
Eder jeg strax betaler, I ærlige Svende to,
Med hviden Sølv min Redning, Opholdet i Jer Bo.
Men faaer jeg fat paa Biarke! - Hvad har dig Biarke giort?
Spurgte ham den Fiirskaarne. - Hans Navn er for stort,
Det maa min Sax beklippe; svared stolten Herre;
Min Nidkiærhed han tirrer; jeg kender intet værre.
I Drotters Hal han gielder for Leires bedste Helt;
Bør det en Budlung taale, født ved det danske Belt?

Nu, raabte Bodvar Biarke, eet Land ei altid kan
Opvise til sin Ære den stærkeste Stridsmand;
Hvis Biarke dennesinde selv Agnar overgaaer,
Maaskee den mere Vældige staaer op om nogle Aar,
Med danske Rug opfostret. - Det norske Barkebrød
Opfostred Bodvar Biarke kun til sin visse Død!
Raabte stolten Agnar. Ved Odins sorte Ravne,
Hylder han i Hallen ei mit, for alle Navne,
Mig, som den første Kæmpe; udjager selv han ei
Fiskerdrengen Hottur, til Ægirs vaade Vei,
Hvorfra han ind sig voved i Dankongens Hal -
Hans Hoved ham fra Skuldren min Høthing hugge skal.
I Hallen Agnars Ansigt, forfærdeligt at see,
Snart farver hver, som staaer der, med Skrækkens hvide Snee.
220 Nu, svared Bodvar Biarke, du har ei langt at gaae;
Hvis du vil Biarkes Hoved fra Skuldren ham slaae,
Ei behøver du, Herre, til Leire dig at begive;
Han og hans Fostre Hottur endnu er her i Live,
Ei langt fra Fiskerhytten. Vi strax dig dem vil hente;
Skiøndt kun ringe Maager, de frygter ingen Glente.

Derpaa sig begge skyndte, oppebied ei Svar,
Gik ud, kom tilbage, hver i sin Brynie klar.
See her staaer Bodvar Biarke; skiøndt fostret op med Bark,
Ei ræd dog for at møde Agnar i aaben Mark;
Her Hialte hin Hugprude, skiøndt fostret op med Fisk,
Dog viger han ei Agnar, ved Dankongens Disk.
Nu selv bestemme kan du, i fattige Fiskerbo,
Hvem du vil Kampen unde. Du est ei nok til To!
Og trænger først til Hvile. Skibbrudne, stolte Mand,
Æd, drik og sov i Hytten! Og naar i sølvblaa Vand
I Morgen Solen skinner, lad i Kredsen os gaae!
Valkyrierne svinge sig giennem Luften blaa,
De Seieren bestemme!
Nei, raabte Agnar gram,
Hofmodige! du skal bløde, ved Nattehundens Glam.
Nu, jeg min Fiende kiender, ei hvile Sværd, Skaft.
Troer du, vaaden Skibbrud svækker Agnars Kraft?
Hvad taler du om Hvile? Jeg Hvilen ikke finder,
Før dit Blod, norske Praler, i Herthadalen rinder.

Vel, svared Bodvar Biarke; paa din Taknemlighed,
For Giestfrihed og Redning, Hottur at skiønne veed.
Her staaer hans Fosterfader, ham til at hævne næst;
Saa kom, du stolte Fiende! nu ikke meer vor Giæst. -
221 Nei, raabte den Hugprude, Hialte den helteraske,
Jeg selv vil Agnar straffe, brænde ham til Aske!
Hans Been skal Krukken giemme, før næste Aftenrød. -
- Jeg skulde mig besudle med Fiskerpiltens Død?
Fnøs Kæmpen med røde Lokker; før kæmpe Thor mod Træl.

Da rysted Bodvar Biarke de blanke Pandserskæl,
Som Klapperslangen Ranglen, og raabte: Nu, ved Thor,
Nu skal kun Værget tale; jeg væmmes ved dit Ord;
Som paa en opbragt Qvinde det flyder af din Mund,
Som Muddervand af Pølen. Høit glammer Nattens Hund,
Maanen og Stiernerne lyse! Saa lad nu Maanens Skin
Med Blegheden sig blande, brat paa den Dræbtes Kind;
Kun lad som Mænd os tie, men kæmpe! - Man skal see
I Hallen snart dit Ansigt, med Skrækkens hvide Snee.
Dermed du stolt har pralet; jeg sværger dig ved Thor
Opfyldes skal dit Løvte; jeg holder selv dit Ord.

Da gik de To at stride; Agnar, stærk og lang,
I skiønne gyldne Vaaben, i Haand af Staal en Stang.
Prægtige Sværd ved Siden; de røde Lokker faldt
Rigt om Halsen og Skuldren; Sølverhielmen hvalt
Var fæstet om spidsen Hage; de dybe Øine laae
Spodsk under Buskebrynet, Foragt man i dem saae.
222 De stærke Knokkelfingre som Tænger Spydet greb,
Bag de smalle Læber han Tænderne sammenkneb.

Biarke, den bolde Normand, et Hoved mindre var;
Paa Heltens aabne Pande klædte ham godt et Arr.
Fyldigt hans Ansigt smilte, rødmosset, selv i Strid
Godmodigt, for at hielpe Vennen, i Trængslens Tid.
Fiirskaaren, stærk af Lemmer, han raabte: Bort med Spær!
Lad paa baade Hænder, i drabelige Færd,
Os vore Slagsværd svinge, kaste Skioldet paa Ryg;
Bag sine egne Kræfter bør Helten stande tryg,
Som Padden ei bag Skallen. - Vel Biarke! jeg er din!
Raabte de Frisers Bane; og, med et hurtigt Hvin,
Foer Spæret hen i Marken. De lange røde Haar,
For ei at hindre Sværdet, der lynte Banesaar,
Bandt Agnar i en Knude, fæsted i Hielmens Kam,
Hvor græsseligt en Slange hvæsed i skællet Ham.
Da hvinte Staal mod Staalet i haarde Kæmpehænder.
Din Overmagt i Noget jeg Agnar dog erkiender -
Raabte vreden Biarke, - vi Ligemænd er ei,
Et Hoved høiere Budlung, velmaalt du er end jeg;
Og Kæmper bør være lige. - Han satte mod en Stub
Sin Fod ved denne Tale, traf Agnars Hovedknub,
Og Hovedet fløi i Græsset; Blodets Straale sprang
Høit, i det blege Maanskin, fra Heltekroppen lang.
Længe den stod og vakled, før den til Jorden faldt.
Hvad? raabte Bodvar Biarke, nu endt er Kampen alt?
Saa kom, min bolde Hialte, lad tilsengs os gaae!
223 Imens den Døde sover her under Luften blaa.
Imorgen skal paa Leire hver Mand hans Ansigt see,
Og det skal farve Kæmper, med Skrækkens hvide Snee.

I Kongens Hal beredtes til Bryllupet en Fest;
Hver Dag man vented tilbage den uvelkomne Giest.
Dog intet Rude mæled, tolked ei sin Nød;
Skiøndt den Vene heller var gangen til sin Død,
Gav Læben ingen Klage. Vore stærke Fædre
Saa godt som vi ei talde, men de taug meget bedre.
Man fandt sig i sin Skiæbne, med Fatning, Værdighed,
Smilte selv, naar Tanden i bittert Æble beed.
Hrolf og Rude frygted en sørgelig Forklaring,
Thi Løvtet var alt givet. En redelig Bevaring
Af Ordet var dem helligt.
Nu prydedes med Løv
Hallen, og med Blomster; der taaltes intet Støv.
Skuret med hviden Aske blev Egebord og Bænke.
Hvad hialp det, at den glimred, den gyldne Trællelænke,
Der Rude bandt til Agnar? Hun sukked seent i Qveld,
Betroede først sin Kummer de mørke Kildevæld. -
Skulde sig ene fryded til denne Bryllupsfærd;
Hendes onde Glæde var hendes Hierte værd.
Ved Rudes blege Kinder kun hendes mere blussed;
Thi deilig var den Falske. Kæmperne studsed,
Henrevet af hendes Skiønhed, naar hun lod dem see
Barmens og nøgne Skuldres kuglerunde Snee.
Ældre skiøndt end Rude, hun syntes langt meer ung;
224 Paa hendes falske Hierte hviled ei Sorgen tung.
Som Duggens Vand forfrisker spraglede Blomsterbed,
Saa Urten i Perlestænket gienfødes derved,
Forfriskede Badet Skulde; naar hun af Bølgen steeg,
Det lod, som hendes Alder for Øieblikket veeg,
Og medtog alle Rynker. Den ranke Rude gik,
Med dybtbekymret Aasyn, med stille Sørgeblik,
Og dulgte bleg sin Kummer; men, som en lystig Ravn,
Der nærer sig af Aadsler, til Nydelsernes Favn
Foer Skulde, med sorte Lokker, i prægtig Foraarsbram,
Og Badehusets Biælker skiulte hendes Skam.

Nu vented alle Agnar. Hrolf i Hu var mod:
Vil dette Bryllupsgilde feires uden Blod?
Tænkte Drotten gode. Han frygted Agnars Sæder.
Medbeilere han taaler ei, stolt, til sin Hæder.
En Torn i Øiet Biarke ham vorder ganske vist;
Knap træder han i Hallen, før han ypper Tvist.

Det vared ikke længe, før en Smaadreng forkyndte,
At Agnar sig til Leiren fra Strandbredden skyndte.
Sækkepiben, Trommen da høit sig høre lod;
I blanke Rader staalklædte Kæmperne stod.
Hrolf sad paa Gaffelbænken, hos sin Søster Rude,
Den blege, hiertegrebne meest af alle Brude.
Hun havde sig til Festen smykt i sorte Skrud,
Ved Tegn sin Sorg tilkiendegav den yndige Brud.
Skulde, rød som Rosen, med spodske Miner, glade,
Skiulte de skarpe Torne bag de bløde Blade.
225 Nu opsprang Hallens Dørre; men ingen Agnar saae;
Biarke monne langsomt fra Gaarden indgaae,
Fulgt af den ranke Hialte. De mæled ei et Ord.
Med Skalk, sin Svend, sig nærmed Agnars tomme Bord
Biarke den Fiirskaarne, - og der, til Alles Skræk,
Agnars blege Hoved udtog han af en Sæk,
Og satte taus paa Bordet, - med Staalhielmen paa;
Som Horn de døde Øine brustne monne staae,
Og stirred fælt i Hallen; det klamme, blege Skind
Spændte sig stramt om Knoklen paa rødskiægget Kind,
Af levret Blod besudlet. End kommen ei til Ro,
Det lod, som Dødninghovdet spodsk efter Døden loe;
Ved Sværdets Slag i Krampe drog sig den smalle Mund,
Og viste smilende Tænder.
Da giøede Kongens Hund,
Der smuttet var i Hallen, ad dette Skrækkebilled,
Som et Spøgelse hæsligt for Kæmperne stillet;
Da forstummed Piben, Trommen taug, et Suk
Lød sagte gjennem Salen.
O hvor han nu er smuk,
Raabte letfærdig Skulde, der slog en Latter op;
Det klang, som naar ved Midnat, i gyngende Granetop,
En hornet Ugle skriger.
Fy, sagde Biarke, skal
Din Latter kun bifalde min Daad i Kongens Hal?
Saa maa den god ei være. Tilgiv mig, ædle Drot,
Hvis om Biarkes Idræt dig ikke tykkes godt;
226 Men Eden Biarke binder. Thi Agnars stolte Pral,
At skrække dine Hirdmænd, med Blikket i din Sal,
Jeg loved at opfylde. Først redded vi hans Liv,
Da han i Stormen kæmped mod Bølger og Siv;
Men da vor Hielp ham ærgred, da han mig Kampen bød,
Saa tog jeg Livet fra ham, og gav ham heller Død.
Nu Skalk, tag Agnars Hoved, nedlæg det ved hans Krop!

Fra sit Sæde hurtig Dankongen sprang op;
Men da han alting hørte, han Biarke Bifald gav.
Sin Brudeseng fandt Agnar i bælmørken Grav,
Hans Legem brændtes til Aske, blandet med Splinter Been.
Paa Høien satte Hrolf ham en vældig Bautasteen.
Men ingen Siæl sig græmmed, ved stolten Kæmpes Død,
Ingen Krands blev flettet; Ingens Taare flød.
En Steen fra Rudes Hierte der faldt, samme Nat,
Mere tung end Stenen paa Heltehøien sat.

227

FEMTE SANG.

Ved Venersøens Kyster i Sverrig en Hytte stod,
Der boed' en fattig Enke. Hendes Husbonds Blod
Flød varmt paa Vener-Isen, for trende Vintre siden,
Da Sønnen, den eneste, Vøggur, endnu var saare liden.
Vøggurs tappre Fader, skiøndt fattig Almuesmand,
Fulgte tro sin Konge paa det tilfrosne Vand,
Da Upsalsdrotten Adils mødte den norske Drot,
Ale, der forstod sig paa Hildurslegen godt.
De kæmpede midt paa Isen; der faldt saa mangt et Liig,
Hvor Laxen før og Giedden med Smaafisk førte Krig.
Hrolf, med sine Kæmper, da hialp den svenske Herre,
Der aged, som paa Bravalia Hildetand, i Kerre;
Slog til begge Sider med Sværd, som han kunde bedst;
Men Hrolf og hans Bersærker i Harnisk var til Hest.
Velskoet var Hestenes Hove, skiærpet vel med Søm.
Vøggur sig erindred endnu, som i en Drøm,
Hvordan, ved Moderens Side, paa Stranden fiernt han saae
228 Skarerne sig bevæge derude, med Brynier blaae,
Paa Isen, i tykke Sneefog; hvordan, for Klingen blank,
De Stridende monne synke, mangen i Vandet sank.
De overvundne Normænd flygted i brustne Plader;
Men dyr var Kampen Vøggur, den kosted ham hans Fader.

Hrolf bistod Konning Adils i denne Farens Stund.
Til hver af Hrolfs Bærsærker af Guldet trende Pund
Adils da maatte love; men Hrolf fik Hildesvin,
Den dræbte Konges Staalhielm, dertil hans Brynie fiin,
Findsleif, af Silke stukken, med Plader, paa Herreviis;
Dernæst fik han den Guldring, som kaldes Sviagris.
Men da det skulde sendes til Danmark, som Skat,
Nægtede Konning Adils at holde Løvtet brat.
Thi rustede sig Dansken igien til tapper Strid;
Da stilte sig Upsalsdrotten forsonet, venneblid;
I Mindelighed at holde sit givne Kongeord
Ved Freiers Billed i Upsal han paa Blodringen svor.
Jeg er din Skattekonge, med dig i Svogerskab,
Han sagde, lad os enes, lad os undgaae Drab!
Du hævnet har din Frænde, den fredegode Hro;
Kun ved din Skaansel sidder jeg, Hrolf, i Upsals Bo.
Din Moder og din Søster Yrsa, den vene Viv,
Tilbragte ved min Side Hælvten af sit Liv.
Først vandt jeg hende ved Sværdet; hun sig i Skiæbnen fandt,
Ved venlig Omgang siden Adils hende vandt.
Saa skaan da nu din Svoger! Man siger, du est god,
Giest mig som Ven i Upsal, lad os spare Blod!
229 Saa talt, let han forsoned den ædle danske Drot;
Men Adils i sit Hierte udruged intet Godt.
Paa Svig han ene tænkte, var en Blodmand stærk,
Slagtede Mænd til Guder, krandset, i hviden Særk.
En Graneskov i Svithiod var voxen skummel mørk.
Skilt fra de øvrige Dale, ved Klipper, som en Ørk,
Der saae man Freiers Gravhøi, rummelig og stor,
Der sad paa Stol hans Billed, forgyldt, ved et Steenbord.
Ei langt fra Høien i Skoven, paa Fieldets Væg, et Dyr
Var hugget ud i Klippen, det ligned en Tyr;
Og i det store Gudehuus, hvor Solens Straale faldt
Fra Taget giennem Biælkerne, der saae man Freiers Galt
Staae paa en mosgroet Klippe, klar af Guld hin røde;
Der maatte de blege Trælle for Steenkniven bløde.
Adils, den grumme Blodmand, med vilde Sværmerlyst,
Jog selv dem Flintekniven i skiælvende Bryst,
Og raabte, medens Blodet flød ud af Banesaar:
Skiænk Asafreier mig Freden! Skiænk et frugtbart Aar!
Yngve du ogsaa kaldes, Ynglinger efter dig
Upsalske Kongestamme. Forbarm dig over mig!

Paa slig Viis Konning Adils opløfted sin Aand
Alfader til din Almagt, med Morderkniv i Haand.
Af alle Offergoder han høiligen blev priist,
Bifald af stærke Kæmper ham lidet kun blev viist.
Thi Overtroens Taage saa tyk ei længer stod
Om Afgudsbilledstøtter. At sone dem med Blod
Af Heste, Haner, Hunde, deri man let sig fandt;
230 Men hemmelig man gyste, naar Menneskeblodet randt.
Dog voved ingen Dadlen; og Adils, naar han sang
Sine vilde Galdre, mens han Kniven svang;
I hvide Flaggerklæder, i Gudernes Forgaard,
Med Egeløv i Guldring, kring de tynde Haar,
Udbredte Skræk og Taushed; skiøndt han ligned meer
En Hex, med rynket Ansigt, man i Finmarken seer,
End Upsals mægtige Konge.

Ved Venersøen gik
Offergoden Sigvald, og saae, med mørke Blik
I Vøggurs muntre Øie. Thi, ved den ferske Strøm,
Gik Gutten ved hans Side, fortalte ham sin Drøm:
Mig tykkes, at jeg bekæmped en uretfærdig Drot,
Som vilde hærge Landet, til evig Skam og Spot.
Jeg Sværdet ham jog i Brystet, monne saa gierne døe,
Agtet af hver Kæmpe, begrædt af hver en Mø.

Min Søn, din Drøm er Guld værd, sagde den lumske Gode;
Vidste du, hvor, i Danmark, Hrolf den Forræder boede,
Du skyndte dig som snarest, at faae din Drøm opfyldt.
Sin Død har Leirekongen ved Nidingsværk forskyldt.
Snart nødes Konning Adils at give til Danskens Priis,
Hildesvin sin Brynie, Ringen Sviagris,
Samt alt sit Guld til Kæmperne, der stred paa frosne Sø,
231 Hvor dog din Fader, Vøggur, for Sværdet maatte døe.
Hvis Konning Hrolf du dræbte, hvis du ihiel ham stak,
Sikker du kunde være paa Adils Løn og Tak.

Ei troer jeg, svared Vøggur, at Adils gavmildt lønner;
Men Egennytte driver ei tappre Sveasønner.
I Dalekarlien fødtes min Fader, hvor en Mand
Hærdes til Frihed og Styrke, med Byggryn og med Vand.
Om Guld jeg ikke spørger, jeg trænger ei til Suul,
Og i min Vadmelskofte fandt jeg mod Kulden Skiul.
Jeg beiler ei til Naade. Ei Upsals Ynglingsæt
I Dalene just yndes. Dog, Ret bør være Ret.
Ei skal en fremmed Budlung betvinge svenske Mænd.
Det Liv, mig Guderne skiænkte, giver jeg glad igien,
Hvis jeg mig udmærke kan, ved en svar Bedrift;
Hvad agter jeg i Hiertet den lille røde Rift,
Hvoraf min Siæl sig svinger til Valhal, sidste Stund,
Naar Menneskeøiet brister? Ha, det er Smaating kun!
Kun at den Rette bøder.

Min Søn, var Godens Svar,
Tænk dog paa Ynglingstammen, saa agtet og saa svar,
Udmærket ved Bedrifter! Hvor skiønt, for den at vove
Sit Liv i Leirehallen, bag Herthas Bøgeskove.
232 Nu, svared rasken Vøggur, hvad har hin Slægt da giort
Saa hæderligt min Gubbe? Hvad virked den saa stort?
Svedger, blev bragt i Klippen en Aften af en Dværg,
Da, drukken, ei sin Høisal han skiælned fra et Bierg.
Vanland, forfulgt af Hexen, af hende sær forhadt,
Blev redet af en Mare, qvalt ved Midienat.
Visbur forskiød sin Hustru, skiøndt hun var tro og skiøn,
Til Løn han indebrændtes af sin egen Søn.
Domald da Hungersnøden var over hele Landet,
Slagtede Mænd til Guder, blev slagtet selv, forbandet.
Domar og Dygve døde af Sot, foer til Hel.
Dag paa Fugletale forstod sig saare vel,
Dog vared den hannem ikke, da Trællen af Hæren skiød
En Høtyv mod hans Pande, gav ham Smædedød.
Agnar sin Viv fra Finland, med Vold bort monne føre,
Til Giengield lod hun Smykket ham fast om Halsen snøre.
Alrik og Erik Brødre, blandt Ryttere de bedste,
Ihiel hinanden sloge, med Bidslet af deres Heste.
Alf, Yngve, Brødre, loved Bera den samme Viv,
Myrded hinanden i Hallen; en stakket Tidsfordriv!
Hugleik var Hexemester, leged paa Harp' og Gige;
Dog, af Hexen fældet, han Livet maatte vige.
Erik blev dræbt i Kampen, ei Seier ham blev skiænkt;
Jørund, som Sørøver, blev i en Galge hængt.
Men Aun var dog den værste. En Bøddel mod sit Barn,
233 Hvad kalder du ham, min Gubbe? Jeg kalder ham et Skarn.
Sædvanlig elsker en Fader sin Søn meer end sit Liv,
Med Aun var det dog modsat: for Drottens Offerkniv
Blødte de bolde Drenge; og Odin gav ham Aar,
Hvergang en Søn han slagted. Reiser sig ei dit Haar
Ved slig Bedrift at mindes? Tilsidst han blev saa graa,
I Stol han maatte bæres, kunde meer ei gaae;
Da offred han den sidste, forbarmtes ei over Drengen,
Skiøndt høist alderstegen udlevet han laa paa Sengen,
Kunde meer ei nyde 01, Miød, Kiød eller Korn;
Som nyfødt Noer han lalled og died af et Horn.
Egil blev overvunden i Krigen af en Træl;
Den danske Frode Frækne hialp ham til Riget vel,
Men Asatyr forbittredes, omskabte sig til Dyr,
Egil tildøde blev stanget af den mandolme Tyr.
Da vilde Sønnen Ottar som Helt sig vise brat,
Svor, at han ei betalte ydmyg til Danmark Skat;
Men svag paa Vendil endte han sine Levedage;
Af Træ udskaaret sendte Dansken til Sverrig en Krage,
Til Spot, fordi med Pralen hin faldt i Limfiords Havn,
Og Ottar Vendilkrage blev Drottens Øgenavn.

Hold op, Søn! raabte Sigvald, og viis Ærbødighed.
Afmægtigt Ord ei river dog Kæmpehøien ned,
Som bovner over Helten. Paa denne Friggas Jord
Nat vexle maa med Dagen. Hvor Lysningen er stor,
Maa Skyggen ogsaa sortne. - Jeg skuer lidet Lys,
234 Svared den raske Vøggur, blandt disse Nattegys.
Hos os, i Dalene, Fader, man kalder Ingen stor,
Som viser sig saa liden. - Tæm dine Drengeord,
Raabte, med Skiæg til Beltet, stolten Offergode;
Det kunde dyrt dig vorde. - Hvad koster det? Mit Ho'de?
Tag det, hvis ei det maa tænke! Mit Hierte? Giennemsting
Det strax, hvis det skal føle herefter ingenting.

Dig Hovedet og Hiertet endnu er begge unge,
Svared den listige Gode; thi, Vøggur, tæm din Tunge!
Bedøm ei kaad og daarlig, hvad end du ei forstaaer.
Kraft har du alt i Armen, Forstanden først med Aar
Kommer i stolten Pande. Dog kunde du din Kraft
Alt Fædrelandet skiænke. Jeg vier ind dit Skaft,
Og Sværdet skal jeg signe; hvis du, med dristig Harm,
Det drager, som ærlig Svenske, mod Dannerkongens Barm.

Nu - svared ungen Vøggur, - jeg intet love vil.
Til rask Bedrift at vove, der Mod hører til,
Og Mod mig mangler ikke; kun een Ting end jeg veed,
Mere stærk end Modet, det er Samvittighed!
Har Hrolf fortjent at blegne, som en Ildgierningsmand,
Da skiller ingen Klipper, ei fersk og salte Vand
Ham fra min Hævn, den Grumme. Behandler han mit Folk
235 Foragteligt og nedrigt, da vorde Sværdet Tolk
For Vøggurs vrede Hierte. Og stod han i sin Hal
Omgivet end af Hirdmænd, som Krebsen i sin Skal,
Jeg skal ham sikkert dræbe. - Nei, raabte Sigvald, nei!
Hvi skal du dig opoffre? Paa eenlig Landevei
Kan man ham i et Baghold vel ogsaa sikkert møde.
Den, som Hrolf har fældet, fortiener ei at bløde.

Hielp Thor! raabte Vøggur, er Graaskiæg du forrykt?
Til Stimand mig at giøre? Ha voxte dig saa tykt
Ei Skiægget, varst du Yngling, du skulde det undgieide.
Nei, den maa gaae i Døden, som vil den Stolte fælde.
Hvo, som uventet sender til Odin Hrolf paa Stand,
Maa følge ham til Valhal, som uforfærdet Mand.

Dog ingenting jeg lover. Skiøndt du har Skiæg, som Snee,
Med mine egne Øine tillade mig at see
Du maa, hvor jeg skal handle. Hvordan end Sagen staaer,
Endnu den Dag imorgen til Danmark jeg gaaer.
Jeg saare længes efter at skue det fierne Land.
Veedst du hvorfor? - Nei svared ham Gubben.

Dette Vand,
Vedblev den raske Vøggur, - den hele Venersø,
Staaer nu, hvor Landet blomstred, som udgiør Siølunds Øe.
Gefion, den hellige Disa, har pløiet Øen ud
236 I Østresaltets Vover, med sin sneehvide Stud.
Hun var en deilig Q vinde, til Kong Gylfe kom,
Bad om en Egn til Ophold i Drottens Eiendom.
Indtaget af hendes Skiønhed, skienkte han hende Skoven,
Som her paa Bakkerne grøntes. Da spændte hun for Ploven
Fire Jettesønner, som gik i hendes Aag
Af Kiærlighed beruset; det store Øielaag
Omhvælved deiligt Øiet; de gierne sig paatog
Skikkelser af Øxne, til Havet Øen drog.
Hun lagde selv paa Ploven de hvide Liliehænder,
Snarlig Bølgerne svulmed, med Skum om hendes Lænder.
Hun lod sig ei afskrække, hun gik paa Havets Gruus;
Nøkker, Havfruer blæste paa Luur af Sneglehuus.
Ei Dybets fæle Jetter, selv Ran ei hende standsed;
Hun pløied Øen i Havet, hvor sølvblaae Bølgerne dandsed,
Med Ege, Bøge, Blomster, med Fugle, Fisk, med Dyr.
Lyse Alfer svæved i Himmelblaat paa Skyer,
Saa glade ved denne Færsel. - Hvergang paa dette Vand
Jeg skuer, længes Siælen, at see det kiære Land,
Som fordum her sig strakte. - Jeg stod som lille Dreng
Saa mangen Qvæld ved Stranden, før jeg gik i min Seng;
Og naar en Luftning kuled, og naar en Bølge klang,
Det tyktes mig: om Øen den mig en Vise sang.
At see det kiære Siølund, jeg drager freidig frem!
Det er jo dog et Stykke kun af mit eget Hiem.
237 Den Dreng ei, - tænkte Sigvald - opfylde vil sin Drøm.
Mordtanker sielden hidse den Barm, der føler øm.
Han vilde talet mere; men Vøggur fra ham gik:
Jeg maa min Moder skiænke de sidste Øieblik,
Maa Afsked med hende tage.

Hvor vilst du hen, min Søn?
Spurgte den gode Qvinde. - Jeg søger Heltens Løn!
Svared den raske Vøggur; jeg gaaer i Heltefærd,
Men Moder, du maa signe min Faders gamle Sværd.
Maaskee du aldrig seer mig i denne Verden meer.
Velan! hvad Vøggur hændes, hændtes Kæmper fleer.
Som Helt at gaae til Valhal, det er en Lykke sød;
Men største Skam for Manden, at døe kun Sottedød.
Ak, svared goden Qvinde, din Død dog blier min Qval.
Sandt nok, at Kæmper lønnes med Fryd i Odins Sal;
De sidde paa Bænk med Herian, de ere daglig Giæster,
Hvor det i Hallen lyser fra tusind Sværdefæster.
Da spises af Sæhrimner, drikkes Øl og Miød;
Da strides lystigt, dræbes, og leves op fra Død.
Valkyrierne fylde de tømte Bægre brat -
Dog skiller fra din Moder dig Dødens lange Nat.
Hun trykker dig ei til Hiertet, ei dig i Øiet seer;
Tilbords hos din Gunhildur aldrig du sidder meer.
Maaskee, min raske Vøggur, du i din Evighed
Ønsker dig dog imellem til Venersøen ned;
Sad heller ved Moderside, ved tarvelige Fad,
End midt i Valhalsglandsen, i prægtig Helterad.

Ha, Moder! raabte Vøggur, - ham Taaren i Øiet stod, -
238 Du kommer i Freias Folkvang, thi du est huld og god;
I Breidablik til Baldur! Der skal jeg, ved din Side,
I Løvsal ofte sidde, til dig paa Bifrost ride;
Naar Heimdal, skiøn paa Broen, hos Farvemøerne staaer
Og blæser i Giallerhornet, med aftengyldne Haar.
Baldur skal see min Taare, men Asathor min Daad.
Farvel da, Moder kiære! stands nu med din Graad.

Saa vandred han til Danmark, i Dage saa mangelund,
Sat over af en Færgemand, ved smallen Øresund.
Han stod i Dannerskoven; og da han Bøgen saae,
Hørte Nattergalen ved Kildevældet slaae,
Det tyktes ham, at Løvet en Gaade løste brat,
Som Venersøens Bølger sused ham hver Nat
Han tåled med mange Bønder, med Fisker og med Helt,
Ja selv med dorske Trælle; - men ved det danske Belt
Var kun om Hrolf een Stemme: at han var mild og stor;
At Baldur atter leved blandt Helte paa Jord;
At han var høist retfærdig; men at han, kæmpestærk,
Var som en Thor i Slaget, glad ved Hildurs Værk.

I Vøggurs Siæl det dagedes; Hrolf den Godes Lov
Stod lys, som Morgenrøden i dunkle Leireskov.
Til Guder Hænderne strakte Folket for Kongens Liv.
Ei Vøggurs Daggert længer var nogen Morderkniv.
Alt hørte han i Svithiod, i Skaane, som overalt,
Idel Godt af Mængden om Kongen blev fortalt;
At Hrolf forlangte Skatten af Adils, men med Ret;
239 At ei af Guld og Blodet Nidingen blev mæt. -
Forunderlig tilmode stod rasken Ungersvend;
Han haded Hrolf ei længer, dog var han ei hans Ven;
Han følte sig ydmyget, blev i Panden rød,
Naar paa sit Sværd han stirred, og tænkte Helten død.

I disse sære Tanker gik han og saae sig om;
En herlig Qvæld i Høsten ad Leire til han kom,
Opdaged en velskabt Kæmpe, som, i Bladelæ,
Overkors med Armene, med Ryggen mod et Træ,
Opstirred stivt mod Maanen. Did ogsaa Vøggur saae.
En kulsort Sky, særdannet, paa Nattens Mørkeblaa
Sig nærmed lysen Skive. - Den smukke Kæmpe sprang
Fra Stenen, drog sin Glavind, saa det i Balgen klang,
Trued mod Himlens Hvælving og raabte: Lumske Dyr,
Tak Loke for din Frelse! du skiuler dig bag Skyer. -
Men da ham Vøggur hilste, skamfuld over Vreden,
Stak han Sværdet atter, gyldensmykt, i Skeden,
Mødte den Fremmede høvisk, og sagde: Jeg mig bedrog!
Den sorte Sky, for Ulven i Tanker, jeg tog,
Som skal opsluge Maanen engang i Ragnarokker.
Nu folder Skyen venligt ud sine lyse Lokker,
Og er en Ulv ei længer. Men, i min bistre Harm,
Den stod livagtig for mig, sortbrun, som Maanegarm,
Det fæle Dyr, den Jette, den Utgards galne Hund;
Som vilde den sluge Lyset alt, med sin sorte Mund.
Hvi skal det Onde seire? Hvi synker Thor i Døden?
Men smuk, skiøndt den er blodig, min Ven, er Morgenrøden;
240 Og blodig Morgenrøde sikkert, i Østens Himle,
For Helten Æreporten bygger til lyse Gimle,
Hvor ingen Jette myrder; hvor ingen listig Trold
Nærmer sig gode Alfer, med Avinds lumske Skiold.

Forvirret slog til Jorden sit Øie Vøggur brat,
Og skammed sig ved Rødmen, skiøndt det alt var Nat.
Mon denne Helt mig kiender? tænkte Svenden bold;
Nei, Talen mig ei gielder; thi jeg er ingen Trold.
Ei Ungdom Viisdom følger. Vildfare kan en God!
Jeg iled at udgyde grusomme Nidings Blod,
Men Hrolf er ingen Niding. Sigvald var slig en Sky,
Som vilde Maanen sluge; men gienfødt, mangt et Ny,
Skal den paa Himlen straale, naar Ondskabs Magt er Damp.

Opmærksom stirred Vøggur paa Helten, som i Kamp
Mod Ulven sig vilde vove. Hin smilte stolt og trygt,
Med Guld, meer end sædvanligt, var hans Brynie smykt;
I Skioldet, under Træet, med sølverlyse Rand,
Saae man tre Fiske malet, smukt i et blaaligt Vand.

Herre, du est en Kæmpe fra Leire, kan jeg see!
Raabte den raske Vøggur. Da monne Hialte lee,
Og svared: Jeg kan høre, du est en Svenske, Ven!
Du kiendte mig ved Øiet, ved Øret dig igien
Hialte hin Hugprude; saa kaldt, troer jeg, til Spot,
Fordi han ikke syntes om Bamselabben godt,
Da den hans Fosterfader i Skoven vilde dræbe;
Men forekom Skovgubben. - Med venligt Smil paa Læbe,

241

Qvad Vøggur: Hil min Skiæbne, da her jeg træffer dig.
Da sagde Hialt' Hugprude: Til Giengield siig nu mig,
Min unge Ven fra Fastland, saa kraftig og saa bold,
Hvad bringer dig til Leire? Hvad fører du i dit Skiold? -
Mit Skiold, giensvared Vøggur, er ikkun slet og ret;
End har det intet Mærke, men heller ingen Plet. -
Har Kongens Helterygte hidbragt dig denne Vei?
Spurgte Hialt' Hugprude. - Nei, raabte Vøggur, nei!
Enhver om Kongen taler i Sverrig ei saa godt;
Dog troer jeg Ondskaben sværter, bagvasker ham til Spot. -
Ja, raabte Hialte med Latter: Tro mig, Kulbrænder god
Er Adils, Drot i Upsal; og med sin sorte Sod
Han sværter hver en Dannemand, han ei kan farve rød,
Steenhiertet med sin Steenkniv, skiændig til Offerdød.
Skam, at de tappre Svenske skal slig en Konning lyde,
Der koger Seid med Qvinder i blodig Hexegryde,
Som kiører feig til Kampen, og mere feig derfra,
Og holder ei det Løvte, han helligt loved, da
Ham tappre Normænd trued. Hrolfs Ædelmod og Magt
Skylder han kun sit Rige; Hrolf er han underlagt.
Men intet er ham helligt, i Svig og Trædskhed stærk,
Uden Egennytten, eget Nidingsværk.
Men nødes vi, at binde ham Tugtens hvasse Riis,
Selv i Upsal at hente kostbar Sviagris -
Da vil det til ham svie! I denne sidste Tid
242 Rused vi frem i Saxland, i seierrige Strid.
Nu i tilstundende Vinter vor Juul vi holde vil,
I Ro og Fredens Glæde, ved Drik og Harpespil.
Thi Rude ægter Biarke; min Signe, som jeg her
Vented i Aften forgieves under svale Træer,
Sin Liliehaand mig rækker. Er Asathor en Gud -
Freia, du est Gudinde! vi hylde dine Bud.
Men neppe seer man Isen i Vaar paa Søen smelte,
Før selv med kolde Plader dække vi os, som Helte.
Da Vee dig, lumske Adils! Lad ham offre til Freir!
Freir ynder den Retfærdige, Thor ham skienker Seir.

Med disse Ord, brat Hialte Vøggur i Hallen tog.
Barmen den unge Svenske stærkt bag Koften slog,
Imens han Hialte fulgte. - Er virkelig saa stort,
Konning Hrolf, dit Hierte? har Uret jeg dig giort?
Est ikke blot du tapper, men vennesæl i Fred?
Ligner dig ingen i Taalmod, ingen i Gavmildhed?
Det gielder dog en Prøve. -

Saa tænkt, han brat gik ind,
Og saae sig om i Hallen. - Alt Kongen lagde Vind
Tre Aar paa at indføre høviske Sæder der,
Og Biark' og Hialte hialp ham. - Ei som i Røverhær
Hirdmændene længer støied, ei op fra Bænken foer. -
Hver sad taus beskeden paa Hyndet ved sit Bord,
Og hørte gladopmærksom Bragi den Gamles Sang.
Sølvskiægget ham til Beltet i lange Tapper hang,
Som frossent Vand fra Taget; han rynket var som Bark,
Paa Egens gamle Stamme; dog i Dannemark
Var ingen Skialdens Lige; hans Øie funkled Ild,
Som Ungersvendens, saligt, naar Møen smiler mild;
243 Dog saae han ei paa Nogen, han ud af Lugen saae,
Hvor Himmelvognen blinkte, fra Nattens Mørkeblaa,
Og sang, imens hans Fingre lod Harpens Strenge bruse:
»Det dages! Morgenhanen lader sin Vinge suse!«

Disimellem Vøggur for Dannerkongen stod,
Hvis gyldne Haar fra Issen flød i en flammet Flod;
Han støtted Haand til Kinden, henrykt ved Skialdens Sang.
Vøggur ham betragted: Kongen var smal og lang,
Heel smuk og kraftig hærdet; den Kummer, Hiertet leed,
Paa Legemet dog sig præged, med nogen Magerhed. -
For Kongen nu at prøve, der hilste ham igien
Med Venlighed, da Hialte for Hrolf ham bragte hen,
Raabte den unge Vøggur: Ei, ei, hvad seer jeg her?
En lang afhugget Krake sidder paa Bænken der!
Et Træ, heel smalt i Stammen, hvis Grene maatte vige,
Er det den steile Trappe, hvorpaa man nu skal stige,
Til Odin og Valhalla? - Han taug ved disse Ord. -
Forbauset stirred Kæmperne, fra Bænken over Bord,
Paa Kongen og paa Vøggur; - hver begierlig var
At vide, hvad den Dristige fra Kongen fik til Svar.

Af Guld to store Ringe Hrolf bar paa hver en Arm;
Han smilte, saae paa Vøggur og svared uden Harm:
Du har mig Tilnavn givet! Hrolf Krake fra idag
Skal mine Mænd mig kalde. Men - kun i Evne svag -
Hvad kan i Navnefæste du skiænke Den, som fik
Tilnavnet af dig, Vøggur? - Han taug et Øieblik.
244 Derpaa den ene Guldring han strøg af Armen, klar,
Og qvad: Saa maa den Rige vel, Den, som intet har,
En værdig Gave skiænke. Tag Ringen! -

Uden Tak,
Tog Vøggur hurtig Ringen, paa høiren Arm den stak,
Og skiulte saa paa Ryggen den venstre, medens stolt
Han gik omkring i Hallen og høit den Høire holdt. -
Hvad, spurgte Kongen atter, betyder Vøggurs Færd?
- Den venstre Haand, Herr Konning, er ei den høire værd,
Den blues ved sin Armod, den er saa rigt ei smykt!
Svared den unge Svensker, og saae paa Kongen trygt. -
Ei skal den længe blues, qvad Hrolf, for ingenting,
Den Mangel let kan hæves. Han tog den anden Ring,
Og stak om Svendens Haandled.

Da Vøggur, Angersgraad
Fyldte med Glands dit Øie; smeltet ved hans Daad,
Du styrted Hrolf tilfode, bedækkede hans Haand
Med Kys og hede Taarer, og raabte fro i Aand:
Nu er hver Tvivl forsvundet! Ja Hrolf, ja du est god,
Saa god, som stor og mægtig; og Vøggurs Hierteblod
Skal for Hrolf Krake flyde! O hvilken Skiæbne sød! -
Ja Hrolf, ifald du falder, jeg hævne skal din Død. -
Da smilte mildt Hrolf Krake, saae fra sit Herresæde
Paa sine Kæmper og sagde: Kun Lidt kan Vøggur glæde.
I ringe Bondekofte han taler som en Jarl! -
Ja, raabte Hialt' Hugprude: det er en Dalekarl!

245

SIETTE SANG.

I Leirekongens Haller stor Glæde monne være;
Biarkes, Hialtes Bryllup blev holdt med megen Ære.
De udvandred paa Marken, i aarle Morgenstund.
Vaarsolen med sine Straaler, giennem dunkle Lund,
Saae hen paa Kampestenen, med grønne Mus bedækt.
Hvor mangt et Par var fordum af gamle danske Slægt
Signet paa denne Bakke! De bolde Kæmper stode
Paa Stenen, med deres Brude, hos Thorald Offergode.
Egekrandsen flettet var i hans Sølverhaar.
I lange hvide Klæder, med brogede Bændler, staaer
Odins Præst, med Hornet, drevet af røden Guld;
Det, som lang Tid efter en Mø, bag sorten Muld,
Fandt i en Eng ved Slesvig, og bragte Dannerdrot;
Blandt sieldne Kostbarheder giemtes det paa vort Slot;
Men hvad totusinde Vintre med Ærefrygt havde skaant,
I natlig Lue smeltedes, af Tyvehaand forhaant.
Alt Hornet i Hrolfs Dage var siældcnt og af Værd,
246 Hidbragt til Dannerkysten af fierne Folkefærd.
Man ei forstod de Billeder, der stod om Guldets Rand,
Dog saae man der en Qvinde som offred grumt en Mand.

Ved Biarkes, Hialtes Bryllup flød intet Offerblod;
Hrolf var ingen Blodmand, den ædle Herre god;
Meget hans Tro forarged hver ivrig Afgudsdyrker:
Ingen Gudsfrygt - qvad man - nu Leirekongen styrker;
Han paa sig selv kun stoler, sit eget Heltemod;
Han Aserne fortørner, deres Hævn kræver Blod.

Sær Skulde var forbittret, ei til Bryllup gik;
Misundelsen udtindred af hendes stolte Blik,
Nidkiær paa Rud' og Signe, som lykkelige fandt,
Hvad, uagtet sin Skiønhed, aldrig Skulde vandt:
Et fromthengivent Hierte. Men hun sig tilstod
Ikke selv sin Svaghed. Et Bryllup uden Blod
Er en Afsky for Guder! - hun raabte; - Vee Enhver,
Som formastelig tager Deel i slig en Færd. -
Hun lukked sig i sit Kammer, sad Dag der og Nat;
Klapped med hvide Hænder sin gnistersorte Kat.
Med falske gule Øine den stivt paa hende saae,
Fælt med Hexeblikket. - Hun tog den i en Vraa,
Og sønderskar den Struben. Den spretted, hende rev,
Arret af Kattens Negler lang Tid i Armen blev.
Hun agted det kun ringe, græd i sin Arrighed,
Løi for sig selv, forsikkred', at hun slet intet leed.
247 Nu aabned sig Folkvanger for lykkelige Par.
Hialte med sin Signe høist lyksalig var,
Og Biarke med sin Rude. Forskiællig dog var Fryden:
I Biarke beundred Rude Manddommen, Heltedyden;
Han hendes ædle Tække. De sammen gik i Lund;
Deres Elskov ligned en yndig Aftenstund,
I Høst, naar Maanen skinner saa klar, kiøligmild,
Paa Skovens brune Blade, med reen og himmelsk Ild.
Ærbødige for hinanden, der blev kun lidet sagt;
At Kiærlighed var større, meer sød end Venskabs Magt,
At troe de neppe voved. De gik, som Mand og Viv,
Der alt har tilbragt sammen et længe prøvet Liv;
Langsomt, alvorligt, ærbart, høitideligt Haand i Haand,
Forenede med hinanden, ved et usynligt Baand.

Som Sommerfugl om Blomsten, Fuglen om sin Frugt,
Om Signe Hialte flagred. Alt hvad hun havde smukt
Henrev den unge Kæmpe. Den ranke Rosenmaar
Sad paa Græsbænken hos ham; de lange gule Haar
Fra Issen han hende løste. Han kyssed Munden varm
Paa hendes Purpurlæber; i den sneehvide Barm
Derpaa dem atter kiølte. Paa hendes Haand og Fod
Han stirred; Kinden brændte med ynglingsraske Blod.
Saaledes Natten fandt dem, de lykkelige To!
Og Freia gav dem Glæder, Siofna gav dem Ro.
248 Hrolf gik om i Skoven; inat han fandt ei Hvile;
Vøggur, ved hans Side, ofte saae ham smile
Og stirre hen paa Maanen, bevæget i sit Sind;
En stor, funklende Taare trilled paa Heltens Kind.
Saalunde kom de begge bag Skoven til en Høi,
Afsides mellem Træerne, skilt fra Dalens Støi.
Den lille Dør til Graven Dankongen oplod,
I Hal af Kampestene nu begge Helte stod.
Mod Maanen vendte Døren; blege Midnatskin
I Gravens mørke Hvælving smutted fortroligt ind,
Oplyste Dødens Bolig. Dybt monne Kongen sukke,
Han stirred giennem Taarer hen paa en Askekrukke
I Hulens dybe Baggrund, lys af Maanens Glands,
Hvor de klare Straaler legede med en Krands
Af falmede Kornblomster; alle dog blaae endnu.
Hrolf Krakes visne Foraar - han sagde - finder du.
Sæt dig hos mig paa Stenen, paa dette stille Sæde!
Mindet af mine Sorger er dog min bedste Glæde.
Medlidenhed du føle, med Den, du agter som Mand.
See! Maanen tolker: Siælen er fra et bedre Land;
Og først i Freias Rige sin Fryd den finde vil.
Hælvten af de Slagne hører Freia til,
Og Hrolf tilhører hende. Men til jeg seer igien
Min Drifa, trøste Venskab. Saa hør mig, unge Ven!

Paa mine fierne Toge tugted jeg Saxens Drot,
Som længe havde tirret til Kampen mig med Spot;
Jeg traf hans Flok i Marken, med min Hær ham slog;
Men fra Land og Rige Haki dog ikke jog;
Giorde ham ei til Fange, skiøndt det er Krigerskik;
Tilfreds alt, naar jeg Skatten aarlig af ham fik.
Min Stigbøjle holdt han; jeg standsed ved hans Gaard.
249 Ved Borgeled mig mødte hans Viv, svøbt i Maard.
Knap saae jeg hende, Vøggur! før Freias Straale varm
Trængte fra hendes Øie dybt i din Konges Barm.
Venligt jeg hende hilste, jeg axlede mit Skind,
Gik i Høielofte for Fruer og Jomfruer ind.
En deilig Flok af Qvinder han havde valgt, med Flid,
For sin Overvinder at giøre hierteblid.
Jeg saae paa ingen Anden, ene jeg Drifa saae,
Der ofte mødte mit Øie, med Øine store blaae.
Vi talde lidet sammen, langt fra hinanden skilt;
En Rad af Barder, Qvinder var mellem os opstilt.
Paa Bænkene sad Kæmper, der lød om Hrolf en Sang,
Men ei hans Øre hørte, hvad Bardeharpen klang.
Som Hyrden seent i Qvælden, naar venligt i det Fierne,
Ved Solens Nedgang, blinker Freias store Stierne -
Han kun paa Stiernen skuer, glemmer Mark og Skov,
Hører ei Fugleskaren, qviddre Vaarens Lov;
Saa sad, i Angelsaxen, den kongelige Giæst,
Saae paa den skiønne Drifa, glemte sin Roes og Fest.
Som Lilien feir paa Qviste sad hun i Hakis Gaard,
Guld bar hun om sin hvide Haand, det perlestukne Haar
I askelyse Flætning til Hoften vandt sig ned;
Den bedste Pryd hun eied, var sød Blufærdighed.
Jeg elskte, men jeg skiulte min Elskov i mit Bryst.
At gieste Haki stundom, var da min største Lyst.
Guldtavel over Borde jeg stundum med hende leged;
250 De hvide Fingre, med gyldne Ringe, derved sig yndigt bevæged.
Sig Terningen monne vende, den løb hurtig omkring;
Desligeste løber Lykkens Hiul, forblummet, paa Jorden i Ring.
Et Tryk af Drifas bløde Haand, stundum et Kys derpaa,
Det var min høieste Glæde. Men Lok', i dunkle Vraa,
Misundte mig denne Lykke. Af Honning Freia giød
Een Draabe kun i mit Bæger; men Hæl den fandt for sød,
Og krysted deri sin Malurt.

Haki, ved Mord og Vold,
Sad i sin Broders Rige; han plettede sit Skiold
Ved nedrige Bedrifter. Med døsiglumske Blik
Beskiæmmed han sin Manddom, umaadelig i Drik
Og væmmelig i Vellyst. En Frilleflok han holdt;
For den ædle Drifa var Hakis Hierte koldt;
Kun Nidingsværk ham hidsed. At hendes Øine blaa,
Kiærligt og uskyldigt paa Dannerkongen saae,
Det kunde han ei taale. Dog voved han ei Ord,
Ærbødig var hans Adfærd.
Bedrifter til Nord
Atter din Herre kaldte. Da mig det Budskab lød
Forfærdeligt fra Saxland, at Drifa var død!
Jeg foer til hendes Gravhøi - de visne gule Løv
Krandsed en Askekrukke med en Haandfuld Støv
Hun sad ei mer i Hallen - hun havde mig forladt -
Min Maane var forsvunden - kulsort var min Nat!
251 Ved Manddom og Bedrifter jeg vilde hende glemme;
Men altid sagte hvisked i Hiertet mig en Stemme:
Du har mistet din Drifa, du elskte hende ømt;
Gienkiærlighed vel ofte har din Hierne drømt -
Men aldrig end sit Hierte hun aabned med et Ord.
Din Borgen var et Haandtryk! Paa Smil, Blik du troer,
Det Sprog kan let bedrage. - O Drifa, min Veninde!
Din Hrolf i denne Verden raver nu som i Blinde;
Maaske, naar han hos Freia hist dig atter seer,
Vender du kold ham Ryggen, ynder ham ei meer.

Engang igien at skue det Sted, hvor Drifa nød
De korte Livets Dage, hvor hun saa ung var død,
Drev mig til Saxlands Kyster. Haki mødte mig, fult.
Med falsk, paatagen Kummer; under Panden hult
Stirrede lumsk hans Øie. - Jeg gik til hendes Grav,
Frit Løb jeg mine Taarer i Ensomheden gav,
Og blev der mange Nætter. Men Vøggur - sidste Nat,
Da til Afsked jeg dvælte, traadte for mig brat
En hæslig Dværg, en Gubbe, med lurvet Kofte paa -
I Gravens mørke Hvælving; - med tykke Been og smaae,
Han stod, med plumpe Hoved; Panden Trædskheds Præg
Bar i de dybe Rynker, Kinden et falmet Skiæg
Og Beltet et Nøgleknippe. - Med et afskyeligt Smil
Han hvisked: Kom, Herr Konge! Bedriften kræver Iil;
Vil du see Dronning Drifa? Med Rette sørger du;
252 Thi snarlig døer den Vene, skiøndt ikke død endnu.
Af sin Finger, Herr Konge, hun denne Ring mig gav,
Den levende Begravne; at ei for hendes Grav
Du dig ræd skulde frygte. - Jeg Ringen tog, jeg saae -
Jeg kiendte den paa Timen. Ædelstenen blaa
Som hendes Øie lyste. Tit den glæded min Aand,
Naar jeg saae den funkle paa hendes hvide Haand.
Jeg fulgte Dværgen hurtig, med Sværdet af sin Skede,
Halvvaagen, som i Drømme, som i Feberhede.

Han hurtig nu en Løndør aabned i Skovens Nat;
Ned ad en Vindetrappe stege vi sammen brat.
Blændløgten han af Barmen tog frem. Først en Gang
Maatte vi sammen vandre, skummel, smal og lang;
Saa lukked op han Dørren, og i et snevert Kammer,
Jeg paa Løibænken øined, ved Lygtens matte Flammer,
Min huldeste Veninde. Hun rakte mig sin Haand,
Ei længer som en Rose, men som en Gravens Aand.
Bleg var skiønne Læbe, bleg indfaldne Kind,
I halvbrustent Øie dog end et himmelsk Sind
Straalte med Baldurs Blidhed. Alt hvad af hendes Vaar
Tilbage var at skue, det var de fagre Haar,
Den askelyse Flætning. - Men da hun saae mig, strax
Med sine sidste Kræfter greb hun skarpen Sax,
Afklipped, rakte mig Skatten, og med sin Stemme sød
Hun talde: Hør din Drifa, Hrolf, før hendes Død.
Min Husbond mig indspærred, begrov i Fængslet mig,
253 Fordi mit Hiertes Tanke, min Ven, tilhørte dig.
Ravnen flyver om Aftnen, om Dagen den ei maa;
Den maa døie Sorgen, som ei kan Glæden faae.
Mig aldrig Haki loved, af Ast han ikke veed;
Ved en jordisk Attraa, forstaaer han Kiærlighed.
Hans stolte Hierte svulmed, gav ham ingen Ro;
Troskab af Den han fordred, som han var aldrig tro.
En Elskov huld uskyldig, en Alf, som lever øm
Af Længsel, Smil og Taarer i en begeistret Drøm,
At den til Gimle stiger, som var paa Jorden nys,
At dens Løn er et Haandtryk - aldrig maaskee et Kys -
Begriber sligt, et Hierte, som hærder sig i Synd?
Der daglig, som Skarnbassen, vælter sig i Dynd?

Hemmeligt lod om Natten han mig i Hulen bringe;
Dog stækked ikke Nøden, o Kiærlighed, din Vinge.
Paa Hrolf jeg ene tænkte; den Trøst var mig saa sød,
At nu dit Helteøie græd over Drifas Død.
Snart mig svækked min Kummer, i skumle Fangebo,
Med kolde, fugtige Mure. For sidstegang dog fro
Den Tidende mig giorde, at du Drifa var nær.
Ved Gaver og ved Løvter vandt jeg Dværgen, der.
End aldrig har min Læbe sagt hvad i Hiertet boer,
Saa hør da nu i Døden Drifas sidste Ord:
Jeg elskte dig paa Jorden, skal elske dig hos Frei!
Støvets Lænker gieide for Evigheden ei.
I Livet Hakis Hustru, jeg fulgte Pligtens Bud,
Men din er jeg i Døden, og din er jeg hos Gud.
Saa kyssed hun min Læbe, saa trykte hun min Haand,
Saa bøied hun sit Hoved, og sødt udgav sin Aand. -
254 Hvad skal jeg meer fortælle dig om min Smerte, Ven?
En Haarlok - en Guldring af Drifa var igien!
Til Hævn mod hendes Morder jeg brat i Vaaben gik;
Han mig mødte med skumle, ængstelige Blik.
Jeg fordred ham til Tvekamp. Ringen og min Lok
Jeg bar som Tegn paa Hielmen. Den Usle kiendte nok
De dybtbebreidende Mærker; han tilbagegiøs.
Med min Gyldenhialte jeg vilde hugge løs -
Da vakled han og raved - blev i sit Ansigt blaa,
Er Krampeslag ham fældte; han kunde meer ei staae,
Sank slap i sine Plader. Som Offeroxen mat,
Naar Hofgodens Hammer den Panden knuser brat,
Faldt Haki flux til Jorden. Da lød et mægtigt Raab
Fra Kredsen, som omringed os i den store Hob:
Samvittigheden ham fældte, han er ei bedre værd;
Han sank i Sottedøden, ei for Kongens Sværd;
Hos Hæl ham Straffen truer. - Da vendte jeg mit Syn
Med Sky fra Nidingsliget; som truffen af et Lyn
Med Svovellugt det sortned. - Jeg bød i Kredsen Ro;
Men lod dog gierne blive Folket i sin Tro,
At ham Samvitigheden fældte til billig Straf;
Skiøndt jeg vidste: Hakis Hierte den ei traf.
Det var ei Aandens Rædsel, det var ei Siælens Nag;
Drikfældighed og Vellyst gav ham et Nerveslag,
Og Dyret sank som Aadsel! -

Med stille Kummerstaal
Jeg hos min Drifa dvæled, mens paa røgfulde Baal
Det hulde Legem brændte. Samme Midienat
255 Jeg drog igien til Leire, med min hele Skat -
Ring - Askekrukke - Haarlok! -

Vøggur paa Skaalen saae
I Høien, og paa Krandsen, hvis Blomst endnu var blaa.
Og raabte dybtbevæget: O Hrolf, dig ei bedrøv!
Her hviler Drifas Aske, men hun er ikke Støv.
Nei svared Hrolf - og vendte sin gyldne Ring omkring,
Siælene forbindes ved Evighedens Ring!
Blaa straaler Stenen, Krandsen; og Himlen hist hin høie,
Blaaner med klare Hvælving, fromt som hendes Øie.
Den askelyse Flætning jeg ogsaa har igien;
Den skal knytte mit Hierte til mangen trofast Ven.
Velan, min bolde Vøggur, i ærlig Heltefavn
Hylder jeg Thor og Mimer, men glemmer ei mit Savn!

256

SYVENDE SANG.

Misundelsen, en Svartalf af allerværste Slags,
Som Bræmsen over Hinden, faldt paa Skulde strax,
Ved Rudes og Signes Lykke. Dybt lagde den sit Æg
Umærkeligt, om Natten, i Hiertets skiulte Læg;
Da voxte snarlig Trolden. Af det blødende Hierte
Krøb den med rynkede Vinger, forvoldte pinlig Smerte.
Da indfaldt Svanebarmen, ængstelig og tung,
Da var Helges Datter i lang Tid meer ei ung.
Rosen svandt fra Kinden, hver Glæde monne flye;
Svartalfen under Øiet malte Streger med Bly,
Fortærte hende Kiødet; hun vakled naar hun gik;
Som en Glød, der sluktes, stirred hendes Blik.
Den fæle Trold ei derved det længe blive lod:
Til en farlig Feber hidsed han hendes Blod;
Da havde Skulde Syner. Det sære Drømmespil
Eder, i denne Vise, grant jeg fortælle vil.

Hun syntes at det regned i Nætter, Dage tree;
I Vandet voxte Lilier, hvide som en Snee;
Af Marken blæste Græsset; Siv stod overalt,
Duggen hele Dagen giennem Luften faldt.
Lammene bleve Svaner; Kalven blev en Sæl;
257 Alt hvad Haar var forhen, forvandledes til Skæl.
Da hørte hun det pladske. Med deilig Læg og Fod
Tangkiær, hendes Moder, i Fladvandet stod,
Og treen i hendes Kammer.

Min Datter, Huldren sang,
Før skilte fra dit Buur mig græsgrønne Vang;
Nu kan jeg dig besøge! Den Vei, som jeg skal følge,
Der maa Fisken svømme, der maae Voverne bølge.
Dit stolte Hierte græmmes, græmmer sig med Ret;
Er ei Alfeslægten meer end Askurs Æt?
Og skal to Støvets Qvinder nyde de Livets Goder,
Som Skiæbnen nægter Skulde, der elskes af en Moder,
Udødelig som Havet? Ei med letsindigt Brum
Bragte jeg dig til Verden, som Bølgen føder Skum.
Du est mig kiær, du Bolde! Din Fader var en Mand,
Som ofte blandte varmt Blod i Tangkiærs kolde Vand,
Naar Kampen raste paa Dækket. Han blev mig tro; hans Barn
Skal Hel nu ikke fange, med Sottesengens Garn,
Min Flod skal dig forfriske. Følg mig til Ran, min Frue!
Frygt ikke for, du drukner i vandgrønne Stue!
Jeg vogter dine Lunger.
Saa tog hun hende med.
Skulde, modig ellers, gyste dog bleg og ræd,
For alle de fæle Syner. Sær blev hun angst og bange,
Da hun saae sig strække hin frygtelige Slange,
Midgardsormen grønne, der i Halen sig beed.
Af Skuldes kolde Pande sprang hin kolde Sveed,
Da den paa hende skiæled; men for Tangkiær tam,
258 Lod den af bløde Hænder sig klappe stiven Kam.
Saa fore de ned paa Dybet, til Ran. Hun var ei smuk,
Den bedste Sang, hun hørte, var Livets sidste Suk.
En Krone vel af Perler hun bar, som Dueæg;
Men, skiøndt hun var en Qvinde, hun havde hæsligt Skiæg;
Af Tang Lokkerne grønne vildt omkring Panden stod;
End blodig hun om Munden var af det friske Blod,
Hun drak af Dødmands Hierte. Der laae de overalt,
Henstrøet, som Faar paa Marken, af hendes Hænder qvalt
Dog saae man end paa Liget det uforfærdede Blik,
Hvormed den danske Sømand steds i Døden gik.

Tangkiær for sin Dronning klagede Nøden stor;
Men hun høit maatte skrige, gientage sit Ord,
For den døve Gudinde; skiøndt paa Bunden Vandet
Skylled ei meer med Støien, med Grums af Stranden blandet,
Men holdt sig grønligdunkelt, i gyselige Ro. -
Tilsidst dog Ran forstod det, afskyeligt hun loe.
Hun raabte: Kiære Tangkiær, du kommer mig tilpas;
Solen dæmrer sparsomt giennem mit tykke Glas,
Dog seer jeg Skuldes Bleghed. Jeg hader Hrolf, som du;
Sparsomt Dødmands Legem offrer Snekken nu,
Fra den Tid, han blev Herre. Den Daare elsker Fred,
Gid Hel ham indebrænde med Leireskovens Ved.
Gierne jeg vilde redde din Datters visne Vaar;
Men kan kun ødelægge, paa Hielp mig ei forstaaer.
259 Dog kiender jeg en Læge, skiøndt lænkebunden Mand,
Der fremfor alle Jetter og Aser fik Forstand,
Hans Raad nu ville vi høre! Thi Skade, min Veninde,
Gierne løser Lænken, som selv hun monne binde,
Naar Ran derom hende beder. - Jeg haaber Lokes Kløgt
Ender din Datters Qvide. Følger mig uden Frygt!

Saa tog hun Tangkiær, Skulde, med op til Havets Flade,
Der taarned sine Bølger til Bierge; thi Skade
Blev ikke længe borte, paa sin kulsorte Hest,
Med store Flaggermuusvinger, som vifte Storm og Blæst,
Hvis Hvrinsken sender Drønene, saa truende, saa hule,
Mens Skummet stænker Vandet, fra Bidslet og dens Mule.
Det var en bælmørk Midnat; men høit, fra Finmarks Iis,
Paa Himlen voxte Nordlys, forfærdelige Riis!
Og grant, paa øden Klippe, ved Skin af Nordlysflammen
Saae Skulde Ran og Skade sidde fortroligt sammen,
Paa Klinten, medens Hesten stod bunden ved en Blok.
Da brat forstummede Stormen. Freias Stiernerok
Nedglimted giennem Skyen. En Snekke foer forbi,
Saae Klippen, - dreied Roret, blev for Skibbruddet fri.
Og høit et lystigt Hurra fra Mandskabet lød,
260 Som, paa et Haarbred, streifed nær Kysten af sin Død
De tvende grimme Qvinder saae Mandskabet frelst,
Og ærgred sig derover; thi altid saae de helst
At Mennesket foer ilde; dog vilde de dennegang
Samtalen ei afbryde; den var qvindelang.

Tilsidst de vinkte Skulde. Med sin Moder tryg
Hun satte sig hos Skade paa Stormhestens Ryg,
Og foer igiennem Luften, høit over Kattegat,
Over Norges Biergaas i frygtelige Nat.
Ved Dovrefield de standsed, af Gangeren steeg,
Fieldets lukte Side som Dør tilbageveeg,
For Havets, Stormens Diser. Med selsomme Sind
Skulde fulgte Skade dybt i Bierget ind;
Giennem de brune Haller; hvor Klippeblokken hang,
Hvor bag vældige Søile, med sidste Svanesang
Fossen i Dybet styrted. Tilsidst blev alting stille;
Vandet ei længer støied bag Kampestenens Pille.
De vandred i en Løngang, hvor Guldstenen smuk
Lyste, ved Nattens Fakkel. Med dybe Hiertesuk
Fra fierne Hvælving toned. I Hulen de treen -
Guldets, Sølvets Aarer, som i en Marmorsteen
Spraglede Klippevæggen, Krystaller Loftet bar,
Tap ved Tap, i Mængde, som Diamanten klar.
Men græsselig i Hallen tilvisse dog var Nøden:
Udstrakt paa trende Blokke, forgieves vented Døden
En Mand af sielden Skiønhed, kold, bleg som et Liig.
Smerten i hans Øie blandte sig med Sviig.
Fra Issen de sorte Lokker ned til Jorden naae;
261 I Qval med hvide Tænder han beed sin Læbe blaa.
Med matte Haand forgieves, Usalige! du tænker,
Fra Bryst og Been at løfte de vægtige Jernlænker,
Som binde dig til Klippen.
Men ved hans Hoved stod
En Qvinde, mindre deilig, men mere huld og god.
Et Aasyn, fuldt af Kummer, sin Mand i Døden troe,
Viste hun, taareblandet, mens haanligfælt han loe.
Med Skiælven i sine Hænder hun holdt et Sølverkar,
Tæt over Fangens Ansigt. Til Randen fyldt det var,
Da Skulde treen i Hallen. Den Kummerfulde tog
Fra Mandens Pande Skaalen, gik bort, ud den slog.
Da Drømmersken opdaged - hans Øie stirred stivt
Op mod de klare Tapper - en Slange, hvis Forgift
Ham dryppede ned paa Kinden. Den var spraglet, blaa
Paa Ryggen, guul paa Bugen; i Lænker hun den saae
Over hans Hoved hænge.
Da det levende Liig
Udstødte giennem Bierget et forfærdeligt Skrig,
I Krampetræk sig vaandende. Da vakled Fieldets Grund;
Mens ham den tykke Fraade stod for blege Mund.
Da skiælved Jordens Piller. Af Skræk faldt Skulde ned.
Men Skade løste Fangen, da han først, med en Eed,
Loved igien at komme til Fængslet, næste Nat. -

Skulde, giennem Luften til Leireskoven, brat
Blev ført i Lokes Arme. Under Luften blaa,
262 Saae hun ham, i sin Skiønhed, trædsk for hende staae:
Med hvide Marmoransigt, med ravnesorte Haar,
Hvis Væxt, i glindsende Lokker, ham ned til Hælen naaer;
Med stort og lysbrunt Øie, med hvalte Øielaag;
Men uden Ærlighed Blikket, skiøndt Ingen mere klog.-
Han Skulde tog i Favnen, gav hende mangt et Kys;
Længer ei hun bæved af Ængstelse, som nys. -
Du har mig vederqvæget, et Øieblik mig løst,
En liflig Honningdraabe mig i mit Bæger øst,
Han qvad; det skal jeg lønne. Du dig ønsker et Raad,
Din Sundhed at gienvinde? Det er en ringe Daad.
Hør Asalokes Tale: Du Guderne maa forsone!
Ikke meer de smile til Leires Bøgekrone,
Hvor Offerstenen stander, i Solen, uden Tvæt
Af den Myrdedes Hierte; uden den hellige Plet.
Med et Menneskeoffer, dristige, skiønne Glut
Du Aserne formilde, skiøndt Hrolf det har forbudt.
Og for ham ret at saare - hør Asalokes Ord:
Du veedst at hist i Hytten Enken Gundvar boer,
Med Datteren liden Drifa. Det Barn er Hrolf saa kiert,
Vilst du ret ham krænke - (det har dig Loke lært)
Da lok hint Barn, i Qvælden, engang i Gudehuset,
Mens Hrolf paa Bænken sidder, med Kæmperne beruset;
Dræb det paa Offerstenen! Og ved dets sidste Suk,
Gienvinder du din Friskhed, blomstrer dobbelt smuk.
263 Saa taled Asaloke, forsvandt med Drømmen brat.
Skulde sig paa Leiet fandt i bælmørke Nat;
Snart var hun kold som Sneen, snart som Ilden heed.
Febertørsten vexled med Pandens klamme Sveed.
Men, sikker paa sin Helbred, stod op hun næste Morgen;
Med Mordtanken i Hiertet, glemte den Grumme Sorgen;
Som en Ulv der sig sniger, med rovbegierligt Mod,
At vinde tabte Kræfter, ved et uskyldigt Blod.

Ved Herthadalens Bakker, krandset af grønne Skove,
Hvor i Søen flyder sølverklare Vove,
Der fordum blandte sin Susen, med Trællenes bange Skrig,
Naar dem Goderne drukned; naar steenbetyngte Liig
Sank tilbunds i Dammen, med Lænker om Been og Arm;
Naar i Vandets Bølge var tvættet hellige Karm,
Der førte Friggas Billed; - ved denne klare Sø,
Hvor, siden Hrolf blev Konning, Ingen maatte døe;
Som endnu deilig flyder, skovkrandst i Herthas Skiød;
Ofte til Sommerlystfart Axels Sønner bød; -
Der boede Gundvar Enke; hvis Mand var Kongen kiær.
Selv Glutten han havde vatnet, som legte sorgfrit her,
Og givet Navnet Drifa. Den kiække Fader faldt
264 I Krigen for sin Herre; hans Hielm af Staalet, hvalt,
End hang i Gundvars Stue. Hrolf besøgte tidt
Enken i Herthadalen; og Barnet legte frit
Paa Skiødet af Leiredrotten, paa Bænk, i Hyttens Vraa.
Alle store Hierter elske de hulde Smaae!
Maa Siælen ei beundre Skiønhed, Uskyldighed?
En Ynde som henrykker, fordi den ei det veed?
Nedstiger ei til Jorden, ufængslet af Smaaheds Garn,
At smelte den Voxnes Hovmod, Alfen som et Barn?
Ofte den lille Drifa blev op til Gaarden bragt,
At lege med Dankongen, naar han ei gik paa Jagt;
Til let hun, som en Sommerfugl, fløi om i grønne Gaard;
Smuk hun var som Rosen, hvis Knop i Løvet staaer;
Med kloge Falkeøine, hun var ei sky, men tam;
Og kiælen hun var og venlig, som hvide Dæggelam.
Syv Somre hun havde skuet, syv Somre grædt og leet,
Og med sit blide Øie Solen og Maanen seet.
Nu skulde det lille Øie briste for Morderkniv,
Nu ønskte Huldrens Datter at ende Barnets Liv.

Selv turde Skuld ei komme, sendte til Hytten en Svend,
Som bad hin liden Drifa, til Kongen, hendes Ven,
Paa Gaarden op at ile. Det skeete før saa tidt.
Moderen Barnet sendte, da det var pyntet lidt,
I hvide Lærredskiortel, i Hue med Hareskind,
Med en blaa Sløife bundet under den røde Kind.
I Skoven mødte Skuida hin liden Drifa skiøn,
Gav hende Honningkage; da, paa Fyrstindens Bøn,
265 Hun fulgte til Gudehuset, at see forgyldte Billed:
Odin, med sine Ravne, paa Skuldren, høit opstillet,
Bag Offerstenen i Hallen.

Du stakkels Noer! hvad veed
En lille Glut om Trædskhed, om Underfundighed?
Hun fulgde gierne Skulde, aned ei Livets Tab.
Saa styrter en Fugl fra Træet i Slangens aabne Gab,
Og saadan Myggen i Lyset.

Men Drifas Fylgie god
Bevared Barnet i Nøden, skiøndt hende den forlod.
Den fløi til Kongens Kammer; hvor Hrolf i Tanker sad,
Med Haand under Kind alene. Krandsen, med visne Blad,
Hang nær paa Bielkevæggen. Den havde ham Drifa forært;
Hver Blomst han fik af Barnet, var Heltens Hierte kiert.
Fylgien ind ad Luen fløi som usynlig Giest,
Og kasted Krandsen af Sømmet, paa Gulvet, som en Blæst.
Hrolf skued Krandsen falde, snoes om i Hvirvelvind,
Til at see den Lille da længtes Drottens Sind.
Han iled til Gundvars Bolig, opdaged trædsken Svig;
En Træl ham alt forraadte, blegnende som et Liig.
Men, som en Storm, der styrter igiennem aabne Bierg,
Foer Hrolf i Gudehuset - og saae en hæslig Dværg
Hen over Offerstenen at holde den liden Pige,
266 Med Haanden tæt for Munden, at hun ei skulde skrige.
Men Skulde, som Hel i Hulen, fast i sit Ansigt blaa,
Blev seet af Dannerkongen, med Flintekniven staae
Over Barnets skiælvende Hierte.

Fordømte Nastronds Aand!
Hvad giør du? raabte Kongen. Og Kniven af hendes Haand
Faldt ned og sprang istykker, paa Gulvets Flisesteen. -
Ha varst du ei min Søster, da skulde dine Been
I Pinsler svede Blodet! - raabte, med Vredens Lue
I skiønne Blik, Hrolf Krake. - Viig bort, du giftige Flue!
Med Glands paa smukke Vinger, der kun flagrer til Synd.
Orm! som dig ei opløfter en Tomme fra dit Dynd.

Som Hulens skumle Skygge viger for Faklens Skin,
Saa veeg forfærdet Skulde, da Konningen treen ind;
Forlod sit Rov, som Ravnen paa Marken Vingerne slaaer,
Naar pludselig en Bonde den fiernt imøde gaaer.
Men skiælende tilbage, med Fingren paa sin Mund,
Hvisked hun opbragt sagte, som flygtende giøer en Hund:
Søn af din egen Søster! Du Plet paa Leirestol!
Snart synker i sin Afgrund din pralerske Sol,
Viet har Asaloke til Mord min Offerkniv!
Den søndersprang? Fleer Knive kan hvæsses mod dit Liv.
267 Og først da aander Skulde, fri for Qval og Harm,
Naar hun kan støde Daggerten, Hrolf, i din egen Barm.

Ei Kongen Trudslen hørte; fast i Armen han holdt
Barnet, som af Rædsel endnu var stivt og koldt.
Han kyssed det bekymret, og bad det: ei forsage.
I Drifas Øie vendte Livet snart tilbage,
Hun smilte som en Lysalf. Hrolf, med Graad paa Kind,
Vendte sig med Barnet mod Aftenrødens Skin.
Alfader! q vad den Bolde, det Offer, som dig ret
Behage skal i Gimle, det er en god Idræt.
Du vilst ei at din Skabning skal gaae i Qval fortabt;
Glædes ei, ved at øde det Liv, du selv har skabt.
Forbandet være til Nastrond alt skummelt Nidingsværk!
Ei Ondskaben skal seire, saalænge Hrolf er stærk.

Faurt smyktes Vesterhimlen med rødliggule Skiær,
Sidste Glimt af Solen faldt giennem Leiretræer,
Da Kongen vandred ene, satte sig veltilfreds,
I Skov, paa Dommersædet, i Stenenes store Kreds,
Hvor Landet han monne bygge, hver Thingets Dag, med Ret.
Atter slog hans Hierte med Venlighed og let.
Da saae han trende Kæmper i Skoven vandre hid,
I forskiellige Kiortler: en rød, en blaa, en hvid.
Han kiendte dem og smilte; han havde Dragterne givet
268 De bolde Leirekæmper, med skiønne Belter om Livet.
Biarke fik hviden Vadmel: det tyded Norges Snee,
Isens evige Toppe, som kiækt mod Himlen see.
Det grønne Belte var Granen, som, over Sneen grøn,
Forfrisker dit muntre Øie, Norges stolte Søn.
Blaakiortlen klædte Vøggur; thi Sverriges Fiorder blaae
Høit op fra Østresaltet i Fastlandet gaae,
Hvor Søer og Elve dem møde; men Beltet, gult som Halm,
Tyded det rige Biergværk, med lyseblanke Malm.
Danmark er Syd i Norden, der rødmer Frugten sød,
Hyppigt stander i Græsset Kiærminden, Rosen rød,
Og Havet alt omslynger: Om sin Skarlagenkofte
Bar Hialte lysblaa Belte, slynget om ranken Hofte.
Saa traadte de for Kongen og hilste; men ei froe;
Mørke var deres Pander, ingen Læbe loe;
De taug og stirred til Jorden.

Da raabte Hrolf: Hvad nu?
Hvor er den gamle Munterhed? Min Biarke! siig os du,
Hvad mørkner Leirestierner? - Han svared, men ei kiæk:
Mænd, som ei ellers frygte, betages her af Skræk!
Vi elske Hrolf vor Konge, vi vide: Hrolf er god;
Men hvis den gamle Gode, Herre, vi ret forstod,
Da nødes vi til at gyse. - Hvad har dig Goden sagt?
Spurgte ham Kongen venlig. - At Hrolf har Ringeagt
269 For Valhals store Guder, var Bodvar Biarkes Ord;
At paa Vingolfs Aser dit Hierte meer ei troer;
At du din Tillid sætter til skrøbeligt Sværd og Skaft,
Og ugudelig stoler kun paa din egen Kraft.
Er dette sandt, min Herre? Skiænk atter Hiertet Ro!
Kan Den vi Troskab holde, som ei er Himlen tro?
Dyb Sorg vort Hierte trykker; kraftigt det meer ei slaaer;
Tre tappre stærke Biørne forvandledes til Faar,
Der mistede deres Hyrde! Til Fange Hver blev tagen,
Af Skræk, da Ærens Banner faldt ned fra Bannerstagen.
Grædt har Biarke med Hialte, med Vøggur, grædt som Børn,
Der vilde Rosen bryde, men rev sig paa en Tiørn.
Dog - naar vi see dig Konge! saa tillidsfuld igien
Sidde paa Dommerstenen, - da haaber Hiertet end.
Saa smiler ingen Niding.
Nei, Biarke! raabte rørt
Hrolf Krake, - hør nu alting, da du har Noget hørt.
Jeg bøier Knæ hver Morgen, for Ham i hine Himle,
Alfader! for den Evige, som raader i sit Gimle;
Hvem Ragnarok ei fælder, som skabte Sol og Jord.
Jeg ærer Tapperheden, jeg troer paa Asathor.
Mit Hierte slog for Elskov; hvo seer den grønne Mai,
Med sine deilige Blomster, og tvivler end om Frei?
Den herlige Moder Frigga mig favner i sit Skiød,
Og nærer mine Kræfter hver Dag, med sunde Brød.
Ægir i Havet hersker, Niord i den friske Luft,
Baldur i mit Hierte, Mimer i min Fornuft,
Alfaders Aser alle. Op til hans Valaskialf
270 Vinker mig den lyse, bortskyer mig svarten Alf.
Men Den jeg ikke frygter - mig derfor ei bebreid! -
Den lumske Hexemester, som kogte med Qvinder Seid;
Boleren, som Gunløde bag Fieldet har forført;
Hvis Eventyr med Rinda har op mit Hierte rørt;
Som sang afskyelige Galdre, men lod de andre slaae,
Saalænge for sig i Marken, til han blev oldinggraa;
Mærked sig saa med Geirsod, et smaaligt Gubbespil; -
Aldrig for en Gud ham min Aand erkiende vil,
Og kaldte han sig Odin! - En Aand, som ei er god,
Hvis Bautasteen kun plettes af uskyldigt Blod,
Aldrig for ham Hrolf Krake skal bøie stolten Knæ,
Og bede til hans Billed af ormstukkent Træ.

Nu handler som Eder lyster! Ængster Eders Eed,
Saa løses her I fra den. Forlader mig med Fred!
Jeg frygter ei min Skiæbne; mig Kronen er ei saa kiær,
At jeg den skulde kiøbe for et Skyggeskiær,
Der taaler ei Sandheds Straale. -

De trende gieve Helte
Taug længe. - Bodvar Biarke da først for alle meldte:
Du lover Alfauder i Gimle; saa kald ham hvad du vil!
Til Hiertet i Biarke brister, det tro dig hører til. -
Du hylder Folkvangs Freia, qvad Hialte - jeg min Eed
Ei bryder Drotten som hylder huldsalig Kiærlighed.
271 Du troer paa Baldur og Mimer, qvad Vøggur - aldrig kan
Jeg svigte den Herre, som ener sit Hierte med Forstand. -
Jeg troer paa Venskabs Vælde! qvad Hrolf, og favned hver;
O havde Nordens Sønner hinanden alle saa kiær,
Da Danmark, Sverrig og Norrig, i hæslig Broderstrid,
Ei spildte Kraften længer i uheldsvangre Tid.
Som Brødre de levede sammen. Velan, saa lader os staae,
For Tiderne, som et Billed, der aldrig skal forgaae.
Den hvide Vadmelskofte favne den rød' og den blaa!

272

OTTENDE SANG.

Nu stander til at siunge, hvorledes Hrolf en Dag
Sad med sine Kæmper, i lystigt Drikkelag.
Han kastede sit Øie vidt i Hallen omkring,
Sigende: Mægtig Styrke samles her i Ring.
Ja, svared Bodvar Biarke, længe søge man skal
Slig Drot, slige Kæmper, i een og samme Hal.
Rundt, paa alle Strande, Skialden os Drapa qvæder;
Kun een Ting forringer, Hrolf, din Kongehæder. -
Hvad, spurgte Kongen, fattes end til din Herres Tarv? -
At du af Adils kræver med Vaaben ei din Arv!
Svared ham den Fiirskaarne. Paa uforskammet Viis
Forholder han dig Skatten. - Troer du, Sviagris,
Spurgte ham Hrolf med Latter, saa dyrebar mig er,
At jeg for den Sag skulde fremkalde Dannerhær? -
Ei for Guldet at vinde, svared ham Biarke kiæk;
Men for Niding at tugte, med angstkolde Skræk.
Thi sømmer det sig, Herre, mægtigste Drot i Nord
Ustraffet den Tiener at lade, som svigter sit Ord?
Nu - sagde Hrof og smilte - selv har jeg sligt isinde;
Jeg giester Adils i Upsal; ei for Guldet at vinde;
273 For at besøge min Moder. End eengang i mit Liv
Vil jeg til Hiertet trykke den herlige Viv.
Som Ven, ei som en Fiende, kun med Kæmper tolf,
Giæster ham i Upsal, om nogle Dage, Hrolf.
Hvo vil mig did ledsage?
Da reiste sig alle Helte,
Som gierne den Tappre fulgte til Bedrift, naar det gieldte.
Men Hrolf stod ved sit Forsæt: med tolf Bersærker kun
At hilse sin falske Svoger; med sin Høg og sin Hund,
Gram, den store Gule, der ved hans Fødder laa,
Som med ærlige Øine paa Dannerkongen saae,
Naar ei han var paa Jagten. Vel prøved Rude blid
Kongen derfor at vare; men Skulde sig i Strid
Gav med den ædle Søster, spottende hendes Frygt.
Hun sagde: Paa sine Kræfter vor Broder stoler trygt.
Hvi vil hans Mod du svække? Hvi vil hans Sind du vende?
Hans Villie bliver en Bue, som han kun selv kan spænde.
Lad af at drage Strængen med Qvindehaanden blød!
Den giver dog ei efter. - Han iler til sin Død,
Raabte den bange Rude. - Nei, svared Skulde suurt,
Man siger, ellers voxer for Døden ingen Urt;
Men Biarke, Hialte, Vøggur, Svibdagger, Beigal, Vøt,
Hardrefil, Hake, Haklang, Hvitsærk, har Farer mødt,
Som overgik langt disse. Det har ei mindste Nød! -
Og Skuld med tørre Øine begræde vil vor Død,
Ifald vi ogsaa falde; qvad Hialte. - Salten Vand
274 Jeg græder, qvad den Skønne, som Bølger ved den Strand,
Hvorfra Hrolf Hottur hented. - Da bad Kongen sin Skiald
I Harpen stærkt at gribe, for Freden i sin Hal
At skaane, for at skaane sin Søster for Skam,
Skiøndt ei hun det fortiente; thi ei hun skaante ham.
Bestemt var Reisen til Svithiod; næste Morgenstund
Indskibed de deres Heste, foer over Øresund.

Der reed den ædle Herre nu over Skaanes Mark,
Med sine stolte Kæmper; hver som et Træ i Bark,
Saa blomstrende, saa frodig; i Hielm, Pandserplader.
Det var en Lyst at see dem: snart de traved i Rader,
I Flok snart Hestene sprunge. Dagen var smuk og klar.
Men hen ad Aften lagde der sig en Taage svar
Over Skov og Floder, over Mark og Enge,
Et Nattely de rundtom søgte forgiæves længe.
Da mælede Svibdagger: Her see vi Adils Kunst!
Det hele Land indhyller han i en Taagedunst,
Blot for os at forvilde. Jeg ham kiender: han slaaer
Som et Barn kun med Sværdet, men som Mand han forstaaer
Vel sine Tryllegaldre. - Ei brydes Sværd og Stang,
Svared ham Kongen venlig, ved daarlig Galdresang.
Svibdag paa Hovedet rysted, mæled til Beigal sagte:
Jeg vover, hvad Helt tør vove; men piatud at foragte
Jetternes skiulte Vælde, deri han farer vild. -
Jeg gaaer for ham i Kampen, giennem Vand og Ild,
Giensvared Beigal Tappre; min Stang jeg for ham bryder;
275 Men bryder ei mit Hoved, om hvad meer det betyder.
Hvo ei derover grubler, ængstes derved ei svart. -
Heller ei har Svibdag i Balg sit Sværd forvart;
Svared den stolte Broder, hvor der var Kamp paa Færde;
Men paa Taagen bider kun slet de skarpe Sværde.
Hvor findes Huus i Aften? Et Biarkemaal dig syng,
Og stræk din Krop paa Marken hen i de vaade Lyng;
Imorgen ville vi see da, hvor flink du er en Giest!
Her er ei Træ hvorved man kan binde fast sin Hest.
Og Hesten er mere kiælen, end Manden som rider derpaa.
Hvor findes Hø? Hvor Havre? Til Strøelse hvor Straae!
Som saa de talede sammen, i Taagen bleve de vaer
Et Huus som stod paa Marken. Luften var mere klar.
En Mand de saae i Døren, stor af Væxten, høi;
Han kaldte nogle Duer, som over Taget fløi.
Kulsorte to sig satte da hver paa breden Skulder.
Nu nærmed sig Leirekæmper, med Hurtighed og Bulder,
Eenøiede gamle Bonde. Rød blu3sed Bondens Kind,
Med Munterhed og Styrke. Han bød dem venligt ind.
De sorte Fugle paa Skuldren tamme siddende blev;
Undertiden de Næbet mod hans Øre drev;
Det lod, som de til ham hvisked. Knap Manden var paa Ord,
Indbød dem til en Skinke, som damped paa hans Bord.
276 Øl han giød dem i Bægret, om gamle Tider sang.
Forunderligt hans Stemme langt ud i Taagen klang.
Han priste Adils i Upsal, fordi han Odin loved.
Han sagde: Odin vogter Kronen paa hans Hoved,
Fordi han slagter Heste, Hunde, Haner, og Mod
Har stundum til at offre ham ogsaa Menneskeblod.
Thi Blodet smager Odin, som Miøden en Helt i Hal;
Naar det i Luften bydes ham i en Pandeskal. -
Derpaa han dem et Kammer aabned i Nattens Stund.
De sov, men frøs under Dækket; Tænder i deres Mund
Klapprede som af Kolden. Han ledte dennem paa Vei
Næste Morgen; men sagde Farvel til Afsked ei,
Han borte blev i Taagen. -
Da raabte Svibdag bange:
Var det ei Odin Gamle, saa tage mig til Fange
Den første, bedste Niding, - Siig hvi du dette troer?
Spurgte hannem Hrolf Krake. - Først, for han var saa stor,
Raabte den rædde Svibdag. - Haklang har samme Høide,
Svared ham Dannerkongen. Men ikke samme Drøide,
Mæled den lystige Vøggur. - Han har jo kun eet Øie!
Vedblev Svibdag i Vrede; han vil din Frækhed bøie. -
Hvis det beviser en Odin, at han eenøiet seer,
Da est du selv Hærfader; thi du har ikke fleer!
Raabte den muntre Vøggur.
Da loe de alle: See!
Der rider Odin Gamle! - Selv Svibdag maatte lee:
277 Han hug i Spøg mod Vøggur, men Vøggur ham undgik,
Pludselig han bag fra Svibdag om Livet fik.
Da var al Frygt forsvunden; oprømt var alle. Snart
Hen over Taageheden satte de, i en Fart.
Men Taagen ei vilde vige, sig ei fra Marken flytte;
Det Aften blev; da fandt de, som før, en Bondehytte.

Det var den samme Bolig, det var den samme Bonde,
Med sorte Fugle paa Skuldren. - Her leger Alfer onde,
Qvad ræd til Kongen Svibdag. Staaer der ei Friggas Mand,
Saa vil, med mine Hænder, af Staal jeg vride Vand,
Det er den forrige Stue, forrige Stol og Bord. -
Men ufortært paa Bordet staaer frisk en Skinke stor!
Qvad Hrolf; i blanken Bæger atter der Mundgodt staaer,
Som ei, min ærlige Svibdag, du drukket har igaar.
Giv dig tilfreds! Ei mægter dig Modet stærkeste Mænd
I Kamp at bøie; hvi est du da nu saa ræd en Svend,
For gamle Sagn og Drømme? - En høistnaturlig Ting!
I Taagen ere paa Heden vi redet om i Ring.
Den gode Gubbe viser os Giestfrihed; han troer
Paa Oldtids Dæmesager; men han er ingen Thor,
Saalidt som han er Odin. Han vil os venligt favne!
De tamme Duer paa Skuldren er ei Hærfaders Ravne. -
Ved denne Tale trøstet, Svibdag paa Skinken løs
Gik med fornyet Iver, og drak, saa han ei frøs.
278 Da næste Morgen de vaagned, stod Taagen længer ei,
Bonden hen mod Upsal gierne dem viste Vei.
Paa Veien mødte Svibdagger mangen gammel Ven,
Som den bolde Svenske kiendte strax igien;
Der misfornøiet med Adils var, for hans Nidingsværk,
Som i Hrolf Krake frygted en Herre viis og stærk.
Sveakonningens Hofgaard de nærmede sig til Hest;
Da meldte bolde Svibdag, som reed Kongen næst:
Nu ville vi ei sige, hvo her af danske Kæmper
I Flokken er Leirekongen; thi Adils neppe dæmper
Sit Had og sine Rænker. Derfor tykkes mig ret,
Vi møde hannem i Vaaben! Nedslagne Hielmenæt
Ansigtet for ham skiule. Thi skiøndt svag i Krig,
Er han en listig Vingier, Mester udi Svig;
Og skiøndt med lovet Leide du møder paa hans Slot,
Ei blot som Giest i Venskab, men som Overdrot,
Jeg frygter dog, han pøndser paa nogen Underfund.

Alle Hielmenætter droge for Øine, Mund,
Og reed i Borgegaarden, saa Stenene gav Skrald.
Deres gode Heste bragte de først i Stald.
Svibdagger Karlene kaldte, bad dem vogte paa Stand
Med Flid de stolte Hingster. Hvilken Riddersmand
Elsker ei tro sin Ganger, og vogter den for Skade?

Men Adils, som de Danske af Hiertet monne hade,
Og vilde dybt fornærme, gav hemmelige Bud,
Til Trællene, der frygted Kongen som en Gud:
Man skulle fare listigt, snedeligt i Mag,
Afskiære Hestenes Haler til den blodige Bag;
Afklippe deres Maner og giøre dennem Fortræd,
Saa at Pandeskindet afflaaet fulgte med.
279 Deraf slet intet vidste de danske Kæmper gode.
Trøstig de gik i Hallen, skiøndt de monne formode,
Der vel var Sviig paa Færde. Til Hallen i en Gang
Bragtes de, som var knudret, mørk og kroget, trang.
Men med Sværd i Høiren, men med Skiold paa Arm,
Fremgik de Pandserklædte med Kiækhed udi Barm.

I Hallen brændte sparsomt kun hist og her en Spaan. -
Adils, min Skattekonge, mig modtager med Haan!
Sagde da Hrolf Krake. Ind Skaren traadte neppe,
Før store bistre Kæmper treen frem fra Væggens Tæppe,
Bevæbnede, bedækte med Jern fra Top til Taa.
Her gielder det at lade de tunge Sværde slaae!
Raabte den danske Konge. Da var Striden begyndt;
Bersærkerne fra Leire sig snart havde skyndt;
De rydded op i Hallen. En Skare Døde laa.
Da paa Gaffelbænken Adils man saae;
Han raabte: Hvilket Hærværk! Hvilken Misforstand!
For Skiæmt jeg ikkun prøved om Hrolf var en Mand
Saa kiæk, som Rygtet lyder. For Spøg, en liden Skræk
Jeg vilde Jer indjage. - Du spøger som en Giæk!
Svared ham vreden Biarke; og disse døde Mænd,
Saa længe Solen skinner, ei spøge vil igien.
Alvorlige de skule i Døden til dit Skiæmt.
Nu er dem Overmodet af vore Sværde tæmt.

Den som med Lyset leger, tit brænder sig derpaa!
Raabte Hialt' Hugprude. - Da lod af mørken Vraa
Adils de Døde drage, bære bort paa Stand.
Han raabte: Kiærterne tænder! at jeg betragte kan
280 De særvelkomne Giæster. Nu tænder Ild paa Baal!
At det kan deiligt blinke fra Leirekæmpestaal.

Da tændte Trællene Kiærter, øgede Baalets Ild,
Som midt paa Gulvet brændte. Røgen slyngte vild
Sig under Loftets Biælker, giennem det aabne Tag.
Da blev det lyst i Hallen, som paa en Sommerdag.
Inderst i Kongesalen, med Hielm og Harnisk, sad
De Danske; Sveakongen, med sine Mænd i Rad,
Ved Lugen og ved Tepperne, hvor der var Dør ved Dør;
Hvorfra de væbnede Stridsmænd i Hallen traadte før.
Bag Leires Kæmper høined sig tyk en Biælkevæg.

Da raabte Konning Adils med tynde, hvide Skiæg:
Velkommen, bolde Svibdag! Jeg kender dig igien.
Jeg troede, med dine Brødre, du varst ei Sveaven.
Dit Fædreland forlodst du, drogst til Issefiord.
Hvad bringer dig atter til Fieldet, hvor Jern for Sværdet groer?

Herre, giensvared Svibdag, I spørger om hvad I veed.
Lang Tid, med mine Brødre, med trofast Tapperhed
Slog jeg for Eders Vælde. Nidingsflokken jeg fandt,
Som hærged i Eders Haller; den jeg overvandt;
Og skaffed Eder Freden. Dengang I monne love,
Da I var stædt i Nøden, mig Guld og grønne Skove;
Men glemte Løvtet siden. Jeg glemte denne Svig,
Giorde blandt Eders Fiender, siden, dog mangt et Liig.
Men da, i sidste Feide mod frække Oprørsmænd,
281 I Baghold skiult, I speided, hvor Seiren heldte hen;
Før frem I turde træde, hielpende den som vandt;
Skiøndt jeg, som Odin, havde mit Øie sat i Pant,
For Hæder i Kamp at skaffe; - da var jeg Eden qvit.
Eet Øie var nok at miste, for Den, som kun saa lidt
Paa Troskabs Gave skiønner. Jeg med det Andet saae
Hrolf i Leiregaarden, ved Issefiorden blaa:
Han skiønner paa Bedrifter, paa ærlig Trofasthed;
At kun jeg har eet Øie, hos Hrolf jeg ikke veed.
Han seer med Faderomsorg paa sine Kæmpers Tarv!
Hans er mit andet Øie, hans min sidste Marv.

Jeg - svared Konning Adils - har megen Agt for Hrolf,
Som hid til Upsal er dragen med Kæmperne tolf.
Hvi skiuler han sig for mig, med lukte Hielmenæt?
Slig Adfærd af en Herre, som han, mig huer slet.
Er han for Adils bange? - Da monne Hrolf Krake vinke
Til sine Mænd, og sagde: Vi ei med Øine blinke,
Ved i slig Sol at skue. - Han slog, med disse Ord,
Sit Hielmenæt tilbage; da fra hver Pande foer
Nættet, ved Kongens Tale; - men over Ilden kiæk
Stirred de danske Kæmper paa Adils, som af Skræk
Nær daanet var paa Bænken, ved slige Mænd at skue.
At Thor var kommen fra Valhal paa brogede Regnbue,
Troede den redde Seidmand, at tugte ham, til Straf.
Forfærdeligt Hrolfs Øie den blege Niding traf.
282 Han sagde: Kiære Svoger! velkommen i min Hal.
Freden jeg dig har lovet, trolig jeg holde skal.
Lad os som Venner drikke, glemme det mindste Nag.
Skatten, jeg dig skylder, faaer du end idag.
Tilgiv, jeg ei den sendte! Blandt sine Helte raske,
Jeg veed, Hrolf agter Guldet stort ei meer end Aske;
Og mens af Elskovs Kummer din Kind bli'er daglig vaad,
Din Haand det Malm bortødsler, som kaldes Freias Graad.

Hrolf svared: Med egne Heste jeg kiører helst min Kerre.
Over min Gavmildhed, Frænde, jeg selv vil være Herre.
Venner jeg gierne skiænker Guld, Sølv, Sværde nye;
Men lader mig ei aftrodse blandt Fiender et Stykke Bly.
- Nu - svared Adils - Skatten paa dig her længst monne vente.
Jeg vidste nok, du vilde med Tiden selv den hente. -
Hrolf mæled: Ei for at hente det usle Pengeskrin,
Jeg kom; men for at trykke til Hiertet Moder min;
Og for dig at formane til Ærlighed mod Den,
Som du est undergiven. - Da kommer du som Ven,
Skreg Adils - Iler Trælle! fylder Bægret til Rand!
At første Bæger Odin jeg vier, Hrolf ei kan
Fortryde; skiøndt jeg hører han ei paa Guder troer. -
- Det første Bæger vier jeg ind til Asathor,
Svared ham Leirekongen; saa bruges i Danmarks Egn. -
283 Over sit Horn med Sværdet han giorde Hamrens Tegn.

Disimellem paa Ilden de svenske Trælle kasted
Alt meer og mere Brænde; røde Luerne hasted
I Veiret op under Loftet, knittred i Røgen tit.
Længer ei man i Salen aanded sundt og frit.
Thi forsmædelig Heden udbredte sig med Qvalm;
De tykke Brændeknuder brændte saa let som Halm.
Paa Bænk de svenske Kæmper alt vege meer tilbage;
Da de ved Tepperne sadde, de let sig kunde drage
Hen mod de aabne Dørre. - De Danske Ilden saae
Nærme sig deres Fødder, indklemt i Biælkevraa.
Fast sveed Flammen Haarene paa deres Øienlaage,
Tiæren paa Væggens Biælker begyndte stærkt at koge;
Men deres Skiolde Bodvar og Hialte for Kongen holdt.

Adils qvad: I Hallen er det ei længer koldt.
Ei nu, hvad siger dette? Hvis Ilden ei er fiern,
En Eed Dankæmperne binder: Skye hverken Ild eller Jern,
De svore; saa ville de nu vist ei heller Faren skye;
Ei, meensvorne Nidinger, feigt for Baalet flye.

De Danske stirred forbauset, ved disse Adils Ord,
Paa hinanden; thi Eden var svoret høit ved Thor,
At aldrig skye de vilde, hverken Jern eller Ild.
Alt stærkere blev Branden; den fortærte vild
Bænken, hvorpaa de sadde, tog i Klæderne fat;
Alt indhylled Røgen dem i den lange Nat,
Fyldte de tappre Bryster med Dødens qvalme Luft.
284 Alt syntes tabt; - men tabt var endnu ei Hrolfs Fornuft.
At Ingen Eden svigted, at Døden han foretrak,
Skiøndt det glødende Pandser ham i Heden sprak,
Det forudsaae Dankongen; selv var han Eden tro;
Men midt i al den Rædsel Hrolf Krake lystigt loe.
Han tog sit Skiold, han kasted paa Ilden Pladen haard,
Raabte: Den skyer ei Ilden, som giennem Ilden gaaer!
Nu drager Eders Sværde, nu hugger paa baade Hænder!
Men kaster de brede Skiolde, hvor heftigst Flammen brænder.

Neppe var Ordet givet, neppe var Budet sagt,
Før Baalet var i Hallen med Skioldene belagt.
Og let, som Gutten springer over Isen, før den brast,
Styrted de danske Kæmper giennem Flammen i Hast;
I sorte Jernbrynier, med Sværd over Hielmen høit;
De hug, som Bonden hugger, der kløver Knuden drøit.
Alt slog de ned for Fode. Hvo dem i Flammen saae
Troede Surtur i Luen i Ragnarok at staae.
Da tonede Biarkemaalet fra deres vrede Læber.
Hvor en Niding dvælte, fandt han sin visse Dræber.
Saa sloge de sig giennem Hallen, stode paa Marken brat;
Og Maanen til dem smiled i kiøligklare Nat.

Paa Marken dem ingen forfulgte; Branden i Kongens Hal
285 Gav Mængden nok at vare. Høit hvirvlede, med Knald,
Ildtungen giennem Taget. Konning Adils forfærd
Frygted sit Guld at miste, glemte Fiendens Sværd.
Han skulde sin Gaard forlise, kostbar, rummelig bygt;
Gierrigheden drev ham, den overvandt hans Frygt.
Nær de hvirvlende Flammer saae man ham raadvild staae,
Tvang Trællene til af Karret paa Ilden Vand at slaae.
Men lidet kun det baaded; det Olie var paa Ild.
Rødgrøn med gule Strimer Flammen sig snoete vild,
Mod Nattehimlens Mørke. Giennem Røgen graa
Stiernerne fra Himlen ned i Hallen saae,
Da Gavlen alt var brusten; saae gamle Heltebænk,
Brænde, nys besudlet af Blodets røde Stænk;
Saae Biælkerne brænde, som fordum de blanke Brynier bar;
Den gamle Tønde med Miøden, Kæmperne dyrebar:
Den laa i Krogen i Hallen, af den blev drukket ei,
Uden ved store Fester. Sagnet fortalte: Frei
Havde selv den tømret og brugt i Oldtids Dage.
Intet af gamle Minder længer der blev tilbage.
Kommer i Menneskebolig først Ildens vrede Gud,
Han sletter med røden Finger alle Mindesmærker ud;
Intet ham meer er helligt! Hvad Aarhundreder heged,
Hvad, med Oldtidsmærket, Hierterne dybt bevæged,
Tilintetgiør hans Vrede; det smuldrer hen som Løv.
Og af den hellige Levning blev kun en Haandfuld Støv
286 Hiartvar, Adils Frænde, følte Klenodiets Værd,
Voved sig ind i Ilden, at redde Freiers Sværd.
Det hang ved Gaffelbænken, der halv var styrtet ned.
Rusten var i Skeden den gamle Glavind bred.
Den Ingen mere brugte; men Eder derved man svor.
Hiartvar, bolden Yngling, velvoxen høi og stor,
Havde den tit betragtet med Ærefrygt, som Dreng;
Nu voved han sig i Hallen. Af skimlet Læderhæng
Han Sværdet tog og bragte sin kongelige Frænde
Det selv, i Borgegaarden. Ha, lad det Tant kun brænde,
Raabte den vrede Gubbe; bring mig mit Sølv og Guld! -
Det smelter kun i Ilden, det sluges ei af Muld,
Svared forvovne Hiartvar; men Den fortiente Tak,
Som Freiers hellige Glavind dig ud af Ilden trak.

Da danske Mænd paa Marken saae Upsalsgaarden brænde,
Vidste dog ei, i Natten, hvorhen de sig skulde vende.
I Stalden de havde fundet deres Heste staaende vel,
Men lignende de Helheste, hvorpaa de Døde til Hel
Traver al Giallerbroen: med Pandebenet bart,
Med Øiet dorskt og livløst. De Gangere, som i Fart
Med Hvrinsken og flagrende Maner til Æren dem havde ført,
Med skiælvende Knæe nu vakled. Da blev Kæmperne rørt;
Tunge Taarer paa Kinden de ædle Helte brændte;
Thi Gangerne deres Herrer endnu i Døden kiendte,
De lode sig af dem klappe; saa slikked de deres Haand
287 Sank ned paa Straaet og døde. - Har Hesten ingen Aand,
Som kommer til Thor i Thrudvang? spurgte Hialte in Herre.
Hvi ager Thor med Bukke for sin lynende Kerre?
Mig tykkes, det klædte ham bedre, høit at fare til Hest.
Det ædle Dyr, af alle, dog kommer Mennesket næst!

Hrolf taug og gik nedslagen, bedrøvet af Hiertensgrund
Da gned sig op ad Kongen Gram hans venlige Hund.
En Taske den bar i Flaben; den havde Kongen glemt,
I Hallen, da bag Baalet han farlig var indeklemt.
Sin Taske tog Hrolf af Tænderne paa den ærlige Gram.
Han sagde: Hunden og Hesten giør ofte Mennesket Skam.
Ja, raabte Bodvar Biarke, jeg agter, fra denne Stund,
Ringere Drotten i Upsal, end den troløseste Hund.

288

NIENDE SANG.

Paa Marken dem en Skare sig nærmed. De Tolf
Stillede sig til Værge, fremst i Spidsen Hrolf,
Med Skøfnung, goden Glavind. Skal i Græsset vi bide,
Saa ville vi, som Biørne, først om Seiren stride!
Sagde den ædelig Herre. Jeg agter ikke svart
Livet; dog kiære Venner, Eders jeg havde spart
Heller til større Værker. Vi er i Fiendens Vold;
Vel Sværd i Haanden blinker, men vi har intet Skiold,
Og Kampen alt har trættet - Da ved Flammen klar,
Der steeg fra brændende Kongsgaard, saae de hvad det var:
En Q vinde dem gik imøde, fulgt af væbnede Svende;
Hrolf ved Ildebranden tydeligt kiendte hende,
Skiøndt stærkt hun var forandret, fra sidst han hende saae.
I lange hvide Klæder, med Guldkrone paa,
Kom den ædelig Dronning; men under Kronens Krands
Et falmed Ansigt smiled; af Ungdommens Glands
Var sidste Levning svundet; dog Siælens ædle Træk
289 Udsletter ingen Sygdom, ei Kummer, ei Skræk;
Og Sorgen, naar den træffer et høit, kiærligt Sind,
Adler tænkende Pande, venlige Kind,
Med Veemods hellige Mærke.

Hun betragted sin Søn;
Da vendte Kindens Rose tilbage, hun blev skjøn;
Ilden i hendes Øie gienfødtes, hendes Barm
Svulmed; Yrsa trykte Kong Hrolf i sin Arm
Og qvad med Moderglæde: Nu vil jeg gierne døe!
Den visne Blomst har nedlagt velsignede Frø,
Der voxet er til Stamme. Som Barn min Hrolf jeg heged,
Da ligned han en Lysalf, der med Blomster leged;
Jeg skued ham som Yngling: Skirner den halve Gud,
Rasken Svend i Valhal, Asernes Bud,
Du lignte, naar han iler til Hest fra Sky til Jord;
Men Hrolf, nu est du vorden mandelig og stor!
Nu staaer du for din Moder, trykker mig til din Barm,
Med Asabaldurs Ansigt, i Seirgudens Arm.
Nu lad mig gaae til Freja! Jeg aldrig vender meer
Tilbage til den Niding, hvis Gaard du brænde seer.
Lang Tid, ak altfor længe, tilbragte jeg mit Liv
I Forræderens Nærhed, thi jeg var hans Viv;
Forgiæves daglig prøved, ved Offret af min Fryd,
Med Raad og Daad at mildne Steenhiertet til Dyd.
Ak altfor bløde Qvinde! Haabet bedrager dig:
Du veedst ei, at en Niding er uforbederlig.
Saa kom, min Søn! min Eneste! Stands din Moders Graad!
I denne Nat er brusten sidste svage Traad,
Som Yrsa bandt til Adils. Men dobbelt stærke Baand
290 Binde, Hrolf, til dit Hierte, min glade Moderaand.
Jeg følger dig til Danmark; og de Kilder der saae
Helge, som en Yngling, blandt Blomsterne staae,
Skal suse ved min Gravhøi. -

Yrsa gav hver Giæst
Istedet for den dræbte, en stærk, herlig Hest.
Tohundred Mænd i Plade kom med hvasse Sværd,
Rede til at forsvare Kong Hrolf; tapper hver;
Opbragt ved Adils Feighed, ved hans Underfund.
Hrolf er vor Overkonge! raabte de med een Mund;
Han har i ærlig Feide vundet denne Ret,
Han er en vældig Skioldung af gammel nordisk Æt.
Han havde Riget i Hænde, nøiedes dog med Skat;
Nu vil hans Skattekonge forraade ham i Nat?
Bedre stærken Høvding at følge til fremmed Færd,
End at i Fædrelandet Landsmænd drage Sværd
Daglig mod egne Brødre; smaae Søkongers Rov,
Der aldrig drak ved Arnen, under sodet Bielke sov.
Nei Hrolf, du skal ei falde for Adils Nidingshaand!
Saa talde hver ærlig Svenske, rakte fro ham Haand.

Langt vare de om Natten dragne fra brændte Gaard.
Hen ad Morgenstunden de flinke Trælle slaaer
Op Teltet, bringe Dauren. Svensken og Dansken drak
Som Venner af samme Bæger; roligt Sværdet stak
Dybt i den prægtige Skede; og Vøggur raabte: See,
Svibdag, Hvitsærk, Beigal, er svenske Brødre tree;
En Dalekarl er Vøggur. Blandt sine Kæmper tolf,
Tæller alt fire svenske Mænd i Hallen Hrolf,
Saa troe, som Siællandsfarer og Jyde. Biarke, der,
291 Frivillig kom fra Norge, han veier op en Hær.
Saa lader Hrolf et Rige grunde blandt Nordens Folk,
Som alle giør til Brødre. Sproget er vor Tolk,
Een Tunge vi alle tale, Frig er vor fælles Moder;
Saa lad nu Dansk og Normand og Svenske vorde Broder.

Alle Kæmperne tyktes vel om Vøggurs Ord.
Haklang den Helt fra Ribe stod op ved Daurebord
Og greb i gyldne Harpe. Den havde steds han med,
Naar Hrolf med sine Hirdmænd drog til fremmed Sted.
Thi gamle Bragi længer til Kamp ei kunde drage;
Skiøndt ung af Siæl og Hierte, Gubben blev tilbage
Naar Manddommen drog i Leding. Men Haklang Harpen tog
I Striden med og slog den, hvergang Hrolf Fienden slog.

Saa qvad han dennesinde, til Lyst for alle Mænd,
Om ungen Humbles Tvekamp med Sivard Snarensvend.
Hvordan i Vaande Humble kom til Vaulundurs Vidrik,
Der i Bern udmærked sig hos den tappre Didrik.
Vidrik hialp i Nøden tro den unge Helt,
Der med ham var dragen hist fra det danske Belt;
Laante hannem sin Skimmung, sin stærke jydske Hest,
Der i Didriks Toge løb for alle bedst.
Han laante ham sin Ganger, som hans gode Ven,
Skiøndt han frygted: aldrig at faae den karsk igien.
Han vidste Sivard vilde sit Glavind mod den vende;
292 Thi Sivard var en starblind Svend, saae ei sit Sværd tilende.
Let kunde han Spær i Hesten istedet for Manden bore;
Thi om det løb i Sivards Haand, som Kringlen udi Spore.
Heller ei var det vorden Humble til stort Gavn:
Thi kastet fra Sadelbue, krystet i Sivards Favn,
Han laa paa Græsset i Vaande. Da nævnte han sin Slægt,
Og strax tog Sivard Snarensvend ham i sin Vare? tægt,
Thi han var Humbles Frænde. - Nu bind mig til en Eeg,
Han sagde: Gak til Kongen, og siig du vandt den Leeg. -
Indtreen ungen Humble, kasted sit Sværd paa Bord:
I Skov staaer Sivard bunden, han mæler ei et Ord.
Meldte Vaulundurs Vidrik: Du farer vist med Tant!
Det var alt med Villie giort, ifald du Sivard bandt.
Vidrik kaldte sin Smaadreng, lod sadle Ganger graa,
Jeg rider mig i Lunden, hvor Sivard mon staae.
Sivard stander i Skoven, seer Vidrik fremride:
Finder han mig bunden, han hugger mig Ribbeen fra Side.
Hesten med vrede Vidrik hen mod Sivard rendte;
Sivard oprykker Egen, han tør hannem ikke vente.
Dronningen staaer i Høieloft, og seer hun ud saa vide:
Hist kommer Sivard Snarensvend, med Egen ved sin Side.
Smiled Dronning Eline, da hun saae Sivard komme:
Saamænd du giorde det af Nød, togst op tillige med Blomme.
293 Kongen stander ved Borgeled udi sin Brynie ny:
Hist kommer Sivard Snarensvend, han bringer Sommer i By.
Der gik Dands paa Bratingsborg, der dandsed de stærke Helte,
Der dandsed Sivard starblinde Svend, med Egen ved sit Belte!

Saa sang for Kæmperne Haklang; af Visen de alle loe,
Over de Danskes Idræt i fremmede Lande froe.
Meget blev der da skiæmtet over hin Helteleg,
Over stærken Sivard, som rykked med Rod en Eeg.
Hvor stor var Egen, Haklang? spurgte Hialte prud;
Var den ifior først planted, var det et ringe Skud;
Stod den fem hundrede Vintre, hvor findes saa stærke Mænd,
I alle Kongens Lande, som Sivard Snarensvend? -
Selv Yrsa smilte venligt: Jeg seer til Borgen ham komme,
Hun sagde, med Egen ved Siden, ved Roden den lille Blomme. -
Derpaa Hrolfs ædle Moder tog rige Klenodier frem,
Hun havde dem bierget og medbragt, fra hint brændende Hiem:
De herligste Guldbægre, med Pendinge, store, smaa;
Ogsaa Ringen Sviagris de Danske blandt Skatten saae:
De væligste Gangere, Jorden treen, blandt Udsøgte de bedste,
Hun bragte de Danske til Giengield for de myrdede Heste.
Thi Adils var Staldmester som sig paa sligt forstod,
Og agtede meer sin Ganger, end Undersaatternes Blod.
294 En Flok af Trælle bragte de danske Kæmper bolde,
Istedet for de mistede, prægtige Kobberskiolde,
Samt fleer nødvendige Vaaben. Ildebrandens Magt
Mangen Hielm og Brynie havde dem ødelagt.
Derpaa ved Miøden og Maden fik de fornyet Kraft,
I Teltet som sig reiste, hvidt paa kneisende Skaft.
Siofna Søvnens Disa, som lindrer alskens Kummer,
Derpaa med Valmueblomsten Øiet dem lukked til Slummer,
Gik om og qvæged de Stærke. Hrolf, den Herre god,
Strakte sig sønlig til Hvile, nær ved sin Moders Fod.
Men neppe saae hun ham lullet ind i Søvnen sød,
Før varligt hun tog hans Hoved, lagde det i sit Skiød.
Derpaa hun Heltens Ansigt betragted med Moderfryd,
Hvor Dygtighed sammensmeltet var med den reneste Dyd;
Hun strøg ham Haaret af Panden, kyssed den Herre stor,
Og mindtes de Dage forleden, hun havde ham vugget som Noer.
Saamangen Taare visked hun fra sin blege Kind;
Men følte sig vederqvæget, styrket udi sit Sind.
Morgenstiernen som funkled hun saae med glandsfuldt Øie:
Og sagde: Nu lønner du, Freja! Yrsa for al sin Møie.

Da blev der blæst i Lurer, og Trællene, som gav Agt,
Af Yrsa klogelig stillet omkring paa Nattevagt,
Kom brat at vække de Danske. De raabte: Adils er nær,
295 Han rider over Fyrisvold, alt med en talrig Hær,
Der hurtig er sammenstimlet, allevegne fra.
Opspringende deres Vaaben Danskerne grebe da,
Svang sig paa hvrinskende Hingster. Hrolf fløi fra Moderbarm,
Hun fulgte ham uforfærdet, agende paa sin Karm.
Da tænkte Hrolf hin Spage: Med tohundrede Mand
Ei overvindes Adils, der tæller Folk som Sand;
Vel snart med blinkende Glavind til Freja gik jeg helst,
Naar først jeg saae min Moder og mine Venner frelst,
For overhængende Fare. - Thi lød hans kloge Bud,
At Smykkerne skulde tages, hænges paa Grenene ud,
Der stode ved Landeveien. - I Morgensolens Skin
Hang nu de funklende Braser, dingled i Vestenvind;
De deiligbrogede Ringe; sær Ringen Sviagris,
Med Diamant som Solen, der blinker paa klaren Iis.

Alt langt var Dansken vandret; da kom med Drotter i Flok
Adils, der i Overmagt var uforfærdet nok.
Han svor Dankæmper at fælde, loved dem alle Døden;
Men da de gierrige Drotter skued i Morgenrøden
Kostbare Smykker funkle, som Frugt paa Træets Qvist,
De tænkte: Fienden undflyer os ei ved en liden Frist.
Vi maa Klenodiet bierge; det kunde ranes af Tyve,
Det var en evig Skiændsel; og Dansken kan ikke flyve.
296 Saa lode de Hæren standse, skyndte sig hver, som bedst,
Hen til de lokkende Grene; hver sprang af rasken Hest,
Og strakte mod Guldet Armen. Men enige de ei blev,
Den ene Smykket af Haanden paa den Anden rev.
- Da kom Adils i Vrede; raabte: Raner I frit
Hvad, som af alle vides, ene dog kun er mit?
Strax kommer! lægger i Bulen, af Sølvet dreven fiin,
Den deilig straalende, klare, kostbare Hildesvin,
Lægger mig Sviagrisen, samt alle Spænder og Braser!
Eller jeg sværger ved Odin, ved Freir, ved Valhals Aser,
Hvo som fræk mig skiller ved mit Liggendefæ,
Skal hænge selv, hvor Ringen hang, som en Tyv paa Træ.

Da maatte de Kongen give, hvortil de selv havde Lyst;
Men liden Drift de føled at gaae for Den i Dyst,
Som lønte saa karrig Troskab. - Er Guldet meer end Blod?
De mumled mellem hinanden; betaler han Heltemod
Med Byttet af Haanden at rive? Hvis selv han eje maa
Alt Guldet, - lad alene ham ogsaa Fienden slaae! -
Vel raabte Adils: Nu lader Forræderen os forfølge!
Men Hrolf med sine Kæmper paa Østersøens Bølge
Var alt, før hin paa Stranden, ved Øresundet stod.
Fornærmede Drotters Heste kun travede Fod for Fod.
Forbittret skummed Adils, med hævnfuld Nidingsaand;
297 Men Dannerkongen paa Skibet slog op med hviden Haand
Og raabte: Dennesinde du kan ustraffet haane;
Men skiælv, naar Hrolf med Hæren staaer næstegang i Skaane!
Da vrister han dig af Haanden saa stærk din ranede Skat,
At det for Øiet dig sortner, i den evige Nat.

Neppe var Adils i Upsal, før han tænkte paa
At sone de vrede Guder, for Hrolf i Kamp at slaae.
Han vilde friste Skiæbnen, en Vølve han indbød,
En saare klog Spaaqvinde, som stor Ære nød
I Bøigdelaget, hvor ofte til Giæstebud hun kom,
Hos hver, som vilde kiende Fremtidens skiulte Dom.
En gammel Hal i Sigtun fra fordums Dage stod;
Istedet for den Brændte, Kongen den indrette lod
I Hast, paa bedste Maade. Paa Tryllehialet laa
Et Hynde med Hanefiære; klædt i en Kaabe blaa
Satte sig Vølven paa Hialet. Kaaben med Stene besat
Blinkte, som Stiernerne blinke fra ravnesorte Nat.
Glasperler hun bar om Halsen, paa Hovdet af Katteskind
Kulsort en Hue; men Livet var hende snøret ind
Af hunniske Belte. Der giemtes Trylletøiet i Pung.
Spor af forsvunden Skiønhed viste hun, meer ei ung.
Paa Benene Skoe af Kalvehud, hvorved end Haarene hang;
Med Kobberstokken hun vinkte, da Bøigdens Piger sang.
Vardlokker kaldtes Visen; de qvæded den høit i Rad.
En Ret af Dyrenes Hierter bragtes hende paa Fad.
298 Hun spiste med Skeen af Hvaltand Giedemelken med Grød,
Drak Miød med Blodet blandet. Da høit hendes Stemme lød:
Et kostbart Menneskeoffer, Adils, i Gudernes Bo,
Du slagte dem paa Blodstenen; da fanger dit Hierte Ro.
Knap erfoer Konning Adils at han ved Offring kunde
Forsone vrede Guder, i de hellige Lunde,
Før han blev let om Hiertet, og skreg med fæle Fagter:
Ei, som Hrolf, er Adils en Gudernes Foragter!
Jeg veed, i Herthadalen, et Billed stort, af Træ,
Som forestiller Odin, forfaldent uden Læ,
Staaer midt i Skoven ene, bag Egenes tykke Stammer;
Og naar Regnen og Haglen det i Ansigtet rammer,
Synger det hult en Vise; det mangen Mand har hørt,
Som seent forbi om Natten Billedet er kiørt,
Om Hrolfs Ugudeligheder. Men Hævn, men Hævn er sød!
Og skiændig, som hans Fødsel, vorde skal hans Død.

Nu blev et rædsomt "Offer af Konningen bestemt.
Ni og halvfemsindstyve Fanger hart beklemt
Stode med blege Kinder, snørede fast i Baand;
De Livet skulde lade for Godernes Haand,
Med Aaget af en Oxe de skulde tildøde slaaes.
Ni og halvfemsindstyve Hunde, Haner saaes,
Som ei til Nøden kiendte. Den dyriske Natur
Med klække Øine roligt, i Lænker og i Buur,
Stirrede paa den Mængde Bønder, som hidkom,
Til Festen og til Gildet, i Guders Helligdom.
299 Hofgoderne sig skyndte, ved Harper, Giger, Sang.
Hlautbollerne paa Gulvet tæt over Ilden hang,
Hvor Blodet skulde sydes; hvor, som onde Trolde,
Goder, af Hiertets Aarer, ved Dampen af Indvolde,
Skulde spaae sin Skiæbne Kongen, som mægtigklædt til Hest
Hidiled, at bivaane den herlige Fest.
Han var en god Staldmester, gav sine Heste Navn,
Den ene hedde Sløngvir og den anden Ravn,
Hvilken han fratog Åle, der fandt paa Isen Grav.
Af Ravn blev Føllet kastet, som Godegiæst han gav;
Men Ravn, den glindsende sorte, hver anden overgik,
I Fod, i Hals, i Bringen, i Reisning og i Blik.

Ind i Disarsalen nu Kongen paa den reed,
Den gamle fæle Blodmand; forfærdelig og vred
Saae han paa blege Fanger, der skulde bløde brat.
Da indhylled sig Solen pludselig i Nat;
Paa Himlen den formørktes, skiønt ei der var en Sky,
Dækt af kulsorte Skive. Da monne Lyset flye.
Duggen faldt ved Middag; og alle Blomsterkrukker,
Der sig ved Aftentide for Nattekulden lukker,
Indfoldede deres Kalke. Bælmørkt blev det ude,
Mørkt i Gudehuset. Hundene monne tude,
Som skulde paa Stenen slagtes til Aser og til Vaner.
Pludselig galed ni og halvfemsindstyve Haner.
Da steilede Kongens Ganger, der skulde gaae omkring
Stadigt Freiers Billed; den giorde Sidespring;
Skummet den stod for Munden, i Øiet blodig Ild;
Forfærdeligt den hvrinsked, og afkasted vild
Paa Offerstenen Drotten. Ved Ilden man ham saa
Med Pandeskallen knuset; stænket Hiernen laa
300 Og blandte sig med Dyndet.

Da raabte, selsomfro,
Vølven, som var tilstæde: Nu har hans Hierte Ro!
Et kostbart Menneskeoffer han Guderne har bragt.

Intet meer i Hallen blev af Mængden sagt,
Skiøndt der var flere tusind. De skiltes fra hinanden.
Snart Solskiven atter blinkte klart med Randen.
Hiartvar, Kongens Brodersøn, bød alle hiem at gaae;
Ei Fangerne misted Livet. Den døde Konge laa
Med fæltopspilede Øine; Hundene ved hans Fod,
Løsladte, som skulde slagtes, slikkede hans Blod.
Man lukte Gudehuset; og næste Midienat
Blev Adils paa sin Ganger, i Kæmpehøien sat.

301

TIENDE SANG.

Lig Elven, - der fra Klippen styrter, som en Fos,
Med Grums og Stene blandet, før den henrykker os
Som rolig Flod i Dalen; men neppe fik den Fred,
Knap sig speiled Træet, Blomsten ved dens Bred,
Før den forsvandt i Havet: - saa Dronning Yrsa nød
Kort Fryd paa lange Sorger, hos Kong Hrolf, før sin Død.
Hun sad hos ham i Hallen, hørte Skialdens Sang,
Smilte dertil veemodigt, mens yndigt Lokken hang
Bleg, fra den gyldne Krone, langt over Kaabens Rand.
At hun havde været en deilig Lilievand,
Viste den ædle Skabning. Saa vidner siunkne Muur
Om Riddertidens Blomstren, midt i en ung Natur,
Skiøndt Muren længst er smuldnet, der kneiste før som Huus;
Vedbend, grønne Ranker krandse dog dens Gruus.
Deiligt end hendes Øie fra Jord til Himlen saae,
Aabne, som den, og venlige, sommeraftenblaae;
Og Blikket var en Stierne, som naar den funkler ned,
Beviser Menneskehiertet: der er en Evighed!
302 Nu bæved ei hendes Hierte meer af Angst og Nød;
Tusind god Nat, min Yrsa! nu dig bragte din Død
Siofna, Søvnens Disa, ved rolig Midnatstund:
En dobbelt Valmudraabe paa Laaget krysted hun,
Da glemte du Jordens Qvide. Hver kiær Erindring gik
Som Alf med dig paa Skyen, til Baldurs Breidablik.
Hvo sidder hist og græder, med foldede Hænder i Løn?
Er det en Heltekonge? Nei, det er kun en Søn!
Et Barn, som kiærligt føler, hvad Moderen var værd.
O Hrolf! visk Taaredraaben ei af dit Kæmpesværd!
Lad den paa Bladet funkle! Den smykker Staalet just.
Det er ei Blod, som pletter, det blier en hellig Rust.

I denne bløde Tilstand, hvor med nysgierrigt Sind,
Som Barn, vor Aand ad Sprækken paa Døren titter ind
Til Evighedens Løngang, hvor kun en Straale guul
Udlyser fra den Dæmring, der holder Alt i Skiul -
I denne Tilstand Siælen har ei til Strænghed Lyst,
Hiertet mere taler, end Forstandens Røst;
Og Hrolf var saare smeltet.

Han sad, ved salten Hav,
Paa Thingets Dommersæde, nær ved Yrsas Grav.
Paa store runde Stene, paa Bakken deromkring
Sad, paa granitne Knuder, hans Kæmper i Ring.
Da blev der meget talt om hvo Drotten skulde være
For Upsal, Kongekronen efter Adils bære.
Hrolf mente: den unge Hiartvar, Adils Brodersøn.
Svibdag raabte: Hiartvar er mandelig og skiøn,
303 I Haabets Ungdoms Alder; men hvis nu Haabet sveeg?
Jeg kiender Gutten. Livet er kun for ham en Leeg.
I ham er ingen Alvor, saalidt som ægte Spøg.
I kan afskrælle Hiartvar Blad for Blad, som et Løg,
Og finder ingen Kiærne. Hans Aand er klar som Vand;
Selv farveløs, modtager den Farven ved sin Rand
Af hvad den kommer nærmest: grøn, rødlig, sort og blaa.
Jeg som et Siv i Dammen har ofte seet ham staae
Og sveie hen for Veiret. - Han voved sig dog ind
I Luen efter Sværdet, frygted ei for sit Skind!
Meldte den stærke Biarke. - Og det var Freiers Sværd!
Slig Bedrift er altid Roes og Belønning værd,
Sagde den raske Hialte. - En Rose paa en Torn
Er sielden ei at træffe; blind Høne selv et Korn
Stundum vel ogsaa finder! svared Svibdag klog;
Men aldrig kunde jeg lide Hiartvar som en Pog;
Han var mig altfor pyntet, forfængelig, for kold.
Heller næsten saae jeg Adils, leden Trold,
I Gudehuset rase; end sledske Hiartvar: varm,
Kun naar hans Øie skotted til Qvindens fulde Barm,
Og naar han kunde vise sin Færdighed, med Glæde,
For at faae andre Pilte med Harm til at græde,
Fordi han overgik dem. - Du dømmer ham for streng,
Sagde Hrolf hin Gode; han er ei længer Dreng,
Og han er Adils Frænde. De svenske Helte helst
Ønske Selvstændigheden, Kongestammen frelst.
Han ned fra Yngve stammer. Jeg gav ham alt mit Ord,
304 Det kan jeg ikke bryde. - Selv Loke daared Thor,
Vedblev ærlige Svibdag; Hrolf slaa dig ei til Ro!
Jeg skuer med eet Øie, hvad du ei seer med to.
Bedre det var at sætte Biarke til Upsals Drot. -
- Nei, Tak som byder! Biarke har her det altfor godt;
Svared ham den Fiirskaarne. - Da raabte Svibdag: Nu,
Jeg redeligt Eder vared. - For ængstelig est du,
Meldte Hialt' Hugprude, i Freden. Kun i Kamp
Du ingen Fare frygter; men Spøgelser i Damp
Du seer i hver en Taage.

Med Haanden paa sin Barm
Svibdag gik fra Thinget, taug og tvang sin Harm.
Saa blev da Hiartvar Konning og buden ind til Leire,
At sværge Hyldingseden og for Festen at feire.

Det var en herlig Sommer, en deilig Aftenstund;
Smukt speilte sig i Vandet, fra Strand, den danske Lund,
Da Hiartvar kom fra Skaane. Ved sagte Vestenvind
Der svulmed let i Seilet, drev langtsomt Snekken ind
Mod Issefiordens Kyster, lig hvide Lilieblad,
Der svam paa Bækkens Vove. Tankefuld Drotten sad
Og stirred hen i Vester, hvor Solens Kugle gleed
Under gyldne Bølger, med dobbelt Deilighed.
Ei Vandet Ilden slukte, den lued med stor Pragt.
Graalige Skyer paa Himlen, med Purpur belagt,
Som Græs og som Violer da blomstred. Varme Skiær
Uformærkt udsluktes; sorte blev grønne Træer,
Blyfarvet blaalige Bølge. Men Maanen, der saa bleg
Stirred nys misundelig til Aftensolens Leeg,
305 Fast som et Liig at skue paa Himlen - lyseguul
Pludselig frem nu traadte, prægtig af sit Skiul,
Udbredte Natteflammen, langt over dunkle Skove,
Byggende Sølverbroen over den krusede Vove.

Da hørtes noget pladske, sig Veien i Bølger bane.
Først troede de paa Vandet at see sneehviden Svane,
Men da det nærmere kom dem, raabte Jarmerik,
Der fierne Ting opdaged bedst, med sit skarpe Blik:
Nu frels mig Thor, nu seer jeg, hvad før jeg aldrig saa:
En Havfru, som sig boltrer udi de Vover blaae.
Jeg tydeligt et Ansigt kan skiælne, Hænder, Finger.
Hun iler hid mod Snekken, fast som hun havde Vinger.
Seer I ei dette Særsyn?

Ragnvald, den gamle Helt,
Som ofte havde faret paa Issefiord og Belt,
Holdt Haanden over Øiet og qvad: I mine Dage
Jeg skued tit en Havfru ad Bølgerne drage,
Men hun ei ligne d denne. Hun hæslig var, som Hel,
Strax under Beltestedet bedækt med Fiskeskæl;
Med gamle Kiærlingansigt og med det slappe Bryst,
Jeg hende saae, huuløiet, at gloe til nære Kyst;
Med Finner, korte Fingre, ja med et Haar som Tang.
Men denne ligner en Jomfru paa grønne Danavang.
See! Barmen staaer i Vandet med faste Tvillinghøie.
Hun har jo Rosenkinder naar hun betragtes nøie.
Sneehvide Hænder, Fingre langlige, veladskilt.
See Armen! Hvilke Skuldre! Munden smiler mildt.
Hun boltrer sig i Vandet saa liflig, og saa frisk.
Nej, ved Hler Ægris Vælde, hun er ei Hælvten Fisk. -
306 Tys, raabte Hiartvar, skriger hun ei om Hielp i Nød?
Udkaster Rebet til Pigen, hindrer hendes Død.
Nu griber hun om Rebet, med Hænders hvide Snee.
Hun klavrer op i Skibet - Han taug for ret at see
Den unge skiønne Qvinde. Knap hun paa Dækket staaer,
Før hun skiuler sit Legem i de kulsorte Haar,
Der tørredes for Vinden. For Øiet ei at lokke,
Hun stille stod bag Haaret, der hvælvede, som en Klokke,
Sig rigeligt fra Issen, til hendes Hæl og Fod.
Som Nød i Skallen brune, den hvide Qvinde stod.
Da raabte hun: O skiænker et Klædebond mig nu!
Men vender mig alle Ryggen, skaaner min Pigeblu!

Hvor fandtes vel en Klædning? Dog Pigen saae ei feil:
I Bagstavnen giemtes høirøde Silkeseil,
Som man til Høitid brugte. Det skulde spændes paa,
Naar Svenskerne lod Snekken mod Issefiorden gaae.
Thi Hiartvar havde nylig det kosted; frygted, let
Paa lange Vei fra Upsal, det kunde fange Plet;
Derfor det laa bag Bænken, tætsammenrult i Stavnen.
Han kasted selv det Møen med Latter i Favnen;
Hun strakte fyldig Armen fra Haarskiulet ud,
Og greb med lange Fingre det høirøde Skrud.
Det vared ikke længe, før ærbar hun sad,
Indhyllet i sit Klæde, som en Knup under Blad,
Og qvad med skiønne Stemme, der som en Klokke klang,
Fordærvelige Løgne, Hexetryllesang:
307 O vee mig arme Skulde! Vee mig stakkels Mø!
Heller jeg af Blussel strax vilde døe,
End saadan redde Livet af Voverne blaae.
Dog, skeet er skeet disværre. Glemmer hvad l saae,
Og hører min Undskyldning! Jeg med en Legesøster
Ofte mig i Vandet, i Fiorden forlyster;
Thi Sundhed boer i Badet. Hvo sig, som en Fisk,
Daglig der kan tumle, bliver altid frisk.
I Vandet intet visner. Bølgen er ei tung!
Som unge Kid paa Marken den gantes, evigung,
Med sine Følgesvende; Havets Lilie groer,
Baade Vinter og Sommer, lige frisk og stor,
Og kiender ingen Falmen; den knækkes heller ei;
Flygtigt den forsvinder kun paa sin vaade Vei,
For atter ud at springe, hvor aldrig man det troede.
Derfor tit i Fiorden, med mine Tærner gode,
Jeg svømmer og mig boltrer. Men ei de kappes kan
Med Kongemøen Skulde, giennem violblaa Vand.
Som Høns og Giæs i Gaarden, som Natteskovens Ugle,
Der troe, for de har Vinger, at de er' ogsaa Fugle;
Saa roe, med tunge Lemmer, mine Tærner en Stund,
Faa Favne giennem Vandet; men snart de sank til Bund,
Hvis længer de sig voved. Jeg piler som en Høg;
Men idag, jeg tilstaaer det, for dristige Forsøg
Jeg ud i Dybet prøved. Og varst du kommen ei,
Fremmede! da Skulde drog hen ad Dødens Vei,
Bag Havgræs og Koraller. Du redded hendes Liv,
Det skal hun aldrig glemme. Taknemmelig en Viv
Paa din Velgierning skiønner. - Hun greb med henrykt Aand,
Med disse Ord, og trykte til Barmen hans Haand.
308 Da beed han flux paa Krogen; og uden mindste Spræt
Guldfisken alt var fanget, i Skuidas Silkenæt.

Skulde - da hun hørte, man kaldte Hiartvar Drot,
Slog sine Hænder sammen, forstilte sig godt.
Hun studsed! Er det muligt? hun raabte, Hiartvar du?
Heller var paa Havets Bund jeg druknet nu,
End taale denne Blussel. Jeg haabed, mig befrie
En fremmed Sømand skulde, som drog Landet forbi,
Som aldrig kom til Leire. I Viking at hærge,
Der drage jo saamange. - Hiartvar maatte sværge
Eden i hendes Hænder, med alle sine Mænd,
Ei paa Siølund atter at kiende Skuld igien.
Han sagde: Hvad du ønsker, du hvide trinde Lilie!
Det ønsker ogsaa Hiartvar; han Hu er din Villie.
Men før du mig forlader, forkynde lad dit Ord,
At Eiermand jeg vorder af al den Skiønhed stor,
Som undrende paa Havet i Aften jeg har seet. -
Skulde smilte rødmende: Glem hvad der er skeet!
Nei aldrig, qvad Hiartvar; kun du er min Tanke;
Thi lettere mit Hierte forglemmer at banke,
End Hiartvar glemmer Skulde. - Du est en deilig Mand,
Hun svared; men man siger, at Skum kun paa Vand
Er Troskab hos et Mandfolk. Du kiender Sagnet vel,
Om Møen, der vanked saa tankefuld i Qveld,
Forledet af en Havmand? - Det Sagn er kun Tant,
Raabte den unge Hiartvar; hvis Viser talde sandt,
Da maatte meer jeg ræddes for dig, i alle Maader.
Du lignte meer en Havfru. - Min Ven, Skiæbnen raader
309 Kun for vor Fremtids Lykke, giensvared Skulde kiælen,
Og smilte, saa hun suged af Hiertet ham Siælen.
Vær varsom og forsigtig! Jeg rækker dig min Haand!
Os Havet her forbinder med sivgrønne Baand;
Og Sivet ikke brister, saa let som Markens Straae.
Nu lad i Ensomheden mig atter Buret naae;
At Stranden ingen Vidner samler, til vor Færd. -
Troskab til Døden han svor paa sit Sværd,
Saa vilde han henstyre til hendes Jomfrubuur.
Nei, nei! raabte Skulde; hvis nogen stod paa Luur,
Det kunde Lykken spilde; nu er jeg Stranden nær,
En tidlang har i Snekken jeg hvilet mig her.
Nu kan jeg atter svømme. Hun lod med disse Ord
Silkeklædet falde, ved det knagende Roer;
Og neppe sanded Kæmperne, med studsende Lyst,
At hun var skiøn fra Ryggen, som fra det hvalte Bryst,
Før ud hun sprang i Havet. Hiartvar som et Liig
Blegned og udstødte fortvivlet et Skrig,
Thi hun blev længe borte. Men snart man hende saae
Svømme, som en Vildgaas, i Bølgerne blaae.
Hun vendte sig mod Drotten, hvis Øine hendes fandt,
Kyssede paa Fingren, loe høit - og forsvandt.

For intet ei om Skulde det heed: en Fiskerviv
Havde hende skiænket paa Stranden sit Liv,
Thi Fiskerdont forstod hun, og udspeided klog
Hver Mands Orm; den satte hun snildt paa sin Krog,
Naar hun ham vilde fange. Ved Sandselighed fandt
Hun Vei til Hiartvars Hierte. Hrolf hun atter vandt
Ved paataget Anger; ved falske Ædelmod
310 Indbildte hun Dankongen at hun var mere god,
End man om hende troede. En Dannemand, som frygter
At giøre Nogen Uret, stoler ei paa Rygter.
Han selv vil undersøge, bedrages tit derpaa,
Fordi ei store Siæle tænke sig det Smaa
Saa Smaat, som dog det findes. Hun smigrede sig ind
Hos Rude, hos Signe, med eftergivne Sind.
Hos Rude var alvorlig og tankefuld hun ofte;
Hun roste Biarkes Manddom; hun syede ham en Kofte
Med skiønne Pandserplader, og ønskte sig at see
Norges stolte Fielde, dækkede med Snee;
Hun fandt at Klippelandet langt Dalen overgaaer.
Signe hialp hun tit med at flætte skiønne Haar;
Hun roste hendes Blomstren og hendes hvide Hud.
Hun sagde: Fra den Tid at du blev Hialtes Brud,
Da var du Skuldes Lige; lignte kun Skulde dig,
Og eied jeg slig Husbond, da var jeg lykkelig. -
Hun roste selv sin Broder; ei naar han var tilstede;
Men Qvinderne paa Leire saae tit hende græde,
Naar om Hrolf Krake talde den Falske; naar ei Ord
Hun fandt, for at beskrive, hvor han var god og stor.
Selv den unge Drifa hun yded alskens godt.
Ulykkelige Sygdom! hun sukked, som til Spot
For Verden giorde Skulde; men i en Feberild,
Hvo er sin Villies Herre? Hiernen sværmer vild,
Og veed ei hvad den drømmer. Tilgiv! og velsign
Hrolf, som dig Livet frelste! Ham i Godhed lign,
Da lykkelig du vorder. - Saaledes Skulde vandt
Indbyggerne paa Leire. Skioldets skarpe Kant
Mod hendes Smiger satte kun Een, med Vælde tryg,
Han hende var for klog; en Anden var for styg,
Saa vel han kunde vide, hun roste ham til Spot.
311 Svibdag ikkun tyktes om Skulde lidet godt;
Og Vøggur, som et Hierte for Hrolf i Barmen bar,
Saa kiærligt, saa varmt, som det Norden modnet har,
Brød sig kun lidt om Qvinder; han elsked Heltefærd,
Han pleied sige skiæmtviis: Min Brud er mit Sværd.
Med Hrolf jeg mig troloved; paa Finger ei, paa Arm
Guldringen han mig satte; min Kiærlighed er varm,
For ham jeg gaaer i Døden. - Naar Skuldes Øie sødt
Smægtende søgte Vøggurs, da blev det ikke mødt;
Han smilte: Knap du vinder i denne kiælne Kamp!
Vel gnistrer Flintestenen; men for frisk er min Svamp,
Saa let den ikke fænger. - Hun rødmende sig tvang.
Først i Buret ene hun høit en Vise sang,
Om Hødurs Drab paa Baldur, om Troldes Hævn; da brød
Hun ud: Send Asaloke! mig mine Fienders Død!

Hiartvar af Dankongen blev favnet vennesælt.
I blanke Pandserplader stod den unge Helt,
Forgyldt fra Top til Foden. Fiærbusken blaa
Paa Hielmen over Issen man prægtig vaie saae.
Et Skiold med Ædelstene paa sin Arm han bar,
En Flaggergrif var malet i Skioldbulen klar.
Nøddebrune Lokker om Halsen hang tykt.
Paa den unge Hiartvar fandtes intet stygt,
Kun Smilet paa hans Læbe. Hans Øine brune, store
Lod til, som Qvindernes Hierter de kunde giennembore
Hvad Øieblik de vilde. Men dog det kiælne Blik
Af Aanden ei og Hiertet sin stærke Funklen fik.
312 Man saae ei giennem Øiet i Siælen; det var smukt,
Men, som et malet Dække, det holdt hans Indre lukt.
Dog var han stærkt bevæget; og da ham Biarke bragte
Det gamle Freiers Glavind, ham det paa Stenen rakte,
At sværge Kongen Troskab, - da græd han høit og svor:
Hvis jeg Hrolf Krake sviger, da knuse mig Thor!
Han bragte Nordens Slægter igien til Frodes Alder;
Det er en anden Hødur, der dræber Asabalder,
Som dig forraade kunde. Dig elsker jeg! og frit
Jeg sværger Troskabseden Alt, hvad der er dit!
Med disse Ord han skotted til Qvinderne, de hulde;
Og - fremmest udi Flokken - han fik et Smil fra Skulde.
Da skiælved han, da trængte sig Taaren, mere stor,
Frem i det drukne Øie; Læben mangled Ord.

Det undrer mig at alt ei han Kongen har sveget!
Hvisked til Hialte Svibdag. - Han græder mig for meget!
Sagde Biark, og rysted paa Hovedet. - Men Suk
Lød høit fra Qvindeskaren: O Frei! hvor er han smuk,
Hvor velskabt er den Svenske! Den gode Helt! Han græder!
Sikkert han aldrig vorder mod Hrolf en Forræder. -
Saa modtog Kongen Eden, og med en prægtig Fest
Beværted han i Leire sin henrykte Giæst.

Hornene med Øllet gik om, med Honningsaften;
Qvinder drak i Fællig med Mænd her i Aften;
313 Thi traf det sig, at Hiartvar med Skuld af Bæger drak.
Saa sædeligt nu Kiortlen sig over Barmen trak;
Men Hiartvar fuldvel vidste hvad Skiønhed den skiulte.
Skiælmsk i hendes Kinder et Smil Gruben hulte,
Mens tankefuld hun stirred og rødmed en Stund,
Med den hvide Finger paa rosenrøde Mund.

Fro paa Gaffelbænken sad Hrolf med sine Skialde.
Høit Harperne klinge. De Asabragi kalde,
For værdigt at besynge med Kraft hin danske Drot,
Der smilte velfornøiet, drak til Sangen godt.
Han steg fra Gaffelbænken, gik om, med Faderglæde,
Som Vært, snart til det ene, snart det andet Sæde,
At hilse sine Giæster; da kom han ogsaa hen,
Hvor hans Søster Skulde sad hos den svenske Ven.
Nu, spurgte Hrolf, hvor gaaer det? Est du tilfreds med Gaven,
Som jeg idag dig skiænkte? - Blomsten staaer i i Haven,
Og Fyrren høit paa Klippen, svared ham Hiartvar mild;
Du Fyrreskoven gav mig; men Hrolf, hvis du vil
Fuldstændiggiøre Gaven, saa lad mig ikke komme
Til Sveafieldet atter, uden hin Rosenblomme,
Som Herthadalen herlig i Solen klækked ud.
Jeg elsker høit din Syster, skiænk mig hende Brud!

Skulde smilte venligt, og rødmed beskeden.
Af Miøden stemt til Glæde, Kong Hrolf troede
Freden,
Saae ei paa hendes Ansigt et Træk, halv undertrykt,
314 Som indgiød Rude, fiernest i Salen, megen Frygt.
Hun saae, hvorledes Kongen tog Skuldes Haand og lagde
Den faderligt i Hiartvars. Da til sin Husbond sagde
Den ædle, kloge Rude: Mig bæres for, at Svig
Vil lønne denne Høimod. Alt tykkes mig, et Liig
Min milde, ranke Broder, som sund bag Bænken staaer,
Og omkring Skuld og Hiartvar venligt Armen slaaer.
Hun smilte fælt. Jeg kiendte det Smil igien. Det kommer,
Som Lummerhed før Tordnen i skyløse Sommer. -
Da lød der langs ad Bænken en Hvisken: Skulde blev
Trolovet nu med Hiartvar!

Men som Østenvinden drev,
I Høsten, Træets Blade fra Grenen, - ved de Ord
De gode danske Skialde, med Harperne fra Bord,
Sprang op, og ud af Døren sig skyndte; alle brat
De forsvandt som Avner, i tusmørke Nat.
Hrolf raabte: Siunger Drapa, til Skuldes Fest, i Hal! -
Men der var ingen Harper og der var ingen Skiald.
Hrolf raabte: Tømmer Bægret! Det tømtes uden Klang -
Trolovelsen ei signet blev af en Bardesang.
Ha, hvor er mine Skialde? qvad Hrolf, - Af Miøden varm
Qvad Vøggur: Nattergalen bortskræmmes af Larm.
Jeg troer de kige Stierner, de gik i Lunden ud;
Men see vist faa derude; det tegner stærkt til Slud.

Saa endtes denne Høitid; men Skulde tvang sig godt;
315 I Hiertet vel hun loved at hævne slig Spot;
Men trykte kiælen ydmyg sin Broders Haand til Mund.
Da giøede Gram i Hallen, Kongens gule Hund.
Med Haanden Tegn til Afskeed gav Hrolf og gik til Seng;
Fortrædelig han fulgte sin liden Kiærtedreng.

316

ELLEVTE SANG.

Det var en aarle Morgen; Luften var kold og graa,
Tykke, sorte Skyer paa Himlen mon staae;
En tæt og taaget Støvregn paa Græs og Urter faldt;
Galgerne ved Stranden var reiste næsten alt.
Paa lysegule Biælke krøb Trællen; med Hammer
Slog han Søm i Falserne. Paa brune Bøgestammer,
Der fældte laae ved Stranden, Sørøverne sadd'
Barhovedet, bagbundne, fem og fem i Rad.
Med døsigt Blik de stirred ud i den dunkle Sø,
Hvor mangen usæl Kiøbmand før tit maatte døe,
For deres Morderknive. Nu stod ved skumle Maal
Nidingen, og skulde selv tømme bedsken Skaal.
De stirred hen i Marken paa trebeente Dyr,
Der truende sig reiste, lig i et Eventyr
Uhyret, der vil sluge den skibbrudne Mand.
De lysegule Galger fælt skinte fra Strand.
Nef sad overskrævs paa Tverbielken, og slog
Sømmet i, som Skofte han tit af Haanden tog.
Han sang en lystig Vise; der skeer dem deres Ret,
Raabte han; jeg længes at see de sidste Spræt,
Af disse Morderhunde. Nu faaer dog Havet Ro.
Særdeles mig forlænges at hænge de To!
317 Den ene med sin Klumpfod, med senestærken Arm;
Den Anden, som i Regnen med blottet lodne Barm
Saa tankefuld grunder. Det var de værste Halse.
Men dersom rigtig Bielken slutter i sin False,
Vil det ei længe vare, med deres Heltemod.
De skal ei meer, i Freden, spilde Danskes Blod.

Leif heel hiertegreben, med bleghviden Læbe,
Svared ham paa Bielken: Det er dog tungt at dræbe
Mennesker, som aldrig mig noget Ondt har giort.
Oprigtig talt, hvad har de da syndet saa stort?
I gamle Dage Vikingsmand jo Hver kunde være;
Derfor man ingen hængte, det holdtes for en Ære. -
Ja, svared Nef paa Bielken, ny Tider, andre Sæder;
Da kaldes tit en Skiændsel, hvad før kaldtes Hæder.
Bryd nu ei meer dit Hoved, og tael kun hvad du tør!
Hrolf er Leirekonning, han veed hvad han giør.
See kun om der til Tyvene Strikker ere nok!
De sidde, fem og tyve, bagbundne paa Blok;
Thi fem og fem skal hænges, i disse Galger fem. -
Leif qvad: Naar før var Tyve, da hængte man dem
I Træet, midt i Skoven; det var langt mere nemt,
Og som et Syn for Øiet ei heller saa slemt. -
Nef svared: Leirekongen høit elsker sin Skov;
Han vil ei, Retterstedet skal frækt have Lov,
Skummelt at forstyrre det smukke Sommerlæ.
Hrolf siger: man bør ære hvert blomstrende Træ,
Og skaane det for Skiændsel. Derfor i Bøgelund,
Maa Tyven meer ei hænges; paa død Bielke kun,
Ved Strandens øde Kyster, afsides, ei bedækkes
Han skal; at Søens Røver derude kan forskrækkes,
Naar Galgen han fra Havet paa Engen stande seer,
Med Nidingen, som dingler og ikke myrder meer.
318 Men stille! Ser du Biarke med sine Kæmper kommer?
Han sætter sig paa Stenen. Hrolf har valgt ham til Dommer,
Fordi han er retfærdig, stræng, og ynkes ei;
Og siger ikke Ja, hvor han burde sige Nei.

Leif svared: Hans Aasyn seer ikke muntert ud,
Som ellers ei rødmosset; det ligner Dagens Slud;
Han giør det ikke gierne. - Da Biarke gav et Vink
Med Sværdet, som han uddrog; og neppe dets Blink
Saae Svendene, som hisset Sørøverne holdt fast,
Før de sig med dem skyndte, til Thinget i Hast.
Der stod de Uselige nu rundt om Høiens Steen,
Med Hovederne blotted' og med de bare Been,
Med graaligblege Kinder, af Skræk, Dødens Jammer;
Og paa hvert gustent Ansigt sig viste fæle Skrammer,
Der snart dem giorde Næsen, snart Øiet, Munden skiæv.
Forhærdede de skuled, skiøndt Skiæbnen raabte: Bæv!
Kun deres Høvding yttred et Væsen mere stolt,
End skummelt og forbittret; han saae paa Biarke koldt.
Men Røveren med Klumpfod, Han, med den lodne Barm,
Stod fromt, barnlig roligt; der kiendtes ingen Harm
I deres Øine kiække; de tog, hvad Skiæbnen bød
Med Fatning. Uden Rædsel de gik til deres Død.

Da det var tyst og stille, tog Biarke til Ord:
Hædre Tapperheden, bør hver Helt i Nord;
Og ingen ærlig Kæmpe det være skal formeent,
319 At prøve Manddomsidræt. Naar tidlig eller seent
Kampsnekkerne mødes, i Solskin eller Damp
Af Havets kolde Taage; naar Luren til Kamp
Har Helten kaldt paa Dækket, i stærke Brynie blaa,
Da er det ret og lystigt, Stormhagen at slaae
I Fiendens høie Bagbord, og med det dragne Sværd
At springe hen i Skibet, til drabelige Færd.
Thor raader da for Seiren, han signer hver Død;
Og selve Den, som synker i Ægirs salte Skiød,
Opløfter Bølgen atter, mod Himlen høit i Sving,
At han kan naae Thrudvanger i et eneste Spring.
Men Kraft bør møde Kraften, Mod skal trodse Mod.
Ei Helten er et Rovdyr, med Tørst efter Blod;
Og mindre han, som Tyven, indstiæler sig paa Folk.
Thi, Asathor! din Miølner, er ingen Morderdolk.
Derfor har Dannerkongen strængelig forbudt,
At entre Kiøbmandsskibe. Sit Liv har forbrudt,
Hvo lumsk i Overvælden angriber Værgeløse,
Blot for Guldet at vinde, blot for Blod at udøse.
Hvo som i Fred antaster hin fredelige Mand,
Der paa en usæl Skude, til fiern usikker Strand
Sig vover, Ting at hente, hvortil høit trænge vi -
Det er en Trold fra Niflheim, som stander Stormen bi.
Det er en grusom Svartalf. Hvo paa det skiøre Bræt,
Slængt over Dødens Afgrund, end føler ei for Ret;
Hvis Hierte, varmt af Medynk, ei for hans Broder slaaer,
Naar skummende med Tuden ham bittre Bølge naaer -
Det er en nedrig Jette, en hæsligvinget Alf,
Med Steen i Barm, som Hrugner, et Dyr, som Mokkarkalf.
320 Ham sende vi til Helheim, for Nidingsidræt;
Han hænges bør i Galgen. Det kiendes her for Ret!

Med disse Ord sig Biarke fra Røverne vendte,
Mens, een for een, dem Nef og Skofte monne hente
Til Galgen, lagde Strikken om Halsen, drog dem op.
Kort sprætted den, før livløs hang stivnede Krop.
Rask gik det! To og tyve brat endte deres Dage
Paa denne Viis. Nu vare der tre kun tilbage.
Den ene Høvedsmanden. Klumpfoden sin Arm
Til Afsked lagde venligt om ham med lodne Barm;
Treen frem for Bodvar Biarke, som vendte Galgen Ryggen,
Og stirred, mørk alvorlig, langt hen i Bøgeskyggen.
Han sagde: Ædle Herre! vor sidste Bøn ei nægt!
Vi er to Tvillingbrødre, født af norske Slægt;
Har giennemvandret Livet foreente; lad os døe
Ogsaa da nu tilsammen, paa denne Dannerøe.
Lad ei den Ene skue den Andens Hedenfart!
Saa takke vi din Naade, som har os Sorgen spart.
Der er jo tvende Bødler; saa lad paa eengang hver
Os hidse nu i Snoren, i Morgenrødens Skiær.
Den bryder giennem Sluden. Vi Solen over Jord
End eengang see i Livet; og evigt hos Thor!

Den Gunst kan vises! svared dem Biarke. - Hiertet rørt
Han følte, da han havde den norske Tunge hørt,
Og da i Ansigtstrækket han Landsmandslighed fandt;
Men Biarke var retfærdig, og han sig overvandt. -
Alt droges de til Galgen; da gav sig til at lee
Røverhøvedsmanden. Stolt han monne see,
321 Med sammenbundne Hænder, paa Biarke, raabte: Nu
Tykkes dig vel hugprud, høist retfærdig du?
Og veedst ei, at du myrder Uskyldige, saa grum
Som Hartbein rædde Kiøbmænd, tilforn paa Havets Skum.

Bi, raabte Bodvar Biarke til Trællene, stands!
Hvad taler han forvirret, uden Sind og Sands,
I Dødens bange Rædsel? - Da svared Høvedsmanden:
Du kan mig røve Livet, ei Modet og Forstanden.
I Livets sidste Time jeg veed, hvad jeg har talt.
Du, som de To at hænges i Galgen har befalt,
Du myrder dem med Uret. Jeg havde dem tiltænkt
Døden, med os andre; nu skal dem vorde skiænkt
Livet end at nyde. Ei her i Strikker seige
Jeg vil, at de skal qvæles; da de er ikke feige.
Thi havde høit de hylet, forsvaret deres Sag,
De havde denne Morgen seet deres sidste Dag;
Men siden de med Taalmod i Skiæbnen sig finde -
Lader dem ikke længer med Strikkerne binde!
Paa Tærskelen til Døden jeg selv det finder Skam,
At slagte, værgeløs, den Uskyldige, som Lam.

Det er to stakkels Fiskere, som bort fra liden Øe
Paa Norges Kyst, vi lokked langt ud i vilden Sø.
De vilde prøve Manddom og gierne vinde Bytte;
Men Ædelmodigheden gik over Egennytte,
I deres Hønsehierner; og skiøndt det vel var dumt,
Til deres Forsvar Vidnet ei her dog vorde stumt.
De vilde slaaes med Kæmper; men da vi Snekken vog
322 Med uselige Kiøbmænd, de skreg: I os bedrog!
Da skummed de som Biørne; de vilde bort igien.
Nær havde jeg da dræbt dem; men jeg er en Ven
Af raske, kiække Svende, lod Naade gaae for Ret
Jeg sagde kun: I slippe mig ikke saa let.
Da kom os fus imøde den danske Kæmpeholk,
Tæt opfyldt af Stridsmænd. - Det er af vore Folk,
Raabte de vrede Normænd; og i den sidste Færd,
Vist ingen Mand i Striden bedre brugte Sværd.
De kæmped som Einheriar, forsvared os troe;
Men der kom flere Fiender; vi kunde bort ei roe;
Da maatte vi os give. Saa bleve de da slagne
I Hartkorn med os andre, som Nidinger tagne.
Giør selv nu hvad dig lyster! Jeg siger intet meer.
Som Mand har jeg levet, som en Mand jeg seer
Døden under Øine. Du seired over mig;
Varst i min Vold du Biarke, da hængte jeg dig,
Før Solen kløved Skyen, høit op i sorten Raa.
Jeg kan dig ei fortænke, du nu giør ligesaa.

Gaaer, raabte Bodvar Biarke, klynger flux ham op!
Leif og Skofte grebe den senestærke Krop;
Een turde ham ei røre, dem Stridsmænd fulgte ti;
Man hidsed ham i Galgen. Men endnu ei forbi
Det var med Høvedsmanden; thi Strikken med ham brast.
Da raabte han med Latter, med vilde Øiekast:
End eengang dog vandt jeg, i denne sidste Kamp! -
Leif svared: Der paa Siølund voxer saamegen Hamp,
At man en Tyv kan hænge, ved Siden af en Ulv,
Saa ei han falder atter paa Moder Friggas Gulv. -
Høvdingen vilde svare; men Leif sig monne snige
323 Bag ham med Strikken, raabte: Glem hvad du vilde sige!
Og snøred ind ham Halsen. Han foer i Dødens Favn.
Der hang han nu for Krager og for den sorte Ravn.

Ved Daurebord hos Svipur Bodvar Biarke sad
Nu med de norske Brødre; man gav dem Middagsmad.
Vøggur, Hialte begge tilstede vare med.
Det var en Lyst at see dem, hvor flink de foer afsted
Med Skeen udi Gryden, med Kniv i gode Suul,
Hvordan de suged Marven af Beenpiben huul,
De stakkels fromme Normænd. Det giver Lyst til Spise,
Naar man i Galgen fastende skal Livet forlise,
Og bliver saa benaadet, og sat til iækkre Fad. -
Lad først i Ro dem drikke, fortære deres Mad,
Sagde til Hialte Biarke; lad saa dem, efter Bord,
Fortælle deres Saga. Jeg sikkerlig troer
Den bliver værd at høre. Men først til Maden Ro! -
Høviske for Maaltidet takkede de To,
Da det var vel fortæret. Da Biarke derpaa
Opfordred til Fortælling, den Ene talde saa:

Over vor første Barndom ruger et Taageslør,
Men dersom Lid vi fæste til en Skovrøver bør,
Vi bragtes ham i Hulen, af en blødhiertet Træl,
Som ei os dræbe nænte; endskiøndt han det vel
Stedmoderen havde lovet. Glubsk som et Dyr,
Laa Røveren i Hulen, gik ud paa Eventyr
At myrde, med sin Øxe veifarende Mand;
Mens Maanen giennem Granen saae ned med blege Rand.
324 Han leved ei med Mennesker; i Eensomheden, mørk
Han vandred med Ulven, med Biørnen i sin Ørk.
Men Ulv og Biørn ham kiendte, løb bort for ham af Skræk,
Naar, lyserød af Skiægget, han laa ved kolde Bæk
Og læsked, efter Rusen, sin Tørst med ferske Drik.
Tyk hang ham Underlæben, døsigt var hans Blik.
Hvad han af Guldet raned, af Sølv, Klædebond,
Det giemte han i Hulen, med gridsk, gierrig Aand.
Han intet af det brugte; han myrded for Lyst,
Som Lossen, som Maaren, med hierteløse Bryst.
Han mæled: I er udstødt af Menneskenes Tal;
Du, for du har en Klumpfod; men jeg dig lære skal
At gaae paa den som Kæmpe. Du, med den lodne Barm!
Bryd ei dig om det Lodne! Stærk er din Arm.
Jeg Eder vel skal lære den raske Mandejagt!
Kun viser ingen Feighed! Frisk, uforsagt!
Her seer I denne Kiølle; med roligstille Sind,
Har mange Pandeskaller med den jeg hugget ind.
Den skal engang I arve. - Vi maatte med ham gaae,
Og gysende, tause vi Gubben myrde saae
Mangen stakkels Vandrer, der vented ingen Fare.
Men naar i Øst vi skued Solstraalerne klare,
Det grønne Græs om Somren, den hvide Vintersnee,
Blomsterne saa røde, saa yndigt at see,
De høie, ranke Stammer, og hørte Fuglesang,
Medens Trolden raste fælt i Bærsærkegang -
Vi aldrig kunde troe det, at Mennesker paa Jord,
Som Ulv og Biørn var skabte, blot for at øve Mord.
Det steile Field, som strakte sig stolt forvovent ned
I Solen, mod sin Afgrund, os lærte Ærlighed.
325 Naar vi os kunde stiæle fra Gubben, var vor Fryd
At høre Fossen suse med stærk, selsom Lyd;
Multebær vi plukked i Mosen, søde, gule,
Og siden dem fortærte paa Stenen i vor Hule;
Mens Gubben sig beruste med røvet Øl og Miød.
Tit i blodgierrig Rasen han trued os med Død,
Og slog os ofte farligt, naar ei vi, med hans Kniv,
Den Slagne vilde skille ved Resten af sit Liv.
Da løb vi bort fortvivlet, i Nattens kolde Gys,
Saae tit i Nord paa Himlen de blege Kæmpelys.
Vi næred os af Rødder, af Bær, Kildevand.
Da fandt om nogle Døgn os igien den onde Mand;
Kiælede for os venligt, helbreded os vor Skramme;
Gav os Ulveunger, vi skulde giøre tamme;
Men knap en Tand i Munden fik Ungen, før den beed
I Fingren, slikte Blodet. Da kasted vi den vred.

Thor veed hvad der var vorden af os tilsidst. Til Held
Fandt vi en anden Gubbe bag Skov, engang i Qvæld,
Som boede langt ei borte. Det var en hellig Mand,
Røveren havde stedse stor Agt for hans Forstand,
Frygt for hans fromme Væsen. I Hytten tit han sad
For et udskaaret Billed, som han ivrig tilbad.
Det var Alfader i Gimle. Han lærte, men i Løn:
At aldrig Aser gode fandt Nidingsdaaden skiøn;
At Ærlighed maa enes med Troskab for en Ven;
At jeg maa slaae den Fiende kun, som kan slaae igien;
Hvis ei er jeg en Morder. Han raadte os heelt snart
At fange gamle Røver; derved vilde spart
Mangt Liv i Skoven vorde. Dog voved vi det ei;
326 Men eengang traf Gubben en Sovende paa Vei.
Han bandt ham fast med Strikker, og sagde fælt med Smil:
Lad først ham ud kun sove! Det har slet ingen Iil;
I Morgen jeg ham dræber; i Nat jeg seer ei ret
Angsten i hans Ansigt, Livets sidste Spræt. -
Det var en deilig Høstnat; han lagde sig til Ro
I Nærheden, i Græsset, saa rolig, munterfro,
Som Bonden, der imorgen gaaer til sin modne Høst.
Men næppe sov Uhyret, før skiælvende, tyst
Vi løste Mandens Lænker, og lærte ham sin Fare.
Ei bade vi ham Livet i Røveren spare.
Vi viste ham den Gamle. Med blottet Barm han laa,
Udstrakt, med aabent Øie mod Nattens Maaneblaa.
Et Stød af Heltens Glavind var nok. Uhyret foer
Til Underverdens Loke. Hel, var hans sidste Ord.

Knap hørte fremmede Kæmpe vor Skiæbne, vort Navn,
Før han bevæget trykte hver fast i sin Favn,
Og raabte: Takker Guder, at Aslaug Eder fandt,
Hvem ærlig Troskabsløftet til Eders Fader bandt.
Alt skal I faae at vide. Men vogter Eder, Pilte!
Troer ei, fra skumle Fiender I nu ere skilte,
Fordi Skovtrolden bløder. Nævner ikke meer
Eders rette Navne! Fortæller ingen fleer
Den selsom-onde Skiæbne, som I her monne friste.
Ved utidig Tale kan let I Livet miste.
Du Dreng kald dig Thorbiørn, og Du dig Olaf kald!
Forsigtighed tit vogter en Kæmpe for Fald.

Vi giorde som han bød os ulykkelige Børn.
Jeg siden altid Olaf dig nævned, mig Biørn
327 Min Broder du til Giengield. Saa fulgte vi vor Ven,
Som til en mægtig Slægtning os vilde bringe hen.
Men som han steeg paa Klippen, hvor den især var steil,
Vor ædle, bolde Fører med Foden traadte feil;
Han styrted i en Afgrund; vor Hemmelighed
Tog evig han i Dybet, i Bælmørket ned.

Der stod igien forladte de stakkels Gutter to,
Uden Trøst i Nøden, uden Hiertero.
Vi offred ham vor Taare; det var ham lidet Gavn.
Alt hvad han havde lært os, det var at bytte Navn.
Maaskee det dog har frelst os - hvorfra? det veed vi ei.
Mismodige fortsatte vi farligsnevre Vei;
Beslutted ei at dvæle, men altid fremad gaae,
Til vi opdaged Kysten med Havbølger blaae.
Thi skiøndt vi før ei droge fra Fieldets høie Borge,
Vi vidste: Havet breder sig langs ad vort Norge.
Saa tigged vi os frem da, som Olaf, som Biørn,
Sov stundum i en Sæter, ofte bag en Tiørn.
Tilsidst vi øined Søen med stolte Bølgekast;
Vi aldrig havde seet den tilforn; i Taarer brast
Vi begge, da den svulmed for os med hviden Skum,
Og hilsed' os paa Kysten, med høitidsfulde Brum.

Et usselt Fiskerleie vi traf paa salten Strand;
Ind treen vi til en fattig venlig Fiskermand,
Som giestfri modtog os. Han sagde: Kom kun, kom!
Jeg kan ei Velstand skiænke; men hvis min Fattigdom
Sønligt I ville dele, saa sætter Eder her
Ved Arnen paa Bænken. De som før sadde der,
328 Ei vende meer tilbage. Min gode Skialm, min Alf
Ifior fra Dybet svang dem til Odins Valaskialf.
Tit havde de Stormen tvunget, tilsidst dem Stormen tvang.
Jeg hørte dem i Døden; de høit en Vise sang,
Igiennem Vindens Hvinen, medens det kiække Bryst
Arbeided sig forgieves mod elskte Norges Kyst,
Før Bølgerne begrov dem.

Vi blev hos Gubben troe,
Fulgte daglig med ham, hen ad den falske Bro,
Som kruset Vandet hvælver, høit over Dødens Hiem.
Hver Dag vi streed mod Stormen, heel bister og slem.
Hver Dag Uveiret trued at svække Kraften frisk;
Og al vor Løn for Kampen var nogle stakkels Fisk,
Knap nok til Livets Ophold. Det usle Fiskerleie
Ved ingen Arne samled en Slægt i sin Eie;
Hist var en Fader druknet, der Sønnen, der en Mand.
De rynkede Fiskerqvinder grimme gik paa Strand,
Dem blomstred ingen Roser paa Kinden; Blæsten kold
Udklækked ingen Ungdom yndelig og bold,
Som hist bag Field i Dalen. O jammerlige Liv!
Kun Kamp med daglig Fare, var al vor Tidsfordriv.
Dog hærded den os Kræfterne, den øged vort Mod;
Og Søens kolde Væde kiølte det unge Blod,
Naar af en ukiendt Længsel det brændte paa vor Kind.
Vi tause sad i Hytten med nedslagne Sind.

Eengang landed en Snekke ved Midnat paa Strand.
De hvide Seil sig viste, ved Maanens blege Brand,
329 Som Vinger paa en Svane. Langs Kysten den foer;
Høvedsmanden bød os heel venligt ombord,
Da ind vi havde lodset ham fra de blinde Skiær.
Skiold og Hielm og Glavind foræred han os hver.
Han sagde: Vil I tiene mig troe, dele Faren,
Optager jeg som Stridsmænd gierne Jer i Skaren.
Hans Folk ham kaldte Konge; vi troede han var Drot,
Som fleer paa Helteskibe. Det hued os godt,
At bytte Fiskeraaren bort for en Glavind bold,
Det hullede Næt at tuske med hudtætte Skiold.
Vi svoer ham Troskabseden. Men snart vi opdaged,
At af en grum Forræder vi listigt var bedraget;
At ikke stort han bedre var paa hin salte Sø,
End Gubben, der bag Fieldet lod Vandringsmanden døe.
Hvad mere der er hændet, har selv han dig sagt.
Med Taal at lide Døden, som Mænd, var vor Agt;
Da snelt sig Bladet vendte. Nu qvæger du os her!
Tit, naar størst er Nøden, er ogsaa Hielpen nær.

De taug. - Da raabte Biarke: Mig siger Eders Navn!
Thorer og Elgfrode de svared. - Da i Favn
Tog dem den rørte Bodvar, og raabte: Asathor,
Vær takket! Forsete, din Retfærd er stor.
O Hialte! Vøggur kommer! Seer mine Brødre! seer!
Nu er ei Bodvar Biarke frændeløs meer.
Seer I at Eventyret tildeels dog var sandt?
Skiøndt høilig overdrevet, udsmykket med Tant.
Thi han har ingen Hundefod, paa formeløse Stump;
Det stærke Been kun svulmer lidt ud i en Klump.
Og han er intet Elsdyr, endskiøndt de lodne Haar
330 Bedække tykt et Hierte, som menneskeligt slaaer.
Men jeg er deres Broder! Hvo havde sligt vel tænkt?

O Thor da være lovet, at du os ei har hængt!
Raabte de fromme Normænd. - See, da var alle froe.
Hialte græd af Glæde, Vøggur af Glæde loe.
Men Brødrene betragted hverandre, mangled Ord.
Med Hænder trykt i Hænder, de sad ved breden Bord,
Som tre udskaarne Billeder. Det eneste hvorpaa
Man kunde Livet kiende, det var de Taarer smaae,
Som trilled dem i Skiægget; det var de stærke Blik,
Der lynte dybt fra Siælen og dybt til Siælen gik.

331

TOLVTE SANG.

I Ro med sine Kæmper nu fredegod paa Leire
Sad Hrolf. De Underkonger, han monne beseire,
Billige Skat ham bragte. Velgiørende var hans Færd;
Thi Fred og Ro i Landet han indtvang med Sværd.
Ei var der længer trintom et evigt Had, en Feide,
Blandt vilde Næssedrotter. Til Velstand arbeide
For Hytten kunde Bonden, som slap det tunge Spiud
Og greb den lette Spade. Pyntet, som en Brud,
Stod Hertha med sin Axekrands; og Hesten, som med Hoven
Nedtramped nylig Marken, gik stadig for Ploven.
Ei toned længer Luren forbittret, til Skræk;
De nyttelige Møllehiul sig velted i hver Bæk.
Det var en Lyst at see dem i Solskinnet bruse;
Og alt som Rugen voxte, voxte Landets Huse.
Den Hede, som tilforn ei gav Fugl i Busken Ly,
Nu bølged med Guldvover, og der stod en By.
Det var, som efter Ragnarok, som efter Kæmpefærden,
Naar Tvist og Kiv har styrtet i Mulm den gamle Verden,
Og naar en anden opstaaer; naar Jorden, blomstergrøn,
332 Fremskyder sig af Bølgerne, dobbelt saa skiøn;
Naar Aserne Guldbrikker i Sommergræsset finde,
Og spille, stilleglade; naar Rædslen er et Minde,
Der kun fornøier Siælen, som Børn et Eventyr,
Og som en Hyrde Legen af morgenrøde Skyer.

Lyksalighed paa Jorden! hvi est du tit saa svag,
Som Rosen, der knap blusser en eneste Dag,
I friske, fulde Skiønhed, naar den er sprungen ud
Af Knuppen, som beskiærmed? Hvi est du Dødens Brud,
Som skulde være Livets? Men haaner du en Død?
Nei, Sommerfuglen flyver som Blomst fra Larvens Skiød,
Til evige Vaar i Gimle. - Feigt fortvivle? Nei!
Fortvivle giorde Hrolf og hans gode Kæmper ei;
Og det giør ingen kraftig og kiæk og ærlig Siæl,
Om Ondskabsslangen saarer end giftig Heltens Hæl.
I Frændskab med Alfader, Dens Aand sig føler stærk,
Hvis gode Villie virked til Evighedens Værk;
Hans Munterhed Dødssværdet ei kuer med sin Klang -
Og derfor være munter om Hrolf min sidste Sang!

Skulde sad i Upsal, beherskende sin Mand,
Mens han behersked Riget. Den trinde Lilievand
Alt over ham formaaede; hun havde Mandens Kraft,
Hiartvar Qvindens Svaghed. Dog svang han Sværd
og Skaft,
Med usædvanlig Iver; af Legem var han stærk,
Udmærket ved Bedrivter, glad til Hildurs Værk,
Kun svag og myg i Aanden; bøielig som Siv,
333 Han mærked ei: i Trældom han gik hos sin Viv.
For Hiartvar Skulde tænkte; men hendes Tanke mørk,
Som Flaggermusen, sprætted, i Hadets, Hævnens Ørk.
Hun foragted Øllet, foragted Miøden god,
Ved Kæmpers Drikkegilde; hun tørsted efter Blod,
Og Blod af hendes Broder. Vredt svulmed hendes Bryst;
Ærgierrigheden døved Samvittighedens Røst.

Et Slegfredbarn, hun raabte, bære Kronen skiøn?
Og meer! En Træl i Blodskam! sin egen Søsters Søn?
Naturens Adel væmmes ved slig afskylig Synd.
Og dog paa Kongesædet han svang sig af sit Dynd,
At give Norden Love. Men hvilke Love? Ha
I stærke Sveakæmper, mærker I da
Saa lidt end Farens Jammer? Han vil forvandle Nord
Til Malkeko, som yder kun Melk til hans Bord. -
Audumble slikked Stene, da Kæmpen udsprang;
Men nu skal atter Kæmpen, som Qvæg paa grønne Vang,
Hrolf for din Vellyst græsse. Du strider ikke meer,
Du Gudernes Foragter! Din Undergang du seer
Imøde, hvis du kæmper. Thi Tyr, Asathor
Ei hielpe Den, som daarlig paa egne Kræfter troer.
Han har os lagt i Lænker; nu, til sin grumme Fryd,
Nu vil han vugge Barnet, og sladdrer om Dyd,
Fordi det ei skal skrige. Han stikker stakkels Glut,
Med smukke Talemaader, i Mund den søde Sut;
Og fraadser og beruser sig selv paa sit Leire,
334 Medens Skialden lyver, om de forsvundne Seire.
Op, drabelige Kæmper! Ei fange lad i Garn
Jer, som de dumme Fiske! Styrter Yrsas Barn
Fra uretmæssige Sæde! Frygter ei Kampens Stund!
Det gaaer hans fede Kæmpe, som det gaaer dovne Hund:
Den glemmer ganske Jagten, og mædsker sig i Fred,
Med Suul og lække Mundgodt, ved lunt Arnested.

Jeg har ham Eden svoret! - sagde med sagte Røst
Kong Hiartvar til sin Qvinde. - Lad det dig vorde Trøst,
Svared stolten Dronning, at han som ei har Ret
Eden af dig at kræve, mod ham er det ei slet,
En tvungen Eed at bryde. Kong Helge var min Fader!
Mit er med Rette Riget; hvis tappre Mænd i Plader
Tør Skuldes Krav forfægte. Jeg fødtes først, er ældst;
Og Hrolf har ingen Sønner! Skioldungstammen frelst
Ved Skuldes Afkom vorder. Jeg er af Kongeblod;
Men Ætten fra min Moder er dobbelt saa god;
Thi hun er en Gudinde - en Disa - Havets Viv,
I Favnetag med Helge, gav Skulde sit Liv.
Hun blandte Heltens Varme med Havets kolde Kræfter,
Derfor ei for Svaghed mit Hierte gav efter;
En sygelig Medlidenhed, et smaaligt Føleri
Min Aand ei lænkebinder, som Bølgen kold og fri.
Men - før bestraalt af Solen - den ønsker sig Glands.
Velan! saa henter Skulde fra Leire sin Krands!
335 Saalunde hun forførte sin Husbond og hans Folk;
Thi hendes slebne Tunge var Ondskabens Tolk.
Vel giorde Konning Hiartvar afmægtige Forsøg
Paa hendes Hu at vende; men hans Villie som Røg
Fordunsted, svandt i Luften. Da Skulde blev syg,
Da var den svage Hiartvar eftergiven, myg.
Utaaleligt det blev ham, at Roserne svandt
Af hendes falske Kinder, at ei han hende fandt
Saa blomstrende længer. Han agted ingen Dag
Med ærlige Solstraale; hendes Favnetag
Ham uskatterlig giorde den mørke, lumske Nat.
I den hun overvandt ham; han samtykte brat.

Det var ved Vintertide, det var ved høien Juul.
Ei havde Sneens Lagen linnedhvide Skiul
Lagt over frosne Marker; men Træet stod i Lund
Bladløst med sorte Grene. Smallen Øresund
Tilfrossent var; og Vintren, med Isens Diamant,
Danmark og Sverrig til Fastland forbandt.
Tre Aar sad Hiartvar inde med Skatten i Fred;
Derfor han kunde takke Hrolfs Eftergivenhed.
Nu skulde han den bringe. Til Julens høie Fest
Han bødes, med sin Hustru, af Kongen til Giæst.
Da rusted sig i Løndom Forræderen til Krig,
At overfalde listig Hrolf Krake med Svig.
Han skiulte sine Stridsmænd; om Natten de gik
Fra Biergene til Skaane, ved blege Stierneblik.
Thi Maanen selv de frygted; de kunde den ei taale;
Dem tyktes: den bebreided dem koldt, med sin Straale,
Og vilde dem opdage. Til Nidingefeiden
Sang Skulde sine Galdre, Skulde kogte Seiden.
Dermed Samvittigheden hun dyssed i Ro.
336 Hun offred til Sebelia, sin kulsorte Ko.
Thi selv var hun Hofgydie; Visende-Mænd
I hendes Gudehuse fik frit Spil igien.
Paa Blodstenen Mennesker ihiel de monne slaae;
Stak Maverne paa Kiæppe, hvoraf de kunde spaae.
For Hiartvar at styrke, der stundum var bange,
Hun stegte ham en Ulv, hun kogte ham en Slange;
Fortæred med sin Herre den væmmelige Ret.
Ei paa Gudebilleder blev spart den røde Tvæt.
Naar de uskyldige Trælle fik deres Banesaar,
Hun klipped af de Døde baade Negler og Haar,
Og giorde mange Kunster. Men da hun kom til Skaane,
Opretted hun paa Stranden, ved Skin af fulde Maane,
En Hesselstang, nedstukken i Jorden, hvorpaa
Et Hestedødninghoved, hvidtbleget, man saae.
Hun vendte det mod Danmark og qvad: Jeg opretter
Mod Siølund denne Nidstang; forvildende Landvetter
Og alle Øens Dværge, indtil mig hielper hver,
Mod Hrolf at vinde Seier, i denne Nattefærd.

Saa droge de til Danmark, kun med et lidet Følge,
Paa skarpe Hestehager, over den frosne Bølge.
Den væbnede Hærskare de havde kun forladt,
At finde den paa Siølund, i bælmørke Nat.
De haabed ei Maanen sig vilde lade see,
Thi tykke, sorte Skyer trued med Snee.
De stolte paa, at hisset den festligstærke Drik,
Som Skyen, skulde sløre de danske Heltes Blik.

Saa giested de Dankongen, der venlig dem imøde
Kom rank, i sin Kiortel af Skarlagen røde,
337 Den han drog paa til Høitid. Paa Hielm, Skiold, Sværd
Ei tænkte den bolde Herre, til fredelige Færd.
Han favned sin Søster. At før hun var saa slet,
Han havde reent forglemt nu; at hun var Helges Æt,
Stod klart kun for hans Øie. Hun kyssed ham saa ømt,
At Ærligheden troede: der var umulig Skrømt.
De satte sig til høibords. Ved Harpernes Klang,
I Drapa danske Skialde Hrolfs Bedrifter sang,
For Svensken at ærgre. De troede hannem ei.
Biarke, Hialte, Vøggur ei Skuldes Contrafei
I Hallen kunde lide; hvor dydig end hun nu
Stod hyklende for Kongen, med stille Qvindeblu.

Men Horn og skaarne Bæger, af Øl og Miøden fulde,
Bedrog de Danske langtmeer end Hiartvar og Skulde.
Ei siunges der for intet, at Kvaser, dit Blod,
Nisser i Karret blandte med Honningens Flod.
Thi kort du vel opmuntrer, du Trold! som blev en Mand
Af Gudernes Uhumskhed; men slumrende Forstand
I Ledebaandet drager usynlig Dværgeflok,
Naar af dit lumske Mundgodt hver har faaet nok.

Nu Overmodet voxte, tillidsfulde Ro,
Blandt stærke Leirekæmper. Spottende de loe,
Ad de forsigtige Giæster, som svigted hver Skaal,
Der bragtes dem med Støien, i bredfulde Maal. -
Biarke tømte Hornet, saa stærk som en Eeg,
Hvis Blade Regnen suge. Men Hiartvar var bleg.
Hvi farver, spurgte Hialte, Blegheden din Kind?
338 Hvi blusser du ei lystig? Hvad trykker dit Sind?
Mig Reisen har forkiølet! svared Skuldes Mand. -
Thi nipper du til Miøden, som Hønen til Vand!
Med Spot giensvared Hialte. - O gid du giorde saa!
Raabte den kloge Rude. - Men Hialte forstaae
Ei hendes Varsel vilde. - Dog Vøggur det forstod;
Og da de fleste Giæster Hallen forlod,
For seent at gaae til Hvile, sig Vøggur paa sin Seng
Bevæbnet henstrakte; men satte sin Smaadreng
Til Speider ud i Lunden; hvor intet var at see;
Thi tykt i sorte Midnat faldt den hvide Snee.
Dog vared det ei længe, før Drengen, i et Træ,
Hvis visne Løv og Grene gav ham for Sneen Læ,
Langt borte skued Fakler, som nærmed sig; og tyst
En Skare sig bevæged ved Issefiordens Kyst,
Mod skovbekrandste Leire. Da løb hin Gangerpilt
Til Helten, som halvvaagen sig ei havde skilt
Ved sine blanke Vaaben. - Da Vøggur Drengen saae,
Paa den stumme Rædsel han kunde ham forstaae,
Sprang op og løb i Gaarden. Der mødte ham en Mand
Af Skuldes Folk, som dreven fra islagte Strand
Var af Samvittigheden. See, da var alting klart!
Da blev Forræderiet Helten aabenbart;
Thi tom stod Giestehallen. Skulde var flygtet hen,
At møde sine Skarer; for frygtelig igien
At komme som Valkyrie; for, i den mørke Nat,
At skille Dannerkongen ved Land og Livet brat.

Vøggur iled hurtig til Huset, som en Vind,
Hvor Hialte sov med Signe; men ei han kom ind,
339 Thi Slaaen var for Døren. Da raabte han: Min Ven!
Stat op! frels din Konge; mens jeg iler hen
Til Roskild, som snarest, at hente den Hær,
Som efter sidste Feide blev indhuset der.
Jeg haaber, Thor tilstæder, at vende flux tilbage,
Med Herreskiold at møde hin glubende Drage,
Der sig paa Bugen skyder, at bringe Danmark Vee,
Over den frosne Bølge, giennem Nattens Snee.
At redde Hrolf din Herre, nu Hialte vær snar!
Imens jeg henter Kæmper, alting aabenbar
For Kongens Mænd i Hallen! Væk hin gode Drot!
Skiøndt Flokken kun er liden, jeg veed, den fægter godt,
Mod en tredobbelt Vælde. Dog, hialpes ikke vi,
Der maatte kæmpes, Hialte, snart Een imod Ti.

Han taug og svandt i Natten. Da Hialte sprang op,
Fra Signe som i Søvne den sneehvide Krop
Kun halvt i Linet skiulte. Hun mærker han opstaaer;
Sig til sin Albu støtter; de guldgule Haar
Ned over Barmen rulle; med store Øine blaae,
Hvorover halv i Søvne de hvalte Laage laae,
Betragter hun sin Husbond, og med en Stemme sød,
Hun sukker: Min Hialte? Du iler til din Død,
Fra Signes ømme Favntag? O bliv, min Elskte, bliv!
Og hos din hulde Qvinde red dit skiønne Liv.

Alt Hialte stod bevæbnet, med Sværdet i sin Haand;
Miøden af Aftengildet opgløded hans Aand;
Men mere Kongens Fare, meer Heltens Troskab stærk.
340 Alt længtes Leirekæmpen efter Hildurs Værk.
Han med Foragt betragted sin Signe. - Bi, o bi!
Gientog den Banges Læbe. Da til Raseri
Gik Hialtes Heltevrede. Hvordan? han raabte, du?
Du holder mig tilbage fra Pligt og Ære nu?
Har du ei hørt, at Skulde Kong Hrolf vil overfalde?
Hørte du ikke Vøggur sin Ven til Kampen kalde?

Vøggur har ingen Hustru - giensvared Signe ræd.
Lad dem til Kampen fare, som vilde Dyr afsted;
Mig skylder du din Troskab, saavel som Hrolf, din Drot.
Hvi frygter du for Skulde? Hun altid leed mig godt;
Hun vil os ikke skade, hvis hun fortørnes ei!

Fordømte Hex fra Nastrond, gak du den samme Vei!
Du skal mig ei forføre! raabte med Vredens Harm
Hialt', og jog sin Glavind igiennem Signes Barm. -
Min Ven, det var ei velgiort! - hun sukked, og faldt ned:
Hvad angst min Læbe talde, deraf ei Hiertet veed -
Dog Hialte jeg tilgiver. - Ei tænker man paa Alt!
Sagde med dæmpet Stemme, fast i Taarer qvalt,
Hialte hin Hugprude. Gak du til Freia brat!
Der træffes vi vel atter, før endt er denne Nat.

Han drog det hviden Lagen over det skiønne Liig,
Og raabte: Førstefrugten, Skuld! af din Sviig
341 Alt modnes her og rødmer. Nu har du viet ind
Min Klinge til en Lynild. - Han kyssed Signes Kind,
Han knælte ned for Leiet og raabte: Mig tilgiv,
Du altfor ømme, kiælne, trofaste Venneviv!
Ubillig var min Harme! Qvinden bør sin Mand
Elske, som han sin Konge, som han sit Fædreland.
Nu hører jeg først ganske min bolde Herre til.
En Elsker skatter Livet, sætter ei Alt paa Spil.

Eia, I danske Helte! - (han brat i Hallen stod,
Med Sværdet i sin Høire, hvorpaa var elsket Blod)
Vaagner af Eders Slummer! Forjager Søvnens Ro!
Hver Mand, som haver svoret at vorde Kongen tro.
Nu Tiden er forhaanden ved Daad, ei ved Ord
Taknemlighed at vise, for hver Velgierning stor.
Han gav os skiønne Klæder, Pendinge, blanke Sværd. -
Viser Jer Sværdene værdig, i denne sidste Færd.
Ei gielder det Møer at kysse, Qvinder at tage i Favn,
Men tappert og med Æren evigt at vinde Navn.
Her frem I ærlige Danske! Træder i stolten Skare
Om Hrolf, om Eders Konning, uden al Frygt og Fare.
Vender som ædle Ørne mod Fienden det kiække Bryst,
Og styrter, med blinkende Vinger paa Hielmene, til en Dyst.
Lad Sværdet lyne fra Luften paa Byttet, som en Falk!
Hiartvar, feige Forræder! o du arrige Skalk!
342 Som fulgte din Hustru Skuldes lumske, blodige Raad.
Men hendes spottende Latter forvandler Thor til Graad.

Som i en Myretue, som i en Kube stor,
Begyndte det at myldre, ved Hialtes Helteord.
Men ingen Larm der hørtes; med rolig Manddom hver
Spændte sig i sit Harnisk, greb sit gode Sværd.
Alt Søvnen var forjaget, og Rusen Dunster veeg,
For de alvorlige Tanker, som høit i Barmen steeg.
Thi Kiærlighed til Kongen, hver Følelse forjog,
Om overhængende Fare. - De flinke Trælle tog
Fyrrespaanerne fede, tændte ved Arnen brat,
At lyse Kæmper til Striden, i mørke Midienat.

Nu skyndte Hialt' Hugprude sig hen til Biarkes Huus,
Hvor han i Rudes Arme sov ud sin lette Ruus.
Han hørte Larm paa Gaden i Nattestormens Gys,
Og kaldte paa sin Smaadreng: Stat op, Skalk! tænd Lys!
Fei Gulv, tænd Ild paa Arnen, at jeg kan vorde varm.
Jeg hører Støien paa Gaden; hvad siger denne Larm?

Da raabte Hialt' Hugprude: Biarke hviler endnu?
Snart Leirehallerne brænde forfærdet skuer du.
Nu gielder det at vise, hvor høit du Hrolf har kiær.
Glem ei, da Røriks Skatte han deled blandt os hver.
Ham intet var saa kostbart, han det jo Vennerne gav.
Ei Guld saa høit han agted, som Asken i Heltens Grav.
343 Og ingen Herskervælde var ham saa stort til Gavn,
Som ærlige Kongerygte, som ubesmittede Navn!
I Velmagt dydig, deilig og dristig han var som en Fugl.
Nu truer Forræderen Hiartvar, dækket af Nattens Skiul.
Snart flyder paa Gaderne Blodet, blandet med Nattens Snee.
Op! lader intet Mærke paa Frygtagtighed see.
Thi denne Nats Bedrifter skal lyse stort for Nord,
Naar længe vi er raadnet til Støv i sorten Jord.

Hvi raaber du, kiække Hialte, saa høit? var Biarkes Svar.
At jeg er Kongens Svoger, troer du forglemt jeg har?
Troer du, jeg mig unddrager fra denne Heltetvist?
Nu griber jeg mine Vaaben; giv mig kun liden Frist.
Nu op mit Sværd jeg binder, over min Brynie blaa;
Min Øxe tager af Væggen; jeg har alt Hielmen paa.
Saa treen han ud i Natten.

Da kom den væbnede Skare
Udstyrtende fra Hallen; den agted ingen Fare;
Skiøndt Fienderne den trued' i overlegne Mængde.
Kongen sig viste vældig i Døren, i Kæmpelængde,
Som Valens Aand fra Høien. Det staalbedækte Skiold,
Jernbrynien og Guldhielmen bar den Herre bold.
Foran ham gik hans Trælle, de havde ham ei forladt,
Med rygende Fyrrespaaner oplyste de mørke Nat.
Og efter ham kom hans Skialde; de siunge, Harperne slaaer;
344 Medens ved Fakkelskinnet man saae, guldflammet, hans Haar
Langt over Brynien svæve. Hans Blik var roligklart,
I Kæmpehøiren holdt han, forfærdeligt og svart,
Skofnung sit vældige Slagsværd. Han smilte mildt, og saae
Paa sine herlige Kæmper i tykke Brynier blaae.
Nu er da Timen kommen! - han raabte - følg os Thor!
Med Magt at straffe den Ondskab, som tæmmes ei med Ord.
Han ud i Gaarden traadte til Skaren i samme Stund;
I Hielmen Falken Habrok, ved Siden Gram, hans Hund.
Stærkt gnistred Fuglens Øine, Hundens gløded med Blod.
De ogsaa vilde forsvare Hrolf deres Herre god!

Men, som en Sky, der bryder kulsort med Torden frem,
Fremgik Forræderskaren, fra Nattens dunkle Hiem.
Den sendte tusind Pile foran, med Lynets Vold;
Da smilte de danske Kæmper, hver holdt for sig sit Skiold,
Og Pilene faldt, som Haglen fra Borgens glatte Tag.
Da gik en Sky fra Maanen, det blev som høilys Dag.
Ei sneete det meer og blæste. Den hvide Maane saae
Med utallige Stierner, fra Nattens Mørkeblaa,
Dankæmpernes Bedrifter. Fremst i Spidsen Hrolf
Med Sex ved hver en Side, - det var de tappre Tolf -
Gik frem, som i en Ager Høstkarlen, der slaaer Ax;
345 Saasnart kun Skofnung blinkte, faldt der en Kæmpe strax,
Med Stagen, staalbeslagen, Hialte paa Fienden stak;
Den hvide Snee i Natten da Purpurblodet drak.
Men Biarke brugte sin Øxe, paa raske Normands Viis,
Indlagde sig med Elgfrode, med Thorer, største Priis.
Saa kløver Lynet Klippen i Splinter store, smaae.
Skræk i Fiendernes Ansigt man da ved Maanen saae.
Da frygted ei Svibdagger noget Spøgelse meer;
Af Levende giør han Spøgelser og høit ved Daaden leer.
Beigal, med hvide Skrammer, uddeelte Skrammer stærk.
Hvitsærk tvang Rosenblodet ud af den hvide Særk.
Haklang lod Skioldene klinge, med Hardrefil var haard
Hvor Steenkløveren hvinte, den bragte Banesaar.

Da kasted de gode Skialde Harpen paa Ryggen snelt,
Hver drog sin blinkende Glavind og viste sig ogsaa Helt.
Ha hvilken Støien og Raaben! hvilket Vaabengny!
Da saae de danske Helte Valkyrier høit i Sky,
Paa Himlens mankede Heste; med Vinger, i Svanehamme,
Fløi Fylgier hen og glædte sig over Sværdenes Flamme;
Det var, som de sang i Luften: Frem, danske Kæmper, brat!
Saa herligt end aldrig hidtil blev feiret en Julenat.
346 Kulsorte Skyer daled i Himlens nordre Kant,
Der flammed de blege Nordlys; men siden saae man grant
Thor, med de skiæggede Bukke, høit paa lynende Kerre,
Med Miølnir de danske Kæmper vinked den ædelig Herre.
Da gik de glade siungende for deres Drot til Thor;
For Overmagten blodige de sank paa hviden Jord.

I Mørket Forræderskaren længe forsagt monne staae;
De troede: hvor Biarke kæmped, en Kæmpebiørn de saae,
Som lagde dem alting øde. Men Skulde fik fortalt:
Saasnart som Maanen skinte, kom frem en Gyllengalt,
Der kæmpede for de Svenske, som sine Børster skiød,
Utallige Pile, paa Dansken, og voldte Fienders Død.

Alt blev det tyndt om Kongen; hans gode Helte sank
Udi de kløvede Brynier; den Herre høi og rank
Stod stærk og uforfærdet; og i hans Hielmekam
Sad Falken under Slaget, saa rolig og saa tam,
Som var den støbt af Malmet. Dog funklede dens Øie.
Intet Sværd sig voved mod Hielmen hin høie,
Smykt af den gyldne Krone. Selv under Seiervinding
Følte Forræderen Ærefrygt for kongelige Tinding.
Men ud af lumske Række stormed pludselig Skulde,
Klædt i et kulsort Harnisk; med Vintersneens Kulde
347 Hun raabte: Frem, at dræbe den danske Kongeskam!
Og hug sin Broder i Hielmen.

Da fløi fra Hielmens Kam
Falken med sprættende Vinger. Da var hun Dødens Brud!
Den satte sig i hendes Ansigt, hug hendes Øine ud.
Og Gram, som Kongen fulgte, den tro, den gule Hund
Foer over Huldrens Datter, alt udi samme Stund,
Og sønderbeed hende Struben! - Der laa nu Tangkiærs Barn.
Men Hiartvar, som var hildet i hendes Skiønheds Garn,
Forbittret og fortvivlet hævned sin dræbte Viv,
Jog Freiers gamle Glavind igiennem Kongens Liv;
Imedens Hrolf bekymret sin Søster saae forhaant
Af Dyrene selv i Døden. Han havde saa gierne skaant!

Da Konning Hrolf var falden, blæste man høit i Luur.
Hiartvar, i gyldne Rustning, steeg op paa Gaardens Muur
Og raabte: Endt er Krigen! Jeg vilde kun Hrolfs Død;
Formeget af Helteblodet her mod min Villie flød.
Jeg byder Fred og Pendinge, hvo vorde vil min Mand.-
Han kunde meer ei tale; thi mod hans Skiolderand
Klang vrede Danskes Pile. Han bierged sig i Hast.
Da raabte Bodvar Biarke, mens svenske Hielme brast:
Eia, I ærlige Danske! Nu vinker Thor til Lyst!
348 Nu kaster Skioldet paa Ryggen, kæmper med blotte Bryst!
Binder Armbaand om Eders Hænder, at stærkere de kan slaae;
Hver ærlig Mand i Døden sin Konge følge maa.
Hver træde kiæk mod Fienden, og signe Skiæbnen sød,
At følgelig sin ædelig Herre, naar hævnet er hans Død.
Ti døde Mænd i Skioldet, Hrolf mig til Hæder gav;
Ti stærke, levende Svenske jeg offrer paa hans Grav.
Mig drages ei til Minde, hvor jeg et Sværdslag saae
Saa mandeligt og prægtigt; thi rundt, i Brynier blaae,
Sig høine de døde Kroppe, som Bierge, hvor jeg stod.
Men Hialte, min Hugprude! Hvor est du Fostre god?

Da raabte smilende Hialte: Her staaer jeg, Fosterfader!
Du kiender vel ei din Hottur paa de forhugne Plader?
Af Skioldet et lidet Stykke han har kun i sin Haand.
Jeg bløder af mine Vunder. Nu længes stærkt min Aand
At skue Hrolf og Signe. Ja ja! i Maanens Skin,
Jeg hende deroppe kiender, paa Hullet i hendes Kind
Det altid venligt smilte, det smilte selv dengang
Jeg Hullet i Barmen bored, med Gyllenhialte lang.

Saa taled de blege Kæmper i Livets sidste Færd.
De matte Hænder ei mere kunde løfte tunge Sværd;
Men ingen voved at nærme sig Biark' og Hialt' i Døden.
349 Støttende sig til Sværdene, de stirred i Morgenrøden,
Med de halvbrustne Øine. - Da Rude kiæk gik frem,
Farvel sin Husbond at sige; slet ingen hindred dem.
Hun tog ham ømt i Favnen. Da spurgte han hende vildt:
Seer du ei Odin Gamle? Han meget Blod har spildt;
Ifald jeg Trolden træffer, da giver jeg ham sin Rest.
Jeg frygter ei hans Gugner og ei hans hvide Hest. -
O vend dit Sind til Gimle, du min trofaste Helt!
Sagde den ædle Rude. Besindigheden snelt
Igien fik gode Bodvar. Han sukked: Læg mig hen
Ved Træet, hos min Konge! Hielp saa min blege Ven;
Thi gaae han selv ei mægter. Dog end jeg skiælne kan!
Varmt af mig Blodet rinder; jeg døer som ærlig Mand.
Nedlæg mig ved Hrolfs Hoved! Hialte, min Fostre god!
Du trænger ogsaa til Hvile, synk ved din Herres Fod!
Om Ravn og Ørn paa Marken end siden vort Kiød fortære,
Hvad siger det? Vi blegne med Troskab og med Ære.

Disimellem var Vøggur, med femhundrede Mand,
Fra Roskild hurtig dragen. Han tænkte: Ene kan
Jeg dog ei Hrolf forsvare. Kommer jeg tidlig nok,
Da skal jeg giøre fyldest for Kongen, med min Flok;
Men kommer jeg for silde, da holder jeg mit Ord,
Og mindes, hvad i Hallen hin gode Drot jeg svor,
350 Da han mig Ringene skiænkte. Jeg bærer hver paa Arm;
Og Tapperhed og Troskab jeg bærer qvik i Barm.

Saa ilte han, den Frækne, med et uroligt Sind.
Tit drog han dybt sin Aande, stærkt brændte Heltens Kind.
Han vilde saa gierne redde Hrolf fra Forræderdød;
Men frygted at forsinkes. Giennem Skoven han brød,
Hvor der var allertykkest, for ei af Fiender at sees.
Den blanke Hielm og Brynien i Natten tykt besnees,
Og Qvisten rev hans Ansigt. Det mærkte Helten ei;
Han ønskte Flokken Vinger kun paa den sene Vei.
Nær havde de sig forvildet i Nattens Mulm, i Lunden;

Da skinte venligt Maanen; igien var Veien funden;
Men ak disvær; en Omvei der var i Mørket giort.
Alt gløded Morgenrøden hist hen paa Leireport.

Da de den øine kunde fra Krattet, paa en Brink,
Han saae det sorte Banner, forstod sin Smaadrengs Vink.
Thi Vøggur havde befalet Pilten i Borgens Taarn:
Saalænge Kongen leved, skulde der, som tilforn,
Det røde Banner vaie; men strax, naar Hrolf var død,
At sætte sorten Mærke, til Varsel, Helten bød. -
Nu skinte Morgenrøden hen over hviden Snee,
Det sorte Banner flagred! - Da følte Hiertevee
Den ærlige, bolde Svenske. Han græd et Øieblik;
Men snart igien sin Fatning og Heltemod han fik.
Han vendte sig mod Flokken og raabte: Giver Tid!
Nu haster det ei længer; dog endt er ei vor Strid.
351 Nu lader mig gaae ene! Men seer I atter hist
Det røde Banner heiset, da bryder Skovens Qvist,
Fremstyrter af Eders Baghold, og hugger Fienden ned.

Af Samvittigheden Hiartvars Hierte leed,
Da han var Seiervinder; alle de tappre Mænd,
Der faldt for deres Konge, han ønskte Liv igien.
Han følte slig en Skares uskatterlige Værd,
Og raabte: Leirekæmper, som vil paa dette Sværd
Mig Troskabseden sværge, Freden jeg gierne skiænker;
Paa forrige Tvist og Fiendskab ikke længer tænker.
Har Skiæbnen Nogen sparet, som ei Hrolf Krake fulgte? -
Vøggur nu ikke længer for Hiartvar sig dulgte,
Han traadte frem og sagde: Jeg blev tilbage! Jeg!
Da dog jeg er en Svenske, fandt jeg det nødigt ei,
Til Odin Hrolf at følge; det var ei Døden værd.
Thi vil jeg Troskab sværge. Ræk, Hiartvar, mig dit Sværd

Hiartvar, som kiendte Vøggur, blev hierteglad. Slig Helt
Han havde saasnart ei haabet at vinde; derfor snelt
Han rakte ham sin Glavind; at brat den unge Mand
Paa Odden kunde sværge; som Brug var i hans Land. -
Vøggur betragted Sværdet med stor Opmærksomhed;
Derpaa han saae paa Hiartvar og sagde: Naar en Eed
Kong Hrolf man svor i Leire, da rakte han hvergang
Ei Kæmpen Sværdebladet, men Sværdets gyldne Fang;
352 At han det kunde gribe. Det Tillid var og Ære,
Det vidned: man skulde Vaaben tro for sin Konge bære.

Hiartvar rakte Vøggur den store Glavind brat.
Med sine baade Hænder tog den da Kæmpen fat,
Og qvad: Hvis ret jeg mindes, er dette samme Sværd,
Som du af Luen frelste, ved Adils Nidingsfærd,
Kort før ham Guderne straffed; den gode Freiers Værge,
Hvorpaa trofaste Fædre steds Eden maatte sværge. -
Det er den samme Glavind! svared ham Hiartvar stolt.
Og dersom ret jeg mindes, vedblev Vøggur koldt,
Er det den samme Glavind, hvorpaa du Eden svor,
Hrolf Krakes Mand at vorde. Og dog du brødst dit Ord!
Velan - jeg sværger Troskab, en ærlig Faders Søn,
Og giver dig, Forræder, din velfortiente Løn!

Med disse Ord han Drengen paa Taarnet gav et Vink,
Da vaied det røde Banner; og snelt, med Lynets Blink,
Foer Sværdet i Hiartvars Hierte. Han faldt. Da Vøggur loe
Og raabte: Hugger, stikker! Jeg er i Døden froe.
Jeg hævnet har min Konge, jeg opfyldt har min Eed.
Naar jeg er død, da lægger mig hos min Herre ned. -
Omringet af hundred Klinger, han brugte Freiers Sværd,
353 Da brast det i hans Hænder, - det var den sidste Færd!
Da sank den ærlige Svenske, som hørte til de Tolf,
Ved Biarkes, Hialtes Side, ned hos den døde Hrolf.

Jeg har ei meer at siunge, mit Helteqvad er endt.
Paa Baalet blev Hrolf Krake, med sine Kæmper, brændt.
Fuldelig blev han hævnet, af tappre danske Mænd;
Den svenske Hær af Landet joge de flux igien.
Til Konge valgtes Hother; det var en Herre mild,
Dog ligned han Hrolf Krake, som Vandet ligner Ild.
Thi Vandet har ogsaa Kræfter; men størst er Ildens KraftKraft.
Han var en tapper Høvding, brugte Sværd og Skaft.
Men Hrolf dit Kongehierte - hvor fandtes det saasnart?
Du haver dig som en Stierne blandt Skyer aabenbart.
Du vilde tvinge Viisdom ind i en grusom Tid;
For mægtig var din Fiende; men herlig var din Strid,
Og skiønnere var i Døden dit Fald, i gamle Leire,
End siden, med stor Lykke, de største Helteseire.
Nu hviler du i Høien, ved Biarkes, Hialtes Side,
Samt hos den ærlige Vøggur; og naar i Vesterlide
Den gyldne Sol neddaler og skinner paa din Brink,
Udi det viftende Vaargræs, med rosenrøde Blink;
Da føler Vandringsmanden, mens Høien forbi han gaaer,
Sig smeltet af en Veemod, som selv han ei forstaaer.
Men Skialden vel forstaaer den: Det er din Helteaand,
354 End bunden til kiære Danmark, ved et usynligt Baand.
Du svæver, som en Fylgie, med hver en Konge god,
Som arvet har dit Hierte, din Viisdom og dit Mod.
Og pløied endogsaa Bonden din Høi ned i sin Mark,
Udsletted Tidens Finger paa Skiold, og Steen og Bark,
Alt hvad om dig er tegnet; - i danske Hierter staaer
Dit, dine Kæmpers Minde; det evig ei forgaaer!
Naar Vaaren skiænker Blomster, i Høst, ved Leers Klang,
Skal Nordens ærlige Sønner gientage froe din Sang!

355

BEMÆRKNINGER

Grundlaget for nærværende Udgaves Tekst er Førsteudgaverne dvs. »Helge«, 1814, og »Oehlenschlägers nye poetiske Skrifter«, I, 1828, hvis Retskrivning og Tegnsætning saa vidt muligt er fulgt. En Liste over Tekstrettelser vil findes paa Bogens sidste Sider; for »Hrolf Krakes« Vedkommende støtter de sig for Størstedelen paa den til »Selskabet for de skiønne Videnskaber« indsendte Renskrift (Kgl. Bibliotek, Ny kgl. Saml. 2286, 4to; vistnok Afskrift), med hvilken Førsteudgavens Tekst overalt er blevet sammenholdt. For Noternes Vedkommende har Udgiveren - foruden den til hvert af Værkerne anførte Literatur - benyttet A. Boysens Anmærkninger til Liebenbergs Udvalg af Oehlenschlägers »Poetiske Skrifter« (1896 -1899) samt den udførlige Kommentar til »Helge. Gedicht in Romanzen und Tragödie von A. Oehlenschläger. Deutsch von Gottfried von Leinburg. 4., durchgehends umgearbeitete Auflage,« Lpz. 1886.

Ved Afslutningen af Arbejdet bringer Udgiveren en Tak til alle, der har staaet ham bi med Oplysninger og nyttige Vink, især til Docent, Dr. phil. Paul V. Rubow, hvis aldrig svigtende Interesse og Støtte har fulgt Udgaven fra først til sidst.

HELGE

Affattelsestid: »Helge« er skrevet Sommeren 1814 i Degneboligen paa Frederiksberg og fuldførtes samme Efteraar (Indledning S. II-III; Oehlenschlægers »Levnet«, 356 II, 1831, S. 318; »Erindringer«, III, 1850, S. 82-83; C. L. N. Mynster: »Mindeblade om Oehlenschläger og hans Kreds hjemme og ude, i Breve fra og til ham«, 1879, S. 219-220, 253-254, 302). Udkom i December 1814; Førsteudgaven er lagt til Grund for nærværende Udgaves Tekst. Senere af Digteren besørgede Udgaver: »Digterværker af Oehlenschläger«, III, 1835, »Oehlenschlägers Digterværker«, II, 1845.

Tragedien »Yrsa« opførtes første Gang paa Det kgl Teater (Musiken komponeret af J. P. E. Hartmann, Op. 78) den 14. Maj 1883 (Komponistens 78-aarige Fødselsdag) og har indtil 4. Januar 1918 oplevet 28 Opførelser. Hertil kommer 8 Opførelser paa Dagmarteatret 21.-31. Maj 1907. Helges Rolle har været udført af Emil Poulsen, Zangenberg, Martinius Nielsen og Johs. Poulsen; Oluf af Fru Gjørling, Fru Augusta Blad, Fru Bodil Ipsen; Yrsa af Fru Hennings, Fru Anna Larssen og Fru Ungermann.

Oehlenschlægers Kilde er den islandske Fornaldarsaga (ca. 1400) om Hrolf Krake, som han kendte fra Erik Ju Hus Björner: »Nordiska Kämpa Dater om forna Kongår och Hjältar« (1737); hans Exemplar af Bogen (nu paa Frederiksborgmusæet) bærer følgende Paaskrift: »Af denne Bog lærte jeg først at kiende de islandske Sagaer. Efter den har jeg senere især digtet Helge, Hrolf Krake og Harald Hildetand efter Versene i »Karla og Grym«.« Hertil kommer A. S. Vedels Oversættelse af Saxo, Udgaven 1610.

Se Indledningen S. II-XIV; C. Hauch: »Om Digtet Helge af Oehlenschlåger. En æsthetisk Afhandling« (»Athene«, VIII, 1817, S. 409-445); Chr. Molbech: »Forelæsninger over den nyere danske Poesie«, II, 1832, S. 303

-308; Chr. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesie og Digterværker«, 1850, S. 68-69, 171-180; G. Ljunggren: »Tegner och Oehlenschläger«, 1868, S. 24-26; Kr. Arentzen: »Baggesen og Oehlenschläger«, IV, 1874, S. 221 -230; P. L. Møller: »Adam Oehlenschläger. Et Erindringsblad«, 1876, S. 22; Kr. Arentzen: »Adam Oehlenschläger. Literaturhistorisk Livsbillede«, 1879, S. 360-363; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschlåger. Et Livs Poesi.

357

Manddom og Alderdom«, 1899, S. 57-69; Ida Falbe-Hansen: »Øhlenschlægers nordiske Digtning og andre Afhandlinger«, 1921, S. 38-42, 78-79; Hans Brix: »Danmarks Digtere«, 1925, S. 160--163; Albert Nilsson: »Tre fornnordiska gestalter. Helge, Frithiof och Kung Fjalar«, 1928, S. 7-90.

Bidrag til Belysning af Værkets Idé er givet af Axel Olrik: »Danmarks Heltedigtning«, I, 1903, S. 161-163; et formelt Forbillede for Romancecyklerne i de to første Afsnit er søgt paavist i de islandske Rimer af Marius Kristensen: »Om Oehlenschlägers Helge. Lidt Forhistorie og Efterhistorie« (»Danske Studier«, 1918, S. 97- 106); metriske Spørgsmaal behandles af Ida Falbe-Hansen: »Om Versemaalene i første Del af Øhlenschlægers »Helge« (»Danske Studier«, 1921, S. 66-75, 134). Af enkelte Afsnit findes Analyser i Vilh. Andersen: »Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning«, 1912, S. 82-88 [»Frode paa Vifils Øe«], og Hans Brix: »Fagre Ord. Smaa Kommentarer til berømte danske Digte«, 1908, S. 89-102 [»Julereisen«]. Om Tragedien »Yrsa« kan henvises til: Chr. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesie og Digterværker«, 1850, S. 190-192; Vilh. Andersen: »Tider og Typer. Goethe«, I, 1915, S. 121-123; C. M. Rosenberg: »Det græske Dramas Indflydelse paa Oehlenschlägers Tragedier« (»Kort Udsigt over det philologisk-historiske Samfunds Virksomhed«, III, 1918, S. 185-189); H. Topsøe- Jensen: »Sophokles-Schiller-Oehlenschlæger« (»Edda«, XVI, 1921, S. 74-89); Sven Lange: »Meninger om Teater«, 1929, S. 63-65.

3

Frodes Drapa Digtet om Frode; poetisk Sidestykke til Titlen paa første Afsnit af (Prosa-) Sagaen om Hrolf Krake »Froða Pattr« (dvs. Fortællingen om Frode).

5

Frode paa Vifils Øe. Verseformen er enten fremkommet ved en Udvidelse af den firlinjede Folkevisestrofe med en ny (fjerde) urimet Verslinie (Vilh. Andersen), eller ogsaa er Forbilledet »Der Lindenschmidt« i Arnims og Brentanos »Des Knaben Wunderhorn« (Ida Falbe-Hansen).
358Hexen erstatter Sagaens Spaamænd, Spaakvinder og Troldkarle, hos hvem Frode efterhaanden søger Oplysning om Brodersønnernes Opholdssted. Oehl. sammenfatter en Række af Begivenheder i en enkelt Situation; paa samme Maade erstatter Kongens ene Rejse til Vifils Ø Sagaens Beretning om, at han først to Gange forgæves sender sine Spejdere, derefter tredje Gang beslutter selv at tage Sagen i sin Haand (Sagaens Kap. 1).

7

Snart voxer op den liden Ulv i sine bevarede Excerpter af Syvs Visebog (nu i Prof. Vilh. Andersens Eje) har Oehl. af Første Part, No. XI (Ulff van Jern) noteret: Op voxer den unge (Biörn)
Med hvasse Tænder i Munde.
Visen har paa det paagældende Sted Racke [Hund], men denne Glose har Oehl. ikke forstaaet (Rubow: »Saga og Pastiche«, 1923, S. 11).

9

Sleipner Odins Hest.

10

tielde behænge med Tæpper.

12

De maatte vel ham skatte paa Skibets vaade Vei de Skibe, som mødte ham, maatte betale Skat.

13

Maag Svoger.

14

Skofte groft Brød.
om I maa om I har Lyst (ty. mögen).
16 vellystig kræsen.
et Aar i Sagaen opholder Drengene sig tre Aar hos Sævar Jarl (Kap. 3).

17

Julereisen. Det metriske Forbillede er vistnok Visen »S. Oluf Konning i Norge« (Syv, Anden Part, Nr. XIIII).

18

paltuge pjaltede. Een holdt i Manken i Sagaen rider de dog hver sin Hest.

19

vender I Drenge nu tilbage i Sagaen er det Jarlen, der beder dem vende om (Kap. 3).

20

Alrune i Sagaen hedder hun Heydur.

21

Stang Lanse.

23

Sigrid nævnes i Sagaens Kap. 4; hun blev indebrændt sammen med Frode af sine Sønner, da hun nægtede at gaa ud.

359

24

Frodes Død. Om Versemaalet se nærværende Udgave I, S. 292-293.

25

Nastrond se nærværende Udgave III, S. 57 og Noten dertil.

26

I Sagaen (Kap. 4) er det Drengenes Fosterfader Reigin, som uden at bryde sin Ed til Frode raader dem til at brænde ham inde: »En lund stod hart när Hofwet, som Konungen tilhörde, och när the woro dit komne, sade Reigin för sig sielf: om jag hade någon stor orsak at håmnas på Konung Frode, skulle jag tända eld på lunden, och efter detta sade han icke mera« (S. 13). Drengene fulgte hans Raad.

27

Indførelsen af Havfruen paa dette Punkt af Handlingen skyldes Oehl. Se Indledningen S. VII.
skatter se Note til S. 12.
Hlidskialf Odins Sæde.

28

Kalken Blegheden.

29

Sivet ryster sin Blomstertop Sivblomsten er Havfruens særlige Kendemærke i Digtet; smlgn. S. 50, 94, 178.

33

Roeskilde bygges. Verseformen er Ottave rime. Kong Hroar, blid og rolig af Naturen Modsætningen mellem Brødrene findes allerede i Sagaen: »Thessa Bröder woro fast olika til sinnes; Hroar war stilla och from, men Helge war en stor Krigsman, och tyckte altid gierna om, at hafwa mer« (Kap. 4, S. 15). Hos Saxo (S. XXX) fortælles, at Hroar bygger Roskilde. Se Digtet »Issefiorden« (nærværende Udgave, I, S. 122-123).

34

Mimer Vogteren af Ygdrasils Brønd, gøres her - som andetsteds hos Oehl. (smlgn. II, S. 20) - til Visdommens Gud, og Brønden henlægges - til Roskilde! Brønd her (smlgn. ty. Brunnen): et rindende Væld. Hver Aften i »Thors Reise til Jothunheim« foregaar denne Vandring om Morgenen.

36

Lunden London (Oehl.s Note).

Herthedal Sjælland; smlgn. nærværende Udgave I, S. 83 og Noten dertil.

37

eet Kongebryst Hrolf Krake, der forener Hroars og Helges Egenskaber.

360

38

Badehuus i Sagaens Kap. 15 kommer Huldrekonen en Juleaften til Kong Helge. Efter at have forlokket Kongen, opfordrer hun ham til næstkommende Vinter at søge efter den Datter, hun skal føde ham, »uti titt båthus [dvs. Skibsnøst]« (S. 34). Ordet har mindet Digteren om Badehus og derved fremkaldt Sommerbilledet for hans Fantasi.

42

Den sorte Kofte sig meer ei snoer J. P. Jacobsens berømte, men lidet træffende Kritik af denne Strofe findes i 6. Kapitel af »Niels Lyhne« (»Samlede Værker«, udg. af Morten Borup, II, 1926, S. 83-85).

43

Lindesnæs Norges sydligste Forbjerg.

44

Loke Utgardeloke; Niffelheim se nærværende Udgave II, S. 44 og Noten dertil.

46

Ægir om Oehl.s Opfattelse af Jætten Ægir som en nordisk Neptunus - se Noten til III, S. 44.
Niord raader for den gunstige Vind; hans Hustru
Skade, Jætten Tiasses Datter, opfattes her som Stormens Gudinde. I Snorres Edda, 21. Fabel, enes Niord og Skade om skiftevis at opholde sig i Bjergene, Skades Hjem, og ved Havet paa Noatun; 9 Dage det første Sted, 3 det sidste. Oehl. lader dem skiftes til at være Herre over Vindene, saaledes at en fredelig Periode paa ni Dage følger ni Dages Storm.

47

Ran Ægirs Hustru; i sit Næt fisker hun alle druknede Mænd (Edda, 58. Fabel).

49

Filefield Bjærgparti i Norge mellem Jotunfjældene i Nord og Hemsedalsfjældene i Syd.

50

Hælhest i dansk Folketro en trebenet Hest uden Hovede; den varsler Død for den, som møder den. 53 Episoden med Fuglen er fri Digtning; den forbinder
Havfrue-Handlingen med Oluf-Handlingen.

55

Angelsaxen Sagaens Saxen er senere Tiders Holsten. en Søn af Odins hellige Stamme ifølge Snorre (Ynglinge-Saga, Kap. 5) var Helges Stamfader Skjold en Søn at Odin.
Embla den første Kvinde i Verden. Se nærværende Udgave III, S. 85.

361

57

Helge reiser til Dronning Oluf. Af denne Romances 40 Strofer er de 15 (Nr. 1-13, 17 og 20) en fri Oversættelse af »Nibelungen Lied«s 7. Sang: »Wie Gunther Prünhilde gewan«, Strofe 389-394, 396, 400- 401, 403-407, 423 og 457. Oehlenschlæger har dog næppe benyttet den middelhøj ty ske Tekst, men rimeligvis F. H. von der Hagens nytyske Gendigtning (1807). Med denne Romance indføres Nibelungenverset i dansk Litteratur; dog har Oehl. med sikker metrisk Takt undgaaet den ejendommelige Udvidelse med en betonet Stavelse mere, som forekommer i den tyske Strofes ottende Halvvers. Til Sammenligning mcddeles det paagældende Afsnit efter von der Hagens Udgave:

In derselben Zeite, da. war ihr Schiff gegahn
Der Burge also n ah en; da sach der König stahn
Oben in den Fenstern viel manich schöne Maid:
Dass er sie nicht erkannte, das war ihm wahrelichen leid

Er fragte Siegefrieden, den Gesellen sein:
»Ist euch das irgend kunde um diese Magedein,
Die dort hernieder schauen gen uns auf die Flut?
Wie auch ihr Herre heisse, sie sind viel hohe gemuth«.

Da sprach der Herre Siegfried: »Nun sollt ihr heimlich spahen,
Unter den Jungfrauen, und sollt mir danne gestehen,
Welche ihr nehmen wolltet, hättet ihr dess Gewalt«.
»Das thun ich: - sprach da Gunther, ein Ritter kühne unde bald -

Ich sehe ihrer eine in einem Fenster stahn,
In schneeweissem Kleide; die ist so wohlgethan;
Die wahlen meine Augen um ihren schönen Leib:
So ich Gewalt dess hätte, sie musste werden mein Weib«.

»Dir hat erwählt viel rechte deiner Augen Schein;
Es ist die edel Brunhild, das schöne Magedein,
Nach der dein Herze ringet, dein Sinn und auch dein Muth«.
Alle ihre Gebarde die dauchte Guntheren gut.

Da hiess die Königinne aus den Fenstern gahn
Ihre herrlichen Maide; sie sollten da nicht stahn,
Den Fremden anzusehene; dess waren sie bereit:
Was da die Frauen thaten, das ist uns nachmals auch gesait.

362

Nur viere waren ihrer, die kamen in das Land;
Siegfried der kühne ein Ross zog auf den Sand.
Das sahen durch die Fenster die waidelichen Weib:
Dess dauchte sich getheuret des Korriges Guntheres Leib.

Ihre Sattel wohl gesteinet, ihre Vorbuge schmal, -
Sie ritten herreliche fur Brunehilden Saal -
Daran so hingen Schellen von lichtem Golde roth:
Sie kamen zu dem Lande, als ihre Tugend es ihnen gebot.

Mit Speeren neu geschliffen, mit Schwerten wohlgethan,
Die auf die Sporen gmgen den waidelichen Mann,
Die führten die viel Kühnen scharf unde dazu breit:
Das sahe alles Brunhild die viel herreliche Maid.

Sie liessen ohne Hute das Schiffel bei der Fluth:
So ritten zu der Burge die Helden kiihne unde gut.

Sechs und achtzig Thürme sie sahen darinne stahn,
Drei Palläste weite und einen Saal wohlgethan,
Von edelem Marmelsteme, grune also ein Gras;
Darinne selbe Brunhild mit ihrem Ingesinde wass.

Die Burg die war entschlossen und viel weit aufgethan,
Da liefen ihn'n entgegen die Brunehilden-Mann,
Und empfingen diese Gaste in ihrer Frauen Land;
Ihre Ross' hiess man behalten und ihre Schilde von der Hand.

Da sprach ein Kämmerere: »Gebet uns die Schwert,
Und auch die lichten Brünne«. - »Dess seid ihr ungewährt, -
Sprach da von Troneg Hagene - wir wollen's selbe tragen«.
Da begannte Siegfried ihm die Hofesitte sagen:

»Man pfliegt in dieser Burge, das will ich euch wohl sagen,
Dass nie keine Gäste hie dürfen Waffen tragen;
Nun la't sie tragen hinnen, das ist viel wohl gethan«.
Dem folgete ungerne Hagene Guntheres Mann.

Sie sprach: »Ist er dein Herre und bist du sein Mann, -
Die Spiel', die ich ihm fuge, will er die also bestahn,
Und behabt er dess die Meisterschaft, so werde ich sein Weib:
Aber ist, dass ich gewinne, es gaht euch allen an den Leib«

Da schoss viel kräftiglichen die herreliche Maid
Auf einen Schilde neuen, viel starke unde breit,
Den trug an seiner Hande das Siegelinden-Kind:
Das Feure sprang vom Stahle, also es wehte der Wind.

363

til Maade tilpas. Mellem Oehl.s Syv-Excerpter findes følgende Citat af »Den første Vise om Frue Grimild (Første Part, Nr. VII): »Hun var smal i Midie, - Til Maade var hun lang.«

59

granvoxen se nærværende Udgave IV, 162 og Noten dertil.
Væddekampen stammer fra »Nibelungenlied«; i Sagaen (Kap. 6) giver Dronningen tilsyneladende efter for Overmagten og søger at vinde Tid ved Gæstebudet, indtil hendes Forstærkninger kan komme tilhjælp.

61

giæster beværter (talrige Eksempler hos Oehl.) paa Stund straks.
Blommer Blomster.

63

Hun vugged mig i Søvne i Sagaen stikker Oluf Helge med en Søvntorn; han kommer først til Bevidsthed, da hans Mænd fjærner den igen.

64

Skulde dandser for sin Fader i Roskilde. Strofeform og Omkvæd er inspireret fra Folkevisen »Havfruens Spaadom.« (Syv, Anden Part, Nr. XXIIII). Denne og de to følgende Romancer er frit opfundet af Digteren.
Tilie Gulv; egl. Planke, Fjæl (saaledes nærværende
Udgave I, S. 64).
qvæles Udgaven 1835 har tvinges.

67

Riid dog eengang under Øe Reminiscens fra »Aage og Else«-Visen (Smlgn IV, S. 258). Udtrykket betyder: at ride ud, rejse bort. Ifølge Sagaen (Kap. 5) var Hroar iøvrigt gift med en engelsk Kongedatter.
Du est Danmarks ældste Konning efter Traditionen (Sagaens Kap. 3) var Hroar to Aar ældre end Helge. Naar Oehl. gør Helge til den ældste, er det for at forklare, hvorfor hans Søn (Hrolf) og ikke Hroars kommer til at arve Riget.
Det er ikke skeet som sagt smlgn. Talemaaden: som sagt, saa gjort.

71

Hun klyngte sig til Stavnen dette Træk har Oehl. vel husket fra sin Oversættelse af »Velents Saga« Kap. 1. (»Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter«, 5. Aargang, 1809, S. 356).
364 som Freia til Jettendvs. som Thor i Freias Klæder til Jætten Thrym (for at genvinde sin tabte Hammer); til Eddakvadet om Thrym hentyder ogsaa Versene: Stene paa Barmen - Hamren i Armen.

73

Helges List. Verseformen er Hildebrandsstrofen (smlgn. »Thors Reise«).

74

en Søemand i Sagaen (Kap. 7) forklæder Kongen sig som en Tigger; han møder en Træl, der giver Dronning Oluf Underretning om Skatten, som hun hemmeligt om Natten kommer for at hente. I Stedet herfor har Oehl. indsat den smukke Fiskeridyl og den virkningsfulde og skønne Jagtscene.

76

skatter se Note til S. 12.

78

Jagten. Albert Nilsson (»Tre fornnordiska gestalter«, 1928, S. 71 ff.) har henvist til Vergils Skildring af Dido paa Jagten (»Æneiden«, IV), som Oehlenschlæger bl. a. har læst i Schillers Oversættelse, som muligt Forbillede for denne Romance. Derimod er Fremstillingen ikke, som hævdet smst, paavirket af »Nibelungenlied«s 16. Sang.

79

de Kløverblads Støvler se nærværende Udgave IV, S. 87 og Noten dertil.

82

Oluf paa Strandbredden. Denne og den følgende Romance er fri Digtning; Sagaen fortæller blot (Kap. 8), at Oluf lønligt fødte Datteren Yrsa, og at hun sendte hende ud som Hyrdepige, da hun blev 12 Aar gl.

83

Steenplanten Korallen.

87

Disken Bordet.

88

saa heed min Tæve! »En tjk (Hunhund) åtte hon, som het Yrsa, efter hvilken hon kallade Jungfrun Yrsa, som doch wart mycket fager til sin skapnad« (Sagaens Kap. 8, S. 23).

103

Thuiskons frie Blod Tyskeren; Thuiskon, den jordfødte Gud, betragtede de gamle Germaner som deres Folks Stammefader (Tacitus: »Germania«, Cap. II).

109

Breidablik Balders Bolig.
Treellen bær ei lange Haar dette stemmer med oldgermansk Opfattelse; se Jacob Grimm: »Deutsche Rechtsalterthümer«, 3. Ausg., 1881, S. 283.

365

115

aarlig Skiændselsfest dette Træk skyldes Oehl

116

Ran se Noten til S. 47.

118

Siofna se nærværende Udgave II, S. 30 og Noten dertil.

119

en Hyrdepige nærmer sig om Helges og Yrsas Møde fortæller Sagaen i Kap. 8: »Når nu Jungfrun wardt tretton (säxton) åhr gammal, hånde thet sig, at Konung Helge kommer dit til landet, och lyster honom wetta hwad tidningar ther i landet wore, ty tog han en tiggare klädning på sig, gick in i skogen och wardt warse en stor hiord, och ther hos en qwinna, ung til åhren, som wachtade hiorden, men så deyelig war hon, at aldrig tyckte han sig hafwa sedt wackrare Piga. Han tilsporde henne om hennes namn, eller af hwad härkomst hon wore; hon sade sig wara fattigmans barn och heta Yrsa. Inga trälachtiga ögon hafwer du, sade han; han fattade så strax kiärlek til henne, och sade thet wara billigt, at en tiggare ächtade henne, efter som hon war tiggare barn, och skulle han nu ändteligen äga henne. Hon bad honom thet ej giöra, men han tog henne med sig om bord, och seglade sedan hem i sitt rike« (S. 23).

122

Folkvangur Frejas Bolig. Smlgn. nærværende Udgave II, S. 33.

125

Herreskiold se nærværende Udgave III, S. 266 og Noten dertil.

128

loved elskede (Folkeviseudtryk). Mellem Oehl.s Syv- Optegnelser findes: »At love en Jomfru« (Anden Part, Nr. II, »Germand Gladen Svend«).
Seid Trolddom, som især øvedes af Kvinder. Smlgn. S. 335 og Noten dertil.

129

Maanegarm en Ulv, som forfølger Maanen og i Ragnarok skal opsluge den (Snorres Edda, 10. Fabel).

132

Det metriske Skema til Koret er hentet fra K. W. F. Solgers tyske Oversættelse af Sophokles' »Kong Oidipus«, V. 462-516. - Havfruens Kamp med Helge ses her som et Led i den store Strid mellem Tilværelsens gode og onde Magter, som begyndte, da Bures og Børs Æt (Odin, Vile og Ve) fældede Ymer og skabte 366 Verden af hans Lig, og som først ender i Ragnarok. Selve Skabelsesmyten har Oehl. tidligere udførligt fortalt i »Thors Reise«, 3. Sang, Strofe 44-59 (nærværende Udgave II, S. 82-86), hvortil henvises.

133

Bergelmer Jætternes Stamfader. Se II, S. 86.
I Ragnarok anfører Surtur (smlgn. III, S. 154) Muspels Sønner; sammen med Fenrisulven og Midgardsormen (Jormungard) drager de til Vigrid-Sletten til den afgørende Kamp med Guderne, hvor Surtur fælder Freyr, Fenris Odin og Midgardsormen Thor (Snorres Edda, 48. Fabel).

134

Frostkæmperne Hrimthusserne, der alle undtagen Bergelmer druknede i Ymers Blod.
Himlens Bro naar Surtur og Muspelsønnerne rider over Bifrost (Regnbuen), styrter Broen sammen.

137

Lofn Gudinde, som overvinder Hindringer for Elskende (Snorres Edda, 30. Fabel).

142

Valaskialf Odins Hal omkring Højsædet Hlidskialf. Se nærværende Udgave II, S. 55 og Noten dertil.
Slegfred Frille.

143

giæster smlgn. Noten til S. 61.
spænder op de hvide Seil! Oehl. synes her at tænke paa Saxos Skildring af Helges sidste Levedage og Død: »(hand) haffde .. ingen lyst at bliffue i sit Fædrene land, for den Blodskam, som hand haffde tilforn bedreffuet. Thi drog hand lengst bort vdi Østen, der bleff hannem forkast samme sin onde Gierning, huor aff nogle meene, at hand haanedis saa saare, at hand myrde sig met sit eget Suerd« (S. XXXI).

145

den strænge Mø Nornen.
Helges Datter-Brud i Sagaen (Kap. 13) er det Oluf selv, der aabenbarer Yrsa Hemmeligheden, efter at Helge og Yrsa i nogen Tid har levet lykkeligt sammen; hendes Motiv hertil er ikke Anger, men Skadelyst og Hævntørst.

146

Sikilei Sicilien.

148

Freia, Odins Datter Freia var Datter af Niord og hørte til Vanerne.

151

Krandsen Kronen, Kongeringen.
Mykilati Tilnavn til Kong Dan.

367

152

Biarkemaal allerede Hauch (»Athene«, VIII, 1817, S. 435) bebrejdede Oehl. dette som en Anakronisme, da Bjarkemaalet jo besynger Hrolf Krakes sidste Kamp. Oehl. har vist imidlertid opfattet Navnet som en Betegnelse for et Digt, skrevet i et bestemt Versemaal, der forherliger Kampen og Modet. Se saaledes hans Ungdomsdigt »Biarke-Maal« (nærværende Udgave I, S. 4) og det i Noten dertil anførte Citat fra Peder Syv, samt dette Bind S. 275.

154

Under Arbejdet paa »Helge« udkom i September 1814 P. G. Fibigers Oversættelse af Sophokles' »Philoktetes«. Som C. M. Rosenberg har paavist, svarer Yrsas Afsked og Reigins Slutreplik (17 + 3 Linier) baade i Form og Indhold til Philoktetes' Farvel og Korets afsluttende Ord:

Saa gaae vi da nu alle tilsammen,
og bede til Bølgernes Nympher, at huldt
de beskyttende ville tilbage os fere. -

HROLF KRAKE

Affattelsestid: I Efterskriften til »Helge« bebudes en Fortsættelse om »Hrolf Krake«, og Oehl.s oprindelige Plan var - ifølge Meddelelse fra C. Hauch til Liebenberg - at udføre Værket »i store Romancer, af og til forbundne ved prosaiske Stykker i den gamle Sagastil.« Det blev imidlertid opgivet til Fordel for »Hroars Saga«, og der findes ingen bevarede Skitser. Derimod haves endnu Udkast til to 5-Akts Skuespil, et Heltelystspil: »Hrolf og hans Kæmper« og en Tragedie om Hrolfs Død (Kgl. Bibliotek, Ny kgl. Samling 2752, 4to, Fasc. V). I 1827 har Digteren imidlertid besluttet sig til at behandle Emnet i episk Form; den 13. Oktober oplæste han de to første Sange i Studenterforeningen og i Februar 1828 var han beskæftiget med Slutningen. Værket indsendtes i Manuskript (nu paa Det kgl. Bibliotek, Ny kgl. Samling 2286, 4to) til »Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskaber«, der tildelte Digteren Restbeløbet (400 Rdl.) af den 1789 udsatte Pris for en god Epopee; de første 600 Rdl. var 1804 tildelt Biskop J. M. Hertz for Hexameterdigtet »Det befriede 368 Israel«. (Indledning S. XIV-XVI; Oehlenschlægers »Levnet«, II, 1831, S. 355-356; »Erindringer«, IV, 1851, S. 48-50; C. L. N. Mynster: »Mindeblade om Oehlenschlåger«, 1879, S. 298 og 300; »Kjøbenhavnsposten«, 1828, Nr. 43, S. 170; »Af P. V. Jacobsens Dagbøger 1827-33, udg. af J. Clausen« (»Personalhist. Tidsskrift« 4 R., II, 1899, S. 65, 76, 81-82)). Trykt første Gang som Bd. I af »Oehlenschlägers nye poetiske Skrifter«, November 1828 (ogsaa Særudgave: »Hrolf Krake, et Heltedigt«), hvis Tekst nærværende Udgave følger; senere af Digteren besørgede Udgaver: »Digterværker af Oehlenschläger«, VIII, 1837; »Oehlenschlägers Digterværker«, III, 1845; »Hrolf Krake, et Heltedigt«, 1847.

Oehlenschlægers Kilde er Erik Julias Bjorner: »Nordiska Kämpa Dater« (1737); heri Hrolf Krakes Saga samt dens Supplement: »Kårt utdrag af Bodwar Bjarkes Saga«; hertil kommer A. S. Vedels Oversættelse af Saxo, Udgaven 1610; Gerhard Schönings Folioudgave af Snorre Sturlesons »Heimskringla« I, 1777, Peder Resens Udgave af Snorres Edda (»Edda Islandorum« 1665), samt P. F. Suhm: »Om Odin og den Hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden« (1771). - En Fremstilling af hele Sagnstoffet findes i Axel Olrik: »Danmarks Heltedigtning I. Rolf Krake og den ældre Skjoldungrække« (1903).

Se Indledningen S. XIV-XXIV; »Dansk Litteraturtidende«, 1829, S. 1-16, 29-32 (af P. E. Müller?); J. L. Heiberg: »Oehlenschlägers »Rolf Krage« (»Prosaiske Skrifter«, III, 1861,8.291-324); herimod C. Hauch: »Om Recensionen af Oehlenschlågers Hrolf Krake i Maanedsskriftet for Litteratur« (»Kjøbenhavnsposten«, 1829, Nr. 106-107, S. 429-431, 433-437); Heibergs Anmeldelse fremkaldte en interessant Brevveksling mellem ham og H. C. Ørsted: »Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg«, 1862, S. 111-121; ogsaa trykt i »Breve til og fra Hans Christian Ørsted. Udgivne af Mathilde Ørsted«, II, 1870, S. 92-99. »Maanedsskrift for Litteratur«, I, 1829, S. 424-433 (af H. C. Ørsted); C. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesie og Digterværker«, 1850, S. 69-70, 170-171; P. L. Møller: »Adam Oehlenschlager«, 1876, S. 23; Kr. Arentzen: »Adam 369 Oehlenschläger«, 1879, S. 422-425; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Manddom og Alderdom«, 1899, S. 190- 194; Ida Falbe-Hansen: »Oehlenschlægers nordiske Digtning«, 1921, S. 42-43, 45-47, 79; Hans Brix: »Danmarks Digtere«, 1925, S. 163-164. En Studie over Versemaalet er foretaget af J. L. Heiberg: »I Anledning af Versemaalet i Oehlenschlägers Rolf Krage« (»Prosaiske Skrifter«, III, 1861, S. 415-433).

157

bygge sit Fædreland med Lov Hentydning til Indskriften (fra Fortalen til Jyske Lov) over Københavns daværende Raadhus (indviet 1817): »Med Lov skal man Land bygge«.

160

et Sørgespil »Rolf Krage« (1770). forkastede jeg Stanzerne forkastede jeg Inddelingen i Strofer med stadigt samme Antal Linier i hver.

164

Hemistichen Halvverset. Cæsuren se nærværende Udgave III, S. 7 og Noten dertil.
en tydsk Oversættelse denne udkom aldrig.

169

Hottur liden Fiskerdreng i Sagaens Kap. 33 er han en Bondesøn; de smukke Fiskerskildringer skyldes Oehl.
Svipur er i Sagaen en Bonde i Sverrig, Svipdags, Beigals og Hvitserks Far (Kap. 8), medens Hotts Faders Navn ikke nævnes. I »Kort utdrag af Bodwar Bjarkes Saga« (S. 134) kaldes han imidlertid Svipur, og Oehl. har taget Navnet herfra, da han ingen Brug havde for Sagaens Svipur i sit Digt.
Pulsvaaden stort Fiskergarn, som bruges ved Aalefiskeri.
Ran se Noten til S. 47.

170

Goden Gudehusets Præst.
i Jernet klædt, som Isen i Kap. 37 skildres Bersærkerne: »alla gråhåriga, och så beklädda med harnesk och järn, som hade man åskådat något annat ismål eller jstackar« (S. 85).
Hrolf er Alles Konge (Hrolf er) »liuflig och behagelig emot the arma och förtryckta, samt emot alla andra som icke bryta honom emot; therhos så sachtmodig, 370 at han lika wänligt talar med the fattiga som med the rika« (Kap. 22, S. 49).

171

loved se Noten til S. 128.

173

fange modtage.
Disk se Noten til S. 87.

174

Fulla var Friggas, ikke Frejas Æskemø (dvs. Kammer-Pige).

175

Straahalm Halmstraa.

176

Gaffelbænken se nærværende Udgave IV, S. 222 og Noten dertil.
Drifa Hrolfs Kærlighedshistorie (se Siette Sang!) er fri Digtning; i Sagaen er Drifa hans Datter.
Svipdag o. s. v. Kæmpernes Navne opregnes i Sagaens Kap. 49, hvor Hjalte kalder dem til Strid.
Da sidstegang i Upsal for Adils kæmpet blev Sagaens Kap. 21.

177

Marius i Plutarkhs Biografi af den store romerske Feltherre fortælles det, at Teutonerne udfordrede ham til Kamp, men at han ikke brød sig derom, men først søgte at vænne sine Soldater til Fjenden, og at han i den afgørende Kamp ved Aquæ Sextiæ (102 f. Kr.) lokkede Barbarerne i Baghold. Da Turen næste Aar ved Vercellæ kom til Cimbrerne, sørgede Marius for at stille sine Soldater saaledes, at Fjenderne fik Solen i Øjnene, og han vandt ogsaa her en tilintetgørende Sejr over de fremtrængende Germaner.
Einheriar hos Thor de faldne Kæmper gik til Odin, ikke til Thor.

178

skaarne udskaarne.
Tralværk Gitterværk.

179

Hagleld Haglbyge.
Mundgodt Gengivelse af oldn. mungát, Øl; Ordet har intet med Mund og godt at gøre.

181

Mord se Noten til S. 46.
sørgelig sorgfuld.
høimodig tapper.
en bredskuldret Kæmpe Bjarkes Ankomst til Danmark og Besøg hos Hotts Forældre fortælles i Sagaen Kap. 33.

371

183

slette flade.
Gefion se Femte Sang, S. 235-236.
Svithiod Sverrig.
Gullinbørste Frejrs, Frugtbarhedsgudens, gyldne Galt; her Symbol paa Markens Grøde.
Granden Naboen.
Sarpen se nærværende Udgave I, S. 26 og Noten dertil.

184

Ymer se S. 132 f. og III, S. 83 f.
Arthur, Diderik af Bern berømte middelalderlige Sagnhelte.

185

Hofværk krigerisk Bedrift.
de mindste Knogler »Förthenskuld wil jag nu ingen annan lön begära af tig för min kostfrihed, än at tu snarare tager the små benen at kasta honom med, än the större, i fall han icke redan wore döder« (S. 76).
overbrat pludseligt.

186

Nattergalen Oehl. glemmer her og i det følgende, at det var ved Høstens Tid, at Bjarke kom til Danmark. Fra Kaukasus Oehl. elskede Snorres Teori om Asernes Indvandring fra Asien. Se Prologen til »Aladdin«, II, S. 66.
Sagaens Kap. 34 fortæller om Bjarkes Komme til Lejre.

188

en liden smudsig Haand »ty såg han tit och wardt warse en swart och oren hand komma upp ur en stor benhög som ther låg« (S. 76).
bert tydeligt, klart (Folkeviseudtryk).

189

knæsætte antage som Fostersøn.
Thorvald Thorvaldsen.

190

Askur se nærværende Udgave III, S. 85.
svøbt i Skind Folkeviseudtryk; mellem Oehl.s SyvExcerpter findes: »Hun svøber sit Hoved i Skind« (Første Part, No. VII).

191

lumske Hromund i Sagaen nævnes Navnet ikke paa den Kæmpe, Bjarke fælder; Hromund hin Haarde forekommer i den føromtalte Fortegnelse over Hrolfskæmperne i Kap. 47, men hans Tilnavn har fængslet Digterens Fantasi, da han skulde skildre den brutale Benkaster.

372

192

den skammelige Skik »ty j hafwen, sade han, tagit eder här i mitt hof en elak wana, at slå och kasta oskyldigt folk med ben såsom hundar, hvilkat förfarande är mig til sidwördnadt, och eder til stor skam; hafwande jag altid talt hårom förr, men j hafwen ej gifwit acht ther uppå« (S. 79). - Hrolfs Tale forkortedes betydeligt i de senere Udgaver af Digtet.
Valen de faldne Kæmper.
Gullintop Heimdals Hest; se III, S. 192.

193

sær i særlig Grad.
Rundhed Gavmildhed.

194

Jeg vil ei spare Maden paa ham Hrolf er mindre optimistisk i Sagaen: »icke skall jag spara maten för honom, fast än jag ser at han ej lärer wara mig til någon heder« (S. 79).

195

Han viste ham - brunlig Strimmel Støv dette Afsnit er udeladt i de senere Udgaver.
Hialter Sværdhæfter.
en Okerstrime en Stribe gul Jord.

196

en Mandbiørn Oehl. har her fulgt Saxo; i Sagaen (Kap. 35) er det et Uhyre, en Drage, som aarligt hjemsøger Landet.

197

Bjarkes Fødsel og Opvækst fortælles i Sagaens Kap. 24-32. Opdal Fjeldbygd i Trøndelagen.

199

Elivaga se nærværende Udgave III, S. 319 og Noten dertil.
rider .... under Øe se Noten til S. 67.

200

Finmut (norsk) en grov Pels eller Skindkofte.

204

qvær stille, her: urokkelig. hiertegreben beklemt, bange. Smlgn. IV, S. 23, og dette Bind S. 224 og 317.

205

den frygtelige Glavind i Sagaen (Kap. 35) lykkes det Bjarke ved en Trylleformel at faa Sværdet løs i det rette Øjeblik; det sidder fast i Balgen. Og det er ham, der dræber Uhyret, mens han kaster den rædselsslagne Hott i en Mose. Oehl. har tildigtet det meget smukke Træk, at Drengen, der ser sin Fosterfader 373 i den yderste Nød, pludseligt glemmer sin egen Frygt og øver en Heltebedrift uden at betænke sig et Øjeblik.

206

Naar Odin vinker Oehl. har paa dette Sted virkningsfuldt indflettet sit Ungdomsdigt »Biarke-Maal« (se nærværende Udgave I, S. 4-5).
Skøgul en af Valkyrierne.

208

den blide Gefions Mø betyder vist nok blot: den blide Pige fra Sjælland. Anderledes A. Boysen, der fortolker Stedet ved en Henvisning til, at »Gudinden Gefion samlede om sig de med Elskovsfølelser ubekendte Møer i Valhal.« Men dette kan næppe gælde den forelskede Signe i Leire.

209

en Skiæmt denne former sig paa en noget anden Maade i Sagaen (Kap. 36). Her rejser Bjarke og Hott Dyret op, saa at det ser ud, som om det er levende; næste Morgen samler Kongens Kæmper sig for at fælde Uhyret, og til Kongens og alles Forbavselse løber den forskræmte Hott i Forvejen med Kongens Sværd Gyldenhialte og stikker det ned. Hrolf har dog sine egne Tanker om Sagens rette Sammenhæng (at Bedriften skyldes Bjarke), men han optager venligt Hott i sine Kæmpers Kreds og giver ham Navnet Hialte.
Rude saaledes Saxo; i Sagaen har Hrolf ikke andre Søstre end Skuld.

210

Du fældte Bjørnen ene, med tolv Kæmpers Kraft. Tydeligere i Ms.:
Du fældte Biørnen ene, skiøndt den har tolv Mands Kraft.
svar drabelig.

211

den Hugprude den højsindede; Hjaltes Tilnavn i Sagaen.
Ast (oldn.) Kærlighed.

212

pladet Handske Stridshandske.
Vaulundurs Vidrik Vidrik Vaulundursøn optræder i »Hroars Saga«, Kap. 14, hvor hans Skjoldemærke ogsaa omtales; Oehl. kendte det fra Visen »De vare syv og syvsindstyve« (Syv, Første Part, Nr. V).

214

Agnar Ingilsøn Episoden er hentet fra Saxo (S. 374 XXXIII-XXXIV), som fortæller, at Bjarke ved Agnars Bryllup blev saaret af et Benkast, som han kvitterede for ved at hugge vedkommende Kæmpe ned (smlgn. Skildringen i Digtet af Hromunds Død). Der opstod Tumult; forbitret over, at Bjarke havde spildt Bryllupsglæden, æskede Brudgommen ham til Enekamp og faldt. Hrolf gav derfor Rude til Bjarke. Naar Agnar skildres som den uvelkomne Frier, hvad Saxo intet kender til, skyldes dette Indflydelse fra den beslægtede Episode i »Bodwar Bjarkes Saga« (S. 136-137).

215

Mens Een tit andre fælde o. s. v. bedre i Ms.:
Naar een Mand Andre fælde, tit Agnar fælder ti.
Giallerbro fører de døde til Hel. Se nærværende Udgave III, S. 194.
sin Helteæt i Udtoget af Bodvar Bjarkes Saga (S. 129) er Agnar Hrolfs Fætter.
Hærværk Krig.

216

Marbendil en Havmand, som omtales af Suhm: »Om Odin« (S. 224); Ægirs frygtindgydende Hielm smst. S. 219-220. Smst. S. 225 nævnes Margyge: »en Gyge, det er Kiæmpinde i Havet, som skal have været skabt som en Qvinde fra Bæltestædet op ad, og havt store Patter, lange og store Hænder og sidt Haar, og været som et Menneske baade paa Hals og Hoved. Fingrene have været sammenføyede, ligesom Tæerne paa Vandfugle; men neden til var det skabt som en Fisk med Skiæl, Spord og Finder.«

217

Vaabensax et kort Sværd.
Gram, Humble, Hading danske Konger (Saxo).
sit Taalmod hos Saxo (S. XXXII) nævner Hrolf Taalmod som den ypperste Dyd.
paltuge Stakarie pjaltede Tiggere. Smlgn. nærværende Udgave I, S. 72 og Noten dertil.

219

Budlung (oldn.) Høvding.
Høthing Agnars Sværd nævnes i Saxos Gengivelse af Bjarkemaalet (S. XXXVI).

220

lad i Kredsen os gaae Kredsen er her den afgrænsede Kampplads i en Tvekamp.

375

222

paa baade Hænder se nærværende Udgave II, S. 16 og Noten dertil.
Bane Banemand.

223

Forklaring Opgør.

224

Badehusets Biælker skiulte hendes Skam se »Hroars Saga«, Kap. 20: »Skulde belønner Ragnvald« - først med sin Elskov, dernæst med Døden, idet hun styrter den sovende Skjald i Søen gennem en hemmelig Lem i Gulvet paa Kong Helges Badehus.

225

efter Døden loe Saxo fremhæver med Beundring (S. XXXIII, XXXVI), at Agnar gik leende i Døden; Oehl. omtyder Fortællingen i naturalistisk Aand: det afhuggede Hovedes gyseligt fortrukne Træk.

227

Kampen paa Venerns Is mellem Adils og Ale samt Adils Løfter til Hrolf og hans Kæmper om Guld og Skatte har Oehl. fra Snorres Edda, 64. Fabel (Brudstykket af Skjoldungesaga).
Vøggur Navneformen fra Snorres Edda; hos Björner hedder han Woggur, i Vedels Saxo Vigge.
Hildetand se nærværende Udgave I, S. 75.

228

Freiers Billed i Upsala var Frejrs Hovedhelligdom, hvor der undertiden fandt Menneskeofre Sted.
paa Blodringen svor »den, som skulde giøre Eed, gjorde det i et Hof [Gudehus]. Han tog i Haanden en Sølv Ring, dyppet i, eller smurt med Menneske- Blod, som var ofret« (Suhm S. 328).
Hro hvem Adils i »Hroars Saga«, Kap. 21, fælder i en Tvekamp, hvorefter han ægter Yrsa.

229

Blodmand Blotmand, Offerbringer.
i hviden Særk den, der ofrede, var iført linnede Klæder (Suhm S. 349).
Solens Straale faldt fra Taget »Tempiene havde Lysning oven fra« (Suhm S. 347).
klar straalende.
Yngve du ogsaa kaldes i Snorres Heimskringla, Ynglinge-Saga, Kap. 12 (10).
Heste, Haner, Hunde Suhm nævner, at der ved et Juleblot i Lejre ofredes 99 Mennesker, 99 Heste, 99 Hunde og 99 Haner til Guderne (Suhm S. 343).

376

230

Gialdre Tryllesange.

232

hin Slægt det følgende Afsnit giver et Resumé af Ynglinge-Saga, Kap. 15-31 (17-27), en Kongerække paa Vers, der omfatter Adils Forgængere helt tilbage til Yngve-Freis Sønnesøn.

233

Vendil Vensyssel.

235

Gefion Myten fortælles i Snorres Edda, 1. Fabel, og i Ynglinge-Saga, Kap. 5; begge Steder pløjes Sjælland dog ud af Målaren, ikke af Venern. Oehl. har tidl. behandlet Emnet i Romancen »Siølund« (1802) og i 20. Sang af »Nordens Guder«; smukkest dog her i »Hrolf Krake«.

237

Herian et af Odins Navne i Snorres Edda.
tusind Sværdefæster under Ægirs Besøg i Valhal lod Odin Sværdene bære ind i Salen »huilcke vare saa glimrende, at der aff uden anden Lius liustis Gaarden saa lenge de sad oc drack« (Snorres Edda, 50. Fabel).
Sæhrimner se nærværende Udgave III, S. 135 og Noten dertil.

238

mangelund maa vel her betyde: mange. Smlgn. Noten til III, S. 57.

240

forekom kom i Forkøbet.

242

l Skildringen af Vøggurs Møde med Hrolf har Oehl. fulgt Saxo (og Snorres Edda); i Sagaen finder Mødet Sted under Besøget i Upsala.
Bragi den Gamle Navn paa den ældste kendte norske Skjald (ca. 800-850).

243

»Det dages! Morgenhanen« o. s. v. Citat af Begyndelsen af Bjarkemaal.
Disimellem imidlertid (Vedels Saxo).
en lang afhugget Krake Oehl. følger Saxos (urigtige) Forklaring af Ordet: »En vnger Karl, ved naffn Vigge, saae paa Kong Rolff, oc forundrede sig paa hans Høyelse, oc sagde skemtelige: Huad er dette for en Krage, som Naturen haffuer giffuet saadan Lengelse? Her met loffuede hånd Kong Rolff, som vaar en deylig langer Mand, i det hand lignede hannem ved de lange Træ, som kaldis paa vort danske maal Krage, 377 oc brugis som en Trappe, naar man stiger nogen steds høyt op.« (S. XXXIIII). Men Ordet betyder »en lille kraftløs Skikkelse, en Vantrevmng« (Olrik: »Danmarks Heltedigtning« I, 1903, S. 186).
Hvad kan i Navnefæste da skiænke dette Træk har Saxo ikke; det findes i Snorres Edda, 63. Fabel (og i Sagaens Kap. 42).

244

Kun Lidt kan Vøggur glæde ogsaa her er Snorres Edda, a. S., eller Sagaen Kilden.

245

Hornet, drevet af røden Guld se Noten til I, S. 19.

246

af fierne Folkefærd ifølge P. E. Mullers Teori skulde Guldhornene stamme fra Keltibererne, der i Oldtiden boede i Spanien.
en Qvinde, som offred grumt en Mand »Paa det berømte Guldhorn, som er fundet i det Slesvigske, forestilles hvorledes en Præstinde skiær Livet op paa et Menneske« (Suhm S. 344).
ingen Gudsfrygt »thet är ej berättadt om Konung Hrolf eller hans kiämpar, at the någonsin offradt afgudom, utan fast heldre trodt på sin egen macht och styrkja, emedan som then rätta Tron, war äntå icka förkunnad här i Nordlanden« (Kap. 48, S. 115).

247

Folkvanger her: Kærlighedens Rige.

248

Hælvten af de Slagne hører Freia til saaledes Grimnismal; Suhm S. 258.
Drifa-Episoden er fri Digtning.

249

ved Borgeled de følgende Vers er sammensat af en Række almindelige Folkevisevendinger.
Barder Skjalde.
Guldtavel Guldtærning.

252

Ravnen flyver om Aftnen Citat af Visen om Verner Ravn (Syv, Anden Part, Nr. III) mellem Oehls. Folkeviseexcerpter: »Ravnen fløier om Aftenen, Om Dagen han ikke maa. - Den skal have den slette Lykke, Som ei den gode kan faae.«
Ast se S. 211.

254

Hofgoden Tempelpræsten.

255

For at oplive Læseren lidt ovenpaa denne triste Historie afsluttede Oehl. i de senere Udgaver 6. Sang.
378 der forøvrigt blev grundigt forkortet, med et lystigt Optrin med to Bersærker Instein og Hroke hin Svarte, som søger Optagelse blandt Hrolfs Kæmper.

259

løser Lænken, som selv hun monne binde efter Balders Død fangede Aserne Loke, der straffedes paa den i Digtet beskrevne Maade. Det var dog ikke Skade, der lagde ham i Lænker, men hun fæstede Giftslangen over hans Hoved (Edda, 47. Fabel). Se »Baldur hin Gode«, III, S. 219.
Freias Stiernerok Stjernebilledet Orion. Smig. I, S. 3.

261

en Qvinde Lokes Hustru Sigyn.

263

Trællenes bange Skrig Oehl. refererer her Tacitus' Fortælling om Gudinden Nerthus (Cap. XL), hvis Gudebillede paa en Ø i Norden kørtes til en Sø for at bades af Præsterne. Trællene, som fulgte Gudindens Vogn, blev dræbt for intet at røbe om den hellige Handling.
Axels Sønner Københavnerne.

265

Fylgie Skytsaand.

267

forsage tabe Modet (ty. verzagen). Smlgn. III, S. 45.

269

Vingolf Valhal.
stoler paa din egen Kraft se Noten til S. 246.
Alfaders Aser alle hverken Ægir eller Mimer hørte forøvrigt til Aserne.

270

den lumske Hexemester Uvilje mod Odin tillægges Bjarke i Bjarkemaal (Saxo S. XXXVIII og Sagaen Kap. 51, S. 125); Oehl. slutter fra Svenden til hans Herre. Skildringen af Odin er hentet fra YnglingeSaga, Kap. 2-10 (2-9); hans Eventyr med Gunløde, som vogtede Suttungs Mjød, fortælles i Snorres Edda, 61.-62. Fabel, hans Elskov til den russiske Kongedatter Rinda i Saxos tredie Bog (S. XLVIII f.). Begge disse Episoder er udførligt behandlede i 21. Sang af »Nordens Guder«.
Mærked sig med Geirsod da Odin laa for Døden i Svithiod, lod han sig mærke med Spydsod og tilegnede sig alle Mænd, der var faldet i Kampen (Ynglinge-Saga, Kap. 10 (9)).

272

Ottende Sang svarer til Sagaens Kap. 38-41.
379 ei for Guldet at vinde det er netop hans Hensigt i Sagaen (Kap. 38), men Oehl. har aabenbart ikke fundet dette Motiv fint nok. Saxo har givet ham et Fingerpeg, idet han (S. XXXII) nævner, at Urse sendte Bud efter sin Søn, fordi hun var ked af sin »karrige, gerrige og nidske« Ægtemand.

274

sine Tryllegaldre »Konung Adel war en then största afguda offrare, ther til med full af swartkonst och trulldom« (Kap. 17, S. 39).

275

En Mand de saae i Døren Oehl. har forvansket Sagaens Hensigt med Mødet mellem Hrolf og Odin. I Sagaen (Kap. 39) kommer Hrolf med 124 Mand til Sverrig, Besøget hos Hrane Bonde tjener til at prøve Kæmpernes sande Værd. Første Nat plages de af Kulde; paa Bondens Raad hjemsender Hrolf Halvparten som uskikkede; næste Nat af Tørst, tredie Nat af Heden fra Baalet. Kun de tolv ypperste Kæmper bestaar alle Prøver. Kongen takker Hrane for hans gode Raad. - Paa Hjemrejsen, Kap. 46, møder Hrolf paany Bonden, der siger, at hans Varsler slog til, og som tilbyder Kongen Vaaben, som denne ikke modtager. Herover vredes han; Bjarke, og siden Hrolf ogsaa, fortryder Afslaget, da de nu forstaar, at Bonden er Odin selv. Bjarke advarer Hrolf mod fremtidige Krige, da Lykken nu næppe vil være ham gunstig mere, siden Odin er blevet hans Fjende.

277

Dæmesager Fortællinger om Fortidens Hændelser.

278

Vingier (svensk) forklares ved det følgende: Mester udi Svig.
Svipdagger i Sagaen, Kap. 40, er det Bjarke: »Bodwar sade: seen wäl til, swänner, at intet manarna eller swantzerne på wåra haster komma i olag, utan ansen och bewaren them wäl och granneligen, så lagande at the intet blifwa orene ej eller nedsölade« (S. 94).

279

min Skattekonge saaledes Saxo (S. XXXI) »Vdi de . Dage laa Suerige under Danmarckis Krone«.

280

med trofast Tapperhed slog jeg for Eders Vælde Sagaens Kap. 18-22 fortæller, at Svipdag befriede Kong Adils for en Flok Bersærker. Senere vendte de 380 tilbage; i den paafølgende haarde Kamp, hvor Svipdag mistede sit ene Øje, stod hans Brødre ham bi. Trods givet Løfte undlod Adils at komme ham til Undsætning - han vilde først se, til hvilken Side Sejren hældede, for at kunne slutte sig til den stærkeste Part. Svipdag og Brødrene forlod ham i Vrede og drog til Hrolf i Leire.

282

Freias Graad poetisk Betegnelse for Guldet (Snorres Edda, Afsnittet om Kenninger).
første Bæger Odin jeg vier »Ved Offere, ja endog ved andre Giæstebude var det brugeligt at drikke Gudernes Skaal« (Suhm S. 347).

284

Han tog sit Skiold Oehl. følger her Edda, 64. Fabel: »da springer Hrolff op oc de andre, sigendis, lader os kaste meer paa Ilden, tager sin Skiold oc kaster paa Ilden, oc gaar igiennem Ilden imidlertjd Skiolden brænder, sigendis, den frycter icke for Ild som kand springe offver.«
Surtur se Noten til S. 133.
Frei her Freir; ellers ofte = Freia (f. Ex. S. 253).

287

Gram Kongens Hund nævnes flere Gange i Sagaen, men den lille Episode med Tasken er fri Digtning.

289

den halve Gud Halvguden.
Jeg aldrig vender meer tilbage Oehl. følger her Saxo; i Sagaen bliver Yrsa hos Adils. løvrigt bygger denne Sang paa Sagaens Kap. 44-45 samt (for Skildringen af Adils Død) paa Ynglinge-Saga, Kap. 33 (29).

290

smaae Søkongers Rov o. s. v. »Syntis den met fuldkommen Ret at kaldis Søe-Konge, som aldrig soff under sodet Bielke, oc aldrig drack aff Horn ved Arnestedit« (Ynglirtge-Saga, Kap. 34, S. 43).

291

Om unge Humbles Tvekamp fri Gendigtning af Første Part Nr. V i Syvs Folkevisebog (»De vare syv og syvsindstyve -«). Oehl. har dog her benyttet i Abrahamsons, Nyerups og Rahbeks »Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen«, I, 1812, S. 8-14, idet Linjen: togst op tillige med Blomme refererer sig til en Strofe, som ikke forekommer i Syvs Tekst.

292

starblind meget nærsynet.
381Kringlen Sporehjulet. Smlgn. I, S. 79.
togst op tillige med Blomme Misforstaaelse af togst
op tvilike [dvs. en saadan] Blomme.

293

Adils var Staldmester se Side 299 og Noten dertil.

295

hin Spage den sindige, betænksomme.
Braser Spænder, Brystsmykker. - Mærkeligt er det at se, hvor lidt Oehl. har faaet ud af den berømte Scene, hvor Hrolf saar Guld paa Fyrisvold.

296

Bulen Fordybningen i Skjoldet.

297

Bøigdelaget Egnen. Suhm S. 339 forklarer Ordet »Bøygd dvs. beboet Egn omkring«.
Sigtun By ved Målaren, hvor der fandtes et ældgammelt Gudehov, efter Snorre grundlagt af Odin.
Tryllehialet Gengivelse af Sagaens seidhiall (S. 10), der oversættes ved Troldstol.
Skildringen af Vølven bygger paa Suhm S. 363: »at den Volve Heidr, som var Enke, havde i sit Følge 30 Svenne og 15 Jomfruer, at de bleve satte paa høye Steder, og havde under sig Hynder, stoppede med Hanefiær, at de bare Hunniske Bælter, og havde Punge, hvorudi de forvarede hvad som de behøvede til deres Troldom. At en af dem spiste Grød af Giedde-Mælk, og en Ret af alle de Dyrs Hierter, som der var tillavede for de andre i Giæstebudet, ...., og at de brugte adskillige Instrumenter, og store Seid- Staver.«
Vardlokker en Slags Tryllesang.

298

Ni og halvfemsindstyve Fanger smlgn. Noten til S. 229.

299

Hlautbollerne Offerblodsskaalene. Se III, S. 54 og Suhm S. 337.
Han var en god Staldmester Ynglinge-Saga Kap. 33 (29): »Kong Adils holt megit aff gode Heste; hand eiede de beste Heste i den Tid. En aff hands Heste hed Sløngvir, oc en anden Hrafn, huilcken hand hafde tagit fra Kong Ale, da hand var død; oc aff denne var fød en anden Hest, som oc hed Hrafn, huilcken Kong Adils sende til Kong Godgest paa Helgeland« (S. 42).
Ind i Disarsalen Snorre fortæller Adils Død (Ynglinge-Saga, 382 Kap 33 (29): »Kong Adils var ved et Dise- Offer, oc der hånd red omkring Dise-Salen (Gudindens Tempel) snublede Hesten under hannem, oc faldt om, saa Kongen styrtede Hovedkulds frem ofuer Hesten, oc slogs hans Hofuet mod en Sten, saa at Hierneskallen refnede, men Hiernen laa paa Stenen, huoraf hand dødde. Adils dødde i Upsal, oc bleff der lagt udi en Høj« (S. 42).

302

Adils Brodersøn Kilderne omtaler ikke noget Slægtskab mellem Hiartvar og Adils, men Saxo opfatter Hiartvar som en svensk Fyrste.

305

ei Hælvten Fisk Ms. tilføjer:

Jeg hendes runde Lænder nu saae med Læg og Been
Det er en deilig Qyinde, den Sag er klar og reen.

306

den unge skiønne Qvinde Ms. har: den skiønne nøgne Qvinde. Ung kan Skulde vel knapt nok kaldes, da hun er ældre end Hrolfs Moder Yrsa.
den hvide Quinde stod Ms. tilføjer:

Og stirred giennem Haaret, blysomt, fra tætte Læ.
Dog stundom blottedes Barmen, stundom det runde Knæ.

308

Møen, der vanked saa tankefuld Hentydning til Ewalds Vise i »Fiskerne« om Liden Gunver:

Liden Gunver vandrer somhelst i Qyel,
Saa tankefuld.

O vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!

312

Frodes Alder Frode Fredegods Tid. Den faldt forøvrigt (efter Saxo) adskilligt efter Hrolfs Død. Qvinder drak i Fællig medens Skildringen af Hiartvars og Skuldes Møde er fri Digtning, er der til deres Trolovelse benyttet et Par Episoder fra Ynglinge- Saga, Kap. 41 (37) »Hiørvards Giftermaal« (som vist iøvrigt handler om en helt anden Konge af dette Navn): Kong Hiørvard besøger Kong Granmar og bliver vel modtaget. »Om Aftenen, da Skaalen skulde gaae om, var det Sædvane hos de Konninger, som sade hierne i deris Lande, .... at man skulde dricke Tvimænning (to oc to tilsammen) huer for sig, en Mand oc en Quinde, saa langt det rackte.« 383 Kongedatteren skænker for Hiørvard; de drikker Tvimænning sammen, og næste Dag begærer han hende til Hustru af Kongen (S. 50-51).

316

Fortællingen om Elgfrode og Thorer er ganske uafhængig af Sagaens Beretning om deres Skæbne.

319

Hrugner og Mokkarkalf Hrugner var en Jætte, som Thor fældede; han bar et Stenhjerte i Brystet. Til Hjælp i Kampen havde han en Lerkæmpe, ni Alen høj og med et Hoppehjerte; han hed Mokkurkalf og blev fældet af Tialfe (Edda, 55. Fabel).

321

hugprud se Note til S. 211.

322

fus hurtigt.
Kæmpeholk Krigsfartøj. Smlgn. Noten til IV, S. 46. ved Siden af en Ulv saaledes bød Frode Fredegods Lov. - I Ms. lyder Stedet:

At man en Tyv kan hænge, ved Siden af en Hund,
Om end han skulde veie trehundred Bismerpund.

326

med aabent Øie Ms.: med lukte Øine.

329

det hudtætte Skiold Skjoldene var beklædt med Dyrehuder. Oehl. havde opr. i Ms. skrevet: »med tætte Kobberskiold«.

331

Tolvte Sang bygger i Hovedsagen paa Saxos Skildring af Hrolfs Fald. For Hytten kunde Bonden Ms.: For Landet kunde Haanden.

332

Aserne Guldbrikker i Sommergræsset finde det sker i Gimle efter Ragnarok (Edda, 49. Fabel).

333

Audumble se S. 133 samt III, S. 83 f. Vellyst Overdaadighed.

335

Galdre og Seid er de to nordiske Former for Trolddom. Den sidste »var saa vederstyggelig, at Mændene bluedes derved, og derfore overlode den til Præstinderne og Fruentimret« (Suhm S. 353). Sagaen (Kap. 47) kalder Skuld »en arg trollkona« (S. 113).

336

Sebelia en Ko, som nævnes i Regnars Saga; den skabte Skræk og Forvirring i Fjendehæren (Suhm S. 325). Hofgydie »endog Prinsesser forestode Gudstienesten, forrettede Ofringerne og smurde og tørrede Gudernes Billeder. Saadan en Præstinde kaldtes en HofGvpia« (Suhm. S. 350).
384Visende-Mænd Spaamænd. (Sagaen Kap. l, S. 3; Suhm S. 357).
Blodstenen »Mennesker, som skulde ofres, bleve slagne imod en stor Sten, og paa den Maade dræbte« (Suhm S. 344).
stak Maverne paa Kieppe »Den unævnte Forfatter af den Holstenske Krønike .... skriver, at de Dithmarsiske Qvinder reve .... Maven ud af ihielslagne Mennesker, holdte den paa høye Kieppe, og spaaede af den« (Suhm S. 351).
Hun stegte ham en Ulv, hun kogte ham en Slange »Guttorm aad en Slange, og en Ulv, begge kogte, og blev deraf meget grum og dristig« (Suhm S. 361). den røde Tvæt Blodet. Offerblod smurtes paa Gudebillederne (Suhm S. 341).
Negler og Haar »Udi Dale Loven tales om hvad Straf den Kone bør lide, som gribes i Troldom med Nægler og Haar af levende eller dødt« (Suhm S. 375). en Hesselstang »Eigill, da han vilde forbande Kong Eric Blodøxe, tog en Hessel-Stang, og gik dermed øverst paa et Bierg, hvor det vendte ind til Landet, havende et Heste-Hoved med sig, sigende: Jeg opretter her Nidstang, og uddeler jeg dette Nid til Kong Eric og Gunhild; jeg vender det mod Landvætter som beboe dette Land, saa de ei skulle finde deres Boliger, men fare vild, indtil de drive Eric og Gunhild af Landet; derefter skiød han Stangen ned i en Bierg Rift, vendte Horse-Hovedet op imod Landet« (Suhm S. 364).
Hestehager Hagesko; Hestesko, der bagtil har nedadvendende Hager.

337

Contrafei her: Ansigt. Kvaser Fredspagten mellem Aser og Vaner besegledes ved, at begge Parter spyttede i et Kar, og af Spyttet skabte Guderne den vise Kvaser. Paa Rejsen gennem Verden traf han to Dværge (Resens Oversættelse: Nisser), der dræbte ham og blandede hans Blod med Honning og Mjød i Karret Odræder; den, der drak deraf, fik Digtekunstens Gave. Jætten Suttung 385 tog siden Mjøden fra Dværgene, og ved Hjælp af hans Datter Gunløde (smlgn. S. 269) erobrede Odin den (Edda, 60. Fabel).

340

Ei lænker man paa Alt! Heiberg morede sig meget over denne Replik, men den stammer i Virkeligheden direkte fra Sagaens Kap. 49: »Mycket illa och obilligt giorde tu med mig, sade han; men han swarade; man behöfwer intet wara så noga i alt« (S. 116). - Situationen er nu ganske vist baade hos Saxo og i Sagaen en anden end her: Hialte besøger sin Frille, og da hun letfærdigt spørger ham, hvem hun skal tage efter hans Død, bider han til Svar Næsen af hende, og saa falder det citerede Replikskifte. Oehl.s tro Signe stammer fra Ewalds »Rolfs Krage«; han roste Ewald for at have »forvandlet Signe fra Hialtes letfærdige Frille til hans uskyldige, elskværdige Brud« (»Om Evald og Schiller«, I, 1854, S. 94).

341

Vaagner af Eders Slummer! store Partier i det følgende er en poetisk Parafrase af Saxos Gengivelse af Bjarkemaalet. Til Sammenligning hidsættes de paagældende Afsnit af Vedels Tekst: »Vaager op alle, saa mange sig kiende at tiene Kong Rolff, enten for Klæde eller Penninge, eller haffue tilsagt hannem Tro, Huldskaff oc Mandskaff .... Her er icke Jomfruleeg, eller at kysse oc tage i Faffn .... Vaager op, oc kommer her vd, saa mange som ere Kong Rolffs Eedsuorne Venner .... Tager mandelige mod til eder, oc strider for eders Kong oc egen ære. .... Nu er tiden, at huer som Ære haffuer kier, giør sin Herre fyldest for Klæde oc Penninge oc andre hans Velgierninger. Hand gaff oss i sin velmact Tydske Suerd .... Tager Exempel aff de ædle Ørne, som vende Brystet frem, naar de giøre indfald imod deris Fiender .... O du arrige Skalck, oc wblue Forrædere, Hiartuar, som fulde din Husfruis Sculdis onde oc blodgierige raad ....« (S. XXXV-XXXVI).

342

og kaldte paa sin Smaadreng »Biarcke vaagnede op i det samme, talede til Skalck sin Kammersuend, oc sagde: Stat op du Dreng, tend Lius, fey Gulffvet, oc 386 giør Ild met en hast, Jeg kand intet tage mig faare i denne store Kuld, før end jeg bliffuer varm.« (S. XXXV).
Biarke hviler endnu? »Soffuer du endnu, eller huad forhindrer dig? Kommer du icke snarligen her vd, da vil Ilden gieste dig.. Lader oss tencke paa den store Fromhed og Geffmildhed hand beuiste oss, der hand slog Rørick, den gerige Bøckis søn ihiel, som vaar saa offuermaade rig paa Guld oc Sølff... Thi aldrig vaar hannem nogen ting saa kier, eller deylig, at hand jo deelte det met sine gode Venner. Hand actede icke Guld mere end Aske. Thi hand tenckte vel, at icke Guld och Sølff, men it ærligt oc euigt Rycte, gaff hannem it langt Leffnet, oc mange Aars ihukommelse.. Thi hand vaar i sin velmact dydig oc dristig, oc rask som en Ful eller en Hiort imod sine Fiender. See her rinder nu Blod at Gaderne, .. Lader oss være frimodige i Mund oc Haand, at der findis intet fryctactigheds Tegen hos oss i nogen maade. Dyd oc Mandoms gierninger ere wdødelige, oc giffue oss en euig Ære, som aldrig forgaar eller forgættis, naar vore Legeme end ere døde, oc henraadnede vdi Jorden« (S. XXXVI-XXXVII).

343

Hvi raaber du, klække Hialte »Biarcke suarede: Huor faare raaber du stercke Hialte saa høyt paa mig, at ieg er Kong Rolffs Suoger? .. Men giff mig ickun liden Frist, indtil ieg kand tage mine Vaaben paa mig. Nu binder ieg op mit Suerd, nu legger ieg min Brynie paa, oc sætter min Hielm op, oc ruster mig til, som ieg snariste kand« (S. XXXVII).

346

en Kæmpebiørn Oehl. refererer her i faa Vers Sagaens eventyrlige Skildring af Kampen (Kap. 50-51): Medens Biarke sover, kæmper hans Fylgie i en Bjørns Skikkelse mod Fjenderne; den forsvinder, da Hialte kalder ham ud til Kamp. Men nu udsender Skulde en Tryllegalt, hvis Børster udskyde Pile, som fælder Hrolfskæmperne.

347

At Skulde falder i Kampen, og at Hiartvar hævner hende ved at fælde Hrolf, har Oehl. fra Ewald; i Sagaen 387 overlever hun Slaget. Men det er Oehl.s eget Paafund, at Dyrene dræber hende; hos Ewald gør Viggo det (»Rolf Krage«, III Akt).
Eia, I ærlige Danske »I frimodige Danske Mend, følger mit raad, oc afflegger eders Harnisk, kaster eders Skiolde paa Ryggen, oc strider saa met bare Bryst .. Binder Armbond om eders Hender, at i kunde diss haardere sla til.«.. ».. alligeuel skal ieg offre min døde Suoger ti Mend, som hand haffuer giffuet mig at føre vdi mit Vaaben.« .. »Jeg dragis icke til minde, at ieg haffuer været paa nogen Valsted, som saadanne Hug oc stort Mandfald er skeedt paa en tid. .. Thi der ligger omkring mig met døde Kroppe, lige som it høyt stort Bierg. Oc huor er nu den stortalende Mand, som tilforn raabte paa mig saa hoffærdeligen, lige som hand haffde tolff Mænds Styrcke.
Hialte suarede: Endog, gode Biarcke, at ieg haffuer icke mange, som giøre mig bistand, saa er ieg alligevel icke langt fra haanden.. Jeg haffuer icke saa meget aff min Skiold, at ieg kand holde i Haanden for mig« (S. XXXVII-XXXVIII).

349

Seer du ei Odin Gamle? »Nu haffuer ieg stor lyst at see Otthin, som haffuer ickun it Øye. Sig mig Rude kiere Hustru, om du seer hannem nogen steds.
Rude suarede: Viltu haffue lycke at krige fremdelis, da løfft dine Øyen op til Himmelen, oc giør dit Offer, til den som Macten og Seyer haffuer at volde.
Biarcke suarede: Kand ieg faae Frigis Hosbonde at see, neppeligen skal hand komme skadesløs fra Leyre, førde hand end en gang saa skinnende en Skiold, oc rede end en gang saa huid en Hest .. Men effterdi her er icke andet kaar paa færde, da lader oss legge vind paa, saa lenge som wi leffue, oc Blodet er varmt vdi oss, at wi kunde falde oc dø som ærlige Mend. Jeg vil dø her ved min Herris Hoffuet, Du Hialte leg dig ved hans Fødder, at naar de komme oc randsage disse døde Lig, huer mand kand see, at wi haffue trolige tient vor Konge oc Herre, oc icke oppebaaret hans Klæde oc Penninge forgeffuis. Det hindrer 388 icke, at Raffne oc Ørne fortære siden vore Legeme, naar wi ellers dø som oprictige oc frimodige Krigsmend, paa Valsteden hos vor Konge oc Herre« (S. XXXVIII).

350

qvik levende.
den Frækne den Tapre.

351

Vøggurs Hævn skildres efter Saxo (S. XXXIX); i Sagaen falder Hiartvar i Slaget (Kap. 52).

353

han hørte til de Tolf Vøggurs fornemme Plads mellem Kæmperne stammer fra Ewald; i Sagaen forekommer han Mændene at være »eländig arm, enfaldig och af litet wärde« (Kap. 42, S. 101).

389

TEKSTRETTELSER
(Originalens Ord er sat efter den skarpe Parentes).

Side16 L. 3 f. n. hvad hun ønsker [hvad ønsker

»35 L. 12 f. n. seiler [segler

»44 L. 4 f. n. Hierte; [Hierte,

»46 L. 7 f. o. Skade [Skade.

»48 L. 4 f. o. Han [Ham

»59 L. 8 f. o. Kongsstolen [Kongstolen

»60 L. 4 f. o. Men [Med

»60 L. 10 f. n. maae, [maae

»61 L. 4 f. o. mig vil løse [mig løse

»63 L. 9 f. o. saa blaae [blaae

»66 L. 6 f. n. flye, [flye

»83 L. 3 f. o. redder [rædder

»83 L. 13 f. n. stolte [stokte

»86 L. 11 f. n. Dit [dit

»88 L. 7 f. o. skreg [skreeg

»98 L. 13 f. o. Fælden [Fællen

»110 L. 11 f. o. afmeied [afmeiet

»116 L. 15 f. o. Landevei [Landvei

»117 L. 13 f. o. veedst, [veedst

»118 L. 6 f. o. beruste [bruste

»122 L. 5 f. n. Ret [ret

»125 L. 12 f. n. Bølgerne, [Bølgerne;

»126 L. 3 f. o. redder [rædder

»126 L. 13 f. n. Vredens [Verdens

»130 L. 11 f. n. Saxers [Saxer

»130 L. 9 f. n. ved [med

390

Side 131 L. 2 f. n. stelle [steilte

»139 L. 7 f. n. tænkte [tænke

»142 L. 5 f. n. Saar! [Saar

»145 L. 13 f. o. Hør mig - [Hør mig mig -

»150 L. 7 f. n. Silkeseil [Silkesegl

»154 L. 5 f. o. brat- [brat

»158 L. 11 f. n. Din [din

»160 L. 2 f. o. en [er

»161 L. 8 f. o. bruge [bringe

»170 L. 7 f. o. Tanker [Tanken

»173 L. 9 f. n. Disk? [Disk

»176 L. 6 f. o. skiønt [skiøndt

»176 L. 12 f. n. Beigal, [Beigal

»177 L. 15 f. n. var [vare

»177 L. 10 f. n. Finners, [Finners

»177 L. 6 f. n. Endeel [Endeel,

»179 L. l f. o. voldte [volte

»180 L. 7 f. o. Lige [lige

»181 L. 13 f. n. sørgelig [sørgeligt

»182 L. l f. o. koldt, [koldt

»185 L. 8 f. o. Fædreland, [Fædreland

»186 L. 8 f. o. fordunkles [fordunkler

»186 L. 9 f. o. ham [han

»188 L. 13 f. o. Angst. - [Angst? -

»193 L. 5 f. o. langveis [langsveis

»195 L. 5 f. n. har [have

»197 L. 6 f. o. Ting. [Ting

»198 L. 4 f. o. blev [bleve

»200 L. 16 f. n. ham sin [ham i sin

»200 L. 9 f. n. Biørnebørster [Biørebørster

»200 L. 7 L n. Freirs [Freir

»201 L. 13 f. n. han [ham

»201 L. 12 f. n. ei [er

»203 L. 10 f. n, deler [deler,

»205 L. l f. o. blodigt Rovdyr, [blodigt, Rovdyr

»206 L. 9 f. o. han [har

.»206 L. 11 f. o. havde [have

»207 L. 7 f. o. Sværdet [Svæder

»207 L. 17 f. o. drak: [drak

391

Side 217 L. 3 f. o. skued [skued.

»217 L. 6 f. o. knokkelstærk [kokkelstærk

»218 L. 4 f. o. sieldne, faae [sieldne faae

»218 L. l f. n. Agnar. [Agnar

»225 L. 6 f. o. Bord [Bord,

»226 L. 6 f. n. Hrolf [Rolf

»227 L. 9 f. n. sine [sin

»229 L. 5 f. o. Svithiod [Svitthiod

»229 L. 15 f. n. Sværmerlyst [Sværmer lyst

»231 L. 6 f. o. jeg, [jeg

»231 L. 3 f. n. skiønt [skiøndt

»232 L. 8 f. n. Hallen; [Hallen i

»235 L. 12 f. o. undgielde [giengielde

»235 L. 9 f. n. staaer [staae

»236 L. 10 f. o. Omhvælved [Omhvæved

»236 L. 13 f. n. Fisk, [Fisk

»238 L. 14 f. n. Ja [I

»247 L. 6 f. o. sammen gik [sammengik

»249 L. 10 f. n. skiønne [skrønne

»250 L. 11 f. n. Øine [Øie

»263 L. 5 f. n. Gundvar [Gunvar

»269 L. 3 f. o. din [Din

»270 L. 4 f. n. til. [til

»271 L. 9 f. o. spildte [spilte

»274 L. 14 f. o. sprunge [sprungne

»275 L. 11 f. n. Leirekæmper [Leirekæmperne

»275 L. 4 f. n. hvisked [visked

»277 L. 10 f. o. Alfer [Alfen

»279 L. 14 f. n. saae; [saae:

»286 L. 10 f. o. Frænde [Frænde.

»290 L. 12 f. n. fro [tro

»291 L. 15 f. o. tog [tog,

»291 L. 3 f. n. Ven, [Ven.

»291 L. l f. n. den [dem

»296 L. 14 f. o. fræk [fræk!

»297 L. 6 f. o. din [den

»297 L. 12 f. n. Katteskind [Katteskin

»299 L. 5 f. n. stadigt [stadig

»302 L. 2 f. o. Tusind god [Tusindgod

392

Side 308 L. 13 f. o. Hænder, med alle sine Mænd, [Hænder: med alle sine Mænd

» 311 L. 8 f. o. satte [fatte

» 322 L. 14 f. o. dig [du

» 325 L. 11 f. o. Rødder, [Rødder

» 332 L. 17 f. o. Ondskabsslangen [Ondskabslangen

» 332 L. 11 f. n. Dødssværdet Dødsværdet

» 333 L. 11 f. o. Slegfredbarn [Slegfredsbarn

» 346 L. 6 f. o. Miølnir de danske Kæmper [Miølnir, de danske Kæmper,

» 349 L. 6 f. o. spildt [spilt

» 349 L. 11 f. n. Fod! [Fod

393

INDHOLD

HELGE (1814) 1
Frodes Drapa 3
Helges Eventyr 31
Yrsa 89
HROLF KRAKE (1828) 155
BEMÆRKNINGER 355